Legislator Case Law & Legislation
199814L00339 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven, godskørselsloven og arbejdsmiljøloven samt om ophævelse af lov om kontrol med overholdelsen af De Europæiske Fællesskabers forordninger om arbejderbeskyttelse inden for landevejstransport og lov om internationa

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 108 Valid

Bilag

Udvalgets spørgsmål nr. 6 og trafikministerens besvarelse heraf, for så vidt angår den del af spørgsmålet, som omhandler havarikommissionen

Spørgsmål 6

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 12. januar 1999 fra DTL, jf. bilag 18.

Svar

Havarikommission

Foreningen foreslår endelig, at der nedsættes en permanent analysegruppe en havarikommission der skal undersøge omstændighederne bag udvalgte ulykker.

Jeg kan oplyse, at det ligeledes foreslås i Styregruppens rapport, at det såkaldte AVU-projekt (Analysegruppen for Vejtrafikuheld), der ledes af Rådet for Trafiksikkerhedsforskning, fortsættes eller gøres permanent, ligesom der bør foretages analyser af uheld med tunge køretøjer.

I overensstemmelse med Styregruppens anbefaling er der taget initiativ til, at AVU-projektet kunne fortsætte ud over den oprindeligt planlagte forsøgsperiode. Endvidere kan det oplyses, at AVU nu undersøger uheld med tunge køretøjer.

AVU s arbejde svarer i princippet til en havarikommission, der laver uheldsanalyser endda dybdeanalyser af udvalgte uheld. Endvidere er AVU en ganske bred tværfaglig analysegruppe.

AVU s to første rapporter har vist, at den valgte metode giver gode resultater, og jeg ser frem til resultaterne i den kommende rapport om tunge køretøjer.

Herudover skal jeg henvise til arbejdsgruppen vedrørende Lastbilchaufførers Arbejdsvilkår og Uheldsrisiko (LAU). LAU beskæftiger sig med lastbiler og ulykker. Gruppen inddrager en række elementer i undersøgelserne, bl.a. overtrædelser af køre- og hviletid, hastigheder, køn, alderen for kørekortsindehavere m.m. Endvidere ser gruppen på, hvor ulykkerne sker.

Når der er gjort erfaringer med de nævnte analyser, vil der være et bedre grundlag for at vurdere, om en egentlig havarikommission vil bidrage til yderligere færdselssikkerhed.

Betænkning over lovforslag 1998 108 Valid

Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 18. marts 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af færdselsloven, godskørselsloven og arbejdsmiljøloven samt om ophævelse af lov om kontrol med overholdelsen af De Europæiske Fællesskabers forordninger om arbejderbeskyttelse inden for landevejstransport og lov om international godstransport med motorkøretøjer m.v.

(Skærpet kontrol med tunge køretøjer, køre- og hviletidsbestemmelser, betalingsbestemmelser m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret skriftligt. Udvalgets spørgsmål nr. 6 og trafikministerens besvarelse heraf, for så vidt angår den del af spørgsmålet, som omhandler havarikommission, er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Chaufførernes Fagforening, Aabenraa,

Branche 7 Eksportchauffører,

Danske Vognmænd,

Dansk Transport og Logistik, DTL,

Eksportchaufførernes Landsklub,

Erhvervenes Transportudvalg og

Kjeld Jensen & Sønner.

Der er af trafikministeren og af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Vedrørende chaufførvikarbureauer

Et flertal (udvalget med undtagelse af Centrum-Demokraternes medlem) noterer, at ministeren i sit svar på spørgsmål 12 tilkendegiver, at det er hendes forventning, at udvalget vedrørende chaufførvikarbureauer først afslutter sit arbejde i sommeren 1999. Udvalget forventer, at der sker en stillingtagen til lovliggørelse af chaufførvikarbureauer, således at et eventuelt lovforslag herom kan fremsættes tidligt i folketingsåret 1999-2000.

Vedrørende etablering af en havarikommission

Et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) har noteret sig ministerens oplysninger vedrørende det såkaldte AVU-projekt (Analysegruppen for Vejtrafikuheld). Med henblik på at sikre en bedre forebyggelse af ulykker og en større effekt i færdselssikkerhedsarbejdet finder flertallet imidlertid, at der på permanent basis bør etableres en havarikommission eller tilsvarende, som skal undersøge en række udvalgte ulykker med tunge køretøjer.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) opfordrer trafikministeren til på baggrund af den kommende rapport fra Analysegruppen for Vejtrafikuheld (AVU) vedrørende erfaringer med analyse af ulykker med tunge køretøjer at tage initiativ til, at der med henblik på forøgelse af trafiksikkerheden også fremover sker en analyse af udvalgte ulykker med disse køretøjer.

Vedrørende udmåling af skærpet bøde ved totalvægtsoverskridelser

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) noterer, at der ifølge lovforslagets § 1, nr. 4, i forskrifter, som udstedes i medfør af færdselslovens § 85, kan fastsættes bestemmelser om udmåling af skærpet bøde for overtrædelse af regler om køretøjers største tilladte totalvægt, når overtrædelsen er sket under kørsel med et køretøj med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg. I bemærkningerne hertil er anført det niveau, som bøder for kørsel med overlæs efter en skærpelse bør andrage, herunder også i gentagelsestilfælde.

Mindretallet finder, at der i forbindelse med udmåling af bøder for vognmænd bør sikres en mere lige behandling af store og små virksomheder. Mindretallet finder således, at det af forskrifter om udmåling af bøde for totalvægtsoverskridelser bør fremgå, at gentagelsesvirkning for vognmanden alene bør indtræde, når overtrædelse af reglerne om tilladt totalvægt er foretaget af den samme chauffør ansat hos vognmanden. Herudover bør der i forbindelse med udmålingen af bøder i gentagelsestilfælde fastsættes en forældelsesfrist for tidligere begåede forhold.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af trafikministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af trafikministeren og de under nr. 4 og 8 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme for lovforslaget og de af trafikministeren stillede ændringsforslag ved 3. behandling, selv om de af mindretallet stillede ændringsforslag bortfalder.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til de ovenfor anførte betænkningsbidrag, lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Ændringsforslag

Til § 1

Af trafikministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD)

1) I det under nr. 4 foreslåede § 118, stk. 5, 3. pkt., ændres »overtrædelse af regler om hastighedsbegrænseres funktion« til: »overtrædelse af regler om hastighedsbegrænsere«.

2) Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer

»01. I § 120, stk. 2, ændres »reglerne i retsplejelovens §§ 824 og 825 om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres, « til: »retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation«.«

3) I det under nr. 8 foreslåede § 120 a, stk. 2, ændres »reglerne i retsplejelovens §§ 824 og 825 om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres, « til: »retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation«.

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (DF)

4) I den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 124 g, stk. 3, ændres i nr. 1 »325 kr.« til: »250 kr. « , i nr. 2 »225 kr.« til: »175 kr.« og i nr. 3 »125 kr.« til: »100 kr.«

Af trafikministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD)

5) I det under nr. 14 foreslåede § 125 a, stk. 1, indsættes i 1. pkt. efter »hvis føreren«: »ulovligt har ført køretøjet uden hastighedsbegrænser eller føreren«.

6) I den under nr. 15 foreslåede affattelse af § 126, stk. 1, nr. 2, ændres »lavere« til: »anden«.

7) I det under nr. 16 foreslåede § 126, stk. 1, nr. 3, ændres »lavere« til: »anden«.

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (V og KF)

8) I det under nr. 16 foreslåede § 126, stk. 1, nr. 3, udgår ordene »for hastighedsgrænser på højst 30 km i timen, eller med mere end 40 pct. for hastighedsgrænser på over 30 km i timen«.

Til § 2

Af trafikministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD)

9) Den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 1, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Medmindre andet følger af bestemmelser fastsat af Det Europæiske Fællesskab, international aftale eller bestemmelser fastsat af trafikministeren, kræver udførelse af godskørsel med motorkøretøj eller vogntog særlig tilladelse ved kørsel

1) over landets grænse eller

2) på dansk område af en virksomhed etableret i udlandet.«

10) I det under nr. 2 foreslåede § 2, stk. 3, indsættes efter »uddannelseskrav«: »samt om betaling for afholdelse af prøver vedrørende sådanne personers kundskaber og færdigheder«.

Af et mindretal (DF)

11) Nr. 3-5 udgår.

12) Nr. 6 affattes således

»6. I § 4, stk. 2, indsættes efter »§ 3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8«: », jf. dog § 3, stk. 2«.«

13) I det under nr. 7 foreslåede § 4, stk. 5, ændres »§ 3, stk. 1, nr. 7, 2. led« til: »§ 3, stk. 1, nr. 8, 2. led «.

Af trafikministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD)

14) Den under nr. 11 foreslåede affattelse af § 8, stk. 4, affattes således

»Stk. 4. Afgørelser truffet af Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen i medfør af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

Af et mindretal (DF)

15) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af § 12 ændres i stk. 1, nr. 1, og stk. 2 »§ 3, stk. 1, nr. 7, 2. led« til: »§ 3, stk. 1, nr. 8, 2. led«.

Af trafikministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD)

16) I den under nr. 14 foreslåede affattelse af § 13, stk. 1, 3. pkt., ændres », jf. straffelovens § 78, stk. 3,« til: »efter fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3,«.

Af et mindretal (DF)

17) I den under nr. 14 foreslåede affattelse af § 13, stk. 2, ændres »§ 3, stk. 1, nr. 4 og 7, 2. led, eller i § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 4 og 7, 2. led« til: »§ 3, stk. 1, nr. 5 og 8, 2. led, eller i § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 5 og 8, 2. led«.

18) I den under nr. 15 foreslåede ændring af § 13, stk. 3, 1. pkt., ændres »jf. § 3, stk. 1, nr. 4« til: »jf. § 3, stk. 1, nr. 5«.

19) I den under nr. 16 foreslåede ændring af § 13, stk. 4, 1. pkt., ændres »jf. § 3, stk. 1, nr. 7, 2. led« til: »jf. § 3, stk. 1, nr. 8, 2. led«.

20) Nr. 18 udgår.

Af trafikministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af CD)

21) Det under nr. 19 foreslåede § 14, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. En tilladelse, der er udstedt i medfør af § 1, stk. 2, nr. 1, bortfalder, hvis en tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning bortfalder efter stk. 1, tilbagekaldes efter § 12 eller nægtes fornyet på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 4-7, eller § 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 4, 5 og 7, 2. led.«

22) I den under nr. 20 foreslåede affattelse af § 16, stk. 2, ændres »reglerne i retsplejelovens §§ 824 og 825 om beslaglæggelse af ting, der findes at burde konfiskeres, « til: »retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse med henblik på konfiskation«.

Til § 5

23) Stk. 1 affattes således

»Loven træder i kraft den 15. maj 1999, jf. dog stk. 2 og 3.«

24) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. § 1, nr. 9, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 5

Ændringerne foreslås for at præcisere, at sanktionen også omfatter situationer, hvor en hastighedsbegrænser i strid med reglerne ikke er installeret eller er demonteret.

Til nr. 2, 3 og 22

Ændringerne foreslås for at tage højde for den af justitsministeren i forslag til lov om ændring af retsplejeloven (L 41) foreslåede revision af reglerne om beslaglæggelse.

Til nr. 4

Ændringsforslaget indebærer, at de gældende priser for omstillingssyn fastholdes.

Til nr. 6 og 7

Ændringen foreslås med henblik på at præcisere, at overskridelse af såvel højere som lavere tilladt hastighed angivet ved afmærkning vil være omfattet af bestemmelsen.

Til nr. 8

Ændringsforslaget indebærer, at betinget frakendelse af førerretten også for tunge køretøjer m.v. fortsat først sker, når den maksimalt tilladte hastighed er overskredet med mere end 70 pct. uanset den maksimalt tilladte hastighed.

Til nr. 9

Der er alene tale om en sproglig ændring, der tydeliggør bestemmelsen.

Til nr. 10

Ændringen indebærer, at trafikministeren bemyndiges til at fastsætte regler om betaling i forbindelse med efterprøvelsen af, om sikkerhedsrådgiveraspiranter er i besiddelse af de nødvendige færdigheder og kundskaber, samt om de lever op til de krav, der vil blive fastsat som betingelse for at blive udpeget som sikkerhedsrådgiver.

Det er Færdselsstyrelsens og Beredskabsstyrelsens vurdering, at etablering af en eksamensordning vedrørende sikkerhedsrådgiveraspiranter vil indebære en administrativ og økonomisk belastning for staten.

Derfor foreslås der indført brugerbetaling, idet ordningen på denne måde vil være udgiftsneutral for det offentlige.

Den beløbsmæssige ramme vil blive fastlagt i administrative forskrifter, når omkostningerne ved afholdelse af prøverne er analyseret og vurderet. Det er således ikke muligt på nuværende tidspunkt at angive det præcise omkostningsniveau, men prisen for afholdelse af prøverne forudsættes at skulle svare hertil.

Til nr. 11

Ændringsforslaget indebærer, at der i godskørselsloven fortsat er krav om dansk indfødsret som betingelse for tilladelse til godskørsel for fremmed regning eller godkendelse som ansvarlig leder i selskaber m.v. Kravet om dansk indfødsret omfatter ikke chauffører.

Til nr. 12, 13, 15 og 17-20

Ændringerne er en konsekvens af ændringen under nr. 11.

Til nr. 14

Der er tale om en sproglig ændring, der tydeliggør bestemmelsen.

Til nr. 16

Ændringen foreslås for at gøre det klart, at det alene er fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3, der skal finde anvendelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke forventes, at forslaget vil have nævneværdige administrative eller økonomiske konsekvenser for anklagemyndigheden eller domstolene, for så vidt angår de afgørelser om tilbagekaldelser af tilladelser, som kan indbringes for domstolene i strafferetsplejens former. Det kan oplyses, at Færdselsstyrelsen skønner, at der vil være tale om 5 til 10 sager om året.

Til nr. 21

Det foreslås ved ændringen præciseret, at en tilladelse til international godskørsel ikke blot bortfalder, såfremt indehaverens tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning bortfalder eller tilbagekaldes, men også såfremt den nægtes fornyet.

Til nr. 23

Ændringen foreslås for at sikre, at den bekendtgørelse, der skal udarbejdes med hjemmel i denne lov, kan udstedes så vidt muligt samtidig med lovens ikrafttræden.

Til nr. 24

Ændringen foreslås for at sikre, at de af Statens Bilinspektion i finansloven budgetterede indtægter kan opretholdes.

Helge Mortensen (S) Holger Graversen (S) Poul Andersen (S) nfmd. Jytte Wittrock (S) Søren Hansen (S) Margrete Auken (SF) Arne Melchior (CD) fmd. Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Svend Heiselberg (V) Kristian Jensen (V) Svend Erik Hovmand (V) Erik Jacobsen (V) Kaj Ikast (KF) Brian Mikkelsen (KF) Ole Donner (DF) Klaus Kjær (DF)

Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →