Forslag til Lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 533 af 8. juli 1998, foretages følgende ændringer
1. I § 11, stk. 4, ændres »§ 32 b og kapitel 12, jf. dog stk. 5« til: » § 32 b, § 32 c, kapitel 12 og 12 a, jf. dog stk. 5.«.
2. § 14, stk. 3, 2. og 5. pkt. ophæves.
3. I § 14, stk. 3, 3. pkt., der bliver 2. pkt., ændres »jf. § 55, stk. 2,« til: »jf. § 52 a, stk. 2, og § 55, stk. 2,«.
4. I § 14, stk. 4, og i § 23, stk. 2, ændres »lov om kommunal aktivering« til: »lov om aktiv socialpolitik«.
5. § 15 ophæves.
6. I § 16, stk. 1, indsættes som 2. pkt.
»Uddannelsen skal udvikle den lediges kompetence i forhold til konkrete behov på arbejdsmarkedet.«.
7. § 18 affattes således
»§ 18. Ledige dagpengemodtagere, som på grund af manglende danskkundskaber kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse, kan af arbejdsformidlingen få tilbud om en indledende sproglig vurdering, sprogundervisning og en afsluttende sprogtest.
Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om tilbud efter stk. 1.
Stk. 3. Ledige dagpengemodtagere kan modtage uddannelsesgodtgørelse under deltagelse i sprogundervisning, jf. § 17.«.
8. I § 19 indsættes efter »de herom gældende regler«: »i lov om orlov.«.
9. § 19 a affattes således
»§ 19 a. Arbejdsmarkedsrådene kan indgå aftaler med uddannelsesinstitutioner om særlige erhvervsrettede uddannelsesforløb, som ledige i dagpengeperioden kan tilmelde sig uden forudgående udarbejdelse af en individuel handlingsplan.
Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter de nærmere rammer for anvendelse af stk. 1«.
10. I § 23, stk. 3, indsættes efter »og deltidsforsikrede«: »og til 82 pct. af højeste dagpenge, for ledige under 25 år, der er optaget i en arbejdsløshedskasse i henhold til § 41, stk.1, nr. 3, litra b, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.«.
11. § 24 a, stk. 1, affattes således
»§ 24 a. Ledige dagpengemodtagere i aktivperioden og ledige, der modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan få tilbud om beskæftigelse inden for de særlige puljejob, som er oprettet inden for offentlige serviceområder efter de herom gældende regler. Tilbudet kan, jf. § 33, stk. 2, afgives i dagpengeperioden.«.
12. I § 24 a, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »§ 47 og § 70«: »og til 82 pct. af højeste dagpenge, for ledige under 25 år, der er optaget i en arbejdsløshedskasse i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.«.
13. I § 27, stk. 2, ændres »eller i et puljejob« til: », i et puljejob eller er i jobtræning hos offentlige arbejdsgivere i aktivperioden.«.
14. I § 27 b ændres »kapitel 11, 11 a og 12« til: »kapitel 11, 11 a, 12 og 12 a«.
15. § 28 affattes således
»§ 28. Ledige dagpengemodtagere under 60 år, der er i dagpengeperioden, jf. § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som selv fremsætter ønske herom, har, når de har opbrugt deres adgang til orlov til uddannelse i op til 6 uger, jf. § 2, stk. 4, i lov om orlov, eller deres adgang til arbejdsmarkedsuddannelse i op til 6 uger, jf. § 3 a, stk. 4, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, ret til at få udarbejdet en handlingsplan, jf. § 11, med henblik på yderligere uddannelse.
Stk. 2. I handlingsplanen beskrives den lediges uddannelses- og beskæftigelsesmål. Arbejdsformidlingen har pligt til med udgangspunkt i den lediges ønsker og forudsætninger at vurdere den lediges uddannelsesønsker i forhold til konkrete behov for opkvalificering inden for områder på arbejdsmarkedet med behov for arbejdskraft.
Stk. 3. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilbud efter dette kapitel.«.
16. § 29 affattes således
»§ 29. Ledige dagpengemodtagere under 60 år, har i dagpengeperioden, jf. § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1, ret til, uden at der er udarbejdet en handlingsplan, at søge optagelse på de særlige erhvervsrettede uddannelsesforløb, der er oprettet ved aftale mellem Arbejdsmarkedsrådet og uddannelsesinstitutioner, jf. § 19 a.«.
17. Overskriften til Kapitel 11 a affattes således: »Rettigheder og tilbud til unge ledige under 25 år«.
18. I § 32 a, stk. 1, ændres »efter en samlet ledighedsperiode på 6 måneder inden for de seneste 9 måneder« til: »i aktivperioden«og »§ 52 b« til: »§ 52 a«.
19. I § 32 a indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Ydelserne ved deltagelse i et uddannelsestilbud afhænger af valg af uddannelse.«.
20. I § 32 b, stk. 1, ændres »jf. § 52 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og som har ret og pligt til tilbud efter § 32 a, stk. 1, kan der i stedet for uddannelse gives tilbud om jobtræning i op til 18 måneder hos offentlige arbejdsgivere efter lovens kapitel 5« til: »jf. § 52 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og som har ret og pligt til tilbud efter § 32 a, stk. 1, kan der i stedet for uddannelse gives tilbud efter kapitlerne 5 - 7 og 9 - 10.«.
21. § 32 c affattes således
»§ 32 c. Ledige dagpengemodtagere under 25 år, der har gennemført en uddannelse, som berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, har i aktivperioden, jf. § 52 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ret og pligt til et tilbud på op til fuld tid efter kapitlerne 5-7 og 9-10.«.
22. § 33, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Ledige dagpengemodtagere under 60 år har i hele aktivperioden, jf. § 52 a, stk. 2, og § 55, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. ret og pligt til tilbud op til fuld tid. Den ledige har ret og pligt til at modtage tilbud som afgives i dagpengeperioden med henblik på pågyndelse i aktivperioden. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at retten og pligten til tilbud nedsættes eller bortfalder, når ledige selv finder ordinær beskæftigelse. Der kan herunder fastsættes regler om, at ledige ikke samtidig kan være i tilbud og i ordinær beskæftigelse hos samme arbejdsgiver, samt regler om en tidsbegrænsning af en kombination af støttet og ordinær beskæftigelse.«.
23. § 33, stk. 5, affattes således
»Stk.5. Ledige med mere end 2 års ledighed i aktivperioden skal have tilbud om en revision af den individuelle handlingplan med henblik på at der kan iværksættes særlige initiativer senest 26 uger før ydelsesperioden ophører.«.
24. I § 34, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.: »Til ledige optaget i en arbejdsløshedskasse i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som er under 25 år, må ydelsen ikke overstige 82 pct. af højeste dagpenge.«.
25. § 34, stk. 1, 5. pkt., der bliver 6. pkt., affattes således
»Herudover kan der ydes befordringsgodtgørelse i forbindelse med tilbud efter kapitel 6, 9, 9a og kapitel 12 i forbindelse med jobtræning hos offentlige arbejdsgivere.«.
26. I § 34, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.
»Til ledige optaget i en arbejdsløshedskasse i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, og som er under 25 år, udgør beløbet 82 pct. af højeste dagpenge.«.
27. § 34, stk. 3, affattes således
»Stk.3. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om tilbud efter dette kapitel, herunder regler, der sikrer, at ledige kan påbegynde et tilbud umiddelbart ved aktivperiodens begyndelse.«.
28. § 34 a ophæves.
29. Efter § 34 a, indsættes i kapitel 12 a
»§ 34 b. Ledige dagpengemodtagere, der modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ret og pligt til at modtage tilbud om aktivering i op til fuld tid. Retten og pligten til tilbud gælder for hele perioden indtil det fyldte 60. år. Bestemmmelserne i kapitel 12 om rettigheder og pligter i aktivperioden finder tilsvarende anvendelse. En individuel handlingsplan skal udarbejdes eller revideres forud for afgivelse af tilbud.
Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelsen af stk. 1.«.
30. I § 37, stk. 1, ændres »jf. reglerne herom i lov om social bistand« til: »jf. reglerne herom i kapitel 4, 6 og 7 i lov om aktiv socialpolitik«.
31. § 38, stk. 4, affattes således
»Stk. 4. (Amts)kommunerne kan formidle arbejde til personer, der modtager eller søger kontanthjælp, til revalidender, og til personer, der skal have fleksjob eller skånejob, jf. lov om aktiv socialpolitik.«.
32. Efter § 39 og i Kapitel 15 indsættes som ny paragraf
»§ 39 a. Arbejdsministeren kan iværksætte forsøg med og kan fastsætte nærmere regler for, hvorledes andre kan medvirke i og samarbejde med arbejdsformidlingen om tilmelding, grundregistrering, indsatsen i dagpengeperioden, jobsøgningsaktiviteter og vejledning m.v. i forbindelse med den aktive arbejdsmarkedsindsats.«.
33. I § 40, stk. 1, ændres »eller i et puljejob« til: », i et puljejob eller er i jobtræning hos offentlige arbejdsgivere i aktivperioden.«.
34. § 57, stk. 2, stk. 4 og stk. 5, 2. og 3. pkt. ophæves.
Stk. 3 - 7 bliver herefter stk. 2 - 5.
35. I § 57 indsættes efter stk. 7 der bliver stk. 5, som nyt stykke
»Stk. 6. De regionale arbejdsmarkedsråd får indenfor en nærmere fastsat mindre del af bevillingen til arbejdsmarkedsindsatsen mulighed for at iværksætte særlige initiativer med henblik på at sikre et velfungerende arbejdsmarked inden for det arbejdsmarkedspolitiske område. Arbejdsministeren fastsætter de nærmere regler.«.
36. § 62, stk. 5, ophæves.
37. I § 63, stk. 1, 2. pkt. ændres »hvis klagen fastholdes« til: »hvis afgørelsen fastholdes«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1999.
§ 3
Stk. 1. § 32 c i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 21, finder anvendelse for ledige under 25 år, der har gennemført en uddannelse, som nævnt i § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som før den 1. januar 1999 er indplaceret i dagpengeperioden, jf. § 55, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., når de har haft 6 måneders ledighed inden for 9 måneder regnet fra lovforslagets fremsættelse.
Stk. 2. Ledige, under 25 år, der bliver omfattet af § 32 c, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 21, og som har modtaget eller har påbegyndt et tilbud om aktivering inden lovens fremsættelse, kan fortsætte dette efter de hidtil gældende regler.
Stk. 3. § 34 b i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 29, har virkning for alle ledige, som ved lovens ikrafttræden eller senere modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om overflytning fra dagpengeperioden til aktivperioden af unge ledige, der bliver omfattet af § 32 c og af ledige, der har påbegyndt en dagpengeperiode før den 1. januar 1999. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om afgivelse af tilbud om aktivering til ledige, der bliver overflyttet til aktivperioden og til ledige, der bliver omfattet af § 34 b.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lov nr. 434 af 30. juni 1993 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (Folketingstidende 1992-93, FF sp. 8335, 8771, 11401 og 12017, tillæg A, sp. 8789, tillæg B, sp. 1975 og 3339, tillæg C, sp. 1793) er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 533 af 8. juli 1998.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Udvidet ungeindsats, afkortning af dagpengeperioden, fremrykning af aktivperioden, m.v.) og forslag til lov om ændring af lov om orlov og lov om arbejdsmarkedsuddannelser (Lediges muligheder for selvvalgt orlov til uddannelse og selvvalgt deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser).
Lovforslaget vil umiddelbart efter fremsættelsen i Folketinget blive tilsendt Landsarbejdsrådet med henblik på, at Rådets bemærkninger vil kunne indgå i Folketingets behandling af lovforslaget.
De senere års kraftige vækst i beskæftigelsen og det stærke fald i antallet af ledige stiller krav om tilpasning og målretning af arbejdsmarkedspolitikken.
Dette skal udnyttes til at igangsætte nyskabende og offensive tiltag på arbejdsmarkedet. Regeringen har som målsætning frem til år 2005 bl.a. 30.000 nye arbejdspladser om året og at få ledigheden nedbragt yderligere til ca. 5 pct.
Ledigheden er nu på et niveau, hvor der med de gældende strukturer på arbejdsmarkedet er risiko for mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for visse geografiske og faglige områder. Der er derfor allerede de første tegn på, at der kan opstå uholdbare lønstigninger.
For at den økonomiske vækst og fremgangen i beskæftigelsen kan fortsætte, er det nødvendigt at tilpasse arbejdsmarkedspolitikken.
Samtidig er der behov for at styrke indsatsen overfor de svagere grupper i dagpengesystemet, herunder gennem en effektivisering af udpegningen af målgrupperne for den tidlige indsats samt forsøge med kombination af opkvalificering, afklaring og jobafprøvning m.v. Den gunstige økonomiske udvikling betyder, at der er ressourcer til at gøre en ekstra indsats for at få de marginaliserede grupper med.
Regeringen nedsatte derfor i efteråret 1997 et embedsmandsudvalg - det såkaldte 2005-udvalg. Udvalgets hovedopgave var at udarbejde et grundlag for tilpasning, målretning og forenkling af den aktive arbejdsmarkedspolitik og af den relevante arbejdsmarkedslovgivning.
Udvalget har foretaget en evaluering af de senere års strukturreformer og er kommet med forslag til justeringer, der kan forbedre og tilpasse arbejdsmarkedspolitikken til konjunkturerne på arbejdsmarkedet.
Udvalgets vurdering er, at de senere års strukturreformer - herunder bl.a. den tidligere ret og pligt til aktivering, større målretning af aktiveringsindsatsen mod arbejdsmarkedets behov og styrket rådighed - har bidraget væsentligt til, at strukturledigheden er blevet nedbragt, og beskæftigelsen er blevet øget, uden at der i væsentlig grad er opstået flaskehalse.
For at mindske det fortsatte pres på arbejdsmarkedet har udvalget peget på, at det er nødvendigt at fortsætte linien fra strukturreformerne. Det indebærer særligt en yderligere fremrykning af ret og pligt til aktivering, større målretning af uddannelsesindsatsen og fortsættelse af rådighedslinien. Samtidig skal justeringer i indsatsen bidrage til, at også svagere grupper af ledige får del i fremgangen gennem mere aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet. De vil dermed i højere grad indgå som en del af det effektive arbejdsudbud.
2005-udvalgets rapporter har været drøftet på møder mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.
Regeringen har herefter udarbejdet lovforslag. Forslagene skønnes at kunne bidrage til at nedbringe strukturledigheden yderligere og at øge det effektive arbejdsudbud og arbejdsstyrken. Ledige, som står forholdsvist svagt på arbejdsmarkedet, vil få bedre muligheder for at komme i beskæftigelse på et mere rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked.
Regeringens målsætning er, at Danmark med de fremsatte lovforslag vil blive et af de første lande, som opfylder EU s retningslinier om tilbud til voksne ledige ved 1 års ledighed og for unge ledige under 25 år ved « års ledighed.
Hovedelementerne i denne 3. fase af arbejdsmarkedsreformen er en videreførelse af den linie, der blev indledt med arbejdsmarkedsreformen fra 1994 og de efterfølgende justeringer. Med de fremlagte forslag er der tale om en massiv satsning på aktivlinien i arbejdsmarkedspolitiken.
Der er tale om følgende
1. Fremrykning for voksne ledige
* aktivperiode ved 12 måneders ledighed.
2. Fremrykning for unge ledige
* aktivperiode for unge under 25 år ved 6 måneders ledighed.
3. Indførelse af en 4-årig ydelsesperiode.
4. Indsatsen i dagpengeperioden
* øget anvendelse af individuelle kriterier i målgruppeudpegningen i den tidlige fleksible indsats.
5. Indsatsen for svagere ledige
* en styrket og mere målrettet og individualiseret indsats for de svagere ledige i AF-systemet gennem bl.a. iværksættelse af forløb med elementer af opkvalificering, afklaring og jobafprøvning samt øget samarbejde om indsatsen mellem AF, kommuner og a-kasser.
6. Målretning af uddannelsesindsatsen for ledige
* større målretning af uddannelsesindsatsen for ledige mod arbejdsmarkedets behov gennem en stærkere inddragelse af AF i lediges uddannelsesvalg, og ret til selvvalgt uddannelse.
7. Fortsat styrkelse af lediges rådighed.
8. Særlig bevilling til Arbejdsmarkedsrådene til iværksættelse af nyskabende og offensive initiativer samt justeringer af styringssystemet.
I reformen indgår iøvrigt
* ophævelse af den forlængede dagpengeret for 50-54 årige i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 4,
* ret og pligt til aktivering ved dagpenge efter § 55, stk. 4,
* ændrede regler for sygeperioder i dagpenge- og i aktivperioden,
* aktiverings-/efteruddannelsestilbud til ældre ledige på lige fod med andre,
* sprogtest og danskundervisning som redskab til ledige med manglende danskkundskaber,
* hyppigere og mere målrettet kontakt til ledige i dagpengeperioden og under tilbud i aktivperioden,
* øget inddragelse af a-kasserne og andre aktører i arbejdsmarkedsindsatsen,
* forenklinger i administrationen af arbejdsmarkedsindsatsen,
1. Fremrykning for voksne ledige
Baggrunden for forslagene om en tidligere aktivering er at udbygge indsatsen for at forebygge langtidsledighed gennem opkvalificering af ledige til kravene på arbejdsmarkedet, og at give ledige en ekstra motivation til at søge arbejde eller påbegynde en uddannelse. Samtidig skal kontaktforløbet med de ledige styrkes, så der tidligere og mere effektivt end i dag kan sættes ind over for svagere grupper i dagpengesystemet.
Analyser af effekterne af aktiveringsindsatsen tyder på, at kombinationen af den fremrykkede ret og pligt til aktivering og den stigende beskæftigelse har haft en positiv effekt på lediges muligheder for at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse.
Det vurderes derfor, at en fremrykket indsats kan bidrage til en fortsat forbedring af arbejdsmarkedets strukturer på to områder. For det første vil rådighedsforpligtelsen blive mere reel, fordi nye grupper af ledige får afprøvet rådigheden gennem pligt til deltagelse i et tilbud. For det andet vil det bidrage til en styrket opkvalificering af ledige og dermed forebygge både langtidsledighed og flaskehalsproblemer på både kort og langt sigt.
En fremrykning af aktiveringsindsatsen vil reducere den strukturelle ledighed og have en række positive effekter på arbejdsmarkedets funktionsmåde. Samtidig bidrager en fremrykning til, at længere tids passiv ledighed ikke fører til marginalisering.
Den kontinuerlige aktivering i aktivperioden fastholdes. Bestemmelsen er blevet administreret således, at der som hovedregel maksimalt må gå 1 måned mellem tilbud i aktivperioden. 1 måneds-fristen har imidlertid i visse tilfælde givet problemer med at tilvejebringe et passende tilbud. Der vil derfor blive åbnet mulighed for, at AF i helt særlige tilfælde efter en konkret vurdering kan acceptere op til 2 måneders pause mellem aktiveringstilbudene i tilfælde, hvor der er særlige problemer med at få planlagt og tilvejebragt et passende tilbud med udgangspunkt i den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.
Der vil blive stillet kvalitets- og effektivitetskrav til aktiveringsindsatsen, således at det samlede aktiveringsomfang for den enkelte udgør mindst 75 pct. af aktivperioden. Sygdomsperioder, der forbruger af ydelsesperioden, vil ikke indgå i beregningen. Med henblik på at følge dette opgøres den enkeltes aktiveringsomfang med passende intervaller fx. årligt.
Målsætningen om en fremrykket aktiveringsindsats fastholdes ved, at overgangen fra dagpengeperioden til ret- og pligtaktivering fortsat vil træde klart frem. Dette vil bl.a. ske ved, at a-kassernes indberetningspligt vil blive præciseret.
Fremrykningen af aktivperioden og ret og pligt til aktivering ved 1 års ledighed vil blive påbegyndt i 1. kvartal af 1999, som en naturlig fortsættelse af fremrykningen af aktivperioden til efter 2 års ledighed. Alle ledige med mere end 1 års ledighed pr. 1. januar 1999 vil derfor blive indplaceret i aktivperioden efter nærmere af ministeren fastsatte regler, jf. bemærkningerne til § 3, og vil efter nærmere fastsatte regler få et tilbud om aktivering på op til fuld tid. Ledige, der overflyttes til aktivperioden, vil modtage individuelle dagpenge (82 pct. til personer, der modtager dimittendsats) i aktivperioden, indtil et tilbud er påbegyndt eller afslået. Aktivperioden vil ikke blive forlænget med denne »venteperiode«.
2. Fremrykning for unge ledige
Den særlige indsats for unge uden erhvervskompetencegivende uddannelse har med sin kombination af tidlig aktivering og en halvering af ydelsen under aktivering vist sig at motivere mange unge til af sig selv at gå i gang med en ordinær uddannelse eller på anden måde komme ud af ledighed ved at finde ordinært arbejde.
Samtidig med en fremrykning af aktiveringsindsatsen for voksne ledige og på baggrund af de positive erfaringer fra den gældende aktivering af unge uden kompetencegivende uddannelse vil aktiveringsindsatsen for unge med en kompetencegivende uddannelse blive fremrykket til « års ledighed. Herved opfyldes målsætningen fra regeringsgrundlaget om tilbud til alle unge inden « års ledighed samt EU s retningslinier for beskæftigelsen.
Som en konsekvens af, at alle unge hermed har ret og pligt til tilbud om aktivering på op til fuld tid, foreslås det, at den samlede dagpengeperiode hermed er en dagpengeperiode på « år og en aktivperiode på 3« år, og at dette kommer til at gælde for alle unge under 25 år og dermed også for de unge, der allerede er omfattet af ungeindsatsen.
Der er aktuelt ca. 1.700 ledige i gruppen af forsikrede unge med en erhvervskompetencegivende uddannelse, der har været ledige i 6 mdr. inden for 9 mdr. En tidlig aktivering vil dels medføre øget opkvalificering og dels gøre rådighedsforpligtelsen mere reel for alle unge.
Da gruppen allerede har en erhvervskompetencegivende uddannelse, vil der ved tilbud til denne gruppe unge kunne anvendes alle de redskaber, der kan tilbydes voksne ledige. Tilbudene vil tage udgangspunkt i den uddannelse den ledige allerede har således at den investering, der ligger i de unges uddannelse ikke går tabt. Der vil kunne suppleres med jobtræning, puljejob eller supplerende uddannelse indenfor den unges fagområde.
Det foreslås, at ydelsen i aktivering skal svare til 82 pct. af højeste dagpenge, hvis den ledige ikke har haft beskæftigelse i 52 uger inden for 3 år, der giver ret til ny dagpengeperiode og individuelle dagpenge.
Når en ledig under aktivering fylder 25 år, fortsætter aktiveringen efter de almindelige regler. Det betyder, at den ledige er berettiget til en ydelse, der (efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og evt. bidrag til arbejdsmarkedspension) ikke må overstige dagpengenes højeste beløb for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede. Dette vil samtidig betyde, at arbejdstiden skal sættes op.
3. Indførelse af en 4-årig ydelsesperiode
Samtidig med en fremrykning af aktivperioden foreslås det, at ydelsesperioden afkortes fra 5 til 4 år, og at dette af kapacitetsmæssige årsager sker over 2 år.
For at forebygge, at langtidsledige mister kontakten med det ordinære arbejdsmarked foreslås det, at der gennemføres følgeinitiativer, da den overordnede målsætning for reformen er at sikre, at arbejdsstyrken udvides, og at der er plads til flere på arbejdsmarkedet.
Den enkelte ledige, der har mere end 2 års ledighed i aktivperioden skal således have tilbud om en revision af den individuelle handlingsplan med henblik på, at der kan iværksættes særlige initiativer senest 26 uger før ydelsesperioden ophører. Ved fastsættelsen af den nødvendige indsats prioriteres tilbud om ordinær beskæftigelse, deltagelse i jobrotationsprojekter samt andre aktiveringsforanstaltninger, der målretter sig mod ordinær beskæftigelse.
Der skal løbende gennemføres kvalitetsmåling af aktiveringsindsatsen med vægt på effekten af indsatsen, målretningen mod arbejdsmarkedets behov og den lediges tilfredshed.
4. Indsatsen i dagpengeperioden
Målgruppen for en tidlig fleksibel indsats reduceres som følge af fremrykningen. Samtidig med en fremrykning af aktivperioden til ved 12 måneders ledighed, er det fundet hensigtsmæssigt, at kontaktforløbet i dagpengeperioden i højere grad knyttes op på en individuel vurdering af, om den ledige umiddelbart kan formidles til et ledigt job eller om vedkommende evt. skal visiteres til den tidlige fleksible indsats . Vurderingen foretages af AF senest efter 3 måneders ledighed.
Udpegningen af hvilke ledige der skal aktiveres i den tidlige indsats, sker i dag typisk i en to-delt proces: De regionale Arbejdsmarkedsråd udpeger grupper som vurderes at have særlig risiko for langtidsledighed. Herefter foretager AF den endelige vurdering af, hvilke ledige i de af Arbejdsmarkedsrådet udpegede grupper, der skal aktiveres i den tidlige indsats. I den individuelle vurdering bør bl.a. tages højde for lediges »skjulte ledighedsperioder«, på grund af lange opsigelsesvarsler.
Det foreslås, at vurderingen sker dels med udgangspunkt i de grupper, som Arbejdsmarkedsrådet har peget på, og dels ved i vurderingen at inddrage mere individuelle kriterier.
Kontakten til de ledige skal styrkes såvel i dagpengeperioden som i aktivperioden. Derudover skal den virksomhedsorienterede flaskehalsindsats for ledige i dagpengeperioden fastholdes som et centralt element i arbejdsmarkedspolitiken.
Der vil blive iværksat forsøg med at inddrage a-kasserne og andre aktører tættere i kontaktforløbet. Dette kunne ske ved at etablere aftaler om regelmæssig kontakt om støtte i forbindelse med de lediges jobsøgning (fx. via jobsøgningskurser, -klubber, -samtaler etc.), og desuden via vejlednings- og afklaringsforløb af en vis varighed, hvis der er usikkerhed om den lediges kvalifikationer, motivation etc. Det foreslås, at der iværksættes forsøg med vejlednings- og afklaringsforløb, forud for AF s udarbejdelse eller revision af individuelle handlingsplaner.
Det foreslås, at ministeren får bemyndigelse til at overlade opgaver, der varetages af AF til a-kasserne eller andre aktører. Der kan fx være tale om tilmelding, grundregistrering af ledige, medarbejder- og udviklingssamtaler.
Arbejdsministeren bemyndiges i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik til at fastsætte nærmere retningslinier for forsøg med både grundregistrering og opfølgning ved medarbejder-/udviklingssamtaler. AF har fortsat ansvaret for opgaven, og er også ansvarlig for, at der indgås de fornødne aftaler.
Det tværregionale samarbejde styrkes og intensiveres og kan suppleres med eventuelle landsdækkende aktiviteter om formidling og aktivering, herunder vedrørende indsatsen over for mindre faggrupper.
5. Indsatsen for svagere ledige
Der er i AF-systemet allerede opmærksomhed omkring indsatsen overfor de svagere ledige. I de fleste AF-regioner er der etableret forskellige typer af aktiveringstilbud for denne gruppe af ledige. En del af disse tilbud er tilrettelagt i tæt samarbejde med kommunerne og a-kasserne.
Formålet med de pågældende aktiveringsforløb er dels afklaring af den enkeltes kompetencer, opkvalificering og jobafprøvning for at sikre en klarere identifikation af gruppen med henblik på videre aktiveringsinitiativer og ordinære job, dels i givet fald at etablere et grundlag for en rådighedsvurdering i a-kassen.
Et tættere og mere fast samarbejde er nødvendigt og hensigtsmæssigt for at sikre en bedre udnyttelse og udveksling af arbejdsformidlingens, a-kassernes og kommunernes ekspertise og erfaringer på området. Men også for at sikre en mere sammenhængende indsats for svagere ledige.
Den styrkede indsats i AF-regi består konkret af 2 hovedelementer
1) Iværksættelse af forløb med elementer af opkvalificering, afklaring og jobafprøvning for de svagere forsikrede ledige, som det allerede sker i nogle AF-regioner. Det er hensigten, at alle, skal have et reelt tilbud.
2) Styrkelse af samarbejdet om indsatsen med kommunerne, a-kasserne og andre aktører, bl.a. uddannelsesinstitutioner, og lokale virksomheder. Det foreslås, at dette samarbejde styrkes gennem etablering af nye, tættere og mere faste samarbejdsstrukturer omkring de svagere ledige.
En del af de svagere ledige, som efter en styrket indsats og rådighedsvurdering alligevel ikke står til rådighed for det ordinære arbejdsmarked, kan overgå fra dagpengesystemet til det sociale system i kommunerne, som i højere grad råder over redskaber, der kan målrettes problemer ud over ledighed.
Den nærmere tilrettelæggelse af indsatsen fastholdes på det regionale niveau. For at udvikle og afprøve initiativer for de svagere ledige i AF-systemet iværksættes et forsøg i 2 AF-regioner; en med relativ høj arbejdsløshed og en med lav. I forsøgene sættes fokus på at udvikle metoder til at udpege de svagere ledige, at udvikle særlige aktiveringsforløb med vægt på afklaring, opkvalificering og rådighedsafprøvning samt at styrke, formalisere og systematisere samarbejdet mellem AF, (amts)kommuner og a-kasser.
Herudover er der nedsat en »tekniker-gruppe« bestående af Arbejdsministeriet, Socialministeriet, Finansministeriet, og bl.a. KL, ARF, DA og LO, som skal se på, hvordan især samarbejdet mellem AF og kommunerne om indsatsen for de svagere ledige kan udbygges. Arbejdet forventes afsluttet i oktober med henblik på at konkretisere samarbejdet.
Der indføres endvidere en generel ordning, hvor ledige danske såvel som udenlandske statsborgere med manglende danskkundskaber kan få tilbud om danskundervisning. Forslaget følger op på regeringens udspil i december 1997 om en integrations- og udlændingepolitik med forslag om at forbedre lediges danskkundskaber.
Baggrunden for forslaget er på den ene side den uforholdsmæssigt høje ledighed for personer med en anden etnisk baggrund end dansk. På den anden side støder arbejdsformidlingen i forbindelse med den ordinære formidling og aktiveringsindsatsen på problemer med mangelfulde danskkundskaber. Hensigten med forslaget om at styrke ledige dagpengemodtageres danskkundskaber er at forbedre deres muligheder for at opnå ordinær beskæftigelse og for at deltage i ordinære aktiveringstilbud. Med lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre (L 487 af 1. juli 1998) skabes der et udbud af danskundervisning for ledige dagpengemodtagere, arbejdsformidlingen kan anvende.
I den indledende og i den afsluttende sprogtest beskrives den lediges danskkundskaber. Der er ikke tale om at bestå eller ikke bestå en prøve, men alene at sprogtesten/evalueringen af undervisningen vil indgå som et element i en evt. rådighedsvurdering.
For ledige med dansk som modersmål, men hvis danskkundskaber er mangelfulde, er det AF s opgave at tilvejebringe tilbud inden for det almindelige uddannelsessystem.
Af regeringsgrundlaget fremgår det, at de lidt ældre ledige skal have aktive tilbud, herunder uddannelsestilbud på lige fod med andre.
De forsikrede ledige mellem 50 og 59 år, der er i dagpenge- eller aktivperioden, har efter de gældende regler ret og pligt til aktivering på samme vilkår som andre ledige. Der gælder således ingen særregler i den almindelige 5 årige dagpenge/aktivperiode.
På baggrund af arbejdet i et tværministerielt udvalg om forskelsbehandling af ældre blev det besluttet, at indsatsen over for de ældre skulle styrkes gennem en opprioritering inden for mål- og rammestyringen af den aktive arbejdsmarkedsindsats.
Gruppen af dagpengeberettigede ledige over 50 år er derfor udpeget som et særligt indsatsområde for 1998 og 1999 for at sikre, at flere ledige over 50 år overgår til ordinær beskæftigelse.
Den eksisterende instrumentvifte, der indeholder en række instrumenter, som kan anvendes enkeltvis eller i kombination med hinanden, er vurderet at være tilstrækkelig til også at kunne opfylde de over 50-åriges aktiveringsbehov. Derudover vil den generelle fremrykning af aktivperioden til ved 1 års ledighed sammen med forslaget om, at arbejdsformidlingen skal kunne lægge vægt på mere individuelle kriterier til grund for en tidlig indsats betyde, at også denne gruppes muligheder for igen at komme i beskæftigelse vil blive væsentlig forbedret.
I forbindelse med, at det nu foreslås at ophæve den i § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. gældende særregel for så vidt angår de 50 til 54 årige, da selve særreglens eksistens har medvirket til en forøget langtidsledighed for gruppen mellem 50 og 59 år, vil der blive iværksat en styrket indsats for at bringe ældre ledige tilbage i beskæftigelse.
Samtidig foreslås det, at ledige mellem 55 og 59 år, der har ret til dagpenge efter § 55, stk. 4, får ret og pligt til aktivering på linie med ledige i aktivperioden og i hele perioden indtil det fyldte 60. år. Hermed gennemføres princippet om ret og pligt til aktivering i forbindelse med modtagelse af dagpenge ud over den 1-årige dagpengeperiode.
De 50-54 årige ledige ligestilles med andre ledige. Medlemmer, der allerede nu er eller senere bliver omfattet af særreglen vil fra 1. januar 1999 være omfattet at ret og pligt til aktivering indtil det fyldte 60. år.
6. Målretning af uddannelsesindsatsen for ledige
Som følge af den nuværende konjunktursituation med høj beskæftigelse og stærkt faldende ledighed er det fundet nødvendigt at begrænse lediges adgang til selvvalgt uddannelse og deraf følgende fravær fra arbejdsmarkedet. Det er fundet nødvendigt, at der i højere grad sker en målretning af uddannelsesindsatsen mod arbejdsmarkedets behov via en øget inddragelse af AF og de regionale Arbejdsmarkedsråd .
Det foreslås derfor i det fremsatte forslag til lov om ændring af lov om orlov og lov om arbejdsmarkedsuddannelser, at de nuværende muligheder for selvvalgt uddannelse for ledige ændres, således at ledige efter lov om orlov og lov om arbejdsmarkedsuddannelser har ret til sammenlagt højst 6 ugers selvvalgt uddannelse med orlovsydelse eller kursusgodtgørelse i dagpengeperioden.
For at effektivisere den regionale uddannelsesindsats foreslås det endvidere, at Arbejdsmarkedsrådene får mulighed for at udpege potentielle flaskehalsområder samt områder med gode beskæftigelsesmuligheder, ligesom Arbejdsmarkedsrådene får mulighed for at indgå aftaler om indsatsen på disse områder med de uddannelsesinstitutioner, der kan udbyde relevante uddannelsesforløb. Ledige i dagpengeperioden skal herefter kunne påbegynde disse erhvervsrettede uddannelsesforløb uden individuel handlingsplan. Arbejdsmarkedsrådene prioriterer denne indsats og vurderer behovet.
Denne mulighed for iværksættelse af en regional uddannelsesindsats medfører, at AF ikke belastes med udarbejdelse af handlingsplaner ved lediges deltagelse i disse uddannelsesforløb.
Uddannelsesinstitutionerne optager på samme måde som i dag deltagerne blandt de dagpengeberettigede ledige, der selv søger optagelse.
Uddannelsesinstitutionerne skal meddele AF hvilke ledige, der er optaget på uddannelserne, og de ledige vil kunne modtage uddannelsesgodtgørelse.
Driften af uddannelserne finansieres fortsat af taksttilskud til uddannelsesinstitutionerne og ikke af arbejdsformidlingen.
Uddannelse herudover vil skulle ske efter aftale med Arbejdsformidlingen som led i en handlingsplan. Det betyder, at Arbejdsformidlingen skal foretage en vurdering af, om et bestemt uddannelsesforløb vil øge jobmulighederne mere end andet - og om et uddannelsesforløb vil øge jobmulighederne mere end fortsat jobsøgning på normale vilkår.
Endvidere indgår der bestemmelser i det fremsatte forslag til lov om ændring af lov om orlov og lov om arbejdsmarkedsuddannelser, som udelukker muligheden for at modtage kursusgodtgørelse eller orlovsydelse i forbindelse med uddannelse, der indgår som led i en handlingsplan. Forsørgelsesgrundlaget i forbindelse med deltagelse i uddannelse, der indgår som led i en handlingsplan udarbejdet af AF, vil herefter være uddannelsesgodtgørelse, som afholdes af Arbejdsmarkedsrådenes aktiveringsbevilling.
Hermed samles finansieringen af uddannelse for de forsikrede ledige i højere grad under Arbejdsmarkedsrådenes aktiveringsbevilling. Arbejdsmarkedsrådenes og AF s valg af uddannelsestilbud til ledige kan hermed målrettes yderligere i forhold til arbejdsmarkedsrelevante uddannelser, idet AF s og Arbejdsmarkedsrådenes valg af uddannelse til de ledige i mindre grad end nu vil være påvirket af forskellige finansieringsformer.
I forbindelse med denne styrkelse af målretningen af uddannelsesindsatsen i forhold til ledige er det samtidig hensigten, at de ledige i højere grad skal have mulighed for at gennemføre påbegyndte uddannelsesforløb.
Det foreslås derfor, at den ledige under den selvvalgte uddannelse med orlovsydelse eller kursusgodtgørelse ikke skal stå til rådighed for formidlet arbejde eller selv være aktivt arbejdssøgende. Forslaget vil blive udmøntet i bekendtgørelsen om rådighed.
I forbindelse med administrationen af rådighedsforpligtelsen under deltagelse i uddannelse, der indgår som led i en handlingsplan, skal AF foretage en afvejning mellem hensynet til den pågældende lediges mulighed for at fuldføre et påbegyndt uddannelsesforløb og hensynet til, at AF skal kunne formidle arbejdssøgende til de ledige job i virksomhederne.
Uddannelsesmulighederne for ledige, der deltager i uddannelse som led i en handlingsplan, bør fortsat være ganske brede, idet AF i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplaner foretager en individuel vurdering af, hvilket aktiveringstilbud der bedst kan bidrage til at forbedre den pågældendes muligheder for varig beskæftigelse. Eksempelvis bør der for denne gruppe af ledige fortsat være mulighed for deltagelse i almene og folkeoplysende forløb.
Det foreslås, at ledige, der har anvendt deres ret til selvvalgt uddannelse i dagpengeperioden i op til 6 uger herefter får ret til at få udarbejdet en handlingsplan med henblik på yderligere uddannelse. Arbejdsformidlingen skal ved udarbejdelsen af handlingsplanen vurdere den lediges uddannelsesønsker i forhold til kompetenceudviklingen i arbejdsstyrken og ikke mindst behovene på arbejdsmarkedet. Ved iværksættelse af uddannelsesforløb skal AF være særlig opmærksom på flaskehalsproblemer.
7. Fortsat styrkelse af lediges rådighed
Rådighed er et vigtigt instrument til nedbringelse af strukturledigheden, da en styrkelse af lediges rådighed øger det effektive arbejdsudbud og dermed bidrager til at sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, der er behov for. Sikring af rådighed er særligt vigtigt i en periode, hvor den registrerede ledighed er tæt på strukturledigheden. Samtidig er sikring af lediges rådighed en forudsætning for de relativt høje dagpengeydelser og den lange dagpengeperiode.
Et centralt led i videreførelsen af arbejdsmarkedsreformerne efter 1998 er derfor en fortsat sikring og styrkelse af, at ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Administrationen af rådighedsreglerne, der foregår i arbejdsløshedskasserne, har været i fokus i de seneste års ændringer i arbejdsmarkedspolitikken. Der er taget initiativer, der sikrer et mere effektivt samarbejde mellem arbejdsløshedskasserne og Arbejdsformidlingen, og der er skabt et mere effektivt tilsyn med arbejdsløshedskassernes administration, bl.a. gennem etableringen af en særlig tilsynsafdeling i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Disse initiativer har bidraget til en mere effektiv administration.
Rådighedstilsynets undersøgelser viser, at der er meget store forskelle i fejlniveauet fra kasse til kasse. Nogle af forskellene kan formentlig tilskrives de valgte undersøgelsesprocedurer, men samlet set er forskellene så betydelige, at der er behov for en nærmere opfølgning.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen vil arbejde videre med udvikling af en model for tværgående sammenligning af arbejdsløshedskasserne, som tager højde for de særlige forhold på de enkelte kasseområder, som fx brugen af AF, ledighedsgrad og mønster i kassen. Bench-markingen vil første gang blive udført medio 1999 og vil indgå som led i direktoratets rapportering til Tilsynsrådet.
Ud over den sikring af rådighed ved fremrykningen af ret og pligt til aktivering og ændringerne i lov om orlov for lediges ret til selvvalgt uddannelse, foreslås det at fortsætte linien med at styrke lediges rådighed ved at sikre en mere effektiv administration af rådighedsreglerne. Der skal herunder ske en væsentlig tydeliggørelse af eksisterende regler og sanktioner. Endvidere skal der indføres kvalitetsmæssige krav til kassernes administration på alle niveauer. Administrationen skal varetages af mere professionelle og veluddannede medarbejder. Endelig vil der blive arbejdet videre med at udvikle en model for tværgående sammenligning af a-kassernes indsats for at kunne lære af indsatsen i de bedst drevne kasser, herunder administrationen af rådighedsreglerne.
Endvidere foreslås det at grænsen for, hvornår ledige kan formidles »rimeligt« arbejde (arbejde uden for den lediges faglige område), fremrykkes fra de nugældende 6 måneder til efter 3 måneders ledighed. Fremrykningen vil medvirke til at øge den faglige mobilitet og vil samtidig være en fordel i situationer, hvor der ikke er passende arbejdskraft i lokalområdet, men dog ledige, der relativt nemt vil kunne overtage arbejdet og derfor vil kunne formidles som rimelig arbejdskraft.
8. Særlig bevilling til Arbejdsmarkedsrådene samt justeringer af styringssystemet
Det nuværende styringssystem har generelt fungeret godt, og det regionale og lokale engagement har medvirket til at skabe gode resultater i arbejdsmarkedspolitikken de senere år. Centrale elementer i styringssystemet som partsindflydelse, regionalisering og mål- og rammestyringen bør derfor fastholdes. Udgangspunktet er forbedringer af det eksisterende system fremfor en grundlæggende styringsreform. Det er væsentligt at fastholde arbejdsministerens mulighed for at styre indsatsen.
Der er dog fundet behov for justeringer af styringssystemet med henblik på at forenkle systemet og skabe større klarhed mellem de forskellige aktørers roller og kompetencer.
Det foreslås, at LAR knyttes tættere til ministeren, og at LAR s rolle som rådgivende præciseres og kommer til at gælde alle spørgsmål i relation til den arbejdsmarkedspolitiske indsats.
Det præciseres, at Arbejdsmarkedsrådene fremlægger dels forslag til budget for den del af bevillingen til driften af Arbejdsformidlingen, som vedrører arbejdsformidlingens ordinære drift, dels forslag til dimensionering og prioritering af arbejdsformidlingens ordinære aktiviteter.
Der etableres en særskilt bevilling afgrænset fra aktivbevillingen, som arbejdsmarkedsrådene administrerer og kan anvende forholdsvis frit til fx nyskabende og offensive initiativer og driftsprægede opgaver i forbindelse hermed.
Samarbejdet med andre aktører om løsningen af arbejdsformidlingens opgaver vil blive søgt udvidet. Arbejdsformidlingen anvender allerede i vidt omfang de eksisterende muligheder for at udlægge/udlicitere blandt andet gennemførelsen af aktiveringstilbud til andre fx uddannelsesinstitutioner. Arbejdsformidlingen kan indgå samarbejdsaftaler med andre aktører. Forslag herom vil blive forelagt for arbejdsmarkedsrådet.
Budget- og planlægningsprocessen vil blive forenklet.
* Forenklinger af administrationen af arbejdsmarkedsindsatsen
I overvejelserne om forslagene til elementer i 3. fase af arbejdsmarkedsreformen indgår som et selvstændigt formål at opnå forenklinger i arbejdsmarkedsindsatsen.
Forslaget om målretning af uddannelsesindsatsen for ledige indebærer en forenkling af finansieringen af forsikrede lediges uddannelse. Der er i dag flere forskellige ydelser i forbindelse med lediges uddannelse. Med forslaget samles det finansieringsmæssige ansvar for uddannelsesindsatsen for forsikrede ledige i Arbejdsmarkedsrådene/AF-systemet og finansieres inden for aktivrammen. Der vil for de ledige blive tale om et enstrenget system - og hermed enklere - godtgørelsessystem, idet forsørgelsen under uddannelsesaktiveringen vil være uddannelsesgodtgørelse.
Der er herudover iværksat overvejelser om visse forenklinger i administrationen af redskaberne i arbejdsmarkedsindsatsen, især jobrotation, jobtræning og puljejob.
Dette lovforslag indeholder og lægger op til følgende ændringer i den aktive arbejdsmarkedspolitik, idet der for de iøvrige nævnte elementer i reformen henvises til de samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om ændring af lov om orlov og lov om arbejdsmarkedsuddannelser
tilbud til unge ledige under 25 år med en kompetencegivende uddannelse
aktivering af dimittender på dimittendsats
sprogtest og danskundervisning ved manglende danskkundskaber
ret og pligt til aktivering for ledige med dagpenge efter § 55, stk. 4, i arbejdsløshedsforsikringsloven
øget anvendelse af individuelle kriterier i målgruppeudpegningen i den tidlige fleksible indsats
øget kontaktforløb i dagpengeperioden mellem den ledige, AF og arbejdsløshedskassen
styrket indsats for svagere ledige i AF-systemet ved styrkelse af samarbejdet om indsatsen med bl.a. kommunerne og arbejdsløshedskasserne
inddragelse af arbejdsløshedskasserne eller andre aktører i særlige opgaver, fx tilmelding, grundregistrering, målgruppeudpegning for tidlig indsats efter individuelle kriterier, vejlednings- og afklaringsforløb
særlig bevilling til arbejdsmarkedsrådene og justeringer/præciseringer af styringssystemet
harmonisering af reglerne for befordringsgodtgørelse.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Det skønnes, at forslaget om en gradvis fremrykning af ret- og pligt til aktivering fra efter 2 års ledighed til ved ét års ledighed vil medføre et meraktiveringsbehov på i gennemsnit ca. 5.000 personer i 1999, i gennemsnit ca. 15.000 i år 2000 og i gennemsnit ca. 20.000 i de efterfølgende år.
Dette skønnes at medføre merudgifter fra rammen til aktiv arbejdsmarkedspolitik på ca. 650 millioner kroner i 1999, ca. 2.000 millioner kroner i år 2000 og ca. 2.500 millioner kroner i de efterfølgende år.
Forslaget om at fremrykke ret og pligt til aktivering til ved 6 måneders ledighed for unge under 25 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse skønnes at medføre et meraktiveringsbehov på i gennemsnit ca. 500 personer i 1999 og ca. 1.000 personer i de efterfølgende år. Der er aktuelt ca. 1.700 forsikrede unge med en erhvervskompetencegivende uddannelse, der har mere end 6 måneders ledighed. Denne målgruppe forventes i løbet af 1999 at falde til godt 1.000 som følge af det generelle ledighedsfald samt en forøget motivation til på egen hånd at komme i beskæftigelse.
Fremrykningen for de unge skønnes at medføre merudgifter fra rammen til aktiv arbejdsmarkedspolitik på ca. 50 millioner kroner i 1999 og 100 millioner kroner i de efterfølgende år.
Forslaget om at aktivere alle ledige mellem 50 og 59 år, der modtager dagpenge efter udløbet af aktivperioden skønnes at medføre merudgifter fra aktivrammen på ca. 150 millioner kr. årligt.
Den forstærkede aktiveringsindsats bidrager til at mindske arbejdsmarkedets strukturproblemer, og de større udgifter til aktivering modsvares derfor af mindre udgifter til passive ydelser - først og fremmest dagpenge.
De øvrige initiativer i lovforslaget skønnes ikke at påvirke de offentlige udgifter direkte.
Lovforslaget vil i sammenhæng med de øvrige samtidigt fremsatte lovforslag på arbejdsmarkedsområdet samlet medføre en væsentlig forbedring af strukturerne på arbejdsmarkedet, hvilket vil give anledning til en højere beskæftigelse og lavere ledighed.
Lovforslaget vil samlet medføre en betydelig merbelastning af administrationen i arbejdsformidlingen, og der vil derfor finde en ressourceforøgelse sted. De forslag, der har størst betydning for administrationen er
Forslagene om en tidligere aktiveringsindsats medfører, at arbejdsformidlingen skal udarbejde flere handlingsplaner til ledige og placere flere ledige i tilbud. Herudover kommer de handlingsplaner som ledige, der har været i selvvalgt uddannelse i op til 6 uger, ønsker udarbejdet med henblik på yderligere uddannelse.
Forslaget om, at arbejdsformidlingen skal foretage en individuel vurdering af alle ledige i dagpengeperioden efter senest 3 måneders ledighed, vil medføre en betydelig merbelastning af arbejdsformidlingen.
Der kan herudover blive tale om en merbelastning af a-kasserne i forbindelse med det øgede samarbejde om fx målgruppeudpegning og indsats for svagere ledige.
Forslaget vil endelig medføre en styrket kontakt til kommunerne særligt i forbindelse med svagere ledige.
Forslaget om en forenkling af finansieringen af AF s driftsudgifter indebærer en mindre administrativ lettelse for både amtskommunerne og AF-regionerne, idet der ikke længere skal foretages afregning af den amtskommunale refusion. Forslaget vil forbedre amtskommunernes økonomiske styringsmuligheder, ved at fjerne den budgetusikkerhed, som medfinansieringen medfører. Forslaget har samlet set ikke økonomiske konsekvenser for det offentlige. Overførslen af de amtskommunale udgifter til staten modsvares af en nedsættelse af det amtskommunale bloktilskud. Der er enighed med Amtsrådsforeningen om beløbene. Udgifterne til AF s nye edb-system AMANDA indgår ikke i grundlaget for beregning af DUT-kompensationen, idet systemet er en engangsinvestering.
Erhvervsmæssige konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at have direkte økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, men der vil være positive strukturvirkninger m.v., som vil gøre det lettere for virksomhederne at rekruttere arbejdskraft.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Kvinders arbejdsløshedsprocent er højere end mænds, ikke mindst i gruppen 25-34 årige, hvor barselsorlov og børnepasningsorlov medfører forholdsmæssigt stort fravær for mange kvinder. Tidlig aktivering af denne aldersgruppe vil kunne begrænse risikoen for marginalisering. Lovforslaget indeholder en styrkelse af de individuelle kriterier i den tidlige aktivering, og der vil derfor med forslaget være øget mulighed for at tage særlige hensyn til ledige inden for gruppen, og dermed forbedre deres muligheder på arbejdsmarkedet.
Det har vist sig, at 50-årige mænd, der er marginaliserede har særligt vanskeligt ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Også for ledige i denne gruppe vil øget vægt på individuelle kriterier kunne få betydning.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget medfører ikke ændringer i de betingelser EU-Kommissionen har stillet i forbindelse med godkendelsen af de gældende støtteordninger for jobtræning hos private arbejdsgivere. Lovforslaget indeholder ikke nye støtteordninger og indeholder dermed ikke EU-retlige aspekter.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget findes ikke at medføre miljømæssige konsekvenser.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1
Der er tale om en redaktionel ændring, idet den nye bestemmelse i § 32 c om aktivering af unge under 25 år, skal sættes ind i bestemmelsen om udarbejdelse af en handlingsplan forud for afgivelse af tilbud.
Til nr. 2 og 5
Ændringerne er en følge af, at der for voksne ledige bliver en dagpengeperiode på 12 måneder og en aktivperiode på 36 måneder, og at der for unge ledige under 25 år bliver en dagpengeperiode på 6 måneder og en aktivperiode på 42 måneder, jf. det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Efter de gældende bestemmelser om jobtræning i lovens § 14, stk. 3, kan støtteperioden i det enkelte ansættelsesforhold for ledige i dagpengeperioden maksimalt aftales til 1 år. For ledige, der har ret og pligt til tilbud efter § 32 b, kan støtteperioden hos offentlige arbejdsgivere maksimalt aftales til 18 måneder. I lovens § 32 b, stk. 1, er det tilsvarende fastsat, at der kan gives tilbud om jobtræning i op til 18 måneder hos offentlige arbejdsgivere. Begrænsningen skal bl.a. ses i sammenhæng med, at dagpengeperioden i dag er på 24 måneder. I lovens § 15 er det fastsat, at jobtræning til ledige dagpengemodtagere i dagpengeperioden sammenlagt kan gives i op til 1 år. Til ledige i aktivperioden kan jobtræning gives i hele aktivperioden.
På grund af ændringerne i dagpengeperiodens længde er det ikke hensigtsmæssigt at opretholde disse bestemmelser.
Til nr. 3
Der er tale om konsekvensændringer, som følge af ændringer i arbejdsløshedsforsikringsloven og bestemmelserne heri om aktivperioden for unge ledige under 25 år og andre ledige.
Til nr. 4
Der er tale om redaktionelle ændringer, som følge af vedtagelsen af lov om aktiv socialpolitik.
Til nr. 6
Med forslaget præciseres, at Arbejdsformidlingen ved afgivelse af tilbud om uddannelse skal vurdere de lediges uddannelsesønsker i forhold til kompetenceudviklingen i arbejdsstyrken og ikke mindst behovene på arbejdsmarkedet. Ved vurderingen skal der således lægges afgørende vægt på, at uddannelsen udvikler den lediges kompetence i forhold til konkrete behov på arbejdsmarkedet, men der skal også tages hensyn til den lediges ønsker og forudsætninger.
Til nr. 7
Med bestemmelsen indføres et nyt redskab - sprogtest og -undervisning - som AF kan tilbyde ledige - danske såvel som udenlandske statsborgere - med manglende danskkundskaber.
Hensigten med forslaget om at styrke ledige dagpengemodtageres danskkundskaber er at forbedre deres muligheder for at opnå ordinær beskæftigelse og for at deltage i ordinære aktiveringstilbud. Den lediges danskkundskaber skal vurderes konkret i forhold til det arbejdsmarked, den ledige skal kunne stå til rådighed for.
Tilbud om indledende sproglig vurdering, sprogundervisning og afsluttende sprogtest, skal som andre tilbud indarbejdes i en individuel handlingsplan, og de almindelige regler ved afslag på tilbud i en handlingsplan, der er fastsat i bekendtgørelsen om rådighed, vil finde anvendelse. Til ledige med dansk som andet-sprog skal Arbejdsformidlingen give tilbud om uddannelse på de sprogcentre, der er oprettet i henhold til lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsministeren nærmere regler om fravær og underretning af arbejdsformidlingen for de personer, der deltager i undervisningen.
Den afsluttende sprogtest skal - svarende til den indledende sproglige vurdering - beskrive den lediges danskkundskaber i forhold til målene for undervisningen. Formålet med testen (evalueringen) er at give AF et grundlag for den videre formidlings- og aktiveringsindsats i forhold til den ledige.
Til nr. 8
Der er tale om en præcisering af den gældende bestemmelse.
Til nr. 9
Som en konsekvens af, at bestemmelser om deltagerbetaling på AMU blev ophævet med virkning fra 1. januar 1998 foreslås bestemmelsen ophævet, og i stedet indsættes den nye bestemmelse, hvorefter arbejdsmarkedsrådene kan indgå aftaler med uddannelsesinstitutionerne om særlige erhvervsrettede uddannelsesforløb, som ledige kan tilmelde sig udenfor en handlingsplan. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Til nr. 10, 12, 24 og 26
Det foreslås, at aktivering af dimittender (ledige, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller en erhvervsgrunduddannelse, jf. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.) under 25 år sker på dimittendsats. Det skal også gælde for dimittender, der har fået beregnet en individuel dagpengesats efter uddannelsens afslutning. For dimittender under 25 år, der har haft beskæftigelse i et omfang, som giver ret til en ny dagpengeperiode, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2, gælder dog de almindelige regler om ydelser ved tilbud.
Forslaget betyder, at arbejdstiden for dimittender under 25 år, der deltager i tilbud om individuel jobtræning hos offentlige eller private arbejdsgivere, skal fastsættes således, at den samlede ydelse pr. uge efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og bortset fra eventuelt tilskud til befordring, maksimalt svarer til 82 pct. af højeste dagpenge pr. uge for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede.
For dimittender, der ansættes i puljejob, skal den samlede ydelse pr. uge efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og eventuelt bidrag til arbejdsmarkedspension og bortset fra eventuelt tilskud til befordring svare til 82 pct. af højeste dagpenge for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede. Arbejdstiden fastsættes under hensyn hertil samt under hensyn til løn og tillæg m.v.
Med den foreslåede ændring af lovens § 34, stk. 1, fastsættes, at for dimittender, der deltager i tilbud, bortset fra jobtræning hos private arbejdsgivere, må ydelsen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag og eventuelt bidrag til arbejdsmarkedspension ikke overstige 82 pct. af dagpengenes højeste beløb for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede. Arbejdstiden fastsættes under hensyn hertil samt under hensyn til løn og tillæg m.v.
Tilsvarende foreslås det fastsat i lovens § 34, stk. 2, at dimittender, der deltager i tilbud, bortset fra tilbud efter kapitel 6 om uddannelse, har ret til at modtage et beløb, der sammenlagt med indtægten ved tilbudet svarer til 82 pct. af dagpengenes højeste beløb pr. uge for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede.
Efter den gældende bestemmelse i lovens § 17, stk. 2, udgør uddannelsesgodtgørelsen for unge under 25 år 50 pct. af højeste dagpenge for henholdsvis fuldtidsforsikrede og deltidsforsikrede. Denne bestemmelse, der omfatter alle dagpengemodtagere under 25 år, opretholdes uændret. Uddannelsesgodtgørelse til dimittender skal således fortsat udgøre 50 pct. af højeste dagpenge.
Til nr. 11
Med forslaget åbnes der mulighed for, at ledige, der modtager forlængede dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 4, kan få tilbud om puljejob. Endvidere præciseres det, at tilbud om puljejob kan afgives i dagpengeperioden med henblik på påbegyndelse i aktivperioden. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 22 og 28.
Til nr. 13, 25 og 33
Forslaget betyder en harmonisering af reglerne om befordringsgodtgørelse. Forslaget betyder, at der også kan ydes befordringsgodtgørelse til ledige i jobtræning hos offentlige arbejdsgivere i aktivperioden.
Efter de gældende regler kan der ydes befordringsgodtgørelse til ledige, der deltager i uddannelse i henhold til en handlings- eller uddannelsesplan, i puljejob og i individuel jobtræning. Der gælder for disse ledige i aktivering et indtægtsloft på maksimale dagpenge. Ledige, der i aktivperioden er i jobtræning hos offentlige arbejdsgivere, er ligeledes omfattet af indtægtsloftet. Forslaget betyder, at der kan ydes befordringsgodtgørelse til alle ledige, der under aktivering er omfattet af et indtægtsloft på maksimale dagpenge.
Til nr. 14
Der er tale om en redaktionel ændring.
Til nr. 15
Det foreslås, at der gives de ledige, der har benyttet sig af muligheden for selvvalgt uddannelse i sammenlagt op til 6 uger i dagpengeperioden efter bestemmelserne i lov om orlov eller lov om arbejdsmarkedsuddannelser, ret til at få udarbejdet en handlingsplan med henblik på yderligere uddannelse fx for at færdiggøre den allerede påbegyndte uddannelse.
Det foreslås, at den ledige selv skal rette henvendelse herom til arbejdsformidlingen, der skal gå ind og vurdere den lediges uddannelsesønsker. I vurderingen af, om og hvornår der skal gives den ledige tilbud om yderligere uddannelse skal arbejdsformidlingen tage hensyn til kompetenceudviklingen i arbejdsstyrken og til konkrete behov på arbejdsmarkedet. Arbejdsformidlingen skal ved vurderingen være særlig opmærksom på flaskehalsproblemer.
Til nr. 16
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 9 og betyder, at ledige i dagpengeperioden får ret til uden at der udarbejdet en individuel handlingsplan at søge optagelse på de særlige erhvervsrettede uddannelsesforløb, der oprettes ved aftale mellem Arbejdsmarkedsrådet og uddannelsesinstitutioner. Den ledige kan modtage uddannelsesgodtgørelse under deltagelsen i uddannelsesforløbet.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.
Til nr. 17
Der er tale om en redaktionel ændring.
Til nr. 18
I det samtidig fremsatte lovforslag om ændringer i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. foreslås reglerne for den gældende ungdomsindsats ændret således, at dagpengemodtagere under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse får en dagpengeperiode på 6 måneder og en aktivperiode på 42 måneder. Det vil sige, at denne gruppe - i lighed med unge under 25 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse - overgår til aktivperioden efter en samlet ledighedsperiode på 6 måneder inden for 9 måneder.
De foreslåede ændringer er en konsekvens heraf og betyder, at dagpengeperioden for alle unge under 25 år bliver på 6 måneder.
Til nr. 19
Bestemmelsen står nu i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 52 c. Det er fundet mest hensigtsmæssig at bestemmelsen indsættes i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Til nr. 20
I forbindelse med, at der for unge med en erhvervskompetencegivende uddannelse bliver mulighed for at anvende alle tilbud om aktivering, foreslås det, at der også bliver mulighed for at anvende hele redskabsviften for den gruppe af unge, der efter de gældende regler i stedet for uddannelse har kunnet vælge jobtræning hos offentlige arbejdsgivere. Den nugældende begrænsning i redskabsvalget skyldes bl.a., at den særlige aktiveringsindsats for unge blev iværksat i dagpengeperioden. I og med, at aktivperioden for unge nu fremrykkes til ved 6 måneders ledighed, og der derfor vil gælde et indkomstloft i hele aktiveringsperioden, findes det hensigtsmæssigt at harmonisere reglerne for unge under 25 år ved at ophæve begrænsningen i redskabsvalget for unge omfattet af § 32 b uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som har været i beskæftigelse. Ændringerne er konsekvenser af ændringerne i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Til nr. 21
Bestemmelsen i den nugældende § 32 c er ved fremrykningen af aktivperioden for unge under 25 år til ved 6 mdr.s ledighed blevet overflødig. Det foreslås derfor, at den nye bestemmelse om ret og pligt til aktivering for unge med en erhvervskompetencegivende uddannelse, indsættes her sammen med bestemmelserne i § 32 a og 32 b om unge uden erhvervskompetencegivende uddannelse.
I det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. foreslås, at unge under 25 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse får en dagpengeperiode på 6 måneder og en aktivperiode på 42 måneder. Alle dagpengemodtagere under 25 år vil herefter overgå til aktivperioden og få ret og pligt til tilbud efter en samlet ledighedsperiode på 6 måneder inden for 9 måneder.
I indsatsen over for unge med en erhvervskompetencegivende uddannelse vil hele redskabsviften kunne anvendes. Baggrunden herfor er, at denne gruppe unge allerede har en uddannelse, hvorfor der i stedet kan være behov for jobtræning, puljejob eller kortere uddannelse, der kan supplere/opkvalificere den uddannelse den unge allerede har.
Til nr. 22
Det foreslås, at de ledige får ret og pligt til at modtage tilbud som afgives i dagpengeperioden med henblik på påbegyndelse i aktivperioden. Med forslaget sikres, at ledige kan påbegynde et tilbud umiddelbart ved aktivperiodens begyndelse, jf. forslaget i nr. 27. Afslag på at modtage tilbudet kan medføre, at dagpengeretten bortfalder, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3.
Nedsættelsen af retten og pligten til tilbud for ledige i aktivperioden, der selv finder ordinær beskæftigelse, har givet vanskeligheder med at finde et passende tilbud, når den ledige har ordinært deltidsarbejde af et sådant omfang, at det supplerende tilbud kun skal udgøre ganske få timer. Med forslaget åbnes der mulighed for, at retten og pligten til tilbud kan bortfalde i tilfælde, hvor deltidsbeskæftigelsen vanskeligt kan kombineres med et aktiveringstilbud. Der vil blive fastsat nærmere regler herfor.
Til nr. 23
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at den samlede ydelsesperiode afkortes til 4 år, jf. det samtidig fremsatte lovforslag om ændringer i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. En afkortning af ydelsesperioden forudsætter gennemførelse af initiativer, der forebygger, at langtidsledige mister kontakten med det ordinære arbejdsmarked.
Med forslaget sikres, at ledige med mere end 2 års ledighed i aktivperioden får tilbud om en revision af den individuelle handlingsplan med henblik på, at der kan iværksættes særlige initiativer senest 26 uger før ydelsesperiodens ophør.
Ved iværksættelse af særlige initiativer prioriteres tilbud om ordinær beskæftigelse, deltagelse i jobrotationsprojekter samt andre tilbud, der er målrettet ordinær beskæftigelse.
Til nr. 27
Der er tale om en præcisering af den gældende bestemmelse. Der bliver herved mulighed for, at der kan fastsættes regler, der sikrer, at den ledige kan få tilbud og påbegynde dette, så snart den ledige overgår til aktivperioden.
Til nr. 28
Det foreslås, at § 34 a ophæves.
I § 34 a, der trådte i kraft den 1. april 1998, er det fastsat, at ledige dagpengemodtagere, der afmeldes på grund af sygdom i dagpengeperioden, og som først raskmeldes på et tidspunkt, hvor dagpengeperioden ville være opbrugt, hvis der blev set bort fra sygeperioden, har ret og pligt til aktiveringstilbud ved raskmelding, uanset at dagpengeperioden ikke er udløbet. Retten og pligten til tilbud gælder for den resterende del af dagpengeperioden. Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med, at sygeperioder anses for at være »døde perioder« i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand, hvilket betyder, at overgangen til aktivperioden udskydes.
I det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring foreslås lovens § 55, stk. 7, og § 55 a ændret, således at sygdomsperioder, bortset fra barsel, barselsrelateret sygdom eller uarbejdsdygtighed, ikke udskyder overgangen til aktivperioden. For at sikre, at ledige med længerevarende sygdomsperioder ikke reelt mister muligheden for aktivering foreslås det samtidig, at sygdomsperioder ud over 6 ugers varighed forlænger aktivperioden.
Der vil som følge heraf ikke længere være behov for særlige bestemmelser i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik om ret og pligt til aktivering ved raskmelding.
Til nr. 29
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med ændringen af § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvorefter den forlængede dagpengeret alene omfatter medlemmer, der ved udløbet af aktivperioden er fyldt 55 år. Det foreslås, at også denne gruppe af ledige, der har ret til dagpenge, får ret og pligt til aktivering i hele perioden indtil det fyldte 60. år, således at også denne gruppe omfattes af ret- og pligtprincippet i forbindelse med dagpenge. Retten og pligten til aktivering omfatter endvidere ledige, som ved lovens ikrafttræden eller senere modtager dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, stk. 3.
Til nr. 30 og 31
Der er tale om redaktionelle ændringer som følge af vedtagelsen af lov om aktiv socialpolitik.
Til nr. 32
Forslaget betyder, at arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om at andre aktører, herunder arbejdsløshedskasserne og uddannelsesinstitutioner, kan medvirke i og samarbejde med AF om arbejdsmarkedsindsatsen. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 4.
Til nr. 34
Til stk. 2
Forslaget er udslag af ønske om justeringer af styringssystemet, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 8. I den gældende bestemmelse er fastsat nærmere regler om budget- og planlægningsprocessen. De mange frem- og tilbagespil mellem det centrale og det regionale niveau omkring mål- og resultatkravene foreslås reduceret. Forslaget betyder, at Arbejdsmarkedsrådene-forslag fremover vil blive inddraget i møder mellem ministeren, Landsarbejdsrådet og Arbejdsmarkedsrådene om planlægningen.
Til stk. 4 og 5
Efter gældende lov fordeles udgifterne til drift af arbejdsformidlingen med 3/4 til staten og uden for Københavnsområdet med 1/4 til amtskommunen. I Københavnsområdet fordeles den kommunale andel på 1/4 mellem Københavns Amtskommune og Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Som et led i de økonomiske forhandlinger mellem staten og Amtskommunerne er der indgået aftale om, at den amtskommunale medfinansiering bortfalder med virkning fra 1. januar 1999.
Til nr. 35
Der etableres en særskilt bevilling, afgrænset fra aktivbevillingen, som arbejdsmarkedsrådene administrerer og kan anvende forholdsvis frit til fx nyskabende og offensive initiativer. Arbejdsministeren fastsætter de nærmere regler herom.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 8.
Til nr. 36
Det foreslås, at bestemmelsen ophæves. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i nr. 27 om, at de ledige skal kunne aktiveres umiddelbart ved aktivperiodens begyndelse.
Bestemmelsen om opsættende virkning har givet anledning til store administrative vanskeligheder, herunder på grund af manglende samspil med dagpengereglerne. Endvidere giver den opsættende virkning mulighed for, at ledige gang på gang kan undgå at komme i aktivering ved at klage over tilbudet.
Til nr. 37
Ændringen er redaktionel.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1999.
Til § 3
Til stk. 1
Tilbud til unge ledige med en kompetencegivende uddannelse skal gives fra 6 måneder efter lovens fremsættelse, hvilket vil sige fra begyndelsen af april måned 1999.
Til stk. 3
Forslaget betyder, at alle ledige mellem 50 og 59 år, der efter udløbet af den samlede dagpengeperiode modtager dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 4, fra 1. januar 1999 får ret og pligt til aktivering efter reglerne om aktivering i aktivperioden.
Til stk. 4
Der vil blive fastsat nærmere regler om overflytning fra dagpengeperioden til aktivperioden af unge ledige og ledige over 25 år som følge af fremrykning af aktivperioden til efter 1 års ledighed. Det vil endvidere af kapacitetsmæssige grunde være nødvendigt at fastsætte nærmere regler om, hvornår der skal gives tilbud til ledige, der flyttes fra dagpengeperioden til aktivperioden. Der vil endelig blive fastsat regler om, hvornår der skal gives tilbud til ledige, der er over 50 år og som modtager dagpenge efter § 55, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det er hensigten, at fremrykningen af aktivperioden til ved 1 års ledighed sker over 2 år. Fremrykningen sker således at alle ledige, der den 1. januar 1999 har mellem 1« og 2 års ledighed straks indplaceres i aktivperioden. De ledige, der i løbet af 1. halvår 1999 vil have modtaget dagpenge i 1« år, overgår løbende til aktivperioden. Den 1. januar 2000 indplaceres alle ledige, der denne dato har mellem 1 og 1« års ledighed i aktivperioden. De ledige, der i løbet af 1. halvår 2000 vil have modtaget dagpenge i 1 år, overgår løbende til aktivperioden. Ved udgangen af 2000 vil alle ledige have 1 års dagpengeperiode og 3 års aktivperiode.
Der vil endvidere blive fastsat nærmere regler om, hvornår de ledige, der pr. 1. januar 1999 og pr. 1. januar 2000 flyttes fra dagpengeperioden til aktivperioden, og hvornår de ledige, der løbende overgår til aktivperioden ved 1« års ledighed i 1999 og ved 1 års ledighed i 2000, skal have modtaget tilbud om aktivering.
Fremsat den 8. oktober 1998 af arbejdsministeren (Ove Hygum)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
(Tidlig aktivering m.v.).