Legislator Case Law & Legislation
199814L00457 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige energiafgiftslove, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler og lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 214 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 12. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af forskellige energiafgiftslove, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler og lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

(Forhøjelse af olieafgiften og nedsættelse af afgiftssatserne for dieseldrevne biler m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Camping Branchen,

Dansk Transport & Logistik,

De Danske Bilimportører,

Erhvervenes Transportudvalg og

Severinsen, Jens H., Tórshavn, Færøerne.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men mindretallet kan stemme for de stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF, DF, RV, EL, FP og KRF)

Til § 9

1) I stk. 1-5 og 7-13 ændres »1. maj« 19 steder til: »1. juni«.

2) Stk. 6 affattes således

»Stk. 6. I perioden fra den 1. juni 1999 til den 31. december 2000 forhøjes den fulde godtgørelse af afgiften af svovlfattig dieselolie i § 9, stk. 5, i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. med 10 øre pr. l, og i perioden fra den 1. januar 2001 til den 31. december 2001 med 5 øre pr. l.«

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Provenubemærkninger

Forslaget om at udskyde ikrafttrædelsesdatoen med en måned vil medføre et provenutab på 10 mio. kr. vedrørende udligningsafgiften og andre 10 mio. kr. vedrørende dieselafgiften en gang for alle i finansår 1999.

Forslaget om at forhøje tilskuddet til rutebiler vil medføre et provenutab på ca. 2 mio. kr. i 1999, ca. 10 mio. kr. i år 2000 og 5 mio. kr. i år 2001.

Af lettelsen på godt 20 mio. kr. i 1999 vil ca. 15 mio. kr. vedrøre erhverv.

Ad nr. 1

Det foreslås, at datoen for lovens ikrafttrædelse ændres fra 1. maj 1999 til 1. juni 1999 som følge af det fremskredne tidspunkt for lovforslagets behandling.

Ad nr. 2

Ifølge det fremsatte lovforslag ydes der i perioden fra ikrafttrædelsen af loven til udgangen af 1999 et tilskud på 6 øre/l til rutebiler, der anvender svovlfattig diesel. Det foreslåede tilskud skal træde i stedet for det gældende tilskud på 10 øre/l til ultralet diesel til rutebildrift.

Ændringsforslaget indebærer, at tilskuddet på 6 øre/l for den svovlfattige diesel i stedet bliver 10 øre/l i den resterende del af 1999 og år 2000, hvorefter tilskuddet reduceres til 5 øre/l i 2001 og bortfalder i 2002.

Den foreslåede ændring skal ses i lyset af det forhold, at det på kort sigt ikke kan udelukkes, at merprisen på den svovlfattige dieselolie vil overstige meromkostningerne på 6-9 øre pr. l, hvilket vil kunne øge merudgifterne til rutebildrift.

Trafikministeriet har i marts 1999 sendt en rapport fra Udvalget vedrørende energiafgifter i den kollektive trafik i høring. I rapporten undersøges mulighederne for at indføre energiafgifter i den kollektive trafik, og der fremlægges forskellige tilbageføringsmodeller, der skal kompensere den kollektive trafik for indførelsen af energiafgifter. Hvis der på den baggrund i løbet af perioden frem til år 2002 tages initiativer på trafikområdet, der medfører, at forudsætningerne for ovennævnte tilskud til svovlfattig diesel til rutebildrift ikke længere er til stede, vil tilskudsordningen blive taget op til revision.

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →