Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse emballager samt visse poser af papir eller plast m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 9. december 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse emballager samt visse poser af papir eller plast m.v.
(Afgift af emballager til smørbare blandingsprodukter og afgiftsfritagelse for emballager til vegetabilske produkter, som kan erstatte animalsk mælk)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Dansk Industri og Margarine Industri Foreningen.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslagene forkastes ved 2. behandling, vil mindretallet ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (KF og FP)
Til titlen
1) Undertitlen affattes således
»Afgiftsfritagelse for emballager til vegetabilske produkter, som kan erstatte animalsk mælk, og emballager til margarine og minarine m.v. og smør«.
Til § 1
2) Nr. 2 udgår, og i stedet indsættes som nye numre
»01. I § 1, stk. 1, nr. 14, indsættes efter »kærnemælk«: »og smør«.
02. § 1, stk. 1, nr. 15, ophæves.«
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Emballage til margarine og minarine m.v. og smør henholdsvis henhørende under position 1517 og 0405 som nævnt i emballageafgiftslovens § 1 nr. 15) og 14) er omfattet af afgiften.
For at undgå en konkurrenceforvridning i forhold til smørbare blandingsprodukter, som efter emballageafgiftsloven ikke er omfattet af afgiften, foreslås de smørbare blandingsprodukter i lovforslaget omfattet af afgiftspligten.
Ændringsforslagene indbærer, at konkurrenceforvridningen i stedet undgås ved at fritage emballage til margarine og minarine m.v. og smør for afgiftspligten.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FP)