Forslag til Lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 1
I lov om indskud på etableringskonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 641 af 1. august 1997, som ændret ved § 3 i lov nr. 434 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer
1. I § 2 ændres »40 år« til: »46 år«.
2. I § 3, stk. 1, 1. pkt., ændres »50.000 kr.« til: »100.000 kr.«.
3. § 7, stk. 5, 3. og 4. pkt., ophæves, og i stedet indsættes
»Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 80 pct. af de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomstårene 1999 - 2001. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 70 pct. af de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomståret 2002 eller senere indkomstår. Den del af de hævede indskud, der som følge af 2. pkt. ikke kan anvendes til forlods afskrivning, efterbeskattes efter § 10.«.
4. § 8, stk. 1, affattes således
»Etableringen skal være sket inden 10 år efter udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget. Er kontohaveren ikke fyldt 45 år ved fristens udløb, forlænges fristen til udgangen af det år, hvori kontohaveren fylder 45 år.«.
§ 1
I lov om indskud på etableringskonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 641 af 1. august 1997 som ændret ved § 3 i lov nr. 434 af 26. juni 1998, foretages følgende ændringer
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 1999, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2, har virkning for indskud, der fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indkomståret 1999 eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indledning
Lovforslaget er en del af aftalen om finansloven for 1999 mellem regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Lovforslaget indeholder tre elementer
1. Forhøjelse af aldersgrænser.
Indskud på en etableringskonto kan foretages af fuldt skattepligtige personer, som ikke er fyldt 40 år ved indkomstårets udgang. Denne aldersgrænse foreslås forhøjet fra 40 år til 46 år, således at kontohaveren kan indskyde på etableringskontoen indtil udgangen af det indkomstår, hvori kontohaveren fylder 45 år.
Samtidigt medfører lovforslaget en forlængelse af tidspunktet for anvendelse af etableringskontomidler. Kontohavere kan således anvende etableringskontomidler, indtil udgangen af det indkomstår, hvori kontohaveren fylder 55 år.
2. Forhøjelse af det årlige mulige indskud til 100.000 kr.
Uanset kontohaverens nettolønindtægt kan kontohaveren efter gældende regler indskyde op til 50.000 kr. på sin etableringskonto. Dette beløb foreslås hævet til 100.000 kr.
3. Forbedring af afskrivningsadgangen.
Lov nr. 423 af 26. juni 1998 (skattejusteringer) medfører, at værdien af fradrag ved indskud på etableringskonto mindskes med 8 procentpoint. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget (L 92, 1997-98, 2. samling) tilkendegav skatteministeren, at han ville overveje, hvilke ændringer det kunne være hensigtsmæssigt at foretage for at skabe en bedre sammenhæng i etableringskontoordningens skattemæssige behandling.
Det foreslås som følge af overvejelserne og som led i finanslovsaftalen for 1999, at kun 80 pct. af de hævede etableringskontomidler skal anses for anvendt til forlods afskrivning på aktiver i den nyetablerede virksomhed, når der er foretaget fradrag for de hævede midler i indkomstårene 1999 - 2001. Den selvstændige kan således foretage ordinære afskrivninger på de resterende 20 pct. af aktivernes anskaffelsessum, uanset at der er frigivet etableringskontomidler hertil.
Desuden foreslås det, at kun 70 pct. af de hævede etableringskontomidler skal anses for anvendt til forlods afskrivning på aktiver i den nyetablerede virksomhed, når der er foretaget fradrag for de hævede midler i indkomståret 2002 eller senere indkomstår. Den selvstændige kan således foretage ordinære afskrivninger på de resterende 30 pct. af aktivernes anskaffelsessum, uanset at der er frigivet etableringskontomidler hertil.
Gældende regler
Etableringskontoloven giver lønmodtagere adgang til at indskyde en del af lønindtægten på en etableringskonto med henblik på senere etablering af selvstændig virksomhed her i landet. Der gives fradrag for indskuddet i den skattepligtige indkomst. Når der senere i forbindelse med etableringen anskaffes et aktiv, hvorpå der kan afskrives, kan indskuddet benyttes til en såkaldt forlods afskrivning.
1. Aldersgrænser.
Indskud på en etableringskonto kan foretages af fuldt skattepligtige personer, som ikke er fyldt 40 år ved indkomstårets udgang, og som har haft lønindtægt i løbet af indkomståret. Indskuddet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Etablering skal være sket inden 10 år efter udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget. Efter de gældende regler kan personer således anvende etableringskontomidler til etablering, så længe de ikke fylder 50 år inden indkomstårets udgang.
Er kontohaveren ikke fyldt 40 år ved 10-års fristens udløb, forlænges fristen til udgangen af det år, hvori kontohaveren fylder 40 år.
Hvis etablering ikke er sket inden fristens udløb, efterbeskattes indskuddene.
2. Det årlige mulige indskud.
Indskuddet for et indkomstår skal udgøre mindst 5.000 kr. og kan højst udgøre 25 pct. af indskyderens nettolønindtægt i indkomståret, dog kan der altid indskydes 50.000 kr. af nettolønindtægten.
Til nettolønindtægten henregnes den kontante løn med tillæg af den skattemæssige værdi af personalegoder, som fri kost og logi, fri bil til rådighed og lignende, som lønmodtageren har modtaget i kraft af arbejdsforholdet. Beløb, der af arbejdsgiveren er ydet som godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, herunder udgifter til rejse, ophold og fortæring under rejser bortset fra beløb, der omfattes af bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt., medregnes også til nettolønindtægten.
Ved beregningen af nettolønindtægten foretages fradrag for udgifter, som lønmodtageren har haft i forbindelse med erhvervelse af indkomsten, og som lønmodtageren har fratrukket i opgørelsen af den skattepligtige indkomst, herunder befordringsfradrag, efter ligningslovens §§ 9-9 D. Derimod fragår bidrag efter lov om en arbejdsmarkedsfond ikke ved opgørelsen af nettolønindtægten.
3. Afskrivningsadgangen.
Den forlods afskrivning, der foretages ved hævning af indskud på etableringskontoen i forbindelse med etablering, medfører, at afskrivningsgrundlaget for de pågældende aktiver nedsættes med et beløb, der svarer til de hævede beløb.
De forlods afskrivninger, der er foretaget efter etableringskontoloven, sidestilles, hvor andet ikke er foreskrevet, med skattemæssige afskrivninger.
Lovforslaget
1. Forhøjelse af aldersgrænsen til 45 år.
Forslaget indebærer, at kontohaveren kan indskyde på etableringskontoen indtil udgangen af det indkomstår, hvori kontohaveren fylder 45 år.
Det foreslås, at denne del af forslaget skal have virkning for indskud, der fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indkomståret 1999 eller senere.
Lovforslaget medfører, at kontohavere kan anvende etableringskontomidler til etablering indtil udgangen af det indkomstår, hvori kontohaveren fylder 55 år.
Det foreslås, at reglen om etableringsfristens forlængelse ændres så den fortsat harmonerer med aldersgrænsen for personer, der kan indskyde på en etableringskonto. Reglen foreslås ændret således, at hvis kontohaveren ikke er fyldt 45 år ved 10-års etableringsfristens udløb, forlænges fristen til udgangen af det år, hvori kontohaveren fylder 45 år.
Forslaget tilgodeser aldersgruppen mellem 40 og 45 år, som i dag ikke har mulighed for at indskyde midler på en etableringskonto. En forhøjelse af aldersgrænsen giver de lidt ældre lønmodtagere, der ønsker at benytte deres erhvervede erfaring til etablering af selvstændig virksomhed, øgede muligheder for at anvende etableringskontoordningen.
2. Forhøjelse af det årlige mulige indskud til 100.000 kr.
Beløbet, som kontohaveren kan indskyde på sin etableringskonto uanset kontohaverens nettolønindtægt, justeres ikke løbende. Det foreslås hævet fra 50.000 kr. til 100.000 kr., dels på grund af den almindelige lønudvikling, og dels for at tilgodese opsparingsmulighederne for lønmodtagere med indkomster under 400.000 kr.
Der kan altid indskydes 25 pct. af nettolønindtægten. Lovforslaget tilgodeser dermed opsparingsmuligheden hos lønmodtagere med indkomster under 400.000 kr.
Det foreslås, at denne del af forslaget skal have virkning for indskud, der fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indkomståret 1999 eller senere.
3. Forbedring af afskrivningsadgangen.
Indskud på en etableringskonto giver et ligningsmæssigt fradrag, mens ordinære afskrivninger giver et fradrag i den selvstændiges personlige indkomst. Ved etableringskontoordningen får lønmodtagere fradrag for indskud før etableringen foretages. Ved ordinære afskrivninger kan afskrivningerne først foretages efter etableringen. Der sker således en forskydning af fradraget, hvorfor det ikke er nødvendigt, at der er symmetri mellem fradragenes størrelser for at have et skattemæssigt incitament til opsparing.
Lovforslaget skal ses i lyset af, at værdien af ligningsmæssige fradrag er mindsket løbende siden skattereformen i 1993 og mindskes yderligere i de kommende år. Det er derfor nødvendigt at skabe en bedre sammenhæng i etableringskontoordningens skattemæssige behandling for at fastholde det skattemæssige incitament til at opspare til etablering af selvstændig virksomhed.
Det foreslås derfor, at kun 80 pct. af de hævede etableringskontomidler skal anses for anvendt til forlods afskrivning på aktiver i den nyetablerede virksomhed, når der er foretaget fradrag for de hævede midler i indkomstårene 1999 - 2001. Den selvstændige kan således foretage ordinære afskrivninger på de resterende 20 pct. af aktivernes anskaffelsessum, uanset at der er frigivet etableringskontomidler hertil.
I 2002 kan ligningsmæssige fradrag ikke længere fradrages i den såkaldte bundskat. Herved mindskes fradragsværdien af indskud på etableringskonti med 5,5 procentpoint.
Det foreslås derfor, at kun 70 pct. af de hævede etableringskontomidler skal anses for anvendt til forlods afskrivning på aktiver i den nyetablerede virksomhed, når der er foretaget fradrag for de hævede midler i indkomståret 2002 eller senere indkomstår. Den selvstændige kan således foretage ordinære afskrivninger på de resterende 30 pct. af aktivernes anskaffelsessum, uanset at der er frigivet etableringskontomidler hertil.
Forslaget gør etableringskontoordningen mere attraktiv for personer, der vil spare op til en senere etablering af selvstændig virksomhed. Desuden styrker forslaget kontohaveres incitament til at etablere sig, da kontohavere ved etableringen får en yderligere afskrivningsmulighed ved selve etableringen.
Provenumæssige konsekvenser
Lovforslaget indeholder tre elementer: Forhøjelse af aldersgrænsen for indskud til 45 år, forøgelse af det årlige mulige indskud til 100.000 kr. samt forbedret afskrivningsadgang.
Forslaget om at hæve aldersgrænsen for indskud i etableringskontoordningen fra 39 til 45 år skønnes at medføre et årligt provenutab i størrelsesordenen 5 mill. kr. som følge af en forøgelse af de indskudte midler i ordningen.
Der vil endvidere fremkomme et provenutab som følge af, at tidspunktet for efterbeskatning af etableringskontomidler, der ikke udnyttes til etablering, udskydes, og fordi midler, som ellers ville blive efterbeskattet senere, kan udnyttes til etablering. Hvis den foreslåede forhøjelse af aldersgrænsen udnyttes fuldt ud til udsættelse af evt. efterbeskatning skønnes det årlige provenutab at udgøre ca. 25 mill. kr. i 5 år.
Forøgelse af det mulige indskud fra 50.000 kr. til 100.000 kr. skønnes at medføre et årligt provenutab på ca. 5 mill. kr. som følge af en forøgelse af de indskudte midler i ordningen.
Den forbedrede afskrivningsadgang på 20 pct. af de værdier, der er anskaffet for midler indskudt i perioden 1999-2001 og 30 pct. af de værdier, der er anskaffet for midler indskudt fra 2002 og fremefter, skønnes ikke at medføre noget nævneværdigt provenutab i indfasningsperioden. På længere sigt skønnes provenutabet at stige jævnt til ca. 25 mill. kr. årligt.
Den samlede provenumæssige virkning for 1999 skønnes med stor usikkerhed at udgøre ca. 35 mill. kr., heraf ca. 25 mill. kr. for kommunerne. Finansårsvirkningen i 1999 skønnes til ca. 10 mill. kr. Størstedelen af provenutabet fra forhøjelse af aldersgrænsen er midlertidigt og bortfalder i takt med, at efterbeskatning af ubenyttede midler finder sted og i takt med, at de midler, der forlodsafskrives, ellers ville være blevet afskrevet ordinært. Til gengæld øges provenutabet over tid fra den øgede adgang til at foretage ordinære afskrivninger. På langt sigt skønnes provenutabet at udgøre ca. 35 mill. kr. årligt.
Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner
Lovforslaget skønnes at have engangsudgifter på ca. 100.000 kr. for Told Skat. Derudover skønnes forslaget ikke at have nævneværdige konsekvenser.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Forslaget forbedrer og øger muligheden for at indskyde på etableringskonti. Dermed tilskyndes lønmodtagere i øget omfang til at spare op til etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed. Med forslaget retter etableringskontoordningen sig mod en bredere kreds af lønmodtagere, bl.a. de lidt ældre lønmodtagere, der ønsker at benytte deres erhvervserfaring til etablering af selvstændig virksomhed, og muligheden for flere iværksættervirksomheder forbedres.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne
Forslaget vurderes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssig effekt.
Forholdet til EU-retten
Forslaget har ingen EU-retlige aspekter.
Vurdering af konsekvenser af lovforslag
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Indkomstårsvirkning: Samlet provenutab i 1999: Ca. 35 mill. kr., heraf Staten ca. 10 mill. kr. og kommunerne ca. 25 mill. kr.
Finansårsvirkning: Ca. 10 mill. kr. i 1999
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
En engangsudgift på 100.000 kr. for Told Skat
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Øget adgang til opsparing for lønmodtagere med indkomster under 400.000 kr., udvidelse af kredsen af lønmodtagere, der kan benytte ordningen samt forbedrede afskrivningsmuligheder ved etablering af selvstændig virksomhed.
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget indebærer, at der kan foretages indskud på etableringskonto af indskydere, som ved udgangen af indkomståret ikke er fyldt 46 år.
Til nr. 2
Beløbet, som kontohaveren kan indskyde på sin etableringskonto uanset kontohaverens nettolønindtægt, foreslås hævet fra 50.000 kr. til 100.000 kr.
Til nr. 3
Det foreslås, at kun 80 pct. af de hævede etableringskontomidler skal anses for anvendt til forlods afskrivning på aktiver i den nyetablerede virksomhed, når der er foretaget fradrag for de hævede midler i indkomstårene 1999 - 2001. Den selvstændige kan således foretage ordinære afskrivninger på de resterende 20 pct. af aktivernes anskaffelsessum, uanset at der er frigivet etableringskontomidler hertil.
Det foreslås, at kun 70 pct. af de hævede etableringskontomidler skal anses for anvendt til forlods afskrivning på aktiver i den nyetablerede virksomhed, når der er foretaget fradrag for de hævede midler i indkomståret 2002 eller senere indkomstår. Den selvstændige kan således foretage ordinære afskrivninger på de resterende 30 pct. af aktivernes anskaffelsessum, uanset at der er frigivet etableringskontomidler hertil.
Til nr. 4
Det foreslås, at hvis kontohaveren ikke er fyldt 45 år ved 10-års etableringsfristens udløb, forlænges fristen til udgangen af det år, hvori kontohaveren fylder 45 år.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende og har virkning fra og med indkomståret 1999.
Det foreslås dog, at § 1, nr. 1 og 2, først skal have virkning for indskud, der fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indkomståret 1999 eller senere. Ved indskud på en etableringskonto får lønmodtageren fradrag i indkomståret for indskud foretaget i indskudsåret. Indkomståret og indskudsåret er ikke helt sammenfaldende, da indskudsåret løber fra den 16. maj i indkomståret til og med nærmest følgende 15. maj. § 1, nr. 1 og 2, foreslås således at skulle have virkning for indskud, der foretages fra og med 16. maj 1999.
§ 2. Berettiget til at foretage indskud på etableringskonto er fuldt skattepligtige personer, som i indkomståret har oppebåret lønindtægt, og som ved udgangen af indkomståret ikke er fyldt 40 år.
1. I § 2 ændres »40 år« til: »46 år«.
§ 3. Indskuddet for et indskudsår skal udgøre mindst 5.000 kr. og kan højst udgøre 25 pct. af indskyderens nettolønindtægt i indkomståret, dog kan der altid indskydes 50.000 kr. af nettolønindtægten. Til lønindtægten henregnes kontant løn med tillæg af den skattemæssige værdi af frit ophold og andre goder, som lønmodtageren har oppebåret i kraft af arbejdsforholdet, samt beløb, der af arbejdsgiveren er udbetalt som godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, herunder udgifter til rejse, ophold og fortæring under rejser bortset fra beløb, der omfattes af bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Ved beregningen af nettolønindtægten foretages fradrag efter ligningslovens §§ 9-9 D.
2. I § 3, stk. 1, 1. pkt., ændres »50.000 kr.« til: »100.000 kr.«.
Stk. 2. - - -
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 7.
- - -
Stk. 5. Når der i de i stk. 1 omtalte situationer hæves et beløb fra etableringskontoen, hæves der af indskuddene med samme beløb. Indskud, der eventuelt overstiger indestående, anses for fuldt ud hævet, når det sidste indestående hæves. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til de hævede indskud. Den del af de hævede indskud, der ikke kan afskrives forlods, efterbeskattes efter § 10.
Stk. 6-9. - - -
3. § 7, stk. 5, 3. og 4. pkt., ophæves, og i stedet indsættes
»Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 80 pct. af de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomstårene 1999 - 2001. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 70 pct. af de hævede indskud, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomståret 2002 eller senere indkomstår. Den del af de hævede indskud, der som følge af 2. pkt. ikke kan anvendes til forlods afskrivning, efterbeskattes efter § 10.«.
§ 8. Etableringen skal være sket inden 10 år efter udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget. Er kontohaveren ikke fyldt 40 år ved fristens udløb, forlænges fristen til udgangen af det år, hvori han fylder 40 år.
Stk. 2. - - -
4. § 8, stk. 1, affattes således
»Etableringen skal være sket inden 10 år efter udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget. Er kontohaveren ikke fyldt 45 år ved fristens udløb, forlænges fristen til udgangen af det år, hvori kontohaveren fylder 45 år.«.
Fremsat den 2. december 1998 af skatteministeren (Ole Stavad)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto
(Forhøjelse af aldersgrænser, forhøjelse af indskud og forbedret afskrivningsadgang)