Betænkning over Forslag til lov om tilskud til Færøernes hjemmestyre for årene 1999-2001
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Bilag 1
Arbejdsgruppen har afholdt 2 møder, hhv. 9. juni 1997 og 13. november 1997.
I arbejdsgruppen har deltaget
Fra færøsk side
Lagmandsdirektør Marjun Hanusardóttir
Lagmandssekretær Rúni Joensen
Direktør Peter Alberg Lamhauge (Finans- og økonomiforhold)
Direktør Peter Petersen (Undervisning, miljø m.v.)
Direktør Høgni Joensen (Social- og sundhedsområdet)
Fra statslig side
Afd.chef Torsten Gersfelt, Økonomiministeriet
Kontorchef Mogens Raun Andersen, Finansministeriet
Konsulent Inger Skydsgaard, Statsministeriet
Konsulent Steen Ryd Larsen, Statsministeriet
Fuldmægtig Jeppe Hjernø, Finansministeriet
Ved møde den 13. november deltog i stedet for Torsten Gersfelt kontorchef Jens Pagter Kristensen, Økonomiministeriet, og i stedet for Mogens Raun Andersen kontorchef Henrik Hjortdal, Finansministeriet.
Bilag
Notat om statens tilsynsansvar for sagsområder omfattet af bloktilskudsordningen vedrørende Færøerne
Statsministeriet har i notat af 28. april 1997 over for Rigsrevisionen redegjort for statens tilsynsansvar for sagsområder, der er omfattet af bloktilskudsordningen vedrørende Færøerne.
Det fremgår af Statsministeriets redegørelse, at statens udgifter til sagsområder, der efter lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre er fællesanliggender, afholdes gennem bloktilskud til Færøernes hjemmestyre.
Efter hjemmestyrelovens § 9 kan hjemmestyret overtage administrationen af og nærmere regelfastsættelse for sådanne fællesanliggender. Denne mulighed har hjemmestyret bl.a. for det sociale område, sundhedsområdet og undervisningsområdet. I overensstemmelse hermed har Folketinget vedtaget følgende rammelove for de tre sagsområder
lov nr. 315 af 17. maj 1995 om sociale ydelser på Færøerne
lov nr. 316 af 17. maj 1995 om sundhedsvæsenet på Færøerne
lov nr. 51 af 14. februar 1979 for Færøerne om folkeskolen
lov nr. 52 af 14. februar 1979 for Færøerne om læreruddannelsen
lov nr. 53 af 14. februar 1979 for Færøerne om fritidsundervisning m.v. og
lov nr. 54 af 14. februar 1979 for Færøerne om handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskoler.
Som beskrevet i bemærkningerne til lov nr. 315/1995 er hverken ressortministeren eller regeringen som sådan retligt forpligtet til at føre tilsyn med indholdet og administrationen af de regler, der udstedes af hjemmestyret, idet såvel kompetencen til regeludstedelse inden for lovens rammer som forpligtelsen til at føre tilsyn med indholdet og administrationen af de regler, der udstedes i henhold til rammeloven, er overført til Færøernes hjemmestyre. Dette indebærer, at statens myndigheder alene har forpligtelse til at påse, at rammelovene udfyldes som beskrevet i den enkelte rammelov.
Det fremgår endvidere af Statsministeriets redegørelse af april 1997, at regeringen med henblik på en præcisering af ministerens ansvar på de nævnte sagsområder ønsker at medtage bemærkninger herom i såvel kommende forslag til rammelovgivning for Færøerne som i forslag til lov om tilskud til Færøernes hjemmestyre.
Rigsrevisionen har i notat af 13. maj 1997 tilsluttet sig Statsministeriets redegørelse og fundet det tilfredsstillende, at ministerens ansvar bliver præciseret i den kommende lovgivning for Færøerne, jf. optryk i Statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1995 (side 57-58).
Spørgsmålet om sammenhængen mellem hjemmestyreordningen og bloktilskuddet er endvidere behandlet i rapporten fra »Arbejdsgruppen vedrørende kriterier, der kan indgå i fastlæggelsen af bloktilskuddet til Færøernes hjemmestyre efter 1998« (Finansministeriet, december 1997), hvori også de i denne forbindelse relevante afsnit af Rigsrevisionens notat af 13. maj 1997 indgår.
Vedr. kriterier, der kan indgå i fastlæggelsen af bloktilskuddet til Færøernes hjemmestyre efter 1998
December 1997
1. Indledning 4
2. Den nugældende bloktilskudslov 4
3. Udviklingen i statens tilskud til Færøernes hjemmestyre
4. Rammelove og udfyldende færøsk lovgivning 5
5. Sammenhæng mellem hjemmestyreordningen og bloktilskuddet 6
6. Den økonomiske udvikling på Færøerne 7
7. Bloktilskuddets størrelse 10
8. Bloktilskuddets størrelse på længere sigt 10
9. Bloktilskudslovens varighed 10
BILAG 1 12
BILAG 2 13
BILAG 3 14
BILAG 4 16
Kriterier for bloktilskudsfastlæggelsen for Færøerne efter 1998
1. Indledning
Af Fælleserklæringen fra mødet den 3. november 1995 mellem regeringen og Færøernes Landsstyre fremgår det (pkt. 7), at regeringen og landsstyret er enige om en nedsættelse af en arbejdsgruppe, der senest inden udgangen af 1997 skal komme med oplæg til kriterier, der kan indgå i fastlæggelsen af bloktilskudddet efter 1998.
Dette notalt vedrører alene en teknisk gennemgang af kriterier for bloktilskudsfastsættelse for 1999 og efterfølgende år. Andre mellemværender mellem regeringen og landsstyret herunder konkrete bloktilskudsforhandling og gældstilbagebetalingen er ikke omfattet af dette notat.
I arbejdsgruppen har deltaget embedsmænd fra henholdsvis den danske og færøske centraladministration, jf. vedlagte medlemsfortegnelse i bilag.
2. Den nugældende bloktilskudslov
Bloktilskuddet til Færøernes hjemmestyre er ved L 1075 1995 fastsat for den 3-årige periode 1996-98. Ifølge Finansministeriets opregning vil beløbet i 1998 udgøre 908,3 mill. kr.
Tilskudsbeløbet reguleres årligt med en procentsats, der svarer til den gennemsnitlige pris- og lønreguleringsprocent på statens driftsbudget for det pågældende år.
Tilskuddet udbetales forskudsvis i lige store rater hver måned, medmindre der træffes anden aftale om udbetalingsterminer mellem finansministeren og Færøernes hjemmestyre.
3. Udviklingen i statens tilskud til Færøernes hjemmestyre
Indtil udgangen af 1987 blev statstilskuddet til Færøerne udbetalt i form af refusioner. Denne ordning var behæftet med svagheder, jf. bet. nr. 881/1979 om ændring af tilskudssystemet for Færøerne.
Tilskudsreformen 1987
Som led i opfyldelsen af en aftale af 9. marts 1987 mellem regeringen og Færøernes landsstyre vedrørende en tilskudsreform vedtog Folketinget lov nr. 717 af 18. november 1987 om tilskud til Fæøernes hjemmestyre på det sociale område, lov nr. 721 af samme dato om tilskud til Færøernes hjemmestyre på sundhedsområdet og lov nr. 722 af samme dato om tilskud til Færøernes hjemmestyre på undervisningsområdet.
Aftalen indebar, at tilskuddene inden for sundhedsområdet og undervisningsområdet (bortset fra visse pensioner) overgik til bloktilskud. På det sociale område blev udgifter til særforsorg, børneforsorg, alderdoms- og plejehjem, hjemmehjælp og børnebidrag m.v. omlagt delvist til bloktilskud.
b. 1993/94 - bloktilskudsloven
Ved aftale af 1. februar 1993 blev det mellem den danske regering og det færøske landsstyre aftalt, at der skulle optages forhandlinger om omlægning af statens tilskud og refusioner til et generelt bloktilskud til hjemmestyret.
På denne baggrund blev ved lov nr. 393 af 22. juni 1993 de daværende 7 tilskud og 4 refusionstilskud under en række ministerier omlagt til et generelt bloktilskud under Finansministeriets finanslovsparagraf.
Herved fik Færøernes hjemmestyre også friere dispositionsmulighed, for så vidt angår tilskuddet fra staten.
c. 1995 - bloktilskudsloven
Ved aftale mellem regeringen og Færøernes landsstyre den 17. november 1994 blev bloktilskuddet for 1995 fastsat uændret i forhold til 1994, idet den tidligere anvendte pris- og lønregulering for tilskud til Færøernes hjemmestyre, som fastlagt i 1987-aftalen, blev anvendt.
Denne regulering indebar, at tilskuddet reguleres fra et finansår til det følgende i overensstemmelse med den gennemsnitlige reguleringsprocent for statens samlede driftsudgifter fra pris- og lønniveau for finansloven det følgende år.
d. 1996-98 bloktilskudsloven
Ved aftalen af 3. november 1995 mellem regeringen og Færøernes landsstyre blev det aftalt, at statens bloktilskud for 1996, 1997 og 1998 fastsættes på samme reale niveau som i 1995, dvs. 843,4 mill. kr. i 1995-prisniveau. For 1998 svarer dette til 908,3 mill. kr. Der var herefter enighed mellem landsstyret og regeringen om, at de tidligere rejste krav fra færøsk side om ændringer i beregningsgrundlag og andre korrektioner var tilgodeset ved denne aftale.
Regeringen og landsstyret var endvidere på mødet den 3. november 1995 enige om nedsættelse af en arbejdsgruppe, der senest inden udgangen af 1997 skal komme med oplæg til kriterier, der kan indgå i fastlæggelsen af bloktilskuddet efter 1998.
I nedenstående tabel 1 er angivet en summarisk oversigt over statens udgifter vedrørende Færøerne 1990-97.
Tabel 1. Statens udgifter til Færøerne 1990-97 (i 1997-priser)
Mill. kr.
(1997-priser)
Tilskud
Refusions-
udgifter
Tilskud og refusions-
udgifter i alt
Andre statslige udgifter
I alt
1990
615,6
266,2
881,8
296,8
1.178,5
1991
616,3
273,9
890,2
288,5
1.178,7
1992
616,5
278,2
894,7
283,5
1.178,2
1993
751,8
139,2
891,0
338,8
1.229,8
1994
886,1
9,8
895,9
404,5
1.300,4
1995
886,1
9,9
896,0
370,1
1.266,8
1996
886,1
11,2
897,3
372,6
1.269,9
1997
886,1
11,9
898,0
351,9
1.249,9
Kilde: Årlige beretninger fra Rigsombudsmanden på Færøerne. Opregnet ved anvendelse af den gennemsnitlige reguleringsprocent for statens samlede driftsudgifter.
Ovenstående tabel er opgjort i faste (1997) priser. Som det fremgår har statens udgifter til tilskud og refusioner ikke ændret sig meget i den betragtede periode. De traditionelle statslige udgifter, som i hovedsagen vedrører udgifter vedrørende forsvaret, politiet og retsvæsenet, udviser ligeledes en stabil udvikling gennem perioden.
Stigningen i de andre statslige udgifter kan derfor i det væsentligste henføres til udgifter til erstatning til færøske sømænds efterladte efter lov om erstatning til besættelsens ofre. De statslige udgifter ifølge denne lov udgjorde i 1993 ca. 44 mill. kr. og i de følgende år ca. 90 mill. kr., hvilket er hovedforklaringen på stigningen i de samlede statslige udgifter i den betragtede periode.
4. Rammelove og udfyldende færøsk lovgivning
Ved aftalen mellem regeringen og Færøernes landsstyre den 17. november 1994 blev det aftalt, at der gennemføres rammelovgivning for social-, sundheds- og undervisningsområdet, som blev forudsat vedtaget i Lagtinget og Folketinget inden 1. april 1995. Det aftaltes endvidere, at Færøernes landsstyre inden udgangen af 1995 skulle fremsætte forslag om udfyldende lovgivning, der gennemføres i Lagtinget til ikrafttræden senest ved udgangen af lagtingssamlingen 1995/96.
På baggrund af det omfattende arbejde med forberedelse og gennemførelse af den udfyldende lovgivning blev det ved aftalen af 3. november 1995 besluttet at fravige den tidligere aftalte tidsplan, således at udarbejdelse af den udfyldende lovgivning på social- og sundhedsområdet skulle ske ifølge en aftalt tidsplan, således at den samlede udfyldende lovgivning ville være gennemført til ikrafttræden senest ved udgangen af lagtingssamlingen 1996/69.
Den påtænkte ajourføring af den allerede gennemførte rammelovgivning på undervisningsområdet blev efter aftale mellem regeringen og landsstyret opgivet.
Rammelovene for det sociale område og for sundhedsområdet trådte i kraft den 1. juni 1995.
I nedenstående tabel 2 er angivet dels tidsrammen for den aftalte udfyldende færøske lovgivning, jf. bilag til aftalen mellem regeringen og Færøernes landsstyre af 3. november 1995, og dels den aktuelle status for gennemførelsen af disse love.
Tabel 2
Aftale om udfyldende færøsk lovgivning, jf.
Fælleserklæringen af 3. november 1995
Aktuel satus pr. 1/12 1997
Socialområdet
Socialområdet
1. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om pensioner (nuværende folkepensionslov og invalidepensionslov) ultimo 1995.
1. Forslag er fremsat 5. marts 1997, men er endnu ikke behandlet i Lagtinget. Forslaget forventes genfremsat i december 1997.
2. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om børnebidrag til enlige forsøgere m.v. 1995/96.
2. Er gennemført som lagtingslov nr. 714 20. maj 1996 som ændret ved lagtingslov nr. 25 af 14. marts 1997.
3. Fremsættelse af lagtingslov om offentlig forsorg (nuværende lov om offentlig forsorg og evt. også til afløsning af den nuværende børneforsorgslov) ultimo 1996.
3. Ændringer til lov om offentlig forsorg er vedtaget i Lagtinget i maj 1997. Ændringsforslag til lov om offentlig forsorg er fremsat i Lagtinget i december 1997. Forslaget vil blive fremsat i lagtingssamlingen 1999.
4. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om dagpenge ved sygdom eller fødsel i 1997.
4. Forslaget forventes fremsat november 1997.
Sundhedsområdet
Sundhedsområdet
1. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om sygehusvæsenet ultimo 1995.
1. Er gennemført som lagtingslov nr. 89 af 4. juni 1996.
2. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om offentlig sygeforsikring ultimo 1996.
2. Forslaget er vedtaget i Lagtinget.
3. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om sundhedspleje og hjemmesygeplejeordninger i 1997.
3. Forslaget er vedtaget i Lagtinget.
4. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om kommunelæge- og skolelægeordninger i 1997.
4. Forslaget forventes fremsat i foråret 1998.
5. Fremsættelse af forslag til lagtingslov om tandplejeordning i 1997.
5. To forslag er fremsat og vedtaget henholdsvis 17. marts og 21. marts 1997 med henblik på revision af den gældende ordning. Der forventes endvidere fremsat ny lov om tandplejeordningen januar 1998.
Den store forsinkelse i udarbejdelsen af ny lagtingslov om offentlig forsorg er bl.a. begrundet i hjemmestyrets ønske om at få ændringer, som man i Danmark har gennemført på dette område, med i overvejelserne i udarbejdelse af en kommende lagtingslov.
Desuden er man i gang med at udarbejde en betænkning, som skal til politisk behandling før den endelige formulering af loven om offentlig forsorg.
I bemærkningerne til lov nr. 316 »Sundhedsvæsenet på Færøerne« har regeringen og landsstyret aftalt, »at gældende regler for de dele af sundhedsvæsenets virksomhed, der ikke er omfattet af dette lovforslag, bør gennemgås med henblik på at konstatere, om der er behov for revision eller ajourføring af indholdet«.
Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at man er enig om »at oprette et kontaktudvalg, der drøfter sundhedsmæssige spørgsmål af interesse for sundhedsmyndighederne i Danmark og sundhedsmyndighederne på Færøerne«.
5. Sammenhæng mellem hjemmestyreordningen og bloktilskuddet
I hjemmestyreloven er intet nævnt om tilskud fra den danske stat til hjemmestyret.
I hjemmestyrelovens § 6, stk. 1, er bestemt, at anliggender, der ikke i medfør af denne lov hører under det færøske hjemmestyre, varetages som rigets fællesanliggender af rigsmyndighederne.
Det er i hjemmestyrelovens § 2 bestemt, at en række sager og sagsområder, der er opført i lovens liste A principielt betragtes som færøske særanliggender og kan som sådanne overgå til hjemmestyret. De udgifter, der er forbundet med sagsområdet, afholdes af de færøske myndigheder.
Anliggender, der ikke er overtaget af det færøske hjemmestyre som særanliggender, er fællesanliggender og varetages som udgangspunkt af rigsmyndighederne.
Dette hovedprincip er dog i væsentligt omfang modificeret med hjemmel i hjemmestyrelovens § 9.
Hjemmestyrelovens § 9 bestemmer, at der efter forhandling træffes aftale om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang det er muligt inden for områder, der er fællesanliggender, at overlade det færøske hjemmestyre at give de nærmere bestemmelser for de særlige færøske forhold og overtage administrationen af det pågældende område.
Færøernes hjemmestyre overtog administrationen af socialvæsenet i 1975 og af sygehusvæsenet i 1977. I 1979 blev administrationen af folkeskolen, læreruddannelsen, fritidsundervisningen og handelsskolerne, de tekniske skoler samt maskinmester- og maskinistskolerne overført til hjemmestyret.
Senest er administrationen af særforsorgen, sygesikringen og den primære sundhedstjeneste samt af Færøernes Seminarium blevet overtaget i 1988.
Udgifterne til fællesanliggender, herunder dem, der er omfattet af hjemmestyrelovens § 9, forudsættes således afholdt af rigsmyndighederne. Dette er baggrunden for bloktilskuddet.
Ved lov nr. 717, lov nr. 721 og lov nr. 722 af 18. november 1987 blev hidtidige statsrefusioner på social-, sundheds- og undervisningsområderne omlagt til bloktilskud beregnet for hvert af de tre områder. Den herved gennemførte »tilskudsreform«, som havde virkning fra og med finansåret 1988, afløstes af indførelsen af et samlet bloktilskud fra 1. juli 1993 at regne, jf. lov nr. 393 af 22. juni 1993 om tilskud til Færøernes hjemmestyre.
Statsministeriet har i et notat af 28. april 1997 til Rigsrevisionen redegjort for statens tilsynsansvar for sagsområder, der er omfattet af bloktilskudsordningen. Notetat er omhandlet i et notat (nr. 4) af 13. maj 1997 fra Rigsrevisionen til statsrevisorerne om den fortsatte udvikling i sagen om den færøske socialforvaltnings refusionsregnskaber (beretning nr. 4/1992). Rigsrevisionens notat afsnit 3 vedlægges som bilag 2.
Justitsministeriet har ved skrivelse af 24. februar 1994 til Socialministeriet redegjort for ministres forpligtelser på de områder inden for vedkommendes forretningsområde, der overgår til hjemmestyre efter hjemmestyrelovens § 9. Afsnit 2 i notatet vedlægges som bilag 3.
I notat af 7. november 1994 til Færøernes Landsstyre har advokat Sjuróur Rasmussen redegjort for regeringens forpligtelser til at udøve juridisk kontrol med rammelovene. Ekstrakt af notatets pkt. 3.2.1. vedlægges som bilag 4.
6. Den økonomiske udvikling på Færøerne
Fisk og fiskevarer udgør grundlaget for ca. 96% af Færøernes samlede eksportindtjening, når der ses bort fra eksport af skibe. Fiskeerhvervet, som er kendetegnet ved en høj grad af afhængighed af variationer i fangstmulighederne og i afsætningsvilkårene for fiskeprodukter på verdensmarkedet, har derfor afgørende betydning for indkomst- og beskæftigelsesmulighederne på Færøerne.
Efter en periode med kraftig højkonjunktur i slutningen af 80 erne blev landskassens finanser strammet betydeligt i 1989-91. Dette bidrog til at standse den udenlandske låntagning og var samtidig et betydeligt element i faldet i den økonomiske aktivitet.
I 1992-93 faldt fiskefangsterne i færøsk farvand af de mest værdifulde fiskearter til 60-70% af det, fangsterne havde været årene i forvejen. Dette bidrog til, at langt den overvejende del af fiskeflåden gik konkurs, og den følgende aktivitetsnedgang medførte krise og konkurser i alle de hjemmemarkedsorienterede erhverv. De store tab i erhvervslivet bidrog til, at bankernes egenkapital gik tabt, og bankernes egenkapital blev reetableret fire gang i årene 1992-93 ved kapitaltilførsler fra landskassen.
Målt ved lønudbetalinger faldt den økonomiske aktivitet med 30% i årene 1989-94. Dette bidrog til, at 15% af befolkningen forlod Færøerne i perioden 1989-95, samt at den tilbageværende befolknings levefod forværredes betydeligt.
De første positive tegn med et kraftigt voksende fiskeri viste sig i efteråret 1995. Fiskefangsterne er siden vokset betydeligt i 1996 og 1997. Den økonomiske aktivitet var, målt ved lønudbetalinger i årets priser, i første halvår 1997 på et niveau, der var 18% højere end i 1994, men stadig væk 20% lavere end niveauet i 1989.
Imidlertid har fangsten af bundfisk i færøsk farvand i årene 1996 og 1997 været på et betydeligt højere niveau end de fangstmængder, man kan regne i et år med gennemsnitligt fiskeri.1)
Den færøske økonomis høje aktivitetsniveau er således i en vis grad forbigående, og man må regne med en konjunkturafmatning, så snart fiskefangsterne falder til et mere ordinært niveau.
Inden for de næste to-tre år er der således udsigt til lav økonomisk vækst, muligvis nulvækst.
Den færøske økonomis udsigter hænger således i høj grad sammen med fiskeriets udvikling og afhænger dermed såvel af de biologiske som de menneskeskabte forudsætninger for dette erhvervs udvikling.
Set på kort og mellemlang sigt er der ikke nogen udsigt til, at denne afhængighed bliver mindre.
Tabel 3. Disponibel bruttonationalindkomst pr. indb. på Færøerne og i Danmark
1980
1984
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
Færøerne
Disp. BNI (mio. kr.)
3175
5476
6323
6150
5669
5805
5525
5214
5420
5791
6246
Disp. BNI/indb.
(tus. kr.)
73
122
134
129
119
123
117
113
122
133
143
Danmark
Disp. BNI (mia. kr.)
364
540
699
730
760
786
818
840
887
934
974
Disp. BNI/indb.
(tus. kr.)
71
106
136
142
148
153
158
162
170
178
185
Sammenligning
Disp. BNI/indb., FR i % af DK
103
115
98
91
81
80
74
70
71
74
77
Kilder: Færøernes Statistik. Udvalget vedr. genopretning af Færøernes økonomi. Statistisk Tiårsoversigt 1996. Årsberetning for Færøerne.
Siden den færøske fiskerigrænse blev udflyttet i 1977, har den disponible BNI pr. indbygger været på samme niveau som i Danmark. I første halvdel af 80 erne var den disponible BNI/indb. noget højere på Færøerne end i Danmark. I perioden fra 1988 til 1993 faldt den disponible BNI pr. indbygger til et niveau på 70 procent af den danske BNI pr. indbygger. Den færøske BNI pr. indbygger er siden 1993 steget til 77 procent af den danske. Væksten i Færøernes BNI pr. indbygger skyldes både økonomisk fremgang på Færøerne og den store fraflytning fra Færøerne.
Det skal bemærkes, at BNI pr. indbygger ikke helt afspejler forskellen i levevilkår på Færøerne og i Danmark. I rapporten »En sammenligning af levevilkår på Færøerne og i Danmark« skønnes det, at leveomkostningerne er 10-15 procent højere på Færøerne. Forskellen i levevilkår på Færøerne og i Danmark er således større, end sammenligningen af den nominelle BNI pr. indbygger tilsiger.
Tabel 4. Offentlige udgifter på Færøerne vedr.: Befolkningsgruppe opdelt på alderskategorier1)
Social- og Sundhedsudgifter i vedr. indbyggere over 65 år
1995
2000
2010
2020
Indbyggertal over 65 år
5.908
6.050
6.970
8.365
Indeks
100
102
118
142
Sociale udgifter vedr. indb. over 65 år (mio. kr.)
425
435
501
601
Sundhedsudgifter vedr. indb. over 65 år (mio. kr.)
156
160
184
221
Social- og sundhedsudgifter i alt
581
594
685
822
Udgiftsændring i forhold til 1995 (mio. kr.)
14
104
241
Offentlige udgifter vedr. 0-16-årige
Indbyggertal 0-16 år
11.864
11.617
11.186
12.389
Indeks
100
98
94
104
Udgifter (mio. kr.)
395
387
372
412
Udgiftsændring i forhold til 1995 (mio. kr.)
-8
-23
17
Offentlige udgifter vedr. 17-19-årige
Indbyggertal 17-19 år
2.032
1.957
1.993
1.923
Indeks
100
96
98
95
Udgifter (mio. kr.)
139
134
136
132
Udgiftsændring i forhold til 1995 (mio. kr.)
-5
-3
-7
1) Alle beregninger er i faste 1995-priser.
Forudsætning: Indbyggere over 65 år udgør 13% af den samlede befolkning.
Sundhedsudgifter pr. indbyggere over 65 år: Ifølge tal fra andre lande kan det skønnes, at 40% af sundhedsudgifterne bruges på indbyggere over 65 år.
Sundhedsudgifter pr. indbyggere over 65 år: 26.400 kr. i 1995.
Sociale udgifter pr. indbyggere over 65 år: 71.900 kr. i 1995.
Off. udg. pr. 0-16-årige: 33.300 kr.
Off. udg. pr. 17-19-årige: 68.400 kr.
Demografisk fremskrivning: Hagstova Føroya.
Selv om indekstallene viser, at tallet af unge falder, og beregningerne er foretaget som lineær fremskrivning af udgiftsniveauet for 1995, forventes følgende at opveje og endda direkte føre til betydelige øgede udgifter grundet
1. Større overgangsfrekvens fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne
2. Generelt længere skolegang
3. Flere og mere erhvervsrettede uddannelser.
Bloktilskuddet dækker som udgangspunkt de offentlige udgifter til sundheds-, social- og uddannelsesformål. Den hurtigt voksende ældre befolkning vil i de kommende år medføre stærkt stigende udgifter til social- og sundhedsformål.
Offentlig gæld
Landskassen havde ikke nogen gæld før 1989, men betydelige udestående garantier. Til dækning af landskassens underskud blev der indtil 1992 optaget en samlet gæld på 2 mia. kr. Denne gæld blev overvejende optaget på det internationale bankmarked.
Gælden steg til 6 mia. kr. i løbet af 1993. Af de 6 mia. kr. er 2,7 mia. kr. gået til rekapitalisering af pengeinstitutter, mens den resterende gældsoptagelse er gået til dækning af landskassens underskud. Gælden er ikke steget siden 1993.
I forbindelse med bankkriserne har landsstyret indgået aftaler med Danmarks regering om bl.a. indfrielse af de lån, landskassen havde optaget i udlandet inden bankkriserne.
Bortset fra 600 mio. kr. i obligationslån er landskassens gæld således udelukkende finansieret af den danske stat.
I henhold til fælleserklæringen fra 3. november 1995 mellem regeringen og landsstyret indledes i 1997 drøftelser mellem landsstyret og regeringen, hvorledes og i hvilken takt denne gæld skal tilbagebetales.
Kommunernes gæld var i alt 1.910 mio. kr. pr. 30. november 1995.
7. Bloktilskuddets størrelse
Som det fremgår af ovenstående, er det nuværende bloktilskud fremkommet
ved omlægning af en række refusionsudgifter med varierende refusionsprocenter til tilskud pr. 1. januar 1988 af statens udgifter til fællesanliggender,
ved sammenlægning af de enkelte ministerparagrafrelaterede tilskud til et samlet tilskud og samtidig pr. medio 1993 konvertering af sociale refusioner til et generelt bloktilskud
ved en årlig opregning af tilskuddene.
Tilskuddene til Færøerne er således historisk og administrativt bestemt.
Med gennemførelsen af en egentlig bloktilskudslov i 1993 lov nr. 393 af 22. juni 1993 blev tilskuddet samlet til ét tilskudsbeløb under Finansministeriets finanslovsparagraf. Samtidig indgik de fire tidligere refusionstilskud på Socialministeriets område i dette bloktilskud.
Ved overgang til bloktilskud skabtes der mulighed for, at landsstyret med den hermed følgende friere dispositionsadgang kunne tilrettelægge sin økonomiske politik mere uafhængigt og mere hensigtsmæssigt, idet der herved skete en adskillelse af finansieringen og udgifterne til de enkelte områder. Samtidig etableredes også muligheder for at opnå rationaliseringsgevinster ved en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af aktiviteterne på de pågældende områder.
8. Bloktilskuddets størrelse på længere sigt
Der ligger ikke hverken i hjemmestyreloven eller i de hidtidige bloktilskudsaftaler indikationer på, hvorledes bloktilskuddet skal udmåles fremover.
Der kan anlægges forskellige synspunkter på de kriterier, som kan lægges til grund for bloktilskuddets udvikling
Følgende kriterier har været drøftet i arbejdsgruppen
a) Det generelle bloktilskud kan fastlægges på det nuværende niveau med en fast reguleringssats svarende til den danske pris- og lønregulering. Som følge af demografiske ændringer på Færøerne kan en sådan indebære en ændret kompensationsgrad for udgifterne til fællesanliggender, der administreres af Færøernes landsstyre.
b) Det generelle bloktilskud er i princippet knyttet til udgifterne til fællesanliggender som undervisning, sundhed og sociale anliggender. Ved fastlæggelsen af bloktilskuddet kan derfor tages hensyn til forudselige variationer i anlægsaktiviteten og til eventuelle væsentlige ændringer i de faktorer (antal pensionister, skoleelever og andre objektive kriterier, herunder indbyggertal), som påvirker behovet for drifts- og anlægsudgifter på ovennævnte områder.
c) Skal balance mellem indkomstdannelse og udgifter i det færøske samfund på længere sigt opnås, kan det indebære en aftrapning af bloktilskuddet. En sådan bloktilskudsreduktion vil kunne tilrettelægges på mange måder. En mulighed er, at reduktionen gøres afhængig af den økonomiske udvikling, og at det indgår i parternes forhandlinger f.eks. hvert 3. år, når der forhandles bloktilskud.
d) Bloktilskuddet reguleres i henhold til kriterier som udviklingen i den samlede indkomstskabelse, landsstyrets økonomi, kommunernes økonomi, inkl. Landskassens og kommunernes gældssituation.
Arbejdsgruppen har noteret sig, at såfremt der tilkommer Færøerne indtægter fra en fremtidig råstofindvinding, udløser dette forhandlinger om nedsættelse af statens tilskud til Færøerne. Dette er i overensstemmelse med aftalen mellem regeringen og Færøernes landsstyre om råstoffer i undergrunden af 22. december 1992.
9. Bloktilskudslovens varighed
Som det fremgår af de tidligere afsnit, har tilskuddene til Færøernes landsstyre været fastsat for varierende tidsperioder
Tilskuddene ifølge 1987-tilskudsreformen var i princippet tidsubegrænset, mens de senere tilskudslove har haft en varighed på hhv. 1,5, 1,0 og 3,0 år.
Ved fastlæggelse af varigheden af en kommende bloktilskudslov er det væsentligt, at loven har en varighed, der muliggør en hensigtsmæssig planlægning af udviklingen i den offentlige færøske økonomi. En 3-årig aftale vedrørende bloktilskuddet kan anses for at være hensigtsmæssig.
Til belysning af forskellige spørgsmål i relation til de forskellige problemer, der er behandlet i arbejdsgruppen, er vedlagt bilag 2-4.
1) Bundfiskearterne, først og fremmest torsk, kuller, sej og rødfisk, er traditionelt de fiskearter, der ilandføres og bearbejdes på Færøerne. Disse fiskearter bidrager i høj grad til den erhvervsmæssige beskæftigelse på Færøerne.
Bilag 2
Notat af 13. maj 1997 fra Rigsrevisionen til statsrevisorerne om den fortsatte udvikling i sagen om den færøske socialforvaltnings refusionsregnskaber (beretning nr. 4/1992)
Rigsrevisor udtaler i notatets afsnit 3 følgende
»Statsministeriet har i april 1997 redegjort for statens tilsynsansvar for sagsområder, der er omfattet af bloktilskudsordningen vedrørende Færøerne. Det fremgår bl.a. af redegørelsen, at det i bemærkningerne til rammeloven om sociale ydelser, lov nr. 315 af 17. maj 1995 om sociale ydelser på Færøerne, er beskrevet, at hverken ressortministeren eller regeringen som sådan er retligt forpligtet til at føre tilsyn med indholdet og administrationen af de regler, der udstedes af hjemmestyret, idet såvel kompetencen til regeludstedelse som forpligtelsen til at føre tilsyn med indholdet og administrationen af reglerne er overført til hjemmestyret. Dette indebærer, at statens myndigheder alene er forpligtet til at påse, at rammelovene udfyldes som beskrevet i den enkelte rammelov.
Statsministeriet anførte videre, at såfremt ressortministeren ønsker det, kan rigsombudsmanden inddrages i varetagelsen af ministerens forpligtelser, jf. hjemmestyrelovens § 15, hvorefter rigsombudsmanden er rigets øverste repræsentant på Færøerne og leder af rigets administration på øerne. Rigsombudsmanden har derimod ikke adgang til at føre tilsyn med hjemmestyrets administration af de færøske særanliggender og de fællesanliggender, der administreres af hjemmestyret i medfør af hjemmestyrelovens § 9.
Endelig har Statsministeriet oplyst, at der vil blive medtaget bemærkninger om ministerens ansvar såvel i kommende forslag til rammelovgivning for Færøerne som i forslag til lov om tilskud til Færøernes hjemmestyre efter udløbet af den gældende bloktilskudslov.
Jeg kan tilslutte mig Statsministeriets redegørelse og finder det tilfredsstillende, at ministerens ansvar vil blive præciseret i kommende lovgivning for Færøerne.«
Bilag 3
Uddrag af Justitsministeriets skrivelse af 24. februar 1994 til Socialministeriet
2. Ministerens forpligtelser på områder, der overgår til hjemmestyret efter hjemmestyrelovens § 9.
Der er ikke i den færøske hjemmestyrelov fastsat nærmere regler for ministerens forpligtelser på områder inden for ministerens forretningsområde, som hjemmestyret overtager efter hjemmestyrelovens § 9. Forarbejderne til hjemmestyreloven indeholder ikke nærmere oplysninger herom.
I bemærkningerne til den grønlandske hjemmestyrelovs § 5, jf. Folketingstidende 1978-79, Tillæg A, sp. 336, anføres, at ministeren på områder, der overgår til hjemmestyret efter bemyndigelse i medfør af bestemmelsen, »har et ansvar for, at hjemmestyret overholder de rammer, der er fastsat i den konkrete bemyndigelseslovgivning «.
I betænkning nr. 837/1978, Hjemmestyre i Grønland, bind 1, side 88, anfører hjemmestyrekommissionen tilsvarende, at ministerens ansvar vedrørende tilskudsfinansierede områder »omfatter ansvar for, at hjemmestyret overholder de rammer, der er fastsat i bemyndigelseslovgivningen, men går på den anden side ikke videre.«
Statsministeriet har i en skrivelse af 31. januar 1994 til Statsrevisoratet givet udtryk for tilsvarende synspunkter om ministerens forpligtelser, for så vidt angår sagsområder, der overgår til Færøernes hjemmestyre efter § 9 i den færøske hjemmestyrelov
»I og med at alle betydende udgifter ved områder, der administreres af landsstyret i henhold til hjemmestyrelovens § 9, fra 1. juli 1993 er omlagt til et generelt bloktilskud under Finansministeriet . Og at statens krav til de offentlige ydelser på Færøerne fremgår eller fremover vil fremgå af summariske »rammelove«, vil den færøske ordning stærkt tilnærme sig den ordning, der gælder for Grønlands hjemmestyre. I overensstemmelse hermed vil statens opgaver indskrænke sig til at sørge for, at tilskud er korrekt overført, hvilket er Finansministeriets ansvar, og til at påse, at de summariske bestemmelser i »rammelovene« overholdes, hvilket er de pågældende ressortministeriers ansvar.«
Efter Justitsministeriets opfattelse kan spørgsmålet om ministerens forpligtelser på områder, der overgår til Færøernes hjemmestyre efter hjemmestyrelovens § 9 ved rammelove som dem, der er foreslået, for så vidt angår social- og sundhedsvæsenet, give anledning til tvivl, hvis der ikke i rammelovene fastsættes nærmere regler herom, eller hvis forarbejderne til lovene ikke indeholder nærmere oplysninger om spørgsmålet.
Dette gælder, selv om det antages, at vurderingen af ministerens forpligtelser på de ved rammelovene overførte områder skal foretages ud fra samme regler som dem, der måtte gælde for områder, der overgår til Grønlands hjemmestyre efter den grønlandske hjemmestyrelovs § 5.
Der kan således rejses spørgsmål om, hvad der ligger i, at ministerens forpligtelser er begrænset til at påse, at bestemmelserne i rammelovene »overholdes«. Det må f.eks. anses for uklart, om ministeren alene skal sikre sig, at hjemmestyret udsteder regler på de områder, hvor hjemmestyret har fået kompetencen, eller om ministeren tillige skal vurdere indholdet og administrationen af de regler, som hjemmestyret udsteder.
Der kan endvidere rejses spørgsmål om, hvordan ministeren skal udføre sin tilsynsopgave, og hvad ministeren skal foretage sig, hvis det konstateres, at hjemmestyret ikke »overholder« bestemmelserne i bemyndigelseslovene.
Under hensyn til den tvivl, der efter Justitsministeriets opfattelse kan rejses om ministerens forpligtelser på områder, der overgår til Færøernes hjemmestyre efter hjemmestyrelovens § 9 ved rammelove som de foreslåede vedrørende social- og sundhedsvæsenet, finder Justitsministeriet, at spørgsmålet bør søges nærmere reguleret i rammelovene eller efter omstændighederne i bemærkningerne hertil.
Det tilføjes, at det ovenfor anførte alene angår spørgsmålet om vedkommende ministers forpligtelser i henhold til de bestemmelser i de foreslåede rammelove, hvorefter Færøernes hjemmestyre bemyndiges til at overtage den regelfastsættende myndighed og administrationen af et område.
Bilag 4
Notat af 7. november 1994 til Færøernes landsstyre, hvor advokat Sjuróur Rasmussen redegør for regeringens forpligtelser til at udøve juridisk kontrol med rammelovene. Ekstrakt af notatets pkt. 3.2.1.
»3.2.1. Juridisk kontrol med rammelove.
§ 9 i hjemmestyreloven omtaler ikke, at regeringen skal udøve kontrol med, at hjemmestyret i lovgivning og administrationen i.h.t. rammelovene holder sig inden for den bemyndigelse, som er givet ved rammelovene.
Det må dog følge af, at sagsområdet er fællesanliggende i.h.t. § 6, stk. 1, at den danske regering skal påse, at hjemmestyret holder sig inden for rammerne af rammelovene, men naturligvis skal regeringen ikke påse, om lagtingslovene, som er udfærdiget med hjemmel i rammelovene, er politisk hensigtsmæssige eller ikke. Dette er jo lagt til hjemmestyret at tage stilling til.
Så kan spørgsmålet stilles: Hvilke forpligtelser har regeringen, om det viser sig, at hjemmestyret overskrider den bemyndigelse, som er fastlagt i rammelovene?
Overtræder hjemmestyret den bemyndigelse, som er fastlagt i rammelovene, så har hjemmestyret også overtrådt de rammer, som er fastsat i § 2 i hjemmestyreloven, og derfor må regeringen forelægge sagen for det i hjemmestyrelovens § 2 omhandlende nævn til stillingtagen på samme måde som nævnt under 3.1.
Der er ingen anledning til at tro, at hensigten har været at have to sæt regler vedrørende fortolkning af hjemmestyreloven på dette område, et for § 2- jf. § 4- overtagelser og et for § 9-overtagelser.
Et særligt spørgsmål er: Hvad nu, hvis rammeloven pålægger hjemmestyret en forpligtelse og hjemmestyret ikke udøver denne forpligtelse?
Der er ingen anledning til at tro, at det er i overensstemmelse med grundtanken bag ved hjemmestyreloven, at der i særlig rigslov gives rigsmyndighederne tvangsgennemførelsesforanstaltninger. Hjemmestyret er autonomt, og sådan en lov opfattes som ikke at være i overensstemmelse med hjemmestyreloven.
Reaktionen hos rigsmyndighederne må derfor i et sådant tilfælde være, at regeringen fremlægger forslag for Folketinget om at sætte rammeloven ud af kraft og at lægge bemyndigelserne tilbage til danske myndigheder. Dette er muligt at gøre uden hjemmestyrets samtykke i.h.t. det, som er fremført under 2.3.«
Betænkning afgivet af Det Politisk-Økonomisk Udvalg den 2. december 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om tilskud til Færøernes hjemmestyre for årene 1999-2001
Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder stillet spørgsmål til finansministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har endvidere fra finansministeren modtaget Statsministeriets notat af 20. november 1998 om statens tilsynsansvar for sagsområder omfattet af bloktilskudsordningen vedrørende Færøerne. Notatet med bilag er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtpartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Lissa Mathiasen (S) Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) Jacob Buksti (S) Ole Løvig Simonsen (S) Jes Lunde (SF) Mimi Jakobsen (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) Anders Fogh Rasmussen (V) Pia Larsen (V) Ulla Tørnæs (V) Pia Christmas-Møller (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Pia Kjærsgaard (DF) Kirsten Jacobsen (F) nfmd.
Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.