Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social pension og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
Statutory Text (2 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå
Spørgsmål 1
Ministeren bedes oplyse, hvordan ægtefæller, som reelt bor hver for sig, betragtes ifølge lovforslaget.
Svar
Pensionsområdet
Ved fastsættelse af pensionen betragtes gifte som enlige, hvis samlivet med ægtefællen er ophævet. Dette fremgår allerede i dag af lov om social pension § 49, stk. 2.
Om samlivet kan anses for ophævet, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
En ægtefælles ophold i plejehjem el. lign. kan typisk bevirke, at ægtefællerne anses for
enlige.
Afgrænsningen af reelt enlige følger i denne sammenhæng de regler, der tidligere var gældende for retten til det forhøjede personfradrag for reelt enlige.
I lovforslaget er det foreslået, at denne regel fremover også skal gælde for samlevende.
Børnetilskud
En person, der er gift eller lever i et registreret partnerskab, kan kun anses som enlig forsørger, når den pågældende er separeret eller lever adskilt fra ægtefællen/partneren på grund af uoverensstemmelse, eller når ægtefællen/den registrerede partner er indsat i institutioner under Kriminalforsorgen ud over 3 måneder.
Den anden ægtefælles/partners fravær på grund af sygdom, bortrejse eller optagelse i plejehjem betragtes ikke som ophævelse af samlivet med den virkning, at der kan udbetales ordinært børnetilskud, medmindre der samtidig er tale om samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse.
Betænkning afgivet af Socialudvalget den 8. december 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om social pension og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
(Ændrede udbetalingsregler, ligestilling af samlevende med gifte m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Dansk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal inden for mindretallet (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) er imod lovforslaget som helhed, fordi Dansk Folkeparti ikke kan støtte de foreslåede ændringer i lov om social pension.
Dansk Folkeparti kan dog gå ind for lovforslagets § 2 om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.
Et andet mindretal inden for mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) er imod lovforslaget og ønsker forslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling med henblik på at få afklaret forslagets konsekvenser nærmere.
Det er Enhedslistens opfattelse, at ligestilling af gifte og samlevende ikke er så enkelt, som det lyder. Der kan være særdeles flydende overgange mellem samvær og samliv. Hvordan skal det defineres konkret, hvad der ligger i begrebet samliv og dermed forsørgelsespligt? Enhedslisten går ind for, at enhver person opfattes som et individ og dermed har sit eget forsørgelsesgrundlag. Forslaget går i den modsatte retning af, hvad Enhedslisten ønsker. Enhedslisten ønsker, at der er et økonomisk grundlag for den enkelte, så ingen er afhængig af andre. Enhedslisten kan derfor ikke stemme for lovforslaget.
Enhedslisten opfatter den foreslåede ændring i lov om social pension om udbetaling bagud af pensioner som en regnskabsmæssig postering, som umiddelbart vil give lidt penge i kassen. For den enkelte vil det selvfølgelig betyde noget, om man får pengene forud eller bagud.
Forslaget om at forhøje den skatteprocent, der betinger udbetaling af et særligt tilskud til pensionister, fra 31,8 pct. til 32,2 pct. for 1999 og herefter med 0,4 procentpoint årligt vil i 1999 betyde en lavere udbetaling for næsten 750.000 pensionister med 200-250 kr. og 100-150 kr. for gifte.
Forslaget vil reelt betyde, at tillægget gradvist bortfalder og det først i de kommuner, hvor pensionisterne i forvejen er hårdt spændt for. Det rammer jo ikke i de rige kommuner med den lave skatteprocent.
De små forbedringer, der blev lavet med pinsepakken, tages nu tilbage af forligspartierne.
Det kan godt være, at det for nogle er småpenge. Det har vi jo hørt, siden finanslovsforliget blev lagt frem.
Det ene sted er det +kun* en 100 kr.-seddel, det andet sted et par lottokuponer, der kan spares væk, osv.
Men i den virkelige verden er der mange, der i forvejen har for lidt, og hvor hver en krone skal vendes for at få dagligdagen til at hænge sammen. Den samlede sum af forringelser vokser for den enkelte. Derfor kan Enhedslisten ikke støtte forslaget.
Jørn Pedersen (S) Inger Bierbaum (S) Frederik Nørgaard (S) Karen J. Klint (S)
Michael Gammelgaard (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Yvonne Herløv Andersen (CD)
Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V)
Tove Fergo (V) Rikke Hvilshøj (V) Jens Heimburger (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF)
Inge Refshauge (DF) Tove Videbæk (KRF) nfmd.
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.