Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 25. november 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
(Bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler om uddannelse af brøndborere)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) finder det som udgangspunkt positivt, at der etableres en uddannelse for brøndborere. Det er udmærket, at brøndborere tilegner sig en teknisk og miljømæssig viden, der kan være med til at sørge for, at opgaven bliver udført på et fagligt godt grundlag.
Imidlertid mener mindretallet ikke, at lovforslaget tager højde for eller på nogen måde stiller en garanti for, at udførelsen af opgaven fremover vil ske på kvalificeret vis. En uddannelse kan ikke stå alene.
Mindretallet havde gerne set, at der var blevet etableret en autorisationsordning, der ikke bare påskønner, men også stiller krav til udførelsen af arbejdet med brøndboring. Med en autorisationsordning vil det være muligt at sætte en reel kvalitetsstandard for de tekniske krav, således at ordningen samtidig kan virke som sanktion (fratagelse af autorisation) i tilfælde af mangelfulde og uforsvarligt udførte boringer.
En autorisationsordning skal sikre, at alle, som borer brønde, udfører disse boringer forskriftsmæssigt. Etablering af en uddannelse kan ikke alene opfylde dette krav, hvorfor mindretallet tillige finder en autorisationsordning nødvendig.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) lægger særlig vægt på miljø- og energiministerens besvarelse af spørgsmål 1, hvoraf det blandt andet fremgår: »Det er hensigten, at der i udmøntningen af uddannelsesordningen vil blive åbnet mulighed for, at den brøndborer, der både teoretisk og praktisk er vel funderet i alle discipliner, vil kunne aflægge prøve uden at have modtaget undervisning. Tilsvarende vil den delvist velfunderede kunne nøjes med at tage de nødvendige fag for at kunne klare prøven. «
Pernille Blach Hansen (S) Inger Bierbaum (S) Martin Glerup (S) Lis Greibe (S) Jens Peter Vernersen (S) Steen Gade (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Henriette Kjær nfmd. Frank Dahlgaard (KF) Svend Aage Fauerholdt (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.