Tillægsbetænkning over Forslag til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække
Statutory Text (1 Articles)
Tillægsbetænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 24. juni 1998
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til fødevareministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af fødevareministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Dansk Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, men vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse og vil redegøre for sin stilling til de af fødevareministeren stillede ændringsforslag ved 3. behandling.
Æ n d r i n g s f o r s l a g
Af fødevareministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)
Til § 11
1) Stk. 5 affattes således
»Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter nærmere regler om opgørelse af virksomhedens besætning, normer for det totale indhold af kvælstof i husdyrgødning, korrektion af normer på grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau, indhold og udformning af aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning samt fastsættelse af virksomhedens ultimolager af kvælstof i husdyrgødning, herunder at virksomheder, der udbringer husdyrgødning i perioden 1. august-30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august-30. september.«
Til § 14
2) Stk. 1 affattes således
»Virksomhedens forbrug af kvælstof i handelsgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde af kvælstof i den handelsgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden indtil den 31. juli tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af kvælstof i handelsgødning.«
3) I stk. 2 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum
»Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at virksomheder, der udbringer handelsgødning i perioden 1. august-30. september, jf. § 4, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august-30. september.«
Til § 15
4) I stk. 3 ændres »den ordinære planperiode« til: »planperioden«.
5) I stk. 4, 1. pkt., ændres »den ordinære planperiode« til: »planperioden«.
Til § 16
6) I stk. 1, 1. pkt., ændres »den ordinære planperiode« til: »planperioden«.
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1
Ved ændringsforslaget præciseres, at husdyrgødning udbragt i perioden 1. august-30. september til afgrøder, der skal tilføres kvælstof efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, henregnes til forbruget i planperioden ved at foretage fradrag i virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august-30. september.
Til nr. 2
Ved ændringen præciseres, at der ved opgørelsen af virksomhedens forbrug af kvælstof i handelsgødning skal tages udgangspunkt i den gødningsmængde, som er leveret i perioden 1. august-31. juli med tillæg og fradrag af henholdsvis primo- og ultimolager.
Til nr. 3
Ved ændringsforslaget præciseres, at handelsgødning udbragt i perioden 1. august-30. september til afgrøder, der skal tilføres kvælstof efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, henregnes til forbruget i planperioden ved at foretage fradrag i virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde kvælstof, der er udbragt i perioden 1. august-30. september.
Til nr. 4-6
Der er tale om redaktionelle ændringer som konsekvens af muligheden for at forlænge planperioden, jf. § 4, 2. pkt.
Erling Christensen (S) Hugo Sørensen (S) Erik Mortensen (S) Margot Torp (S)
Jørn Jespersen (SF) fmd. Kristen Touborg (SF) Annie Lunde Hansen (CD)
Vibeke Peschardt (RV) Keld Albrechtsen (EL) Christian Mejdahl (V) Jens Kirk (V)
Mariann Fischer Boel (V) Peter Hansen-Nord (V) Lene Espersen (KF) nfmd.
Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.