Legislator Case Law & Legislation
199814L00247 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 84 Valid

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 11. december 1998

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet

(Evalueringscenter for sygehuse, styrkelse af det frie sygehusvalg samt information om ventetider m.m.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Flertallet har noteret sig, at det af finanslovsaftalen for 1999 (bilag 2, afsnit 3) fremgår, at »Der afsættes 25 mio. kr. i 1999 til etablering af et evalueringscenter for sygehuse. Centeret har til opgave at gennemgå samtlige danske sygehuse med henblik på at evaluere kvaliteten af den lægefaglige behandling, patientvenlighed, teknologianvendelse, ledelse og effektivitet i ressourceudnyttelsen.«

Et mindretal inden for flertallet (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) ønsker at tilkendegive, at hensigten med at oprette det foreslåede uafhængige evalueringscenter er positiv, det samme gælder etableringen af et landsdækkende informationssystem med aktuelle ventetidsoplysninger på Internettet.

Imidlertid kan det frie sygehusvalg medføre, at patienter i højere grad søger til de større sygehuse - universitetssygehusene, der dermed opnår større patientunderlag til at ansætte flere sygehuslæger. Dette kan igen medføre, at kompetence og lægeekspertise centreres i højere grad om de større sygehuse, da større sygehuse formodes at have lettere ved at tiltrække læger end mindre sygehuse i tyndt befolkede områder. Dermed sættes en uheldig spiral i gang for yderområderne, hvis de mindre sygehuse tømmes for ekspertise.

Denne udvikling til ugunst for yderområderne kan yderligere forværres, hvis disse amter skal betale større beløb for udenamtslig behandling af deres patienter. Taksterne for behandling af udenamtslige patienter skal derfor holdes på et sådant niveau, at der ikke sættes gang i kasse- og overskudstænkningen i amter med større sygehuse. Afregningerne bør foregå således, at der afregnes i henhold til diagnose og behandling og ikke nødvendigvis i henhold til en fast sengedagspris for alle slags behandlinger.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Anne-Marie Meldgaard (S) Jytte Wittrock (S) Hanne Andersen (S) Lone Møller (S) nfmd.

Dorte Bennedsen (S) Jørn Jespersen (SF) Yvonne Herløv Andersen (CD) fmd.

Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Jørgen Winther (V) Ester Larsen (V)

Preben Rudiengaard (V) Gyda Kongsted (V) Henriette Kjær (KF) Gitte Seeberg (KF) Birthe Skaarup (DF) Tove Videbæk (KRF)

Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →