Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler
Statutory Text (2 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til sundhedsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 11
Ministeren bedes oplyse, hvilke konsekvenser det vil have, såfremt de antiparasitære lægemidler til dyr inddrages under apoteksforbeholdet, men fritages fra fastprissystemet.
Svar
Med forslaget til ændring af lægemiddelloven inddrages de antiparasitære lægemidler under apoteksforbeholdet. De har hidtil været undtaget ved en særlig bestemmelse i loven.
Når lægemidlerne kommer under apoteksforbeholdet som de fleste andre lægemidler, kan de gøres receptpligtige. Både spørgsmålet om apoteksforbehold og receptpligt vil blive afgjort efter konkret vurdering af hvert enkelt præparat.
Hvis antiparasitære lægemidler skal fritages fra fastprissystemet, skal der gøres en undtagelse fra kravet i lægemiddellovens § 22 om, at alle lægemiddelproducenter og importører skal anmelde en apoteksindkøbspris til Lægemiddelstyrelsen. Det vil således kræve en ændring af lægemiddellovens § 22, hvis de antiparasitære lægemidler skal fritages fra fastprissystemet efter at være blevet apoteksforbeholdte.
Landbrugsraadet har i brev af 20. november 1998 til Folketingets Sundhedsudvalg forslået en generel hjemmel til, at ministeren rent administrativt kan fritage lægemidler (også andre end de antiparasitære) fra at være omfattet af lægemiddellovens § 22.
Det vil efter min vurdering være vanskeligt at håndtere en sådan generel bemyndigelse, fordi der ikke er faglige hensyn, der i særlig grad taler for, at netop antiparasitære lægemidler til dyr skal fritages, mens fastprissystemet opretholdes for andre veterinære lægemidler.
Forslaget fra bl.a. Landbrugsraadet om at fritage de antiparasitære lægemidler fra fastprissystemet har bl.a. til formål at skærpe konkurrencen på markedet for disse præparater for derigennem at holde så lave priser som muligt.
Inddragelsen af antiparasitære lægemidler under apoteksforbeholdet og receptpligten har til formål at begrænse brugen af disse lægemidler til det, der er fagligt belæg for. En prissætning for disse midler i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der anvendes for øvrige lægemidler, er efter min opfattelse i god overensstemmelse med formålet med den foreslåede bestemmelse. Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 3, vil ukritisk og unødvendig brug af disse midler efter Fødevareministeriets vurdering på længere sigt kunne ødelægge mulighederne for animalsk landbrugsproduktion i fremtiden.
Jeg er derfor ikke indstillet på at undtage de antiparasitære lægemidler fra fastprissystemet og undtage dem fra den helhed, der gælder for prissætningen af apoteksforbeholdte lægemidler.
Jeg bemærker i den forbindelse, at det forhold, at apoteksindkøbsprisen skal anmeldes til Lægemiddelstyrelsen, ikke forhindrer konkurrence mellem de forskellige udbydere af antiparasitære lægemidler.
I lyset af det spørgsmål, som Landbrugsraadets henvendelse rejser, vil jeg dog give tilsagn om, at jeg vil være villig til at se på, om de nuværende regler for fastsættelse af avancen for apoteksforbeholdte veterinære lægemidler generelt er hensigtsmæssige.
Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 9. december 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler
(Inddragelse af antiparasitære lægemidler til dyr under apoteksforbeholdet, spredning af lagre af lægemidler i beredskabsøjemed, offentliggørelse og videregivelse af oplysninger fra lægemiddelstatistikken, reklamering over for offentligheden, bivirkningsindberetninger m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og sundhedsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Kennel Klub,
Dyrenes Beskyttelse,
Helsebranchens Leverandørforening,
Landbrugsraadet,
Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste og
Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 1 stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan stemme for det under nr. 1 stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (DF, CD og KRF)
1) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 3, stk. 2, affattes 2. pkt. således
»Antiparasitære lægemidler til hunde, katte og kvæg samt jern- og vitaminpræparater til dyr undtages fra lovens § 5.«
Af et mindretal (V og KF)
2) Efter nr. 13 indsættes som nyt nummer
»01. I § 22, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »træde i kraft«: », bortset fra antiparasitære lægemidler til dyr«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ifølge lovforslaget skal alle antiparasitære lægemidler til dyr apoteksforbeholdes. Med ændringsforslaget undtages antiparasitære lægemidler til hunde, katte og kvæg fra apoteksforbeholdet.
Til nr. 2
Med ændringsforslaget ønsker forslagsstillerne at undtage antiparasitære lægemidler fra fastprissystemet, foreløbig for en forsøgsperiode på 3 år, med henblik på efterfølgende vurdering af muligheden for ophævelse af fastprissystemet for alle veterinære apoteksforbeholdte lægemidler.
Anne-Marie Meldgaard (S) Jytte Wittrock (S) Hanne Andersen (S) Lone Møller (S) nfmd. Dorte Bennedsen (S) Jørn Jespersen (SF) Yvonne Herløv Andersen (CD) fmd. Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Jørgen Winther (V) Ester Larsen (V) Preben Rudiengaard (V) Gyda Kongsted (V) Henriette Kjær (KF) Gitte Seeberg (KF) Birthe Skaarup (DF) Tove Videbæk (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.