Legislator Case Law & Legislation
199814L00235 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om biblioteksafgift

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1998 62 Valid

Betænkning afgivet af Kulturudvalget den 9. december 1998

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om biblioteksafgift

(Gradueret skala ved udbetaling af biblioteksafgift, skolebibliotekernes bestandsindberetninger m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til kulturministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Dansk Forfatterforening,

Danske Skønlitterære Forfattere,

Hertel, Hans og Iver Kjær og

Statens Humanistiske Forskningsråd.

Der er af kulturministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det af kulturministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker dog at understrege, at biblioteksafgiften er en kulturstøtteordning, og at de begrænsede midler derfor bør anvendes med særlig vægt på at fremme dansk sprog og kultur. Mindretallet er af den opfattelse, at vægtningen for skønlitterære værker bør øges med mere end den ændring på 0,35 point pr. side, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget at kulturministeren vil foretage.

Ændringsforslag

Af kulturministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 1

1) I det under nr. 5 foreslåede § 4, stk. 2, 2. pkt., ændres »en sjettedel afgift« til: »to tredjedele afgift«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Under behandlingen af lovforslaget har det vist sig, at konsekvenserne af en reduktion af biblioteksafgiften til »andre berettigede« til en sjettedel er blevet mere indgribende, end det oprindelig har været tanken, da forslaget blev lagt frem og accepteret i Arbejdsgruppen vedrørende Lov om Biblioteksafgift. Det viser sig, at tanken har været, at den redaktør, som i dag - i sin egenskab af eneste »sekundære« bidragyder - står til 1/4 af biblioteksafgiften for en bog, fremover kun skulle have 1/6 afgift.

Lovforslagets nuværende tekst indebærer, at den pågældende fremover vil modtage 1/24 af biblioteksafgiften for bogen (nemlig 1/6 af 1/4).

Konsekvensen af ændringsforslaget vil være, at en redaktør i den nævnte situation, hvor redaktøren er den eneste sekundære bidragyder, i stedet for som i dag at modtage 1/4 afgift, fremover vil modtage 2/3 af 1/4 afgift dvs. 1/6 afgift. I tilfælde, hvor redaktøren er primær bidragyder, vil redaktøren på tilsvarende måde fremover modtage 2/3 af, hvad der efter de hidtidige regler ville være tilfaldet den pågældende.

Søren Hansen (S) Peder Sass (S) Jytte Wittrock (S) Hanne Andersen (S) fmd. Carsten Hansen (S) Margrete Auken (SF) Peter Duetoft (CD) Henrik Svane (RV) Ole Sohn (SF) Ester Larsen (V) Kim Andersen (V) Kristian Jensen (V) Jens Rohde (V) Brian Mikkelsen (KF) Poul Nødgaard (DF) Ole Donner (DF) nfmd. Tove Videbæk (KRF)

Enhedslisten og Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →