Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om delpension
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Socialudvalget den 20. april 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om delpension
(Fradragsregler m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Landsforeningen Ældre Sagen, De Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug.
Der er af socialministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.
Dette mindretal ønsker at tilkendegive, at lovforslaget samlet er en forringelse for de økonomisk dårligt stillede deltidspensionister.
Ændringsforslag
Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF, CD, RV og KRF)
Til § 1
1) I det under nr. 17 foreslåede § 4 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »umiddelbart før« til: »kort før og kort efter «.
2) Efter nr. 19 indsættes som nyt nummer
»01. I § 16 a, stk. 2, ændres »jf. dog stk. 3« til: »jf. dog stk. 4«.«
3) Efter nr. 20 indsættes som nye numre
»02. I § 16 a, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«
03. I § 19 ændres »bopælskommunen« til: »opholdskommunen«.«
Til § 2
4) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke
»Stk. 3. Uanset stk. 1 kan opgørelsen af en ansøgers pensionsordninger og fradrag for pension, jf. § 4 a, i lov om delpension som indsat ved denne lovs § 1, nr. 17, i en overgangsperiode frem til og med den 31. marts 2000 foretages på baggrund af erklæring fra ansøgeren om pensionsordningens værdi. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om skriftlig dokumentation om pensionsordningerne fra pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser m.v.«
Bemærkninger
Til nr. 1
I forslaget til § 4 a, stk. 2, 1. pkt., er det foreslået, at pensionskasserne m.v. skal indberette værdien umiddelbart før ansøgerens fyldte 60. år. Efter bestemmelsen bemyndiges skatteministeren til at fastsætte de nærmere regler om indberetningen og herunder om tidspunktet for indberetningen, jf. § 74 i, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
For at ansøgeren og kommunen kan have de nødvendige oplysninger om værdien af de omfattede pensionsrettigheder umiddelbart inden ansøgerens fyldte 60. år, foreslås det, at indberetningen skal ske såvel kort før som kort efter ansøgerens fyldte 60. år. Det vil i skatteministerens bekendtgørelse blive fastsat, at indberetningen fra pensionskasserne m.v. skal ske pr. udgangen af måneden, efter at ansøgeren er fyldt 59½ år. For at kunne kontrollere, at der ikke efter skæringsdatoen er foretaget ekstraordinære indbetalinger eller oprettet nye ordninger, foreslås det endvidere, at der også skal indberettes ved udgangen af måneden efter ansøgerens fyldte 60. år. Ansøgeren vil endvidere få pligt til over for kommunen at oplyse, om der er foretaget indbetalinger eller oprettet nye ordninger efter skæringsdatoen. Der vil dog kunne fastsættes en bagatelgrænse således, at der alene skal oplyses om indbetalte beløb over den fastsatte grænse, og således, at der alene skal foretages en efterregulering af nedsættelsen af delpensionen, hvis der er indbetalt beløb herudover.
Forslaget om tidspunktet for indberetning svarer til det ændringsforslag, der stilles til de nye regler om efterløn (L 174).
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensrettelse, som følge af den foreslåede ændring i § 1, nr. 20, i det fremsatte lovforslag.
Til nr. 3
Vedrørende forslaget til ændringen af § 16 a, stk. 6, i lov om delpension henvises der til bemærkningerne til nr. 2. Med forslaget vedrørende § 19 i lov om delpension harmoniseres reglerne om, hvilken kommune der skal administrere den sociale lovgivning i forhold til borgerne. Reglerne i lov om delpension svarer herefter til reglerne i øvrigt på det sociale område.
Til nr. 4
I forslaget til § 4 a i delpensionsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, er det forudsat, at kommunen til brug for beregningen af nedsættelsen af delpension skal foretage en opgørelse over den samlede værdi af ansøgerens pensionsordninger umiddelbart før ansøgerens fyldte 60. år. Opgørelsen sker på baggrund af de oplysninger, som de pensionskasser m.v. og myndigheder, der forvalter oplysningerne, får pligt til at indberette til Told- og Skattestyrelsen efter nærmere regler fastsat i medfør af § 4 a, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslagets nr. 1. Da det må forudses, at det ikke vil være teknisk muligt at få indberetningerne til at foreligge ved det 60. år for personer, der fylder 60 år inden den 1. april 2000, foreslås det, at opgørelsen og nedsættelsen i en overgangsperiode kan foretages på baggrund af oplysninger om pensionsordningerne fra ansøgeren.
Det foreslås endvidere, at socialministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om administrationen i overgangsperioden, herunder om fornøden skriftlig dokumentation om pensionsordningerne m.v. fra pensionskasserne m.v.
Jørn Pedersen (S) Inger Bierbaum (S) Else Marie Mortensen (S) Karen J. Klint (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Yvonne Herløv Andersen (CD) Anders Samuelsen (RV) Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Tove Fergo (V) Rikke Hvilshøj (V) John Vinther (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Inge Refshauge (DF) Tove Videbæk (KRF) nfmd.
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget