Forslag til Lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før 1. juli 1992
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Kapitel 1
Erstatningsordning m.v.
§ 1. Patienter, som før 1. juli 1992 er blevet opereret med Boneloc-cement, har ret til erstatning og godtgørelse efter reglerne i lov om patientforsikring, jf. dog §§ 5 og 6. Det samme gælder for efterladte til sådanne patienter.
§ 1 fastlægger lovens anvendelsesområde. Loven gælder for patienter, der inden 1. juli 1992, hvor lov om patientforsikring trådte i kraft, har fået isat en protese med fikseringsmidlet Boneloc. Det samme gælder for efterladte til sådanne patienter.
Patienter opereret før patientforsikringslovens ikrafttrædelse får en ret til, efter ansøgning, at oppebære erstatning efter en konkret vurdering, der foretages af Patientforsikringsforeningen i henhold til Patientforsikringsloven.
I praksis vedrører dette i næsten alle tilfælde hofteopererede patienter. Patientforsikringsforeningen oplyser dog, at Boneloc-cement i sjældne tilfælde tillige har givet anledning til skade i forbindelse med knæ- og tommelproteser.
Loven gælder for patienter, der her i landet er påført en fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget på offentlige sygehuse og sygehuse, som det offentlige har driftsoverenskomst med.
Dette betyder, at patienter, der måtte være opereret på private klinikker, ikke er omfattet af Patientforsikringsloven, og dermed heller ikke af nærværende lov, idet loven ikke tilsigter, at etablere en gunstigere erstatningsadgang for patienter opereret på private klinikker før 1. juli 1992 end efter dette tidspunkt.
Sundhedsministeriet vil i samarbejde med Patientforsikringen ved offentlig annoncering gøre opmærksom på nyordningen, ligesom sygehusene vil blive anmodet om at foretage en opsøgende virksomhed om erstatningsadgangen overfor patienterne. Det forudsættes at Patientforsikringsforeningen af egen drift genoptager sager, der tidligere er afvist under henvisning til, at skaden er forårsaget før patientforsikringslovens ikrafttræden den 1. juli 1992.
Hvis patienten allerede har fået sit tab erstattet fra de driftsansvarlige sygehusmyndigheder i form af en anerkendelse af kravet, kan patienten ikke også oppebære erstatning efter patientforsikringsloven. Dette følger af dansk rets almindelige erstatningsregler. Disse patienter forudsættes dog efterfølgende også at kunne forelægge deres sag for Patientforsikringen specielt med henblik på en vurdering af erstatningsberegningen.
På denne måde stilles alle Boneloc-opererede patienter ens med hensyn til mulighederne for at ansøge om erstatning og med at få vurderet deres erstatningskrav hos Patientforsikringsforeningen på baggrund af det samme retsgrundlag (Patientforsikringsloven), med en for patienterne lempeligere bevisbyrdevurdering og ankeadgang til Patientskadeankenævnet m.v.
Alle patienter, der får deres erstatning opgjort efter Patientforsikringslovens regler vil blive omfattet af den særlige regel (§ 5, stk. 2) om at erstatning mv. kun udbetales, såfremt den samlede erstatning overstiger 10.000,- kr. Erstatning under 10.000 kr. kan søges opnået ved at anlægge sag ved domstolene.
Til § 2
En del af forudsætningen for den aftale et flertal af Folketingets partier har indgået den 9. februar 1999 er, at kravene for Boneloc-patienter uanset operationstidspunkt skal vurderes af samme instans på baggrund af samme retsgrundlag
Da Patientforsikringsforeningen i henhold til Patientforsikringsloven modtager, oplyser og afgør alle sager, herunder foretage beregning af størrelsen af erstatning og godtgørelse efter patientforsikringsloven, vil det derfor også være Patientforsikringsforeningen, der er rette instans til at træffe afgørelse i sagerne om erstatning.
Patienter omfattet af denne lov har adgang til at anke Patientforsikringens afgørelser til Patientskadeankenævnet og indbringe nævnets afgørelser for landsretten. Klageberettigede er de personer og instanser, der har en retlig interesse i sagen, hvilket i praksis er patienten eller dennes efterladte og som noget særligt efter dette forslag; Sundhedsministeriet.
Bestemmelsen i § 2, jf. § 3, betyder også, at patienter, der tidligere har modtaget erstatning eller godtgørelse fra en sygehusmyndighed, kan få efterprøvet, om de er berettiget til yderligere erstatning og godtgørelse ved at indgive anmeldelse til Patientforsikringsforeningen. Herved sikres også, at disse patienter få mulighed for at indbringe deres sag for Patientskadeankenævnet.
Den samlede erstatning som disse patienter kan modtage, kan ikke overstige den erstatning, som andre patienter er berettigede til efter loven.
I henhold til patientforsikringslovens § 17, stk. 1 har Patientforsikringsforeningen hjemmel til at forlange enhver oplysning, som foreningen skønner er af betydning for behandling af sager efter loven. Det betyder blandt andet, at Patientforsikringsforeningen kan kræve oplyst, i hvilket omfang patienter har fået tilkendt erstatning af de driftsansvarlige myndigheder.
I § 2, stk. 2, fastslås, at det er staten, der udbetaler erstatning og godtgørelser. Når Patientforsikringsforeningen har foretaget beregning af erstatningsstørrelsen, indberettes sagen til Sundhedsministeriet til brug for udbetaling af erstatningerne. Det samme gælder med hensyn til sager, der er afgjort af Patientskadeankenævnet.
Ifølge lovforslaget skal staten afholde alle udgifter i forbindelse med etableringen af retten for patienter opereret med Boneloc-cement før den 1. juli 1992 til at få vurderet deres sager i Patientforsikringsforeningen.
Patientforsikringsforeningen skal derfor friholdes for driftsudgifter ved ordningen, samt udgifter i forbindelse med eventuel annoncering m.v. om erstatningsordningen.
Det forudsættes endvidere, at sundhedsministeren indgår aftale med Patientforsikringsforeningen om, at Staten afholder udgifterne i forbindelse med foreningens administration af sager efter stk. 1. I henhold til § 12 stk. 2 i lov om patientforsikring finansieres udgifter til foreningens drift for så vidt angår sager efter 1. juli 1992, af de forsikringsselskaber og de selvforsikrende myndigheder, der er omfattet af loven.
Patientforsikringsforeningen vil ligeledes ved den nævnte aftale skulle kompenseres for de udgifter, der efter Patientforsikringslovens § 14, stk. 8 påhviler Patientforsikringsforeningen til drift af Patientskadeankenævnet for så vidt angår de Boneloc-sager, der måtte blive anket til nævnet i medfør af denne lov.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor den driftsansvarlige sygehusmyndighed selv har enerkendt at være erstatningsansvarlig i anledning af en Boneloc-operation, men hvor myndigheden endnu ikke har tilkendegivet, hvilken erstatning m.v. der kan ydes som følge heraf. Det er uden betydning, om anerkendelsen er sket før eller efter lovens ikrafttræden.
I sådanne tilfælde indebærer bestemmelsen, at patienten eller de efterladte må afvente sygehusmyndighedens tilkendegivelse, før der kan rejses krav efter loven. Formålet er at holde sygehusmyndighederne økonomisk fast på ansvar, som de selv har erkendt.
Omvendt indebærer bestemmelsen, at patienter m.v. selv om de har rejst krav over for sygehusmyndigheden tillige kan rejse krav over for Patientforsikringsforeningen, såfremt sygehusmyndigheden endnu ikke har erkendt at være ansvarlig.
Endvidere vil der kunne rejses krav over for Patientforsikringsforeningen, når sygehusmyndighedens tilkendegivelse er modtaget. Sagen skal herefter behandles efter lovforslagets regler, sammenholdt med patientforsikringsloven. Da den erstatning, som sygehusmyndigheden har tilbudt, selvsagt ikke også skal betales efter den foreslåede ordning, bestemmes det i § 3, stk. 2, for en ordens skyld, at der i så fald foretages fradrag svarende til sygehusmyndighedens tilkendegivelse. Finder Patientforsikringsforeningen derimod, at patienten er berettiget til en lavere samlet erstatning end den, sygehusmyndigheden har tilbudt, vil konsekvensen alene være, at der ikke udbetales yderligere erstatning m.v. efter patientforsikringslovens regler.
Til § 4
Efter bestemmelsen træder loven i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Hermed sikres, at erstatningsordningen kan iværksættes snarest muligt.
Til § 5 og § 6
De almindelige forældelsesfrister i patientforsikringsloven vil i nogle tilfælde kunne medføre, at erstatningskrav fra patienter omfattet af lovforslaget vil være forældet. Dette skyldes, at de patienter, der er omfattet af nærværende lov, er opereret i perioden 1990 til 1992 og eventuelt reopereret indenfor en kortere årrække.
Derfor kan reglen i patientforsikringslovens § 19, stk. 1, hvorefter et erstatningskrav efter loven skal være anmeldt til Patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden, betyde at erstatningskravet er forældet, og skaden ikke vil kunne erstattes.
Forældelse vil også kunne finde sted efter patientforsikringslovens anden forældelsesregel i § 19, stk. 2, hvorefter en forældelse af erstatningskrav dog altid indtræder senest 10 år efter den dag, skaden er forårsaget.
Derfor foreslås Patientforsikringslovens § 19 ikke at gælde patienter m.v., som er omfattet af denne lov, jf. lovforslagets § 5, og erstattes med en frist, jf. § 6, der er sat til 1. januar 2003. Hermed gives der patienterne knap 4 år til at søge om erstatning efter lovens ikrafttræden eller mere end 10 år efter, at skaden er forårsaget.
Det bemærkes, at der, jf. de almindelige bemærkninger, vil blive iværksat en offentlig annoncering om erstatningsadgangen og en opsøgende virksomhed herom fra sygehusene overfor patienterne.
Typisk vil det, jf. de almindelige bemærkninger, være patienter, hvor løsning af protesen er sket inden for 3 år efter operationen, der vil være omfattet af erstatningsbetingelserne.
Når Patientforsikringsforeningen har færdigbehandlet de pr. 31. december 2002 anmeldte og verserende sager og eventuelle ankesager efter loven (Patientskadeankenævnet og eventuelt Landsretten) er afsluttede, vil Patientforsikringsforeningens opgaver efter lovforslaget således være afsluttede.
Til § 7
I bestemmelsen indføres den sædvanlige adgang til, at loven kan sættes i kraft ved kongelig anordning på Færøerne med de afvigelser, de særlige færøske forhold tilsiger. For Grønlands vedkommende er kompetencen til at fastsætte regler indenfor sundhedslovgivningen overgået til hjemmestyrets myndigheder, jf. § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsnet i Grønland. Ønsker Grønlands hjemmestyre regler af tilsvarende indhold gennemført i Grønland, må dette ske ved landstingsforordning.
Der er imidlertid så vidt vides ikke udført operationer med Boneloc på Færøerne, idet patienterne er sendt til operation på hospitaler i Danmark og hermed vil være omfattet af lovforslagets særlige erstatningsadgang.
Kapitel 2
Ikrafttrædelses- og forældelsesbestemmelser m.v.
§ 2. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør sager efter denne lov.
Stk. 2. Sundhedsministeren udbetaler erstatning og godtgørelse i overensstemmelse med afgørelser truffet efter denne lov. Sundhedsministeren afholder endvidere andre udgifter som følge af denne lov og indgår herunder aftale med Patientforsikringsforeningen om, at staten afholder udgifter i forbindelse med foreningens administration af sager efter stk. 1, samt andre udgifter foreningen måtte have som følge af erstatningsordningen.
§ 3. Har den driftsansvarlige sygehusmyndighed anerkendt erstatningspligt i anledning af en operation som nævnt i § 1, kan krav efter denne lov først rejses, når sygehusmyndigheden har tilkendegivet, hvilken erstatning m.v. der kan ydes.
Stk. 2. Ved udmåling af erstatning og godtgørelse efter denne lov i sager som nævnt i stk. 1 foretages der fradrag svarende til sygehusmyndighedens tilkendegivelse.
§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 5. Bestemmelsen i § 19 i lov om patientforsikring om forældelse af erstatningskrav gælder ikke for patienter, der anmelder deres krav til Patientforsikringsforeningen efter denne lov.
§ 6. Loven omfatter alene krav anmeldt til Patientforsikringsforeningen inden den 1. januar 2003.
§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget sikrer at patienter, der er opereret med Boneloc-cement før den 1. juli 1992, hvor lov om patientforsikring trådte i kraft, får adgang til at anmelde deres krav til Patientforsikringsforeningen. Her vil erstatningskravene blive bedømt efter Patientforsikringsloven, der har lempeligere regler end hvad der følger af dansk rets almindelige erstatningsbetingelser, blandt andet lempeligere bevisbyrdekrav.
Lovforslaget baserer sig på en aftale, som sundhedsministeren indgik med et flertal af Folketingets partier den 9. februar 1999 om en ordning, der stiller Boneloc-opererede hoftepatienter opereret før 1. juli 1992 lige med pationter opereret efter denne dato med hensyn til at opnå erstatning.
Lovforslaget er i forhold til aftalen udvidet til at omfatte alle patienter, der er opereret med Boneloc-cement til fastsættelse af en protese såvel i hofter som i andre led, f.eks. i knæ og tommelfinger.
Lovforslaget tager således sigte på, at ligestille de Boneloc-patienter, der er opereret før den 1. juli 1992 med patienter opereret efter denne dato, således at de får samme adgang til erstatning efter afgørelse truffet af Patientforsikringsforeningen.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og anmodning om erstatning skal fremsættes overfor Patientforsikringsforeningen inden 1. januar 2003.
2. Lovforslagets baggrund
2.1 Vedr. udvikling og ibrugtagning af Boneloc-cement
Udviklingen af konceptet med cementerede hofter skete i begyndelsen af 1960-erne.
I forbindelse med fastgørelse af hofteproteser fæstnes dels et lårbenskuglehoved, dels en skål indvendig i hofteskålen (for at undgå slid fra det kunstige ledhoved) med cement.
I løbet af 1970-erne blev man imidlertid opmærksom på, at holdbarheden ikke var så god som forventet, idet en del, op imod 40 % af de første opererede, måtte reopereres på grund af løsning af protesen.
Gennem de sidste 15-20 år, er der løbende sket forbedringer af proteser og cement. Der har især været arbejdet med, hvordan man kunne undgå, at proteserne løsnede sig.
Det centrale problem har således gennem alle årene været, at hofteproteserne løsnede sig efter en kortere eller længere årrække. Løsningsprocenten, der startede med at være meget høj, kom senere ned på 2 % i gennemsnit, men for mere komplicerede operationer kunne løsningsprocenten være væsentlig større.
Udviklingen af Boneloc-cementen i slutningen af 1980-erne og begyndelsen af 1990 tog således sigte på både at skaffe en bedre cement til fiksering, og samtidig at undgå skader på det omliggende væv i knoglen som følge af varmeudvikling i cementen under hærdningen, samt at udvikle en mere miljøvenlig cement, f.eks. med et lukket blandesystem.
Boneloc-cementen, der var et led i den produktudvikling, der fandt sted i disse år, blev udviklet af en overlæge på Rigshospitalet og blev første gang anvendt på Rigshospitalet i sommeren 1990. Herefter tog en række danske sygehuse Boneloc-cementen i anvendelse.
I løbet af 1993 og 94 blev der fra lægelig side rejst tvivl om holdbarheden af proteser fikseret med Boneloc-cement, idet et større antal hoftepatienter opereret med Boneloc måtte reopereres indenfor en kortere årrække, fremfor patienter opereret med andre typer cement. I april 1995 blev cementen, bl.a. på baggrund af en norsk undersøgelse af cementens holdbarhed, trukket tilbage fra det danske marked.
For en mere detaljeret gennemgang af anvendelsen af Boneloc-cement på danske sygehuse og forløbet om afdækningen af problemerne med holdbarheden af cementen kan henvises til professor Lars Nordskov Nielsens rapport om Sundhedsstyrelsens rolle i Boneloc-sagen, afgivet juni 1998.
I rapporten, som blev udarbejdet efter anmodning fra daværende sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen, redegør Lars Nordskov Nielsen for Sundhedsstyrelsens rolle i Boneloc-sagen og konkluderer blandt andet, at der ikke, da Boneloc-cementen blev taget i brug, var krav om forudgående godkendelse af produktet, samt at styrelsen fra et tidspunkt i 1994 har tilsidesat sin tilsynsforpligtelse. Rapportens konklusion, som sundhedsministeren tog til efterretning, medførte endvidere, at der blev udtalt kritik af Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen (den tidligere Lægemiddelafdeling under Sundhedsstyrelsen) og styrelserne fik pålæg om bedre fremtidig koordination og samarbejde.
2.2. Antal hoftepatienter opereret med Boneloc-cement
Der foreligger ikke præcise oplysninger om, hvor mange patienter der fra midten af 1990 til begyndelsen af 1995 er blevet opereret med Boneloc til hofteprotesefiksering.
Det skønnes imidlertid, at det drejer sig om i alt ca. 3.300 patienter i den pågældende periode.
På baggrund bl.a. af norske undersøgelser skønnes det, at mellem 10-15 % eller omkring 350 af disse patienter har haft problemer med proteseløsning inden for de første ca. 3 år. De øvrige 85-90 % af Boneloc-patienterne har ifølge oplysningerne ikke haft problemer med proteseløsning.
Ved brug af anden cementtype skønnes det, at ca. 2 % af hofterne har løsnet sig indenfor de første 3 år. Hertil kommer, at der kan indtræffe andre skader i forbindelse med isættelse af kunstige hofter, f.eks. benforkortelser/forlængelser, dårlig tilpasning af protesen og infektioner.
Det skønnes, at ca. 1.400 af de 3.300 patienter er opereret før 1. juli 1992 og dermed ikke er omfattet af Patientforsikringsloven. Hvis det lægges til grund, at ca. 10 % af de 1.400 patienter har haft en ekstraordinær tidlig løsning af protesen, typisk inden 3 år, vil ca. 140 patienter opereret før 1. juli 1992 kunne få erstatning efter lovforslaget.
Som anført medtages under lovforslaget også operationer, hvor proteser er fastgjort med Boneloc-cement i andre led end hofteled, f.eks. i knæ og tommelfingre. Der foreligger ikke præcise oplysninger om omfanget heraf, men professor L. Nordskov Nielsen oplyser dog i sin rapport, at sygehusene samlet har registreret 384 knæoperationer med Boneloc. Skaderne i andre led skønnes ikke at have samme omfang som hofterne, idet proteser i knæ og tommelfinger ikke belastes så meget som i hofter.
2.3. Aftale om etablering af en særlig adgang for patienter opereret før Patientforsikringsloven trådte i kraft
Ministeren har i efteråret 1998 undersøgt, hvordan praksis i amterne og Hovedstadens Sygehusfællesskab har været for udbetaling af erstatninger til de hofteopererede Boneloc-patienter, der er opereret, før lov om patientforsikring trådte i kraft.
Patienter opereret før 1. juli 1992 har ifølge undersøgelsen fået deres krav vurderet efter den såkaldte culparegel, det vil sige dansk rets almindelige erstatningsregel.
Imidlertid har vægtningen af, hvad der har ført til erstatningsansvar, været varierende. Det har således været tillagt forskellig vægt, i hvilket omfang patienterne har været tilstrækkeligt informeret eller har indgået i en undersøgelse af operationsmetoder og så videre. Det kan opfattes som uforståeligt, at der for den samme skade tilsyneladende er forskelle i mulighederne for at få erstatning både hvad angår erstatningsgrundlaget og vægtningen af beviser.
På denne særlige baggrund og da der er tale om en helt særlig gruppe patienter, som har været opereret med det samme produkt - Boneloc-cement - i en afgrænset periode på fem år fra 1990 til 1995, har sundhedsministeren indgået en aftale med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti CentrumDemokraterne, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti om, at der for alle Boneloc-opererede hoftepatienter kommer til at gælde de samme vilkår både hvad angår erstatningsgrundlaget og praksis for udmåling, uanset om de er opereret før eller efter Patientforsikringsloven, der trådte i kraft midt i 5-års perioden; nemlig den 1. juli 1992.
Sundhedsministeren har efter debatten den 2. marts 1999 om en forespørgsel vedrørende Boneloc-sagen (F6) besluttet at udvide kredsen af patienter omfattet af denne særlige erstatningsadgang, således at ikke blot hofteopererede, men også den begrænsede gruppe af patienter, der før 1. juli 1992 har fået isat en protese med Boneloc-cement andre steder, f.eks. i knæ og tommelfinger, medtages.
3. Nærmere om den nuværende regulering af området
Pr. 1. juli 1992 trådte lov om patientforsikring (jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997) i kraft. Med indførelsen af denne lov fik patienter, hvor skaden er forårsaget efter lovens ikrafttræden, en lempeligere adgang til at opnå erstatning for fysiske skader, der påføres her i landet på offentlige og visse private sygehuse.
I henhold til patientforsikringsloven § 2, stk. 1 er det muligt at opnå erstatning,
»1) hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,
2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende,
3) hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, eller
4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.«
Betingelserne for at opnå erstatning efter patientforsikringsloven adskiller sig derved fra dansk rets almindelige erstatningsbetingelse, culpareglen, hvorefter der skal være udvist fejl for at man kan etablere et ansvarsgrundlag, hvor der efter Patientforsikringsloven kun skal føres bevis for, at skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt ved det pågældende indgreb.
For at kræve erstatning skal man både i forbindelse med culpaerstatning og erstatning efter Patientforsikringsloven have lidt et tab som følge af skaden. Patienten kan endvidere have krav på godtgørelse (ikke-økonomisk tab) for personskade, f.eks. svie og smerte. Opgørelsen af erstatning og godtgørelse følger, som for andre tab i dansk erstatningsret, reglerne i lov om erstatningsansvar.
Erstatning for tidlig løsning af hofteprotesen efter Boneloc-operation, hvor patienten har måttet gennemgå en reoperation, er typisk afgjort efter kriteriet i patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 2, vedrørende skader som følge af fejl eller svigt i det tekniske apparatur. For de patienter, der er opereret efter 1. januar 1995, har Patientforsikringsforeningen dog anerkendt skaderne efter patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, hvorefter behandlingen ikke har levet op til specialistreglen, idet der på dette tidspunkt havde været en del omtale i det faglige miljø af, i hvilket omfang holdbarheden af Boneloc-cement var tilstrækkelig god.
I alt har 244 patienter anmeldt skade (opgørelse fra august 1998) som følge af Boneloc-operation, heraf er 91 blevet afvist, men 135 patienter har indtil nu fået anerkendt deres skade. Der er fra Patientforsikringsforeningen indtil nu udbetalt knapt 6 mill. kr. til Boneloc-opererede patienter. Det gennemsnitlige erstatningsbeløb har været ca. 46.000,- kr.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
4.1. Erstatningers størrelse
Som anført ovenfor i bemærkningerne anslås, at ca. 140 patienter af de patienter, der er opereret før 1. juli 1992, vil kunne opnå erstatning efter Patientforsikringsloven.
Ifølge de erstatningssager, som Patientforsikringsforeningen har afgjort for hoftepatienter opereret efter 1. juli 1992, udgør den gennemsnitlige erstatning for disse patienter ca. 46.000 kr., som typisk dækker svie og smerte med ca. 25.000 kr., og erstatning for en méngrad på 5-10 %.
Endelig er en del af patienterne mere end 70 år og dermed ude over den erhvervsaktive alder således, at de ikke kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, som normalt hører til blandt de store erstatningsposter ved personskader. Yngre patienter vil derfor i almindelighed få større erstatninger end nævnt ovenfor.
På denne baggrund anslås, at de samlede udgifter til erstatning og godtgørelse andrager ca. 7 mio. kr. (140 patienter af gennemsnitlig 46.000 kr. med påløbende renter).
De fleste erstatningssager forudsættes behandlet og afgjort af Patientforsikringsforeningen inden for de første 2 år, men der knytter sig en betydelig usikkerhed hertil, idet der, efter at erstatningsansvaret er anerkendt, skal foretages en nærmere vurdering af, hvilken mere varig skade den pågældende operation har påført patienten.
4.2. Erstatningsordningens finansiering
Som anført i lovforslagets § 2 afholdes udgifter til erstatning og godtgørelse, samt andre udgifter ved erstatningsordningen af staten. Udgifter i 1999 afholdes af finanslovens generelle reserver.
Det findes naturligt, at staten afholder udgifter efter loven, idet der efter Patientforsikringsloven vil være væsentlig flere patienter, der kan få erstatning end efter den almindelige culparegel, der er gældende for amternes og HS's erstatningsansvar for patienter opereret før 1. juli 1992.
Som anført i lovforslagets § 3, vil der dog ikke skulle afholdes udgifter for erstatningssager, i det omfang amterne allerede ved lovens ikrafttræden har anerkendt erstatningsansvaret efter culpareglen. Omfanget af disse erstatningssager og eventuelle anerkendte beløb kan ikke på nuværende tidspunkt opgøres, men antallet af sager skønnes af væsentlig mindre størrelsesorden end de nævnte 140 sager.
4.3. Afdødes erstatningsret
Patientforsikringsloven henviser i § 5, stk. 1 til lov om erstatningsansvar for så vidt angår fastsættelse af erstatning og godtgørelse.
Det følger af erstatningsansvarsloven og retspraksis i øvrigt, hvorledes erstatnings- og godtgørelseskrav kan overgå til en afdøds bo.
Herefter vil alle økonomiske skadeskrav (f.eks. tabt arbejdsfortjeneste, forsørgerstab og erhvervsevnetab) umiddelbart ved dødsfald overgå til vedkommendes bo, og således af boet kan anmeldes overfor Patientforsikringsforeningen. Dette vil også gælde, hvis patienten er død inden lovforslaget træder i kraft.
Krav om godtgørelse (ikke-økonomisk skade) for personskade, f.eks. for svie og smerte samt varigt mén, kan falde i arv, jf. erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, når kravet er gjort gældende ved sagsanlæg m.v. eller i øvrigt er anerkendt. Dette betyder, at godtgørelseskrav der er den typiske erstatningsudgift for Boneloc-patienter for patienter, der er døde før lovens ikrafttræden, ikke kan fremsættes af boet overfor Patientforsikringsforeningen efter at loven er trådt i kraft, medmindre kravet som anført er gjort gældende af patienten ved sagsanlæg m.v. eller anerkendt, herunder evt. anmeldt overfor Patientforsikringsforeningen inden lovens ikrafttræden. Dette findes rimeligt, da godtgørelseskravene er en personlig kompensation til patienten.
Da det typisk er ældre patienter, der får isat en hofteprotese, hvilket understøttes af, at gennemsnitsalderen for de patienter, der i Patientforsikringsforeningen har fået udbetalt erstatning er, 73 år, må det påregnes at en del af de patienter, der ville have kunnet søge erstatning efter dette forslag, er afgået ved døden.
Det vil dog ikke være muligt at fastlægge i hvilket omfang det skønnede erstatningsbeløb påvirkes af dette.
4.4. Erstatningsordningens bevillingsmæssige forhold
De samlede udgifter til finansiering af erstatningsordningen, inkl. administrationsudgifter m.v. skønnes at andrage 10 mill. kr. Heraf vedrører 7 mill. kr. de egentlige erstatningsudbetalinger, medens de resterende 3 mill. kr. udgør driftsudgifter til administration af erstatningsordningen, herunder udgifter til Patientskadeankenævnet m.v., jf. nedenfor.
Som nævnt ovenfor anslås udgifterne til erstatningsudbetalingerne til 7 mill. kr., men udsving kan meget vel komme på tale, da erstatningsudbetalingerne er afhængige af, hvor mange af de anmeldte erstatningssager, der kan imødekommes og med hvilke beløb.
Udgiften vil blive optaget som en lovbunden udgift på Sundhedsministeriets finanslovskonto i perioden 1999-2003, da staten vil være forpligtet til at udbetale de erstatninger, Patientforsikringsforeningen eller ankede afgørelser måtte fastslå, uanset om det samlede beløb måtte overstige de 7,0 mill. kr. I det omfang Patientforsikringsforeningen i øvrigt træffer afgørelse i sager, der rettidigt er indleveret senest 31. december 2002, eller afgørelser ankes til Patientskadeankenævnet og videre til Landsretten vil der kunne forekomme udbetaling af erstatningsbeløb udover 2003.
Den skønnede udgift på 7,0 mill.kr. til finansiering af udbetalte erstatningsbeløb opføres som en lovbunden udgift på en nyoprettet hovedkonto § 16.11.29. Erstatninger til Boneloc-patienter.
De forventede udgifter i 1999 på 1,0 mill.kr., der finansieres af finanslovens generelle reserver, optages på forslag til tillægsbevillingslov for 1999 på den til formålet oprettede hovedkonto § 16.11.29. Erstatninger til Boneloc-patienter. Udgifterne for årene 2000-2003 vil blive optaget på Sundhedsministeriets forslag til finanslov for år 2000 med henholdsvis 2,0 mill. kr., 2,0 mill. kr., 1,0 mill. kr. og 1,0 mill. kr.
Som tidligere nævnt skal Sundhedsministeriet efter loven indgå en aftale med Patientforsikringsforeningen om administration af erstatningsordningen. Aftalen forventes baseret på en fast pris pr. erstatningssag. Til dækning af administrationsudgifter til Patientforsikringsforeningen, herunder udgifter til Patientskadeankenævnet samt til dækning af statens (eventuelt Patientforsikringsforeningens) annonceringsudgifter vedr. erstatningsordningen afsættes i alt maksimalt 3,0 mill. kr. i perioden 1999-2003 på en nyoprettet hovedkonto § 16.11.30. Drift af Boneloc-erstatningsordningen.
Udgiften, der i 1999 skønnes at udgøre maksimalt 0,5 mill. kr. og som finansieres af finanslovens generelle reserver, optages på Sundhedsministeriets bidrag til forslag til tillægsbevillingslov for 1999 på den til formålet oprettede hovedkonto § 16.11.30. Drift af Boneloc-erstatningsordningen.
Udgifterne for årene 2000-2003 vil blive optaget på Sundhedsministeriets bidrag til forslag til finanslov for 2000 med henholdsvis 0,8 mill. kr., 0,8 mill. kr., 0,4 mill. kr. og 0,5 mill. kr. Uforbrugte midler i de enkelte år vil blive overført til efterfølgende finansår.
Den beskrevne erstatningsordning svarer i øvrigt i mange henseender til den eksisterende lægemiddelskadeerstatningsordning, jf. finanslovens § 16.11.27 og § 16.11.28, jf. lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning for lægemiddelskader.
4.5. Andre konsekvenser af lovforslaget
Lovforslaget vil ikke have udgiftsmæssige konsekvenser for amter og kommuner eller andre offentlige myndigheder end nævnt i lovforslaget.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforlaget har heller ikke miljømæssige konsekvenser eller administrative konsekvenser for borgerne. Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser (hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner
Det anslås, at loven vil medføre en merudgift for staten på 10 mill. kr. jf. opgørelsen under pkt. 4, 4
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Sundhedsministeriets indgåelse af aftale med Patientforsikringsforeningen om dennes administration af ordningen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen konsekvenser
Ingen konsekvenser
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen konsekvenser
Ingen konsekvenser
Miljømæssige konsekvenser
Ingen konsekvenser
Ingen konsekvenser
Administrative konsekvenser for borgerne
Lettere adgang til erstatning
Ingen konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Fremsat den 17. marts 1999 af sundhedsministeren (Carsten Koch)
Forslag
til
Lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før 1. juli 1992