Legislator Case Law & Legislation
199814L00507 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og lov om kommunal indkomstskat

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 229 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 19. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, momsloven og lov om kommunal indkomstskat

(Indgreb mod sort arbejde, socialt bedrageri m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren og justitsministeren, som disse har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra

Advokatrådet

De danske Landboforeninger og

Foreningen Registrerede Revisorer.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lægger afgørende vægt på, at skatteministeren vedrørende forslaget under lovforslagets § 1, nr. 1, til § 6 F i skattekontrolloven om et observationsregister har tilkendegivet følgende

»Efter den foreslåede bestemmelse kan der med henblik på at imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre ydelser til det offentlige foretages en tidsbegrænset registrering af fysiske og juridiske personer, der har påført eller forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Formålet med forslaget er at skabe et modspil til selskabstømmere, konkursryttere, udbydere af skattearrangementer og lignende større skatteunddragere.

Jeg lægger på den anden side afgørende vægt på, at der tages de fornødne retssikkerhedsmæssige hensyn.

Det er derfor af betydning, at grundlaget for registrering er objektive kriterier i den forstand, der nævnes nedenfor.

Udgangspunktet er således, at der skal foreligge en dom eller en endelig administrativ afgørelse, hvori det er konstateret, at den pågældende enten har påført det offentlige et betydeligt tab af den nævnte slags eller har forsøgt at påføre det offentlige et sådant betydeligt tab.

Herudover vil der kun i følgende tilfælde og i tilfælde, der ganske kan sidestilles hermed, kunne foretages registrering i observationsregistret af

En fysisk eller juridisk person, der administrativt har vedtaget en bøde for overtrædelse af told-, skatte- eller afgiftslovgivningen.

En udbyder eller erhvervsmæssig formidler af skattearrangementer, der ved forskudsregistreringen eller ligningen er tilsidesat som værende uden reelt indhold.

En fysisk eller juridisk person, der har deltaget i momskarruselsvindel. Ved momskarruselsvindel forstås en svindelmetode, hvor der igangsættes transaktioner mellem en række momspligtige i to eller flere EU-lande med eller uden varer med henblik på misbrug af reglerne vedrørende momsfrit salg mellem momsregistrerede virksomheder i medlemslandene.

En fysisk person, der har deltaget i selskabstømning på køberside.

En fysisk eller juridisk person, der har fået inddraget en bevilling til særlige kreditvilkår til told- eller afgiftslempelse, fordi den pågældende har overtrådt de vilkår, som bevillingen var tildelt under.

En juridisk person, der mere end to gange er ansat skønsmæssigt på grund af manglende (selv-)angivelse af den skattepligtige indkomst/afgift.

En fysisk person, der står bag virksomheder, der mere end to gange er gået konkurs eller er tvangsopløst med tab for Told og Skat til følge.

Det ligger således uden for intentionerne med forslaget, at der kan foretages registrering alene på grundlag af en almindelig skattesag.

Der skal være tale om et betydeligt tab for det offentlige, for at en registrering kan foretages. At tabet skal være betydeligt, indebærer, at påførte tab samlet set skal være i en størrelsesorden på mindst 50.000 kr.

En registrering vil indebære, at den pågældende vil blive fulgt nøjere af skatte- og afgiftsmyndighederne. Men den pågældende bliver ikke som følge af registreringen afskåret fra nogen rettigheder, og de registrerede oplysninger kan ikke samkøres med andre registrerede oplysninger.

Den, der bliver optaget i registret, bliver samtidig med registreringen underrettet om registreringen og grundlaget herfor, og den pågældende (fysiske person) vejledes om retten til at klage til Registertilsynet over registreringen.«

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkeparti er helt enig i formålet med lovforslaget og de fleste midler hertil og i, at skatteministeren bliver bemyndiget til at indhente oplysninger vedrørende » fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold« fra andre myndigheders registre med henblik på at samkøre disse oplysninger med oplysninger i Told og Skats egne registre. Derimod finder Socialistisk Folkeparti det ikke rimeligt og i overensstemmelse med den retssikkerhed, der skal gælde for borgerne, at Told og Skat bemyndiges til at etablere et observationsregister over personer og virksomheder, der efter såkaldt objektive kriterier har påført eller forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab. Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse er kriterierne for optagelse i registret for upræcise og for risikable ud fra et retssikkerhedssynspunkt. Det gælder f.eks., når der tales om, »at den pågældende har påført eller forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab af ...«, og når der tales om, at registrering kan finde sted, når der foreligger »en administrativ afgørelse eller en dom, hvori det direkte eller indirekte er konstateret, at den pågældende enten har påført det offentlige tab af den nævnte slags eller har forsøgt at påføre det offentlige sådanne tab.«

Socialistisk Folkeparti har positivt noteret sig tilkendegivelserne fra skatteministeren gengivet i betænkningen vedrørende grundlaget for registrering i det foreslåede observationsregister, men finder ikke, at det ændrer på de nævnte principielle betænkeligheder ved et sådant register. Socialistisk Folkeparti foreslår derfor, at den foreslåede bestemmelse om observationsregistret udgår.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af et mindretal stillede ændringsforslag.

Dansk Folkeparti lagde ved 1. behandling af lovforslaget stor vægt på retssikkerheden ved et observationsregister og på, hvilke kriterier der skulle lægges til grund for optagelsen i registret.

Dansk Folkeparti har noteret sig, at det af skatteministerens tilkendegivelser om grundlaget for registrering i registret som i højere grad klargør kriterierne fremgår, at der som udgangspunkt skal foreligge dom eller endelig administrativ afgørelse, for at man kan blive optaget i registret, men at der herudover kan foretages registreringer på andet grundlag, hvilket Dansk Folkeparti ikke finder tilfredsstillende (bortset fra den situation, hvor en fysisk eller juridisk person administrativt har vedtaget en bøde for overtrædelse af told-, skatte- eller afgiftslovgivningen).

Tværtimod finder Dansk Folkeparti ikke, at skattemyndighedernes tilsidesættelse af skattearrangementer allerede i forbindelse med forskudsregistreringen eller ligningen skal kunne berettige til optagelse i registret. Videre finder Dansk Folkeparti ikke, at en fysisk eller juridisk person, der har deltaget i momskarruselsvindel, eller en fysisk person, der har deltaget i selskabstømning på køberside, skal kunne optages, medmindre der foreligger dom eller endelig administrativ afgørelse herfor.

Fysiske eller juridiske personer, der har fået inddraget bevilling til særlige kreditvilkår til told- eller afgiftslempelse, fordi de pågældende har overtrådt bevillingens vilkår, juridiske personer, som mere end to gange er ansat skønsmæssigt på grund af manglende (selv-)angivelse, eller fysiske personer, der står bag virksomheder, der mere end to gange er gået konkurs eller er tvangsopløst med deraf følgende tab, skal efter Dansk Folkepartis opfattelse heller ikke kunne optages i registret. Dansk Folkeparti mener ikke, at det kan udelukkes, at der på et lavt administrativt plan træffes vilkårlige afgørelser, uden at det eksempelvis er undersøgt, om der foreligger undskyldelige omstændigheder.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for det af et mindretal stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (DF og FP)

Til § 1

1) Den under nr. 1 foreslåede § 6 F udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1

I lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås ved indsættelse af § 6 F i skattekontrolloven, at Told- og Skattestyrelsen med henblik på at imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre ydelser til det offentlige skal kunne foretage en tidsbegrænset registrering af personer og virksomheder, der har påført eller forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Med ændringsforslaget udgår forslaget til et sådant observationsregister.

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →