Legislator Case Law & Legislation
199814L00426 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Ændret finansiering af kommunernes udgifter til sygedagpenge efter 52 uger)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 135 Valid

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 22. april 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Ændret finansiering af kommunernes udgifter til sygedagpenge efter 52 uger)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Hirtshals Kommune.

Der er af socialministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med det af socialministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet er enig i, at der skal være løbende opfølgning af alle sygedagpengesager for at sikre den syge borger relevant vejledning og de bedste tilbud. Enhedslisten tror ikke på, at økonomisk pression over for kommunerne sikrer langtidssyge de rigtige tilbud. Tværtimod frygter Enhedslisten, at syge borgere raskmeldes vilkårligt og for tidligt, eller at de førtidspensioneres før behandlings- og revalideringsmulighederne er udtømt.

Ændringsforslag

Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

Til § 1

1) I det foreslåede § 30, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »sygefravær« ordene: »og ansættelsesforhold« .

Bemærkninger

Ændringsforslaget skyldes, at det forekommer, at en lønmodtager har flere arbejdsforhold og sygemeldes fra de enkelte arbejdsforhold på forskellige tidspunkter, således at første fraværsdag ikke er ens i de forskellige arbejdsforhold.

Der er i dag intet krav om, at de enkelte arbejdsforhold skal have samme første fraværsdag. Sygedagpengeberegningen, den automatiske bogføring og dermed også opgørelsen af størrelsen af statsrefusionen i det fælles kommunale edb-system sker således på grundlag af 1. fraværsdag i hvert enkelt arbejdsforhold.

Ændringsforslaget skal således sikre, at der skabes entydighed i fordelingen af statsrefusionen til kommunerne på 100 pct., 50 pct. og 0 pct. i de tilfælde, hvor den sygemeldte har flere arbejdsforhold med forskellig første fraværsdag.

Med ændringsforslaget videreføres det i dag gældende princip for beregningen af størrelsen af statsrefusionen til kommunerne, når den sygemeldte har flere arbejdsforhold, som man sygemeldes fra på forskellige tidspunkter.

Jørn Pedersen (S) Inger Bierbaum (S) Else Marie Mortensen (S) Karen J. Klint (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Yvonne Herløv Andersen (CD) Anders Samuelsen (RV) Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Tove Fergo (V) Rikke Hvilshøj (V) John Vinther (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Inge Refshauge (DF) Tove Videbæk (KRF) nfmd.

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →