Forslag til Lov om CO2-kvoter for elproduktion

Bilag 1

Bilag 1

CO2-udledningsfaktorer angivet i forhold til nedre brændværdi

Brændsel

CO2 kg/GJ

Kul

95,0

Raffinaderigas

56,9

LPG

65,0

LVN

65,0

Motorbenzin

73,0

Flyvebenzin

73,0

Petroleum

72,0

JP1

72,0

Gas-/dieselolie

74,0

Fuelolie

78,0

Orimulsion

80,0

Petroleumskoks

102,0

Spildolie

78,0

Naturgas

56,9

Koks

105,0

Brunkulsbriketter

97,0

Bygas

56,9

Halm

0,0

Skovflis

0,0

Brænde

0,0

Træpiller

0,0

Træaffald

0,0

Biogas

0,0

Fiskeolie

0,0

Affald

0,0

§ 1. Denne lov har til formål at sikre en omkostningseffektiv regulering af CO2 samt reduceret CO2-udledning fra brændsler anvendt til elproduktion her i landet.

Stk. 2. Loven gælder for alle producenter af elektricitet, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Producenter, der alene producerer elektricitet ved anvendelse af CO2-frie eller CO2-neutrale energikilder, er undtaget.

§ 2. De CO2-kvoter, der samlet må udledes fra de af denne lov omfattede elproduktionsanlæg, fastsættes til følgende

1) 23 mio. tons i 2000.

2) 22 mio. tons i 2001.

3) 21 mio. tons i 2002.

4) 20 mio. tons i 2003.

Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte kvoter er fraregnet varmesidens CO2-bidrag, fastsat ud fra en varmevirkningsgrad på 200%.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, fastsætte nærmere regler om beregning af varmesidens CO2-bidrag, herunder fravige den i stk. 2 fastsatte varmevirkningsgrad.

§ 3. På baggrund af den i § 2, stk. 1, fastsatte kvote, tildeler miljø- og energiministeren årligt, senest den 1. juli, en CO2-udledningstilladelse til de enkelte elproducenter gældende for det efterfølgende år.

Stk. 2. CO2-udledningstilladelser kan efter anmodning fra en sammenslutning af elproducenter i stedet tildeles denne sammenslutning. Det påhviler herefter sammenslutningen at fordele tilladelserne på de enkelte elproducenter. De forpligtelser, der i henhold til denne lov påhviler elproducenter, påhviler i stedet sammenslutningen.

Stk. 3. CO2-udledningstilladelser efter stk. 1 og 2 fastsættes ud fra den enkelte elproducents eller sammenslutning af elproducenters CO2-udledning i 1994-1998, under hensyn til eventuelle nye producenters budgetterede CO2-udledning, samt efter høring af de berørte elproducenter.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om fordelingen af den i stk. 1 og 2 nævnte CO2-udledningstilladelse.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren bemyndiges til at tilbageholde en del af kvoten i § 2, stk. 1, med henblik på tildeling af CO2-udledningstilladelser til nye el-producenter. Tildelingen sker i forhold til den nye el-producents budgetterede CO2-udledning. Såfremt kvoten, der er tilbageholdt efter 1. punktum ikke finder anvendelse, fordeles denne i samme år til de eksisterende elproducenter eller sammenslutninger af elproducenter i forhold til deres CO2-udledningstilladelse i medfør af stk. 1 og 2.

§ 4. Elproducenter, der det foregående år har en samlet årlig CO2-udledning fra elproduktion under 100.000 tons, for hvilke CO2-udledningen udelukkende stammer fra kraftvarmeanlæg, der er dimensioneret til og drives med henblik på dækning af et varmebehov, og hvor elproduktionen er direkte knyttet til og afledt af varmeproduktionen, omfattes ikke af reglerne i § 3 og § 5 og skal ikke svare afgift efter reglerne i § 13.

§ 5. Miljø- og energiministeren tildeler årligt, senest den 1. juli, en CO2-opsparingsgrænse til de enkelte elproducenter.

Stk. 2. CO2-opsparingsgrænsen kan efter anmodning fra en sammenslutning af elproducenter i stedet tildeles denne sammenslutning. Det påhviler herefter sammenslutningen at fordele CO2 -opsparingsgrænsen på de enkelte elproducenter. De forpligtelser, der i henhold til denne lov påhviler elproducenter, påhviler i stedet sammenslutningen.

Stk. 3. CO2-opsparingsgrænsen efter stk. 1 og 2 udgør en andel af 20 mio. tons CO2 svarende til elproducentens udledningstilladelses andel af den samlede kvote efter § 2, stk. 1.

Stk. 4. Såfremt en elproducents eller sammenslutning af elproducenters CO2-udledning i et år ligger under CO2-opsparingsgrænsen for dette år, kan forskellen opspares og anvendes de efterfølgende år.

§ 6. De i § 3, stk. 1 og 2, nævnte CO2-udledningstilladelser samt den i § 5, stk. 4, nævnte CO2-opsparing kan overdrages.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren skal underrettes af såvel afgiver som modtager ved enhver overdragelse af CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger, herunder om overdragelsens omfang og pris. Underretning skal finde sted senest 4 uger efter indgåelse af aftale om overdragelse.

§ 7. Miljø- og energiministeren kan, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, forøge kvoten for den samlede CO2-udledning i § 2, stk. 1, og CO2-udledningstilladelserne i § 3, stk. 1 og 2, såfremt

1) der sker en betydelig eller uventet ændring i energiefterspørgslen,

2) visse former for brændsel eller visse kraftværker ikke længere er disponible i samme omfang som før, og dette skaber alvorlige tekniske vanskeligheder for at overholde kvoten og CO2 -udledningstilladelserne, eller

3) de forudsætninger, der ligger til grund for kvotens størrelse i øvrigt ændres væsentligt.

§ 8. Elproducenter, der er omfattet af denne lov, skal årligt, senest den 31. marts, indberette foregående års elproduktion, nyttiggjorte varmeproduktion, brændselsforbrug og CO2-udledning for hvert enkelt elproducerende anlæg til miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Ved et elproducerende anlægs brændselsforbrug til elproduktion forstås i denne lov anlæggets samlede brændselsforbrug fratrukket et eventuelt brændselsforbrug til varmeproduktion.

Stk. 3. Ved brændselsforbruget til varmeproduktion forstås i denne lov den nyttiggjorte varmeproduktion delt med en varmevirkningsgrad på 200%, jf. dog § 2, stk. 3.

Stk. 4. Ved beregning af brændslers CO2-indhold benyttes omregningsfaktorerne i bilag 1.

Stk. 5. Såfremt en elproducent kan dokumentere et andet CO2-indhold i et anvendt brændsel end det i bilag 1 angivne, kan en anden omregningsfaktor anvendes.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af den i stk. 1 nævnte indberetning samt om dokumentationen efter stk. 5.

§ 9. På baggrund af de indberettede oplysninger efter § 8, stk. 1, træffer miljø- og energiministeren årligt, senest den 1. juli, en afgørelse vedrørende den CO2-udledning, som elproducenter omfattet af denne lov har haft det foregående år, korrigeret for eventuelle afgivne og modtagne CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger samt en opgørelse over eventuel opsparet CO2 .

§ 10. Det påhviler den systemansvarlige virksomhed at udarbejde en årlig redegørelse for CO2-udledningen for elproduktion i området. Denne redegørelse, der skal indsendes til miljø- og energiministeren inden den 31. maj det efterfølgende år, skal tillige indeholde oplysninger om planlagte og gennemførte foranstaltninger til reduktion af CO2-udledningen.

Stk. 2. Elproducenter har pligt til at afgive alle sådanne oplysninger, som er nødvendige for at den systemansvarlige virksomhed kan varetage de i stk. 1 nævnte opgaver.

§ 11. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostninger ved administration af kvoteordningen efter § 3 og § 5, overdragelser efter § 6 samt opgørelsen efter § 9.

§ 12. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om danske elproducenters deltagelse i international handel med CO2-udledningstilladelser.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningsmæssig overførsel af en CO2-mængde fra Danmark til et andet land med en klimagas-målsætning eller omvendt, såfremt modtagerlandet medregner samme CO2-mængde i sit CO2-regnskab.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om forøgelse af CO2-udledningstilladelsen efter § 3, stk. 1 og 2, som følge af gennemførelse af projekter i et land uden en klimagas-målsætning.

§ 12 vedrører de såkaldte fleksible mekanismer i Kyoto-protokollen, og er ikke af fiskal karakter. De nærmere regler for anvendelsen af fleksible mekanismer forhandles i regi af FN s klimakonvention. Reglerne er ikke fastlagt på nuværende tidspunkt, og der vil derfor først blive fastsat regler i medfør af § 12, når dette er sket.

Stk. 1 giver mulighed for, at der kan handles med CO2-udledningstilladelser internationalt. Baggrunden herfor er et ønske om, at CO2-reduktionen ved udnyttelse af markedsmekanismerne foretages der, hvor det er økonomisk mest fordelagtigt.

Stk. 2 vedrører samarbejde med andre lande med en klimagas-målsætning. Der er tale om Kyoto-protokollens såkaldte Annex 1-lande, dvs. industrilande omfattet af en kvantitativ målsætning om reduktion af udledningen af klimagasser. Stk. 2 giver således mulighed for, at miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningsmæssig overførsel af en CO 2-mængde fra Danmark til et andet Annex 1-land eller omvendt såkaldt Joint Implementation eller fælles gennemførelse såfremt dette land medregner samme CO2-mængde i sit CO2 -regnskab.

Stk. 3 finder anvendelse over for lande uden klimagas-målsætning. Der er tale om den såkaldte Clean Development Mechanism, der ifølge Kyoto-protokollen muliggør, at en national reduktion af klimagasudledningen i et nærmere angivet omfang kan erstattes af en indsats i et land uden kvantitativ målsætning for reduktion af klimagasudledningen. Stk. 3 giver således miljø- og energiministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler herom.

Til § 13

Såfremt det ved afgørelsen i medfør af § 9 konstateres, at en elproducent har overskredet sin CO2-udledningstilladelse, skal der i henhold til stk. 1 svares en afgift til staten på 40 kr. pr. ton CO2, der overskridelser tilladelsen. Hvorvidt en elproducent skal svare afgift, afhænger af de indberettede oplysninger efter § 6, stk. 2, og § 8, stk. 1. Afgiftens størrelse er fastsat i henhold til det politiske forlig om en elreform fra marts 1999 i årene 2000-2003.

Provenu fra indbetalt afgift efter stk. 1 skal i henhold til stk. 2 anvendes til energispareformål, hvilket er bestemt i den politiske aftale om en elreform fra marts 1999. Den indbetalte afgift efter stk. 1 vil i første omgang blive indbetalt til statskassen. Miljø- og energiministeren forventer at fremsætte en energisparelov inden udgangen af 1999. Provenuet fra de indbetalte afgifter efter stk. 1 skal være med til at finansiere udgifterne i forbindelse med den kommende energisparelov. Midlerne til energispareformålene forudses afsat på finansloven.

Miljø- og energiministeren kan i henhold til stk. 3 fastsætte nærmere regler om opkrævning af afgifter, herunder fastsætte regler om gebyrer ved for sen betaling. Der vil for eksempel blive fastsat regler om tidsfrister for indbetalingen, regler omkring renter ved for sen betaling samt gebyrets størrelse.

Til § 14

Efter bestemmelsen i stk. 1 har miljø- og energiministeren til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang hos en af loven omfattet elproducent med henblik på kontrol af de oplysninger, som elproducenten er pligtig til at afgive efter loven. Adgangen hos elproducenten vil ske i forretningslokaler, dvs. produktionsstedet med tilhørende kontorlokaler og lignende. Formålet med bestemmelsen er at give miljø- og energiministeren hjemmel til at foretage rutinemæssige kontrolbesøg hos elproducenterne. Det er nødvendigt at kunne foretage disse besøg for at kontrollere, at elproducenterne har afgivet korrekte oplysninger til myndighederne og i den forbindelsen har betalt den korrekte eventuelle afgift.

Der vil blandt andet blive tale om at kontrollere regnskaber, opgørelser over brændsler og deres CO2-udledning på det pågældende produktionssted og lignende oplysninger, som tjener til at oplyse miljø- og energiministeren om elproducenten har efterlevet lovens krav, herunder om CO2-udledningstilladelsen er overholdt.

Politiet skal efter stk. 2 yde bistand i forbindelse med miljø- og energiministerens kontrolbesøg efter stk. 1. Miljø- og energiministeren kan i den forbindelse fastsætte nærmere regler herom efter forhandling med justitsministeren.

I henhold til stk. 3 skal den ansvarlige for elproduktionsvirksomheden og de på elproduktionsvirksomheden beskæftigede personer yde miljø- og energiministeren fornøden hjælp og vejledning. Der er således tale om, at den ansvarlige og de beskæftige personer skal være behjælpelige med at finde de fornødne oplysninger frem og i den forbindelse give vejledning i forståelsen af oplysningerne og lignende.

Til § 15

§ 13. Såfremt det ved afgørelsen i § 9 konstateres, at en elproducent eller en sammenslutning af elproducenter har overskredet den i § 3, stk. 1 og 2, nævnte CO2-udledningstilladelse, svares en afgift til staten. Afgiften udgør 40 kr. pr. ton CO2, som overskridelsen udgør.

Stk. 2. Provenu fra indbetalt afgift efter stk. 1 skal anvendes til energispareformål.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af afgiften, herunder fastsætte regler om gebyrer ved for sen betaling.

§ 14. Miljø- og energiministeren har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang hos en af loven omfattet elproducent med henblik på kontrol af de oplysninger, som elproducenten er pligtig til at afgive efter loven.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. I forbindelse med stk. 1 skal den ansvarlige og beskæftigede personer yde miljø- og energiministeren fornøden vejledning og hjælp.

§ 15. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, fortier oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter § 6, stk. 2, § 8, stk. 1, og § 10, stk. 2.

Stk. 2. I forskrifter, der af miljø- og energiministeren udfærdiges i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser i stk. 1 og 2 med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 15 indeholder regler om strafforfølgning af den elproducent eller det selskab m.v., der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, fortier oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter § 6, stk. 2, § 8, stk. 1, og § 10, stk. 2.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at myndighederne kan få de fornødne og korrekte oplysninger til brug for den nærmere administration af loven samt at skyldig afgift bliver betalt. Undlader en elproducent eller en sammenslutning af elproducenter at afgive disse oplysninger eller at svare afgiften, er der hjemmel til at pålægge en straf, hvilket dels skal virke over for elproducenten eller sammenslutningen i det konkrete tilfælde, og dels have en signalværdi over for andre producenter eller sammenslutninger.

Til § 16

Bestemmelsen indeholder en beføjelse for miljø- og energiministeren til at bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der efter loven er tillagt ministeren. Det forventes, at beføjelserne vil blive varetaget af Energistyrelsen, som allerede i dag varetager en del af de beføjelser, der er tillagt miljø- og energiministeren i energilovgivningen. Endvidere kan der blive tale om at udskille administrationen af handelen med CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger til en anden styrelse eller tilsvarende institution, såfremt der på længere sigt måtte vise sig at blive en omfattende handel med disse. Dette kunne for eksempel blive tilfældet, hvis antallet af elproducenter, der omfattes af CO2-kvoteordningen, bliver meget stort, eller der finder en international handel sted, jf. Kyoto-mekanismerne i § 12.

Til § 17

Det følger af bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Til § 18

Loven vil blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens godkendelse foreligger, jf. afsnit 7 om forholdet til EU-retten i de almindelige bemærkninger. Der kan blive tale om særskilt ikrafttræden for visse dele af loven. Hensigten er at give mulighed for at kunne foretage høring af elproducenterne således at CO2-udledningstilladelserne og CO2-opsparingsgrænser kan tildeles hurtigst muligt efter lovens ikrafttræden, jf. ligeledes stk. 2.

I det år loven træder i kraft, tildeles CO2-udledningstilladelserne efter § 3 stk. 1 og 2, og CO2-opsparingsgrænsen efter § 5, stk. 1 og 2, senest den 31. december, jf. stk. 2. Hvis Europa-Kommissionens godkendelse dermed foreligger senere end den 1. juli, som er tidsfristen for tildelingen af CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparingsgrænsen, er der mulighed for at tildelingen det første år kan ske senest den 31. december.

§ 16. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 18. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af miljø- og energiministeren. Ministeren kan herunder fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. I det år loven træder i kraft, jf. stk. 1, tildeles CO2-udledningstilladelserne efter § 3, stk. 1 og 2, og CO2-opsparingsgrænsen efter § 5, stk. 1 og 2, senest den 31. december.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål

Formålet med lovforslaget er at sikre en omkostningseffektiv regulering af kuldioxid (CO2) samt reduktion over tid af elsektorens udledninger af CO2. Dette skal medvirke til at sikre, at Danmark kan leve op til sine internationale miljøforpligtelser.

2. Baggrunden for lovforslaget

Et flertal af Folketingets partier indgik den 3. marts 1999 en aftale om en lovreform for elsektoren. Aftalen om elreformen fastlægger rammerne for, hvordan forbrugerbeskyttelse, miljøhensyn og forsyningssikkerhed skal varetages i et liberaliseret elmarked. Aftalen indgår som bilag 1 til forslag til lov om elforsyning, hvortil der henvises.

Dette lovforslag fremsættes samtidig med L 234 (Forslag til Lov om elforsyning), L 236 (Forslag til Lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion), L 237 (Forslag til Lov om ændring af lov om udnyttelse af vedvarende energi m.v.) og L 238 (Forslag til Lov om ændring af lov om varmeforsyning) til en samlet gennemførelse af elreformaftalen.

Danmark har gennem en række internationale aftaler forpligtet sig til at reducere blandt andet udledningen af CO2. Som en konsekvens af Fællesskabets forpligtelse over for FN s klimapanel om en stabilisering af klimagasudledningerne i år 2000 i forhold til 1990, har Danmark således over for EU forpligtet sig til en 5% reduktion af klimagasudledningerne i denne periode. Danmark har samtidig en national vedtaget målsætning om at reducere CO2-udledningen med 20% i år 2005 i forhold til 1988, hvilket fremgår af en række folketingsbeslutninger i årene 1990-1997 samt regeringens energihandlingsplaner Energi 2000 og Energi 21,

På Kyoto-konferencen i Japan i december 1997 vedtoges en protokol, Kyoto-protokollen, som forpligter industrilandene til at reducere deres udledninger af 6 drivhusgasser, hvoraf CO2 er den vigtigste, i perioden fra 2008 til 2012 i forhold til 1990. EU påtog sig i denne forbindelse en reduktion på 8% i den 5-årige periode i forhold til 1990. Internt i EU er der vedtaget en byrdefordeling, som for Danmark indebærer, at der skal ske en reduktion på 21% i perioden 2008-2012 i forhold til 1990. Danmark har erklæret, at de 21% skal beregnes i forhold til et klima- og importkorrigeret udgangspunkt. Endvidere har Danmark erklæret, at de 21% forudsætter anvendelse af fælles EU-virkemidler. Uden disse vil Danmarks reduktion blive 17%.

Danmark har gjort en betydelig indsats på energiområdet for at reducere CO2-udledningen, bl.a. ved energibesparelser, øget anvendelse af kraftvarme og vedvarende energi samt meget effektive kraftværker, der anvender naturgas. På trods af denne indsats har CO2-udledningen været høj i perioden 1994-97 som følge af en betydelig eleksport fra Danmark. Denne eleksport er i et vist omfang baseret på ældre, miljømæssigt utidssvarende kulkraftværker. Danmark er fortsat blandt de lande, der udleder mest CO2 pr. indbygger.

CO2-kvotesystemet, som blev politisk aftalt i marts 1999, skal sikre en omkostningseffektiv CO2-reduktion og endvidere forberede brugen af Kyoto-mekanismerne i Kyoto-protokollen - international handel med kvoter samt de projektbaserede mekanismer "Joint Implementation" og "Clean Development Mechanism". Joint Implementation, eller Fælles Gennemførelse vedrører samarbejde med andre såkaldte Annex 1-lande, dvs. industrilande, som er omfattet af en kvantitativ målsætning om reduktion af udledning af klimagasser. Clean Development Mechanism muliggør, at en national reduktion af klimagasudledningen i et nærmere angivet omfang kan erstattes af en indsats i et land uden en kvantitativ målsætning for reduktion af klimagasudledningen.

Den politiske aftale er gældende indtil udgangen af 2003. Parterne skal inden udgangen af 2001 forhandle elsektorens bidrag for perioden efter 2003. Dette vil ifølge aftalen blandt andet ske på baggrund af erfaringer vedrørende overholdelsen af det loft for elsektoren, som indføres ved denne lov, status for udbygningen med vedvarende energi samt udviklingen i det øvrige energiforbrug. Endvidere vil forhandlingerne ske i lyset af resultaterne fra det 6. partsmøde under Klimakonventionen, hvor de nærmere retningslinjer for brugen af de ovennævnte Kyoto-mekanismer forventes vedtaget helt eller delvist.

Elværkernes udledninger af SO2 og NOx har i en længere årrække været reguleret af kvoter ved bekendtgørelse nr. 885 af 18. december 1991 om begrænsning af udledning af svovldioxid og kvælstofoxider fra kraftværker, som ændret ved bekendtgørelse nr. 321 af 4. juni 1998. Denne kvoteordning har medført en fleksibilitet for elsektoren, idet elværkerne i vidt omfang selv har kunnet vælge teknologi og placering når nye rensningsanlæg skulle bygges.

Der er ikke i dag effektive instrumenter til styring af elsektorens CO2-udledning. Den eksisterende elforsyningslov har primært givet mulighed for gennem godkendelser og pålæg at regulere brændselsanvendelsen på de enkelte anlæg. Dette har imidlertid vist sig utilstrækkeligt til at regulere elsektorens samlede CO2-udledning. Hertil kommer, at adgangen til at regulere de enkelte anlægs brændselsanvendelse må forventes at blive mindre under konkurrence.

På denne baggrund er der derfor behov for både på kort og lidt længere sigt at have mulighed for at styre elsektorens CO2-udledninger, således at Danmark kan leve op til CO2 -målsætningerne.

3. Lovforslagets indhold

På baggrund af den politiske aftale om en elreform, indføres med lovforslaget en kvoteordning for de danske elproducenter, som er gældende indtil 2003. Parterne bag aftalen skal inden udgangen af 2001 have genforhandlet blandt andet CO2 kvotesystemet. De samlede årlige kvoter fra år 2000 til 2003 er fastlagt i lovforslaget. På baggrund af disse kvoter tildeler miljø- og energiministeren årligt en CO2 -udledningstilladelse til de enkelte elproducenter. CO2-udledningstilladelsen kan efter anmodning fra en sammenslutning af elproducenter i stedet tildeles denne sammenslutning. Der kan for eksempel blive tale om, at CO2 -udledningstilladelserne kan tildeles til ELSAM og Elkraft eller andre lignende producentsammenslutninger. Det vil herefter være sammenslutningen, der fordeler tilladelsen på de enkelte elproducenter.

Enhver elproducent, der er omfattet af loven, modtager en CO2-udledningstilladelse. Producenter, der alene producerer elektricitet ved anvendelse af CO2-frie eller CO2-neutrale energikilder, som f.eks. vind eller affald, er undtaget fra loven, jf. § 1, stk. 3. Både nuværende og kommende nye elproducenter, der er omfattet af loven tildeles en CO2-udledningstilladelse. Der indføres dog i § 4 en bagatelgrænse på 100.000 tons CO2. Producenter med en CO2-emission fra elproduktion under denne bagatelgrænse modtager ikke en CO2-udledningstilladelse og betaler ikke afgift på 40 kr/ton CO 2 af en eventuel overskridelse. En forudsætning for at falde ind under bagatelgrænsen er desuden, at de af producentens elproduktionsanlæg, der udleder CO2, udelukkende er kraftvarmeanlæg, der drives med henblik på dækning af et varmebehov, og hvor elproduktionen er direkte knyttet til og afledt af varmeproduktionen.

Hensigten med bestemmelsen er dels at reducere det administrative arbejde, dels at undgå, at en række mindre producenter, som allerede gennem bygning af et effektivt kraftvarmeværk har bidraget til landets CO 2-reduktion, og som dermed har begrænsede muligheder for at reducere deres CO2-emission yderligere, bliver omfattet af udledningstilladelser.

Ved en bagatelgrænse på 100.000 tons CO2 fra elproduktion årligt opnås, at over 90% af den samlede CO2-emission fra elproduktion bliver omfattet af CO2 -udledningstilladelser. Bagatelgrænsen på 100.000 tons vil til gengæld medføre, at kun 10-15 af de i alt knap 500 elproducenter vil bliver omfattet af CO2-udledningstilladelserne.

De elproducenter, som omfattes af bagatelgrænsen i § 4, vil stadigvæk indgå som en del af den samlede kvote i § 2, stk. 1. Det betyder, at disse producenters del af kvoten vil blive fratrukket i den samlede årlige kvote inden tildeling af udledningstilladelsen. Producenterne omfattet af § 4 vil således ikke falde helt uden for kvoteloven og kvotelovens øvrige regler om blandt andet indberetningspligt, jf. § 8. Disse producenter vil ligeledes modtage en årlig afgørelse efter lovens § 9, således at der mulighed for dels fra myndighedernes side og dels fra producentens side at holde øje med, om 100.000 tons-grænsen skulle være overskredet inden for et år, ligesom de er omfattet af reglerne om betaling i § 11, kontrolbesøg i § 14 og straffebestemmelsen i § 15.

For at sikre, at nye elproducenter kan få tildelt en CO2-udledningstilladelse inden for de årlige kvoter, bemyndiges miljø- og energiministeren til at tilbageholde en del af de årlige kvoter til eventuelle nye producenter. Tildelingen sker ud fra den nye producents budgetterede CO2-udledning. Tilbageholdte kvoter, der i et år ikke er anvendt, fordeles i det samme år til de eksisterende elproducenter eller sammenslutninger af elproducenter i forhold til deres CO2-udledningstilladelse.

Lovforslaget regulerer kun CO2-udledningen fra brændsel til elproduktion. Årsagen hertil er dels, at varmesektoren og industrien i modsætning til elsektoren allerede er reguleret med forskellige former for afgifter, dels at elsektorens incitament til kraftvarmeproduktion ønskes bevaret. I kvoterne i forslagets § 2, stk. 1, er varmesidens bidrag til CO2-udledningen derfor fraregnet. Varmesidens CO2-bidrag ved beregningen af kvoterne i § 2, stk. 1, er fastsat ud fra en varmevirkningsgrad på 200%. Det er en administrativ fordel at anvende samme varmevirkningsgrad for alle anlæg. Det kan imidlertid være en fordel at tilstræbe sammenhæng mellem den virkningsgrad, der benyttes ved administration af kvoteloven og den virkningsgrad, som benyttes i forbindelse med beskatning af varmeproduktionen. Miljø- og energiministeren er derfor i § 2, stk. 3, bemyndiget til, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, at fastsætte nærmere regler om beregning af varmesidens bidrag. Sigtet med en ændring af varmevirkningsgraden er ikke af fiskal karakter, men at tage hensyn til dels de enkelte producenters afvigelser fra varmevirkningsgraden på 200% og dels at skabe administrativ sammenhæng mellem kvotereglerne og beskatningsreglerne. En ændring i varmevirkningsgraden vil have indvirkning på kvoternes størrelse efter § 2, stk. 1.

Den del af en udledningstilladelse, som ikke er udnyttet i ét år, kan overføres til det/de næste år. Ordningen administreres ved, at miljø- og energiministeren én gang om året tildeler den enkelte producent eller en sammenslutning af elproducenter en CO2-opsparingsgrænse, på baggrund af hvilken en elproducent kan opspare CO2. CO2-opsparingsgrænsen tildeles inden for en samlet grænse på 20 mio. tons CO2, således som det er fastlagt i reformaftalen af 3. marts 1999. Elproducenten opsparer CO2, når udledningen i et år ligger under CO2 -opsparingsgrænsen for dette år. Opsparingen kan anvendes de efterfølgende år.

Hensigten med CO2-opsparingen er især at give den enkelte elproducent eller sammenslutning af elproducenter en fleksibilitet i forhold til varierende elpriser på elmarkedet, således at producenterne kan optimere deres indtjening under kvoten.

Lovforslaget giver mulighed for, at CO2-udledningstilladelser samt CO2-opsparinger kan overdrages, således at de økonomisk set mest effektive CO2-besparelser muliggøres. På sigt forventes der som konsekvens af Kyoto-mekanismerne ligeledes at blive etableret et regelsæt, som muliggør international handel med blandt andet CO2-udledningstilladelser. Lovforslaget tager højde for denne mulighed. Ligeledes er der med lovforslaget mulighed for, at miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningsmæssig overførsel af en CO2-mængde fra Danmark til et andet land med en CO2-målsætning eller omvendt (joint implementation) samt indregning her i landet af CO2-reduktioner, som har fundet sted i et land uden en CO2-målsætning (Clean Development Mechanism.), jf. nærmere om mekanismerne i bemærkningerne til § 12.

Såfremt en elproducent overskrider sin CO2-udledningstilladelse, skal der svares en afgift til statskassen. Afgiften er fastsat til 40 kr./ton CO2, som overskridelsen udgør. Provenu fra den indbetalte afgift skal anvendes til energispareformål, hvilket er bestemt i den politiske aftale om en elreform fra marts 1999.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner

Lovforslagets administration i Miljø- og Energiministeriet forventes at andrage 3 årsværk, som skønsmæssigt anslås til 1,0 mio. kr. Herudover forventes øvrige driftsudgifter, som skønsmæssigt anslås til yderligere 0,5 mio. kr. Lovforslaget medfører ikke statslige merudgifter, idet elproducenterne ifølge forslaget afholder udgifterne ved administration af kvoteordningen.

Såfremt en CO2-udledningstilladelse overskrides, skal elproducenten svare en afgift til statskassen. Afhængigt af, hvorledes handlen med CO2-udledningstilladelser udvikler sig samt elproducenternes muligheder i øvrigt for at reducere CO2-udslippet på de enkelte kraftværker, vil der blive tilført midler til statskassen via afgifterne. Provenu af indbetalt afgift vil blive anvendt til energispareformål, jf. bemærkningerne til § 13, stk. 2, samt den politiske aftale af 3. marts 1999. Dette vil blive indarbejdet på bevillingslovene.

Lovforslagets gennemførelse kan på længere sigt indebære en omfattende handel med CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger, og der kan i givet fald blive tale om at udskille administrationen i en særskilt "børs-administration". Arbejdets omfang vil især afhænge af, hvor omfattende denne handel med CO2-udledningstilladelser samt CO2-opsparinger viser sig at blive.

Da aktiviteterne er efterspørgselsreguleret, gives der adgang til, at merafgifter, som følge af øget aktivitet, kan anvendes til energispareformål samt heraf afledte driftsudgifter, som opstår i forbindelse med administrationen af energisparetiltagene, udover de allerede budgetterede administrative udgifter på ca. 1,5 mio. kr.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for amtskommuner eller kommuner.

5. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har i sig selv et miljøpolitisk sigte og miljøkonsekvensvurderingen er omtalt flere steder i bemærkningerne. Der er tale om en opstramning i forhold til hidtidig praksis, idet der ikke i dag findes direkte virkemidler, der kan styre CO2-udledningen fra elsektoren.

Ved produktion af elektricitet baseret på afbrænding af fossile brændsler udledes CO2 til atmosfæren. CO2 findes naturligt i atmosfæren og virker sammen med flere af de øvrige gasarter i atmosfæren som et drivhus omkring jorden. Det holder temperaturen på jordens overflade på et vist niveau og er forudsætningen for liv på jorden. En øget menneskeskabt koncentration af blandt andet CO2 vurderes af FN s klimapanel som årsag til, at jordens klimabalance forrykkes mod en global temperaturstigning. Problemerne med de menneskeskabte drivhusgasser er globale, og via internationale organisationer er der fastsat målsætninger for reduktioner i de enkelte nationalstaters udledning af drivhusgasser.

På nationalt niveau har det i de seneste 10 års danske energipolitik været et væsentligt element at reducere udledningen af de menneskeskabte drivhusgasser. I energihandlingsplanen Energi 2000, der udkom i 1990, blev der for første gang sat et nationalt kvantitativt mål for reduktion af CO2-udledningen. Det blev her vedtaget at reducere udledningen med 20% fra 1988 til 2005. I 1988 var udledningen (korrigeret) 61,1 mio. tons. Målsætningen for 2005 bliver dermed 48,9 mio. tons.

Der er indgået flere internationale aftaler om Danmarks reduktion af CO2-udledningen. Senest har man internt i EU vedtaget en byrdefordeling som udmøntning af Kyoto-aftalen fra december 1997. For Danmark indebærer det en reduktion af drivhusgasudledningen på 21% i perioden 2008-2012 i forhold til 1990. Danmark har erklæret, at de 21% skal beregnes i forhold til et klima- og importkorrigeret udgangspunkt.

Afbrænding af fossile brændsler til elproduktion er den største enkeltpost i regnskabet for de menneskeskabte drivhusgasser i Danmark. Elproduktion tegnede sig i 1988-90 for ca. 27 mio. tons CO2. Det må forventes, at elsektoren skal reducere sin CO2-udledning procentuelt mere end Danmark som gennemsnit. Grunden hertil er, at der inden for elsektoren er en række effektive virkemidler til rådighed, eksempelvis kraftvarmeudbygning, brændselsskift, vedvarende energi og besparelser. Mange af disse virkemidler er allerede igangsat eller ved at blive igangsat. Således forudsættes det i energihandlingsplanen Energi 21, at reduktionen fra sektoren skal være i størrelsesordenen 40% fra 1988-2005. Med de i denne lov fastsatte kvoter på 23 mio. tons i 2000 faldende til 20 mio. tons i 2003 vil elsektoren samlet set give et betydeligt bidrag til landets CO2 -reduktion.

Kvoteloven er udformet med en vis fleksibilitet, så der er mulighed for at overføre en ubrugt udledningsmulighed til næste år. Dette sikrer, at Danmark også fremover kan udveksle elektricitet med det nordiske, overvejende vandkraftbaserede elsystem. Afgiften på 40 kr./ton CO2 ved overskridelse af udledningstilladelserne giver et økonomisk incitament til ikke at overskride kvoten. Hvorvidt kvoterne overskrides eller ej med denne afgift afhænger primært af, hvad de danske selskaber kan sælge strømmen til. For at vurdere det forventede omfang af eksport under kvoteregulering, er der foretaget systemberegninger med forskellige forudsætninger om markedsprisen på el. Beregningerne viser, at der ikke sker nogen overskridelse af kvoterne op til en markedspris på ca. 18 øre/kWh. Ved en højere markedspris kan kvoterne blive overskredet.

6. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget retter sig alene mod elproducenterne i Danmark. Omfanget af eleksport forventes begrænset som en følge af lovforslaget, hvilket afhængigt af det internationale prisniveau for elektricitet kan medføre en tabt indtjeningsmulighed for elproducenterne ved, at produktionen på ældre kulkraftværker begrænses. I perioder, hvor elprisen i det nordiske marked er lav, påvirkes elproducenterne ikke af lovforslaget. I perioder med høj markedspris, hvor elproducenternes indtjeningsevne er høj, vil lovforslaget reducere elproducenternes overskud.

CO2-kvoteordningen vil give en økonomisk motivation for elproducenterne til enten at reducere elproduktionen eller at tage mindre forurenende teknologi i anvendelse. Dette vil isoleret betragtet reducere de danske elproducenters konkurrenceevne. Men da de andre EU-lande også er forpligtet af Kyoto-protokollen, må elsektorerne i disse lande også forventes på sigt at blive påført ekstraomkostninger til reduktion af CO 2-udledningen.

Elproducenterne vil efter reglerne i forslagets § 13 blive pålagt at betale udgifter ved administration af ordningen.

Administrativt forventes elsektoren stort set ikke at blive belastet af lovforslaget, idet de af lovforslaget omfattede indberetningspligtige størrelser, såsom brændselsforbrug, elproduktion m.v., i forvejen registreres og indberettes i vidt omfang.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget vil medvirke til at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til den byrdefordeling, der er vedtaget internt i EU på baggrund af Kyoto-protokollen fra december 1997.

Forslaget skal anmeldes til Europa-Kommissionen efter informationsproceduredirektivet (Rådets direktiv af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter 83/189/EØF, som ændret ved direktiv 88/182/EØF og direktiv 94/10/EF) samt efter statsstøttereglerne i Traktaten om det Europæiske Fællesskab. Forslaget vil ikke kunne træde i kraft før Europa-Kommissionens godkendelse foreligger.

8. Høring

Lovforslaget er den 9. april 1999 sendt i høring til følgende: Danske Elværkers Forening, Elsam, Elkraft, Eltra, ELKRAFT System, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Forening af Danske Kraftvarmeværker, Dansk Naturgas A/S, KOMGAS, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Amtsrådsforeningen i Danmark, Dansk Industri, CO Metal, LO, SID, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Handelskammeret, Dansk Handel og Service, Håndværksrådet, Forbrugerrådet, Landbrugsrådet, Energimiljørådet, Elsparefonden, Danmarks Vindmølleforening, Affaldsteknisk samarbejde, Reno Sam, Vindmølleindustrien, Organisationen for Vedvarende Energi, Dansk Erhvervsgartnerforening, Forening af Rådgivende Ingeniører, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace Danmark, OOA, Brancheforeningen for biogas c/o Danske Landboforeninger, WHF, De Danske Landboforeninger, Samvirkende Energi- og Miljøkontorer, Vindkraftudvalget, Solenergiudvalget, Fastbrændselsgruppen, Biogasgruppen, Varmepumpefabrikantforeningen, Bølgekraftforeningen, Dansk Solcellegruppe, Statsministeriet, Finansministeriet, Økonomiministeriet, Skatteministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, By- og Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet, Forskningsministeriet, Elprisudvalget og Gas- og Varmeprisudvalget, Energiklagenævnet, Miljø- og Energiministeriets Landsplanafdeling, Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen.

Efterfølgende har Indu-Kraft, Elfor, NESA A/S og Sjællandske Kraftværker tilkendegivet ønske om at afgive høringssvar.

Høringen er ved lovforslagets fremsættelse ikke afsluttet.

Vurdering af konsekvenserne af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Nej, idet provenu af indbetalt afgift skal anvendes til energi-

Spareformål.

Lovforslaget skønnes ikke at få væsentlige økonomiske konsekvenser, idet elproducenterne ifølge forslaget selv skal afholde udgifterne ved administration af kvoteordningen.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Nej

Lovforslaget skønnes at kræve 3 årsværk i staten.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Lovforslaget kan medføre tabte indtjeningsmuligheder for elproducenterne afhængig af elprisen i det nordiske elmarked, ligesom elproducenterne ifølge forslaget selv skal afholde udgifterne ved administration af kvoteordningen.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Lovforslaget kan medføre en mindre administrativ forøgelse som en følge af indberetningskravet i loven.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget forventes at få positive konsekvenser for miljøet som en følge af en reduceret CO2-udledning

Nej

Administrative konsekvenser for borgerne

Nej

Nej

Forholdet til EU-retten

Forslaget vil medvirke til at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til den byrdefordeling, der er vedtaget internt i EU på baggrund af Kyoto-protokollen fra december 1997. Forslaget skal anmeldes til Europa-Kommissionen efter informationsproceduredirektivet samt efter statsstøttereglerne. Forslaget vil ikke kunne træde i kraft før Europa-Kommissionens godkendelse foreligger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Formålet med loven efter stk. 1 er, at sikre en omkostningseffektiv regulering af CO2 samt reduceret CO2-udledning fra brændsler anvendt til elproduktion i Danmark. Loven giver elproducenterne en økonomisk effektiv ramme for begrænsningen af CO2-udledningen og sikrer samtidig, at Danmark kan overholde sine internationale forpligtelser og nationale målsætninger om en reduceret CO2 -udledning.

Efter bestemmelsen i stk. 2, jf. dog stk. 3, gælder loven for alle producenter af elektricitet, hvilket indebærer, at loven gælder uanset om anlægsejeren er dansk eller udenlandsk. Det afgørende forhold er dermed, at anlægget ligger i Danmark, at produktionen foregår i Danmark, og som følge heraf at udledningen af CO2 sker i Danmark. På sigt kan der dog med Kyoto-mekanismerne blive tale om international handel med kvoter, samt mulighed for beregningsmæssig overførelse af en CO2-mængde fra Danmark til et andet land med en CO2-målsætning eller omvendt eller indregning her i landet af CO2-reduktioner, som har fundet sted i et land uden en CO2-målsætning, jf. bemærkningerne til § 12. Der kan dermed i fremtiden blive tale om, at det ikke er afgørende for den samlede danske CO2 -udledning, hvor udledningen finder sted, idet handel m.v. over grænserne også kan få indflydelse på CO2-regnskabet.

Producenter, der alene producerer elektricitet ved anvendelse af CO2-frie eller CO2-neutrale energikilder, som for eksempel vindkraft, vandkraft, affald, biomasse eller lignende, omfattes i henhold til stk. 3 ikke af lovens regler, idet disse ikke udleder CO2 ved produktion af elektricitet eller betragtes som CO2-neutrale. En producent, som producerer elektricitet ved både anvendelse af CO2-frie eller CO 2-neutrale energikilder og anden energikilde, som udleder CO2, vil således være omfattet af lovens regler.

Til § 2

Som en følge af det politiske forlig om en elreform, der blev indgået den 3. marts 1999, er de kvoter CO2, der samlet set må udledes fra elproduktionsanlæg i årene fra 2000 til 2003 fastsat i stk. 1. Kvotens størrelse er 23 mio. tons i 2000, 22 mio. tons i 2001, 21 mio. tons i 2002 og 20 mio. tons i 2003. Kvoterne er bindende, men vil i ganske særlige tilfælde, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, kunne forøges efter reglerne i § 7.

De i stk. 1 nævnte kvoter er fraregnet varmesidens CO2-bidrag, jf. stk. 2. Årsagen hertil er, at varmesektoren og industrien i modsætning til elsektoren allerede er reguleret med forskellige former for afgifter. Hertil kommer, at man ved at fraregne varmesidens bidrag bibeholder elsektorens incitament til at producere kraftvarme. Varmesidens bidrag og de i stk. 1 nævnte kvoter er udregnet ved at opgøre brændselsforbruget til den nyttiggjorte varmeproduktion ved at dele denne med en varmevirkningsgrad på 200%, jf. stk. 2. Det er en administrativ fordel at anvende samme varmevirkningsgrad for alle anlæg. Det kan imidlertid være en fordel at anvende samme varmevirkningsgrad, som anvendes ved kraftvarmebeskatning. I stk. 3 bemyndiges ministeren derfor til, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, at fastsætte nærmere regler om beregning af varmesidens bidrag. Sigtet med en ændring af varmevirkningsgraden er ikke af fiskal karakter, men at tage hensyn til dels de enkelte producenters afvigelser fra varmevirkningsgraden på 200% og dels at skabe administrativ sammenhæng mellem kvotereglerne og beskatningsreglerne. De enkelte elproducenter har i dag en forskellig varmevirkningsgrad, og det er derfor hensigtsmæssigt, at der er mulighed for at fastsætte den samme varmevirkningsgrad for elproducenten, som denne bliver beskattet i forhold til i beskatningsreglerne.

En ændring i varmevirkningsgraden vil have indvirkning på kvoternes størrelse efter § 2, stk. 1.

Til § 3

Efter bestemmelsens stk. 1 tildeler miljø- og energiministeren årligt en CO2-udledningstilladelse til de enkelte elproducenter på baggrund af den i § 2, stk. 1, fastsatte kvote. Udmeldingen sker senest den 1. juli. Udledningstilladelsen er gældende for det efterfølgende år. Den udmeldte tilladelse er bindende, men vil i ganske særlige tilfælde, såsom en energikrise, efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg, kunne forhøjes efter reglerne i § 7. Miljø- og energiministeren har til hensigt i forbindelse med den årlige udmelding af CO2-tilladelserne ligeledes at udmelde en foreløbig, vejledende CO2-udledningstilladelse gældende for de tre efterfølgende år. Denne vejledning skal give elproducenterne mulighed for at kunne planlægge deres elproduktion mere end ét år frem ad gangen, men er ikke bindende for miljø- og energiministerens årlige udmelding af CO2-udledningstilladelserne.

Stk. 2 giver mulighed for, at CO2-udledningstilladelser efter anmodning fra en sammenslutning af elproducenter i stedet kan tildeles denne sammenslutning. Der kan for eksempel blive tale om, at CO2 -udledningstilladelserne tildeles til ELSAM og Elkraft og andre lignende sammenslutninger. Det vil herefter være sammenslutningerne, der efter egne regler og beslutninger fordeler tilladelserne på egne producenter. Alle de forpligtelser, der i henhold til denne lov påhviler elproducenterne, påhviler i stedet sammenslutningen. Det vil således være sammenslutningen, der skal foretage overdragelser af CO2-udledningstilladelserne og CO2 -opsparingerne efter reglerne i § 6, foretage de årlige indberetninger efter § 8, modtager den årlige opgørelse efter § 9, være afgiftspligtig efter reglerne i § 13 samt være strafansvarlig efter reglerne i § 15.

I henhold til stk. 3 fastsættes CO2-udledningstilladelserne efter stk. 1 og 2 ud fra den enkelte elproducents eller sammenslutning af elproducenters CO2-udledning i 1994-1998. Fordelingen foretages efter følgende principper

Der gås frem i en række trin. Den historiske elproduktion og CO2-udledning fra alle CO2-udledende elproduktionsanlæg deles op i en modtryks-del og en kondens-del og CO2 -udledningen tilsvarende i modtryks-CO2 og kondens-CO2.

For modtryksanlæg og andre anlæg, hvor der er et fast forhold mellem el- og varmeproduktionen, anses hele elproduktionen for at være modtryks-el. Dermed bliver hele CO2-emissionen for disse anlæg modtryks-CO2. Dog fratrækkes varmesidens bidrag, jf. nedenfor.

For anlæg, der ikke leverer varme, anses hele elproduktionen for at være kondens-el. Dermed bliver hele CO2-emissionen for disse anlæg kondens-CO2.

For udtagsanlæg og eventuelle andre anlæg med et variabelt forhold mellem el- og varmeproduktionen deles elproduktionen på følgende måde: modtryks-elproduktionen defineres som den varmebundne elproduktion, dvs. den elproduktion, der direkte følger af levering af kraftvarme til fjernvarmeforsyning. Kondens-elproduktionen defineres som resten af elproduktionen. Til kondens-elproduktionen knyttes en del af anlæggets brændselsforbrug, beregnet som kondens-elproduktionen divideret med anlæggets aktuelle virkningsgrad ved ren elproduktion. Til modtryks-produktionen knyttes resten af anlæggets brændselsforbrug. Dog fratrækkes varmesidens bidrag, jf. nedenfor.

Denne beregning foretages for alle anlæg for perioden 1994-1998, og der beregnes gennemsnit for de fulde driftår, anlægget har haft. For godkendte anlæg, der ikke har haft fulde driftår i perioden 1994-1998, anvendes budgettal.

For alle kraftvarmeanlæg beregnes herefter brændselsforbruget til varme ved at dividere den nyttiggjorte varmeproduktion med den fastsatte varmevirkningsgrad, jf. § 2, stk. 2 (200%). Modtryks-CO2 tallet reduceres nu forholdsmæssigt, svarende til brændselsforbruget til varme i forhold til modtryks-brændselsforbruget.

For alle anlæg foreligger der herefter et tal for modtryks-CO2 (M) og kondens-CO2 (K). For enhver elproducent adderes modtryks-CO2 for alle producentens anlæg til tallet M. Tilsvarende adderes kondens-CO2 for alle producentens anlæg til tallet K. Summen af alle producenters modtryks-CO2 kaldes å M. Summen af alle producenters kondens-CO2 kaldes å K.

Hvis å M er mindre end årets kvote jf. §2 stk. 1, modtager en producent en udledningstilladelse af følgende størrelse: M + (kvote-å M).K/å K.

Hvis å M er større end eller lig med årets kvote, jf. § 2, stk. 1, modtager en producent en udledningstilladelse af følgende størrelse: M.kvote/å M. Dette forventes dog at være uaktuelt inden for perioden 2000-2003.

Der vil ved tildelingen tillige blive taget hensyn til eventuelle kommende nye elproducenter i forhold til deres budgetterede CO2-udledning.

Fordelingen sker efter høring af de berørte elproducenter og sammenslutning af elproducenter. Miljø- og energiministeren vil således foranstalte en høringsrunde inden udmeldingerne af CO2 -udledningstilladelserne.

Fordelingen af den samlede kvote efter § 2, stk. 1, på enkeltproducenter og producentsammenslutninger kan i særlige tilfælde betyde, at en producent betaler afgiften efter § 13, selv om elproducenterne ikke tilsammen overskrider kvoten i § 2, stk. 1. Dette vil kunne ske, hvis en elproducent overskrider sin udledningstilladelse, mens andre producenter af en eller anden årsag ikke sælger deres overskydende udledningstilladelse, f.eks. fordi de udnytter opsparingsretten efter § 5.

Miljø- og energiministeren bemyndiges i stk. 4 til at fastsætte nærmere regler omkring fordelingen af CO2-udledningstilladelserne. Hensigten med bestemmelsen er at kunne fastsætte de nærmere tekniske regler bag fordelingen, og er ikke af fiskal karakter.

I henhold til stk. 5 bemyndiges miljø- og energiministeren til at tilbageholde en del af kvoten i § 2, stk. 1, med henblik på tildeling af CO2-udledningstilladelser til nye producenter. Fordelingen sker ud fra den nye elproducents budgetterede CO2-udledning. Det vil således være afgørende, hvilket brændsel den nye elproducent anvender, og hvor meget CO2 elproducenten har beregnet sig frem til at skulle udlede i et år.

Hensigten med bestemmelsen er at undgå det tilfælde, at kvoten i ét år efter § 2, stk. 1, på forhånd er uddelt til allerede etablerede elproducenter, hvorved der ikke er mulighed for nye producenter for at producere elektricitet på det nye anlæg før næste års kvoter skal udmeldes, og er derfor ikke af fiskal karakter. Ved at tilbageholde en del af hvert års kvote sikres det dermed, at også nye producenter kan etablere sig i Danmark. Det forventes dog ikke, at det bliver nødvendigt at tilbageholde en del af de årlige kvoter, idet det typisk tager mindst et år eller mere at etablere ny produktionskapacitet foruden den tid, der forløber inden med indhentelse af godkendelser m.m. Det forudsættes, at der foreligger en anlægsgodkendelse efter el- eller varmeforsyningsloven, som fastlægger, at en ny producent vil producere el i det år, som fordelingen af udledningstilladelsen vedrører. Der vil derfor normalt være mulighed for at tage højde for kommende ny produktionskapacitet ved udmeldingen af de årlige kvoter. Tilbageholdte kvoter, der i et år ikke er anvendt, fordeles i samme år til de eksisterende elproducenter eller sammenslutninger af elproducenter i forhold til deres CO2-udledningstilladelse i medfør af stk. 1 og 2.

CO2-udledningstilladelserne efter stk. 1 og stk. 2 kan overdrages efter reglerne i § 6, jf. bemærkningerne nedenfor.

Til § 4

Enhver elproducent, jf. dog § 1, stk. 3, modtager som udgangspunkt en CO2-udledningstilladelse. Det er således både nuværende samt eventuelle kommende nye elproducenter, der er omfattet af loven. Der indføres dog i § 4 en bagatelgrænse på 100.000 tons CO2. Producenter med en CO2-udledning fra elproduktion under denne bagatelgrænse modtager ikke en CO2-udledningstilladelse og betaler ikke afgift på 40 kr/ton CO2 af en eventuel overskridelse. En forudsætning for at falde ind under bagatelgrænsen er desuden, at de af producentens anlæg, der udleder CO2, udelukkende er kraftvarmeanlæg, der er dimensioneret til og drives med henblik på dækning af et varmebehov, og hvor elproduktionen er direkte knyttet til og afledt af varmeproduktionen. Der kan fx være tale om naturgasfyrede kraftvarmeanlæg til mindre fjernvarmeområder eller industrielle kraftvarmeanlæg. Derimod vil kraftvarmeproducenter, der i væsentligt omfang bortkøler eller bortkaster varme, som kunne nyttiggøres, ikke være undtaget, uanset om deres samlede udledning måtte være under 100.000 tons CO2.

Hensigten med bestemmelsen er ikke af fiskal karakter, men dels at reducere det administrative arbejde, dels at undgå, at en række mindre producenter, som allerede gennem bygning af et effektivt kraftvarmeværk har bidraget til landets CO2-reduktion, og som dermed har begrænsede muligheder for at reducere deres CO2-emission yderligere, bliver omfattet af udledningstilladelser.

Ved en bagatelgrænse på 100.000 tons CO2 fra elproduktion årligt opnås, at over 90% af den samlede CO2-emission til el bliver omfattet af CO2-udledningstilladelser. Bagatelgrænsen på 100.000 tons vil til gengæld medføre, at kun 10-15 af de i alt knap 500 elproducenter vil blive omfattet af CO2-udledningstilladelserne.

De elproducenter, som omfattes af bagatelgrænsen i § 4, vil stadigvæk indgå som en del af den samlede kvote i § 2, stk. 1, hvilket betyder, at disse producenters del af kvoten stadigvæk vil blive fratrukket i den samlede årlige kvote for tildeling af udledningstilladelser. Producenterne omfattet af § 4 vil således ikke falde helt uden for kvoteloven og kvotelovens øvrige regler og blandt andet indberetningspligt, jf. § 8. Disse producenter vil ligeledes modtage en årlig opgørelse efter lovens § 9, således at der mulighed for dels fra myndighedernes side og dels fra producentens side at holde øje med, om 100.000 tons-grænsen skulle være overskredet inden for et år, ligesom de vil være omfattet af reglerne i betaling i § 11, kontrolbesøg i § 14 samt straffebestemmelsen i § 15.

Hvis en producent ligger under bagatelgrænsen, og producenten derfor ikke har fået udstedt en CO2-udledningstilladelse, men det konstateres, at producenten i et år har udledt mere end 100.000 tons CO 2, vil producenten ikke skulle svare afgift i dette år. Producenten vil imidlertid modtage en udledningstilladelse for og være afgiftspligtig i det følgende år.

Til § 5

Den del af en udledningstilladelse, som ikke er udnyttet i ét år, kan overføres til det/de efterfølgende år. Ordningen administreres ved, at miljø- og energiministeren én gang om året efter stk. 1 tildeler den enkelte producent en CO2-opsparingsgrænse på baggrund af hvilken elproducenten kan opspare CO2. CO2-opsparingsgrænsen tildeles efter stk. 3 inden for en samlet grænse på 20 mio. tons CO2. CO2-opsparingsgrænsen tildeles på den måde, at de 20 mio. tons CO2 divideres med årets samlede kvote efter § 2, stk. 1, hvorefter dette ganges med udledningstilladelsen efter § 3, stk. 1 eller 2. Elproducenten opsparer CO2, når udledningen i et år ligger under CO2-opsparingsgrænsen for dette år, jf. stk. 4. Opsparingen kan anvendes de efterfølgende år. CO2-opsparingen kan overdrages efter reglerne i § 6.

I henhold til stk. 2 kan CO2-opsparingsgrænsen i stedet tildeles en sammenslutning af elproducenter, som herefter fordeler CO2-opsparingsgrænsen på de enkelte elproducenter. Alle de forpligtelser, der i henhold til denne lov påhviler elproducenterne, påhviler i stedet sammenslutningen. Det vil således være sammenslutningen, der skal foretage overdragelser af CO2-opsparingerne efter reglerne i § 6, foretage de årlige indberetninger efter § 8, modtage den årlige opgørelse efter § 9, være afgiftspligtig efter reglerne i § 13 samt være strafansvarlig efter reglerne i § 15.

Hensigten med CO2-opsparingen er især at give den enkelte elproducent eller sammenslutning af elproducenter en fleksibilitet i forhold til varierende elpriser på elmarkedet, således at producenterne kan optimere deres indtjening under kvoten. Ved at fordele CO2-opsparingen på producenter opnås desuden, at den enkelte elproducent eller sammenslutning af elproducenter har et incitament til at reducere CO2 -udledning ved nedsat produktion, brændselsskift, nye produktionsmetoder eller lignende, og dermed få mulighed for at overdrage CO2-opsparingen eller overføre denne til de efterfølgende år, hvor kvoten bliver strammet. Dette incitament vil blive svækket såfremt den enkelte elproducent eller elproducentsammenslutning er afhængig af de øvrige producenters udledning. Det kan for eksempel tænkes, at en elproducent har sparet CO2 indenfor et år, mens alle de øvrige producenter har anvendt deres CO2-udledningstilladelser fuldt ud. Dermed vil alle producenter samlet set ligge over den samlede grænse på 20 mio. tons CO 2. For ikke at svække incitamentet til at reducere CO2-udledningen, er det hensigten, at alle elproducenter, som indenfor et år opsparer CO2, vil kunne overføre dette til de efterfølgende år. Det kan derfor tænkes, at grænsen på 20 mio. tons CO2 vil blive overskredet.

Til § 6

I henhold til bestemmelsen i stk. 1 kan CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger overdrages. Det er formålet, at reduktionen af CO2-udledningen kan finde sted på de anlæg, hvor den er billigst, idet den enkelte elproducent har mulighed for at modtage CO2-udledningstilladelser og/eller opsparede tilladelser i stedet for at reducere udledningen, mens andre elproducenter, der har reduceret mere end tilladelsen, kan afgive overskydende CO2-udledningstilladelser og/eller opsparede tilladelser.

I stk. 2 fastslås pligten for både afgiver og modtager til at indberette enhver aftale om handel med CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger til miljø- og energiministeren. Tilsvarende gælder, hvis en udledningstilladelse eller en opsparing overføres gratis, f.eks. ved ændring af selskabskonstruktion for en elproducent. Indberetningen skal foretages senest 4 uger efter indgåelse af aftale om overdragelse. Indberetningen er nødvendig for at kunne træffe afgørelsen efter § 9, herunder opgøre en eventuel opsparing efter § 5 og/eller afgift efter § 13.

Til § 7

Miljø- og energiministeren kan efter reglerne i § 7 forøge kvoten for den samlede CO2-udledning i § 2, stk. 1, og CO2-udledningstilladelserne i § 3, stk. 1 og 2, hvis der sker en betydelig eller uventet ændring i energiefterspørgslen, eller visse former for brændsel eller visse kraftværker ikke længere er disponible i samme omfang som før, og dette giver alvorlige tekniske vanskeligheder for producenterne for at overholde kvoten og CO2-udledningstilladelserne, eller hvis forudsætningerne, der ligger til grund for kvotens størrelse, ændres væsentligt.

Bestemmelsen finder kun anvendelse i forbindelse med en energikrise, som gør det umuligt eller overordentligt bekosteligt at købe naturgas eller olie, hvilket nødvendiggør at elproducenterne må anvende kul, der udleder langt mere CO2. Det kan medvirke til, at det kan være vanskeligt for elproducenterne at overholde CO2-kvoten samt udledningstilladelserne. I sådanne tilfælde kan miljø- og energiministeren forøge kvoten og tilladelserne, idet elproducenterne ellers i modsat fald skal indbetale afgifter til statskassen efter reglerne i § 13 pga. ekstra CO2-udledninger, som de reelt ikke har nogen indflydelse på. Forøgelsen betyder, at hver producent eller sammenslutning af elproducenter med en CO2-udledningstilladelse vil få forøget CO2-udledningstilladelsen i forhold til den fordelingsnøgle, som blev anvendt ved tildelingen af denne udledningstilladelse.

Til § 8

Ifølge bestemmelsen i stk. 1 skal de enkelte elproducenter årligt indberette bl.a. produktion, brændselsforbrug samt CO2-udledning på hvert enkelt anlæg til miljø- og energiministeren. Hvis en producent kun ejer en del af et anlæg, indberettes den del af CO2-emissionen fra anlægget, som svarer til producentens ejerandel. Tilsvarende gælder, hvis et elproduktionsanlæg skifter ejer helt eller delvist inden for et år. I dag finder indberetning til ministeriet (Energistyrelsen) af elproduktion og brændselsforbrug allerede sted i betydeligt omfang, blandt andet i forbindelse med statistikformål og i forbindelse med administration af tilskud til elproduktion. De indberettede oplysninger skal blandt andet anvendes i forbindelse med udarbejdelsen af opgørelsen i § 9.

I stk. 2 defineres et elproducerende anlægs brændselsforbrug til elproduktion som anlæggets samlede brændselsforbrug fratrukket et eventuelt brændselsforbrug til varmeproduktion. Denne bestemmelse retter sig mod kraftvarmeværker.

Ifølge stk. 3 udgør brændselsforbruget til varmeproduktion den nyttiggjorte varmeproduktion delt med en varmevirkningsgrad på 200%. Begrundelsen for at fratrække brændselsforbruget til varme er, at dette allerede er omfattet af regulering i varmeforsyningsloven og i øvrigt er afgiftsreguleret. Den definerede varmevirkningsgrad på 200% skal dels sikre entydighed og dels sikre, at både varmesiden og elsiden har fordel af omlægning af individuel varmeforsyning til kraftvarme. Da det imidlertid ikke er hensigtsmæssigt at anvende en varmevirkningsgrad på 200% i forhold til alle elproducenter, kan varmevirkningsgraden i henhold til § 2, stk. 3, ændres, jf. bemærkningerne til § 2, stk. 3.

Ved beregning af brændslers CO2-indhold, benyttes i henhold til stk. 4 de omregningsfaktorer, som fremgår af bilag 1. CO2-udledningen beregnes således som anvendt energimængde gange omregningsfaktor. Kan en elproducent dokumentere et andet CO2-indhold i et anvendt brændsel end det i bilag 1 nævnte, kan en anden omregningsfaktor dog anvendes, jf. stk. 5.

Miljø- og energiministeren kan i henhold til stk. 6 fastsætte nærmere regler om indholdet af den i stk. 1 nævnte indberetning samt dokumentation efter stk. 5. Her tænkes navnlig på indberetningens format, krav til revisorpåtegning samt analyser af et anvendt brændsel.

Til § 9

Efter bestemmelsen i § 9 fremsender miljø- og energiministeren årligt en afgørelse til alle de elproducenter, der er omfattet af loven efter bestemmelsen i § 1. Der er tale om en afgørelse vedrørende den CO2-udledning, som elproducenten har haft det foregående år korrigeret for eventuelle afgivne og modtagne CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger samt en opgørelse over eventuel opsparet CO2. Opgørelsen udarbejdes på baggrund af de indberettede oplysninger efter § 6, stk. 2, § 8, stk. 1.

Formålet med afgørelsen er at give elproducenten et overblik over, hvor meget CO2, der er blevet udledt i det foregående år, samt hvor meget CO2, som elproducenten har opsparet og dermed kan anvende de efterfølgende år. Afgørelsen er desuden nødvendig for at kunne afgøre om en elproducent eller sammenslutning af elproducenter skal svare afgift efter reglerne i § 13. Afgørelsen tjener tillige som oplysning til de producenter, der ligger under bagatelgrænsen i § 4, idet det giver disse mulighed for at holde øje med, hvorvidt de stadigvæk ligger under grænsen.

Til § 10

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at den systemansvarlige virksomhed, jf. § 5 i lov om elforsyning, til miljø- og energiministeren årligt skal udarbejde en redegørelse for CO2-udledningen i området, der blandt andet skal indeholde oplysninger om planlagte og gennemførte foranstaltninger til reduktion af CO2-udledningen. Denne redegørelse kan, i den udstrækning det er muligt, indgå som en del af den planlægning, som virksomheden i forvejen er pligtig at udarbejde. Redegørelsen skal bidrage til vurderingen af elproducenternes muligheder for reduktion af CO2-udledningen. Redegørelser udarbejdes i dag i forbindelse med den eksisterende kvoteordning for SO2 og NOx samt i forbindelse med IRP-planlægningen. Det ligger ikke i bestemmelsen, at den systemansvarlige virksomhed skal udarbejde selvstændige planer for udbygning og ændringer af elproducenternes anlæg.

Bestemmelsen om oplysningspligt i stk. 2 skal sikre, at den systemansvarlige virksomhed kan få de fornødne oplysninger til brug for udarbejdelsen og den efterfølgende vurdering af redegørelsen efter stk. 1. Elproducenternes pligt til at afgive oplysningerne er strafbelagt efter reglerne i § 15.

Til § 11

I henhold til § 11 bemyndiges miljø- og energiministeren til at fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved administration af kvoteordningen efter § 3 og § 5, overdragelser efter § 6 samt opgørelsen efter § 9, idet det vil kræve ekstra årsværk i staten at forvalte disse bestemmelser. Der vil blive fastsat regler om, at elproducenterne skal afholde de udgifter, som er forbundet hermed.

Det anslås, at administrationen af ordningen vil andrage 3 årsværk i Miljø- og Energiministeriet, jf. afsnit 4 om økonomiske og administrative konsekvenser i de almindelige bemærkninger. Det vil på længere sigt kunne forventes såfremt handelen med CO2-udledningstilladelser og CO2-opsparinger får et væsentligt omfang at administrationen af ordningen vil blive udskilt i en selvstændig CO2-børsadministration, jf. § 16.

Til § 12

Fremsat den 29. april 1999 af miljø- og energiministeren (Svend Auken)

Forslag

til

Lov om CO2-kvoter for elproduktion