Forslag til Lov om forurenet jord

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Loven skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.

Stk. 2. Med loven tilsigtes særligt at

1) beskytte drikkevandsressourcer,

2) forebygge sundhedsmæssige problemer ved anvendelsen af forurenede arealer,

3) tilvejebringe grundlag for en koordineret og målrettet offentlig indsats med henblik på at undgå skadelig virkning fra jordforurening,

4) forebygge yderligere forurening af miljøet i forbindelse med anvendelse og bortskaffelse af jord og

5) fastholde forureneren som den, der først og fremmest skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at afværge følgerne af en jordforurening og genoprette den hidtidige tilstand.

Kapitel 2

Forureningskortlægning og tilladelse til ændret arealanvendelse m.v.

§ 2. Loven omfatter jord, der på grund af menneskelig påvirkning kan have skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.

Stk. 2. Loven omfatter ikke jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v.

Kapitel 3

Den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats

Kapitel 3 indeholder de nærmere regler om myndighedernes undersøgelses-, oprydnings- og afværgeindsats samt nedsættelse af et depotråd m.v. Ved en ændring af affaldsdepotloven i 1996 blev de konkrete oprydningsopgaver pr. 1. juli 1996 henlagt til amterne. I lovforslaget bibeholdes den opgavefordeling, der herefter har været mellem amterne og Miljøstyrelsen. Det betyder bl.a., at Depotrådet fortsætter efter den nye lov, ligesom Miljøstyrelsen fortsætter arbejdet med udvikling og afprøvning af ny teknologi vedrørende oprydnings- og afværgeprojekter.

Til § 17

Bestemmelsen bygger på den hidtil fastlagte opgavefordeling mellem det decentrale niveau, kommunerne og amtskommunerne, og det centrale niveau, Miljø- og Energiministeriet. Bestemmelsen fastlægger endvidere miljømyndighedernes forpligtelse til at opsøge og indsamle oplysninger og viden om jordforureninger og erfaringer i forbindelse med oprydning og afværgeforanstaltninger.

Amtsrådene varetager, udover kortlægningen, jf. kapitel 2, prioritering af undersøgelser, anlæg og drift af afværgeforanstaltninger, herunder oprydninger, monitering og godkendelse af og tilsyn med oprydninger.

Miljøstyrelsen forudsættes som hidtil at kunne koncentrere indsatsen på det mere overordnede plan ved en koordinering af indsatsen, indsamling af viden, fastsættelse af kriterier og grænseværdier, udarbejdelse af vejledninger m.v. samt ved at koordinere internationalt arbejde på området.

Der afsættes på finansloven et beløb til fremme af teknologiudviklingen. Bevillingen administreres af Miljøstyrelsen, der forelægger forslag til principper og programområder for Depotrådet.

Ordningen er etableret med henblik på gennem en koordineret indsats på teknologiområdet m.v. at effektivisere og billiggøre oprydninger på depotområdet samt at fjerne barrierer for udvikling og anvendelse af målrettede teknologier overfor jord- og grundvandsforureninger. Der kan af bevillingen bl.a. afholdes udgifter til erfaringsopsamling på jordforureningsområdet samt udvikling og afprøvning af nye teknologier, udvikling og afprøvning af metoder - bl.a. med henblik på kriteriefastsættelse, risikovurderinger og beskæftigelsesmæssige analyser samt til at dokumentere, vurdere og sammenligne afværgeteknikkers effektivitet, omkostninger og miljøpåvirkninger. Bevillingen kan endvidere anvendes til medfinansiering af udgifter til udviklings- og afprøvningsaspekter ved de afværgeprojekter, som amtsrådene udarbejder og finansierer, hvis de indeholder et udviklingsaspekt. Der kan desuden afholdes udgifter, herunder ydes tilskud, til forsikring vedrørende eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med oprydninger eller lignende. Der kan afholdes udgifter, herunder ydes tilskud, til deltagelse i internationalt samarbejde, information, herunder annoncering, udbud af projekter, revision samt evaluering m.v. Endvidere kan der afholdes udgifter til resultatformidling.

Miljøstyrelsen giver årligt en status på ordningen og beskriver de fremadrettede programområder for Depotrådet. Miljøstyrelsen agter at lade udføre en ekstern evaluering af ordningen 5 år efter ordningens igangsættelse.

Fastsættelse af tilskud drøftes for hver enkelt sag mellem bygherre og Miljøstyrelse. Udgangspunktet er, at puljen betaler alle de merudgifter, der er forbundet med, at der er knyttet et teknologiprojekt til et afværgeprojekt. I de situationer, hvor der er større usikkerhed eller risiko ved afprøvning af metoden, kan der ved en konkret vurdering gives større tilskud. Ved den enkelte tilskudssag vil det blive vurderet, om der gives tilskud til materiel, og hvad der efterfølgende skal ske med dette. Som oftest vil amterne overtage materiellet.

Amtsrådene og Københavns og Frederiksberg Kommuner har oprettet en organisation, »Amternes Videncenter for Jordforurening«, der foretager en systematisk videnopsamling og -bearbejdning i forhold til amtskommunernes driftsopgaver samt udbuds- og kontraktstyring.

Til §§ 18, 19 og 20

Hensynet til menneskers sundhed og grundvandet vil være de bærende hovedhensyn for den offentlige indsats. Som led i indsatsen foretager amtsrådet sammen med kommunalbestyrelsen, jf. lovforslagets § 6, en fastlæggelse af de arealer, der skal omfattes af indsatsen. Den offentlige indsats skal tilrettelægges og prioriteres i en integreret sammenhæng med de økonomiske ressourcer, som amtsrådet årligt afsætter til området.

Grundvandshensynet sikres varetaget gennem den udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser, som amtsrådet skal foretage i forbindelse med regionplanlægningen, og hvor amtsrådet i henhold til vandforsyningsloven har pligt til at udarbejde en overordnet plan for hele beskyttelsesindsatsen. Som nævnt i bemærkningerne til kapitel 2 skal amtsrådet ved udpegning af de arealer, som skal indgå i den offentlige indsats, også vurdere, om der er grundvandsproblematisk forurening på arealet.

Også forurenede arealer udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser kan medtages i den offentlige indsats, hvis forureningen truer indvindingsoplande for eksisterende almene vandindvindingsanlæg.

Kommunerne udpeger de arealer, der aktuelt anvendes til følsom anvendelse som for eksempel boliger, institutioner m.v., og videregiver disse oplysninger til amtsrådet. Der henvises også til bemærkningerne til §§ 6 og 7.

Den offentlige indsats er ligesom efter gældende regler subsidiær i forhold til at meddele påbud til forureneren. På indsatsoversigten kan der derfor ikke optages forureninger, hvorom der kan meddeles påbud. Påbud, der ikke efterkommes, kan håndhæves ved en selvhjælpshandling af tilsynsmyndigheden. Ønsker tilsynsmyndigheden ikke at udføre en selvhjælpshandling, og skønnes det udsigtsløst at gennemtvinge påbudet ved retsforfølgelse, tager amtsrådet stilling til, om forureningen skal optages i oversigten. Det forudsættes herved, at tilsynsmyndigheden med alle midler i form af påbud, indskærpelse og om muligt politianmeldelse har søgt at gennemtvinge påbudet. Det skal dog bemærkes, at i visse tilfælde kan den offentlige indsats helt eller delvist eller eventuelt foreløbigt bestå i meddelelse af anbefalinger (»gode råd«) eller handlepligter, jf. § 9, stk. 1 og 2. Sådanne meddelelser vil kunne ske uanset ovenstående.

Med oversigten skal amtsrådet vise, hvorledes problemerne samlet forventes håndteret i amtet. Der skal være et program for, hvorledes forureningsproblemerne løses indenfor en nærmere fastlagt tidshorisont set i sammenhæng med de økonomiske ressourcer, der afsættes til området.

Af prioriteringen skal fremgå hvilke aktiviteter, der er budgetteret med i de førstkommende år.

Ligesom efter affaldsdepotloven kan myndighedernes prioritering af den offentlige indsats ikke påklages, jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 21

Kravet om underretning af grundejeren og forureneren eller den, der kan være adressat for et påbud efter kapitel 5, er foreslået videreført fra affaldsdepotlovens § 12.

Til § 22

Ligesom efter værditabslovens § 11 (dette forslags § 34) og affaldsdepotlovens § 14 foreslås det, at det offentlige skal kunne overtage en ejendom under visse betingelser.

Med udgangspunkt i strategien for den offentlige indsats kan to hensyn begrunde, at indsatsen kommer til at bestå i opkøb, dels et sikkerhedsmæssigt hensyn i relation til en eksisterende arealanvendelse og dels økonomiske overvejelser.

Som et eksempel på, hvor sikkerhedsmæssige hensyn kunne begrunde opkøb, kan nævnes visse sager om opsivende gas fra tidligere lossepladser. Opkøb skal kun finde sted, hvis myndighederne ud fra en konkret risikovurdering ikke finder en teknisk løsning tilstrækkelig sikker.

Det kan også ud fra økonomiske overvejelser være hensigtsmæssigt at foretage opkøb. Der bør i sådanne overvejelser indgå en afvejning af på den ene side, hvad det vil koste at foretage oprydningen eller afværgeforanstaltningen samtidig med, at den eksisterende anvendelse bibeholdes, og på den anden side, hvad et opkøb og en eventuel ændret arealanvendelse samt nødvendig afværgeforanstaltning på et passende niveau vil koste. Amtsrådet behøver ikke nødvendigvis at overtage hele ejendommen, men kan opkøbe den forurenede del af en ejendom.

Ekspropriationshjemlen i stk. 2 er en videreførelse fra affaldsdepotloven. Dog er det præciseret, at ekspropriation kan ske til eje eller midlertidig brug. Det sidste vil for eksempel være tilfældet, hvis der i forbindelse med afværgeforanstaltninger er behov for at placere en afværgepumpning på en ejendom for en langvarig periode, medmindre der opnås en frivillig aftale med grundejeren. Der henvises i øvrigt til § 75 om erstatning, idet fastsættelsen af erstatning i mangel af enighed nu varetages af taksationskommissionen efter lov om offentlige veje.

Ekspropriationshjemlen forventes kun anvendt i tilfælde, hvor det er nødvendigt af hensyn til vandindvindingsinteresser at foretage foranstaltninger på fremmed grund, og hvor ejeren modsætter sig disse foranstaltninger. Modsætter en ejer sig afværgeforanstaltninger, som udelukkende har til formål at afværge sundhedsmæssige risici i forbindelse med arealanvendelsen, vil der, i overensstemmelse med praksis efter affaldsdepotloven, ikke blive eksproprieret.

Det vil normalt være hensigtsmæssigt, at kommunerne inddrages i overvejelserne om opkøb, og det foreslås samtidigt i stk. 3, at kommunen skal kunne overtage ejendommen vederlagsfrit af amtsrådet med henblik på at indpasse arealets fremtidige anvendelse til den fysiske planlægning for området.

Efter lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af vandforsyningsloven (beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning) kan vandværker selv foretage undersøgelser og rydde op for jordforureninger. Der vil kunne opstå behov for, at vandværker kan gå ind på fremmed grund og etablere en afværgepumpning for en længere periode. Det foreslås derfor i stk. 4, at amtsrådet til fordel for et vandværk får hjemmel til at ekspropriere.

Til § 23

Den offentlige indsats skal som hidtil ske i prioriteret rækkefølge. For ikke at fastlåse prioriteringen i for snævre rammer bemyndiges ministeren til efter nærmere forhandling med amterne at udstede retningslinier for amtsrådenes prioritering af indsatsen.

I den fremtidige strategi skal indsatsen i relation til grundvandsbeskyttelsen koncentreres til de udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser og i særlige tilfælde eksisterende vandindvindingsoplande. Kun på denne måde sikres det, at der kan gennemføres en løsning på grundvandsproblemerne indenfor de økonomiske og fysiske rammer, der afsættes hertil, jf. § 6, stk. 1, nr. 1 og 2.

Også i forbindelse med arealanvendelsen er der tale om en prioritering af de offentlige midler, som kan ændres over tid, hvis ny viden eller ændrede vurderinger senere tilsiger dette.

Det er først og fremmest målet at overvåge og eliminere aktuelle arealanvendelseskonflikter. Aktuelle arealanvendelseskonflikter findes typisk i områder, der anvendes til boliger eller børneinstitutionsformål, og kan f.eks. imødegås ved eksponeringsbegrænsende foranstaltninger i form af overdækning eller anbefalinger om ikke at dyrke grøntsager m.v., jf. § 9, stk. 1.

Amtsrådet kan vælge at medtage andre institutioner, sommerhuse, kolonihaver, parker og andre rekreative områder. Disse områder ligger på grund af deres anvendelse udenfor den prioriterede oprydnings- og afværgeindsats, der er afgrænset til at omfatte helårsboliger, børneinstitutioner og offentlige legepladser, jf. § 6, stk. 1, nr. 3. Med samme begrænsning kan amtsrådet vælge at inddrage hensynet til det biologiske liv i omgivelserne, bl.a. overfladevand.

Oprydningsmetodik og oprydningsomfang er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning, nr. 6-11, 1998, Oprydning på forurenede lokaliteter. Fastlæggelse af oprydningsomfang er baseret på, at den forurening, som udgør en aktuel trussel mod sundhed eller grundvand, skal afværges, enten i form af oprydning eller afværgeforanstaltning. Yderligere forurening kan fjernes, hvis dette kan ske indenfor et rimeligt omkostningsniveau. Hvis der ikke sker en fuldstændig forureningsfjernelse, skal arealet fortsat være forureningskortlagt. Kortlægning af restforurening har til formål at sikre det administrative grundlag for, at den efterladte restforurening ikke spredes utilsigtet (lovforslagets § 50), og at der ikke på et senere tidspunkt foregår bygge- og anlægsarbejder på ejendommen, som skaber kontakt og eksponering for forurening (lovforslagets § 8).

Det skal bemærkes, at oprydningsomfanget ved de oprydninger, som finder sted efter påbud til forurener i henhold til lovforslagets kapitel 5, er defineret ud fra, at den hidtidige tilstand på ejendommen, før forureningen indtraf, skal genoprettes (genopretningsprincippet). Det vil sige, at al forurening skal fjernes, dog under hensyntagen til, at der er en vis proportionalitet mellem omkostninger og miljøforbedring (proportionalitetsprincippet).

Der er således som udgangspunkt forskel i oprydningsomfang, afhængigt af, om oprydningen sker som et led i den offentlige indsats, jf. lovforslagets kapitel 3, eller om oprydningen sker efter påbud til forurener, jf. lovforslagets kapitel 5.

Til § 24

Med bestemmelserne foreslås det depotråd, der i 1996 blev nedsat i medfør af affaldsdepotlovens § 8 b, videreført, men således, at rådet får udvidet sine opgaver i takt med ændringerne ved nærværende lovforslag. Som hidtil skal rådet følge amternes administration. Rådet skal sikre en samlet viden om jordforurening, og dette skal ske ved amternes årlige indberetninger om gennemførte foranstaltninger og om den planlagte indsats, ligesom rådet skal rådgive i forbindelse med udfærdigelse af nye regler.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til affaldsdepotlovens § 4, stk. 3, og er således udtryk for videreførelse af gældende krav om indberetning.

Rådet udarbejder en årlig redegørelse til miljø- og energiministeren, og rådet vurderer mere overordnet behovet for teknologiudvikling og afgiver hvert år en anbefaling vedrørende principper og programområder, herunder bevillingens fordeling herpå. Det foreslås, at ministeren fastsætter nærmere regler om Depotrådets sammensætning og virksomhed. Sådanne regler er udfærdiget i bekendtgørelse nr. 808 af 5. september 1996. Rådet har medlemmer fra Amtsrådsforeningen, Frederiksberg og Københavns Kommuner, Kommunernes Landsforening, Dansk Industri, Danmarks Naturfredningsforening, vandværksforeningerne og landbrugsorganisationerne. Formandsskab og sekretariatsbetjening er henlagt til Miljøstyrelsen.

Endelig foreslås det præciseret, at miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af amtsrådenes indberetninger og indberetningernes form.

Til § 25

Det foreslås, at de afgørelser, som amtsrådet træffer efter bestemmelserne i dette kapitel om den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats, ikke skal kunne påklages. Den offentlige indsats på området har siden kemikalieaffaldsdepotloven i 1983 ikke kunnet påklages til anden administrativ myndighed. Det findes mindre foreneligt med opbygningen af den offentlige indsats, der bygger på amtsrådets miljømæssige prioritering inden for en given økonomisk ramme, at enkelt afgørelser i den forbindelse skulle kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Der henvises også til bemærkningerne til § 16.

Til kapitel 4

Værditabsordningen er videreført stort set uændret i forhold til lov om en værditabsordning for boligejere m.v. sammenholdt med bekendtgørelse nr. 536 af 19. juni 1996 om delegation af miljø- og energiministerens opgaver og beføjelser og om behandlingen af sager efter lov om en værditabsordning for boligejere m.v. og lovbekendtgørelse nr. 939 af 27. oktober 1996 af lov om affaldsdepoter. Der er dog på baggrund af den administrative erfaring foreslået nogle tilpasninger og skærpende præciseringer. Der skal således generelt henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om en værditabsordning for boligejere m.v.

Til § 26

Værditabsordningen omfatter fortsat boligejendomme, som blev anvendt til helårsbeboelse den 18. november 1992, hvor gældende værditabslov blev fremsat i Folketinget. Ligeledes skal der fortsat være sket en forurening før den 1. september 1993. Forslagets § 26 svarer til §§ 1 og 2 i den gældende værditabslov.

På baggrund af den administrative erfaring med ordningen præciseres det, at ved beregningen af, om en erhvervs- og boligetageejendom er omfattet eller ikke omfattet af ordningen, indgår lofts- og kælderarealer samt garager ikke i beregningen. Med angivelsen af, at det kun er sådanne sekundære arealer, der ikke er indrettet til bolig- og erhvervsformål, der undtages, tages højde for, at hvis der f.eks. er tale om erhvervsmæssig garageudlejning, vil garagerne skulle medregnes i etagearealet for erhvervsdelen på linie med f.eks. et lager, værksted eller et kontor. Tilsvarende kan loftet udgøre en bolig eller indgå integreret i erhvervsanvendelse, så det må regnes med under etagearealet for erhvervsdelen.

Der tages herved udgangspunkt i de registreringer, kommunerne foretager i BBR (Bygnings- og Boligregistret) af arealer om de enkelte ejendomme, bygninger og enheder (bolig- og erhvervsenheder).

I BBR defineres erhvervsareal som samtlige rum, der udelukkende anvendes til erhverv, herunder også udnyttet areal af tagetage og kælderetage. Enheder, der anvendes til erhvervsmæssig garageudlejning, har en selvstændig anvendelseskode i BBR og vil være registreret som erhvervsareal. Arealer i kælder og tagetage, der ikke er indrettet til bolig- eller erhvervsformål, vil ikke være registreret på enhedsniveau i BBR, men kan være registreret som »Andet areal« på bygningsniveau, og dermed indgår disse arealer hverken i bygningens samlede bolig- eller erhvervsareal.

Der sikres således overensstemmelse mellem arealdefinitionerne i lovforslagets § 26 og definitionerne i BBR.

Til § 27

Forslagets § 27 svarer til § 3 i den gældende værditabslov. Det er stadig en betingelse, at ejendommen er erhvervet uden kendskab til forureningen. Og endeligt gælder der fortsat, at ejendommen, på tidspunktet for anmodning om at komme med ind under værditabsordningen, fortsat anvendes til helårsbeboelse.

Ordningen omfatter fortsat kun ejendomme, hvor enten myndighederne eller den enkelte grundejer har dokumenteret, at ejendommen er forurenet i et sådant omfang, at der er fare for miljø og menneskers sundhed. Dette vil svare til en kortlægning på vidensniveau 2. Ejendomme, hvor der blot er mistanke om forurening, er ikke omfattet af ordningen. Det gælder også, hvis ejendommen er kortlagt på vidensniveau 1. Det påhviler derfor grundejeren at dokumentere, at grunden er forurenet, og at lovens øvrige betingelser er opfyldt, hvis han ønsker at gøre brug af ordningen. Udgiften til undersøgelser fragår dog i den senere egenbetaling, hvis ejendommen viser sig at være forurenet. Erhvervelse af en på vidensniveau 1 kortlagt ejendom, medfører ikke i sig selv, at ejeren dermed kan siges at vide eller burde vide, at ejendommen var forurenet.

Til § 28

Bestemmelsen svarer delvist til den gældende værditabslovs § 5, stk. 1 og 2. Det præciseres dog med formuleringen i stk. 1 og 2, at værditabsordningen fortsat afspejler de oprydningskriterier mv., der gælder for den offentlige indsats overfor arealanvendelsesrisikoen. I det omfang en sundhedsmæssig risiko kan afværges ved en begrænset indsats på udendørs arealer, for eksempel dækning af bar jord, bund i sandkasser og lignende, vil sådanne foranstaltninger blive udført efter ordningen. Det samme gælder forureningsproblemer, der kan imødegås ved blot at efterleve generelle anbefalinger efter § 9, stk. 1, eller efterlevelse af påbud eller regler udstedt i medfør af § 9, stk. 2.

Udgangspunktet vil være, at ejendommen vil blive opryddet i et sådant omfang eller på en sådan måde, som oprydningen på baggrund af den aktuelle faktiske, følsomme anvendelse ville være foretaget ved en offentlig oprydningsindsats.

Ordningen omfatter fortsat blandede erhvervs- og boligejendomme. Der er også på grund af den usikkerhed, som den blandede anvendelse har givet anledning til ved administrationen af værditabsordningen, søgt en præcisering i forslagets stk. 1. Det er hensynet til den aktuelle faktiske lovlige boliganvendelse med bygning og have, der er bestemmende for indsatsen efter ordningen. Forureningen, der relateres til erhvervsdelen af ejendommen, lades således i princippet ude af betragtning ved oprydningen. Det svarer til, at ordningen som nævnt ovenfor også kan beskrives som en fremskyndelse af den senere offentlige oprydning, der kunne forventes af hensyn til arealanvendelsen som bolig.

Det foreslås som noget nyt i stk. 5, at materiel, der anskaffes som nødvendigt led i gennemførelsen af en oprydning, efter brug overgår vederlagsfrit enten til amtsrådets videre anvendelse ved efterfølgende værditabssager eller tilsvarende sager, afhændelse eller bortskaffelse. Udgifter eller indtægter i den forbindelse tillægges amtsrådet.

Det fastslås i stk. 6, at der kan afholdes udgifter til forsikringer vedrørende eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med oprydninger.

Til § 29

Bestemmelsen i § 29 omfatter den gældende værditabslovs § 7, stk. 1, § 9, stk. 1, 3. punktum, og § 6, stk. 1 og 2. Bestemmelsen i § 29, stk. 2, om overdragelse af retten til oprydning til en senere erhverver er ændret i forhold til den eksisterende værditabsordnings bestemmelse herom, jf. § 9, stk. 1, 3. punktum, idet det nu foreslås, at overdragelsen kan ske allerede på ansøgningstidspunktet, og ikke, som det er nu, først når der er givet det såkaldte tilsagn om en nærmere præciseret oprydning og det forventede tidspunkt for gennemførelsen. Det forudsættes, at betingelserne er opfyldt vedrørende ejendommen og af ansøgeren. En erhverver vil således først kunne være sikker på at have fået en reel ret til oprydning efter værditabsordningen, når amtsrådet har bekræftet, at ansøgeren opfyldte betingelserne. En erhverver vil endvidere selv derefter ikke umiddelbart vide hvorvidt eller i hvilket omfang, der gennemføres en oprydning, jf. lovforslagets § 30, stk. 1.

Til § 30

Bestemmelsen omfatter § 4, stk. 3, og § 9 i den gældende værditabslov. Der er i stk. 1 indsat en bestemmelse om, at en værditabsoprydning svarer til en oprydning i medfør af kapitel 3. Dermed præciseres, at en oprydning skal udføres således, som amtsrådet ville have udført en oprydning af hensyn til boliganvendelsen som led i den offentlige indsats. Oprydning af hensyn til grundvandet udføres ikke i medfør af værditabsordningen. Der henvises også til bemærkningerne til § 28.

I forhold til § 9, stk. 2, i den gældende værditabslov indsættes der i stk. 3 en bestemmelse om, at amtsrådet kan forlange, at egenbetalingen indbetales gennem et pengeinstitut. Tilsvarende bestemmes i lovforslagets § 35, at tilbagebetaling af egenbetalingen kan ske til en konto i et pengeinstitut.

Den i stk. 6 nævnte erklæring skal, jf. bemærkningen ovenfor til stk. 1, afspejle den forureningsmæssige status, som ejendommen har efter den gennemførte oprydning. Der skal således som grundlag for en erklæring ikke ryddes mere op, end hvad der svarer til den offentlige indsats efter kapitel 3. Der vil således kunne være situationer, hvor erklæringen om, at forureningen er uden betydning for anvendelsen af grunden, gives med tilsvarende forbehold, bindinger eller anbefalinger om begrænset anvendelse af haven, som ville blive knyttet til en tilsvarende indsats, jf. kapitel 3 sammenholdt med § 9, stk. 1 og 2.

Til § 31

Bestemmelsen svarer til § 12 i den gældende værditabslov. Bestemmelsen i § 31 om egenbetaling er ikke ændret bortset fra, at bestemmelsen i den gældende lovs § 12, stk. 1, 2. punktum, om indeksregulering foreslås ophævet. Indeksreguleringen har haft den virkning, at den egenbetaling, der konkret skulle betales, er steget, således at effekten ved, at egenbetalingen reduceres, hvis man venter med at tilslutte sig værditabsordningen, ikke er slået så kraftigt igennem. Dertil kommer, at indeksberegningerne gør, at det kan stå mere uklart for grundejerne, hvad de kommer til at skulle betale i egenbetaling.

Til § 32

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af § 13 i den eksisterende værditabslov, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om en værditabsordning for boligejere m.v.

Til § 33

Bestemmelsen omfatter § 10 i den gældende værditabslov. Det foreslås dog i stk. 3 præciseret, at der ved vurderingen af, om der kan ydes lån, kan ses bort fra, om lånet kan ligge indenfor ejendommens vurdering før oprydningen. Det foreslås i stk. 4 udover den eksisterende lånemulighed at give mulighed for en garantiordning som sikkerhed for grundejerens optagelse af lån til dækning af egenbetalingen.

Til § 34

Bestemmelsen svarer til § 11, stk. 1 og 2, i den gældende værditabslov. Det præciseres dog i stk. 3, at amtsrådet bliver ejer af ejendomme, der overtages i medfør af værditabsordningen, og at ejendommen vederlagsfrit kan overdrages til kommunalbestyrelsen.

Til § 35

Bestemmelsen svarer til § 15, § 14, stk. 1 og 2, og § 16 i den gældende værditabslov. Bestemmelsen i § 14 i den gældende værditabslov om tilbagebetaling af egenbetalingen i det tilfælde, hvor en ejendom efter en gennemført oprydning fortsat er så forurenet, at registreringen ikke kan aflyses, er videreført i dette lovforslag med de ændringer, der følger af det foreslåede kortlægningssystem.

Det vurderes, at med forslaget om etablering af en ordning om, at ejendomme, der kortlægges, indføres i et matrikelregister, vil det være bedst i overensstemmelse med gældende praksis vedrørende tilbagebetaling af egenbetaling, at dette også sker, hvis en ejendom forbliver i registeret efter en oprydning i medfør af værditabsordningen. Selvom bestemmelsen om tinglysning af forureningsforholdene foreslås ophævet, vurderes det med indførelsen i et register og den forventede sammenkoblingsmulighed til andre arealrelaterede data, herunder notering i tingbogen, at begrundelsen for opretholdelse af praksis fortsat er til stede.

Det foreslås dog i stk. 2, at egenbetalingen ved langstrakte oprydningsprojekter kan tilbagebetales, når amtsrådet vurderer, at projektet ikke vil kunne resultere i, at ejendommen udgår af det foreslåede register.

Til § 36

Det er i lovforslagets § 36 eksemplificeret hvilke administrative forhold, der vil kunne finansieres indenfor ordningen udover de egentlige projektudgifter til undersøgelser, oprydning eller eventuelt ejendomserhvervelse, jf. § 28, stk. 4. En tilsvarende bestemmelse har hidtil været knyttet til den årlige vedtagelse på finansloven af bevillingen til finansiering af værditabsordningen. Det er fundet rigtigst at indsætte hjemlen til afholdelse af de nævnte udgifter i loven.

Til § 37

Bestemmelsen omfatter § 7, stk. 2, og § 22 i den gældende værditabslov. Det forudsættes, at ordningen som hidtil administreres af Finansstyrelsen. De nærmere bestemmelser om Finansstyrelsens funktion vil blive fastsat i en bekendtgørelse. Der vil ligeledes i bekendtgørelse blive fastsat nærmere regler for værditabsordningens administration i amterne og i forhold til Miljøstyrelsen, der i princippet skal svare til den gældende bekendtgørelse, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 536 af 19. juni 1996, herom med de ændringer og tilføjelser, der følger af, at administrationen skal tilrettelægges på grundlag af Finansministeriets rapport »Forvaltning af tilskud« (maj 1996).

I reglerne vil bl.a. den i § 33 foreslåede garantiordning nærmere blive fastlagt, og der vil også kunne fastlægges nærmere pligter for amtsrådet eller andre myndigheder til at vurdere, om der er mulighed for at gennemføre krav på udgiftsdækning og erstatning efter forslagets §§ 73 og 74.

Det skal særligt nævnes, at en evaluering af værditabsordningen er under udarbejdelse. Den endelige fastlæggelse af en evalueringsordning forventes klar ved lovforslagets ikrafttræden.

Til § 38

Bestemmelsen svarer til § 23 i den gældende værditabslov. Der vurderes ikke at være grundlag for at ændre den hidtidige retstilstand. Bestemmelsen svarer til § 16 i kapitel 2 og § 25 i kapitel 3, da afgørelserne i høj grad svarer til de afgørelser, der træffes i medfør af disse kapitler.

Der henvises til bemærkningerne til § 16.

Til kapitel 5

Kapitlet indeholder hjemlerne for myndighederne til at meddele påbud om undersøgelser og oprydninger, herunder en afgrænsning af, til hvem påbud kan rettes.

Hjemlen vedrørende påbud om oprydninger for forureninger, der er sket før lovforslagets ikrafttræden (den 1. januar 2000) og hjemlen vedrørende påbud om oprydninger vedrørende forureninger fra private olietanke til boligopvarmning, der er konstateret før den af miljø- og energiministeren fastsatte dato i henhold til forslagets § 48, skal fortsat findes i miljøbeskyttelsesloven med de ændringer i miljøbeskyttelsesloven, som samtidig foreslås i lovforslagets § 90, nr. 5 og 6.

Til § 39

Bestemmelserne er en videreførelse af reglerne om myndighedsstrukturen i miljøbeskyttelseslovens §§ 65 og 66.

Af bestemmelsen i stk. 1 fremgår, at det er kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra forureningen stammer, der er påbudsmyndighed. Dette gælder, uanset om en forurening efterfølgende har bredt sig udover kommunegrænsen, eller for eksempel om en transportør har adresse i en anden kommune. Det afgørende er således, hvor driftsherrens virksomhed eller anlæg er beliggende, eller hvor for eksempel et mobilt anlæg befandt sig på det tidspunkt, da forureningen skete. Det er ligeledes kommunalbestyrelsen, der er myndighed ved virksomheder, som har etableret sig uden fornøden tilladelse, uanset om virksomhedstypen i øvrigt efter miljøbeskyttelsesloven skulle have haft en godkendelse af amtsrådet.

I overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven er det efter bestemmelsen i stk. 2 amtsrådet, der meddeler påbud vedrørende virksomheder, som amtsrådet har tilsynet med. Dette gælder, uanset om den forurenende virksomhed er ophørt på tidspunktet for meddelelsen af påbudet.

Har en forurenende virksomhed som følge af ændringer i tilsynsreglerne efter miljøbeskyttelsesloven haft flere tilsynsmyndigheder, er påbudsmyndigheden den myndighed, som på påbudstidspunktet har tilsynet eller som senest havde tilsynet med virksomheden, såfremt virksomheden er ophørt.

Kan en forurening henføres til flere forurenere, og er såvel kommunalbestyrelsen som amtsrådet rette myndighed efter bestemmelserne i stk. 1-2, træffer hver myndighed afgørelse om påbud til den forurener, som myndigheden har haft tilsynet med. Myndighederne bør naturligvis samarbejde med henblik på at udstede enslydende påbud til samtlige forurenere.

Efter bestemmelsen i stk. 3 er det kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den amtskommunale virksomhed drives, som træffer afgørelse i medfør af bestemmelsen.

Til § 40

Udover påbud om afgivelse af oplysninger, der umiddelbart er i forurenerens besiddelse, hjemler bestemmelsen påbud om, at forureneren for egen regning skal foretage nærmere undersøgelser m.v. Hermed kan oplysninger om forureningens omfang og karakter, grundvandsforhold o.lign. blive belyst med henblik på stillingtagen til omfanget af den nødvendige oprydning eller andre afværgeforanstaltninger.

Med hensyn til fastlæggelsen af, hvem der kan anses for forurenere, henvises der til forslagets § 41, stk. 3.

Med formuleringen mulig forurener og eventuel forurening i bestemmelsen i stk. 1, 1. punktum angives, at undersøgelsespåbud kan - som det hidtil har været praktiseret, når der er blevet givet undersøgelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 meddeles, når myndighederne har en begrundet mistanke om, at der er en forurening, der skal undersøges, og at den mulige forurening med overvejende sandsynlighed kan hidrøre fra den mulige forureners virksomhed eller anlæg.

Den, der har fået undersøgelsespåbudet, skal afholde udgifterne hertil. Det forhold, at opfyldelsen af påbudet sker for adressatens egen regning, er præciseret i § 40 for hermed at slå fast, at dette også gælder i de tilfælde, hvor der viser sig ikke at være nogen forurening.

Selvom det måtte vise sig, at der ikke er en forurening, skal myndigheden ikke refundere udgiften til undersøgelsen. I denne forbindelse skal det dog bemærkes, at det som nævnt ovenfor er en forudsætning, at myndigheden havde en begrundet mistanke om, at der var en forurening. Endvidere skal det bemærkes, at myndigheden udfra det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip har pligt til at undgå, at undersøgelsespåbud bliver uforholdsmæssigt dyre i forhold til omfanget og arten af den mulige forurening, som forureneren antages at have givet anledning til. Under henvisning til for eksempel disse forudsætninger vil en påbudsadressat under en klagesag henholdsvis en retssag kunne anfægte gyldigheden af et påbud, og i den forbindelse gøre eventuelt erstatningskrav gældende. I relation til de forvaltningsretlige principper skal det bemærkes, at myndigheden bør overveje om, der er baggrund for at meddele undersøgelsespåbud i flere faser, hvor første undersøgelse har til formål at slå fast, om der er en forurening. Et sådant indledende undersøgelsespåbud koster ca. 25.000 kr. Udsving i prisniveauet kan forekomme, afhængig af grundens størrelse. Ud fra resultatet af denne indledende undersøgelse kan myndigheden vurdere, om der er grundlag for at meddele et nyt undersøgelsespåbud, som skal have til formål at afgrænse forureningen mere præcist og således danne grundlag for at vurdere omkostningerne for et efterfølgende oprydningspåbud.

Det fastsættes i stk. 2, at bestemmelsen finder anvendelse, selv om forureningen ikke er forårsaget ved en ansvarspådragende adfærd, jf. dog lovforslagets § 41, stk. 3, nr. 2. Det bemærkes, at adgangen til at meddele undersøgelsespåbud til de erhvervsmæssige forurenere, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, omfatter alle force majeure situationer såsom krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer, samt hvor forureningen måtte vise sig at være opstået på grund af brand eller hærværk. Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse, uanset om der er tale om en allerede sket forurening og ikke en aktuel emission, og selv om forureningen er opstået inden nærværende lovforslags ikrafttræden. Såfremt forureningen udelukkende stammer fra en tidligere ejer, kan der kun meddeles påbud til den nye ejer, såfremt betingelserne i forslagets § 45 er opfyldt, idet § 45 vedrører udstedelse af påbud efter ejerskifte.

Hjemmelsgrundlaget for påbud om undersøgelser vil altid efter nærværende lovforslags ikrafttræden være lovforslagets § 40, dog bortset fra tilfælde omfattet af § 48.

Som anført i de almindelige bemærkninger, afsnit 3, vil § 40 have tilbagevirkende kraft, dersom Højesteret omgør den af Østre Landsret den 12. december 1997 afsagte dom vedrørende anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens § 72. Med henblik på at sikre en ensartet retsstilling i alle de omfattede jordforureningssager, foreslås det, at § 40 i givet fald har tilbagevirkende kraft for så vidt angår alle de tilfælde, der omfattes af bestemmelsen, hvor der efter loven meddeles påbud.

Efter forslagets § 41, stk. 1 og 2, foreslås det ubetingede forureneransvar for oprydninger kun at gælde for forureninger, der sker efter den 1. januar 2000. Det betyder, at undersøgelsespåbudet vil komme til at stå alene i de situationer, hvor et påbud om afværgeforanstaltninger og oprydning ikke kan gives efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven, fordi der ikke foreligger ansvarspådragende adfærd hos forureneren.

Omkostningsniveauet ved undersøgelsespåbud vil normalt være meget lavere end ved påbud om afværge/oprydninger. Hertil kommer, at udstedelse af undersøgelsespåbud vanskeliggøres, såfremt miljømyndighederne inden udstedelse af undersøgelsespåbud skal tidsfæste de mulige jordforureninger. Undersøgelser skal netop anvendes i en tidlig fase af en forureningssag og skal oplyse sagen og danne grundlag for en vurdering af forureningens omfang og karakter, herunder årsagerne til, tidspunktet for og virkningerne af en stedfunden forurening.

Det fremgår af forslagets § 40, stk. 2, at påbud kan meddeles, uanset hvornår en mulig forurening er sket. Dette indebærer, at adgangen til at meddele påbud ikke forældes. Efter de erstatningsretlige regler forældes erstatningsansvaret for en miljøskade som udgangspunkt 5 år efter skadens indtræden.

Med hensyn til omfanget af påbudsadgangen i forslaget til § 40 set i forhold til den nugældende § 72 i miljøbeskyttelsesloven, skal det bemærkes, at det er hensigten, at forslaget til § 40 skal have et indhold, der svarer til den nugældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens 72. Hvis Højesteret omgør den ovenfor omtalte Østre Landsrets dom af 12. december 1997, vil de to bestemmelser imidlertid have et forskelligt indhold, idet forskellen vil afhænge af det nærmere indhold i Højesterets-dommen. Endvidere skal det bemærkes, at forslaget til § 40 i modsætning til miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke omfatter de tilfælde, der fremover omfattes af forslagets § 48 vedrørende påbud til ejere af olietanke med et rumindhold under 6000 l. Set i forhold til miljøbeskyttelseslovens § 72, som fortolket af Østre Landsret ved dommen af 12. december 1997, indebærer forslaget til § 40 endvidere en indsnævring i forhold til påbudsadgangen overfor ikke-erhvervsmæssige forurenere, jf. nedenfor.

Med hensyn til lovforslagets § 40, stk. 2, jf. § 41, stk. 3, nr. 2, skal det således bemærkes, at denne bestemmelse indebærer en indskrænkning i forhold til gældende ret med hensyn til myndighedernes adgang til at meddele undersøgelsespåbud - såfremt Højesteret tiltræder den af Østre Landsret afsagte dom vedrørende miljøbeskyttelseslovens § 72. Indskrænkningen i adgangen til at meddele undersøgelsespåbud ligger i givet fald i, at undersøgelsespåbud til den personkreds, der er omfattet af forslaget § 40, stk. 2, jf. § 41, stk. 3, nr. 2, efter nærværende forslag forudsætter uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning, mens påbudet - i det omfang personkredsen er sammenfaldende med miljøbeskyttelseslovens § 72 - efter det, der på baggrund af Østre Landsrets dom må opfattes som gældende ret, kan meddeles på objektivt grundlag, det vil sige, uanset om adressaten har handlet uforsvarligt. Som anført i de almindelige bemærkningers afsnit 3 vil bestemmelsen på dette punkt have tilbagevirkende kraft.

Til § 41

Bestemmelsen, der alene omfatter forureninger, der sker efter lovens ikrafttræden, giver i stk. 1 myndighederne adgang til at meddele påbud til forureneren om oprydninger eller andre afværgeforanstaltninger mod jordforurening. Det er op til myndigheden at godtgøre, hvorvidt en forurening er sket før eller efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i § 42, indeholder en særlig bestemmelse om forureninger, der er sket såvel før som efter dette tidspunkt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 42.

Med bestemmelsen om, at påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, fastslås det, at påbud ikke er betinget af, at myndighederne kan påvise en ansvarspådragende adfærd hos påbudsadressaten. Med bestemmelsen foreslås indført et ubetinget forureneransvar, uden normering af erstatningsretlige principper, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

Der foreslås dog undtagelser for de i lovteksten nævnte force majeure tilfælde. Hærværkstilfælde og brand er imidlertid omfattet af det ubetingede ansvar. Dette betyder, at der kan udstedes oprydningspåbud til alle typer af virksomheder, uanset om de er optaget på listen over aktiviteter, der er omfattet af miljøerstatningsloven. Ejeren af virksomheden vil således komme til at betale for genopretning af miljøet i de tilfælde, hvor der begås hærværk på virksomheden, selvom ejeren ikke kan bebrejdes noget.

Bestemmelsen indeholder en hjemmel til at påbyde forureneren at genoprette tilstanden i overensstemmelse med det fastlagte princip i lovforslagets § 1, stk. 2, nr. 5. Dette princip gælder ligeledes i miljøbeskyttelsesloven.

Genopretning skal ses i forhold til den forurenede grunds tilstand, før forureningshændelsen indtraf. Intentionen er således, at forureningen fjernes svarende til situationen, før forureningshændelsen indtraf. Det betyder, at oprydningen kan have større omfang end den offentlige oprydning efter lovforslagets kapitel 3, hvor oprydningen sker i forhold til den aktuelle arealanvendelse og hvor en forurening, som ikke p.t. udgør en risiko, kan efterlades.

Adgangen til at udstede påbud efter § 41 skal administreres i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet. Myndigheden skal således f.eks. være opmærksom på, at der er proportionalitet mellem omfanget og udgiften til den påbudte oprydning og omfanget og arten af den forurening og den forureningsfare, der konkret tilsigtes fjernet. Hvis afværgen af miljøproblemet eller risikoen kan foretages lige godt ved flere metoder, skal den billigste vælges.

For at der kan gives et påbud om oprydning, skal der være en miljø- eller sundhedsmæssig begrundelse for foranstaltningen. Ved en forurening, som ikke er særlig mobil, og som ligger dybt nede i jorden, må det vurderes, hvorvidt forureningen nu eller i fremtiden vil kunne udgøre noget problem.

Et påbud kan for eksempel gå ud på at fjerne forureningen ved at grave den forurenede jord op og rense, deponere eller genanvende denne andetsteds, eller at foretage en rensning på stedet. Et påbud kan ligeledes omfatte krav om at foretage afværgepumpninger af hensyn til grundvandet, etablere særlig udluftning af bygninger eller lignende.

Bestemmelsen i stk. 3 fastsætter, hvem der kan være adressat for et påbud. Påbud kan meddeles til den, der driver eller ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2000 drev den virksomhed, eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører, jf. bestemmelsen i nr. 1. Bestemmelsen omfatter alene forureninger, der stammer fra fast ejendom eller anlæg, hvorfra en offentlig eller privat virksomhed har haft sine aktiviteter. Forureningen skal være forårsaget af den pågældende virksomhed. Det er ikke tilstrækkeligt, at der findes forurening på den grund, hvor virksomheden er beliggende. Der skal påvises årsagsforbindelse mellem driften af virksomheden og forureningen.

Skyldes forureningen en udledning under en virksomheds drift, kan virksomheden (driftsherren) påbydes en oprydning, hvad enten udledningen skyldes overtrædelser af vilkår, uforsvarlig adfærd hos en ansat, en dårlig installation eller et hændeligt uheld m.v. Virksomheden kan naturligvis efter almindelige erstatningsretlige regler søge regres over for den, der direkte forårsagede forureningen.

Også forureninger, der sker fra oplag af affald eller stoffer, der f.eks. anvendes i produktionen, på den ejendom, hvorfra virksomheden drives, omfattes af bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter også mobile anlæg, hvad enten der er tale om egentlige driftsanlæg, for eksempel transportable asfaltanlæg, spildevandsanlæg m.v. eller transportanlæg (lastbiler, tankvogne m.v.). En transportør af stoffer og produkter kan derfor mødes med påbud, hvis en forurening sker fra en tankvogn, lastbil el.lign. under transporten eller i forbindelse med levering af stoffer, produkter eller materialer, herunder eksempelvis også affald.

Det er den, der driver eller drev virksomheden, der kan mødes med påbud efter bestemmelsen. Det, at man ejer grund, bygninger eller anlæg, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at påbud kan meddeles.

En ansat vil ikke kunne betragtes som forurener og mødes med påbud, uanset denne som led i arbejdet har været årsag til spild eller udledning på jorden eller til grundvandet.

En panthaver, der overtager en virksomhed uden at drive denne videre, vil ikke kunne mødes med et påbud, da panthaveren ikke vil kunne betragtes som driftsherre. Det samme gælder en långiver eller anden financier alene i sin egenskab af långiver.

En långiver, der f.eks. tager en virksomhed til brugelig pant eller i forbindelse med en tvangsauktion overtager en virksomhed og som ejer viderefører virksomheden, vil også kunne mødes med påbud, hvis virksomheden herefter forårsager forurening, eller hvis der hviler eller er forvarslet et påbud på virksomheden, jf. § 45.

Under begrebet erhvervsmæssigt øjemed falder virksomheder, som er godkendelsespligtige efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, og andre erhvervsvirksomheder, herunder private og offentlige bygge- og anlægsarbejder, eller faste anlæg til energiproduktion, som ikke er godkendelsespligtige.

Efter administrativ tilsynspraksis efter miljøbeskyttelsesloven forstås begrebet virksomhed bredt som omfattende enhver aktivitet - også udført af enkeltpersoner - der medfører eller kan medføre forurening. I modsætning hertil skal begrebet erhvervsmæssigt i stk. 3, nr. 1, forstås snævrere, således at fysiske og juridiske personers ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, herunder aktiviteter fysiske og juridiske personer udøver i ikke-erhvevsmæssige foreninger, ikke er omfattet af bestemmelsen og dermed det objektive ansvar. Disse aktiviteter vil være omfattet af bestemmelsen i stk. 3, nr. 2.

Der foreslås en »opsamlingsbestemmelse« i nr. 2, hvis anvendelse forudsætter, at forureneren har handlet uforsvarligt, eller at situationen er omfattet af strengere ansvarsregler, for eksempel færdselsloven. En bilist, som forårsager en forurening i forbindelse med et færdselsuheld, vil være omfatttet.

Med bestemmelsen i stk. 4 fastsættes, at påbudsadgangen ophører, når der er gået 30 år eller mere efter ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.

Forslaget om indførelse af en forældelsesregel for påbud efter forslagets § 41 er begrundet i, at det findes rimeligt, at en forurener, der for en årrække siden er ophørt med sin virksomhed, ikke længere skal kunne mødes med oprydningspåbud. Da en jordforurening, f. eks. en ulovlig nedgravning af kemikalier på en virksomheds grund, længe kan være skjult og først langt senere viser sine virkninger, f. eks. på en vandindvinding, bør forældelsesfristen have en passende længde. Af hensyn til myndighedernes mulighed for en effektiv forureningsbekæmpelse fastsættes fristen til 30 år.

Det er tidspunktet for det endelige ophør af den aktivitet, der på et eller andet tidspunkt har givet forurening, der er afgørende for beregningen af påbudsperioden. Det afgørende ved beregningen af fristen er derfor, hvornår en virksomhed stopper sin produktion på det pågældende areal. Sidestillet hermed er det tidspunkt, hvor virksomheden er overgået til en anden produktionsproces, der ikke har kunnet give anledning til jordforurening, f. x. er stoppet med at anvende bestemte kemikalier i produktionen eller i øvrigt uden at have stoppet med produktionen på ejendommen, holder op med at bruge et bestemt anlæg.

Jordforureningsudvalget foreslog, jf. betænkning 2/1996, at beregningen af forældelsesperioden skulle løbe fra ophøret af den aktivitet eller undladelse, der forårsagede forureningen. Med nærværende forslag, hvorved forældelsen løber fra ophøret af den produktionsmetode, der gav anledning til forureningen, vil forældelsesperioden i nogle tilfælde begynde at løbe på et senere tidspunkt. Nærværende forslag er begrundet i, at det i realiteten er meget vanskeligt at fastslå, hvornår en konkret forurenende episode har fundet sted. Dette skyldes, at når et stof har ligget i jorden f.eks. et par år, er det ofte umuligt at fastslå hvorvidt stoffet har ligget i jorden i 2 år eller 30 år. Derimod vil det oftest være muligt, at kunne fastlægge tidspunktet for ophøret af den produktionsmetode, hvori et bestemt stof anvendtes.

Ved fristens beregning er det uden betydning, om virksomheden i en periode har haft stoppet produktionen.

Den offentligretlige forældelsesregel, der foreslås med nærværende forslag, er forskellig fra den almindelige erstatningsretlige forældelsesregel, hvorefter erstatningsansvaret for en miljøskade forældes 5-årige fra skadens indtræden, dog i tilfælde, hvor skaden var skjult, 5 år fra det tidspunkt, hvor skadelidte var i stand til at gøre sit krav gældende. Ved siden af den 5-årige forældelsesfrist er der i miljøerstatningsloven ligeledes fastsat en regel, hvorefter et erstatningskrav bortfalder 30 år efter den skadeforvoldende hændelse. Den tidsbegrænsning, der med nærværende forslag til § 41, stk. 4 foreslås indført overfor miljømyndighedernes offentligretlige påbudsmuligheder, er forskellig fra den i miljøerstatningsloven fastsatte 30 års-regel.

Fristen i § 41, stk. 4, er absolut og regnes således ikke fra tidspunktet for, hvornår miljømyndigheden rent faktisk konstaterer forureningen, fx. fordi skadevirkningerne for en vandindvinding først viser sig langt senere, efter jordforureningen er opstået. Der gælder således ikke regler om suspension af den 30-årige frist. Der er henset til, at usikkerheden om, hvornår forældelsesfristen udløber, bør mindskes mest muligt.

Den 5-årige forældelsesfrist, der gælder for erstatningsretlige forhold, er således uden betydning for, om der kan meddeles påbud efter loven. Derimod gælder almindelige forvaltningsretlige regler, hvorefter miljømyndighederne efter passivitetsbetragtninger og indrettelsessynspunkter kan være afskåret fra at meddele påbud. Miljømyndighederne skal således reagere inden for en rimelig tid, når de får kendskab til en forurening, der kunne påbydes opryddet.

Der vil være tale om en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder. Afgørende for vurderingen er således ikke alene, hvornår forureningen konstateres. Miljømyndighederne skal således have mulighed for, hvor dette ikke umiddelbart er klart, at undersøge, hvorfra kilden stammer, dvs. hvem der er forurener, og om der er behov for nærmere undersøgelser eller oprydninger. Sådanne undersøgelser og vurderinger må indpasses i myndighedernes øvrige ressourceanvendelse. Er der omvendt tale om en forurening, hvor både behovet for foranstaltninger er klarlagt, og en mulig påbudsadressat har været inddraget i sagen, tilsiger hensynet til påbudsadressaten, at sagen inden for et forholdsvist kortere tidsrum skal følges op af et påbud.

Til § 42

Det er op til myndighederne ud fra en samlet afvejning af samtlige foreliggende oplysninger at godtgøre, dels hvem, der er forurener, jf. bemærkningerne til § 41, dels hvorvidt en forurening er sket før eller efter lovens ikrafttræden. Såfremt en virksomhed har været i drift på samme ejendom såvel før som efter lovens ikrafttræden, vil det således ligeledes være myndighederne, der skal godtgøre, hvornår forureningen er sket.

Med § 42 fastslås det dog, at loven finder anvendelse for forureninger, der er sket såvel før som efter jordforureningslovens ikrafttræden, såfremt myndighederne kan godtgøre, at den væsentligste del af forureningen har fundet sted efter lovens ikrafttræden.

Til § 43

I praksis ses det ikke sjældent, at en konstateret forurening hidrører fra flere virksomheder. En forurenende virksomhed kan have etableret sig på en ejendom, der var forurenet i forvejen, hvor den ny ejer fortsætter den samme, forurenende aktivitet.

Bestemmelsen i stk. 1 omhandler situationer, hvor en forurening kan henføres til flere forurenere. For så vidt angår afgrænsningen af de af bestemmelsen omfattede forurenere henvises der til bestemmelserne herom i forslagets §§ 40 og 41. Det bemærkes, at henvisningen til § 40 betyder, at mulige forurenere ligeledes er omfattet af bestemmelsen i § 43.

Bestemmelsen i § 43 forudsætter, at der er grundlag for at antage, at en vis andel - om end en ikke helt præcist fastlagt andel af forureningen kan henføres til hver enkelt af de implicerede forurenere. Hvis flere (mulige) forurenere har bidraget til forurening af en ejendom på en sådan måde, at de enkelte forureneres henholdsvis mulige forureneres andele af forureningen på ejendommen med sikkerhed kan skilles ad, finder § 43 ikke anvendelse. I sådanne tilfælde finder de normale påbudsbestemmelser i forslagets kapitel 5 anvendelse.

Hvis betingelsen for at kunne henføre forureningen til hver af de implicerede forurenere er opfyldt, kan myndighederne efter den foreslåede bestemmelse meddele påbud til alle. Myndighederne træffer i den forbindelse i det omfang det er muligt afgørelse om hver enkelt forureners andel af den samlede forurening.

Ved vurderingen af forurenerens "andel" skal navnlig tages hensyn til karakteren og omfanget og den tidsmæssige udstrækning af den forurening, som den enkelte forurener har forårsaget. Afgørelsen må således træffes ud fra samtlige foreliggende oplysninger i sagen og ud fra en samlet afvejning af eksempelvis de forurenende virksomheders aktiviteter og regnskaber, som udviser virksomhedernes brug af forurenende stoffer og affaldsmængder og lignende. I dag foretages en del forureningsundersøgelser som led i handler med forurenede ejendomme. Desuden kan driftsperioderne indgå som et element i vurderingen.

Undersøgelser, som de private parter selv har ladet udføre, kan naturligvis indgå ved myndighedernes vurdering af, hvem der er forurener.

Det foreslås, at miljømyndigheden, hvis det ikke er muligt at vurdere én eller flere af forurenernes andele af en forurening, i påbudet skal fastsætte, at ligelige andele af forureningen, herunder den resterende forurening, stammer fra disse forurenere. Er der således tre forurenere og vurderer miljømyndigheden, at halvdelen stammer fra den ene forurener, mens der ikke foreligger nærmere vurderingsgrundlag for de to andres andele, skal påbudet til disse omfatte ¼ af forureningen.

Der er ikke nødvendigvis noget til hinder for, at forurenernes respektive andel af forureningen i påbudet også angives som en procentandel af de samlede omkostninger. Når dette ikke findes betænkeligt skyldes det, at et påbud til de respektive forurenere om at udføre nærmere bestemte opgaver i forbindelse med en undersøgelse eller oprydning, hvorved der tages hensyn til forurenerens andel af forureningen, i alle tilfælde vil omkostningsbestemmes. For det andet vil bestemmelsen af forureners andel nødvendigvis bero på miljømyndighedernes skøn.

Det bemærkes, at forslaget om fastsættelse af forurenernes andele ikke på tilsvarende måde indgik i det forslag, som Jordforureningsudvalget fremlagde i betænkning 2/1996, hvorefter der blev foreslået et rent solidarisk ansvar. Når nærværende forslag er ændret på dette punkt, er formålet i det omfang det er muligt, at tage et rimeligt hensyn til den økonomiske byrdefordeling mellem flere forurenere i forbindelse med udstedelsen af et påbud.

Bestemmelsen i § 43 omfatter også undersøgelsespåbud ud fra de samme synspunkter, som gælder for oprydningspåbud.

Det bemærkes, at Jordforureningsudvalgets forslag til denne bestemmelse formentlig ikke omfattede undersøgelsespåbud, men spørgsmålet ses dog ikke at have været genstand for nærmere overvejelser i udvalget.

Myndigheden forudsættes i påbudet nøje at redegøre for hvilke andre forurenere, der er udstedt påbud til og indholdet heraf. Miljømyndigheden vil i påbudet skulle angive en fremgangsmåde med hensyn til en fælles efterkommelse af påbudene i tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed herom mellem forurenerne.

Hvis en forurener ikke følger den af myndigheden anviste fremgangsmåde, kan forureneren straffes, jf. forslaget § 88, stk. 1, nr. 1. Hvis den manglende efterkommelse af påbudet skyldes forhold, som forureneren ikke har indflydelse på, f.eks. at en eller flere af de øvrige påbudsadressater ikke ønsker at efterleve deres forpligtelser i henhold til påbudet, vil der normalt ikke være grundlag for at rejse straffesag mod førstnævnte forurener.

Gennemtvingelsen helt eller delvist af et påbud efter stk. 1 vil således normalt forudsætte, at forurenerne er enige om at følge den af miljømyndigheden påbudte fremgangsmåde.

Såfremt der ikke er enighed blandt forurenerne, kan en eller flere af disse give meddelelse herom til miljømyndigheden. Da påbudet efter almindelige forvaltningsretlige regler skal varsles overfor de implicerede forurenere, vil disse bl.a. have lejlighed til at udtale sig om fremgangsmåden i forbindelse med opfyldelsen af påbudet.

Hvis en forurener ikke kan gives påbud efter lovforslagets øvrige bestemmelser, f.eks. hvis et selskab er blevet opløst, vil denne del af forureningen være omfatte af bestemmelserne om den offentlige indsats, jf. kapitel 3. Dette indebærer, at denne del af forureningen ikke indgår i myndighedens beregning af forurenernes andele.

Det er efter stk. 2 op til myndigheden at træffe afgørelse, på baggrund af samtlige foreliggende oplysninger i sagen, om en forurener kun har bidraget med en ubetydelig andel af forureningen. Er det tilfældet, kan påbud ikke rettes til denne forurener.

Det foreslås, at miljømyndigheden efter stk. 3, hvis påbud ikke kan gennemtvinges efter stk. 1, skal kunne meddele påbud vedrørende den samlede forurening til den, der har forårsaget den største del af forureningen. Hvis miljømyndigheden har lagt til grund, at forureneren har ligelige andele i forureningen, kan påbud rettes til den forurener, der har rådighed over ejendommen, eller hvis ingen har det, til den der sidst havde rådigheden.

Det følger af bestemmelsen, at der forud for meddelelsen af et påbud efter stk. 3 af miljømyndigheden skal være taget stilling til de implicerede forureneres respektive andel af forureningen. Miljømyndighedens afgørelse af dette spørgsmål vil kunne indbringes for domstolene, og en forureners regresmuligheder overfor de øvrige forurenere vil i forbindelse hermed også kunne prøves. Bestemmelsen i stk. 3 regulerer ikke det indbyrdes forhold mellem forurenerne. Dette må afklares efterfølgende efter almindelig erstatningsret.

Til § 44

De gældende regler i miljøbeskyttelsesloven indeholder ingen bestemmelser om adgangen til at meddele påbud til en forurener, der ikke har rådighed over den forurenede ejendom.

Med bestemmelsen i stk. 1 indføres der en hjemmel til at meddele påbud, uanset om påbudsadressaten har rådighed over ejendommen. Bestemmelsen tager sigte på eksempelvis tilfælde, hvor forureneren har solgt ejendommen eller opsagt et lejemål, eller hvor forureningen har bredt sig til naboarealer.

Med forslaget fraviges den forvaltningsretlige grundsætning om, at påbud vedrørende gennemførelse af foranstaltninger på en fast ejendom kun kan udstedes til ejeren eller brugeren af ejendommen, idet det skal være muligt for påbudsadressaten at efterkomme påbudet.

De hidtidige erfaringer har imidlertid vist, at miljømyndighederne har måttet opgive at forfølge flere jordforureningssager, allerede fordi forureneren ikke havde rådigheden over ejendommen. For eksempel afsagde Østre Landsret den 29. oktober 1996 en dom om ophævelse af et meddelt oprydningspåbud, allerede fordi påbudsadressaten ikke var ejer af den forurenede ejendom. At den nuværende ejer havde meddelt samtykke til gennemførelsen af de påbudte foranstaltninger fandtes uden betydning. Lovforslagets § 44 skal derfor sammen med lovforslagets § 45 forhindre, at forurenere ved at opgive rådigheden over ejendommen slipper for at få pålagt handlepligter vedrørende forureningsforholdene på ejendommen.

Betingelserne for at meddele påbud følger de øvrige regler i kapitlet om, til hvem og på hvilket grundlag påbud kan meddeles.

Påbud, der udstedes i medfør af § 44, stk. 1, er dog betinget af, at der udstedes tålepåbud efter § 44, stk. 2, medmindre den, der ejer eller har anden råderet over den forurenede ejendom, giver samtykke til forurenerens adgang til ejendommen. Formålet hermed er at sikre, at den, der modtager et påbud under henvisning til forslagets § 44, stk. 1, har den rådighed over påbudets genstand, der efter forvaltningsretten er en nødvendig forudsætning.

Det fremgår af forslaget til § 44, stk. 1, at myndigheden i påbudet skal fastsætte en pligt for påbudsadressaten til reetablering af den forurenede ejendom. For så vidt angår retsstridige skader henvises der i øvrigt til bestemmelsen i forslagets § 76.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at myndighederne kan påbyde grundejeren eller anden rådighedsindehaver at tåle, at forureneren rydder op. Eksempelvis vil også en lejer kunne påbydes at tåle en sådan oprydning, selv om den vil kunne genere den virksomhed, der udøves af lejere, fx. en forretning.

Da lovforslagets beskyttelsesinteresser også omfatter situationer, hvor forureningen ikke udgør nogen trussel mod andre (almenvellet) end ejeren selv, er bestemmelsen ensbetydende med, at ejeren kan tvinges til at afgive rådighed af hensyn til egen sundhed.

Adgangen til at udstede påbud skal administreres i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet. I relation til udstedelse af tålepåbud efter forslagets § 44, stk. 2 skal det bemærkes, at myndigheden blandt andet skal være opmærksom på, at der er proportionalitet mellem på den ene side omfanget af de omkostninger, som en grundejer og/eller andre rettighedshavere kan risikere, at blive påført som følge af gennemførelsen af en oprydning på ejendommen, og på den anden side omfanget og arten af den forurening og den forureningsfare, der konkret tilsigtes fjernet. Det må antages, at omfanget af de eventuelle omkostningerne for grundejeren og/eller rettighedshavere i nogle tilfælde afhænger af hvornår oprydningen gennemføres. Dette kan medføre, at påbudte oprydninger forudsættes gennemført på det tidspunkt, hvor de økonomiske omkostninger for grundejeren og/eller rettighedshavere må forventes at være mindst mulige.

Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelses- eller oprydningspåbud vil udgøre en ekspropriation i grundlovens § 73´s forstand. § 44, stk. 2, skal forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud i disse tilfælde.

Formålet med stk. 2 er at sikre, at en ejer eller bruger ikke kan forhindre en oprydning med den virkning, at myndigheden eventuelt selv måtte foretage den nødvendige oprydning. I langt de fleste tilfælde må det dog forventes, at en grundejer frivilligt vil medvirke til, at oprydningen kan ske, således at miljøproblemet på ejendommen vil blive løst.

Modsætter grundejeren eller anden rådighedsindehaver sig imidlertid fortsat oprydningen, efter at den pågældende er blevet meddelt et påbud, kan denne straffes efter bestemmelserne i § 88. Derimod vil en adgang til ejendommen ikke kunne gennemtvinges efter reglerne i § 57, da forureneren ikke kan anses som værende bemyndiget hertil med henblik på udøvelse af myndighedsbeføjelser.

Med hensyn til påbud om undersøgelser efter lovforslagets § 40 gælder bestemmelserne i stk. 1 og 2 også overfor forureninger, der er sket før bestemmelsernes ikrafttræden. For disse forureninger gælder bestemmelserne i stk. 1 og 2 dog kun, hvis forureneren havde rådighed over den ejendom, der er forurenet på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse. Bestemmelserne har tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 45

Efter gældende ret er der tvivl om adgangen til at meddele påbud til en ny ejer for en allerede stedfunden, herunder mulig stedfunden forurening, og om i hvilket omfang et allerede meddelt påbud kan gøres gældende over for en ny ejer.

Tvivlen vedrørende hjemlen til at meddele påbud til en ny ejer af en virksomhed eller ejendom om undersøgelser og oprydning efter en forurening, der er sket i den tidligere ejers tid, har vist sig at være et problem, navnlig i sager, hvor der er interessesammenfald mellem den nye og den tidligere ejer, og hvor der kan ske overførsel af midler mellem den ene og den anden med henblik på at omgå den forpligtelse, der er indeholdt i påbudet.

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at et allerede meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser eller oprydning til en virksomhed også binder en fremtidig driftsherre. Myndighederne får herved valgfrihed mellem at gøre påbud gældende over for den forurener, der allerede har fået et påbud eller overfor den senere driftsherre. Dette gælder uanset om den senere driftsherre selvstændigt bidrager til den samme forurening. Dvs. bestemmelserne i § 45, stk. 1 og 2 forudsætter ikke, at myndigheden forudgående forsøger at håndhæve påbudet til den tidligere driftsherre. Endvidere bemærkes det, at § 45 finder anvendelse forud for bestemmelsen i § 43.

Bestemmelsen bliver således for påbud parallel til godkendelser og påbud om en virksomheds driftsvilkår efter miljøbeskyttelsesloven. En ny virksomhedsejer skal ikke indhente ny tilladelse eller godkendelse, men kan drive virksomheden videre på samme driftsvilkår.

Efter bestemmelsen i stk. 1 er det dog en forudsætning, at den senere driftsherre på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet. Denne betingelse vil typisk være opfyldt, da der efter bestemmelsen i § 46 skal ske tinglysning af oplysninger om påbud og varsling af påbud. Der henvises i øvrigt til bemærkninger til § 90 for så vidt angår konsekvenserne af den tilsvarende regel, der foreslås indsat i miljøbeskyttelsesloven.

Forudsætningen om god tro hos den senere driftsherre indgik ikke i det forslag, der blev udarbejdet af Jordforureningsudvalget. Denne betingelse foreslås imidlertid indsat for at sikre, at en erhverver af en virksomhed, der inden overtagelsen har orienteret sig i tingbogen, hvor der ikke var tinglyst oplysninger om påbud eller forvarsling heraf, ikke bindes af det tidligere udstedte, utinglyste påbud, med mindre erhververen på anden måde kendte til påbudet. Det skal bemærkes, at der hermed muligvis indføres en indsnævring af påbudsadgangen set i forhold til gældende ret. Det skal dog understreges, at den gældende retsstilling på dette punkt ifølge rapporten fra underudvalget »Den juridiske Verden«, jf. betænkning 1/1995, er behæftet med en vis usikkerhed.

Ved begrebet driftsherre forstås en person eller et selskab, som driver virksomheden videre.

Det er uden betydning, på hvilken måde virksomheden overgår til en ny driftsherre. Påbudet binder således ved virksomhedsoverdragelser, der sker såvel ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo, tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver eller lignende.

Med bestemmelsen i stk. 2 fastslås det, at er der på erhvervelsestidspunktet alene meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser, kan myndigheden følge dette påbud op med et nyt påbud om yderligere foranstaltninger vedrørende samme forurening, der har begrundet påbudet om undersøgelser, uanset at sidstnævnte påbud ikke forelå ved erhvervelsen. Et undersøgelsespåbud giver en evt. ny driftsherre anledning til nærmere at overveje situationen, inden denne træffer beslutning om at overtage virksomheden.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 omfatter som nævnt alene den situation, hvor en bestående virksomhed drives videre af en ny erhverver. I den situation, hvor virksomheden lukkes, kan disse bestemmelser ikke anvendes.

Derfor foreslås det yderligere i stk. 3, at påbud efter §§ 40 og 41 er bindende overfor en erhverver af den forurenede ejendom, der køber ejendommen på et tidspunkt, hvor påbud er forvarslet eller meddelt forureneren. Det er uden betydning, om erhvervelsen sker ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo, tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver eller lignende.

Det er en betingelse, at forureneren ikke efter, at det er blevet indskærpet, og forholdet er blevet politianmeldt, har efterkommet påbudet. Indskærpelsen skal ske som led i tilsynet og være skriftlig. Der er således i stk. 3 tale om en subsidiær forpligtigelse for erhververen. Det er endvidere en betingelse, at erhververen på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at der var udstedt eller forvarslet et påbud, og at ejendommen erhverves fra en, der selv var eller kunne blive forpligtet til at efterkomme påbudet.

Bestemmelsen i § 45 omfatter alene påbud, der er udstedt efter forslagets §§ 40-41. § 45 omfatter således ikke påbud der er udstedt efter gældende lovgivning. Det bemærkes, at påbud, der er udstedt før ikrafttræden af loven, efter omstændighederne kan gøres gældende overfor en senere driftsherre eller erhverver ifølge forslagets § 90, jfr. forslaget til ændring af miljøbeskyttelsesloven. I den forbindelse skal det ligeledes præciseres, at begreberne »senere driftsherre henholdsvis erhverver« ikke relaterer sig til lovforslagets fremsættelse henholdvis ikrafttræden, men til det forhold, at der er meddelt påbud til en forurener før et ejerskifte.

Med hensyn til påbud om undersøgelser efter § 40 i lovforslaget gælder bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3 også over for forureninger, der er sket før bestemmelsernes ikrafttræden. Bestemmelserne har tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 46

Det foreslås, at de i bestemmelsen nævnte oplysninger om påbud, der forvarsles eller meddeles, skal tinglyses for påbudsadressatens regning.

Pligten til tinglysning er dels begrundet i, at påbud skal kunne gøres gældende overfor senere erhververe, jf. bestemmelsen i § 45, stk. 3, hvorefter udstedelse af påbud til en erhverver forudsætter, at erhververen kendte eller burde kende det til forureneren udstedte påbud.

Tinglysningspligten er herudover begrundet for så vidt angår påbud til fraflyttede forurenere i hensynet til at informere eventuelle købere af fast ejendom om, at en tidligere ejer af ejendommen må forventes at skulle gennemføre en undersøgelse eller en oprydning på ejendommen. Oprydninger i forbindelse med jordforurening kan være af længerevarende karakter, f.eks. en afværgepumpning, der skal vedligeholdes. Der foreslås ikke tinglysning af påbud efter lovforslagets § 44, stk. 2. Dette skyldes, at informationen af eventuelle købere er sikret ved tinglysning af påbud efter § 44, stk. 1, der efter § 46, stk. 1 skal tinglyses på den forurenede ejendom, som påbudet vedrører.

Efter bestemmelsen har miljømyndigheden pligt til at tinglyse oplysninger om de nævnte påbud eller forvarslinger. Tinglysning er imidlertid ikke en gyldighedsbetingelse i relation til håndhævelse af de meddelte påbud.

Tinglysning sker på påbudsadressatens regning, jf. dog forslagets stk. 2.

Til § 47

Bestemmelsen viderefører den tilsvarende bestemmelse i affaldsdepotlovens § 3, stk. 1.

Til § 48

Med bestemmelsen i stk. 1 gives miljømyndighederne mulighed for at meddele den, der på tidspunktet for udstedelsen af et påbud efter § 48 ejer den olietank, hvorfra forureningen antages at stamme fra, påbud om undersøgelser og foranstaltninger efter en jordforurening, forårsaget af en utæthed i eller spild i forbindelse med en olietank under 6000 liter, hvor 50% af det areal, der opvarmes af olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse.

Der kan meddeles påbud om afgivelse af oplysninger og foretagelse af undersøgelser i samme omfang som i medfør af § 40. Ligeledes fastlægges det, hvilke afhjælpende foranstaltninger et påbud kan indeholde. Dette kan såvel være fjernelse af den olieforurenede jord, genopretning af den hidtidige tilstand som afhjælpende foranstaltninger, som f.eks. afværgepumpning, jf. bemærkningerne til § 41. Med hensyn til oprydningsomfanget henvises ligeledes til bemærkningerne til § 41, hvor bl.a. det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip er omtalt. Herefter skal afværgeforanstaltningers omfang og omkostninger være i rimeligt forhold til det miljøproblem, der søges løst ved påbudet.

Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, og muligheden for at udstede påbud er således ikke betinget af, at myndighederne kan påvise en uforsvarlig adfærd hos tankejeren. Herved indføres der et ubetinget ansvar for oprydninger.

Det er nærmere fastlagt i stk. 3, hvilke ejere der kan være adressater for et påbud udstedt i medfør af stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 1 omfatter alene olieforureninger, der konstateres efter en af ministeren nærmere fastsat dato. Det er ikke et krav, at forureningens fulde omfang og styrke er klarlagt, men blot at der er konstateret en forurening fra tanken. For forureninger, der allerede er erkendt inden denne dato, kan der ikke meddeles påbud i medfør af § 48, stk. 1.

Det er således tidspunktet for forureningens konstatering, der er afgørende for, om der kan udstedes påbud efter det ubetingede forureneransvar. Efter de almindelige regler er det afgørende tidspunkt ikke, hvornår forureningen er konstateret, men derimod tidspunktet hvor forureningen er sket. Da påbud udstedt i medfør af stk. 1 således kan omhandle forureninger, der kan være sket inden lovens ikrafttræden, har bestemmelsen tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

Baggrunden for, at konstateringstidspunktet er valgt, er, at det i praksis er yderst vanskeligt teknisk at fastlægge tidspunktet for, hvornår en olieforurening er opstået, da måleresultater påvirkes af jordbundsforholdene på ejendommen, grundvandsstrømning, nedbørsmængder m.m. Ved at fastsætte tidspunktet for, hvornår der kan udstedes påbud, til konstateringstidspunktet undgås ligeledes komplicerede diskussioner mellem miljømyndigheden og den nuværende ejer om, hvorvidt forureningen er sket i den nuværende eller den tidligere ejers tid, og om hvem der kan anses som ansvarlig for forureningen.

Det forventes, at datoen tidligst bliver fastsat til 1. januar 2000. Meddelelse af påbud i medfør af forslagets § 48, stk. 1, er betinget af, at den i § 49 nævnte forsikringsordning er etableret, jf. bemærkningerne til § 49. Baggrunden for, at det overlades til ministeren at fastsætte den nærmere dato, er, at det skal være muligt at iværksætte den i § 49 fastsatte forsikringsdækning. Derunder skal den forsikringsordning, der etableres, eventuelt godkendes i overensstemmelse med såvel de nationale som EU s konkurrenceregler.

Da der i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 21, består en pligt for enhver ejer eller bruger af fast ejendom, der konstaterer en forurening af jorden, til at underrette kommunalbestyrelsen herom, regnes tidspunktet for forureningens konstatering i denne situation som underretningstidspunktet.

Der kan ikke udstedes påbud i medfør af § 48, stk. 1, såfremt forureningen er sket før lovens ikrafttræden, og der foreligger en situation omfattet af § 49, stk. 2. Dvs. at forureningen er sket ved tankejerens forsætlige handlinger, eller hvor tankejeren vidste eller burde vide at installationerne ikke opfyldte olietankbekendtgørelsen eller hvor tankejeren ikke har fået leveret olie i henhold til regler herom. Baggrunden for denne undtagelse i påbudsadgangen er ønsket om at begrænse det med tilbagevirkende kraft ubetingede ansvar for tankejeren, til at omfatte de situationer, hvor der er mulighed for forsikringsdækning efter forslagets § 49. Der vil dog eventuelt være grundlag for at meddele påbud efter de øvrige bestemmelser, jf. henvisningen til stk. 6.

Myndighederne er i dag pålagt en bevisbyrde, der i jordforureningssammenhæng kræver en omfattende indsats, idet myndigheden skal bevise, hvordan forureningen er sket, om dens opståen skyldes uforsvarlig adfærd samt om et eventuelt ansvar er forældet. Det har vist sig i praksis at være yderst vanskeligt at løfte denne bevisbyrde, specielt i de situationer hvor forureningen først opdages længe efter den er opstået.

Ligeledes har der ikke i de egentlige hændelige uheldstilfælde været mulighed for at udstede lovlige påbud til tankejeren. Af andre eksempler på situationer, hvor det ikke har været muligt at udstede påbud, kan nævnes forureninger, som følge af hærværk eller brand, der opstår uden ejerens skyld.

Resultatet har været, at mange tankejere ikke har kunnet påbydes at rydde en forurening op, og at der nu i langt færre sager meddeles påbud i disse sager. Det bestående regelgrundlag og dettes fortolkning i retspraksis har medført, at mens forsikringsselskaberne tidligere som regel afholdt udgifterne til en oprensning efter utætte villatanke, nu afviser dette generelt.

Denne tilstand har således medført problemer for boligejere med olietanke, der må leve med forureningen på grunden eller selv bekoste en oprydning, medmindre miljømyndigheden finder forureningen så alvorlig, at den på et tidspunkt ryddes op på det offentliges regning.

Miljø- og Energiministeriet finder denne udvikling uhensigtsmæssig, set fra såvel tankejerens, miljøets og myndighedernes side, og dette er baggrunden for forslaget om, at indføre et ubetinget ansvar for ejere af de i bestemmelsen omfattede olietanke. Da udgifterne kan være tyngende, og da der dermed kan være risiko for manglende dækning for udgifterne til afhjælpning af forureningen, foreslås det samtidig i § 49, at boligejernes pligt til oprydning af forurening fra utætte olietanke skal dækkes af en lovpligtig forsikring.

I modsætning til miljøbeskyttelsesloven indføres der en mulighed for miljømyndighederne til på objektivt grundlag at udstede påbud om oprydning eller andre afhjælpende foranstaltninger. Dette udvidede ansvar begrænses til kun at gælde forureninger, der konstateres efter den af ministeren fastsatte dato, jf. ovenfor.

At påbud om undersøgelser kan meddeles, uanset om der er handlet ansvarspådragende fra tankejerens side eller ej, er en fortsættelse af Miljøstyrelsens hidtidige praksis.

Der verserer på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse to sager ved domstolene vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en villatank til boligopvarmning er omfattet af virksomhedsbegrebet i miljøbeskyttelseslovens § 72, samt om hvorvidt anvendelse af denne bestemmelse er betinget af, om forureningen er forårsaget ved ansvarspådragende adfærd. Såfremt retsgrundlaget for påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 af domstolene afgrænses således, at der enten af miljømyndighederne skal være påvist ansvarspådragende adfærd, eller at villatanke ikke er omfattet af virksomhedsbegrebet i § 72, så vil forslagets § 48 om påbud om undersøgelser have tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i de almindelige bemærkninger.

Force majeure situationerne krig, borgerlige uroligheder, atomskader og naturkatastrofer er dog ikke omfattet, hvorimod hærværkstilfælde og brand er omfattet af det ubetingede ansvar. Det betyder, at i tilfælde, hvor der begås hærværk på en villaolietank, vil ejeren komme til at betale for genopretning af miljøet, selvom denne ikke kan bebrejdes noget.

I stk. 3 fastlægges, hvem der kan være adressat for et påbud.

Ejere af boligejendomme med olietanke med et rumindhold under 6000 liter kan meddeles påbud, hvis forureningen stammer fra anlægget eller er sket ved spild, fx. i forbindelse med påfyldning. Det er således den nuværende tankejer påbud gives til, uanset at forureningen eller en del heraf kan være opstået i en tidligere ejers ejertid. Det er dog en forudsætning, at mindst 50% af det areal, der opvarmes af olie fra tanken anvendes til beboelse, herunder varmtvandsopvarmning, samt at tanken har været eller kunne have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen.

Ved køb af en ejendom, med blandet bolig og erhverv, må køber således beregne hvor stor en del af arealet, der anvendes til henholdsvis bolig og erhverv for derved at afklare, hvorvidt der er pligt til at være dækket af en forsikring, jf. § 49, stk. 1.

Det er som udgangspunkt ligeledes en forudsætning, at tanken har været anvendt efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1. Dog fastsættes det, at der kan meddeles påbud efter stk. 1 for forureninger, der konstateres i kalenderåret efter den af miljø- og nergiministeren fastsatte dato, blot anlægget har været i brug inden for de sidste 12 måneder før konstateringen af forureningen.

Tanken skal have været brugt eller kunne have været brugt umiddelbart før konstateringen. Ordet "umiddelbart" er indsat, da tanken på tidspunktet for konstateringen i mange tilfælde ikke kan anvendes, fx. fordi den er tom, da olien er løbet ud i jorden, eller der er hul på rørsystemet, og fyret derfor ikke kan tændes.

Det er ligeledes ikke hensigten, at der skal kunne udstedes påbud efter § 48, stk. 1 til en ejer af en olietank mange år efter, at denne er blevet sløjfet. I et sådant tilfælde kan anlægget have været anvendt efter den af ministeren fastsatte dato, men ikke i perioden før konstateringen af forureningen.

Ordet "umiddelbart" skal derfor forstås således, at tanken skal have været funktionsdygtig op til tidspunktet for en pludselig skades indtræden. I det tilfælde, hvor forureningen skyldes en siveskade - der kan have stået på i en længere periode før den opdages - skal ordet "umiddelbart" forstås således, at tanken skal have været eller kunne have været anvendt frem til tidspunktet for konstateringen af forureningen.

Selvom en tank i en periode ikke har været anvendt, uden at denne dog er taget varigt ud af brug, og derfor ikke er sløjfet efter de gældende regler, vil den således være omfattet af stk. 3.

Såfremt ejeren af hus og tilhørende olietank har udlejet dette, vil det være ejeren, som påbud skal rettes til, idet lejerens brug af tanken anses som ejers brug. Det er i medfør af § 49 ejeren af tanken, der har pligt til at være dækket af en forsikring, og dette gælder således også, selvom ejendommen, hvorpå hans tank ligger, er udlejet.

Med bestemmelsen i stk. 4 indføres der en hjemmel til at meddele påbud, uanset om tankejeren har rådighed over den forurenede ejendom. Bestemmelsen tager sigte på eksempelvis tilfælde, hvor olieforureningen har bredt sig til naboarealer eller hvor ejendommen, hvor tanken er placeret, er udlejet.

Det fremgår af forslaget til § 48, stk. 4, at myndigheden i påbudet skal fastsætte en pligt for påbudsadressaten til reetablering af den forurenede ejendom. For så vidt angår retsstridige skader henvises der i øvrigt til bestemmelsen i forslagets § 76.

Med forslaget fraviges den forvaltningsretlige grundsætning om, at påbud vedrørende gennemførelse af foranstaltninger på en fast ejendom kun kan udstedes til ejeren eller brugeren af ejendommen, idet det skal være muligt for påbudsadressaten at efterkomme påbudet.

Det følger af bestemmelsen i stk. 5, at myndighederne kan påbyde en grundejer eller anden rådighedsindehaver at tåle, at tankejeren rydder op. Formålet med stk. 5 er at sikre, at en ejer eller bruger ikke kan forhindre en oprydning med den virkning, at myndigheden eventuelt selv måtte foretage den nødvendige oprydning. I langt de fleste tilfælde må det dog forventes, at en grundejer frivilligt vil medvirke til, at oprydningen kan ske, således at miljøproblemet på ejendommen vil blive løst.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 44.

Det præciseres i stk. 6, at lovgivningens øvrige bestemmelser om påbud i forbindelse med jordforurening finder anvendelse, når tankejeren ikke er omfattet af det ubetingede forureneransvar i stk. 1.

Med lovgivningen om jordforurening sigtes først og fremmest til de øvrige påbudsbestemmelser i dette forslag og miljøbeskyttelsesloven. Der vil være tale om tilfælde, hvor en olieforurening er konstateret før den af ministeren i stk. 1 fastsatte dato. I disse tilfælde finder forslagets § 40 om undersøgelser anvendelse. Der vil i konsekvens af lovens begrebsmæssige afgræsning af en forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 2, kun kunne udstedes påbud om undersøgelser, hvis tankejeren har udvist en uforsvarlig adfærd. Dette kan, som det fremgår af forslagets almindelige bemærkninger, afhængigt af udfaldet af verserende retssager, eventuelt indebære at forslaget med tilbagevirkende kraft lemper undersøgelsesansvaret for olietankejere.

For forureninger der sker den 1. januar 2000 eller senere, vil der kunne meddeles påbud efter forslagets § 41 på samme grundlag, som der gælder for undersøgelsespåbud. Er forureningen sket før 1. januar 2000 skal bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven anvendes, jf. bemærkningerne til § 90 om de samtidig foretagne ændringer til miljøbeskyttelsesloven.

I medfør af stk. 7 kan miljø- og energiministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke påbud der skal tinglyses på en ejendom med forurening fra en olietank under 6000 liter til boligopvarmning.

Til § 49

Med de i § 48, stk. 1, foreslåede skærpede ansvarsregler er der mulighed for at få løst det problem, som olieforurening fra private villatanke udgør.

Bestemmelsen i 49, stk. 1, fastslår en pligt for ejere af olietanke, der kan meddeles påbud efter § 48, stk. 1, til at være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne til opfyldelse af påbud efter § 48, stk. 1. Disse tanke er ikke omfattet af miljøerstatningsloven.

Formålet med forsikringspligten er, at der skal være økonomisk dækning for tankejerens ansvar efter § 48. Undtaget fra pligten til forsikringsdækning er dog forureninger, der er forårsaget ved forsætlige handlinger fra den nuværende tankejers side, samt situationer hvor tankejeren vidste eller burde vide at installationerne, hvorfra forureningen stammer, ikke opfylder offentlige myndighedskrav, som fremgår af den til enhver tid gældende olietankbekendtgørelse, samt hvor leveringen af olie i den nuværende ejers ejertid ikke er sket efter offentlige forskrifter herom, som fastsat i bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods. Baggrunden for, at de nævnte situationer ikke er pålagt en pligt til forsikringsdækning, er, at disse tilfælde efter praksis ikke kan forsikres. I disse situationer vil der således være et ansvar, der ikke kan tegnes forsikring for.

Miljø- og Energiministeriet finder ikke, at der er særlige grunde, der taler for at undtage for det ubetingede ansvar i disse situationer, idet tankejeren i tilfælde af forsæt, samt hvor leveringen ikke er sket i overensstemmelse med offentlige forskrifter, kunne have undgået forureningen ved at undlade at udføre den forsætlige handling samt ved fx. at undlade selv at påfylde sin olietank.

For så vidt angår installationer på ejendommen må tankejeren gøre en indsats for at orientere sig om de faktiske forhold i forhold til tanken og sikre sig, at installationerne er lovlige, ligesom installationer løbende må vedligeholdes, så de opfylder de myndighedskrav, der er fastsat i olietankbekendtgørelsen.

Det er således en forudsætning i stk. 2, nr. 2, at tankejeren vidste eller burde vide, at de faktiske forhold omkring tanken ikke opfylder de krav, der er fastsat i olietankbekendtgørelsen.

Det er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at en tankejer, for at være orienteret om, hvorvidt en olietank er lovligt nedlagt, ikke skal grave ned omkring olietanken for at konstatere, om denne er nedlagt korrekt, eller om rørforbindelserne er udført i overensstemmelse med bekendtgørelsens krav.

Som et andet eksempel kan nævnes, at det må forventes, at tankejeren har en tankattest, og såfremt dette ikke er tilfældet, gør, hvad der er muligt for at forsøge at fremskaffe en sådan. Der vil dog formentlig kunne forekomme situationer, hvor tankejeren ikke er i stand til dette, hvis fx. producenten af tanken ikke længere eksisterer, og det ikke er muligt at fremskaffe en tankattest fra den tidligere ejer.

Ligeledes kan det forventes, at en olietankejer undersøger, om tanken er anmeldt til tilsynsmyndigheden, og såfremt dette ikke er tilfældet, foretager en sådan anmeldelse. Det må ligeledes forventes, at en ejer af en nedgravet tank, hvor ejeren selv har fået installeret tanken før den 1. april 1970, sørger for at få sløjfet denne, med mindre tilsynsmyndigheden har givet tilladelse til fortsat brug af tanken.

Af en ejer af en overjordisk tank kan det ligeledes forventes, at denne kontrollerer, at tanken ikke er placeret direkte på jordoverfladen, og såfremt dette er tilfældet sørger for, at placeringen ændres.

Har en tankejer gjort det, der med rimelighed kan forventes af ham, for at opnå en viden og dermed bringe sig i god tro om de faktiske forhold omkring tanken, skal der være forsikringsdækning, uanset det senere måtte vise sig, at de faktiske forhold forholder sig anderledes.

I stk. 4 fastsættes det, at for eksisterende tanke skal forsikringen være dækkende fra den af ministeren fastsatte dato. For tanke, der etableres herefter, vil pligten til at være omfattet af en forsikring indtræde ved etableringstidspunktet.

Udgifterne til oprydninger efter utætte villatanke beløber sig fra nogle få tusinde kroner til i meget sjældne tilfælde 1,5 mio. kr. Med henblik på at sikre, at der så vidt muligt altid vil være dækning, foreslås der fastsat en sumbegrænsning på 2 mio. kr. for hver forureningsbegivenhed, for hvilken der meddeles påbud, uanset om der på samme ejendom sker flere forureninger efter hinanden. Af præventive årsager og i overensstemmelse med almindelig praksis på forsikringsområdet må der påregnes en selvrisiko for ejeren.

Forsikringen skal omfatte de udgifter, der følger af et påbud, dvs. både udgifter til undersøgelser og oprydninger, opgravning af tanken, bortskaffelse af den forurenede jord, oppumpning af forurenet grundvand, samt retablering af forholdene.

Såfremt udgifterne til opfyldelse af et påbud overstiger 2 mio. kroner, vil der være et ubetinget ansvar, der ikke er omfattet af en forsikring. På baggrund heraf foreslås det, at miljømyndigheden skal dække det resterende beløb, såfremt udgifterne overstiger 2. mio. kroner.

I den situation, hvor kommunen udsteder påbud, og hvor forsikringsselskabet efter indhentelse af tilbud fra entreprenører mv., der skal forestå den fysiske opfyldelse af påbudet, kan konstatere, at udgifterne vil overstige 2 mio. kroner, må forsikringsselskabet rette henvendelse til kommunen og informere om beløbets størrelse, således at denne kan godkende det påtænkte projekt.

Ligeledes må forsikringsselskabet, hvor det under arbejdet med opfyldelse af påbudet konstateres, at udgifterne hertil vil overstige 2. mio. kroner, rette henvendelse til kommunen med henblik på godkendelse af projektet.

I øvrigt skal det bemærkes, at situationen formentlig næppe vil forekomme, da Miljøstyrelsen ikke har kendskab til, at udgifter til oprydning m.v. efter villaolietanke har oversteget 2 mio. kroner.

Forsikringen skal endvidere omfatte skader på egen og fremmed grund.

For at sikre miljømyndighedernes krav skal forsikringen dække skade, uanset om forsikringspræmien ikke er betalt. Forsikringsselskabet er derfor tillagt udpantningsret til sikring af deres krav. En sådan ordning kendes også for fx. bygningsbrandforsikringen, jf. lov om forsikringsvirksomhed §§ 208-210.

I bestemmelsens stk. 8 bemyndiges ministeren til efter forhandling med udbydere af olietanksforsikringer at fastsætte nærmere regler om forsikringens omfang og indhold. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler om afgrænsningen af begrebet boligopvarmning, varigheden af efteranmeldelsesperioden og dermed forsikringens varighed efter overgang til anden varmeforsyning.

Til kapitel 6

Lovforslagets bestemmelser om styring af jordstrømme bygger som en væsentlig forudsætning på, at der gennemføres en forureningskortlægning jf. lovforslagets kapitel 2. Ved hjælp af kortlægningen vil den problematiske jord bedre kunne blive identificeret.

Titlen på kapitel 6 er: Bortskaffelse og anvendelse af jord. Heri ligger, at der dels er tale om jord, der bortskaffes til lossepladser, specialdepoter, jordbehandlingsanlæg og råstofgrave og dels om jord der genanvendes til bygge- og anlægsarbejder, jordforbedring og industrielle formål. Betegnelsen »håndtering«, som anvendes i reguleringen af affaldsområder, dækker også indsamling.

Der foreslås indført en anmeldeordning for flytning af jord fra forureningskortlagte arealer. Anmeldelsen har til formål at give kommunalbestyrelsen mulighed for at vurdere, om den anmeldte flytning er i overensstemmelse med gældende regler.

Anmeldeordningen skal suppleres med en generel regulering, således at det sikres, at den forurenede eller problematiske jord bliver miljømæssigt forsvarligt bortskaffet eller anvendt til bestemte formål. Der vil blive fastsat generelle retningslinier for anvendelse af jord til bestemte formål, for eksempel genanvendelse af jord i bygge- og anlægsarbejder (støjvolde, veje, terrænregulering, landskabsmodellering m.v.). Retningslinierne forventes at kunne bruges ved hovedparten af de anmeldelser, hvor anmelderen ønsker at genanvende jorden.

Den jord, der ikke omfattes af generelle regler, skal som udgangspunkt håndteres efter bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven. Det forudsætter en selvstændig vurdering efter miljøbeskyttelsesloven, om håndtering af jorden er omfattet af affaldsbestemmelserne. Kommunen har allerede i dag, i følge affaldsbestemmelserne, anvisningspligt overfor jord, som ønskes bortskaffet.

Til § 50

§ 3. Amtsrådet foretager i samarbejde med kommunalbestyrelsen kortlægning, eventuelt gennem tekniske undersøgelser, af forurenede arealer, jf. §§ 4 og 5.

Stk. 2. Forsvarsministeriet foretager dog i samarbejde med amtsrådet kortlægning af forurenede arealer på vidensniveau 1 på Forsvarsministeriets ejendomme.

Stk. 3. Arealer, der anvendes til offentlig vej, kortlægges ikke på vidensniveau 1.

Kapitel 4

Værditabsordning for boligejere m. v.

§ 4. Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 1, hvis der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på arealet eller aktiviteter på andre arealer, der kan have været kilde til jordforurening på arealet.

Kapitel 5

Påbud til forurenere m.v.

§ 5. Et areal betegnes som kortlagt på vidensniveau 2, hvis der er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, der gør, at det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at der på arealet er en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø.

Kapitel 6

Bortskaffelse og anvendelse af jord

§ 6. Som et led i kortlægningen efter §§ 4 og 5 fastlægger amtsrådet, med henblik på en videre offentlig indsats, de arealer, hvor der er forurening eller forureningskilder, der kan

1) have skadelig virkning på grundvandet indenfor et område med særlige drikkevandsinteresser,

2) have skadelig virkning på grundvandet i et indvindingsopland for et alment vandforsyningsanlæg, eller

3) have skadelig virkning på mennesker på et areal med bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastlægger de arealer, der anvendes til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads. Oplysninger herom videregives til amtsrådet til brug for amtsrådets fastlæggelse af arealer efter stk. 1, nr. 3. Kommunalbestyrelsen fastlægger endvidere de arealer, der anvendes til rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution. Oplysninger herom videregives til amtsrådet til brug for amtsrådets administration af bestemmelserne i §§ 8 og 9.

§ 6, stk. 2, har imidlertid et bredere sigte. Ud over ovennævnte arealtyper skal kommunalbestyrelsen også fastlægge arealer, der anvendes til rekreativt område, alment tilgængeligt område, kolonihave, sommerhusgrund eller institution. Disse oplysninger skal amtsrådet bruge til sin administration af §§ 8 og 9. Også for disse arealtyper kan amtsrådet selv fastlægge, hvilken anvendelse et givent areal har. Ligeledes kan det aftales mellem amt og kommune, at nærmere bestemte arealer, som med sikkerhed ikke vil blive forureningskortlagt, holdes ude af materialet.

Ved rekreativt område forstås dels alment tilgængelige områder som parker, naturområder, strande m.v.

Ved alment tilgængelige arealer forstås dels ovennævnte rekreative områder (parker, naturområder, strande m.v.), men også tilgængelige ubenyttede udendørsområder, der f.eks. anvendes til børns leg, og havnearealer.

Ved institutioner forstås i stk. 2, 3. punktum, alle former for institutioner for mennesker, dvs. ud over de i 1. punktum nævnte børneinstitutioner bl.a. også hospitaler, plejehjem, skoler og sportspladser.

Afgrænsningerne i stk. 1, nr. 3, og i stk. 2, svarer i vid udstrækning til følsomhedsbegrebet, som er nærmere defineret i Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 6, 1998: Oprydning på forurenede lokaliteter. Hensigten er, at arealer med såkaldt følsom arealanvendelse og meget følsom arealanvendelse skal være omfattet. I grænsetilfælde må amtsrådet konkret skønne, om arealanvendelsen kan betegnes følsom. Fastlæggelsen af arealer i henhold til stk. 1 kan ske ud fra en samlet afvejning af arealanvendelsens følsomhed på den konkrete lokalitet imod forureningspotentialet på lokaliteten. Ligeledes kan amtsrådets administration af §§ 8 og 9, jf. § 6, stk. 2, ske ud fra en samlet afvejning af arealanvendelsens følsomhed på den konkrete lokalitet i forhold til forureningspotentialet på lokaliteten.

Til § 7

Dokumentationen i forbindelse med kortlægningen på vidensniveau 2 kan beskrives som, at der skal være en høj grad af sikkerhed for, at der er en forurening, der begrunder en kortlægning på vidensniveau 2. Det svarer til gældende bestemmelser efter affaldsdepotloven.

De arealer, som fastlægges i henhold til § 6, stk. 1, skal, hvis de kun er kortlagt til vidensniveau 1, undersøges af amtsrådet eller af en mulig forurener, jf. § 40, med henblik på eventuelt at kortlægge arealet på vidensniveau 2. Ved denne undersøgelse vil en del af arealerne falde ud af kortlægningen, hvis der ikke konstateres en jordforurening, jf. § 13. På resten af arealerne konstateres en forurening, som betyder, at lokaliteterne, nu på vidensniveau 2, skal være omfattet af den offentlige indsats.

Det foreslås, at kortlagte arealer på vidensniveau 1, uanset ovenstående, ikke skal kortlægges videre frem til vidensniveau 2, hvis amtsrådet vurderer, at en forurening i givet fald allerede pga. befæstelse af arealet ikke kan udgøre en risiko for anvendelsen eller grundvandet. Amtsrådet kan uanset ovenstående beslutte at kortlægge andre arealer fra vidensniveau 1 til vidensniveau 2.

Til § 8

Bestemmelsen i stk. 1 indeholder hjemmel til regulering i forbindelse med ændret anvendelse af en forureningskortlagt ejendom. Det svarer i princippet til den gældende ordning i affaldsdepotloven, der indebærer et forbud mod at ændre anvendelsen af en registreret ejendom, medmindre den frigives til det pågældende formål. Det betyder, at grundejeren uanset kortlægningen kan fortsætte sin hidtidige anvendelse af ejendommen.

Kapitel 7

Administrative bestemmelser

Afgørelser

§ 7. Inden for de i medfør af § 6, stk. 1, fastlagte arealer, der er kortlagt på vidensniveau 1, foretager amtsrådet, gennem tekniske undersøgelser i form af opgravninger, boringer, analyser eller lignende, en kortlægning af den mulige jordforurening frem til vidensniveau 2.

Stk. 2. Ved kortlægning frem til vidensniveau 2 kan tekniske undersøgelser undlades i det omfang, der i øvrigt foreligger dokumentation, der tilvejebringer et tilsvarende sikkert grundlag for at kortlægge arealet på vidensniveau 2.

Stk. 3. Kortlægning frem til vidensniveau 2 kan undlades, hvor der efter amtsrådets vurdering som følge af arealets befæstelse ikke er tale om aktuel skadelig virkning på grundvand eller mennesker.

Kapitel 8

Tilsyn og håndhævelse

§ 8. Når en ejer har modtaget underretning om kortlægning, jf. § 12, stk. 1, skal ejer eller bruger ansøge amtsrådet om tilladelse før den pågældende ændrer anvendelsen af det kortlagte areal til et af de i § 6, stk. 2, nævnte formål.

Stk. 2. Hvis det kortlagte areal er fastlagt af amtsrådet som indsatsområde, jf. § 6, stk. 1, eller hvis det kortlagte areal anvendes til et af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, skal ejer eller bruger ansøge amtsrådet om tilladelse før påbegyndelsen af et bygge- og anlægsarbejde på arealet.

Stk. 3. Til brug for en afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning udfører nødvendige forureningsundersøgelser eller på anden måde dokumenterer, at den planlagte ændrede anvendelse eller det planlagte bygge- og anlægsarbejde er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Stk. 4. Amtsrådet kan knytte følgende vilkår til en tilladelse efter stk. 1 eller 2

1) Vedrører det ansøgte anvendelse til et af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2, kan der fastsættes vilkår om gennemførelse af miljø- og sundhedsmæssige nødvendige foranstaltninger af hensyn til arealanvendelsen.

2) Vedrører det ansøgte udførelse af bygge- og anlægsarbejder over en forurening, der kan være til fare for grundvandet eller på et areal med væsentligt forhøjede koncentrationer af forurenende stoffer, kan der fastsættes sådanne vilkår, der er nødvendige for at forhindre en forøgelse af risikoen for grundvandet.

3) Vilkår om, at anvendelsen eller arbejdet skal foregå på en nærmere bestemt måde, således at en senere offentlig indsats ikke umuliggøres eller fordyres væsentligt.

4) Vilkår om afgivelse af en redegørelse for ændringen eller arbejdet med dokumentation for forureningsforholdene, når ændringen eller arbejdet er afsluttet.

Stk. 5. Amtsrådet kan ændre allerede fastsatte vilkår eller fastsætte nye vilkår, hvis der i forbindelse med ændringen af anvendelsen eller udførelsen af bygge- og anlægsarbejdet, der er meddelt tilladelse til, konstateres andre forureningsforhold end forudsat ved tilladelsen.

Stk. 6. En tilladelse efter stk. 1 eller 2 bortfalder, hvis det, der er meddelt tilladelse til, ikke er påbegyndt inden 1 år efter tilladelsens dato, medmindre amtsrådet træffer afgørelse om andet.

Stk. 7. Vilkår er bindende for den til enhver tid værende ejer og bruger af arealet, og længerevarende vilkår kan tinglyses på ejendommen.

Stk. 8. Amtsrådet kan fastsætte regler om hvilke betingelser, der skal opfyldes for at opnå tilladelse, jf. stk. 1 og 2, vedrørende ændret anvendelse og bygge- og anlægsarbejder på arealer, der er kortlagte.

Stk. 9. Amtsrådet kan fastsætte regler om i hvilke tilfælde tilladelse ikke er nødvendig, jf. stk. 1 og 2 og § 15, stk. 1, nr. 2.

§ 8, stk. 1, indeholder imidlertid en indskrænkning i forhold til affaldsdepotloven, idet det er specificeret, at der kun skal søges om tilladelse, hvis arealanvendelsen ønskes ændret til et af de formål, der er nævnt i § 6, stk. 2. Afgrænsningen betyder, at det er ændringer fra ikke-følsom arealanvendelse til følsom (eller meget følsom) arealanvendelse, der er afgørende for, at der skal søges om tilladelse. Ligeledes skal der søges om tilladelse, hvis én form for følsom (eller meget følsom) arealanvendelse ændres til en anden form for følsom (eller meget følsom) arealanvendelse.

§ 8, stk. 2, supplerer stk. 1, idet der i stk. 2 er tale om ansøgninger før påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder. Også her indeholder lovforslaget en væsentlig indskrænkning i forhold til affaldsdepotloven, idet der kun skal søges om tilladelse for arealer, omfattet af indsatsområdet i § 6, stk. 1, og arealer, som anvendes til et følsomt formål i øvrigt. Affaldsdepotloven krævede tilladelse før bygge- og anlægsarbejder på ethvert registreret areal. Årsagen til lovforslagets indskrænkning er dels, at størrelsen af det areal, som forventes kortlagt, er væsentligt forøget i forhold til størrelsen af det areal, som kunne forventes registreret i henhold til lov om affaldsdepoter. En anden årsag til indskrænkningen er, at lovforslaget i højere grad end affaldsdepotloven fokuserer direkte på de forureninger og forureningskilder, som kan være til aktuel fare for mennesker og miljø. Det er vurderet som en overdreven regulering, hvis bygge- og anlægsarbejder på arealer udenfor de offentlige indsatsområder, eller uden følsom arealanvendelse i øvrigt, skulle godkendes af amtsrådet med eventuelle vilkår om nærmere undersøgelser, m.v.

Ved arealanvendelsesændringer til industri, kontor eller andet erhverv, samt ved bygge- og anlægsarbejder indenfor områder, der aktuelt anvendes til industri, kontor eller andet erhverv, skal der således ikke søges tilladelse, med mindre arealet er fastlagt ud fra grundvandsrisiko, jf. § 6, stk. 1, nr. 1 eller 2. Det forudsættes, at bygherren i disse tilfælde selv søger oplysninger i Miljøstyrelsens vejledninger om eventuel risiko for ansatte og at Arbejdstilsynet vil gå ind i sager med aktuel risiko

Det bemærkes, at jordhåndtering på de arealer, hvor der ikke skal søges tilladelse i henhold til § 8, er omfattet af andre bestemmelser i lovforslaget. Ved flytning af jord fra en kortlagt ejendom eller en kortlaget del af en ejendom gælder anmeldepligten i lovforslagets § 50. Endvidere henledes opmærksomheden på, at bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven finder anvendelse på håndtering af jord, jf. lovforslagets § 63. Også lovforslagets § 71 om standsning af bygge- og jordarbejde ved konstatering af jordforurening gælder på disse arealer; se bemærkningerne til denne bestemmelse. Endelig skal det nævnes, at de regler, som vil blive udstedt i henhold til lovforslagets § 51 om genanvendelse af jord til bestemte formål kan få virkning på arealer, hvor der ikke skal søges § 8- tilladelse.

Kravet om tilladelse til ændret anvendelse og til bygge- og anlægsarbejder på de i stk. 1 og 2 nævnte arealtyper skal sikre, at myndighederne kan afgøre, om det påtænkte projekt medfører en miljømæssigt betydende ændring, som nødvendiggør, at myndigheden stiller vilkår til projektet.

Fjernelse af flisedækning på et boligareal vil efter omstændighederne kunne være et arbejde, som kræver tilladelse efter lovforslagets § 8, stk. 2. Det samme er tilfældet, hvis der på en beboelsesejendom fjernes befæstelse, som efter amtsrådets vurdering har fungeret som beskyttelse mod risiko.

Også større jordarbejder kan være omfattet af tilladelsesordningen for de arealtyper, der er nævnt i § 8, stk. 2. Almindeligt havearbejde vil derimod ikke være omfattet.

Som nævnt under bemærkningerne til § 6, kan amtsrådets administration af § 8 ske ud fra en samlet afvejning af arealanvendelsens følsomhed på den konkrete lokalitet i forhold til forureningspotentialet på lokaliteten.

I underretningen om kortlægningen, jf. § 12, stk. 3, skal amtsrådet vejlede ejeren om, i hvilke tilfælde ejer eller bruger skal søge tilladelse i henhold til § 8, stk. 1 eller 2, for det kortlagte areal. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 12, stk. 3.

I medfør af § 8, stk. 3, kan amtsrådet stille krav om, at ansøgeren for egen regning udfører nødvendige forureningsundersøgelser eller på anden måde dokumenterer, at den planlagte ændrede anvendelse eller det planlagte bygge- og anlægsarbejde er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Amtsrådet kan kun stille krav om en teknisk undersøgelse til afprøvning af, om der er en faktisk forurening på den del af grunden, der involveres i det ønskede bygge- og anlægsprojekt. Omkostningerne hertil vil typisk være mindre end 25.000 kr. og i nogle tilfælde vil undersøgelser være unødvendige, fx. hvis den involverede del af grunden i forvejen er vel undersøgt som led i den offentlige kortlægnings- eller afværgeindsats.

Det forudsættes, at de vilkår, der i medfør af stk. 4 stilles til grundejeren, differentieres afhængigt af det konkrete projekt og den forureningstilstand, der findes på ejendommen. Der skal ikke stilles skrappere vilkår end til et projekt i den offentlige indsats, som svarer til den af ansøgeren planlagte arealanvendelse. Bestemmelsen svarer til de nugældende regler om frigivelse i affaldsdepotloven.

Er der tale om en ændring af den bestående tilstand til en anvendelse til boligformål eller anden følsom anvendelse, jf. stk. 4, nr. 1, herunder nyt boligbyggeri på en eksisterende boligejendom, foreslås det, at amtsrådet kan stille de vilkår til projektet, der er nødvendige for at imødegå forureningsrisikoen ved den påtænkte anvendelse eller ved byggeri.

I de tilfælde, hvor man ønsker at opføre nyt byggeri, og hvor bygningen opføres ovenpå en afgrænset og koncentreret forurening, herunder forureninger, der kan give indeklimaproblemer, vil der fx. kunne stilles vilkår om bygningens placering på grunden eller krav om at fjerne den forurenede jord inden byggeriets opførelse. De vilkår, som amtsrådet fastsætter, kan være af længerevarende karakter. Der kan eksempelvis blive tale om etablering eller bevaring og vedligeholdelse af særlige membraner, ventilation under bygninger o. lign.

Tilsvarende gælder den situation, hvor man ønsker fx. at opføre en bygning over en forurening, der kan være til fare for grundvandet, eller ved nyt byggeri på et areal med væsentligt forhøjede koncentrationer af forurenende stoffer (»hot spots«), jf. stk. 4, nr. 2. Her skal amtsrådet kunne stille vilkår til projektet, således at risikoen for grundvandet ikke øges. Her kan være tale om, at udgravninger ikke må foretages på nærmere bestemte steder på grunden, eller at eksisterende befæstelser ikke må fjernes.

Amtsrådet kan også, jf. stk. 4, nr. 3, stille vilkår, således at en senere offentlig indsats ikke bliver afskåret, herunder væsentligt fordyres. Her vil typisk være tale om vilkår om bygningens placering på grunden.

Når der fastsættes vilkår for et projekt, vil der ofte være behov for, at amtsrådet som en del af vilkårene betinger sig, at der ved projektets afslutning fremsendes en redegørelse, jf. stk. 4, nr. 4, der gør det muligt for amtsrådet at konstatere, om projektet er udført i overensstemmelse med forudsætningerne og de fastsatte vilkår.

Det foreslås i stk. 5, at amtsrådet kan ændre afgørelsen om vilkår, hvis der fremkommer nye oplysninger om forureningen. Det forudsættes, at vilkårene kun ændres, såfremt dette er nødvendigt på grund af de nye oplysninger om forureningens art, omfang og placering. Jf. i øvrigt med bemærkningerne til § 71. Eksempelvis kan gravearbejde i forbindelse med byggeri afsløre anden eller mere forurening end forudsat, og myndighederne skal derfor have lejlighed til at tage stilling hertil, herunder om der er behov for yderligere undersøgelser.

Vilkår skal efterleves af den til enhver tid værende grundejer og bruger. Vilkår vil derfor kunne indgå i kortlægningens beskrivelse af ejendommen.

Det foreslås, at amtsrådet kan lade længerevarende vilkår tinglyse på den pågældende ejendom.

Amtsrådet foreslås i stk. 8 at kunne fastsætte regler for hvilke forhold, der skal være opfyldt for at kunne opnå tilladelse til ændret anvendelse og til bygge- og anlægsarbejder. Reglerne skal finde anvendelse på forurenede grunde med ensartede problemstillinger. Der kan eksempelvis være tale om særlige forhold ved bestemte anvendelser for et specifikt område, udskiftning af jord i en vis dybde som forudsætning for byggeri til boligformål eller for anlæg af nyttehaver, legepladser o.lign. Amtsrådet vil i forbindelse med den konkrete ansøgning, der henviser til opfyldelse af de regelfastsatte vilkår, kunne påse, at de er opfyldt eller vil blive opfyldt, jf. §§ 65 og 66.

Ligeledes vil amtsrådet, jf. stk. 9, kunne beskrive, under hvilke forhold det ikke er nødvendigt at søge om tilladelse til ændret anvendelse eller bygge- og anlægsarbejder, jf. stk. 1 og 2. Der vil typisk være tale om erhvervsejendomme, hvor forureningen ikke udgør en risiko for grundvandet.

De lokalt fastsatte regler skal ligge indenfor rammerne af de til enhver tid fastsatte regler i medfør af § 15, nr. 3.

Til § 9

Forureningskortlægningen medfører som udgangspunkt ingen begrænsninger i den nuværende anvendelse. Det betyder, at ejendomme kan anvendes som hidtil, selv om de er omfattet af kortlægningen.

Der kan imidlertid være situationer, hvor offentlig oprydning eller afværgeforanstaltninger ikke er aktuelle, men hvor det vil være hensigtsmæssigt, at beboere selv iagttager nogle forholdsregler for at imødegå eventuelle sundhedsmæssige risici. Lovforslaget indeholder en hjemmel til, at amtet kan udarbejde anbefalinger til ejerne eller brugerne om anvendelsen af arealer, der er kortlagte. Anbefalinger udstedes som gode råd og vejledninger. Grundejeren og udlejeren videregiver anbefalingerne til lejerne.

En anbefaling kan eksempelvis bestå i at råde ejere af ejendomme, beliggende langs stærkt befærdede trafikårer, til begrænset grøntsagsdyrkning samt til at anlægge fast bund i sandkasser og lignende.

Bestemmelsen om anbefalinger i stk. 1, har baggrund i Jordforureningsudvalgets betænkning fra 1996, specielt betænkningens bilag »Forurenet jord og uorganiske restprodukter«. Udvalget vurderede omfanget af forurenede arealer til at være betydeligt større end tidligere antaget. Dette skyldtes ikke mindst, at også diffus forurening fra trafik og skorstene m.v. blev inddraget i vurderingen. Da det samfundsmæssigt måtte anses for en umulig opgave at fjerne så meget jord eller rense så store områder, foreslog udvalget, at myndighedsrådgivning af beboere skulle anvendes som et middel til at nedsætte kontakten med forurenet jord.

Anbefalinger er først og fremmest tænkt at skulle finde anvendelse i let forurenede områder som anvendes til boligformål o.lign. Anbefalinger skal således supplere den offentlige oprydnings- og afværgeindsats, jf. lovens kapitel 3, idet oprydning og afværgeforanstaltninger igangsættes ved stærkere forurening. En undersøgelse, som udføres af amtsrådet i henhold til lovens § 17, kan således resultere i en beslutning om udarbejdelse af anbefalinger til beboere som alternativ til en oprydning. Det vil sige, at anbefalinger kan være et permanent middel til at imødegå forurening. Der er imidlertid ikke noget i vejen for, at amtsrådet midlertidigt udsender anbefalinger til beboere på grunde, som senere - når amtsrådet når hertil i prioriteringen - vil blive ryddet op eller afværget.

Miljøstyrelsens vejledning nr. 6, 1998, om oprydning på forurenede lokaliteter indeholder afskæringskriterier for jord. Afskæringskriterierne angiver det niveau af jordforurening, hvorover det er nødvendigt at foretage en total afskæring af al kontakt med jorden, hvis området skal anvendes til beboelse o.lign. Jordforurening over afskæringskriterierne på boligarealer o.lign. bør som hovedregel imødegås med oprydning og afværgeforanstaltninger i henhold til § 17, med mindre der er mulighed for at fjerne forureningen med et påbud til forurener efter bestemmelserne i kapitel 5. I særlige tilfælde kan forurening over afskæringskriterierne imødegås med permanente anbefalinger i henhold til stk. 1, men det kræver, at efterlevelse af anbefalingerne følges særlig tæt af myndighederne. Omvendt kan det også forekomme, at jordforurening under afskæringskriterierne imødegås med offentlig oprydning eller afværgeforanstaltninger, jf. § 17, f.eks. på en småbørnsinstitution, hvor opfyldelse af anbefalinger kan være urealistisk.

Arealer, som anvendes til andre formål end beboelse, f.eks. kontor og butikker, kan i særlige tilfælde, hvor jordforurening kan udgøre en risiko for mennesker, som er på arbejde, modtage anbefalinger.

I modsætning til anbefalingerne, som ikke er bindende for grundejeren, foreslås det i stk. 2, at der for arealer, der er kortlagt, og som er offentligt eller alment tilgængelige i bred forstand, kan udstedes påbud med bindende virkning for grundejeren. Det foreslås, at grundejeren ved konkrete påbud kan pålægges begrænsede handlepligter. Sådanne påbud kan være nødvendige på arealer med følsomme aktiviteter, hvor forureningen skønnes at være af en sådan grad, at der kan være forbundet en risiko for sundheden ved den nuværende anvendelse.

I stedet for påbud kan amtsrådet i regler fastsætte handlepligter for ejere af bestemte kortlagte arealer, jf. stk. 3.

Der kan alene være tale om mindre omkostningskrævende handlepligter på alment tilgængelige udendørsarealer. Ved alment tilgængelige arealer forstås fællesarealer til boligbebyggelse, i beboelsesområder, parker og legepladser m.v. eller andre arealer med almindelig adgang, f.eks. friarealer omkring en virksomhed eller udendørsarealer på erhvervsejendomme, der er udlagt til erhvervsformål, hvis disse arealer rent faktisk anvendes af f.eks. områdets beboere. Med »alment tilgængelige arealer« forstås således også arealer, hvor mange ejere eller andelshavere færdes, f.eks. boligkaréer opdelt i ejerlejligheder. Typisk vil der være tale om blandede ejerboliger, andelsboliger og lejerboliger omkring friarealet.

Handlepligterne kan bestå i krav om græsdække, udlægning af barkflis, fast bund i sandkasser og lignende foranstaltninger. Hvor der er behov for særlig beskyttelse, eksempelvis på grund af at arealet er udsat for slid ved beboeres, især børns, anvendelse, kan der stilles krav om flisedækning eller tilsvarende overflade, der hindrer påvirkning fra forurening. En afgrænsning af handlepligten til arealer med særlige aktiviteter, fx. legearealer, kan komme på tale. En virksomhed kan imødegå et påbud ved at gennemføre en indhegning af arealet, således at arealets almene tilgængelighed forhindres. En indhegning er dog ikke altid en tilstrækkelig foranstaltning, hvis der eksempelvis er støvflugt fra arealet.

Der vil i gennemsnit for de ejendomme, der vil kunne få et påbud om handlepligt, kunne blive tale om en udgift på 20.000 kr. Krav om f.eks. græsdække på opholdsarealer eller barkflis under legeredskaber, for at hindre børns kontakt med den underliggende jord, vil dog, afhængigt af arealets størrelse, ofte kunne udføres billigere. Det må også antages, at samme arbejde undertiden vil blive udført alligevel af andre årsager, fx. æstetiske, eller for at forebygge faldskader ved legeredskaber. Tilsvarende gør sig gældende, hvor kravet kan være en fast belægning som følge af kraftig slitage af overfladedækket, fx. på gangstier eller boldbaner.

Det forudsættes også med handlepligtens afgrænsning til »bestemte kortlagte arealer«, at der skal fastsættes en konkret geografisk afgrænsning af det kortlagte areal, der giver begrundelse for handlepligten.

I handlepligten ligger også en pligt til at fastholde det givne forhold, som handlepligten omfatter. Det bestemmes derfor, at pligten påhviler den til enhver tid værende ejer og at pligten kan tinglyses på ejendommen.

Ejere skal orientere lejere om handlepligter, der påhviler ejendommen.

Meddelelse af påbud om handlepligter forudsætter, at der foreligger et vidensgrundlag, der kan begrunde handlepligten. Handlepligt, såvel konkrete påbud som regelfastsatte, kan principielt omfatte både arealer, der er kortlagt på vidensniveau 1 og på vidensniveau 2. Handlepligtens omfang vil dog typisk være mere udbygget på vidensniveau 2 end på vidensniveau 1.

Handlepligt, der pålægges ejendomme, der er kortlagt på vidensniveau 1, forudsættes således med hensyn til arten og omfanget begrænset, så den ikke medfører et væsentligt fald i ejendommens eller virksomhedens værdi.

Pligten til at pålægge f.eks. barkflis på legepladser eller fast belægning på en gangsti eller en boldbane for at undgå kontakt med den underliggende jord, der kan være eller er forurenet, vurderes som oftest, at kunne sidestilles med almindelig vedligeholdelse af det kortlagte areal med den anvendelse, det har som alment tilgængeligt areal.

Ved ovennævnte lokalt fastsatte regler om handlepligt eller om tilladelse skal der altid være mulighed for dispensation fra reglerne.

Regler efter § 9, stk. 3, skal ligge indenfor rammerne af de til enhver tid gældende regler, der fastsættes i henhold til § 15, nr. 3.

Til § 10

En tilladelse forpligter ikke grundejeren eller brugeren til at gennemføre projektet og foretage den forudsatte oprydning. Den gældende retstilstand har medført usikkerhed om mulighederne for at stille krav til ejeren eller brugeren, hvis byggeriet opgives. Problemet består i, at et påbegyndt projekt, der ikke afsluttes, yderligere kan aktualisere en forureningsfare på grunden. Har en forurening tidligere været afskærmet, fx. ved en asfaltering, kan en blotlægning medføre, at forureningsfaren aktualiseres. For at myndighederne kan sikre, at en blotlagt forurening ikke i urimelig lang tid henligger på denne måde, foreslås det, at myndighederne skal kunne fastsætte en frist for, hvornår projektet skal færdiggøres.

Overskrides fristen, kan miljømyndighederne påbyde ejeren eller brugeren at efterlade grunden i en miljøtilstand, der ikke er forringet sammenlignet med den tilstand, som arealet havde før projektets påbegyndelse. I sådanne tilfælde kan grundejeren eller brugeren påbydes at foretage en afskærmning af forureningen eller at bortskaffe opgravet, forurenet jord på en miljømæssig forsvarlig måde.

Til § 11

Det foreslås i bestemmelsen, at myndighederne, såfremt en ejer eller bruger fremsætter ønske herom, skal udfærdige en erklæring, når et projekt eller en oprydning er afsluttet. Erklæringen kan indeholde en beskrivelse af selve det oprydningsprojekt, som er gennemført på arealet, og erklæringen kan indeholde en beskrivelse af arealets kortlægningsmæssige status, efter oprydningen er gennemført. Endelig skal det også fremgå af erklæringen, om amtet har ført tilsyn med oprydningsprojektet.

Til § 12

Med bestemmelserne videreføres den underretningspraksis, som gælder efter affaldsdepotlovens § 12.

Det følger af forvaltningsloven, at der skal ske inddragelse af grundejere, forinden amtsrådet træffer beslutninger vedrørende kortlægning. Der gives underretning til ejeren om arealets endelige kortlægningsmæssige status. Ejeren skal underrette lejere.

Underretning om kortlægningen skal være ledsaget af oplysninger om retsvirkningerne af denne. Det skal ligeledes fremgå, hvis amtet har udarbejdet anbefalinger om anvendelsen af arealerne eller om amtet har meddelt påbud eller fastsat regler om særlige handlepligter. Det skal endvidere fremgå, om amtsrådet har udstedt regler om vilkår for bygge- og anlægsarbejde eller ved ændret anvendelse, eller om at tilladelse ikke er nødvendig for bestemte anvendelsesændringer eller for bestemte bygge- og anlægsarbejder. Ligeledes skal det oplyses, om der gælder generelle regler, der er udstedt af ministeren.

I de tilfælde, hvor en ejer eller bruger får oplyst, at det ikke er nødvendigt at søge tilladelse efter § 8, stk. 2, før bygge- og anlægsarbejder, bør der oplyses om forudsætningerne for, at tilladelse ikke er nødvendig. Det bør videre oplyses, at en ændring af forudsætningerne kan betyde, at lokaliteten bliver omfattet af ansøgningspligten i § 8, stk. 2.

Ejere af boligejendomme, der kortlægges på vidensniveau 2, foreslås, som efter gældende affaldsdepotlovs § 12, stk. 1, orienteret om værditabsordningen.

Til § 13

Med den foreslåede bestemmelse fastlægges, at når begrundelsen for en kortlægning af et areal eller en del af et større areal, fx. en ejendom indenfor et kortlagt areal, ikke længere er til stede, skal amtsrådet træffe afgørelse om, at arealet udgår af kortlægningen. Dette skal ejeren underrettes om og registerets oplysning herom skal slettes, jf. § 14, stk. 3.

Det vil typisk være i forbindelse med amtsrådets nærmere kortlægning fra vidensniveau 1 til vidensniveau 2, som foretages for særlige arealer, jf. § 6, stk. 1, at der konstateres ikke at være forurening på det givne areal. Men også viden, der foreligger ad anden vej eller for andre arealer end de i § 6, stk. 1, nævnte, vil kunne resultere i en afgørelse om, at arealet ikke længere skal være kortlagt.

Hvis fx. en ejer af en grund udenfor de i § 6, stk. 1, nævnte arealer, der er kortlagt på vidensniveau 1, ønsker grunden vurderet, således at denne, hvis der ikke konstateres forurening, kan slettes af kortlægningen, må ejeren selv bekoste en teknisk undersøgelse til afprøvning af, om der faktisk er forurening på grunden. Det samme er tilfældet, hvis grunden er indenfor de i § 6, stk. 1, nævnte arealer, men ejeren ikke ønsker at afvente amtsrådets videre kortlægning i henhold til § 7. En teknisk undersøgelse til afprøvning af, om der er faktisk forurening på grunden, koster ca. 25.000 kr. Mindre udsving i prisniveauet kan forekomme, afhængigt af grundens størrelse.

Det bemærkes, at ejeren alene skal lade sin egen grund undersøge med henblik på om grunden aktuelt er forurenet. Ejeren skal således ikke undersøge forureningsforholdene på nabogrundene eller tage højde for eventuel efterfølgende forureningspåvirkning af hans grund. Hvis grunden efterfølgende påvirkes af forurening må grundejeren og de relevante myndigheder forholde sig selvstændigt dertil. Også ejere af grunde, der ikke er kortlagte, kan vælge at lade deres grund undersøge for forurening for at sikre sig mod problemer, fx. ved senere disponeringer over grunden, som kunne vanskeliggøres, hvis der var forurening.

Til § 14

Ved kortlægningen på vidensniveau 1 og vidensniveau 2 foreslås, at amtet skal lade de af kortlægningen omfattede ejendomme indføre i matrikelregisteret.

Efter bestemmelsen i stk. 2 foretager Forsvarsministeriet selv en tilsvarende indførelse i eget register. Det er i forlængelse af bestemmelsen i § 3, stk. 3, at Forsvarsministeriet selv kortlægger forurenede arealer på vidensniveau 1. Der henvises til bemærkningerne til § 3.

I konsekvens af, at et areal ikke længere er kortlagt, jf. § 13, skal arealet udgå af registeret.

Der vil efter forhandling med de berørte parter blive fastsat nærmere regler om registreringen og registerets førelse. Der vil i forhandlingerne og den nærmere regelfastsættelse blive taget udgangspunkt i Matrikelregisteret under By- og Boligministeriet og Københavns og Frederiksberg Kommuners egne, men tilsvarende registre. Der sigtes mod en sammenkobling mellem matrikelregistrene og det digitale matrikelkortværk både på landsplan og i de to nævnte kommuner.

Til § 15

Med bestemmelsen gives der miljø- og energiministeren mulighed for at udfylde rammerne i nærværende lovforslag med nærmere procedureregler eller nærmere tekniske afgrænsninger, definitioner m.v., så der kan sikres en ensartet praksis i hele landet.

Det er med bestemmelsen i nr. 1 tanken, at der skal være mulighed for at bestemme, at en ansøgning skal redegøre for bestemte relevante forhold, evt. i skemaform, og f.eks. skal vedlægges en kortskitse med angivelse af det påtænkte byggeris placering på grunden, samt kopi af ansøgning om byggetilladelse. Det kunne også komme på tale efter nærmere forhandlinger med parterne at bestemme, at f.eks. ansøgninger, der samtidig skulle søges om byggetilladelse til, blev fremsendt til amtsrådet gennem kommunalbestyrelsen.

Med bestemmelsen i nr. 2 ønskes mulighed for at smidiggøre administrationen for sådanne sager, som ved den praktiske administration af bestemmelserne i § 8, stk. 1 og 2, viser sig at resultere i utilsigtede restriktioner. Dette kan f.eks. være særlige afgrænsede former for ændringer eller særlige sager, herunder særlige mindre bygge- og anlægsarbejder.

Med bestemmelsen i nr. 3 ønskes mulighed for at kunne regulere handlepligtsregler og offentliggørelsen heraf. Bestemmelsen om lokalt fastsatte regler om handlepligter i § 9, stk. 3, er ny på området og det kan evt. blive nødvendigt at normere amtsrådenes udmøntning af bestemmelsen.

Med bestemmelsen i nr. 4 gives mulighed for udfyldende bestemmelser, der skal sikre, at kortlægningsopgaven løses ensartet inden for lovbestemmelsernes rammer og i efterlevelse af den linie, som bestemmelserne lægger med hensyn til underretning af ejere og indførelse i register.

Med bestemmelsen i nr. 5 ønskes mulighed for at sikre, at kortlægningsopgaven løses som nævnt oven for under nr. 4. Umiddelbart forventes de vejledninger, der vil foreligge om kriterier m.v., tilstrækkeligt normerende for administrationen, men der kan være forhold, der begrunder en egentlig regelfastsættelse for områder inden for kortlægningsopgaven, eksempelvis prioritering af kortlægningsindsatsen og tidsgrænser for afslutning af kortlægningen af nærmere bestemte arealtyper.

Til § 16

Der foreslås med bestemmelserne i § 16, stk. 1 og 2, at der ikke skal være klageadgang for amtsrådets og kommunalbestyrelsens beslutninger og afgørelser i medfør af kapitlet om kortlægning m.v.

Der er tale om en videreførelse af samme princip, som har været gældende på området siden vedtagelsen af kemikalieaffaldsdepotloven i 1983, der i § 17 bestemte, at afgørelser efter loven ikke kunne påklages. Der var tale om afgørelser om registrering, undersøgelser og oprydninger samt i visse tilfælde om ekspropriation eller om benyttelse af vandforsyningsanlæg.

Den manglende klageadgang på området blev videreført da kemikalieaffaldsdepotloven blev ændret til affaldsdepotloven i 1990, og kom også til at gælde for det samtidigt indførte krav om tilladelse til byggeri og ændret anvendelse.

Ved den efterfølgende uddelegering af opgaver inden for visse brancher til amtsrådene og senest ved ændringen af affaldsdepotloven i 1996, hvor alle opgaver, der hidtil havde ligget i Miljøstyrelsen, blev udlagt til amtsrådene blev et-instansprincippet bekræftet og den manglende klageadgang på området blev fastholdt.

Jordforureningsudvalget foreslog i sin betænkning fra 1996, at man som hidtil ikke indførte nogen generel klageadgang over kortlægningen. Derimod foreslog udvalget en særlig bestemmelse om en adgang for ejeren til efterfølgende ved fremsendelse af nye oplysninger at få revurderet afgørelsen om kortlægning i amtsrådet. Denne afgørelse skulle kunne påklages. Det blev derudover foreslået som noget nyt, at i sager om nybyggeri og ændret anvendelse og om det af udvalget foreslåede forbud mod anvendelse af kælderarealer, skulle afgørelser kunne påklages. Udvalgets forslag om påbudt handlepligt til imødegåelse af miljøproblemer fandtes derimod ikke at begrunde klageadgang.

I forbindelse med nærværende lovforslag, der foreslår en noget anden opbygning af den offentlige indsats på området end Jordforureningsudvalgets forslag, er spørgsmålet om klageadgang igen taget op til overvejelse. I givet fald vil ud over grundejere også kommunen, vandindvindingsselskaber og andre kunne være klageberettiget, jf. § 82. I vurderingen indgår også en afvejning af de interesser, der i realiteten vil kunne varetages ved en klageordning i forhold til situationen, hvor der som i dag ikke foreligger en klagemulighed på området.

Det vurderes i overensstemmelse med holdningen, der lå bag udlægningen af alle opgaver til endelig afgørelse til amterne med affaldsdepotlovens ændring i 1996, at der er tilvejebragt en praksis efter gældende lovgivning, som overordnet set har fundet en hensigtsmæssig afbalancering af de såvel private som offentlige interesser og hensyn, der skal varetages ved kortlægning m.v. i forbindelse med en imødegåelse af risikoen ved jordforurening. De samme interesser og hensyn gør sig gældende ved de nu foreslåede bestemmelser.

Det tages herved i betragtning, at afgørelserne i kapitel 2, både vedrørende kortlægning og ændret anvendelse og handlepligt, i vid udstrækning hviler på konstatering af faktiske, miljømæssige, geologiske, hydrogeologiske og geografiske lokale forhold, der gælder for det enkelte areal.

Afgørelser om kortlægning på baggrund af sådanne lokalt sammenhængende tekniske forhold findes at udgøre et mindre egnet klagetema til videre vurdering i en klagesagsbehandling.

Det er netop med forslagets udlægning af kortlægningskompetencen tanken, at det er det enkelte amtsråd, der som hidtil selv træffer beslutning om, fastlægger og gennemfører en samlet løsningen af kortlægningsopgaven i amtet. En endelig afgørelse om kortlægning kan være en afgørende forudsætning for at kunne gennemføre en eventuelt hastende offentlig oprydningsindsats, bl.a. til sikring af grundvandet, jf. kapitel 3.

Der findes i den forbindelse ikke afgørende begrundelse for at en efterfølgende stillingtagen til en allerede kortlagt grund på baggrund af ny viden eller efter en oprydning særskilt skulle kunne påklages, jf. nedenfor om § 13. Miljøstyrelsen forventer at udarbejde en vejledning om kortlægningen i forbindelse med lovforslagets ikrafttrædelse.

Afgørelser om vilkår for ændret anvendelse (efter gældende lov kaldet frigivelse) på baggrund af de tekniske forhold på stedet sammenholdt med den ønskede ændring findes som hidtil at kunne afgøres endeligt af amtsrådet som første kompetente myndighed. Vurderingen heraf begrundes i samme holdning, som begrundede, at opgaven har været placeret i amtsrådene siden uddelegering til disse. Som ovenfor nævnt, først for sager inden for udvalgte brancher og siden for alle sager, hvilket skete ved ændringen af affaldsdepotloven i 1996. Uddelegeringen havde bl.a. til formål, at de enkelte amtsråd skulle kunne træffe hurtige endelige afgørelser i sådanne sager i koordinering med den indsats amtsrådet selv står for på området.

Lovforslagets bestemmelser herom indebærer i øvrigt i sig selv en afgrænsning af amtsrådets muligheder for vilkårsfastsættelse til kun at omfatte bestemte ejendomme og bestemte former for vilkår.

Afgørelser om de foreslåede påbud eller lokalt fastsatte regler om handlepligt findes med de begrænsninger, herunder deres omfang, der allerede med lovbestemmelserne er fastsat, ikke at give behov for eller grundlag for klage til anden administrativ myndighed.

Der foreligger på området gennem bekendtgørelser, vejledninger, tekniske rapporter m.v. en administrativ og teknisk normering af administrationen, der som ovenfor nævnt vurderes at sikre en hensigtsmæssig administration og balance mellem alle interesser uden en formel klageadgang. Med lovforslagets bestemmelser forventes denne praksis videreført.

Det bemærkes, at i henhold til forvaltningsloven skal der forinden, der træffes afgørelser, ske partshøring. Ejeren af en grund vil derved få lejlighed til at høre amtsrådets begrundelse for kortlægningen af grunden og vil kunne gøre sine synspunkter vedrørende kortlægningen gældende overfor amtsrådet, inden der træffes endelig afgørelse om kortlægning af den pågældende grund.

Videre skal det bemærkes, at såfremt f.eks. ejeren af en ejendom, der er omfattet af en kortlægning, dokumenterer, at forureningsforholdene er anderledes eller ændrede i forhold til forudsætningen for kortlægningen, vil amtsrådet efter almindelige forvaltningsretlige betragtninger skulle forholde sig dertil og i givet fald revurdere kortlægningen, jf. også forslagets § 13, der pålægger amtsrådet at lade et areal udgå af kortlægningen, hvis amtsrådet finder det godtgjort, fx. på grundejerens eget initiativ, at der ikke er grundlag for at opretholde kortlægningen.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at en utilfreds grundejer kan vælge at indbringe en afgørelse for domstolene eller kan vælge at forelægge en sag for tilsynsrådet til tilsynsrådets vurdering af, om der er anledning til reaktion fra rådets side. Ligeledes kan en grundejer indbringe sin sag for Folketingets Ombudsmand.

Der henvises til bemærkningerne til § 25 og § 38.

Til kapitel 3

Kapitel 9

Diverse bestemmelser

Underretning om forurening m.v.

§ 9. Amtsrådet kan udarbejde anbefalinger til ejer og bruger af kortlagte arealer om anvendelsen af de pågældende arealer.

Stk. 2. Amtsrådet kan på alment tilgængelige udendørs arealer, der er kortlagte, meddele påbud til ejere om, at disse inden en nærmere fastsat frist skal foretage eller opretholde, nærmere bestemte, mindre omkostningskrævende foranstaltninger, herunder indhegning og flisedækning, hvor der kan være en sundhedsmæssig risiko ved den nuværende anvendelse.

Stk. 3. Amtsrådet kan for bestemte kortlagte arealer fastsætte regler om, at ejere indenfor en nærmere fastsat frist skal foretage eller opretholde foranstaltninger på alment tilgængelige udendørs arealer, som nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Påbud og regler, jf. stk. 2 og 3, påhviler den til enhver tid værende ejer af ejendommen og kan tinglyses på ejendommen.

Stk. 5. Ejere skal underrette lejere om anbefalinger, påbud eller regler, jf. stk. 1 - 3.

Stk. 6. Regler udstedt i medfør af § 8, stk. 8 og 9 og § 9, stk. 3 skal indeholde bestemmelser om, at amtsrådet kan dispensere, såfremt ejeren dokumenterer, at der ikke er behov for de pålagte foranstaltninger.

Kapitel 10

Klage og søgsmål

Klage

§ 10. Hvis en ejer eller bruger ikke gennemfører et påbegyndt projekt, der er meddelt tilladelse til, jf. § 8, eller afslutter en påbegyndt oprydning, der er fastsat som vilkår for en tilladelse, kan amtsrådet fastsætte en frist for færdiggørelse af projektet eller oprydningen. Hvis fristen overskrides, kan amtsrådet meddele ejeren eller brugeren påbud om, at grunden skal bringes i en miljøtilstand, der ikke er ringere end tilstanden før påbegyndelsen af projektet eller oprydningen.

Kapitel 11

Straf

§ 11. Amtsrådet skal, såfremt en ejer eller en bruger fremsætter anmodning herom, efter at have afsluttet et projekt eller en oprydning, jf. § 8, udfærdige en erklæring, som indeholder en beskrivelse af det gennemførte projekt eller den gennemførte oprydning og arealets kortlægningsmæssige status, samt oplysning om, hvorvidt amtsrådet har ført tilsyn med projektet eller oprydningen.

Kapitel 12

Ændringer i miljøbeskyttelsesloven, ligningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven, stempelloven og råstofloven

§ 12. Amtsrådet skal give skriftlig underretning om den endelige kortlægning af et areal på vidensniveau 1 eller 2 til ejere af ejendomme indenfor det kortlagte areal og til den pågældende kommune. Ejere skal underrette lejere om amtsrådets afgørelse.

Stk. 2. Amtsrådet kan træffe nærmere afgørelse om, at underretningen efter stk. 1 skal ske på en nærmere fastsat måde.

Stk. 3. Den skriftlige underretning til ejere af ejendomme, der anvendes til helårsbeboelse og er kortlagt på vidensniveau 2, skal indeholde oplysninger om mulighederne for oprydning efter kapitel 4.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 13. Et areal skal udgå af kortlægningen, når amtsrådet finder det godtgjort, at der ikke er miljø- eller sundhedsmæssigt grundlag for at opretholde kortlægningen af det pågældende areal.

Stk. 2. Amtsrådet skal give skriftlig underretning herom til ejere af ejendomme indenfor det areal, der ikke længere er kortlagt, og til den pågældende kommune.

§ 14. Amtsrådet skal lade oplysninger om kortlagte arealer indføre i matrikelregisteret og løbende opdatere registeret.

Stk. 2. Forsvarsministeriet skal indføre de af Forsvarsministeriet kortlagte arealer på vidensniveau 1 i et tilsvarende register som nævnt i stk. 1 under Forsvarsministeriet og løbende opdatere registeret.

Stk. 3. Et kortlagt areal skal udgå af registret, når amtsrådet finder det godtgjort, at der ikke er miljø- eller sundhedsmæssigt grundlag for at opretholde kortlægningen af det pågældende areal.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med matrikelmyndighederne fastsætte nærmere regler om registrering af kortlægningen, herunder om oprettelse og førelse af registret, inddragelse af matrikelkort samt om udlevering af oplysninger fra registret og om betaling herfor.

§ 15. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

1) formen og indholdet af ansøgninger efter § 8, stk. 1 og 2, og at ansøgninger skal indgives til kommunalbestyrelsen,

2) tilfælde, hvor tilladelse efter § 8, stk. 1 og 2, ikke er nødvendig, herunder ved mindre bygge- og anlægsarbejder,

3) indholdet af lokale regler efter § 8, stk. 8 og § 9, stk. 3, og om offentliggørelse heraf,

4) tidsfrister og procedurer for forureningskortlægningen og om amtsrådenes pligt til at underrette andre myndigheder,

5) indholdet af og kriterier for kortlægningen af arealer, samt om at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for kortlægningen.

§ 16. Amtsrådets afgørelser efter bestemmelserne i dette kapitel kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser om fastlæggelse af arealer, jf. § 6, stk. 2, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 17. Amtsrådet udfører undersøgelsesprojekter vedrørende jordforurening på kortlagte arealer og udarbejder forslag til projekter til afværgeforanstaltninger, herunder oprydninger, og udfører dem.

Stk. 2. Amtsrådet indsamler erfaringer med gennemførelse af afværgeforanstaltninger, herunder oprydninger efter jord- og grundvandsforurening.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren forestår udvikling og afprøvning af ny teknologi inden for jordforureningsområdet.

Stk. 4. Ministeren kan i forbindelse med den i stk. 3 nævnte opgave fastsætte regler om administrationen, afholde udgifter og yde tilskud til projekter vedrørende afværgeforanstaltninger, herunder de af amtsrådet udførte foranstaltninger, jf. stk. 1. Ministeren kan afholde udgifter, herunder yde tilskud til udviklingsprojekter, kriteriefastsættelse, risikovurdering, information og erfaringsopsamling. Der kan ligeledes afholdes udgifter, herunder ydes tilskud, til udbud af projekter, administration, revision, evaluering og til forsikringer vedrørende eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med udførelsen af opgaven.

Stk. 5. Udgifterne til fremme af den i stk. 3 nævnte teknologiudvikling afholdes indenfor de beløbsrammer, der fastsættes på de årlige finanslove. Der kan inden for et finansår afgives tilsagn om udbetaling i det efterfølgende finansår.

§ 18. Amtsrådet udarbejder en oversigt over den offentlige indsats, der revideres en gang om året.

Stk. 2. Oversigten medfører ingen rettigheder eller pligter for ejere.

§ 19. Oversigten skal indeholde en angivelse af, på hvilke arealer der skal foretages undersøgelser eller afværgeforanstaltninger, herunder oprydning. Oversigten skal angive en prioritering af indsatsen, og den skal indeholde en økonomisk oversigt.

§ 20. Oversigtens prioritering kan fraviges, og der kan gennemføres projekter, der ikke er anført på oversigten, hvis det skønnes nødvendigt.

§ 21. Amtsrådet underretter ejeren og den, overfor hvem der kan meddeles påbud, jf. kapitel 5, før amtsrådet udfører undersøgelser eller iværksætter afværgeforanstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet underretter vurderingsmyndighederne om oprydning eller afværgeforanstaltninger, som amtsrådet har udført på en ejendom.

§ 22. Amtsrådet kan til gennemførelse af projekter anført på oversigten, jf. § 18, eller projekter, der skønnes nødvendige, jf. § 20, i særlige tilfælde indgå aftale om overtagelse af en ejendom, der er omfattet af projektet.

Stk. 2. Amtsrådet kan til gennemførelse af projekter anført på oversigten til eje eller midlertidig brug ekspropriere rettigheder over fast ejendom.

Stk. 3. Amtsrådet kan vederlagsfrit overdrage en ejendom, som amtsrådet har overtaget eller eksproprieret, til kommunalbestyrelsen.

Stk. 4. Amtsrådet kan til fordel for en vandforsyning, der vil gennemføre projekter med henblik på at sikre nuværende eller fremtidig vandindvinding, til eje eller midlertidig brug ekspropriere rettigheder over fast ejendom. Dette gælder, uanset om de pågældende arealer indgår i oversigten, jf. § 18.

Stk. 5. Ved gennemførelse af en ekspropriation efter stk. 2 eller stk. 4 finder bestemmelserne i lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49 tilsvarende anvendelse, idet det dog er amtsrådet, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

§ 23. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for amtsrådets udarbejdelse af den i § 18 nævnte oversigt, herunder hvilke kriterier og forudsætninger amtsrådet skal lægge til grund for prioriteringen og gennemførelsen af den offentlige indsats.

§ 24. Miljø- og energiministeren nedsætter et råd, Depotrådet, som følger miljømyndighedernes administration af loven.

Stk. 2. Amtsrådet afgiver en årlig indberetning til det efter stk. 1 nedsatte råd om gennemførte aktiviteter og om den planlagte indsats, budgetter m.v. for det kommende år.

Stk. 3. Rådet udarbejder en årlig redegørelse til ministeren på baggrund af amtsrådenes indberetninger efter stk. 2. Rådet rådgiver ministeren i generelle spørgsmål om teknologiudvikling og i forbindelse med udfærdigelse af regler i medfør af loven.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om rådets sammensætning og virksomhed og om amtsrådenes indberetning efter stk. 2.

§ 25. Amtsrådets afgørelser efter bestemmelserne i dette kapitel, bortset fra afgørelser om ekspropriation efter § 22, stk. 2 og 4, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 26. Værditabsordningen omfatter ejendomme, som blev anvendt til helårsbeboelse den 18. november 1992 og som er forurenede før den 1. september 1993, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Ved forurenede ejendomme forstås i dette kapitel ejendomme, der er kortlagte på vidensniveau 2, jf. § 5, eller opfylder betingelserne herfor.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 omfattes følgende ejendomme ikke af værditabsordningen

1) Industriejendomme og ejendomme, der er noteret som landbrugsejendomme i henhold til lov om landbrugsejendomme, samt ejendomme i landområder, der rummer skovbevoksede eller fredskovpligtige arealer i henhold til skovloven.

2) Etageejendomme, der anvendes til både bolig og erhverv, hvis mere end 50 pct. af etagearealet anvendes erhvervsmæssigt. Lofts- og kælderarealer samt garager, der ikke er indrettet til bolig- og erhvervsformål, indgår ikke i beregningen af etagearealet.

3) Ejendomme i områder, der er udlagt til sommerhus- eller kolonihavebebyggelse, medmindre ejendommen anvendes til helårsbeboelse, og lovligheden heraf ikke hviler på bestemmelser i planlovens § 40, stk. 2, og § 41, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997 med senere ændringer.

4) Ejendomme, der ejes af det offentlige.

§ 27. Værditabsordningen omfatter ejere, der

1) har erhvervet en ejendom, jf. § 26, i forurenet tilstand og

2) ved erhvervelsen hverken vidste eller burde vide, at ejendommen var forurenet.

Stk. 2. Følgende er omfattet af værditabsordningen, hvis den tidligere ejer opfyldte betingelserne i stk. 1

1) Ejere, der har erhvervet ejendommen ved arv, hensidden i uskiftet bo eller tvangsauktion som ufyldestgjort panthaver.

2) Ejere, der har overtaget ejendommen ved skilsmisse eller separation, eller efter i mindst 2 år at have haft fælles hustand med den tidligere ejer.

3) Ejere, der har erhvervet ejendommen ved en frivillig handel med en panthaver eller ved en panthavers mellemkomst som led i panthaverens tabsbegrænsende foranstaltning.

Stk. 3. Ejere af ejendomme, der er blevet udstykket i ejerlejligheder, er omfattet af værditabsordningen uanset bestemmelserne i stk. 1, såfremt betingelserne i stk. 1 var opfyldt ved udstykningen i ejerlejligheder.

§ 28. Amtsrådet rydder op på ejendomme, der omfattes af værditabsordningen, når ejeren anmoder om det, jf. dog § 34. Det er en betingelse, at ejendommen ved ejerens anmodning om oprydning fortsat anvendes til helårsbeboelse, og at forureningen har en skadelig virkning på mennesker eller miljø eller indebærer en fare herfor i forhold til den faktiske boliganvendelse på ejendommen.

Stk. 2. Foranstaltninger, som amtsrådet kan meddele påbud om efter § 9, stk. 2, dækkes ikke af værditabsordningen.

Stk. 3. Oprydninger gennemføres i det omfang, der er afsat bevilling hertil på de årlige finanslove.

Stk. 4. Amtsrådenes udgifter i medfør af bestemmelser i dette kapitel afholdes inden for den beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove. Der kan inden for et finansår afgives tilsagn til udbetaling i det efterfølgende finansår.

Stk. 5. Materiel, der anskaffes som nødvendigt led i gennemførelsen af en oprydning, overgår efter brug vederlagsfrit til amtsrådets videre anvendelse, afhændelse eller bortskaffelse. Udgifter eller indtægter i den forbindelse tillægges amtsrådet.

Stk. 6. Amtsrådet kan afholde udgifter til forsikringer vedrørende eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med oprydninger.

§ 29. Anmodning om oprydning i henhold til værditabsordningen sendes til amtsrådet.

Stk. 2. Retten til oprydning i henhold til værditabsordningen kan overdrages til senere erhververe af ejendommen, såfremt ansøgning om oprydning er indgivet inden overdragelsen.

Stk. 3. Det påhviler ejeren for egen regning at dokumentere, at en ejendom, som ikke er kortlagt på vidensniveau 2, er forurenet i tilsvarende grad. Amtsrådet kan stille krav til dokumentationsmaterialet svarende til kravet for kortlægning på vidensniveau 2, jf. § 5.

Stk. 4. Amtsrådet træffer afgørelse om, hvorvidt ejendommen er omfattet af værditabsordningen. Amtsrådet underretter kommunalbestyrelsen om afgørelsen.

§ 30. Amtsrådet træffer afgørelse om, i hvilket omfang der skal ryddes op i henhold til værditabsordningen. Oprydningen svarer til en oprydning i medfør af kapitel 3. Hvis en offentligt bekostet oprydning i henhold til værditabsordningen kan iværksættes, meddeler amtsrådet tilsagn til ejeren, herunder om hvornår oprydningen kan forventes påbegyndt.

Stk. 2. Når et tilsagn om oprydning er meddelt i henhold til stk. 1, indtræder amtsrådet i de krav, som ejeren måtte have over for forureneren eller tidligere ejere i anledning af forureningen i det omfang, ejerens krav mod forureneren eller tidligere ejere reduceres som følge af oprydningen.

Stk. 3. Tidligst 9 måneder inden oprydningen påbegyndes, sender amtsrådet en anmodning om indbetaling af egenbetaling, jf. §§ 31 og 32. Amtsrådet kan stille krav om, at egenbetalingen anvises fra en konto i et pengeinstitut. Betalingsfristen fastsættes til ikke under 3 måneder. Hvis ejeren ikke betaler indenfor fristen, bortfalder ejerens ret til oprydning i henhold til værditabsordningen. Amtsrådet kan under særlige omstændigheder se bort fra mindre overskridelser af fristen.

Stk. 4. Påbegyndes oprydningen i henhold til værditabsordningen ikke senest på det meddelte tidspunkt, forrentes den indbetalte egenbetaling med en årlig rente, der svarer til Nationalbankens diskonto den 1. januar det år, hvor egenbetalingen blev indbetalt, med et tillæg på 5 pct. De tilskrevne renter udbetales, når oprydningen påbegyndes, eller hvis ejeren trækker begæring om oprydning tilbage. Trækkes begæringen tilbage, fordi oprydningen ikke er påbegyndt rettidigt, frigives egenbetalingen, og ejeren kan ikke på ny begære oprydning på ejendommen, medmindre amtsrådet under særlige omstændigheder træffer afgørelse om andet.

Stk. 5. Hvis ejeren, i andre tilfælde end nævnt i stk. 4, trækker sin begæring tilbage efter indbetaling af egenbetaling, træffer amtsrådet afgørelse om, hvorvidt oprydningen alligevel skal gennemføres. Hvis amtsrådet beslutter, at oprydningen ikke skal gennemføres, frigives egenbetalingen. Har amtsrådet afholdt udgifter, kan amtsrådet dog træffe afgørelse om, at egenbetalingen ikke tilbagebetales helt. Ved tilbagebetalingen tillægges beløbet ikke renter.

Stk. 6. Skønnes en oprydning i henhold til værditabsordningen upåkrævet, eller findes der efter en værditabsoprydning fortsat en forurening på ejendommen, udsteder amtsrådet en erklæring om, at forureningen er uden betydning for anvendelsen af grunden til den faktiske anvendelse til helårsbolig, jf. dog § 9, stk. 1 og 2.

Stk. 7. Efterlades der efter en oprydning i henhold til værditabsordningen forurening, jf. stk. 6, under bestående bygninger til helårsbolig eller dertil hørende ledningsanlæg, træffer amtsrådet afgørelse om, hvorvidt ejendommen fortsat skal være omfattet af et tilsagn om oprydning i henhold til værditabsordningen.

Stk. 8. Amtsrådet underretter ejeren om den foretagne oprydning.

§ 31. Egenbetalingen udgør 40.000 kr. i grundbeløb pr. ejendom, dog mindst 7.000 kr. pr. lejlighed.

Stk. 2. Egenbetalingen nedsættes for hvert hele år, der går fra det tidspunkt, hvor en forurening er kortlagt på vidensniveau 2, eller hvor ejeren dokumenterer, jf. § 29, stk. 3, at ejendommen er forurenet i tilsvarende grad, til egenbetalingen indbetales. For ejendomme, der før den 1. september 1993 var konstateret forurenet, regnes nedsættelsen dog i forhold til denne dato.

Stk. 3. Den årlige nedsættelse, jf. stk. 2, udgør 2.500 i grundbeløb, dog 5.000 kr. for ejendomme med 12 eller flere lejligheder. Egenbetalingen nedsættes maksimalt til 15.000 kr. henholdsvis 30.000 kr. i grundbeløb.

§ 32. Har ejeren afholdt udgifter til nødvendige undersøgelser, jf. § 29, stk. 3, nedsættes egenbetalingen tilsvarende. Overstiger udgifterne til undersøgelser egenbetalingen, refunderes det overskydende beløb ikke.

§ 33. Amtsrådet yder efter anmodning lån til egenbetalingen til ejere, som på det tidspunkt, hvor anmodning om oprydning efter værditabsordningen indsendes,

1) er fyldt 65 år,

2) får udbetalt pension efter lov om social pension eller lov om delpension eller

3) modtager efterløn.

Stk. 2. Anmodning om lån indsendes til amtsrådet sammen med anmodning om oprydning. Tilsagn om lån meddeles af amtsrådet samtidig med et eventuelt tilsagn om oprydning.

Stk. 3. Lånene anvendes umiddelbart til betaling af egenbetalingen og administreres af Finansstyrelsen. Lånene ydes i øvrigt med de nødvendige tilpasninger på de vilkår om sikkerhed, forrentning, forfald m.v., som er fastsat i lov om lån til betaling af ejendomsskatter. Der kan dog ses bort fra, om lånet kan ligge inden for ejendommens vurdering før oprydningen.

Stk. 4. Amtsrådet kan i særlige tilfælde efter anmodning stille garanti for ejerens lån i sædvanlige realkreditinstitutioner til egenbetalingen.

Stk. 5. Anmodningen om garanti indsendes til amtsrådet sammen med anmodning om oprydning. Tilsagn om garanti meddeles af amtsrådet samtidig med et eventuelt tilsagn om oprydning.

§ 34. Amtsrådet kan i særlige tilfælde fremsætte tilbud om overtagelse af en ejendom, jf. § 75. Bestemmelserne i §§ 31 og 32 om egenbetaling finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Hvis ejeren ikke inden en nærmere fastsat frist på ikke under 3 måneder accepterer, at ejendommen overtages i henhold til stk. 1, eller ikke indenfor en nærmere frist, der fastsættes til ikke under 3 måneder, indbetaler egenbetalingen, bortfalder ejerens rettigheder i henhold til værditabsordningen.

Stk. 3. En overtagelse sker til eje for amtsrådet. Amtsrådet kan vederlagsfrit overdrage en ejendom, som amtsrådet har overtaget, til kommunalbestyrelsen.

§ 35. Hvis egenbetalingen overstiger de samlede udgifter til undersøgelser og oprydning i henhold til værditabsordningen, tilbagebetales det overskydende beløb, når oprydningen er gennemført.

Stk. 2. Såfremt en ejendom, der er kortlagt på vidensniveau 2 og indført i registeret, jf. § 14, efter gennemført oprydning, jf. § 28, fortsat er forurenet i et sådant omfang, at den ikke kan udgå af registeret, tilbagebetales egenbetalingen. Tilsvarende tilbagebetales egenbetalingen, hvis ejendommen efter en oprydning fortsat er forurenet i et sådant omfang, at den bliver kortlagt på vidensniveau 2 og indføres i registeret som sådan. Amtsrådet kan i særlige tilfælde under et længerevarende oprydningsprojekt træffe afgørelse om, at egenbetalingen tilbagebetales før projektets afslutning, såfremt ejendommen efter projektets afslutning forventes fortsat forurenet i et sådant omfang, at den ikke kan udgå af registeret, eller at den vil blive indført i registeret som kortlagt på vidensniveau 2.

Stk. 3. Tilbagebetalingen sker til den til enhver tid værende ejer af den ejendom, som egenbetalingen vedrører. Tilbagebetalingen kan ske til en konto i et pengeinstitut. Ved tilbagebetaling tillægges egenbetalingen en årlig rente for perioden, fra egenbetalingen blev indbetalt, til tilbagebetaling sker, svarende til Nationalbankens diskonto den 1. januar det år, hvor egenbetalingen blev indbetalt, med et tillæg på 5 pct.

Stk. 4. For ejere, der er bevilget lån eller for hvem, der er stillet garanti i henhold til § 33, anvendes tilbagebetalingen dog direkte til indfrielse af det bevilgede lån eller det lån, for hvilket der er stillet garanti. Beløbet tillægges renter svarende til de påløbne renter på lånet.

§ 36. Miljø- og energiministeren kan som en del af værditabsordningen afholde udgifter, herunder yde tilskud til information, administration, revision, evaluering og til resultatformidling m.v.

§ 37. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om Miljøstyrelsens, amtsrådenes, Københavns og Frederiksberg Kommuners og Finansstyrelsens behandling af sager efter værditabsordningen, herunder om

1) afgivelse af tilsagn om lån eller garanti for lån,

2) hvilke oplysninger og hvilken dokumentation ejeren skal fremsende med anmodningen, samt om hvilken form anmodningen skal have,

3) undersøgelser, oprydning og vurdering af sagerne,

4) amtsrådenes underretning til miljø- og energiministeren om sager efter værditabsordningen og

5) erhvervelse og salg af materiel og fast ejendom efter værditabsordningen.

§ 38. Amtsrådets afgørelser efter dette kapitel kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 39. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om påbud efter dette kapitel vedrørende forureninger, der stammer fra ejendomme eller anlæg i kommunen, uanset om påbudsadressaten har bopæl eller rettigheder over ejendomme eller anlæg i kommunen, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Amtsrådet træffer afgørelse om påbud vedrørende forureninger, der stammer fra virksomheder, som amtet efter miljøbeskyttelsesloven fører tilsyn med eller førte tilsyn med på tidspunktet for virksomhedens ophør, uanset om påbudsadressaten har bopæl eller rettigheder over ejendomme eller anlæg i amtet. Amtsrådet træffer endvidere afgørelse om forureninger i råstofgrave og tidligere råstofgrave.

Stk. 3. Amtsrådet træffer afgørelse vedrørende jordforurening på kommunalt drevne virksomheder. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse vedrørende jordforurening på amtskommunalt drevne virksomheder.

Oplysninger, udførelse af undersøgelser m.v.

§ 40. Miljømyndigheden, jf. § 39, kan påbyde en mulig forurener, jf. § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2, for egen regning at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger vedrørende en eventuel forurening. Forureneren kan herunder påbydes at

1) foretage prøveudtagning, analyser og måling af stoffer o. lign. med henblik på at klarlægge årsagerne til eller virkningerne af en stedfunden forurening, samt forureningens art og omfang og

2) klarlægge, hvordan følgerne af forurening afhjælpes eller forebygges.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1 kan meddeles, uanset hvornår en mulig forurening er sket. Påbud efter stk. 1 kan endvidere meddeles, uanset hvordan en mulig forurening er sket, jf. dog § 41, stk. 3, nr. 2.

Oprydninger eller andre afhjælpende foranstaltninger

Forureninger, der sker den 1. januar 2000 eller senere

§ 41. For forureninger, der sker den 1. januar 2000 eller senere, kan miljømyndigheden, jf. § 39, meddele forureneren påbud om at fjerne en konstateret forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.

Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, jf. dog stk. 3, nr. 2. Påbud kan ikke meddeles, hvor forureningen er opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer.

Stk. 3. Som forurener anses

1) Den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører. Forureningen eller en del heraf skal være sket i den pågældende driftsperiode.

2) Andre, der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler i følge anden lovgivning.

Stk. 4. Påbud kan ikke meddeles, hvis der er gået 30 år eller mere efter ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.

§ 42. Hvis en forurening, der er sket før den 1. januar 2000, fortsætter efter denne dato, finder bestemmelserne i §§ 41 og 43 kun anvendelse, såfremt miljømyndigheden godtgør, at den væsentligste del af forureningen er sket efter den 1. januar 2000.

Fælles bestemmelser

§ 43. Hvis en forurening kan henføres til flere forurenere, kan påbud, som omhandlet i §§ 40 og 41, meddeles dem alle. Påbudet til den enkelte forurener fastsættes under hensyn til den andel af den samlede forurening, som miljømyndigheden vurderer stammer fra den pågældende. Hvis det ikke er muligt at vurdere flere forureneres respektive andele af forureningen, skal miljømyndigheden i påbudene lægge til grund, at ligelige andele af forureningen, herunder den forurening, der ikke med vished kan henføres til en eller flere forurenere, henføres til disse forurenere.

Stk. 2. Der kan dog ikke meddeles påbud til en forurener, hvis det må antages, at kun en ubetydelig andel af forureningen kan henføres til denne forurener.

Stk. 3. Hvis forurenere, der er meddelt påbud efter stk. 1, ikke kan blive enige om sammen at efterkomme påbudene, kan nyt påbud om foretagelse af undersøgelser eller oprydninger af den samlede forurening meddeles til den forurener, som må antages at have bidraget med den største andel af forureningen. Hvis miljømyndigheden efter stk. 1 har lagt til grund, at forureningen i ligelige andele stammer fra forurenerne, kan påbud meddeles til den forurener, der har rådighed over ejendommen. Hvis ingen forurenere har rådighed over ejendommen, kan påbud rettes mod den forurener, der sidst havde rådighed over ejendommen.

§ 44. Påbud efter §§ 40-41 kan meddeles, uanset om forureneren har rådighed over den forurenede ejendom. For forureninger, der er sket før den 1. januar 2000, kan påbud efter § 40 dog kun meddeles, hvis forureneren havde rådighed over den ejendom, der er forurenet, på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse eller på et senere tidspunkt. I påbudet skal der fastsættes pligt til reetableringer af den forurenede ejendom.

Stk. 2. Hvis forureneren ikke har rådighed over den forurenede ejendom, kan miljømyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at tåle, at undersøgelser, oprydningen eller andre foranstaltninger gennemføres ved forurenerens foranstaltning.

Stk. 3. Påbud efter stk. 2 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den forurenede ejendom.

§ 45. Påbud efter §§ 40-41, der vedrører en virksomhed i drift, er bindende over for senere driftsherrer, såfremt den senere driftsherre på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt. Det samme gælder påbud, der er forvarslet.

Stk. 2. Er der på tidspunktet for erhvervelsen af virksomheden meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser m.v. efter § 40 til en virksomhed i drift, kan påbud om yderligere foranstaltninger vedrørende den samme forurening meddeles en senere driftsherre, såfremt den senere driftsherre på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet.

Stk. 3. Påbud efter §§ 40-41 til en virksomhed i drift er bindende overfor senere erhververe af den forurenede ejendom, såfremt

1) påbudet var meddelt eller forvarslet før erhvervelsen, men ikke er efterkommet, uanset at efterkommelsen er blevet indskærpet, og forholdet er blevet politianmeldt,

2) erhververen på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet, og

3) erhvervelsen sker fra en, der selv var eller kunne blive forpligtet til at efterkomme påbudet.

§ 46. Miljømyndigheden lader oplysninger om påbud, der er meddelt efter dette kapitel eller forvarslet, tinglyse på ejendommen for påbudsadressatens regning, jf. dog stk. 2. Oplysninger om påbud udstedt efter § 44, stk. 2, og forvarsel herom skal dog ikke tinglyses.

Stk. 2. Såfremt et påbud, der er forvarslet, ikke meddeles endeligt, skal miljømyndigheden dække påbudsadressatens tinglysningsudgift.

Stk. 3. Miljømyndigheden lader tinglysningen af påbud aflyse, når påbudet er efterkommet.

§ 47. Der kan ikke meddeles påbud efter dette kapitel vedrørende offentligt drevne lossepladser m.v., der er taget i brug før den 1. oktober 1974, og som ikke længere var i drift den 1. september 1990.

Ejere af olietanke med et rumindhold under 6000 l til boligopvarmning og forsikringspligt

§ 48. For olieforureninger, der konstateres efter en af miljø- og energiministeren nærmere fastsat dato, kan miljømyndigheden, jf. § 39, uanset hvordan forureningen er sket, meddele ejere af olietanke, jf. stk. 3, påbud om afgivelse af oplysninger og udførelse af undersøgelser som omhandlet i § 40, stk. 1, og om at fjerne den konstaterede forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1 kan ikke meddeles, hvis forureningen er opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Er betingelserne for at udstede påbud efter stk. 1 opfyldt, men forholdet omfattet af § 49, stk. 2, kan der kun udstedes påbud efter stk. 1, hvis forureningen er sket efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Påbud efter stk. 1 kan meddeles ejere af olietanke med et rumindhold under 6000 liter, hvor 50 pct. eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse, hvis anlægget har været brugt efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, og har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen. Hvis forureningen konstateres indenfor 12 måneder efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, kan påbud efter stk. 1 tillige meddeles, hvis anlægget har været i brug inden for 12 måneder før konstateringen af forureningen.

Stk. 4. Påbud kan meddeles, uanset om ejeren af olietanken har rådighed over den forurenede ejendom. I påbudet skal der fastsættes pligt til reetableringer af den forurenede ejendom.

Stk. 5. Hvis ejeren af olietanken ikke har rådighed over den forurenede ejendom, kan miljømyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at tåle, at undersøgelser, oprydningen eller andre foranstaltninger gennemføres. Dette påbud er bindende overfor den, der til enhver tid har rådighed over den forurenede ejendom.

Stk. 6. For olieforureninger, der ikke er omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, finder de øvrige bestemmelser i lovgivningen om forurenet jord anvendelse.

Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke påbud der kan tinglyses på ejendommen.

§ 49. Ejere af olietanke, der kan meddeles påbud efter § 48, stk. 1, jf. § 48, stk. 3, skal være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne, jf. dog stk. 2, til miljømyndighedernes krav om undersøgelser og oprydning efter bestemmelsen i § 48.

Stk. 2. Forsikringspligten omfatter ikke dækning af udgifter, hvor forureningen

1) er forårsaget forsætligt af tankejeren,

2) stammer fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfylder offentlige forskrifter herom, indeholdt i olietankbekendtgørelsen, eller

3) skyldes, at leveringen af olie i tankejerens ejertid ikke er sket efter offentlige forskrifter herom, indeholdt i bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods.

Stk. 3. Pligten til at være dækket af en forsikring ophører 6 måneder efter, at tanken er taget ud af brug og sløjfet forskriftsmæssigt.

Stk. 4. Forsikringen skal være dækkende senest fra den af mi1jø- og energiministeren fastsatte dato, jf. § 48, stk. 1.

Stk. 5. Forsikringen skal dække udgifter som nævnt i stk. 1 Viser udgiften til opfyldelse af et påbud, jf. § 48, stk. 1, sig at ville overstige 2 mio. kroner, skal forsikringsselskabet rette henvendelse til miljømyndigheden, for at denne kan godkende den del af projektet, der overstiger 2 mio. kroner. Udgifter, der overstiger 2 mio. kroner, skal betales af miljømyndigheden. Miljømyndigheden skal forlods på forlangende stille garanti herfor.

Stk. 6. Staten, amter og kommuner er undtaget fra forsikringspligten.

Stk. 7. Et forsikringsselskab kan ikke bringe forsikringen til ophør på grund af manglende betaling af præmie uden dokumentation for, at anden forsikring er tegnet.

Stk. 8. Forsikringsselskabet har udpantningsret for præmier med påløbne renter og andre omkostninger. Selskabet har endvidere panteret for ydelser i den forsikrede ejendom efter ejendomsskat til stat og kommune i 1 år fra forfaldstid.

Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med udbydere af olietanksforsikringer fastsætte nærmere regler for indholdet af forsikringen.

§ 50. Enhver, der flytter jord udenfor den ejendom, hvor der er opgravet, og enhver, der anvender sådan jord, skal sikre sig, at jorden ikke giver anledning til skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.

Stk. 2. Opgravning og flytning af forurenet jord og jord fra en kortlagt ejendom, en kortlagt del af en ejendom eller et areal, som anvendes til offentlig vej, skal af vedkommende anmeldes til kommunalbestyrelsen. Anmeldelse af jordens anvendelse skal tillige ske til det pågældende amtsråd og den pågældende kommunalbestyrelse, hvor jorden ønskes anvendt.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om anmeldeordningen efter stk. 2, herunder regler om opgavefordelingen mellem myndighederne og om, at anmelderen skal lade jorden analysere. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om en følgeseddelordning og om dokumentation for jordens håndtering, herunder dokumentation for, at genanvendelse er sket i overensstemmelse med gældende regler.

Stk. 4. Opgravning og håndtering af jord, der udføres i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 3 og § 51, må iværksættes 4 uger efter anmeldelsen, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 5. Hvis opgravning og håndtering ikke kan ske efter de i stk. 4 nævnte regler, eller hvis amtsrådet ønsker at modsætte sig jordens genanvendelse eller at stille vilkår herfor, jf. § 51, giver kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet anmelderen meddelelse herom inden 4 uger efter anmeldelsen. Anmelderen kan i sådanne tilfælde ikke iværksætte opgravningen og håndteringen.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 5 og afgørelser efter reglerne udstedt i medfør af stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 50, stk. 1, omhandler al flytning af jord udenfor en ejendom. Bestemmelsen gælder kun for jord, der ønskes flyttet over et ejendomsskel. Så længe jorden befinder sig indenfor ejendommen, er det den pågældende ejer, som er ansvarlig, og som får pålagt retsvirkninger efter en række af lovens øvrige bestemmelser, blandt andet kapitel 2 om forureningskortlægning og tilladelse til ændret anvendelse.

Efter stk. 1 er »enhver« der flytter jord udenfor den ejendom, hvor det er opgravet, og »enhver«, der anvender sådan jord ansvarlig for, at jorden ikke giver anledning til forurening eller fare for sundhed. Ved »enhver« forstås ikke blot den ansvarlige ejer eller bruger af ejendommen, men også den entreprenør og transportør, der fysisk faktisk forestår arbejdet.

Formålet med bestemmelsen er først og fremmest at sikre en høj miljøansvarlighed hos såvel bygherren som den udførende entreprenør, herunder sikre, at der ikke »handles« med ansvaret i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder.

Før udbud af et byggeri bør bygherren gøre sig overvejelser om byggegrundens forureningstilstand og om, hvad der skal ske med overskudsjord fra byggeriet. Hvis grunden er forureningskortlagt, eller hvis bygherren af anden årsag har mistanke om forurening på grunden, bør bygherren være opmærksom på anmeldekravet i stk. 2. Det kan være hensigtsmæssigt, at bygherren lader den jord, der skal graves op, analysere inden byggeriet udbydes til entreprenør. Hvis grunden ikke er forureningskortlagt, og bygherren ikke har mistanke om forurening, bør udbudsmaterialet indeholde betingelser for, hvorledes entreprenøren skal forholde sig, hvis der forårsages eller konstateres forurening under arbejdets udførelse.

Pligten efter § 50, stk. 1, til at sikre sig, at jorden ikke giver anledning til skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt betyder, at den pågældende skal sikre sig, at jorden ikke er forurenet. § 50, stk. 1, skal dermed også forebygge tidligere eksempler, hvor forurenet jord er dukket op på uhensigtsmæssige steder, specielt i råstofgrave, bl.a. fordi jorden på opgravningsstedet ikke har været nærmere undersøgt.

Den i stk. 2 nævnte anmeldeordning omfatter forurenet jord, jord fra kortlagte ejendomme, jf. lovforslagets §§ 4 og 5, og jord fra arealer, der anvendes til offentlig vej, jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Anmeldeordningen, der er led i det forslåede jordstyringssystem, har som hovedprincip, at den, der flytter jorden, dvs. ejer, bygherre eller entreprenør, skal anmelde flytningen til kommunalbestyrelsen.

Bestemmelsen adskiller sig fra Jordforureningsudvalgets forslag, idet udvalget ønskede styring af enhver jordflytning. Afvigelsen fra Jordforureningsudvalgets forslag hænger sammen med det ændrede kortlægningssystem, idet et areal efter det nu foreslåede system kan kortlægges på vidensniveau 1 allerede ved kendskab til forureningskilder. Det er også indgået i overvejelserne, at en anmeldepligt for al jord kan blive unødigt omstændelig.

Ifølge § 50, stk. 2, er det afgørende, at jorden er forurenet, eller at jorden flyttes udenfor en kortlagt ejendom. Ligesom i § 50, stk. 1, er ejendomsskellet således afgørende for, at bestemmelsen får virkning. Det fremgår af stk. 2, at bestemmelsen også har virkning for en delvis kortlagt ejendom, hvis jord ønskes flyttet fra den kortlagte del af ejendommen til den ikke kortlagte del af samme ejendom.

Anmeldeordningen i stk. 2 forudsætter i øvrigt, at anmelderen kan give oplysninger om den lokalitet, hvor jorden skal genanvendes, og eventuelt har indgået aftale med den pågældende bruger af jorden. Hvis den, der graver jorden op, ønsker af afsætte denne til et firma, som står for videre behandling og afsætning af jorden, skal det pågældende firma tillige anmelde genanvendelsen til sin hjemstedskommune samt til det pågældende amtsråd og den pågældende kommunalbestyrelse, hvor jorden ønskes anvendt, jf. stk. 2. Den, der graver jorden op, skal i denne situation anmelde til sin kommunalbestyrelse, at jorden ønskes afhændet til det pågældende firma. Hvis firmaet har hjemsted i en anden kommune end der, hvor jorden graves op, skal kommunalbestyrelsen i firmaets hjemkommune tillige have anmeldelse.

Hvis jorden ønskes genanvendt i en anden kommune end den, hvori opgravningslokaliteten eller afsætningsfirmaet ligger, kan kommunalbestyrelsen alene påse, at jorden principielt kan genanvendes, mens kommunalbestyrelsen ikke kan føre tilsyn med det konkrete genanvendelsesprojekt. Med henblik på at sikre jordstyring, også ved flytning over kommunegrænser, er der i § 50, stk. 2, indført en bestemmelse om, at anmeldelse tillige skal ske til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor jorden ønskes genanvendt. Genanvendelseskommunen skal herefter føre tilsyn med, at genanvendelsen sker korrekt på lokaliteten, f.eks. at dimensioner og afstandskrav i bestemmelser fastsat efter § 51 er opfyldt.

Endvidere skal der ske anmeldelse til amtsrådet i det amt, hvor jorden ønskes genanvendt. Dette sker dels for at give amtsrådet mulighed for at modsætte sig genanvendelsen, jf. § 51, og dels for at genanvendelseslokaliteten eventuelt kan kortlægges efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2.

Miljø- og energiministeren kan efter stk. 3, fastsætte nærmere regler om anmeldeordningen. Det er tanken, at en anmeldelse skal indeholde oplysninger, som gør det muligt for myndighederne at vurdere, hvorvidt anmeldelsen skal give anledning til en mere konkret vurdering. Anmeldelsen skal således indeholde oplysninger om, hvor jorden kommer fra, hvor jorden skal flyttes hen, mængde, sammensætning, vognmand m.v.

Miljø- og energiministeren kan efter stk. 3 fastsætte regler om opgavefordelingen mellem myndighederne. Denne hjemmel har til formål at give mulighed for at forenkle papirgangen for anmelderen eksempelvis ved at anmeldelse kun skal sendes til én myndighed. Der kan således, med hjemmel i stk. 3, indføres en pligt for kommunalbestyrelsen til at videresende anmeldelsen til amtsrådet og, hvis der ønskes genanvendelse af jorden i en anden kommune, til kommunalbestyrelsen i genanvendelseskommunen.

Det anmeldte kan iværksættes 4 uger efter anmeldelsen, med mindre kommunalbestyrelsen som led i tilsynet beslutter, at det anmeldte ikke er i overensstemmelse med gældende regler. Hvis den anmeldte jord ønskes genanvendt, kan der tillige være tale om, at amtsrådet modsætter sig genanvendelsen. Hvis genanvendelse finder sted i en anden kommune påser kommunalbestyrelsen her, om genanvendelse kan ske i overensstemmelse med gældende regler. Hvis blot én af de tre nævnte myndigheder har gjort indsigelse inden 4 uger, kan det anmeldte ikke iværksættes, jf. § 50, stk. 5.

I praksis vil en tidsforskydelse være mulig, såfremt anmelderen ønsker det. Anmelderen kan for eksempel lade jorden analysere inden opgravning i forbindelse med planlægning af et bygge- og anlægsarbejde. Kommunalbestyrelsen kan herefter give sin principielle tilslutning til, at jorden vil kunne genanvendes. På et senere tidspunkt, før den faktiske flytning af jorden finder sted, kan anmelderen anmelde det konkrete genanvendelsesprojekt og genanvendelseslokaliteten.

Opgravning og håndtering af jord, der ikke er omfattet af de i § 51 og § 52, stk. 2, nævnte regler, sker efter bestemmelserne i lov om miljøbeskyttelse. Baggrunden er, at der vil være jord, som ikke er reguleret af generelle regler. Der kan f.eks. være tale om jord, der ikke kan opfylde de generelle krav om, at jorden skal overholde bestemte grænseværdier for at kunne anvendes til et bestemt formål.

§ 51. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om genanvendelse af jord til bestemte formål, herunder regler om kriterier og grænseværdier, om anmeldelse, og om at amtsrådet i særlige tilfælde kan modsætte sig genanvendelsen eller stille vilkår herom.

§ 51 indeholder lovhjemmel til, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om anvendelse af jord til bestemte formål. Hjemmelen tænkes primært anvendt til udarbejdelse af kriterier og grænseværdier for anvendelse af lettere forurenet jord i nye bygge- og anlægsarbejder, anmeldekrav, samt krav til udformning af de pågældende bygge- og anlægsarbejder.

Da amtsrådet er grundvandsansvarlig og recipientansvarlig myndighed og har godkendelseskompetence i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 19 vedrørende udlægning af stoffer og produkter, som kan medføre risiko for jord og grundvand, får amtsrådet også i § 51 en særlig rolle. Amtsrådet vil således i særlige tilfælde kunne stille vilkår eller kunne modsætte sig genanvendelse, selvom de generelle anvendelsesbetingelser er opfyldte.

Hvis amtsrådet finder, at genanvendelsen vil udgøre en konflikt i forhold til et særligt sårbart grundvandsmagasin eller en særlig sårbar overfladerecipient, skal amtsrådet kunne modsætte sig genanvendelse, som i øvrigt følger reglerne.

Det vil være muligt efter reglerne i § 51 at fastsætte afstandskrav for genanvendelsesprojekters beliggenhed i forhold til drikkevandsboringer og overfladerecipienter. Sådanne afstandskrav vil ofte kunne udgøre en tilstrækkelig beskyttelse i langt størstedelen af de tilfælde, hvor jord genanvendes.

Det forudsættes derfor, at amtsrådet for at kunne modsætte sig genanvendelse efter gældende regler, fastsat af miljø- og energiministeren i henhold til § 51, kan argumentere for, at genanvendelsen vil medmedføre en helt usædvanlig risikofyldt situation.

Amtsrådet kan således ikke generelt modsætte sig enhver genanvendelse i et bestemt område, eksempelvis områder med særlige drikkevandsinteresser.

Til § 52

Ved lov nr. 426 af 10. juni 1997 gennemførtes med virkning fra 1. januar 1998 i miljøbeskyttelsesloven et generelt forbud mod deponering af jord i råstofgrave og tidligere råstofgrave. Som en konsekvens af, at lovforslaget omfatter jord, der på grund af menneskelig påvirkning eller håndtering kan have skadelig virkning på mennesker eller miljø, jf. § 2, videreføres forbudet mod, at råstofgrave modtager jord, uanset om dette er forurenet eller uforurenet.

§ 52. Tilførsel af såvel forurenet som uforurenet jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave er forbudt.

Stk. 2. Amtsrådet kan meddele dispensation fra forbudet, såfremt

1) råstofindvinderen eller ejeren dokumenterer, at der inden den 19. december 1996 forelå kontraktsmæssige forpligtigelser vedrørende tilførsel af jord til ejendommen,

2) råstofindvinderen eller ejeren med væsentlige økonomiske tab til følge afskæres fra en udnyttelse af ejendommen, som de efter hidtil gældende regler har haft særlig grund til at påregne eller,

3) der ikke er risiko for forurening af vandindvindingsanlæg eller af grundvand, der forventes at indgå i den fremtidige drikkevandsforsyning, og andre tilsvarende miljømæssige hensyn ikke taler imod.

Stk. 3. Dispensation efter stk. 2 fra forbudet mod deponering af uforurenet jord kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden eller om dokumentation for, at der er tale om uforurenet jord.

Stk. 4. Dispensation efter stk. 2 fra forbudet mod deponering af forurenet jord kan indeholde vilkår, herunder om håndtering af jorden eller om opfyldelse af eventuelle dokumentationskrav. Yderligere forudsætter meddelelse af dispensation, at amtsrådet i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33 fastsætter vilkår for jorddeponeringen. Såfremt amtsrådet ved lovens ikrafttræden har givet tilladelse til jorddeponering i råstofgrave i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33, gælder denne tilladelse fortsat.

§ 52, stk. 2, vedrører jord, som ønskes tilført en råstofgrav, som har fået dispensation. Der forudsættes en selvstændig vurdering efter miljøbeskyttelsesloven, om håndtering af jorden er omfattet af affaldsbestemmelserne. Der kan også være tale om uforurenet jord, som ønskes genanvendt til andre formål end dem, der er fastsat regler om i henhold til § 51, f.eks. jordforbedringsmiddel eller industriel anvendelse.

Til § 51

Den jord, som fjernes i forbindelse med almindelige bygge- og anlægsarbejder, skal fremover i højere grad anvendes og disponeres på en sådan måde, at risikoen for en ny forurening minimeres samtidig med, at det lettere forureningsbelastede materiale genanvendes på den mest optimale måde.

§ 52 svarer til § 20 a og b i den gældende miljøbeskyttelseslov, dog således at lovforslaget præciserer gældende ret, ligesom bestemmelserne ajourføres. Der er ikke med lovforslaget tilsigtet en ændring af gældende ret.

I henhold til miljøbeskyttelseslovens § 20 a, stk. 1 er det forbudt at tilføre jord til råstofgrave, medmindre amtsrådet har meddelt råstofindvinderen eller grundejeren dispensation i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 20 a, stk. 2.

Med lovforslaget bliver det præciseret, at forbudet i § 52, stk. 1 mod tilførsel af jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave, omfatter såvel forurenet som uforurenet jord. Dette anses allerede for at være gældende ret, men en præcisering heraf anses for at være hensigtsmæssig, da dette har givet anledning til fortolkningstvivl ved administrationen af bestemmelsen i miljøbeskyttelsesloven.

I § 52, stk. 2, nr. 1 er det anført, at kontraktmæssige forpligtelser vedrørende tilførsel af jord til ejendommen skal være indgået senest den 19. december 1996. Dette svarer til gældende ret i dag, da aftaler, der er indgået i perioden 19. december 1996 til 31. december 1997, kun kan have en varighed på 6 måneder for, at der kan støttes ret på dem. Disse aftaler er imidlertid ophørt på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse.

I overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 20 a, stk. 3 kan amtsrådet stille vilkår for udnyttelse af dispensationen. Stk. 3 er en videreførelse af miljøbeskyttelseslovens § 20 a, stk. 3. Det er dog præciseret, at denne bestemmelse alene vedrører uforurenet jord, da den forurenede jord er omfattet af stk. 4. Hjemlen til at stille vilkår er således forskellig alt efter, om det er forurenet jord eller uforurenet jord, der skal tilføres råstofgravene.

Vilkårene kan f.eks. indeholde et krav om etablering af et egenkontrolsystem, således at råstofindvinderen eller grundejeren skal etablere en følgeseddelordning, for at vurdere om jorden er forurenet kombineret med et krav om analyser af den jord, man har mistanke om er forurenet.

Med forslaget præciseres det i § 52, stk. 4, at såfremt amtsrådet meddeler dispensation til at tilføre forurenet jord, skal råstofindvinderen eller grundejeren yderligere have dispensation i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33. Dette anses for at være gældende ret på nuværende tidspunkt, denne retstilstand er blot udtrykt i loven.

Den tidligere bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 20 a, stk. 4 er ikke videreført, da dette var en overgangsbestemmelse om opsættende virkning af ansøgningerne om dispensation, der var indgivet inden 1. oktober 1997. Bestemmelsen har således mistet sin betydning.

Til § 53

Bestemmelsen svarer til den gældende miljøbeskyttelseslovs § 20 b, stk. 2. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der alene tilføres ren jord til råstofgrave og tidligere råstofgrave. Såfremt der måtte være behov for at fastsætte ensartet vilkår for udnyttelse af en dispensation vil bemyndigelsen blive udnyttet.

Til kapitel 7

Hovedparten af bestemmelserne i dette kapitel er en videreførelse af de tilsvarende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.

Til § 54

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 74, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 55

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 56

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 78, stk. 2, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 57

Bestemmelsen i forslagets § 57, stk. 1og 2, fastlægger myndighedernes adgang til privat ejendom og i hvilke tilfælde myndighederne har adgang til fast ejendom uden retskendelse, såfremt ejendommens ejer modsætter sig myndighedernes adgang.

Det fremgår af lovforslagets øvrige bestemmelser, herunder kapitel 2 om kortlægning, kapitel 3 om den offentlige undersøgelses- og oprydningsindsats, kapitel 4 om værditabsordningen for boligejere, § 58 om gennemførelse af frivillige oprydninger samt kapitel 8 om tilsyn og håndhævelse, i hvilket omfang myndighederne kan eller skal foretage opmålinger, nivellementer, pejlinger, boringer, undersøgelser, oprydning m.v.

Efter affaldsdepotlovens § 10 samt værditabslovens § 18 har miljømyndighederne adgang til privat ejendom uden retskendelse med henblik på at gennemføre undersøgelser og oprydninger som led i den offentlige oprydningsindsats, herunder som led i værditabsordningen. Myndighederne har endvidere adgang til privat ejendom uden retskendelse, jf. miljøbeskyttelsesloven § 87, med henblik på foretage undersøgelser eller udføre tilsynsopgaver efter miljøbeskyttelsesloven. Det antages således, at myndighederne har adgang til privat ejendom uden retskendelse med henblik på gennemføre en hvilken som helst tilsynsopgave. Disse opgaver omfatter typisk gennemførelse af akutte selvhjælpshandlinger og gennemførelse af ikke-opfyldte undersøgelses- og oprydningspåbud samt overvågning af forureningstilstanden i jorden.

Flertallet i Jordforureningsudvalget havde den opfattelse, at de ovenfor nævnte gældende regler om myndighedernes adgang til privat ejendom uden retskendelse skulle videreføres. Mindretallet, bestående af Advokatrådet, var af den opfattelse, at der ud fra retssikkerhedsmæssige overvejelser ikke bør være adgang til ejendomme uden forudgående retskendelse, med mindre der er tale om akut forureningsfare.

Den 17. december 1996 fremsendte Justitsministeriets en redegørelse til Folketinget om »Udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom m.v.» I redegørelsen henvises der til uddrag af betænkning 1039/1985 om Tvangsindgreb uden for Strafferetsplejen, hvorfra der citeres følgende synspunkt, der må antages alene at vedrøre de tilfælde, hvor et indgreb er begrundet i et kontrol- og oplysningshensyn: »Udvalget finder derfor, at man i tilfælde, hvor tvangsindgreb er hjemlet af kontrolhensyn eller som oplysningsmiddel bør undlade at stille krav om retskendelse. Udvalgets synspunkt er, at man i forbindelse med overvejelser om indførelse af hjemmel til tvangsindgreb nøje bør tage stilling til, om det er nødvendigt, at der gives materielle beføjelser. Findes dette at være tilfældet, er der efter udvalgets opfattelse i almindelighed ikke reelt indhold i et krav om retskendelse.« I redegørelsen til Folketinget fastslår Justitsministeriet endvidere, at det er vanskeligt at se, hvilket formål et krav om retskendelse skulle tjene for så vidt angår de tilfælde, hvor domstolen reelt ikke har noget at tage stilling til. Efter Justitsministeriets opfattelse er det spørgsmål, der har retssikkerhedsmæssig betydning snarere, om det er nødvendigt at tillægge forvaltningsmyndighederne adgang til privat ejendom m.v.

Udover de i ovennævnte redegørelse af 17. december 1996 nævnte kontrol- og oplysningsforanstaltninger, kan indgreb være begrundet i et håndhævelseshensyn eller et hensyn til fareafværgelse. Sådanne indgreb ses ikke nærmere kommenteret i redegørelsen af 17. december 1996.

Blandt andet i lyset af redegørelsen til Folketinget har Miljø- og Energiministeriet revurderet anbefalingerne fra Jordforureningsudvalget med hensyn til nødvendigheden af at opretholde de allerede gældende bestemmelser om myndighedernes adgang til privat ejendom. Som beskrevet i det følgende svarer lovforslaget på dette punkt til Jordforureningsudvalgets vurderinger, idet adgang til privat ejendom i de tilfælde, der er omfattet af forslagets § 58, stk. 1 og § 68, stk. 4 ikke var genstand for behandling i Jordforureningsudvalgets arbejde.

Af kontrol- og oplysningsmæssige årsager er det fundet nødvendigt, at myndighederne fortsat har adgang til privat ejendom for at udføre almindelige tilsynsopgaver som for eksempel gennemførelse af en effektiv overvågning af forureningstilstanden i jorden, jf. forslagets §§ 65 og 66, der indeholder bestemmelser om myndighedernes tilsynspligter- og beføjelser, hvilket også omfatter adgang til at foretage boringer, pejlinger m.v. Endvidere er det af fareafværgelsesmæssige årsager fundet nødvendigt, at de offentlige myndigheder har adgang til privat ejendom for at gennemføre kortlægning, undersøgelse og oprydning af jordforureninger som led i en offentlig indsats, således som det fremgår af bestemmelserne i forslagets kapitel 2 og kapitel 3, kapitel 4, § 68, stk. 4 og i denne forbindelse § 58. Yderligere er det af håndhævelsesmæssige hensyn fundet nødvendigt, at miljømyndighederne fortsat har adgang til privat ejendom for at lade påbudte foranstaltninger gennemføre, når den fastsatte frist er udløbet, jf. forslagets § 68, stk. 1. I relation til § 68, stk. 1, skal det bemærkes, at det er fundet nødvendigt at myndighederne, som noget nyt, får mulighed for at gennemføre påbudte foranstaltninger på en "uskyldig" købers ejendom, hvilket er omfattet af § 68, stk. 1, jf. § 44, stk. 1. Endeligt er det af hensyn til akut fareafværgelse fundet nødvendigt, at miljømyndighederne fortsat har adgang til privat ejendom for at gennemføre akutte selvhjælpshandlinger, jf. forslagets § 68, stk. 2.

Endvidere har Miljø- og Energiministeriet revurderet anbefalingerne fra Jordforureningsudvalget med hensyn til spørgsmålet om retskendelse i de ovennævnte tilfælde, hvor det er fundet nødvendigt, at myndighederne har adgang til privat ejendom. Som det fremgår nedenfor har denne revurdering ført frem til en vurdering af spørgsmålet om retskendelse, der afviger fra vurderingen fra flertallet i Jordforureningsudvalget.

I overensstemmelse med lovgivningspraksis foreslås det, at adgang med henblik på at gennemføre foranstaltninger efter kapitel 2, kapitel 3, kapitel 4 og § 58, stk. 1, § 68, stk. 1, 2 og 4 samt for at føre tilsyn efter §§ 65 og 66 og tilsvarende regler udstedt i medfør af loven kan ske uden retskendelse, jf. dog lovforslagets § 57, stk. 2. I disse tilfælde gælder, at der reelt ikke er noget for domstolene at tage stilling til eller at øjemedet ville blive forspildt, hvis der først skulle indhentes retskendelse.

Desuden foreslås det i stk. 2, at der skal indhentes retskendelse ved adgang til fast ejendom, med henblik på gennemførelse af selvhjælpshandlinger efter § 68, stk. 1, bortset fra hvis der foreligger en situation, som beskrevet i § 68, stk. 2, eller adgangen til at gennemføre undersøgelsespåbud eller oprydningspåbud er påkrævet for at forebygge, at den i § 68, stk. 2, nævnte situation opstår. I sådanne tilfælde vil retten navnlig kunne tage stilling til hvorvidt påbudsadressatens indsigelser om, at påbuddet er opfyldt, er korrekte.

En retssag om indhentelse af retskendelse vil indebære, at gennemførelse af de påbudte miljø- og sundhedsmæssige foranstaltninger udskydes. Miljømyndighederne må i hvert enkelt tilfælde konkret vurdere, om den tid, der forventes at gå, indtil spørgsmålet om retskendelse er afgjort ved domstolene, medfører, at der opstår en (fare-)situation, som nævnt i § 68, stk. 2, hvorefter foranstaltninger vil kunne iværksættes uden retskendelse, jf. forslaget til § 57, stk. 2, nr. 1.

Det er dog efter bestemmelsen ikke en betingelse for at kunne gennemføre foranstaltninger uden retskendelse, at der foreligger en konkret fare, som beskrevet i § 68, stk. 2, hvis miljømyndigheden iøvrigt kan sandsynliggøre, at en sådan fare må forventes at indtræffe indenfor en relativ kort tidshorisont, jf. stk. 2, nr. 2.

I de tilfælde, hvor adgangen sker med henblik på at foretage undersøgelser for at forebygge en fare, vil det i sagens natur ikke altid være muligt med sikkerhed at fastslå, om faresituation ville indtræffe, hvis myndigheden ikke iværksatte foranstaltningerne. Dette må afklares ved undersøgelsen, der bl.a. skal vise koncen-trationen af stoffer i jorden og disses transport til grundvandet. Det vil dog være en forudsætning for iværksættelsen af undersøgelse uden retskendelse, at der er rimelige indikationer af, at en faretruende forurening kan være sket eller vil skulle afværges. Hvor myndighedernes undersøgelser alene sker med henblik på at konstatere, om et meddelt påbud er opfyldt, vil sådanne kontrolundersøgelser kunne gennemføres efter stk. 1 uden retskendelse efter bestemmelsen i forslagets § 66 om tilsyn. Kravet om retskendelse i visse tilfælde vurderes på den baggrund ikke at give anledning til miljø- og sundhedsmæssige problemer.

Forslaget til stk. 2 er en skærpelse i forhold til den nugældende retstilstand, hvorefter myndighederne efter miljøbeskyttelseslovens § 87, har adgang til privat ejendom uden retskendelse, for at udføre tilsynsopgaver, hvilket må antages at omfatte foranstaltninger efter miljøbeskyttelseslovens § 69, der i princippet svarer til nærværende lovforslags § 68, stk. 1.

I overensstemmelse med god forvaltningsskik skal grundejeren så vidt det er muligt underrettes inden foranstaltningerne gennemføres.

Til § 58

I en række tilfælde kan der være behov for, at andre end miljømyndighederne gennemfører undersøgelser og oprydninger vedrørende jordforureninger. Dette kan bl.a. være tilfældet, hvis et vandværk ønsker at gennemføre en frivillig oprydning på en ejendom på et tidligere tidspunkt, end der ville følge af amtets oversigt over planlagte oprydninger.

Efter bestemmelserne i lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af vandforsyningsloven (beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning) er der hjemmel til, at vandværket kan afholde udgifter til en sådan frivillig oprydning. Ligeledes kan andre frivillige opryddere, som f.eks. Oliebranchens Miljøpulje, DSB, Banestyrelsen og forsvaret også have behov for at kunne gå ind på fremmed grund. Med bestemmelsen i § 58, stk. 2, sikres det, at en grundejer ikke kan forhindre dette, da forslaget indeholder hjemmel til udstedelse af tålepåbud.

Det fremgår af forslaget til § 58, stk. 1, at myndigheden i påbudet skal fastsætte en pligt for påbudsadressaten til reetableringer af den forurenede ejendom. For så vidt angår retsstridige skader henvises der i øvrigt til forslagets § 76.

Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser eller oprydninger vil udgøre en ekspropriation i grundlovens § 73´s forstand. § 58, stk. 1, skal forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud om at tåle, at sådanne arbejder gennemføres i disse tilfælde.

Bestemmelserne ændrer ikke ved de gældende retningslinier for sikkerhedsgodkendelse m.v. i forbindelse med forsvarets sikrede områder.

Til § 59

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 80, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Ministeren har delegeret hovedparten af sine beføjelser til at træffe konkrete forvaltningsafgørelser efter miljøbeskyttelsesloven til Miljøstyrelsen herunder opgaven som klagemyndighed efter miljøbeskyttelsesloven § 91. I andre tilfælde forbereder Miljøstyrelsen ministerens beslutninger efter loven.

Bestemmelsen svarer i princippet ligeledes til bestemmelserne i affaldsdepotlovens § 21, stk. 2, 1. punktum og stk. 3, og værditabslovens § 22, stk. 2, 1. punktum og stk. 3.

Det er tanken, at bestemmelsen i § 59 vil kunne anvendes ved at lade Miljøstyrelsen varetage opgaver vedrørende teknologiudvikling som hidtil, jf. forslagets § 17, stk. 3, 4 og 5, og § 24, stk. 3.

Ligeledes vil en række administrative opgaver vedrørende værditabsordningen , jf. §§ 36 og 37, skulle varetages af Miljøstyrelsen.

Ministerens kompetence til at kunne pålægge amtsrådene eller kommunalbestyrelserne at tage sager op, jf. forslagets § 61, stk. 1, vil kunne varetages af Miljøstyrelsen.

Ligeledes vil kompetencen til at pålægge amtsrådene og kommunalbestyrelserne at tilvejebringe oplysninger efter forslagets § 61, stk. 2, kunne lægges i Miljøstyrelsen.

I de tilfælde, hvor der er klageadgang, jf. forslagets § 77, er det tanken, at opgaven som klagemyndighed skal varetages af Miljøstyrelsen.

Til § 60

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 86, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 61

Bestemmelsen svarer til miljøbeskyttelseslovens § 83 og § 84. Bestemmelsen vil kunne danne grundlag for samlede oversigter over miljømyndighedernes indsats eller andre oplysninger om jordforurening og miljøbeskyttelse, som det vil være af betydning at indsamle. Bestemmelsen indeholder desuden en hjemmel til at indberetningen kan ske i en bestemt form. Der er først og fremmest tænkt på, at oplysningerne skal kunne kræves indberettet på edb.

Til § 62

I lighed med den tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 83, stk. 2, kan amtsrådene pålægge kommunalbestyrelserne at afgive alle oplysninger om forhold, der reguleres efter loven, indenfor den enkelte kommunes område. Bestemmelsen vil kunne danne grundlag for amternes anmodning om oplysninger i forbindelse med opsporing af kilder til forurening af grundvandet. De til enhver tid gældende retningslinier for sikkerhedsgodkendelse m.v. i forbindelse med forsvarets sikrede områder forudsættes fulgt.

Til § 63

Bestemmelsen i stk. 1 viderefører princippet i den gældende affaldsdepotlovs § 23, om at tilladelser efter anden lovgivning nævnt i bestemmelsen er ufornøden. Det bestemmes dog, at denne regel ikke gælder, hvis overholdelse af anden lovgivning sker som led i Danmarks EU-retlige forpligtigelser.

Bestemmelsen i stk. 2 viderefører den gældende affaldsdepotlovs § 7, stk. 2.

Til § 64

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 90, og der henvises til bemærkningerne til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til kapitel 8

Bestemmelserne i dette kapitel svarer i vidt omfang til reglerne og principperne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 9 om tilsyn samt amtsrådenes opgaver i forbindelse med overvågning af registrerede affaldsdepoter.

Til §§ 65 og 66

Bestemmelserne fastlægger, hvem der fører tilsyn med loven. Udgangspunktet er, at tilsyn og håndhævelse varetages af de samme myndigheder, som efter miljøbeskyttelsesloven og i et vist omfang affaldsdepotloven. Dette er hensigtsmæssigt, da der formentlig ikke sjældent vil være tilfælde, hvor der er behov for at anvende begge regelsæt.

Kommunalbestyrelsen fører det generelle tilsyn med, at loven og regler udstedt i medfør heraf overholdes. I forhold til kortlægningen består opgaven i at føre tilsyn med, at der ikke på kortlagte arealer sker byggeri eller ændres anvendelse, uden der foreligger fornøden tilladelse fra amtet.

Tilsynet med projekter, der er givet tilladelse til i medfør af § 8 føres af amtet. Det vil sige, at amterne i lighed med tilsynet med frivillige oprydninger og frigivelser efter affaldsdepotloven fører tilsyn med, om vilkårene for amtets tilladelse til projektets gennemførelse overholdes.

Når der er konstateret en forurening af grundvandet, og kilden ikke umiddelbart kendes, har det i praksis været uklart, hvem der var forpligtet til at tage initiativ til at opspore kilden. Amtsrådene har efter affaldsdepotloven en vis forpligtelse hertil, og opgaven ligger endvidere naturligt indenfor amtsrådenes pligter som grundvandsmyndighed.

Kommunerne er på den anden side forpligtet til generelt at føre tilsyn med overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven i forbindelse med jordforurening, når der er tale om forurening fra andet end a-mærkede listevirksomheder og råstofgrave, som amterne har tilsyn med.

Pligten til at tage initiativ til opsporing af forureningskilder, når der er konstateret en forurening af grundvandet, fastslås nu med bestemmelsen i § 66, stk. 2, til at påhvile amtsrådet. Det ligger i naturlig forlængelse af amtsrådenes opgaver i forbindelse med kortlægningen og den offentlige indsats. Arbejdet med at opspore forureningskilder sker i samarbejde med kommunalbestyrelserne. Har amtsrådet mistanke om, at forureningen stammer fra en virksomhed, som kommunalbestyrelsen fører eller førte tilsyn med, må amtsrådet anmode kommunalbestyrelsen om at undersøge forholdene, jf. også bestemmelsen i § 61.

Til § 67

Bestemmelsen viderefører bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 68 og § 69 om, at tilsynsmyndigheden skal bringe ulovlige forhold til ophør. Bestemmelsen giver dog ikke, som miljøbeskyttelseslovens § 69, hjemmel til at meddele påbud om at genoprette tilstanden efter forurening. Disse regler fremgår af kapitel 5 om påbud.

Bestemmelsen finder anvendelse ved håndhævelse af reglerne i denne lov, dvs. ved manglende efterkommelse af påbud eller fastsatte vilkår.

Til § 68

Bestemmelsen viderefører myndighedernes beføjelser fra miljøbeskyttelsesloven til at udføre selvhjælpshandlinger for forurenerens eller påbudsadressatens regning til håndhævelse af påbudte foranstaltninger, herunder foranstaltninger, der er pålagt ved generelle handlepligter, f.eks. om at lægge bund i sandkasser. Bestemmelsen indebærer ligesom den tilsvarende i miljøbeskyttelsesloven ingen pligt for myndighederne til at håndhæve ulovlige handlinger med en selvhjælpshandling, men alene en ret hertil.

Derimod indeholder stk. 2 ligesom miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 1, en pligt for myndighederne til at afværge akut forurening, hvor dette skønnes påkrævet. Efter stk. 2 følger tilsynsmyndighedernes pligt til at betale for afværge af akut forurening i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at gøre regres overfor forureneren, jf. § 73, stk. 1.

I overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper kan tilsynsmyndighedernes beslutning om at gennemføre sådanne selvhjælpshandlinger ikke påklages.

Efter miljøbeskyttelseslovens § 84 a er der mulighed for, at miljømyndighederne i visse tilfælde kan rydde op på fremmed grund efter en virksomheds forurening af naboejendomme. Denne bestemmelse foreslås ophævet i nærværende lovforslags § 90, nr. 4, idet det efter lovforslaget vil være muligt med en offentlig finansieret indsats, uanset hvornår en forurening sker. Der kan imidlertid stadigvæk forekomme situationer, hvor der ikke foreløbig kan forventes en oprydning, og hvor en kommune ønsker at bidrage til undersøgelser og oprydninger. Med bestemmelsen i stk. 4 gives der mulighed herfor.

Til § 69

Bestemmelserne i stk. 1, 3 og 4 viderefører tilsvarende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.

Som nævnt bygger lovforslaget på myndighedsstrukturen i miljøbeskyttelsesloven. Afgrænsningen mellem det kommunale og det amtskommunale tilsyn kan for skete jordforureninger i nogle tilfælde volde vanskeligheder i praksis. Situationen kan være den, at det ikke ud fra den foreliggende viden er muligt at henføre en jordforurening til en bestemt virksomhed eller anlæg (påbudsadressat). Derfor foreslås i stk. 2 en bestemmelse, hvorefter der kan gives regler for kompetencefordelingen mellem miljømyndighederne (amt og kommune), herunder hvem der har pligt til at foretage og ansvaret for den videre afklaring af en sag med henblik på fremskaffelse af det nødvendige materiale, for at der kan findes frem til den mulige påbudsadressat.

Til kapitel 9

Til § 70

Med forslaget til § 70 indføres der en underretningspligt for kommunalbestyrelsen. Forslaget til § 70 skal supplere de eksisterende underretningspligter i miljøbeskyttelseslovens §§ 21 og 71, der ikke foreslås ændret i forbindelse med fremsættelsen af forslaget til jordforureningsloven. Der vil således fortsat være pligt for borgerne til at underrette tilsynsmyndigheden om jordforureninger i de tilfælde, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens §§ 21 og 71. I disse tilfælde og andre tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen på anden vis modtager underretning om jordforureninger, har kommunalbestyrelsen efter forslaget til § 70 pligt til at underrette amtsrådet og eventuelt den stedlige arbejdstilsynsmyndighed.

Underretningspligten overfor amtsrådet vil kunne medføre ændringer i kortlægningen efter reglerne i lovforslagets kapitel 2 og 3.

Til § 71

Pligten til at standse bygge- eller jordarbejde, jf. stk. 1, hvis der konstateres jordforurening, er en videreførelse af reglen i affaldsdepotlovens § 20. Det præciseres dog, at forpligtelsen til at standse arbejdet påhviler ejeren af ejendommen, bygherren og de ansvarlige firmaer, der deltager i arbejdet, fx. det rådgivende firma og entreprenørerne.

Da det er meget omkostningskrævende at standse et igangværende byggeri, forudsættes det, at når en forurening anmeldes, og et byggeri er i gang, er det myndighedernes opgave hurtigt og i videst muligt omfang på stedet at vurdere, hvorvidt der er tale om en lokal overskuelig forurening, som kan afværges sideløbende med byggeriet, eller om forureningen må formodes at være af en sådan karakter, at den udgør en fare for mennesker og miljø, og således skal fjernes inden byggeriet kan fortsættes.

Er der tale om en forurening på et kortlagt areal omfattet af lovforslagets § 8, stk. 2, kan amtsrådet stille vilkår om undersøgelser og vilkår til det videre bygge- eller anlægsarbejde, jf. § 8, stk. 4. Byggearbejdet kan i medfør af § 71, stk. 2, genoptaget efter 4 uger, eller når amtsrådet har taget stilling til, om sådanne vilkår skal fastsættes. Hvis arealet ikke på forhånd er kortlagt, kan amtsrådet indenfor de 4 uger foranledige, at arealet kortlægges, såfremt der i øvrigt er grundlag for dette, jf. bestemmelserne i kapitel 2.

Er der tale om en jordforurening på en ikke kortlagt ejendom eller på en kortlagt ejendom udenfor de af § 8, stk. 2 omfattede arealer, kan amtsrådet ikke stille vilkår om undersøgelse, foranstaltninger eller bortgravning, med mindre der kan meddeles forurenerpåbud efter bestemmelserne i kapitel 5. Hvis den pågældende forurening ved ændret placering på ejendomme må formodes at give anledning til ny risiko eller nye gener, kan myndighederne dog under alle omstændigheder modsætte sig den ændrede placering efter miljøbeskyttelseslovens bestemmelser.

Hvis den konstaterede forurening er af en sådan art, at den ikke nødvendigvis bør fjernes fra ejendommen, skal amtsrådet indføje oplysningerne om forureningens art og beliggenhed i kortlægningen, jf. lovforslagets kapitel 2. Hvis forureningen befinder sig på en allerede kortlagt ejendom, skal amtsrådet tage stilling til, om der foreligger nye oplysninger, som skal tilføjes de foreliggende kortlægningsoplysninger om det pågældende areal.

Ønsker bygherren eller ejeren at fjerne den forurenede jord fra ejendommen eller fra den kortlagte del af ejendommen, skal dette ske i overensstemmelse med lovforslagets § 50 om bortskaffelse og anvendelse af jord.

Som anført i bemærkningerne til forslagets § 70 er de eksisterende underretningspligter i miljøbeskyttelseslovens § 21 og § 71 opretholdt. Efter forslagets § 70 vil amtsrådet modtage underretning om konstaterede forureninger. Fristen for den i stk. 2 nævnte 4-ugers periode regnes fra det tidspunkt, hvor miljømyndighederne har modtaget underretning efter miljøbeskyttelseslovens § 21 og § 71.

Til § 72

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i affaldsdepotlovens § 11.

De til enhver tid gældende retningslinier for sikkerhedsgodkendelse m.v. i forbindelse med forsvarets sikrede områder forudsættes fulgt.

Til § 73

Efter lovforslagets § 73, stk. 1 kan miljømyndighederne kræve visse afholdte udgifter dækket. Udgifterne kan kræves betalt af den eller dem, der er eller kunne være adressat for et påbud (dvs. den forurener, der kan få påbud efter kapitel 5 og grundejeren, der kan få påbud efter kapitel 2). Baggrunden for at det offentlige har afholdt udgifter kan være, at myndigheden har foretaget en offentlig finansieret undersøgelses- og oprydningsindsats efter lovforslagets kapitel 3 eller foretaget selvhjælpshandling, herunder pligtmæssig selvhjælpshandling efter lovforslagets § 68.

Selvom udgifter til undersøgelser og oprydning i medfør af forslagets kapitel 4 afholdes på de årlige finanslove, er det amtsrådet, der kan kræve afholdte udgifter dækket, medmindre der i medfør af § 37 er fastsat særlige regler derom.

Miljømyndighedernes regreskrav kan alene omfatte udgifter til foranstaltninger, der er eller kunne være omfattet af et lovligt påbud efter lovforslagets kapitel 2 og kapitel 5. I et påbud på fremmed grund vil der i nødvendigt omfang blive fastsat pligt til reetableringer, fx. at bortgravet jord skal erstattes med ny jord og eventuelt haveanlæg reetableres.

De foranstaltninger miljømyndigheden kan iværksætte og senere kræve refusion for, må ikke gå ud over, hvad der kræves til at forebygge fare for sundhed og miljø. Foranstaltningen skal have en miljø- og sundhedsmæssig begrundelse og opfylde det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Miljømyndigheden skal endvidere efter almindelige forvaltningsretlige regler varsle påtænkte foranstaltninger over for den ansvarlige. Dette vil give denne lejlighed til at udtale sig om berettigelsen af miljømyndighedens påtænkte foranstaltninger, og dermed også det pengekrav myndigheden efterfølgende forventes at gøre gældende.

Med lovforslaget sker den udvidelse, der følger af de skærpede påbudsregler i kapitel 5 og kapitel 2. Grundlaget for forurenerens godtgørelsespligt er således ikke den almindelige erstatningsrets, men en følge af de offentligretlige regler i lovens kapitel 5 og kapitel 2.

Udgangspunktet i bestemmelsen er, at der ikke er klageadgang. I stk. 2 foreslås dog indført en klageadgang, hvis der ikke forudgående er meddelt påbud. Denne klageadgang vedrører alene spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om rette adressat for et påbud, der kunne have været udstedt, og ikke påbudets og udgifternes omfang.

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at myndigheden indtræder i grundejerens krav mod andre som følge af forureningen, i det omfang grundejerens krav er reduceret som følge af oprensningen. Herved sikres, at forureneren ikke får økonomisk fordel af myndighedernes oprydning, i de tilfælde hvor der ikke kan gives påbud.

Til § 74

Med bestemmelsen foreslås mulighed for, at miljømyndighederne kan søge afholdte udgifter refunderet af en mulig forurener efter dansk rets almindelige regler om civilretligt erstatningsansvar. Bestemmelsen supplerer således miljømyndighedernes regresmuligheder efter forslagets § 73, stk. 1, og § 76, stk. 4.

Bestemmelsen i stk. 2 imødekommer bl.a. Finansministeriets retningslinier for tilskudsordninger fra maj 1996. Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor der ved tilbagebetaling af egenbetalingen til grundejeren, jf. § 35, ved en fejl ved f.eks. indtastningen udbetales et for stort beløb i forhold til det, grundejeren er berettiget til. Endvidere sigtes til den situation, hvor amtsrådets vurdering af, om grundejeren opfylder kravet om god tro med hensyn til forureningens tilstedeværelse ved køb af den pågældende ejendom, jf. § 27, hviler på urigtige oplysninger, som amtsrådet ikke har mulighed for at vurdere rigtigheden af. I denne situation findes det hensigtsmæssigt med bestemmelsens mulighed for at kræve udgiften ved den gennemførte oprydning tilbagebetalt.

Til § 75

Stk. 1 om beregning af ejendommens værdi og erstatningsfastsættelsen svarer til bestemmelser i affaldsdepotloven og værditabsloven. Efter affaldsdepotlovens regler fandt § 52, stk. 2, om værdiberegning i lov om offentlige veje ikke anvendelse, hvorfor denne bestemmelse tillige er undtaget i nærværende lovforslag. Derudover indeholder forslaget en henvisning til de bestemmelser i lov om offentlige veje, der finder anvendelse i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Dette medfører, at afgørelser om erstatningsfastsættelse ikke længere henvises til Landvæsensretterne, men til taksationsmyndighederne efter reglerne om offentlige veje.

Til § 76

Efter affaldsdepotlovens § 13, stk. 2, erstatter myndighederne på objektivt grundlag de skader, der forårsages ved myndighedernes tekniske forarbejder og undersøgelser. For skader, der forårsages ved myndighedernes afværgeforanstaltninger er der ikke særskilte regler i affaldsdepotloven, ligesom der heller ikke i miljøbeskyttelsesloven er særskilte regler om skader forårsaget af miljømyndighederne, hvorfor der i disse situationer i medfør af den almindelige erstatningsret som udgangspunkt gælder et culpa-ansvar.

Miljø- og Energiministeriet finder det rimeligt, at der er ensartede regler om erstatningsansvar i alle situationer, hvor miljømyndighederne eller andre, jf. § 44, stk. 1, og § 58, stk. 1, forårsager retsstridige skader i forbindelse med udførelse af opgaver efter lovforslaget. Da der ikke findes at være en særlig begrundelse for at lovgive om erstatningsspørgsmål i disse situationer, vil det være dansk rets almindelige erstatningsregler, der skal gælde. Reglen i affaldsdepotlovens § 13, stk. 2 foreslås derfor ikke videreført.

I forslagets § 76, stk. 1 fastsættes dog, at i det omfang forureneren, jf. lovforslagets § 44, stk. 1 eller andre end miljømyndigheden, jf. lovforslagets § 58, stk. 1 ikke betaler erstatning, enten fordi der ikke kan opnås enighed om erstatningen, eller fordi der rent faktisk ikke betales, kan erstatningskravet umiddelbart gøres gældende overfor miljømyndigheden. Ejeren eller brugeren kan gøre erstatningskravet gældende overfor miljømyndigheden fra det tidspunkt, hvor skadevolderen tilkendegiver uenighed om erstatningen eller ikke betaler indenfor en rimelig frist, fastsat i påkrav fra ejeren eller brugeren.

Efter forslagets stk. 2 indtræder miljømyndigheden i skadelidtes erstatningskrav mod skadevolder.

Miljø- og Energiministeriet finder det rimeligt, at grundejeren eller brugeren har samme retsstilling med hensyn til erstatningskrav for skader, uanset om det er myndigheder efter lovforslaget eller andre end disse myndigheder, der udfører foranstaltninger. Derfor er det også rimeligt, at miljømyndigheden skal skadesløsholde grundejerne ved manglende betalingslyst- eller evne.

Af bestemmelsen i stk. 3 fremgår, at miljømyndigheden i mangel af enighed om erstatningsfastsættelsen efter stk. 1 og 2, indbringer dette spørgsmål for taksationsmyndighederne. Miljømyndigheden skal udføre de opgaver, der er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

For så vidt angår retsmæssige skader indeholder forslagets § 44, stk. 1, § 48, stk. 4 og § 58, stk. 1 bestemmelser, hvori det fastslås, at der i påbudene skal fastsættes en pligt til reetablering af den forurenede ejendom.

Til kapitel 10

Til § 77

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen om klage i miljøbeskyttelseslovens § 91, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Udgangspunktet er ligesom i miljøbeskyttelsesloven, at myndighedernes afgørelser kan påklages mindst en gang. Større og principielle afgørelser om påbud kan påklages til Miljøklagenævnet. Det bemærkes hertil, at prioriteringen af og foranstaltninger efter den offentlige indsats samt kortlægningen og afgørelser efter værditabsordningen, ligesom efter den nuværende retstilstand, ikke kan påklages.

Til § 78

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 92, hvorefter der kan afskæres klageadgang i sager, der er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen. Med bestemmelsen gives der mulighed for, udfra decentraliserings- og forenklingssynspunkter, at den endelige afgørelse i særlige tilfælde kan træffes af den myndighed, der har det lokale kendskab til forholdene.

Til § 79

Bestemmelsen svarer til bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens §§ 95 og 96, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 80

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 97, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse. Det skal dog bemærkes, at i modsætning til de gældende regler er der klageadgang for alle amtsrådets beslutninger om ekspropriation.

Til § 81

Bestemmelsen svarer til bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens §§ 93 og 94, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 82

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 98, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse. Det skal dog bemærkes, at de gældende regler om, hvem der er klageberettiget, er ændret, således at organisationerne ikke længere kan klage. Det er imidlertid kun ganske få afgørelser om jordforurening, som organisationerne i dag efter miljøbeskyttelseslovens §§ 99 og 100 kan påklage, idet klageadgangen for de flestes vedkommende ikke omfatter afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 om beskyttelse af jord og grundvand.

Kredsen af klageberettigede er derfor begrænset til, at omfatte afgørelsens adressat, enhver, der har en væsentlig interesse i sagens udfald, embedslægen og miljømyndighederne.

Til § 83

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer til bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 103, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Stk. 3 fastslår, at reglerne i miljøbeskyttelsesloven om Miljøklagenævnets sammensætning og virke finder anvendelse. Disse findes i miljøbeskyttelseslovens §§ 102, 104, 105 og 106, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 84

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 107, stk. 1, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse. Det er dog præciseret i stk. 1, at klager til Miljøklagenævnet skal sendes direkte til nævnet, i modsætning til klager til ministeren, hvor klagen skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. forslagets § 81, stk. 3.

Til § 85

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 108, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 86

Bestemmelsen giver Miljøklagenævnet mulighed for efter §§ 40 og 48 at foranledige supplerende oplysninger fremskaffet for parternes regning. Denne bestemmelse svarer til miljøbeskyttelseslovens § 109, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til § 87

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 101, og der henvises til bemærkningerne til forslaget til den gældende lov om miljøbeskyttelse.

Til kapitel 11

Til § 88

Strafbestemmelsen er i princippet bygget op på tilsvarende måde som strafbestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 110, affaldsdepotlovens § 24 og værditabslovens § 28.

Forslaget til stk. 6 indeholder en særlig forældelsesfrist på 5 år. For andre overtrædelser af loven end de i stk. 6 nævnte er forældelsesfristen 2 år, jf. straffelovens almindelige regler om forældelse af strafansvar.

For så vidt angår de overtrædelser, der foreslås forældet efter den særlige 5 årige forældelsesfrist, skal det bemærkes, at de i stk. 1, nr. 1 - 7 nævnte overtrædelser efter deres karakter svarer til de overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven, der efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 7 er omfattet af en forældelsesfrist på 5 år. Ligeledes svarer forslaget om 2 årig forældelse af overtrædelser, der angår undladelse af at efterkomme undersøgelsespåbud efter §§ 40 og 48, til bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 7, jf. stk. 1, nr. 6 om 2 årig forældelse af manglende efterkommelse af et undersøgelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72. Forslaget vedrørende de i stk. 1, nr. 9 nævnte overtrædelser svarer til den nugældende bestemmelse i affaldsdepotlovens § 24, stk. 1, 4), jfr. § 20, der ligeledes indeholder en 5 årig forældelsesfrist.

Til § 89

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af miljøbeskyttelseslovens § 111, og der henvises til bemærkningerne til den gældende miljøbeskyttelseslov.

Til kapitel 12

Til § 90

Til nr. 1

Bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 20 a og § 20 b er med nogle a jourføringer og præciseringer videreført i nærværende forslags § 52. Derfor foreslås bestemmelserne ophævet.

Til nr. 2

Det har hidtil været Miljøstyrelsens administrative praksis, at ejeren af en ejendom var ansvarlig for, at anlæg på ejendommen var taget ud af brug i overensstemmelse med de gældende regler. Med bestemmelsen indføres således en klar hjemmel til, at det kan pålægges ejeren af en ejendom at afblænde eller fjerne anlægget efter de særlige regler herom. Bestemmelsen svarer til de krav, der i øvrigt stilles til husejere om andre bygningsmæssige indretninger som fx. elinstallationer, afledningsforhold og lignende.

Til nr. 3

Med ændringen af miljøbeskyttelseslovens § 24 fastslås det, at der ikke længere kan meddeles påbud til en grundejer om at iværksætte afværgeforanstaltninger overfor en sket jordforurening, der kan true bestående eller fremtidige vandindvindingsanlæg. Miljøbeskyttelseslovens § 24, hvorefter der - mod erstatning, jf. samme lovs §§ 63 og 64 - kan meddeles andre former for påbud - eksempelvis af mere forebyggende karakter - og forbud for at undgå fare for forurening af bestående eller fremtidige vandindvindingsanlæg til indvinding af grundvand, opretholdes i øvrigt.

Baggrunden for den foreslåede begrænsede påbudsadgang er, at det i de særlige drikkevandsområder er en offentlig opgave at sikre grundvandsinteressen ved en koordineret indsats, når der ikke er en forurener, der kan påbydes en oprydning. Også uden for de særlige områder findes det mindre rimeligt at påbyde en grundejer, der ikke er ansvarlig for forureningen, en oprydningspligt, og udgifterne hertil vil i sidste ende alligevel påhvile vandværket eller kommunen i kraft af erstatningsbestemmelsen.

Til nr. 4

§ 53. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol med deponering af jord i råstofgrave, herunder at den, der modtager jord, for egen regning skal foretage prøveudtagning, analyser og målinger af jorden.

§ 54. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer og myndigheder, jf. § 82, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.

Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 82, stk. 1, nr. 2, kan ske ved offentlig annoncering.

Stk. 3. Påbud kan meddeles mundtligt, når der er fare for sundheden, eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig miljøskade. En mundtlig afgørelse skal snarest bekræftes skriftligt.

§ 55. Påbud skal indeholde en frist for afgørelsens efterkommelse. Når der foreligger særlige forhold, kan der dog træffes afgørelse om, at påbud skal efterkommes straks.

§ 56. Når særlige grunde taler for det, kan miljømyndigheden træffe afgørelse om, at klager over påbud ikke skal have opsættende virkning.

Adgang til ejendom

§ 57. Miljømyndighederne har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse, jf. dog stk. 2, adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter samt transportmidler for at føre tilsyn efter §§ 65 og 66 samt efter tilsvarende regler udstedt i medfør af loven, og for at foretage foranstaltninger efter kapitel 2, kapitel 3, kapitel 4 og § 68, stk. 1, 2 og 4. Tilsvarende gælder de personer, der af disse myndigheder er bemyndiget hertil, vedkommende embedslæge samt personer, der er meddelt adgang efter § 58, stk. 1.

Stk. 2. Adgang efter stk. 1 kræver retskendelse, hvor adgangen sker med henblik på at lade påbudte foranstaltninger udføre, jf. § 68, stk. 1. Der kræves dog ikke retskendelse, hvis 1) der foreligger en situation, som beskrevet i § 68, stk. 2, eller 2) adgangen til at gennemføre undersøgelsespåbud eller oprydningspåbud er påkrævet for at forebygge at den i § 68, stk. 2, nævnte situation opstår.

Stk. 3. Politiet yder myndighederne, og personer, der af disse er bemyndiget hertil, bistand ved udøvelse af beføjelserne efter stk. 1 og 2. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 58. Amtsrådet kan træffe afgørelse om, at undersøgelser eller oprydninger kan udføres på en bestemt ejendom af andre end myndighederne efter denne lov. Amtsrådet skal pålægge vedkommende en pligt til reetablering af den forurenede ejendom. Amtsrådet kan meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at tåle, at sådanne arbejder gennemføres.

Stk. 2. Påbud efter stk. 1 er bindende over for den til enhver tid værende ejer eller bruger.

Stk. 3. Amtsrådet lader oplysninger om påbud, der er meddelt efter stk. 1 eller forvarslet, tinglyse på ejendommen. Amtsrådet lader tinglysningen af de nævnte oplysninger aflyse, når foranstaltningerne på ejendomme er gennemført. Udgifter til tinglysning og aflysning afholdes af den, der efter afgørelse truffet i henhold til stk. 1, udfører undersøgelser eller oprydninger på ejendommen.

Bemyndigelser m.v.

§ 59. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.

§ 60. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en miljø- og levnedsmiddelkontrolenhed til at udøve de beføjelser, som er tillagt kommunalbestyrelsen efter loven.

§ 61. Miljø- og energiministeren kan pålægge amtsrådene eller kommunalbestyrelserne at tage spørgsmål, herunder konkrete sager, vedrørende jordforurening op til behandling og afgørelse.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan endvidere pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for vurdering af forhold, der reguleres efter denne lov indenfor den enkelte kommunes eller det enkelte amts område. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at amtsrådene og kommunalbestyrelserne skal indsende indberetninger om deres kortlægnings- og tilsynsvirksomhed, herunder om resultaterne af målinger og undersøgelser. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om, at indberetningerne skal ske i en bestemt form.

§ 62. Kommunalbestyrelsen skal efter anmodning give amtsrådet alle oplysninger, der er af betydning for bedømmelsen af forhold, der reguleres efter denne lov indenfor den enkelte kommunes område.

§ 63. Godkendelse, tilladelse, planudarbejdelse og dispensation i henhold til planloven, naturbeskyttelsesloven, råstofloven, miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven, vandløbsloven og skovloven er ufornøden i forbindelse med udførelse af undersøgelser og afværgeforanstaltninger efter kapitel 3 og 4. Dette gælder dog ikke, hvis de pågældende love eller bestemmelser heri gennemfører eller er led i gennemførelsen her i landet af De Europæiske Fællesskabers direktiver eller forordninger. Ligeledes finder bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven fortsat anvendelse på håndtering af jord.

Stk. 2. Hvis et projekt til afværgeforanstaltninger indebærer, at oppumpet forurenet grundvand skal udledes i vandløb, søer eller havet, skal amtsrådet offentliggøre et projektforslag, således at der gives offentligheden adgang til at afgive indsigelser mod forslaget indenfor en frist af 4 uger.

Stk. 3. Amtsrådets endelige afgørelse, jf. stk. 2, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 64. I Københavns og Frederiksberg Kommuner udøver kommunalbestyrelsen de opgaver, som loven henlægger til amtsrådet, eller som henlægges til amtsrådet i henhold til regler udstedt efter loven.

§ 64 b foreslås indsat som en ny bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Bestemmelsen svarer til § 76, stk. 1 og 2 i jordforureningsloven.

Bestemmelsen indføres i forbindelse med indførelsen af nærværende forslag til § 83 a, hvorefter der kan udstedes påbud til en grundejer om at tåle, at en forurener gennemfører oprydninger vedrørende en jordforurening på ejendommen. De skader, der opstår ved foranstaltninger efter § 83 a, samt ved myndighedernes udførelse af selvhjælpshandlinger, erstattes efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

I det omfang forureneren, jf. forslaget til § 83 a, stk. 1, ikke betaler erstatning, enten fordi der ikke kan opnås enighed om erstatningen, eller fordi der rent faktisk ikke betales, kan erstatningskravet umiddelbart gøres gældende overfor miljømyndigheden. Ejeren eller brugeren kan gøre erstatningskravet gældende overfor miljømyndigheden fra det tidspunkt, hvor skadevolderen tilkendegiver uenighed om erstatningen eller ikke betaler indenfor en rimelig frist, fastsat i påkrav fra ejeren eller brugeren.

Efter stk. 2 indtræder miljømyndigheden i skadelidtes erstatningskrav mod skadevolder.

Miljø- og Energiministeriet finder det rimeligt, at grundejeren eller brugeren har samme retsstilling med hensyn til erstatningskrav for skader, uanset om det er myndigheder efter lovforslaget eller andre end disse myndigheder, der udfører foranstaltninger. Derfor er det også rimeligt, at miljømyndigheden skal skadesløsholde grundejeren ved manglende betalingslyst- eller evne.

Erstatningsfastsættelser efter § 64 b, stk. 1 og 2 samt erstatningsfastsættelser vedrørende skader, der er forårsaget ved miljømyndighedens udførelse af foranstaltninger efter denne lov vedrørende undersøgelser eller oprydninger vedrørende jordforurening, foretages i mangel af enighed af de taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 51 - 56 samt §§ 59 - 67 finder tilsvarende anvendelse, idet det dog er miljømyndigheden, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje. Dette følger allerede af miljøbeskyttelseslovens § 61.

Til nr. 5

Bestemmelsen i § 70, stk. 3, 2. pkt. indebærer, at der i modsætning til den nuværende retsstilling ikke længere er udpantningsret for myndighedernes udgifter, når udgifterne vedrører undersøgelse og oprydning af jordforureninger. Bestemmelsen omfatter udgifter, der er afholdt efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i § 70, stk. 3, 2. pkt. indføres samtidig med jordforureningsloven. Der henvises således til de almindelige bemærkninger vedrørende forslaget til jordforureningsloven.

Til nr. 6

§ 65. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at

1) loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes,

2) påbud meddelt af kommunalbestyrelsen efterkommes, og

3) påbud meddelt af amtsrådet efter § 9, stk. 2, efterkommes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen videresender sager om manglende efterkommelse af påbud meddelt af amtsrådet, til amtsrådet.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal underrette det stedlige arbejdstilsyn, hvis kommunalbestyrelsen konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.

§ 66. Amtsrådet fører tilsyn med og overvåger udviklingen i forureningstilstanden i jorden.

Stk. 2. Amtsrådet forestår opsporing af forureningskilder i samarbejde med kommunalbestyrelsen, når der er konstateret en forurening af grundvandet.

Stk. 3. Amtsrådet påser, at

1) vilkår fastsat af amtsrådet i forbindelse med tilladelser og dispensationer, herunder i medfør af generelle regler, overholdes og

2) påbud meddelt af amtsrådet efterkommes, jf. dog § 65, stk. 1, nr. 3.

Stk. 4. Amtsrådet skal underrette den stedlige byggemyndighed, hvis amtsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en boligejendom som følge af jordforurening.

Stk. 5. Amtsrådet skal underrette den stedlige arbejdstilsynsmyndighed, hvis amtsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.

Stk. 6. Amtsrådet skal underrette de berørte vandforsyninger, så snart en forurening er konstateret.

§ 67. Tilsynsmyndigheden, jf. §§ 65 og 66, skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle forhold, som den anser for at være af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen.

Stk. 3. Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 68. Tilsynsmyndigheden, jf. §§ 65 og 66, kan på påbudsadressatens regning lade påbudte foranstaltninger udføre, når den fastsatte frist er udløbet.

Stk. 2. I tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, skal tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud.

Stk. 3. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. I tilfælde, hvor et areal er kortlagt, kan en kommunalbestyrelse gennemføre undersøgelser og afværgeforanstaltninger.

§ 69. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende tilsynsmyndighedernes udøvelse af tilsynsvirksomhed vedrørende forurenet jord.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opsporing af forureningskilder i de situationer, hvor det ikke er tilstrækkelig klarlagt, hvorfra en forurening stammer.

Stk. 3. Ministeren kan over for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at tilsynet i visse tilfælde skal føres af andre myndigheder eller efter en anden fordeling end fastsat i §§ 65 og 66.

§ 70. Såfremt kommunalbestyrelsen modtager underretning om en jordforurening, skal kommunalbestyrelsen underrette amtsrådet herom.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen underretter den stedlige arbejdstilsynsmyndighed, såfremt der under bygge- eller jordarbejder konstateres en forurening af jorden, jf. § 71, stk. 1.

§ 71. Såfremt der under bygge- eller jordarbejde på et areal, der ikke er kortlagt, konstateres en forurening af jorden, skal arbejdet standses. Tilsvarende gælder på et kortlagt areal, såfremt den konstaterede forurening ikke er beskrevet i kortlægningen. Forpligtelsen påhviler ejendommens ejer og den, der udfører eller lader udføre det pågældende arbejde.

Stk. 2. Arbejdet kan genoptages efter 4 uger, eller når amtsrådet har taget stilling til, om der skal fastsættes vilkår herfor. Amtsrådet underretter den stedlige arbejdstilsynsmyndighed om sin afgørelse.

§ 72. Enhver ejer eller bruger af en ejendom skal, efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, give alle oplysninger til brug for myndighedernes udførelse af opgaver efter loven eller efter de regler, der fastsættes med hjemmel i loven.

Stk. 2. Oplysningspligten omfatter alle oplysninger, som har betydning for vurderingen af forureningen og for eventuelle afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger.

Krav på udgiftsdækning og erstatning m. v.

§ 73. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan kræve udgifter, der i medfør af denne lov er afholdt til undersøgelser, oprydninger, andre afværgeforanstaltninger, opkøb eller erstatninger for ekspropriation vedrørende en ejendom, dækket af den eller dem, der er eller kunne være adressat for et påbud vedrørende den pågældende ejendom.

Stk. 2. Amtsrådets eller kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 om at kræve afholdte udgifter dækket kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Dog kan amtsrådets eller kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvem kravet kan rettes mod, påklages, når der ikke forudgående er meddelt påbud.

Stk. 3. Når en oprydning, som det offentlige i medfør af denne lov har afholdt udgiften til, er gennemført, indtræder miljømyndighederne i de krav, som ejeren måtte have over for forureneren eller tidligere ejere i anledning af forureningen, i det omfang ejerens krav mod forureneren eller tidligere ejere er reduceret som følge af oprydningen.

§ 74. Loven begrænser ikke miljømyndighedernes ret til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller udenfor kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i anden lovgivning.

Stk. 2. Beløb, der udbetales efter værditabsordningen, jf. kapitel 4, kan kræves tilbagebetalt, såfremt der ved en fejl eller som følge af afgivelse af urigtige oplysninger m.v. er udbetalt et for stort beløb.

§ 75. Ved fastsættelsen af erstatning for en ekspropriation, jf. § 22, eller ved aftale om opkøb, jf. §§ 22 og 34, kan den, overfor hvem ekspropriationen gennemføres, kræve at ejendommens værdi skal beregnes uden hensyn til den værdinedsættelse, der skyldes forureningsfare fra den forurenede ejendom, hvis den pågældende, var i god tro ved erhvervelsen af ejendommen. Er eller kunne ejeren være adressat for et påbud efter kapitel 5, beregnes ejendommens værdi dog under hensyn til forureningen.

Stk. 2. Erstatningsfastsættelse og fastsættelse af ejendommens værdi i sager om ekspropriation, jf. § 22, og ved aftale om opkøb, jf. §§ 22 og 34, foretages i mangel af enighed af de taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Bestemmelserne i lov om offentlige veje § 51, stk. 1 og stk. 3-7, §§ 52-56 samt §§ 59-67 finder tilsvarende anvendelse, idet det dog er amtsrådet, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

§ 76. Når andre end miljømyndighederne, ved udførelse af foranstaltninger efter denne lov, har forvoldt skade på anden mands ejendom, kan ejeren eller brugeren af ejendommen gøre erstatningskrav gældende overfor miljømyndigheden, når der ikke kan opnås enighed om erstatningsfastsættelse, eller når skadevolderen ikke kan dække erstatningskravet.

Stk. 2. Når miljømyndigheden har dækket et erstatningskrav i medfør af stk. 1, indtræder myndigheden i skadelidtes erstatningskrav mod den, der har forvoldt skaden.

Stk. 3. Erstatningsfastsættelser efter stk. 1 og 2 samt erstatningsfastsættelser vedrørende skader, der er forårsaget ved miljømyndighedernes udførelse af foranstaltninger efter denne lov, foretages i mangel af enighed af de taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Bestemmelserne i lov om offentlige veje §§ 51-56 samt §§ 59-67 finder tilsvarende anvendelse, idet det dog er miljømyndigheden, der udfører de opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

§ 77. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser efter loven eller regler udstedt i medfør af denne lov kan påklages til miljø- og energiministeren, medmindre andet fremgår af lovens øvrige bestemmelser.

§ 78. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der er af mindre betydning, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

§ 79. En klage har opsættende virkning for et påbud, medmindre klagemyndigheden træffer afgørelse om andet.

Stk. 2. Når der efter § 56 er truffet afgørelse om, at påbud skal efterkommes straks, har klage ikke opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden træffer afgørelse om andet.

Stk. 3. En klage over en afgørelse om meddelelse eller afslag på dispensation efter § 52 har ikke opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden træffer afgørelse om andet.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 medfører ingen begrænsninger i klagemyndighedens adgang til at ændre eller ophæve en påklaget dispensation.

§ 80. En klage over en afgørelse om ekspropriation har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden træffer afgørelse om andet.

§ 81. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra tidspunktet for bekendtgørelsen.

Stk. 2. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 3. Klage indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen til miljø- og energiministeren ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

§ 82. Kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser kan påklages af

1) afgørelsens adressat,

2) enhver, der har en individuel væsentlig interesse i sagens udfald, og

3) embedslægeinstitutionen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan påklage amtsrådets afgørelser, og amtsrådet kan påklage kommunalbestyrelsens afgørelser.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser efter loven kan påklages af bestemte myndigheder i andre lande.

Miljøklagenævnet

§ 83. Miljøklagenævnet er klagemyndighed for større eller principielle afgørelser efter kapitel 5 og § 73, stk. 2, truffet af miljø- og energiministeren eller af en styrelse efter bemyndigelse.

Stk. 2. Miljøklagenævnet afgør selv spørgsmål vedrørende nævnets kompetence.

Stk. 3. Om Miljøklagenævnets sammensætning og virke gælder reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

§ 83 b. Miljømyndigheden lader oplysninger om påbud, herunder om gennemførelse af foranstaltninger efter § 69, der er meddelt eller forvarslet efter denne lov og som angår undersøgelse, oprydning eller afhjælpende foranstaltninger vedrørende forurenet jord, jf. § 83 c, tinglyse på ejendommen for påbudsadressatens regning. Dette gælder dog ikke oplysninger om påbud, der forvarslet eller meddelt efter § 83 a, stk. 2.

Stk. 2. Såfremt et påbud, der forvarslet ikke meddeles endeligt, skal miljømyndigheden dække påbudsadressatens tinglysningsudgift.

Stk. 3. Miljømyndigheden lader tinglysningen af oplysninger om påbud og varsling af påbud aflyses, når påbudet er efterkommet.

§ 83 c. Ved forurenet jord forståes jord, der på grund af menneskelig påvirkning kan have skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet iøvrigt. Forurenet jord omfatter ikke jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v.«

7. § 84 a ophæves.

8. I § 87 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Adgang efter stk. 1 kræver retskendelse, hvor adgangen sker med henblik på at lade påbudte foranstaltninger udføre efter § 69 i forbindelse med undersøgelse og oprydning af forurenet jord, jf. § 83 c. Der kræves dog ikke retskendelse, hvis 1) der foreligger en situation, som beskrevet i § 70, stk. 1, eller 2) adgangen til at gennemføre undersøgelsespåbud eller oprydningspåbud er påkrævet for at forebygge, at den i § 70, stk. 1, nævnte situation opstår.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4

9. I § 110, stk. 1, nr. 1, ophæves: »§ 20 a, stk. 1,«

10. I § 110, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer

»5) undlader at sløjfe eller afblænde en tank til mineralolie efter de herom gældende regler, jf. § 21 a,«

Nr. 5-12 bliver herefter nr. 6-13.

11. I § 110, stk. 3, ophæves: »§ 20 b, stk. 2,«

§ 83 a foreslås indsat som en ny bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Dette forslag er begrundet i Jordforureningsudvalgets anbefalinger vedrørende behovet for nye regler om adgangen til at meddele påbud trods manglende rådighed over ejendommen og adgangen til at meddele, henholdsvis håndhæve tidligere meddelte påbud i forbindelse med ejerskifte.

Forslaget til § 83 a, stk. 1 - 3 vedrører adgangen til at meddele påbud trods manglende rådighed over ejendommen, og stk. 4 - 6 vedrører adgangen til at meddele, henholdsvis håndhæve tidligere meddelte påbud i forbindelse med ejerskifte.

Set i forhold til jordforureningsloven omfatter bestemmelsen i § 83 a oprydning af jordforureninger, der er sket før den 1. januar 2000 (lovforslagets ikrafttræden), dog bortset fra de oprydninger af de jordforureninger, der er omfattet af lovforslagets § 48, stk. 1.

Oprydning af jordforureninger, der sker efter lovforslagets ikrafttræden samt undersøgelse af jordforureninger er omfattet af forslaget til jordforureningsloven.

De nugældende bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven om grundlaget for meddelelse af påbud om oprydning af jordforureninger, foreslås ikke ændret med indførelsen af § 83 a. § 83 a skal alene supplere de eksisterende bestemmelser med regler vedrørende adgangen til at meddele påbud trods manglende rådighed og adgangen til at meddele, henholdsvis håndhæve tidligere meddelte påbud i forbindelse med ejerskifte.

Disse supplerende bestemmelser skal alene omfatte forurenet jord i det omfang forurenet jord reguleres i jordforureningsloven, jfr. forslagets § 83 c.

Vedrørende § 83 a, stk. 1 - 3

For så vidt angår de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven har Jordforureningsudvalget om adgangen til at meddele påbud trods manglende rådighed over ejendommen fastslået følgende, jfr. Miljøstyrelsens betænkning nr. 2/1996 om »Forurenet jord«, side 122: »De gældende regler har rejst tvivl om adgangen til at meddele påbud om undersøgelser og oprensning på ejendomme, som påbudsadressaten ikke selv ejer. Der tænkes her eksempelvis på tilfælde, hvor forureneren har solgt ejendommen og på tilfælde, hvor forureningen har bredt sig til naboarealerne.

Udvalget foreslår, at forureneren skal kunne påbydes en oprensning, uanset om forureneren har rådighed over den pågældende ejendom.

Det foreslås endelig, at påbud om undersøgelser og oprensning på fremmed grund skal kunne meddeles, uanset hvornår forureningen har fundet sted - når blot betingelserne for at meddele påbud er til stede.«

Med forslaget til § 83 a, stk. 1 - 3 søges de ovenfor nævnte anbefalinger fra udvalget gennemført for så vidt angår oprydning af jordforureninger, der er sket før lovforslagets ikrafttræden - bortset fra oprydning af de jordforureninger, der er omfattet af lovforslagets § 48, stk. 1. For de af jordforureningsloven omfattede jordforureninger, gennemføres de nævnte anbefalinger fra udvalget i forslaget til jordforureningslovens § 44. Indholdet i nærværende forslag til § 83 a, stk. 1 - 3 i miljøbeskyttelsesloven svarer således til indholdet i forslaget til jordforureningslovens § 44.

Med bestemmelsen i § 83 a, stk. 1 indføres der hjemmel til at meddele påbud, uanset om påbudsadressaten har rådighed over ejendommen. Bestemmelsen tager sigte på eksempelvis tilfælde, hvor forureneren har solgt ejendommen eller opsagt et lejemål, eller hvor forureningen har bredt sig til naboarealer.

Den i forslaget nævnte forurener, henholdsvis mulige forurener omfatter de personer, der efter lovens øvrige bestemmelser kan meddeles påbud om undersøgelser eller oprydninger.

Med forslaget fraviges den forvaltningsretlige grundsætning om, at påbud vedrørende gennemførelse af foranstaltninger på en fast ejendom kun kan udstedes til ejeren eller brugeren af ejendommen, idet det skal være muligt for påbudsadressaten at efterkomme påbudet.

Under henvisning til retspraksis har miljømyndighederne måttet opgive at forfølge flere jordforureningssager, allerede fordi forureneren ikke havde rådigheden over ejendommen. For eksempel afsagde Østre Landsret den 29. oktober 1996 en dom om ophævelse af et meddelt oprydningspåbud, allerede fordi påbudsadressaten ikke var ejer af den forurenede ejendom. At den nuværende ejer havde meddelt samtykke til gennemførelse af de påbudte foranstaltninger fandtes uden betydning.

Lovforslaget skal derfor forhindre at forurenere ved at opgive rådigheden over ejendommen slipper for at få pålagt handlepligter vedrørende forureningsforholdene på ejendommen.

Reglerne i miljøbeskyttelsesloven om grundlaget for at meddele påbud ændres ikke.

Påbud, der udstedes i medfør af § 83 a, stk. 1, er dog betinget af, at der udstedes tålepåbud efter § 83 a, stk. 2, medmindre den, der ejer eller har anden råderet over den forurenede ejendom, giver samtykke til forurenerens adgang til ejendommen. Formålet hermed er at sikre, at den, der modtager et påbud under henvisning til forslagets § 83 a, stk. 1, har den rådighed over påbudets genstand, der efter forvaltningsretten er en nødvendig forudsætning.

For så vidt angår de i miljøbeskyttelsesloven gældende regler vedrørende gennemførelse af oprydning af jordforurening kan der henvises til § 69, stk. 1, 2), jf. f.eks. § 19 eller § 27. Efter disse bestemmelser er myndighederne tillagt kompetence til at sikre lovliggørelse af forhold, der er i strid med lovgivningen. Der kan således blive tale om at udstede såkaldte lovliggørelsespåbud. Disse påbud vil være omfattet af bestemmelserne i § 83 a, hvilket indebærer, at der for eksempel efter § 83 a, stk. 1 kan udstedes et lovliggørelsespåbud til en person, der ikke ejer den forurenede ejendom. Der kan endvidere henvises §§ 41 og 42 vedrørende meddelelse og påbud om nedbringelse af forurening til listevirksomheder, henholdsvis til andre virksomheder. Det skal imidlertid bemærkes, at der hidtil har været en vis tvivl vedrørende den nærmere rækkevidde af §§ 41 og 42 i forhold til jordforureninger. Dette lovforslag har ikke til formål at afklare denne tvivl.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at myndighederne kan påbyde grundejeren eller anden rådighedsindehaver at tåle, at forureneren rydder op. Eksempelvis vil også en lejer kunne påbydes at tåle en sådan oprydning, selv om lejeren, for eksempel en forretning, derved kan generes i sin virksomhed.

Da de eksisterende påbudshjemler i miljøbeskyttelsesloven også omfatter situationer, hvor forureningen ikke udgør nogen trussel mod andre (almenvellet) end ejeren selv, er bestemmelsen ensbetydende med at ejeren kan tvinges til at afgive rådighed af hensyn til egen sundhed.

Adgangen til at udstede påbud skal administreres i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet. I relation til udstedelse af tålepåbud efter forslagets § 83 a, stk. 2 skal det bemærkes, at myndigheden blandt andet skal være opmærksom på, at der er proportionalitet mellem på den ene side omfanget af de omkostninger, som en grundejer og/eller andre rettighedshavere kan risikere, at blive påført som følge af gennemførelsen af en oprydning på ejendommen, og på den anden side omfanget og arten af den forurening og den forureningsfare, der konkret tilsigtes fjernet. Det må antages, at omfanget af de eventuelle omkostningerne for grundejeren og/eller rettighedshavere i nogle tilfælde afhænger af, hvornår oprydningen gennemføres. Dette kan medføre, at påbudte oprydninger forudsættes gennemført på det tidspunkt, hvor de økonomiske omkostninger for grundejeren og/eller rettighedshavere må forventes at være mindst mulige.

Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelse af oprydningspåbud vil udgøre en ekspropriation i grundlovens § 73´s forstand. § 83 a, stk. 2, skal forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne meddeles påbud i disse tilfælde.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at en ejer ellerbruger ikke kan forhindre en oprydning med den virkning, at myndigheden eventuelt selv må foretage den nødvendige oprydning. I langt de fleste tilfælde må det dog forventes, at en grundejer frivilligt vil medvirke til, at oprydningen kan ske, således at miljøproblemet på ejendommen vil blive løst.

Da § 83 a, stk. 1 og 2 kan anvendes på forureninger, der er sket inden lovforslagets ikrafttræden, skal det bemærkes, at bestemmelserne har tilbagevirkende kraft, jf. afsnit 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Manglende efterkommelse af påbud, der udstedes - henholdsvis gøres gældende overfor senere erhververe efter ejerskifte - under henvisning til bestemmelserne i forslagets § 83 a, stk. 1 - 3, straffes efter bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 110.

Vedrørende § 83 a, stk. 4 - 6

For så vidt angår de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven har Jordforureningsudvalget om adgangen til at meddele påbud ved ejerskifte fastslået følgende, jfr. Miljøstyrelsens betænkning nr. 2, 1996 »Betænkning om forurenet jord«, side 125

»Som det fremgår af kapitel 4.2.3. i rapporten fra underudvalget »Den juridiske Verden« er der tvivl om adgangen til at meddele påbud til en ny ejer for en allerede stedfunden forurening og om, i hvilket omfang et allerede meddelt påbud kan gøres gældende over for en ny ejer.

På denne baggrund foreslås det, at et allerede meddelt eller forvarslet påbud til en virksomhed kan gøres gældende over for en ny virksomhedsejer.

Et flertal i udvalget finder samtidig, at det ikke er tilstrækkeligt, at påbudet kun skal følge med i de situationer, hvor en virksomhed overdrages med henblik på videre drift. I tilfælde, hvor ejendommen videresælges, uden at virksomheden har efterkommet et påbud, bør det være muligt, uanset om køberen driver virksomheden videre, subsidiært at rette påbudet overfor en køber af ejendommen, hvis denne var eller burde være bekendt med påbudet, hvorfor udvalget samtidig foreslår, at påbud tinglyses. Påbudet skal dog kun kunne gøres gældende overfor køber i det omfang, påbudet kunne gøres gældende overfor sælgeren.«

Med forslaget til § 83 a, stk. 4 - 6 søges de ovenfor nævnte anbefalinger fra udvalget gennemført for så vidt angår oprydning af jordforureninger, der er sket før lovforslagets ikrafttræden, dog bortset fra de oprydninger, der er omfattet af forslagets § 48, stk. 1.

For så vidt angår de af jordforureningsloven omfattede jordforureninger gennemføres de nævnte anbefalinger fra udvalget i forslaget til jordforureningslovens § 45. Indholdet i nærværende forslag til miljøbeskyttelseslovens § 83 a, stk. 4 - 6 svarer således til indholdet i forslaget til § 45.

De i stk. 4-6 nævnte påbud kan være meddelt før lovforslagets fremsættelse.

Bestemmelsen i stk. 4 fastslår således, at et allerede meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser eller oprydning til en virksomhed også binder en fremtidig driftsherre. Myndighederne får herved valgfrihed mellem at gøre påbud gældende over for den forurener, der allerede har fået et påbud eller den senere driftsherre. Dette gælder uanset om den senere driftsherre selvstændigt bidrager til den samme forurening. Dvs. bestemmelserne i § 83 a, stk. 4 og 5 forudsætter ikke, at myndigheden forudgående forsøger at håndhæve påbudet til den tidligere driftsherre.

Bestemmelsen bliver således for påbud parallel til godkendelser og påbud om en virksomheds driftsvilkår efter miljøbeskyttelsesloven. En ny virksomhedsejer skal ikke indhente ny tilladelse eller godkendelse, men kan drive virksomheden videre på samme driftsvilkår.

Efter bestemmelsen i stk. 4 er det dog en forudsætning, at den senere driftsherre på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet.

Forudsætningen om god tro hos den senere driftsherre indgik ikke i det forslag, der blev udarbejdet af Jordforureningsudvalget. Denne betingelse foreslås imidlertid indsat for at sikre, at den, der har erhvervet en virksomhed uden at kende til det meddelte eller forvarslede påbud, ikke bliver forpligtet til at opfylde dette. Det skal bemærkes, at der hermed muligvis indføres en indsnævring af påbudsadgangen set i forhold til gældende ret. Det skal dog understreges, at den gældende retsstilling på dette punkt ifølge rapporten fra underudvalget »Den juridiske Verden«, jf. betænkning nr. 1, 1995, er behæftet med en vis usikkerhed.

Ved begrebet driftsherre forstås en person eller et selskab, som driver virksomheden videre. Det er uden betydning, på hvilken måde virksomheden overgår til en ny driftsherre. Påbudet binder således ved virksomhedsoverdragelser, der sker såvel ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo, tvangsauktion, overtagelse som ufyldstgjort panthaver og lignende.

Med bestemmelsen i stk. 5 fastslås det, at er der på erhvervelsestidspunktet alene meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser, kan myndigheden følge dette påbud op med et nyt påbud om yderligere foranstaltninger vedrørende samme forurening, der har begrundet påbudet om undersøgelser, uanset at det nye påbud ikke forelå ved erhvervelsen.

Forslaget til stk. 5 indebærer, at et undersøgelsespåbud, der er meddelt efter § 40 i nærværende lovforslag vedrørende en forurening, der er sket før lovens ikrafttræden, kan følges op af et oprydningspåbud efter bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven, herunder § 69.

De i forslaget til stk. 5 nævnte yderligere foranstaltninger vil ikke omfatte yderligere påbud om undersøgelser efter miljøbeskyttelsesloven, da § 40 i jordforureningsloven fremover omfatter alle undersøgelsespåbud til virksomheder.

Bestemmelserne i stk. 4 og 5 omfatter alene den situation, hvor en bestående virksomhed drives videre af en ny erhverver. I den situation, hvor virksomheden lukkes, kan disse bestemmelser ikke anvendes.

Derfor foreslås det yderligere i stk. 6, at påbud, der er meddelt efter miljøbeskyttelsesloven, er bindende overfor en senere erhverver af den forurenede ejendom, såfremt denne køber ejendommen på et tidspunkt, hvor påbud er forvarslet eller meddelt forureneren. Det er uden betydning, om erhvervelsen sker ved køb, gave, arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo, tvangauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver eller lignende.

Det er en betingelse, at forureneren ikke efter, at det er blevet indskærpet, og forholdet er blevet politianmeldt, har efterkommet påbudet. Indskærpelsen skal ske som led i tilsynet og være skriftlig. Der er således i stk. 6 tale om en subsidiær forpligtigelse for erhververen. Det er endvidere en betingelse, at erhververen på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at der var udstedt eller forvarslet et påbud, og at ejendommen erhverves fra en, der selv var eller kunne blive forpligtet til at efterkomme påbudet.

Bestemmelserne i stk. 4 - 6 finder anvendelse på forureninger, der er sket før bestemmelsernes ikrafttræden. Bestemmelserne omfatter ligeledes påbud meddelt før bestemmelsernes ikrafttræden. Det skal således bemærkes, at bestemmelserne har tilbagevirkende kraft, jf. nærmere herom i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter forslaget til stk. 4 - 6 er det en forudsætning for meddelelse af påbud, at virksomheden, henholdsvis ejendommen, er erhvervet efter lovforslagets ikrafttræden. Denne betingelse indgik ikke i det forslag, der blev udarbejdet af Jordforureningsudvalget. Når betingelsen imidlertid foreslås indsat i bestemmelsen, skyldes det, at det er Justitsministeriets vurdering, at meddelelse af påbud til den, der før lovforslagets ikrafttræden har erhvervet virksomheden, henholdsvis ejendommen, vil udgøre et ekspropriativt indgreb, der efter grundlovens bestemmelser alene kan ske efter erstatning.

Manglende efterkommelse af påbud, der udstedes - henholdsvis gøres gældende overfor senere erhververe efter ejerskifte - under henvisning til bestemmelserne i forslagets § 83 a, stk. 4 - 6, straffes efter bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 110.

Bestemmelsen i stk. 7 viderefører den tilsvarende bestemmelse i affaldsdepotlovens § 3, stk. 1.

Forslaget til § 83 b

§ 83 b foreslås indsat som en ny bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Bestemmelsen svarer til § 46 i jordforureningsloven.

Bestemmelsen omfatter udelukkende påbud, herunder om gennemførelse af foranstaltninger efter § 69, vedrørende oprydning af forurenet jord, jf. forslagets § 83 c. Bestemmelsen omfatter kun påbud, der udstedes efter forslagets ikrafttræden.

Tinglysning på adressatens regning er en udvidelse i forhold til de nugældende regler.

Bestemmelserne i stk. 7 viderefører den tilsvarende bestemmelse i affaldsdepotlovens § 3, stk. 1.

Forslaget til § 83 c

Nærværende lovforslag indebærer, at nogle forureninger fortsat er omfattet af bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 4 om forholdet til miljøbeskyttelsesloven. I relation til de jordforureninger, der fortsat er omfattet af miljøbeskyttelsesloven, foreslås indført en række ændringer, jf. forslagets § 90. Disse ændringer foreslås imidlertid ikke gennemført for så vidt angår al jordforurening. Ændringerne foreslås alene gennemført for så vidt angår den slags jordforurening, der er omfattet af definitionen i nærværende lovforslags § 2. Det vil sige, at de i forslagets § 90 nævnte bestemmelser ikke omfatter f.eks. jordforureninger, der stammer fra landbruget.

Til nr. 7

Miljøbeskyttelseslovens § 84 a vil være overflødig efter vedtagelsen af nærværende lovforslag, idet dette lovforslag indeholder de nødvendige hjemler til at påbyde oprydning på fremmed grund. Bestemmelsen foreslås som en konsekvens heraf ophævet.

Til nr. 8

Bestemmelsen fastlægger myndighedernes adgang til privat ejendom uden retskendelse i sager vedrørende undersøgelse og oprydning af forurenet jord. Ændringen i den nuværende retstilstand i relation til foranstaltninger efter lovens § 69 foreslås indført med virkning for gennemførelse af påbud, der vedrører forureninger, der er sket efter lovforslagets ikrafttræden. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til bestemmelsen i jordforureningslovens § 57, hvori der blandt andet henvises til Justitsministeriets redegørelse af 23. december 1996 til Folketinget vedrørende udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom.

Til nr. 9 - 11

Som en konsekvens af de i nr. 1 og 2 anførte ændringer i miljøbeskyttelsesloven, skal de tilhørende strafbestemmelser i miljøbeskyttelseslovens § 110 ændres.

Til §§ 91-93

Bestemmelserne i §§ 91-93 er en konsekvens af ophævelsen af værditabsloven og de heri indeholdte lovændringer i forhold til anden lovgivning.

Til § 94

Med flytningen af forbudet mod deponering af jord i råstofgrave fra miljøbeskyttelsesloven til dette lovforslag, skal bestemmelsen i råstofloven konsekvensrettes, således at der fortsat er mulighed for, at en ejer/bruger af en råstofgrav kan fritages for at betale tinglysningsgebyr som følge af forbudet. Denne fritagelse sker, når det er nødvendigt at ændre i en tinglyst deklaration alene som følge af forbudet, dvs. når der ikke skal ske ændring af en allerede tinglyst deklaration eller ske tinglysning af en ny deklaration i forbindelse med en tilladelse i henhold til råstofloven.

Til kapitel 13

Til § 95

Affaldsdepotloven og værditabsloven ophæves ved lovens ikrafttræden fra den 1. januar 2000.

Bestemmelsen om, at kortlagte arealer skal indføres i matrikelregisteret foreslås først at træde i kraft på et senere tidspunkt, som fastsættes af ministeren. Den nærmere tilrettelæggelse, der skal ske efter aftale mellem parterne, og den tekniske etablering forventes først at kunne afsluttes efter lovens ikrafttræden.

I bemærkningerne til forslagets § 45, stk. 1 og 3, og i bemærkningerne til forslagets § 90, nr. 6, jf. vedrørende § 83 a, stk. 4 - 6, er det anført, at det er uden betydning om en virksomhedsoverdragelse eller erhvervelse sker ved køb, gave arv, skilsmisse, hensidden i uskiftet bo, tvangsauktion, overtagelse som ufyldestgjort panthaver eller lignende.

Bestemmelsen er indsat, da det er Justitsministeriets vurdering, at et påbud, der gøres bindende vedrørende et pant, der er stiftet før lovforslagets ikrafttræden, vil udgøre et ekspropriativt indgreb, der efter grundlovens bestemmelser alene kan ske efter erstatning.

Til § 96

Bestemmelsen indeholder overgangsregler. Udgangspunktet er, at alle afgørelser om påbud samt vilkår knyttet til tilladelser opretholdes. Det gælder også tilsagn om oprydning efter værditabsloven og driften af afværgeforanstaltninger opretholdes.

Med bestemmelsen i forslagets § 96, stk. 2, fastlægges det, at afgørelser, der er truffet før lovens ikrafttræden opretholdes, dvs. at de af bestemmelsen omfattede afgørelser ikke kan genoptages. Bestemmelsen indebærer ligeledes, at miljømyndighederne, når de faktiske omstændigheder er uændrede, ikke kan indlede en ny sag, på baggrund af nærværende lovforslags bestemmelser med tilbagevirkende kraft, om adgangen til at meddele en person påbud om undersøgelser, oprydning o.lign., inden lovforslagets ikrafttræden, såfremt der er truffet afgørelse vedrørende den samme persons ansvar for den samme forurening.

§ 84. Klage sendes til Miljøklagenævnet.

Stk. 2. Klage kan indgives af den, der er klageberettiget efter reglerne i § 82 og af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans.

§ 85. For klage til Miljøklagenævnet gælder § 81, stk. 1 og 2.

Stk. 2. En klage over et påbud har opsættende virkning, medmindre nævnet træffer afgørelse om andet, jf. dog § 56, stk. 2.

§ 86. Miljøklagenævnet kan tilvejebringe oplysninger og foretage besigtigelse i overensstemmelse med reglerne i §§ 40, 48 og 57.

Søgsmål

§ 87. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes efter loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen dog altid fra tidspunktet for bekendtgørelsen.

Stk. 2. Spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne, kan ikke indbringes for domstolene, før Overtaksationskommissionens afgørelse foreligger.

Stk. 3. Søgsmål om ekspropriation efter denne lov anlægges ved den landsret, under hvilken ejendommen er beliggende.

§ 88. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der

1) undlader at efterkomme påbud efter loven,

2) undlader at indgive ansøgning efter § 8, stk. 1,

3) påbegynder opgravning, flytning og anvendelse uden anmeldelse efter § 50, stk. 2,

4) i strid med §§ 8, stk. 1, og 50, stk. 4, ændrer anvendelse eller påbegynder arbejder, der er henholdsvis ansøgt om tilladelse til og anmeldt,

5) uden tilladelse opgraver eller håndterer jord i strid med kommunalbestyrelsens eller amtsrådets meddelelser efter § 50, stk. 5,

6) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller dispensation efter loven,

7) overtræder § 9, stk. 2, § 12, § 49, § 50, stk. 1, eller § 52,

8) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med en anmodning efter §§ 29 og 33 eller en anmeldelse efter § 50, stk. 2,

9) undlader at standse arbejdet som nævnt i § 71 ved konstateret forurening,

10) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger som nævnt i § 72,

11) modvirker adgangen til en ejendom i strid med § 57, eller

12) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder, som anført i stk. 2.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.

Stk. 6. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, dog undtagen undladelse af at efterkomme undersøgelsespåbud efter §§ 40 og 48, samt stk. 1, nr. 2, 3, 4, 5, 6, 7 og 9.

§ 89. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 90. I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998, foretages følgende ændringer

1. §§ 20 a og 20 b ophæves.

2. Efter § 21 indsættes

»§ 21 a. Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at sørge for, at tanke til opbevaring af mineralolieprodukter, der er taget ud af brug, er sløjfet forskriftsmæssigt. En tank, der er lovligt sløjfet, kan ikke senere kræves opgravet eller sløjfet på ny.«

3. I § 24 indsættes som stk. 3

» Stk. 3. Der kan ikke meddeles påbud efter stk. 1 eller 2 om foranstaltninger vedrørende forurenet jord, jf. § 83 c.«

4. Efter § 64 a indsættes

»§ 64 b. Når andre end miljømyndighederne, ved udførelse af foranstaltninger under henvisning til § 83 a, stk. 1, har forvoldt skade på anden mands ejendom, kan ejeren eller brugeren af ejendommen gøre erstatningskrav gældende overfor miljømyndigheden, når der ikke kan opnås enighed om erstatningsfastsættelse, eller når skadevolderen ikke kan dække erstatningskravet.

Stk. 2. Når miljømyndigheden har dækket et erstatningskrav i medfør af stk. 1, indtræder myndigheden i skadelidtes erstatningskrav mod den, der har forvoldt skaden.«

5. I § 70, stk. 3 indsættes som 2. pkt.

»Der er dog ikke udpantningsret for udgifter, der vedrører undersøgelse og oprydning af forurenet jord, jf. § 83 c.«

6. Efter § 83 indsættes

»§ 83 a. Der kan efter bestemmelserne i denne lov meddeles påbud, herunder om gennemførelse af foranstaltninger efter § 69, vedrørende forurenet jord, jf. § 83 c, til en forurener, herunder en mulig forurener, af en ejendom selvom denne ikke har rådighed over den ejendom, hvor forureningen findes, hvis den pågældende havde rådighed over ejendommen på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse eller på et senere tidspunkt. I påbudet skal der fastsættes pligt til reetablering af den forurenede ejendom.

Stk. 2. Hvis påbudsadressaten ikke har rådighed over den forurenede ejendom, kan myndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at tåle, at undersøgelser, oprydninger eller andre afhjælpende foranstaltninger gennemføres af den, der har modtaget påbud efter bestemmelserne i denne lov.

Stk. 3. Påbud efter stk. 2 er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den forurenede ejendom.

Stk. 4. Påbud efter denne lov, herunder om gennemførelse af foranstaltninger efter § 69, der er meddelt en virksomhed i drift og som angår undersøgelser, oprydninger eller andre afhjælpende foranstaltninger vedrørende forurenet jord, jf. § 83 c, er bindende over for senere driftsherrer, såfremt den senere driftsherre har erhvervet virksomheden efter den 1. januar 2000 og på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt. Det samme gælder påbud, der er forvarslet.

Stk. 5. Er der på tidspunktet for erhvervelsen af virksomheden meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser m.v. af forurenet jord, jf. § 83 c, efter denne lov eller efter jordforureningsloven til en virksomhed i drift, kan påbud om gennemførelse af yderligere foranstaltninger, herunder efter § 69, vedrørende den samme forurening meddeles en senere driftsherre efter bestemmelserne i denne lov, såfremt den senere driftsherre har erhvervet virksomheden efter den 1. januar 2000 og på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet.

Stk. 6. Påbud efter denne lov, herunder om gennemførelse af foranstaltninger efter § 69, der er meddelt en virksomhed i drift og som angår undersøgelser, oprydninger eller andre afhjælpende foranstaltninger vedrørende forurenet jord, jf. § 83 c, er bindende over for senere erhververe af den forurenede ejendom, såfremt

1) påbudet var meddelt eller forvarslet før erhvervelsen, men ikke er efterkommet, uanset at efterkommelsen er blevet indskærpet, og forholdet er blevet politianmeldt,

2) erhververen på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet,

3) erhvervelsen sker fra en, der selv var eller kunne blive forpligtet til at efterkomme påbudet, og

4) ejendommen er erhvervet efter den 1. januar 2000.

Stk. 7. Der kan ikke meddeles påbud efter stk. 1 - 6 vedrørende offentligt drevne lossepladser m.v., der er taget i brug før den 1. oktober 1974, og som ikke længere var i drift den 1. september 1990.

§ 91. I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, som ændret senest ved lov nr. 485 af 1. juli 1998, affattes § 17A, stk. 2, 2. pkt., således

»Det samme gælder renter af lån ydet efter § 33 i lov om forurenet jord.«

§ 92. I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 631 af 17. august 1998, affattes § 11, 3. pkt., således

»Fortjeneste indvundet ved afhændelse efter § 34 i lov om forurenet jord medregnes heller ikke.«

§ 93. I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 591 af 11. august 1998, affattes § 86, stk. 2, således

»Stk. 2. Dokumenter, der udstedes til sikkerhed overfor amtsrådet efter § 33 i lov om forurenet jord, er stempelfri.«

§ 94. I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, affattes § 10, stk. 5, 2. pkt., således

»Reviderede vilkår som følge af forbud efter § 52 i lov om forurenet jord tinglyses dog for amtsrådets regning.«

§ 95. Loven træder i kraft den 1. januar 2000, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 14.

Stk. 3. Samtidig med ikrafttrædelsen af denne lov ophæves

1) lov nr. 420 af 13. juni 1990 om affaldsdepoter, jf. lovbekendtgørelse nr. 939 af 27. oktober 1996, og

lov nr. 214 af 28. april 1993 om en værditabsordning for boligejere m.v.

Stk. 4. Et påbud er kun bindende for en panthaver efter § 45 eller miljøbeskyttelseslovens § 83 a, stk. 4-6, som affattet ved denne lovs § 90, nr. 6, hvis pantet er stiftet efter den 1. januar 2000.

§ 96. Afgørelser truffet og forlig indgået efter de i § 95, stk. 3, nævnte love eller efter regler udstedt efter de i § 95, stk. 3, nævnte love, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller efter regler udstedt efter denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelser af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 2. Afgørelser truffet før denne lovs ikrafttræden efter miljøbeskyttelsesloven eller efter regler udstedt efter miljøbeskyttelsesloven om påbud, samt vilkår knyttet til tilladelser, dispensationer eller godkendelser, som angår forurenet jord før denne lovs ikrafttræden, opretholdes.

Stk. 3. Afgørelse om tilbagebetaling af egenbetalingen efter værditabsloven afgøres efter de regler, der var gældende, da begæringen om oprydning blev indgivet. Amtsrådet kan dog træffe afgørelse om tilbagebetaling efter § 35, stk. 2, 3. pkt.

Stk. 4. Tinglysningen af de affaldsdepoter, der er registreret efter affaldsdepotloven, opretholdes, indtil depoterne er indført i det i § 14 nævnte register.

Stk. 5. De af miljø- og energiministeren udpegede medlemmer af Depotrådet forsætter deres funktionsperiode efter de hidtil gældende regler.

§ 97. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med lovforslaget

Det foreliggende lovforslag udgør grundlaget for en sammenhængende og styrket indsats mod jordforurening for at sikre vandforsyningen og befolkningens sundhed. Forslaget bygger på Jordforureningsudvalgets betænkning af 1. marts 1996.

Lovforslaget skal erstatte affaldsdepotloven, værditabsloven og dele af miljøbeskyttelsesloven. I sammenhængen med den forstærkede indsats mod grundvandsforureningen indgår de ændringer af vandforsyningsloven, miljøbeskyttelsesloven og planloven, som Folketinget vedtog ved lov nr. 479 af 1. juli 1998, samtidig med vedtagelsen af lovgrundlaget for Vandmiljøplan II.

Indsatsen over for jordforureninger skal fremover rettes mod at forhindre fremtidig jordforurening, at overvåge den forurening, der sker, at hindre spredning af jordforurening, der giver yderligere miljøproblemer, og at gennemføre en målrettet og effektiv adskillelse af mennesker og grundvand fra eksisterende forurening.

Lovforslaget betyder, at der nu tilvejebringes en sammenhængende regulering af jordforurening, der indbefatter alle former for jordforurening, uanset dennes karakter og tilblivelse. Jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v. er dog undtaget, da problemer vedrørende de nævnte aktiviteter mest hensigtmæssigt imødegås med Vandmiljøplan II.

Jordforureningens omfang er betydelig og en ny strategi for den offentlige indsats kan ikke alene tage udgangspunkt i konkrete afværgeforanstaltninger på enkeltgrunde. Strategien må bredes ud til at sikre befolkningen generelt i de forurenede områder samt sikre den fremtidige vandforsyning. Det offentliges indsats skal målrettes til at gennemføre en hurtig beskyttelse af mennesker og miljø.

Forslaget betyder, at miljømyndighederne i højere grad kan foretage en samlet prioritering og koordinering af indsatsen over for jordforurening.

Den generelle beskyttelse af befolkningen gennemføres ved en bred vifte af virkemidler, der omfatter bl.a. anbefalinger, oprydninger og generelle retningslinjer. Formålet er primært at sikre, at befolkningen har tilstrækkelig viden om forureningsforholdene og om, hvordan de kan imødegå en eventuel sundhedsmæssig risiko. Er der en sådan risiko i forbindelse med den aktuelle anvendelse af ejendommen/arealet, er det hensigten at afskære direkte kontakt med forureningen.

Indsatsen skal i forhold til grundvandet først og fremmest koncentreres om at overvåge, afværge og rydde op indenfor områder, som i amternes regionplaner udpeges som områder med særlige drikkevandsinteresser. Der kan også ske en indsats udenfor disse områder, som f.eks. i et alment vandværks indvindingsopland. Lovforslaget og den fremtidige kommunale og amtskommunale administration heraf skal samtidig bidrage til opfyldelsen af regeringens 10-punktsplan for beskyttelse af grundvandet og drikkevandet.

Forslaget sigter herudover mod at skabe en større klarhed over retstilstanden på jordforureningsområdet, ikke mindst med hensyn til miljømyndighedernes adgang til at meddele påbud om undersøgelse og oprydning af forurenet jord. Adgangen til at meddele påbud udvides, også for forureninger, der er sket før lovforslagets ikrafttræden.

Endelig indfører forslaget en anmeldelsesordning for jord, der flyttes fra kortlagte arealer og fra arealer, der anvendes til offentlig vej. Derved vil miljømyndighedernes muligheder for at følge jordstrømmene forbedres, ligesom forslaget dæmmer op for nye forureninger som følge af jordflytninger.

2. Baggrunden for lovforslaget

Den første regulering af jordforureningsområdet kom i 1974 med miljøbeskyttelseslovens ikrafttrædelse. Man forudsatte hermed, at man kunne håndtere jordforureninger og grundvandsforureninger. Erfaringerne hos tilsynsmyndighederne har imidlertid vist, at dette ikke holdt stik. Miljøbeskyttelsesloven er heller ikke udformet med henblik på at regulere indsatsen overfor de jordforureninger, hvor man ikke kan påbyde en forurener at rydde op.

Cheminovasagen på Harboøre Tange var en væsentlig årsag til vedtagelsen af kemikalieaffaldsdepotloven i 1983. Loven skabte grundlag for, at det offentlige kunne iværksætte og finansiere afværgeforanstaltninger i tilfælde, hvor der ikke var mulighed for at meddele påbud til forureneren. Kemikalieaffaldsdepotloven blev i 1990 efterfulgt af affaldsdepotloven, der bl.a. udvidede de typer af forurenede grunde, der omfattes af reglerne om offentligt finansierede oprensninger, samt som noget nyt indførte et arealreguleringssystem for registrerede affaldsdepoter.

Affaldsdepotloven omfatter kun ældre forureninger, dvs. forurening der er sket før 1972, 1974 henholdsvis 1976, hvor reguleringen af bortskaffelse af olieaffald, regulering af lossepladser og regulering af bortskaffelse af kemikalieaffald trådte i kraft. Oprydning efter nyere forureninger forudsattes fortsat at skulle ske ved påbud efter miljøbeskyttelsesloven til den ansvarlige forurener.

Praksis viste imidlertid, at der fortsat var mange, også nyere forureninger, der måtte efterlades, fordi der ikke var hjemmel til i de enkelte sager at meddele påbud efter miljøbeskyttelsesloven. Samtidig viste det sig, at forvaltningsretlige og erstatningsretlige principper i praksis førte til yderligere begrænsninger i adgangen til at meddele påbud. Også tekniske problemer, f.eks. ved at aldersbestemme og identificere forureninger, har begrænset myndighedernes adgang til at kræve forurenet jord fjernet.

Samtidig blev et helt andet problem rejst, idet registreringen eller konstateringen af forurening på ejendomme kunne medføre et værditab, selv om ejendommen senere viste sig ikke at være forurenet. Det førte til, at miljøministeren i 1991 nedsatte et udvalg, der skulle se på mulighederne for at etablere en værditabsordning for ejere af forurenede ejendomme. Udvalget afgav året efter en betænkning med dertil hørende udkast til lovforslag (Betænkning nr. 2 - Værditabsudvalgets betænkning - Miljøstyrelsen, 1992). Folketinget vedtog i 1993 værditabsloven, som tillægger ejere af helårsboliger, der i god tro har erhvervet en ejendom, der senere viser sig at være forurenet, krav på en offentlig oprydning mod en vis egenbetaling.

De forskellige problemer af såvel juridisk som tidsmæssig karakter, der er forbundet med oprydning og afværgeforanstaltninger i forhold til jordforureninger, har tilskyndet til andre ordninger. Oprydninger, som sker ved Oliebranchens Miljøpulje (OM), er således baseret på en frivillig aftale mellem Oliebranchens Fællesrepræsentation, de kommunale organisationer og Miljø- og Energiministeriet. Formålet med aftalen er bl.a. at sikre, at der bliver ryddet op på forurenede grunde, hvor der tidligere har ligget benzinstationer. Oprydningerne finansieres af olieselskaberne. DSB og Banestyrelsen har siden 1992 gennemført en frivillig, miljøprioriteret oprydningsindsats på arealer, der tilhører DSB og Banestyrelsen, og denne indsats vil blive videreført i Banestyrelsen i de kommende år. Også Forsvaret har planer for oprydning efter jordforurening på arealer, der tilhører Forsvaret.

Lovgivningen om forurenet jord består således af flere dele, hvor problemerne er blevet søgt løst gennem særlige love og regler. Disse regler er blevet til uafhængigt af hinanden og har som oftest haft forskellige formål og savnet klare hjemler til indgreb.

Konsekvensen af denne mangel på sammenhængende lovgivning har været, at det er blevet vanskeligere og mere tidskrævende at få gennemført oprydninger. Det har næppe gavnet miljøet, og det har skabt uklarhed for borgere, virksomheder og myndigheder.

Bl.a. på den baggrund nedsatte miljø- og energiministeren i 1994 et udvalg - Jordforureningsudvalget -, der skulle undersøge mulighederne for at og eventuelt fremkomme med et forslag til en mere overskuelig og sammenhængende regulering af jordforureningsområdet. Jordforureningsudvalget afgav den 1. marts 1996 Betænkning om forurenet jord. Rapporter fra 2 underudvalg under Jordforureningsudvalget udgør selvstændige bilag til betænkningen.

Rapporten fra underudvalget »Den Juridiske Verden« beskriver og analyserer lovgivning og praksis på jordforureningsområdet. Rapporten fra underudvalget »Den Fysiske Verden« indeholder forslag til principper for prioritering af den fremtidige afværge- og oprydningsindsats. Herudover beskriver rapporten forureningernes omfang og karakter, principper for den fremtidige oprydnings- og afværgeindsats og disponering af jord og restprodukter.

Betænkning om forurenet jord med tilhørende lovforslag blev sendt i høring i marts 1996. Som opfølgning på betænkningen har Miljøstyrelsen endvidere udført et større analyse- og udviklingsarbejde og faglige vurderinger. Disse vurderinger er kommet til udtryk i vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 6-11, 1998, om oprydning på forurenede lokaliteter og i vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 13, 1998, om prøvetagning og analyse af jord. Herudover er udarbejdet en vejledning om kortlægning af jordforurening og kilder hertil og en vejledning om rådgivning af beboere i let forurenede områder. De 2 sidstnævnte vejledninger afventer jordforureningslovens vedtagelse.

Med virkning fra 1. juli 1996 er undersøgelses-, oprydnings- og afværgeopgaverne efter affaldsdepotloven henlagt til amtsrådene. Herudover gennemførtes med virkning fra 1. januar 1998 i miljøbeskyttelsesloven et generelt forbud mod deponering af jord i råstofgrave.

Kilder til grundvandsforurening har været behandlet i Jordforureningsudvalget og er behandlet i det af miljø- og energiministeren i marts 1996 nedsatte Drikkevandsudvalg, der i december 1997 afgav betænkningen »Drikkevandsudvalgets betænkning af 17. december 1997«. Den 1. juli 1998 trådte de lovændringer i kraft, som Drikkevandsudvalget foreslog i betænkningen, jf. lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af lov om vandforsyning, om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning.

På baggrund af høringen i marts 1996, blev der foretaget adskillige ændringer og lovforslaget blev herefter udsendt i fornyet høring i februar 1998. Nærværende lovforslag er bl.a. justeret og præciseret i lyset af de indkomne høringssvar.

3. Hovedelementer i lovforslaget

3.1 Kortlægning af jordforureninger og kilder hertil

Lovforslaget muliggør en udbygning af amternes igangværende jordforureningskortlægning. I modsætning til tidligere vil alle jordforureninger, uanset hvordan eller hvornår forureningen er sket, være omfattet, med undtagelse af jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v.

Lovforslaget fastlægger miljømyndighedernes pligt til at gennemføre en ensartet kortlægning, således at der tilvejebringes et overblik, som kan danne grundlag for den efterfølgende prioritering af den offentlige indsats.

Med lovforslaget indføres 2 stadier i kortlægningsarbejdet, nemlig dels et vidensniveau 1, der foreligger, når der er tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter på et areal eller aktiviteter fra andre arealer, der kan være en mulig kilde til forurening på det pågældende areal. Der gives ejeren meddelelse herom. Det andet stadie er vidensniveau 2, der foreligger, når der på baggrund af tekniske undersøgelser eller anden dokumentation er tilvejebragt et dokumentationsgrundlag, hvorpå der med høj grad af sikkerhed kan konstateres en jordforurening af en sådan art og koncentration, at forureningen kan være til fare for mennesker og miljø. Der gives ejeren meddelelse herom.

Kortlægningsmodellen lægger op til, at der allerede ud fra en faktisk viden om mulige forureningskilder (vidensniveau 1) skal ske en prioritering af det offentliges kortlægningsindsats.

For arealer med boliganvendelse og tilsvarende følsom arealanvendelse - eller arealer beliggende indenfor de særlige drikkevandsområder eller i særlige tilfælde i eksisterende vandindvindingsoplande - fremmes kortlægningsindsatsen, således at der indenfor et rimeligt tidsrum sker en fortsat kortlægningsindsats fra vidensniveau 1 og frem til vidensniveau 2.

For jordforurenede arealer udenfor disse områder foreslås en begrænset kortlægningsindsats, således at disse arealer ikke af miljømyndighederne skal undersøges nærmere med henblik på, at de kortlægges frem til vidensniveau 2.

Også for arealer, som på en anden baggrund end ovenfor nævnt, af amtsrådet, kommunalbestyrelsen eller andre er konstateret forurenet, skal kortlægges på vidensniveau 2, uanset om arealet er indenfor eller udenfor disse ovennævnte områder.

Kortlægningen vil få konsekvenser for ejeren på den måde, at miljømyndighederne skal inddrages, hvis grundejeren ønsker at foretage bygge- og anlægsarbejder på en grund med følsom arealanvendelse eller grundvandsproblematisk forurening. Desuden skal der ske anmeldelse til kommunalbestyrelsen, hvis grundejeren ønsker at flytte jord fra lokaliteten.

Samtidig med den endelige afgørelse om kortlægning på vidensniveau 1, henholdsvis vidensniveau 2 af et areal skal amtsrådene sørge for at de omfattede ejendomme, indføres i et landsdækkende matrikelbaseret register. (Matrikelregisteret). Ved anvendelsen af matrikelregisteret under By- og Boligministeriet, henholdsvis Københavns og Frederiksbergs Kommuners registre, vil kortlægningsoplysninger kunne overføres til det fælleskommunale ejendomsdataregister, og der vil kunne ske en notering i tingbogen på den pågældende ejendom. Oplysninger vil også kunne indgå i det digitale matrikelkortværk.

3.2 Den offentlige afværgeindsats

Nyere forureninger

Den offentlige indsats skal omfatte alle jordforureninger, dvs. at der skal kunne sættes ind med offentlig indsats også over for jordforureninger, der er sket efter miljøbeskyttelseslovens og oliekemikalieaffaldsreglernes ikrafttræden. Tidsgrænserne i lovgivningen skal ophæves, således at der ikke vil kunne optræde herreløse forureninger.

Strategi for offentlig indsats

Der foreslås hjemmel til, at den offentlige indsats vil kunne omfatte en bred vifte af virkemidler, lige fra generelle anbefalinger, generelt fastsatte handlepligter, påbud, afskæring af forurening, afværgepumpninger og til egentlige oprydninger.

Lovforslaget omfatter indsats overfor diffuse forureninger som følge af luftforurening og forurenet opfyld. Lovforslaget lægger op til, at den offentlige indsats i forhold til diffuse forureninger overvejende vil bestå i anbefalinger til beboere m.fl.

Værditabsordningen

Som en særlig offentlig indsats foreslås værditabsordningen for boligejere videreført uændret, dvs. at det er den samme personkreds som i dag, der vil få mulighed for at gøre brug af ordningen og under samme betingelser. Der foreslås nogle tekniske justeringer og skærpede præciseringer.

3.3 Påbud til forurenere om undersøgelser og oprydninger

3.3.1 Indledning

På grundlag af gennemgangen af lovgivning og praksis på jordforureningsområdet har Jordforureningsudvalget vurderet behovet for indførelse af nye regler for påbud.

Som grundlag for Jordforureningsudvalgets overvejelser opstillede udvalget følgende generelle målsætninger

Forureneren betaler-princippet skal være det principielle udgangspunkt. Reglerne skal - med respekt af retssikkerhedsmæssige hensyn - minimere risikoen for, at der opstår situationer, hvor der ikke er mulighed for at påbyde nogen at foretage en oprydning. Reglerne skal tilskynde til en forsvarlig adfærd således, at der sikres en høj grad af miljøbeskyttelse. Reglerne skal være så enkle som mulige og egnede til at blive administreret i et decentralt myndighedssystem.

I den forbindelse har udvalget blandt andet beskæftiget sig med følgende hovedemner

Bør myndighedernes muligheder for udstedelse af påbud afhænge af, at forureneren er erstatningspligtig efter de civilretlige regler ?

Bør den civile erstatningsret have betydning for miljømyndighedernes udstedelse af påbud ?

Skal et ubetinget forureneransvar omfatte alle virksomheder ?

Bør påbudsadgang være dækket af forsikringsordninger ?

Bør myndighederne kunne meddele påbud om undersøgelser og oprydninger på fremmed grund ?

Bør nye påbudsmuligheder indføres med tilbagevirkende kraft ?

3.3.2 Spørgsmålet om en generel regulering af påbudsadgangen, der alene bygger på offentligretlige synspunkter

Tidligere overvejelser

Samspillet mellem den offentligretlige og den civilretlige lovgivning har været genstand for betydelig diskussion i den juridiske teori, herunder bl.a. i forhold til spørgsmål om udstedelse af påbud vedrørende undersøgelser og oprydninger af jordforureninger.

Justitsministeriets udvalg om erstatning for miljøskader (Miljøerstatningsudvalget), der alene vedrørte de civilretlige erstatningsregler på miljøområdet, kom ikke ind på dette spørgsmål. I bemærkningerne til det senere fremsatte lovforslag fra 1993 om erstatning for miljøskader anføres det dog, at de præventive hensyn i vidt omfang varetages i lovgivningen om miljøbeskyttelse. I tilknytning hertil varetager de civilretlige erstatningsregler imidlertid en vigtig funktion. Reglerne bør støtte og supplere de præventive formål i miljøbeskyttelseslovgivningen bl.a. ved at være baseret på en nøje afvejning af, hvem der bør bære risikoen for en miljøskade.

Jordforureningsudvalgets overvejelser

I Jordforureningsudvalgets betænkning - og den tilhørende juridiske underudvalgs-rapport gøres der derimod en række betragtninger om det principielle forhold mellem offentlig ret og civil ret i relation til påbudsreglerne på jordforureningsområdet.

Der var ikke i det juridiske underudvalg under Jordforureningsudvalget til beskrivelse af gældende ret enighed om, hvorvidt reglerne om påbud vedrørende jordforureninger i den eksisterende miljøbeskyttelseslov bygger på, at der (også) skal være et civilretligt (erstatningsretsligt) ansvarsgrunglag eller ej, jvf. Betænkning fra Miljøstyrelsens nr. 1/1995, s.47f., og Bjerring/Møller: »Miljøbeskyttelsesloven af 1991 med kommentarer« (1998) s. 487f. Det fremgår således også af Jordforureningsudvalgets betænkning s. 21, at det »fremgår af rapporten fra underudvalget »Den juridiske Verden«, at der er delte meninger om, hvorvidt den bestående retstilstand medfører, at adressaten for et påbud skal være erstatningsretligt ansvarlig (det vil typisk sige have handlet uforsvarligt).«

I udvalgets betænkning indgår (s. 104 ff.) følgende nærmere overvejelser om de nævnte spørgsmål

»Erstatningsretlige principper

Erstatningsretten er et grundlæggende princip til regulering af forholdet mellem en skadevolder og en skadelidt. Det heri indeholdte culpa-ansvar (uforsvarlighedsnormen) er udtryk for retssikkershedsbetragtninger, der generelt medfører, at en skadevolder kun ifalder ansvar, hvis han har handlet uforsvarligt ud fra en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder, der førte til skaden. Der lægges således vægt på skadevolderens subjektive forhold.

I særlige tilfælde er man dog såvel i retspraksis som i lovgivningen gået videre - miljøerstatningsloven om objektivt erstatningsansvar er et eksempel herpå.

Uforsvarlighedsnormen er et smidigt instrument, der giver mulighed for en konkret vurdering af forurenerens eventuelt dadelværdige forhold som forudsætning for at ifalde ansvar.

Myndighederne pålægges til gengæld en bevisbyrde, der i jordforureningssammenhæng vil kræve en omfattende indsats. Myndigheden skal således bevise hvordan forureningen er sket, om forureningens opståen skyldes uforsvarlig adfærd, og om et eventuelt ansvar er forældet.

Opdages forureningen, så snart denne sker, vil det ofte være muligt at løfte denne bevisbyrde - og retspraksis i sager om erstatning viser, at der er tale om et strengt ansvar. I det omfang, der er tale om egentlige overtrædelser af regler eller vilkår, vil en erstatningssag også medføre en erstatningspligt.

Problemerne må forventes navnlig at opstå i de sager, hvor forureningen først opdages lang tid efter, at den er sket, f.eks. først efter at en virksomhed har forladt grunden. Her vil myndighederne ofte have vanskeligt ved at løfte bevisbyrden med hensyn til, om den konkrete forurener har opført sig uforsvarligt.

I de egentlige hændelige uheldstilfælde vil forureneren efter erstatningsretlige principper ikke kunne mødes med påbud, men der er i praksis tale om en meget vanskelig grænsedragning.

Som typeeksempel kan nævnes nyere sager om utætte villatanke (tanke til fyringsolie), hvoraf mange tankejere efter erstatningsretlige principper ikke vil kunne påbydes at afværge en forurening. Udviklingen i retspraksis har medført, at mens forsikringsselskaberne tidligere som regel afholdt udgifterne til en oprensning efter utætte villatanke, afvises dette nu generelt.

Som andre typeeksempler, hvor en forurener ikke vil kunne mødes med påbud, såfremt erstatningsretlige synspunkter lægges til grund, kan nævnes forureninger som følge af hærværk og brand, der opstår uden ejerens skyld.

Konsekvenserne af at lade erstatningsretlige principper normere påbudsadgangen må forventes at blive, at myndighederne i en række tilfælde på forhånd opgiver overhovedet at fremsætte noget krav over for forureneren. Den nødvendige indsats må så betales af det offentlige. I de tilfælde, hvor myndighederne beslutter at meddele påbud, må der forventes en række retssager. Erfaringerne i dag viser således, at påbudsadressaten meget ofte påstår, at forureningen ikke skyldes uforsvarlig adfærd - for eksempel i tæringsskadesagerne.

Erstatningsretten er sædvanligvis et domstolsanliggende med inddragelse af advokater, bl.a. fordi denne som beskrevet overfor indeholder meget komplekse problemstillinger, som i høj grad beror på en vurdering af de konkrete forhold, bevisbyrderegler m.v. Sådanne vurderinger er fremmede i en offentligretlig regulering, hvis formål er at beskytte menneskers sundhed og miljøet, og vil derfor være et usædvanligt grundlag for miljømyndighedernes skønsmæssige afgørelser om påbud. Generelt må det nok konstateres, at miljøforvaltningerne ikke er egnede til at foretage disse vurderinger.

Selv om der med årene via stadigt flere domstolsafgørelser vil udvikle sig en klarere retstilstand, vil systemet medføre, at det offentlige må foretage flere oprensninger med heraf følgende øgede udgifter for det offentlige, og at en række forureninger ikke fjernes.

Påbudsadgangen efter miljøbeskyttelsesloven i øvrigt anvendes alene under iagttagelse af almindelige forvaltningsretlige regler.

Skønner miljømyndigheden, at en virksomhed giver anledning til væsentlig forurening, kan virksomheden påbydes fremover at imødegå miljøproblemet ved en skærpelse af miljøkravene, også selv om der er tale om en lovlig drift, og selv om udgifterne til at efterkomme påbuddet er tyngende. Dette gælder, uanset om miljøproblemet skyldes uforsvarlig adfærd. Kan miljøproblemet ikke løses, kan myndigheden i sin yderste konsekvens nedlægge forbud mod virksomheden fortsatte drift. Virksomheden kan ligeledes afkræves undersøgelser og oplysninger om, hvilken forurening den giver anledning til.

I det mere fremadrettede aspekt er der således ingen tvivl om, at reguleringen i miljøbeskyttelseslovgivningen ikke forudsætter, at miljømyndighederne godtgør en uforsvarlig adfærd i erstatningsretlig forstand.

Det forekommer umiddelbart vanskeligt at se begrundelsen for at indføre forskellig adgang til at regulere virksomheders forhold, alt efter om der er tale om fremtidige udledninger eller allerede stedfunden forurening. I begge situationer kan der være tale om udgiftskrævende foranstaltninger og ændringer i de bestående forhold. Praksis vedrørende indgreb i virksomheders bestående forhold viser da også, at myndighederne under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan administrere påbudsadgangen, således at der findes rimelige løsninger.

Heller ikke anden, sammenlignelig lovgivning lægger spørgsmålet om eventuelt dadelværdige forhold hos påbudsadressaten til grund. Efter byggeloven kan der for eksempel meddeles påbud til ejer/bruger af en ejendom, hvis bebyggelsen eller ejendommens ubebyggede arealer giver anledning til fare for ejendommens beboere eller andre. Et sådant påbud, hvis sigte delvist er det samme som tilstræbes efter miljøbeskyttelsesloven, nemlig at beskytte mod farer for menneskers sundhed, forudsætter ikke, at tilstanden på ejendommen skyldes, at ejeren har handlet uforsvarligt.

Ulempen ved ikke at lægge spørgsmålet om uforsvarlige forhold hos påbudsadressaten til grund, kan hævdes at være, at der er en risiko for, at påbud i visse situationer kunne virke stødende i den almindelige retsbevidsthed.

Dette spørgsmål kan imidlertid indgå i overvejelserne om selve udformningen af påbudshjelmen, således, at den klart afgrænser, til og i hvilke tilfælde påbud kan meddeles, eksempelvis at påbud kun kan meddeles til brugeren af det anlæg, der har forårsaget forureningen, og ved eventuelt at udlukke eller begrænse adgangen til at meddele påbud til eksempelvis private boligejere.

Ved ikke at lægge erstatningsretlige principper til grund opnås tillige, at en løsning af forureningsproblemerne ved påbud til forureneren ikke begrænses af erstatningsrettens forældelsesregler, således at der principielt er mulighed for at gribe ind over for forhold, som efter en konkret vurdering rent faktisk indebærer et uløst miljøproblem. Derimod kan forvaltningsretlige passivitetsbetragtninger naturligvis begrænse myndighedernes handlemuligheder.

Kompetencer til at anvende offentligretlige regler, kombineret med kompetencer til at udøve administrative skøn over, hvilke indgreb m.v. miljøproblemernes omfang og behovet for afhjælpning begrunder, er centrale for miljømyndigheder, der udfører tilsynsfunktioner. I administrativ henseende er regler, der klart beskriver de forhold, som kan begrunde en oprydningsforpligtigelse på en sådan måde, at påbudsadressatens subjektive (uforsvarlige) forhold ikke er relevante, alt andet lige bedst egnede til at blive administreret i et decentralt system. Retssikkerheden tilgodeses via de almindelige forvaltningsretlige regler om afgørelsens lovlighed og saglighed, begrundelseskravet og proportionalitetsprincippet, samt ved klageadgang og domstolsprøvelse.

Det følger af det ovenstående, at regler, der ikke baseres på uforsvarlighedsnormen, vil give anledning til færre retssager, da retstilstanden i højere grad direkte kan aflæses af reglerne og vil medføre færre udgifter for det offentlige.«

Lovforslaget

Det er i overensstemmelse med flertallets anbefalinger i Jordforureningsudvalget nærværende lovforslags udgangspunkt, at den ovennævnte vurdering bør føre til, at reglerne udformes som offentligretlige regler.

Det betyder, at det for påbudsadgangen skal være uden betydning, om de forskellige erstatningsretlige betingelser er opfyldt.

På denne baggrund er nærværende lovforslag udformet efter det hovedprincip, at for at kunne meddele påbud efter lovforslaget, er det alene en forudsætning, at der er hjemmel i lovforslaget til at stille krav om undersøgelse og oprydning af en jordforurening og /eller fare for jordforurening, at lovforslagets formålsbestemmelse inddrages i fortolkningen og i fastlæggelsen af retsfølgen, og at den konkrete hjemmel anvendes i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper og grundsætninger.

De undersøgelses- og oprydningspåbud, som miljømyndighederne efter lovforslaget kan pålægge forurenere, er således udelukkende baseret på offentligretlige, særligt miljømæssige hensyn. Det er således alene hensynet til miljø i form af beskyttelse af drikkevandsressourcer, vandløbskvalitet mv. og til sundhed i form af beskyttelse af børn og voksne mod sundhedskadelige påvirkning fra forurenet jord, der kan begrunde et påbud efter lovforslaget.

Civile erstatningsretlige overvejelser og hensyn er derimod administrationen af lovforslaget uvedkommende. Det er således ikke blandt de hensyn, der kan varetages efter loven, at sikre f.eks. grundejere, der har overtaget en forurenet grund, erstatning for tab, f.eks. i form af formindsket grundværdi, som følge af forureningen. For sådanne tab må grundejeren søge erstatning hos forureneren efter de almindelige erstatningsretlige regler. Lovforslaget indskrænker ikke grundejerens adgang hertil.

Det er tilsvarende heller ikke relevant for administrationen af lovforslagets påbudsregler, om de udgifter, som forureneren måtte skulle afholde til opfølgning af et undersøgelses- eller oprydningspåbud efter lovforslaget, måtte være større eller mindre end de udgifter, som forureneren måtte kunne blive dømt til at skulle betale i erstatning efter de almindelige regler om erstatning (i eller udenfor kontrakt) til en grundejer, som måtte have lidt et tab som følge af en jordforurening. De offentligretlige påbud efter lovforslaget varetager som nævnt andre hensyn end de civilretlige erstatningsregler og vil derfor kunne føre til forskellige resultater med forskellige omkostninger for forureneren til følge.

I nogle tilfælde vil et offentligretligt påbud efter lovforslaget således medføre større omkostninger for forureneren, end denne ville kunne pålægges i en civilretlig erstatningssag. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor de miljømæssige hensyn til f.eks. grundvandsbeskyttelsen nødvendiggør en omfattende oprydning, medens den samme grundvandsforurening ikke vil indbære et formuetab for grundejeren, der vil kunne kræves erstattet af forureneren i en civilretlig sag. I andre tilfælde vil situationen være den omvendte. Ved for eksempel en ikke-grundvandstruende jordforurening på en eksklusiv villaejendom vil de hensyn, der varetages efter lovforslaget, herunder proportionalitetsprincippet, ofte ikke kunne føre til meddelelse af et fuldstændigt oprydningspåbud. Her vil de cilvilretlige erstatningsregler (i eller uden for kontrakt) i samme situation derimod kunne medføre, at grundejeren vil kunne kræve udgifterne til en fuldstændig miljømæssig genopretning erstattet af forureneren.

I det omfang man går frem efter de offentligretlige regler, vil forureneren ikke kunne påberåbe forudsætningerne om påregnelighed, årsagsforbindelse og andre civilretlige principper, der begrænser forurenerens erstatningspligt. Disse principper vil dog kunne få betydning i de sager, hvor grundejeren overfor forureneren har et krav, der rækker videre end opfyldelsen af et påbud.

3.3.3 Spørgsmålet om ubetinget/betinget forureneransvar og spørgsmålet om kredsen af forurenere, der pålægges ubetinget forureningsansvar

Tidligere overvejelser

Spørgsmålet om indførelse af et objektivt erstatningsansvar, herunder for jordforureningsskader, og spørgsmålet om hvem, der bør pålægges et sådant ansvar blev drøftet i forbindelse med Folketingets vedtagelse af lov nr. 225 af 6. april 1994 om erstatning for miljøskader og det bagvedliggende udvalgsarbejde.

Ved loven om erstatning for miljøskader indførtes et objektivt erstatningsansvar (ansvar uden skyld) for miljøskader, herunder skader forårsaget ved jordforureninger. Det objektive ansvar omfatter ikke alle virksomheder, men en nærmere kreds af særligt risikofyldte virksomhedstyper, og disse er fastlagt på et bilag til loven. Lov om erstatning for miljøskader bygger på en betænkning (nr. 1237/1992) om erstatning for miljøskader, der er afgivet af Justitsministeriets udvalg om erstatning for miljøskader (Miljøerstatningsudvalget).

For andre virksomheder m.v. gælder der fortsat et culpaansvar, og de særligt miljøfarlige virksomheders hæftelse på objektivt grundlag gælder desuden kun for skader, der er forvoldt ved den aktivitet, som anses for særligt miljøfarlig.

I bemærkningerne til lovforslaget om erstatning for miljøskader, henvises der til Miljøerstatningsudvalgets betænkning, hvori et flertal bl.a. anførte følgende om den her foreliggende problemstilling: »Det kan ikke afvises, at hensynet til, at skadelidte får større mulighed for erstatning end i dag, kan tale for, at der indføres et objektivt ansvar for alle erhvervsmæssige eller offentlige virksomheder, der forårsager en miljøskade som led i driften, navnlig hvis det objektive ansvar kombineres med en obligatorisk forsikring. det kan heller ikke afvises, at objektivt ansvar for alle erhvervsmæssige og offentlige virksomheder kan have en præventiv virkning. et ansvar, som rammer enhver erhvervsmæssig eller offentlig virksomhed uden hensyn til skyld, vil imidlertid kunne virke stødende mod den almindelige retsfølelse i befolkningen. Det skyldes navnlig, at erhvervsvirksomheder som f.eks. cykelhandlere eller kioskejere ikke i almindelighed opnår en indtjening gennem en aktivitet, som medfører en særlig risiko for miljøskader. Det ville derfor efter flertallets opfattelse virke urimeligt og økonomisk meget byrdefuldt, hvis disse virksomheder skal være forpligtet til at betale erstatning for en miljøskade, som de er uden skyld i. Hertil kommer, at tendenserne i den internationale udvikling ikke går i retning af, at enhver erhvervsmæssig eller offentlig virksomhed skal være omfattet af det objektive ansvar. Det vil derfor ikke være rimeligt - gennem et objektivt ansvar for miljøskader - at pålægge danske virksomheder store økonomiske byrder, som deres udenlandske konkurrenter ikke pålægges.«

Jordforureningsudvalgets overvejelser

I Jordforureningsudvalgets betænkning blev spørgsmålet om ubetinget contra betinget forureneransvar, ligesom spørgsmålet om reguleringen skal være offentligretlig eller civilretlig, gjort til genstand for udførlige overvejelser.

Udvalget konkluderede (s. 108 f.) følgende

»Det er en meget betydningsfuld samfundsopgave at sørge for, at problemerne med fremtidig jordforurening forebygges og i givet fald løses. Det er derfor vigtigt, at der etableres en effektiv ordning på dette område.

Den nævnte overordnede samfundsmæssige interesse i en effektiv forureningsbekæmpelse må imidlertid afvejes over for hensynet til den enkelte borger og virksomhed.

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør indføres et ubetinget forureneransvar, må bl.a. vurderes på baggrund af, at der efter de gældende regler i miljøerstatningsloven er objektivt ansvar for det offentliges udgifter til oprensning, såfremt forureningen er sket som led i en særligt miljøfarlig eller forurenende erhvervsmæssig aktivitet. En påbudsmodel med ubetinget forureneransvar vil derfor i det væsentlige få selvstændig praktisk betydning for de mange borgere og virksomheder, som ikke udøver en erhvervsmæssig aktivitet, der er betegnet som særligt farlig eller forurenende.

En påbudsmodel med ubetinget forureneransvar vil umiddelbart medføre en entydig placering af den økonomiske risiko og en administrativ lettelse for miljømyndighederne, navnlig fordi de under en sådan ordning ikke skal godtgøre, at forureneren har handlet uforsvarligt.

Spørgsmålet er således, hvordan man fremmer en effektiv indsats for at løse miljøproblemerne og samtidig sikrer, at uskyldige forurenere, som ikke udøver en særligt farlig eller forurenende erhvervsmæssig aktivitet, ikke rammes individuelt på en måde, der vil kunne virke stødende mod den almindelige retsopfattelse i befolkningen.

Et ubetinget forureneransvar vil kunne virke som en meget hård regel i tilfælde, hvor den pågældende borger eller virksomhed er uden skyld i forureningen, navnlig hvor den pågældende ikke opnår en indtjening ved en aktivitet, som medfører en særlig risiko for forurening.

Udvalget finder, at der ikke bør indføres et ubetinget grundejeransvar. Et flertal (repræsentanter for Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Naturfredningsforening, Finansministeriet, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Entreprenørforeningen og Foreningen af Jordrensere, Skatteministeriet, Ellen Margrethe Basse og Miljøstyrelsen) peger på, at en påbudsmodel med ubetinget forureneransvar i øvrigt bør begrænses til at omfatte forurening, der stammer fra erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet samt forurening fra olietanke, der anvendes ved opvarmning af boliger.

På den anførte baggrund finder det nævnte flertal, at den rigtige løsning er den ovenfor nævnte påbudsmodel med ubetinget forureneransvar i kombination med en ordning baseret på forsikringsprincipper. Der må i givet fald være tale om en forsikring, som til en rimelig præmie i praksis dækker udgifterne ved efterlevelsen af et påbud om oprensning. Udvalget har alene drøftet spørgsmålet om en obligatorisk ordning for så vidt angår olietanke, som anvendes til opvarmning af boliger, jf. pkt. 7.8.3.

Udvalget har forelagt spørgsmålet om en forsikringsordning for Assurandør Societetet, men det har ikke inden afslutningen af udvalgsarbejdet været muligt endeligt at afklare, hvorvidt branchen kan etablere sådanne forsikringsordninger.

Nogle af udvalgets medlemmer finder, at en påbudsmodel med ubetinget forureneransvar kun kan accepteres, hvis det er muligt på rimelige vilkår at afdække det ubetingede ansvar gennem en ordning baseret på forsikringsprincipper. Disse medlemmer lægger afgørende vægt på, at uskyldige borgere og virksomheder, ikke bør kunne rammes individuelt på en måde, der kan være økonomisk ødelæggende for de pågældende.

Andre af udvalgets medlemmer finder, at samfundets interesse i en effektiv forureningsbekæmpelse må tillægges en sådan vægt, at det ubetingede forureneransvar under alle omstændigheder bør gennemføres.

Det nævnte flertal i udvalget er imidlertid som nævnt enige om, at den nævnte kombinationsmodel er den løsning, der ud fra såvel retssikkerhedsmæssige som effektivitetsmæssige hensyn bør gennemføres.

Udvalget henstiller på denne baggrund, at Miljø- og Energiministeriet fortsætter drøftelserne med forsikringserhvervet med henblik på at udforme en sådan ordning.«

Jordforureningsudvalgets betænkning indeholder endvidere en række betragtninger netop om forholdet mellem miljøerstatningsloven og den foreslåede offentligretlige regulering i forslaget til jordforureningsloven. Udvalgsbetænkningen fremhævede en række forskelle mellem de to reguleringsformer.

Betænkningen fremhævede for det første, at selvom miljøerstatningsloven regulerer spørgsmålet om, under hvilke betingelser en forurener skal erstatte udgifter til bl.a. genopretning af miljøet, så sikrer denne lov ikke i sig selv, at der faktisk sker genopretning af en forvoldt skade på miljøet. Dette skyldes, at denne lov som sådan ikke er møntet på at sikre varetagelsen af hensynet til menneskers sundhed og miljøet.

For det andet pegede betænkningen på, at afgrænsningen af de virksomhedstyper, der er omfattet af miljøerstatningsloven, er fastsat med udgangspunkt i miljøbeskyttelseslovens godkendelsesregler og dermed ikke nødvendigvis har direkte sammenhæng med, hvornår der kan opstå jordforureninger, og hvor alvorlige disse er. Ud fra et miljømæssigt sigte er jordforureningers omfang og alvor således ikke nødvendigvis afhængig af, om de er sket fra de virksomheder, der er opført op miljøerstatningslovens liste.

Endelig fremhævede Jordforureningsudvalgets betænkning, at miljøerstatningslovens objektive ansvar alene angår skade, der er forvoldt af de farlige eller forurenende aktiviteter, som omfattes af virksomhedens godkendelse og ikke - som det vil være tilfældet efter jordforureningslovforslaget - tillige skader, der skyldes andre dele af den samme erhvervsmæssige aktivtitet.

Lovforslaget

Nærværende lovforslag baserer sig på de vurderinger, der blev støttet af et flertal af medlemmerne i Jordforureningsudvalgets betænkning om ikke at indføre et ubetinget grundejeransvar, men til gengæld indføre et ubetinget forureneransvar for erhvervsmæssig og offentlig aktivitet, samt forurening fra olietanke til boligopvarmning. For så vidt angår de ovenfor nævnte spørgsmål vedrørende forsikringsordninger, som en del af medlemmerne af dette flertal lagde afgørende vægt på, vil disse blive nærmere omtalt nedenfor.

Efter miljøerstatningsloven er der som ovenfor nævnt objektivt erstatningsansvar for særligt miljøfarlige virksomheder for så vidt angår skader, der forvoldes ved den særligt miljøfarlige aktivitet.

Det kan næppe anses for fuldt afklaret i retspraksis og den juridiske litteratur, i hvilket omfang miljømyndighedens krav om betaling for udlæg for selvhjælpshandlinger forudsætter et erstatningsansvar for forurenere. Det må dog formentlig lægges til grund, at udgifter til selvhjælpshandlinger, der er udført med hjemmel i miljøbeskyttelseslovgivningen, kan kræves betalt uden hensyn til skyld hos forureneren, i det omfang denne er undergivet det objektive erstatningsansvar efter miljøerstatningsloven.

Med hensyn til dette betalingsspørgsmål udvider lovforslagets ubetingede påbudsmodel i praksis kun i et begrænset omfang den betalingspligt i henhold til erstatningsregler, som virksomheder omfattet af bilaget til miljøerstatningsloven har, for så vidt angår skader, der er indtrådt efter miljøerstatningslovens ikrafttræden og som forvoldes som led i den særligt miljøfarlige eller forureningstruende aktivitet.

Påbud efter det nærværende forslag til jordforureningslov er således ikke betinget af, at miljøskaden er opstået som følge af virksomhedens miljøfarlige eller - truende aktiviteter, ligesom påbudsadgangen heller ikke er udelukket i tilfælde, hvor virksomheden har fulgt ufravigelige forskrifter i lovgivningen. Miljømyndighederne vil, som det fremgår af forslaget til kapitel 5 desuden i en række tilfælde kunne meddele påbud om undersøgelser, selvom forurening er sket før dette lovforslags og miljøerstatningslovens ikrafttræden. I modsætning til miljøerstatningsloven vil miljømyndigheden også i disse tilfælde efter at have foretaget en selvhjælpshandling kunne gøre et betalingskrav gældende overfor virksomheden.

Der vil således med den foreslåede påbudsadgang navnlig være tale om en udvidelse af betalingsforpligtelsen i forhold til de virksomheder, der ikke er omfattet af bilaget til miljøerstatningsloven.

For den foreslåede påbudsadgang er det ikke en betingelse, at forureningen er sket som led i en erhvervsmæssig aktivitet, når blot forureningen stammer fra den pågældende virksomhed eller det pågældende anlæg. Heraf følger, at forureninger, der sker som følge af f.eks. brand og hærværk, vil være omfattet af påbudsadgangen. Herved finder Miljø- og Energiministeriet, at de af Jordforureningsudvalget opstillede målsætninger for en påbudsmodel bedst kan opfyldes.

For privatpersoner, hvor det ikke vedrører villaolietanke, der er omfattet af den obligatoriske forsikringsordning for villeolietanke, er det fundet mest rimeligt, at disse alene kan påbydes undersøgelser og afværgeforanstaltninger, hvor de har handlet uforsvarligt eller har udvist en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler efter anden lovgivning.

Nærværende lovforslag tager som nævnt udgangspunkt i Jordforureningsudvalgets overvejelser om behovet for i lovgivningen at indføre et ubetinget forureneransvar, der uden normering af erstatningsrettens regler, giver adgang til at meddele påbud til en kreds af forurenere, der er bredere end den af miljøerstatningsloven omfattede kreds.

Gennemførelse af et ubetinget ansvar, som foreslået i nærværende lovforslag, betyder således , at miljøerstatningsloven ikke længere vedrørende jordforurening vil få selvstændig betydning for miljømyndighedernes administration af påbud om undersøgelser og oprydninger mv., bortset fra jordforureninger, der er sket efter miljøerstatningslovens ikrafttræden den 1. juli 1994 og frem til nærværende lovforslags ikrafttræden. Derimod vil miljøerstatningsloven også fremover få væsentlig betydning i det omfang, der bliver behov for at føre civile erstatningssager på jordforureningsområdet.

Det er tilsvarende heller ikke relevant for administrationen af lovforslagets påbudsregler, om de udgifter, som forureneren måtte skulle afholde til opfølgning af et undersøgelses- eller oprydningspåbud efter lovforslaget, måtte være større eller mindre end de udgifter, som forureneren måtte kunne blive dømt til at skulle betale i erstatning efter de almindelige regler om erstatning (i eller udenfor kontrakt) til en grundejer, som måtte have lidt et tab som følge af en jordforurening. De offentligretlige påbud efter lovforslaget varetager som nævnt andre hensyn end de civilretlige erstatningsregler og vil derfor kunne føre til forskellige resultater med forskellige omkostninger for forureneren til følge.

3.3.4 Andre spørgsmål.

Jordforureningsudvalgets flertal foreslog indførelse af et subsidiært udlejeransvar, således at udlejer hæfter for sin lejer, samt en regel om omvendt bevisbyrde med hensyn til årsagsforbindelse ved olieforurening på benzinstationer.

Disse forslag er ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn ikke medtaget i nærværende lovforslag.

Jordforureningsudvalget anbefalede, at de af myndighedernes udgifter, der efter lovens bestemmelser kan kræves refunderet af den, der ville kunne mødes med et påbud, tillægges udpantningsret, således at myndighederne kan inddrive kravet ved fogedens hjælp, uden at kravets berettigelse forinden er fastslået ved en civil retssag, forudsat at der ikke er tvivl om kravets berettigelse. Udvalget lagde herved vægt på, at udpantningsret letter myndighedernes adgang til at få refunderet deres efter loven berettigede krav. Af hensyn til at give borgerne en øget retssikkerhed overfor myndighedernes krav i jordforureningssager følges udvalgets anbefalinger imidlertid ikke. Myndighedernes udgifter tillægges således ikke længere udpantningsret, hvilket indebærer, at myndighederne ved manglende betaling må gøres deres krav gældende ved anlæg af en retssag. Det bemærkes, at der efter de nugældende bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens § 70, stk. 3 er udpantningret for de udgifter, som myndigheden afholder, når myndigheden lader påbudte foranstaltninger udføre for adressatens regning, ligesom der er udpantningsret for udgifter afholdt i forbindelse med akutte selvhjælpshandlinger.

Lovforslaget indebærer således en ophævelse af den nugældende udpantningsret i de nævnte sager.

Jordforureningsudvalget foreslog endvidere, at miljømyndighedernes eksisterende adgang uden retskendelse til privat ejendom ved administration af miljølovgivningen overførtes uændret til jordforureningsloven.

Dette forslag er ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn kun medtaget i begrænset omfang i nærværende lovforslag.

3.3.5 Forsikringsordninger

Jordforureningsudvalgets flertal fandt, som ovenfor nævnt, at den rigtige løsning ville være en påbudsmodel med ubetinget ansvar i kombination med en ordning baseret på forsikringsprincipper. Nogle inden for flertallet kunne kun acceptere denne påbudsmodel, hvis det var muligt på rimelige vilkår at afdække det ubetingede ansvar gennem en ordning baseret på forsikringsprincipper. Andre i udvalget fandt, at det ubetingede forureneransvar under alle omstændigheder burde gennemføres.

Jordforureningsudvalget henstillede på denne baggrund, at Miljø- og Energiministeriet fortsatte de igangværende drøftelser med forsikringserhvervet med henblik på at udforme en forsikringsordning.

Miljøstyrelsen har siden haft en række drøftelser med forsikringserhvervet om indførelse af en lovpligtig forsikring for villatankejere, og om forsikringsmulighederne for erhvervsvirksomheder.

Miljøstyrelsen vurderer på baggrund af drøftelserne med forsikringserhvervet, at det kan lade sig gøre indenfor rammerne af almindelige erhvervsforsikringer at udvide forsikringsdækningen til tilfælde, hvor der gives myndighedspåbud efter forslagets § 41. Forsikringserhvervet har imidlertid ikke kunne fastlægge en fast præmiestørrelse herfor. Præmiestørrelsen vil således afhænge af en række helt konkrete forhold, herunder den forsikringsmæssige risikovurdering af den virksomhed, der ønsker at tegne forsikring, de nærmere vilkår i forsikringen og hvor stort et antal virksomheder, der vil tegne forsikringer.

Det har siden sommeren 1992 været muligt at tegne en miljøansvarsforsikring i Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring (Poolen). Dansk Forening for skadesforsikring har under høringen af nærværende lovforslag fremført, at der ikke er taget stilling til, i hvilket omfang de erhvervsvirksomheder, der er omfattet af jordforureningslovforslagets ubetingede påbudsreger, allerede i dag har mulighed for at tegne en forsikring. Foreningen påpeger, at den forsikring, der kan tegnes i Poolen, er beregnet for industrivirksomheder og i sin konstruktion næppe kan opretholdes for de nye virksomheder, der bliver omfattet af det ubetingede forureneransvar, såfremt loven får som konsekvens, at mange virksomheder vil søge sig forsikret.

Det foreslåede ubetingede forureneransvar foreslås således gennemført, selvom der - som anbefalet af jordforureningsudvalget - ikke ved ikrafttrædelsen foreligger forsikringer, eller sikkerhed for at der vil foreligge forsikringer, der afdækker hele eller dele af ansvaret, da sådanne forsikringer bl.a. vil afhænge af en forsikringsmæssig risikovurdering af hver enkelt virksomhed. Nærværende lovforslag baserer sig på det synspunkt, at hensynet til en effektiv bekæmpelse af jordforureninger fører til, at det ubetingede ansvar gennemføres nu.

Dog er udvidelsen af det ubetingede forureneransvar for ejere af ibrugværende villaolietanke, bortset fra enkelte områder, betinget af, at der kan opnås forsikringsdækning for ansvaret.

Udgifterne til dette ubetingede forureneransvar for ejere af ibrugværende olietanke til parcelhuse foreslås således dækket af en forsikring. Først når forsikringsmulighederne foreligger, hvilket forventes at være 1. januar år 2000, indføres pligten til at være dækket af en forsikring og det ubetingede forurenseransvar udvides. Udgifter over 2. mio. kroner betales af det offentlige. Miljøstyrelsen forventer ikke, at der vil være sager over 2 mio. kroner.

For så vidt angår forureninger, der er forårsaget ved forsætlige handlinger, samt situationer hvor installationerne, hvorfra forureningen stammer, ikke opfylder de offentlige forskrifter, der er fastsat i olietankbekendtgørelsen eller i bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods, samt situationer, hvor levering af olie ikke er sket efter offentlige forskrifter, vil der imidlertid være et ubetinget forureneransvar, der ikke kan tegnes forsikring for.

3.3.6 Påbud vedrørende fremmed grund

Et enstemmigt Jordforureningsudvalg foreslog, at forureneren skal kunne påbydes en oprydning, uanset om forureneren har rådighed over den pågældende ejendom. Herved fraviges den forvaltningsretlige grundsætning om, at påbud vedrørende gennemførelse af foranstaltninger på en fast ejendom kun kan udstedes til ejeren eller brugeren af ejendommen, idet det skal være muligt for påbudsadressaten at efterkomme påbudet.

Nærværende lovforslag er udformet i overensstemmelse med udvalgsflertallets synspunkter om, at de hidtidige erfaringer i jordforureningssager har vist, at det i nogle tilfælde for at kunne fastholde forureneren på vedkommendes handlepligt, vil være nødvendigt at fravige oven nævnte forvaltningsretlige grundsætning.

3.3.7 Bestemmelser med tilbagevirkende kraft

Det er et almindeligt lovgivningsprincip, at man alene lovgiver med virkning for fremtiden. Dette skyldes, at borgerne på ethvert tidspunkt skal kunne kende deres retsstilling, dvs. hvilke regler de er underlagt.

Hvad angår påbudsadgang over for forureninger, der er sket før lovforslagets ikrafttræden, var det Jordforureningsudvalgets opfattelse, at udgangspunktet skulle være, at der ikke burde lovgives med tilbagevirkende kraft, samtidig med at så mange som muligt af de juridiske tvivlsspørgsmål og juridiske problemer med påbudsmulighederne blev søgt løst. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det ubetingede forureneansvar burde omfatte også forureninger, sket før lovens ikrafttræden, påpegede udvalget (s. 120), at det ikke kunne udelukkes, at der i givet fald ville blive tale om at skærpe lovgivningen med tilbagevirkende kraft.

Udvalget fandt det på sidstnævnte baggrund nødvendigt at foreslå, at flere nye bestemmelser også skulle gælde for forureninger, der er sket før lovforslagets ikrafttræden. Flertallet i udvalget foreslog således, at reglen om påbud vedrørende fremmed grund skulle kunne gøres gældende, uanset hvor længe siden det var, at forureneren havde rådet over grunden.

I overensstemmelse med første del af ovennævnte udgangspunkt for Jordforureningsudvalget er nærværende lovforslag udformet således at forslagets centrale regel om det ubetingede forureneransvar for oprydninger, (bortset fra ved villaolietanke, hvor der bliver obligatorisk forsikring) alene gælder for forureninger, der er sket efter lovens ikrafttræden. Det vil sige, at denne regel ikke tillægges tilbagevirkende kraft.

I overensstemmelse med anden del af Jordforureningsudvalgets udgangspunkt vedrørende tilbagevirkende kraft og i overensstemmelse med flertallets indstillinger i betænkningen indeholder nærværende lovforslag i kapitel 5 og kapitel 12, § 90, nr. 6 vedrørende ændringer i miljøbeskyttelsesloven imidlertid nye bestemmelser, der giver adgang til at meddele påbud i forhold til forureninger, der er sket såvel før som efter bestemmelsernes ikrafttræden.

De bestemmelser, der finder anvendelse på forureninger, der er sket før lovens ikrafttræden, indeholder en regulering med tilbagevirkende kraft.

Hovedhensynet bag de foreslåede bestemmelser med tilbagevirkende kraft (se nærmere herom nedenfor) er i videst muligt omfang at skabe en retstilstand baseret på forureneren betaler princippet - også for allerede skete forureninger. Samtidig har Miljø- og energiministeriet imidlertid afvejet dette hensyn overfor hensynet til ikke at pålægge borgere urimelige byrder på baggrund af disses fortidige handlinger.

Miljø- og Energiministeriet har efter en sådan afvejning - i lighed med Jordforureningsudvalgets flertal - fundet det rimeligt, med lovforslaget at skabe en retstilstand, der muliggør, at forurenere, der på forureningstidspunktet har handlet på en måde, der efter de allerede gældende regler var »ansvarspådragende« i den forstand, at den pågældende forurener ville kunne være blevet pålagt at rydde op efter miljøbeskyttelseslovens regler, men er fraflyttet deres ejendom inden dette skete, efter lovforslaget nu vil kunne påbydes at foretage denne oprydningen, uanset at han ikke længere har rådighed over den pågældende ejendom. Et forvaltningsretligt krav om råden over ejendommen, bør efter ministeriets opfattelse ikke stå i vejen for en udmøntning af forureneren betaler princippet - når blot det ansvarsgrundlag, der ligger til grund for de pågældende påbud til forurenere ikke skærpes med tilbagevirkende kraft.

Hensynet til at borgeren i videst muligt omfang bør have mulighed for at kende de retlige konsekvenser af deres handlinger har imidlertid ført til at den nye regel, om påbud uanset mangelende rådighed, kun kan anvendes i situationer, hvor forureneren havde rådighed over ejendommen på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse. Sådanne forurenere kan således fra lovforslagets fremsættelse ikke (længere) frigøre sig fra sin pligt til at efterkomme myndighedernes påbud om undersøgelser og oprydninger ved at sælge sin ejendom.

For nogen bestemmelsers vedkommende gør der sig herudover det forhold gældende, at de indholdsmæssigt har karakter af en præcisering af en eksisterende usikkerhed om, hvad der i dag er gældende ret. Det gælder undersøgelsesbestemmelsen i forslagets § 40, hvor en eksisterende - men påanket landsretsafgørelse, har fastslået at gældende ret allerede i dag er således som det nu klart fastslå med den nye bestemmelse og bestemmelsen i § 45 om at påbud til virksomheder er bindende overfor seneret driftsherrer.

Følgende bestemmelser i lovforslaget har i varierende omfang karakter af lovgivning med tilbagevirkende kraft

Lovforslagets § 40, der foreslår et ubetinget ansvar for opfyldelse af påbud om oplysninger og forureningsundersøgelser, finder således anvendelse, uanset hvornår forureningen eller den mulige forurening måtte være sket.

Hvorvidt der kan siges indholdsmæssigt at være tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft afhænger af udfaldet af en verserende sag ved Højesteret om fortolkningen af miljøbeskyttelseslovens nuværende § 72. Østre Landsret fastslog således i en dom af 12. december 1997, at miljøbeskyttelseslovens § 72 om undersøgelser kan anvendes på påbud om undersøgelser af jordforureninger, uanset hvornår den virksomhed, som kan give anledning til forureningen, er foregået (dvs. før bestemmelsens ikrafttræden den 1. januar 1992). Østre Landsrets afgørelse er indbragt for Højesteret.

Såfremt Højesteret stadfæster Østre Landsrets afgørelse indebærer lovforslags § 40 således ingen ændringer i påbudsadgangen i forhold til gældende ret. Hvis Højesteret derimod omgør Østre Landsrets afgørelse, så vil lovforslagets § 40 have tilbagevirkende kraft. Den tilbagevirkende kraft vil imidlertid i givet fald ikke omfatte adgangen til at meddele undersøgelsespåbud overfor private (bortset fra de forsikringsdækkede villaolietanke), idet sådanne påbud efter lovforslagets § 40 alene vil kunne gives, såfremt den private forurener har handlet uforsvarligt eller er omfattede af eksisterende regler om skærpet ansvarsgrundlag. Her vil der derimod, såfremt Højesterets stadfæster Landsrettens afgørelse i ovennævnte sag, kunne blive tale om en indskrænkning af myndighedernes adgang til at meddele undersøgelsespåbud til private i forhold til gældende ret.

I relation til forslagets § 40 om et ubetinget undersøgelsesansvar for virksomheder, skal det bemærkes, at miljøbeskyttelsesloven på nuværende tidspunkt indeholder et generelt princip om forureningsbegrænsning, herunder et princip, hvorefter en virksomhed skal foretage de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undersøge følgerne af en eventuel forurening. I praksis indebærer dette princip blandt andet, at virksomhederne, som led i en godkendelse, pålægges en pligt til gennemførelse af et egenkontrolprogram.

Lovforslagets § 48, der foreslår indførelse af et ubetinget forureneransvar i forbindelse med undersøgelser og oprydninger ved brug af olietanke til boligopvarmning, finder anvendelse for forureninger, der er sket både før og efter tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden, når blot disse først er konstateret efter bestemmelsens ikrafttræden. Da lovforslagets bestemmelse om undersøgelses- og oprydningspåbud efter et ubetinget forureneransvar i forbindelse med undersøgelser og oprydninger ved brug af olietanke til boligopvarmning tidligst kan anvendes samtidig med indførelsen af en obligatorisk forsikringsordning, vil bestemmelsen kunne siges at være til fordel for boligejeren, idet vedkommende får en forsikringsdækket undersøgelse og oprydning.

Lovforslagets § 44, stk. 1 om, at påbud efter lovforslagets § 40 (undersøgelsespåbud) og § 48, stk. 4 om, at påbud efter forslagets § 48 kan meddeles trods forurenerens/tankejerens manglende rådighed over ejendommen på påbudstidspunktet, er også en gennemførelse af et forslag fra et flertal af Jordforureningsudvalget. Dog er den foreslåede § 44 mindre vidtgående end Jordforureningsudvalgets forslag, idet bestemmelsen kun kan anvendes i situationer, hvor forureneren havde rådighed over ejendommen på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse. Der bliver således ikke tale om, at forurenere, der efter de gældende regler ikke kan meddeles påbud pga. manglende rådighed, med lovforslaget får en ændret retsstilling i så henseende. Sådanne forurenere kan imidlertid fra lovforslagets fremsættelse ikke (længere) frigøre sig fra sin pligt til at efterkomme myndighedernes påbud om undersøgelser og oprydninger ved at sælge sin ejendom.

Tilsvarende gælder for oprydningspåbud efter den foreslåede § 83 a, stk. 1 til miljøbeskyttelsesloven. I de tilfælde, hvor forureneren havde rådighed over ejendommen ved forslagets fremsættelse, følger det af forslaget, at miljøbeskyttelseslovens påbudsbestemmelser kan anvendes. Forslaget til § 83 a indebærer dermed tilbagevirkende kraft for så vidt angår det almindelige rådighedskriterium, men ikke tilbagevirkende kraft med hensyn til miljøbeskyttelseslovens allerede gældende betingelser for meddelelse af påbud.

Samlet set kan det for § 44 og § 90 s forslag til ny § 83 a i miljøbeskyttelsesloven anføres, at der i et vist omfang indføres nye handlepligter for forureneren, men at der ikke med tilbagevirkende kraft pålægges forureneren at afholde udgifter, som han ikke via et civilt søgsmål i langt de fleste tilfælde kunne pålægges at betale af den miljømyndighed, der udførte undersøgelsen eller oprydningen. Denne skærpelse af handlepligten er begrundet i hensynet til en mere effektiv forureningsbekæmpelse.

Lovforslagets § 44, stk. 2 om påbud til grundejeren om at tåle, at forureneren i medfør af lovforslagets § 40 udfører undersøgelser på hans grund, kan kun finde anvendelse, når grundejeren har erhvervet ejendommen efter lovforslagets fremsættelse. Hvis grundejeren har erhvervet ejendommen efter lovforslagets fremsættelse, kan der dog efter forslaget til ny § 83 a, stk. 2 til miljøbeskyttelsesloven meddeles ejeren tålepåbud til opfyldelse af oprydningspåbud efter miljøbeskyttelsesloven.

Lovforslagets § 45, stk. 1 og 2, der foreslår, at påbud om undersøgelser, jf. lovforslagets § 40, er bindende overfor senere driftsherrer, kan finde anvendelse, selvom forureningen kan være sket inden lovforslagets ikrafttræden. Det er dog en forudsætning, at den senere driftsherre kendte påbudet på erhvervelsestidspunktet. Efter forslaget til § 83 a, stk. 4 og 5 til miljøbeskyttelsesloven er undersøgelses- og oprydningspåbud efter miljøbeskyttelsesloven på tilsvarende måde bindende over for en senere driftsherre. Denne retsstilling er som anført i Jordforureningsudvalgets betænkning muligvis allerede gældende ret i dag.

Lovforslagets 45, stk. 3, der foreslår, at påbud om undersøgelser, jf. lovforslagets § 40, under nærmere betingelser subsidiært er bindende overfor en senere erhverver, selvom forureningen kan være sket inden lovforslagets ikrafttræden. Tilsvarende kan efter forslaget til ny § 83 a, stk. 6 til miljøbeskyttelsesloven et undersøgelses- og oprydningspåbud efter miljøbeskyttelsesloven gøres gældende overfor en senere erhverver.

Lovforslagets § 46 om tinglysning af påbud om undersøgelser, jf. lovforslagets § 40, skal ske, selvom forureningen kan være sket inden lovforslagets ikrafttræden. Tilsvarende skal efter forslaget til ny § 83 b et undersøgelses- og oprydningspåbud efter miljøbeskyttelsesloven tinglyses.

3.4 Styring af jordstrømme

Der foreslås indført en anmeldeordning for flytning af jord fra forureningskortlagte arealer og arealer, der anvendes til offentlig vej. Anmeldeordningen skal suppleres med en generel regulering, således at det sikres, at den forurenede eller problematiske jord bliver miljømæssigt forsvarligt bortskaffet eller anvendt til bestemte formål.

Der foreslås i den forbindelse bemyndigelse til fastsættelse af generelle retningslinier for anvendelse af jord til bestemte formål, for eksempel genanvendelse af jord i bygge- og anlægsarbejder (støjvolde, veje m.v.).

Forbudet i miljøbeskyttelsesloven mod deponering af jord i råstofgrave videreføres med justeringer.

Lovforslaget og den efterfølgende regulering skal sikre, at flytning af forurenet jord ikke skaber nye forureningsproblemer.

3.5 Klageadgang

Lovforslagets bestemmelser om klageadgang bygger på samme hovedprincip som i miljøbeskyttelsesloven. Det betyder, at amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser som udgangspunkt kan påklages til miljø- og energiministeren (Miljøstyrelsen efter delegation). Afgørelser i store eller principielle sager skal endvidere efter forslaget kunne påklages til Miljøklagenævnet.

Forslaget tilsigter at yde borgeren de samme retssikkerhedsgarantier i henseende til klageadgang, som er indeholdt i miljøbeskyttelsesloven.

På nogle områder er der ingen klageadgang. Det gælder således miljømyndighedernes afgørelser efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 2 om forureningskortlægning. Herved videreføres hovedprincippet i affaldsdepotloven, hvorefter der ikke er klageadgang.

Tilsvarende kan amtsrådets oversigt over samt afgørelser om undersøgelses-, oprydnings- og afværgeindsats efter lovforslagets kapitel 3 heller ikke påklages. Oversigten indebærer ingen retsvirkninger for grundejerne, men er udtryk for myndighedernes prioritering af de midler, der afsættes til den offentlige indsats. Beslutninger vedrørende værditabsordningen i kapitel 4 kan som hidtil ikke påklages.

Amtsrådets eller kommunalbestyrelsens påbud om oprydning af en forurenet ejendom efter lovforslagets kapitel 5 kan påklages til miljø- og energiministeren (Miljøstyrelsen efter delegation). Miljøstyrelsens afgørelse i klagesager, der er enten større eller principielle, vil kunne påklages til Miljøklagenævnet. Reglen i miljøbeskyttelsesloven, hvorefter nævnet selv afgør, om det er kompetent til at behandle en sag, videreføres med dette lovforslag.

Tilsynsmyndighedens afgørelse vedrørende håndhævelse af påbud efter udløb af den i påbudet fastsatte frist kan ligeledes ikke påklages, jf. kapitel 8 og 9. Dette er en videreførelse af reglerne i miljøbeskyttelsesloven.

3.6 Myndighedsstrukturen

Lovforslaget bygger på den myndighedsstruktur, der blev fastlagt ved en ændring af affaldsdepotloven i 1996, hvor de konkrete oprydnings- og afværgeopgaver blev henlagt til amterne. I overensstemmelse hermed er der nedsat et Depotråd, som skal følge hovedlinierne i amternes administration, udviklingen på området samt rådgive miljø- og energiministeren om bl.a. spørgsmål om den teknologiske udvikling.

Det er herefter amtsrådet, der er den kompetente myndighed i forhold til kortlægningen og den offentlige indsats. Opgaven med at tilvejebringe den nødvendige viden vil blive varetaget af amterne, der i kraft af affaldsdepotarbejdet har oparbejdet en generel viden om jordforureningsproblemerne i amtet. Kortlægningen gennemføres i et samarbejde med kommunalbestyrelsen og med inddragelse af deres viden om bl.a. forureningsforholdene på baggrund af det almindelige miljøtilsyn.

Amtsrådet foretager endvidere udpegningen af de særlige drikkevandsområder og udarbejder oversigten over oprydninger og afværgeforanstaltninger og gennemfører disse. Dog er det fundet hensigtsmæssigt, at det er kommunerne, der til brug for prioriteringen udpeger arealer med følsom arealanvendelse, da det er kommunerne, der via den øvrige administration, har størst kendskab til arealanvendelsen. Det er endvidere kommunerne, der forestår bortskaffelsen af jord.

Opgaven med at koordinere udviklingen og afprøvningen af ny teknologi foreslås, som i dag, henlagt til miljø- og energiministeren (Miljøstyrelsen efter delegation).

4. Forholdet til miljøbeskyttelsesloven

Miljøbeskyttelsesloven skal fortsat indeholde de forebyggende regler om beskyttelsen af miljøet, dvs. generelle forbud mod forurening af jord, grundvand og overfladevand samt bestemmelserne om godkendelse af virksomheder og meddelelse af påbud til disse virksomheder om indretning og drift med henblik på at undgå forurening.

Stillingtagen til det anlæg, der medfører forurening, vil således fortsat skulle ske efter miljøbeskyttelsesloven. Hvis et oplag af kemikalieaffald medfører en jordforurening, må depotet eller oplaget behandles efter reglerne i miljøbeskyttelsesloven, enten ved at oplaget kræves fjernet eller forureningsfaren afhjælpes. Ligeledes skal bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven følges, hvis myndigheden har behov for undersøgelser eller oplysninger om en virksomhed og forureningsforholdene fra virksomheden.

Jordforureningsloven indeholder bestemmelser om meddelelse af påbud om undersøgelse, oprydning og lignende vedrørende forurenet jord, idet det bemærkes at jord, der er påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v., fortsat er omfattet af miljøbeskyttelsesloven, jf. forslagets § 2. Dvs. at meddelelse af påbud om undersøgelse, oprydning og lignende vedrørende jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam m.v. fortsat skal meddeles efter bestemmelserne i miljøbeskyttelsesloven.

Endvidere bemærkes, at de jordforureninger, der ikke er omfattede af jordforureningslovens bestemmelser, fortsat vil være omfattet af miljøbeskyttelsesloven. Dette vedrører fx. meddelelse af påbud om oprydning af en jordforurening fra olietanke med et rumindhold under 6.000 liter, der anvendes til boligopvarmning, såfremt forureningen er konstateret før den i lovforslagets § 48, stk. 1 nævnte dato, der efterfølgende fastsættes af miljø- og energiministeren og såfremt forureningen konstateres efter den nævnte dato, forudsat forureningen er sket før lovens ikrafttræden og der ikke kan meddeles påbud efter lovforslagets § 48. Dette vedrører endvidere meddelelse af påbud om oprydning af øvrige jordforureninger, såfremt disse er sket før nærværende lovforslags ikrafttræden.

For så vidt angår de nævnte områder, ændres påbudsadgangen i miljøbeskyttelsesloven som udgangspunkt ikke. Dog foreslås påbudsbestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 24 ændret, idet bestemmelsen efter Jordforureningsudvalgets anbefaling ikke længere bør omfatte forurenet jord. Denne ændring foreslås ikke gennemført med tilbagevirkende kraft. Endvidere foreslås der indført en række nye bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, der supplerer de eksisterende påbudshjemler. De nye supplerende bestemmelser, jf. forslagets § 90, svarer til de nye bestemmelser i jordforureningsloven om adgang til at meddele påbud uanset påbudsadressatens manglende rådighed over den forurenede ejendom m.v.

Endelig finder bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 10 om indgåelse af aftaler, § 21 om borgernes pligt til at underrette tilsynsmyndigheden, hvis de forårsager eller konstaterer forurening af deres ejendom, og § 71 om den ansvarliges pligt til at underrette tilsynsmyndigheden, såfremt driftsforstyrrelser eller uheld medfører væsentlig forurening eller fare herfor fortsat anvendelse overfor jordforurening.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5.1 Lovforslagets økonomiske konsekvenser for det offentlige

De offentlige udgifter fordeler sig på følgende hovedområder: Kortlægning og afværgeindsats på forurenede lokaliteter (affaldsdepoter) og arealer med diffus forurening, myndighedsbehandling ved udstedelse af påbud til forurenere og ved regulering af aktuel og ændret anvendelse af forurenede arealer samt styring af jordstrømme.

Der forventes at være i størrelsesordenen 30.000 lokaliteter, hvor der er tilvejebragt eller vil blive tilvejebragt en faktisk viden om aktiviteter, der kan have været kilder til jordforurening. Disse lokaliteter skal kortlægges på vidensniveau 1. Størstedelen er allerede kortlagt frem til vidensniveau 1 som en aktivitet under den nugældende affaldsdepotlov. Hertil kommer kortlægning på vidensniveau 1 af arealer på omkring 200 km2 med diffus forurening, dvs. arealer, som er forurenede på grund af opfyld, luftforurening m.v. Arealer til offentligt vejformål skal ikke kortlægges, jf. § 3, stk. 3.

Et videregående kortlægningsarbejde fra vidensniveau 1 og frem til vidensniveau 2 gennemføres i indsatsområderne, som afgrænset i forslagets § 6, stk. 1. En væsentlig del af denne kortlægning til vidensniveau 2 er en teknisk undersøgelse, som har til formål at vurdere med høj grad af sikkerhed, om der på lokaliteten er en jordforurening, der kan have skadelig virkning på mennesker eller miljø.

For de lokaliteter, som er omfattet af affaldsdepotloven (dvs. forureninger, som har fundet sted før midten af 70´erne), er der i dag udført tekniske undersøgelser (registreringsundersøgelser) frem til vidensniveau 2 på en stor del af de kortlagte lokaliteter indenfor indsatsområderne. Det skønnes, at der ved lovens ikrafttrædelse den 1. januar 2000 vil mangle at blive udført tekniske undersøgelser på ca. 5.000 lokaliteter. Lokaliteter omfattet af aftalen med OM er fratrukket, da OM selv udfører undersøgelserne. Hertil kommer tekniske undersøgelser på diffust forurenede arealer.

Det skønnes, at omkostningerne til den tilbageværende kortlægningsindsats er i størrelsesordenen 350 mio. kr. inkl. administrative udgifter, heraf ca. 150 mio. kr. til kortlægning af diffus forurening. Samlet set vurderes lovforslaget ikke at medføre øgede omkostninger i forhold til, hvad en fortsat kortlægning og registrering efter nuværende lovgivning ville koste, selv om nye og diffuse forureninger inddrages. I den nuværende lovgivning er det forudsat, at der skal foretages registreringsundersøgelser på alle de af loven omfattede lokaliteter, hvilket svarer til, at alle lokaliteterne skal kortlægges på vidensniveau 2. Med forslaget bortfalder registreringsundersøgelserne på den del af lokaliteterne, som ligger udenfor indsatsområderne, idet disse kun skal kortlægges til vidensniveau 1. Desuden bortfalder tinglysningsafgiften.

Den beskrevne kortlægningsindsats omfatter skete forureninger. Det må antages, at der i fremtiden vil ske et begrænset antal nye forureninger, der skal kortlægges og afværges indenfor indsatsområderne.

Der skønnes at være omkring 9.000 lokaliteter, hvor forureninger kan have skadelig virkning på grundvandet, det vil sige lokaliteter, hvor en jordforurening er spredt eller kan spredes til grundvandet. Det vil oftest være med mobile stoffer, som også spredes, når de har nået grundvandet. Dette kaldes i det følgende også for grundvandsproblematisk forurening.

Antallet af lokaliteter med grundvandsproblematisk forurening indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser skønnes til ca. 4.300. En del af disse vil blive afværget ved påbud til forurener, frivillige oprydninger samt af OM, og en del vil være afværget inden den 1. januar 2000. Alt i alt skønnes det, at den fremtidige offentlige indsats ved lovens ikrafttrædelse vil omfatte ca. 2.300 grundvandsproblematiske forureninger indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser.

Udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser skønnes der at være ca. 4.700 lokaliteter med grundvandsproblematiske forureninger. En del af disse forventes opryddet af OM og ved frivillige oprydninger, ligesom nogle få kan falde ind under Vandfonden (vedtaget ved Miljø- og energiministeriets lov nr. 326 af 14. maj 1997 om støtte til forureningstruede vandindvindinger) og oprydnings- og afværgemuligheder efter vandforsyningsloven. Forureninger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser kan derudover kun indgå i den offentlige indsats, hvis de truer eksisterende almene vandindvindingsanlæg. Det skønnes, at dette kan blive relevant for ca. 200 grundvandsproblematiske forureninger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser.

Antallet af forurenede lokaliteter med bolig, børneinstitutioner eller offentlige legepladser med arealanvendelsesproblematisk forurening skønnes til ca. 2.300. En del af disse lokaliteter overlapper med ovennævnte gruppe af lokaliteter med grundvandsproblematisk forurening indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser. Efter fratrækning af disse overlappende lokaliteter og af lokaliteter, som kan forventes ryddet op af OM og efter påbud, samt af forureninger, som vil være offentligt afværget før lovens ikrafttrædelse, skønnes der at være ca. 900 lokaliteter med arealanvendelsesproblematisk forurening tilbage til fremtidig offentlig indsats. Ca. 600 af disse forventes opryddet under værditabsordningen.

Hertil kommer i størrelsesordenen 20 km2 diffust forurenet areal med bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads.

Forurening fra utætte villatanke er ikke medregnet i ovennævnte tal. Oprydning af disse foreslås finansieret af en forsikringsordning. Denne forventes etableret af oliebranchen som et servicetilbud til deres kunder. Dog er der i størrelsesordenen 200 villatank-forureninger, som ikke vil være omfattet af forsikringsordningen, fordi de er konstateret ved lovens ikrafttræden.

Afværgeforanstaltninger på 2.500 (2.300+200) lokaliteter med grundvandsproblematisk forurening skønnes at ville koste i alt ca. 2.600 mio. kr. Dette skøn inkluderer nærmere undersøgelse og risikovurdering af forureningen samt administration, og tallet dækker i øvrigt over en betydelig spredning af foranstaltninger og oprydningsomfang på de enkelte lokaliteter. Miljøstyrelsen skønner således, at forureningen på ca. halvdelen af lokaliteterne kun moniteres, dvs. følges i en kortere eller længere årrække med forureningsmålinger. På den anden halvdel af lokaliteterne forventes foretaget egentlige oprydninger og afværgeforanstaltninger i form af afgravning, pumpning, rensning m.v.

Afværgeforanstaltninger på 1.100 lokaliteter med arealanvendelsesproblematisk forurening, heriblandt 200 villatankforureninger, skønnes at koste ca. 740 mio. kr. Dette skøn inkluderer nærmere undersøgelse, risikovurdering og administration, og det indbefatter, at lettere forurening i nogle tilfælde efterlades som restforurening.

Hvad angår den diffuse, arealanvendelsesproblematiske forurening forudsættes det, at der på 20% af arealet er behov for nærmere undersøgelser og individuel rådgivning af beboere m.v. Det forudsættes videre, at der på ca. 200 lokaliteter vil være behov for egentlige oprydninger eller afværgeforanstaltninger. Omkostningerne anslås til i alt ca. 250 mio. kr.

Endelig vil der være udgifter til administration af lovens øvrige bestemmelser, anslået til 210 mio. kr., og til det teknologiudviklingsprogram, der administreres af Miljøstyrelsen. Det årlige beløb hertil fastsættes på finansloven og er anslået til 150 mio. kr.

Den offentlige indsats efter lovens ikrafttrædelse skønnes dermed i alt at ville koste ca. 4,3 mia. kr., jf. tabellen nedenfor. Hertil bør lægges de udgifter, som offentlige myndigheder har i forbindelse med frivillige oprydninger af offentligt ejede arealer. I tabellen er Banestyrelsens og Forsvarets skønnede udgifter anført.

Oversigt over offentlige omkostninger efter ikrafttræden af lov om jordforurening

Aktivitet

Omkostninger, mio. kr.

Kortlægning af punktkilder

Kortlægning af diffus forurening

Afværgeindsats, grundvand

Afværgeindsats, arealanvendelse

Afværgeindsats, diffus forurening

Administration i øvrigt

Teknologipulje

200

150

2.600

*)740

250

210

150

I alt

Banestyrelsens oprydningsprogram

Forsvarets oprydningsprogram

4.300

150

250

*) Af de 740 mio. kr. anslås 450 mio. kr. anvendt i forbindelse med værditabsordningen for boligejere.

Ud af de samlede omkostninger på ca. 4,3 mia. kr. udgør omkostningerne ved at lade loven omfatte de forureninger, som har fundet sted fra midten af 70´erne til den 1. januar 2000, og som ikke er omfattet af affaldsdepotloven, ca. 0,6 mia. kr. Uden de udvidede påbudsmuligheder, som introduceres med lovforslaget, ville omkostningerne ved at inddrage disse forureninger i stedet udgøre ca. 0,9 mia. kr., idet størstedelen af de forurenede lokaliteter, som nu forudsættes oprenset efter påbud til forurener, i stedet ville indgå i den offentlige afværgeindsats.

De samlede omkostninger ved, som noget nyt, at inddrage de diffuse forureninger udgør ca. 0,4 mia. kr.

Hvis man sammenligner lovforslaget med den nuværende lovgivning, er der tale om en samlet besparelse på ca. 1,4 mia. kr. Besparelsen skyldes den strammere prioritering af indsatsen, som består i, at den offentlige oprydnings- og afværgeindsats indsnævres til de indsatsområder, som fastlægges i henhold til forslagets § 6, stk. 1.

Ovennævnte skøn omhandler de forureninger, som har fundet sted på lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Der må også regnes med en vis mindre afværgeindsats, i størrelsesordenen 10 mio. kr. pr. år, for de forureninger, som finder sted efter lovens ikrafttræden.

Jordforureningsudvalget vurderede i sin tid de samlede omkostninger til kortlægning og afværgeforanstaltninger m.v. til ca. 8,2 mia. kr. I Jordforureningsudvalgets skøn var der, ligesom i det nuværende skøn, en inddragelse af nye og diffuse forureninger og en indsnævring af indsatsen til indsatsområderne. Hovedårsagen til, at det nye skøn er lavere end Jordforureningsudvalgets skøn, er lavere enhedspriser på forureninger i den offentlige indsats.

Gennemsnitsomkostningerne for den offentlige afværgeindsats på en forurenet lokalitet har været voldsomt nedadgående gennem 90´erne. Det skyldes blandt andet, at nogle enkelte meget store oprydninger er overstået. Tendensen er i det hele taget, at de største forureninger behandles før de mindre forureninger, hvilket medfører, at gennemsnitsomkostningerne til resten gradvist falder. Det skyldes endvidere, at der har været, og stadig er, en stigende tendens til, at restforurening efterlades på lokaliteten, hvis restforureningen ikke medfører en aktuel trussel mod grundvand eller arealanvendelse. Denne tendens forstærkes af forbedret viden om naturlig nedbrydning af visse organiske forureninger.

En anden årsag til, at det nuværende skøn er lavere end Jordforureningsudvalgets skøn, er, at der i dag er større forventninger til oprydning ved anden indsats (frivillige oprydninger, OM, påbud). Jordforureningsudvalget fratrak 15-20%, som kunne forventes at blive opryddet ved anden indsats - i det nuværende skøn er fradraget for anden indsats af størrelsesordenen 30% indenfor indsatsområderne og i størrelsesordenen 50% af hele indsatsen.

5.2 Lovforslagets administrative konsekvenser for det offentlige

Forslagets administrative konsekvenser for kommuner, amtskommunerne og staten er opgjort i det følgende.

Det forudsættes, at lovforslaget ikke vil medføre merudgifter og belaste de statslige finanser. Det er således Miljøstyrelsens vurdering, at den fremtidige indsats, med en passende fordeling mellem kortlægning, afværgeindsats og anden administration, vil kunne forbedres og fortsætte med det udgiftsniveau, som i dag ligger til grund for den eksisterende aftale med de kommunale parter på depotområdet.

De økonomiske konsekvenser af lovforslaget er endnu ikke færdigforhandlet med de kommunale parter.

Eventuelle merudgifter ved lovforslaget vil blive afholdt inden for Miljø- og Energiministeriets budgetramme.

5.2.1 Amtsrådenes opgaver

Kortlægning

I forhold til i dag skal der bruges ressourcer på kvalificering af kortlægningen, der også udvides til at omfatte nyere forureninger og diffust forurenede arealer. Som noget nyt indføres kortlægning på to vidensniveauer: henholdsvis vidensniveau 1 og vidensniveau 2. Det vurderes, at kortlægningen frem til vidensniveau 1 stort set er tilendebragt for så vidt angår lokaliteter omfattet af affaldsdepotloven. Imidlertid medfører lovforslaget, at både disse samt lokaliteter, der ikke er omfattet af affaldsdepotloven, skal indføres i et matrikelregister og indberettes til Miljøstyrelsen, ligesom alle grundejere skal underrettes skriftligt både før kortlægning og når afgørelse om kortlægning er truffet. Til gengæld bortfalder tinglysningen af registreringerne i medfør af affaldsdepotloven.

Der vil komme nye udgifter for amterne i forbindelse med registrering af de kortlagte arealer i et matrikelbaseret register.

Når kortlægningerne på vidensniveau 1 er gennemført over en årrække, vil den videre kortlægningsindsats på vidensniveau 1 omfatte løbende ajourføring på grund af ny viden om forureninger eller kilder hertil.

Kortlægningen på vidensniveau 2 omfatter et langt mindre antal ejendomme, dels fordi indsatsen på dette niveau indsnævres til indsatsområderne, dels fordi en del af denne aktivitet allerede er gennemført som en opgave i henhold til affaldsdepotloven.

Samlet set vurderes lovforslaget ikke at medføre en øget kortlægningsaktivitet. Det vurderes derfor ikke, at der vil være merudgifter ved kortlægningsaktiviteten i forhold til, hvad en fortsat kortlægning og registrering efter den nuværende lovgivning ville medføre.

Offentlig indsats og indgreb over for grundejere

Ved udarbejdelse af den årlige oversigt skal amtsrådet prioritere og tilrettelægge den offentlige indsats. Oversigten skal revideres en gang om året. Denne opgave kan indholdsmæssigt og omfangsmæssigt sidestilles med den årlige indberetning, som amterne i dag skal udarbejde i henhold til affaldsdepotloven, og som fortsætter efter ikrafttrædelse af den nye lov.

Indsatsen omfatter som hidtil egentlige undersøgelser og afværgeforanstaltninger samt drift og monitering.

Anbefalinger til ejere (rådgivning) er ikke en ny opgave, men som følge af forureningskortlægningen må der forventes en øget indsats, da den diffuse forurening inddrages. Muligheden for at meddele påbud til ejere af alment tilgængelige udendørsarealer kan medvirke til, at indsatsen øges. Muligheden for, at amtsrådet for bestemte kortlagte arealer kan fastsætte regler om handlepligt for grundejere, kan til gengæld medføre en lettelse af indsatsen.

Omfanget af sagsbehandling i forbindelse med ansøgning om ændret arealanvendelse forventes at svare til omfanget af frivillige oprydninger. Det antages, at der vil være ca. 375 frivillige oprydninger om året ekskl. de frivillige oprydninger, der vil blive foretaget af OM.

Påbud til forurenere

Lovforslaget forventes at medføre et stigende antal påbudssager.

Med de mere klare og udvidede hjemler i lovforslaget vil der være større sandsynlighed for, at sager vedrørende forureninger, sket efter den 1. januar 2000, får det udfald, at den ansvarlige forurener rydder op. I forhold til i dag, hvor en påbudssag på grund af indbringelse for domstolene ofte er meget tidskrævende, vil forslaget betyde en lettelse for myndighederne.

Alt i alt forventes lovforslaget ikke at medføre en øget indsats med behandling af påbudssager. Dermed vil lovforslaget ikke medføre merudgifter i forhold til den nuværende indsats.

5.2.2 Kommunalbestyrelsernes opgaver

Bistand ved kortlægningen

Kommunerne skal ligesom i dag bistå amtskommunerne ved forureningskortlægningen og som hidtil efter affaldsdepotloven bistå med viden om forureningskilder og forureninger på baggrund af det almindelige miljøtilsyn. Det må forventes, at kommunernes indsats vil koncentrere sig om udpegningen af arealer med følsom arealanvendelse. Her er tale om en systematisering af oplysninger, som kommunerne allerede har, og der forventes ikke nogen væsentligt øget arbejdsindsats.

Der forventes en mindre lettelse i kommunernes arbejdsindsats i forbindelse med forurenede grunde, som ikke er registreret som affaldsdepoter efter nuværende lovgivning.

Rådgivning af beboere

Kommunerne kan overtage rådgivningen af beboere i nærmere definerede områder efter aftale med de enkelte amter.

Håndtering af jord

Kommunerne skal behandle anmeldelser om flytning af jord fra kortlagte områder. Bestemmelsen kan medføre et øget antal henvendelser, men kommunerne skal også i dag som affaldsmyndighed tage stilling til, hvad der skal ske med jord, som bortskaffes.

Når Miljø- og Energiministeriet udsender regler om genanvendelse af jord, vil arbejdsopgaven for kommunerne blive lettet.

Påbud til forurenere

Ligesom for amtskommunerne forventes lovforslaget ikke at medføre en øget indsats for kommunerne.

5.2.3 Miljø- og Energiministeriets opgaver (Miljøstyrelsen)

Miljøstyrelsen skal som hidtil forestå udvikling og afprøvning af ny teknologi samt varetage opgaver i forbindelse med depotrådet og behandling af amternes indberetninger. Miljøstyrelsen skal afholde udgifter til dækning af etableringsomkostninger ved det foreslåede matrikelregister for kortlægningsdata og til indlægning af de kortlægningsdata, der foreligger ved lovens ikrafttrædelse. Endvidere skal Miljøstyrelsen bistå ministeren ved fastsættelse af retningslinjer for amternes prioritering af undersøgelser og afværgeforanstaltninger. Endelig skal Miljøstyrelsen behandle klagesager i forbindelse med påbud til forurenere og om dispensation fra forbudet mod fyldjord i råstofgrave. Udgifter i forbindelse med disse opgaver vil blive afholdt inden for de afsatte bevillinger på de årlige bevillingslove.

5.2.4 Miljøklagenævnet

Klageadgangen til Miljøklagenævnet foreslås begrænset til sager af større eller principiel betydning svarende til miljøbeskyttelseslovens ordning. Der er i dag kun meget begrænset klageadgang til nævnet.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og for andre private

6.1 Påbud til forurenere

For forureninger, omfattet af den hidtidige affaldsdepotlov, dvs. forureninger, som er sket indtil midten af 1970'erne, kan der ikke forventes udstedt påbud i medfør af denne lov i nævneværdigt omfang. Dette hænger sammen med, at ansvaret for disse forureninger som altovervejende hovedregel må forventes at være forældet, ligesom det i langt de fleste sager må forventes, at myndighederne ikke kan dokumentere, at forureningerne er sket ved uforsvarlig adfærd.

Det antages, at ca. 4.000 forureninger har fundet sted efter miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden. I forhold til disse forureninger vil der principielt være mulighed for, at myndighederne kan påbyde en oprydning, ligesom med nugældende lovgivning. Forslaget vil imidlertid ikke medføre, at alle disse forureninger kan kræves opryddet ved påbud. Dette skyldes dels, at forureneren skal have udøvet uforsvarlig adfærd, dels, at mange forurenere ikke eksisterer længere eller ikke har de økonomiske midler til at bekoste den nødvendige oprydning. Selv om loven ikke ændrer på forureneransvaret for forureninger, der har fundet sted før lovens ikrafttrædelsestidspunkt, forventes loven dog at medføre en forbedret mulighed for, at disse forureninger kan ryddes op af private virksomheder på baggrund af påbud. Lovforslaget udvider således myndighedernes muligheder for - også for forureninger forårsaget før lovens ikrafttræden - at give påbud til forurenere, der fx. har opgivet rådigheden over ejendommen, fx. ved videresalg. Det skønnes, at der efter lovens ikrafttrædelse vil blive meddelt påbud i ca. 400 tilfælde af forurening, som har fundet sted før lovens ikrafttrædelse. Påbudene forventes ikke at blive givet straks efter lovens ikrafttræden, men over tid, efterhånden som myndighederne får kendskab til forureningerne, fx. i forbindelse med udøvelse af tilsynsvirksomhed eller ved modtagelse af underretning i forbindelse med byggearbejder.

Det må som udgangspunkt forudsættes, at forureninger, som finder sted efter lovens ikrafttrædelse, vil kunne påbydes opryddet; skønsmæssigt ca. 50 om året, ekskl. villatanke, idet det ikke længere er et krav, at der er noget at bebrejde den erhvervsdrivende, der skal rydde op. Også i fremtiden vil der dog være situationer, hvor forureneren ikke kan identificeres eller ikke råder over de nødvendige økonomiske midler. Der må derfor fortsat påregnes en vis offentlig indsats også for fremtidige forureninger.

Det foreslås, at oprydningerne som hidtil skal sigte mod en genopretning af den hidtidige tilstand i det omfang, der er et rimeligt forhold mellem oprydningsomkostningerne og den tilsigtede miljøgevinst (proportionalitetsprincippet).

I praksis må det forventes, at påbud vil føre til afgravning af forurenet jord. Omkostningerne hertil forventes at være gennemsnitlig 1,2 mio. kr. pr. lokalitet.

De samlede omkostninger for forurenere kan således skønnes til ca. 480 mio. kr. for skete forureninger plus ca. 60 mio. kr. pr. år for fremtidige forureninger.

Hvad angår villatanke på op til 6.000 l, der anvendes ved opvarmning af boliger eller blandet bolig/erhverv, anslås det, at ca. 350.000 olietanke vil være omfattet af forsikringspligten.

6.2 Oliebranchens Miljøpulje

Det skønnes, at aftalen om Oliebranchens Miljøpulje (OM) pr. 1. januar 2000 vil omfatte ca. 5.000 tilbageværende lokaliteter. Derefter forventes det, at OM vil igangsætte oprydning på ca. 400 lokaliteter om året, med stigende oprydningsrate. Indsatsen forventes årligt at beløbe sig til en udgift på ca. 125 mio. kr.

Ved den overordnede prioritering af, hvilke projekter der udvælges til OM-oprydning, vægtes den nuværende arealanvendelse og grundvandets sårbarhed højest.

6.3 Frivillige oprydninger

Det antages, at en mindre del af de frivillige oprydninger vil medvirke til at eliminere grundvandsproblematiske forureninger indenfor de offentlige indsatsområder.

Udenfor de offentlige indsatsområder lægges der med forslaget op til, at en væsentlig del af forureningerne imødegås med frivillige oprydninger. Det skønnes, at ca. 3.700 forurenede lokaliteter pr. 1. januar 2000 vil være udenfor den offentlige indsats og udenfor OM-ordningen, ligesom de ikke kan forventes opryddet ved påbud til forurener. Der er i denne forbindelse set bort fra diffuse forureninger. Ud af de ca. 3.700 forurenede lokaliteter er der ca. 1.400 med grundvandsproblematiske forureninger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser og udenfor vandindvindingsoplande til eksisterende vandindvinding. Der er gode muligheder for, at en stor del af de 1.400 lokaliteter med tiden vil blive helt eller delvist fjernet ved frivillige oprydninger.

Frivillige oprydninger vil først og fremmest finde sted i de situationer, hvor industriarealer som led i en byudvikling omdannes til boligformål eller lignende følsom anvendelse. Frivillige oprydninger kan også være oprydninger på offentligt ejede arealer, som det praktiseres af bl.a. Forsvarsministeriet og Banestyrelsen.

Kravene til den frivillige oprydning vil blive fastlagt i forbindelse med den foreslåede tilladelsesordning for arealanvendelsesændringer. Kravene skal afpasses det projekt, der ønskes gennemført. De kriterier, der anvendes i den offentlige indsats i forbindelse med arealanvendelsesproblematiske forureninger, skal ligeledes anvendes for sådanne frivillige oprydninger. Det skønnes, at den gennemsnitlige omkostning for en frivillig oprydning vil være i størrelsesordenen 700.000 kr. I forbindelse med den frivillige oprydning kan det forekomme, at der kun fjernes en del af forureningen på en lokalitet, og i nogle tilfælde vil den resterende forurening fortsat udgøre en grundvandstrussel.

I Depotredegørelsen fra 1993 (redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 1 1993) er det skønnet, at ca. 3.500 er depoter omfattet af loven (dvs. gamle forureninger) og vil blive ryddet op frivilligt, særligt i forbindelse med byudvikling.

Også blandt de nyere forureninger må der forventes et stort antal frivillige oprydninger.

Jordforureningsudvalget skønnede, at hyppigheden af frivillige oprydninger ville gå ned, men de sidste indberetninger til Miljøstyrelsen har ikke vist en nedgang. For 1997 er der således indberettet 375 frivillige oprydninger, ekskl. OM s, Banestyrelsens og forsvarets oprydninger.

Alt i alt skønnes det, at der på lovens ikrafttrædelsestidspunkt vil være ca. 3.000 forurenede lokaliteter, ekskl. dem, der er omfattet af aftalen med OM, som med tiden vil blive ryddet frivilligt op. Hertil kommer ca. 10 årlige frivillige oprydninger af de forureninger, som skønnes at finde sted efter lovens ikrafttrædelse.

De samlede omkostninger til frivillige oprydninger er således skønnet til ca. 2,1 mia. kr. for skete forureninger og 7 mio. kr. pr. år for fremtidige forureninger. Efter fratrækning af den del af udgifterne, som ventes afholdt af Banestyrelsen og Forsvaret, fås omkostningerne for private til 1,7 mia. kr. for skete forureninger og 7 mio. kr. pr. år for fremtidige forureninger.

Mulighederne for, at kommunerne i fremtiden kan afholde udgifter til byfornyelse af gamle erhvervsarealer, kan betyde, at ovennævnte tal bliver mindre.

6.4 Handlepligt for grundejere

Lovens bestemmelse om, at myndighederne kan pålægge ejere af alment tilgængelige udendørsarealer handlepligt, skønnes at berøre ca. 1.000 ejendomme. De gennemsnitlige omkostninger pr. ejendom skønnes til ca. 20.000 kr. De samlede udgifter bliver således af størrelsesordenen 20 mio. kr.

Udgifter til efterlevelse af anbefalinger er ikke kvantificeret.

6.5 Administrative konsekvenser for virksomhederne

Lovforslaget forventes at medføre et administrativt merarbejde for virksomheder. Her tænkes dels på lovforslagets § 9, stk. 1, hvorefter ejere skal orientere brugere om amtsrådets anbefalinger om anvendelsen af kortlagte arealer, og dels på lovforslagets § 50, ifølge hvilken bygherrer skal anmelde jordflytninger.

6.6 Jordflytninger

Jordforureningsudvalget skønnede, at der årligt transporteres ca. 5,6 mio. m3 jord (både forurenet og uforurenet), og at der heri indgår i størrelsesordenen 16.000 jordflytninger pr. år, som ligger over en bagatelgrænse.

Bestemmelsen om anmeldelse af jordflytninger i forureningskortlagte områder kan medføre krav om prøvetagning og analyser i flere tilfælde end tidligere. Et eventuelt prøvetagnings- og analysearbejde kan med fordel udføres før jorden graves op i forbindelse med planlægningen af det pågældende bygge- og anlægsarbejde. Derfor betyder bestemmelsen ikke nødvendigvis en forsinkelse af arbejdet.

Der kan allerede i dag stilles krav om analyser, idet forurenet jord betragtes som affald. 80% af jordflytningerne sker fra byzoneområder, hvor der som udgangspunkt - uden en forureningskortlægning - kan være mistanke om forurening. I forhold til dette udgangspunkt vil forureningskortlægningen betyde mulighed for krav om prøvetagning og analyse ved en mindre andel af jordflytningerne end tidligere.

Bestemmelsen om anmeldelse af jordflytninger vil derfor ikke medføre erhvervsmæssige konsekvenser af betydning.

6.7 Kortlægningsmodellens indvirkning på ejendomsvurderingen m.v.

Told- og Skattestyrelsen har indtil nu konstateret, at den hidtidige registrering af forurenede lokaliteter kun i ca. 1.500 tilfælde har haft indvirkning på ejendomsvurderingerne og her i meget varierende grad. Der var den 31. december 1997 registreret 4048 depoter. Det lave antal lokaliteter, hvor forureningen har haft indvirkning på ejendomsvurderingen, skyldes primært, at det har været meget vanskeligt for vurderingsmyndighederne i forbindelse med vurderingen af den enkelte ejendom at få et samlet overblik over forureningens omfang, placering på lokaliteten og de samlede oprydningsomkostninger.

Forslagets udvidede kortlægningssystem, der ud over gamle forureninger også omfatter ny og luftbåren jordforurening, afspejler den faktiske viden, der foreligger omkring forurening og forureningskilder på en given ejendom. En øget adgang til oplysninger om forurening m.v. må antages at indebære, at vurderingsmyndighederne får et bredere statistisk grundlag.

En eventuel nedgang i en ejendoms handelsværdi - og dermed i ejendomsvurderingen - skal henføres til de faktiske forhold på lokaliteten, f.eks. at der rent faktisk er konstateret en forurening på ejendommen, at lokaliteten ligger tæt på en trafikeret vej, eller at der tidligere har været en forurenende virksomhed på lokaliteten.

Det vurderes videre, at kortlægningssystemet i sig selv ikke giver et selvstændigt grundlag for kompensation til kommunerne for et eventuelt reduceret udskrivningsgrundlag for kommunale ejendomsskatter.

6.8 Samlet opgørelse af lovforslagets økonomiske konsekvenser for erhvervslivet og andre private

Aktivitet

Skete forureninger

mio. kr.

Fremtidige

forureninger

mio. kr. pr. år

Påbud til forurenere

Oliebranchens Miljøpulje

Frivillige oprydninger

Handlepligt for grundejere

480

1.300

1.700

20

60

7

3.500

67

Omkostninger for private efter lov om jordforurening

Som det fremgår af tabellen, skønnes der efter lovens ikrafttrædelse at være private omkostninger på ca. 3,5 mia. kr. for skete forureninger og ca. 70 mio. kr. pr. år for fremtidige forureninger.

7. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

7.1 Indgangsvinkel til beskrivelse af de miljømæssige konsekvenser

Forslagets miljømæssige konsekvenser består først og fremmest i, at lokale og til dels regionale miljøproblemer med større grad af sikkerhed kan indkredses og forebygges, elimineres eller afværges. Forslaget vil få positive miljømæssige konsekvenser for grundvandsressourcerne og for sundheden (for de mennesker, som anvender arealerne) og for det biologiske liv i omgivelserne. Derudover vil indsatsen medføre nogle indirekte, generelle miljøkonsekvenser.

7.2 Beskrivelse af miljø- og sundhedsproblemer

Hovedproblemstillingerne kan karakteriseres som følger

Grundvand.

Jordforurening kan udgøre en trussel for grundvandet ved nedsivning eller udvaskning af forurenende stoffer til grundvandet. Dette kan i værste fald ske i et sådant omfang, at grundvandspåvirkningen vil kunne føre til påvirkning af mennesker, hvis der er tale om en drikkevandsressource.

Arealanvendelse

Jordforurening kan udgøre en trussel for mennesker og planter ved overfladenær anvendelse, hvor der kan være tale om direkte indtag via støv m.v. eller optagelse i planter via rødderne. Optagelse i planter kan føre til øget påvirkning af mennesker i det omfang, der er tale om spiselige afgrøder. Desuden kan jordforurening medføre indeklimaproblemer.

Biologisk liv

Jordforurening kan true det biologiske liv i overfladevand ved nedsivning, udvaskning eller overfladisk afstrømning af forurenende stoffer til overfladevandet. Dette kan påvirke de enkelte vandorganismer. Tilsvarende kan jordforurening påvirke det biologiske liv på landjorden i retning af et mere artsfattigt miljø.

Hvad angår konsekvenserne for det biologiske liv i omgivelserne, vil disse i det følgende ikke blive beskrevet nærmere eller kvantificeret, da forslaget på dette område ikke lægger op til en samlet, prioriteret indsats. Det må forventes, at tendensen fra den hidtidige indsats vil fortsætte. Her har erfaringen vist, at der kun foretages ganske få oprydninger, hvor hensynet til det biologiske liv er afgørende.

7.3 Beskrivelse af konsekvenserne

Konsekvenserne for grundvandet

Forslaget indebærer en målrettet indsats i forhold til de grundvandsressourcer, som udpeges til at dække den fremtidige drikkevandsforsyning. Der skal først og fremmest sættes ind imod de grundvandstruende forureninger, som ligger indenfor områderne med særlige drikkevandsinteresser og - udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser - i eksisterende vandværkers indvindingsoplande.

Konsekvenserne for arealanvendelsen

Forslaget tager sigte på en målrettet indsats overfor de aktuelle arealanvendelseskonflikter, således at de på kort sigt kan mindskes eller elimineres. Indsatsen koncentreres de steder, hvor problemet er størst, og her vil indgrebet typisk bestå af bortgravning af den forurenede jord. Indsatsen i de let forurenede områder bliver mere ekstensiv, idet den vil bestå af generel rådgivning af beboere om dels fysiske foranstaltninger og dels forsigtighedsregler for omgang med jorden. Samtidig udvides indsatsen med nyere og diffuse forureninger.

Ved ændring fra en mindre til en mere følsom arealanvendelse tilpasses løsningen den nye arealanvendelse.

Indirekte miljøkonsekvenser

Ifølge Jordforureningsudvalgets skøn er der hvert år ca. 1,3 mio. m3 konstateret forurenet jord, som skal genanvendes eller deponeres, eventuelt efter rensning. Hidtil er det sådan, at kun ca. 1/4 af den konstaterede forurenede jord stammer fra registrerede affaldsdepoter. Med lovforslagets udvidelse af registreringen til at omfatte nyere forureninger samt indførelse af kortlægningens vidensniveau 1 bør langt størstedelen af den konstaterede forurenede jord i fremtiden være jord fra kortlagte arealer.

Lovforslagets bestemmelse om anmeldelse af jordflytninger i forureningskortlagte områder betyder bedre muligheder for på opgravningsstedet at afgøre, om jorden er forurenet og i hvilken grad, således at transport til genanvendelse, deponering, rensning eller til en råstofgrav med dispensation kan planlægges. Afgørelsen sker ud fra kendskabet til lokaliteten. Dette kendskab vil, når kortlægningen er tilendebragt, medvirke til, at flytning af forurenet jord ikke skaber nye miljøproblemer.

8. Forholdet til EU-retten og menneskerettighedskonventionen

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.

I relation til den i § 49 anførte forsikringspligt kan etablering af en forsikringsordning, alt efter hvordan denne etableres, afhænge af, at denne godkendes i overensstemmelse med EU s konkurrenceregler.

Det bemærkes, at EU Kommissionen gennem nogle år har arbejdet med en Hvidbog om erstatning for miljøskader.

På baggrund af drøftelserne mellem Kommissionen og eksperter fra medlemslandene, forventes det, at Kommissionen vil foreslå, at der i fælleskabslovgivningen, ligesom i den gældende danske miljøerstatningslov, indføres objektivt ansvar for miljøskader, der forårsages af bl.a. særligt forurenende eller riskobetonede virksomheder. Der vil eksempelvis være tale om virksomheder, der er omfattet af Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC), og dermed også en række af de listevirksomheder, som er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

Det objektive erstatningsansvar forventes bl.a. at omfatte fremtidige miljøskader i form af jordforurening.

Kommissionen har foreløbigt tilkendegivet, at en regulering af erstatningsansvaret bør ske i form af et minimumsdirektiv (130s) med henblik på, at medlemslandene vil kunne indføre strengere regler, herunder regler om at andre end de særligt forurenende virksomheder skal være omfattet af et objektivt erstatningsansvar.

Lovforslagets bestemmelser begrænses af de almindelige retsgrundsætninger, der kan udledes af Menneskerettighedskonventionen. Dette indebærer ingen begrænsninger i forhold til anvendelsen af lovforslagets bestemmelser vedrørende udøvelse af almindelig forudgående eller efterfølgende kontrolvirksomhed. Er der derimod en konkretiseret mistanke om, at der er begået en strafbar handling, kan forslagets bestemmelser ikke anvendes til at påbyde den pågældende at fremskaffe yderligere oplysninger eller foretage undersøgelser vedrørende de forhold, der er omfattet af mistanken. Myndighederne må i så fald gå frem efter strafferetsplejens regler.

9. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer.

Advokatrådet, Affaldsteknisk Samarbejde, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsen, Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Boligselskabernes Landsforening, Byggesocietetet, DAKOFA, GEUS, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhvervsjordbrug, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk Familielandbrug, Danske Elværkers Forening, Dansk Industri, Dansk Landbrugs Realkreditfond, De Danske Landboforeninger, Danske Vandværkers Forening, Danske Vognmænd, Direktoratet for Arbejdstilsynet, Banestyrelsen, Embedslægeforeningen, Energistyrelsen, Entreprenørforeningen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Erhvervsministeriet, Erhvervsfremmestyrelsen, Finansministeriet, Finansrådet, Forbrugerstyrelsen, Foreningen af Danske Exportvognmænd, Foreningen af Danske Grus- & Sten industrier, Forskningscenteret for Skov og Landbrug, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forskningsministeriet, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Friluftsrådet, Fritidsejernes Landsforening, Danske Private Vandværker, Genvindingsbrancherådet, Greenpeace, Handelskammeret, Håndværkerrådet, Indenrigsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, Justitsministeriet, Kort og Matrikelstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Konkurrencerådet, Københavns Magistrat, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Landbrugsrådet, Landsforeningen for Ejere af Udlejningsejendomme, LO, Miljøklagenævnet, Naturklagenævnet, NOAH, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Oliebranchens Miljøpulje, Parcelhusejernes Landsforening, Realkredit Rådet, Reno Sam, Skatteministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Sundhedsministeriet, Trafikministeriet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Økonomiministeriet, Sundhedsstyrelsen.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(Hvis ja, angives omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(Hvis ja, angives omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Strammere prioritering af indsatsen: 1,4 mia. kr. for gamle forureninger

Forbedrede muligheder for at håndhæve forurenerpåbud

0,3 mia. kr. for skete forureninger og 50 mio. kr. pr. år for fremtidige forureninger.

Inddragelse af nye forureninger i loven: 0,9 mia. kr. for skete forureninger og 10 mio. kr. pr. år for fremtidige forureninger.

Inddragelse af diffuse forureninger i loven: 0,4 mia. kr.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Færre sager om tilladelse til arealanvendelsesændringer: Væsentligt omfang.

Anbefalinger og handlepligt: Mindre omfang.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Arealanvendelsesændringer kræver ikke længere tilladelse, hvis forurening ikke befinder sig på nærmere definerede arealtyper.

Myndighedernes forbedrede muligheder for at håndhæve forurenerpåbud: 480 mio. kr. over en lang årrække for skete forureninger og 60 mio. kr. pr. år for fremtidige forureninger.

Handlepligt for grundejere af alment tilgængelige udendørs-arealer: 20 mio. kr.

Vilkår om f.eks. undersøgelser før frivillige oprydninger af nyere forureninger: Mindre udgifter.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Større klarhed i lovgivningen.

Udlejers orienteringspligt af brugere om anbefalinger.

Anmeldepligt for jordflytninger fra kortlagte ejendomme.

Miljømæssige konsekvenser

Inddragelse af nye og diffuse forureninger, forbedret prioritering (indenfor indsatsområderne).

Forurening udenfor indsatsområderne indgår ikke i offentlig afværgeindsats.

Administrative konsekvenser for borgerne

Forsikringer forventes som et servicetilbud fra oliebranchen.

Private villatanke skal være omfattet af forsikring.

Forholdet til EU-retten

Tallene er forbundet med stor usikkerhed. Konsekvenserne viser sig over en årrække. Lavere omkostninger som følge af ny oprydningspraksis er ikke inddraget, da dette ikke er en konsekvens af loven .

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Ligesom miljøbeskyttelsesloven indeholder kapitel 1 en række almindelige bestemmelser om lovens formål og beskyttelsesinteresser samt en opremsning af, hvilke påvirkninger af miljøet der søges afhjulpet og beskyttet.

Den opstillede målsætning i kapitel 1 afspejler lovforslagets overordnede målsætning og principper.

Forslaget til lov om forurenet jord tager udgangspunkt i situationen, hvor der er sket forurening. De bestemmelser, der skal beskytte miljøet mod, at forurening sker, findes fortsat i miljøbeskyttelsesloven. Lovforslaget har imidlertid et selvstændigt forebyggende sigte, idet det er en overordnet målsætning at forhindre ny forurening og nye miljøproblemer som følge af flytning af jord samt gennem overvågning af forureningstilstanden i jorden og gennem en prioriteret og målrettet indsats at undgå yderligere spredning af jordforurening.

Hensynet til beskyttelsen af fremtidige drikkevandsressourcer vejer tungt og et overordnet mål er derfor, at alt grundvand, som anvendes til drikkevandsformål, skal være så rent, at det kan anvendes uden avanceret behandling. Derfor foreslås det, at loven skal sikre en særlig beskyttelse af drikkevandsressourcerne, herunder i forbindelse med den offentlige indsats.

Hensynet til sundheden for de mennesker, som anvender arealerne, er også et bærende hensyn. Målet er, at der gennem et samspil mellem de krav, der stilles til de nuværende ejere og brugere af forurenede arealer, til de kommende bygherrer og til den offentlige indsats, sikres en sundhedsmæssig acceptabel anvendelse af arealerne og en begrænsning af eksponeringen.

Også hensynet til det biologiske liv i omgivelserne skal sikres med loven, men det sker ofte indirekte gennem varetagelse af de 2 øvrige hensyn, arealanvendelsen og grundvandet.

Til § 1

Formålsbestemmelsen angiver, at jordforurening skal fjernes eller afværges i nødvendigt omfang, ligesom skadelige virkninger fra jordforurening skal elimineres eller begrænses mest muligt.

Ved jordforurening forstås en menneskeskabt handling eller aktivitet, hvor jorden tilføres stof eller stofblanding, som på grund af dets egenskaber og mængde over tid kan være til fare for mennesker og miljø, begrænse anvendelsen af miljøet eller føre til, at det naturlige baggrundsniveau øges.

Bestemmelsen i § 1 angiver lovforslagets grundlæggende princip om, at yderligere jordforurening skal forebygges bl.a. ved styring af jordstrømme og ved overvågning af forureningstilstanden i jorden, således at der kan skabes grundlag for og gennemføres en koordineret og målrettet indsats. Heri indgår, at der skal gennemføres en helhedsorienteret offentlig indsats i områder, hvor det er væsentligt af hensyn til grundvandet, at alle kilder til forurening af et bestemt område fjernes.

Hensigten er endvidere, at lovforslaget skal forebygge sundhedsmæssige problemer som følge af jordforurening på arealer, hvor arealanvendelsen kan give anledning til sundhedsrisici. Ved arealanvendelse forstås her den direkte anvendelse af de mennesker, som bor og færdes på arealet, herunder havedyrkning. Loven regulerer ikke jordbrugsmæssig arealanvendelse og eventuelle sundhedsmæssige problemer og konflikter ved jordbrugsmæssig dyrkning og videresalg af fødevarer og foderafgrøder.

Forebyggelsen vil ske både ved en offentlig indsats, hvor den aktuelle anvendelse giver anledning til sundhedsrisiko, og ved fastlæggelse af begrænsninger i anvendelsen af sådanne arealer, men også ved krav til den, der vil bygge eller ændre anvendelsen.

Ligesom hensynet til sundheden hos dem, der skal anvende forurenede arealer, vejer hensynet til beskyttelsen af de fremtidige drikkevandsressourcer tungt. De i medfør af regionplanlægningen udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser og arealer, hvor der er en aktuel arealanvendelseskonflikt, danner grundlaget for prioriteringen af den offentlige indsats. Forureninger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser kan også indgå i prioriteringsgrundlaget, hvis de truer eksisterende indvindingsoplande.

I målsætningen er endelig gentaget forureneren betaler-princippet, som det kendes fra miljøbeskyttelsesloven. Den offentlige indsats bliver dermed sekundær i forhold til at kræve, at forureneren afværger de skader på miljøet, som vedkommende har forvoldt og genopretter den hidtidige tilstand.

Til § 2

Bestemmelsen i § 2 er en udvidelse af de gældende regler i affaldsdepotloven. Lovforslaget omfatter således enhver jordforurening, uanset hvornår den er opstået og uanset hvordan forureningen af jorden er sket. Det er ikke med formuleringen, at loven omfatter »jord«, tanken, at anvendelsesområdet indsnævres i forhold til den gældende affaldsdepotlovs anvendelsesområde. Det vil sige, at også affaldsdeponering i jorden, f.eks. i form af tønder med et indhold af forurenende stoffer eller i form af forurenet bygningsmateriale, kan være omfattet af loven. Forurenede bygninger eller bygningsanlæg omfattes ikke af loven.

Forurenet jord dækker også olieforurenet sand eller andre jordbestanddele, som er forurenet med forskellige stoffer.

Det foreslås at lade loven omfatte jord, der på grund af menneskelig påvirkning eller håndtering kan have skadelig virkning på mennesker eller miljø.

Bestemmelsen indebærer, at kortlægningen også skal omfatte fladeforureninger, det vil sige forureninger fra diffuse kilder, for eksempel fra trafikken eller fra skorstene.

Loven omfatter dog ifølge § 2, stk. 2, ikke jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v. Årsagen til denne undtagelse er, at lovens virkemidler og indgrebsmuligheder generelt er uegnede til at løse problemer i forbindelse med jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider, hvor der typisk er tale om en grundvandsproblematisk fladeforurening, hvor forureningskilden er fordelt mere eller mindre jævnt over et større areal. Disse problemer søges i stedet løst gennem regeringens Vandmiljøplan II.

Undtagelsen skal fortolkes bredt, således at spredning af gødning, slam og pesticider i landbrug, skovbrug, gartneri og andre steder er undtaget.

Punktkilder i landbrug, skovbrug og gartneri m.v., f.eks. forurening fra spild eller fra nedgravning af kemikalier, er omfattet af loven. Der kan være tvivlstilfælde ved intensiv planteproduktion eller sprøjtning på et forholdsvist lille areal, f.eks. et bed eller et væksthus, hvor »spredning« af gødning og pesticider har karakter af en punktkilde. Ligeledes kan der være tilfælde, hvor et areal gennem årene har fået tilført ekstraordinært store slammængder. I sådanne tilfælde er det op til amtsrådets konkrete vurdering, om det pågældende areal skal omfattes af loven. Eventuel forureningskortlægning af sådanne jordbrugsarealer med punktkildelignende forurening vil primært have til formål at regulere jordflytninger, jf. lovforslagets § 50, og at regulere eventuel arealanvendelsesændring til bolig- og institutionsformål, jf. lovforslagets § 8.

Til kapitel 2

Lovforslagets kapitel 2 omhandler reglerne om gennemførelsen af en forureningskortlægning og om retsvirkningerne af denne.

Til § 3

I bestemmelsen foreslås det, at det i lighed med affaldsdepotloven i dag, er amtsrådet, der udfører kortlægningen. Denne kompetence harmonerer med amternes opgaver i øvrigt i forbindelse med den offentlige indsats, den generelle vidensopsamling, amternes opgaver som grundvandsmyndighed og med den erfaringsopbygning, der har fundet sted i amterne i kraft af affaldsdepotopgaverne. Kortlægningen skal gennemføres i samarbejde med kommunerne.

Kortlægningen af jordforureningen foreslås relateret til arealer, bl.a. som udtryk for at kortlægningen ikke er bundet til en afgrænsning efter formelle grænser som ejendoms- eller matrikelskel. Ejendoms- og matrikelafgrænsningen har imidlertid betydning i forhold til grundejerne inden for det kortlagte areal. Dette gælder f.eks. ved den skriftlige underretning om kortlægningen, jf. § 12, i forhold til tilladelsesordningen, jf. § 8, og ved indførelse i et matrikelbaseret register, jf. § 14, og dermed sammenhængen til andre ejendomsrelaterede data.

Der fastsættes i stk. 2 og 3 fravigelser fra den generelle kortlægning i stk. 1.

Det må forventes, at lovens kortlægningskrav vil omfatte en del af forsvarets områder og etablissementer. En del af forsvarets arealer, der vil skulle kortlægges, er sikrede områder, hvor eksempelvis oplysninger om præcis placering, størrelsesforhold m.v. er klassificerede oplysninger. Tilsvarende kan en samling af oplysninger, herunder kortoplysninger, vedrørende militære anlæg og aktiviteter medføre, at der bliver tale om en så stor og samlet mængde oplysninger, at det samlede materiale er klassificeret. Sådanne oplysninger eller sammenstilling af oplysninger kan ifølge Forsvarsministeriet være ikke-offentligt tilgængelige. Dermed vil det være et problem, da det må forventes, at der i fremtiden vil blive adgang til mange af de pågældende data via edb-baserede registre, der vil kunne sammenholdes bl.a. på Internettet.

Det er derfor til imødegåelse af de sikkerhedsmæssige problemer og i overensstemmelse med drøftelser med Forsvarsministeriet foreslået, at Forsvarsministeriet, i stedet for amtsrådet, selv forestår forureningskortlægning på vidensniveau 1. Forsvarets kortlægning afgrænses til at omfatte de ejendomme, som Forsvarsministeriet som ressortministerium har ejendomsretten over. Ved salg af forsvarets ejendom vil ejendommen blive betragtet som enhver anden ejendom, men en eventuel kortlægning i forsvarets regi vil blive overført til den amtslige kortlægning.

Det bemærkes, at uanset om en ejendom er omfattet af forsvarets kortlægning, vil nærværende lovs øvrige bestemmelser gælde for ejendommen.

Til sikring af koordineringen med amtsrådets egen kortlægning og opgaveløsning skal forsvarets kortlægning ske i samarbejde med det stedlige amtsråd og i overensstemmelse med de principper og det kvalitative niveau, som amtsrådet selv kortlægger efter. Kortlægningsdataene stilles til rådighed for amtsrådet alene med de begrænsninger, der nødvendigvis måtte gælde for oplysninger vedrørende forsvaret efter gældende regler. Der kan i den forbindelse henvises til praksis for udførelse af miljøtilsyn og tilsvarende udveksling af oplysninger mellem forsvaret og miljømyndighederne i forbindelse med administrationen efter miljøbeskyttelsesloven.

Forsvarets kortlægningsoplysninger skal indføres, opbevares og ajourføres i et register under Forsvarsministeriet svarende til det almindelige register for amtets øvrige jordforureningsoplysninger.

Ajourføringen sker også i samarbejde med amtsrådet. Amtsrådet forudsættes i tvivlstilfælde at afgøre, om et givent areal skal indføres eller udtages af registret.

Amtsrådet skal ligeledes, på grundlag af forsvarets kortlægning på vidensniveau 1, på sædvanlig vis gennemføre en kortlægning frem til vidensniveau 2. Denne proces med beslutning om den videre kortlægning, den faktiske gennemførelse og den efterfølgende indførelse i det almindelige register står amtsrådet for. Også her vil gældende regler og praksis for oplysninger vedrørende forsvarets områder og etablissementer danne ramme for arbejdet, jf. ovenfor. Registeroplysninger vedrørende vidensniveau 2 for forsvarets arealer er lige så tilgængelige for offentligheden som tilsvarende oplysninger for amtets øvrige kortlagte (vidensniveau 2) arealer.

Offentlige vejarealer, der pga. diffus forurening fra trafikken nogle steder kunne kortlægges, undtages fra kortlægningen på vidensniveau 1, idet der ikke vil være nogen risiko ved anvendelsen eller nogen grundvandstrussel. Ved vejareal forstås det areal, der ligger inden for vejskel. Jord fra offentlige vejarealer skal ved flytning anmeldes på samme måde som jord fra kortlagte arealer, jf. kapitel 6. Amtsrådet kan derimod kortlægge forurening i offentlige vejarealer på vidensniveau 2 efter de regler og den praksis, der gælder for andre arealer. Såfremt der ved etablering af en vej er anvendt forurenet materiale, vil denne viden kunne begrunde, at arealet kortlægges på vidensniveau 2. Der henvises til bemærkningerne til §§ 4 og 5.

En jordforurening skal ikke omfattes af kortlægningen, når den imødegås af den kompetente tilsynsmyndighed efter denne lov og miljøbeskyttelsesloven. Såfremt amtsrådet finder, at det af hensyn til risikoen for sundhed og miljø er nødvendigt at kortlægge det forurenede areal for at opnå den miljømæssige beskyttelse, der følger af retvirkningerne af kortlægningen, kan amtsrådet gennemføre kortlægningen, uanset forureningen allerede søges imødegået af tilsynsmyndigheden. Det vil fx. kunne være tilfældet, når et påbud om fjernelse af en jordforurening ikke efterkommes, men påklages eller indbringes til prøvelse ved domstolene. Der henvises også til bemærkningerne til §§ 18, 19 og 20.

Til §§ 4 og 5

Med bestemmelserne foreslås en kortlægningsmodel, hvorefter der kortlægges på to vidensniveauer. § 4 angiver, hvornår der kortlægges på vidensniveau 1 og § 5 angiver, hvornår der kortlægges på vidensniveau 2. Kortlagte arealer indføres i et register, jf. forslagets § 14.

Kortlægningen på vidensniveau 1, henholdsvis vidensniveau 2, kan typisk bl.a. omfatte gamle industriområder og lossepladser, opfyldte havneområder samt kortlagte henholdsvis registrerede grunde i medfør af affaldsdepotloven. Kortlægningen kan tillige omfatte arealer, hvor der er sket en opfyldning med forurenet jord, hvor der er placeret slagger og flyveaske, hvor en nuværende eller tidligere skydebane har medført blybelastning af jorden eller forurenede arealer, hvor der kun er sket delvis oprydning.

Den foreslåede kortlægningsmodel indebærer ikke i alle tilfælde, at amterne skal foretage tekniske undersøgelser af en sådan art eller et sådant omfang, som var krævet som grundlag for en afgørelse om registrering efter affaldsdepotloven. Dette skyldes opdelingen af kortlægningen i en kortlægning på vidensniveau 1 og en kortlægning på vidensniveau 2. Kravet til undersøgelser, som grundlag for en kortlægning på vidensniveau 2, svarer til kravet ved en registrering efter affaldsdepotloven.

Det er den til enhver tid værende, herunder den særligt tilvejebragte historiske viden samt erfaringsopsamlingen vedrørende forureningsforhold, der er udgangspunktet for kortlægningen på vidensniveau 1.

Vurderingen baseres på en konkret viden om de forureningsmæssige forhold, der har gjort sig gældende på det pågældende areal. I vurderingen indgår den generelle erfaring om risikoen for forurening efter forskellige virksomheder, aktiviteter eller andre mulige forureningskilder. I vurderingen indgår også mulige forureningskilder uden for det pågældende areal.

Det skal fremgå af kortlægningen på vidensniveau 1, at den bygger på konkret viden om den nuværende eller tidligere anvendelse eller anden belastning af et areal, og af kortlægningen på vidensniveau 2 at den bygger på konkret viden og dokumentation for tilstedeværelsen af en forurening, der kan have skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt (grundlaget for kortlægningen).

Miljøstyrelsens vejledning nr. 6, 1998, om oprydning på forurenede lokaliteter indeholder jordkvalitetskriterier og grundvandskvalitetskriterier, som kan anvendes som retningsgivende for, hvornår den skadelige virkning af en forurening gør, at en lokalitet bør kortlægges på vidensniveau 2.

Kortlægningen sker uden hensyntagen til, hvornår og hvordan en forurening kan være eller er sket. Det betyder, at nyere og fremtidige industriområder også vil kunne blive omfattet, ligesom f.eks. arealer vil kunne blive omfattet, hvis der er en viden af samme karakter som ved punktkilder, om at de som følge af f.eks. luftbåren belastning fra mulige forureningskilder kan forventes at være eller er forurenet. Det betyder dermed også, at de potentielt diffust forurenede områder principielt kan medtages.

Hvad angår ejendomme, hvor forureningen spredes i det øvre sekundære grundvand, skal sådanne ejendomme kortlægges, hvis tilstedeværelsen af forureningen kan true arealanvendelsen.

Kortlægningen skal samtidig sikre, at den viden om forureningstilstanden, som miljømyndighederne besidder, fastholdes. Det vil sige, at hvor amtsrådet har kendskab til forurening, skal det pågældende areal kortlægges på vidensniveau 2, selv om arealet i øvrigt ikke er omfattet af indsatsområderne, omfattet af § 6.

Arealer, der er registrerede efter gældende affaldsdepotlov, vil være kortlagte på vidensniveau 2 og blive indført i det i lovforslagets § 14 omhandlede register.

Til § 6

For at målrette den offentlige undersøgelses- og oprydningsindsats, jf. forslagets kapitel 3, mod den forurening, der udgør en risiko for grundvand og en eksponeringsrisiko ved følsomme arealanvendelser, fastlægger amtsrådet efter § 6 sammen med kommunalbestyrelsen de kortlagte arealer, der skal omfattes af denne indsats. Arealer, omfattet af stk. 1, betegnes som indsatsområder for den offentlige indsats. Fastlæggelsen af indsatsområderne sker som et led i kortlægningen. Dette indebærer, at det ved den endelige beslutning om kortlægning af et areal på vidensniveau 1 eller vidensniveau 2 skal være klarlagt, om det kortlagte areal er fastlagt som indsatsområde i henhold til stk. 1. Oplysning om, hvorvidt det kortlagte areal er fastlagt som offentligt indsatsområde, kan efter nærmere aftale, jf. § 15, knyttes til det matrikelregister, som er nævnt i lovforslagets § 14.

Grundvandshensynet sikres varetaget gennem den udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser, som amtsrådet skal foretage i forbindelse med regionplanlægningen. Ved fastlæggelsen af arealer omfattet af § 6, stk. 1, nr. 1, bør amtsrådet endvidere tage i betragtning, om den forureningskilde, jf. § 4, eller dokumenterede forurening, jf. § 5, som er årsag til kortlægningen, kan have skadelig virkning på grundvandet. Det er således ikke tilstrækkeligt for udpegning af et areal, at dette geografisk er beliggende indenfor et område med særlige drikkevandsinteresser.

Da fastlæggelsen af § 6-arealer typisk sker allerede ved kortlægning på vidensniveau 1, må amtsrådet skønne, om de aktiviteter og forureningskilder, der er eller har været på det pågældende areal, kan have skadelig virkning på grundvandet. Her vil der være tale om et skøn over, om den pågældende kilde eller aktivitet omfatter grundvandsproblematisk forurening, det vil sige forurening med stoffer, der kan spredes i grundvandet. Det kan f.eks. være viden om, at der er en utæt olie- eller kemikalietank. Hvis der er viden om de lokale geologiske forhold, kan denne viden også indgå i amtets vurdering af, om en eventuel forurening kan have skadelig virkning på grundvandet, idet de geologiske forhold har betydning for, om der er risiko for spredning til større afstand fra en forureningskilde.

En luftbåren forurening kan ikke forventes at have skadelig virkning på grundvandet. Et areal med luftbåren forurening som eneste forureningskilde skal derfor normalt ikke udpeges som indsatsområde i henhold til stk. 1, medmindre arealet falder ind under nr. 3.

I tvivlstilfælde bør arealer på vidensniveau 1 udpeges som indsatsområde under stk. 1, nr. 1. Ved den efterfølgende kortlægning til vidensniveau 2 vil tvivlen kunne bekræftes eller afkræftes.

Tilsvarende skøn gør sig gældende ved udpegning af arealer under stk. 1, nr. 2, idet der ikke her er tilstrækkeligt grundlag for en udpegning, at arealet geografisk er beliggende indenfor et indvindingsopland for et alment vandforsyningsanlæg.

Forureninger, som vurderet ud fra deres geografiske beliggenhed, ikke kan have skadelig virkning på grundvandet i et område med særlige drikkevandsinteresser eller i et indvindingsopland for et alment vandforsyningsanlæg, kan ikke udpeges efter § 6, stk. 1, nr. 1 og 2. Her er således tale om en indsnævring i forhold til formuleringerne i §§ 4 og 5, idet §§ 4 og 5 omfatter enhver forurening eller forureningskilde, der kan have skadelig virkning på grundvandet, også udenfor de nævnte grundvandsindsatsområder.

Kommunalbestyrelsen fastlægger de arealer, der anvendes til bolig, børneinstitution og offentlig legeplads, og videregiver oplysningerne herom til amtsrådet, jf. § 6, stk. 2. Det er amtsrådet, som foretager den endelige fastlæggelse i henhold til § 6, stk. 1, nr. 3, ud fra det materiale, som kommunalbestyrelsen har videregivet. Uanset kommunalbestyrelsens forslag kan amtsrådet selv fastlægge, hvilken anvendelse et givent areal har. Det kan aftales mellem amt og kommune, at nærmere bestemte arealer med bolig, børnehave og institution, som med sikkerhed ikke vil blive forureningskortlagt, holdes ude af materialet.

Vurderingen af, om en forurening eller en forureningskilde kan have skadelig virkning på mennesker, relaterer sig i stk. 1, nr. 3, til den aktuelle anvendelse af arealet. Amtsrådet kan således ikke, efter denne bestemmelse, udpege arealer, der ikke aktuelt anvendes til bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads. Her er tale om en indsnævring i forhold til formuleringerne i §§ 4 og 5, idet §§ 4 og 5 omfatter enhver forurening eller forureningskilde, der kan have skadelig virkning på mennesker, incl. den skadelige virkning, der kan blive aktualiseret ved eventuel senere ændring af arealanvendelsen.

Fremsat den 10. februar 1999 af miljø- og energiministeren (Svend Auken)

Forslag

til

Lov om forurenet jord