Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om erhvervsskoler og lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 16. marts 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om erhvervsskoler og lov om de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere handelseksamen og højere teknisk eksamen
(Fornyelse af de tekniske erhvervsuddannelser m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til undervisningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Dansk Handel & Service,
Det Faglige Fællesudvalg for Gartneri og Landbrug,
Det Faglige Fællesudvalg for Murer-, Stenhugger- og Stukkaturfaget,
Glarmesterlauget i Danmark,
Håndværksrådet,
Madsen, Uffe, Holstebro,
Malerfagets Faglige Fællesudvalg,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og
Teknisk Skoleforening.
Der er af undervisningsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Med hensyn til mulighederne i lovforslaget for unge med svage uddannelsesforudsætninger har undervisningsministeren over for udvalget tilkendegivet, at lovforslaget er et væsentligt element i virkeliggørelsen af regeringens målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Hertil tjener især følgende tre elementer i forslaget
Indførelse af personlig uddannelsesplan og uddannelsesbog.
Mulighed for delkompetence (afstigning og individuel).
Fleksibel struktur i uddannelserne både i grund- og hovedforløb.
Undervisningsministeren har endvidere tilkendegivet, at følgende initiativer vil bidrage til, at erhvervsuddannelserne bliver et stærkt aktiv i indsatsen for disse unge.
For det første vil der både før og efter det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt blive igangsat forsøgs- og udviklingsarbejde, hvor bl.a. ændrede lærerroller, nye undervisningsmetoder og tilrettelæggelsesformer herunder tilpasning af undervisningen til elever med forskellige læringsmæssige potentialer, nye prøve- og evalueringsformer samt redskaber til at fastholde eleverne i uddannelse kan udvikles og afprøves. Derudover vil forsøgs- og udviklingsarbejdet sætte fokus på sammenhæng mellem teoretiske og praktiske fag og sammenhæng mellem skoleundervisning og virksomhedspraktikken - ikke mindst med sigte på at øge muligheden for unge med svage uddannelsesforudsætninger for at gennemføre en uddannelse. Arbejdet vil blive iværksat i forlængelse af de gode erfaringer, der allerede er gjort med udviklingsarbejde på dette område.
Et særligt indsatsområde vil omfatte udvikling af de lærerkvalifikationer, som er en forudsætning for den pædagogiske udvikling inden for de tekniske erhvervsuddannelser. Der vil som omtalt i bemærkningerne til nr. 2 i ændringsforslaget blive afsat 10 mio. kr. i finansåret 2000 og 10 mio. kr. i finansåret 2001 til efteruddannelse af lærere m.v. (pulje til at indføre ændringer), ligesom lærernes deltagelse i forsøgs- og udviklingsarbejde indebærer et betydeligt element af efteruddannelse og kvalifikationsudvikling.
Ministeriet vil endvidere sikre en systematisk spredning af de positive erfaringer fra disse udviklingsarbejder til hele sektoren. I den forbindelse vil Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse blive inddraget med henblik på at sikre, at erfaringerne fra forsøgs- og udviklingsarbejdet inddrages i den pædagogiske grund-, efter- og videreuddannelse af lærerne.
For det andet vil undervisningsministeren arbejde for at udvide skolehjemsordningen på baggrund af flere års forsøg med skolehjemstilbud (kostskole) for frafaldstruede elever, som afsluttes i 1999. Forsøget har især omfattet elever, der har været i en særlig risiko for at falde fra som følge af sociale problemer, herunder problemer med at fastholde motivationen for uddannelse. På baggrund af de indhøstede erfaringer er der afsat 12 mio. kr. årligt fra 1999 og i BO-årene til denne opgave, foreløbig som forsøg. Disse midler vil blive søgt videreført som led i en permanent ordning. Ministeriet vil følge forbruget af disse midler tæt med henblik på eventuel justering af det afsatte beløb, når der er gjort erfaringer med de nye erhvervsuddannelser sammenholdt med det udvidede skolehjemstilbud.
Endelig har undervisningsministeren oplyst, at et af de overordnede temaer i regeringens uddannelsespolitik i 1999 er en generel indsats for at give unge med svage uddannelsesforudsætninger mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Lovforslaget vil derfor ikke komme til at stå som et isoleret virkemiddel i indsatsen for denne gruppe unge.
Ministeren har endvidere over for udvalget oplyst, at en af intentionerne med lovforslaget har været at mindske frafaldet i erhvervsuddannelserne, bl.a. det frafald, som er et resultat af, at nogle unge ikke magter at fuldføre en almindelig erhvervsuddannelse. For unge med svage uddannelsesforudsætninger er der forskellige muligheder i lovforslaget, herunder to former for delkompetence.
Den ene form (afstigning) er en mulighed efter den gældende lov, som lovforslaget tilsigter at give en større udbredelse. Dette er udtrykt i forslaget til en ændret affattelse af § 15, stk. 2, hvorefter reglerne om de enkelte uddannelser så vidt muligt skal indeholde en adgang til afstigning med kompetence. Den gældende bestemmelse er formuleret som en undtagelsesvis mulighed.
Det er de faglige udvalg, som forudsættes at beskrive disse forløb. Undervisningsministeren har oplyst, at reglerne om uddannelserne bl.a. skal sikre, at afstigningsforløbene fremstår som helstøbte uddannelsesforløb, hvor eleven erhverver sig de nødvendige faglige, personlige og almene kvalifikationer, således at forløbet vil kunne danne grundlag for senere beskæftigelse og fortsat uddannelse.
Den anden form for delkompetence (individuelt tilrettelagte forløb) er forbeholdt elever, som ikke antages at kunne gennemføre på forhånd fastlagte uddannelser, herunder afstigningsforløb. Målgruppen for denne ordning vil jf. bemærkningerne til lovforslaget skønsmæssigt udgøre 250-750 elever pr. år.
For begge typer delkompetence gælder, at eleverne senere skal kunne genoptage uddannelsen og dermed udvide deres kompetencer svarende til målene for en fuld erhvervsuddannelse. Det forventes også, at forløbene vil kunne aktivere hidtil uudnyttede praktikpladsmuligheder i specialiserede virksomheder.
Særligt i forhold til de delkompetenceforløb, der består i regulerede deluddannelser, vil ministeriet, som udsteder uddannelsesbekendtgørelserne, indestå for, at der bliver tale om egentlige erhvervsuddannelser, der lever op til de almindelige krav i erhvervsuddannelsesloven, således at eleverne bibringes både erhvervsrettede og almene kvalifikationer.
Undervisningsministeren har oplyst, at ministeriet vil følge udviklingen i antallet og brugen af begge former for delkompetenceforløb nøje med henblik på at gribe ind, eventuelt med lovgivningsinitiativ, hvis der opstår utilsigtede konsekvenser i forhold til den oprindelige hensigt med ordningerne. En sådan utilsigtet konsekvens kunne f.eks. komme til udtryk, hvis der udvikler sig en ubalance mellem antallet af delkompetenceforløb og antallet af fulde forløb inden for en uddannelse, således at der i mærkbart omfang bliver indgået uddannelsesaftaler om delkompetenceforløb, der ikke er begrundet i de enkelte elevers forhold eller i den enkelte virksomheds objektive muligheder for at tilbyde eleverne den fulde uddannelse.
Udvalget lægger afgørende vægt på disse intentioner med forslaget til en ændret affattelse af § 15, stk. 2 og 3, og på de nævnte tilkendegivelser fra ministeren om bestemmelsernes anvendelse.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de af undervisningsministeren stillede ændringsforslag.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) har noteret, at Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger over for udvalget har udtrykt bekymring omkring fagligheden i erhvervsuddannelserne inden for deres område med den nye erhvervsuddannelsesreform, idet SALA frygter, at den brede fælles indgang ikke i tilstrækkelig grad er målrettet fagenes behov.
Flertallet forudsætter, at der inden for enkelte uddannelser kan dannes »familier« eller underordnede grupperinger uden fælles områdefag med de øvrige i indgangen. Det kunne f.eks gælde uddannelserne inden for hotel- og restaurantområdet, som inden for de gældende regler har fælles 2. skoleperiode. Ligeledes forudsætter flertallet, at der ikke er hindringer for, at jordbrugsområdet danner en egen familieindgang. De øvrige mere industrirettede uddannelser inden for levnedsmiddelområdet tarmrenser-, industrislagter- og mejeristuddannelsen forudsættes at have et sådant manglende slægtskab med de øvrige uddannelser, at de kan omfattes af en særlig ordning med en indgang af 10 ugers varighed uden fælles områdefag med de øvrige uddannelser i indgangen »fra jord til bord«, såfremt det er det faglige udvalgs ønske og Erhvervsuddannelsesrådets indstilling. Endvidere forudsætter flertallet, at der ikke sker ændringer i skolehjemsreglerne, således at uddannelser omfattet af særbestemmelserne fortsat kan få skolehjemsstøtte, hvis uddannelsen har en særlig indgang, der udbydes på specielle skoler.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) kan bakke op om ændringerne af erhvervsuddannelserne, men mindretallet mener ikke, at lovforslaget løser et af de mest grundlæggende problemer for unge, der tager en erhvervsuddannelse nemlig mangelen på praktikpladser.
Antallet af praktikpladser faldt med 18 pct. fra 1996 til 1997. Bortset fra samtaler med arbejdsmarkedets parter har ministeren ikke taget initiativer, som reelt sikrer unge praktikpladser.
Praktikpladser er essentielle for grundtanken i erhvervsuddannelsen. Alt for mange falder fra, fordi det ikke er muligt at skaffe en praktikplads.
Mindretallet mener, at det er helt afgørende, at der skabes praktikpladser til alle, og at skolepraktik fastholdes for dem, der ikke kan få en praktikplads. For at motivere flere arbejdsgivere til at skabe praktikpladser ønsker mindretallet at forhøje AER-bidraget til dem, der tager praktikelever - finansieret af de arbejdsgivere, der prøver at krybe udenom. Der skal ligeledes være bedre kontrol med praktikopholdene for at sikre en god kvalitet.
Mindretallet ønsker, at Undervisningsministeriet tager de fornødne midler i brug for at sikre de unge en praktikplads. Arbejdsgiverne skal således branche for branche have pålæg om at stille et givet antal praktikpladser til rådighed.
Ændringsforslag
Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) I den under nr. 17 foreslåede affattelse af § 24, stk. 2, affattes 2. pkt. således
»I uddannelser, der har et begrænset fagligt fællesskab med andre uddannelser i fællesindgangen, og i uddannelser med særlig kort skoleundervisning kan de fælles områdefag have et mindre omfang end 10 uger eller eventuelt udelades.«
Til § 4
2) Stk.1 affattes således
»Stk.1. Loven træder i kraft den 1. juli 1999 og har virkning for uddannelser, der begynder den 1. januar 2001 og senere.«
3) I stk. 3 ændres »1. juli 2000« til: »1. januar 2001«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Formålet med ændringsforslaget er at supplere den fleksibilitet, som lovforslaget sammen med de gældende regler allerede rummer.
Således kan der allerede efter den gældende lov efter de faglige udvalgs bestemmelse fastsættes særlige regler om uddannelsernes varighed og struktur for personer, der kan få fritagelse for dele af en erhvervsuddannelse på grundlag af særlige uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige forudsætninger. Denne bestemmelse anvendes bl.a. til fastsættelse af regler om voksenforløb.
Endvidere er det ved lovforslaget forudsat, at grundforløbet vil kunne opdeles i flere skoleperioder for elever med uddannelsesaftale svarende til den mulighed, der gælder i dag for opdeling af 2. skoleperiode (på 20 uger) for elever med uddannelsesaftale.
Det er også forudsat ved lovforslaget, at fordelingen mellem grundfag, områdefag, specialefag og valgfag fortsat kan fraviges under forudsætning af, at den bredde i uddannelserne og de valgmuligheder for eleverne, som lovbestemmelsen har til formål at sikre, opretholdes. Da fagsammensætningen i grundforløbet er dannet med vægt på områdefag, vil der for de fleste uddannelsers vedkommende ske en flytning af grundfag fra den indledende del af uddannelsen til senere i forløbet. Hensigten hermed er at sikre den fagligt orienterede, praktisk betonede indgang til uddannelserne.
De fælles områdefag, som indføres ved lovforslaget, skal som udgangspunkt have relevans både for den enkelte uddannelse og for indgangens uddannelser generelt. Det kan dog forekomme, at der ikke kan dannes fælles områdefag af relevans for alle uddannelser i en indgang. Det er derfor forudsat, at der i begrænset omfang kan dannes fælles områdefag for en underordnet gruppering af enkelte uddannelser, som måtte være uden væsentligt slægtskab til andre uddannelser. F.eks. vil der i en fællesindgang, der omfatter »fra jord til bord« (hotel og restaurant, levnedsmiddel og jordbrug) kunne dannes en underordnet gruppering, der retter sig mod jordbrugsområdet.
Er dette heller ikke muligt, kan der for uddannelser med et begrænset fagligt fællesskab med andre uddannelser i fællesindgangen, som det også er muligt efter det fremsatte lovforslag, godkendes grundforløb på 10 uger, der ikke indeholder fælles områdefag.
Imidlertid vil der også være behov for en smidighed med hensyn til de uddannelser, der har en særlig kort skoleundervisning. I disse uddannelser kan et obligatorisk grundforløb på 20 uger give anledning til en ubalance mellem de obligatoriske grundforløb og skoledelen i hovedforløbet. Dette søges imødekommet ved ændringsforslaget, således at både uddannelser med et begrænset fagligt fællesskab med andre uddannelser i fællesindgangen og uddannelser med særlig kort skoleundervisning kan havde kortere grundforløb.
Med de særlige ordninger for henholdsvis uddannelser med et begrænset fagligt fællesskab og uddannelser med særlig kort skoleundervisning tænkes bl.a. på uddannelserne til bygningsmaler, glarmester, skorstensfejer og industrioperatør.
Til nr. 2
Ved ændringsforslaget udsættes tidspunktet for, hvornår fornyelsen ifølge lovforslaget skal have virkning for uddannelserne, fra den 1. juli 2000 til den 1. januar 2001.
Gennemførelse af fornyelsen af uddannelserne efter lovforslaget forudsætter et betydeligt forberedelsesarbejde med hensyn til tilrettelæggelsen af uddannelsesforløbene, hvori både de faglige udvalg og Erhvervsuddannelsesrådet har en betydelig rolle.
Den information, der går forud for elevernes valg af uddannelse og beslutningen om, hvilke skoler der skal udbyde de enkelte forløb, hænger nøje sammen med tilrettelæggelsen af forløbene.
På denne baggrund har Erhvervsuddannelsesrådet indstillet, at tidspunktet for, hvornår lovforslaget skal have virkning for uddannelserne, udsættes fra den 1. juli 2000 til den 1. januar 2001.
De økonomiske konsekvenser af udsættelsen vil bestå i en tidsmæssig forskydning af merudgifterne som følge af reformen og kan - under henvisning til de almindelige bemærkninger til lovforslaget, afsnit 3: Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige - opgøres som anført nedenfor.
Opgørelse af de økonomiske konsekvenser. Mio. kr. i 1999-prisniveau
2000
2001
2002
2003
Ligevægt
Pulje til takstforhøjelser
25
50
50
50
Pulje til at indføre ændringerne
10
10
Fremrykket tidspunkt for at begynde på grundforløbet.
Engangsudgift
20
7
Bevilling til mulige uddannelsesforlængelser
90
90
90
90
Påbygning
10
20
30
50
Ny struktur for specialefag
-5
-20
-50
Drift i alt
10
155
162
150
140
Drift i alt if. bemærkningerne til det fremsatte lovforslag
67
157
150
150
140
Til nr. 3
Ændringen betyder, at 1. skoleperiode, der indledes i sommeren 2000, højst kan blive på 20 uger. Eleverne vil herefter kunne fortsætte i et grundforløb fra den 1. januar 2001. Ved de overgangsregler, som forudsættes fastsat efter § 4, stk. 3, vil der blive taget hensyn til, at disse elever vil have opnået sådanne uddannelsesmæssige forudsætninger, at de vil kunne meritere sig for en væsentlig del af et obligatorisk grundforløb. Skolerne vil, når de begynder på undervisningen pr. 1. august 2000, tage hensyn til reformen og vejlede eleverne til at afprøve faglige interesser og relevante grundfag i løbet af det halve år, der vil være, indtil nyordningen træder i kraft. Det er derfor ved de økonomiske beregninger i bemærkningerne til nr. 2 forudsat, at elever, som overgår fra den hidtidige uddannelsesstruktur til den nye, vil kunne overføre en ikke ubetydelig merit til nyordningen, mindst 5 uger.
Peder Sass (S) Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Jeppe Kofod (S) Frode Sørensen (S) Carsten Hansen (S) Aage Frandsen (SF) Susanne Clemensen (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Kolstrup (EL) Anders Mølgaard (V) nfmd. Hanne Severinsen (V) Else Winther Andersen (V) Ellen Kristensen (V) Brian Mikkelsen (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Christian H. Hansen (DF) Tove Videbæk (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.