Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse og af lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 7. april 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse og af lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse
(Ændring af reglerne om ikrafttrædelse m.v. af den udvidede klitfrednings- og strandbeskyttelseslinje samt om fastlæggelsen heraf i byzone)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
De danske Landboforeninger,
Dansk Familielandbrug,
Kommunernes Landsforening,
Steen Noes, Sjællands Odde,
Odsherreds Landboforening og
Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.
Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) Efter nr. 7 indsættes som nye numre
»01. I § 65 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke
»Stk. 4. Ved afgørelser efter stk. 3 om erhvervsmæssig tilplantning med bærbuske eller frugttræer inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje gør amtsrådet undtagelse fra § 15, stk. 1, selv om der ikke er tale om særlige tilfælde, medmindre tilplantningen strider mod tungtvejende kystlandskabelige hensyn.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.«
»02. I § 67, stk. 2, ændres »§ 65, stk. 4« til: »§ 65, stk. 6«.«
Til § 2
2) I nr. 2 affattes indledningen således
»§ 2, nr. 2, affattes således:«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ad nr. 01
Fra erhvervsgartnernes side har der været peget på de særlige problemer, der gør sig gældende for bær- og frugtavl, idet der er et særligt behov for at kunne udnytte kystlandskaberne til denne produktionsform.
Ændringsforslaget imødekommer dette hensyn og betyder, at amtsrådet skal imødekomme en ansøgning om erhvervsmæssig bær- og/eller frugtavl på arealer i den udvidede beskyttelseszone efter naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelseslinjen, det vil sige landværts den gældende 100 m strandbeskyttelseslinje, medmindre amtet finder, at dette vil være i strid med tungtvejende kystlandskabelige hensyn.
Baggrunden for, at det vil være hovedreglen, at der meddeles dispensation til erhvervsmæssig bær- og frugtavl på arealer i den udvidede beskyttelseszone, er, at der er en reel erhvervsmæssig begrundelse for at placere bær- og frugtavl kystnært for at udnytte den mindre risiko for nattefrost. Ordningen vil således også tilgodese behov i forbindelse med erhvervsmæssig bær- og frugtavl på de små øer.
Efter lovens vedtagelse vil Skov- og Naturstyrelsen orientere amterne og erhvervet om den foreslåede særlige dispensationsadgang. Dispensationsadgangen vil endvidere blive nærmere beskrevet i den kommende vejledning om administrationen af strandbeskyttelseslinjen.
Det vil endvidere fremgå, at arealer, der før den 1. august 1994 var tilplantet med bærbuske eller frugttræer, uden dispensation fra § 15 kan gentilplantes med bærbuske eller frugttræer, selv om der går op til 6-7 år fra afdrivningen af bær- og frugtavlsbevoksningen, og til en ny plantes.
Den særlige dispensationsadgang omfatter kun arealer inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Den omfatter således ikke klitfredede arealer efter § 8 på grund af de særlige hensyn til at undgå sandflugt.
Ad nr. 02
Ændringsforslaget er en konsekvens af det foreslåede nr. 01.
Ændringen er af redaktionel karakter.
Til nr. 2
Ændringen er alene af redaktionel karakter.
Pernille Blach Hansen (S) Inger Bierbaum (S) Martin Glerup (S) Lis Greibe (S) Jens Peter Vernersen (S) Steen Gade (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Lene Espersen (KF) nfmd. Frank Dahlgaard (KF) Svend Aage Fauerholdt (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.