Betænkning over Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 9. december 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven
(Udenlandske forskere m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Dansk Industri,
Erhvervenes Skattesekretariat og
PricewaterhouseCoopers.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)
Til § 1
1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 48 E, stk. 1, affattes 1. pkt. således
»Personer, som bliver skattepligtige efter § 1 i forbindelse med påbegyndelse af ansættelsesforhold hos en arbejdsgiver, som er omfattet af § 1 eller § 2, stk. 1, litra d, selskabsskattelovens § 1, § 2, stk. 1, litra a, eller § 3 eller fondsbeskatningslovens § 1, eller som erhverver bopæl her i landet i forbindelse med ansættelsesforholdets påbegyndelse, kan vælge at blive beskattet efter bestemmelserne i stk. 2-8 af vederlag i penge, jf. § 43, stk. 1, når de pågældende personer skal udføre arbejde her i landet.«
2) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 48 E affattes stk. 4 og 5 således
»Stk. 4. Beskatning efter stk. 3 kan finde sted i en eller flere perioder af højst 36 måneders samlet varighed inden for 10 år regnet fra det tidspunkt, hvor første ansættelsesforhold påbegyndes. Hvis nyt ansættelsesforhold, hvor vederlaget beskattes efter stk. 3, tiltrædes senest 1 måned efter ophør af tidligere tilsvarende ansættelsesforhold, er det ingen betingelse, at skattepligt indtræder eller bopæl erhverves i forbindelse med det nye ansættelsesforholds påbegyndelse. Tidligere perioder, hvor beskatning efter stk. 3 har fundet sted, indgår ikke ved bedømmelsen efter stk. 2, nr. 1.
Stk. 5. Indtil udløbet af en periode, hvor beskatning efter stk. 3 er valgt, kan den skattepligtige vælge, at vederlaget i stedet skal beskattes efter de almindelige regler. I så fald finder stk. 6, sidste pkt., tilsvarende anvendelse, og den pågældende periode fragår ved beregningen af den 36-måneders-periode, som er nævnt i stk. 4.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Formålet med ændringen er at sikre, at enhver indtræden af fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1 i forbindelse med påbegyndelse af ansættelsesforholdet berettiger til 25 pct. bruttobeskatning. Dette har særligt betydning, hvor fuld skattepligt som følge af opholdsreglen i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, indtræder på et tidligere tidspunkt end erhvervelse af bopæl.
Til nr. 2
Formålet med ændringen er at sikre, at flere ikke sammenhængende ophold her i landet, der tilsammen ikke overstiger 36 måneder, kan undergives bruttobeskatning på 25 pct. Efter lovforslaget kan der ikke opnås 25 pct.-beskatning i flere perioder uden indbyrdes sammenhæng.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)