Legislator Case Law & Legislation
199814L00485 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 207 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 12. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af ligningsloven

(Skattefritagelse for dataforbindelser tilsluttet en computer med adgang til arbejdsstedets netværk)

[Af Gyda Kongsted (V) og Tom Beck (KF) m.fl.]

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Flertallet har noteret sig, at det fremgår af skatteministerens besvarelse til udvalget, at skatteministeren er imod lovforslaget, selv om Telestyrelsen har oplyst, at det er muligt at foretage en teknisk afgrænsning vedrørende ISDN-forbindelser, således at en tilslutning kun gælder pc-brug, men ikke brug af telefon og fax, ligesom det er muligt at få foretaget en regningsspecifikation på brug vedrørende pc en, telefonen henholdsvis fax en. Som begrundelse for sin modstand mod lovforslaget uanset de tekniske løsningsmuligheder har skatteministeren henvist til, at en opsplitning ikke fjerner muligheden for, at ISDN-forbindelsen kan anvendes til private e-mails og privat taletelefoni via pc en. Men såfremt e-mail-funktionen fjernes, fjernes samtidig muligheden for afsendelse/modtagelse af den interne postfunktion mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvilket jo i sig selv umuliggør en hjemmearbejdspladsfunktion, idet e-mail-funktionen netop erstatter selve den fysiske postbesørgelse med kuvert og frimærker og derfor er den funktion, der muliggør en hurtig og korrekt udveksling af informationer mellem parterne i den givne arbejdssituation.

Det er flertallets opfattelse, at det er en absurd situation, at selve pc en, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren, er skattefritaget bl.a. med den begrundelse, at etablering af hjemmearbejdspladser med benyttelse af pc kan foregå uden at støde mod eventuelle skattemæssige problemer for den ansatte, hvorimod den tekniske forbindelse mellem hjemmearbejdspladsen og arbejdsstedets netværkssystemer som er en absolut nødvendig forudsætning for reelt at kunne udføre arbejde fra hjemmet beskattes efter reglerne om fri telefon.

Skatteministeren har oplyst, at det ikke er muligt at oplyse antallet af indberettede ISDN-forbindelser eller blot give et skøn over statens indtægter fra beskatningen af ISDN-forbindelser. Det er imidlertid flertallets vurdering, at provenuet fra beskatningen af ISDN-forbindelser er minimalt, da den skattemæssige værdi af ISDN-forbindelser på 3.000 kr. jo reduceres med de private telefonudgifter, sammenholdt med at størsteparten af alle borgere i forvejen har egen telefon. Dette synspunkt gav skatteministeren da også selv udtryk for under 1. behandling af lovforslaget, jf. skatteministerens henvisning til, at det er den praktiske hovedregel, at beskatningsreglerne fører til, at ansatte ikke beskattes i forbindelse med arbejdsgiverbetalt ISDN-forbindelse. Flertallet har i den anledning noteret sig, at såvel det tilbageholdte A-skattebidrag samt arbejdsmarkedsbidrag vil blive refunderet ved forevisning af privat betalt telefonregning.

Det vil med andre ord sige, at skatteministerens ønske om en fastholdelse af beskatningen på en arbejdsgiverbetalt ISDN-forbindelse alene skal ses som udtryk for at kunne lægge ekstra byrder på den mindrebemidlede arbejdstager, der ikke i forvejen har råd til egen telefon, hvilket rent samfundsmæssigt skal beklages set i lyset af de bestræbelser, der på anden vis forsøges med at skaffe skåne/fleksjob til bl.a. førtidspenionister, handicappede og børnefamilier, hvor netop en pc-hjemmearbejdsplads vil kunne være løsningen for disse gruppers tilslutning til arbejdsmarkedet. De gældende regler om beskatning af fri telefon kan i øvrigt kritiseres for at ramme forkert, idet de medfører, at arbejdstagere, der ikke taler ret meget i telefon privat, og som dermed ikke i særlig stort omfang har mulighed for at nedsætte værdien af fri telefon med egne telefonudgifter, i realiteten beskattes af den erhvervsmæssige anvendelse. Det bør derfor alt andet lige alene være et mellemværende mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der indbyrdes kan aftale, hvilket forbrug arbejdsgiveren vil yde betaling for i relation til det udførte arbejde. Tilsvarende mekanisme anvendes også i forhold til pc-brugen på arbejdspladsen, hvor arbejdstageren jo også har mulighed for at surfe privat.

Når der samtidig henses til, at de gældende beskatningsregler kun kan betegnes som unødigt bureaukratiske, finder flertallet, at en fastholdelse af en beskatning af ISDN-forbindelser på trods af, at der findes tekniske afgrænsningsmuligheder, ikke blot er ganske urimelig, men tillige udtryk for en manglende forståelse for den moderne verdens teknologiske udvikling og krav.

Et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →