Legislator Case Law & Legislation
199814L00358 DK

Betænkning over Forslag til lov om forbud mod visse dopingmidler

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 98 Valid

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 24. marts 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om forbud mod visse dopingmidler

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af sundhedsministeren stillet ændringsforslag, hvorom der henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget

Til titlen

1) Til titlen føjes en fodnote (note 1) med følgende tekst

»1) Forskriften har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EF-Tidende 1998 nr. L 204 af 21. juli 1998, s. 37).«

Til § 4

2) I stk. 1 ændres »virksomhed« til: »vilkår«.

Til § 6

3) Paragraffen affattes således

»§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.«

Bemærkninger

Til nr. 1

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter blev lovforslaget den 27. november 1998 notificeret for Europa-Kommissionen (via Erhvervsfremme Styrelsen). Europa-Kommissionen kvitterede for modtagelsen den 30. november 1998. Udkast til tekniske forskrifter, der notificeres, må tidligst vedtages tre måneder efter, at den fulde ordlyd er meddelt Kommissionen. Ved fristens udløb den 1. marts 1999 var der ikke modtaget indsigelser fra Kommissionen eller andre medlemsstater.

Ifølge § 7 i Erhvervsfremme Styrelsens cirkulære nr. 86 af 16. juni 1995 om gennemførelse i Danmark af Rådets direktiv om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter skal medlemsstaterne i enhver teknisk forskrift, der udstedes, henvise til informationsproceduredirektivet. Dette bør ske i form af en fodnote til forskriftens titel.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er medtaget ud fra et ønske om, at teksten bliver så præcis som mulig.

Til nr. 3

I medfør af § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland, der trådte i kraft den 1. januar 1992, kan Grønlands hjemmestyre ved landstingsforordning fastsætte regler om sundhedsvæsenet og sundhedsforholdene i Grønland. Af lovbemærkningerne til denne bestemmelse fremgår bl.a., at bemyndigelsen ikke alene omfatter regler om omfanget af sundhedsvæsenets opgaver og ydelser, men også regler, der regulerer sundhedsforholdene. Bemyndigelsen omfatter hele det område, der ved lovens ikrafttræden henhørte under sundhedsministerens ressort.

Lov om sundhedsvæsenet i Grønland ligger således forud såvel for den gældende lov om forbud mod visse dopingmidler som for det nu fremsatte lovforslag. Lov om forbud mod visse dopingmidler bør derfor ikke gælde for Grønland. Ønsker hjemmestyret, at lignende regler skal gælde i Grønland, må dette ske ved vedtagelse af en landstingsforordning med tilsvarende indhold.

Anne-Marie Meldgaard (S) Jytte Wittrock (S) Hanne Andersen (S) Lone Møller (S) nfmd. Dorte Bennedsen (S) Jørn Jespersen (SF) Yvonne Herløv Andersen (CD) fmd. Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Jørgen Winther (V) Ester Larsen (V) Preben Rudiengaard (V) Gyda Kongsted (V) Tom Beck (KF) Gitte Seeberg (KF) Birthe Skaarup (DF) Tove Videbæk (KRF)

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →