Legislator Case Law & Legislation
199812L00018 DK

Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Lovforslag som fremsat 1998 18 Valid

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997, som ændret ved lov nr. 408 af 26. juni 1998, lov nr. 409 af 26. juni 1998, § 1 i lov nr. 478 af 26. juni 1998 og § 2 i lov nr. 479 af 1. juli 1998, foretages følgende ændring

1. Efter § 19 indsættes

»§ 19 a. Ministeren kan fastsætte regler om, at den, der er beskæftiget med udførelse og sløjfning af boringer og brønde (brøndborere), skal have bevis for at have modtaget undervisning eller på anden måde at besidde erfaring i miljømæssig og teknisk forsvarlig udførelse af opgaven. Ministeren kan desuden fastsætte regler om undervisningens indhold og om kravene til opnåelse af bevis.«

Lovforslag som fremsat 1998 18 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. februar 1999.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund for lovforslaget

Lovforslaget indeholder hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om, at den, der er beskæftiget med udførelse eller sløjfninger af boringer på land (brøndborere), skal have bevis for at have modtaget undervisning eller for på anden måde besidde erfaring i miljømæssig og teknisk forsvarlig udførelse af opgaven. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om undervisningens indhold og kravene til opnåelse af bevis.

Det er vurderingen, at den eksisterende hjemmel i lovens § 7, stk. 3 om uddannelse af personale, der betjener bestemte forurenende anlæg, ikke giver mulighed for udstedelse af regler for uddannelse af brøndborere.

Der blev i folketingsåret 1994/95 med Beslutningsforslag nr. B 108 stillet forslag om etablering af en autorisationsordning for brøndborere, således at det sikres, at boringer i undergrunden i dybder, der kan udgøre en risiko for grundvandet, udføres forskriftsmæssigt, og at boringer og brønde, der sløjfes, ligeledes forsegles forskriftsmæssigt. Regeringen tilsluttede sig den 10. maj 1995 sigtet med beslutningsforslaget således, at der etableres en certificeringsordning for personer, der må udføre boringer på land.

Der eksisterer ikke i dag en særlig uddannelse som brøndborer, og miljø- og energiministeren har i brev af 19. juli 1995 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg som svar på spørgsmål 3 og 4 til Beslutningsforslag B 108, bilag 2 og 3, foreslået, at der udarbejdes en ordning i lighed med den uddannelsesordning, der er indført for erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 360 af 24. maj 1993.

1.1. Lovforslagets indhold

Lovforslaget giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at den, der er beskæftiget med udførelse eller sløjfninger af boringer på land (brøndborere), skal have bevis for at have modtaget undervisning eller for på anden måde besidde erfaring i miljømæssig og teknisk forsvarlig udførelse af opgaven.

Bestemmelsen gør det muligt dels at stille krav om deltagelse i undervisningsforløb eventuelt afsluttet med eksamen, dels at stille krav om, at den, der forestår udførelse af en bestemt opgave, skal besidde erfaring i miljømæssig og teknisk forsvarlig udførelse af opgaven.

2. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Da lovforslaget alene er en hjemmelsbestemmelse har lovforslaget ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, amterne eller kommunerne. Den bekendtgørelse, der vil blive udstedt om brøndboreruddannelsen, vil dog have både økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige, idet etablering af uddannelsen som brøndborer som AMU-kursus betyder, at der anvendes offentlige midler hertil, ligesom der anvendes administrative ressourcer hertil.

Der forventes af være i alt 300-350 potientielle kursister, og prisen per kursist skønnes af blive ca. 35.000 kr. Det betyder, at de samlede udgifter for det offentlige kan skønnes til mellem 10 mio. kr. og 12 mio. kr.

3. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke i selv miljømæssige konsekvenser, men danner grundlag for fastsættelse af regler, som af hensyn til beskyttelsen af grundvandet skal sikre, at den, der er beskæftiget med boringer er kompetent hertil.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Arbejdsministeriet har givet tilladelse til, at der ydes tilskud til udvikling af uddannelsesplaner for brøndboring, hvorefter uddannelsen kan etableres og finansieres inden for AMU-systemet, således at der vil blive ydet tilskud til såvel udvikling af uddannelsen som kursisternes deltagelse heri samt leje af borerigge.

Lovforslaget har dermed ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Da lande som f.eks. Tyskland, Frankrig, Nepal, Nigeria, Malawi og Tanzania, kræver dokumentation for en kvalificerende undervisning som betingelse for at kunne udføre borearbejde m.v., må det forventes, at ordningen vil få en positiv effekt på beskæftigelsen inden for borebranchen.

Lovforslaget vurderes ikke i sig selv at indebære mer/mindrearbejde for virksomhederne.

5. Hørte myndigheder og organisationer

Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsministeriet, Arbejdsmarkedstyrelsen, Danmarks Havfiskeriforening, Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Brøndejerforening, Dansk Familielandbrug, Dansk Fiskeriforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Danske Vandværkers forening, De danske landboforeninger, Erhvervsministeriet, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Finansministeriet, Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen, Foreningen af Kommunale Chefer, Foreningen af Miljømedarbejdere i Kommunerne, Foreningen af Danske Brøndborere, Foreningen af Private Vandværker, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Friluftsrådet, Fødevareministeriet, Greenpeace, Handelskammeret, Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kommunalteknisk Chefforening, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landbrugets Rådgivningscenter, Landbrugsrådet, Landsforeningen Økologisk Jordbrug,

Landsorganisationen i Danmark (LO), Miljøklagenævnet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, MLK-Sammenslutningen, Naturfredningsrådet, Naturklagenævnet, NOAH, SID, Skatteministeriet, Sundhedsministeriet, Trafikministeriet, Undervisningsministeriet, Verdensnaturfonden og Økonomiministeriet.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Lovforslaget skaber hjemmel for ministeren til at fastsætte regler om, at den, der er beskæftiget med udførelse eller sløjfninger af boringer på land (brøndborere), skal have bevis for at have modtaget undervisning eller for på anden måde besidde erfaring i miljømæssig og teknisk forsvarlig udførelse af opgaven. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om undervisningens indhold og kravene til opnåelse af bevis.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. februar 1999.

Lovforslag som fremsat 1998 18 Valid

Fremsat den 8. oktober 1998 af miljø- og energiministeren (Svend Auken)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

(Bemyndigelse til ministeren til at fastsætte regler om uddannelse af brøndborere)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →