Forslag til Lov om ændring af lov om registreret partnerskab og lov om personnavne

§ 1

I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989 og § 36 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis

1) en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab, eller

2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 1

I lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab, som ændret ved lov nr. 821 af 19. december 1989 og § 36 i lov nr. 387 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring

§ 2

I lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne, som ændret ved § 2 i lov nr. 845 af 20. december 1989, § 8 i lov nr. 396 af 13. juni 1990, § 5 i lov nr. 386 af 20. maj 1992 og § 3 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende ændring

1. I § 17 a indsættes som stk. 6

»Stk. 6. Der skal ikke ske betaling for udfærdigelse af navnebevis i medfør af § 15, stk. 2.«

§ 2...

1. § 2, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis begge parter eller en af dem har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab.

Stk. 3 . . .

»Stk. 2. Registrering af partnerskab kan kun ske, hvis

en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab, eller

2) begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Stk. 3. Statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab efter stk. 2, nr. 1. Justitsministeren kan bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 2

I lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne, som ændret ved § 2 i lov nr. 845 af 20. december 1989, § 8 i lov nr. 396 af 13. juni 1990, § 5 i lov nr. 386 af 20. maj 1992 og § 3 i lov nr. 233 af 2. april 1997, foretages følgende ændring

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1999.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 1 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål.

Formålet med lovforslaget er for det første at ændre betingelserne for indgåelse af registreret partnerskab.

Efter gældende ret kan registreret partnerskab kun indgås i Danmark, hvis mindst en af parterne har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab.

Det foreslås, at statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab, og at justitsministeren bemyndiges til at bestemme, at også statsborgerskab i andre lande, som har en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, skal sidestilles med dansk statsborgerskab. Endvidere foreslås det, at registreret partnerskab kan indgås, uanset at ingen af parterne har dansk statsborgerskab (eller statsborgerskab i de ovenfor nævnte lande), såfremt begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen.

Lovforslagets formål er for det andet at ophæve kravet om betaling af gebyr for udfærdigelse af visse navnebeviser til personer, der ikke er tilført ministerialbogen (personregisteret) her i landet, og for udfærdigelse af navnebevis for ændret efternavn i anledning af ægteskab, som ikke er indgået for dansk myndighed. Herved opnås der bl.a. ligestilling på området mellem personer, der indgår ægteskab i udlandet, og personer, der indgår ægteskab her i landet.

2. Lovforslagets indhold.

2.1. Ændring af lov om registreret partnerskab.

2.1.1. Efter § 2, stk. 2, i lov om registreret partnerskab kan registrering som nævnt kun ske, hvis begge parter eller en af dem har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab.

Det fremgår af lovens forarbejder (Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 2944 f., og Tillæg B, sp. 1877 og 1880 f.), at formålet med den nævnte bestemmelse bl.a. var at undgå, at udenlandske par indgik registreret partnerskab her i landet, selv om registreringen ingen retsvirkninger ville have i deres hjemland. Der henvises herom endvidere til betænkning nr. 1127/1988 om homoseksuelles vilkår, side 118 f.

Norge, Sverige og Island har nu en lovgivning om registreret partnerskab, der stort set svarer til den danske. Det må herefter antages, at registreret partnerskab, der er indgået i Danmark, vil blive anerkendt i disse lande. For Sveriges vedkommende følger dette direkte af den svenske lov om registreret partnerskab.

På den baggrund - og efter drøftelse med de øvrige nordiske lande - foreslås det, at lov om registreret partnerskab ændres, således at statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island sidestilles med dansk statsborgerskab. Kravet om bopæl i Danmark opretholdes fortsat, jf. herved nedenfor pkt. 2.1.3.

Ændringen vil indebære, at f.eks. et norsk par, der bor i Danmark, og som efter de gældende regler hverken kan indgå registreret partnerskab i Norge (da de har bopæl i Danmark) eller i Danmark (da de er norske statsborgere), vil kunne indgå registreret partnerskab i Danmark. Det samme vil gælde for f.eks. et norsk- svensk par, der bor i Danmark, og som efter de gældende regler hverken kan indgå registreret partnerskab i Danmark, Norge eller Sverige. Personer fra de pågældende lande, der bor i Danmark, vil endvidere - ligesom det i dag gælder for danske statsborgere - kunne indgå registreret partnerskab med en person fra et tredjeland.

Det overvejes for tiden i Norge, Sverige og Island at ændre disse landes lovgivning om registreret partnerskab, således at betingelserne for at indgå partnerskab bliver lempet i overensstemmelse med det foreliggende forslag. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige, hvornår sådanne ændringer i givet fald kan være gennemført.

2.1.2. Siden Danmark i 1989 (som det første land) gennemførte en lov om registreret partnerskab, har flere andre lande fået en tilsvarende lovgivning. Det gælder som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.1 bl.a. Norge, Sverige og Island.

Endvidere har Holland gennemført en lov om registreret partnerskab, der trådte i kraft den 1. januar 1998. Det må anses for sandsynligt, at flere lande vil følge efter og gennemføre love om partnerskab.

På den baggrund foreslås det, at der i lov om registreret partnerskab indsættes en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren til at fastsætte, at statsborgerskab i et andet land, der har en lovgivning om registreret partnerskab, som svarer til den danske, på samme måde som statsborgerskab i Norge, Sverige og Island sidestilles med dansk statsborgerskab.

Justitsministeriet vil efter en gennemførelse af lovforslaget rette henvendelse til de hollandske myndigheder med henblik på at afklare, om der er grundlag for at anvende den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i forhold til hollandske statsborgere, der har bopæl i Danmark.

2.1.3. Endelig foreslås det, at lov om registreret partnerskab ændres således, at partnerskab også kan indgås, hvis begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen. Er denne betingelse opfyldt, bortfalder betingelsen om, at en af parterne skal have dansk statsborgerskab eller statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island m.v.

Justitsministeriet har overvejet, om retten til at indgå registreret partnerskab bør udvides yderligere, f.eks. således at der er adgang hertil for personer, der ikke har bopæl her i landet, såfremt en af parterne er dansk statsborger.

Der er imidlertid rundt om i verden mange personer, der har dansk statsborgerskab uden i øvrigt at have nogen tilknytning til Danmark eller planer om at vende tilbage hertil. Et registreret partnerskab ville for disse personer være uden retsvirkninger i deres hjemland. Bl.a. som følge heraf kan der heller ikke ses bort fra, at andre lande kunne opfatte det som krænkende, hvis Danmark søgte at lovgive med virkning for personer, der, selv om de er danske statsborgere, i realiteten alene er knyttet til de pågældende andre lande.

Lovforslaget indeholder derfor ikke bestemmelser herom.

2.2. Lov om personnavne.

Efter § 17 a i lov om personnavne (navneloven) betales der som udgangspunkt et gebyr på 3.000 kr. til statsamtet for udfærdigelse af navnebevis. Betaling sker samtidig med indgivelsen af ansøgning om navnebevis. Udfærdiges navnebevis ikke, tilbagebetales beløbet.

Påklages et afslag på ansøgning om navnebevis til Justitsministeriet, betales på ny 3.000 kr. til statsamtet, jf. lovens § 17 b. Også her tilbagebetales gebyret, såfremt navnebevis ikke udfærdiges.

Bestemmelserne blev indsat ved § 5 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, jf. Folketingstidende 1991-92, Tillæg A, sp. 6597 ff., og Tillæg B, sp. 2219 ff.

Navnebevis skal efter navneloven anvendes i en række tilfælde, hvor en person ønsker navneforandring. Det gælder efter lovens § 15, stk. 2, bl.a. ved ændring af fornavn eller efternavn for personer, der ikke er tilført ministerialbogen (personregisteret) her i landet. Det gælder også ved ændring af efternavn som følge af ægteskab i tilfælde, hvor ægteskabet ikke er indgået for en dansk myndighed. I modsætning hertil kan f.eks. forandring af efternavn som følge af ægteskab indgået her i landet ske blot ved anmeldelse til vielsesmyndigheden, jf. lovens § 4, stk. 1. I sådanne tilfælde skal der ikke betales gebyr.

Der har fra forskellige sider været rejst spørgsmål om rimeligheden af, at der skal betales gebyr for navnebeviser udfærdiget i medfør af § 15, stk. 2, jf. bl.a. Justitsministeriets besvarelse af 31. oktober 1997 af spørgsmål nr. S 100 fra medlem af Folketinget Ulla Tørnæs (V). På denne baggrund foreslås det, at der ikke skal betales gebyr for sådanne navnebeviser. Der skal herefter heller ikke betales gebyr efter § 17 b i forbindelse med klage til Justitsministeriet over afslag fra statsamtet på udfærdigelse af navnebevis efter den nævnte bestemmelse.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Den foreslåede ændring af lov om registreret partnerskab skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Den foreslåede ændring af navneloven vil indebære et gebyrtab for staten. Det er vanskeligt at angive størrelsen af dette tab præcist, men på baggrund af en rundspørge til udvalgte statsamter om antallet af navnebeviser udstedt i medfør af navnelovens § 15, stk. 2, kan tabet skønsmæssigt anslås til ca. 1 mio. kr. om året.

Det må anses for sandsynligt, at en gennemførelse af lovforslaget vil medføre flere ansøgninger om navnebevis efter § 15, stk. 2, og at forslaget derfor vil have visse administrative konsekvenser for statsamterne og Justitsministeriet. Sagstilgangen skønnes dog at blive af en begrænset størrelsesorden.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Der er ingen miljømæssige konsekvenser forbundet med lovforslaget, som heller ikke indeholder EU-retlige aspekter.

4. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen for Folketinget sendt til høring hos Det Danske Center for Menneskerettigheder, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Kommunernes Landsforening, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 2, i lov om registreret partnerskab kan registrering kun ske, hvis begge parter eller en af dem har bopæl her i landet og dansk statsborgerskab. Om baggrunden herfor henvises til pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger ovenfor.

Eter forslaget sidestilles statsborgerskab i Norge, Sverige eller Island med dansk statsborgerskab. Registreret partnerskab kan således efter forslaget indgås i Danmark, hvis en af parterne (eller begge) har bopæl her i landet og statsborgerskab i Danmark, Norge, Sverige eller Island, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3, 1. pkt.

Efter forslaget til § 2, stk. 3, 2. pkt., bemyndiges justitsministeren endvidere til at bestemme, at statsborgerskab i et andet land med en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske, ligeledes sidestilles med dansk statsborgerskab. Der tages herved højde for den situation, at også andre lande end de nævnte måtte gennemføre en lov om registreret partnerskab, der svarer til den danske, og hvor de hensyn, der ligger bag den foreslåede ordning vedrørende norsk, svensk og islandsk statsborgerskab, derfor gør sig gældende på samme måde. Om forholdene i Holland henvises til pkt. 2.1.2 i de almindelige bemærkninger ovenfor.

Det er en betingelse, at der er tale om en lovgivning om registreret partnerskab, der svarer til den danske. Om dette er tilfældet, må bero på en samlet vurdering af den pågældende lovgivning. Bestemmelsen vil f.eks. ikke kunne anvendes i forhold til et land med en væsentlig mere restriktiv lovgivning på området. I sådanne tilfælde ville det ikke være rimeligt at sidestille statsborgerskab i det pågældende land med dansk statsborgerskab.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 2, kan der endelig indgås registreret partnerskab, hvis begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år før registreringen. I så fald stilles der ingen krav til statsborgerskabet.

Det er forudsat, at der i forhold til de her omtalte personer anlægges en mere restriktiv fortolkning af bopælsbegrebet, end hvad der gælder for de ovenfor nævnte nordiske statsborgere m.v. Baggrunden er, at de nordiske statsborgere m.v. må forventes at kunne få anerkendt et dansk registreret partnerskab efter en tilbagevenden til deres hjemland, jf. ovenfor pkt. 2.1.1 i de almindelige bemærkninger, mens dette ikke kan antages at gælde de personer, som den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 2, nr. 2, tager sigte på.

I tilfælde, hvor det måtte give anledning til tvivl, om en person efter stk. 2, nr. 2, har bopæl her i landet, må der herefter anlægges en samlet vurdering. Der må bl.a. lægges vægt på retsgrundlaget for opholdet i Danmark, herunder om en opholdstilladelse er udstedt med henblik på midlertidigt eller varigt ophold, og om opholdstilladelsen er tidsbegrænset. Der må også lægges vægt på, om det i øvrigt kan antages, at personen har til hensigt varigt - eller i hvert fald for en længere periode - at forblive i Danmark. Det kan her indgå, om den pågældende har fast arbejde i Danmark eller på anden måde har en mere varig, objektiv tilknytning til landet. Personer, der alene opholder sig i Danmark i en kortere, forud fastlagt periode (der dog overstiger to år, jf. den foreslåede bestemmelse), eller som i øvrigt må antages at ville forlade Danmark igen inden for nærmere fremtid, vil ikke have bopæl i Danmark i bestemmelsens forstand. En person, der søger opholdstilladelse i Danmark, f.eks. en asylansøger, vil heller ikke have bopæl her i landet, mens ansøgningen behandles.

I kravet om bopæl i Danmark i de sidste to år ligger også, at opholdet har været uden væsentlige afbrydelser. Således vil f.eks. et længere ophold i udlandet inden for to års-perioden, hvadenten det er i hjemlandet eller i et andet land, indebære, at lovens betingelser ikke er opfyldt. Det vil derimod være uden betydning, om den pågældende i perioden har foretaget kortere ferierejser m.v. til udlandet.

Efter § 36 i bekendtgørelse om ægteskabs indgåelse (bekendtgørelse nr. 662 af 1. august 1995 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1127 af 13. december 1996) gælder det om registreret partnerskab, at prøvelsesattest til en part, der ikke er dansk statsborger, kun må udstedes, hvis den pågældende opholder sig lovligt i Danmark. En person, der har dansk statsborgerskab og bopæl i Danmark, kan således ikke efter de gældende regler indgå registreret partnerskab med en person, der opholder sig ulovligt i Danmark.

De foreslåede nye regler medfører ingen ændring i kravet om lovligt ophold.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der ikke skal betales gebyr for udfærdigelse af navnebeviser efter navnelovens § 15, stk. 2.

Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1999.

Indgives der før lovens ikrafttræden ansøgning om udstedelse af prøvelsesattest med henblik på indgåelse af registreret partnerskab, og er ansøgningen ikke færdigbehandlet på ikrafttrædelsestidspunktet, følger det af almindelige principper, at ansøgningen færdigbehandles efter de nye og mere gunstige regler.

For så vidt angår sager om udstedelse af navnebevis opstår der ikke noget overgangsspørgsmål. Det skyldes, at gebyr for udfærdigelse af navnebevis ikke betales ved sagens afslutning, men ved indgivelsen af ansøgning herom, jf. navnelovens § 17 a, stk. 1, 2. pkt. Der vil imidlertid ikke være noget til hinder for, at en person, der har indgivet ansøgning før lovens ikrafttræden, tilbagekalder sin ansøgning efter dette tidspunkt og herefter indgiver en ny tilsvarende (gebyrfri) ansøgning. Retsvirkningen heraf vil være, at det indbetalte gebyr for den første ansøgning skal tilbagebetales, jf. lovens § 17 a, stk. 1, 3. pkt.

Til § 4

Lov om registreret partnerskab gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. lovens § 7.

Bemyndigelsen til at sætte loven i kraft er udnyttet for Grønlands vedkommende, jf. kongelig anordning nr. 320 af 26. april 1996. Loven er ikke sat i kraft på Færøerne.

På den baggrund foreslås det i stk. 2, at bestemmelsen om ændring af lov om registreret partnerskab ved kongelig anordning kan sættes i kraft på Færøerne og i Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Navneloven gælder heller ikke på Færøerne og Grønland, men også denne lov kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. § 20.

Bemyndigelsen til at sætte loven i kraft er udnyttet for Grønlands vedkommende, jf. kongelig anordning nr. 549 af 21. august 1986. Gebyrbestemmelsen i lovens § 17 a, der som nævnt blev indsat i 1992, er ikke sat i kraft for Grønland. For så vidt angår Færøerne er navneområdet med virkning fra 1. januar 1992 overført til hjemmestyret som et særanliggende, jf. nu Lagtingslov nr. 142 af 8. oktober 1992 om personnavne.

På den baggrund foreslås det i stk. 3, at bestemmelsen om ændring af navneloven kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Der er derimod ikke hjemmel til at sætte bestemmelsen i kraft på Færøerne.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 17 a. For udfærdigelse af navnebevis betales 3.000 kr. til statsamtet. Betaling sker samtidig med indgivelsen af ansøgning om navnebevis. Udfærdiges navnebevis ikke, tilbagebetales beløbet.

1. I § 17 a indsættes som stk. 6

»Stk. 6. Der skal ikke ske betaling for udfærdigelse af navnebevis i medfør af § 15, stk. 2.«

Fremsat den 29. oktober 1998 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om registreret partnerskab og lov om personnavne

(Ændring af betingelserne for indgåelse af registreret partnerskab og ændring af gebyrer for udfærdigelse af navnebevis)