Legislator Case Law & Legislation
199814L00448 DK

Betænkning over Forslag til lov om havne

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 162 Valid

Bilag

Betænkning over lovforslag 1998 162 Valid

Bilag

Nogle af Trafikudvalgets spørgsmål og trafikministerens svar herpå

Spørgsmål 67

Ministeren bedes kommentere responsum om kommunalt styrede trafikhavnes retsbeskyttelse afgivet til advokat Henning Gjerulff den 11. april 1999, jf. L 162 - bilag 76.

Spørgsmål 69

Under henvisning til artikel fra Berlingske Tidende den 19. april 1999 »Havnelov i strid med grundloven« ønskes en udtalelse fra Justitsministeriet om, hvorvidt havneloven på nogen måde kan antages at være i strid med grundloven, jf. professor i statsret, dr.jur. Peter Germers responsum, bestilt af Dansk Stevedoreforening og Foreningen af Areallejere i Danske Havne.

Svar

Lovforslaget er baseret på responsum af 3. juni 1998 fra Kammeradvokaten. I anledning af spørgsmål 67 er Kammeradvokaten anmodet om et nyt responsum, som vedlægges, og hvortil jeg kan henholde mig *. Der foreligger på denne baggrund efter min opfattelse ikke en sådan tvivl om det retlige grundlag, at jeg finder grundlag for at indhente en særlig udtalelse fra Justitsministeriet, jf. spørgsmål 69.

* Det nævnte responsum er ikke optrykt i bilaget til betænkningen.

Betænkning over lovforslag 1998 162 Valid

Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 4. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om havne

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd. Udvalgets spørgsmål 67 og 69 samt ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Bilfærgernes Rederiforening,

Danmarks Fiskeriforening,

Danmarks Rederiforening,

Dansk Stevedoreforening,

Foreningen af Areallejere i Danske Havne,

Hanstholm Kommune

Nexø Kommune,

NY-NITROGEN A/S, Fredericia,

Rederiforeningen For Mindre Skibe,

Sammenslutningen af Danske Havne og

Århus Kommune.

Der er af trafikministeren og af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Trafikministeren har i et notat af 28. april 1999 vedrørende kommunale selvstyrehavnes dispensationsmulighed til udførelse af stevedorevirksomhed oplyst følgende

»Kommunale selvstyrehavne vil i særlige tilfælde kunne opnå tilladelse hos Trafikministeriet til at forestå stevedorevirksomhed enten selv eller i samarbejde med private virksomheder, uden at dette sker i formaliseret selskabsdannelse, jf. § 9, stk. 6. Dette betegnes populært som »kattelemmen«. Lovforslagets udformning af kattelemmen blev lidt videre end i høringsudkastet til lovforslaget under inspiration af Havnesammenslutningen, men samtidig i respekt af den hårfine balance mellem interessenterne, som overordnet ligger bag lovforslaget. Hvorvidt en dispensation kan gives, vil bero på omstændighederne i den konkrete situation. Generelt vil jeg imidlertid tilkendegive, at dispensationen skal gives ud fra den målsætning, at havnene skal sikres muligheder for til enhver tid at kunne betjene skibe (losning/lastning m.v.). Som retningsgivende for en kommende dispensationspraksis vil der blive lagt vægt på, om havnen kan sandsynliggøre, at operatørvirksomheden ikke fungerer i privat regi, og om havnen har forsøgt at tiltrække private operatører for at indgå forretningsmæssige aftaler med disse. Desuden vil havnen kunne opnå dispensation til udførelse af stevedorevirksomhed, såfremt det sandsynliggøres, at en eksisterende stevedorevirksomhed i realiteten er i en afviklingsfase. Sigtet er at undgå, at havnen derved kommer i en situation, hvor havnens aktiviteter vanskeliggøres. Alternativt må havnen vælge at overgå til at blive et kommunalt aktieselskab med mulighed for udøvelse af havnerelateret operatørvirksomed (f.eks. stevedorevirksomhed og transportcenteraktiviteter), jf. lovforslagets § 10, stk. 3, med tilhørende bemærkninger.«

Endvidere er trafikministeren over for udvalget fremkommet med følgende præcisering af bemærkningerne til lovforslagets § 9, stk. 7

»Det har ikke været hensigten med bemærkningerne til lovforslagets § 9, stk. 7, at ændre retsstillingen med hensyn til kommunalt styrede havnes forhold til kommunerne. Det bemærkes herved, at den pågældende passus i bemærkningerne muligvis er udtryk for en for vidtgående fortolkning af Østre Landsrets dom i UfR 1998, side 529. Rækkevidden af de relevante regler på området henhører under domstolenes afgørelse.«

Udvalget har noteret sig trafikministerens oplysninger om, at der med lovforslaget ikke er taget stilling til overdragelse af statshavnene til lokalsamfundene, og at en sådan overdragelse af den enkelte havn afhænger af de drøftelser, der er i gang mellem Trafikministeriet og de enkelte kommuner, hvori statshavnene er beliggende. Udvalget har endvidere noteret sig, at ministeren har tilkendegivet, at overdragelse af den enkelte statshavn forudsætter, dels at kommunen vil overtage havnen, dels at der er enighed mellem ministeren og den enkelte kommune om betingelserne for overdragelsen, og endelig at de bevilgende myndigheder kan tilslutte sig overdragelsen og betingelserne herfor. Udvalget har endelig noteret sig, at trafikministeren samtidig har oplyst, at et af de elementer, der indgår i drøftelserne med kommunerne, er de naturbetingede ekstraudgifter til sluser, oprensning, dækkende værker, ydermoler, miljøforhold m.v., flere af statshavnene har i forhold til andre havne alene på grund af deres særlige beliggenhed. Udgangspunktet er, at staten fortsat skal varetage disse opgaver efter en eventuel overdragelse, jf. ministerens svar på spørgsmål 49.

Udvalget ønsker lovforslaget tilbage til udvalget efter 2. behandling.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af trafikministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af trafikministeren, de af mindretallet og det under nr. 1 stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkeparti finder, at havnenes rammebetingelser med lovforslaget smidiggøres, således at havnene og søtransporten kan udvikles og dermed sikre en opprioritering af mere miljørigtige transportformer. Det er vigtigt, at der sker en effektivisering af havnedriften og de dertil knyttede tjenesteydelser, således at havnene kan bidrage til at fremme nærskibstrafikken. Socialistisk Folkeparti ser derfor den nye havnelov sammen med opbygningen af den åbne booking-central for nærsøfart, som regeringen, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti har aftalt i forbindelse med pinsepakkens kollektive trafikinitiativer, som et led i en række nødvendige initiativer, der kan fremme søtransporten.

Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet kan stemme for de af trafikministeren og de af mindretallet stillede ændringsforslag. Såfremt de af mindretallet stillede ændringsforslag forkastes, kan mindretallet stemme for de af Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag.

Enhedslisten finder det afgørende, at dansk havnevæsen forbliver en del af fællesskabets infrastruktur. Dette synspunkt indebærer bl.a., at overskud i en havn, der er organiseret som et aktieselskab, skal båndlægges til havnedrift og dertil knyttede opgaver. Da loven er af en sådan karakter, at dette synspunkt hverken i sin helhed eller som et konkret ændringsforslag kan rummes inden for lovens rammer, må Enhedslisten alene af denne grund afvise lovforslaget.

Ændringsforslag

Til § 2

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF)

1) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»En sådan tilladelse kan meddeles, hvis der foreligger særlige samfundsøkonomiske eller miljømæssige grunde hertil.«

Af trafikministeren, tiltrådt af udvalget

2) I stk. 2 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Trafikministeren fastsætter regler herom.«

Til § 9

Af et mindretal (SF)

3) Stk. 5 affattes således

»Stk. 5. Havnen forestår anlæg og drift af havneinfrastruktur, herunder dækkende værker, kajer, havnebassiner og tilstødende landarealer, og kan yderligere stille kraner, pakhuse og lign. til rådighed med henblik på at betjene skibe, stevedorer, areallejere m.fl. Herudover kan havnen forestå havnerelateret operatørvirksomhed, enten selv eller i samarbejde med private virksomheder, samt udføre skibsrelaterede hjælpetjenester i form af bugsering, trosseføring og lign.«

4) Stk. 6 udgår.

Stk. 7-11 bliver herefter stk. 6-10.

Af et mindretal (EL)

5) I stk. 6 ændres »Såfremt forholdene i særlige tilfælde tilsiger det« til: »Såfremt samfundsøkonomiske og miljømæssige hensyn tilsiger det«.

Af et mindretal (SF)

Til § 10

6) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. En havn organiseret som et helt eller delvist kommunalt ejet aktieselskab kan forestå anlæg og drift af havneinfrastruktur, herunder dækkende værker, kajer, havnebassiner og tilstødende landarealer, og kan yderligere stille kraner, pakhuse og lign. til rådighed med henblik på at betjene skibe, stevedorer, areallejere m.fl. Herudover kan havnen forestå havnerelateret operatørvirksomhed, enten selv eller i samarbejde med private virksomheder.«

Af trafikministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 19

7) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»§ 01 træder dog i kraft den 1. juni 1999.«

8) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v. ophæves.«

Af et mindretal (SF)

Til § 20

9) Stk. 1 udgår.

Stk. 2 bliver herefter stk. 1.

10) I stk. 2, der bliver stk. 1, ændres »§ 8, stk. 2, og § 9, stk. 5,« til: »og § 8, stk. 2,«.

Af trafikministeren, tiltrådt af udvalget

Ny paragraf

11) Efter § 25 indsættes som ny paragraf

»§ 01. I lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v., som ændret ved lov nr. 234 af 4. april 1995 og lov nr. 294 af 28. april 1997, foretages følgende ændring

1. § 3, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Udvidelse af en bestående trafikhavn ved etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet inden for havnens dækkende værker kan udføres uden tilladelse efter stk. 2, medmindre udvidelsen kræver en vurdering af de miljømæssige konsekvenser af anlægget. Trafikministeren fastsætter regler herom.««

Bemærkninger

Til nr. 1 og 5

Det ønskes med de stillede ændringsforslag sikret, at de eksisterende havne ikke udsættes for ublu konkurrence.

Til nr. 2, 7, 8 og 11

Hidtil har etablering af faste anlæg og opfyldning på søterritoriet inden for en trafikhavns dækkende værker kunnet udføres uden tilladelse fra Trafikministeriet. Ændringsforslaget indebærer, at tidspunktet for ikrafttræden af lovforslagets § 2, stk. 2, hvorefter der kan kræves vurdering af de miljømæssige konsekvenser (VVM) af sådanne ændringer og tilladelse fra Trafikministeriet, fremrykkes til den 1. juni 1999. Det foreslås, at dette gøres ved at indsætte bestemmelsen i lov om trafikhavne m.v., der gælder, indtil lov om havne træder i kraft den 1. januar 2000.

Det foreslås samtidig, at der gives trafikministeren bemyndigelse til at fastsætte regler med henblik på gennemførelsen af § 2, stk. 2. Bemyndigelsen tænkes udnyttet til at fastsætte regler om pligt til at underrette myndighederne om planer om anlæg, uddybning eller opfyldning inden for en havns dækkende værker og om pligt til at afvente en afgørelse om, hvorvidt der skal gennemføres en VVM-undersøgelse og eventuelt meddeles tilladelse.

Beføjelsen til at træffe afgørelse vedrørende VVM-undersøgelse tænkes, for så vidt angår bl.a. de her omhandlede sager, henlagt til Kystinspektoratet med klageadgang til Trafikministeriet.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget udvides begrebet havnevirksomhed, således at der gives mulighed for, at havnevirksomhed, der i dag omfatter kajer, bolværker og arealer, udvides til også at omfatte stevedorevirksomhed, kraner, lager- og pakhusfaciliteter samt bugsering og trosseføring. Herudover gives mulighed for, at havnen sammen med private virksomheder kan etablere fælles driftsselskaber i selskabsform vedrørende håndtering og oplagring af gods samt tilbud om totale transportløsninger.

Til nr. 4, 6, 9 og 10

Ændringerne er en konsekvens af ændringen under nr. 3

Helge Mortensen (S), Holger Graversen (S), Poul Andersen (S) nfmd. Jytte Wittrock (S), Søren Hansen (S), Margrete Auken (SF), Arne Melchior (CD), fmd. Vibeke Peschardt (RV), Søren Kolstrup (EL), Svend Heiselberg (V), Kristian Jensen (V), Svend Erik Hovmand (V), Erik Jacobsen (V), Kaj Ikast (KF), Brian Mikkelsen (KF), Ole Donner (DF), Klaus Kjær (DF)

Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →