Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1997-98

§ 71-tilsynets kompetenceområde er i grundlovens § 71, stk. 7, afgrænset til at vedrøre »behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer.« Stk. 6 har følgende ordlyd

»Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.«

Det antages sædvanligvis, at grundloven forudsætter, at selve legalitetsprøvelsen med hensyn til frihedsberøvelsens lovlighed tilkommer domstolene alene, mens tilsynets kompetence i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, er afgrænset til at vedrøre en række spørgsmål, som ikke har at gøre med lovligheden af frihedsberøvelsen. Jeg forstår da også Amtsrådsforeningens henvendelse sådan, at det er spørgsmålet om afgrænsningen af begrebet »behandlingen« i § 71, stk. 7, der drages i tvivl.

§ 71 blev indføjet i grundloven ved grundlovsrevisionen i 1953. Det er imidlertid ikke i forarbejderne til bestemmelsen angivet, hvorledes tilsynets kompetence nærmere skal afgrænses, og den retsvidenskabelige litteratur indeholder kun beskedne bidrag til fortolkningen af udtrykket »behandlingen«. Spørgsmålet er dog omhandlet i flere responsa blandt andet af 1. juni 1971 af professor, dr. jur. Ole Espersen og af 9. februar og 5. april 1978 af professor, dr. jur. Peter Germer. Endvidere foreligger et notat af 30. august 1971 fra Justitsministeriet. De to responsa og notatet er vedlagt i kopi.

Det er dog den almindelige opfattelse, at tilsynet har en slags residuel kompetence i forhold til domstolenes legalitetsprøvelse med hensyn til selve frihedsberøvelsens lovlighed, og at der ikke i udtrykket »behandlingen« ligger nogen selvstændig materiel begrænsning af tilsynets kompetence. I praksis har tilsynet da også gennem årene anset sig for kompetent ikke blot i forhold til (faktiske og retlige) spørgsmål, som ud fra lægelige eller sociale betragtninger må karakteriseres som behandling, men også til spørgsmål om anvendelse af tvangsindgreb over for patienter, spørgsmål om værgesbeskikkelse, brevcensur, lommepengespørgsmål etc. Endvidere har tilsynet anset sig for kompetent til at beskæftige sig med generelle spørgsmål som f.eks. indretning af institutioner, reglementer, beskæftigelse, belægningsprocenter, personalenormeringer, liggetider etc.

§ 71-tilsynets kompetence er afgrænset til alene at vedrøre forholdene for patienter, der er frihedsberøvet. En af de mest hyppigt anvendte metoder, tilsynet anvender, når det skal føre dette tilsyn med »behandlingen«, er at aflægge enten anmeldte eller uanmeldte besøg på de institutioner, der har til opgave at behandle de personer, der er omfattet af grundlovens § 71, stk. 6. Herved vil tilsynet naturligvis indirekte komme til at forholde sig til forholdene for indlagte psykiatriske patienter i al almindelighed, idet frihedsberøvede i praksis er indlagt sammen med ikke-frihedsberøvede. Alene i den udstrækning, tilsynet går ind i konkrete enkeltsager, er det muligt at frasortere sager vedrørende enkeltpersoner, der ikke er omfattet af tilsynets kompetence.

I øvrigt kan det anføres, at forholdene både for frihedsberøvede og ikke-frihedsberøvede på f.eks. psykiatriske sygehuse i praksis er reguleret i et kompliceret samspil mellem navnlig sundheds- og socialretlige bestemmelser, som ikke alle kan henføres snævert til det, der foregår inden for institutionens fire vægge. Forholdene i institutioner for f.eks. psykisk syge påvirkes således af den generelle social- og sundhedsretlige lovgivning og planlægning i amter og kommuner.

I det tilfælde, Amtsrådsforeningen refererer til, kan det således anføres, at den generelle mangel på udslusningspladser har (negative) konsekvenser også for behandlingen af frihedsberøvede patienter, fordi den skal foregå på overbelagte afsnit. Det er således ofte anført, at overbelægning påvirker brugen af tvangsindgreb i form af fiksering og tvangsmedicinering, ligesom overbelægning efter omstændighederne også kan påvirke varigheden af en frihedsberøvelse. Det er da også sådanne forhold, der har ført til, at nogle amter har valgt at oprette psykiatriudvalg, som på tværs af den social- og sundhedsretlige regulering beskæftiger sig med forholdene for psykisk syge. Tilsynet anser sig derfor også for kompetent til at undersøge og påtale forhold og mangler, som på denne måde har afledte konsekvenser for de personer, der er omtalt i grundlovens § 71, stk. 6.

Afslutningsvis skal jeg bemærke, at et organ som udgangspunkt selv afgør tvivlsspørgsmål vedrørende sin kompetence. Tilsynet kan derfor ved afgørelsen af kompetencespørgsmål, som måtte forekomme tvivlsomme, anlægge en selvstændig fortolkning af grænserne for den grundlovsumiddelbare kompetence.

Hertil kommer, at tilsynet i situationer, hvor kompetencespørgsmålet kan give anledning til tvivl anser sig for berettiget til at foretage nærmere undersøgelser af en sag med henblik på at tilvejebringe et tilstrækkeligt grundlag for en afgørelse heraf. I en række tilfælde vil en sådan undersøgelse imidlertid føre til, at tilsynet må afstå fra at foretage noget i en konkret sag, fordi det pågældende spørgsmål falder uden for tilsynets kompetenceområde. I andre sager vil en foreløbig undersøgelse føre til, at tilsynet henleder et fagudvalgs opmærksomhed på en given problemstilling, i praksis oftest Social-, Sundheds- eller Retsudvalget, som de udvalg under hvem den social-, og sundhedsretlige regulering sorterer. Tilsynet er således ikke som fagudvalgene et lovforberedende organ.

Endelig skal jeg bemærke, tilsynet ikke kan træffe afgørelser. Tilsynet har alene en udtaleret vedrørende de spørgsmål, som falder ind under dets kompetence.

Med venlig hilsen

Brian Mikkelsen

formand

Beretning afgivet af Tilsynet i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, den 18. september 1998

Beretning

vedrørende

tilsynets virksomhed i folketingsåret 1997-98

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Indledning

2

2.

Spørgsmål til ministrene og andre

2

2.1.

Indledning

2

2.2.

Tvangsindgreb

2

2.2.1.

Begrebet tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2

2

2.2.2.

Langvarig tvangsfiksering af frivilligt indlagte patienter

2

2.2.3.

Fast vagt ved tvangsfikseringer

3

2.2.4.

Statistisk bearbejdelse af indberetninger over tvangsindgreb

3

2.3.

Retsvirkningerne af værgemål

4

2.4.

Betaling for behandling af psykisk syge fanger på Københavns Amts Sygehus i Glostrup

4

2.5.

Udslusning af færdigbehandlede psykiatriske patienter

5

2.5.1.

Spørgsmål til sundhedsministeren

5

2.5.2.

Henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab

5

2.5.3.

Henvendelse fra Amtsrådsforeningen om afgrænsningen af tilsynets kompetence

6

2.6.

Tvangsindlagte børn på voksenpsykiatriske afdelinger

6

2.7.

Visitation af psykiatriske patienter og deres pårørende

7

3.

Besøg på psykiatriske sygehuse

7

3.1.

Københavns Amts Sygehus i Glostrup

7

3.2.

Københavns Kommunehospital

8

3.3.

Augustenborg Sygehus

9

3.4.

Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt

9

3.5.

Dianalund Psykiatrihospital

10

3.6.

Psykiatrisk Afdeling i Randers

11

3.7.

Amtshospitalet i Vordingborg

11

3.8.

Rigshospitalet og Sct. Hans Hospital

13

3.9.

Besøg på værestedet Vækststedet i Kolding

13

4.

Konkrete sager

13

5.

Høring

13

1. Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1997-98 afholdt 9 møder og behandlet en række generelle og konkrete sager. Tilsynet har endvidere besøgt en række psykiatriske sygehuse og et såkaldt værested. De generelle og konkrete sager har sammen med besøgene givet anledning til, at tilsynet har stillet en række spørgsmål til justitsministeren, socialministeren og sundhedsministeren samt Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og enkelte amtskommuner. Endelig har tilsynet i det forløbne folketingsår som noget nyt afholdt en høring om »Frihedsberøvelse af børn og unge i sociale og psykiatriske institutionsmiljøer«.

2. Spørgsmål til ministrene og andre

2.1. Indledning

Tilsynet har i det forløbne folketingsår stillet en række spørgsmål til justitsministeren, socialministeren og sundhedsministeren samt Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og enkelte amtskommuner. Endvidere har tilsynet rettet henvendelse til Retsudvalget. I det følgende omtales nogle af disse initiativer.

2.2. Tvangsindgreb

2.2.1. Begrebet tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2

I et brev af 30. september 1997 rettede tilsynet henvendelse til Folketingets Retsudvalg om psykiatrilovens afgrænsning af begrebet tvang som »anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig«, jf. psykiatrilovens § 1, stk. 2. Baggrunden for henvendelsen var en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen nr. 14, 1997, af professor, dr. jur. Henrik Zahle. I artiklen »Indlæggelse eller frihedsberøvelse frivillighed eller tvang« omtalte Henrik Zahle problemerne for den patientgruppe, der hverken samtykker eller protesterer, og som derfor ikke er omfattet af psykiatrilovens tvangsprocedurer. Det drejer sig navnlig om nogle demente og konfuse patienter, som ikke har nogen klar forståelse af, hvad der sker omkring dem, og tillige om en gruppe depressive patienter, som er svære at få kontakt med.

I artiklen henledte Henrik Zahle opmærksomheden på, at psykiatrilovens afgrænsning af begrebet tvang afviger fra den gængse opfattelse, hvorefter der kræves informeret samtykke til en lægelig behandling. Selv om den omtalte patientgruppe ikke er omfattet af psykiatriloven, er der ifølge Henrik Zahle alligevel tale om frihedsberøvelse, som bør kunne prøves ved domstolene. Deraf følger, at den omtalte patientgruppe også bør være omfattet af tilsynet efter grundlovens § 71, stk. 7.

I sin henvendelse til Retsudvalget oplyste tilsynet blandt andet, at der ikke i praksis finder nogen registrering sted af denne patientgruppe, og at tilsynet derfor ikke har nogen mulighed for at følge patientgruppens forhold.

2.2.2. Langvarig tvangsfiksering af frivilligt indlagte patienter

Efter psykiatrilovens regler kan også frivilligt indlagte patienter tvangsfikseres. Dog kan en sådan tvangsfiksering betragtes som en (selvstændig) frihedsberøvelse, hvis den under patientens protest udstrækkes længere end nogle få timer, jf. Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien med kommentarer af Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen, s. 161 ff. I givet fald kræves, at betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, selv om patienten ikke ønsker sig udskrevet, men alene protesterer imod fikseringen. Endvidere vil et sådant indgreb kunne indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kap. 43 a.

I en konkret sag, hvor en frivilligt indlagt patient var tvangsfikseret i mere end 24 timer, svarede sygehuset benægtende på tilsynets spørgsmål om, hvorvidt den pågældende patient var blevet orienteret om muligheden for at indbringe spørgsmålet for domstolene. Efterfølgende forespørgsler på de psykiatriske sygehuse, som tilsynet har besøgt, har efterladt det indtryk, at de psykiatriske sygehuse ikke er bekendt med denne mulighed.

Tilsynet bad derfor justitsministeren om en vurdering af behovet for vejledning om, at lovligheden af sådanne langvarige tvangsfikseringer kan indbringes for domstolene. Justitsministeren svarede

»Justitsministeriet har ikke kendskab til afgørelser, hvori der er taget stilling til spørgsmålet om, i hvilket omfang en fiksering i sig selv kan antages at udgøre en frihedsberøvelse. I mangel af sådanne afgørelser er det vanskeligt at sige noget præcist om afgrænsningen mellem på den ene side ikke-frihedsberøvende fikseringer og på den anden side fikseringer, der samtidig indebærer en frihedsberøvelse.

Såfremt en patient, der har været fikseret, mener, at fikseringen har indebåret en frihedsberøvelse, vil der efter Justitsministeriets opfattelse være mulighed for at få dette spørgsmål prøvet ved domstolene.

Justitsministeriet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at vejlede særskilt om denne klagemulighed.

Dette skyldes, at spørgsmålet om, hvorvidt en fiksering tillige udgør en frihedsberøvelse, som anført giver anledning til tvivl. En vejledning på dette punkt vil således være behæftet med usikkerhed. Hertil kommer, at selve fikseringen vil kunne påklages til det lokale patientklagenævn efter de almindelige klageregler i psykiatriloven.«

2.2.3. Fast vagt ved tvangsfikseringer

Under et besøg på et psykiatrisk sygehus blev det oplyst, at det er fast praksis i forbindelse med fikseringer, at patientens seng flyttes væk fra alarmknappen. Denne praksis blev forsvaret ud fra sikkerhedsmæssige hensyn og med henvisning til, at der altid er fast vagt, som har øjenkontakt med patienten.

Tilsynet stillede spørgsmål til justitsministeren om denne praksis. Justitsministeriet indhentede til brug for besvarelsen en udtalelse fra sundhedsministeren, som igen henviste til følgende udtalelse fra Sundhedsstyrelsen

»Sundhedsstyrelsen finder, at patientens muligheder for at kunne komme i forbindelse med personalet er tilstrækkelig tilgodeset, når der er fast vagt til stede, som patienten kan rette henvendelse til. Det vil i denne situation ikke være nødvendigt, at der yderligere er en alarmknap.«

I sin kontakt med patientorganisationer og patientvejledere er tilsynet ofte blevet orienteret om den såkaldte »håndklædemetode«, hvorefter den faste vagt i forbindelse med tvangsfikseringer »erstattes« af et håndklæde, der vikles rundt om håndtagene på dørens yder- og inderside, således at vagtpersonalet på gangen altid kan høre, men ikke se den fikserede.

Tilsynet stillede spørgsmål til justitsministeren om denne fremgangsmåde. Justitsministeriet indhentede en udtalelse fra sundhedsministeren, som igen indhentede en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen var ikke bekendt med, i hvilket omfang den beskrevne metode anvendes. Sundhedsstyrelsen oplyste videre

»Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at såfremt en fast vagt har opsyn med 2 stuer og jævnligt går mellem de 2 stuer og tilser patienterne og hele tiden kan høre patienterne, kan denne overvågningsform være forsvarlig, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Sundhedsstyrelsen finder derimod ikke, at betingelserne i loven er opfyldt, såfremt personalet alene kan høre patienten og ikke jævnligt tilser denne.«

2.2.4. Statistisk bearbejdelse af indberetninger over tvangsindgreb

I folketingsåret 1996-97 stillede tilsynet spørgsmål til sundhedsministeren om udviklingen i antallet af meget lange tvangsfikseringer i perioden 1991-96, opgjort for intervallerne 5-10, 11-15, 15-20 og flere end 21 dage for hvert enkelt år.

Sundhedsministeren svarede ved at henvise til et svar fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf det fremgik, at de psykiatriske afdelinger hvert kvartal indsender en opgørelse over antallet af tilfælde af tvangsfiksering. Man kan imidlertid ikke af indberetningen se, hvor mange patienter det drejer sig om. Det fremgår af de indberetningsskemaer, som Sundhedsstyrelsen modtager fra de enkelte sygehuse, hvor lang tid fikseringerne har varet. Sundhedsstyrelsen havde imidlertid ikke foretaget en statistisk bearbejdelse af disse indberetninger og var derfor ikke i stand til at besvare det spørgsmål, som tilsynet havde stillet. Sundhedsstyrelsen henviste til, at formålet med indberetningssystemet bl.a. er at sikre et overordnet overblik over brugen af tvangsforanstaltninger, jf. pkt. II d i tilsynets beretning for folketingsåret 1996-97.

Tilsynet tog sundhedsministerens svar til efterretning og spurgte videre, om ministeren har overvejelser om at tage initiativ til, at der fremover foretages en videregående statistisk bearbejdelse af de kvartalsvise indberetninger fra de psykiatriske sygehuse. Tilsynet henviste herved til, at statistisk materiale om tvangsindgreb er et overordentlig værdifuldt redskab i tilsynet med forholdene for psykisk syge. Tilsynet henviste endvidere til, at tilsyns- og kontrolformålet er angivet som delbegrundelse for indberetningsordningen, jf. s. 336-339 i Principbetænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien og s. 79-81 i Betænkning nr. 1109/1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Sundhedsministeren svarede

»Det er korrekt, at de nuværende kvartalsvise registreringer og indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen kun har begrænset statistisk værdi, idet oplysningerne ikke kan henføres til bestemte personer. Det fører bl.a. til, at det ikke ud fra indberetningerne kan påvises, i hvilket omfang tvangsanvendelsen angår samme person.

I forslag til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven (Revision af psykiatriloven) (L 36), som er fremsat den 27. marts 1998 af justitsministeren, foreslås derfor indsat en bestemmelse, der skal gøre det muligt at forbedre den statistiske værdi af registreringer og indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen.

Bestemmelsen, som foreslås indsat i psykiatrilovens § 20, stk. 2, som andet punktum, har følgende ordlyd: »Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetningerne skal indeholde oplysninger om patientens identitet.«, jf. forslag til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, § 1, nr. 7.

Jeg agter at udnytte denne bemyndigelse til at fastsætte regler om, at indberetninger af tvang til Sundhedsstyrelsen gennem embedslægeinstitutionen skal indeholde patientens navn og CPR-nr. med henblik på at forbedre den statistiske værdi af indberetningerne.«

2.3. Retsvirkningerne af værgemål

Tilsynet har drøftet omfanget af en umyndiggjorts rettigheder i situationer, hvor der opstår uenighed mellem den umyndiggjorte, værgen og eventuelle andre, der handler (eller ønsker at handle) i overensstemmelse med den umyndiggjortes ønsker. Baggrunden for drøftelsen var en konkret sag, hvor et plejehjem og en værge med politiets bistand havde forhindret den umyndiggjorte i at forlade plejehjemmet sammen med en søn for at deltage i et møde.

Tilsynet fandt ikke anledning til at forfølge den konkrete sag, men udtrykte bekymring over for socialministeren med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt plejehjemspersonale i tilstrækkelig grad er orienteret om retsvirkningerne af en umyndiggørelse. Tilsynet fandt ikke, at det kunne udelukkes, at et ukendskab kan risikere at føre til, at værgemål forveksles med frihedsberøvelse.

I den anledning meddelte socialministeren, at der i forbindelse med ikrafttrædelsen af de love, der med virkning fra 1. juli 1998 erstatter bistandsloven, vil blive udsendt nye vejledninger. I disse vejledninger vil der blive taget højde for plejepersonalets behov for information om værgemålsloven.

2.4. Betaling for behandling af psykisk syge fanger på Københavns Amts Sygehus i Glostrup

I forbindelse med inspektionen på Københavns Amts Sygehus i Glostrup, jf. afsnit 3.1., blev tilsynet opmærksom på, at sygehuset, som var stærkt overbelagt, er belastet af, at der i området er to fængsler, hvoraf det ene - Anstalten ved Herstedvester - modtager fanger med psykiske problemer fra hele landet. Tilsynet bad sundhedsministeren om at redegøre for baggrunden for, at det økonomiske ansvar for behandlingen af patienter fra disse (statslige) institutioner er rent amtskommunalt.

Sundhedsministeren bekræftede, at det økonomiske ansvar for behandlingen af psykisk syge fanger i psykiatriske sygehuse har været amtskommunalt siden ikrafttrædelsen af lov nr. 328 af 26. juni 1975 om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne. Sundhedsministeren oplyste videre, at der i forbindelse med statshospitalernes overførelse til amtskommunerne blev ydet et særligt statstilskud til udligning af de forskelle mellem amterne, som fulgte af institutionernes forskellige standard ved overførelsen eller spredningen i disse institutioners geografiske beliggenhed.

2.5. Udslusning af færdigbehandlede psykiatriske patienter

2.5.1. Spørgsmål til sundhedsministeren

Tilsynet har under sine besøg på psykiatriske sygehuse jævnligt modtaget klager over dårlige udslusningsmuligheder og overbelægning. Tilsynet bad derfor sundhedsministeren om oplysninger om den nærmere anvendelse af sygehuslovens § 12, hvorefter en amtskommune kan opkræve betaling pr. sengedag for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på amtskommunale sygehuse, og som har bopæl i den pågældende kommune. Formålet med bestemmelsen var at tilskynde til, at færdigbehandlede patienter ikke opholder sig længere end nødvendigt på sygehusene som følge af manglende primærkommunale foranstaltninger. Sundhedsministeren svarede bl.a.

»Med henblik på yderligere at motivere kommunerne til at tilvejebringe de nødvendige plejetilbud fik amtskommunerne mulighed for selv at fastsætte den betaling, som kan opkræves fra kommunerne, dog således at sengedagsbetalingen maksimalt kan udgøre 1200 kr. i 1995-pris- og lønniveau for patienter over 67 år og det halve for patienter under 67 år.

Ved at lade de enkelte amtskommuner fastsætte taksten inden for et maksimumbeløb bliver det muligt at tage hensyn til bl.a. forskelle i udgiftsniveauer. Det blev forudsat, at taksterne fastsættes med udgangspunkt i de gennemsnitlige plejehjemsudgifter.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at færdigbehandlede patienter på psykiatriske afdelinger også kan vente på udskrivning til amtskommunale tilbud, f.eks. amtskommunale plejehjem (§ 112, stk. 2-institutioner).

For regeringen er udvikling af opfølgende sociale tilbud, herunder især botilbud til sindslidende, et højt prioriteret område. Siden regeringen i 1993 blev enig med de kommunale parter om bl.a. en kraftig forøgelse af botilbud og væresteder for sindslidende, er der årligt afsat betydelige ressourcer til formålet.

Det kan i den forbindelse nævnes, at der ved udmøntningen af satsreguleringspuljen for 1996 blev afsat 350 mio. kr. i perioden 1996-1999 primært som tilskud til nyetablering ved den fortsatte udbygning af botilbudene til især de tungere grupper af sindslidende.

Med botilbudspuljen for sindslidende blev der i efteråret 1996 bevilget støtte for ca. 312 mio. kr. til etablering og drift af ca. 700 nye pladser i form af støttecentre, akutboliger samt beskyttede pensionater. Hertil kommer en amtslig og kommunal medfinansiering på de bevilgede projekter, således at den samlede samfundsmæssige investering i botilbud forventes at øges med 720 mio. kr. i løbet af botilbudspuljens varighed.

Det fremgår af den 1. delevalueringsrapport om status for Botilbudspuljen for sindslidende fra november 1997, at der i projektperioden forventes etableret i alt ca. 812 pladser i form af beskyttede pensionater, støttecentre og akutboliger. Forventningerne om udbygningen med sociale botilbud ser med andre ord ud til at blive mere end opfyldte i projektperioden.«

I forbindelse med spørgsmålet om udslusning af psykiatriske patienter bad tilsynet endvidere sundhedsministeren om oplysninger om erfaringerne med de samarbejds- og dialogfora, der er etableret med hjemmel i sygesikringslovens § 27 b. Sundhedsministeren svarede bl.a.

»Samarbejdsbestemmelserne i sygesikringsloven trådte i kraft den 1. januar 1994, og den første planperiode (1994-1997) er netop afsluttet.

I flere af de vedtagne planer er der særligt fokuseret på samarbejdsstrukturer mellem amt og kommuner med henblik på at skabe rammer for et mere intensiveret samarbejde.

Jeg kan i øvrigt nævne, at regeringens anbefaling fra statusrapporten om tilbudene til sindslidende fra 1995 til amtsråd og kommunalbestyrelser om etablering af dialogfora for samarbejde og dialog på psykiatriområdet i meget vid udstrækning er blevet fulgt. Oplysninger fra november 1996 til Socialministeriet viste, at alle amter på nær 2 havde oprettet samarbejdsfora.«

2.5.2. Henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab

I forlængelse af spørgsmålene til sundhedsministeren om anvendelsen af sygehuslovens § 12 rettede tilsynet henvendelse til Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab og bad om foreningens konkrete erfaringer med anvendelsen af muligheden for at opkræve betaling efter sygehuslovens § 12.

Amtsrådsforeningen har herefter oplyst, at 1 amt aktuelt benytter sig af muligheden for at opkræve betaling, medens 9 amter ikke benytter sig af denne mulighed. 4 amter har ikke svaret.

2.5.3. Henvendelse fra Amtsrådsforeningen om afgrænsningen af tilsynets kompetence

Den 17. december 1997 rettede Amtsrådsforeningen henvendelse til Folketingets Præsidium om afgrænsningen af tilsynets kompetence. Amtsrådsforeningen gengav forløbet i forbindelse med tilsynets forespørgsel om udslusning af færdigbehandlede psykiatriske patienter til kommunale institutioner, jf. ovenfor under afsnit 2.5.2. Amtsrådsforeningen konkluderede, at foreningen »med positiv interesse har fulgt arbejdet i Folketingets § 71-tilsyn, men Amtsrådsforeningen finder, at Tilsynet bør afgrænse sin aktivitet, så den falder inden for Tilsynets kompetenceområde.«

Amtsrådsforeningens brev blev forelagt for tilsynet, som i et brev af 27. januar 1998 til Folketingets Præsidium redegjorde for, hvorledes tilsynets kompetence er afgrænset, og for, hvorfor tilsynet finder, at den omtalte aktivitet falder inden for tilsynets kompetenceområde.

I et brev af 10. februar 1998 til Amtsrådsforeningen skrev Folketingets Præsidium, at præsidiet efter at have drøftet foreningens henvendelse kunne henholde sig til tilsynets svar. Tilsynets brev, som var vedlagt svaret fra Folketingets Præsidium, er optrykt som bilag til beretningen.

2.6. Tvangsindlagte børn på voksenpsykiatriske afdelinger

Tilsynet tilsluttede sig i beretningen for 1995-96, afsnit VII, sundhedsministerens kritik af, at børn og unge indlægges på voksenpsykiatrisk afdeling. I forbindelse med senere besøg på psykiatriske afdelinger er tilsynet blevet opmærksom på, at også anbringelse af tvangsindlagte børn og unge på voksenpsykiatriske afdelinger kan forekomme. Derfor bad tilsynet om justitsministerens vurdering af, om frihedsberøvelse af børn på voksenpsykiatrisk afdeling er forenelig med art. 37, litra c, i FN-konventionen om barnets rettigheder. Efter denne bestemmelse »skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.« Justitsministeren svarede bl.a.

»Bestemmelsen indebærer en forpligtelse til at sikre, at børn, der frihedsberøves, som udgangspunkt holdes adskilt fra voksne. Bestemmelsen giver dog mulighed for at fravige denne hovedregel, hvis det ikke tjener barnets tarv at blive holdt adskilt fra voksne. FN's børnekonvention er ratificeret af Danmark i henhold til kongelig resolution af 5. juli 1991, efter at Folketinget den 31. maj 1991 havde givet sit samtykke dertil gennem vedtagelse af forslag til folketingsbeslutning nr. B 22 af 31. januar 1991. Under Folketingets behandling af beslutningsforslaget angik drøftelserne om artikel 37, litra c, navnlig anbringelse af unge indsatte i fængsler, dvs. frihedsberøvelser inden for strafferetsplejen.

Justitsministeriet finder, at spørgsmålet om, hvorvidt artikel 37, litra c, også finder anvendelse ved frihedsberøvelser uden for strafferetsplejen f.eks. ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af børn og unge efter reglerne i psykiatriloven, giver anledning til en vis tvivl.

Bestemmelsens ordlyd og placering giver efter Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv holdepunkter for at antage, at bestemmelsen er begrænset til frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen.

Ved fastlæggelsen af bestemmelsens rækkevidde må det endvidere indgå, at formålet med bestemmelsen bl.a. er at beskytte barnet mod den risiko for udnyttelse, negativ påvirkning og lignende, som frihedsberøvelse sammen med voksne kan udsætte barnet for.

Det må formentlig antages, at anbringelse af en ung person, der f.eks. er dømt efter straffelovens § 68 til behandling på psykiatrisk afdeling, på en afdeling sammen med voksne retspsykiatriske patienter som udgangspunkt vil være uforenelig med artikel 37, litra c.

At lade det være afgørende for anvendelsen af artikel 37, litra c, om det tvungne samvær for den unges vedkommende beror på en strafferetlig afgørelse eller er en administrativt bestemt frihedsberøvelse i henhold til psykiatriloven, forekommer vilkårligt og dårligt stemmende med de beskyttelseshensyn, som FN's børnekonvention bygger på.

Justitsministeriet er på den baggrund mest tilbøjelig til at mene, at forpligtelsen til at sikre, at børn, der frihedsberøves, skal holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, også gælder i tilfælde, hvor børn er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling efter reglerne i psykiatriloven.

At artikel 37, litra c, finder anvendelse i tilfælde af frihedsberøvelse på psykiatriske hospitaler, er i øvrigt også antaget i Geraldine Van Bueren, The International Law on the Rights of the Child (1995), hvor det på s. 222 anføres

»Articles 37(c) of the Convention has a broader ambit than article 10(2)(b) and (3) of the International Covenant (FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder), as it applies to all deprivations of liberty and not only to children facing or found guilty of criminal charges. The principle of separation of children from adults, unless it is in their best interests, is equally applicable to children who for example are deprived of their liberty in mental health institutions.««

2.7. Visitation af psykiatriske patienter og deres pårørende

Tilsynet har i forbindelse med besøg på psykiatriske sygehuse spurgt til problemstillingen i forbindelse med forekomst af narkotika på sygehusene. Det er tilsynets indtryk, at de psykiatriske sygehuse i videst muligt omfang indhenter samtykke fra patienterne, før der afgives blod- og urinprøver, og før der foretages kropsvisitation eller visitation af patientens sygestue. Tilsynet har dog mødt eksempler på, at visitation af patienter foretages uden samtykke. Reaktionen over for pårørende, der afviser at lade sig visitere, er efter tilsynets erfaring typisk nægtelse af besøg.

Tilsynet bad på den baggrund om justitsministerens vurdering af behovet for, at adgangen til at visitere patienter og deres pårørende reguleres. Idet der i øvrigt henvistes til justitsministerens svar på spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg, hvoraf det bl.a. fremgår, at psykiatrilovens udtrykkelige opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke antages at udelukke andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de indgreb, der udtrykkeligt er nævnt i loven, svarede justitsministeren

»Justitsministeriet finder således fortsat ikke, at der bør søges gennemført en detaljeret og udtømmende lovregulering af de former for restriktioner, der anvendes på psykiatriske afdelinger som led i den almindelige husorden med henblik på at holde ro, orden og sikkerhed.«

3. Besøg på psykiatriske sygehuse

3.1. Københavns Amts Sygehus i Glostrup

Den 20. september 1995 aflagde tilsynet besøg på Københavns Amts Sygehus i Glostrup. Efter besøget konkluderede tilsynet blandt andet, at »tilsynet er betænkelig ved den kraftige overbelægning, og tilsynet beklager, at manglende ressourcer fører til øget anvendelse af tvangsfiksering og medicinering.« (Tilsynets beretning for folketingsåret 1995-96).

Den 27. september 1996 aflagde tilsynet endnu et besøg på sygehuset. Efter dette besøg konkluderede tilsynet blandt andet følgende: »Tilsynet finder, at overbelægningen fortsat er voldsom og kritisabel. Tilsynet finder det uacceptabelt, at ældre færdigbehandlede patienter skal ligge på psykiatrisk afdeling i lang tid, medens de venter på plejehjemsplads på psykiatrisk plejehjem eller somatisk plejehjem.« (Tilsynets beretning for folketingsåret 1996-97).

I oktober 1997 modtog tilsynet henvendelser fra patienter og patientrådgivere, som klagede over, at der fortsat var overbelægning på Københavns Amts Sygehus i Glostrup. Tilsynet aflagde derfor den 6. november 1997 yderligere et anmeldt besøg på sygehuset. Tilsynet konkluderede efter besøget

»I betragtning af at tilsynets besøg den 6. november 1997 var det tredje i en række af tilsynsbesøg, finder tilsynet det fuldstændig uacceptabelt endnu en gang at måtte konkludere, at sygehuset er stærkt overbelagt, og at en stor del af de indlagte patienter alene er indlagt, fordi de afventer en primær- eller amtskommunal foranstaltning.

Efter tilsynets opfattelse er det ganske overordentlig uheldigt, at psykisk syge mennesker kan risikere at skulle være indlagt på stuer sammen med op til 4 andre psykisk syge patienter, ligesom tilsynet finder det helt umenneskeligt, at patienter i visse tilfælde fikseres i kolde og triste baderum uden adgang til dagslys. At konsekvensen for de øvrige patienter er, at de må deles om sparsomme toilet- og badefaciliteter, er naturligvis også overordentlig beklageligt. Endvidere beklager tilsynet de dårlige beskæftigelsesmuligheder for de patienter, der på grund af deres sygdom ikke har adgang til sygehusets eksterne beskæftigelsestilbud.

Tilsynet bemærker, at der ikke er grund til at tro, at denne overbelægning forsvarligt vil kunne nedbringes ved en strammere visitationspraksis, og der er efter tilsynets opfattelse heller ingen holdepunkter for at antage, at personalet ikke gør deres yderste for at gøre dagligdagen acceptabel for de indlagte patienter. Tilsynet finder det i den forbindelse positivt, at sygehusledelsen, vanskelighederne til trods, opretholder kravet om en høj terapeutisk standard og gennem kurser og anden formidling til stadighed arbejder på at opfylde sygehusets overordnede målsætning.

Herefter skal tilsynet bemærke, at de eksisterende planer om udtynding, renovering og aktivitetsudvidelse forekommer overordentlig positive. Ændringerne vil utvivlsomt bidrage til en afhjælpning af overbelægningsproblemerne og til væsentligt bedre forhold for de indlagte patienter, dersom de gennemføres som planlagt.

Tilsynet skal dog samtidig stille sig noget tvivlende over for, om de eksisterende planer også er tilstrækkelige til at afhjælpe overbelægningsproblemerne på sygehuset, blandt andet fordi de i alt 48 plejehjemspladser, der efter planen skal åbnes i Københavns Amt, også vil skulle aftage patienter fra andre af amtets sygehuse. Hertil kommer, at sygehusets helt akutte problemer savner en løsning. Tilsynet er i den forbindelse stærkt betænkelig ved, at amtets belægningsgrænse på et 12-sengs-afsnit er 14 senge og 20 senge på et 18-sengs-afsnit. I amtets løsningsforslag er det således forudsat, at der kan være overbelægning, et udgangspunkt, der efter tilsynets opfattelse gør sygehuset meget sårbart over for akut opståede situationer.

Endvidere finder tilsynet det ikke acceptabelt, at overbelægningen skal kunne fortsætte, indtil den samlede plan er gennemført omkring år 2000, og finder det nødvendigt at henstille, at der også arbejdes på »her og nu-løsninger« både af overbelægningsproblemet og udslusningsproblemet. I den udstrækning eksisterende lokaliteter ikke findes egnede som ramme omkring akutte foranstaltninger, skal tilsynet pege på muligheden for at etablere midlertidige pavillonløsninger, således som det har været praktiseret på andre sygehuse med tilsvarende problemer.«

3.2. Københavns Kommunehospital

Tilsynet aflagde den 10. december 1997 et uanmeldt besøg på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling. Tilsynet konkluderede efter sit besøg

»Det er utvivlsomt, at de fysiske rammer på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling er helt utidssvarende. Lokaliteterne er gammeldags og uhensigtsmæssigt indrettede, adgangen til enestue er særdeles begrænset, og langt over halvdelen af patienterne må ligge på rad og række på tre- og firesengsstuer uden mulighed for den beskedne form for privatliv, der ligger i at »kunne vende ryggen til«. Endvidere er toilet- og badefaciliteterne på flere af afdelingerne helt utilstrækkelige.

De givne ydre rammer taget i betragtning skal det dog siges, at der er ydet en prisværdig indsats i retning af at indrette afsnittene, så de alligevel fremstår venlige og hyggelige. Stort set overalt er der pænt malet, møbleret og dekoreret, og selv om afsnittene formentlig tager sig lidt anderledes ud ved juletid end på andre årstider, er det dog tilsynets indtryk, at afdelingen også »med fradrag for julepynt« fremstår som venlig og indbydende. I øvrigt var det tilsynets bestemte indtryk, at patienterne i det hele var tilfredse med personalet på afdelingen, og at personalet de ydre rammer til trods var i stand til at opretholde en høj faglig standard i deres arbejde.

Personalets positive indsats kan dog ikke opveje de negative virkninger af overbelægningen blandt andet som følge af dårlige fysiske rammer og manglende udslusningsmuligheder. Det forekommer helt uacceptabelt, at psykisk syge patienter skal rykkes rundt på som følge af overbelægning og risikere at blive henvist til en seng på en firesengsstue eller på gangarealet. De negative virkninger, der altid vil følge af overbelægning, forstærkes her af de dårlige fysiske rammer, og uanset hvilken mere langsigtet politisk løsning, der bliver udgangen på de eksisterende overvejelser i Hovedstadens Sygehusfællesskab om nedlæggelse af den psykiatriske afdeling på Kommunehospitalet, er der efter tilsynets opfattelse behov for »her og nu-løsninger« på problemerne med overbelægning og udslusning.

Tilsynet har endvidere noteret sig, at navnlig patienterne på de lukkede afdelinger kun har meget sparsomme muligheder for beskæftigelse. Det forekommer helt utilfredsstillende, at langtidsindlagte patienter på lukkede afdelinger er henvist til »kaffe og smøger« som deres hovedbeskæftigelse.«

3.3. Augustenborg Sygehus

Den 8. januar 1998 aflagde tilsynet et anmeldt besøg på Augustenborg Sygehus. Tilsynet konkluderede efter besøget

»De fysiske rammer for patienterne på Augustenborg Sygehus er efter tilsynets opfattelse overordentlig gode og i meget høj grad et eksempel til efterfølgelse for øvrige amter. Ikke blot var lokalerne lyse, pæne, rummelige og velholdte, men sygehuset havde også gjort en ganske betydelig indsats med hensyn til selve indretningen og dekorationen af både sygestuer og fællesrum. Tilsynet finder det endvidere meget positivt, at en meget stor del af patienterne har mulighed for indlæggelse på enestue.

Tilsynet har endvidere noteret sig de overordentlig positive udtalelser fra patienterne ikke blot om de fysiske rammer, men også om personalets indsats.

Også de eksterne værkstedsfaciliteter var efter tilsynets opfattelse meget indbydende, men tilsynet må finde det beklageligt, at sygehuset i lighed med mange andre psykiatriske sygehuse har gjort så forholdsvis lidt for at aktivere de patienter, der ikke kan benytte de eksterne beskæftigelsesfaciliteter, fordi de er indlagt på lukket afdeling. Tilsynet mangler den faglige ekspertise for at kunne udtale sig om, i hvilket omfang meget psykisk syge patienter lader sig aktivere. Synet af totalt inaktive patienter, som ydermere gav udtryk for utilfredshed med de manglende beskæftigelsesmuligheder, forekom dog særdeles forstemmende, og tilsynet vil opfordre til, at sygehuset diskuterer, om/på hvilken måde denne patientgruppe lader sig aktivere i højere grad, end det er tilfældet i dag.

Tilsvarende finder tilsynet det beklageligt, at færdigbehandlede patienter forbliver indlagt på psykiatrisk sygehus, alene fordi der er mangel på amts- og primærkommunale døgnforanstaltninger. Tilsynet finder det helt uacceptabelt, at patienter kan risikere at skulle vente et helt år på en amtskommunal døgnplads. Ej heller denne beklagelse er specifik for Augustenborg Sygehus, men tilsynet må opfordre amtet til at udnytte den nye struktur med en samling af ansvaret for psykiatriske patienter i ét udvalg psykiatriudvalget til at prioritere løsningen af disse udslusningsproblemer meget højt.

Dog finder tilsynet det meget positivt, at Augustenborg Sygehus på grund af princippet »sidste mand slukker lyset og lukker døren« har været i stand til at undgå de problemer med overbelægning, som mange amter har haft som en konsekvens af, at sengepladser er nedlagt, før distriktspsykiatrien er tilstrækkeligt udbygget.

Endelig finder tilsynet anledning til at udtrykke sin anerkendelse af sygehusets bestræbelser på at efterleve psykiatrilovens krav om »det mindste middels princip«. Den beskrevne ordning omkring beskikkelse af fast vagt som en form for tvangsforebyggelse er efter tilsynets opfattelse et meget positivt udtryk for hensyn til og omsorg for patienterne, og det er anerkendelsesværdigt, at sygehuset på denne måde arbejder aktivt for at opfylde psykiatrilovens krav, selv om ordningen er ressourcekrævende.«

3.4. Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt

Tilsynet aflagde den 16. februar 1998 et anmeldt besøg på den del af Psykiatrisk Sygehus i Frederiksborg Amt, der er beliggende i Hillerød. Tilsynet konkluderede efter sit besøg

»Tilsynets indtryk af forholdene for de indlagte patienter på sygehuset i Hillerød var helt overvejende positivt. Tilsynet har endvidere med tilfredshed noteret sig amtets planer for en udbygning og omlægning af psykiatrien i amtet, som blandt andet vil indebære, at patienterne placeres på mindre enheder, og at adgangen til indlæggelse på enestue forøges.

Tilsynet finder dog anledning til at knytte følgende bemærkninger til besøget.

Den nyindrettede lukkede afdeling Q er for en umiddelbar betragtning meget attraktiv med lutter nydelige enestuer og en flot og moderne fælles opholdsplads. Tilsynet finder dog anledning til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt en nyindrettet lukket afdeling behøver fremtræde helt så lukket, som tilfældet er med afdeling Q. Tilsynet sigter herved til, at patienterne kun kan åbne deres vinduer ganske lidt på klem, ligesom de kun kan benytte den fælles gårdhave i følge med personalet. Tilsynet er fuldt på det rene med kravet om sikkerhedsforanstaltninger på en lukket afdeling og finder ikke grundlag for at fremsætte disse bemærkninger som en kritik. Derimod vil tilsynet opfordre til, at amtet i forbindelse med realiseringen af de trufne beslutninger om omlægning i psykiatrien er opmærksom på at indrette nye lukkede afdelinger på en sådan måde, at patienterne i videst muligt omfang kan få frisk luft f.eks. i lukkede gårdhaver, således som indretningen af den almene afdeling P giver mulighed for med placeringen af stuer og fælles faciliteter omkring en lukket gårdhave.

Tilsynet har endvidere drøftet det forhold, at der på sygehuset i realiteten ikke sondres mellem åbne og lukkede afdelinger. Patienter, der i og for sig godt kan færdes frit, placeres på såkaldt »låste« afdelinger sammen med tvangstilbageholdte patienter, således at de i perioder må bede personalet om at låse sig ud og ind. Tilsynet har forstået, at disse afdelinger er »låste« mere end 50 % af tiden. Selv om disse patienter uhindret kan blive låst ind og ud efter ønske, finder tilsynet alligevel anledning til kritik af ordningen som en generel ordning. Tilsynet finder det således helt urimeligt, at patienter, hvis sygdom ikke kræver det, skal undergives den indirekte (om end utilsigtede) kontrol, der ligger i at skulle bede om at blive låst ind og ud af et sygehus. Derfor vil tilsynet opfordre til, at amtet overvejer, på hvilken måde de patienter, hvis sygdomstilstand muliggør det, også bliver placeret på egentlig åbne afdelinger.

Tilsynet har med tilfredshed noteret sig, at sygehuset ikke generelt har problemer med overbelægning og udslusning af færdigbehandlede patienter. Dog synes børne- og ungdomspsykiatrien at have et problem med ventelister og udslusning til foranstaltninger i primærkommunerne. Tilsynet skal derfor opfordre til, at amtet intensiverer bestræbelserne på at nedbringe disse ventelister og i samarbejde med primærkommunerne forsøger at forbedre udslusningsmulighederne, således at det også kan undgås, at unge må indlægges på voksenpsykiatrisk afdeling.

Om spørgsmålet om indsmugling af narkotika skal tilsynet endelig oplyse, at interessen for dette spørgsmål har sammenhæng med, at der så vidt ses ikke eksisterer noget hjemmelsgrundlag for visitation og besøgskontrol. På den anden side har tilsynet betydelig forståelse for de psykiatriske sygehuses bestræbelser på at holde afdelingerne stoffrie. Tilsynet har derfor rejst dette spørgsmål over for justitsministeren med henblik på, at ministeren kan overveje, om der er behov for en regulering af disse spørgsmål.« Justitsministerens svar på dette spørgsmål er omtalt i afsnit 2.7.

3.5. Dianalund Psykiatrihospital

Den 16. februar 1998 aflagde tilsynet et anmeldt besøg på Dianalund Psykiatrihospital. Tilsynet påpegede i forbindelse med besøget den ret slående forskel mellem den lukkede afdeling E og de øvrige to afdelinger, som tilsynet beså. Mens de øvrige afdelinger var pæne og indbydende, var afdeling E efter tilsynets opfattelse trist og uindbydende. Ledelsen medgav, at den lukkede afdeling er alt andet end indbydende, og oplyste, at man var meget opmærksom på, at der skulle ændres på forholdene på netop denne afdeling. Således drøftedes aktuelt ændringer på afdeling E, men ledelsen påpegede, at det tager tid, før sådanne ændringer kan slå igennem, og forklarede endvidere, at afdelingen for nylig havde undergået store ændringer i ledelsesmæssig henseende. Efter besøget meddelte sygehusledelsen

»Vedr. den manglende udsmykning på lukket afdeling E vil vi takke for udvalgets opmærksomhed herpå. Vi tager kritikken til os og vil gøre noget på de områder, det er muligt.

Der bliver i denne uge indkøbt en ret stor mængde grønne planter, og fremover vil der blive en ugentlig levering af et vist antal planter, idet de jævnligt lider en krank skæbne.

Afdelingens gang får bedre belysning, og der bliver igangsat indkøb af et antal vægtæpper.

På patientstuerne vil vi fremover sikre, at der er vægophæng, sengetæppe, passende møblering og grønne planter (hvis det kan lade sig gøre afhængig af patientens urotilstand).«

Tilsynet konkluderede herefter

»Når bortses fra de kritiske bemærkninger til indretningen af den lukkede afdeling E har tilsynet ingen kritik af de fysiske forhold, der tilbydes patienterne. Tværtimod forekommer omgivelserne i det hele venlige og indbydende, ikke mindst skal tilsynet fremhæve, at distriktsafdeling B var indrettet og dekoreret med omsorg og omtanke for patienterne. Endvidere har tilsynet med betydelig tilfredshed noteret sig, at sygehusledelsen er i fuld gang med at ændre på forholdene på den lukkede afdeling E.

Under besøget fik tilsynet i øvrigt et meget positivt indtryk af forholdene på sygehuset, og det var tilsynets klare fornemmelse, at patienterne var af den opfattelse, at de fik en god og kompetent behandling.

Dog finder tilsynet anledning til at bemærke, at det i Vestsjællands Amt som i flere andre amter tilsyneladende volder visse problemer at udsluse færdigbehandlede patienter til efterbehandlende foranstaltninger i amts- eller primærkommunalt regi. Tilsynet må udtrykke stor bekymring over oplysninger om færdigbehandlede patienter, der indtil nu har ventet 9 og 18 måneder på udskrivning til henholdsvis primær- og amtskommunale foranstaltninger.

Endelig skal tilsynet opfordre til, at Vestsjællands Amt tager initiativ til at løse sit problem omkring anbringelse af børn og unge på voksenpsykiatriske afdelinger. Når amtet har valgt ikke selv at indrette børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, forekommer det så meget desto vigtigere, at aftaler med andre amter får ikke blot et formelt, men også et reelt indhold.«

3.6. Psykiatrisk Afdeling i Randers

Tilsynet aflagde den 27. maj 1998 et anmeldt besøg på Psykiatrisk Afdeling i Randers. Tilsynet konkluderede efter sit besøg

»Tilsynet vurderer, at de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på Psykiatrisk Afdeling i Randers generelt er gode og tidssvarende med hensyn til bygninger, lokaler og udstyr samt beskæftigelse.

Tilsynet finder det imidlertid beklageligt, at en ikke ubetydelig del af afdelingens senge er placeret på tosengsstuer, hvilket også gælder for det lukkede og det delvis lukkede afsnit.

Tilsynet finder det ligeledes beklageligt, at ingen stuer har eget toilet eller bad.

På denne baggrund ser tilsynet meget gerne, at Århus Amt også for Psykiatrisk Afdeling i Randers udarbejder konkrete planer med henblik på opfyldelse af amtets egen målsætning om at sikre enestuer med toilet og bad til alle patienter.

Tilsynet betragter det som utilfredsstillende, at der i praksis er permanent overbelægning på Psykiatrisk Afdeling i Randers. Overbelægningen medfører, at forholdene på stuerne bliver mere trange, ligesom presset på fællesfaciliteterne bliver større. Hertil kommer, at personalet skal tage sig af flere patienter. Samlet vanskeliggør overbelægningen den behandlingsmæssige indsats og øger risikoen for tvangsanvendelse.

I erkendelse af de negative virkninger af overbelægningen samarbejder Århus Amt med amtets kommuner om at opnå sammenhæng og helhed mellem de psykiatriske behandlingstilbud og de socialpsykiatriske tilbud. Tilsynet finder dette samarbejde positivt og ser det meget gerne fulgt af andre initiativer til etablering af flere og mere differentierede udslusningstilbud.

Viljen fra personalets side til at afbøde de negative virkninger af overbelægningen og den ikke ubetydelige del af senge, som er placeret på tosengsstuer, forekommer tilsynet stor. Således vil tilsynet særligt fremhæve projektet, hvorefter akut psykotiske sindslidende tilbydes et målrettet og intensivt kontakttilbud. Tilsynet finder i øvrigt den tværfaglighed, som kendetegner projektet, meget positiv.

Det løbende arbejde med at forebygge konflikter og tvang bl.a. gennem personaleuddannelse viser på tilsvarende måde personalets vilje til at afbøde de nævnte negative virkninger.

Herudover skal ordningen, hvorefter der i samarbejde med hver enkelt patient udarbejdes en behandlingsoversigt med bl.a. en nærmere redegørelse for patientens deltagelse i forskellige aktiviteter, fremhæves.

Med hensyn til de tilbudte aktiviteter er det dog tilsynets opfattelse, at der i højere grad kunne lægges vægt dels på aktiviteter, som træner patienterne i daglige færdigheder, dels på uddannelsesmæssigt betonede aktiviteter. Tilsynet finder på den baggrund, at den planlagte etablering af et træningskøkken er et skridt i den rigtige retning.

Endelig skal tilsynet bemærke, at initiativet med etablering af et skærmet afsnit forekommer overordentlig vellykket.«

3.7. Amtshospitalet i Vordingborg

Tilsynet aflagde den 29. juni 1998 uanmeldt besøg på Amtshospitalet i Vordingborg.

Tilsynet konkluderede efter sit besøg, at de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på de besigtigede afdelinger er væsentligt forskellige. Når der ses bort fra det lave antal enestuer og mangelen på stuer med eget toilet og bad, er forholdene på de grønlandske afdelinger og den åbne modtageafdeling, som alle er forholdsvis nyrenoverede, generelt gode og tidssvarende. Det samme gælder derimod ikke de lukkede modtageafdelinger.

Tilsynet finder det uacceptabelt, at dækningen med enestuer i Storstrøms Amt ligger meget betydeligt under det forventede landsgennemsnit. Tilsynet bemærker i den forbindelse, at hovedparten af sengene på de besete afdelinger befinder sig på stuer med to eller flere senge. Tilsynet finder det beklageligt, at ingen stuer på de besigtigede afdelinger har eget toilet eller bad. Tilsynet er på den baggrund helt enig med Storstrøms Amt i, at der i amtet er behov for at sætte fokus på psykiatrien, herunder ikke mindst med hensyn til de fysiske rammer på de psykiatriske afdelinger.

Efter sit besøg på Amtshospitalet i Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det fandt det formålstjenligt, om bestræbelserne på at løse problemet med manglende grønlandsksproget personale fortsatte med uformindsket styrke. Tilsynet skal på baggrund af de stadige problemer gentage sin tidligere tilkendegivelse.

Med hensyn til en foretagen reduktion i antallet af sengepladser finder tilsynet det af væsentlig betydning, at den ikke forringer forholdene for patienterne. Reduktionen bør således ikke medføre, at indlæggelse nægtes, eller at udskrivning foretages i tilfælde, hvor indlæggelse eller fortsat indlæggelse vil være lægeligt begrundet. Reduktionen bør heller ikke betyde, at den i forvejen høje belægning som i sig selv kan vanskeliggøre den behandlingsmæssige indsats og øge risikoen for tvangsanvendelse stiger, således at der bliver tale om overbelægning.

I forbindelse med sit besøg på Amtshospitalet i Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det gerne så oprettelsen af en psykiatrisk skadestue med overnatningsfunktion. Tilsynet finder det på den baggrund positivt, at en sådan oprettelse nu er umiddelbart forestående.

Tilsynet anser det for at være uacceptabelt, at et så stort antal færdigbehandlede patienter er indlagt på psykiatrisk afdeling, medens de venter på et passende kommunalt eller amtskommunalt tilbud. Tilsynet finder på den baggrund og i lyset af den forventede stigning i behovet for udslusningstilbud, at opførelsen af boliger ved hospitalet er et skridt i den rigtige retning. Flere skridt til etablering af flere og mere differentierede udslusningstilbud bør dog tages.

Tilsynet er af den opfattelse, at børn og unge skal indlægges på afdelinger, der er indrettet på behandling af de sygdomme, som sindslidende børn og unge typisk lider af. Tilsynet finder det på den baggrund uacceptabelt, at den ungdomspsykiatriske afdeling er blevet nedlagt med den følge, at børn og unge indlægges på voksenpsykiatriske afdelinger.

Tilsynet er af den opfattelse, at det ikke er acceptabelt, at der er færre aktiviteter for patienter indlagt på lukket afdeling end for patienter indlagt på åben afdeling. Tilsynet finder det ønskeligt, at der i højere grad lægges vægt på aktiviteter, som træner patienterne i daglige færdigheder som eksempelvis tilberedning af mad.

Tilsynet finder det særdeles kritisabelt, at forskellige behandlingstraditioner spiller så stor en rolle, at en behandling som elektrostimulationsbehandling anvendes langt hyppigere på hospitalets Nord-del end på hospitalets Syd-del. Tilsynet konstaterer derfor med tilfredshed, at hospitalet arbejder på at opnå fælles og ensartede målsætninger og standarder for behandlingen.

I forbindelse med sit besøg på Amtshospitalet i Vordingborg den 10. januar 1996 tilkendegav tilsynet, at det ville finde det hensigtsmæssigt, hvis der var mulighed for, at retspsykiatriske patienter og andre patienter ikke var på samme afdeling. Tilsynet skal ikke mindst i lyset af afdelingsledelsens synspunkter om forbedret behandling og pleje gentage sin tidligere tilkendegivelse. Tilsynet finder det i øvrigt uheldigt, at der indlægges patienter fra forskellige patientgrupper på samme afdeling med den af afdelingsledelsen påpegede virkning, at vilkårene for behandling og pleje ikke bliver optimale.

Med hensyn til hyppige indlæggelser og fikseringer af en »tungt begavet« patient konkluderede tilsynet

»I betragtning af, at hospitalet har påpeget problemerne med de hyppige indlæggelser og fikseringer af den »tungt begavede« patient og tillige har anvist et løsningsforslag, finder tilsynet det uacceptabelt, at patienten til stadighed indlægges og fikseres, når dette har en negativ effekt på såvel patienten selv som de andre patienter.

Tilsynet finder, at der med udgangspunkt i patientens behov bør tilbydes et alternativ til de hyppige indlæggelser og fikseringer på en psykiatrisk afdeling.«

Vedrørende indlæggelsen på voksenpsykiatrisk afdeling af en 16-årig asylansøger, som ikke taler dansk, udtalte tilsynet efter at have indhentet nærmere oplysninger hos sundhedsministeren

»Tilsynet konstaterer på baggrund af sundhedsministerens oplysning om retsgrundlaget for indlæggelsen, at tilsynet ikke er kompetent i den konkrete sag, idet der er tale om en frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen.«

Forud for inspektionen bad tilsynet Storstrøms Amt om oplysninger om firmasponsoreret forskning på Amtshospitalet i Vordingborg. Storstrøms Amt svarede i brev af 22. juni 1998, at det er korrekt, at der på hospitalet foregår firmasponsoreret forskning. Amtet oplyste videre, at der for hver patient, der indgår i to firmasponsorerede forskningsprojekter, indbetales henholdsvis 28.700 kr. og 37.800 kr. på den behandlingsansvarlige overlæges forskningsfondskonto.

Efter at have indhentet yderligere oplysninger hos amtet konstaterede tilsynet, at der efter det oplyste er fastsat godkendelses- og kontrolprocedurer for behandlingsansvarlige overlægers anvendelse af midler fra forskningsfondskonti.

3.8. Rigshospitalet og Sct. Hans Hospital

Tilsynet aflagde den 20. august 1998 uanmeldte besøg på Rigshospitalet og på Sct. Hans Hospital. Rapport om disse besøg færdiggøres og offentliggøres i det kommende folketingsår og omtales i tilsynets beretning for det kommende folketingsår.

3.9. Besøg på værestedet Vækststedet i Kolding

Den 8. januar 1998 besøgte tilsynet værestedet Vækststedet i Kolding. Besøget var et led i tilsynets almindelige bestræbelser på at følge med i, hvad der sker i amter og kommuner på social- og psykiatriområdet. Under besøget fik tilsynet et overordentlig positivt indtryk af det arbejde, der udføres på Vækststedet, og besøget bekræftede tilsynet i opfattelsen af, at det er vigtigt også i fremtiden at besøge sådanne institutioner.

4. Konkrete sager

Tilsynet har i løbet af folketingsåret modtaget et meget stort antal henvendelser fra og om enkeltpersoner, som administrativt er berøvet deres frihed. En del af disse henvendelser har vedrørt spørgsmål, som ligger uden for tilsynets kompetence, herunder spørgsmål om lovligheden af selve frihedsberøvelsen. Andre sager har tilsynet fundet det mest hensigtsmæssigt at henvise eller videresende til de administrative klage- eller tilsynsorganer på det pågældende retsområde. Tilbage er et antal sager vedrørende selve behandlingen under frihedsberøvelsen. Tilsynet har behandlet disse sager, som bl.a. har givet anledning til anmeldte og uanmeldte besøg på psykiatriske sygehuse.

I den sag vedrørende en psykiatrisk patient på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling, som var omtalt i tilsynets beretning for folketingsåret 1996-97, afsnit IV, har tilsynet afgivet sin endelige udtalelse. I udtalelsen kritiserede tilsynet blandt andet, at det ikke af tvangsprotokollen fremgik, hvornår en tvangsfiksering var ophørt. Endvidere udtalte tilsynet, at det ville have været rigtigst, hvis afdelingen havde tilkaldt en tandlæge og en øjenlæge til at vurdere behovet for tandbehandling og for briller, således som patienten havde ønsket det.

5. Høring

Tilsynet har i det forløbne folketingsår afholdt en høring om »Frihedsberøvelse af børn og unge i sociale og psykiatriske institutionsmiljøer«. Som oplægsholdere var indbudt en række eksperter, som hver fra deres faglige synsvinkel bidrog til en belysning af ikke mindst de retssikkerhedsmæssige aspekter af brugen af tvang over for børn og unge under 18 år. Til høringen var indbudt repræsentanter for en lang række myndigheder, organisationer og foreninger med tilknytning til og interesse for børne- og ungdomsområdet.

Høringen danner et værdifuldt udgangspunkt for tilsynets videre arbejde med spørgsmålet om frihedsberøvelse af børn og unge uden for strafferetsplejen.

På tilsynets vegne

Anne Baastrup

formand

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71

Den 27. januar 1998

Folketingets Præsidium

Amtsrådsforeningen har den 17. december 1997 rettet henvendelse til Folketingets Præsidium om afgrænsningen af § 71-tilsynets kompetence. Amtsrådsforeningen gengiver i brevet forløbet i forbindelse med § 71-tilsynets forespørgsel af 10. oktober 1997 til foreningen om spørgsmålet om udslusning af psykiatriske patienter fra psykiatriske sygehuse og om foreningens konkrete erfaringer med amternes brug af sygehuslovens § 12. Efter denne bestemmelse kan amterne afkræve primærkommunerne betaling for færdigbehandlede patienter, der er indlagt på amtets sygehuse.

Baggrunden for tilsynets henvendelse til Amtsrådsforeningen var den, at tilsynet under sine inspektionsbesøg på psykiatriske sygehuse ofte er blevet mødt med klager over dårlige udslusningsmuligheder og deraf følgende overbelægning og forringede omsorgs- og behandlingstilbud for den samlede patientgruppe i det psykiatriske sygehusvæsen.

Amtsrådsforeningen har den 18. november 1997 givet en overordentlig grundig og detaljeret bevarelse af spørgsmålet, som vil være til stor nytte for tilsynets virksomhed. Tilsynet må imidlertid forstå, at det er Amtsrådsforeningens opfattelse, at det falder uden for tilsynets kompetenceområde at beskæftige sig med dette spørgsmål.

I den anledning skal jeg på tilsynets vegne bemærke følgende