Forslag til Lov om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland

Kapitel 1

Lovens område

§ 1. Loven gælder for behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i forbindelse med tjeneste i Grønland.

Kapitel 2

Behandling af klager over politipersonale

§ 2. Politimesteren behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager), jf. dog § 34.

Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning politimesteren bistand til undersøgelsen.

Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette politimesteren herom.

Kapitel 3

Kriminalsager mod politipersonale

§ 3. Klage indgives til politimesteren. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en kriminalsag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under kriminalsagens behandling.

Stk. 2. Politimesteren kan afvise at behandle en klage, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Kapitel 4

Politiklagenævnet

§ 4. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke pligt til at udtale sig om fremstillingen.

Kapitel 5

Behandling af klager og kriminalsager vedrørende politimesteren m.v.

§ 5. Indklagede har ret til at møde med en bisidder og en tolk. § 23 i lov om statens tjenestemænd i Grønland finder tilsvarende anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder og tolk.

Kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 6. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til politimesteren, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for kriminalretlige foranstaltninger eller disciplinæransvar.

Stk. 2. Politimesteren vejleder indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om bestemmelserne i §§ 4, 5 og 11, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.

§ 7. Afgives forklaring i retten, jf. § 8, beskikker retten en bisidder for klageren og indklagede.

Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når forholdene taler derfor, på klagerens eller indklagedes begæring beskikke en bisidder for den pågældende. Politimesteren vejleder de pågældende om adgangen til at begære en bisidder beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom indbringes for retten. § 8, stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.

Stk. 3. Beskikkelse af bisidder sker uden udgift for de pågældende.

Stk. 4. Den beskikkede bisidder skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, politimesteren tilvejebringer som led i undersøgelsen. Bisidderen må ikke uden politimesterens tilladelse overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.

Stk. 5. Bisidderen har adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos politimesteren som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Bisidderen underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

§ 8. Politimesteren kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.

Stk. 2. Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en kriminalsag eller under fuldbyrdelse af en afgørelse i en kriminalsag, afgives forklaring for den kredsret, som behandler eller har behandlet kriminalsagen, eller for hvilken sagen kan forventes indbragt. I andre tilfælde afgives forklaring ved kredsretten i den retskreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted.

§ 9. Politimesteren giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles.

Stk. 2. Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede retsmøder og have lejlighed til at være til stede.

Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte indklagede for kriminalretlige foranstaltninger eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.

Stk. 4. Sagen behandles efter reglerne om behandling af kriminalsager i lov om rettens pleje i Grønland uden medvirken af domsmænd.

§ 10. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af politimesteren vedrørende adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

§ 11. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis

1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede, eller

2) indklagede er mistænkt for en kriminel handling og forlanger sagen behandlet som en kriminalsag.

Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde behandles kriminalsagen af politimesteren efter reglerne i kapitel 3. Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.

§ 12. Politimesteren underretter rigspolitichefen, når der indledes en adfærdsklagesag. Politimesteren underretter endvidere rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.

Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten.

§ 13. Politimesteren kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel.

§ 14. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager.

§ 15. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

§ 16. Anmeldelser om kriminelle handlinger begået af politipersonale i tjenesten indgives til politimesteren, jf. dog § 34.

§§ 16-21 indeholder en række særlige bestemmelser om behandlingen af kriminalsager mod politipersonalet vedrørende forhold begået i tjenesten.

Derudover følger det af den foreslåede bestemmelse i § 22, at bestemmelserne om behandlingen af kriminalsager i den grønlandske retsplejelov finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af disse sager.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1020 g.

Til § 23

Bestemmelsen giver justitsministeren mulighed for - inden for rammerne af bestemmelserne i kapitel 3 - at fastsætte nærmere regler om behandlingen af kriminalsager mod politipersonalet.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1020 h.

Til § 24

Justitsministeren kan undtagelsesvis bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i kapitel 3, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

Bestemmelsen vil have et snævert anvendelsesområde. Som et muligt eksempel kan nævnes, at justitsministeren beslutter, at en sag mod en polititjenestemand, der mistænkes for spionagevirksomhed, skal efterforskes af Politiets Efterretningstjeneste.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1020 i.

Til kapitel 4

Politiklagenævnet

Til § 25

Efter bestemmelsen i § 25 oprettes der ét politiklagenævn for Grønland bestående af en advokat som formand og to lægmænd. Medlemmerne, der udpeges af justitsministeren, har en funktionsperiode på 4 år, jf. stk. 1.

Efter det foreslåede stk. 2 udpeges formanden efter indstilling fra Advokatrådet. Der skal efter forslaget indstilles fire personer og så vidt muligt således, at der sikres en kønsmæssig ligelig fordeling i den indstillede personkreds. Der er ikke for tiden kvindelige advokater, der praktiserer i Grønland. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt stilles krav om indstilling af to kvinder og to mænd.

Lægmændene udpeges efter stk. 3 af Grønlands Landsting. For at sikre en afbalanceret kønsfordeling er det foreslået, at der skal indstilles tre kvinder og tre mænd.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at visse stillinger er uforenelige med hvervet som lægt medlem af Politiklagenævnet. Det gælder således lokal og -landspolitikere, advokater og advokatfuldmægtige samt embedsmænd i såvel den danske som grønlandske administration. I modsætning til den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelovs § 1021 er præster og andet gejstligt personale - i overensstemmelse med indstillingen fra Den Grønlandske Retsvæsenskommission - ikke udelukket fra at være medlem af Politiklagenævnet.

Bestemmelsen i stk. 5 skal sikre, at medlemmerne af Politiklagenævnet har den fornødne lokale tilknytning til Grønland.

Efter bestemmelsen i stk. 6 kan en person, der i den i stk. 1, 1. pkt., nævnte fireårige periode fylder 65 år, ikke udpeges som medlem af Politiklagenævnet. Aldersgrænsen svarer til den almindelige pensionsalder for statens tjenestemænd i Grønland samt Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd.

Til § 26

Bestemmelsen i stk. 1 om politimesterens underretning af Politiklagenævnet om klager og anmeldelser skal sikre, at Politiklagenævnet inddrages i sagen fra starten.

Politiklagenævnet har efter det foreslåede stk. 2 adgang til at tilkendegive overfor politimesteren, at der efter nævnets opfattelse bør iværksættes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 2 eller efterforskning efter kapitel 3. Dette gælder også i tilfælde, hvor der ikke foreligger en klage eller en anmeldelse.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1021 a.

Til § 27

Efter den foreslåede bestemmelse skal politimesteren løbende holde Politiklagenævnet underrettet om verserende sager. Reglen skal bl.a. sikre nævnets adgang til at anmode politimesteren om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt, jf. lovforslagets § 28.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1021 b.

Til § 28

Politiklagenævnet har efter bestemmelsen i stk. 1 mulighed for at anmode politimesteren om yderligere undersøgelser i sagen. Nævnet vil i princippet kunne anmode herom på ethvert stade af sagen, men det forudsættes, at Politiklagenævnet først benytter sig af denne adgang, når politimesteren har tilendebragt sin undersøgelse eller efterforskning af sagen.

Hvis politimesteren modsætter sig Politiklagenævnets anmodning i en adfærdsklagesag, kan nævnet påklage politimesterens afgørelse til rigsadvokaten, jf. lovforslagets § 31, stk. 1. Med hensyn til kriminalsager følger det af det foreslåede stk. 2, at spørgsmålet forelægges for retten til afgørelse, hvis sigtede eller politimesteren modsætter sig nævnets anmodning.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1021 c.

Til § 29

Den foreslåede bestemmelse, hvorefter det påhviler politimesteren at udfærdige en redegørelse til Politiklagenævnet om undersøgelsen efter kapitel 2 eller efterforskningen efter kapitel 3, svarer til den danske retsplejelovs § 1021 d.

Til § 30

Efter stk. 1 kan Politiklagenævnet tilkendegive over for politimesteren, hvordan sagerne efter nævnets opfattelse bør afgøres.

I adfærdsklagesager kan nævnet tilkendegive overfor politimesteren, at politimesteren over for klageren bør beklage det passerede, eller at en klage bør afvises.

I kriminelle sager kan nævnet udtale som sin opfattelse, at der bør rejses tiltale. Nævnet kan endvidere tilkendegive, at påtale bør opgives, at en iværksat efterforskning bør indstilles, eller at en anmeldelse bør afvises.

Efter det foreslåede stk. 2 skal det fremgå af politimesterens afgørelse, om den er i overensstemmelse med Politiklagenævnets opfattelse.

Politimesterens afgørelse i sagen skal efter stk. 3 sendes til den, der har indgivet klage eller anmeldelse. Desuden skal sagens parter, dvs. den politiansatte og den forurettede, altid underrettes om afgørelsen.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1021 e.

Til § 31

Oprettelsen af Politiklagenævnet skal bidrage til at sikre, at befolkningen har tillid til, at sagerne behandles sagligt og korrekt.

Som et led heri er det i stk. 1 foreslået, at Politiklagenævnet kan klage til rigsadvokaten over politimesterens afgørelser i adfærdsklagesager og kriminalsager. Nævnets klageadgang forudsættes kun anvendt i et fåtal af sager, f.eks. hvis sagen er af principiel interesse.

Politiklagenævnets klageadgang gælder også i tilfælde, hvor politimesteren ikke vil følge en tilkendegivelse fra Politiklagenævnet efter lovforslagets § 26, stk. 2, eller § 28, stk. 1.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1021 f.

Til § 32

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til - inden for rammerne af bestemmelserne i §§ 25-31 - at fastsætte nærmere regler om Politiklagenævnets virksomhed, herunder om samvirket med politimesteren.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1021 g.

Til § 33

Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 5 skal befolkningens tillid til klageordningen bl.a. sikres ved en bred information om ordningen.

I forbindelse hermed foreslås, at rigsadvokaten skal afgive en årlig beretning om behandlingen af adfærdsklagesager og kriminalsager mod politipersonale til Grønlands Landsting, Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal offentliggøres.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1021 h.

Til kapitel 5

Behandling af klager og kriminalsager vedrørende politimesteren m.v

Til § 34

Den foreslåede bestemmelse omhandler adfærdsklager og kriminalsager, der vedrører politimesteren eller dennes nærmeste medarbejdere.

Politimesterembedet består udover politimesteren for tiden af en vicepolitimester og tre øvrige jurister samt et politisekretariat og et kontorafsnit. Sekretariatet ledes af en politiinspektør samt en vicepolitiinspektør, der er stedfortræder og samtidig stationsleder for Nuuk Politidistrikt. Fire polititjenestemænd gør skiftevis tjeneste i sekretariatet og i Nuuk Politidistrikt.

Den personkreds, som bestemmelsen sigter imod, omfatter med den nuværende struktur det juridiske personale ved politimesterembedet samt det politiuddannede personale i sekretariatet, dvs. ledelsen og de fire polititjenestemænd, som efter turnusordningen skiftevis gør tjeneste i sekretariatet og i Nuuk Politidistrikt.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at adfærdsklager og kriminalsager, der vedrører denne personkreds, behandles af rigsadvokaten eller af den statsadvokat, som rigsadvokaten bemyndiger hertil. Formålet hermed er at sikre en uvildig klageordning.

Til § 35

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 har rigsadvokaten eller den statsadvokat, der er bemyndiget til at behandle en sag vedrørende politimesteren eller dennes nærmeste medarbejdere, de pligter og beføjelser, som ved loven i øvrigt er tillagt politimesteren.

Justitsministeren behandler efter det foreslåede stk. 2 klager over rigsadvokatens afgørelser i adfærdsklagesager og kriminalsager vedrørende politimesteren eller dennes nærmeste medarbejdere, medmindre afgørelsen i 1. instans er truffet af en statsadvokat efter bemyndigelse fra rigsadvokaten.

Til § 36

Efter denne bestemmelse finder lovforslagets almindelige regler om behandling af adfærdsklager og kriminalsager tilsvarende anvendelse i sager vedrørende politimesteren og dennes nærmeste medarbejdere, i det omfang de ikke er fraveget i lovforslagets §§ 34 og 35.

Det indebærer bl.a., at rigsadvokatens afgørelser i klagesager - dvs. hvor adfærdsklagen eller kriminalsagen er behandlet af en statsadvokat efter bemyndigelse fra rigsadvokaten - ikke kan påklages til justitsministeren, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt., og § 31, stk. 1, 2. pkt. Det indebærer endvidere, at det er det grønlandske politiklagenævn, jf. lovforslagets § 25, der skal føre løbende tilsyn med rigsadvokatens eller en dansk statsadvokats undersøgelse eller efterforskning.

Til kapitel 6

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 37

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

Det foreslås i stk. 1, at loven træder ikraft den 1. januar 2000.

Stk. 2 indebærer, at adfærdsklager, der er indgivet, men ikke afgjort af politimesteren ved lovens ikrafttræden, fra ikrafttrædelsestidspunktet skal behandles efter reglerne i kapitel 2. Reglerne om Politiklagenævnet i kapitel 4 finder desuden anvendelse for disse sager. For kriminalsager gælder tilsvarende efter stk. 3, at disse sager skal behandles efter reglerne i kapitel 3 og under kontrol af Politiklagenævnet efter kapitel 4, hvis der ikke er rejst tiltale i sagen i 1. instans på tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 skal sikre kontinuiteten i Politiklagenævnet. Dette sker ved at formanden og dennes suppleant første gang kun udpeges for 2 år, hvorimod lægmændene og disses suppleanter - også i den første periode - udpeges for 4 år, jf. § 25, stk. 1. Herved opnås, at der ikke samtidig skal ske en fuldstændig udskiftning i Politiklagenævnet, idet de efterfølgende funktionsperioder på 4 år for henholdsvis formanden og lægmændene og disses suppleanter vil blive forskudt 2 år i forhold til hinanden.

Selv om formanden første gang kun udpeges for 2 år, vil vedkommende fortsat kun kunne genudpeges én gang for en periode på 4 år, jf. den foreslåede § 25, stk. 1, 2. pkt.

§ 17. Politimesteren iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået en kriminel handling.

Stk. 2. Politimesteren iværksætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Bestemmelserne i § 12 finder herved tilsvarende anvendelse.

§ 18. Rigspolitichefen yder efter anmodning politimesteren bistand under efterforskningen.

Stk. 2. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette politimesteren herom.

§ 19. Retten beskikker en bisidder for sigtede, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af kapitel 5, § 22, i lov om rettens pleje i Grønland.

Stk. 2. Retten beskikker på den forurettedes begæring en bisidder for den pågældende, når forholdene taler derfor.

Stk. 3. Politimesteren vejleder de pågældende om adgangen til at begære en bisidder beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom indbringes for retten. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den pågældende afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig vejledning.

Stk. 4. Beskikkelse af bisidder sker uden udgift for de pågældende.

§ 20. Den beskikkede bisidder skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, politimesteren tilvejebringer som led i efterforskningen. Bisidderen må ikke uden politimesterens tilladelse overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.

Stk. 2. Bisidderen har adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos politimesteren som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Bisidderen underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

§ 21. Rigsadvokaten kan bestemme, at en kriminalsag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af politimesteren efter reglerne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.

§ 22. Bestemmelserne om behandling af kriminalsager i lov om rettens pleje i Grønland finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

§ 23. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 16 og 17 nævnte sager.

§ 24. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.

§ 25. Politiklagenævnet består af en advokat som formand og to lægmænd, der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted én gang.

Stk. 2. Advokaten udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, der indstiller fire personer, heraf så vidt muligt to kvinder og to mænd.

Stk. 3. Lægmændene udpeges efter indstilling fra Grønlands Landsting, der indstiller seks personer, heraf tre kvinder og tre mænd.

Stk. 4. Lægmændene kan ikke samtidig med hvervet som medlem af Politiklagenævnet være medlem af en kommunalbestyrelse, Grønlands Landsting eller Folketinget. Udelukkede fra at være lægmænd er endvidere ministre, landsstyremedlemmer, advokater og advokatfuldmægtige samt hjemmestyrets, centraladministrationens, domstolenes, rigsombudets, politiets og kriminalforsorgens tjenestemænd og øvrige personale.

Stk. 5. Advokaten og lægmændene skal have bopæl i Grønland.

Stk. 6. En person, der inden for det i stk. 1, 1. pkt., nævnte tidsrum fylder 65 år, kan ikke udpeges som medlem.

Stk. 7. For hvert medlem udpeger justitsministeren efter tilsvarende regler som for vedkommende medlem en suppleant blandt dem, der er indstillet i medfør af stk. 2 og 3.

Stk. 8. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om indstilling af medlemmer og disses vederlag.

§ 26. Politimesteren underretter straks Politiklagenævnet om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 2 eller kapitel 3.

Stk. 2. Politiklagenævnet kan over for politimesteren tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel 2 eller efterforskning efter reglerne i kapitel 3.

§ 27. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, politimesteren tilvejebringer i forbindelse med undersøgelsen af de i kapitel 2 nævnte sager og efterforskningen i de i kapitel 3 nævnte sager. Politiklagenævnet må ikke uden politimesterens samtykke overlevere det modtagne materiale til andre.

Stk. 2. Politimesteren orienterer i øvrigt løbende Politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der træffes i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen.

§ 28. Politiklagenævnet kan anmode politimesteren om at foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller efterforskningsskridt.

Stk. 2. Hvis sigtede eller politimesteren i en sag, der behandles efter kapitel 3, modsætter sig nævnets anmodning om foretagelse af bestemte yderligere efterforskningsskridt, forelægges spørgsmålet for retten til afgørelse. Spørgsmålet afgøres af den ret, hvor sagen behandles, eller hvor den kan forventes behandlet. Rettens afgørelse træffes på begæring ved kendelse.

§ 29. Politimesteren udfærdiger en redegørelse til Politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 2 eller efterforskningen efter kapitel 3. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet af undersøgelsen eller efterforskningen og de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse samt en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal fremgå af redegørelsen, hvorledes politimesteren finder, sagen bør afgøres.

§ 30. Politiklagenævnet meddeler politimesteren, hvordan sager, der behandles efter kapitel 2 eller kapitel 3, efter nævnets opfattelse bør afgøres.

Stk. 2. Det skal fremgå af afgørelsen, om den er i overensstemmelse med Politiklagenævnets opfattelse.

Stk. 3. Afgørelsen skal sendes til den, der har indgivet klage eller anmeldelse.

§ 31. Politiklagenævnet kan påklage politimesterens afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.

Stk. 2. Fristen for klage efter stk. 1 er 4 uger efter, at Politiklagenævnet har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

§ 32. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om Politiklagenævnets virksomhed, herunder om politimesterens samvirke med Politiklagenævnet.

§ 33. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 2 og kapitel 3 nævnte sager til Grønlands Landsting, Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal offentliggøres.

§ 34. Rigsadvokaten eller den statsadvokat, som rigsadvokaten bemyndiger hertil, behandler adfærdsklager og kriminalsager vedrørende politimesteren eller politipersonale, der gør tjeneste ved politimesterembedet.

§ 35. Rigsadvokaten eller den statsadvokat, som efter § 34 er bemyndiget til at behandle en sag, har i den forbindelse de pligter og beføjelser, som ved denne lov er tillagt politimesteren.

Stk. 2. Justitsministeren behandler klager over afgørelser truffet af rigsadvokaten vedrørende adfærdsklager og kriminalsager. Har rigsadvokaten bemyndiget en statsadvokat til at behandle en adfærdsklage eller en kriminalsag, behandler rigsadvokaten dog klager over afgørelser vedrørende denne sag.

§ 36. Bestemmelserne i kapitel 2-4 om behandling af adfærdsklager og kriminalsager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

§ 37. Loven træder i kraft den 1. januar 2000.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på adfærdsklagesager, der ikke er afgjort før lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Loven har virkning for kriminalsager, hvori der ved lovens ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. instans.

Stk. 4. Første gang der udpeges medlemmer til Politiklagenævnet, jf. § 25, udpeges formanden og dennes suppleant for et tidsrum af 2 år.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslagets formål er at gennemføre nye regler om behandling af adfærdsklager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland.

Den foreslåede ordning bygger i meget vidt omfang på den klageordning, der er indført i Danmark i 1996. Således indebærer ordningen bl.a. etablering af et uafhængigt kontrolorgan (Politiklagenævnet), der på offentlighedens vegne skal have indseende med sagsbehandlingen i de nævnte sager.

2. Baggrunden for lovforslaget

Lovforslaget bygger på en indstilling fra Den Grønlandske Retsvæsenskommission.

Retsvæsenskommissionen, der er nedsat i april 1994 af Justitsministeriet efter forhandling med Grønlands Hjemmestyre, har til opgave at foretage en gennemgribende revision af det grønlandske justitsvæsen. Efter kommissoriet er kommissionsarbejdet - der forventes afsluttet i første halvår 2000 - ikke til hinder for, at der på enkelte områder gennemføres særligt påtrængende ændringer. Kommissionen kan eventuelt forlods fremkomme med forslag herom.

Den Grønlandske Retsvæsenskommission har i indstillingen foreslået, at den nuværende klageordning vedrørende politiet i Grønland ændres, således at klagesystemet formaliseres og suppleres med et uafhængigt kontrolorgan (Politiklagenævnet). Kommissionen har i den forbindelse indstillet, at forslaget gennemføres ved særskilt lov, så en formel klageordning kan etableres uden at afvente kommissionens endelige forslag til revision af den grønlandske retsplejelov.

3. Den gældende klageordning i Grønland

Grønland er en selvstændig politikreds i rigsfællesskabet og som statsmyndighed organisatorisk placeret under justitsministeren. Politikredsen er opdelt i 17 politidistrikter. Politimesteren, der har kontor i Nuuk, er ansvarlig for administration og anklagervirksomhed i samtlige politidistrikter og for administrationen af anstalterne for domfældte. For så vidt angår politiets virksomhed vedrørende forfølgning af forbrydelser er politimesteren direkte underordnet rigsadvokaten.

Ved udgangen af 1997 var det grønlandske politipersonale sammensat af en politimester, en vicepolitimester, en politiassessor, to politifuldmægtige, 112 polititjenestemænd (heraf 24 udstationerede danske politifolk), 43 reservepolitibetjente og 66 kommunefogeder og -assistenter. Ifølge oplysninger fra politimesteren i Grønland behandles årligt ca. 10-15 adfærdsklagesager, hvoraf en del dog i større eller mindre omfang også vedrører politiets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen. Såkaldte dispositionsklager omfattes ikke af lovforslaget, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 2. Desuden behandles årligt et lignende antal anmeldelser om kriminelle handlinger begået af politipersonale.

Det nuværende klagesystem i Grønland fungerer i vidt omfang på ulovbestemt grundlag.

Adfærdsklager kan indgives til det stedlige politi eller til politimesteren. Det forekommer desuden, at politiet undersøger en polititjenestemands adfærd af egen drift.

Klagerne behandles af politimesterembedet, der selv varetager sagsoplysningen og træffer afgørelse i sagerne. Dette sker i overensstemmelse med forvaltningslovens regler samt tjenestemandsloven og andre ansættelsesretlige regelsæt. Politimesterens afgørelse kan indbringes for justitsministeren. Justitsministerens afgørelse kan indbringes for Folketingets Ombudsmand, der eventuelt kan udtale sin kritik af afgørelsen. Justitsministerens afgørelse kan også indbringes for domstolene i medfør af grundlovens § 63.

Klager over forhold af mere underordnet karakter afgøres ofte ved en uformel procedure, typisk i form af en samtale mellem stationslederen og klageren. Derved kan fejltagelser og misforståelser rettes og eventuelt beklages. Hvis klageren er indforstået med denne form for behandling og afgørelse, betragtes sagen som afsluttet.

Kriminalsager mod politipersonalet indledes på samme måde som adfærdsklagesager. Efterforskningen varetages af politiet, medarbejdere fra politimesterembedet og - ved større sager - med bistand fra rigspolitichefen, navnlig Rejseafdelingen og Teknisk Afdeling. Tiltalespørgsmålet afgøres af rigsadvokaten med klageadgang til justitsministeren. En eventuel domfældelse følges i reglen op af en disciplinærsag.

Den nuværende klageordning i Grønland er således i meget vidt omfang karakteriseret ved en enstrengethed i opbygningen, idet de samme myndigheder behandler både adfærdsklager og kriminalsager.

Beskikkelse af bisidder (forsvarer) kan ske i tilfælde, hvor der rejses tiltale imod vedkommende polititjenestemand og i så fald alene for denne, men ikke for andre implicerede, herunder den forurettede. I andre tilfælde, herunder i adfærdsklagesager, er der efter det nuværende klagesystem ikke adgang for parterne til at anmode om beskikkelse af bisidder under sagen.

4. Den danske klageordning

Den nuværende danske ordning vedrørende klager over politipersonalet er gennemført ved lov nr. 393 af 14. juni 1995, der trådte i kraft den 1. januar 1996. Ved loven, der bygger på betænkning nr. 1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonalet, er det hidtidige system med lokalnævnsbehandling afløst af et system, hvor statsadvokaterne undersøger og afgør adfærdsklagesager. Efter loven er det endvidere statsadvokaterne, der efterforsker og afgør tiltalespørgsmålet i straffesager mod politipersonalet.

Efter lovændringen er der endelig oprettet et antal kontrolorganer (politiklagenævn) bestående af en advokat og to lægmænd, som løbende fører tilsyn med statsadvokaternes behandling af sagerne. Politiklagenævnet kan komme med tilkendegivelser om sagernes undersøgelse og afgørelse, og nævnet kan klage til rigsadvokaten over statsadvokatens afgørelse.

Mindre sager kan - som i Grønland - behandles på uformel vis ved en samtale mellem klageren og en overordnet polititjenestemand. I disse tilfælde gives underretning om det passerede til vedkommende statsadvokat, der eventuelt af egen drift kan iværksætte en undersøgelse af sagen. Statsadvokaten skal orientere det stedlige politiklagenævn om sagen.

Ved lovændringen i 1995 er der desuden indført en udvidet adgang til at beskikke advokat for klageren og indklagede i adfærdsklagesager samt for forurettede og polititjenestemanden i straffesager mod politipersonale.

5. Den Grønlandske Retsvæsenskommissions forslag

Den Grønlandske Retsvæsenskommission har foreslået, at der for Grønland gennemføres en ny klageordning, der omfatter klager over politiets adfærd i tjenesten (adfærdsklager) og anmeldelser om kriminelle handlinger begået i tjenesten. Sager af mere bagatelagtig karakter forudsættes - som hidtil - at kunne afgøres ved en uformel procedure, dog således at Politiklagenævnet underrettes herom, jf. ovenfor i afsnit 3 og bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 1.

Kommissionen finder, at klageordningen bør baseres på de muligheder, der er til stede i Grønland. Endvidere skal der ved ordningen tages hensyn til, at de, der er involveret i klageordningen, skal have kendskab til forholdene i Grønland. Endelig bør den enstrengethed, der har karakteriseret det hidtidige system, bevares. Det foreslås i øvrigt, at klageordningen i det væsentlige opbygges som den nugældende danske klageordning.

Kommissionen har overvejet mulighederne for at indføre den danske »statsadvokatmodel« i Grønland. Der er imidlertid ingen statsadvokat i Grønland, og rigsadvokaten bør næppe sættes i stedet for statsadvokaten. Rigsadvokaten har kontor i København og vil derved kunne forekomme den grønlandske befolkning fjern og ubekendt. Hertil kommer de praktiske vanskeligheder, som følger af afstanden mellem Grønland og København.

På den baggrund, og da der i Grønland ikke findes nogen anden myndighed, som kan træde i stedet for en statsadvokat, har kommissionen fundet, at politimesteren i Grønland er den myndighed, der må anses for bedst egnet til at varetage de opgaver i forbindelse med behandlingen af klager og kriminalsager vedrørende politipersonalet, som efter den danske ordning er henlagt til statsadvokaterne. Kommissionen har ved vurderingen heraf navnlig lagt vægt på, at politimesteren i Grønland som følge af politikredsens særlige struktur og den jævnlige udskiftning af embedets indehaver indtager en mere selvstændig stilling i forhold til politipersonalet end politimestrene i Danmark. Kommissionen forudsætter, at det er politimesteren personligt, der leder undersøgelsen eller efterforskningen og træffer afgørelse i disse sager.

Kommissionen har fundet, at der kan etableres et funktionsdygtigt og troværdigt grønlandsk klagesystem, hvis en grønlandsk »politimestermodel« kombineres med et politiklagenævn efter dansk model, så det hidtidige, enstrengede system bevares.

I indstillingen fra Den Grønlandske Retsvæsenskommission foreslås, at der oprettes ét politiklagenævn for Grønland, bestående af en advokat, der praktiserer i Grønland, og to lægfolk. Medlemmerne bør udpeges af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Advokatrådet og Grønlands Landsting. Klagenævnet skal fungere som de tilsvarende danske politiklagenævn. Det skal således løbende have tilsendt sagsakter i adfærds- og kriminalsager mod politipersonalet, og nævnet kan anmode politimesteren om at foretage bestemte yderligere efterforskningsskridt. Desuden skal nævnet have beføjelse til at klage over politimesteren til rigsadvokaten. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede kapitel 4.

Kommissionen anfører endvidere, at klager over politiet skal kunne indgives både til politiet og til nævnet. Desuden finder kommissionen, at det kan overvejes at åbne mulighed for at indgive klager andetsteds for at undgå, at rent praktiske vanskeligheder i forbindelse med en klages indgivelse afholder nogen fra at få deres klage behandlet.

6. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at det må anses for rigtigt at gennemføre en klageordning ved særskilt lov uden at afvente en kommende, samlet reform af den grønlandske retsplejelov.

Med hensyn til klagesystemets opbygning kan Justitsministeriet tilslutte sig kommissionens synspunkter, hvorefter det bør tilsigtes, at den hidtidige enstrengethed bevares, og at der skabes en ordning, der tager højde for de særlige grønlandske forhold.

Justitsministeriet finder - ligesom Den Grønlandske Retsvæsenskommission - at politimesteren i Grønland vil kunne varetage de opgaver, der efter den danske klageordning forestås af statsadvokaterne. Justitsministeriet lægger herved navnlig vægt på politikredsens særlige struktur, herunder politimesterembedets selvstændige stilling i forhold til de enkelte politidistrikter. Det forudsættes, at det er politimesteren personligt, eller - ved forfald - dennes stedfortræder, der leder undersøgelsen eller efterforskningen og træffer afgørelse i sagerne, og at undersøgelsen eller efterforskningen i praksis som altovervejende hovedregel foretages af politimesteren selv eller af det øvrige juridiske personale ved politimesterembedet. Justitsministeriet tillægger det samtidig betydning, at klageordningen suppleres af et politiklagenævn, og at muligheden for bisidderbeskikkelse udvides.

For at sikre en uvildig klageordning foreslår Justitsministeriet dog, at rigsadvokaten - eller den statsadvokat, som rigsadvokaten bemyndiger hertil - behandler adfærdsklager og kriminalsager, der vedrører politimesteren selv eller dennes nærmeste medarbejdere, jf. bemærkningerne til lovforslagets §§ 34 og 35.

Justitsministeriet er enig i afgrænsningen af de sagstyper, der skal behandles efter den foreslåede klageordning. Uden for klageordningen i forslaget falder således behandlingen af sager vedrørende politipersonalets forhold uden for tjenesten. Endvidere forudsættes det, at mindre klager også fremover kan behandles under uformelle former, dog således at politimesteren og Politiklagenævnet underrettes herom. Om den nærmere afgrænsning af begrebet »adfærdsklage« henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 1.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvem klagen skal indgives til, er Justitsministeriet enig i, at praktiske årsager ikke bør være en hindring for at borgerne får deres klage behandlet.

Justitsministeriet finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at fastsætte en udtrykkelig bestemmelse i denne lov om, at klagen f.eks. kan indgives til det stedlige politi, der kan være genstand for klagen. Da en pligt til at videresende klagen til rette myndighed under alle omstændigheder vil følge af forvaltningslovens § 7, stk. 2, eller - for hjemmestyremyndighederne - den tilsvarende bestemmelse i landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning § 7, stk. 2, foreslår Justitsministeriet derfor, at der alene fastsættes bestemmelse om, at klagen indgives til politimesteren.

Justitsministeriet finder det vigtigt, at de involverede parters retsstilling sikres. Justitsministeriet foreslår derfor, at der - som i det danske klagesystem - indføres en adgang til at beskikke en bisidder for henholdsvis indklagede og klageren i adfærdsklagesager.

Med hensyn til behandlingen af kriminalsager efter lovforslagets kapitel 3 foreslås der desuden fastsat bestemmelser om, at den forurettede kan få beskikket en bisidder, når forholdene taler for det. Justitsministeriet foreslår i den forbindelse, at den bisidder, der beskikkes for sigtede og forurettede, tillægges de samme beføjelser under efterforskningen, som tilkommer henholdsvis forsvareren og bistandsadvokaten efter den danske klageordning.

Efter kapitel 5, § 22, i den grønlandske retsplejelov skal der beskikkes en bisidder for tiltalte efter anklageskriftets forkyndelse, når tiltalte anmoder om det, eller kredsdommeren skønner, at det af tiltalen omfattede forhold kan medføre idømmelse af frihedsberøvelse. Beskikkelse skal også altid ske, når det skønnes, at sigtede ikke er sin fornuft mægtig, samt når der fremsættes begæring om beslutning om frihedsberøvelse af sigtede.

Efter kapitel 5, § 26, i den grønlandske retsplejelov har sigtedes bisidder - i modsætning til en dansk forsvarer - endvidere i almindelighed ikke har adgang til at gøre sig bekendt med politiets materiale i sagen før tiltalerejsningen, jf. kapitel 5, § 26, i den grønlandske retsplejelov. Bisidderen har desuden ikke adgang til at overvære udenretslige afhøringer af sigtede. Endelig findes der ikke i den grønlandske retsplejelov regler om bisidderbistand til den forurettede i en kriminalsag.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det vigtigt, at der ikke sammenlignet med den danske klageordning foretages en begrænsning i adgangen til at beskikke en bisidder for forurettede og sigtede eller i bisidderens beføjelser under efterforskningen. Justitsministeriet foreslår derfor, at forurettede og sigtede kan få beskikket en bisidder allerede under efterforskningen, selv om sigtede ikke begæres tilbageholdt, og at bisidderen får de samme beføjelser med hensyn til at gøre sig bekendt med sagens akter før domsforhandlingen og at overvære afhøringer af sin klient hos politiet, som tilkommer en dansk forsvarer eller bistandsadvokat.

Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets §§ 7, 19 og 20.

Endelig kan Justitsministeriet tilslutte sig kommissionens synspunkter vedrørende oprettelsen og sammensætningen af et grønlandsk politiklagenævn.

For at sikre befolkningens tillid til klageordningen, herunder til Politiklagenævnets virksomhed, forudsætter Justitsministeriet, at der sker en bred information om klagesystemet både før og efter lovens ikrafttrædelse.

7. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget vil medføre merudgifter til vederlæggelsen af formænd og medlemmer af det grønlandske politiklagenævn. Merudgifterne skønnes at være af begrænset størrelse (ca. 0,2 mio. kr.) og vil kunne afholdes inden for de gældende bevillinger på hovedkonto 11.23.05. Politiklagenævn.

Lovforslaget vil endvidere indebære merudgifter til bisidderbeskikkelse vedrørende adfærdsklager og kriminalsager. Også disse udgifter, der afholdes af hovedkonto 11.21.21. Strafferetspleje m.v., skønnes at være af begrænset størrelse (ca. 0,2 mio. kr.).

Herudover vil lovforslaget medføre mindre udgifter for politiet og anklagemyndigheden til tolkebistand, rejseudgifter og oplysningskampagne m.v. Disse udgifter vil blive afholdt inden for politiets gældende bevillingsmæssige rammer.

Samlet set skønnes lovforslaget herefter ikke at medføre merudgifter for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt til høring hos Grønlands Hjemmestyre, landsdommeren og politimesteren i Grønland, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politifuldmægtigforeningen, Den Grønlandske Politiforening, Politiforbundet i Danmark, Dansk Kriminalpolitiforening og Advokatrådet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Hvor forslaget ikke eller kun i mindre omfang afviger fra de tilsvarende bestemmelser i den danske retsplejelovs kapitel 93 b, 93 c og 93 d, henvises til forarbejderne til disse bestemmelser (betænkning nr. 1278/1994 og Folketingstidende 1994-95, forhandlingerne, sp. 5167-5169, 5400-5412, 6437 og 6644, tillæg A, sp. 3542-3588 samt tillæg B, sp. 755-756).

Hvor beføjelser i denne lov er tillagt »politimesteren«, forudsættes det, at det er politimesteren personligt, eller - ved forfald - dennes stedfortræder, som forestår udøvelsen af disse beføjelser, jf. pkt. 5 og 6 i de almindelige bemærkninger.

Til kapitel 1

Lovens område

Til § 1

Den foreslåede bestemmelse fastlægger lovens territoriale anvendelsesområde. Den indebærer, at alene forhold begået under udøvelse af tjeneste i Grønland vil være omfattet af lovens regler. Uden for lovens anvendelsesområde falder således sager, der vedrører politipersonalets forhold under ophold uden for Grønland, f.eks. i Danmark. Omvendt vil dansk politipersonale under udstationering eller anden midlertidig tjeneste i Grønland være omfattet af ordningen. Forhold begået af grønlandsk politipersonale under tjeneste i Danmark er omfattet af de danske regler om behandling af klager over politipersonalet og straffesager mod politipersonale, jf. den danske retsplejelovs kapitel 93 b, 93 c og 93 d.

Til kapitel 2

Behandling af klager over politipersonale

Til § 2

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at politimesteren skal undersøge og afgøre klager over politipersonalets adfærd i tjenesten. Ordningen omfatter »politipersonale«, dvs. den del af de ansatte ved politiet, der har politimyndighed. Omfattet af ordningen er således det politiuddannede personale, politiets jurister, kommunefogeder, kommunefogedassistenter og reservebetjente med selvstændig politimyndighed samt eventuelt andre særligt beskikkede, jf. den grønlandske retsplejelov, kapitel 1, §§ 18-20. Klageordningen omfatter derimod ikke politiets kontorpersonale. Med hensyn til klager, der vedrører politimesteren selv eller dennes nærmeste medarbejdere, henvises til bemærkningerne til lovforslagets kapitel 5.

Det centrale område for adfærdsklager omfatter følgende sagsgrupper

- Klager over vold og anden hårdhændet behandling i forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende.

- Klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse eller ransagning.

- Klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under udførelsen af tjenesten.

- Klager over uhøflig eller anden ukorrekt personlig optræden.

Udenfor falder materielle afgørelser og politipersonalets dispositioner i forbindelse med sagsbehandlingen, f.eks. selve beslutningen om at foretage en anholdelse eller at bortvise nogen fra en lokalitet.

Selv om det efter den foreslåede bestemmelse er politimesteren, der behandler klager over politipersonalets adfærd, forudsættes det, at den hidtidige praksis vedrørende politiets behandling af mindre sager, opretholdes, jf. herved pkt. 3 og 5 i de almindelige bemærkninger. Klageren må imidlertid vejledes om den formelle klagemulighed til politimesteren, og politiet må udfærdige en notits om det passerede, som forelægges politimesteren, så politimesteren kan få lejlighed til eventuelt at iværksætte en nærmere undersøgelse af egen drift. Det forudsættes, at politimesteren sender en genpart af notitsen til Politiklagenævnet.

Efter bestemmelsen i stk. 2 skal Rigspolitichefen, hvilket i praksis navnlig vil sige Rigspolitichefens Rejseafdeling, efter anmodning yde politimesteren bistand til undersøgelsen. Det forudsættes, at undersøgelsen i adfærdsklagesager som altovervejende hovedregel foretages af politimesteren selv eller af det øvrige juridiske personale ved politimesterembedet. Bestemmelsen skal sikre, at politimesteren altid råder over de fornødne ressourcer også til at behandle meget omfattende og komplicerede adfærdsklagesager. Undersøgelsen foretages uanset bistanden fra Rigspolitichefen på politimesterens ansvar, og det er politimesteren, der træffer afgørelse i adfærdsklagesagen.

Det følger af bestemmelsen i stk. 3, at politiet, dvs. det stedlige politidistrikt, på egen hånd kan foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Der tænkes her på undersøgelsesskridt, der ikke kan afvente, at politimesteren indleder sin undersøgelse af en konkret sag. Det kan f.eks. dreje sig om iværksættelse af lægeundersøgelse eller sikring af vidners identitet.

Formålet med bestemmelsen, der har et snævert anvendelsesområde, er at undgå bevistab som følge af den tid, der i praksis vil kunne forløbe, før politimesteren vil kunne tage sig af sagen. På grund af de særlige grønlandske forhold, herunder navnlig vejrliget og de geografiske afstande, kan bestemmelsen dog i visse tilfælde få et lidt videre anvendelsesområde end den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelov. Politiet skal snarest muligt underrette politimesteren om sådanne undersøgelsesskridt, og politiet kan ikke i øvrigt foretage undersøgelse i adfærdsklagesager ud over, hvad der følger af stk. 3.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019.

Til § 3

Bestemmelsen i stk. 1 indeholder ikke en nærmere afgrænsning af den klageberettigede personkreds. Typisk vil en klage blive indgivet af den, der anser sig for forulempet af politiet, eller eventuelt af dennes bisidder. Klagen vil også kunne indgives af andre, f.eks. den forulempedes pårørende, eller af forbipasserende, der har overværet den episode, som giver anledning til klagen.

Efter den foreslåede bestemmelse indgives klage til politimesteren eller fremsættes mundtligt til retsbogen under behandlingen af en kriminel sag, såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af denne. Hvis klagen fremsættes til retsbogen, må retten sende en udskrift heraf til politimesteren, der foretager det videre fornødne i klagesagen. Som anført i de almindelige bemærkninger under pkt. 6, finder Justitsministeriet ikke, at det er nødvendigt at fastsætte regler om, at klagen kan indgives andre steder. I de tilfælde, hvor en klage indleveres til en anden myndighed end politimesteren, skal vedkommende myndighed videresende klagen til politimesteren, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2, eller landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, § 7, stk. 2.

Efter stk. 2 kan politimesteren afvise at realitetsbehandle en klage, som indgives senere end 6 måneder efter det forhold, som klagen angår, har fundet sted.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 a.

Til § 4

Efter bestemmelsen skal den indklagede have udleveret en fremstilling om sagens faktiske omstændigheder. Fremstillingen må udarbejdes af politimesteren, men kan undlades i tilfælde, hvor klagen er indgivet for sent, jf. § 3, stk. 2, eller hvor klagen kan afvises på det foreliggende grundlag, f.eks. fordi den er åbenbart grundløs.

Bestemmelsen suppleres af lov om statens tjenestemænd i Grønland § 20, stk. 1, samt forvaltningslovens regler om partshøring og om retten til at forlange sagen udsat med henblik på afgivelse af en udtalelse.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 b.

Til § 5

Der henvises til den tilsvarende bestemmelse i den danske retsplejelovs § 1019 c. Der kan desuden henvises til forvaltningslovens § 8 om retten til at lade sig bistå samt lov om statens tjenestemænd i Grønland § 21, stk. 1.

Den indklagede kan alene lade sig bistå, men ikke repræsentere under mødet, dvs. at indklagede skal møde personligt. Den i bestemmelsen omhandlede »bisidder« er en bisidder i tjenestemandslovens forstand og ikke en beskikket bisidder (forsvarer) i retsplejelovens forstand, jf. herved lovforslagets § 7.

Til § 6

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at indklagede ikke har pligt til at udtale sig i tilfælde, hvor indklagede risikerer at udsætte sig selv for kriminalretlige foranstaltninger eller disciplinæransvar, dvs. en formel irettesættelse eller advarsel, en bøde, overførelse til andet arbejde, arbejdssted eller stilling, degradation eller afsked.

Bestemmelsen i stk. 2 pålægger politimesteren at vejlede den indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om retten for indklagede til at få udleveret en fremstilling vedrørende sagens faktiske omstændigheder efter § 4, om retten til at møde med bisidder, jf. § 5, og om retten til at forlange sagen behandlet som en kriminalsag, hvis indklagede er mistænkt for en kriminel handling, jf. § 11, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 d.

Til § 7

Den foreslåede bestemmelse indeholder nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med beskikkelse af bisidder for klageren og indklagede. Det følger således af bestemmelsen i stk. 1, at der altid skal beskikkes en bisidder for parterne, hvis forklaring afgives i retten, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8.

Efter bestemmelsen i stk. 2 kan retten i andre tilfælde beskikke en bisidder for en eller begge parter, når forholdene taler for det.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 e.

Til § 8

Bestemmelsen i stk. 1 giver politimesteren mulighed for at bestemme, at forklaring skal afgives i retten. Der vil navnlig kunne være anledning hertil, hvis det skønnes af betydning, at forklaringer afgives under vidneansvar eller i offentlige retsmøder, idet klageren ikke vil være forpligtet til at udtale sig udenretsligt til politimesteren. Hvis sagen behandles i retten, vil klageren derimod som udgangspunkt være forpligtet til at afgive forklaring, jf. kapitel 2, §§ 13 ff., i den grønlandske retsplejelov.

Stk. 2 fastlægger, hvilken kredsret der skal afgives forklaring ved.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 f.

Til § 9

Efter bestemmelsens stk. 1 giver politimesteren møde i de retsmøder, hvor sagen behandles. Det forudsættes, at politimesteren møder personligt eller ved en af sine juridiske medarbejdere ved politimesterembedet. Politimesteren vil således ikke kunne bemyndige en polititjenestemand i det enkelte politidistrikt til at give møde på sine vegne.

I stk. 2 og 3 er fastsat bestemmelser om underretning af indklagede om berammede retsmøder samt om retten til ikke at afgive forklaring. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6.

I stk. 4 er indsat en henvisning til reglerne om kriminalsager, dvs. kapitel 5, afsnit D, i den grønlandske retsplejelov.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 g.

Til § 10

De foreslåede bestemmelser indebærer, at toinstansprincippet i adfærdsklagesager opretholdes, men således at politimesterens afgørelse kan indbringes for rigsadvokaten og ikke - som efter den nugældende ordning - justitsministeren.

Klagefristen er i stk. 2 fastsat til 4 uger. Fristen er ikke absolut, idet klager, der indgives efter fristens udløb, kan behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 h.

Til § 11

I den foreslåede bestemmelse er fastsat regler om to situationer, hvor behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, fordi sagen overgår til behandling efter andre regler.

Efter stk. 1, nr. 1, sker dette således, hvis det på baggrund af behandlingen af adfærdsklagesagen viser sig, at der grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede. Det samme gælder efter stk. 1, nr. 2, hvis indklagede er mistænkt for en kriminel handling og forlanger sagen behandlet som en kriminel sag. I disse tilfælde skal den kriminelle sag behandles efter reglerne i det foreslåede kapitel 3 om kriminalsager mod politipersonale, jf. stk. 2, 1. pkt.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 i.

Til § 12

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver ansættelsesmyndigheden mulighed for at vurdere, om indklagede skal suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde, mens sagen behandles, jf. også stk. 3. En disciplinærundersøgelse kan dog ikke indledes, før behandlingen af adfærdsklagesagen er afsluttet, jf. stk. 2.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 j.

Til § 13

Bestemmelsen giver politimesteren mulighed for af egen drift at beslutte, at en sag skal undersøges nærmere. Dette kan f.eks. være tilfældet, når politimesteren modtager indberetning om politiets behandling af en mindre klage, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 k.

Til § 14

Den foreslåede bestemmelse giver justitsministeren mulighed for - inden for rammerne af de foreslåede bestemmelser i kapitel 2 - at fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklagesager.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 l.

Til § 15

Bestemmelsen giver justitsministeren beføjelse til at bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i det foreslåede kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter gør det påkrævet.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1019 m.

Til kapitel 3

Kriminalsager mod politipersonale

Til § 16

Efter den foreslåede bestemmelse indgives anmeldelser om kriminelle handlinger begået af politipersonalet til politimesteren i lighed med adfærdsklager, jf. lovforslagets § 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2 samt pkt. 5 og 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Med hensyn til anmeldelser, der vedrører politimesteren selv eller dennes nærmeste medarbejdere, henvises til bemærkningerne til lovforslagets kapitel 5.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1020.

Til § 17

Bestemmelsen omfatter kriminelle sager mod politipersonalet vedrørende forhold begået i tjenesten, jf. om denne afgrænsning bemærkningerne til lovforslagets § 2.

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at politimesteren kan indlede efterforskning enten efter anmeldelse eller af egen drift. I begge tilfælde er iværksættelse af efterforskning betinget af, at der er »rimelig formodning om«, at politipersonale i tjenesten har begået en kriminel handling. Som en undtagelse til dette krav er i det foreslåede stk. 2 foreskrevet, at politimesteren skal iværksætte efterforskning i tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Det følger af henvisningen i stk. 2, 2. pkt., til lovforslagets § 12, at politimesteren skal underrette ansættelsesmyndigheden, dvs. rigspolitichefen.

Hvis sagen vedrører politimesteren selv eller dennes nærmeste medarbejdere, vil efterforskningen skulle forestås af rigsadvokaten eller den statsadvokat, som rigsadvokaten bemyndiger hertil, jf. lovforslagets § 34.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1020 a. I modsætning til denne bestemmelse indeholder lovforslagets § 17, stk. 1, ikke udtrykkeligt krav om, at den kriminelle handling skal være undergivet offentlig påtale. Det skyldes, at alle kriminelle handlinger er undergivet offentlig påtale i Grønland.

Til § 18

Den foreslåede bestemmelse svarer til lovforslagets § 2, stk. 2 og 3.

Bestemmelsen svarer endvidere til den danske retsplejelovs § 1020 b. Det er ikke nødvendigt med en bestemmelse svarende til § 1020 b, stk. 1, hvorefter statsadvokaten kan udøve de beføjelser, som ellers tilkommer politiet. Med den grønlandske »politimestermodel« er der således ikke behov for at fravige de almindelige kompetenceregler ved efterforskning af kriminalsager. Tilsvarende gælder med hensyn til bestemmelsen om påtalekompetence m.v. i den danske retsplejelovs § 1020 c.

Til § 19

Bestemmelsen indeholder regler om beskikkelse af bisidder for den politiansatte, som sagen retter sig imod, og for den forurettede i sagen, jf. herved også pkt. 6 i de almindelige bemærkninger.

Efter stk. 1 beskikker retten en bisidder for den sigtede, når forholdene taler derfor. Det følger endvidere af bestemmelsens 2. pkt., at der som minimum skal beskikkes en bisidder i de tilfælde, der er omfattet af kapitel 5, § 22, i den grønlandske retsplejelov. Efter denne bestemmelse beskikker kredsdommeren en bisidder for tiltalte efter anklageskriftets forkyndelse, når tiltalte anmoder om det, eller når kredsdommeren skønner, at det af tiltalen omfattede forhold kan medføre idømmelse af frihedsberøvelse. Bisidder skal også altid beskikkes, når det skønnes, at sigtede ikke er sin fornuft mægtig, samt når der fremsættes begæring om beslutning om frihedsberøvelse af sigtede.

Efter stk. 2 beskikker retten på den forurettedes begæring en bisidder for den pågældende, når forholdene taler derfor. Det forudsættes, at der i almindelighed vil ske beskikkelse, og at en begæring om beskikkelse kun undtagelsesvis vil afslås.

Reglerne om bisiddere i kapitel 5 i den grønlandske retsplejelov finder i øvrigt anvendelse, jf. henvisningen i den foreslåede § 22. Dette har betydning med hensyn til den personkreds, der kan beskikkes som bisiddere, jf. kapitel 5, §§ 23-24, i den grønlandske retsplejelov.

I stk. 3 foreslås en bestemmelse om politimesterens vejledningspligt over for parterne, der svarer til lovforslagets § 7, stk. 2, 2.-4. pkt., vedrørende adfærdsklagesager.

I stk. 4 er det foreslået, at udgifterne til bisidderen afholdes af det offentlige, jf. tilsvarende lovforslagets § 7, stk. 3, om adfærdsklagesager.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs §§ 1020 d og 1020 e, stk. 1.

Til § 20

Den foreslåede bestemmelse regulerer de beføjelser, som under kriminalsagens behandling, herunder på efterforskningsstadiet, tilkommer den sigtede og den forurettedes bisidder, jf. herved også pkt. 6 i de almindelige bemærkninger.

I stk. 1 er foreslået nærmere regler om bisidderens adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, der foreligger i sagen, og i stk. 2 er foreslået regler om bisidderens adgang til at overvære afhøringer af sin klient. Bestemmelserne svarer til lovforslagets § 7, stk. 4 og 5, om bisiddere i adfærdsklagesager.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1020 e, stk. 2 og 3.

Til § 21

Bestemmelsen giver mulighed for, at en sag, der omfatter flere forhold, der ikke alle ligger inden for lovens saglige område, kan behandles efter det foreslåede kapitel 3. Desuden kan en sag, der er rettet mod både politipersonale og civile, fremmes efter reglerne om kriminalsager mod politipersonalet.

Bestemmelsen svarer til den danske retsplejelovs § 1020 f.

Til § 22

Fremsat den 8. oktober 1998 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland