Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven, kursgevinstloven, aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og lov om en arbejdsmarkedsfond
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 14. april 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af ligningsloven, kursgevinstloven, aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og lov om en arbejdsmarkedsfond
(Aktiekøberetter i koncernforhold og medarbejderaktier til ansatte i udenlandske selskaber)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Erhvervenes Skattesekretariat.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil ved 3. behandling hverken stemme for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil hverken stemme for eller imod de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF, DF, CD, RV, FP og KRF)
Til titlen
1) Titlen affattes således
»Forslag
til
lov om ændring af ligningsloven og andre love
(Aktiekøberetter i koncernforhold og medarbejderaktier til ansatte i udenlandske selskaber)«.
Til § 1
2) Nr. 1 udgår.
3) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 28 affattes stk. 1, 3. pkt., således
»Anvendelse af reglerne i 1. og 2. pkt. er betinget af, at det selskab, hvor modtageren er ansat m.m., enten selv har udstedt køberetten eller har erhvervet køberetten fra et selskab, der er koncernforbundet med selskabet, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og som har udstedt køberetten.«
Ny paragraf
4) Efter § 5 indsættes som ny paragraf
»§ 01
I lov nr. 166 af 24. marts 1999 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove, toldloven, lov om fonde og visse foreninger samt lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (Objektiveringer, justering af reglerne for beskatning ved død samt afgrænsning af told- og afgiftsområdet m.m.) foretages følgende ændringer
1. I den i § 13, nr. 5, affattede § 7 A ændres i stk. 1, nr. 1, »tegne« til: »købe eller tegne«, og efter stk. 2 indsættes som nyt stykke
»Stk. 3. Stk. 1, nr. 1, 3. pkt., og nr. 2, 3. pkt., gælder ikke ansatte, der hverken er eller inden for de seneste 2 år før tildelingen har været omfattet af kildeskattelovens § 1 eller kildeskattelovens § 2 af den indkomst, der ligger til grund for den ansattes deltagelse i medarbejderaktieordningen.«
Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.
2. I § 25, stk. 3, indsættes som 4. pkt.
»Ved tildeling den 1. januar 1999 til og med den 31. december 1999 af tegningsretter og medarbejderaktier efter ligningslovens § 7 A som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997 gælder ligningslovens § 7 A, stk. 6, og stk. 7, 1. pkt., som affattet ved nævnte lovbekendtgørelse ikke ansatte, der hverken er eller inden for de seneste 2 år før tildelingen har været omfattet af kildeskattelovens § 1 eller kildeskattelovens § 2 af den indkomst, der ligger til grund for den ansattes deltagelse i medarbejderaktieordningen.««
Til § 6
5) Stk. 2 udgår.
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.
6) I stk. 3, der bliver stk. 2, ændres »omskrevet« til: »ophævet«, og »§ 1, nr. 13 og 15« ændres til: »§ 1, nr. 13 og 16«.
7) Stk. 5, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes
»For køberetter til aktier, der er erhvervet i perioden fra og med den 1. januar 1998 til og med den 31. december 1998, lægges valget til grund for ligningen, når den pågældende part inden den 1. oktober 1999 har dokumenteret over for den skatteansættende myndighed, at parterne er enige om valget. For køberetter til aktier, der er erhvervet i perioden fra og med den 1. januar 1999 til og med den 31. marts 1999, lægges valget til grund for ligningen, når den pågældende part senest i forbindelse med selvangivelsen over for den skatteansættende myndighed dokumenterer, at parterne er enige om valget. «
Bemærkninger
Til nr. 1, 2 og 5
Der er tale om redaktionelle ændringer som følge af ændringsforslag nr. 4.
Til nr. 3
Efter den gældende udformning af ligningslovens § 28 omfatter bestemmelsen kun de situationer, hvor køberetten er tildelt af det selskab, hvor modtageren er ansat. Køberetten er bl.a. blevet anset for modtaget af arbejdsgiverselskabet, såfremt dette selskab har erhvervet køberetten til videregivelse. Ved lovforslaget er ligningslovens § 28 foreslået ændret, således at køberetten enten kan være modtaget fra arbejdsgiverselskabet eller et selskab, der er koncernforbundet med arbejdsgiverselskabet, idet det i begge situationer er en betingelse, at køberetten er udstedt af det selskab, der yder køberetten. Dette betyder imidlertid, at ligningslovens § 28 fremover ikke vil omfatte den konstruktion, hvor køberetten tildeles direkte af arbejdsgiverselskabet, men er udstedt af et andet selskab inden for koncernen, som arbejdsgiverselskabet har købt de tildelte køberetter af.
Da denne mulighed fortsat bør stå åben, foreslås det, at anvendelsen af reglerne i ligningslovens § 28, hvor køberetten modtages af arbejdsgiverselskabet, betinges af, at arbejdsgiverselskabet enten selv har udstedt køberetten eller har erhvervet køberetten fra et koncernforbundet selskab.
Med ændringsforslaget fjernes en indsnævring af anvendelsesområdet for Ligningslovens § 28, som det fremsatte lovforslag utilsigtet har givet anledning til. Dette har ikke i sig selv provenumæssige konsekvenser.
Til nr. 4
Ligningslovens § 7 A stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, omfatter efter sin ordlyd kun medarbejderaktieordninger, hvor medarbejderne tildeles ret til at tegne nyudstedte aktier i selskabet. Formelt set skal der således fra begyndelsen - ved tildelingen fra selskabet - være tale om en tegningsret, hvorved forstås en ret til at tegne nye aktier i selskabet. Der vil oftest være tale om tegningsretter med ret til at tegne aktier til favørkurs i forhold til markedskursen. Ordningen medfører herefter, at forskellen mellem favørkursværdien og aktiernes reelle værdi ikke bliver skattepligtig ved tildelingen af tegningsretten eller udnyttelsen af denne. Skatten aktualiseres først ved et senere salg af den erhvervede aktie.
Efter praksis kan tegningsretten imidlertid også udnyttes ved »tegning« fra selskabets beholdning af egne aktier, uden at ordningen falder uden for § 7 A. Herved kommer tegningsretten i sidste ende til at virke som en køberet (option), hvorved forstås en ret til at erhverve en aktiepost på et bestemt fastsat fremtidigt tidspunkt (periode) til en fast pris. Indtil udnyttelsen af »tegningsretten« ved medarbejderen i princippet ikke, om udnyttelsen sker ved erhvervelse af en nytegnet aktie eller en aktie fra selskabets beholdning af egne aktier, og skattemæssigt gør det ingen forskel for medarbejderen. Uanset hvorfra aktien erhverves, vil medarbejderen efter praksis hverken blive beskattet ved tildelingen af »tegningsretten« eller ved udnyttelsen, men først på det tidspunkt, hvor medarbejderen sælger den erhvervede aktie. For medarbejderen gør det således ingen forskel, om der er tale om en reel tegningsret eller en tegningsret, der viser sig at være en køberet.
Det foreslås på denne baggrund at ændre ligningslovens § 7 A, således at den også omfatter tildelte aktiekøberetter, og ikke blot tildelte tegningsretter.
Med ændringsforslaget tilpasses ligningslovens § 7 A på baggrund af gældende praksis, hvilket ikke har provenumæssige konsekvenser.
Ligningslovens § 7 A er efter fremsættelsen af nærværende lovforslag blevet objektiveret ved lov nr. 166 af 24. marts 1999, således at medarbejderaktieordninger fra 1. januar 2000 ikke længere kræver tilladelse fra ligningsmyndighederne. Ved etablering af en medarbejderaktieordning skal selskabet herefter blot påse, at betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen - der fremgår direkte af loven - er opfyldt. Ordningen kan herefter etableres straks. Hvorvidt betingelserne er opfyldt, afgøres først efterfølgende af den skatteansættende myndighed.
Det foreslås som konsekvens heraf at ændre § 7 A som affattet ved lov nr. 166 af 24. marts 1999 i overensstemmelse med nærværende lovforslag. Som yderligere konsekvens udgår forslagets § 1, nr. 1, og § 6, stk. 2.
Objektiveringen af § 7 A har først virkning for medarbejderaktieordninger, der etableres efter 1. januar 2000. Det foreslås, at udvidelsen af bestemmelsen til også at omfatte køberetter tilsvarende skal have virkning fra og med den 1. januar 2000, jf. lov nr. 166 af 24. marts 1999 § 25, stk. 1.
Ophævelsen af båndlæggelseskravet for ansatte i udlandet foreslås dog stadig at skulle have virkning fra og med 1. januar 1999, jf. den foreslåede § 01, nr. 2.
Til nr. 6
Der er tale om redaktionelle ændringer.
Til nr. 7
Den foreslåede nyaffattelse af ligningslovens § 28 skal efter lovforslaget have virkning for køberetter til aktier, der erhverves den 1. april 1999 eller senere. Der foreslås dog indført en adgang til at vælge, at ligningslovens § 28 som affattet efter lovforslaget også skal anvendes på køberetter til aktier, der er erhvervet i perioden fra og med 1. januar 1998 til og med den 31. marts 1999. Valgmuligheden er bl.a. betinget af, at det dokumenteres over for skattemyndighederne, at parterne er enige om valget. For køberetter til aktier erhvervet i kalenderåret 1998 skal dokumentationen afgives i forbindelse med selvangivelsen for 1998 og for køberetter til aktier erhvervet i perioden fra og med 1. januar 1999 til og med 31. marts 1999 i forbindelse med selvangivelsen for 1999.
Fristen for indgivelse af selvangivelsen for 1998 er for de fleste lønmodtagere den 1. maj 1999. Det vil derfor for mange kunne være vanskeligt at nå at overholde fristkravet i relation til valgmuligheden, idet valget naturligt bør kunne træffes på grundlag af en endelig lov. På den baggrund foreslås det, at fristen for afgivelse af den fornødne dokumentation udskydes til 30. september 1999, for så vidt angår de køberetter til aktier, der er erhvervet i kalenderåret 1998.
Med ændringsforslaget sikres, at den foreslåede valgmulighed i det fremsatte lovforslag bliver mere reel, hvilket ikke har provenumæssige konsekvenser.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)