Forslag til Lov om ændring af lov om planlægning

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997, som ændret ved § 4 i lov nr. 478 af 1. juli 1998 og § 3 i lov nr. 479 af 1. juli 1998, foretages følgende ændringer

1. § 6, stk. 3, nr. 4, affattes således

»4) de i § 6 c nævnte anlæg,«.

2. I § 6, stk. 8, ændres »stk. 3, nr. 4,« til: »§ 6 c«.

3.. Efter § 6 b indsættes

»§ 6 c. Større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, må ikke påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinier i regionplanen om beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende redegørelse, jf. § 6, stk. 8.

Stk. 2. Hvis et ønsket anlæg i øvrigt er i overensstemmelse med retningslinierne i regionplanen, påhviler det amtsrådet, Københavns Kommunalbestyrelse eller Frederiksberg Kommunalbestyrelse snarest at tilvejebringe et forslag til regionplantillæg og derefter fremme sagen mest muligt. Pligten gælder dog ikke, hvis en nødvendig tilladelse efter § 35 ikke kan opnås.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at anlæg, der er omfattet af stk. 1, ikke må påbegyndes uden amtsrådets, Københavns Kommunalbestyrelses eller Frederiksberg Kommunalbestyrelses tilladelse.«

4. I § 7, stk. 1, 2 og 3, ændres »Borgerrepræsentation« til: »Kommunalbestyrelse«.

5. I § 7, stk. 3, og i § 8 ændres »§ 6, stk. 3, nr. 4,« til: »§ 6 c«.

6. I § 8 indsættes som stk. 2

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af

1) afgørelser om, at et anlæg er omfattet eller ikke er omfattet af bestemmelserne i § 6 c,

2) beslutninger om, at et forslag til regionplanretningslinier for et anlæg, der er omfattet af bestemmelserne i § 6 c, ikke vedtages,

3) beslutninger om, at et forslag, der er offentliggjort, ikke vedtages endeligt, og

4) afgørelser om, at en tilladelse efter regler fastsat i medfør af § 6 c, stk. 3, meddeles eller ikke meddeles.«

7. I § 15, stk. 4, indsættes som 2. pkt.

»Der kan knyttes betingelser til bestemmelsen.«

8. § 35, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om VVM-pligt i § 6 c, stk. 1, eller reglen om lokalplanpligt i § 13, stk. 2, kan først meddeles, når de fornødne retningslinier i regionplanen er endeligt vedtaget og den fornødne lokalplan er offentligt bekendtgjort.«

9. Efter § 38 indsættes i kapitel 8

» § 38 a. En ejendom i et sommerhusområde må, medmindre andet er fastsat i en lokalplan eller i en af de planer, der er opretholdt ved § 68, stk. 2, ikke benyttes til anden anvendelse end boligformål, jf. §§ 40 og 41. En anvendelse, der er lovligt påbegyndt senest den 14. marts 1999, kan dog fortsætte, men retten hertil bortfalder, når den ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år, jf. § 56, stk. 2.«

10. I § 41, stk. 1, 2. pkt., ændres »kapitel VIII i lov om byfornyelse og boligforbedring« til: »kapitel 9 i lov om byfornyelse«.

11. § 51, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner kommunalbestyrelsen, påser overholdelsen af § 6 c og regler, der med hjemmel i § 6 c, stk. 3, og § 8 er fastsat for administrationen af § 6 c. Amtsrådet påser endvidere overholdelsen af §§ 35 og 36 og regler, der med hjemmel i § 3 er fastsat for administrationen af §§ 35 og 36, medmindre kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed i det pågældende område, jf. § 35, stk. 4.«

12. I § 56, stk. 2, indsættes efter »i strid med«: »§ 38 a,«.

13. I § 58, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nr.

»3) Amtsråds, i Københavns og Frederiksberg Kommuner kommunalbestyrelsens, afgørelser om tilladelser efter regler fastsat af miljø- og energiministeren i henhold til § 6 c, stk. 3.«

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

14. § 60, stk. 3, 1. pkt., affattes således

»Ved rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet bestemme, at en af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet meddelt tilladelse eller godkendelse ikke må udnyttes, og at et påbud ikke skal efterkommes.«

15. I § 61 indsættes efter »reglerne om«: »tilladelse efter § 35, stk. 1,«.

16. I § 64 indsættes efter stk. 1, som nyt stk.

»Stk. 2. Der kan i regler fastsat efter § 6 c, stk. 3, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i sådanne regler.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 1

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997, som ændret ved § 4 i lov nr. 478 af 1. juli 1998 og § 3 i lov nr. 479 af 1. juli 1998, foretages følgende ændringer

§ 2

Loven træder i kraft den 14. marts 1999.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets indhold

Lovforslaget er en genfremsættelse af en del af L 176, der blev fremsat i folketingsåret 1997-98, 1. samling. Den genfremsatte del omfatter navnlig suppleringen af reglerne om VVM-vurdering, medens de foreslåede bestemmelser om lokal Agenda 21 og forbud mod tillæg til en kommuneplan, der ikke er revideret, ikke er medtaget i dette lovforslag.

Baggrunden for udeladelsen er, at der indgået en aftale med Kommunernes Landsforening om nedsættelse af et udvalg om fornyelse i kommuneplanlægningen, som bl.a. skal overveje, hvordan reglerne om lokal Agenda 21 i planloven bør udformes, således at der både sker en styrkelse af det lokale Agenda 21-arbejde og en styrkelse af bæredygtighedsstrategien i amternes og kommunernes planer.

L 176 blev fremsat den 4. februar 1998, og forslaget var til 1. behandling i Folketinget den 17. februar 1998, jf. Folketingets Forhandlinger spalte 4156-4164. De ændringer, der i øvrigt er foretaget i den genfremsatte del af L 176 omfatter

- I § 1, nr. 6 er der tilføjet en bestemmelse (stk. 2, nr. 4), hvorefter afgørelser om, at en tilladelse til at påbegynde et VVM-pligtigt projekt meddeles eller afslås, skal offentliggøres.

- I § 1, nr. 10 foreslås en ajourføring af henvisningen i planlovens § 41 til lovreglerne om boligtilsyn.

- I § 1, nr. 16 foreslås en supplering af straffebestemmelsen i lovens § 64, således at der bliver hjemmel til at fastsætte bestemmelser om straf i de regler om tilladelse til påbegyndelse af VVM-pligtigt byggeri, som miljø- og energiministeren skal udstede.

- Der er tilføjet nogle suppleringer af bemærkningerne vedrørende VVM-reglerne blandt andet for så vidt angår forholdet mellem disse bestemmelser og Århuskonventionen.

1.1. Supplering af reglerne om VVM-vurdering.

Det foreliggende forslag tager sigte på at skaffe de nødvendige hjemler i planloven til at gennemføre Rådets Direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

Endvidere indeholder lovforslaget hjemmel til at gennemføre en del af Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, nemlig den del der vedrører offentlighedens inddragelse i forbindelse med afgørelser om anlæg, der er omfattet af VVM-reglerne.

EF-direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF) blev i Danmark implementeret som en del af regionplanlægningen ved lov nr. 216 af 5. april 1989 om ændring af lov om lands- og regionplanlægning, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet og lov om miljøbeskyttelse (jf. lovforslag nr. 212 FF 1987-88 spalte 6787 og 7825, Till. A 4147, genfremsat som lovforslag nr. 152 FF 1988-89, spalte 4480, 5202, 7959 og 8238, Till. A 3641, Till. B 875 og Till. C 777).

Reglerne findes nu i § 6, stk. 3, nr. 4, og stk. 8, § 7, stk. 3, og § 8 i lov om planlægning. I Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 847 af 30. september 1994 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse) kapitel 2 med tilhørende bilag 1-3 er der fastsat nærmere regler om, hvilke anlæg der er omfattet bestemmelserne om VVM-vurdering, og, hvilke oplysninger redegørelsen til regionplanretningslinierne som minimum skal indeholde.

EF-direktivet er ændret ved Rådets Direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet. Det er et minimumsdirektiv, der giver mulighed for, at de enkelte lande fastsætter videregående bestemmelser. Direktivet skal være implementeret senest den 14. marts 1999.

Ændringerne indebærer, at der sker en vis udvidelse af, hvilke anlæg der skal være omfattet af VVM-reglerne. Disse bestemmelser vil blive implementeret ved en ændring af den oven for nævnte samlebekendtgørelse med hjemmel i § 8 i lov om planlægning.

Ved direktivændringen er der imidlertid indført nogle nye bestemmelser, hvis implementering forudsætter en supplering af de gældende lovbestemmelser. En af disse nye regler er en bestemmelse om, at de omhandlede anlæg skal undergives et krav om en tilladelse, jf. artikel 2, stk 1. Direktivændringen omfatter endvidere en ny bestemmelse om, at offentligheden skal informeres om afgørelser om, at et anlæg skal eller ikke skal VVM-vurderes, jf. artikel 4, stk. 4, og en ny bestemmelse om, at offentligheden skal informeres om afgørelser om, at en tilladelse ikke meddeles, jf. artikel 9, stk. 1.

Kravet om, at de anlæg, der er omfattet af VVM-reglerne, skal have en tilladelse, der ikke må gives, før der er foretaget en VVM-vurdering er i en række tilfælde opfyldt i de gældende regler. I Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelser nr. 848 og 849 af 30. september 1994 om ændring af bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed og om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurdringer i henhold til lov om planlægning (VVM) er det således fastsat, at miljøgodkendelser og en række dispensationer, tilladelser og godkendelser i henhold til miljølovgivningen ikke må meddeles, før der er tilvejebragt endeligt vedtagne regionplanretningslinier med en VVM-vurdering efter reglerne i planloven og ovennævnte samlebekendtgørelse.

Det er i praksis antaget, at også reglerne om lokalplanpligt og landzonetilladelse indebærer, at et anlæg, der er omfattet af VVM-reglerne, ikke kan påbegyndes, før der er tilvejebragt regionplanretningslinier med en VVM-vurdering, hvis der kræves tilvejebragt en lokalplan eller meddelelse af en tilladelse efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning. Men der er ikke fastsat regler herom i loven, hvortil kommer, at der ikke i alle tilfælde skal tilvejebringes en lokalplan, selvom der er tale om et projekt af et sådant omfang, at det er lokalplanpligtigt, fordi der kan være en tidligere tilvejebragt lokalplan eller byplanvedtægt, som indeholder de nødvendige nærmere regler om projektet, således at lokalplanpligten er opfyldt, jf. § 13, stk. 5, i lov om planlægning. Endelig er der nogle anlæg, der hverken er omfattet af reglerne om lokalplanpligt eller de oven for nævnte tilladelser eller dispensationer i henhold til miljølovgivningen. Det gælder således for eksempel vejanlæg uden for byer og rekreative områder og el- og gasledninger. Offentlige vejanlæg og ledningsanlæg m.v. i det åbne land skal dog godkendes af miljø- og energiministeren (Skov- og Naturstyrelsen) eller amtsrådet, jf. bekendtgørelse nr. 571 af 25. juni 1992, der er udstedt med hjemmel i § 20, stk. 2, i lov om naturbeskyttelse.

Det foreslås på denne baggrund, at de gældende regler suppleres med en generel bestemmelse, som fastslår, at anlæg, der er omfattet af bestemmelserne om VVM-vurdering, ikke må påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinier i regionplanen om placeringen og udformningen af anlægget, og at miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om, at disse anlæg ikke må påbegyndes uden amtsrådets tilladelse. For så vidt angår landzonetilladelser foreslås det præciseret i lovens § 35, stk. 2, at en tilladelse til et VVM-pligtigt anlæg først kan meddeles, når de fornødne retningslinier i regionplanen er endeligt vedtaget.

De nye regler om information af offentligheden er ikke dækket af de gældende regler i lov om planlægning om offentliggørelse af tilladelser og endeligt vedtagne planer. Det foreslås derfor, at miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte de nødvendige bestemmelser i en bekendtgørelse.

Det følger af direktivets artikel 9, at afgørelser om at give eller nægte en tilladelse skal begrundes. Det vil derfor i de nye bestemmelser, der skal fastsættes om offentliggørelse af beslutninger om ikke at vedtage regionplanretningslinier, blive fastsat, at afgørelserne skal begrundes.

Den foreslåede implementering af VVM-direktivet betyder, at der samtidig sker en vis implementering af Århuskonventionen (Konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutninger og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet), der blev underskrevet af miljø- og energiministeren på den 4. paneuropæiske miljøkonference i Århus 24.-25. juni 1998. Det skyldes, at der er et vist overlap imellem VVM-reglerne og Århuskonventionen. Men der er ikke hermed taget stilling til den endelige implementering af konventionen, og der kan derfor muligvis blive tale om en supplering af reglerne på et senere tidspunkt.

1.2. Indførelse af en bestemmelse om anvendelsen af ejendomme i sommerhusområder.

Sommerhusområder er efter planlovens § 34, stk. 3, områder, som i en bygningsvedtægt eller en byplanvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, og områder, som i en lokalplan er overført til sommerhusområde.

I de sommerhusområder, der er omfattet af en byplanvedtægt eller lokalplan, vil planen indeholde bestemmelser om anvendelsen af ejendommene i området, der er direkte bindende for ejerne. Det gælder imidlertid ikke i de øvrige sommerhusområder.

Der er stadig en del områder, som er sommerhusområder, fordi de blev udlagt hertil i en bygningsvedtægt, og som ikke senere er blevet omfattet af en lokalplan. I disse områder er der - bortset fra bestemmelserne i planlovens §§ 39 og 40 om boliger - ikke umiddelbart bindende bestemmelser om anvendelsen af ejendommene, fordi de bestemmelser om anvendelsen af ejendommene, der i øvrigt var i bygningsvedtægterne, er bortfaldet. Kommuneplanens rammebestemmelser er ikke umiddelbart bindende, men kommunalbestyrelsen kan efter planlovens § 12, stk. 3, nedlægge forbud mod en anvendelse, der er i strid med rammebestemmelserne. Forbud skal imidlertid nedlægges, før en anvendelse er påbegyndt, og det forudsætter derfor, at kommunen bliver opmærksom på en påtænkt anvendelse, og at den griber ind.

Da det er en almindelig forudsætning, at sommerhusområder skal benyttes til ferieformål og ikke til erhvervsformål, der kan medføre gener både for naboerne og for området som helhed, må det betragtes som en mangel i loven, at der ikke er en generelt gældende bestemmelse om anvendelsen.

Det foreslås derfor, at der indføjes en bestemmelse i loven, hvorefter ejendomme i et sommerhusområde, medmindre andet er fastsat i en lokalplan eller byplanvedtægt, kun må anvendes til boligformål, jf. lovens § 40.

1.3. Andre ændringer

Der foreslås endvidere en række mindre ændringer af de gældende bestemmelser på områder, hvor der under administrationen af loven er konstateret et praktisk behov for en præcisering eller supplering af reglerne. Ændringsforslagene er

Forslag om, at lokalplanbestemmelser, der erstatter en landzonetilladelse, skal kunne betinges, ligesom landzonetilladelser kan betinges.

Præcisering af, at en klage over et påbud kan tillægges opsættende virkning.

Forslag om, at der i forbindelse med klager vedrørende landzonebestemmelserne skal være adgang til at bortse fra bestemmelserne, når klagen vedrører en foranstaltning, der er udført, ligesom der kan bortses fra reglerne vedrørende lokalplaner og dispensationer.

2. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Ad 1.1. Forslaget indebærer, at lidt flere anlæg bliver omfattet af kravet om en VVM-vurdering. Endvidere vil de øgede krav om information af offentligheden betyde, at amterne får flere udgifter til offentliggørelse af afgørelser. Omfanget fastlægges ved DUT-forhandlingerne om ændringen af samlebekendtgørelsen.

De nye regler om tilladelse og offentliggørelse af afgørelser skønnes at ville medføre en del flere klager til Naturklagenævnet.

Ad 1.2. og 1.3 . Forslagene har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for erhvervslivet.

4. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser.

Forslaget om supplering af VVM-reglerne kan betyde, at lidt flere anlæg bliver VVM-vurderet før anlægget gennemføres. Forslaget om indførelse af en generel anvendelsesbestemmelse for sommerhusområder kan endvidere medvirke til at hindre en miljømæssigt uheldig anvendelse af ejendomme i nogle sommerhusområder.

5. Forholdet til EU-retten.

Forslaget om supplering af VVM-reglerne danner grundlag for en implementering af det ændrede VVM-direktiv, jf. de almindelige bemærkningers pkt. 1.1. Kommissionen skal derfor orienteres, når lovændringerne er gennemført og de nødvendige bekendtgørelser med hjemmel i lovændringerne er udstedt.

6. Hørte myndigheder og organisationer.

En række myndigheder og organisationer blev hørt over et udkast til det lovforslag, der blev fremsat den 4. februar 1998 (L 176). Da lovforslaget i alt væsentligt er en genfremsættelse af en del af L 176 har det ikke været sendt i høring.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Nej

VVM-reglerne betyder, at amterne får øgede udgifter til annoncering. Omfanget fastlægges ved DUT-forhandlingerne om ændringen af samlebekendtgørelsen.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Nej

VVM-reglerne indebærer, at amterne får lidt flere VVM-sager. Omfanget fastlægges ved ovennævnte DUT-forhandlinger.

Den statslige klagemyndighed, Naturklagenævnet, får flere klager i VVM-sager, svarende til den øgede sagsmængde hos amterne.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Nej

Nej

Miljømæssige konsekvenser

Nej

Nej

Administrative konsekvenser for borgerne

Nej

Nej

Forholdet til EU-retten

Forslaget om supplering af VVM-reglerne danner grundlag for implementeringen af Rådets direktiv 97/11/EF af 3.marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr.1, 2 og 5

De foreslåede ændringer er en konsekvens af den i nr. 3 foreslåede § 6 c.

Til nr. 3

Med hensyn til baggrunden for den foreslåede supplering af VVM-reglerne henvises til de almindelige bemærkningers pkt. 1.1.

Den foreslåede nye paragrafs stk. 1 og 2 har forbillede i bestemmelserne om lokalplanpligt i planlovens § 13, stk. 2 og 3.

I stk. 1 foreslås en bestemmelse om, at større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, ikke må påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinier i regionplanen om beliggenheden og udformningen af anlægget.

Definitionen af anlæggene og kravene til miljøkonsekvensvurderingen af dem indeholder det samme, som de hidtidige regler. Det nye i forslaget er således kun, at bestemmelserne bliver direkte bindende for borgerne.

Som oplyst i de almindelige bemærkninger bevirker Rådets Direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, at der sker en vis udvidelse af kredsen af anlæg, der er omfattet af VVM-reglerne. Denne ændring vil blive implementeret ved en ændring af den gældende samlebekendtgørelse med hjemmel i planlovens § 8.

I det ændrede direktiv om VVM forudsættes det, at de VVM-pligtige anlæg skal være undergivet krav om en tilladelse, og at der skal være bestemmelser om, at denne tilladelse ikke må gives, før VVM-vurderingen har fundet sted. Efter de gældende regler må miljøgodkendelser m.v. ikke meddeles, før der er tilvejebragt regionplanretningslinier, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelser nr. 848 og 849 af 30. september 1994. Det er imidlertid ikke alle VVM-pligtige anlæg, der er omfattet af disse bestemmelser, og det foreslås derfor i stk. 3, at der tilvejebringes en generel hjemmel til, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de pågældende anlæg ikke må påbegyndes uden amtsrådets eller (i København og Frederiksberg) Københavns Kommunalbestyrelses eller Frederiksberg Kommunalbestyrelses tilladelse. Bemyndigelsen vil blive benyttet med hensyn til de VVM-pligtige anlæg, der ikke er omfattet af reglerne i de nævnte bekendtgørelser om miljøgodkendelse m.v. Det er navnlig vejanlæg, elledninger og andre infrastrukturanlæg samt feriehoteller og detailhandelscentre. Hertil kommer nogle sager om større husdyrhold, som må antages at kunne påvirke miljøet væsentligt og derfor er VVM-pligtige, i det omfang disse sager ikke bliver omfattet af en kommende ændring af reglerne om miljøgodkendelse som følge af implementeringen af IPPC direktivet ( 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening).

I stk. 2 foreslås en bestemmelse om, at amtsrådet har pligt til at tilvejebringe et forslag til regionplantillæg, hvis det anlæg, der ønskes placeret, i øvrigt er i overensstemmelse med retningslinierne i regionplanen. Er det ikke det, kan amtsrådet nægte at medvirke. Spørgsmålet om, hvorvidt anlægget er i overensstemmelse med retningslinierne i regionplanen, er et retligt spørgsmål, der kan påklages til Naturklagenævnet efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Den foreslåede pligt til at tilvejebringe et forslag til et regionplantillæg og derefter at fremme sagen mest muligt betyder ikke, at amtsrådet er forpligtet til at vedtage et regionplantillæg, der muliggør etableringen af anlægget. Hvis behandlingen af planforslaget medfører, at amtsrådet må vurdere, at etableringen af anlægget er planlægningsmæssigt eller miljømæssigt uforsvarlig, kan amtsrådet undlade at vedtage forslaget endeligt. Amtsrådets vurdering heraf kan ikke påklages, idet det kun er retlige spørgsmål i forbindelse med beslutningen, der kan påklages til Naturklagenævnet, jf. oven for.

For så vidt angår de tilladelser til påbegyndelse af et VVM-pligtigt anlæg, der i nogle af sagerne skal meddeles efter de regler, som miljø- og energiministeren fastsætter med hjemmel i den foreslåede § 6 c, stk. 3 foreslås en ændring af klagebestemmelserne i § 58, stk. 1, således at disse tilladelser bliver omfattet af fuld klageadgang, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 14.

Pligten til at tilvejebringe et forslag til et regionplantillæg gælder efter forslaget ikke, hvis en nødvendig landzonetilladelse ikke kan opnås. Det betyder, at amtsrådet kan meddele afslag på en ansøgning om landzonetilladelse uden forudgående VVM-vurdering. Afslaget kan efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, påklages til Naturklagenævnet. Stadfæster nævnet afslaget, er sagen administrativt afgjort. Finder nævnet imidlertid, at afslaget ikke er tilstrækkelig begrundet, kan nævnet hjemvise sagen til amtsrådet, der herefter må behandle ansøgningen efter VVM-reglerne.

Til nr. 4

Forslaget er en konsekvens af ændringen af den kommunale styrelseslov pr. 1. januar 1998.

Til nr. 6

Afgørelser om, at et anlæg skal VVM-vurderes, vil i de fleste tilfælde blive offentliggjort, fordi amtet efter de gældende regler i planloven skal indkalde ideer og forslag til planlægningsarbejdet. I København og Frederiksberg, hvor kommuneplanen er regionplan, kan kommunen i nogle tilfælde undlade at indkalde ideer og forslag forud for udarbejdelsen af et kommuneplantillæg med VVM-vurdering. I disse tilfælde vil kommunen efter de nye regler skulle offentliggøre afgørelsen om, at der skal foretages en VVM-vurdering af et anlæg.

Afgørelser om, at et anlæg efter en vurdering af nærmere fastsatte kriterier (screening) ikke skal VVM-vurderes, skal efter de gældende regler ikke offentliggøres, men ansøgeren kan være interesseret i offentliggørelsen, fordi klagefristen for en klage til Naturklagenævnet beregnes fra en offentliggørelse og ellers fra det tidspunkt, hvor klageren bliver bekendt med afgørelsen. Ministeriet har derfor i vejledningen om planloven tilkendegivet, at amterne bør være imødekommende overfor en bygherre, hvis denne ønsker at betale offentliggørelsen af afgørelsen med en klagevejledning.

Afslag på en ansøgning eller beslutning om, at et planforslag ikke vedtages endeligt, skal efter de gældende regler i planloven heller ikke offentliggøres. Det samme gælder regionplanmyndighedens beslutning om ikke at vedtage et forslag til regionplanretningslinier for et VVM-pligtigt anlæg.

Efter det ændrede direktiv om VVM er det et krav, at offentligheden informeres om de nævnte afgørelser, og det er derfor nødvendigt at supplere planlovens bestemmelser om offentliggørelse.

Det foreslås derfor, at miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte regler om offentliggørelse af amternes og kommunernes afgørelser om, at et anlæg er eller ikke er VVM-pligtigt, og beslutninger om, at et forslag til regionplanretningslinier for et VVM-pligtigt anlæg ikke vedtages, eller at et offentliggjort forslag ikke vedtages endeligt. Reglerne om offentliggørelse skal endvidere omfatte afgørelser om, at en tilladelse til påbegyndelse af et anlæg meddeles eller ikke meddeles. De sidstnævnte afgørelser vil kunne offentliggøres sammen med offentliggørelsen af beslutningen om, at regionplanforslaget vedtages endeligt eller ikke vedtages.

Til nr. 7

Bestemmelserne i en lokalplan kan med enkelte undtagelser, jf. § 15, stk. 2, nr. 11 og 12, ikke gøres betingede. Det skyldes generelt, at betingelser skaber uklarhed om retstilstanden, fordi den bliver afhængig af forhold uden for lokalplanen.

En bestemmelse i en lokalplan efter § 15, stk. 4, har imidlertid reelt samme virkning som en landzonetilladelse. Landzonetilladelser kan betinges, og de bliver i praksis ofte betinget. Det skønnes derfor hensigtsmæssigt og ubetænkeligt, at bestemmelser efter § 15, stk. 4, på samme måde som en landzonetilladelse kan gøres betinget.

En relevant betingelse kan være, at anlægget, for eksempel en vindmølle, skal fjernes, når det ikke længere benyttes.

Et andet eksempel kan være tidsbegrænsning af en tilladelse, således at tilladelsen falder bort, hvis den ikke er udnyttet inden en vis frist. Specielt i kystnærhedszonen kan der være en interesse i, at uudnyttede tilladelser ikke til stadighed skal lægge en binding på arealanvendelsen. Skulle projektet senere blive aktuelt igen, efter at tilladelsen er bortfaldet, kan der efter en konkret vurdering meddeles en landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1.

Til nr. 8

Det foreslås præciseret, at en landzonetilladelse til et VVM-pligtigt anlæg først kan meddeles, når de fornødne regionplanretningslinier er endeligt vedtaget.

Til nr. 9

Med hensyn til baggrunden for de foreslåede bestemmelser henvises til de almindelige bemærkningers pkt. 1.2.

Efter den foreslåede § 38 a må en ejendom i et sommerhusområde kun anvendes til boligformål, medmindre anden anvendelse er tilladt i en byplanvedtægt eller lokalplan.

Anvendelsen til boligformål skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i lovens §§ 40 og 41, d.v.s. at en bolig ikke må anvendes til helårsbeboelse, medmindre der er tale om en bolig, hvor retten til helårsbeboelse er bevaret siden området blev udlagt til sommerhusområde, eller en bolig, hvor ejeren har ret til helårsbeboelse efter pensionistreglerne i lovens § 41.

Da der efter de hidtil gældende regler lovligt kan være påbegyndt en anvendelse, som vil være i strid med den foreslåede bestemmelse, foreslås det, at en anvendelse, der er lovligt påbegyndt ved lovens ikrafttræden, kan fortsætte, men at retten hertil bortfalder, når den ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Det svarer til, hvad der i øvrigt gælder med hensyn til adgangen til at opretholde en anvendelse, der er i strid med loven eller lokalplan- eller byplanvedtægtsbestemmelser, jf. § 56, stk. 2

Til nr. 10

Forslaget er en konsekvens af, at lov om byfornyelse, der trådte i kraft den 1. januar 1998, har afløst lov om byfornyelse og boligforbedring.

Til nr. 11

Det foreslås fastsat, at amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner kommunalbestyrelsen, der er de kompetente myndigheder efter VVM-reglerne, har tilsynspligten med overholdelsen af reglerne.

Kommunalbestyrelsen skal efter § 51, stk. 3, foretage indberetning til amtsrådet, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold i tilfælde, hvor amtsrådet efter stk. 2 er tilsynsmyndighed.

Til nr. 12

Forslaget er en konsekvens af forslaget i nr. 9

Til nr. 13

De tilladelser til påbegyndelse af VVM-pligtige anlæg, som miljø- og energiministeren efter lovforslaget kan fastsætte regler om, kan betinges, således at regionplanretningslinier om anlæggets placering og udformning bliver direkte bindende for bygherren. Det er afgørelser af samme karakter som for eksempel en landzonetilladelse, der kan påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår både retlige og skønsmæssige spørgsmål.

Det foreslås derfor, at klageadgangen med hensyn til de omhandlede tilladelser ikke begrænses til retlige spørgsmål. Den fulde klageadgang til Naturklagenævnet kommer til at omfatte de VVM-pligtige anlæg, der ikke er omfattet af bekendtgørelserne om miljøgodkendelse m.v., jf. bemærkningerne til § 1, nr. 3.

Den foreslåede klagebestemmelse er i overensstemmelse med Århuskonventionens bestemmelse om klageadgang på miljøområdet.

Forslaget indebærer, at der opstår en forskel i klageadgangen for så vidt angår planbeslutningen - regionplantillægget med VVM-vurderingen - og den tilladelse, der skal gives eller afslås på grundlag af planbeslutningen. Regionplanmyndighedens beslutning om at vedtage eller ikke vedtage regionplanretningslinier kan efter de almindelige regler kun påklages til Naturklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål. Tilladelsen til at påbegynde anlægget eller afslaget kan efter den foreslåede bestemmelse påklages til Naturklagenævnet både for så vidt angår retlige og skønsmæssige spørgsmål. Dvs. at Naturklagenævnet, hvis der er meddelt en tilladelse, vil kunne efterprøve tilladelsen og eventuelle vilkår og eventuelt vil kunne ændre en tilladelse til et afslag, selvom regionplanmyndigheden har vedtaget de nødvendige regionplanretningslinier. Er en tilladelse afslået, kan Naturklagenævnet efterprøve afslaget, men nævnet kan ikke meddele en tilladelse, hvis afslaget skyldes, at de fornødne regionplanretningslinier ikke er vedtaget.

Til nr. 14

Det foreslås præciseret, at Naturklagenævnet også kan meddele opsættende virkning ved klager over påbud.

Bestemmelsen foreslås endvidere ændret som konsekvens af forslaget i nr. 13.

Til nr. 15

Efter de gældende regler i planlovens § 61 kan Naturklagenævnet i visse tilfælde i forbindelse med afgørelsen af en klagesag se bort fra reglerne om lokalplaner og dispensationer, når klagen vedrører en foranstaltning, der er udført. Det betyder, at nævnet kan fritage for en efterfølgende tilvejebringelse af lokalplan eller meddelelse af en dispensation, som ellers ville være nødvendig for en retlig lovliggørelse af den pågældende foranstaltning.

Bestemmelsen er overført til planloven fra kommuneplanlovens § 48, stk. 4, der blev gennemført ved lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove (håndhævelse). Formålet med bestemmelsen er, at klagemyndigheden skal kunne fritage for en efterfølgende lokalplan- eller dispensationsprocedure, når en sådan reelt vil være uden indhold, jf. bemærkningerne til § 4, nr. 5 i lovforslag L 78, 1983-84 (2. samling), tillæg A sp.1577.

Bestemmelsen i § 61 omfatter ikke reglerne om landzonetilladelse, uden at der synes at være nogen særlig begrundelse for denne forskel. En efterfølgende landzonetilladelse kan også være en formalitet uden reelt indhold. Naturklagenævnet behandler både klager vedrørende lokalplaner og landzonebestemmelserne og begge regelsæt er ofte aktuelle i den samme sag.

Det foreslås derfor, at bestemmelsen udvides således, at også tilladelse efter landzonebestemmelserne bliver omfattet.

Til nr. 16

De gældende bestemmelser i planlovens § 64 om straf omfatter ikke de regler om tilladelse til påbegyndelse af et VVM-pligtigt anlæg, der skal fastsættes efter den foreslåede § 6 c, stk. 3. Det foreslås derfor, at der tilvejebringes hjemmel til, at der i disse regler fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne. Hjemmelen vil blive benyttet til at fastsætte straf for overtrædelse af forbudet mod påbegyndelse uden tilladelse.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 14. marts 1999, der er det tidspunkt, hvor Rådets direktiv 97/11/EF af 3.marts 1997 skal være implementeret, jf. direktivets artikel 3, stk. 1. De nye regler, der skal fastsættes i samlebekendtgørelsen vil blive givet virkning for bygge- og anlægsarbejder og ibrugtagen af bygninger og arealer til ændret anvendelse, hvortil der søges byggetilladelse, eller, hvis en byggetilladelse ikke kræves, påbegyndes efter denne dato, jf. overgangsbestemmelsen i direktivets artikel 3, stk. 2. Projekter, der er i overensstemmelse med en detaljeret lokalplan eller byplanvedtægt, men hvortil der ikke er søgt byggetilladelse, eller som ikke er lovligt påbegyndt før lovens ikrafttræden, bliver omfattet af de nye regler om påbegyndelse af VVM-pligtige anlæg.

§ 2

Loven træder i kraft den 14. marts 1999.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 6. For hver amtskommune skal der foreligge en regionplan. I Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige regionplan. En regionplan skal omfatte en periode på 12 år.

Stk. 2. Regionplanlægningen må ikke stride mod regler eller beslutninger efter § 3.

Stk. 3. Regionplanen skal på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i amtskommunen indeholde retningslinier for

1) arealudlæg til byzoner og sommerhusområder,

2) beliggenheden af større offentlige institutioner samt større trafikanlæg og andre større tekniske anlæg,

3) beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav,

4) beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad,

1. § 6, stk. 3, nr. 4, affattes således

»4) de i § 6 c nævnte anlæg,«.

5) den samlede detailhandelsstruktur, jf. § 6 b,

6) varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af de særlig værdifulde landbrugsområder,

7) beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket,

8) varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det åbne land, herunder udpegningen og sikringen af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser,

9) beliggenheden af lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder,

10) beliggenheden af arealer til fritidsformål,

11) anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden,

12) anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne, herunder udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder, indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne,

13) kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande og

14) realiseringen af regler eller beslutninger efter lovens § 3.

Stk. 4. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner skal regionplanlægningen udføres på grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed, og der skal yderligere fastsættes retningslinier for

1) fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen herfor og

2) vandforsyningen og spildevandsafledningen.

Stk. 5. Regionplanen kan omhandle andre forhold end nævnt i stk. 3 og 4.

Stk. 6. I de i stk. 4 nævnte områder skal de regionale retningslinier fastsættes med særlig hensyntagen til den kollektive trafikplan for det samlede område.

Stk. 7. Regionplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte planlægning og administration.

Stk. 8. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinier for de i stk. 3, nr. 4, nævnte anlæg, skal indeholde en vurdering af de miljømæssige konsekvenser.

2. I § 6, stk. 8, ændres «stk. 3, nr. 4,« til: »§ 6 c«.

Stk. 9. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinier for detailhandelsstrukturen, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til butiksformål for de enkelte byer og bydele fordelt på hovedbutikstyper og disses omsætning,

2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål,

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder hvilket opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de afgrænsede arealer,

4) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de mindre og mellemstore byer,

5) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i den centrale del af de enkelte byer eller bydele, herunder forudsætningerne for afgrænsningen af den centrale del af de enkelte byer eller bydele og for eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1,

6) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de udlagte arealer til butiksformål og

7) oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 m2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker eller 1.000 m 2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker.

3. Efter § 6 b indsættes

»§ 6 c. Større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, må ikke påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinier i regionplanen om beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende redegørelse, jf. § 6, stk. 8.

Stk. 2. Hvis et ønsket anlæg i øvrigt er i overensstemmelse med retningslinierne i regionplanen, påhviler det amtsrådet, Københavns Kommunalbestyrelse eller Frederiksberg Kommunalbestyrelse snarest at tilvejebringe et forslag til regionplantillæg og derefter fremme sagen mest muligt. Pligten gælder dog ikke, hvis en nødvendig tilladelse efter § 35 ikke kan opnås.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at anlæg, der er omfattet af stk. 1, ikke må påbegyndes uden amtsrådets, Københavns Kommunalbestyrelses eller Frederiksberg Kommunalbestyrelses tilladelse.«

§ 7. Efter anmodning fra amtsrådet eller Københavns Borgerrepræsentation eller Frederiksberg Kommunalbestyrelse skal myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder give de oplysninger, der er nødvendige for regionplanlægningen.

4. I § 7, stk. 1, 2 og 3, ændres »Borgerrepræsentation« til: »Kommunalbestyrelse«.

Stk. 2. Der skal gives amtsrådet eller Københavns Borgerrepræsentation eller Frederiksberg Kommunalbestyrelse lejlighed til at udtale sig, inden en statslig myndighed eller en koncessioneret eller tilsvarende virksomhed træffer beslutning om beliggenheden eller udførelsen af større anlæg eller institutioner inden for amtskommunens eller kommunens område.

Stk. 3. Private virksomheder skal give amtsrådet eller Københavns Borgerrepræsentation eller Frederiksberg Kommunalbestyrelse de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er nødvendige for en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, når de påtænker at etablere de i § 6, stk. 3, nr. 4, omhandlede anlæg inden for amtskommunens eller kommunens område.

5. I § 7, stk. 3, og i § 8 ændres »§ 6, stk. 3, nr. 4,« til: »§ 6 c«.

§ 8. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke anlæg der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4. Anlæg, der vedtages i enkeltheder ved særlig lov, er dog altid undtaget. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke mindsteoplysninger der er nødvendige, for at en miljømæssig vurdering kan foretages.

6. I § 8 indsættes som stk. 2

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af

1) afgørelser om, at et anlæg er omfattet eller ikke er omfattet af bestemmelserne i § 6 c,

2) beslutninger om, at et forslag til regionplanretningslinier for et anlæg, der er omfattet af bestemmelserne i § 6 c, ikke vedtages,

3) beslutninger om, at et forslag, der er offentliggjort, ikke vedtages endeligt, og

4) afgørelser om, at en tilladelse efter regler fastsat i medfør af § 6 c, stk. 3, meddeles eller ikke meddeles.«

§ 15. En lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger.

Stk. 2. I en lokalplan kan der optages bestemmelser om

1) overførsel til byzone eller sommerhusområde af arealer, som planen omfatter,

2) områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål,

3) ejendommes størrelse og afgrænsning,

4) vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning, herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer og med henblik på adskillelse af trafikarterne,

5) beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, herunder til elforsyning,

6) bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den terrænhøjde, hvori en bebyggelse skal opføres,

7) bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af boligtætheden,

8) anvendelse af de enkelte bygninger,

9) udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt samt belysning af veje og andre færdselsarealer,

10) bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et område, der inddrages til bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse,

11) tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse,

12) foretagelse af afskærmningsforanstaltninger såsom anlæg af beplantningsbælte, støjvold, mur og lignende som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af et ubebygget areal,

13) oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder, erhvervsområder eller områder for fritidsbebyggelse, herunder om medlemspligt og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg,

14) bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres,

15) friholdelse af et område for ny bebyggelse, når en bebyggelse kan blive udsat for sammenstyrtning, oversvømmelse eller anden skade, der kan medføre fare for brugernes liv, helbred eller ejendom,

16) ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål, og hvis servitutten ikke vil bortfalde som følge af § 18,

17) sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse,

18) isolering af eksisterende boligbebyggelse mod støj og

19) forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse, således at sådanne arbejder kun kan udføres med kommunalbestyrelsens tilladelse eller efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen.

Stk. 3. I en lokalplan for et område, som overgår til byformål eller til sommerhusbebyggelse, skal der optages bestemmelser til sikring af de forhold, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-4.

Stk. 4. En lokalplan for et område, der skal forblive i landzone, kan indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse.

7. I § 15, stk. 4, indsættes som 2. pkt.

»Der kan knyttes betingelser til bestemmelsen.«

Stk. 5. Uden for landsbyer kan en lokalplan for landzonearealer, der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, ikke indeholde bestemmelser efter stk. 2, nr. 3, 6, 8 eller 9.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at der i lokalplaner kan optages bestemmelser om andre forhold end nævnt i stk. 2.

Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan i overensstemmelse med anden lovgivning fastsætte regler om, at tilladelser og dispensationer, som er nødvendige for en lokalplans virkeliggørelse, anses for meddelt ved lokalplanens gennemførelse. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om kommunalbestyrelsens adgang til at dispensere fra sådanne lokalplaner og om andre myndigheders ret til at fremsætte indsigelse mod forslag til sådanne lokalplaner.

Stk. 8. En lokalplan, der giver mulighed for etablering af butikker, skal indeholde bestemmelser om det maksimale bruttoetageareal for de enkelte butikker og det samlede bruttoetageareal, der kan anvendes til butiksformål.

§ 35. I landzoner må der ikke uden tilladelse fra landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog §§ 36-38.

8. § 35, stk. 2, affattes således

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om lokalplanpligt i § 13, stk. 2, kan først meddeles, når den fornødne lokalplan er offentligt bekendtgjort.

Stk. 3. For arealer i kystnærhedszonen, jf. § 5 a, må tilladelse efter stk. 1 kun meddeles, hvis det ansøgte har helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. § 1.

»Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til udstykning, bebyggelse eller ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om VVM-pligt i § 6 c, stk. 1, eller reglen om lokalplanpligt i § 13, stk. 2, kan først meddeles, når de fornødne retningslinier i regionplanen er endeligt vedtaget og den fornødne lokalplan er offentligt bekendtgjort.«

Stk. 4. Amtsrådet er landzonemyndighed. I følgende tilfælde er kommunalbestyrelsen dog landzonemyndighed

1) I Københavns og Frederiksberg Kommuner.

2) I landsbyer, der er entydigt afgrænset i en kommuneplan.

3) I landzoneområder, der er omfattet af en offentligt bekendtgjort lokalplan.

Stk. 5. Ansøgeren og kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet skal have skriftlig meddelelse om afgørelser efter stk. 1.

Stk. 6. En afgørelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.

Stk. 7. Tilladelser efter stk. 1 skal offentliggøres. Offentliggørelse kan dog undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med en offentligt bekendtgjort lokalplan.

Stk. 8. Offentliggørelsen af en tilladelse efter stk. 1 skal indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.

9. Efter § 38 indsættes i kapitel 8

» § 38 a. En ejendom i et sommerhusområde må, medmindre andet er fastsat i en lokalplan eller i en af de planer, der er opretholdt ved § 68, stk. 2, ikke benyttes til anden anvendelse end boligformål, jf. §§ 40 og 41. En anvendelse, der er lovligt påbegyndt senest den 14. marts 1999, kan dog fortsætte, men retten hertil bortfalder, når den ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år, jf. § 56, stk. 2.«

§ 41. En pensionist, der ejer en bolig i et sommerhusområde, har en personlig ret til at benytte boligen til helårsbeboelse, når pensionisten har ejet ejendommen i 8 år. Retten til helårsbeboelse bortfalder dog, hvis der nedlægges forbud mod, at boligen anvendes til helårsbeboelse efter reglerne om boligtilsyn i kapitel VIII i lov om byfornyelse og boligforbedring. Bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af boligforholdene finder ikke anvendelse på boliger, der benyttes til helårsbeboelse efter 1. pkt.

10. I § 41, stk. 1, 2. pkt., ændres »kapitel VIII i lov om byfornyelse og boligforbedring« til: »kapitel 9 i lov om byfornyelse«.

Stk. 2. Ved pensionist forstås en person på 67 år og derover, en person over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn, samt en førtidspensionist i henhold til lov om social pension.

Stk. 3. En pensionists ægtefælle, samlever eller nært beslægtede kan sammen med pensionisten benytte boligen til helårsbeboelse. Efter pensionistens død kan ægtefællen, samleveren eller den nært beslægtede fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse. Ved fraflytning bortfalder denne ret.

Stk. 4. Dør pensionisten uden at efterlade sig en ægtefælle eller samlever, har en anden person, der har haft fælles husstand med pensionisten, ret til at fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.

Stk. 5. Retten efter stk. 3 og 4 bortfalder ved fraflytning.

§ 51. Kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af denne lov og af de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, samt af bestemmelserne i lokalplaner og i de efter § 68, stk. 2, opretholdte vedtægter og planer m.v., jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Amtsrådet påser overholdelsen af §§ 35 og 36 og regler, der med hjemmel i § 3 er fastsat for administrationen af §§ 35 og 36, medmindre kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed i det pågældende område, jf. § 35, stk. 4.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til amtsrådet, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold i tilfælde, hvor amtsrådet efter stk. 2 er tilsynsmyndighed.

11. § 51, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner kommunalbestyrelsen, påser overholdelsen af § 6 c og regler, der med hjemmel i § 6 c, stk. 3, og § 8 er fastsat for administrationen af § 6 c. Amtsrådet påser endvidere overholdelsen af §§ 35 og 36 og regler, der med hjemmel i § 3 er fastsat for administrationen af §§ 35 og 36, medmindre kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed i det pågældende område, jf. § 35, stk. 4.«

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet påser, at påbud og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser, dispensationer m.v. overholdes.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

§ 56. En tilladelse eller dispensation efter denne lov bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt.

Stk. 2. En hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, som er i strid med en lokalplan eller en efter § 68, stk. 2, opretholdt plan, eller som ville kræve tilladelse eller dispensation efter denne lov, bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

12. I § 56, stk. 2, indsættes efter »i strid med«: »§ 38 a,«.

§ 58. Til Naturklagenævnet, som er nedsat i medfør af § 79 i lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, kan påklages

1) Amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 35, stk. 1.

2) Kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 47, stk. 1.

13. I § 58, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nr.

3) Amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser om andre forhold, der er omfattet af denne lov, for så vidt angår retlige spørgsmål.

3) Amtsråds, i Københavns og Frederiksberg Kommuner kommunalbestyrelsens, afgørelser om tilladelser efter regler fastsat af miljø- og energiministeren i henhold til § 6 c, stk. 3.«

Stk. 2. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at have meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 60. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor en afgørelse træffes indirekte og således ikke meddeles eller offentliggøres, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 2. Klage efter § 58, stk. 1, nr. 1, indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse. Andre klager indgives til Naturklagenævnet.

14. § 60, stk. 3, 1. pkt., affattes således

Stk. 3. Ved rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 3, kan Naturklagenævnet bestemme, at en af kommunalbestyrelsen meddelt tilladelse ikke må udnyttes. Er et bygge- eller anlægsarbejde iværksat, kan nævnet påbyde dette standset.

»Ved rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet bestemme, at en af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet meddelt tilladelse eller godkendelse ikke må udnyttes, og at et påbud ikke skal efterkommes.«

Stk. 4. En tilladelse efter § 35, stk. 1, må ikke udnyttes før klagefristens udløb. Rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 1 og 2, har opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 5. Naturklagenævnet påser, at den, som har modtaget en tilladelse, underrettes om klagen. Når klage indgives til amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen, underretter disse myndigheder straks den, der har modtaget en tilladelse, om klagen.

§ 61. Når det er foreneligt med planlægningsmæssige hensyn og med hensynet til offentlighedens medvirken i planlægningen, kan Naturklagenævnet i forbindelse med afgørelse af en klagesag efter § 58, stk. 1, se bort fra reglerne om lokalplaner og dispensationer, når klagen vedrører en foranstaltning, der er udført.

15. I § 61 indsættes efter »reglerne om«: »tilladelse efter § 35, stk. 1,«.

§ 64. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder bestemmelser i en lokalplan eller en af de efter § 68, stk. 2, opretholdte vedtægter og planer m.v.,

2) overtræder § 35, stk. 1, § 39 og § 40, stk. 1,

3) tilsidesætter vilkår for en tilladelse eller dispensation m.v. efter loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter eller planer eller tilsidesætter kommunalbestyrelsens bestemmelser efter § 37, stk. 2, eller

4) undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold til loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold.

16. I § 64 indsættes efter stk. 1, som nyt stk.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges den pågældende myndighed eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

»Stk. 2. Der kan i regler fastsat efter § 6 c, stk. 3, fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i sådanne regler.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Fremsat den 9. december 1998 af miljø- og energiministeren (Svend Auken)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om planlægning

(VVM-regler) m.v.)