Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om totalisatorspil
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 28. april 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om totalisatorspil
(Ændret afgiftsafregning m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at det er vigtigt for Skatteudvalget i den kommende folketingssamling at tage fat på spørgsmålet om reguleringen af det danske spillemarked. Set i lyset af de nye muligheder ved brug af internettet og udbudet af spil, væddemål og tipning på udenlandske hjemmesider er det vigtigt, at vi fra dansk side får overvejet, i hvilket omfang det er muligt og formålstjenligt at bevare den nuværende regulering af spillemarkedet.
Hvis vi fra dansk side blot lader stå til, vil en del af spillemarkedet fjerne sig fra det organiserede marked og flytte til internettet og til spil i udlandet. Derfor er det vigtigt, at Skatteudvalget tager fat på problemerne og ser på spillemarkedet i en større sammenhæng. Når Venstre og Det Konservative Folkeparti indstiller det fremsatte forslag til vedtagelse uændret, skal det ses i lyset af et ønske om i næste folketingssamling af gennemgå hele området for spil.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af Socialistisk Folkeparti under nr. 1 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Fremskridtspartiet under nr. 2 og 3 stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (EL og KRF)
1) Nr. 2 affattes således
»2. § 2 A, stk. 2, 1. pkt., affattes således
»I den efter stk. 1 beregnede afgift foretages ved totalisatorspil i forbindelse med travløb et fradrag, hvis grundbeløb udgør 26.300 kr. pr. løbsdag.««
Af et mindretal (FP), tiltrådt af et mindretal (DF)
2) Nr. 6 udgår.
3) Nr. 7 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at forslaget om en samlet ugentlig afregning af totalisatorafgiften for galop- og travbanerne skønnes at medføre et provenutab for staten på ca. 2 mio. kr.
Med ændringsforslaget bliver lovforslaget provenuneutralt for staten.
Det foreslås, at grundbeløbet for fradraget i afgiften ved totalisatorspil i forbindelse med travløb på 30.000 kr. (1987-niveau) nedsættes til 26.300 kr. Dette beløb svarer i 1999-niveau til 35.800 kr. Den foreslåede ændring medfører således, at det nuværende fradragsbeløb på 40.800 kr. nedsættes med 5.000 kr.
Til nr. 2
Ved lov nr. 438 af 26. juni 1998 fik Tipstjenesten adgang til at udbyde spil i forbindelse med cykelløb på landevej. Adgangen til spil på cykelløb på bane og landevej i Danmark var indtil da indeholdt i totalisatorloven. Med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås, at totalisatorloven nu kun skal indeholde adgang til spil på cykelløb på bane.
Fremskridtspartiet foreslår med ændringsforslaget, at § 1, nr. 6, udgår af lovforslaget, således at Tipstjenesten ikke får monopol på spil på cykelløb på landeveje.
Til nr. 3
Efter den gældende totalisatorlov er det strafbart at afholde totalisatorspil og lignende uden bevilling og at modtage indskud uden om totalisatoren. Derimod er det straffrit at medvirke til at udbyde udenlandske totalisatorspil. Med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås det at gøre det strafbart også at formidle udenlandske væddemål vedrørende spil på heste- og hundeløb, duekapflyvninger og cykelløb, som er omfattet af totalisatorloven. Denne ændring foreslås som følge af et tiltagende pres fra udenlandske bookmakere, der forsøger at udbyde eller formidle udenlandske væddemål her i landet.
Fremskridtspartiet foreslår med ændringsforslaget, at § 1, nr. 7, udgår af lovforslaget, således at det fortsat er lovligt at formidle udenlandske væddemål på spil omfattet af totalisatorloven.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Børge Klit Johansen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)