Legislator Case Law & Legislation
199814L00440 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og ligningsloven (Løbende registreringsafgift af udenlandske firmabiler m.v.)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 211 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 5. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og ligningsloven (Løbende registreringsafgift af udenlandske firmabiler m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og mundtlig henvendelse fra De Danske Bilimportører.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) finder dog, at lovforslaget langtfra er tilstrækkeligt i forhold til EU-medholdeligheden og alt for bureaukratisk.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.

Mindretallet støtter intentionen om, at den danske lovgivning skal være i overensstemmelse med EF-traktatens regler om arbejdskraftens frie bevægelighed og om fri udveksling af tjenesteydelser.

Mindretallet kan imidlertid ikke stemme for lovforslaget i den foreliggende udformning. Ordningen, hvorefter registreringsafgiften betales med 1 pct. pr. påbegyndt måned med tillæg af 1,5 pct.s rente pr. påbegyndt kvartal af den registreringsafgift, der henstår som saldo, samt muligheden for at kunne betale en afgift pr. dag på 60 kr. er alt for bureaukratisk. Hertil kommer, at dobbeltbeskatningen i de tilfælde, hvor værdien af fri firmabil vil kunne beskattes i såvel Danmark som i det land, hvor den herboende har arbejde, skal løses i medfør af dobbeltbeskatningsaftalerne, hvorefter der vil blive givet fradrag i den danske skat af den skat, der måtte være betalt i udlandet.

Mindretallet opfordrer på den baggrund regeringen til at tage lovforslaget tilbage og i stedet fremsætte et lovforslag, som skaber den nødvendige overensstemmelse mellem den danske lovgivning og EU-retten på en enkel, forståelig og ubureaukratisk måde, og således at der ikke efter et sådant lovforslags vedtagelse kan rejses nogen form for tvivl om EU-medholdeligheden.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (S, DF, RV, FP og KRF)

Til § 1

1) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer

»01. I § 3, stk. 5, som bliver stk. 4, ændres »stk. 4« til: »stk. 3«.«

2) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer

»02. I § 4, stk. 6, ændres »§ 3, stk. 4,« til: »§ 3, stk. 3,«.«

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at den nuværende bestemmelse i § 3, stk. 1, foreslås ophævet, og de øvrige stykker i § 3 derfor rykker op. Disse konsekvensændringer er beklageligvis blevet overset i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse og høring.

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →