Forslag til Lov om ændring af lov om vandforsyning m.v.

§ 1

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af 29. marts 1989, § 114, stk. 4 i lov nr. 358 af 6.juni 1991, § 2 i lov nr. 388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995, lov nr. 430 af 10. juni 1997 og § 1 i lov nr. 479 af 1. juli 1998 foretages følgende ændringer

1. I § 52 a, stk. 1, indsættes som 4. pkt.

»Der kan endvidere indregnes udgifter til dækning af gebyrer, jf. § 52 c.«.

2. Efter § 52 b indsættes

»§ 52 c. Amtsrådet kan fastsætte gebyrer til dækning af afholdte udgifter til

1) kortlægning i områder med særlige drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandforsyningsanlæg uden for disse, til afgrænsning af hvilke typer forurening de er følsomme over for,

2) udarbejdelse af indsatsplaner for områder, som amtsrådet har udpeget som indsatsområder,

3) varetagelse af opgaver ved at oprette og lede et koordinationsforum, jf. § 12, og

4) amtsrådets administration forbundet med opkrævning af gebyrer.

Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr til dækning af de udgifter, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Gebyrer fastsættes forholdsmæssigt i forhold til den tilladte indvindingsmængde meddelt efter § 20 for tilladelser meddelt til indvinding af grundvand. For tilladelser til indvinding af vand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet samt til industriformål fastsættes gebyrer forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde.

Stk. 4. For indvindinger af grundvand omfattet af § 20, men som ikke kræver tilladelse, jf. § 86, fastsættes gebyrer på baggrund af den beregnede gennemsnitlige indvinding.

Stk. 5. Gebyrer som nævnt i stk. 1 og 2 påhviler den, der har indvindingsretten og tilfalder amtsrådet.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal betales rente ved manglende eller for sen betaling af gebyrer opkrævet i henhold til denne lov. Sker betaling ikke rettidigt, skal der fra sidste rettidige indbetalingsdag for hver påbegyndt måned betales 1,3% i rente, dog mindst 50 kr.«.

§ 1

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af 29. marts 1989, 114, stk. 4 i lov nr. 358 af 6.juni 1991, § 2 i lov nr. 388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995, lov nr. 430 af 10. juni 1997 og § 1 i lov nr. 479 af 1. juli 1998 foretages følgende ændringer

§ 2

Loven træder i kraft den 1. februar 1999.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund

Den 26. juni 1998 vedtog Folketinget lov nr. 479 af 1. juli 1998 om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning (Beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning), herefter kaldet loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning. Loven gennemfører den regionale del af Vandmiljøplan II om en forstærket regional indsats og er endvidere en gennemførelse af en lang række af de anbefalinger Drikkevandsudvalget afgav i deres betænkning den 17. december 1997.

Loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning indeholder regler til

1) planlægning af beskyttelsesindsatsen,

2) regulering af forurenende aktiviteter af hensyn til beskyttelsen af drikkevandsressourcerne,

3) regulering af vandforsyningsstrukturen.

Det lovforslag, som hermed fremlægges, omhandler finansiering af de amtskommunale initiativer, der er indeholdt under punkt 1) i loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning.

Loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning indeholder nye planmæssige værktøjer, der fastslår, at amterne som led i regionplanlægningen får pligt til at udarbejde en samlet plan for tilrettelæggelse og prioritering af den indsats mod grundvandsforurening, der er nødvendig for at sikre den fremtidige drikkevandsforsyning.

I forbindelse med vedtagelsen af loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning, blev der fastsat krav om udbygning af den eksisterende vandressourceplanlægning til at indeholde planer for beskyttelsesindsatsen samt at gøre de dele af denne udbyggede vandressourceplanlægning, der har relation til arealanvendelsen, til en del af regionplanlægningen.

Loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning indeholder tillige krav om, at der udarbejdes mere detaljerede indsatsplaner for hvert af de områder, hvor der er identificeret behov for en særlig indsats ud over den generelle beskyttelse (indsatsområder). For disse indsatsområder er der en pligt for amterne til at udarbejde sådanne indsatsplaner og følge op på dem.

Endelig blev der fastsat bestemmelser om, at hvert amt som supplement til den generelle offentlighedsproces, der følger af planloven, får pligt til at etablere et forum for løbende koordination og samarbejde mellem de interesserede parter i amtet (koordinationsforum).

I forbindelse med Folketingets behandling af loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning blev det fremhævet, at der for de yderligere opgaver, der følger af loven, skal ske kompensation ifølge det udvidede totalbalanceprincip. Samtidig blev det lagt til grund, at takten for planlægningen og den heraf følgende kompensation bør fastsættes i forbindelse med forhandlingen af de årlige finanslove.

Det blev tilkendegivet, at regeringen er indstillet på at undersøge mulighederne for at inddrage amterne mere direkte ud fra ønsket om bedre overensstemmelse mellem kompetence og finansiering, når det drejer sig om beskyttelsen af de regionale grundvandsressourcer.

1.2 Nuværende vandindvinding

I begyndelsen af 1980 erne lå indvindingen fra almene vandforsyningsanlæg til drikkevandsforbrug og industri på et niveau omkring 650 mio. m3 /år. I slutningen af årtiet begyndte forbruget at falde. I 1995 var den samlede indvinding på almene vandværker ca. 504 mio. m3.

Den seneste opgørelse af vandindvindingen fordelt på de forskellige kategorier af vandværker stammer fra 1995 og fremgår af nedenstående tabel. Tabellen omfatter ikke indvinding til markvanding i landbruget eller til dambrug.

Tabel 1: Vandindvinding i 1995.

Vandforsynings-kategori

Antal vandforsyningsanlæg

Indvinding (mill. m3/år)

Almene anlæg

>1 mill. m3 /år

110

221,9

100.000-1 mill. m3 /år

731

208,3

10.000-100.000 m3 /år

1.816

70,7

<10.000 m3/år

777

3,5

Almene anlæg i alt

3.434

504,4

Ikke almene anlæg

3-9 husstande

700

2,5

Private brønde og boringer

91.000

14,5

Større enkeltanlæg

1.269

57,8

Vandforsyningsanlæg i alt

96.403

579,2

Ud over den indvinding, der fremgår af tabellen, indvindes endvidere en betydelig vandmængde til især markvanding og i mindre omfang til dambrug. I 1995 udgjorde denne indvinding ca. 350 mill. m 3. Indvindingen til disse formål varierer betydeligt fra år til år afhængigt af de klimatiske forhold.

Der er en betydelig regional variation i den samlede indvundne vandmængde. Vandforbruget pr. person er betydeligt mindre i hovedstadsområdet end landets øvrige amter. Størst vandforbrug pr. person ses i Vestsjællands amt, hvor forbruget er 153,1 m3/pers./år mod kun 81,5 m3/pers./år i Frederiksborg amt. Vandforbrugets fordeling på de enkelte forbrugskategorier fremgår af tabel 2.

Indvindingstilladelserne vil normalt være større end den faktiske indvinding. Der foreligger ikke oplysninger om størrelsen af de indvindingstilladelser, der er knyttet til den faktiske indvinding. Beregningerne nedenfor er baseret på den faktisk indvundne vandmængde, men det antages, at dette ikke medfører nogen væsentlig forskydning af byrdefordelingen mellem de forskellige grupper.

Lovforslaget vil for indvindingstilladelser til drikkevandsformål give et incitament til, at indvindingstilladelserne bringes i rimelig overensstemmelse med det faktiske forbrug ved en justering af mængden fastsat i indvindingstilladelsen. Specielt for indvindingstilladelser til markvandingsformål gælder, at disse er fastsat relativt højt, idet der ønskes dyrkningssikkerhed også i meget tørre år. Indvindingstilladelserne udnyttes meget forskelligt fra år til år afhængigt af de klimatiske forhold. Der er således ikke noget incitament til at ændre disse indvindingstilladelser.

Tabel 2: Vandforbrugets fordeling i 1995.

Faktisk

indvinding

mill. m3

%

Leveret fra

almene vandværker

mill. m3

Husholdning

319

34

302

Erhverv

163

17

105

Institutioner

39

4

39

Landbrug

350

38

Tab

43

5

Forbrug på vandværkerne

15

2

I alt

929

100

En betydelig del af industriens vandforbrug leveres af de almene vandværker. Kun meget vandforbrugende virksomheder har normalt egen indvinding. Industriens samlede vandforbrug kan opgøres til ca. 163 mill. m3 årligt, hvoraf ca. 58 mill. m3, jf. tabel 1, indvindes af industrien selv.

2. Lovforslagets indhold

Dette lovforslag indeholder hjemmel til, at amterne kan opkræve gebyrer til dækning af de forpligtelser, der følger af loven om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning. Gebyret foreslås opkrævet af de tilladelser til indvinding af grundvand, som amtet har meddelt i henhold til vandforsyningslovens § 20. Gebyret skal dække de udgifter, det enkelte amt har, til kortlægningen af følsomme indvindingsområder, idet disse ikke allerede er omfattet af amternes almindelige kortlægningsforpligtelser i henhold til vandforsyningslovens § 10. Gebyret skal endvidere dække amtets udgifter til udarbejdelse af indsatsplaner samt de opgaver, der følger af amtets forpligtelse til at oprette og varetage koordinationsforum.

I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

3.1 Omkostninger ved kortlægningen

Lov om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning indeholder krav om at amtskommunerne som en del af vandressourceplanlægningen skal afgrænse områder, der er særligt følsomme over for forurening. Afgrænsningen af de forureningsfølsomme områder skal ske inden for de udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser og inden for indvindingsoplande til almene vandforsyninger beliggende uden for områderne med særlige drikkevandsinteresser.

På baggrund heraf skal amtsrådet udpege de områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandsressourcerne - såkaldte indsatsområder. For de udpegede indsatsområder skal der udarbejdes en såkaldt indsatsplan, der nærmere beskriver behovet for beskyttelse, samt retningslinier og tidsplan for myndighedernes indsats til opnåelse af denne beskyttelse. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af de pågældende vandressourcer.

Det blev allerede ved regionplanrevisionen i 1997 forudsat, at de i denne regionplan udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser yderligere skulle kortlægges. Endvidere følger det af vandforsyningslovens § 13 at kortlægningen er en forudsætning for, at der kan udarbejdes indsatsplaner for de udpegede indsatsområder.

Med henblik på at fastlægge det nødvendige og tilstrækkelige niveau for kortlægningen udarbejder Miljøstyrelsen en vejledning om kortlægningen. Det forudsættes i vejledningen, at kortlægningen primært foretages med nyere, egnede geofysiske metoder. Disse metoder udmærker sig ved at kunne give et relativt detaljeret billede af de geologiske forhold samtidig med at metoderne er billige set i forhold til konventionelle undersøgelsesmetoder (udførelse af boringer).

I forbindelse med udarbejdelsen af vejledningen har et konsulentfirma vurderet, at arealprisen for kortlægningen udgør ca. 54.000 kr/km2, arealet ca. 15.289 km2 og den samlede udgift dermed 825,6 mio. kr.

Miljøstyrelsen har i samarbejde med Amtsrådsforeningen foretaget en yderligere vurdering af de samlede udgifter ved kortlægningen. Der er enighed om, at beregningerne er behæftet med betydelig usikkerhed, men at flere forhold peger på, at udgifterne til zoneringen kan være mindre end de anførte 825,6 mio. kr.

Dette skyldes for det første, at byområder kun vanskeligt kan kortlægges og derfor kun vil blive kortlagt i begrænset udstrækning. For det andet skal skov- og naturområder ikke kortlægges i fuldt omfang, da forureningsbelastningen her er meget begrænset. På denne baggrund anslår Miljøstyrelsen, at udgifterne til selve kortlægningen vil udgøre ca. 734 mio. kr.

Det forudsættes, at kortlægningen gennemføres over en periode på 10 år, svarende til en hurtig, men realistisk gennemførelsestakt af hensyn til Danmarks implementering af Nitratdirektivets regionale foranstaltninger. De årlige udgifter vil således andrage ca. 73 mio. kr.

Hertil kommer at gennemførelsen af kortlægningen vil kræve administration i amterne. Administrationsomkostningerne kan anslås til ca. 7 mio. kr. pr. år.

Amterne har i forvejen en kortlægningsforpligtelse i henhold til vandforsyningslovens § 10. Det kan anslås at amternes nuværende kortlægningsforpligtelse er af størrelsesorden 10 mio. kr. om året. Det forudsættes, at amterne fremover målretter deres eksisterende kortlægning efter vandforsyningslovens § 10, således at den kan indgå i den kortlægning der forudsættes i henhold til lov om beskyttelse af drikkevandsressourcer og vandforsyning.

Der skal endvidere udarbejdes og implementeres indsatsplaner for alle indsatsområder, efterhånden som disse detailkortlægges. Implementeringen forventes at være relativt ressourcekrævende, idet der skal forhandles med de berørte grundejere, der skal foretages høringer samt gennemføres sagsbehandling i forbindelse med eventuelle indsigelser m.v. Udgiften kan anslås til ca. 2 årsværk pr. amt eller ca. 16 mio. kr. om året.

Hovedindsatsen vedrørende indsatsplaner vil ligge i de første 10 år, hvor kortlægningen forløber. Herefter vil udgiften til udarbejdelse af indsatsplaner falde væsentligt.

Amternes ressourceforbrug til at oprette og lede koordinationsfora for indsatsen forventes at være ca. 1/4 årsværk pr. amt, inklusive Københavns og Frederiksberg kommuner, i alt ca. 2 mio. kr. om året. De amtslige koordinationsfora er permanente. Udgifterne reduceres således ikke efter de første 10 år.

3.2 Administrative omkostninger ved gebyropkrævningen

For at opkræve gebyrer af indvindingstilladelser skal amterne etablere et nyt administrativt system. Det kan anslås, at der til almene vandværker og større industrielle indvindinger er meddelt ca. 10.000 indvindingstilladelser, hvortil kommer yderligere godt 10.000 indvindingstilladelser til markvandinger på basis af hvilke, der skal opkræves gebyr. Etableringen af det administrative system til opkrævning af gebyrer på baggrund af indvindingstilladelser forventes at være relativt ressourcekrævende i størrelsesorden 2 årsværk pr. amt, hvorimod den egentlige driftsfase kun vil kræve en forholdsvis beskeden indsats anslået til højst ca. 0,5 årsværk pr. amt. Beregningsmæssigt anslås det samlede ressourceforbrug i amterne til opkrævning af gebyrer til 0,5 årsværk pr. amt svarende til ca. 4 mio. kr. pr. år. Udgifterne forbundet med opkrævningen kan indregnes i gebyret.

Overslag over de samlede amtskommunale udgifter til kortlægningen og behovet for yderligere finansiering fremgår af tabel 3.

Tabel 3: Amtslige merudgifter til kortlægning og administration af gebyropkrævning. Alle beløb er i mio. kr.

mio. kr.

Udgifter til kortlægning

734

Udgift pr. år over 10 år

73

Administration af kortlægning pr. år

7

Indsatsplaner pr. år

16

Koordinationsforum pr. år

2

Administration af gebyropkrævning pr. år

4

Samlede udgifter pr. år

102

Eks. kortlægningsforpligtelse pr. år

-10

Amtslige merudgifter pr. år

92

4. Lovforslagets økonomiske konsekvenser for borgerne

4.1 Nuværende vandpriser

Den gennemsnitlige pris på vand til forbrugerne udgjorde i 1996 23,20 kr/m3 inkl. moms. Denne pris omfattede levering fra vandværket (fast og variabelt bidrag), vandafledningsafgift, og afgift på ledningsført vand. Afgiften på ledningsført vand er steget fra 3 kr./ m3 til 5 kr./ m3 (excl. moms) fra 1996 til 1998.

Vandværkernes del af prisen udgjorde i 1996 5,15 kr./ m3 (excl. moms) ved et gennemsnitligt årligt forbrug på 170 m3 pr. husstand. Heri er indregnet det faste bidrag til vandværket. Den gennemsnitlige variable pris i 1996 var 3,27 kr./m3.

Det gennemsnitlige forbrug af drikkevand til husholdningsformål udgjorde (1996) 50,7 m3 /indbygger og svarer til et dagligt forbrug på 139 liter pr. person. Der er en betydelig variation i forbruget.

4.2 Stigning i vandprisen

Fordeles de samlede udgifter til kortlægningen på 92 mio. kr. pr. år over det samlede forbrug på 912 mio. m3 vil dette medføre en stigning i den gennemsnitlige pris pr. m3 på ca. 14 øre excl. moms. Gebyrer for indvindingstilladelser til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet fastsættes dog til en 1/3 af satsen for øvrige indvindingstilladelser. Hermed tages hensyn til den ringere udnyttelsesgrad, der normalt er for disse tilladelser. For industri med egen indvinding fastsættes gebyret til en 1/3 af satsen for øvrige indvindingstilladelser. For en gennemsnitshusholdning vil dette medføre en årlig merudgift på ca. 31 kr. incl. moms.

Prisstigningen pr. m3 vil være højere for indbyggere i amtskommuner med et samlet forbrug under gennemsnittet og lavere for indbyggere i amtskommuner med et samlet forbrug over gennemsnittet.

Kortlægningen er en forudsætning for at grundvandsbeskyttelsen kan gennemføres så målrettet og præcist som muligt. Det skal bemærkes, at den forbedrede viden om de geologiske forhold, der følger af en detaljeret kortlægning, normalt medfører at tiltag til beskyttelse af grundvandet kan begrænses til mindre områder, end hvis kortlægningen ikke havde været foretaget. Kortlægningen vil således bidrage til, at den nuværende simple, decentrale og dermed billige vandforsyning kan bibeholdes.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Den gennemsnitlige stigning i vandprisen for virksomheder med egen indvinding kan vurderes til ca. 5 øre excl. moms jf. afsnit 4.2. Den samlede merudgift for erhvervslivet kan anslås til ca. 18 mio. kr. pr. år. Heroverfor står, jf. ovenfor, at kortlægningen vil medvirke til at bibeholde den nuværende billige vandforsyning.

Særligt vandforbrugende brancher vil blive ramt relativt hårdere af gebyrerne. I nedenstående tabel angives de anslåede konsekvenser for en række udvalgte virksomheder med stort vandforbrug.

Tabel 4: Anslåede økonomiske konsekvenser for udvalgte virksomheder med stort forbrug af grundvand beregnet på baggrund af en gennemsnitlig stigning i vandprisen på 5 øre excl. moms, ved egen indvinding af grundvand og 14 øre excl. moms ved forsyning fra grundvandsbaseret vandværk.

Virksomhed

Vandforbrug

mio. m3 /år

kr./år

Junkers Industrier A/S

0,34

17.000

Randers Slagteri, Danish Crown

0,13

6.000

Copenhagen Pectin A/S

1,11

53.000

Statoil, Kalundborg

0,03

4.000

BASF, Grenå A/S

0,51

67.000

MD Foods - Danmark Protein, Videbæk

0,31

15.000

Thyborøn Andelsfiskeindustri Amba

0,20

28.000

Esbjerg Fiskeindustri Amba1)

0,24

34.000

1) Forsynes fra vandværk

Som det fremgår af tabel 4 er de øgede omkostninger for selv meget vandforbrugende virksomheder relativt beskedne.

For landbrugs- og dambrugserhvervet som helhed kan den samlede merudgift anslås til 17 mio. kr. pr. år

Forslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forholdet til EU-retten

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.

Høring

Forslaget er en del af finanslovsforliget for 1999 og har ikke været udsendt i høring.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Lovforslaget fastsætter mulighed for at amterne kan gebyrfinansiere amternes kortlægningsforpligtelse i henhold til lov nr. 479 af 1. juli 1998. Det årlige samlede beløb andrager ca. 92 mio. kr.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Der er fastsat et samlet beløb på 4 mio. kr. årligt for amternes samlede administration

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Den samlede udgift for erhvervslivet anslås til ca. 35 mio. kr. om året.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget fastsætter en finansieringsmodel til opfølgning af lov nr. 479 af 1. juli 1998

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen.

Forholdet til EU-retten

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Inden for vandforsyningsstrukturen gælder et hvile-i-sig-selv-princip, og dette princip blev ved sidste lovændring fastslået i vandforsyningslovens § 52 a. Herefter kan den almene vandforsyning i prisen til forbrugeren indregne den lange række af udgifter, som er nævnt i reglen, herunder udgifter til kortlægning, som ligger ud over den offentlige kortlægning. Forslaget tilvejebringer hjemmel til, at udgifter til betaling af gebyr på det almene vandværks vandindvindingstilladelse kan indregnes ved fastsættelse af vandprisen til forbrugeren.

Til nr. 2

Forslaget om amtskommunernes ret til at kunne opkræve gebyrer for udgifter til kortlægning mv. svarer til den ordning, der gælder for betaling på affaldsområdet. Herefter kan alle omkostninger opregnet i Miljøbeskyttelseslovens § 48 gebyrfinansieres, hvilket vil sige en gebyrfinansiering af totalomkostningerne for kommunernes udgifter til affaldsbortskaffelse.

Forslagets § 52 c svarer til denne ordning. De enkelte amter fastsætter - f.eks. årligt - på baggrund af afholdte udgifter størrelsen af gebyret. Dette skal ske på baggrund af den fastsatte m 3-mængde i de enkelte indvindingstilladelser. Herved fordeles gebyrerne efter hvor stor en tilladelse der er meddelt indehaveren af indvindingstilladelsen og dermed, hvor stor en interesse denne har for beskyttelse og bevarelse af amtets grundvandsressourcer. Amtets udgifter til kortlægning, udarbejdelse af indsatsplaner, oprettelse og ledelse af koordinationsforum, samt administration af hele gebyrordningen vil således kunne gebyrfinansieres, og vil skulle pålægges indehavere af samtlige indvindingstilladelser meddelt af amtet. Det betyder, at også indehavere af indvindingsrettigheder, hvor der efter overgangsbestemmelserne i lovens § 86 ikke er meddelt en tilladelse efter § 20 skal betale gebyr af den beregnede gennemsnitlige indvinding.

Det er alene de udgifter, som er opregnet i forslagets § 52 c stk. 1, der kan medtages. Det er derfor en forudsætning, at amtet i forbindelse med etableringen og driften af ordningen tilvejebringer et regnskabsmæssigt grundlag til dokumentation for afholdte udgifter og pålignede gebyrer. Det foreslås, som det er tilfældet på affaldsområdet, at det skal være muligt at fastsætte et samlegebyr. Det betyder, at amterne ikke skal føre separate regnskaber for udgifter til kortlægning, udarbejdelse af indsatsplaner og administration af gebyrordningen.

Gebyrer for indvindingstilladelser til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet fastsættes til en tredjedel af satsen for øvrige indvindingstilladelser. Hermed tages hensyn til den ringere udnyttelsesgrad, der normalt er for disse tilladelser, og som skønsmæssigt er fastsat til en tredjedel. For industri med egen indvinding fastsættes gebyret til en 1/3 af satsen for øvrige indvindingstilladelser.

Der er alene foreslået gebyrfinansiering af de tilladelser, som meddeles af amtet. Undtaget er således de tilladelser, som kommunerne meddeler, og som kun omfatter indvindinger på under 6000 m3 om året. Disse omfatter knap 2 % af det samlede årlige forbrug.

I lighed med, hvad der gælder inden for reglerne om affaldsbortskaffelse, kan der fastsættes regler om renteberegning i tilfælde af for sen betaling.

I lighed med hvad der gælder inden for reglerne om affaldsbortskaffelse kan amtsrådets fastsættelse af gebyrstørrelsen ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. lovens § 76 nr. 4.

Bilag

Lovforslag sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 52 a. Ved levering af vand fra et alment vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.

1. I.§ 52 a, stk. 1, indsættes som 4. pkt.

»Der kan endvidere indregnes udgifter til dækning af gebyrer, jf. § 52 c.«.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand mellem almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af indskudskapital.

2. Efter § 52 b indsættes

»§ 52 c. Amtsrådet kan fastsætte gebyrer til dækning af afholdte udgifter til

1) kortlægning i områder med særlige drikkevandsinteresser og af indvindingsoplande til almene vandforsyningsanlæg uden for disse, til afgrænsning af hvilke typer forurening de er følsomme over for,

2) udarbejdelse af indsatsplaner for områder, som amtsrådet har udpeget som indsatsområder,

3) varetagelse af opgaver ved at oprette og lede et koordinationsforum, jf. § 12, og

4) amtsrådets administration forbundet med opkrævning af gebyrer.

Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr til dækning af de udgifter, der er omfattet af stk. 1.

Stk. 3. Gebyrer fastsættes forholdsmæssigt i forhold til den tilladte indvindingsmængde meddelt efter § 20 for tilladelser meddelt til indvinding af grundvand. For tilladelser til indvinding af vand til brug i jordbrugs- og dambrugserhvervet fastsættes gebyrer forholdsmæssigt i forhold til en tredjedel af den tilladte indvindingsmængde.

Stk. 4. For indvindinger omfattet af § 20, men som ikke kræver tilladelse, jf. § 86, fastsættes gebyrer på baggrund af den beregnede gennemsnitlige indvinding.

Stk. 5. Gebyrer som nævnt i stk. 1 og 2 påhviler den, der har indvindingsretten og tilfalder amtsrådet.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der skal betales rente ved manglende eller for sen betaling af gebyrer opkrævet i henhold til denne lov. Forrentningen sker fra forfaldsdagen for gebyret. Sker betaling ikke rettidigt, skal der fra sidste rettidige indbetalingsdag for hver påbegyndt måned betales 1,3% i rente, dog minst 50 kr.

Fremsat den 4. december 1998 af miljø- og energiministeren (Svend Auken)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om vandforsyning m.v.

(Gebyrer)