Folketingets behandling af Amsterdamtraktaten

Artikel 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse på foranstaltninger, der udpeger de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, eller foranstaltninger vedrørende en ensartet udformning af visa.

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 1

Bilag 1

Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997 om visse forfatningsmæssige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdamtraktaten

(§ 20-redegørelsen)

Indholdsfortegnelse

1.

Baggrunden for redegørelsen

2.

Grundlovens §§ 19 og 20

2.1.

Indledning

2.2.

Grundlovens § 19

2.3.

Grundlovens § 20

2.3.1

Baggrunden for grundlovens § 20

2.3.2.

Afgrænsning i forhold til grundlovens § 19

a)Almindelige bemærkninger

b)Særligt om ændringer af allerede gældende traktater, der er gennemført efter grundlovens § 20

c) Særligt om nogle af EU-rettens virkemidler og deres forhold til grundlovens § 20

d)Særligt om ordninger, der gør det muligt for mellemfolkelige myndigheder at indgå traktater m.v.

2.3.3.

Afgrænsning i forhold til grundlovens § 88

3.

Amsterdam-Traktaten og dens forhold til grundloven

3.1.

Indledning

3.2.

Ændringer i unionstraktatens indledende bestemmelser og i søjle 2 og 3

3.2.1.

Ændringer i unionstraktatens indledende bestemmelser

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.2.2.

Ændringer i unionstraktatens søjle 2 (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik)

a)De gældende regler i søjle 2

b)Ændringernes indhold

c) Forholdet til grundlovens § 20

3.2.3.

Ændringer i unionstraktatens søjle 3 (politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager)

a)De gældende regler i søjle 3

b)Ændringernes indhold

c)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.

Ændringer i søjle 1 (EF-Traktaten)

3.3.1.

Forstærket samarbejde (»fleksibilitet«)

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.2.

Bekæmpelse af diskrimination

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.3.

Visum, asyl, indvandring m.v.

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.4.

Integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.5.

Beskæftigelse

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.6.

Traktatkompetence vedrørende tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.7.

Social- og arbejdsmarkedspolitik

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.8.

Forbrugerbeskyttelse

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.9.

Miljøbeskyttelse

a)Ændringernes indhold

b)Forholdet til grundlovens § 20

3.3.10.

Sanktioner i anledning af krænkelse af demokrati, menneskerettigheder m.v.

4.

Sammenfattende om Amsterdam-Traktatens forhold til grundlovens § 20

5.

Amsterdam-Traktatens forhold til grundlovens § 88

6.

Konklusion

1. Baggrunden for redegørelsen.

Amsterdam-Traktaten om ændring af Traktaten om Den Europæiske Union, Traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter blev undertegnet den 2. oktober 1997.

Justitsministeriet har i samarbejde med andre ministerier overvejet nogle forfatningsretlige spørgsmål, som Danmarks ratifikation af traktaten kan give anledning til.

Formålet med disse overvejelser har navnlig været at afklare, om traktaten indebærer en (yderligere) overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20 til Den Europæiske Union, således at den særlige procedure i § 20, stk. 2, skal følges. I det omfang der måtte være tale om en yderligere overladelse af beføjelser, har formålet endvidere været at afklare, om overladelsen kan ske inden for rammerne af den nævnte grundlovsbestemmelse, eller om der kræves en grundlovsændring.

Resultatet af Justitsministeriets overvejelser fremlægges i denne redegørelse.

2. Grundlovens §§ 19 og 20.

2.1. Indledning.

I Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber (1972-redegørelsen) er de forfatningsretlige principper om Danmarks tiltrædelse og opfyldelse af mellemfolkelige traktater m.v. -indgående beskrevet. Redegørelsen er offentlig gjort i Nordisk Tidsskrift for International Ret, Vol. 41, 1971, side 65 ff.

En tilsvarende - mere kortfattet - redegørelse er indeholdt i Justitsministeriets notat af 3. marts 1992 om visse statsretlige spørgsmål ved Danmarks tiltrædelse af -Traktaten om Den Europæiske Union (1992-redegørelsen).

Fra den forfatningsretlige litteratur henvises navnlig til Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 478 ff., Ole Espersen, Indgåelse og Opfyldelse af Traktater (1970), Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 271 ff. og 307 ff., Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 377 ff., Peter Germer, Statsforfatningsret (2. udg., 1995), side 183 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2 (2. udg., 1996), side 267 ff.

Der kan endvidere henvises til Max Sørensen, Juristen 1963, side 57 ff., og 1971, side 434 ff.

2.2. Grundlovens § 19.

Grundlovens almindelige bestemmelse om tiltrædelse af traktater m.v. findes i § 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd

»§ 19. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.«

I kraft af denne bestemmelse har regeringens kompetence i mellemfolkelige anliggender umiddelbar grundlovshjemmel. Kompetencen er et såkaldt prærogativ for regeringen.

Regeringens adgang til på egen hånd at pådrage Danmark folkeretlige forpligtelser er dog undergivet begrænsninger. Efter § 19, stk. 1, 2. pkt., kræves Folketingets samtykke for, at regeringen kan indgå på forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Samtykke kan gives ved lov eller ved folketingsbeslutning, jf. Alf Ross, a.st., side 396. Der kræves alene simpelt flertal i Folketinget.

2.3. Grundlovens § 20.

2.3.1. Baggrunden for grundlovens § 20.

Grundloven indeholder i § 20 en særlig bestemmelse om Danmarks tilslutning til såkaldt supranationale organisationer-. Bestemmelsen har følgende ordlyd

»§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler«.

Bestemmelsen i § 20 blev indført ved grundlovsændringen i 1953. Baggrunden var et ønske om at gøre det lettere for Danmark at tilslutte sig visse internationale organisationer. I Forfatningskommissionens Betænkning (1953), side 31, anføres således bl.a. følgende

»Der har i de senere år været en udvikling i retning af større mellemfolkeligt samarbejde også på områder, hvor internationale organisationer tillægges beføjelser, der hidtil har været betragtet som en del af den enkelte stats suverænitet. I en række nyere udenlandske forfatninger er der gennem særlige bestemmelser givet mulighed for tiltrædelse af sådanne organisationer, uden at vedkommende stats forfatning behøver at ændres. Den interparlamentariske union har på et møde i sommeren 1952 henstillet, at en bestemmelse herom indføres ved ændring af medlemslandenes forfatninger (jfr. bilag 7).

Inden for De forenede Nationers rammer er der stillet forslag om oprettelse af myndigheder, der skulle tillægges beføjelser, som ellers henhører under den nationale suverænitet; dette gælder eksempelvis forslaget til international kontrol med atomenergi. For Europas vedkommende kan nævnes oprettelsen af den overstatslige myndighed for kul og stål (den såkaldte Schumanplan). Inden for det nordiske samarbejde kan det ikke på forhånd udelukkes, at der kan opstå behov for en myndighed af lignende karakter.

Sådanne overenskomster vil Danmark efter den gældende grundlov ikke kunne tiltræde. Det ville være ønskeligt, om også Danmark i sin grundlov åbnede adgang for en sådan afgivelse af suverænitet til mellemfolkelige organisationer, som virker til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.«

Baggrunden for bestemmelsen er endvidere beskrevet i Max Sørensens responsum af 18. maj 1952 til Forfatningskommissionen, optrykt i betænkningen, side 113 ff.

2.3.2. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 19.

a) Almindelige bemærkninger.

Grundlovens § 20 må afgrænses »nedad«, dvs. over for almindelige mellemfolkelige aftaler m.v., der kan tiltrædes alene efter grundlovens § 19. Afgrænsningen »opad« i forhold til grundlovens § 88 omtales nedenfor under pkt. 2.3.3.

Danmark er tilsluttet en række internationale organisationer, som har kompetence til at træffe generelle og konkrete beslutninger, der er rettet til medlemsstaterne. Som eksempler kan nævnes FN og Den Internationale Domstol i Haag.

Det karakteristiske ved de beslutninger, der kan træffes i disse organisationer, er, at de kun tilsigter at gælde for staterne som folkeretlige forpligtelser. De tilsigter ikke at gælde umiddelbart i den enkelte stats interne retsorden. Hvis en sådan beslutning går ud på at regulere de enkelte individers adfærd, må den derfor transformeres eller inkorporeres i nationalret.

Sådanne »traditionelle« mellemfolkelige organisationer kan Danmark tilslutte sig alene i medfør af grundlovens § 19. Det gælder, selv om organisationen på andre punkter har en atypisk karakter, f.eks. derved at der uden Danmarks tilslutning (og eventuelt imod Danmarks stemme) kan træffes beslutninger, der er bindende for Danmark. Også her kan der siges at være tale om suverænitetsindskrænkning, jf. bl.a. Claus Gulmann m.fl., Folkeret (1989), side 39 ff. Men suverænitetsindskrænkninger af denne karakter falder uden for grundlovens § 20 og er derfor alene underlagt proceduren i § 19, jf. Alf Ross, a.st., side 409.

Anderledes forholder det sig med mellemfolkelige myndigheder, som tillægges kompetence til at udfærdige retsakter, der skal gælde umiddelbart i de deltagende stater med virkning for private personer og virksomheder. Sådanne ordninger kan Danmark kun tilslutte sig ved anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Det skyldes, at kompetencen til at fastsætte regler m.v., der direkte regulerer borgernes adfærd, overlades til den mellemfolkelige myndighed.

Der henvises bl.a. til Max Sørensen, a.st., side 308 f., Alf Ross, a.st., side 408, og Henrik Zahle, a.st., side 313.

I Østre Landsrets dom af 27. juni 1997 i den såkaldte Maastrichtsag hedder det i overensstemmelse med det anførte bl.a. følgende

»Grundlovens § 20 omfatter herefter alene den overladelse af beføjelser, hvorved der gives overstatslige myndigheder hjemmel til at udstede retsakter eller træffe afgørelser, der som en del af dansk ret umiddelbart har direkte bindende virkning for borgerne i Danmark, eller udøve andre beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, f.eks. kompetence til at indgå traktater med andre stater. I det omfang en mellemfolkelig myndighed træffer afgørelser, der alene er rettet til den danske stat som en folkeretlig forpligtelse, foreligger der ikke afgivelse af beføjelser, som kræver iagttagelse af grundlovens § 20.«

Det afgørende for, om en dansk tilslutning til en traktat forudsætter anvendelse af grundlovens § 20, er derfor i første række, om den indebærer (yderligere) overladelse af beføjelser til en mellemfolkelig myndighed til at udstede retsakter, såvel generelle regler som konkrete beslutninger, der skal gælde umiddelbart i de deltagende stater med virkning for private individer og virksomheder. Der kan være tale om overladelse af såvel lovgivende som udøvende og dømmende myndighed.Også overladelse af beføjelser, der ved grundloven er henlagt til regeringen som prærogativer, f.eks. kompetencen efter § 19 til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender, forudsætter anvendelse af § 20, jf. herom nærmere nedenfor pkt. 2.3.2.d).

b) Særligt om ændringer af allerede gældende traktater, der er gennemført efter grundlovens § 20.

Et særligt spørgsmål er, under hvilke omstændigheder en ændring af en traktat, som oprindeligt er gennemført efter proceduren i grundlovens § 20, forudsætter en ny § 20-procedure.

Overlades det til en mellemfolkelig myndighed at regulere nye emneområder ved umiddelbart anvendelige rets akter, vil det være nødvendigt at gennemføre en ny § 20-procedure. Det samme kan være tilfældet, hvis det emnemæssige område ikke udvides, men karakteren af beføjelserne ændres.

Der kan være tale om, at der ved traktatændringen alene indsættes en udtrykkelig hjemmelsbestemmelse for at præcisere en kompetence, som den supranationale myndighed allerede har på andet retsgrundlag. I sådanne tilfælde er der ikke tale om en reel udvidelse af den supranationale myndigheds beføjelser, som i stedet må anses for overladt allerede ved den tidligere tilslutning til traktaten. Indsættelse af en udtrykkelig hjemmelsbestemmelse vil derfor ikke gøre en ny anvendelse af grundlovens § 20 påkrævet, jf. nærmere 1992-redegørelsen, side 16 ff., og Henrik Zahle, a.st., side 329. Sidstnævnte sted anføres, at ændringstraktaten »må bedømmes i forhold til den i praksis godkendte fortolkning af den hidtidige traktat, som gælder på ændringstidspunktet.«

Endvidere gælder det som altovervejende hovedregel, at ændringer i sammensætning, procedurer og arbejdsgange m.v. i supranationale organisationer ikke i sig selv indebærer, at grundlovens § 20 skal anvendes.

Der er således uden anvendelse af grundlovens § 20 gennemført en række ændringer i retsgrundlaget for EF og EU siden Danmarks tiltrædelse i 1972. Som eksempler kan nævnes akten om indførelse af direkte valg til Europa-Parlamentet fra 1979, Europæisk Fælles Akt fra 1986 om bl.a. øget medbestemmelsesret for Europa-Parlamentet og ændring af Rådets afstemningsregler samt ændring af traktaterne som led i optagelsen af nye medlemsstater (Grækenland i 1979, Spanien og Portugal i 1986 og Finland, Sverige og Østrig i 1995).

De nævnte spørgsmål er udførligt omtalt af Henrik Zahle, a.st., side 328 ff.

c) Særligt om nogle af EU-rettens virkemidler og deres forhold til grundlovens § 20.

Efter EF-Traktatens artikel 189 er forordninger almen gyldige. De er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Forordninger kan skabe rettigheder og pligter for staterne og umiddelbart pålægge individerne pligter og give dem rettigheder.

Beslutninger er bindende i alle enkeltheder for dem, de angiver at være rettet til, herunder personer og virksomheder.

Dansk tilslutning til en traktat eller traktatændring, som giver EF hjemmel til at udstede forordninger eller beslutninger på nye områder, forudsætter derfor anvendelse af grundlovens § 20.

Efter artikel 189 er direktiver bindende for enhver medlemsstat, som de rettes til, med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Direktiver kan dog efter EF-Domstolens praksis være umiddelbart anvendelige i den forstand, at de kan tillægge borgerne rettigheder, som kan gøres gældende umiddelbart over for de nationale myndigheder. Domstolen har således fastslået, at borgerne, såfremt medlemsstaterne har oversiddet fristen for gennemførelse af et direktiv eller gennemført direktivet ukorrekt, kan støtte ret over for medlemsstaternes myndigheder på de bestemmelser i direktivet, som er egnede til anvendelse ved nationale domstole, jf. herom nærmere Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, EU-ret (3. udg., 1995), side 170 ff., med henvisninger til retspraksis.

Noget tilsvarende gælder for aftaler, som EF indgår med tredjelande eller med andre internationale organisationer. Også sådanne retsakter kan efter EF-Domstolens praksis være umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne og således f.eks. give borgerne rettigheder, som kan påberåbes over for nationale myndigheder, jf. nærmere Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, a.st., side 180 ff., med henvisninger til retspraksis.

Bl.a. af disse grunde forudsætter dansk tilslutning til en traktat eller traktatændring, som giver EF hjemmel til på nye områder at udstede direktiver eller indgå aftaler med tredjelande m.v., anvendelse af grundlovens § 20. Om EFs kompetence til at indgå aftaler henvises endvidere til pkt. d) nedenfor.

Også bestemmelser i EF-Traktaten kan være umiddelbart anvendelige, jf. Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, a.st., side 177.

Umiddelbart anvendelige traktatbestemmelser rejser dog ikke i almindelighed spørgsmål om anvendelse af grundlovens § 20. Det skyldes, at bestemmelserne vil være sat i kraft ved lov, jf. således § 3, stk. 1, i lov nr. 447 af 11. oktober 1972 med senere ændringer om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber. Ifølge denne bestemmelse »sættes bestemmelserne i de i § 4 nævnte traktater m.v. i kraft i Danmark i det omfang, de efter fællesskabsretten er umiddelbart anvendelige i Danmark.« De pågældende traktatbestemmelser er derved blevet en del af dansk lov på samme måde som de ved Danmarks tilslutning til traktaten allerede udstedte retsforskrifter, jf. den nævnte lovs § 3, stk. 2 og 1972-redegørelsen, side 108.

De eksempler, der er nævnt i det foregående, vedrører overladelse af lovgivende myndighed. For så vidt angår spørgsmålet om overladelse af dømmende myndighed har det i den senere tid været drøftet, om EF-Domstolens kompetence efter EF-Traktatens artikel 177 vedrørende den præjudicielle forelæggelsesordning kan anses for omfattet af grundlovens § 20, jf. senest Hjalte Rasmussen, Juristen 1997, side 293 ff.

Spørgsmålet er hos Max Sørensen, Juristen 1963, side 57 ff. (særligt side 68), og i Østre Landsrets dom i Maastricht-sagen, side 13, besvaret benægtende. En lignende retsopfattelse er lagt til grund i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslag L 179 af 27. februar 1997 om gennemførelse af Europolkonventionen, der blev vedtaget som lov nr. 415 af 10. juni 1997. I pkt. 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget er det således antaget, at den næsten tilsvarende præjudicielle forelæggelsesordning efter denne konvention ikke kan anses for omfattet af grundlovens § 20.

d) Særligt om ordninger, der gør det muligt for mellemfolkelige myndigheder at indgå traktater m.v.

Som anført ovenfor kan den suverænitetsafgivelse, som grundlovens § 20 vedrører, ikke alene bestå i, at det overlades til en mellemfolkelig myndighed at udstede retsakter med umiddelbar virkning i Danmark. Der kan også være tale om, at der overlades beføjelser, som ved grundloven er henlagt til regeringen som prærogativer. F.eks kan der være tale om, at det overlades til mellemfolkelige myndigheder med bindende virkning for Danmark at indgå traktater med tredjelande m.v., jf. Alf Ross, a.st., side 408, Max Sørensen, a.st., side 310, Henrik Zahle, a.st., side 322, og Østre Landsrets dom i Maastricht-sagen, side 11.

Overlades det til en mellemfolkelig myndighed som folkeretssubjekt at indgå overenskomster med tredjelande m.v., vil der ikke være tale om en § 20-situation, hvis de pågældende overenskomster alene er folkeretligt for pligtende for den mellemfolkelige myndighed selv. Skal overenskomsterne imidlertid tillige være folkeretligt forpligtende for medlemsstaterne, som var de indgået umiddelbart mellem medlemsstaterne og det pågældende tredjeland m.v., vil der være tale om overladelse af beføjelser, som forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

Den nævnte sondring har betydning for, om der er tale om overladelse af den udenrigspolitiske beføjelse efter grundlovens § 19. Det bemærkes i den forbindelse, at det i den forfatningsretlige litteratur er antaget, at EFs kompetence til f.eks. efter EF-Traktatens artikel 113 at indgå aftaler med tredjelande m.v. forudsætter anvendelse af grundlovens § 20, jf. Max Sørensen, Juristen 1963, side 57 ff. (navnlig side 69).

Om aftaler, der indgås af EF, gælder som omtalt ovenfor under pkt. c) endvidere det særlige, at de efter EF-Domstolens praksis kan være umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne. Tillægges der EF kompetence til på nye områder at indgå aftaler med tredjelande m.v., vil det også af denne grund være nødvendigt at anvende grundlovens § 20. Der er ud fra denne synsvinkel ikke tale om at overlade den udenrigspolitiske, men derimod den lovgivende, kompetence.

2.3.3. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 88.

Grundlovens § 20 må også afgrænses »opad«, dvs. over for traktater m.v, som Danmark ikke kan tilslutte sig efter § 20, men kun efter en grundlovsændring, jf. grundlovens § 88.

En begrænsning i anvendelsesområdet for grundlovens § 20 fremgår af, at det kun er »beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder«, der kan overlades, jf. om dette udtryk bl.a. Michael H. Jensen m.fl., UfR 1991 B, side 281 ff.

Heraf følger bl.a., at beføjelsen efter grundlovens § 88 til at ændre grundloven ikke kan overlades, jf. Alf Ross, a.st., side 410. Der kan således f.eks. ikke tillægges mellemfolkelige myndigheder kompetence til at udstede retsakter, som danske myndigheder ikke selv ville kunne udstede inden for grundlovens rammer. Det kan bl.a. ikke overlades til en supranational myndighed at udstede umiddelbart anvendelige bestemmelser, hvorefter der indføres censur, eller hvorefter der kan ske anholdelse uden fremstilling for en dommer inden for 24 timer, jf. grundlovens §§ 77 og 71, stk. 3.

En anden følge af det anførte er, at adgangen til efter grundlovens § 20 at overlade beføjelser ikke selv kan overlades, jf. Max Sørensen, a.st., side 310. Det kan derfor ikke overlades til den mellemfolkelige myndighed selv frit at bestemme sin kompetence. En sådan ordning ville i øvrigt også indebære overladelse af beføjelser i ubestemt omfang, jf. herom nærmere nedenfor. Derimod kan en overladelse af beføjelser godt finde sted under den form, at bestemt angivne beføjelser stilles til disposition, således at det beror på den mellemfolkelige myndigheds egen beslutning, om og hvornår beføjelserne skal udnyttes, jf. Poul Andersen, a.st., side 497.

Efter § 20 kan beføjelser endvidere kun overlades i nærmere bestemt omfang. I 1992-redegørelsen sammenfattes betydningen heraf på følgende måde (side 28 f.)

»På baggrund af de ovenfor refererede synspunkter om betydningen af ordene «i nærmere bestemt omfang» må det efter Justitsministeriets opfattelse lægges til grund, at overladelse af beføjelser efter § 20 til en supranational organisation skal opfylde følgende grundbetingelser

- Der skal ske en angivelse af de sagsområder eller emneområder, på hvilke den supranationale organisation skal kunne udøve sine beføjelser, og

- der skal ske en angivelse af beføjelsernes indhold, det vil sige en præcisering af, om beføjelserne er af lovgivende, administrativ, dømmende eller udenrigspolitisk karakter.

Både for så vidt angår den første betingelse (angivelsen af sagsområdet) og den anden betingelse (angivelsen af beføjelsens indhold) kan det efter den almindelige opfattelse i den statsretlige litteratur lægges til grund, at præciseringen ikke behøver at være fuldstændig.

Sagsområdet vil således kunne defineres i rummelige kategorier, jf. Max Sørensen, side 324, og beføjelsernes omfang skal ikke være bestemt så præcist, at der ikke kan blive tale om skøn og fortolkningstvivl, jf. Ross, side 411.«

Det kan yderligere tilføjes, at det er den almindelige opfattelse i den forfatningsretlige litteratur, at der ikke i grundlovens udtryk ligger nogen kvantitativ begrænsning i den forstand, at overladelse kun kan ske i ringe omfang eller på mindre væsentlige områder, jf. bl.a. Max Sørensen, a.st., side 313 f., Alf Ross, a.st., side 411, Peter Germer, a.st., side 192, og Henrik Zahle, a.st., side 323 f.

Østre Landsrets dom i Maastricht-sagen er i overensstemmelse med det anførte, jf. dommens side 13 f.

3. Amsterdam-Traktaten og dens forhold til grundloven.

3.1. Indledning.

Amsterdam-Traktaten indebærer en ændring af Traktaten om Den Europæiske Union, Traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter.

De bestemmelser, der kan rejse spørgsmål om anvendelse af grundlovens § 20, findes i traktatens første del om materielle ændringer af de nævnte traktater m.v.

Traktaten indeholder en række protokoller, ligesom der er knyttet en række erklæringer til traktatens slutakt. Disse protokoller og erklæringer vil i det følgende blive omtalt i det omfang, de har betydning for spørgsmål, som behandles i redegørelsen.

Amsterdam-Traktaten ændrer ikke den opbygning af Traktaten om Den Europæiske Union, som blev fastlagt ved Maastricht-Traktaten.

Unionstraktaten vil således fortsat være bygget på tre »søjler«. Søjle 1 vedrører det såkaldte overstatslige samarbejde, der navnlig er baseret på Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fælleskab (EF-Traktaten). Søjle 2 (artikel J) indeholder bestemmelserne om den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik. Endelig indeholder søjle 3 (artikel K) bestemmelserne om samarbejde om retlige og indre anliggender m.v.

3.2. Ændringer i unionstraktatens indledende bestemmelser og i søjle 2 og 3.

3.2.1. Ændringer i unionstraktatens indledende bestemmelser.

a) Ændringernes indhold.

Amsterdam-Traktaten indebærer ændringer af præamblen til og de indledende bestemmelser i Traktaten om Den Europæiske Union.

Præamblen indeholder herefter bl.a. en understregning af den betydning, de kontraherende parter tillægger de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder og princippet om en bæredygtig udvikling.

Ved den nye affattelse af unionstraktatens artikel B om Unionens formål understreges det bl.a., at Unionen har som mål at fremme et højt beskæftigelsesniveau og at bevare og udbygge Unionen som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.

Som noget nyt indsættes som artikel F.1 en bestemmelse om sanktioner over for en medlemsstat, der groft og vedvarende bryder principperne i artikel F om demokrati, respekt for menneskerettighederne m.v. Bestemmelsens stk. 1-3 lyder således

»1. Rådet kan i dets sammensætning af stats og regeringscheferne med enstemmighed på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra EuropaParlamentet fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principper i artikel F, stk. 1, efter at have opfordret den pågældende medlemsstats regering til at fremsætte sine bemærkninger.

2. Hvis en sådan overtrædelse er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat på den pågældende medlemsstat, herunder de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet. Rådet tager i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser.

Den pågældende medlemsstat er under alle omstændigheder fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til denne traktat.

3. Rådet kan senere med kvalificeret flertal beslutte at ændre eller tilbagekalde foranstaltninger, der er truffet i medfør af stk. 2, som følge af ændringer i den situation, som har ført til, at de blev indført.«

Bestemmelsens stk. 4 og 5 indeholder nærmere regler om stemmeafgivelse m.v.

Endelig ændres artikel L om EF-Domstolens kompetence, således at Domstolen, i det omfang den i øvrigt har kompetence efter traktaten, nu har udtrykkelig hjemmel til at kontrollere, at EUs organer ved udstedelsen af retsakter m.v. overholder menneskerettighederne, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Ændringerne i unionstraktatens indledende bestemmelser rejser efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt ikke spørgsmål om anvendelse af grundlovens § 20.

Det bemærkes i den forbindelse særligt, at det forhold, at man til en vis grad udvider principperne om Unionens mål m.v., ikke indebærer, at anvendelsesområdet for EF-Traktatens artikel 235 udvides. Henvisningen i artikel 235 til Fællesskabetsmål omfatter alene formålsbestemmelserne i EF-Traktaten.

En bestemmelse, der kan give anledning til overvejelser i relation til grundlovens § 20, er artikel F.1. Af denne bestemmelse fremgår det, at Rådet kan beslutte at »suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat« på en medlemsstat, der groft og vedvarende overtræder principperne om demokrati, respekt for menneskerettighederne m.v. Det hedder endvidere, at Rådet i så fald tager »hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser.«

Det spørgsmål kan rejses, om den nævnte suspension af rettigheder kan have karakter af umiddelbart anvendelige retsakter, f.eks. umiddelbare indgreb i ordninger, der giver ret til økonomisk støtte m.v.

Det fremgår af bestemmelsen, at de rettigheder, der kan blive spørgsmål om at suspendere, er »rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat på den pågældende medlemsstat.«

Endvidere må det antages at følge af bestemmelsens placering i unionstraktatens indledende bestemmelser og uden for det overstatslige samarbejde i EF-Traktaten at der ikke i medfør af denne bestemmelse kan udstedes umiddelbart anvendelige retsakter.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at artikel F.1 må forstås således, at de retsakter, der kan udstedes i medfør af bestemmelsen, alene kan gælde for medlemsstaterne. Bestemmelsen forudsætter derfor ikke anvendelse af grundlovens § 20.

Om den tilsvarende nye bestemmelse i EF-Traktatens artikel 236 henvises til pkt. 3.3.10 nedenfor.

3.2.2. Ændringer i unionstraktatens søjle 2 (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik).

a) De gældende regler i søjle 2.

Unionstraktatens artikel J indeholder bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Bestemmelserne blev indsat ved Maastricht-Traktaten. Deres overordnede formål er efter den gældende artikel J.1 bl.a. at styrke Unionens og medlemsstaternes sikkerhed i alle henseender, at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed, at fremme det internationale samarbejde og at udvikle og befæste demokratiet og retsstatsprincippet samt respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

Samarbejdet inden for søjle 2 er af almindelig mellem statslig karakter. Om forholdet til grundlovens § 20 hedder det i 1992-redegørelsen, side 58 f., bl.a. følgende

»I det omfang Rådet har fastlagt en fælles holdning eller vedtaget en fælles aktion, er medlemsstaterne efter bestemmelserne i art. J.1-11 forpligtet i forhold til de andre medlemslande til at efterleve den fælles holdning eller den fælles aktion.

Medlemsstaterne bliver imidlertid kun forpligtet af den fælles holdning og den fælles aktion i forhold til andre lande i det omfang de selv folkeretligt handler i forhold til det pågældende land. Dette har fundet forudsætningsvis udtryk i art. J.3, stk. 4, hvorefter »Fælles aktioner forpligter medlemsstaterne i deres stillingtagen og handlinger«. Det er herved forudsat, at medlemsstaterne selv handler folkeretligt. Det følger endvidere af traktatens opbygning, at der ikke i medfør af søjle 2 udstedes forordninger, direktiver eller træffes beslutninger, og at art. 235 ikke gælder for søjle 2.

På denne baggrund forudsætter en dansk tilslutning til bestemmelserne i unionstraktatens afsnit V (søjle 2) efter Justitsministeriets opfattelse ikke anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Der er tale om folkeretlige forpligtelser, som Danmark kan tilslutte sig i medfør af grundlovens § 19.«

Om samarbejdet henvises i øvrigt til Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, a.st., side 109 ff.

b) Ændringernes indhold.

Ændringerne i søjle 2-bestemmelserne indebærer en revision af de gældende regler. Formålet er primært at effektivisere samarbejdet.

I den forbindelse kan det nævnes, at der efter artikel J.13 som hovedregel fortsat kræves enstemmighed. Det præciseres, at det forhold, at et medlem af Rådet afholder sig fra at stemme (i modsætning til at stemme imod), ikke hindrer vedtagelsen af afgørelser.

En medlemsstat, der afholder sig fra at stemme, kan i den forbindelse kvalificere sin stemmeundladelse ved at afgive en formel erklæring. I så fald er medlemmet ikke forpligtet til at anvende afgørelsen, men accepterer på den anden side, at afgørelsen forpligter Unionen, jf. nærmere artikel J.13, stk. 1. Der er tale om såkaldt »konstruktiv afståelse«.

En anden ændring er, at der indsættes en bestemmelse i artikel J.14 om Unionens traktatkompetence. Bestemmelsen har følgende ordlyd

»Når det er nødvendigt at indgå en aftale med en eller flere stater eller internationale organisationer til gennemførelse af dette afsnit, kan Rådet med enstemmighed bemyndige formandskabet, der om nødvendigt bistås af Kommissionen, til at indlede forhandlinger med henblik herpå. Sådanne aftaler indgås af Rådet med enstemmighed efter henstilling fra formandskabet. Ingen aftale er bindende for en medlemsstat, hvis repræsentant i Rådet meddeler, at medlemsstaten må opfylde de krav, der gælder ifølge dens egen forfatningsmæssige procedure; de øvrige medlemmer af Rådet kan vedtage, at aftalen skal gælde foreløbigt for dem.

Bestemmelserne i denne artikel gælder også for spørgsmål, der henhører under afsnit VI.«

Bestemmelsens sidste led skal sammenholdes med den nye artikel K. 10 (i søjle 3 om politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager). Denne bestemmelse har følgende ordlyd

»De i artikel J.14 omhandlede aftaler kan omfatte spørgsmål, der henhører under dette traktatafsnit.«

Til artikel J.14 og K.10 er knyttet en erklæring (nr. 4) til traktatens slutakt. Efter erklæringen indebærer artikel J.14 og K.10 ikke, at der overdrages beføjelser fra medlemsstaterne til Den Europæiske Union.

c) Forholdet til grundlovens § 20.

I 1992-redegørelsen er der redegjort nærmere for, hvor for samarbejdet inden for søjle 2 som fastlagt ved Maastricht-Traktaten ikke er omfattet af grundlovens § 20, jf. ovenfor under pkt. a). Der er bl.a. lagt vægt på, at det er medlemsstaterne og ikke Unionen på deres vegne der handler folkeretligt. Der er endvidere lagt vægt på, at der ikke er hjemmel til at udstede umiddelbart anvendelige retsakter.

Disse forhold er som udgangspunkt uændrede. Der er heller ikke efter Amsterdam-Traktaten hjemmel for EU til at udstede umiddelbart anvendelige retsakter, og udgangspunktet er fortsat, at det er medlemsstaterne selv, der har traktatkompetencen i forhold til tredje lande m.v. Dette finder bl.a. forudsætningsvis udtryk i artikel J.4, stk. 3, hvorefter fælles aktioner forpligter medlemsstaterne i »deres stillingtagen og handlinger«, og i samme bestemmelses stk. 5, hvorefter enhver »national stillingtagen eller handling« i forbindelse med en fælles aktion forudsætter, at der sker underretning derom så betids, at der om nødvendigt kan holdes forudgående samråd i Rådet.

Der er imidlertid indsat en bestemmelse, der kan give anledning til overvejelser i relation til grundlovens § 20. Det drejer sig om artikel J.14 om Unionens traktatkompetence, omtalt ovenfor under pkt. b).

Det må antages, at det væsentligste anvendelsesområde for bestemmelsen vil være indgåelse af aftaler med tredjelande, hvor det pågældende land forpligter sig til at respektere visse forhold. Der kan f.eks. være tale om, at tredjeland skal respektere udsendte EU-observatørers ukrænkelighed.

Der vil dog formentlig også kunne være tale om, at aftalerne indebærer rettigheder for tredjeland og således forpligtelser for Unionen. Der kan f.eks. tænkes aftaler, hvorved Unionen forpligter sig til at afholde de udgifter, som for tredjeland er forbundet med at modtage EU-observatører.

Under hensyn til forhistorien bag artikel J.14, herunder de oprindelige forslag om at tillægge Unionen status som juridisk person, er det nærliggende at antage, at bestemmelsen skal forstås således, at det alene er Unionen som sådan og ikke de enkelte medlemsstater der bliver parter i de omhandlede aftaler. Formandskabet forhandler derfor på Unionens og ikke på medlemsstaternes vegne.

Endvidere gælder, at aftalerne indgås af Rådet med enstemmighed, og at en medlemsstat i hvert enkelt til fælde kan erklære, at den ikke er bundet af en sådan aftale, men at den må følge de procedurer m.v., der følger af dens egen forfatning. Efter sammenhængen i bestemmelsen må det antages, at der med ordet »bundet« sigtes til forholdet til Unionen (de andre medlemsstater) og ikke til forholdet til det pågældende tredjeland m.v. Der vil således i hvert enkelt tilfælde efter reglerne i grundlovens § 19 kunne tages stilling til, om Danmark skal påtage sig sådanne folkeretlige forpligtelser.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at artikel J.14 ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20. Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at artikel J.14 er placeret i søjle 2, der angår mellemstatsligt samarbejde, må indebære, at de indgåede traktater ikke kan være umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne.

Det anførte resultat er i overensstemmelse med den nævnte erklæring, hvorefter artikel J.14 (og artikel K.10) ikke indebærer, at der overdrages beføjelser fra medlemsstaterne til Unionen.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at de nye bestemmelser i søjle 2 ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.2.3. Ændringer i unionstraktatens søjle 3 (politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager).

a) De gældende regler i søjle 3.

Unionstraktatens artikel K indeholder bestemmelser om samarbejde om retlige og indre anliggender.

Bestemmelserne blev indføjet ved Maastricht-Traktaten. Deres overordnede formål er efter den gældende bestemmelse i artikel K.1 at virkeliggøre Unionens målsætninger, navnlig den frie bevægelighed for personer.

Samarbejdet inden for søjle 3 er af mellemstatslig karakter. Om dets forhold til grundlovens § 20 hedder det således i 1992-redegørelsen, side 62, bl.a. følgende

»Det følger af traktatens opbygning og indholdet af bestemmelserne i artikel K.1-8, at sigtet med bestemmelserne alene er at etablere et sædvanligt internationalt samarbejde på området. De konventioner, der indgås, skal ratificeres af Danmark for at få virkning som en folkeretlig forpligtelse for Danmark.

Bestemmelserne i unionstraktatens afsnit VI om samarbejde om retlige og indre anliggender (søjle 3) indebærer derfor, bortset fra art. K.9, der omtales nærmere nedenfor, efter Justitsministeriets opfattelse ikke »overladelse af beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder«, og en dansk tilslutning hertil forudsætter ikke anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Der er, som det direkte fremgår af formuleringen af nævnte artikler, tale om et traditionelt folkeretligt samarbejde, som Danmark kan tilslutte sig alene i medfør af bestemmelsen i grundlovens § 19.«

Om samarbejdet henvises i øvrigt til Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, a.st., side 113 ff.

b) Ændringernes indhold.

Amsterdam-Traktaten indebærer, at en række af de områder, der i dag er reguleret i søjle 3 (det mellemstatslige samarbejde), flyttes til det overstatslige samarbejde i søjle 1 (EF-Traktaten). Herom og om Danmarks særlige stilling henvises til pkt. 3.3.3 nedenfor.

En del af samarbejdet forbliver i søjle 3 (»restsøjle 3«). Målet med dette samarbejde er efter artikel K.1 at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed gennem udformning af fælles handling mellem medlemsstaterne inden for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager og gennem forebyggelse og bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

Målet skal nås bl.a. ved at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet, især terrorisme, menneskehandel og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig våbenhandel, korruption og svig. Disse foranstaltninger skal iværksættes ved tættere samarbejde mellem medlemsstaternes politimyndigheder m.v., tættere samarbejde mellem medlemsstaternes retlige og andre kompetente myndigheder og om nødvendigt ved indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler.

I artikel K.2 og K.3 reguleres fælles handling vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager nærmere. Bestemmelserne tilsigter bl.a. en effektivisering af Europols indsats mod kriminalitet, ligesom der lægges op til en gradvis vedtagelse af foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør strafbare handlinger, og for straffene for organiseret kriminalitet, terrorisme og ulovlig narkotikahandel.

I artikel K.4 bestemmes det i den forbindelse, at Rådet fastsætter de betingelser og begrænsninger, hvorunder de kompetente myndigheder, der er nævnt i artikel K.2 og K.3, herunder bl.a. politimyndigheder, kan arbejde på en anden medlemsstats område i samarbejde og i forståelse med denne stats myndigheder.

I artikel K.6 opregnes de retsakter, som Unionen kan benytte sig af. I forhold til den tilsvarende bestemmelse i artikel K.3 i den gældende traktat indføres to nye retsakter.

Det drejer sig for det første om »rammeafgørelser« om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Det er udtrykkeligt bestemt, at rammeafgørelser ikke indebærer umiddelbar anvendelighed.

Den anden nye retsakt, der indføres, er »afgørelser i andet øjemed«. Afgørelser kan vedtages i ethvert andet øjemed end det ovenfor anførte i overensstemmelse med målsætningerne i søjle 3, uden at de dog indebærer nogen indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. På samme måde som med rammeafgørelser er det udtrykkeligt bestemt, at afgørelser ikke indebærer umiddelbar anvendelighed.

EF-Domstolen har ikke efter den gældende unionstraktat kompetence på søjle 3. Den gældende bestemmelse i artikel K.3, stk. 2, litra c, giver dog mulighed for i forbindelse med gennemførelse af konventioner at give Domstolen kompetence til at fortolke disse.

Ved den nye artikel K.7 tillægges der for det første EF-Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af rammeafgørelser og andre afgørelser, om fortolkningen af konventioner, der er udarbejdet i henhold til dette traktat afsnit, og om gyldigheden og fortolkningen af gennemførelsesforanstaltningerne hertil. Domstolen har dog kun denne kompetence i det omfang, de enkelte medlemsstater afgiver en erklæring herom.

Endvidere tillægges EF-Domstolen kompetence til at prøve lovligheden af rammeafgørelser og andre afgørelser i forbindelse med klager, der af en medlemsstat eller af Kommissionen indbringes under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formelle mangler m.v. Domstolen tillægges også kompetence til at afgøre tvister mellem medlemsstaterne vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af retsakter, der er vedtaget i henhold til artikel K.6, stk. 2, herunder bl.a. de nævnte afgørelser og rammeafgørelser, og til at afgøre tvister mellem medlemsstaterne og Kommissionen vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af konventioner, der er udarbejdet i henhold til artikel K.6, stk. 2, litra d.

I artikel K.10 er det anført, at aftaler, der indgås af Unionen i medfør af artikel J.14, kan omfatte spørgsmål, som henhører under søjle 3.

I artikel K.14 er der indsat en bestemmelse, der efter sin karakter svarer til artikel K.9 i den gældende traktat. Bestemmelsen indebærer, at Rådet med enstemmighed kan beslutte, at områder som nævnt i artikel K.1 (emneområderne i søjle 3) skal overføres til det over statslige samarbejde i EF-Traktaten (søjle 1). I givet fald skal medlemsstaterne vedtage en sådan beslutning i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

I anledning af denne bestemmelse har Danmark afgivet en erklæring (nr. 2) til traktatens slutakt. Det fremgår af erklæringen, at en sådan vedtagelse i tilfælde af afgivelse af suverænitet som defineret i den danske grundlov vil kræve enten et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer eller både et flertal blandt folketingsmedlemmerne og et flertal blandt vælgerne ved en folkeafstemning.

c) Forholdet til grundlovens § 20.

Samarbejdet på de områder, der fortsat er reguleret i søjle 3 (»restsøjle 3«), er som hidtil mellemstatsligt. Der tillægges ikke Unionen adgang til at udstede umiddelbart anvendelige retsakter. Tværtimod er det for så vidt angår de nye retsaktstyper rammeafgørelser og afgørelser i andet øjemed udtrykkeligt bestemt, at disse retsakter ikke kan være umiddelbart anvendelige.

Endvidere indebærer de nye bestemmelser ikke, at der tilægges Unionen beføjelser, der ved grundloven er henlagt til regeringen som prærogativer. Der er f.eks. fortsat ikke nogen selvstændig traktatkompetence for Unionen på søjle 3. Som nærmere omtalt ovenfor under pkt. 3.2.2 kan traktater, der indgås af Unionen efter artikel J.14 i søjle 2, ganske vist omfatte spørgsmål, der henhører under søjle 3. Men ordningen under artikel J.14 kan, som anført a.st., ikke anses for omfattet af grundlovens § 20.

En eventuel erklæring fra Danmark efter artikel K.7 om at tiltræde den præjudicielle forelæggelsesordning vil heller ikke indebære overladelse af beføjelser. Der henvises til de almindelige bemærkninger om forholdet mellem EF-Traktatens artikel 177 og grundlovens § 20 ovenfor under pkt. 2.3.2.c).

For så vidt angår bestemmelsen i artikel K.14 om overførelse af områder fra søjle 3 til det overstatslige samarbejde i søjle 1, er det i den ovenfor nævnte erklæring fra Danmark til traktatens slutakt præciseret, at en eventuel senere vedtagelse herom for Danmarks vedkommende i tilfælde af suverænitetsafgivelse vil kræve behandling efter grundlovens § 20. Der er således ikke på dette punkt tale om, at derfor indeværende overlades beføjelser til EU. En sådan overladelse vil først finde sted efter en eventuel vedtagelse med enstemmighed i medfør af bestemmelsen og en efterfølgende procedure efter grundlovens § 20.

Et særligt spørgsmål, der for så vidt ikke specifikt vedrører grundlovens § 20, kunne rejses med hensyn til artikel K.4, hvorefter Rådet fastsætter de betingelser og begrænsninger, hvorunder de kompetente myndigheder, der er nævnt i artikel K.2 og K.3, kan arbejde på en anden medlemsstats område i samarbejde og forståelse med denne anden stats myndigheder.

I Udenrigsministeriets besvarelse af 5. september 1997 af spørgsmål nr. 221 fra Folketingets Europaudvalg (bilag 1280 m.fl.) anføres om bestemmelsen bl.a. følgende

»For så vidt angår forholdet til grundloven bemærkes, at det i forbindelse med lov om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen er blevet lagt til grund, at det ikke er uforeneligt med grundloven at give et andet lands politi en vis adgang til at virke på dansk område. Ved udformningen af for eksempel konventioner i medfør af de nævnte traktatbestemmelser må det her som ved mellemstatsligt samarbejde i andre fora fra dansk side påses, at der med virkning for Danmark bliver tale om ordninger, der ligger inden for, hvad grundloven giver mulighed for.«

Det tilføjes, at artikel K.4 ikke i sig selv indebærer nogen adgang for andre medlemsstaters myndigheder til at arbejde på dansk område. En sådan adgang vil kun eksistere i det omfang, der med enstemmighed vedtages f.eks. konventioner herom.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at de nye bestemmelser i unionstraktatens søjle 3 ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20. Heller ikke artikel K.4 giver i sig selv anledning til forfatningsretlige spørgsmål.

3.3. Ændringer i søjle 1 (EF-Traktaten).

3.3.1. Forstærket samarbejde (»fleksibilitet«).

a) Ændringernes indhold.

Som noget nyt indsættes der ved Amsterdam-Traktaten en bestemmelse om forstærket samarbejde (»fleksibilitet«) inden for søjle 1. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at det forhold, at en eller flere medlemsstater ikke ønsker at medvirke til vedtagelse af retsakter m.v. inden for givne områder, ikke hindrer andre stater i at vedtage sådanne retsakter, men således at retsakterne alene gælder for disse stater.

Bestemmelsen, der indsættes som artikel 5 A i EF-Traktaten, har følgende ordlyd

»1. Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et tættere indbyrdes samarbejde, kan i overensstemmelse med artikel K.15 og K.16 i traktaten om Den Europæiske Union bemyndiges til at anvende traktatens institutioner, procedurer og mekanismer, hvis det foreslåede samarbejde

a) ikke vedrører områder, der henhører under Fællesskabets enekompetence,

b) ikke berører Fællesskabets politikker, aktioner eller programmer,

c) ikke vedrører unionsborgerskabet eller medfører forskelsbehandling mellem medlemsstaternes statsborgere,

d) forbliver inden for rammerne af de beføjelser, som tillægges Fællesskabet i denne traktat, og

e) ikke indebærer forskelsbehandling eller begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke fordrejer konkurrencevilkårene mellem dem.

2. Den bemyndigelse, der er nævnt i stk. 1, gives af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet.

Hvis et medlem af Rådet erklærer, at det af vigtige, nærmere anførte årsager, der vedrører national politik, agter at stemme imod, at der gives bemyndigelse med kvalificeret flertal, finder der ikke afstemning sted. Rådet kan med kvalificeret flertal anmode om, at sagen henvises til Rådet i dets sammensætning af stats eller regeringschefer med henblik på enstemmig afgørelse.

Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et tættere samarbejde som omhandlet i stk. 1, retter anmodning til Kommissionen, der kan forelægge Rådet et forslag herom. Hvis Kommissionen ikke fremsætter et forslag, giver den de berørte medlemsstater en begrundelse herfor.

3. En medlemsstat, som ønsker at deltage i et samarbejde, der er indført i overensstemmelse med denne artikel, giver meddelelse herom til Rådet og Kommissionen, som afgiver en udtalelse til Rådet inden tre måneder efter modtagelsen af denne meddelelse. Inden fire måneder efter meddelelsen træffer Kommissionen afgørelse om anmodningen og om sådanne særlige ordninger, som den måtte finde nødvendige.

4. De retsakter og afgørelser, der er nødvendige for gennemførelsen af samarbejdet, er underlagt de relevante bestemmelser i denne traktat, medmindre andet er fastsat i denne artikel og i artikel K.15 og K.16 i traktaten om Den Europæiske Union.

5. Denne artikel gælder med forbehold af protokollen om intregration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union.«

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Bestemmelsen i artikel 5 A har som nævnt karakter af en særlig procedurebestemmelse, der har til formål at sikre, at nogle lande kan indgå i et videre samarbejde end andre.

Afgørende for, om bestemmelsen forudsætter anvendelse af grundlovens § 20, er, om den i sig selv indebærer, at der overlades yderligere beføjelser til EF i forhold til, hvad der følger af traktatens øvrige bestemmelser.

Dette er ikke tilfældet. Det fremgår udtrykkeligt af artikel 5 A, stk. 1, litra d, at det forstærkede samarbejde skal forblive »inden for rammerne af de beføjelser, som tillægges Fællesskabet i denne traktat.« Det betyder, at der ikke med hjemmel i artikel 5 A kan vedtages retsakter, som ikke i forvejen har hjemmel i traktatens bestemmelser.

På denne baggrund forudsætter artikel 5 A efter Justitsministeriets opfattelse ikke anvendelse af grundlovens § 20. Dette gælder, uanset om Danmark deltager i det forstærkede samarbejde eller vælger at stå uden for.

3.3.2. Bekæmpelse af diskrimination.

a) Ændringernes indhold.

Ved Amsterdam-Traktaten indsættes følgende bestemmelse som artikel 6 A i EF-Traktaten

»Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser og inden for rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fællesskabet, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

Om bestemmelsens anvendelsesområde har Udenrigsministeriet i en besvarelse af 5. september 1997 af spørgsmål nr. 200 fra Folketingets Europaudvalg (alm. delbilag 1280 m.v.) anført følgende

»Artikel 6a er en hjemmelsbestemmelse. Den betyder, at Fællesskabet inden for traktatens rammer og med enstemmighed kan vedtage retsakter til bekæmpelse af forskelsbehandling. Disse retsakter kan både være bindende og ikke-bindende, jf. traktatens artikel 189.

»Foranstaltninger« er et hyppigt brugt udtryk, der er en samlende betegnelse for alle de retsakter, der kan vedtages med hjemmel i en given artikel. At foranstaltningerne skal være »hensigtsmæssige« må ses som et krav om, at de skal være passende i forhold til hensigten med bestemmelsen.

At vedtagelsen skal ske inden for traktatens rammer betyder, at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til de områder, hvor traktaten allerede tillægger Fællesskabet kompetence. Med andre ord skal retsakter hjemlet i artikel 6a tage udgangspunkt i allerede kendte samarbejdsområder. Der kan således ikke med hjemmel i artikel 6a vedtages regulering af forskelsbehandling generelt, som også gælder uden for TEFs anvendelsesområde.«

b) Forholdet til grundlovens § 20

Den gældende EF-Traktat indeholder flere bestemmelser om diskrimination, jf. den grundlæggende bestemmelse i artikel 6 om forbud mod diskrimination på grundlag af nationalitet og artikel 119 om forbud mod diskrimination mellem mænd og kvinder for så vidt angår løn.

Den nye bestemmelse indebærer en udvidelse af diskriminationsreguleringen til at omfatte en række kriterier, som ikke i dag er omfattet af traktatens udtrykkelige hjemmelsbestemmelser og næppe heller af artikel 235. Bestemmelsen giver hjemmel til at udstede bl.a. umiddelbart anvendelige retsakter.

Det forhold, at bestemmelsens anvendelsesområde må anses for begrænset til de områder, hvor traktaten allerede i dag tillægger Fællesskabet kompetence, er efter Justitsministeriets opfattelse i den forbindelse uden betydning. Det afgørende er, at bestemmelsen inden for disse allerede eksisterende kompetenceområder indebærer en udvidelse af de spørgsmål, som der i dag er hjemmel til at udstede retsakter om.

På denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den nye bestemmelse i artikel 6 A forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.3. Visum, asyl, indvandring m.v.

a) Ændringernes indhold.

Ved Amsterdam-Traktaten indsættes der som afsnit IIIa i EF-Traktaten (artikel 73 I 73 Q) en række bestemmelser om visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer. Bortset fra det område, der i dag er omfattet af artikel 100 C, er der tale om områder, som tidligere var reguleret under det mellemstatslige samarbejde i søjle 3.

Bestemmelserne giver bl.a. hjemmel til at udstede umiddelbart anvendelige retsakter inden for disse områder.

Et af de danske forbehold overfor unionssamarbejdet består i, at Danmark alene deltager i det såkaldt retlige samarbejde på mellemstatsligt grundlag, jf. herved afsnit D i Edinburgh-afgørelsen.

På denne baggrund er der udarbejdet en særlig protokol om Danmarks stilling. I den nye artikel 73 Q er det udtrykkeligt bestemt, at traktatens bestemmelser skal anvendes i overensstemmelse med denne protokol.

Protokollens artikel 1-5 har følgende ordlyd

»Artikel 1

Danmark deltager ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IIIa i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Uanset artikel 148, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab defineres kvalificeret flertal som den samme forholdsmæssige andel af de berørte rådsmedlemmers vægtede stemmer som den, der er fastsat i artikel 148, stk. 2. For rådsafgørelser, der skal vedtages med enstemmighed, kræves der enstemmighed blandt Rådets medlemmer med undtagelse af repræsentanten for Danmarks regering.

Kapitel 1

1. afdeling (slettet)

Kapitel 1

Kapitel 1

1. afdeling

Kapitel 1

1. afdeling

Kapitel 1

-

Kapitel 1

Kapitel 1

Kapitel 1

1. afdeling

Kapitel 1

1. afdeling

Kapitel 1

Kapitel 1

Kapitel 1***)

Artikel 2 i TEF

Målsætning om højt beskæftigelsesniveau

Artikel 2 i TEF

Formuleringen vedr. beskæftigelse ændres ikke

Artikel 2

Ingen af bestemmelserne i afsnit IIIa i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ingen foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette afsnit, ingen bestemmelser i internationale aftaler indgået af Fællesskabet i henhold til dette afsnit, og ingen afgørelser truffet af Domstolen om fortolkning af sådanne bestemmelser eller foranstaltninger er bindende for eller finder anvendelse i Danmark; ingen af disse bestemmelser, foranstaltninger eller afgørelser berører på nogen måde Danmarks beføjelser, rettigheder og forpligtelser; ingen af disse bestemmelser, foranstaltninger eller afgørelser berører på nogen måde gældende fællesskabsret eller udgør en del af fællesskabslovgivningen, således som denne ret og denne lovgivning finder anvendelse for Danmark.

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 2

Bilag 2

Højesterets dom af 6. april 1998

Hanne Norup Carlsen m.fl.

mod

statsminister Poul Nyrup Rasmussen

(Grundlovssagen)

9. HØJESTERETS BEMÆRKNINGER

9.1. Højesteret skal under denne sag tage stilling til, om gennemførelsen i Danmark af Traktaten om Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) som affattet ved Traktaten om Den Europæiske Union (Unionstraktaten) med rette er sket i medfør af grundlovens § 20, eller om gennemførelsen krævede en ændring af grundloven i medfør af dennes § 88.

Appellanterne har i første række anført, at grundlovens § 20, stk. 1, kun giver hjemmel for afgivelse af suverænitet «i nærmere bestemt omfang», og at denne betingelse ikke er opfyldt. De har herved navnlig henvist til den kompetence, som i medfør af EF-traktatens art. 235 tilkommer Rådet, og til EF-Domstolens retsskabende virksomhed. I anden række har appellanterne anført, at suverænitetsafgivelsen har et sådant omfang og en sådan karakter, at den strider mod grundlovens forudsætning om en demokratisk styreform.

Appellanternes anbringender angår EF-traktaten og inddrager således hverken Unionstraktatens søjle 2 om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik eller søjle 3 vedrørende samarbejde om retlige og indre anliggender. Anbringenderne om EF-traktaten vedrører ikke bestemmelserne om Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase, idet Danmark ikke deltager heri, jf. tiltrædelseslovens § 4, nr. 12, litra a.

9.2. Grundlovens § 20 har følgende ordlyd

«Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.»

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Kapitel 2

Artikel 3 i TEF

Samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker nævnes som en del af EF's virke

Konklusioner fra DER's møde i Essen i 1994 og i Amsterdam i 1997, tillidspagten fra januar 1996 samt diverse anbefalinger og erklæringer til medlemslandene

Udgør tilsammen det samlede grundlag for EU's strategi om at øge beskæftigelsen

Nyt afsnit om beskæftigelse

(afsnit VIII i TEF)

Artikel 3

Danmark påføres ingen finansielle følger af foranstaltninger, som anført i artikel 1, bortset fra de administrationsomkostninger, der påhviler institutionerne.

Artikel 3

Efter den fastlæggelse, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, andet afsnit, bevarer Danmark samme rettigheder og forpligtelser i forhold til de øvrige signatarer i Schengen-aftalerne med hensyn til de dele af Schengen-reglerne, der får retsgrundlag i afsnit III a 1] i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som før den nævnte fastlæggelse.

Med hensyn til de dele af Schengen-reglerne, der får retsgrundlag i afsnit VI [søjle 3] i traktaten om Den Europæiske Union, har Danmark fortsat samme rettigheder og forpligtelser som de øvrige signatarer i Schengen-aftalerne.«

Efter en erklæring (nr. 44) til traktatens slutakt er de kontraherende parter enige om, at Rådet skal vedtage alle de nødvendige foranstaltninger, der er nævnt i artikel 2 i protokollen, på datoen for Amsterdam-Traktatens ikrafttræden. Med henblik herpå skal det forberedende arbejde efter erklæringen indledes i så god tid, at det kan afsluttes inden denne dato.

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Ordningen efter Schengen-protokollen indebærer, at Rådet skal træffe beslutning om, hvilke af Schengen-reglerne der skal have retsgrundlag i det overstatslige samarbejde i søjle 1, og hvilke der skal have grundlag i det mellemstatslige samarbejde i søjle 3.

En placering af emner i søjle 1 vil som følge af artikel 3, 1. led, i protokollen, ikke få virkning for Danmark.

Indtil Rådet har truffet beslutning, betragtes Schengen-reglerne som hørende til det mellemstatslige samarbejde i søjle 3, jf. artikel 2, stk. 1, 4. led. Det er i protokollens artikel 3, stk. 2, særligt bestemt, at Danmark også for så vidt angår de Schengen-regler, der forbliver i søjle 3, fortsat har »samme rettigheder og forpligtelser som de øvrige signatarer i Schengenaftalerne.«

For så vidt angår udbygning af de Schengen-regler, der henføres til søjle 1, henvises til artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.

Sammenfattende indebærer protokollen, at Danmark også efter Amsterdam-Traktaten vil deltage i Schengensamarbejdet på mellemstatsligt grundlag. Protokollen forudsætter derfor ikke anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.5. Beskæftigelse.

a) Ændringernes indhold.

Amsterdam-traktaten indeholder en række bestemmelser, der tager sigte på at styrke Fællesskabets indsats på beskæftigelsesområdet.

For det første ændres formålsbestemmelserne i EF-Traktaten. -Hensynet til en høj konkurrenceevne indsættes i traktatens artikel 2, ligesom der indsættes et nyt litra i) i EF-traktatens artikel 3, hvorefter Fællesskabets virke tillige skal indebære »fremme af samordning mellem medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker med henblik på at øge deres effektivitet ved udvikling af en samordnet beskæftigelsesstrategi.«

Styrkelsen af Fællesskabets indsats på det beskæftigelsesmæssige område består herudover i tilføjelsen af et nyt afsnit VIa til EF-traktaten.

Efter det nye traktatafsnit arbejder medlemsstaterne og Fællesskabet på at udvikle en samordnet strategi for beskæftigelse, jf. artikel 109 N. Der skal i den forbindelse især arbejdes for at fremme en veluddannet, velkvalificeret og smidig arbejdsstyrke og arbejdsmarkeder, som reagerer på økonomiske forandringer, med henblik på at nå de mål om bl.a. beskæftigelse der er fastsat i artikel B i unionstraktaten og i artikel 2 i EF-Traktaten.

Endvidere indsættes en ny bestemmelse som artikel 109 P, stk. 1. Bestemmelsen har følgende ordlyd

»Fællesskabet bidrager til et højt beskæftigelsesniveau ved at tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne og ved at støtte og i nødvendigt omfang supplere deres foranstaltninger. Det respekterer i den forbindelse medlemsstaternes kompetence.«

Endelig indsættes bl.a. følgende bestemmelse som artikel 109 R

»Rådet kan efter fremgangsmåden i artikel 189 B og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget vedtage tilskyndelsesforanstaltninger, der skal fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og støtte deres indsats på beskæftigelsesområdet gennem initiativer, der tager sigte på at udvikle en udveksling af oplysninger og gode erfaringer, og som skal sikre komparativ analysevirksomhed og rådgivning samt fremme fornyede metoder og evaluere erfaringer, navnlig ved hjælp af pilotprojekter.

Disse foranstaltninger indebærer ikke harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.«

b) Forholdet til grundlovens § 20.

EF-Traktatens formålsbestemmelser har generelt betydning for afgrænsningen af traktatens hjemmelsbestemmelser. Dette er navnlig tilfældet for så vidt angår artikel 235.

Der kan i den forbindelse henvises til EF-Domstolens udtalelse nr. 2/94 af 28. marts 1996, EMRK, Sml. 1996.I, side 1759. Sagen drejede sig om, hvorvidt Fællesskabet med hjemmel i artikel 235 kunne tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Domstolen besvarede spørgsmålet benægtende.

I dommen hedder det bl.a., at anvendelsesområdet for artikel 235 må fastlægges på grundlag af »den generelle ramme, der følger af traktatbestemmelserne som helhed, navnlig de bestemmelser, hvori Fællesskabets opgaver og virke fastlægges«.

En ændring af EF-traktatens formålsbestemmelser kan derfor efter omstændighederne bevirke en udvidelse af Fællesskabets beføjelser, således at en dansk tilslutning til de ændrede bestemmelser vil forudsætte anvendelse af grundlovens § 20.

Hensynet til et højt beskæftigelsesniveau er imidlertid allerede nævnt i den gældende EF-Traktats artikel 2 som et af traktatens formål. Det kan derfor næppe antages at have betydning for afgrænsningen af Fællesskabets kompetence efter EF-Traktatens artikel 235, at hensynet tillige nævnes i EF-traktatens artikel 3. På samme måde må hensynet til en høj konkurrenceevne antages at være indeholdt i de forskellige beføjelser, der tilkommer Fællesskabet efter den gældende EF-Traktats artikel 3.

Amsterdam-Traktatens tilføjelse af beskæftigelsespolitikken og konkurrenceevnen i bestemmelserne i EF-traktatens artikel 2 og 3 må på denne baggrund antages alene at præcisere, hvilke formål Fællesskabet skal ind drage, når det udsteder retsakter på områder, hvor Fællesskabet allerede har eller med Amsterdamtraktaten får kompetence hertil.

De ændrede formålsbestemmelser indebærer derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke en yderligere overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20.

De særlige hjemmelsbestemmelser, der er indsat i af snittet om beskæftigelse, kan ikke antages at give adgang til at udstede regler, der pålægger borgerne pligter, eller som giver borgerne rettigheder, der kan gøres gældende umiddelbart over for medlemsstaternes myndigheder.

På den baggrund er det sammenfattende Justitsministeriets opfattelse, at Amsterdam-Traktatens bestemmelser om beskæftigelsespolitik ikke er omfattet af grundlovens § 20.

3.3.6. Traktatkompetence vedrørende tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder.

a) Ændringernes indhold.

Den gældende EF-Traktat indeholder i artikel 113 en bestemmelse om den fælles handelspolitik. Bestemmelsens stk. 3 har følgende ordlyd

»Skal der føres forhandlinger om aftaler med en eller flere stater eller internationale organisationer, retter Kommissionen henstillinger til Rådet, som bemyndiger den til at indlede de nødvendige forhandlinger.

Disse forhandlinger føres af Kommissionen inden for rammerne af direktiver, som Rådet kan meddele den, og i samråd med et særligt udvalg, der er udpeget af Rådet til at bistå den i dette arbejde.

De relevante bestemmelser i artikel 228 finder anvendelse.«

Artikel 3

Artikel 3

Artikel 3 A

Artikel 3 B

Artikel 3 C*)

Artikel 3

Bilag 3

Liste over spørgsmål, der ikke medtages i materialesamlingen*

Spørgsmål på alm. del

Spørgsmål nr. 130 af 22. august 1996 på alm. del (1995-96)

Spørgsmål nr. 133 af 29. august 1996 på alm. del (1995-96)

Spørgsmål nr. 16 af 24. oktober 1996 på alm. del (1996-97)

Spørgsmål nr. 48 af 28. november 1996 på alm. del (1996-97)

Spørgsmål nr. 66 af 28. januar 1997 på alm. del (1996-97)

Spørgsmål nr. 69 af 6. februar 1997 på alm. del (1996-97)

Spørgsmål nr. 133 af 20. maj 1997 på alm. del (1996-97)

Spørgsmål nr. 263 af 3. juli 1997 på alm. del (1996-97)

Spørgsmål nr. 314 af 12. august 1997 på alm. del (1996-97)

Spørgsmål nr. 62 af 3. februar 1998 på alm. del (1997-98, 2. samling)

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Kapitel 3

Artikel 4

Artikel 4

Artikel 4

Artikel 4 A

Artikel 4 B

Artikel 4

Bilag 4

Ækvivalenstabel tilknyttet Amsterdam traktaten

Læsevejledning til ækvivalenstabellen

Når Amsterdamtraktaten træder i kraft erstattes den tidligere nummerering af EU-traktatens artikler med en ny nummerering. Det er et led i forenklingen af traktaten. Eksempelvis får den kendte artikel 100 A (harmonisering, indre marked) således et nyt artikelnummer, nemlig art. 95 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Ækvivalenstabellen viser sammenhængen mellem alle de tidligere artikelnumre og de nye artikelnumre.

I materialesamlingen er næsten udelukkende anvendt de "gamle" eller tidligere artikelnumre, alene af den grund, at kun disse numre var kendte eller gældende på det tidspunkt, hvor spørgsmålene blev stillet. Hvis læserne imidlertid fremover og især efter Amsterdam traktatens ikrafttræden - vil studere det præcise indhold af de artikler, der henvises til i spørgsmålene og svarene, kan det være nødvendigt at slå op i ækvivalenstabellen for at finde det nye artikelnummer. Selve artiklerne findes herefter nemmest i den såkaldte konsoliderede udgave af EU-traktaten.

Til slut et eksempel: I spørgsmål 214 (alm. Del) stillet den 2. juli 1997 (på side 97) spørges der om tilnærmelsen af medlemsstaternes strafferetlige regler i henhold til den nye art. K.1 i Traktaten om Den Europæiske Union. Ifølge ækvivalenstabellen vil art. K.1, som kan findes i Amsterdamtraktaten, fremover hedde art. 29 i den konsoliderede udgave af EU-traktaten.

Kapitel 4

Kapitel 4

-

-

-

-

-

-

-

-

Kapitel 4

Kapitel 4

Kapitel 4

Kapitel 4

Artikel 5

1. Inden 6 måneder efter at Rådet har truffet afgørelse om et forslag om eller initiativ til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IIIa i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning. Hvis Danmark beslutter sig herfor, vil denne afgørelse skabe en folkeretlig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige medlemsstater, der er nævnt i artikel 1 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, samt Irland eller Det Forenede Kongerige, hvis disse medlemsstater deltager i de pågældende samarbejdsområder.

2. Hvis Danmark beslutter ikke at gennemføre en rådsafgørelse som nævnt i stk. 1, overvejer de medlemsstater, der er nævnt i artikel 1 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, hvilke passende foranstaltninger der skal træffes.«

Efter protokollens artikel 7 kan Danmark til enhver tid i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser underrette de øvrige medlemsstater om, at man ikke længere ønsker at benytte sig af alle eller en del af bestemmelserne i protokollen. I så fald vil Danmark fuldt ud gennemføre alle de til den tid gældende relevante foranstaltninger, som er truffet inden for rammerne af Den Europæiske Union.

b) Forholdet til grundlovens § 20.

De nye bestemmelser i EF-Traktatens afsnit IIIa giver som nævnt hjemmel til bl.a. at udstede umiddelbart anvendelige retsakter på områder, som ikke hidtil har været inddraget under det overstatslige samarbejde. Dansk deltagelse i dette samarbejde ville således forudsætte anvendelse af grundlovens § 20.

Det fremgår imidlertid af artikel 2 i den nævnte protokol, at »ingen foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette afsnit, ingen bestemmelser i internationale aftaler indgået af Fællesskabet i henhold til dette afsnit, og ingen afgørelser truffet af Domstolen om fortolkning af sådanne bestemmelser eller foranstaltninger« er bindende for eller finder anvendelse i Danmark. Det samme vil gælde retsakter, der til virkeliggørelse af de mål, der ligger bag afsnit IIIa, eventuelt måtte blive udstedt med hjemmel i artikel 235, herunder i kombination med bestemmelserne i det nævnte af snit.

Danmark overlader således efter bestemmelsen ingen beføjelser til EF på dette område.

I protokollens artikel 4 er det som en undtagelse bestemt, at protokollens artikel 1, 2 og 3 ikke finder anvendelse på foranstaltninger, der udpeger de tredje lande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, eller foranstaltninger vedrørende en ensartet udformning af visa, jf. herved den nye artikel 73 J.

Baggrunden herfor er, at der allerede i den gældende traktats artikel 100 C som Danmark fuldt ud deltager i er hjemmel til at udstede bl.a. umiddelbart anvendelige retsakter om disse spørgsmål. Protokollens artikel 4 sikrer således, at Danmark deltager i samarbejdet i samme omfang som i dag. Den indebærer ikke en yderligere overladelse af beføjelser til EU.

På denne baggrund er det sammenfattende Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelserne i afsnit IIIa om visum og asyl m.v., sammenholdt med protokollen om Danmarks stilling, ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.4. Integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union.

a) Ændringernes indhold.

Ved lov nr. 418 af 10. juni 1997 har Folketinget givet samtykke til, at regeringen kan ratificere aftalen om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen.

Det nærmere indhold af tiltrædelsesaftalen og konventionen er beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger (lovforslag L 221 af 10. april 1997). Som det bl.a. fremgår heraf, er Schengensamarbejdet af almindelig mellemstatslig karakter.

Der er i Amsterdam-Traktaten optaget en særlig protokol om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union. I protokollen tages der som det også udtrykkeligt er anført i protokollens indledning hensyn til Danmarks særlige stilling på det retlige område. Protokollen skal således ses i sammenhæng med den ovenfor omtalte protokol om Danmarks stilling.

De centrale bestemmelser i protokollen, herunder om Danmarks stilling, findes i artikel 2 og 3. Bestemmelserne har følgende ordlyd

»Artikel 2

1. Fra datoen for denne protokols ikrafttræden er Schengen-reglerne, herunder de afgørelser truffet af Eksekutivkomitéen under Schengen-aftalerne, som er vedtaget før denne dato, umiddelbart gældende for de tretten medlemsstater, der er nævnt i artikel 1 [alle EU-lande, bortset fra Storbritannien og Irland] jf. dog stk. 2 i nærværende artikel. Fra samme dato træder Rådet i stedet for ovennævnte eksekutivkomité.

Rådet træffer med enstemmighed blandt de i artikel 1 nævnte medlemmer alle nødvendige foranstaltninger til at gennemføre dette stykke. Rådet fastlægger med enstemmighed i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaterne retsgrundlaget for hver af de bestemmelser eller afgørelser, der udgør Schengen-reglerne.

De Europæiske Fællesskabers Domstol udøver de beføjelser, der er tillagt den ved de relevante bestemmelser i traktaterne, med hensyn til sådanne bestemmelser og afgørelser og i overensstemmelse med det fastlagte retsgrundlag. Domstolen har i intet tilfælde kompetence med hensyn til foranstaltninger eller afgørelser vedrørende opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.

Så længe ovennævnte foranstaltninger ikke er truffet, betragtes de bestemmelser eller afgørelser, som udgør Schengen-reglerne, som retsakter baseret på afsnit VI 3] i traktaten om Den Europæiske Union, jf. dog artikel 5, stk. 2.

2. Stk. 1 gælder for de medlemsstater, som har undertegnet protokoller om tiltrædelse af Schengenaftalerne fra de tidspunkter, som Rådet beslutter med enstemmighed blandt de i artikel 1 nævnte medlemmer, medmindre betingelserne for nogle eller alle af disse staters tiltrædelse af Schengen-reglerne er opfyldt før datoen for Amsterdam-Traktatens ikrafttræden.

Artikel 5

Artikel 5

Artikel 5 A*)

Artikel 5

Kapitel 5

Kapitel 5

Artikel 6

Artikel 6

Artikel 6 A*)

Artikel 6

Artikel 6a er en hjemmelsbestemmelse. Den betyder, at Fællesskabet inden for traktatens rammer og med enstemmighed kan vedtage retsakter til bekæmpelse af forskelsbehandling. Disse retsakter kan både være bindende og ikke-bindende, jf. EF-traktatens artikel 189.

»Foranstaltninger« er et hyppigt brugt udtryk, der er en samlende betegnelse for alle de retsakter, der kan vedtages med hjemmel i en given artikel. At foranstaltningerne skal være »hensigtsmæssige« må ses som et krav om, at de skal være passende i forhold til hensigten med bestemmelsen.

At vedtagelsen skal ske inden for traktatens rammer betyder, at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til de områder, hvor traktaten allerede tillægger Fællesskabet kompetence. Med andre ord skal retsakter hjemlet i artikel 6a tage udgangspunkt i allerede kendte samarbejdsområder. Der kan således ikke med hjemmel i artikel 6a vedtages regulering af forskelsbehandling generelt, som også gælder uden for TEF's anvendelsesområde.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 472 til kirkeministeren af Pia Kjærsgaard (DF)

Spørgsmål (20/5-98)

Hvilken indflydelse får et ja til Amsterdamtraktaten fra dansk side på den status, den danske folkekirke har, og vil ministeren foranledige en omgående uvildig juridisk undersøgelse iværksat, således at det kan klarlægges om andre trossamfund i Danmark med Amsterdamtraktaten i hånden kan erklære sig diskrimineret, når der eksempelvis opkræves dansk kirkeskat, når staten ansætter præster på tjenestemandsvilkår, og når teologistuderende kan få SU?

Svar (26/5-98)

Amsterdamtraktatens artikel 6 A er sålydende

»Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser og indenfor rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fællesskabet, kan Rådet med enstemmighed på forslag af kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

Denne bestemmelse er hverken en forbuds- eller påbudsbestemmelse i forhold til, hvorledes man i de enkelte lande kan eller skal organisere kirkers og religiøse sammenslutningers forhold. Artikel 6A giver ikke de enkelte lande pligt til at udforme regler om kirkers og religiøse organisationers forhold på en bestemt måde. Den giver kun mulighed for, at Rådet kan træffe foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grundlag af bl.a. religion og tro, indenfor rammerne af traktaten i øvrigt. Der er derimod ikke tale om en bestemmelse, der i sig selv pålægger medlemslandene visse pligter med henblik på at bekæmpe en sådan forskelsbehandling. Det vil være op til Rådet selv at skønne, om der skal træffes foranstaltninger, jf. formuleringen »kan Rådet«, og en sådan beslutning skal - i givet fald - vedtages med enstemmighed.

Et ja til Amsterdamtraktaten får derfor ingen indflydelse på den status som den danske folkekirke har. Spørgsmål som f.eks. hvordan præster i folkekirken ansættes og opkrævning af kirkeskat m.v. er nationale anliggender og falder uden for traktatens anvendelsesområde.

Den grundlovssikrede særstilling for den danske folkekirke, som fremgår af grundlovens § 4, hvorefter den evangelisklutherske kirke er den danske folkekirke og som sådan understøttes af staten, vil derfor ikke blive berørt af Amsterdamtraktaten og det er min opfattelse, at Traktaten heller ikke kan indebære, at Danmark forpligtes til at træffe foranstaltninger, der har til formål at ligestille andre trossamfund med folkekirken.

Dette har regeringslederne givet udtryk for med vedtagelse af en erklæring i tilknytning til traktaten om kirkers og konfessionsløse organisationers status. Af denne erklæring fremgår det, at »Den Europæiske Union respekterer og anfægter ikke den status i henhold til national lovgivning, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne. Den Europæiske Union respekterer ligeledes filosofiske og konfessionsløse organisationers status.«

I de andre EU-lande har man valgt mange andre måder at organisere kirkernes forhold på og det er min opfattelse, at såvel regeringerne som kirkerne i Europa, i lighed med hvad vi i Danmark ønsker, lægger vægt på, at det er noget man selv skal bestemme i de enkelte lande. På denne baggrund finder jeg ikke, at der er grund til at iværksætte en yderligere analyse af folkekirkens status efter en vedtagelse af Amsterdamtraktaten.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 2. samling side 1687)

Udvidelsen10

Spørgsmål nr. S 2995 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (11/8-97)

Kan ministeren oplyse, hvordan et dansk nej til Amsterdamtraktaten kan forsinke optagelsen af ny medlemslande i EU?

Svar (21/8-97)

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål S 2941 af 4. august 1997, er det aftalt, at udvidelsesforhandlingerne med ansøgerlandene i Central- og Østeuropa samt Cypern skal indledes seks måneder efter regeringskonferencens afslutning. Udvidelsesforhandlingerne vil således starte i begyndelsen af 1998.

Det er en forudsætning for gennemførelsen af udvidelsesforhandlingerne i overensstemmelse med tidsplanen, at Amsterdamtraktaten kan ratificeres af samtlige medlemslande.

Sammenkædningen af resultatet af regeringskonferencen og indledningen af udvidelsesforhandlingerne fremgår blandt andet af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Firenze den 21.-22. juni 1996

»Det Europæiske Råd henviste til sine konklusioner fra Madrid og understregede behovet for, at Kommissionens udtalelser og rapporter om udvidelser, som ønsket i Madrid, foreligger snarest muligt efter afslutningen af regeringskonferencen, således at den indledende forhandlingsfase med landene i Central- og Østeuropa, kan falde sammen med indledningen af forhandlingerne med Cypern og Malta et halvt år efter regeringskonferencens afslutning og under hensyn til resultaterne heraf.«

Det er således gjort til en klar politisk forudsætning for iværksættelse af optagelsesforhandlinger, at der mellem de nuværende EU-lande opnås enighed om en revideret traktat. Det skete på Det Europæiske Råds møde i Amsterdam den 16.-17. juni 1997, hvor Det Europæiske Råd konkluderede følgende

»Det Europæiske Råd noterer sig, at der med den vellykkede afslutning af regeringskonferencen nu er banet vej for at indlede udvidelsesprocessen i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Madrid.

...

På [mødet i Luxembourg i december 1997] vil Det Europæiske Råd - med henblik på at muliggøre den konkrete indledning af forhandlinger snarest muligt efter december 1997 - træffe de nødvendige afgørelser om udvidelsesprocessen generelt og herunder tage stilling til de praktiske arrangementer for den indledende forhandlingsfase og styrkelsen af Unionens førtiltrædelsesstrategi samt andre mulige midler til at forstærke samarbejdet mellem EU og alle ansøgerlande.«

Optagelsesforhandlinger forventes indledt i begyndelsen af 1998 i overensstemmelse med konklusionerne fra Amsterdam.11

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8682)

Forenkling m.v.

Spørgsmål nr. 7 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

I bemærkningerne til lovforslaget er det blandt andet anført, at det velkendte søjle 1-, søjle 2- og søjle 3-samarbejde fortsættes som henholdsvis EF-samarbejdet, FUSP- samarbejdet og RIA-samarbejdet (eller rest søjle 3). Denne opdeling følger Maastrichttraktaten, som ændres ved Amsterdamtraktaten.

I den konsoliderede eller forenklede EU-traktat, der er vedlagt Amsterdam-traktaten, står Unionstraktaten først som en selvstændig traktat med FUSP-samarbejdet og politisamarbejdet. Derefter kommer en anden selvstændig traktat, nemlig EF-traktaten. Indebærer dette efter ministerens vurdering, at den traditionelle søjleopbygning er forsvundet med Amsterdamtraktaten, idet det må antages, at de to konsoliderede traktater bliver de faktisk anvendte traktater, såfremt traktaten ratificeres i Danmark?

Er det efter ministerens vurdering endvidere rimeligt at kalde EF-samarbejdet for søjle 1, når det er placeret sidst i en ny selvstændig traktat.

Svar 14/4-98)

Søjlekonstruktionen i det europæiske samarbejde er en pædagogisk illustration af opbygningen af EU-samarbejdet, der baserer sig på den rækkefølge, hvorefter de forskellige samarbejdsområder er tilkommet. Man taler på den baggrund om, at EU-samarbejdet har tre søjler samt en overligger og en underligger.

Rækkefølgen er afspejlet i opbygningen af traktaten om Den Europæiske Union (TEU) fra 1993.

Overliggeren, der vedrører de fælles indledende bestemmelser for det europæiske samarbejde, er indeholdt i afsnit I (artikel A-F) i traktaten om Den Europæiske Union.

Ændringerne vedrørende det overstatslige søjle 1-samarbejde, der har sin oprindelse i Kul- og Stålfællesskabet fra 1952, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab fra 1958 og Det Europæiske Atomenergifællesskab også fra 1958, er indeholdt i traktatens afsnit II, III og IV (artikel G, H og I).

Søjle 2-samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er indeholdt i traktatens

afsnit V (artikel J).

Søjle 3-samarbejdet om retlige og indre anliggender er indeholdt i traktatens afsnit VI (artikel K).

Endelig er de fælles afsluttende bestemmelser (underliggeren) indeholdt i afsnit VII (artikel L-S).

Amsterdamtraktaten ændrer ikke ved rækkefølgen af afsnittene i traktaten om Den Europæiske Union og følgelig heller ikke ved søjlekonstruktionen. Dette fremgår af ækvivalenstabellen, der er optrykt som bilag til traktaten (s. 69 i lovforslaget om Danmarks ratifikation af Amsterdamtraktaten). Tilsvarende gælder for den konsoliderede version af traktaterne.

Afslutningsvis skal bemærkes, at de konsoliderede traktater ikke er en formel del af traktaten, jf. bemærkningerne til lovforslaget s. 239.

(L 1 bilag 7 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 243 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad er »kodifikation af lovtekster« i udformningen af erklæring om kvaliteten af EF-lovgivningens affattelse andet afsnit?

Svar (5/9-97)

Kodifikation af lovtekster er udtryk for en sammenskrivning af et oprindeligt regelsæt og senere vedtagne ændringer hertil. I Danmark »kodificeres« ændrede love løbende ved hjælp af lovbekendtgørelser. Formålet hermed er at gøre det lettere at anvende de pågældende bestemmelser i praksis.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Danmarks forbehold generelt12

Spørgsmål nr. S 1948 til statsministeren af Kirsten Jacobsen (FP)

Spørgsmål (9/4-97)

Hvordan vil statsministeren sikre, at Danmark ikke forpligtes, såfremt der under de igangværende regeringsforhandlinger indskrives tekst i EU's traktater vedrørende forholdet mellem EU og Vestunionen?

Svar (18/4-97)

Forhandlingerne i regeringskonferencen er i fuld gang. Det er endnu for tidligt at sige, hvad det endelige forhandlingsresultat vil blive.

Regeringens forhandlingsposition fremgår af forhandlingsgrundlaget af 11. december 1995, som der blev konstateret bred politisk opbakning til i Folketinget den 12. december 1995.

Det fremgår heraf, at regeringen forhandler i respekt af den særstilling, der blev fastlagt i Edinburgh i 1992, bl.a. vedr. den Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Regeringen har ved flere lejligheder tilkendegivet, at denne særstilling står fast både før, under og efter regeringskonferencen. Det gælder selvsagt også med hensyn til den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 6307)

Spørgsmål nr. S 1947 til statsministeren af Kirsten Jacobsen (FP)

Spørgsmål (9/4-97)

Vil statsministeren sikre, at Danmark følger i Storbritanniens fodspor og nedlægger veto mod planer om at sammenskrive Vestunionens og EU's traktater?

Svar (18/4-97)

Jeg henviser til mit svar på spørgsmål nr. S 1948.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 6307)

Spørgsmål nr. 137 på alm. del

Spørgsmål (28/5-97)

Ministeren bedes - som lovet på Europaudvalgsmødet den 22. maj 1997 - sende et notat om betydningen i dag af ændringsforslaget til § 2 vedtaget i forbindelse med tillægsbetænkningen afgivet af Markedsudvalget den 8. maj 1992 til lovforslag L 240, herunder Danmarks muligheder for at blokere en overflytning af emner fra søjle 3 til søjle 1.

Svar (9/6-97)

Ændringsforslaget til tiltrædelsesloven blev vedtaget i 1992, jfr. lovforslag nr. L 240, som blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 12. maj 1992. Ændringsforslaget blev vedtaget igen i 1993, jfr. lov nr. 281 af 28. april 1993.

Ændringsforslaget betyder, at der er to områder hvor der ikke overlades beføjelser i medfør af grundlovens § 20. Det drejer sig for det første om ØMU'ens 3. fase. Det drejer sig for det andet om eventuel overførsel af samarbejdsområder fra det mellemstatslige samarbejde i Unionstraktatens søjle 3 til EF-samarbejdet i søjle 1.

Overførsel af samarbejdsområder fra søjle 3 til søjle 1 kan besluttes i medfør af Unionstraktatens artikel K.9, jfr. artikel K.1 nr. 1-6. Det kan også besluttes på en regeringskonference i medfør af Unionstraktatens artikel N stk. 1. I begge tilfælde indebærer beslutningsproceduren enstemmighed blandt medlemslandene og efterfølgende ratifikation i de nationale parlamenter.

(Alm. del bilag 1171 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 2989 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (11/8-97)

Har den danske regering sikret sig, at de fire danske undtagelser, som er indeholdt i Maastrichttraktaten og præciseret i Edinburghafgørelsen, også vil være gældende efter en eventuel ikrafttrædelse af den ny unionstraktat?

Svar (21/8-97)

Varigheden af de danske særregler i Edinburghafgørelsen er fastlagt i dennes afsnit E, der henviser til Unionstraktatens art. Q og art. N, stk. 2.

På de områder, hvor Unionstraktaten ikke ændres ved Amsterdamtraktaten, er de danske særregler indeholdt i Edinburghafgørelsen. Dette er tilfældet med hensyn til Edinburghafgørelsens afsnit B om ØMU.

På de områder, hvor Unionstraktaten ændres ved Amsterdamtraktaten, er særreglerne fra Edinburghafgørelsen skrevet ind i Protokol nr. 5 om Danmarks stilling. Dette er tilfældet med hensyn til indholdet af afsnit C om forsvarspolitik, som nu er afspejlet i art. 6 i Protokol nr. 5 til Amsterdamtraktaten om Danmarks stilling, og indholdet af afsnit D om retlige og indre anliggender som nu er afspejlet i art. 1-5 i denne protokol, samt i erklæring (nr. 2) fra Danmark ad art. K.14, som regeringskonferencen har noteret sig. Protokol nr. 5 til Amsterdamtraktaten indeholder i præamblen en udtrykkelig henvisning til Edinburghafgørelsen. Hertil kommer, at indholdet af Edinburgh-afgørelsens afsnit A om borgerskab nu er afspejlet i Amsterdamtraktatens art. 2, pkt. 9).

Hermed er den danske særstilling fortsat sikret med den nye traktat.13

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8679)

Ratifikation14

Spørgsmål nr. S 771 til statsministeren af Kristian Thulesen Dahl (DF)

Spørgsmål (6/12-96)

Vil statsministeren på baggrund af, at det irske formandskab har fremlagt et traktatudkast, der betyder øget afgivelse af suverænitet, garantere en dansk folkeafstemning om resultatet af EU's regeringskonference, og hvornår vil den i givet fald komme?15

Mundtligt svar (11/12-96)

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Det irske formandskab har fremlagt et forslag til ny traktattekst for Den Europæiske Union, som på mange områder er ret vidtgående.

Derfor er det selvfølgelig interessant at vide, at hvis det traktatudkast på nogen måde bliver en realitet, om statsministeren så kan garantere den danske befolkning, at den danske befolkning bliver spurgt ved en folkeafstemning, om man vil acceptere det traktatudkast eller noget lignende, eller man ikke vil.

Jeg har hørt, at statsministeren de seneste dage har ytret sig omkring spørgsmålet, men ikke i særlig præcise vendinger - ikke noget med, at statsministeren ville garantere en folkeafstemning. Det, jeg håber vi kan få et klart svar på fra statsministerens side, er naturligvis at få en garanti for, at befolkningen kan regne med, at der kommer en sådan folkeafstemning, hvis det irske forslag på nogen måde bliver bragt i anvendelse.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen)

Regeringen har ikke på nuværende tidspunkt taget endelig stilling til spørgsmålet om afholdelse af en folkeafstemning om resultatet af regeringskonferencen. Regeringen har gentagne gange sagt, at det vil vi tage stilling til, når det endelige forhandlingsresultat foreligger. Og sådan er det fortsat.

Hvis der bliver noget at stemme om, og det kan vi nu engang kun vurdere, når det endelige resultat foreligger, så kan jeg bekræfte, at så bliver der en folkeafstemning.

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Statsministeren siger: Hvis der er noget at stemme om, så skal danskerne til en folkeafstemning. Så spørger jeg helt konkret: Hvis det irske forslag til en ny traktat eksempelvis blev vedtaget, vil statsministeren så mene, at der foreligger en situation, hvorunder der vil skulle holdes en dansk folkeafstemning?

Altså med andre ord: Kan statsministeren, hvis det var udgangspunktet, garantere, at der så bliver en dansk folkeafstemning?

Keld Albrechtsen (EL)

Jeg vil gerne spørge statsministeren på baggrund af, at regeringen eller i hvert fald statsministeren tidligere har rejst tvivl om viljen til at spørge befolkningen ved en folkeafstemning: Kan vi nu i næste uge med regeringens medvirken få vedtaget en dagsorden, hvor vi får fastslået, at grundlaget fra nu af og fremefter er, at vi går ud fra som 100 pct. sikkert, at resultatet er således, at der skal være en folkeafstemning? Vil regeringen være med til sammen med os andre at vedtage en dagsorden i Folketinget? Det får vi jo mulighed for, når vi skal have forespørgselsdebatten i næste uge. Jeg tror, det vil være klogt ud fra en demokratisk synsvinkel, at regeringen er med til at fjerne den tvivl, som statsministeren jo har sået om hele det demokratiske grundlag for det, der foregår.

Frank Dahlgaard (KF)

[ingen mikrofon]

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen)

Til hr. Kristian Thulesen Dahl kan jeg sige, som jeg i går gav udtryk for, at hvis det irske forslag, som vi nu kender det - og det er lagt frem vel at mærke som et forhandlingsgrundlag, det skal vi hele tiden huske, og der kan ske mange, mange ændringer undervejs, og der vil formentlig ske mange ændringer undervejs, sådan som vi har oplevet det før, og sådan vil det også ske igen - i det store hele vil være slutresultatet, så har jeg tilkendegivet i går, at så trækker vi klart i retning af en dansk folkeafstemning, og det vil jeg gerne gentage i dag.

Når jeg har sagt det på den måde, er det selvsagt også, fordi alle erfaringer jo viser os, at den tekst, et formandskab spiller ud med, jo meget sjældent er hundrede procent identisk med den tekst, der bliver slutresultatet; og dermed har jeg også svaret på hr. Keld Albrechtsens spørgsmål til mig.

Jeg tror, det er klogest, at vi tager tingene i den rigtige rækkefølge: at vi er klar, når det gælder vores forventninger. Og den forventning, jeg har understreget, har været den, jeg just har givet udtryk for, at alt trækker i den retning. Men jeg tror også, det er klogest at vente med at tage endelig stilling, til vi kender det færdige forhandlingsresultat. Man skal jo have noget at tage stilling til.

Og til hr. Frank Dahlgaard vil jeg sige - og dermed har jeg også svaret på spørgsmålet om, hvordan vi forholder os i den situation - at det må afhænge af situationen til den tid. Jeg tror også, det her må bero på, at vi tager tingene i den rigtige rækkefølge.

Og så vil jeg blot for min part slutte med at sige, at det måske også er klogt, at vi fortsætter nogle af de her tekniske overvejelser i Europaudvalget. Jeg ved, at vi allerede i morgen - som bekendt - har den sædvanlige gennemgang af oplægget til Dublinmødet her om få dage.

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Statsministeren må forstå, at når det her spørgsmål optager ganske mange både her i huset og uden for huset, så er det naturligvis, fordi mange er utrygge ved, at statsministerens og flertallet i Folketingets holdning til spørgsmålet om folkeafstemning skal afgøres af, om der ser ud til i befolkningen at være et flertal for eller imod den endelige traktat efter regeringskonferencen.

Det er også derfor, at statsministeren kunne skabe klarhed og tryghed i modsætning til den utryghed, der består, ved i dag klart at sige ja eller nej til spørgsmålet om, hvorvidt der vil komme en folkeafstemning, hvis det irske formandskabs forslag bliver det endelige resultat i stort set den form, hvori det foreligger - selvfølgelig med de ændringer, der nødvendigvis må komme i de forhandlinger, der også skal være. Det svar synes jeg statsministeren burde kunne give meget mere klart, end det kommer til udtryk, for at skabe den tryghed og den klarhed, som jeg synes vi har krav på.

Keld Albrechtsen (EL)

Når statsministeren ikke er i stand til at give løfte om, at vi må vente på retssagen, og når statsministeren ikke er i stand til at give tilsagn om at gå med i en dagsorden på tirsdag, så rejser statsministeren nu igen den tvivl, som han tidligere har skabt om det demokratiske grundlag for det, der foregår.

Det synes jeg er meget betænkeligt, og derfor vil jeg godt spørge statsministeren: Hvis vi nu - og sådan har jeg forstået det - er enige om, at hvis det bliver det irske udspil, eller, hvad der jo er sandsynligt, noget, der er endnu værre, hvorfor kan vi så ikke skrive det i en dagsorden på tirsdag, at der så skal være en folkeafstemning? Det forstår jeg ikke, for så ville statsministeren jo kunne fjerne den tvivl, han selv har skabt om sit demokratiske sindelag i denne her sag.

Jeg vil godt sige til statsministeren, at TV-Avisen har oplyst, at Venstre ikke vil stemme for et forslag om folkeafstemning, hvis vi stiller et sådant på tirsdag. Venstre siger mange ting og gør det modsatte; men det skulle da forhåbentlig ikke gælde for statsministeren også.

Frank Dahlgaard (KF)

Jeg fik ikke et svar, som jeg forstod, fra statsministeren på, hvorvidt man vil afvente resultatet af den retssag, der kører - og som formentlig går videre til Højesteret - om, hvorvidt den eksisterende Maastricht-Traktat og dansk tiltrædelse af den er i overensstemmelse med den danske grundlovs § 20. Vil man afvente det, sådan som udenrigsministeren offentligt har tilkendegivet, eller vil man ikke, sådan som statsministeren i hvert fald på et tidligere tidspunkt har tilkendegivet? Hvad er regeringens politik her?

Hermed sluttede spørgsmålet.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 2386)

Spørgsmål nr. S 3243 til statsministeren af Kim Behnke (FP)

Spørgsmål (1/9-97)

Hvad er begrundelsen for, at statsministeren ikke vil oplyse befolkningen om, hvornår der skal være folkeafstemning om Amsterdam-traktaten?

Svar (16/9-97)

Regeringen vil ved begyndelsen af det nye folketingsår fremlægge lovforslag med henblik på afholdelse af en folkeafstemning i Danmark om ratifikation af Amsterdamtraktaten.

Folkeafstemningen ventes afholdt i 1998.

Folketinget vil få oplyst datoen for folkeafstemningen, så snart den er fastlagt.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8885)

Spørgsmål nr. 323 på alm. del

Spørgsmål (24/9-97)

Ministeren bedes give en redegørelse for de øvrige 14 EU-landes procedure og tidshorisont for ratifikation af Amsterdamtraktaten.

Svar (30/9-97)

Der henvises til statsministerens besvarelse af 23. september 1997 af spørgsmål nr. S 3426 stillet af folketingsmedlem Kristian Thulesen Dahl (DF). Kopi af besvarelsen vedlægges.

(Alm. del bilag 1544 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 3426 til statsministeren af Kristian Thulesen Dahl (DF)

Spørgsmål (15/9-97)

Vil statsministeren redegøre for ratifikationsproceduren af Amsterdamtraktaten- i hvert af de øvrige EU-lande - herunder redegøre for, om statsministeren opfordrer de øvrige statsledere til at lade foretage en folkeafstemning om Amsterdamtraktaten i de respektive lande, så befolkningernes opbakning til Amsterdamtraktaten prøves?

Svar (24/9-97)

Regeringen har besluttet, at der skal afholdes en folkeafstemning i Danmark. Regeringen ønsker ikke at blande sig i ratifikationsproceduren i de øvrige medlemslande, herunder i spørgsmålet om eventuel afholdelse af en folkeafstemning.

På baggrund af indberetninger fra de danske ambassader i de øvrige EU-lande har regeringen følgende foreløbige oplysninger om ratifikationsproceduren i de øvrige lande.

Belgien: Belgiens ratifikation skal forelægges for - og modtage tilslutning fra - i alt syv parlamenter, henholdsvis Det Føderale Parlament (over- og underhuset) samt de regionale og de sproglige fællesskabers parlamenter. Den formelle anmodning om parlamenternes tilslutning vil blive fremsat i oktober. Der er ikke mulighed for folkeafstemning. Ratifikationsproceduren forventes afsluttet i foråret 1998.

Finland: Udenrigsministeriet vil udarbejde en samlet redegørelse december 1997, og et lovforslag vil kunne fremlægges ultimo januar 1998. Ratifikationsproceduren forventes færdig i foråret 1998 (april). Der afholdes ingen folkeafstemning.

Frankrig: Ud over en lov om ratifikation af Amsterdamtraktaten kræver en fransk tilslutning til traktaten muligvis en ændring af forfatningen. Afklaring heraf afventer en udtalelse fra Forfatningsrådet. Både for loven og en evt. ændring af forfatningen er der mulighed for folkeafstemninger. Hvis der ikke afholdes folkeafstemning, vil ratifikationsproceduren kunne være afsluttet i april eller maj 1998. Proceduren vil kunne trække ud i tilfælde af en folkeafstemning.

Grækenland: Ratifikation kan ske med simpelt flertal i parlamentet. Der afholdes ingen folkeafstemning. Proceduren forventes afsluttet sidst i 1997 eller i begyndelsen af 1998.

Holland: Ratifikationsproceduren kræver tilslutning fra det rådgivende »statsråd« og parlamentets to kamre. Der afholdes ikke folkeafstemning. Processen må forventes afsluttet i efteråret 1998.

Irland: Ratifikationen forsinkes af det fremrykkede præsidentvalg. Parlamentsbehandlingen ventes afsluttet i indeværende år, og der vil derefter blive afholdt folkeafstemning i foråret 1998. Ratifikationsproceduren ventes afsluttet i foråret 1998.

Italien: Ratifikationen skal behandles som et almindeligt lovforslag. Forslaget fremsættes umiddelbart efter underskrivelsen. Ratifikationsproceduren kan formentlig først forventes afsluttet et godt stykke ind i 1998. Der afholdes ingen folkeafstemning.

Luxembourg: Ratifikationsforslaget ventes fremlagt i november og realitetsbehandlet primo 1998 i henhold til normal procedure med to læsninger, udvalgsbetænkning samt høring af statsråd. Der afholdes ikke folkeafstemning. Ratifikationsproceduren påregnes afsluttet inden sommerferien 1998.

Portugal: Ratifikationsproceduren indebærer, at regeringen fremsætter forslag til parlamentsresolution om, at præsidenten kan ratificere. Resolutionen skal vedtages med simpelt flertal. Ratifikationsprocessen forventes afsluttet omkring sommeren 1998. Det overvejes at afholde en folkeafstemning om et bredt EU-tema. En sådan afstemning har dog ingen forbindelse med den formelle ratifikationsprocedure.

Spanien: Ratifikationen skal behandles i parlamentets to kamre. Der kan ikke gives sikre oplysninger om tidsforløbet, men proceduren må forventes færdiggjort enten i foråret eller efteråret 1998. Der afholdes ingen folkeafstemning.

Sverige: Der forventes forelagt et lovforslag for Riksdagen i midten af december. Lovforslaget behandles i foråret 1998. Der afholdes ingen folkeafstemning. Ratifikationsprocessen ventes afsluttet i foråret 1998 (april/maj).

Tyskland: Lovforslaget om ratifikationen vil blive forelagt Forbundsdag og Forbundsråd. Der stiles mod en hurtig vedtagelse af lovforslaget, dvs. vedtagelse marts 1998. Der afholdes ingen folkeafstemning.

Storbritannien: Den for ratifikationen nødvendige nationale lovgivning vil blive forelagt og behandlet efter de sædvanlige lovprocedurer. Først derefter vil ratifikationen, som sker uden parlamentets involvering og uden folkeafstemning, finde sted. Processen forventes afsluttet inden sommeren 1998.

Østrig: Der vil blive forelagt et lovforslag om ratifikation for parlamentet i februar/marts 1998. Forslaget undergives hastebehandling. Forslaget skal vedtages med 2/3-flertal. Der lægges vægt på, at den østrigske ratifikation er på plads, inden Østrig overtager formandskabet, dvs. inden 1. juli 1998. Der forventes ikke afholdt folkeafstemning.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8930)

Spørgsmål nr. 57 på alm. del

Spørgsmål (9/1-98)

Vil ministeren sørge for, at Europaudvalget snarest muligt får fremsendt det franske forfatningsråds afgørelse om forholdet mellem forfatningen og Amsterdamtraktaten i hele dens ordlyd i en dansk oversættelse.

Svar (19/1-98)

For besvarelse af spørgsmålet henvises til vedlagte notat.

Det franske Forfatningsråds udtalelse om Amsterdamtraktaten.

I. Det franske Forfatningsråd har onsdag den 31. december 1997 fastslået, at en fransk ratifikation af Amsterdamtraktaten forudsætter en forfatningsændring.

Forfatningsrådets udtalelse er tilgået Folketingets Europaudvalg i den franske originalversion den 9. januar 1998 (alm. del bilag 417). Udtalelsen foreligger kun på fransk. Rådets Generalsekretariat har på forespørgsel oplyst, at man ikke påtænker at oversætte udtalelsen til andre fællesskabssprog, idet noget sådant ville forudsætte en henvendelse fra fransk side.

2. Forfatningsrådets udtalelse indeholder en redegørelse for Amsterdamtraktaten i forhold til den franske forfatning. Redegørelsen munder ud i en beslutning, hvori det fastslås, at fransk ratifikation af Amsterdamtraktaten forudsætter en forfatningsændring.

Forfatningsrådets indsigelser vedrører alene kapitlet om personers frie bevægelighed. Mere eksplicit er Forfatningsrådets beslutning begrundet i muligheden for på sigt at anvende kvalificeret flertal og fælles beslutningstagen på områderne grænsekontrol, asyl-, flygtninge - og indvandrerspørgsmål (Amsterdamtraktatens art. 73 O, jf. art. 73 J og 73 K).

3. Forfatningsrådets beslutning var ventet. Allerede under regeringskonferencen tilkendegav man fra fransk side, at man forudså at få forfatningsmæssige problemer med de nye bestemmelser om fri bevægelighed.

Det skal bemærkes, at forfatningsændringer ikke er ualmindelige i Frankrig. Forfatningen kan ændres på to måder. For det første vil parlamentet i særlig samling kunne forestå vedtagelsen af forfatningsændringen. Den anden mulighed er at lægge spørgsmålet ud til folkeafstemning. Det er præsidenten, der vælger fremgangsmåden. I 1992 gennemførtes en forfatningsændring forud for Frankrigs tilslutning til Maastrichttraktaten. Man anvendte i denne forbindelse parlamentsproceduren. Temaet for den efterfølgende folkeafstemning i september 1992 var spørgsmålet om godkendelse af selve lovforslaget om ratifikation af Traktaten om Den Europæiske Union.

De foreløbige tilkendegivelser fra franske regeringskredse er, at Forfatningsrådets afgørelse var ventet, og at man nu vil studere den konkrete tekst nærmere, før man træffer en afgørelse vedr. spørgsmålet om valg af form for vedtagelsen af en forfatningsændring.

(Alm. del bilag 461 fra 1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. S 2941 til statsministeren af Jan Køpke Christensen (FP)

Spørgsmål (4/8-97)

Hvad agter regeringen at foretage sig i tilfælde af, at det bliver et dansk nej til Amsterdamtraktaten?

Svar (14/8-97)

Proceduren for, at Amsterdamtraktaten kan træde i kraft, fremgår af artikel 14 i traktatens almindelige og afsluttende bestemmelser (dok. CONF. 4004/97 (da), side 145, der har følgende ordlyd

»1. Denne traktat skal ratificeres af De Høje Kontraherende Parter i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser. Ratifikationsdokumenterne deponeres hos Den Italienske Republiks regering.

2. Denne traktat træder i kraft den første dag i den anden måned, der følger efter den sidste signatarstats deponering af ratifikationsdokumentet.«

Som det fremgår af disse bestemmelser, har målet for regeringskonferenceforhandlingerne været at nå frem til et forhandlingsresultat, som alle deltagende regeringer kan anbefale under den nationale ratifikationsproces. Regeringen har tilkendegivet, at der vil blive afholdt en bindende folkeafstemning, før Amsterdamtraktaten kan ratificeres af Danmark.

Amsterdamtraktaten er resultatet af 15 måneders forhandlinger i regeringskonferencen. Forud var gennemført omfangsrige forberedelser, herunder arbejdet i den såkaldte Refleksionsgruppe. Regeringen har deltaget aktivt i hele dette forløb med henblik på at sikre danske interesser. Dette er sket i tæt samspil med Folketingets partier.

Regeringen arbejder for et dansk ja til Amsterdamtraktaten ved den kommende folkeafstemning. Den nye traktat imødekommer i meget vid udstrækning danske europapolitiske prioriteter, som disse er udtrykt i bl.a. det forhandlingsgrundlag, som blev godkendt af et meget bredt flertal i Folketinget den 12. december. Amsterdamtraktaten er efter regeringens opfattelse et godt samlet resultat for Danmark. Regeringen finder det i klar dansk interesse at ratificere traktaten.

I tilfælde af et dansk nej til Amsterdamtraktaten ved en kommende dansk folkeafstemning vil der opstå en - for Danmark og Europa - meget usikker og vanskelig situation.

Det er aftalt, at udvidelsesforhandlingerne med ansøgerlandene i Central- og Østeuropa samt Cypern skal indledes seks måneder efter regeringskonferencens afslutning. Udvidelsesforhandlingerne vil således starte i begyndelsen af 1998. Det er en forudsætning for gennemførelsen af udvidelsesforhandlingerne i overensstemmelse med tidsplanen, at Amsterdamtraktaten kan ratificeres af samtlige medlemslande.

Samtidig med udvidelsen vil EU i de kommende år skulle forhandle en finansieringsreform, herunder reform af landbrugs- og strukturpolitikkerne.

Danmark har meget store politiske og økonomiske interesser at varetage i disse forhandlinger. I tilfælde af et nej vil Danmarks rolle og muligheder for at varetage vores interesser i alle disse spørgsmål blive afgørende forringet. Folketinget og regeringen måtte i givet fald drøfte konsekvenserne heraf i fællesskab.

Regeringen sikrede i Amsterdam de fire danske forbehold. Det er ikke i Danmarks interesse at udvide omfanget af sin særstilling i forhold til Amsterdamtraktaten.

En egentlig genforhandling af Amsterdamtraktaten vil kræve indkaldelse af en regeringskonference. I Traktaten om Den Europæiske Union art. N, stk. 1 bestemmes, at »Enhver medlemsstats regering eller Kommissionen kan forelægge Rådet forslag til ændring af Traktater, som Unionen bygger på.

Hvis Rådet efter høring af Europa-Parlamentet og i givet fald af Kommissionen udtaler sig til fordel for afholdelse af en konference mellem repræsentanterne for Medlemsstaternes regeringer, indkaldes denne af Rådets formand for i fællesskab at fastlægge de ændringer, der skal foretages i nævnte Traktater. Hvis det drejer sig om institutionelle ændringer på det monetære område, skal Rådet for Den Europæiske Centralbank også høres.

Ændringerne træder i kraft efter at være blevet ratificeret af alle Medlemsstaterne i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.«

Regeringen anser det ikke for realistisk, at Danmark i tilfælde af et nej ved en kommende dansk folkeafstemning vil kunne opnå et flertal - dvs. mindst 7 af de øvrige medlemslandes støtte - til afholdelse af en ny regeringskonference med henblik på genforhandling af Amsterdamtraktaten.

Regeringen finder, at debatten frem til folkeafstemningen bør koncentreres om Amsterdamtraktatens indhold og betydning for udvidelsen. Efter regeringens opfattelse udgør Amsterdamtraktaten samlet set det for Danmark bedst opnåelige forhandlingsresultat i regeringskonferencen. Regeringen agter at deltage aktivt og konstruktivt i debatten på dette grundlag.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8717)

AFSNIT II

EF-samarbejdet

(søjle 1)

Subsidiaritet (nærhedsprincippet)16

Spørgsmål nr. 3 på L 2

Spørgsmål (11/12-97)

På hvilke områder forbedres nærhedsprincippet med Amsterdamtraktaten?

Svar (10/2-98)

Amsterdamtraktaten indeholder en præcisering i selve traktatteksten af, hvorledes nærhedsprincippet skal finde anvendelse.

Amsterdamtraktaten ændrer ikke på det grundlæggende nærhedsprincip, som fastlagt i art. B i EU-traktaten og art. 3 B i EF-traktaten. Amsterdamtraktaten indeholder imidlertid i tilknytning til disse bestemmelser som noget nyt en Protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Denne protokol svarer i generelle træk til indholdet af de politiske retningslinier vedrørende nærhedsprincippet, der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Edinburgh i december 1992. Amsterdamtraktaten markerer således en traktatfæstelse af disse retningslinier i form af en juridisk bindende protokoltekst.

(L 2 bilag 5 fra 1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. 240 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

I udformningen af protokol om anvendelse af nærhedsprincippet stk. 5 anføres at »begge aspekter« skal være overholdt. Herefter anføres ét aspekt, og en angivelig følge heraf. Hvad er det andet aspekt og hvorfor har man ikke valgt at bibeholde hele den tekst, der ligger til grund for protokollen?

Svar (5/9-97)

Der er i nærhedsprotokollens artikel 5 ikke fjernet nogen aspekter i forhold til Edinburgh konklusionerne af 12. december 1992 vedrørende nærhed.

Det første aspekt er, at målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne inden for rammerne af deres nationale forfatningsmæssige system. Det andet aspekt er, at de derfor bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 305 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Udenrigsministeren anmodes om nærmere at redegøre for, hvilke principper der er tale om for »forholdet mellem national lovgivning og fællesskabslovgivning«, som udgør en del af grundlaget for anvendelse af bl.a. subsidiaritetsprincippet på baggrund af udformningen af artikel 2 i protokollen om »anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

Svar (5/9-97)

Selve nærhedsprincippet bygger på princippet om, at Fællesskabet kun handler, hvis og i det omfang formålet bedre kan nås af Fællesskabet end af medlemsstaterne, jf. EF-traktatens art. 3 B, stk. 2.

Principperne om forholdet mellem national lovgivning og fællesskabslovgivning er udviklet af EF-Domstolen. Af relevante afgørelser fra EF-Domstolen kan der blandt andet henvises til sagen Costa mod ENEL (Sag 6/64).

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Unionsborgerskab

Spørgsmål nr. 304 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Udenrigsministeren anmodes om at udarbejde en oversigt over, hvilke rettigheder en statsborger i et EU land får som følge af unionsborgerskabet.

Svar (5/9-97)

Der indføres ikke nye egentlige unionsborgerrettigheder som følge af Amsterdamtraktaten. Dog tilføjes til artikel 8 D i TEF, at enhver unionsborger kan skrive til institutionerne på et af de 12 officielle sprog og få svar på samme sprog.

De egentlige traktatbundne rettigheder tilknyttet unionsborgerskabet er opført i Maastricht-traktatens artikel 8 - 8 D. Det drejer sig om

- retten til på visse betingelser at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område,

- valgret og valgbarhed ved kommunale valg og europaparlamentsvalg i en medlemsstat, hvor pågældende har bopæl, men ikke statsborgerskab,

- retten til diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse i tredjelande, hvor pågældendes hjemland ikke er repræsenteret,

- retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet samt

- retten til at henvende sig til EU's ombudsmand.

Herudover er der selvsagt mulighed for i den sekundære lovgivning at give unionsborgere andre rettigheder.

Listen over egentlige traktatgivne unionsborgerrettigheder kan kun ændres ved enstemmig rådsbeslutning eller gennem en traktatændringsprocedure.

Det bemærkes, at det med Amsterdamtraktaten traktatfæstes, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Fri bevægelighed (asylpolitik m.v.)

Generelt

Spørgsmål nr. 225 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Er udtrykket »et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed« defineret eller præciseret noget sted, eller fremgår det alene implicit af udformningen af artikel A i TEU?17

Svar (5/9-97)

Det må formodes, at spørgsmålet henviser til artikel A i TEF. Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er blevet brugt af det hollandske formandskab som en samlebetegnelse for en række nye regler i Amsterdamtraktaten. Det er samtidig en målsætning for Unionen, jfr. artikel B i TEU, hvorefter Unionen skal bevares og udbygges som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette område defineres som et område, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, indvandring, asyl og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.

Dette område virkeliggøres i.h.t. artikel A i TEF, artikel K.1. i TEU og med integration af Schengenreglerne.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 292 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

På baggrund af »udkast til Amsterdamtraktaten« (Europaudvalgets bilag (96) 1239), som blev vedtaget på det afholdte topmøde i Amsterdam, anmodes udenrigsministeren om at besvare følgende spørgsmål

Hvilken nærmere betydning har henvisningen til artikel K. 3 litra e i EU-traktaten, sådan som den er anført i Artikel A, litra a i EF-traktaten?18

Svar (5/9-97)

Artikel A giver anvisninger på, hvordan et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed gradvis indføres. En af disse metoder er angivet i artikel K. 3 litra e, hvorefter der gradvis kan vedtages foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger og for straffene for organiseret kriminalitet og andre alvorlige forbrydelser. Med henvisningen gives der en tidsmæssig ramme for indførelse af foranstaltninger. Der er ikke tale om sammenblanding af de to samarbejdsformer i søjle 1 og søjle 3.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 202 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvilke »foranstaltninger« der kan komme på tale i henhold til udformningen af artikel C (stk. 1, 2, 3 og 4).19

Svar (5/9-97)

»Foranstaltninger« er et hyppigt brugt udtryk, der er en samlende betegnelse for alle de retsakter, der kan vedtages med hjemmel i en given artikel. Den relevante artikel, artikel C, stk. 1-4, vil blive placeret i søjle 1. Det medfører, at opregningen af de foranstaltninger, der kan vedtages med hjemmel i artikel C, stk. 1-4, kan findes i artikel 189. Der nævnes følgende retsakter: forordninger, direktiver, beslutninger, henstillinger og udtalelser.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 115 til udenrigsministeren af Kristian Thulesen Dahl (DF)

Spørgsmål (15/10-97)

Vil udenrigsministeren under henvisning til Amsterdamtraktatens nye bestemmelse om øget fri bevægelighed for personer m.v. redegøre for, i hvilket omfang de i 1990 vedtagne 3 opholdsdirektiver nu kommer til at dække en udvidet personkreds?20

Svar (23/10-97)

Amsterdamtraktaten blev undertegnet den 2. oktober 1997. Herefter er ratifikationsprocedurerne indledt i de enkelte medlemslande. Amsterdamtraktaten træder i kraft den første dag i den anden måned efter at alle medlemslande har ratificeret traktaten.

Amsterdamtraktatens ikrafttrædelse får ikke virkning for indholdet af reglerne i de tre opholdsdirektiver. De gældende bestemmelser i de tre direktiver, herunder om personkredsen, vil derfor stå uændret indtil de måtte blive ændret ved selvstændige foranstaltninger.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 650)

Asyl, indvandring og visum

Spørgsmål nr. 8 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad betyder Amsterdamtraktaten for EU's asyl- og flygtningeregler?

Svar (14/4-98)

Samarbejdet om EU's asyl- og flygtningepolitik finder i dag sted inden for rammerne af det mellemstatslige samarbejde i søjle 3. At samarbejdet er mellemstatsligt, kommer bl.a. til udtryk ved, at de afgørelser, der træffes, ikke binder borgerne direkte. Endvidere inddrages f.eks. Europa-Parlamentet og EF-Domstolen alene i begrænset omfang i forhold til det overstatslige samarbejde i søjle 1.

Med Amsterdamtraktaten overføres samarbejdet om asyl- og flygtningepolitikken til det overstatslige samarbejde i søjle 1. Ud over at der opstilles klare målsætningsbestemmelser for samarbejdet, konkretiseres det, hvilke regler der kan vedtages på området. Målet i henhold til traktaten er således, at der skal vedtages fælles regler inden for 5 år efter traktatens ikrafttræden. I denne periode vil beslutninger skulle træffes med enstemmighed. Herefter vil man kunne overgå til kvalificeret flertal, hvis alle lande er enige om det. Mange af de regler, der vil kunne vedtages, vil være minimumsstandarder, som alle medlemslandene skal opfylde. De enkelte lande vil derfor kunne opretholde højere standarder.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 9 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad er Danmarks stilling i forhold til det fremtidige EU-samarbejde om asyl- og flygtningepolitikken?

Svar 14/4-98)

Med Amsterdamtraktaten flyttes samarbejdet om asyl og indvandring fra det mellemstatslige samarbejde (søjle 3) over i det overstatslige (søjle 1). I overensstemmelse med forbeholdet vil Danmark ikke deltage i dette samarbejde. De andre landes beslutninger samt Domstolens afgørelser vil ikke gælde for Danmark. Danmark vil ikke kunne stemme, og Danmark vil ikke skulle bidrage til EU's udgifter på området. Danmark vil dog kunne give sin mening til kende i EU, når de andre lande forhandler.

Danmark går ind for et styrket EU-samarbejde om asyl- og flygtningepolitikken. Det er der ikke noget nyt i. Der er behov for et internationalt samarbejde, der kan tage hånd om problemerne på området.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 10 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Vil Amsterdamtraktaten føre til flere eller færre flygtninge i Europa?

Svar 14/4-98)

Antallet af flygtninge i Europa afhænger af de globale flygtningebevægelser fremover. Antallet af flygtninge og fordrevne bestemmes af en lang række faktorer, såsom krige og naturkatastrofer verden over. Det er ikke Amsterdamtraktaten, der skaber flygtningestrømmene.

Amsterdamtraktaten skaber som noget nyt mulighed for at vedtage fælles regler på flygtninge- og asylområdet i overstatsligt regi. Indholdet af disse regler vil afhænge af, hvad de involverede lande kan blive enige om. Reglerne skal i de første 5 år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden vedtages med enstemmighed. Herefter vil man kunne overgå til kvalificeret flertal, hvis alle lande er enige om det.

Endelig skal bemærkes, at mange af de regler, der måtte blive vedtaget, under alle omstændigheder alene vil være minimumsstandarder. Det står derfor ethvert land frit for at have højere standarder.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 29 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

I besvarelse af spørgsmål 10, jf. L 1 bilag 8 har ministeren anført, at »antallet af flygtninge i Europa afhænger af de globale flygtningebevægelser fremover«. Skal ministerens svar forstås sådan, at de restriktioner af forskellig karakter, som måtte være indført eller måtte blive indført, ingen rolle spiller for antallet af flygtninge i Europa?

Svar (23/4-98)

Som anført vil antallet af flygtninge i Europa fremover afhænge af de globale flygtningebevægelser, der bestemmes af en lang række faktorer, såsom krige verden over. Det er ikke Amsterdamtraktaten - eller anden form for lovgivning - der skaber eller begrænser flygtningestrømmene. Konkrete regler om betingelser for tildeling eller fratagelse af asyl kan have betydning for antallet af personer, der i en konkret situation tildeles asyl, men vil næppe have nævneværdig betydning for antallet af personer, der søger asyl.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 11 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Vil Amsterdamtraktaten føre til flere eller færre flygtninge i Danmark?

Svar (14/4-98)

Spørgsmålet, om der kommer flere eller færre flygtninge til Danmark, beror ikke på Amsterdamtraktaten. Det er ikke Amsterdamtraktaten, der skaber flygtningestrømmene.

Om der kommer flere eller færre flygtninge til Europa som helhed, afhænger derimod af udviklingen af de globale flygtningestrømme.

Dublinkonventionen indeholder endvidere klare regler med henblik på at undgå »asylshopping«. Herved modvirkes, at den enkelte asylansøger kan rejse fra det ene EU-land til det andet for at få behandlet sin asylansøgning i det land, hvor vedkommende har bedst mulighed for at få asyl.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 10 ovenfor.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 12 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Kan Danmark føre en selvstændig asyl- og flygtningepolitik, såfremt der vedtages fælles regler på området i medfør af Amsterdamtraktaten?

Svar (14/4-98)

Danmark står på grund af det danske forbehold uden for det overstatslige samarbejde på flygtninge- og asylområdet i EU. Danmark er derfor ikke med til at træffe beslutninger på området. Omvendt er Danmark ikke bundet af dem.

Danmark vil have mulighed for at føre en selvstændig asyl- og flygtningepolitik, også når der vedtages fælles regler på området i medfør af Amsterdamtraktaten. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af spørgsmål 11.

Det bemærkes, at i det omfang de fælles regler vil være udtryk for en udbygning af Schengenacquiset, vil proceduren omtalt i besvarelsen af spørgsmål 16 nedenfor finde anvendelse.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 204 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvem der vil og ikke vil kunne søge asyl i henhold til de bestemmelser, der anvendes i udformningen af artikel C, stk. 1 i TEF.21

Svar (5/9-97)

Artikel C, stk. 1, ses ikke umiddelbart at kunne få indflydelse på, hvem der vil kunne søge asyl.

Der gives således mulighed for at fastsætte regler for, hvilket land, der skal behandle en asylansøgning, minimumsstandarder for modtagelsen af asylansøgere, tredjelandsstatsborgeres opnåelse af flygtningestatus og for proceduren vedrørende tildeling eller fratagelse af flygtningestatus.

Eventuelle regler vil skulle overholde Genèvekonventionens bestemmelser, herunder regler om non-refoulement.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 205 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren foretage en sammenligning mellem det flygtningebegreb, der anvendes i udformningen af artikel C. stk. 2 i TEF, og det danske »de facto« flygtningebegreb.22

Svar (5/9-97)

Artikel C, stk. 2 giver hjemmel til at vedtage regler om minimumstandarder for midlertidig beskyttelse af fordrevne og for personer, der i øvrigt har behov for international beskyttelse. Der er ligeledes mulighed for at vedtage regler, der kan fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af flygtninge og fordrevne, og følgerne heraf. Artikel C, stk. 2 får således som udgangspunkt først en effekt den dag, der vedtages regler i.h.t. artiklen.

Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt foretages en sammenligning med det flygtninge begreb, der måtte blive lagt til grund i de fremtidige vedtagelser. Det skal understreges, at der vil være tale om minimumsregler, jfr. også artikel C, stk. 5. Fremtidige vedtagelser vil derfor ikke have indflydelse på det danske de factoflygtningebegreb, der omfatter personer, som ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, men hvor det af lignende grunde, som anført i Konventionen, eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at de vender tilbage til deres hjemland, jf. Udlændingelovens paragraf 7, stk. 2.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 203 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren gennemgå, hvilke andre »relevante aftaler« der er tale om i udformningen af artikel C, stk. 1 i TEF.23

Svar (5/9-97)

Foruden Genèvekonventionen med tilhørende protokol har en bred vifte af internationale aftaler direkte eller indirekte betydning for asylområdet. Der tænkes her i særdeleshed på forpligtelser inden for menneskerettighedsområdet samt relevante vedtagelser i FN regi, herunder UNHCR's statut. Formuleringen »andre relevante aftaler« tilsikrer, at kommende foranstaltninger, der måtte blive vedtaget i henhold til artikel C, stk. 1, formuleres i overensstemmelse med de for det pågældende emne relevante aftaler.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 213 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, hvordan og hvor hyppigt han forestiller sig konsultationer med UNHCR og andre relevante internationale organisationer vil finde sted.

Svar (5/9-97)

Det vil være relevant at drøfte nye tiltag på flygtninge- og asylområdet med UNHCR og andre relevante internationale organisationer på flere niveauer. Konsultationerne kunne eksempelvis finde sted både før Kommissionen fremlægger forslag, og inden Rådet træffer beslutning herom under hensyntagen til indholdet af sådanne nye tiltag.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 33 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Hvilke mekanismer skal på baggrund af Amsterdamtraktaten sikre, at UNHCR og andre relevante internationale organisationer inddrages i konsultationer med Kommissionen og Ministerrådet, sådan som det anføres i besvarelsen af spørgsmål 213 fra Europaudvalget af 5. september 1997, jf. bilag (96) 1462?

Svar (23/4-98)

Den i denne sammenhæng relevante bestemmelse er indeholdt i erklæring nr. 17 til slutakten til Amsterdamtraktaten. Erklæringen har følgende ordlyd: »Der etableres konsultationer med De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge og andre relevante internationale organisationer om spørgsmål vedrørende asylpolitikken«.

En bestemmelse af denne karakter indgår som et integreret element i grundlaget for forberedelse og gennemførelse af arbejdet i EU's institutioner. Rådet og Kommissionen vil derfor løbende inddrage disse hensyn i varetagelsen af deres respektive opgaver vedrørende asylpolitikken.

Det bemærkes i øvrigt, at der allerede i dag løbende finder konsultationer sted mellem EU og UNHCR.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 34 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Agter den danske regering at tage initiativer med henblik på at sikre, at UNHCR og andre relevante internationale organisationer inddrages i konsultationer med Kommissionen og Ministerrådet, sådan som det anføres i besvarelsen af spørgsmål 213 fra Europaudvalget af 5. september 1997 i bilag (96) 1462?

Svar (23/4-98)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33.

Fra dansk side har man hele tiden lagt vægt på, at UNHCR eller andre relevante internationale organisationer løbende inddrages i konsultationer med Kommissionen og Ministerrådet i de relevante dele af asylarbejdet. Endvidere bemærkes, at Danmark ikke er forpligtet af bestemmelserne i artikel 73 K om bl.a. asylpolitik, jf. protokollen om Danmarks stilling.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 283 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Vil ministeren forklare, hvad »minimumsstandarder for tredjelandsstatsborgeres status som flygtninge« betyder, sådan som det er formuleret i artikel C, stk. 1 litra c i TEU?24

Svar (5/9-97)

Med hjemmel i artikel C, stk. 1, litra c kan der vedtages minimumsstandarder for tredjelandsstatsborgeres opnåelse af status som flygtninge. Disse minimumsstandarder vil, når de er vedtaget, forpligte alle de deltagende lande i samarbejdet til at anvende disse minimumsstandarder. Disse standarder må ikke ligge på et lavere niveau end Genèvekonventionen og andre relevante aftalers flygtningebegreb. Da der er tale om minimumsstandarder, vil det stå det enkelte land frit for at indføre andre regler. De vil dog aldrig kunne sætte en lavere standard end EU-reglerne på området. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 204.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 30 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

På hvilke områder og med hvilket indhold finder ministeren, at det vil være muligt at gå videre end de efter artikel 73 K, stk. 1 og 2 vedtagne minimumsstandarder, når der i samme artikel stk. 3 skal fastlægges harmoniseringsbestemmelser i relation til betingelser for indrejse og ophold m.v.?

Svar (23/4-98)

Bestemmelserne i artikel 73 K, stk. 1, nr. 1) og 2) omhandler foranstaltninger vedrørende henholdsvis asyl samt flygtninge og fordrevne. Bestemmelsen i artikel 73 K, stk. 1, nr. 3) omhandler foranstaltninger vedrørende indvandringspolitikken, herunder bl.a. betingelser for indrejse og ophold for indvandrere. Der er således tale om to forskellige politikområder.

De foranstaltninger, der vedtages med hjemmel i artikel 73 K, stk. 1, nr. 1) og 2), er som hovedregel minimumsstandarder. For så vidt angår artikel 73 K, stk. 1, nr. 3) er udgangspunktet derimod harmoniseringsbestemmelser. I artikel 73 K, stk. 2, bestemmes det dog, at foranstaltninger, der vedtages af Rådet i medfør af stk. 1, nr. 3) ikke er til hinder for, at den enkelte medlemsstat på de pågældende områder opretholder eller indfører nationale bestemmelser, der er forenelige med Traktaten og internationale aftaler. Det bemærkes, at Danmark ikke er forpligtet af bestemmelserne i artikel 73 K, jf. protokollen om Danmarks stilling.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 32 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Er konsekvensen af udformningen af artikel 73 K, stk. 3, at indvandringspolitik overgår til at være EF-kompetence for de øvrige medlemslande?

Svar 23/4-98)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 30.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 206 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvad der er konsekvensen af udformningen af artikel C, stk. 3 i TEF litra a for deltagende landes indvandringspolitik.25

Svar (5/9-97)

Artikel C, stk. 3, litra a, er en hjemmelsbestemmelse. Den betyder, at Fællesskabet kan vedtage foranstaltninger vedrørende indvandringspolitikken, for så vidt angår betingelser for indrejse og ophold og standarder for procedurer for medlemsstaternes udstedelse af langtidsvisa og opholdstilladelser, bl.a. med henblik på familiesammenføring. Det er de regler, der bliver vedtaget efter denne bestemmelse, fremfor artikel C selv, der vil kunne få indflydelse på nationale regler.

De regler, der vil kunne udstedes i medfør af artikel C, stk. 3, litra a, vil kunne handle om procedurer og administration og om betingelser for en indvandrers ophold på en medlemsstats område.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 201 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

I udformningen af erklæring til slutakten ad artikel B, nr. 2, litra b) fremgår det, at der ved anvendelse af den nævnte artikel »skal tages udenrigspolitiske hensyn«. Vil erklæringen efter ministerens opfattelse have nogen konsekvens for udformningen af visumreglerne, og vil den kunne føre til strammere regler?26

Svar (5/9-97)

Erklæringen indeholder en formulering om, at der ved fastlæggelse af visumregler for ophold i højst tre måneder skal tages hensyn til Unionens og medlemsstaternes udenrigspolitiske forhold. Det er vurderingen, at erklæringens betydning for udformningen af visumreglerne afhænger af de udenrigspolitiske hensyn, der skal tages i den konkrete situation, og at det således efter omstændighederne vil kunne betyde såvel lempelser som stramninger af visumreglerne.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 276 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Hvad er efter ministerens opfattelse betydningen af den ændrede formulering af det, som i medfør af Amsterdamtraktaten vil komme til at hedde artikel D, stk. 2?27

Svar (5/9-97)

Artikel D, stk. 2 er en ændring af Maastrichttraktatens artikel 100C, stk. 2, hvorefter Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen kunne vedtage at indføre visumpligt i en periode på højst seks måneder for statsborgere fra det tredjeland, hvorfra der er en fare for pludselig tilstrømning.

I artikel D, stk. 2 er hjemlen udvidet, således at artikel D, stk. 2 giver hjemmel til at indføre foranstaltninger, til fordel for de berørte medlemsstater. Disse foranstaltninger kan omfatte visumpligt, men kan også omfatte andre foranstaltninger indenfor samarbejdet vedrørende asyl og fordrevne personer, jfr. artikel C.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 207 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, hvilke »foranstaltninger« der kan komme på tale i henhold til udformningen af artikel D, stk. 2 i TEF.28

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 202 og spørgsmål 276.29

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Civilretligt samarbejde

Spørgsmål nr. 208 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren tilkendegive, om gennemgangen i udformningen af artikel E i TEF er udtømmende for EF's handlinger på det berørte område, og i øvrigt redegøre for, hvordan ministeren forestiller sig det civilretlige samarbejde vil komme til at foregå, og hvad det vil omfatte.30

Svar (5/9-97)

Efter Maastrichttraktatens artikel 220 kan medlemsstaterne på mellemstatsligt grundlag forenkle formaliteterne vedrørende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og voldgiftskendelser. Denne bestemmelse ophæves ikke med Amsterdamtraktaten.

Herudover indeholder Maastrichttraktatens art. K.3, stk. 2, litra c en bestemmelse om, at Rådet - på mellemstatsligt grundlag - med forbehold af bestemmelserne i artikel 220 kan udarbejde konventioner, som det anbefaler, at medlemsstaterne vedtager i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser, på de af art. K.1 omfattede områder, herunder civilretligt samarbejde. Bestemmelsen i artikel K. 3, stk. 2, litra c er for så vidt angår civilretligt samarbejde ikke videreført i Amsterdamtraktaten.

Der er på nuværende tidspunkt vedtaget adskillige konventioner om civilretlige emner mellem EU-landene. Det drejer sig bl.a. om konventioner om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, om hvilken lov, der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser og om konkurs.

Den nye art. E i Amsterdamtraktatens TEF-afsnit indeholder hjemmel til at vedtage foranstaltninger vedrørende civilretligt samarbejde. Foranstaltninger i h.t. artikel E kan have form af bindende eller ikke bindende retsakter, jfr. TEF artikel 189. Retsakterne vedtages de første 5 år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden med enstemmighed, derefter kan der træffes beslutning med kvalificeret flertal efter artikel 189B, hvis der træffes beslutning herom med enstemmighed.

Der er hjemmel i artikel E til at udstede retsakter, der kan fjerne hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende. Disse hindringer skal vedrøre civilretligt samarbejde med grænseoverskridende virkning. Det skal samtidig være nødvendigt at fjerne disse hindringer for at sikre det indre markeds funktion. Hindringerne kan således, når disse betingelser er opfyldt, fjernes ved udstedelse af retsakter herom, om nødvendigt også via fremme af foreneligheden mellem de enkelte medlemslandes retsplejeregler på dette område. Retsplejeregler er først og fremmest regler om førelse af retssager og afgørelse af tvister. I dette tilfælde vil der være tale om retsplejeregler, der har betydning for civilretligt samarbejde med grænseoverskridende virkning, og som er nødvendige at ændre for at sikre det indre markeds funktion. Der er således kun tale om en del af den civile retspleje i de enkelte medlemslande. Fjernelse af hindringer for retssagers tilfredsstillende forløb skal »om nødvendigt« ske ved at fremme foreneligheden af de enkelte landes civile retsplejeregler.

Foreneligheden mellem disse regler vil eksempelvis kunne fremmes via henstillinger eller direktiver, på de områder, hvor det måtte være nødvendigt.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 209 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvilke »udenretlige« dokumenter og sager der refereres til i udformningen af artikel E, litra a i TEF, og forklare hvad der er begrundelsen for at medtage dem.31

Svar (5/9-97)

Der kan ikke gives en præcis og udtømmende definition på udenretslige dokumenter, idet dette varierer fra land til land. Som et eksempel på et udenretsligt dokument kan nævnes dokumenter udarbejdet af en stævningsmand eller notarialakter. Der kan endvidere være tale om dokumenter fra en offentlig myndighed i et af EU's medlemslande, der skal forkyndes efter særlige regler for at få virkning. Baggrunden for at medtage udenretslige dokumenter er blandt andet, at retssystemerne ikke er ens i alle lande og området for henholdsvis retslige og udenretslige dokumenter derfor er forskelligt. Der er netop vedtaget en konvention i EU om forkyndelse i medlemslandene af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender. Konventionen afventer nu ratifikation i de enkelte medlemslande.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 210 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, på hvilken måde man forestiller sig, at »hindringer« som omtalt i udformningen af artikel E, litra c i TEF vil kunne fjernes?32

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 208.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 211 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, hvordan foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende civile retsplejeregler vil kunne fremmes iht. udformningen af artikel E, litra c i TEF.33

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 208.34

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 212 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvilke »civilretlige retsplejeregler« det kan komme på tale at fremme foreneligheden af. Er udformningen af erklæringen udtryk for en udtømmende begrænsning?

Svar (5/9-97)

Der henvises generelt til besvarelsen af spørgsmål 208. På svensk foranledning, er der i slutakten optaget følgende erklæring til artikel E: »De foranstaltninger, der vedtages i medfør af denne artikel, er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan anvende deres forfatningsmæssige bestemmelser vedr. pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier«.

En erklæring er som udgangspunkt ikke juridisk bindende. Med ændringen i artikel F i TEU om respekt for de grundlæggende rettigheder, som de er udtrykt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan der ikke lovligt vedtages retsregler, der strider herimod. I konventionen er blandt andet bestemmelser om beskyttelse af ytringsfrihed.35

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Miljø

Generelt

Spørgsmål nr. 250 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil ministeren fremkomme med en nærmere definition eller uddybning af begrebet bæredygtighed«, sådan som den kommer til at fremstå i kraft af ændringen af det syvende afsnit i EU-traktatens præambel?

Svar (5/9-97)

Formuleringen »princippet om bæredygtig udvikling« relaterer sig til Rio-deklarationen om miljø og udvikling. Heri fastlægges en række principper, herunder at retten til udvikling skal udøves med henblik på en rimelig imødekommelse af nuværende og kommende generationers udviklings- og miljømæssige behov, at bæredygtig udvikling forudsætter, at miljøbeskyttelsen udgør en integreret del af udviklingsprocessen, som ikke kan betragtes isoleret fra denne, og endeligt at bæredygtig udvikling forudsætter, at man eliminerer ikke bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 299 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Hvad er årsagen til, at formuleringen »som respekterer miljøet« er fjernet i den nye udformning af artikel 2 i EF-traktaten?

Svar (5/9-97)

Den gældende formålsbestemmelse, om at væksten skal respektere miljøet, erstattes af mere vidtgående formuleringer i artikel 2, hvoraf fremgår, at Fællesskabet har til opgave »i Fællesskabet som helhed« at fremme en »bæredygtig udvikling« og »et højt beskyttelsesniveau og forbedring af miljøkvaliteten«. Dermed styrkes miljøaspektet i Fællesskabets formålsbestemmelse, jf. også besvarelsen af spørgsmål 251.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 251 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil ministeren redegøre for, hvilke krav til miljøbeskyttelse der er tale om i ny artikel 3 D i EF-traktaten, og vil ministeren nærmere gennemgå grundlaget for sin redegørelse?36

Svar (5/9-97)

Formuleringen i artikel 3 D om »kravene med hensyn til miljøbeskyttelse« må ses som en henvisning til miljøbeskyttelseskravene i EF-traktaten. Disse er anført i artikel 130 R, stk. 2 som foruden kravet om et højt beskyttelsesniveau, som også er anført i EF-traktatens artikel 2 og 100A, stk. 3, omfatter forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats og indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden samt princippet om, at forureneren betaler.

Med den nye artikel 3 D fremhæves integrationsforpligtelsen som ønsket af Danmark, ved at den hidtidige artikel 130 R, stk. 2 sidste sætning gøres til en overordnet tværgående forpligtelse for alle politik- og samarbejdsområder nævnt i artikel 3. Samtidig anføres det, at integrationen skal ske for at fremme en bæredygtig udvikling - jvf. ændringen af Unionens og Fællesskabets overordnede målsætninger.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 236 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad er efter ministerens opfattelse »betydelige miljøvirkninger«, når formuleringen indgår i udformningen af erklæring til slutakten om Kommissionens forpligtelse til at foretage konsekvensvurderinger? 37

Svar (5/9-97)

Der er tale om en politisk hensigtserklæring, der forpligter Kommissionen til at undersøge indvirkningerne på miljøet af forslag med betydelige miljøvirkninger.

Erklæringen skal ses i sammenhæng med den integration af miljøhensynet i EF-traktaten, der er sket med ændringerne af artikel 2 og med den ny artikel 3 d.

Den nærmere afgrænsning af Kommissionens forpligtelse vil ske i forbindelse med behandlingen af de forslag, Kommissionen fremsætter. Man må her tage konkret stilling til, om Kommissionen har levet op til erklæringen.38

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 300 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

På hvilke områder for EF-samarbejdet gælder den nuværende (og kommende) artikel 130 R stk. 2. I besvarelsen ønskes klargjort, om der er dele af EF-samarbejdet, som ikke er underlagt bestemmelserne, selvom disse måtte have miljømæssig betydning.

Svar (5/9-97)

Den nugældende artikel 130 R stk. 2 omhandler Fællesskabets politik på miljøområdet. I første afsnit, 2. sætning, findes et tværgående hensyn med hensyn til kravene til miljøbeskyttelse som »skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker på andre områder«.

I den kommende artikel 130 R, stk. 2, bortfalder denne sætning og erstattes af en overordnet forpligtigelse for alle Fællesskabets politik- og samarbejdsområder, som opregnet i artikel 3 i EF-traktaten.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 46 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Hvilke dele af samarbejdet indenfor EF vil ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 130 R, stk. 2 (jf. svar på spørgsmål 300 bilag (96) 1462)?

Svar (23/4-98)

Der henvises til Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 300 (alm. del - bilag 1462). Uddybende kan henvises til Amsterdamtraktatens artikel 3 C, der bestemmer , at » miljøbeskyttelseshensyn skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner som nævnt i artikel 3, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling«.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 302 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Hvordan er forsigtighedsprincippet, sådan som det fremtræder i artikel 130 R stk. 2 defineret. Udenrigsministeren bedes i sin besvarelse henvise til relevante afgørelser fra EF-Domstolen m.v.

Svar (5/9-97)

Der er ikke i en domstolsafgørelse fastlagt en definition af forsigtighedsprincippet, som det fremtræder i artikel 130 R stk. 2.

Forsigtighedsprincippet forstås i Rio-deklarationen som princippet om, at hvor der er fare for alvorlig eller uoprettelig skade skal mangel på fuld sikkerhed ikke bruges som begrundelse for at udsætte omkostningseffektive foranstaltninger, der kan forhindre forringelse af miljøet. I WTO-aftalen forstås forsigtighedsprincippet således, at når det videnskabelige grundlag er utilstrækkeligt, kan medlemmerne foreløbigt vedtage sundheds- eller plantesundhedsforanstaltninger på basis af disponible, relevante oplysninger. Medlemmerne skal søge at indhente sådanne yderligere oplysninger, som er nødvendige for, at der kan foretages en objektiv risikoanalyse og herefter en undersøgelse af sundheds- eller plantesundhedsforanstaltningen inden for en rimelig tidsfrist.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 467 til udenrigsministeren af Jørn Jespersen (SF)

Spørgsmål (20/5-98)

Vil det efter ministerens opfattelse være nemmere på basis af Amsterdamtraktaten i forhold til Maastrichttraktaten at styrke miljøhensynene i den fælles landbrugspolitik, og er regeringen i givet fald indstillet på offensivt at udnytte denne mulighed?

Svar (2/6-98)

Amsterdamtraktaten betyder et bedre grundlag for arbejdet på miljøområdet.

I Amsterdamtraktaten bestemmes, at miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling. Det betyder, at der skal tages hensyn til miljøet i de enkelte sektorpolitikker, herunder også på landbrugsområdet.

Regeringen er indstillet på at udnytte Amsterdamtraktatens grundlag for en styrket miljøpolitik, herunder også at udnytte bestemmelsen om integration af miljøkrav til at sikre miljøhensyn i de øvrige politikker, herunder landbrugspolitikken.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 2. samling side 1963)

Spørgsmål nr. 303 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Bliver grundlaget for indsatsen overfor tilstedeværelsen af pesticider i drikkevand ændret i kraft af de nye miljøbestemmelser?

Svar (5/9-97)

Reguleringen af pesticider i Fællesskabet er fastlagt i direktivet om plantebeskyttelsesmidler, der har hjemmel i artikel 43. Med Amsterdamtraktaten ændres der ikke ved denne artikel. Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 251 indføres der med Amsterdamtraktaten en selvstændig overordnet forpligtelse for alle politik- og samarbejdsområder nævnt i artikel 3 - herunder den fælles politik på landbrugsområdet - til at integrere kravene med hensyn til miljøbeskyttelse især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.

Reguleringen af drikkevand i Fællesskabet er fastlagt i direktivet om drikkevand, der har hjemmel i artikel 130 S. Med Amsterdamtraktaten overgår artikel 130 S, stk. 1 til fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 135 på alm. del

Spørgsmål (19/9-96)

Under henvisning til bilag (95)1143 udbeder udvalget sig en oversigt over de klart afgrænsede områder, hvor det foreslås, at miljøafgifter kan indføres med kvalificeret flertal.39

Svar (25/9-96)

Som jeg har redegjort for i Folketingets Europaudvalg den 10. og den 13. september 1996 jfr. også de med skrivelse af 19. september 1996 fremsendte talepunkter (alm. del - bilag 1193), har regeringen ikke truffet beslutning om hvilke klart afgrænsede miljøafgiftsområder, der i givet fald kan foreslås omfattet af regeringens forslag om en protokol til traktaten om vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal.

(Alm. del bilag 1220 fra 1995-96)

Spørgsmål nr. 50 på alm. del

Spørgsmål (2/12-96)

Vil ministeren fremsende regeringens beslutning om, hvilke klart afgrænsede miljøafgiftsområder, der i givet fald kan foreslås omfattet af regeringens forslag om en protokol til Traktaten om vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal (jf. bilag (95) 1220), eller, såfremt en sådan beslutning endnu ikke er truffet, vil regeringen så orientere udvalget, så snart en sådan beslutning er truffet?

Svar (12/12-96)

Regeringen har ikke truffet afgørelse om, hvilke miljøafgifter man eventuelt vil foreslå omfattet af en protokol til Traktaten om vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal.

Det miljøforslag, Danmark har fremlagt i regeringskonferencen, er ambitiøst. Regeringen har vurderet, at det risikerer at bidrage til at komplicere forhandlingerne, hvis man samtidigt med den helt nye model for vedtagelse af miljøafgifter med kvalificeret flertal tillige foreslår en række konkrete fælles miljøafgifter. Derfor har regeringen ønsket først at søge tilslutning til princippet om anvendelse af kvalificeret flertal på miljøafgifter og derefter se på forslag til konkrete miljøafgifter.

I henhold til gældende retningslinier vil regeringen fortsat orientere Folketingets Europaudvalg om de forslag, Danmark fremsætter i regeringskonferencen.

(Alm. del bilag 445 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 301 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Udenrigsministeren bedes redegøre for forholdet mellem artikel 100 A og artikel 130 S?

Svar (5/9-97)

Artikel 7

Afsnit II

Artikel G

Afsnit II

Artikel 7 (ophævet)

Artikel 7 A

Artikel 7 B (ophævet)

Artikel 7 C

Artikel 7 D*)

Første del

Artikel 7

Artikel 8

Afsnit III

Artikel H

Afsnit III

Artikel 8

Artikel 8

Artikel 8 A

Artikel 8 B

Artikel 8 C

Artikel 8 D

Artikel 8 E

Anden del

Artikel 9

Afsnit IV

Artikel I

Afsnit IV

Artikel 9

Artikel 9

Artikel 10

Afsnit V***)

Artikel J.1

Artikel J.2

Artikel J.3

Artikel J.4

Artikel J.5

Artikel J.6

Artikel J.7

Artikel J.8

Artikel J.9

Artikel J.10

Artikel J.11

Artikel J.12

Artikel J.13

Artikel J.14

Artikel J.15

Artikel J.16

Artikel J.17

Artikel J.18

Afsnit V

Artikel 10

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 11

Artikel 11 (ophævet)

Tredje del

Afsnit I

Artikel 12

Artikel 12

Artikel 12

Artikel 13

Artikel 13

-

Artikel 13 (ophævet)

Artikel 14

Artikel 14

-

Artikel 14 (ophævet)

Artikel 15

Artikel 15

Artikel 15 (ophævet)

Artikel 16

Artikel 16

Anden del

Artikel 16 (ophævet)

Artikel 17

Artikel 17

Artikel 17 (ophævet)

2. afdeling (slettet)

Artikel 18

Artikel 18

Artikel 18 (ophævet)

Artikel 19

Artikel 19

Artikel 19 (ophævet)

Artikel 20

Artikel 20

Artikel 20 (ophævet)

§ 20 blev indsat i grundloven i 1953 med det formål at gøre det muligt for Danmark - uden ændring af grundloven efter § 88 - at deltage i internationalt samarbejde, som indebærer, at det overlades til en mellemfolkelig organisation at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte virkning her i landet. Da det ikke med sikkerhed kunne forudsiges, hvilke former det mellemfolkelige samarbejde ville antage i fremtiden, blev der ikke foretaget nogen snævrere afgrænsning af, hvilke beføjelser bestemmelsen omfatter. Det var således tilsigtet at give vide rammer for adgangen til suverænitetsafgivelse. Det blev imidlertid fastslået i bestemmelsen, at suverænitetsafgivelse kun kan ske «i nærmere bestemt omfang». Der blev endvidere lagt vægt på, at de skærpede krav til vedtagelse af lovforslag efter bestemmelsen frembyder en vidtgående garanti.

Anvendelse af den kvalificerede procedure efter grundlovens § 20 er nødvendig i det omfang, det overlades til en international organisation at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte virkning her i landet eller at udøve andre beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, herunder beføjelse til at indgå traktater med andre stater.

Det kan ikke i medfør af § 20 overlades til en international organisation at udstede retsakter eller træffe afgørelser, som strider mod bestemmelser i grundloven, herunder dennes frihedsrettigheder. Rigets myndigheder har nemlig ikke selv en sådan beføjelse.

Udtrykket »i nærmere bestemt omfang« må forstås således, at der skal foretages en positiv afgrænsning af de overlade beføjelser dels med hensyn til sagsområder, dels med hensyn til beføjelsernes karakter. Afgrænsningen skal gøre det muligt at vurdere suverænitetsafgivelsens omfang. Sagsområderne kan beskrives i rummelige kategorier, og det kan ikke kræves, at omfanget af suverænitetsafgivelsen er angivet så præcist, at der ikke kan blive tale om skøn eller fortolkningstvivl. De overladte beføjelser kan angives ved henvisning til en traktat.

Bestemthedskravet i § 20, stk. 1, udelukker, at det overlades til den internationale organisation selv at bestemme omfanget af sine beføjelser.

Udtrykket «i nærmere bestemt omfang» kan ikke forstås således, at beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, kun kan overlades til en international organisation i begrænset - dvs. mindre - omfang.

9.3. Tiltrædelsesloven overlader beføjelser til EF i det omfang, det er fastsat i EF-traktaten. Tiltrædelseslovens forenelighed med grundlovens § 20 forudsætter derfor, at Traktaten opfylder kravet om, at beføjelser kun er overladt «i nærmere bestemt omfang».

EF-traktaten bygger på et princip om tildelte kompetencer, jf. Traktatens art. 3b, stk. 1, og art. 4, stk. 1. Fællesskabets institutioner kan kun handle inden for de rammer for Fællesskabets virke, som fremgår af Traktatens bestemmelser, og inden for disse rammer kan institutionerne kun udøve de beføjelser, som er tildelt dem ved eller i medfør af Traktaten.

Princippet om tildelte kompetencer indebærer således en begrænsning i institutionernes beføjelser, som svarer til bestemthedskravet i grundlovens § 20. Højesteret finder, at de specifikke hjemmelsbestemmelser i EF-traktaten opfylder dette krav.

9.4. Som anført har appellanterne imidlertid særligt gjort gældende, at den generelle hjemmelsbestemmelse i EF-traktatens art. 235 muliggør inddragelse af nye sagsområder under EF's kompetence i et omfang, som indebærer, at bestemthedskravet i grundlovens § 20 ikke er opfyldt. De har anført, at dette fremgår af den måde, hvorpå artikel 235 har været anvendt forud for gennemførelsen af Unionstraktaten. De har herved bl.a. henvist til det materiale, som er blevet fremlagt i henhold til Højesterets kendelse af 3. november 1997 (medtaget i uddrag foran i afsnit 5) . De har endvidere anført, at de ændringer i EF-traktaten, som er foretaget ved Unionstraktaten, indebærer en udvidelse af anvendelsesområder for art. 235.

Hertil bemærkes, at sagen som nævnt vedrører spørgsmålet, cm loven om Danmarks tiltrædelse af EF-traktaten med det indhold, denne har fået ved Unionstraktaten, er vedtaget i overensstemmelse med grundloven. Der skal således ikke tages stilling til, om der ved bestemte retsakter m.v. vedtaget i medfør af art. 235 i tiden forud for traktatændringen måtte være sket en overskridelse af grænserne for den overladte kompetence.

Ved traktatændringen er angivelsen af samarbejdsområder i art. 3 udvidet, og der er indsat nye afsnit i Traktatens tredje del om «Fællesskabets politikker». En række af de sagsområder, hvor art. 235 tidligere blev anført som hjemmel for udstedelse af retsakter m.v., er således nu reguleret eller dog nævnt i Traktaten. Unionstraktatens søjle 2 og 3 indeholder i øvrigt bestemmelser om mellemstatsligt samarbejde på en række andre områder. Anvendelsesområdet for art. 235 må vurderes på denne baggrund.

EF-traktatens art. 235 har følgende ordlyd

»Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer, og denne Traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdiger Rådet på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra Europa-Parlamentet med enstemmighed passende forskrifter herom.«

Det fremgår af ordlyden af art. 235, at det forhold, at en handling fra Fællesskabets side anses for påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål, ikke i sig selv udgør et tilstrækkeligt grundlag for at bringe bestemmelsen i anvendelse. Det er yderligere en betingelse, at den påtænkte handling ligger «inden for fællesmarkedets rammer». Dette må - sammenholdt med art. 2, hvorefter Fællesskabets opgaver skal varetages «gennem oprettelsen af et fælles marked og en økonomisk og monetær union samt gennem iværksættelse af fælles politikker eller aktioner som omhandlet i art. 3 og 3a» - forstås således, at den påtænkte handling skal ligge inden for de rammer for Fællesskabets virke, som fremgår af Traktatens øvrige bestemmelser, herunder navnlig dens tredje del om Fællesskabets politikker og opregningen i art. 3 og art. 3a af de enkelte virkeområder. Denne forståelse er i overensstemmelse med regeringens notat af 21. januar 1997 til Folketingets Europaudvalg (omtalt foran i afsnit 4) og bekræftes af EF-Domstolens plenumudtalelse 2/94 af 28. marts 1996 (omtalt foran i samme afsnit), hvor det i præmis 29 og 30 hedder (Saml. 1996-I, s. 1788)

«29. Artikel 235 tilsigter at afhjælpe den manglende hjemmel i de tilfælde, hvor der ikke udtrykkeligt eller forudsætningsvis ved særlige bestemmelser i traktaten er tillagt Fællesskabets institutioner beføjelser, i det omfang, sådanne beføjelser alligevel viser sig at være nødvendige, for at Fællesskabet kan udøve sine funktioner med henblik på at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaten.

30. Da denne bestemmelse er en del af et institutionelt system, der bygger på princippet om tildelte kompetencer, kan den ikke anvendes som hjemmel for en udvidelse af Fællesskabets kompetenceområde ud over den generelle ramme, der følger af traktatbestemmelserne som helhed, navnlig de bestemmelser, hvori Fællesskabets opgaver og virke fastlægges. Artiklen kan under ingen omstændigheder anvendes som hjemmel for fastsættelse af bestemmelser, der reelt har som konsekvens, at traktaten ændres, uden at den herfor foreskrevne fremgangsmåde følges.»

Den anførte forståelse af art. 235 må lægges til grund, selv om bestemmelsen forud for traktatændringen måtte være anvendt ud fra en mere vidtgående forståelse.

En lov, som ikke rækker længere end til at overlade beføjelser til at udstede retsakter eller beslutte andre foranstaltninger i overensstemmelse med den foran anførte forståelse af art. 235, indebærer ikke en krænkelse af bestemthedskravet i grundlovens § 20.

Vedtagelse efter art. 235 kan kun ske med enstemmighed. Regeringen kan således hindre, at bestemmelsen anvendes til vedtagelser, som ligger uden for de angivne rammer for Danmarks overladelse af kompetence til EF. Regeringen kan ikke medvirke til vedtagelse af forslag, som falder uden for disse rammer og derfor forudsætter yderligere suverænitetsoverladelse. På baggrund af det formål, som art. 235 skal tilgodese, er det uundgåeligt, at den nøjagtige afgrænsning af anvendelsesområder for bestemmelsen kan give anledning til tvivl. Under hensyn hertil må der ved tiltrædelsesloven anses indrømmet regeringen en ikke ubetydelig margin.

9.5. I medfør af Traktatens art. 164 skal EF-Domstolen værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af Traktaten, og efter Traktatens art. 173 tilkommer det EF-Domstolen at prøve lovligheden af retsakter vedtaget af Fællesskabets institutioner. Efter art. 177 har EF-Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af Traktaten og om fortolkningen og gyldigheden af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner.

Spørgsmål om gyldigheden af en retsakt eller anden handling vedtaget i medfør af art. 235 vil således kunne indbringes for EF-Domstolen, som i så fald har til opgave at sikre, at rammerne for Fællesskabets virke overholdes.

Det forhold, at den nærmere fastlæggelse af de beføjelser, der er indrømmet Fællesskabets institutioner, kan give anledning til tvivl, og at kompetencen til at afgøre sådanne fortolkningsspørgsmål er henlagt til EF-Domstolen, kan ikke i sig selv anses for uforeneligt med bestemthedskravet i grundlovens § 20.

At EF-Domstolen ved fortolkning af Traktaten også lægger vægt på andre fortolkningsmomenter end bestemmelsernes ordlyd, herunder Traktatens formål, er ikke i strid med de forudsætninger, som er lagt til grund ved tiltrædelsesloven, og er heller ikke i sig selv uforeneligt med bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1. Det samme gælder om EF-Domstolens retsskabende virksomhed inden for Traktatens rammer.

9.6. Appellanterne har anført, at EF-Domstolens kompetence efter Traktaten sammenholdt med princippet om fællesskabsrettens forrang indebærer, at danske domstole er afskåret fra at håndhæve grænserne for den suverænitetsafgivelse, som har fundet sted ved tiltrædelsesloven, og at dette må tages i betragtning ved vurderingen af, om bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, er overholdt.

Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer EF-Domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgsmålet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af EF-Domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan lægge til grund, at EF-Domstolens afgørelser herom ligger inden for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidlertid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF- retsakt, der er opretholdt af EF-Domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-Domstolens praksis.

9.7. På den anførte baggrund finder Højesteret, at hverken den supplerende kompetence, som i medfør af EF-traktatens art. 235 er indrømmet Rådet, eller EF-Domstolens retsskabende virksomhed kan anses for uforenelig med bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1.

9.8. Efter grundlovens § 20 kan overladelse af beføjelser kun ske til «mellemfolkelige myndigheder» oprettet ved «gensidig overenskomst» med «andre stater» til fremme af «mellemfolkelig retsorden og samarbejde». Det må anses for forudsat i grundloven, at der ikke kan ske overladelse af beføjelser i et sådant omfang, at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat. Fastlæggelsen af grænserne herfor må i helt overvejende grad bero på overvejelser af politisk karakter. Højesteret finder det utvivlsomt, at der ved tiltrædelsesloven ikke er afgivet suverænitet til Fællesskabet i et sådant omfang, at det er i strid med den anførte forudsætning i grundloven.

9.9. Med hensyn til spørgsmålet, om suverænitetsafgivelsen i henhold til tiltrædelsesloven har en sådan karakter, at den strider mod grundlovens forudsætning om en demokratisk styreform, bemærkes, at enhver overladelse af dele af Folketingets lovgivningskompetence til en international organisation vil indebære et vist indgreb i den danske demokratiske styreform. Dette er taget i betragtning ved udformningen af de strenge krav til vedtagelsen efter § 20, stk. 2. For så vidt angår EF-traktaten er lovgivningskompetence i første række overført til Rådet, i hvilket den danske regering - under ansvar over for Folketinget - kan gøre sin indflydelse gældende. Det må anses for overladt til Folketinget at tage stilling til, om regeringens deltagelse i EF-samarbejdet bør være betinget af yderligere demokratisk kontrol. Højesteret finder heller ikke i denne henseende noget grundlag for at anse tiltrædelsesloven for grundlovsstridig.

9.10. Herefter, og idet appellanterne ikke i øvrigt har anført noget, der kan føre til et andet resultat, stadfæster Højesteret dommen.

Thi kendes for ret

Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part eller til statskassen.

§ 20-spørgsmål

Spørgsmål nr. S 1990 af 17. april 1996 (1995-96)

Spørgsmål nr. S 2842 af 4. juli 1996 (1995-96)

Spørgsmål nr. S 3647 af 11. september 1996 (1995-96)

Spørgsmål nr. S 696 af 28. november 1996 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 1370 af 7. februar 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 1431 af 14. februar 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 1708 af 14. marts 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 2029 af 17. april 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 2108 af 23. april 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 2109 af 23. april 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 2347 af 23. maj 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 2953 af 6. august 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 3082 af 20. august 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 3147 af 22. august 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 3244 af 1. september 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 3245 af 1. september 1997 (1996-97)

Spørgsmål nr. S 595 af 28. november 1997 (1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. S 598 af 28. november 1997 (1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. S 599 af 28. november 1997 (1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. S 214 af 17. april 1998 (1997-98, 2. samling)

* Eventuelt interesserede kan få nærmere information om spørgsmålene ved henvendelse til

Folketingets EU-oplysning på tlf. 33 37 33 37.

Artikel 21

Artikel 21

Artikel 21 (ophævet)

Artikel 22

Artikel 22

Tredje del

Afsnit I

Artikel 22 (ophævet)

Artikel 23

Artikel 23

Artikel 23 (ophævet)

Artikel 24

Artikel 24

-

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Artikel 24 (ophævet)

Artikel 25

Artikel 25 (ophævet)

Artikel 25

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

-

Artikel 26

Artikel 26 (ophævet)

Artikel 26

Artikel 27

Artikel 27 (ophævet)

Artikel 27

Artikel 28

*) Ny artikel indført ved Amsterdamtraktaten.

***) Afsnit V er omstruktureret ved Amsterdamtraktaten.

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Afsnit VI***)

Artikel K.1

Artikel K.2

Artikel K.3

Artikel K.4

Artikel K.5

Artikel K.6

Artikel K.7

Artikel K.8

Artikel K.9

Artikel K.10

Artikel K.11

Artikel K.12

Artikel K.13

Artikel K.14

Afsnit VI

Artikel 28

Artikel 28

-

-

-

Artikel 29

Artikel 29

Artikel 29

-

Artikel 30

Artikel 30

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 31 (ophævet)

Artikel 31

*) Ny artikel indført ved Amsterdam-traktaten.

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Afsnit II

Artikel 32

Artikel 32 (ophævet)

Artikel 32

Artikel 33

Artikel 33 (ophævet)

Artikel 33

Artikel 34

Artikel 34

Artikel 34

BILAG

Ækvivalenstabeller som omhandlet i artikel 12 i Amsterdam-traktaten

Traktaten om Den Europæiske Union

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Afsnit I

Artikel A

Artikel B

Artikel C

Artikel D

Artikel E

Artikel F

Artikel F.1*)

Afsnit I

Artikel 35

Artikel 35 (ophævet)

Artikel 35

Artikel 36

Artikel 36

Artikel 36

Artikel 37

Artikel 37

Artikel 37

-

-

Artikel 38

Artikel 38

Artikel 38

-

Afsnit III

Artikel 39

Artikel 39

Artikel 39

Artikel 40

Artikel 40

Artikel 40

Artikel 41

Artikel 41

Artikel 41

Artikel 42

Afsnit VIa***)

Artikel K.15*)

Artikel K.16*)

Artikel K.17*)

Afsnit VII

Artikel 42

Artikel 42

Artikel 43

Artikel 43

Artikel 43

-

Artikel 44

Artikel 44 (ophævet)

Artikel 44

Artikel 45

*) Ny artikel indført ved Amsterdam-traktaten.

**) Nyt afsnit indført ved Amsterdam-traktaten.

***) Afsnit VI er omstruktureret ved Amsterdam-traktaten.

Traktat om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Første del

Artikel 45 (ophævet)

Artikel 45

Artikel 46

Artikel 46

Artikel 47 (ophævet)

Afsnit III

Artikel 47

Artikel 48

Artikel 48

Artikel 49

Artikel 49

Artikel 50

Artikel 50

Artikel 51

Afsnit II

Artikel 51

-

Artikel 52

Artikel 52

Artikel 53 (ophævet)

Artikel 53

Artikel 54

Artikel 54

Artikel 55

Artikel 55

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Artikel 56

Artikel 56

Artikel 57

Artikel 57

Artikel 58

Artikel 58

-

Artikel 59

Artikel 59

Artikel 60

Artikel 60

-

Afsnit IIIa)

Artikel 61

Artikel 61

Artikel 62 (ophævet)

Artikel 62

Artikel 63

Artikel 63

Artikel 64

Artikel 64

Artikel 65

Artikel 65

Artikel 66

Artikel 66

Artikel 67 (ophævet)

Artikel 67

Artikel 68 (ophævet)

Artikel 68

Artikel 69 (ophævet)

Artikel 69

Afsnit IV

Artikel 70 (ophævet)

Artikel 70

Artikel 71 (ophævet)

Artikel 71

Artikel 72 (ophævet)

Artikel 72

Artikel 73 (ophævet)

Artikel 73 I*)

Artikel 73 J*)

Artikel 73 K*)

Artikel 73 L*)

Artikel 73 M*)

Artikel 73 N*)

Artikel 73 O*)

Artikel 73 P*)

Artikel 73 Q*)

Afsnit IV

Artikel 73

Artikel 73 A

(ophævet)

Artikel 73 B

Artikel 73 C

Artikel 73 D

Artikel 73 E

(ophævet)

Artikel 73 F

Artikel 73 G

Artikel 73 H

(ophævet)

Artikel 74

Artikel 74

Artikel 75

Artikel 75

Artikel 76

Artikel 76

Artikel 77

Artikel 77

Artikel 78

Artikel 78

Artikel 79

Artikel 79

Artikel 80

Artikel 80

*) Ny artikel indført ved Amsterdam-traktaten.

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Afsnit V

Artikel 81

Artikel 81

Artikel 82

Artikel 82

Artikel 83

Artikel 83

Artikel 84

Afsnit V

Artikel 84

Artikel 85

Artikel 85

Artikel 86

Artikel 86

-

-

2. afdeling

Artikel 87

Artikel 87

Artikel 88

Artikel 88

Artikel 89

Artikel 89

Artikel 90

2. afdeling (slettet)

Artikel 90

Artikel 91 (ophævet)

3. afdeling

Artikel 91

-

Artikel 92

Artikel 92

Artikel 93

Artikel 93

Artikel 94

Afsnit VI

Artikel 94

Artikel 95

Artikel 95

-

-

-

Artikel 96

Artikel 96

Artikel 97 (ophævet)

Artikel 97

Afsnit VI

Artikel 98

Artikel 99

Artikel 99

Artikel 100 A, stk. 5 vil kun kunne anvendes såfremt alle betingelserne herfor er opfyldt.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 262 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Kan den nye tilføjelse om »at de ikke udgør en hindring for det indre markeds funktion«, i artikel 100 A, stk. 6, i EF- traktaten udgøre yderligere en betingelse for anvendelse, og hvorvidt vil denne formulering gøre det nemmere for Kommissionen at begrunde en afvisning af nationale bestemmelser?

Svar (5/9-97)

Da artikel 100 A som helhed vedrører gennemførelsen af det indre marked, og da miljøgarantien netop udgør en undtagelse til hovedreglen i stk. 1 om fri bevægelighed for varer m.m., for så vidt angår territoriet for det medlemsland, der bringer miljøgarantien i anvendelse, skal denne nye tilføjelse ses som en forpligtelse for Kommissionen til som Traktatens vogter at påse, at det indre markeds funktion ikke hindres af miljøgarantiens anvendelse.

Det betyder, at Kommissionen skal påse, at det indre marked ikke undergraves samtidig med, at miljøgarantiens karakter af en nationalt begrænset undtagelse til den frie varebevægelighed præciseres til også at omfatte indførelse af nye bestemmelser, kommissionsretsakter og situationer, hvor medlemslandet ikke har stemt imod den pågældende harmoniseringsforanstaltning.

Kommissionen vil således ikke med den nye artikel 100 A, stk. 4-6 kunne afvise et medlemslands ønske om nationale bestemmelser alene af de formelle grunde, som Kommissionen hidtil har fastholdt, at miljøgarantien ikke kan anvendes på kommissionsretsakter til indførelse af nye nationale bestemmelser, samt at man ikke har stemt imod harmoniseringsforanstaltningen. Med de nye bestemmelser tvinges Kommissionen til at forholde sig til sagens realitet, såfremt den ønsker at forhindre medlemslandet i at opretholde eller indføre nationale bestemmelser under påberåbelse af miljøgarantien. Om Kommissionen i den situation kan begrunde en afvisning af nationale bestemmelser må afhænge af, hvor stærke argumenter hhv. Kommissionen og medlemslandet kan fremlægge i den konkrete sag.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 256 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil ministeren fremkomme med en vurdering af betydningen af, at Kommissionen skal konstatere, at nationale bestemmelser indført i henhold til artikel 100 A, stk. 4 eller stk. 5, i EF-traktaten, »ikke udgør en hindring for det indre markeds funktion«?

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 262.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 257 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Er det ministerens opfattelse, at de nationale bestemmelser, som indføres i henhold til artikel 100 A, stk. 4 eller stk. 5, i EF-traktaten, kan indføres af det pågældende land, før Kommissionen har foretaget sin behandling?

Svar (5/9-97)

Spørgsmålet om indførelse af nye nationale bestemmelser er reguleret i artikel 100.A, stk. 5, mens opretholdelse af nationale bestemmelser som hidtil er reguleret i artikel 100 A, stk. 4.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 253, indføres der med Amsterdamtraktaten en tidsfrist for Kommissionen til inden for maksimalt 2x6 måneder enten at godkende eller forkaste de pågældende nationale bestemmelser.

Dette indebærer en forpligtelse for Kommissionen til at handle. I modsat fald er de nationale regler - såvel gamle som nye - at betragte som godkendte.

Domstolens afgørelse i PCP-sagen i 1994 (Frankrig mod Kommissionen) slog fast, at et medlemsland først har ret til at anvende nationale bestemmelser, der er givet meddelelse om, når Kommissionen har truffet beslutning om at bekræfte dem. Den nye artikel 100 A, stk. 6 må betyde, at nationale bestemmelser gyldigt vil kunne opretholdes med mindre, Kommissionen inden fristens udløb har truffet beslutning om at forkaste dem. For så vidt angår indførelse af nye nationale bestemmelser må det antages, at disse først gyldigt kan indføres efter Kommissionens bekræftelse eller udløbet af tidsfristen, med mindre Kommissionen har truffet beslutning om at forkaste dem. Forkaster Kommissionen, kan det pågældende medlemsland som hidtil indbringe Kommissionens afgørelse for Domstolen.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 258 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Er det ministerens vurdering, at de gældende bestemmelser i artikel 100 A, stk. 4, i EF-traktaten har udelukket brug af bestemmelsen til at indføre nationale bestemmelser? Findes der klare EU-domme om spørgsmålet? Ministeren bedes i sin besvarelse redegøre nærmere for grundlaget for vurderingen.

Svar (5/9-97)

I den gældende artikel 100 A, stk. 4, anvendes formuleringen »anvende nationale bestemmelser«. Det har hidtil været omtvistet, om denne formulering giver mulighed for ikke alene at opretholde, men også indføre nye nationale bestemmelser. Formuleringen udtrykker ikke eksplicit denne mulighed, ligesom den ikke eksplicit udelukker denne mulighed. Danmark har fortolket formuleringen således, at den også dækkede indførelse af nye strengere nationale bestemmelser. Kommissionen og en række andre medlemslande har ikke været enige i denne fortolkning. Domstolen har ikke taget stilling til det principielle spørgsmål, om artikel 100 A, stk. 4 kun kan anvendes til at opretholde eksisterende nationale regler, eller om bestemmelsen også giver mulighed for indførelse af nye.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 257 har et medlemsland iflg. Domstolens afgørelse i PCP-sagen i 1994 (Frankrig mod Kommissionen) først ret til at anvende nationale bestemmelser, når Kommissionen har truffet beslutning om at bekræfte dem. Da Kommissionen ikke fortolker den gældende artikel 100 A, stk. 4 således, at den giver mulighed for at indføre nye nationale bestemmelser, har man ikke kunnet forvente at få Kommissionens bekræftelse af nye nationale bestemmelser, som ønskes indført under påberåbelse af miljøgarantien.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 26 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Der har siden den danske folkeafstemning i 1986 været nogen uenighed mellem skiftende danske regeringer og EU-Kommissionen om fortolkningen af miljøgarantien. Danske regeringer har baseret den danske opfattelse på beslutningsgrundlaget fra folkeafstemningen i 1986, hvoraf det fremgår - »selvom der med kvalificeret flertal vedtages fælles EF-regler, kan et medlemsland anvende nationale bestemmelser til sikring af hensyn nævnt i artikel 36, arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse. Det kan ske hvis medlemslandet finder, at der er vigtige behov, der gør sig gældende på alle de pågældende områder, og som ikke løses tilfredsstillende af de fælles EF-regler. I dette tilfælde anvender medlemslandet nationale bestemmelser for at sikre høje kvalitetskrav vedrørende hensyn nævnt i artikel 36, arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse. Medlemslandet giver Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser. Finder Kommissionen eller et andet medlemsland, at nationale bestemmelser er blevet misbrugt til at beskytte eller begunstige national produktion i modsætning til det angivne formål, nemlig sikring af hensyn nævnt i artikel 36 (sundhed m.v.), arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse, kan sagen indbringes for Domstolen, som tager stilling så hurtigt som muligt.«

Er regeringen enig i, at regeringen efter Højesteretsdommen af 6. april 1998 har fået øget styrke til at opretholde den danske fortolkning af den såkaldte miljøgaranti, jf. ovenstående citat? 42

Svar (23/4-98)

Højesterets dom af 6. april 1998 har ingen betydning for den danske fortolkning af miljøgarantien, idet opmærksomheden i øvrigt henledes på Amsterdamtraktatens præcisering af denne.

(L 1 bilag 16 fra 1997-98, 2. samling)

Beskæftigelse

Spørgsmål nr. 136 på alm. del

Spørgsmål (19/9-96)

Under henvisning til den danske regerings forslag til ændring af EU-traktaten vedr. beskæftigelse (bilag (95) 985) udbeder udvalget sig en vurdering fra Justitsministeriet af, om forslaget indebærer kompetenceafgivelse i henhold til grundlovens bestemmelser herom, specielt for så vidt angår artikel 3 j »snæver koordination af økonomiske og strukturelle politikker« og forslaget til artikel X, stk. 3.

Endvidere udbeder udvalget sig en redegørelse for, hvorledes det i ,artikel Z foreslåede rådgivende beskæftigelsesudvalg forholder sig til det af Kommissionen foreslåede udvalg for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken, jf. KOM(96)134.43

Svar (18/4-97)

Første del.

Ved skrivelse af 20. september 1996 (j.nr. 400.A/JUR) har Udenrigsministeriet anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af en del af spørgsmål nr. 136 af 19. september 1996 fra Folketingets Europaudvalg.

Den pågældende del af udvalgets spørgsmål lyder således

»Under henvisning til den danske regerings forslag til ændring af EU-traktaten vedr. beskæftigelse (bilag (95) 985) udbeder udvalget sig en vurdering fra Justitsministeriet af, om forslaget indebærer kompetenceafgivelse i henhold til grundlovens bestemmelser herom, specielt for så vidt angår artikel 3 j »snæver koordination af økonomiske og strukturelle politikker« og forslaget til artikel X, stk. 3.«

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at det ønskes oplyst, om det nævnte forslag er omfattet af grundlovens § 20. Denne bestemmelse har følgende ordlyd

»§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig orden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemning i § 42 fastsatte regler.«

I den anledning kan det oplyses, at regeringens forslag om beskæftigelse ikke tilsigter at indebære overladelse af beføjelser til EU efter grundlovens § 20.

Regeringens forslag er nu under forhandling mellem EU s medlemslande på regeringskonferencen. Den endelige vurdering af forholdet til grundlovens § 20 kan først foretages, når udfaldet af forhandlingerne og resultatet af regeringskonferencen som helhed er kendt.

Anden del.

På rådsmødet (arbejdsministre) den 2. december 1996 opnåedes enighed om Kommissionens forslag om et udvalg for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken.

Udvalget for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken bygger på anbefalingen fra Det europæiske Råds møde i Madrid om etablering af en fast struktur til støtte for den fælles europæiske beskæftigelsesstrategi på det nuværende traktatgrundlag. Artikel Z i regeringens beskæftigelsesforslag er en traktatfæstelse af den faste struktur samtidig med, at det giver udvalget mulighed for at deltage i en videreudvikling af den fælles beskæftigelsesstrategi.

Såvel det af rådet nedsatte udvalg som Danmarks forslag er et vigtigt led i styrkelsen af beskæftigelsessamarbejdet og bekæmpelsen af arbejdsløsheden.

Udvalget for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken er et led i beskæftigelsesstrategien på det eksisterende traktatgrundlag. Udvalget i regeringens forslag i artikel Z foreslås tillagt opgaver i forbindelse med dens styrkelse af beskæftigelsessamarbejdet, som regeringen foreslår indbygget i traktaten med de i forslaget anførte artikler W, X og Y.

Det rådgivende udvalg, som er foreslået af regeringen, vil skulle afløse udvalget for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Samtidig foreslås såvel medlemssammensætningen som udvalgets opgaver ændret i overensstemmelse med samspillet mellem beskæftigelsespolitikken og den økonomiske politik samt muligheden for en videreudvikling af den fælles beskæftigelsesstrategi.

(Alm. del - bilag 916 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 2841 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (4/7-96)

Vil regeringen udarbejde og offentliggøre en grundig juridisk redegørelse om rækkevidden af det forslag vedrørende tilskyndelsesforanstaltninger, som den danske regering vil fremsætte på EU's regeringskonference som en del af en ny artikel Y?44

Svar (15/7 96)

Statsministeren redegjorde i forbindelse med mødet i Folketingets Europaudvalg den 2. juli 1996 nærmere for indholdet af det danske forslag vedrørende beskæftigelse, i hvilken forbindelse statsministeren understregede, at beskæftigelsespolitikken fortsat er og forbliver et nationalt anliggende.

Forslaget til en fælles overvågning af medlemslandenes beskæftigelsespolitik giver Rådet mulighed for at påpege, at en medlemsstats beskæftigelsespolitik ikke er i overensstemmelse med de fælles retningslinjer. Rådet kan efter det danske forslag ikke pålægge medlemsstaterne nogen forpligtelser eller at foretage foranstaltninger med henblik på at efterleve de pågældende retningslinjer.

(Folketingets forhandlinger 1995-96 side 7638)

Spørgsmål nr. 1 på alm. del

Spørgsmål (9/10-97)

Udenrigsministeren bedes - som lovet på Europaudvalgets møde den 3. oktober 1997 - sende et notat om mulighederne for foranstaltninger for så vidt angik beskæftigelsen henholdsvis før og efter Amsterdamtraktatens ikrafttrædelse.

Svar (20/10-97)

Der henvises til Udenrigsministeriets redegørelse for Amsterdam Traktaten af 1. oktober 1997 (Alm. del - bilag 1550) - afsnittet om beskæftigelse (vedlægges).

Bilag

3. Beskæftigelse

Baggrund

Ud over den generelle målsætningsbestemmelse om et højt beskæftigelsesniveau i Fællesskabet findes der ikke i det nuværende traktatgrundlag særlige bestemmelser om fremme af beskæftigelsen.

De seneste års udvikling har imidlertid indebåret en opprioritering af den fælles indsats på europæisk plan. På Det Europæiske Råds møde i Essen i december 1994 blev EU's strategi for at øge beskæftigelsen igangsat. Denne strategi er efterfølgende blevet konkretiseret og videreudviklet i mere detaljerede anbefalinger til medlemslandene. Herudover har Kommissionens formand i slutningen af januar 1996 præsenteret en tillidspagt for øget beskæftigelse, som bygger videre på det grundlag, der blev skabt på Det Europæiske Råds møde i Essen. Der er på flere møder i Det Europæiske Råd inden for de seneste år blevet vedtaget særlige erklæringer om beskæftigelsen, ligesom EU i december 1996 har nedsat et udvalg for beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Endelig er der på Det Europæiske Råds møde i Amsterdam den 16.-17. juni 1997 vedtaget en resolution om vækst og beskæftigelse. I resolutionen forpligter medlemslandene og EU's organer sig bl.a. til at komme med nye idèer og forslag vedrørende beskæftigelsen.

Amsterdamtraktaten

Med Amsterdamtraktaten indsættes et højt beskæftigelsesniveau som en unionsmålsætning. Endvidere tilføjes samordningen af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker i en af de indledende bestemmelser i EF-Traktaten om fællesskabets virke.

I EF-Traktaten indsættes et nyt afsnit, afsnit VIII, om beskæftigelse.

I dette afsnit fastlægges en procedure for samordning og gensidig overvågning af de nationale beskæftigelsespolitikker, herunder udvikling af en fælles beskæftigelsesstrategi, vedtagelse af retningslinier på fællesskabsplan og årlige vurderinger af de nationale initiativer.

Det Europæiske Råd vil hvert år vurdere beskæftigelsessituationen i Europa på baggrund af en fælles rapport herom fra Rådet og Kommissionen. På baggrund af Det Europæiske Råds konklusioner på dette punkt vedtager Rådet retningslinier, som de enkelte medlemslande skal tage hensyn til i deres nationale beskæftigelsespolitikker. Disse retningslinier skal være i overensstemmelse med de af Rådet vedtagne overordnede retningslinier for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politik.

Medlemslandene skal herudover årligt rapportere til Rådet og Kommissionen om deres foranstaltninger til gennemførelse af deres beskæftigelsespolitikker. Rådet gennemgår herefter medlemslandenes rapporter og kan på baggrund af de vedtagne retningslinier med kvalificeret flertal rette henstilling til medlemsstaterne, hvis Rådet finder det hensigtsmæssigt.

Endvidere kan Rådet vedtage tilskyndelsesforanstaltninger bl.a. med henblik på at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og støtte deres indsats på beskæftigelsesområdet. Disse foranstaltninger skal fremme samarbejdet mellem medlemslandene og indebærer ikke harmonisering af nationale love og administrative bestemmelser. Der er fremsat en erklæring til slutakten om disse tilskyndelsesforanstaltninger, som indebærer, at deres varighed ikke bør overstige 5 år, og at finansieringen skal være proportional med deres karakter af tilskyndelsesforanstaltninger.

Endelig nedsættes der et beskæftigelsesudvalg. Udvalget har til opgave at overvåge beskæftigelsessituationen og politikkerne i medlemslandene og i Fællesskabet på dette punkt samt at rådgive medlemslandene i beskæftigelsesspørgsmål. Udvalget skal i øvrigt høres i forbindelse med Rådets udarbejdelse af retningslinier, som medlemslandene skal tage hensyn til i deres beskæftigelsespolitikker. Hvert medlemsland og Kommissionen udpeger to medlemmer til beskæftigelsesudvalget.

Reglerne om beskæftigelse før og efter Amsterdamtraktaten

Før Amsterdamtraktaten

Efter Amsterdamtraktaten

Artikel B i TEU

Et højt beskæftigelsesniveau indsættes som overordnet målsætning for EU-samarbejdet

Artikel 100

Artikel 100 A

Artikel 100 B

(ophævet)

Artikel 100 C

(ophævet)

Artikel 100 D

(ophævet)

Artikel 100

Artikel 101

Artikel 101

Artikel 102

Artikel 102 A

Artikel 102

Artikel 103

Artikel 103 A

Artikel 103

Artikel 104

Artikel 104 A

Artikel 104 B

Artikel 104 C

Afsnit VII

Artikel 104

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Artikel 105

Artikel 105 A

Artikel 105

Artikel 106

Artikel 106

Artikel 107

Artikel 107

Artikel 108

Artikel 108 A

Artikel 108

Artikel 109 N

Mål om udvikling af en beskæftigelsesstrategi

Artikel 109 B

Artikel 109 C

Artikel 109 D

Artikel 109 E

Artikel 109 F

Artikel 109 G

Artikel 109 H

Artikel 109 I

Artikel 109 J

Artikel 109 K

Artikel 109 O

Beskæftigelse et spørgsmål af fælles interesse

Artikel 109 L

Artikel 109 M

Artikel 109 N*)

Artikel 109 O*)

Artikel 109 P*)

Artikel 109 Q*)

Artikel 109 R*)

Artikel 109 S*)

Afsnit VIII

Artikel 109 P

Målsætningen om høj beskæftigelse skal inddrages horisontalt også i forbindelse med andre politikker.

Artikel 109 Q: Gensidig overvågning, retningslinier, anbefalinger og henstillinger, rapportering

Artikel 109 R: Tilskyndelsesforanstaltninger

Artikel 109 S: Beskæftigelsesudvalg

(Alm. del - bilag 40 fra 1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. 17 på alm. del

Spørgsmål (12/11-97)

Økonomiministeren bedes - som lovet på Europaudvalgets møde den 31. oktober 1997 - sende et notat, der nærmere redegør for forholdet mellem Amsterdamtraktaten og Kommissionens forslag til retningslinjerne for beskæftigelsen.

Svar (22/12-97)

I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Amsterdam den 16.-17. juni 1997 og i Det Europæiske Råds resolution om vækst og beskæftigelse blev det anført, at Rådet bør bestræbe sig på at lade de relevante bestemmelser i det nye beskæftigelseskapitel i Amsterdamtraktaten få øjeblikkelig virkning. I forlængelse heraf hed det i konklusionerne fra Det Europæiske Råds ekstraordinære møde om beskæftigelse i Luxembourg den 20.-21. november 1997, at denne beslutning muliggør i praksis en fremskyndet anvendelse af bestemmelserne om samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker fra og med 1998.

I artikel 4 i det nye beskæftigelseskapitel i Amsterdamtraktaten fremgår det, at Rådet på grundlag af Det Europæiske Råds konklusioner hvert år skal fastlægge retningslinier, som medlemslandene skal tage hensyn til i deres egne beskæftigelsespolitikker. Det fremgår også, at disse retningslinier for beskæftigelsen skal være i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker i medlemslandene og Fællesskabet, der refereres til i traktatens artikel 103.

I forlængelse af Amsterdamkonklusionerne har Kommissionen fremlagt forslag til Rådsresolution om beskæftigelsesretningslinier for 1998. Rådsresolutionen er blevet vedtaget på Rådsmødet (Arbejds- og Socialministre) den 15. december 1997.

Der er den sammenhæng mellem Amsterdamtraktaten og Kommissionens forslag til retningslinierne for beskæftigelsen, at det var Det Europæiske Råds ønske i Amsterdam, der resulterede i Rådsresolutionen om retningslinier for beskæftigelsen.

I øvrigt henvises til Udenrigsministeriets redegørelse for Amsterdamtraktaten af 1. oktober 1997 (almindelig del, bilag 1550, afsnittet om beskæftigelse).

(Alm. del - bilag 388 fra 1997-98, 1. samling)

Den fælles handelspolitik

Spørgsmål nr. 193 på alm. del

Spørgsmål (25/6-97)

Fødevareministeren bedes - som lovet på Europaudvalgsmødet den 13. juni 1997 - sende et notat om eventuelle ændringer i behandlingen af WTO spørgsmål som resultat af regeringskonferencen.

Svar (30/7-97)

Fødevareministeriet har til brug for besvarelsen af Europaudvalgets spørgsmål indhentet følgende udtalelse fra Udenrigsministeriet

»Som resultat af regeringskonferencen er i Traktaten indføjet en ny art. 113 (5).

Den nye bestemmelse indebærer, at Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet kan udvide anvendelsen af art. 113 til også at omfatte internationale forhandlinger om Tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder, for så vidt disse ikke allerede er omfattet af art. 113.

Umiddelbart sker der således ikke nogen ændring. Først såfremt Rådet med enstemmighed har truffet beslutning derom, vil nye områder blive omfattet af art. 113. Indtil dette måtte ske, vil de eksisterende procedurer, herunder afstemningsregler, finde anvendelse for disse områder.

(Alm. del - bilag 1392 fra 1996-97)

Social- og arbejdsmarkedspolitikken

Spørgsmål nr. 104 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Er protokollen og den dertil knyttede aftale allerede i dag en retskilde for EF-Domstolen - og en tekst, som Domstolen har adgang til at fortolke?45

Svar (16/4-97)

Protokollen er en integrerende del af EF-Traktaten, som Domstolen har adgang til at fortolke, jf. protokollens punkt 3), EF-Traktatens artikel 239 og TEU's artikel L.

(Alm. del - bilag 905 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 105 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Vil en egentlig traktatfæstelse af protokollen og den dertil knyttede aftale betyde en ændring i Domstolens kompetence?46

Svar (16/4-97)

Der vil kun opstå en ændring i Domstolens kompetence i forhold til Storbritannien, jf. protokollens punkt 2), sidste afsnit.

(Alm. del - bilag 905 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 2462 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (4/6-97)

Kan udenrigsministeren oplyse, om den danske regering vurderer, at den ny bestemmelse i traktatudkastet af 30. maj 1997 om grundrettigheder i artikel 117 sammen med den nye henvisning til grundrettigheder i præamblen betyder, at medlemslandene er forpligtede til i national lovgivning at tage hensyn til disse grundrettigheder og at dette også gælder for EU-retsakter, og at begge forhold vil komme under EF-Domstolens- kontrol?

Svar (13/6-97)

Med henblik på en inkorporering i Traktaten af aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken indgået mellem Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland indeholder formandskabets traktatudkast af 30. maj 1997 et forslag til en ny art. 117 indeholdende en generel beskrivelse af de overordnede mål for arbejdsmarkeds- og socialpolitikken baseret på den nuværende aftales art. 1.

Den pågældende traktatartikeltekst er fortsat genstand for forhandlinger på regeringskonferencen, herunder for så vidt angår henvisningen til grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder. En endelig vurdering af bestemmelsens juridiske rækkevidde herunder forhold til medlemslandenes nationale lovgivning må derfor afvente resultatet af de igangværende forhandlinger.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8364)

Spørgsmål nr. 233 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

I udformningen af artikel 117 i TEF anføres indledningsvis hensyn til »grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder«. Hvad dækker dette over?

Svar (5/9-97)

Betegnelsen dækker over de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder som fastlagt i blandt andet den europæiske socialpagt af 1961 og Fællesskabspagten om grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 102 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Protokollen og den dertil knyttede aftale henviser til Socialpagten af 1989. Betyder traktatfæstelsen af protokollen og den dertil knyttede aftale, at gennemførelsen af Socialpagten fra 1989 bliver en målsætning for Unionen?47

Svar (4/7-97)

Forhandlingerne omkring traktatfæstelsen af protokollen og den dertil knyttede aftale resulterede i en ændring af artikel 117, som indebærer, at Fællesskabet og medlemsstaterne i opfyldelsen af de mål for arbejdsmarkeds og socialpolitikken, der opregnes i artikel 117, er opmærksomme på »de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som bl.a. er fastlagt i den europæiske socialpagt undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og fællespagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder«. I præamblen har man bekræftet den betydning man tillægger de samme rettigheder. Gennemførelsen af Socialpagten fra 1989 er således ikke omfattet af bestemmelserne om målsætningerne for Unionens virksomhed.

(Alm. del - bilag 1306 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 103 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Er regeringen enig i, at Socialpagtens afsnit om »Foreningsfrihed og kollektive forhandlinger« pkt. 11 er uforeneligt med dansk lovgivning om praksis med hensyn til eksklusivaftaler i kollektive overenskomster?

Svar (4/7-97)

Det er regeringens opfattelse, at Danmark efterlever Socialpagten. Ved indgåelsen af den sociale protokol (11-aftalen - nu 14-aftalen), som var en tilkendegivelse af, at landene ønskede at gå videre af den vej, som blev afstukket i Socialpagten, blev det slået fast, at protokollen undtager organisationsforhold. Som det fremgår af Amsterdamtraktatens ændrede artikel 118 stk. 6, har EU ikke kompetence til at regulere nationale forhold om organisationsret, strejkeret, lønforhold eller ret til Lockout.

(Alm. del - bilag 1306 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 107 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Aftalens artikel 2.1 omtaler »arbejdsvilkårene« som et af de områder, der kan reguleres ved kvalificeret flertal. Kan ministeren oplyse, hvad der mere konkret forstås ved »arbejdsvilkårene«?48

Svar (4/7-97)

Der ses ikke at foreligge retsafgørelser eller andre fortolkningsbidrag til en definition af begrebet arbejdsvilkår. Begrebet kan formentlig afgrænses negativt ved en henvisning til de bestemmelser i aftalen, hvor der er fastsat andre regler for særlige emner som fx social sikring eller de i svaret på spørgsmål 103 nævnte emner. Herhjemme anvender man undertiden udtrykket »de forhold hvorunder arbejdet foregår«, som en omskrivning af arbejdsvilkår.

(Alm. del - bilag 1306 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 234 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

I udformningen af artikel 118 i TEF fjerde pind er ordet »erhvervsmæssig« fjernet i forhold til den oprindelige artikel i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Hvad er begrundelsen for nyformuleringen og hvad er konsekvensen?49

Svar (5/9-97)

Den nye formulering giver muligheder for en bredere tilgang til Fællesskabets indsats for integration i samfundslivet af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet, end den snævre erhvervsmæssige integration.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 504 til statsministeren af Holger K. Nielsen (SF)

Spørgsmål (27/5-98)

Kan og vil statsministeren garantere den danske befolkning, at det danske Folketing i henhold til Amsterdamtraktatens artikel 137, stk. 5, selv i uindskrænket omfang kan vedtage love, der rummer strengere foranstaltninger for at sikre og beskytte arbejdstagernes sikkerhed, sundhed, arbejdsvilkår og ligebehandling i arbejdet, og kan og vil statsministeren i givet fald garantere, at denne ret til strengere beskyttelsesforanstaltninger også gælder i de tilfælde, hvor Danmark ud fra nationale arbejdsmarkedstraditioner, særlige værdier, m.v. (inden for rammer af EU's minimumsmål, grænseværdier, m.v.) ønsker at benytte bestemte danske beskyttelsesstrategier, og har Danmark med andre ord fuld frihed til at gå både hurtigere og ad egne veje til f.eks. et bedre arbejdsmiljø end EU som helhed?50

Svar (11/6-98)

Spørgsmålet har været forelagt Arbejdsministeriet, som har oplyst følgende

»I henhold til Maastrichttraktatens artikel 118 A, bestræber medlemsstaterne sig på at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Rådet vedtager ved udstedelse af direktiver minimumsforskrifter med henblik på at bidrage til virkeliggørelse af dette mål. Ifølge artikel 118 A, stk. 3, er bestemmelser, der vedtages i henhold til artikel 118 A, ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med traktaten.

I Amsterdamtraktaten er indholdet af artikel 118 A (i forbindelse med indskrivelsen af den sociale protokol) blevet integreret i artikel 137. Indholdet i det hidtidige stk. 3 i artikel 118 A genfindes nu i Amsterdamtraktatens artikel 137, stk. 5. Indskrivningen indebærer ingen ændringer i den hidtidige retstilstand, hvorfor medlemsstaterne fortsat kan opretholde eller indføre strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med traktaten.«.

Jeg kan henholde mig til det af Arbejdsministeriet anførte.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 2. samling side 2216)

Spørgsmål nr. 106 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Aftalens artikel 2.4 åbner mulighed for, at en medlemsstat kan overlade det til arbejdsmarkedets parter gennem aftale at gennemføre direktiver, der er udstedt i henhold til aftalens pkt. 4.2 og 4.3. Det rejser følgende spørgsmål

· Er det danske kollektive aftalesystem tilstrækkeligt til at sikre gennemførelse af et direktiv, der gælder for alle ansatte på arbejdsmarkedet?

· Hvis det ikke er tilstrækkeligt, hvordan vil regeringen da sikre et sådant direktiv overholdt?51

Svar (4/7-97)

I forbindelse med implementeringen af arbejdsmarkedsdirektivet er spørgsmålet om overenskomsternes tilstrækkelighed på dette området blevet behandlet indgående, idet dette direktiv som bekendt er blevet implementeret alene ved overenskomstmæssige aftaler.

Størstedelen af lønmodtagerne er i dag omfattet af en implementeringsaftale om arbejdstidsdirektivet. Hertil kommer, at arbejdsmarkedets parter i forbindelse med implementeringen har forpligtet sig til, hvis de er eller bliver bekendt med, at der er lønmodtagere, der ikke faktisk får de rettigheder som direktivet giver, at sørge for at løse sådanne sager. Det er således parterne, der har ansvaret for, at direktivets bestemmelser bliver overholdt. Viser det sig imidlertid, at parterne ikke er i stand til at leve op til deres forpligtelse, har regeringen forbeholdt sig at løse problemet.

(Alm. del - bilag 1306 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 235 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

I udformningen af artikel 119, stk. 1, i TEF er tilføjet »eller arbejde af samme værdi« i forhold til den oprindelige artikel i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Hvordan forestiller ministeren sig, at denne vurdering af arbejdets værdi skal ske?

Svar (5/9-97)

Der er tale om principper i overensstemmelse med domstolsafgørelser og dansk ligestillingslovgivning. Hvorledes en konkret vurdering af arbejdets værdi kan gennemføres må afhænge af den relevante arbejdsfunktion.

Princippet har været gældende siden ligelønsdirektivet fra 1975, og det er gennemført i dansk ret ved bestemmelsen i ligelønslovens § 1, stk. 2 og 3, der fastslår, at bedømmelsen af arbejdets værdi skal ske ud fra en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre faktorer.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Sundhed og forbrugerbeskyttelse

Spørgsmål nr. 238 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvilke »foranstaltninger« er der tale om i udformningen af ændring af artikel 129 stk. 4 litra a i TEF?

Svar (5/9-97)

Artikel 109

Artikel 109

Artikel 109 A

Artikel 110

Artikel 110

Artikel 111

Artikel 111

(ophævet)

Artikel 112

Artikel 112

Artikel 113 giver EF hjemmel til at indgå traktater, jf. nærmere Claus Gulmann og Karsten HagelSørensen, a.st., side 228 ff.

EFs kompetence til traktatindgåelse efter artikel 113 er en enekompetence, jf. f.eks. EF-Domstolens udtalelse 1/94, WTO, Sml. 1994.I, side 5267. Medlemsstaterne har således ikke længere kompetence på dette område.

Ved Amsterdam-Traktaten indsættes følgende bestemmelse som artikel 113, stk. 5

»5. Rådet kan med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet udvide anvendelsen af stk. 1-4 til også at omfatte internationale forhandlinger og aftaler vedrørende tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder, for så vidt de ikke er omfattet af disse stykker.«

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Som anført ovenfor under pkt. 2.3.2.d) er det antaget, at EFs kompetence til at indgå aftaler med tredjelande m.v. er omfattet af grundlovens § 20, fordi der er tale om overladelse af udenrigspolitisk kompetence efter grundlovens § 19. Hertil kommer, at sådanne aftaler efter omstændighederne kan være umiddelbart anvendelige i medlemsstaterne.

En yderligere kompetence for EF til at indgå aftaler forudsætter derfor anvendelse af grundlovens § 20.

Det følger af EF-Domstolens praksis, at EF kan have kompetence til at indgå aftaler, selv om det ikke fremgår udtrykkeligt af traktaten. Domstolen har således fastslået, at EF har en sådan kompetence på alle områder, hvor EF har kompetence til at udstede regler internt, dvs. i forhold til medlemsstaterne. Det gælder, uanset om EF har udnyttet sin kompetence til intern regelfastsættelse, jf. Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, a.st., side 230 ff., med henvisninger til retspraksis.

Den nye bestemmelse i artikel 113, stk. 5, omfatter områder, hvor det må antages, at EF allerede har kompetence til at udstede regler internt og dermed også til at indgå aftaler med tredjelande, herunder navnlig i medfør af traktatens artikel 100 A og artikel 235, jf. herved for gældende rets vedkommende EF-Domstolens udtalelse 1/94, WTO, Sml. 1994.I, side 5267, og udtalelse 2/92, OECD, Sml. 1995.I, side 521.

Artikel 113, stk. 5, indebærer herefter efter Justitsministeriets opfattelse alene, at Rådet kan beslutte, at kompetencen på de områder, der er nævnt i bestemmelsen, skal henføres til artikel 113. En sådan beslutning indebærer, at der herefter er tale om en enekompetence, og at de for artikel 113 gældende procedurer finder anvendelse.

Der er derimod næppe tale om, at EF fremover kan indgå aftaler i videre omfang end efter den gældende traktat.

På denne baggrund er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at den nye bestemmelse i artikel 113, stk. 5, ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.7. Social- og arbejdsmarkedspolitik.

a) Ændringernes indhold.

Efter EF-Traktatens artikel 117 som affattet ved Amsterdam-Traktaten iværksætter Fællesskabet og medlemsstaterne foranstaltninger med henblik på at fremme beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene, en passende social beskyttelse, dialogen på arbejdsmarkedet, en udvikling af de menneskelige ressourcer og bekæmpelse af social udstødelse. Foranstaltningerne skal tage hensyn til forskellene i national praksis, særligt på overenskomstområdet, samt til nødvendigheden af at opretholde fællesskabsøkonomiens konkurrenceevne.

Bestemmelsen er i det væsentlige en sammenskrivning af artikel 1 i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken og artikel 117 i den gældende EF-traktat.

Artikel 113

Artikel 113

Artikel 114

Artikel 114

(ophævet)

Artikel 115

Artikel 115

Artikel 116

Artikel 116

(ophævet)

Afsnit IX

Artikel 116

Afsnit X

Artikel 117 giver ligesom det må antages at gælde for artikel 1 i den nævnte aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken efter Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv hjemmel til at udstede retsakter. Allerede derfor kan bestemmelsen ikke antages at forudsætte anvendelse af grundlovens § 20.

For så vidt angår artikel 118, stk. 2, 1. led, må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at direktiver, der udstedes i medfør af aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, kan have samme retsvirkning i medlemsstaterne som direktiver efter EF-traktatens artikel 189.

De dele af artikel 118, stk. 2. 1. led, som svarer til bestemmelserne i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, vil allerede af denne grund ikke indebære (yderligere) overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20.

Den nye artikel 118, stk. 2, 1. led, giver på enkelte punkter Rådet en mere vidtgående reguleringskompetence end den, der følger af aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Der gives således udtrykkeligt Rådet adgang til at udstede direktiver vedrørende integration af udstødte personer. Efter artikel 2 i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitiske forhold har Fællesskabet alene adgang til at supplere medlemsstaternes indsats vedrørende »erhvervsmæssig integration af personer, der er udstødt af arbejdsmarkedet«. I den nye artikel 118 er ordet »erhvervsmæssig« udgået. Rådet vil herefter i princippet kunne supplere medlemsstaternes indsats vedrørende enhver integration af personer, der er udstødt af arbejdsmarkedet.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give anledning til en vis tvivl, om EF efter den gældende traktat har adgang til at udstede regler om ikke-erhvervsmæssig integration af personer, der er udstødt af arbejdsmarkedet.

Efter EF-traktatens artikel 2 har Fællesskabet som målsætning bl.a. »et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, højnelse af levestandarden og livskvaliteten«. Endvidere følger det af EF-traktatens artikel 3, litra i) og j), at Fællesskabets virke skal indebære »indførelse af en politik på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige område« og en »styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed«.

Integration af socialt udstødte personer må formentlig antages at være indeholdt i de nævnte mål. Lægges dette til grund, vil der efter artikel 235 kunne udstedes retsakter herom. Det kan i den forbindelse nævnes, at Rådet med hjemmel i artikel 235 har vedtaget afgørelse 89/457 om iværksættelse af et EF-handlingsprogram på mellemlang sigt for økonomisk og social integration af de økonomisk og social dårligt stillede befolkningsgrupper. Afgørelsen indeholder regler om finansiel støtte til bl.a. social integration af visse samfundsgrupper, der er udsat for marginalisering.

På den anførte baggrund er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at der ikke ved den nye bestemmelse i artikel 118, stk. 2, 1. led, gives EF en kompetence, som Fællesskabet ikke har efter den gældende traktat.

Bestemmelsen i artikel 118, stk. 2, 3. led, er ny og modsvares ikke af en tilsvarende bestemmelse i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Som anført ovenfor giver bestemmelsen Rådet adgang til at vedtage foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende bekæmpelse af social udstødelse gennem initiativer, der tager sigte på at opnå større viden, udvikle udvekslingen af information og gode erfaringer, fremme nytænkning og vurdere erfaringerne.

Regler med et sådant formål må antages i alt væsentligt alene at angå forholdet mellem EU-organerne og medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne indbyrdes. Det er således umiddelbart nærliggende at antage, at bestemmelsen ikke i almindelighed vil blive anvendt til at skabe umiddelbart gældende rettigheder og pligter for borgerne.

Efter ordlyden af artikel 118, stk. 2, 3. led, kan Rådet imidlertid udstede alle former for foranstaltninger, herunder forordninger og direktiver. Det kan derfor ikke udelukkes, at Rådet i særlige tilfælde vil kunne udstede regler med umiddelbar virkning for borgerne i medfør af artikel 118, stk. 2, 3. led.

Dette forhold indebærer dog ikke i sig selv, at artikel 118, stk. 2, 3. led, udvider EF's kompetence til at udstede retsakter. Bestemmelsen giver alene EF adgang til at træffe foranstaltninger vedrørende informationsudveksling på områder, der som ovenfor anført allerede i dag må antages at være omfattet af EFs kompetence. Hertil kommer, at det som anført må antages at have undtagelsens karakter, at det vil være nødvendigt at anvende artikel 118, stk. 2, 3. led, til at udstede bestemmelser med umiddelbar virkning over for borgerne.

Justitsministeriet finder det på denne baggrund nærliggende at antage, at sådanne umiddelbart anvendelige regler om informationsudveksling m.v., som er påkrævede for, at EF og medlemsstaterne effektivt kan administrere regler vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitikken, ville kunne udstedes med hjemmel i den gældende traktats artikel 235.

Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at Amsterdam-Traktatens bestemmelser om social- og arbejdsmarkedspolitik næppe kan antages at forudsætte anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.8. Forbrugerbeskyttelse.

a) Ændringernes indhold.

Den gældende EF-Traktat indeholder i artikel 129 A følgende bestemmelse om forbrugerbeskyttelse

»1. Fællesskabet bidrager til virkeliggørelsen af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved

a) foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 110 A som led i gennemførelsen af det indre marked,

b) særlige aktioner, som støtter og supplerer den politik, Medlemsstaterne fører med henblik på at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og sikre en passende forbrugeroplysning.

2. Rådet vedtager efter fremgangsmåden i artikel 189 B og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg de særlige aktioner, der er omhandlet i stk. 1, litra b).

3. Aktioner, som vedtages i medfør af stk. 2, er ikke til hinder for, at den enkelte Medlemsstat opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger skal være forenelige med denne Traktat. De meddeles Kommissionen.«Det kan give anledning til en vis tvivl, om begrebet »aktioner« i bestemmelsens stk. 1, litra b, giver Rådet kompetence til at udstede umiddelbart anvendelige retsakter.

Udtryk som »bestemmelser« og »foranstaltninger« omfatter samtlige de typer retsakter, der er defineret i art. 189. Det er derimod ikke endeligt afklaret, om udtrykket »aktioner« alene dækker over mindre vidtgående beslutninger (typisk programmer, projekter, kampagner og lignende med mulighed for finansiel støtte fra Fællesskabet), eller om det f.eks. også kan omfatte direktiver.

Ved Amsterdam-traktaten ændres artikel 129 A, således at bestemmelsen nu får følgende ordlyd

»1. For at fremme forbrugernes interesser og sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau bidrager Fællesskabet til at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og til at fremme deres ret til oplysning og uddannelse og til at organisere sig for at beskytte deres interesser.

2. Forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Fællesskabets politikker og aktiviteter.

3. Fællesskabet bidrager til at nå målene i stk. 1, ved

a) foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 100 A som led i gennemførelsen af det indre marked

b) foranstaltninger, som støtter, supplerer og overvåger den politik, medlemsstaterne fører.

4. Rådet vedtager efter fremgangsmåden i artikel 189 B og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 3, litra b).

5. Foranstaltninger, som vedtages i medfør af stk. 4, er ikke til hinder for, at den enkelte medlemsstat opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger skal være forenelige med denne traktat. De meddeles Kommissionen.«

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Med den ændrede formulering af EF-traktatens artikel 129 A får Rådet udtrykkelig kompetence til at vedtage »foranstaltninger« vedrørende forbrugerbeskyttelse, herunder at udstede umiddelbart anvendelige retsakter.

Som anført ovenfor kan det give anledning til tvivl, om udtrykket »aktioner« i den gældende artikel 129 A omfatter sådanne retsakter. Under hensyn til denne usikkerhed finder Justitsministeriet det rigtigst at lægge til grund, at bestemmelsen ikke hjemler en sådan kompetence.

Det spørgsmål kan herefter rejses, om andre bestemmelser i den gældende EF-Traktat, herunder navnlig artikel 235, giver hjemmel til at udstede umiddelbart anvendelige retsakter på området.

Til støtte for, at dette spørgsmål må besvares bekræftende, kan det anføres, at forbrugerbeskyttelse længe har været anerkendt som et hensyn, der kan forfølges som et integreret led inden for andre fællesskabspolitikker. Endvidere bestemmes det i den gældende traktats artikel 3, litra s, at Fællesskabets virke skal indebære »bidrag til styrkelse af forbrugerbeskyttelse«.

På den anden side kan det efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til tvivl, om den gældende EF-traktat indeholder hjemmel til at udstede bestemmelser, der fremmer forbrugernes ret til at organisere sig for at beskytte deres interesser. En sådan udtrykkelig hjemmel skabes nu ved artikel 129 A.

Det kunne anføres, at der ikke ved bestemmelsen tillægges EF kompetence til egentlig regulering af dette spørgsmål, men alene til at støtte, supplere og overvåge den politik, medlemsstaterne fører. I modsætning til, hvad der gælder for bestemmelserne vedrørende beskæftigelse (jf. ovenfor pkt. 3.3.5), er det dog ikke i artikel 129 A udtrykkeligt bestemt, at EF skal respektere medlemsstaternes kompetence, og at der ikke kan ske harmonisering af national lovgivning m.v. Forbeholdet i artikel 129 A om, at vedtagne foranstaltninger ikke er til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, forhindrer således ikke i sig selv, at minimumsbestemmelser kan være umiddelbart anvendelige i Danmark.

Justitsministeriet finder det på denne baggrund rigtigst at antage, at den nye bestemmelse i artikel 129 A forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.9. Miljøbeskyttelse.

a) Ændringernes indhold.

Ved Amsterdam-Traktaten indsættes hensynet til en bære dygtig udvikling i formålsbestemmelsen i artikel 2 i EF-traktaten, ligesom det i bestemmelsen udtrykkeligt fastslås, at Fællesskabet bl.a. skal fremme et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.

Desuden indsættes der en ny artikel 3 C i traktaten, hvorefter miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner som nævnt i artikel 3, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling».

Endvidere ændres en række af traktatens specielle bestemmelser om miljøbeskyttelse. Det gælder bl.a. artikel 100 A, stk. 4, om den såkaldte miljøgaranti.

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Hensynet til miljøbeskyttelse er allerede nævnt i den eksisterende EF-Traktat, herunder i traktatens artikel 2, 100 A og afsnit XVI om miljø.

De nye bestemmelser må derfor antages alene at præcisere, hvilke formål der skal prioriteres inden for den kompetence, Fællesskabet allerede har efter den gælden de traktat.

Den nævnte ændring af EF-Traktatens formålsbestemmelser kan derfor ikke antages at indebære, at EF får en mere vidtrækkende reguleringskompetence, herunder i medfør af artikel 235, end efter den gældende traktat.

Ændringen af de specielle traktatbestemmelser om miljøbeskyttelse, herunder artikel 100 A om miljøgarantien, rejser heller ikke spørgsmål om anvendelse af grundlovens § 20.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at Amsterdam-Traktatens bestemmelser om miljøbeskyttelse m.v. ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.10. Sanktioner i anledning af krænkelse af demokrati, menneskerettigheder m.v.

Ved Amsterdam-Traktaten indsættes der som artikel 236 i EF-Traktaten en bestemmelse svarende til artikel F.1 i Traktaten om Den Europæiske Union vedrørende sanktioner i anledning af en medlemsstats grove og vedvarende overtrædelser af principperne om demokrati, respekt for menneskerettighederne m.v.

Artikel F.1 er nærmere omtalt under pkt. 3.2.1 ovenfor. Det må antages, at det primære anvendelsesområde for artikel 236 på samme måde som artikel F.1 vil være vedtagelsen af suspensionsbestemmelser rettet til medlemsstaterne, som ikke er umiddelbart anvendelige.

Imidlertid indebærer det forhold, at artikel 236 er en del af EF-traktaten og dermed det såkaldt over statslige samarbejde at det ikke kan udelukkes, at der som led i en suspension efter artikel 236 vil kunne udstedes regler, der er umiddelbart anvendelige.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det anses for usikkert, om den mulighed, som artikel 236 (eventuelt i kombination med andre hjemmelsbestemmelser) giver for at udstede regler, herunder umiddelbart anvendelige regler, begrundet i demokratitab eller alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, indebærer en reel udvidelse af den reguleringskompetence, der i dag tilkommer EF.

Under hensyn til denne usikkerhed finder Justitsministeriet det rigtigst at antage, at bestemmelsen forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

4. Sammenfattende om Amsterdam-Traktatens forhold til grundlovens § 20.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, indeholder Amsterdam-Traktaten for så vidt angår Danmark tre bestemmelser, der forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20. Det drejer sig om artiklerne 6 A, 129 A og 236.

Når der bortses fra disse bestemmelser, er det Justitsministeriets opfattelse, at Amsterdam-Traktaten ikke for Danmarks vedkommende indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20.

På grund af den fortolkningstvivl, der kan knytte sig både til bestemmelserne i de gældende traktater (EF-Traktaten, EKSF og Euratom-Traktaten) og til bestemmelserne i Amsterdam-Traktaten, kan det imidlertid ikke med fuldstændig sikkerhed afvises, at der på enkelte andre områder kan vise sig at være tale om en vis yderligere, meget begrænset, overladelse af beføjelser.

Det har ikke i det foreliggende tilfælde selvstændig betydning, om dette måtte være tilfældet.

Det skyldes, at Amsterdam-Traktaten som nævnt indeholder bestemmelser, hvis gennemførelse i Danmark forudsætter iagttagelse af proceduren efter grundlovens § 20. Denne procedure vil blive anvendt i forhold til Amsterdam-Traktaten i sin helhed og dermed også i forhold til de traktatbestemmelser, der efter Justitsministeriets ovennævnte opfattelse ikke indebærer suverænitetsoverladelse efter grundlovens § 20. Det forhold, at det efterfølgende måtte vise sig, at også andre traktatbestemmelser end artiklerne 6 A, 129 A og 236 indebærer overladelse af beføjelser i grundlovens § 20s forstand, har derfor ikke betydning for spørgsmålet om, hvorvidt den korrekte procedure efter grundloven er blevet fulgt.

Loven om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber er opbygget således, at fællesskabsinstitutionerne kan udøve beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, i det omfang, det følger af traktaterne, jf. lovens §§ 2 og 3, sammenholdt med § 4. Der vil derfor i denne henseende under alle omstændigheder ske en korrekt opfyldelse af Amsterdam-Traktaten.

5. Amsterdam-Traktatens forhold til grundlovens § 88.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en dansk tilslutning til Amsterdam-Traktaten kan ske inden for rammerne af grundlovens § 20, bemærkes, at institutionernes virksomhed fortsat bygger på legalitetsprincippet, jf. herved EF-Traktatens artikel 4, stk. 1. Det indebærer, at EF-Traktaten både indeholder en angivelse af de sagsområder eller emneområder, på hvilke institutionerne kan udøve deres beføjelser, og en angivelse af beføjelsernes indhold (lovgivende, udøvende, dømmende eller udenrigspolitisk).

Særligt for så vidt angår de bestemmelser, hvor der efter Justitsministeriets opfattelse sker overladelse af beføjelser, bemærkes følgende

Efter artikel 6 A kan Rådet med forbehold af traktatens øvrige bestemmelser og inden for rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fællesskabet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af de kriterier, der er angivet i bestemmelsen.

Udvidelsen efter artikel 129 A består i, at der nu kan udstedes retsakter, der fremmer forbrugernes ret til at organisere sig for at beskytte deres interesser.

For så vidt angår artikel 236 indebærer bestemmelsen ikke, at EF får kompetence til at regulere nye områder, men alene at der muligvis sker en udvidelse af EFs reguleringskompetence inden for rammerne af den gældende traktat.

Bestemmelserne indeholder endvidere en afgrænsning af de beføjelser, der på de nævnte områder tillægges EF. Det fremgår således af alle de tre bestemmelser, at der kan vedtages «foranstaltninger», dvs. særligt de retsakter, der er nævnt i artikel 189.

Endelig indebærer den omstændighed, at der kan være fortolkningstvivl med hensyn til rækkevidden af bestemmelser i EF-Traktaten, ikke, at grundlovens § 20 ikke kan anvendes, jf. senest Østre Landsrets dom i Maastricht-sagen, side 13.

På grundlag af de foreliggende retskilder, jf. nærmere ovenfor under pkt. 2.3.3, er det herefter Justitsministeriets opfattelse, at Amsterdam-Traktaten indebærer overladelse af beføjelser i nærmere bestemt omfang og derfor kan gennemføres efter proceduren i grundlovens § 20.

6. Konklusion.

Amsterdam-Traktaten indeholder bestemmelser, der indebærer overladelse af beføjelser i grundlovens forstand. Efter Justitsministeriets opfattelse drejer det sig om artiklerne 6 A, 129 A og 236. En dansk tilslutning til Amsterdam-Traktaten nødvendiggør derfor anvendelse af grundlovens § 20, selv om der for Danmarks vedkommende alene er tale om meget begrænsede overladelser.

Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at anvendelse af proceduren efter grundlovens § 20 er tilstrækkelig som grundlag for dansk tilslutning til Amsterdam-Traktaten.

Artikel 117

Artikel 117

Artikel 118 indeholder efter Amsterdam-Traktaten følgende hjemmelsbestemmelse

»1. Med henblik på at virkeliggøre de i artikel 117 fastlagte mål støtter og supplerer Fællesskabet medlemsstaternes indsats på følgende områder

- forbedring af især arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed

- arbejdsvilkårene

- information og høring af arbejdstagerne

- integration af personer, der er udstødt af arbejdsmarkedet, jf. dog artikel 127

- lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og ligebehandling i arbejdet.

2. Med henblik herpå kan Rådet ved udstedelse af direktiver vedtage minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvist under hensyn til de vilkår og tekniske bestemmelser, der gælder i hver af medlemsstaterne. I disse direktiver skal det undgås at pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.

Rådet træffer afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 189 B og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg.

Rådet kan efter samme fremgangsmåde vedtage foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne gennem initiativer, der tager sigte på at opnå større viden, udvikle udvekslingen af information og gode erfaringer, fremme nytænkning og vurdere erfaringerne, med det formål af bekæmpe social udstødelse«.

Adgangen til at udstede direktiver svarer med enkelte ændringer, der omtales nedenfor under pkt. b), til artikel 2 i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken.

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Artikel 118

Artikel 118

Artikel 118 A

Artikel 118 B

Artikel 118 C

Artikel 119

Artikel 119

Artikel 119 A

Artikel 120

Artikel 120

Artikel 121

Artikel 121

Artikel 122

Artikel 122

Afsnit XI

Artikel 123

Artikel 123

Artikel 124

Afsnit VIa**)

Artikel 124

Artikel 125

Artikel 125

Artikel 126

Artikel 126

Artikel 127

Artikel 127

Artikel 128

Artikel 128

Afsnit XII

Artikel 129, stk. 4, er en hjemmelsbestemmelse. Den betyder, at Fællesskabet kan vedtage retsakter til fastsættelse af standarder for behandlingen af de omhandlede produkter. Disse retsakter kan både være bindende og ikke-bindende, jf. EF- traktatens artikel 189.

Formålet med bestemmelsen er primært at muliggøre regulering af den grænseoverskridende handel med de omtalte produkter.

Det er i artikel 129, stk. 4 fastlagt, at sådanne foranstaltninger ikke er til hinder for, at der opretholdes eller indføres strengere nationale regler. Endvidere fastslår artikel 129, stk. 5, at Fællesskabets indsats på folkesundhedsområdet skal respektere medlemsstaternes ansvar for sundhedstjenesteydelser og ikke kan berøre nationale donorordninger eller medicinsk anvendelse af organer og blod.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 239 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvilke »foranstaltninger« er der tale om i udformningen af ændring af artikel 129 A stk. 3 litra b, og hvilken form for »overvågning« er det tanken at fællesskabet skal gennemføre?

Svar (5/9-97)

I Maastrichttraktaten er der hjemmel til at vedtage foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse som led i gennemførelsen af det indre marked. Endvidere er der hjemmel til at vedtage aktioner, som støtter og supplerer den politik, medlemsstaterne fører med henblik på at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser og sikre en passende forbrugeroplysning. Amsterdamtraktaten åbner mulighed for også på de sidstnævnte områder at vedtage foranstaltninger.

Artikel 129 A, stk. 3, er en hjemmelsbestemmelse. Den betyder, at Fællesskabet kan vedtage retsakter til supplering og overvågning af medlemsstaternes forbrugerpolitik. Disse retsakter kan både være bindende og ikke-bindende, jf. EF-traktatens artikel 189.

En overvågning af medlemsstaternes politik vil for eksempel kunne varetages af Kommissionen med henblik på at følge udviklingen og vurdere, om der er behov for fællesskabsforanstaltninger til sikring af forbrugernes interesser. I givet fald vil Kommissionen for eksempel kunne fremsætte forslag herom.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Åbenhed (aktindsigt)

Spørgsmål nr. 269 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvordan er den nuværende beslutningsprocedure - afstemningsregler - i Ministerrådet i dag vedrørende fastsættelse af regler om aktindsigt?

Svar (5/9-97)

Rådet har vedtaget en rådsafgørelse om aktindsigt i Rådets egne dokumenter af 20. december 1993. Retsgrundlaget for denne afgørelse er artikel 151 i Maastrichttraktaten. Stemmereglen er simpelt flertal.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 41 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Kan ministeren bekræfte, at Amsterdamtraktatens bestemmelser om åbenhed vil vanskeliggøre en vedtagelse i Ministerrådet omkring aktindsigt, eftersom en vedtagelse iht. Amsterdamtraktaten vil skulle ske efter artikel 189 B (TEF), mens den nuværende beslutningsprocedure - afstemningsregler - i Ministerrådet i dag vedrørende aktindsigt er almindeligt flertal (jf. svar på spørgsmål 269 af 5. september 1997 på bilag (96) 1462)?

Svar (23/4-98)

Amsterdamtraktaten betyder en traktatfæstelse af ret til aktindsigt i dokumenter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Det fremgår af artikel 191 A, stk. 2, at generelle principper for og begrænsninger i denne aktindsigt inden for to år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden vil skulle vedtages af Rådet efter fremgangsmåden i artikel 189 B. Dvs., at Europa-Parlamentet får medbeslutningsret, hvilket er positivt, da Europa-Parlamentet traditionelt støtter bestræbelserne på at sikre størst mulig åbenhed i EU-arbejdet. Herudover vil hver af de nævnte institutioner, i henhold til artikel 191, stk. 3, skulle indarbejde særlige bestemmelser vedrørende aktindsigt i deres forretningsordener. Beslutning om bestemmelser i Rådets forretningsorden træffes med simpelt flertal.

Der skal således inden for to år vedtages nærmere regler om aktindsigt. Der findes i dag ikke på samme måde mulighed for at vedtage fælles overordnede principper for aktindsigt i dokumenter, som EU-institutionerne har i deres besiddelse. Amsterdamtraktaten skaber som noget nyt mulighed herfor. Dvs., at der kan vedtages en slags »offentlighedslov« for institutionernes virke. Traktatfæstelsen af ret til aktindsigt i de tre institutioners dokumenter udgør i sig selv en betydelig styrkelse af åbenheden i EU.

(L 1 - bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 271 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Har det under regeringskonferencen været overvejet at indføje Europarådets rekommandation vedrørende offentlighedsprincippet (1981) i Amsterdamtraktaten?

Svar (5/9-97)

Nej.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 272 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Kan ministeren bekræfte, at Amsterdamtraktaten ikke giver nogen sikkerhed med hensyn til omfanget af borgernes ret til aktindsigt?

Svar (5/9-97)

Amsterdamtraktaten indebærer, at hovedreglen er, at borgerne har ret til aktindsigt i dokumenter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Principper og betingelser for aktindsigten, herunder undtagelser skal defineres efterfølgende, senest to år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden. Det følger af artikel 191 A stk. 2, at sådanne begrænsninger skal begrundes i hensynet til offentlige eller private interesser.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 273 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Er det sikret, at kommende EU-bestemmelser om aktindsigt indført i henhold til artikel 191 A, stk. 1, i EF-traktaten bliver minimumsbestemmelser, således at medlemsstater med tradition for høj grad af offentlighed kan være i stand til at fastholde/indføre et højt offentlighedsniveau i forhold til EU-dokumenter?

Svar (5/9-97)

Artikel 129

Artikel 129

Afsnit XIII

Artikel 129 A

Afsnit XIV

Artikel 129 B

Artikel 129 C

Artikel 129 D

Afsnit XV

Artikel 130 S vedrørende den fælles miljøpolitik har i visse tilfælde givet anledning til afgrænsningsproblemer i forhold til artikel 100 A vedrørende det indre marked.

Der har flere gange været anlagt annullationssøgsmål på baggrund af afgrænsningen mellem artikel 130 S og 100 A. Domstolen har i sine afgørelser blandt andet taget hensyn til det primære formål med den pågældende retsakt og betydningen af Europa-Parlamentets deltagelse i beslutningsprocessen.

I den forbindelse er det relevant, at artikel 100 A konstaterer, at miljøbeskyttelse kan indgå i retsakter vedrørende det indre marked, mens artikel 130 R konstaterer, at miljøbeskyttelse er en vigtig bestanddel af Fællesskabets politik.

I visse tilfælde har der været tendens til, at Kommissionen har foretrukket artikel 100 A. Efter at der med Maastrichttraktaten blev indført kvalificeret flertalsbeslutning på miljøområdet synes denne tendens at være aftaget. Med Amsterdamtraktaten indføres der samme beslutningsprocedure i artikel 130 S, stk. 1 som i artikel 100 A (fælles beslutningstagen).

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

»Miljøgarantien«

Spørgsmål nr. 252 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad betyder tilføjelsen i den nye udformning af artikel 100 A, stk. 3, om »navnlig enhver ny udvikling baseret på videnskabelige kendsgerninger« for bestræbelserne for at opnå et højt beskyttelsesniveau?

Svar (5/9-97)

Tilføjelsen indebærer, at Kommissionen ved fastlæggelse af beskyttelsesniveauet i nye forslag inden for sundhed, arbejdsmiljø, miljø og forbrugerbeskyttelse skal tage hensyn til nye videnskabelige kendsgerninger.

Ordet »navnlig« indebærer, at Kommissionen ikke udelukkende skal tage hensyn til videnskabelige kendsgerninger, men også andre hensyn som f.eks. miljøbeskyttelseskravene som anført i artikel 3 C.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 253 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil ministeren lade udarbejde en beskrivelse - i punktform - af forskelle mellem den eksisterende miljøgaranti (§ 100 A, stk. 4, i EF-traktaten) og den nye affattelse (100 A, stk. 4-7a, i EF-traktaten)? 40

Svar (5/9-97)

Amsterdamtraktaten indebærer som foreslået af Danmark en række præciseringer af miljøgarantien

- Det gøres klart, at garantien udvides til også at omfatte Kommissionsretsakter.

- Det gøres klart, at et medlemsland ikke skal have stemt imod harmoniseringen for at kunne påberåbe sig miljøgarantien.

- Det gøres klart, at miljøgarantien ikke alene kan bruges til at opretholde nationale bestemmelser, men også til at indføre nye nationale regler om beskyttelse af miljø og arbejdsmiljø.

Herudover gennemføres følgende ændringer

- I stk. 4 indføjes et krav om begrundelse for at opretholde nationale regler.

- I stk. 5 indføjes de nye regler for anvendelse af miljøgarantien til indførelse af nye nationale regler. Anvendelsesområdet er afgrænset til beskyttelse af miljøet eller arbejdsmiljøet.

Betingelserne er følgende: 1) Der skal være nyt videnskabeligt belæg for de nye regler, 2) Der skal være tale om et problem, som er specifikt for det pågældende medlemsland, 3) problemet skal have vist sig efter vedtagelsen af harmoniserede regler. Der stilles herudover krav om, at de nye regler skal meddeles og begrundes over for Kommissionen.

- I stk. 6 præciseres, at Kommissionen skal bekræfte eller forkaste modsat hidtil »bekræfte« de nationale bestemmelser. Dette skal ske, efter at Kommissionen som hidtil har konstateret, at der ikke er tale om vilkårlig forskelsbehandling eller skjult begrænsning af samhandlen, samt som noget nyt at de nationale regler ikke udgør en hindring for det indre markeds funktion. Samtidig indføres en tidsfrist på op til maksimalt 2x6 måneder for Kommissionens stillingtagen.

- I stk. 7 indføjes en ny forpligtelse for Kommissionen til straks at undersøge, om der som følge af godkendelsen af et medlemslands nationale regler skal foreslås en tilsvarende regel for hele Fællesskabet.

- I stk. 7.a indføjes en forpligtelse for Kommissionen til at undersøge, om der skal foreslås fællesskabsregler i tilfælde, hvor et medlemsland rejser et specifikt problem inden for området offentlig sundhed. Dette område er som nævnt ovenfor ikke omfattet af anvendelsesområdet for indførelse af nye nationale regler i artikel 100 A, stk. 5.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 1 på L 1

Spørgsmål (3/4-98)

De hensyn, der er nævnt i artikel 36 (ny nummerering artikel 30), er ikke gentaget i den nye artikel 100a, stk. 5 (ny nummerering artikel 95, stk. 5). Betyder dette, at anvendelsesområdet for artikel 100a, stk. 5 er begrænset i forhold til artikel 100a, stk. 4, således at en medlemsstat ikke kan indføre nye nationale bestemmelser, der er begrundet i hensynene i artikel 36, herunder især menneskers sundhed? Er det generelle anvendelsesområde for artikel 36 blevet indsnævret?

Svar (16/4-98)

Amsterdamtraktaten indebærer, at den tidligere artikel 100A, stk. 4, 1. led, opdeles i to stykker, nemlig stk. 4 og 5. Stk. 4 drejer sig herefter om opretholdelse af nationale bestemmelser , mens stk. 5 drejer sig om indførelse af nye nationale bestemmelser .

Henvisningen til artikel 36-hensyn er opretholdt i det nye stk. 4. I stk. 5 nævnes alene »miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet«.

Hensyn til menneskers sundhed er således ikke udtrykkeligt nævnt i stk. 5, men hensynet til menneskers sundhed vil efter dette stykke kunne varetages i det omfang, det kan indgå i miljøbeskyttelse eller i en beskyttelse af arbejdsmiljøet. Ligesom for alle andre regler i traktaten vil det dog i sidste instans være EF-Domstolen, der - i givet fald - tager stilling til dette spørgsmål.

Særlig med hensyn til folkesundheden skal opmærksomheden i øvrigt henledes på det nye stk. 8 i artikel 100A, der pålægger Kommissionen, såfremt en medlemsstat rejser et specifikt problem vedrørende folkesundheden på et område, der har været omfattet af tidligere harmoniseringsforanstaltninger, at undersøge, om den skal foreslå Rådet passende foranstaltninger.

Amsterdamtraktaten indebærer ikke nogen ændring af anvendelsesområdet for artikel 36, der først og fremmest anvendes på områder, der ikke er reguleret af specifikke retsakter på fællesskabsområdet.

(L 1 bilag 11 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 237 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

I udformningen af ændring af art 100 A, stk. 4, i TEF tilføjes i første afsnit »og om grundene til deres opretholdelse«. Hvad er konsekvensen af denne ændring?

Svar (5/9-97)

Med ændringen kodificeres den praksis, som Kommissionen allerede følger i dag, og som Danmark har fulgt i de tre tilfælde, hvor Danmark har påberåbt sig miljøgarantien.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 254 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil ministeren fremkomme med en vurdering af betydningen af henvisningen til »nyt videnskabeligt belæg« i udformningen af den nye artikel 100 A, stk. 5, i EF-traktaten?

Svar (5/9-97)

Med formuleringen »baseret på nyt videnskabeligt belæg« stilles der krav om, at et medlemsland for at kunne indføre nye nationale regler på et område, hvor Fællesskabet har vedtaget harmoniserede regler, må være i stand til at fremlægge nye videnskabelige undersøgelser, der giver belæg for det miljø- eller arbejdsmiljøproblem, som man finder det nødvendigt at tage højde for. Der stilles ikke krav om, at medlemslandet skal kunne fremlægge videnskabelige kendsgerninger. Kommissionen er i den nye artikel 100 A, stk. 3 forpligtet til at tage hensyn til videnskabelige kendsgerninger, når den fremsætter forslag inden for området, og i den gældende artikel 130 R, stk. 3 kræves det, at der ved udarbejdelsen af Fællesskabets miljøpolitik tages hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data.

Den nærmere afgrænsning af kravet om nyt videnskabeligt belæg kan kun fastlægges gennem EF-Domstolens praksis, men det er den danske opfattelse, at formuleringen indebærer, at man skal kunne henvise til videnskabelige undersøgelser, der viser, at der er eller må formodes at være et miljø- eller arbejdsmiljøproblem. Danmark har i tre tilfælde, hvor man hidtil har brugt miljøgarantien, begrundet anvendelsen over for Kommissionen under henvisning til bl.a. videnskabelige undersøgelser, som gav belæg for det miljøproblem, som man ønskede at tage højde for. Den nye formulering vurderes således ikke reelt at gå ud over, hvad Danmark hidtil har fundet naturligt i forbindelse med anvendelse af miljøgarantien.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 255 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil ministeren fremkomme med en vurdering af betydningen af henvisningen til »et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat« i artikel 100 A, stk. 5, i EF-traktaten og en vurdering, af i hvilken udstrækning de nye bestemmelser medfører en indskrænkning i forhold til de tidligere bestemmelser?

Svar (5/9-97)

Kravet om, at miljø- eller arbejdsmiljøproblemet skal være specifikt for det pågældende medlemsland, er en kodificering af det krav, som Kommissionen allerede i dag stiller i forbindelse med anvendelse af miljøgarantien. Der har ikke været enighed om fortolkningen af den gældende miljøgaranti på dette punkt. Domstolen har ikke taget stilling til spørgsmålet, men Danmark har i lighed med Tyskland og Holland i de hidtidige miljøgarantisager om PCP og Creosot valgt at begrunde anvendelse af miljøgarantien bl.a. under henvisning til særlige nationale forhold. I Danmarks tilfælde hensynet til beskyttelsen af det danske grundvand. Den nye formulering vurderes således ikke reelt at gå ud over, hvad Danmark hidtil har opfyldt i forbindelse med anvendelsen af miljøgarantien på direktiverne om PCP og Creosot.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 22 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

I Amsterdamtraktatens bestemmelser om miljøgarantien fremgår det af artikel 95, stk. 5 i den konsoliderede traktat (tidligere artikel 100 A), at når en medlemsstat, efter at Rådet eller Kommissionen har vedtaget en harmoniseringsforanstaltning, finder det nødvendigt at indføre nationale bestemmelser baseret på nyt videnskabeligt belæg vedrørende miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet på grund af et problem, der er specifikt for den pågældende medlemsstat, og som viser sig efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen, giver den Kommissionen meddelelse om de påtænkte bestemmelser og om grundene til deres indførelse. Hvordan fortolkes kravet om, at problemet skal være »specifikt« for den pågældende medlemsstat?

Svar (15/4-98)

Der henvises til Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 255 (alm. del - bilag 1298).

(L 1 bilag 10 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 259 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad henfører sætningen »og som er opstået efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen« i udformningen af den nye artikel 100 A, stk. 5, i EF-traktaten til?

Svar (5/9-97)

Formuleringen indebærer en afgrænsning i forhold til artikel 100 A, stk. 4. Opstår problemet inden vedtagelsen af en harmoniseringsforanstaltning, må det formodes, at der enten tages højde herfor i harmoniseringsforanstaltningen, eller at det pågældende medlemsland om nødvendigt har indført en national beskyttelsesforanstaltning. Denne nationale beskyttelsesforanstaltning vil efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen kunne opretholdes efter reglerne i artikel 100 A, stk. 4 og ikke efter artikel 100 A, stk. 5.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 260 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Er det ministerens opfattelse, at der i udformningen af den nye artikel 100 A, stk. 5 i EF-traktaten er tale om tre betingelser for anvendelse af bestemmelsen (nyt videnskabeligt belæg, et forhold specifikt for den pågældende medlemsstat og »som er opstået efter vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltningen«)?

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 253 og 259.41

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97).

Spørgsmål nr. 261 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Såfremt ministeren besvarer ovenstående spørgsmål bekræftende bedes ministeren endvidere redegøre for, om alle tre betingelser skal være opfyldt samtidigt for at anvende bestemmelsen?

Svar (5/9-97)

Artikel 130 G

Artikel 130 H

Artikel 130 I

Artikel 130 J

Artikel 130 K

Artikel 130 L

Artikel 130 M

Artikel 130 N

Artikel 130 O

Artikel 130 P

Artikel 130

Afsnit VII

Artikel 130 Q

(ophævet)

Afsnit XVIII

Artikel 130 R

Artikel 130 S

Artikel 130 T

Afsnit XIX

Artikel 130 U

Artikel 130 V

Artikel 130 W

Artikel 130 X

Artikel 130 Y

Afsnit XX

Artikel 130

Afsnit XVI

Artikel 130 A

Artikel 130 B

Artikel 130 C

Artikel 130 D

Artikel 130 E

Afsnit XVII

Artikel 130 F

Artikel 131

-

Artikel 131

Artikel 132

Artikel 132

Artikel 133

-

Artikel 133

Artikel 134

-

Afsnit VIIa**)

Artikel 134

Artikel 135

*) Ny artikel indført ved Amsterdam-traktaten

**) Nyt afsnit indført ved Amsterdam-traktaten

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Afsnit VIII

Artikel 135

Artikel 136

Artikel 136

Artikel 136 A

Fjerde del

Artikel 137

Artikel 137

Artikel 138 B i Traktaten om den Europæiske Union fastsætter, at Europa-Parlamentet med et flertal af medlemmernes stemmer kan »anmode Kommissionen om at fremsætte passende forslag om spørgsmål, som efter deres opfattelse kræver udarbejdelse af en Fællesskabsretsakt til gennemførelse af denne traktat«. Fremsætter Kommissionen et sådant forslag, træffer Rådet beslutning på grundlag af hjemmelsbestemmelserne i traktaten for det pågældende forslag.

Regeringen har i den konkrete sag vedrørende rejsegodtgørelser og diæter m.m. for medlemmer af Europa-Parlamentet arbejdet aktivt for en ændring af det nuværende regelsæt, jvf. besvarelse af spørgsmål nr. S 1479 af 20. februar 1997 stillet af MF Bertel Haarder (V).

Regeringen hilser det derfor velkomment, at Parlamentets nye formand, José Gil-Robles, i januar 1997 nedsatte et udvalg om medlemmernes forhold, herunder et nyt regelsæt blandt andet vedrørende rejsegodtgørelser og diæter. Det er efter det oplyste hensigten at nå frem til et forslag fra Europa-Parlamentet til en vedtægt (statut) til afløsning af de eksisterende husaftaler.

Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt et forslag til en ny vedtægt (statut) fra Europa-Parlamentet. Der foreligger derfor ikke et forslag, som medlemslandene og Rådet kan tage stilling til.

Vedrørende en traktatændring har Europa-Parlamentet vedtaget en resolution, der sigter på, at Europa-Parlamentet i en statut kan fastsætte de almindelige vilkår for medlemmerne.

Der er ikke i regeringskonferencen fremsat forslag om nye traktatbestemmelser om de økonomiske vilkår for medlemmer af Europa-Parlamentet. Regeringen forhandler inden for rammerne af regeringens forhandlingsoplæg fra december 1995 og har på dette grundlag fremsat forslag til traktatændringer om beskæftigelse, miljøpolitik, åbenhed, forbrugerbeskyttelse, svigbekæmpelse samt nærhed og nationale parlamenter.«

Regeringen har ikke planer om at fremsætte forslag på regeringskonferencen om nye traktatbestemmelser om de økonomiske vilkår for medlemmer af Europa-Parlamentet.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 5598)

Spørgsmål nr. S 2038 til statsministeren af Bertel Haarder (V)

Spørgsmål (18/4-97)

Vil udenrigsministeren på regeringskonferencen arbejde for, at Europa-Parlamentet og Rådet i enighed kan fastsætte en fælles vedtægt for Europa-Parlamentets medlemmer, som foreslået af Europa-Parlamentets- formand, Gil-Robles, i brev af 9. april 1997 til Rådets formand, H. Van Mierlo?

Svar (28/4-97)

Spørgsmålet har sit udspring i sagen om diæter og rejsegodtgørelser til Europa-Parlaments medlemmer. Her er det regeringens klare opfattelse, at de nuværende regler giver mulighed for misbrug og samtidig indebærer udbetaling af for store beløb. Regeringen og en række medlemmer af Europa-Parlamentet har arbejdet for, at Parlamentet vedtager ændringer i det gældende interne regelsæt. Dette er imidlertid endnu ikke sket.

På denne baggrund kunne der være grund til at overveje, hvorvidt problemet med diæterne og rejsegodtgørelserne kan løses i forbindelse med fastsættelsen af en vedtægt (statut) for medlemmerne af Europa-Parlamentet. Regeringen har i denne forbindelse med interesse noteret sig forslaget fra Europa-Parlamentets formand til en ny artikel 138, stk. 4 i EU-Traktaten, der eksplicit skal fastlægge en procedure for fastsættelsen af en statut for Europa-Parlamentets medlemmer, og som Europa-Parlamentets formand har sendt til det hollandske formandskab.

Regeringen agter i forbindelse med en kommende drøftelse i regeringskonferencen at udtale sig positivt om forslaget fra formanden for Europa-Parlamentet samt forhøre sig om de andre medlemslandes holdninger til, hvorvidt Traktaten bør ændres som foreslået af Parlamentets formand.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 6579)

Spørgsmål nr. S 2781 til udenrigsministeren af Bertel Haarder (V)

Spørgsmål (16/7-97)

Er det rigtigt, at det var Danmark, der sammen med Sverige insisterede på enstemmighed med hensyn til en fælles statut for Europa-Parlamentets- medlemmer og dermed gjorde det langt vanskeligere at finde en løsning?

Svar (28/7-97)

Det antages, at spørgsmålet henviser til drøftelserne i EU's regeringskonference vedrørende Europa-Parlamentets forslag om ændring af artikel 138, stk. 4, om fastsættelse af en statut for Europa-Parlamentets medlemmer.

Det er ikke rigtigt, at Danmark insisterede på enstemmighed for den fælles statut.

Som det fremgår af redegørelsen for mødet i regeringskonferencen på ministerniveau den 29.-30. april 1997 tilgået Folketingets Europaudvalg den 2. maj 1997 (alm. del bilag 970) forsøgte Danmark i regeringskonferencen at rejse spørgsmålet om en fælles statut for Europa-Parlamentets medlemmer.

Danmark kritiserede på mødet i regeringskonferencen den 29.-30. april 1997 over for Europa-Parlamentets formand det nuværende regelsæt vedrørende diæter og rejsegodtgørelser, som man fra dansk side betegnede som skadeligt for EU's omdømme og uacceptabelt for skatteborgerne. Danmark foreslog at løse problemet i forbindelse med fastsættelsen af en statut for medlemmerne af Europa-Parlamentet. Danmark angav i den forbindelse at ville se positivt på Europa-Parlamentets forslag til ny artikel herom.

Trods opfordring fra Danmark tog ingen andre lande emnet op på dette møde.

I de efterfølgende og afsluttende forhandlinger i regeringskonferencen var der ikke blandt medlemslandene tilstrækkelig tilslutning til Europa-Parlamentets forslag.2

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8598)

Spørgsmål nr. 281 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Hvilke traktatbestemmelser i EF-lov og international lov vil udgøre grundlaget for EF-Domstolens afgørelser af præjudicielle spørgsmål i medfør af Amsterdamtraktatens artikel K. 7 (søjle 3)?

Svar (5/9-97)

Efter artikel K.7 har medlemslandene mulighed for at afgive en erklæring, der giver EF-Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål på et nærmere afgrænset område af søjle 3. I sådanne tilfælde kan Domstolen afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldighed og fortolkning af rammeafgørelser og andre afgørelser, jfr. artikel K.6. Domstolen kan således tage stilling til, hvordan en rammeafgørelse eller anden afgørelse skal fortolkes, samt om den er lovligt udstedt i.f.t. hjemlen i Amsterdamtraktaten, eksempelvis artikel K. 2, stk. 2, litra b.

Domstolen kan endvidere udtale sig om fortolkningen, men ikke gyldigheden af konventioner. Domstolen kan udtale sig om både gyldighed og fortolkning af de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget til konventionerne.

Grundlaget for Domstolens afgørelse vil - udover selve traktaten - bestå af de retsregler, eksempelvis en rammeafgørelse, der har givet anledning til tvist ved en national ret. Derudover vil Domstolen kunne inddrage f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 44 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Skal besvarelsen af spørgsmål 281 af 5. september 1997 på bilag (96) 1462 forstås på en sådan måde, at EF-Domstolen i forbindelse med præjudicielle spørgsmål indenfor det mellemstatslige samarbejde vil anvende såvel EU- som EF-traktaterne og således hele EF-retten?«

Svar (23/4-98)

De nationale domstoles præjudicielle forelæggelsesadgang forudsætter, at det pågældende medlemsland har afgivet en erklæring som omhandlet i artikel K.7, stk. 2.

Domstolens kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål inden for det mellemstatslige søjle 3-samarbejde baserer sig på litra b) i artikel L i Traktaten om Den Europæiske Union.

EF-Domstolens hovedopgave er at tage stilling til spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af søjle 3-retsakter, idet det for konventioners vedkommende alene gælder for spørgsmål vedrørende fortolkningen.

(L 1 - bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 297 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

I hvilken udstrækning vil en dansk domstol skulle følge indholdet i en præjudiciel afgørelse afgivet af EF-Domstolen indenfor henholdsvis EF- og EU-traktaterne.

Svar (5/9-97)

F.s.v.a. EF-traktaten, bortset fra afsnit IIIa, ændrer Amsterdamtraktaten ikke på den gældende retstilstand. Danmark er således her bundet på nøjagtig samme vilkår som de øvrige EU-lande. En dansk domstol vil være forpligtet til at følge EF-Domstolens præjudicielle afgørelse, f.s.v.a. fortolkninger af EU-retten ved afgørelsen af den konkrete sag, som har givet anledning til forelæggelse af spørgsmålet. Det bemærkes, at en præjudiciel afgørelse fra EF-Domstolen ikke afgør en sag ved en national domstol. Den nationale domstol vil altid selv foretage den afgørende bevisbedømmelse m.m.

Efter Protokol z om Danmarks stilling gælder bestemmelserne i traktatens afsnit IIIa ikke for Danmark og afgørelser truffet af EF-Domstolen om fortolkning af sådanne bestemmelser eller foranstaltninger er ikke bindende for eller finder anvendelse i Danmark. Det samme vil således også gælde for den del af Schengenreglerne, der placeres i søjle 1.

Hvad angår TEU, har Domstolen ikke kompetence i søjle 2, jfr. artikel L i TEU.

Domstolen har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål i søjle 3-sager i det omfang, der af det enkelte medlemsland er afgivet en erklæring i h.t. artikel K.7. Regeringen agter for indeværende ikke at afgive en sådan erklæring.3

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 280 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Agter Danmark at fremkomme med en erklæring i henhold til udformningen af den nye artikel K.7 i TEU, og i bekræftende fald hvordan forestiller ministeren sig denne erklæring skal udformes?

Svar (5/9-97)

Regeringen agter for indeværende ikke at afgive en sådan erklæring.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 43 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Vil ministeren redegøre for, hvilken procedure der i Danmark skulle finde anvendelse, såfremt regeringen på et senere tidspunkt måtte ønske at afgive en erklæring i henhold til artikel K.7 stk. 2 (TEU)?

Svar (23/4-98)

Regeringen vil tage stilling til, hvilken procedure, der skal anvendes i forbindelse med en eventuel beslutning om afgivelse af en erklæring i henhold til artikel K.7, stk. 2 på tidspunktet, hvor dette eventuelt måtte blive relevant.

(L 1 - bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 249 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad vil det sige, at Revisionsretten og medlemsstaterne samarbejder »på grundlag af tillid« og på en måde at de »bevarer deres uafhængighed« sådan som det er anført i udformningen af den ændrede artikel 188 C, stk. 3 i TEF?

Svar (5/9)

Formuleringen om samarbejde på grundlag af tillid må fortrinsvis ses som en politisk hensigtserklæring.

Formuleringen vedrørende uafhængighed må ses som en bekræftelse af, at den uafhængighed som de nationale revisionsinstanser har i dag, ikke berøres af Amsterdamtraktaten.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Fleksibilitet (tættere samarbejde)

Spørgsmål nr. 86 på alm. del

Spørgsmål (11/3-97)

Vil ministeren lade udarbejde en oversigt over hvilke former for fleksibilitet der i dag findes inden for EU/EF herunder deres placering i relation til traktaterne.

Med fleksibilitet menes i denne sammenhæng arrangementer, hvor kun nogle medlemslande deltager i et konkret samarbejde, hvor nogle medlemslande er undtaget fra deltagelse, eller hvor der er åbnet op for deltagelse fra ikke-medlemslande.

Svar (20/5-97)

Generelle fleksibilitetsbestemmelser, svarende til de, der indgår i det irske og det hollandske traktatudkast (DOK CONF/2500/96 samt ADD.l.) har ikke hidtil været kendt i EU. Derfor kan besvarelsen ikke tage udgangspunkt i sådanne generelle hjemmelsbestemmelser.

Derimod kan der gives en opregning af eksempler indenfor EU's retssystem, hvor nogle medlemslande påtager sig forpligtelser, som ikke berører alle medlemslande.

En liste af denne karakter vedlægges.

BILAG TIL BESVARELSE AF

SPØRGSMÅL NR. 86

1. EØF-traktaten

Art. 36: Undtagelser vedrørende kvantitative restriktioner

Art. 115: Handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger

Art. 223 og 224: Undtagelser af hensyn til national sikkerhed

Art. 233: Unionerne imellem Beneluxlandene

2. Tiltrædelsestraktaterne

Tiltrædelsestraktaten af 22. januar 1972 med Danmark, Irland, Norge og UK: Art. 2 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene og tilpasningerne af traktaterne.

Tiltrædelsestraktaten af 28. maj 1979 med Grækenland: Artikel 2 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene og tilpasningerne af traktaterne.

Tiltrædelsestraktaten af 12. juni 1985 med Spanien og Portugal: Artikel 2 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene og tilpasningerne af traktaterne.

Tiltrædelsestraktaten af 24. juni 1994 med Norge, Østrig, Finland og Sverige: Artikel 2 i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene og tilpasningerne af traktaterne.

3. Sekundære retsakter*

Rådets 6. direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: Ensartet beregningsgrundlag, som senest ændret ved Rådets direktiv 96/95/EF af 20. december 1996.

4. Fællesakten

Art. 8 C, nu art. 7 C: Undtagelser vedrørende det indre marked

Art. 100 A, stk. 4: Miljøgaranti

Art. 118 A, stk. 3: Beskyttelsesforanstaltninger vedrørende arbejdsmiljø

Art. 130 A - 130 E: Økonomisk og social samhørighed

Art. 130 K, 130 L

og 130 O, stk. 2: Supplerende forskningsprogrammer

Art. 130 T: Beskyttelsesforanstaltninger vedrørende miljø

5. TEU's søjle 1 - EF-samarbejdet

Art. 109 K: Dispensation vedrørende konvergenskriterierne

Art. 130 S, stk. 5: Undtagelser og finansiel støtte vedrørende miljø

Protokol nr. 11: Den britiske ØMU-protokol

Protokol nr. 12: Den danske ØMU-protokol

Protokol nr. 14: Den britiske social- og arbejdsmarkedsprotokol

Protokol nr. 17: Den irske abortprotokol

6. TEU s søjle 2 - Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Art. J.3, stk. 7: Undtagelser vedrørende fælles aktioner

Art. J.4, stk. 2: WEU's rolle

Art. J.4, stk. 4: Neutralitet og NATO

Art. J.4, stk. 5: Tættere samarbejde indenfor WEU og NATO

7. TEU s søjle 3 - Retlige og indre anliggender

Art. K.7: Snævrere samarbejde f.eks. indenfor Schengen

8. Edinburghafgørelsen

Afsnit B: Danmark og ØMU

Afsnit C: Danmark og forsvarspolitik

9. Udenfor EU's retssystem

Valutasamarbejde: EMS

Forskningssamarbejde: F.eks. EUREKA og JET

Produktionssamarbejde: F.eks. Airbus og Ariane

(Alm. del bilag 1057 fra 1996-97)

* Der kan altid indenfor rammerne af sekundære retsakter vedtages særlige vilkår for enkelte medlemslande, hvor dette måtte være sagligt begrundet.

Spørgsmål nr. 74-81 på alm. del (9/5-96)

Spørgsmål nr. 74

Vil ministeren redegøre for, hvilke tanker man gør sig i andre EU-lande omkring øget fleksibilitet i det fremtidige EU-samarbejde?

Spørgsmål nr. 75

På hvilke områder af EU-samarbejdet kunne man forestille sig, at det vil være muligt at indrette samarbejdet, så en gruppe lande får mulighed for at udvikle et tættere samarbejde inden for den fælles institutionelle ramme?

Spørgsmål nr. 76

Indenfor hvilke dele af det eksisterende EU-samarbejde bør man, efter regeringens opfattelse, tilstræbe, at alle lande fortsat deltager?

Spørgsmål nr. 77

Hvilke muligheder for fleksibilitet ser regeringen inden for det nuværende søjle I samarbejde?

Spørgsmål nr. 78

Hvilke muligheder for fleksibilitet ser regeringen inden for det nuværende søjle 2 samarbejde?

Spørgsmål nr. 79

Hvilke muligheder for fleksibilitet ser regeringen inden for det nuværende søjle 3 samarbejde?

Spørgsmål nr. 80

I refleksionsgruppens endelige rapport anvendes ordet »solidaritet« i forbindelse med diskussionen om at indføre andre afstemningsformer end enstemmighed omkring den fælles udenrigspolitik. Det ønskes nærmere uddybet, hvilken betydning ordet har?

Spørgsmål nr. 81

Vil den danske regering lade udarbejde modeller for finansiering af tiltag under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, så lande, der ikke deltager i en konkret aktion, samtidig friholdes for at bidrage til finansieringen?

Samlet svar (24/5-96)

Spørgsmålet om fleksibilitet forventes at indtage en central placering i forhandlingerne på regeringskonferencen. Fleksibilitet er ikke et ukendt begreb i EU-samarbejdet. ØMU'en og den sociale protokol er klare eksempler. Det nye består i, at spørgsmålet behandles generelt med henblik på at fastlægge et overordnet princip om fleksibilitet. Fra dansk side må dette overvejes nøje.

Det vil være af afgørende betydning for en stillingtagen til fastlæggelse af et evt. fleksibilitetsprincip, om der fastlægges klare betingelser og kriterier for evt. fleksibilitetsmodeller. Det må f.eks. sikres, at et udvidet samarbejde mellem nogle medlemsstater finder sted inden for de institutionelle rammer i traktaten. Det må ligeledes sikres, at muligheden for deltagelse står åben for alle, der måtte ønske at tilslutte sig.

Videre må fleksibilitet ikke kunne bruges til, at der sker tilbageskridt i forhold til allerede opnåede resultater. Heraf følger, at der er områder, hvor fleksibilitet må antages at skabe flere problemer end den løser. Dette gælder f.eks. områder som det indre marked, landbrug og miljø. Regeringen finder ikke, at det er i dansk interesse, at EU udvikler sig til et á la carte samarbejde.

Regeringen finder en evt. generel fleksibilitetsbestemmelse, der omfatter alle tre søjler, uhensigtsmæssig, på grund af den betydelige forskel på karakteren af samarbejdet i de tre søjler.

Drøftelserne i Regeringskonferencen vedrørende fleksibilitet er for indeværende af en sonderende karakter. Konkrete modeller er endnu ikke fremlagt. Man vil derfor fra dansk side først på et senere tidspunkt kunne tage konkret stilling til spørgsmålet om evt. fleksibilitet i de enkelte søjler. Regeringen forholder sig dog som udgangspunkt skeptisk til tanker om at indføre variabelt samarbejde inden for f.eks. søjle 1. Eksempelvis må høje miljøstandarder gælde for alle medlemsstater.

Der eksisterer allerede i den gældende Traktat loyalitetsforpligtelser. Disse findes henholdsvis i art. 5 samt i art. J.l, stk. 4. For så vidt angår artikel 5, der har eksisteret længere tid end J.l, stk. 4, har Domstolen traditionelt udtalt, at bestemmelsen pålægger staterne en generel forpligtelse, hvis konkrete indhold i en given situation afhænger af traktatens øvrige bestemmelser eller traktatens almindelige system. Regeringen ser ikke umiddelbart et behov for at ændre ved de eksisterende formuleringer.

I regeringens forhandlingsgrundlag af 11. december 1995 fastslås det, at regeringen er rede til at acceptere, at en fælles aktion inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kan vedtages, selv om et eller to lande ikke ønsker at deltage. I sådanne situationer vil regeringen arbejde for, at der træffes særskilt beslutning om vilkårene for de lande, der ikke deltager i en fælles aktion.4

(Alm. del bilag 794 fra 1995-96)

Spørgsmål nr. 289 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Vil ministeren forklare betydningen af, at et tættere samarbejde i henhold til udformningen af den nye artikel 5 A i TEF om »tættere samarbejde« »ikke berører Fællesskabets politikker, aktioner eller programmer«?

Svar (5/9-97)

Formålet med denne betingelse for iværksættelse af tættere samarbejde i søjle 1 har blandt andet været at sikre, at tættere samarbejde ikke fører til tilbageskridt for Fællesskabets politikker, aktioner eller programmer i søjle 1. Et tættere samarbejde kan kun iværksættes, hvis det ikke berører et allerede eksisterende samarbejde mellem medlemslandene.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 290 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

På hvilke områder vil det være muligt at indføre et tættere samarbejde, som »ikke berører Fællesskabets politikker, aktioner eller programmer«, sådan som det er formuleret i udformningen af den nye artikel 5 A i TEF om »tættere samarbejde«?

Svar (5/9-97)

Delbetingelsen for iværksættelse af tættere samarbejde i søjle 1 formuleret i artikel 5a stk. 1, litra b, ses ikke på forhånd at udelukke bestemte områder fra tættere samarbejde. Der bliver tale om en konkret vurdering fra sag til sag om, hvorvidt et foreslået tættere samarbejde vil berøre eksisterende politikker, aktioner eller programmer.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 291 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Vil det efter ministerens opfattelse være muligt at vedtage eksempelvis en CO-2 afgift i henhold til bestemmelserne i den nye artikel 5 A i EF-traktaten om »tættere samarbejde«.

Svar (5/9-97)

Der ses ikke umiddelbart at være noget til hinder for iværksættelse af et tættere samarbejde om en CO-2 afgift. Det er imidlertid en betingelse, at et eventuelt forslag herom opfylder både de generelle betingelser for iværksættelse af et tættere samarbejde som opført i artikel K.15 og de specifikke betingelser for iværksættelse af et tættere samarbejde i søjle 1 som opført i artikel 5a.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 226 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvilken form for kvalificeret flertal er der tale om i udformningen af K. 12, stk. 3 i TEU?

Svar (5/9-97)

Det fremgår af artikel K.12, stk. 3, at Rådet træffer afgørelse på de betingelser, der er opstillet i artikel 2 i TEU, dvs. de almindelige bestemmelser om anvendelse af forstærket samarbejde. Det fremgår af artikel 2, at kun repræsentanter for de deltagende medlemslande kan deltage i vedtagelsen af afgørelser. Kvalificeret flertal defineres således som samme andel af de deltagende landes stemmer, vægtet i overensstemmelse med de almindelige stemmeregler, jfr. artikel 148, stk. 2 i TEF.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Menneskerettigheder og demokrati

Generelt

Spørgsmål nr. 108 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

I det hollandske formandskabs addendum til den irske rammetekst (bilag (96) 807) foreslår formandskabet væsentlige ændringer, der berører Domstolens kompetence mht. grundlæggende rettigheder. Det drejer sig om tilføjelser til artikel F, L og 0 i Maastrichttraktaten samt en ny artikel F.A, som henviser til artikel F, stk. 1, der lyder

»Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet; medlemsstaterne værner om disse principper.«

På baggrund heraf bedes ministeren besvare følgende spørgsmål.

Er den danske regering enig i de af det hollandske formandskab foreslåede ændringer?5

Svar (28/4-97)

Regeringens overordnede holdning til spørgsmålet fremgår af regeringens forhandlingsoplæg fra december 1995. Det fremgår heraf, at regeringen finder, at det bør overvejes at indskrive EU-borgernes grundlæggende rettigheder i traktatens indledning (præambel). Det drejer sig først og fremmest om menneskerettigheder og demokratiske rettigheder.

Det hollandske formandskabs tillæg til det irske formandskabs generelle ramme for et udkast til revision af traktaterne indeholder en indskrivelse af grundlæggende rettigheder i de indledende bestemmelser. Samlet finder regeringen, at dette afsnit udgør et godt grundlag for de videre forhandlinger i regeringskonferencen.

Forslaget indebærer, at der sker en styrket placering af grundrettigheder i målsætningerne, samt at der indføres en bestemmelse om suspension af en medlemsstats rettigheder i tilfælde af grove og vedvarende krænkelser af menneskerettighederne. Dette må betegnes som positivt.

Desuden foreslås det at lade artikel F omfatte af Domstolskontrol. Dette kan regeringen støtte, dog således, at søjle 2 og 3 ikke er omfattet.

Der lægges op til en styrkelse af traktaten med hensyn til at sikre overholdelse af princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder. Dette må ligeledes betegnes som positivt.

I det hollandske addendum indgår desuden en ikke-diskriminationsbestemmelse, som tillader Rådet med enstemmighed at træffe foranstaltninger til at forbyde forskelsbehandling på grundlag af en række kriterier. Regeringen finder det uklart, hvad hensigten er med denne bestemmelse og vil søge dette opklaret i de videre forhandlinger.

(Alm. del bilag 948 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 109 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Hvad er den konkrete definition af grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder ifølge det hollandske forslag?

Svar (28/4-97)

I det hollandske forslag defineres grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder ved en henvisning til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 samt til medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten.

(Alm. del bilag 948 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 110 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Betyder det hollandske forslag, at EF-Domstolen bliver øverste myndighed i afgørelsen af, om et givet medlemsland overholder de grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder?

Svar (28/4-97)

Nej. Det fremgår af de foreslåede ændringer af artikel F og L i det hollandske formandskabs addendum til den irske rammetekst (CONF/2500/96 add.1), at EF-Domstolen får kompetence til at afgøre, om Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder.

(Alm. del bilag 948 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 127 på alm. del

Spørgsmål (30/4-97)

Skal svaret på spørgsmål 110 (EUU bilag 948) forstås således, at EF-Domstolen får kompetence til at fortolke den europæiske menneskerettighedskonvention? I bekræftende fald ønskes oplyst, hvorledes man i givet fald vil håndtere modsatrettede afgørelser mellem denne domstol og den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Svar (15/5-97)

EF-Domstolen inddrager allerede i dag den europæiske menneskerettighedskonvention i sin fortolkning af EU-retten. I denne sammenhæng anvender og fortolker EF-Domstolen den europæiske menneskerettighedskonvention i overensstemmelse med den praksis, som udvikles af menneskerettighedsorganerne i Strasbourg. Det beror således på EF-Domstolen at søge at sikre, at der ikke træffes modsatrettede afgørelser.

(Alm. del bilag 1045 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 128 på alm. del

Spørgsmål (6/5-97)

Kan ministeren bekræfte, at den danske regering kan støtte, at hele artikel F omfattes af domstolskontrol, sådan som det fremgår af ministerens besvarelse af spørgsmål nr. 108 fra Folketingets Europaudvalg (jf. bilag 948), eller kan regeringen, som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 110 (jf. ligeledes bilag 948), støtte det hollandske formandskabs addendum til den irske rammetekst, der foreslår at lade artikel F, stk. 2, omfatte af domstolskontrol?

Svar (15/5-97)

I det hollandske formandskabs tillæg til det irske formandskabs generelle ramme for et udkast til revision af traktaterne (dok.- CONF/2500/96 ADD 1) foreslås det at lade artikel L, som vedrører Domstolens kompetence, finde anvendelse på artikel F.stk.2.

Dette kan regeringen støtte, dog således, at søjle 2 og 3 ikke er omfattet.

(Alm. del bilag 1039 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 111 på alm. del

Spørgsmål (4/4-97)

Ud fra hvilke retskilder skal Domstolen afgøre, om et medlemsland, et ansøgerland eller Fællesskabet respekterer de grundlæggende rettigheder?

Svar (28/4-97)

Det fremgår af artikel F, stk. 2, jf. artikel L i det hollandske formandskabs addendum til den irske rammetekst (CONF/2500/96 add.1), at de grundlæggende rettigheder som Domstolen kan tage stilling til om Unionen overholder, er de rettigheder, som er indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, i medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og i generelle EF-retlige principper.

(Alm. del bilag 948 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 4 på L 1

Spørgsmål (3/4-98)

I Artikel F i TEU stod der tidligere: »Unionen respekterer medlemsstaternes nationale identitet og deres styreformer, som bygger på demokratiske principper«. I den nye artikel 6, stk. 3, er den sidste passage ikke medtaget. Hvorfor har man ikke nævnt respekten for medlemsstaternes (..) demokratiske principper i den nye tekst? Har det nogen betydning?

Svar (16/4-98)

Amsterdamtraktaten indebærer visse ændringer af artikel F i Traktaten om Den Europæiske Union.

Med det nye stk. 1 præciseres det, hvilke principper Unionen bygger på. Formuleringen er hentet fra tredje afsnit i de præambulere bestemmelser i Traktaten om Den Europæiske Union.

I konsekvens heraf bliver det tidligere stk. 1 til et nyt stk. 3, idet stk. 2 forbliver uændret. Det nuværende stk. 3 bliver samtidigt til et nyt stk. 4.

Da indholdet af sætningsledet (»og deres styreformer, der bygger på demokratiske principper«) er indeholdt i det nye stk. 1, har det ikke været nødvendigt at medtage sætningsledet i det nye stk. 3.

Det hedder således i det nye stk. 1, at »Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper som medlemsstaterne har til fælles« (fremhævet her).

(L 1 bilag 11 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 199 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvad skal der efter ministerens opfattelse forstås ved formuleringen i den nuværende artikel F om »medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner«?

Svar (5/9-97)

EU-traktatens artikel F, stk. 2, ændres ikke med Amsterdam traktaten.

De fælles forfatningsmæssige traditioner indgår som element i afgrænsningen af, hvad der i EU-retlig sammenhæng forstås ved grundlæggende rettigheder.

At der henvises til »forfatningsmæssige traditioner« og ikke blot til »forfatninger« skal ses i lyset af, at ikke alle EU's medlemslande har egentlige forfatninger.

EF-Domstolen havde også inden Maastrichttraktatens ikrafttræden en fast praksis, hvorefter de grundlæggende rettigheder, der fulgte af medlemslandenes forfatningsmæssige traditioner, var inkorporeret i EF-retten som et uskrevet generelt retsprincip. Med Maastricht-traktatens artikel F blev dette princip traktatfæstet.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 31 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Vil ministeren oversende udvalget en oversigt over, hvilke »grundlæggende rettigheder«, der følger af medlemslandenes forfatningsmæssige traditioner, i den betydning og den udstrækning disse indgår som en del af den af EF-rettens uskrevne generelle retsprincipper, jf. besvarelse af spørgsmål 199 i Europaudvalget af 5. september 1997 på bilag (96) 1462?

Svar (23/4-98)

Som det fremgår af besvarelsen af ovennævnte spørgsmål, skal henvisningen til »forfatningsmæssige traditioner« og ikke blot til »forfatninger« ses i lyset af, at ikke alle EU's medlemslande har egentlige forfatninger. Det er ikke muligt at opstille en udtømmende oversigt over indholdet af disse forfatningsmæssige traditioner.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 5 på L 1

Spørgsmål (3/4-98)

Udvalget udbeder sig oplysninger om status og retsvirkninger af afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i relation til de domme, der afsiges af Den Europæiske Domstol i Luxembourg.

Svar (16/4-98)

Der er ingen formel sammenhæng mellem Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg (EMD) og EF-Domstolen i Luxembourg.

Der er tale om to uafhængige retssystemer, hvor Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg træffer afgørelse på grundlag af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) med tilhørende protokoller, mens EF-Domstolens kompetenceområde derimod primært baserer sig på EF-Traktaten (TEF).

Selvom EF-Domstolen ikke udtrykkeligt er forpligtet til at påse EU-institutionernes overholdelse af menneskerettighederne, har der gennem årerne udviklet sig en praksis, hvorefter Domstolen undersøger, hvorvidt EU-reglerne - og deres anvendelse i medlemsstaterne af de nationale myndigheder - respekterer menneskerettighederne. Denne undersøgelse angår selvsagt kun Domstolens eget kompetenceområde, der hovedsageligt er begrænset til »første søjle«, dvs. EF-Traktaten.

Denne prøvelse tager især udgangspunkt i de principper, som er indeholdt i EMRK og i fælles principper fra medlemslandenes nationale forfatninger, jf. artikel F, stk. 2 i Traktaten om Den Europæiske Union.

Da der er tale om to uafhængige retssystemer, er EF-Domstolen ved prøvelsen i princippet ikke forpligtet til at følge Menneskerettighedsdomstolens praksis. I praksis følger EF-Domstolen dog Menneskerettighedsdomstolens afgørelser.

Amsterdamtraktaten indebærer ikke nogen ændring i forholdet mellem Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og EF-Domstolen i Luxembourg. Men Amsterdamtraktaten betyder en traktatfæstelse af EF-Domstolens kompetence til at medvirke til at sikre, at EU institutionernes handlinger respekterer de grundlæggende rettigheder som de garanteres ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. artikel L, litra d i Traktaten om Den Europæiske Union.

(L 1 bilag 11 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 23 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Ministeren bedes redegøre for, hvordan kompetencen i sager om overholdelse af menneskerettigheder bliver mellem Menneskeretsdomstolen i Haag og EF-Domstolen, når Amsterdamtraktaten er trådt i kraft?

Svar (15/4)

Der henvises til Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 5 (L1 - bilag 2).

(L 1 bilag 10 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 270 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Er alle EU's medlemslande medlemmer af Europarådet?

Svar (5/9-97)

Ja.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

EU-borgeres ret til at søge asyl i et andet EU-land

Spørgsmål nr. 231 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

I udformningen af »Protokol til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om asyl for statsborgere i EU-medlemsstaterne« er der i den eneste artikel, litra a anført et forbehold, hvis et land fraviger sine forpligtelser. Hvordan vurderes det, om en sådan fravigelse har fundet sted, og hvad er forudsætningen for, at EF konstaterer, at der er tale om en fravigelse?

Svar (5/9-97)

Litra a i eneste artikel i protokollen om asyl for statsborgere i EU-medlemsstaterne henviser til artikel 15 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Artikel 15 åbner mulighed for, at en medlemsstat under krig eller anden offentlig nødstilstand, som truer nationens eksistens, kan fravige en række af Menneskerettighedskonventionens bestemmelser i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen.

Det pågældende land skal holde Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de foranstaltninger, som er truffet i henhold til artikel 15 og med hvilken begrundelse. Anvendelsen af artikel 15 kan efterprøves af Den Europæiske Menneskerettighedskommission og - domstol. Artikel 15 er en undtagelsesbestemmelse til Menneskerettighedskonventionen, som fortolkes indskrænkende.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 39 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Kan ministeren på baggrund af besvarelse af spørgsmål 231 af 5. september 1997 på bilag (96) 1462 bekræfte, at det alene er, hvis landet retter henvendelse til Europarådet om undtagelser iht. artikel 15 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at forbeholdet i »Protokol til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om asyl for statsborgere i EU-medlemsstater« kan finde anvendelse.

Svar (23/4-98)

Det følger af protokollen om asyl for statsborgere i Den Europæiske Unions medlemsstater, at en ansøgning om asyl, der indgives af en statsborger i en medlemsstat, kan tages i betragtning eller antages til behandling i en anden medlemsstat i fire tilfælde. Disse er indeholdt i litra a) til d) i den eneste artikel i protokollen.

Litra a) omfatter den situation, hvor medlemsstaten, hvor den pågældende person er statsborger, i medfør af artikel 15 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har fraveget bestemmelserne i denne konvention. Anvendelsen af litra a) forudsætter, at procedurerne herfor er iagttaget. Dette indebærer bl.a., at det pågældende land skal holde Europarådets generalsekretær underrettet om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 15 og med hvilken begrundelse.

Det bemærkes, at litra d) er en form for sikkerhedsklausul, der giver medlemslandene ret til at behandle andre EU-borgeres ansøgning om asyl i alle tilfælde under iagttagelse af de i bestemmelsen beskrevne procedurer.

For praksis for Danmarks vedkommende henvises til Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 20 (ad L 1 - bilag 5).

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 232 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvilke »forbedringer« mener ministeren at der kan komme på tale i udformningen af »Erklæring ad eneste artikel, litra d, i protokollen om asyl for statsborgere i EU-medlemsstaterne«?6

Svar (5/9-97)

I erklæringen til slutakten ad eneste artikel i protokollen om asyl for statsborgere i EU-medlemslandene finder konferencen, at spørgsmålet om misbrug af asylprocedurer og anvendelse af relevante hurtige procedurer til behandling af åbenbart grundløse asylansøgninger skal behandles nærmere. Dette skal ske med henblik på at indføre nye forbedringer, der kan fremskynde disse procedurer. Dette arbejde vil bygge videre på de resolutioner, der allerede er vedtaget, jfr. samme erklæring.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 295 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Vil »protokol til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om asyl for statsborgere i EU-medlemsstater« medføre en ændret asylpraksis i Danmark?

Svar (5/9-97)

Nej. Efter protokollens eneste artikel, litra d, kan en medlemsstat ensidigt træffe beslutning om at behandle en asylansøgning ud fra forudsætningen om, at den er åbenbart grundløs.

Efter den nuværende danske asylpraksis behandles ansøgninger om asyl fra statsborgere i andre EU-lande efter proceduren om åbenbart grundløse ansøgninger. Dette vil fortsat være tilfældet.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 20 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Vil Amsterdamtraktatens asylprotokol medføre en ændret asylpraksis i Danmark?

Svar (14/4-98)

Alle asylansøgninger i Danmark vil fortsat blive behandlet individuelt. Asylprotokollen ændrer ikke ved den praksis.

Amsterdamtraktatens asylprotokol indebærer, at Danmark vil skulle betragte EU-medlemslande som sikre oprindelseslande i relation til alle retlige og praktiske spørgsmål i forbindelse med asyl. Såfremt en ansøgning om asyl indgives i Danmark af en statsborger i en anden EU-medlemsstat, vil denne ansøgning i henhold til asylprotokollen, blive behandlet ud fra formodningen om, at den er åbenbart grundløs. Dette er allerede gældende praksis. Det betyder, at asylsagen fortsat vil blive realitetsbehandlet i den almindelige procedure for åbenbart grundløse sager, hvilket blandt andet indebærer høring af Dansk Flygtningehjælp.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. S 406 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen

Spørgsmål (10/11-97)

Kan udenrigsministeren garantere, at Amsterdamtraktatens asylprotokol ikke vil indgå i det retlige grundlag for afgørelsen af konkrete asylsager her i Danmark?

Svar (24/11-97)

Amsterdamtraktatens asylprotokol vil indgå i det retlige grundlag for behandlingen af konkrete asylsager i Danmark. Danmark vil herefter betragte EU medlemslande som sikre oprindelseslande i relation til alle retlige og praktiske spørgsmål i forbindelse med asyl. Såfremt en ansøgning om asyl indgives i Danmark af en statsborger i en anden EU-medlemsstat, vil denne ansøgning i henhold til asylprotokollens eneste artikel, litra d), blive behandlet ud fra formodningen om, at den er åbenbart grundløs. Det betyder, at asylsagen vil blive realitetsbehandlet i den almindelige procedure for åbenbart grundløse sager, hvilket blandt andet indebærer høring af Dansk Flygtningehjælp.

Den beskrevne fremgangsmåde svarer til den nugældende danske procedure på asylområdet.

Der henvises i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål 295 fra Europaudvalget (alm. del - bilag 1280, 1287, 1299, 1308 og 1323).7

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 1687)

Spørgsmål nr. S 407 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (10/11-97)

Vil alle danske myndigheder være forpligtede til helt og fuldt at efterleve Amsterdamtraktatens bestemmelse om, at EU-lande anses som sikre oprindelseslande i alle retlige og praktiske spørgsmål i forbindelse med asylsager?

Svar (24/11-97)

Alle danske myndigheder vil naturligvis være forpligtede til helt og fuldt at efterleve Amsterdamtraktatens bestemmelser, når traktaten træder i kraft. Som anført i besvarelsen af spørgsmål S 406 vil asylprotokollen ikke medføre en ændret praksis.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 1688)

Spørgsmål nr. S 408 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (10/11-97)

Hvis et andet EU-land under henvisning til Amsterdamtraktatens asylprotokol afviser en efter internationale konventioner berettiget asylansøgning fra en borger i et andet EU-land, vil Danmark så tilbyde den pågældende asyl?

Svar (24/11-97)

Som anført i besvarelsen af spørgsmål S 406 vil asylprotokollen ikke medføre en ændret praksis for asylbehandlingen i Danmark. Det her stillede spørgsmål er hypotetisk, og en konkret asylanmodning vil blive behandlet individuelt.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 1688)

Spørgsmål nr. S 409 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (10/11-97)

Vil den danske regering medvirke til at håndhæve Amsterdamtraktatens asylprotokol på en sådan måde, at en flygtning fra et EU-land tvinges til at søge asyl uden for EU?

Svar (24/11-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. S 408.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 1688)

Spørgsmål nr. 296 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Er »protokol til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om asyl for statsborgere i EU-medlemsstater« efter udenrigsministerens opfattelse i overensstemmelse med Genèvekonventionen?

Svar (5/9-97)

Efter protokollen kan EU-landene fortsat behandle alle asylansøgninger fra enhver statsborger. Dermed forhindrer asylprotokollen på ingen måde EU's medlemslande i at leve op til Genèvekonventionen.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 293 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Hvad er baggrunden for den erklæring, som Belgien har fundet det nødvendigt at afgive i relation til »protokol til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om asyl for statsborgere i EU-medlemsstater«?8

Svar (5/9-97)

Belgien har afgivet en ensidig erklæring til »protokol til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om asyl for statsborgere i EU-medlemsstater«. I denne erklæring godkender Belgien protokollen og anfører, at man i overensstemmelse med protokollen vil foretage en individuel behandling af en asylansøger fra en statsborger i et andet EU-land. Tilsvarende vil være tilfældet i Danmark.

Baggrunden for det selvstændige belgiske behov for en erklæring kan være, at anledningen til det spanske forslag om en asylprotokol oprindeligt var Belgiens behandling af asylansøgninger fra medlemmer af ETA.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 294 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Hvorfor har Danmark ikke afgivet en tilsvarende erklæring som Belgien i relation til »protokol til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om asyl for statsborgere i EU-medlemsstater«?

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 293 og 295.9

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Suspension af medlemsstaters rettigheder

Spørgsmål nr. 1 på L 2

Spørgsmål (11/12-97)

Hvilke rettigheder udover stemmerettigheder kan suspenderes ved gentagne konstaterede overtrædelser af menneskerettighederne, som anført i Amsterdamtraktaten?

Svar (10/2-98)

I EU-traktaten indsættes som art. F.1 en bestemmelse,. der betyder, at Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne med enstemmighed kan fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper om frihed, demokrati og respekt for menneskerettigheder m.m. som Unionen bygger på.

Hvis en sådan overtrædelse er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af traktatgrundlaget for Den Europæiske Union.

I EF-traktaten indsættes der som art. 236 en bestemmelse svarende til art. F.1 i EU-traktaten. Denne regel indebærer, at sanktionsbestemmelsen i art. F.1 i EU-traktaten også indføres med virkning for søjle 1-samarbejdet.

I art. F.I og art. 236 angives de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet, som et eksempel på en rettighed, der vil kunne suspenderes. Det fremgår samtidig af bestemmelsernes udformning, at også andre rettigheder, der følger af anvendelsen af traktatgrundlaget, vil kunne suspenderes. Rådets valg af sanktionsform må - fra sag til sag - bero på et konkret skøn. Rådet skal i sit valg tage hensyn til en evt. suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser.

(L 2 bilag 5 fra 1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. 28 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

I besvarelse af spørgsmål 1 på L 2 fra 1997-98 1. samling, der også er optrykt på bilag 1 på nærværende lovforslag, har ministeren anført, at Ministerrådet i sit valg af sanktionsform skal »tage hensyn til en evt. suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser«. På hvilke traktatbestemmelser baserer ministeren denne del af svaret og vil ministeren redegøre for, hvad det nærmere betyder?

Svar (23/4-98)

Det hedder i artikel F.1, stk. 2, 2. punktum om suspension af visse af en medlemsstats rettigheder som følge af denne stats grove og vedvarende overtrædelser af de grundlæggende rettigheder, at » Rådet tager i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser«.

Rådets valg af sanktionsform må - fra sag til sag - bero på et konkret skøn. I dette skøn kan Rådet inddrage eventuelle konsekvenser, som en sådan suspension måtte få for fysiske og juridiske personer. Dette er bl.a. udtryk for, at de almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportionalitet og berettiget forventning er anerkendt i EF-retten. Der er således åbnet mulighed for, at Rådet ved valg af sanktionsform f.eks. kan tage hensyn til, at enkeltpersoner eller firmaer rammes uforholdsmæssigt hårdt.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Ikke-diskrimination

Spørgsmål nr. 200 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvordan skal udtrykket »hensigtsmæssige foranstaltninger« i udformningen af den nye artikel 6a i TEF forstås?

Svar (5/9-97)

Artikel 138

Artikel 138

Artikel 138 A

Artikel 138 B

Artikel 138 C

Artikel 138 D

Artikel 138 E

Artikel 139

Artikel 139

Artikel 140

Artikel 140

Artikel 141

Artikel 141

Artikel 142

Artikel 142

Artikel 143

Artikel 143

Artikel 144

Artikel 144

2. afdeling

Artikel 145

Artikel 145

Artikel 146

Artikel 146

Artikel 147

Artikel 147

Artikel 148

Artikel 148

Artikel 149

Artikel 149

(ophævet)

Artikel 150

Afsnit IX

Artikel 150

Artikel 151

Afsnit X

Artikel 151

Artikel 152

Afsnit XI

Artikel 152

Artikel 153

Afsnit XII

Artikel 153

Artikel 154

Artikel 154

3. afdeling

Artikel 155

Artikel 155

Artikel 156

Afsnit XIII

Artikel 156

Artikel 157

Afsnit XIV

Artikel 157

Artikel 158

Artikel 158

Artikel 159

Artikel 159

Artikel 160

Artikel 160

Artikel 161

Artikel 161

Artikel 162

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Afsnit XV

Artikel 162

Artikel 163

Artikel 163

Femte del

Afsnit I

Artikel 164

Artikel 164

Artikel 165

Artikel 165

Artikel 166

Artikel 166

Artikel 167

Artikel 167

Artikel 168

Artikel 168

Artikel 168 A

Artikel 169

Artikel 169

Artikel 170

Artikel 170

Artikel 171

Artikel 171

Artikel 172

Artikel 172

Artikel 173

-

Afsnit XVI

Artikel 173

Artikel 174

Artikel 174

Artikel 175

Artikel 175

Artikel 176

Afsnit XVII

Artikel 176

Artikel 177

Artikel 177

Artikel 178

Artikel 178

Artikel 179

Artikel 179

Artikel 180

Artikel 180

Artikel 181

Fjerde del

Artikel 181

Artikel 182

Artikel 182

Artikel 183

Artikel 183

Artikel 184

Artikel 184

Artikel 185

Artikel 185

Artikel 186

Artikel 186

Artikel 187

Artikel 187

Artikel 188

***) Kapitel 1 er omstruktureret ved Amsterdam-traktaten

Tidligere

nummerering

Ny nummerering

Femte del

Afsnit I

Artikel 188

5. afdeling

Artikel 188 A

Artikel 188 B

Artikel 188 C

4. afdeling

Artikel 189

Artikel 189

Artikel 189 A

Artikel 189 B

Artikel 189 C

Artikel 190

Artikel 190

Artikel 191 A i Amsterdamtraktaten omhandler en regulering af henholdsvis Rådets, Kommissionens og Europa-Parlamentets håndtering af begæringer om aktindsigt i institutionernes dokumenter. Artiklen omhandler ikke en regulering af medlemslandenes håndtering af aktindsigtsbegæringer.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 268 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvilken konsekvens vil det få, hvis det ikke lykkes at opfylde den tidsfrist, der er angivet i artikel 191 A, stk. 1, i EF-traktaten?

Svar (5/9-97)

Der er angivet en tidsfrist i artikel 191 A, stk. 2. Denne tidsfrist indebærer, at der senest inden to år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden skal fastsættes generelle principper for og begrænsninger i retten til aktindsigt. Det er ikke muligt at forudsige, hvilken præcis politisk/retlig betydning det vil have, at tidsfristen ikke opfyldes.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 40 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Hvordan forestiller ministeren sig, at de »generelle principper« i artikel 191 A (pkt. 45 i TEF) skal se ud?

Svar (23/4-98)

I artikel 191 A, stk. 2, fastslås, at generelle principper for og begrænsninger i retten til aktindsigt af hensyn til offentlige eller private interesser, fastsættes af Rådet efter fremgangsmåden i artikel 189 B senest to år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden.

Arbejdet med at udmønte sådanne generelle principper, der kan medvirke til, at den enkelte EU-borger kan få større indsigt i EU-arbejdet, er endnu ikke påbegyndt i Rådet. Den danske regering har på denne baggrund endnu ikke afklaret sin holdning til spørgsmålet, men regeringen vil naturligvis arbejde for den størst mulige åbenhed.

(L 1 - bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 241 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvordan forestiller ministeren sig forholdet mellem stk. 2 og stk. 3 i udformningen af ny artikel 191 A i TEF?

Svar (5/9-97)

Det fremgår af artikel 191 A, stk. 2, at de generelle principper for og begrænsninger i den generelle regel om retten til aktindsigt i Rådets, Kommissionens og Europa-Parlamentets dokumenter vedtages af Rådet efter fremgangsmåden i artikel 189 B. Når disse principper er vedtaget vil de gælde umiddelbart for de tre institutioner.

Herudover vil hver institution i henhold til artikel 191 A stk. 3 skulle udarbejde særlige bestemmelser vedrørende aktindsigt i deres forretningsordener, jf. nærmere herom i besvarelse af spørgsmål nr. 242 nedenfor. Disse bestemmelser skal udarbejdes under respekt af de generelle principper, som vedtages i medfør af artikel 191 A, stk. 2.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 242 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Ministeren bedes redegøre for, hvad der ligger i udtrykkene »generelle principper« og »særlige bestemmelser« i stk. 2 og 3 i udformningen af ny artikel 191 A i TEF.

Svar (5/9-97)

I udtrykket særlige bestemmelser ligger bl.a. det forhold, at der i hver enkelt institution vil være behov for bestemmelser, der praktisk regulerer, hvordan aktindsigtsanmodninger behandles. For Rådets vedkommende kan det dreje sig om at fastlægge detaljerede retningslinier for at kunne gennemlæse dokumenter på stedet, opkrævning af eventuelle gebyrer og deslige. Amsterdamtraktaten indebærer en ændring af artikel 151 vedr. fastlæggelsen af Rådets forretningsorden. Det hedder nu i artikel 151

»Med henblik på anvendelsen af artikel 191 A, stk. 3, udarbejder Rådet i forretningsordenen bestemmelser om, på hvilke betingelser offentligheden skal have aktindsigt i Rådets dokumenter. Med henblik på gennemførelsen af dette stykke fastlægger Rådet, i hvilke tilfælde det skal anses for at optræde som lovgivende myndighed, for at sikre større aktindsigt i disse tilfælde, samtidig med at beslutningsprocessen forbliver effektiv. ....«.

Det fremgår således heraf, at det i Rådets forretningsorden vil skulle fastlægges i hvilke tilfælde Rådet optræder som lovgivende myndighed for at sikre større aktindsigt i disse tilfælde.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 267 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Betyder pkt. 3 i den nye artikel 191 A, at Kommissionen selv bestemmer, hvilke konkrete regler der skal gælde for Kommissionen og dens mange udvalg og komiteer?

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 241.52

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 264 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Medfører udformningen af erklæringen til slutakten om artikel 191 A, stk. 1 i EF-traktaten, at nationale myndigheder suverænt kan beslutte, at dokumenter, som fremsendes til EU skal hemmeligholdes?53

Svar (5/9-97)

Erklæringen indebærer, at en medlemsstat har mulighed for at anmode Kommissionen eller Rådet om ikke at meddele tredjemand et dokument fra denne stat uden dens forudgående samtykke.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 265 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil et land kunne udstede et generelt forbud mod aktindsigt i dokumenter fra det pågældende land, eller forudsætter bestemmelsen, at der sker en individuel meddelelse i henhold til erklæringen til slutakten om artikel 191 A, stk. 1, i EF-traktaten.

Svar (5/9-97)

Det forudsætter en individuel meddelelse.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 266 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvordan afgøres tvivlsspørgsmål om håndteringen af den anførte begrænsning?

Svar (5/9-97)

De vil i første omgang blive afgjort af den pågældende institution i henhold til de regler, der fastsættes af institutionen under respekt af de generelle retningslinier, som er fastlagt i medfør af artikel 191 A, stk. 2 og 3.

Afslag på begæringer om aktindsigt i Rådets dokumenter kan i dag indbringes for EF-Domstolen eller den europæiske ombudsmand. Danmark finder det naturligt, at disse muligheder bevares i forbindelse med gennemførelsen af Amsterdamtraktatens artikel 191 A.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 274 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Har det under regeringskonferencen været overvejet at etablere en uafhængig ankeinstans vedrørende sager om aktindsigt, således at der kan sikres en effektiv administration?

Svar (5/9-97)

Afslag på begæringer om aktindsigt i Rådets dokumenter kan i dag indbringes for EF-Domstolen eller den europæiske ombudsmand. Danmark finder det naturligt, at disse muligheder bevares i forbindelse med gennemførelsen af Amsterdamtraktatens artikel 191 A.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 3219 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (29/8-97)

Kan ministeren bekræfte, at Amsterdamtraktaten ikke vil løse det problem med hemmeligholdelse af EU-dokumenter, som vi senest har oplevet i øldåsesagen?

Svar (8/9-97)

Med Amsterdamtraktaten indføres et generelt princip om åbenhed i EU. Der indføres regler om aktindsigt i Rådets, Kommissionens og Europa-Parlamentets dokumenter. Og erklæringer til Rådets mødeprotokol, når Rådet optræder som lovgiver, skal offentliggøres.

De nærmere regler vedr. aktindsigt i Rådets, Kommissionens og Europa-Parlamentets dokumenter - herunder også undtagelser - skal vedtages i den såkaldte procedure med fælles beslutningstagen inden for 2 år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden.

Det kan således ikke for nærværende vurderes, om der i henhold til de nye regler, der skal vedtages om aktindsigt, vil kunne gives aktindsigt i korrespondance mellem et medlemsland og EU-Kommissionen i en sag som den i spørgsmålet omhandlede.

Der henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. S 3206.54

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8859)

Svigbekæmpelse

Spørgsmål nr. 29 på alm. del

Spørgsmål (1/11-96)

Ministeren bedes - som lovet på Europaudvalgsmøde den 1. november 1996 i forbindelse med fremlæggelsen af nye danske udspil på regeringskonferencen - fremsende et notat angående rækkevidden af det danske forslag om svigbekæmpelse (bilag (96) 142), specielt i relation til sidste del af forslaget til ny stk. 2 i art. 209 A: »idet disse foranstaltninger ikke berører anvendelsen af medlemslandenes strafferet og retsplejelovgivning«.55

Svar (14/11-96)

Regeringens forslag på svigbekæmpelsesområdet under regeringskonferencen sigter på at tilvejebringe traktatmæssige rammer, der vil muliggøre yderligere fremskridt i form af en mere effektiv bekæmpelse af EU-svindlen, herunder en bedre kontrol.

Regeringen foreslår bl.a. en tilføjelse til art. 209 A, som indebærer, at foranstaltninger - d.v.s. forslag - på svig- og kontrolområdet for fremtiden skal kunne vedtages efter art. 189 B proceduren, der i Rådet indebærer afgørelse med kvalificeret flertal, og ikke som nu med enstemmighed. Dette vil gøre det lettere at få forslag på området vedtaget i Ministerrådet.

Det fastsættes i forslaget til ny stk. 2 af art. 209 A, at sådanne foranstaltninger ikke berører anvendelsen af medlemslandenes strafferet og retsplejelovgivning. Dette forbehold tager sigte på at undgå, at der vedtages foranstaltninger, der indebærer harmonisering af medlemslandenes strafferet og retsplejelovgivning.

(Alm. del - bilag 225 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 5 på L 2

Spørgsmål (11/12-97)

Er det regeringens vurdering, at indførelsen af brug af kvalificeret flertal vil forbedre mulighederne for bekæmpelse af svig med EU-midler?

Svar (10/2-98)

Amsterdamtraktaten betyder en generel styrkelse af reglerne om bekæmpelse af svig med EU-midler. Amsterdamtraktaten indeholder flere forbedringer på dette område. Central er bestemmelsen i art. 209 A i EF-traktaten, der indeholder hjemmel til med kvalificeret flertal efter proceduren i art. 189 B at vedtage de nødvendige retsakter til forebyggelse og bekæmpelse af svig, der skader Fællesskabets interesser.

Den nye regel afspejler danske ønsker og forslag fremsat i regeringskonferencen. Det er regeringens vurdering, at bestemmelsen i art. 209 A - uanset at den ikke giver adgang til at vedtage bestemmelser af indholdsmæssigt mere vidtgående karakter end det er tilfældet i dag - markerer en betydelig forbedring i forhold til den eksisterende traktat ved at lette proceduren i forbindelse med beslutningstagen på dette område. Med den nye hjemmelsbestemmelse er der skabt en effektiv platform for det fremtidige arbejde på dette område.

(L 2 - bilag 5 fra 1997-98, 1. samling)

AFSNIT III

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

(søjle 2)

Udenrigspolitik generelt56

Spørgsmål nr. 244 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvilken form for samarbejde er der tale om i udformningen af ændret artikel C, stk. 2 i TEU?

Svar (5/9-97)

Der er alene tale om samarbejde mellem Rådet og Kommissionen med henblik på at sikre en sammenhængende ekstern politik.

Tilføjelsen om dette samarbejde i artikel C, stk. 2, skal ses i sammenhæng med oprettelsen af en enhed for politikplanlægning og hurtig varsling i Rådssekretariatet.

I erklæringen om oprettelse af denne enhed slås det fast, at der skal etableres et passende samarbejde med Kommissionen med henblik på at sikre fuldstændig sammenhæng med Unionens eksterne økonomiske politik og politik for udviklingssamarbejde.

Netop de eksterne økonomiske relationer og udviklingssamarbejdet er vigtige søjle 1 samarbejdsområder, hvor Kommissionen har en central rolle, men som samtidigt har berøringsflader med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er mellemstatslig.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 245 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad ligger der i unionens »integritet i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt« i udformningen af art. J.1 stk. 1 første pind i TEU?

Svar (5/9-97)

Integritet må i denne sammenhæng forstås som retten til at bevare et sammenhængende område.

Referencen til principperne i De Forenede Nationers pagt er også opført i den eksisterende EU-traktat artikel J.1, stk. 2, i forbindelse med målsætningen om »bevarelse af freden og styrkelsen af den internationale sikkerhed«.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 246 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad er efter ministerens opfattelse betydningen af formuleringen om at »medlemsstaterne samarbejder for at styrke og udvikle deres gensidige politiske solidaritet« i udformningen af art. J.1 stk. 2 andet afsnit?

Svar (5/9-97)

Formuleringen må forstås som en målsætningserklæring om at søge at styrke samarbejdet og den gensidige solidaritet mellem EU-landene i tilrettelæggelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 248 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Hvad betyder det, at enheden for politikplanlægning og hurtig varsling i henhold til den foreslåede erklæring stk. 2 litra d kan udarbejde papirer med »FUSP-analyser, -henstillinger og -strategier«?57

Svar (5/9-97)

Det er tanken, at enheden for politikplanlægning og hurtig varsling enten på eget initiativ eller på anmodning fra Rådet eller formandskabet skal kunne udarbejde bidrag til formuleringen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i form af analyser, henstillinger eller strategier til brug for beslutningstagerne i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Sådanne papirer forelægges under formandskabets ansvar.

Formålet med dette arbejde er at tilvejebringe et bedre fælles grundlag for beslutningerne på udenrigsområdet.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 42 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Vil det være muligt for ministeren at konkretisere, hvad der ligger i begrebet »FUSP-analyse«, »FUSP-henstilling« og »FUSP-strategi«, jf. erklæring om en »Enhed for politisk planlægning og hurtig varsling«. 58

Svar (23/4-98)

En af hovedopgaverne for enheden for politisk planlægning og hurtig varsling vil være at overvåge og analysere udviklingen på områder, der vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det synes på den baggrund naturligt, at enheden får mulighed for at udarbejde papirer med underbyggede politikvalgmuligheder, der forelægges som bidrag til politikformuleringen i Rådet. Disse papirer kan indeholde analyser, henstillinger og strategier. Det nærmere indhold af disse vil bero på omstændighederne og vil kun kunne forelægges Rådet under formandskabets ansvar.

(L 1 - bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. S 671 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (27/11-96)

Hvis den danske regering på EU's regeringskonference får gennemført sit forslag om, at EU kan træffe udenrigspolitiske beslutninger, selv om et eller to lande ikke vil deltage, hvilke forpligtelser vil det så medføre for det eller de to lande, som ikke stemmer for beslutningen?59

Svar (2/12-96)

Danmark har ikke fremlagt noget tekstforslag i regeringskonferencen vedr. den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det fremgår af regeringens forhandlingsgrundlag, at den danske regering er rede til at acceptere, at en fælles aktion kan vedtages, selv om et eller to lande ikke ønsker at deltage. I sådanne situationer vil regeringen arbejde for, at der træffes særskilt beslutning om vilkårene for de lande, der ikke deltager i en fælles aktion.

Udgangspunktet for det danske synspunkt er bl.a., at et land, som vælger at stå uden for en fælles aktion ikke kan forpligtes til at medfinansiere de operationelle udgifter til en fælles aktion.

Udgangspunktet er ligeledes, at det land, som ikke deltager i en fælles aktion, ikke bør modarbejde den fælles aktion, ligesom den fælles aktion må respektere det forhold, at der er et medlemsland, som ikke deltager.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 2565)

Spørgsmål nr. S 672 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (27/11-96)

Vil den danske regering i en ny unionstraktat acceptere, at Ministerrådets generalsekretær får beføjelser til at koordinere EU-landenes- udenrigspolitik og repræsentere EU udadtil i udenrigspolitikken?

Svar (2/12-96)

Danmark stiller sig positivt overfor tanken om oprettelsen af en højtstående ansvarlig for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

For Danmark er det afgørende, at vedkommende bliver underlagt Ministerrrådets instruktion.60

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 2565)

Spørgsmål nr. 247 på alm. del

Spørgsmål (3/7-97)

Vil den »ad hocsamrådsprocedure«, der omtales i den interinstitutionelle aftale, der følger den nye artikel J.18, ikke i praksis bliver permanent, og hvis det forholder sig sådan, er der så en begrundelse for at tale om »ad hoc«?61

Svar (5/9-97)

Ifølge artikel 1 i den interinstitutionelle aftale vil ad hocsamrådsproceduren finde anvendelse, hvis enten Rådet eller Europa-Parlamentet anmoder derom, og navnlig hvis en af disse institutioner ønsker et andet beløb opført på budgettet end det, der er opført i Kommissionens foreløbige budgetforslag.

Dermed finder ad hocsamrådsproceduren kun anvendelse såfremt enten Rådet eller Europa-Parlamentet finder behov derfor. Dette behovskriterie har ført til betegnelsen »ad-hoc«.

Ad hocsamrådsprocedurer mellem Budgetmyndighedens parter er i øvrigt velkendt fra den eksisterende budgetprocedure. Betegnelsen anvendes i den interinstitutionelle aftale af 29. oktober 1993 om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren, hvormed der indføres en ad-hoc samrådsprocedure om de obligatoriske udgifter.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Forsvarsområdet

Spørgsmål nr. 306 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Udenrigsministeren anmodes om nærmere at redegøre for, hvilke former for aktiviteter med henblik på fredsskabelse, der vil kunne finde sted på grundlag af artikel J.7, stk. 2, i EU-traktaten.

Svar (5/9-97)

Opgaverne omfattet af artikel J.7, stk. 2, er »humanitære opgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse«.

Ifølge artikel J.7, stk. 1, giver Den Vesteuropæiske Union (WEU) EU adgang til operationel kapacitet, navnlig i forbindelse med J.7, stk.2.

Termen »fredsskabelse«, som den anføres i Amsterdamtraktaten, stammer fra WEU's såkaldte Petersbergerklæring. Der er ikke tale om et entydigt begreb.

Ved »fredsskabelse« forstår man i en FN-sammenhæng diplomatisk indsats for at formå parterne i en konflikt til at søge en forhandlet løsning gennem fredelige midler.

WEU's anvendelse af termen »fredsskabelse« går videre end FN's definition af termen, idet den kæder »fredsskabelse« sammen med kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring. Det bemærkes i øvrigt, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ifølge Amsterdamtraktatens artikel J.1, stk. 1, skal være i overensstemmelse med principperne i FN-Pagten.

(Alm. del - bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 2 på L 2

Spørgsmål (11/12-97)

Under hvilken form kan Danmark deltage i udførelsen af opgaver vedtaget af EU og overdraget til Vestunionen efter de nye bestemmelser i Amsterdamtraktaten?

Svar (10/2-98)

Danmark har haft status som observatør ved Vestunionen (WEU) siden 20. november 1992. Som observatør ved Vestunionen har Danmark mulighed for at deltage i WEU-operationer. Dette ændres der ikke ved med Amsterdamtraktaten, jf. artikel J.7, stk. 3.

Danmarks særstilling på forsvarsområdet er fastholdt i Amsterdamtraktaten. Artikel 6 i Protokol om Danmarks stilling bestemmer således, at med hensyn til foranstaltninger, der træffes af Rådet inden for art. J.3, stk. 1, og art J.7 i EU-traktaten, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.

(L 2 - bilag 5 fra 1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. S 2990 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (11/8-97)

Hvorfor indeholder den danske protokol til Amsterdamtraktaten om afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet, ikke den danske undtagelse fra medlemskab af WEU?62

Svar (21/8-97)

Erklæring nr. 30 til Unionstraktaten indeholdt en opfordring fra WEU-medlemslandene til de EU-medlemslande, der ikke var medlemmer af WEU, om enten at tiltræde WEU eller at få observatørstatus.

Som bekendt besluttede Danmark at besvare denne opfordring med ønsket om at få observatørstatus. Dette er baggrunden for, at Edinburghafgørelsens afsnit C indledes med at stats- og regeringscheferne tager til efterretning, at Danmark har fået status som observatør i WEU. Det blev altså allerede taget til efterretning i december 1992. Der har derfor ikke været behov for at gentage dette i Protokol nr. 5 til Amsterdamtraktaten om Danmarks stilling.

Konsekvenserne af Danmarks observatørstatus, der er indeholdt i tredje sætning i Edinburghafgørelsens afsnit C, er nøjagtig de samme, som er indeholdt i art. 6 i Protokol nr. 5 til Amsterdamtraktaten.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8680)

Spørgsmål nr. S 2991 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (11/8-97)

I hvilket omfang har Danmark i den ny unionstraktat en undtagelse fra aktioner i medfør af artikel 17, stk. 2?63

Svar (21/8-97)

Opgaverne omfattet af artikel J.7 stk.2 er »humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse«.

Danmarks stilling på forsvarsområdet er dækket af Edinburghafgørelsens afsnit C og - når Amsterdamtraktaten er trådt i kraft - af artikel 6 i Protokol 5 om Danmarks stilling.

Af artikel 6 i Protokol 5 om Danmarks stilling fremgår, at Danmark - med hensyn til foranstaltninger, der træffes af Rådet inden for artikel J.3(1) og artikel J.7 i traktaten om Den Europæiske Union - ikke deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet, men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8681)

Spørgsmål nr. S 3141 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (22/8-97)

Betyder svaret på spørgsmål nr. S 2991, at Danmark står uden for alle beslutninger, der træffes efter den ny unionstraktats artikel 17, stk. 2?64

Svar (2/9-97)

Danmarks særstilling på forsvarsområdet omfatter ifølge artikel 6 i Protokol nr. 5 om Danmarks stilling alle foranstaltninger, der træffes inden for artikel J.3, stk.1 og artikel J.7 i TEU og indebærer, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af de afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8858)

Spørgsmål nr. S 3142 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (22/8-97)

Betyder svaret på spørgsmål nr. S 2991, at den danske regering i hvert enkelt konkret tilfælde tager stilling til, om Danmark deltager i beslutninger med hjemmel i den ny unionstraktats artikel 17, stk. 2?65

Svar (2/9-97)

Der henvises til besvarelse af S 3141.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8858)

Spørgsmål nr. S 3143 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (22/8-97)

Finder regeringen, at samtlige eller kun en del af EU's beslutninger om kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse, er beslutninger, som har indvirkning på forsvarsområdet og derfor er omfattet af den danske undtagelse?

Svar (2/9-97)

Der henvises til besvarelse af S 3141.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8858)

Spørgsmål nr. S 2992 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (11/8-97)

Agter den danske regering at deltage i beslutninger i medfør af den ny unionstraktats artikel 17, stk. 2, eller vil og kan den danske regering påberåbe sig den danske undtagelse?66

Svar (21/8-97)

Der henvises til besvarelse af S 2991.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8681)

Spørgsmål nr. S 2993 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (11/8-97)

Har Danmark samme ret som de øvrige EU-lande til at nedlægge veto mod beslutninger i medfør af den ny unionstraktats artikel 17, stk. 2?67

Svar (21/8-97)

Beslutningsproceduren inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er fastlagt i Amsterdamtraktatens artikel J.13.

Hvad angår beslutninger med indvirkning på forsvarsområdet er Danmarks stilling dækket af Edinburghafgørelsens afsnit C og - når Amsterdamtraktaten er trådt i kraft - af artikel 6 i Protokol 5 om Danmarks stilling.

Der henvises i øvrigt til besvarelse af S 2991.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8681)

Spørgsmål nr. S 1337 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (4/2-98)

Vil Danmark deltage i en kommende EU-beslutning efter Amsterdamtraktatens artikel J.7, stk. 2, om iværksættelse af en aktion som Golfkrigen, hvor Danmark deltog aktivt med bl.a. krigsskibet Olfert Fischer?

Svar (16/2-98)

»Humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse« er omfattet af artikel J.7, jævnfør artikel J.7, stk.2.

Danmarks særstilling på forsvarsområdet indebærer ifølge artikel 6 i Protokol nr. 5 om Danmarks særstilling, at med hensyn til foranstaltninger, der træffes inden for artikel J.3, stk. 1 og artikel J.7 i TEU, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 4249)

Spørgsmål nr. S 1339 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (4/2-98)

Vil FN-godkendelse eller FN-mandat være en forudsætning for dansk accept af en EU-beslutning om en militær aktion efter reglerne om krisestyring og fredsskabelse i Amsterdamtraktatens artikel J.7., stk. 2?

Svar (16/2-98)

»Humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse« er omfattet af artikel J.7, jævnfør artikel J.7, stk. 2.

Danmarks særstilling på forsvarsområdet indebærer ifølge artikel 6 i Protokol nr. 5 om Danmarks særstilling, at med hensyn til foranstaltninger, der træffes inden for artikel J.3, stk. 1 og artikel J.7 i TEU, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.

Amsterdamtraktatens art. J.1, stk. 1 opregner målsætningerne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Heri indgår »bevarelse af freden og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt...« blandt målsætningerne for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 4250)

Spørgsmål nr. S 2931 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (1/8-97)

Hvordan kan et WEU-ministermøde vedtage en erklæring, som knyttes til regeringskonferencens slutakt - og dermed til Amsterdamtraktaten?68

Svar (11/8-97)

På et WEU-ministermøde den 22. juli 1997 blev der vedtaget en WEU-erklæring vedrørende WEU's rolle og dens forhold til Den Europæiske Union og NATO.

Under EU's rådsmøde (udenrigsministre) den 22. juli 1997 blev der af EU-medlemslandenes udenrigsministre truffet beslutning om at notere sig denne erklæring og om, at erklæringen vil blive tilknyttet slutakten fra regeringskonferencen vedrørende Amsterdamtraktaten på samme måde, som erklæring nr. 30 om Den Vesteuropæiske Union er tilknyttet slutakten fra regeringskonferencen vedrørende Maastricht-traktaten.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8677)

Spørgsmål nr. S 458 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (13/11-97)

I hvilket omfang vil det efter en eventuel ratifikation af Amster-damtraktaten i praksis være muligt for Danmark at stå uden for et EU-marked for forsvarsmateriel som foreslået af Kommissionen?

Svar (24/11-97)

I Kommissionens meddelelse om den europæiske luftfartsindustri (COM(97)466) berøres spørgsmålet om etablering af et fælles europæisk regime for forsvarsmaterielindkøb.

I henhold til Amsterdamtraktatens artikel J.7, stk. 1 kan Medlemsstaterne samarbejde på forsvarsmaterielområdet i det omfang de måtte finde det hensigtsmæssigt.

Danmarks særstilling på forsvarsområdet omfatter ifølge artikel 6 i Protokol nr. 5 om Danmarks stilling alle foranstaltninger, der træffes inden for artikel J.3, stk.1 og artikel J.7 i TEU og indebærer, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af de afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet.

I øvrigt er artikel 223 i Maastricht-traktaten uændret i Amsterdamtraktaten. Ifølge artikel 223b, kan enhver Medlemsstat træffe de foranstaltninger, som den anser for nødvendige til beskyttelse af sine væsentlige sikkerhedsinteresser, og som vedrører fabrikation af eller handel med våben, ammunition og krigsmateriel; disse foranstaltninger må ikke forringe konkurrencevilkårene inden for fællesmarkedet for varer, som ikke er bestemt specielt til militære formål.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 1692)

AFSNIT IV

Politi- og strafferetligt samarbejde

(søjle 3)

Generelt69

Spørgsmål nr. 74 på alm. del

Spørgsmål (25/2-97)

Udenrigsministeren bedes - som lovet på Europaudvalgsmødet den 21. februar 1997 - sendes et notat vedrørende rammeafgørelser i søjle 3 samarbejdet.

Svar (17/4-97)

1. I artikel K.3 i Traktaten om Den Europæiske Union opregnes hvilke retsinstrumenter, der i dag vil kunne anvendes inden for søjle 3-området. Rådet vil således kunne

- vedtage fælles holdninger samt i den form og efter den fremgangsmåde, der måtte være hensigtsmæssig, fremme alle former for samarbejde, som tjener til opfyldelse af Unionens målsætninger,

- vedtage fælles aktioner, samt

- udarbejde konventioner.

Muligheden for at vedtage fælles holdninger og fælles aktioner blev begge indført i forbindelse med vedtagelsen af Traktaten om Den Europæiske Union. Begge instrumenter er derfor nye i forhold til de klassiske EF-retsinstrumenter og instrumenter på det mellemstatslige område.

Dette har bevirket nogen usikkerhed om den retlige karakter af især fælles aktioner. Der hersker således i dag blandt andet uenighed mellem medlemslandene om rækkevidden af en fælles aktion, der efter sin ordlyd forpligter medlemslandene til at ændre deres nationale lovgivning.

2. I de foreløbige forhandlinger under regeringskonferencen har der været forskellige idéer fremme om at introducere andre former for retsakter end de velkendte inden for søjle 3-samarbejdet.

Formandskabet har således i det for nyligt udsendte addendum (CONF/2500/96 Add.1) til det irske forslag om en rammetekst til en ny traktat (CONF/2500/96) stillet et konkret forslag om, at der med henblik på at gøre beslutningsprocessen i afsnit VI mere effektiv, blandt andet indføres en ny retsakt, der betegnes »rammeafgørelse«.

Forslaget, der er indeholdt i udkastet til en ny artikel K.6 (den tidligere K.3) i Traktaten om Den Europæiske Union, har følgende ordlyd

»Rådet træffer foranstaltninger og fremmer i den form og efter den fremgangsmåde, der måtte være hensigtsmæssig, alle former for samarbejde, som tjener til opfyldelse af Unionens målsætninger. Det kan med henblik herpå på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med [enstemmighed] flertal]

c) vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser; rammeafgørelser er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for medlemsstaterne, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen; de må ikke indeholde bestemmelser, der kan få direkte virkning.«

3. Introduktionen af en ny retsaktstype inden for søjle 3 rejser spørgsmålet om, hvilke præcise retsvirkninger et sådant instrument kan have.

På flere punkter er definitionen af en rammeafgørelse reelt enslydende med definitionen af et direktiv, som dette er defineret i artikel 189 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab.

Definitionen af et direktiv er som følger

»Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen«.

Ligesom rammeafgørelser - i følge den foreslåede definition - er direktiver bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål.

På andre områder adskiller rammeafgørelsen sig imidlertid væsentligt fra direktivet. Ud over at betegnelsen »rammeafgørelse« i sig selv synes at indicere, at det i videre udstrækning overlades til medlemsstaterne selv at bestemme form og midler til opfyldelse af målet, indebærer den sidste sætningsled i bestemmelsen, at rammeafgørelsen ikke må »indeholde bestemmelser, der kan få direkte virkning«.

Ud fra et dansk synspunkt betragtes det som helt afgørende, at det sikres, at rammeafgørelser ikke som direktiver kan indeholde bestemmelser, som vil kunne tillægges umiddelbar anvendelighed. Fra dansk side arbejder man under de igangværende forhandlinger for at sikre dette.

Endvidere arbejder man for, at rammeafgørelser gøres bindende over for medlemslandene og ikke blot medlemslandenes regeringer, samt at rammeafgørelser skal forudsætte en vis margin for medlemsstaternes gennemførelse. Disse ønsker synes imødekommet med det foreliggende udkast.

4. Forslaget i formandskabets addendum til en ny artikel K.7 i Traktaten om Den Europæiske Union indebærer, at Domstolen tillægges kompetence til at fortolke bestemmelserne heri.

Der lægges op til, at Domstolen vil kunne inddrages på følgende tre måder.

For det første vil Domstolen i medfør af den foreslåede artikel K.7, stk. 1 kunne inddrages i forbindelse med forelæggelsen af præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden og fortolkningen af rammeafgørelser.

For det andet vil Domstolen i medfør af stk. 2 i samme bestemmelse få tillagt beføjelser til at sikre, at vedtagelsen af rammeafgørelser overholder legalitetsprincippet. Bestemmelsen lægger op til, at såvel medlemsstaterne, Kommissionen som Rådet selv vil kunne indbringe et sådant søgsmål.

Endelig vil Domstolen i henhold til bestemmelsens stk. 3 få tillagt kompetence til at afgøre tvister mellem medlemsstaterne om fortolkningen af rammeafgørelser, såfremt en sådant tvist ikke vil kunne blive løst af Rådet selv inden for seks måneder efter, et af Rådets medlemmer har rejst sagen i Rådet.

5. Fra dansk side vil man under de videre forhandlinger fortsat arbejde for, at de retsinstrumenter som skal gælde inden for søjle 3-området bevarer deres mellemstatslige karakter fuldt ud.70

(Alm. del bilag 912 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 143 på alm. del

Spørgsmål (21/9-96)

Kan ministeren bekræfte, at der i forbindelse med regeringskonferencen er overvejelser om i et kommende traktatudkast at foreslå, at konventioner indgået under EU-traktaten kan træde i kraft, allerede når et kvalificeret flertal af parlamenter har tiltrådt, så det sidste parlament ikke som nu er afgørende for ikrafttræden? Der ønskes en vurdering af mulighederne for, at dette forslag vinder fremme. Endelig ønskes det oplyst, hvilken holdning den danske regering har til et sådant forslag.71

Svar (17/10-96)

Det kan bekræftes, at der på regeringskonferencen har været fremsat forslag om, at instrumenter (konventioner) indgået under EU-traktaten kan træde i kraft og anvendes indbyrdes mellem de lande, som har tiltrådt (ratificeret) dem, allerede når et vist antal lande har tiltrådt (ratificeret) dem. Dette er dog kun et blandt flere forslag m.h.p. bl.a. at sikre en øget effektivitet i relation til samarbejdet inden for søjle 3. Det er endnu for tidligt at vurdere om et sådant forslag vil kunne vinde fremme. Fra dansk side har man endnu ikke taget endelig stilling til, hvorvidt man vil kunne støtte et forslag om trinvis ikrafttræden af vedtagne konventioner.

(Alm. del - bilag 1220 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 223 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Vil ministeren nærmere definere begrebet »gennemførelsesforanstaltningerne« som det benyttes i udformningen af K.6, stk. 2, litra d i TEU?

Svar (5/9-97)

Artikel K.6, stk. 2, litra d, giver hjemmel til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger til konventionerne, der kan udarbejdes i h.t. samme artikel. En konvention udarbejdet i Søjle 3-samarbejdet skal på linie med andre konventioner, ratificeres af Danmark for at få virkning for Danmark. Hvis en konvention ikke er ratificeret af Danmark, vil eventuelle gennemførelsesbestemmelser ej heller have virkning for Danmark.

Gennemførelsesforanstaltningerne udstedes i h.t. bemyndigelsesbestemmelserne i konventionen.

Ordet gennemførelsesforanstaltninger bruges i artikel K.6, stk. 2, litra d, i samme betydning som i Maastricht-traktatens artikel K.3, der ligeledes giver mulighed for at vedtage gennemførelsesforanstaltninger. Denne hjemmel er udnyttet til vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser til Europolkonventionen.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 222 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvilke type »afgørelser« er der tale om i udformningen af K.6, stk. 2, litra c i TEU?

Svar (5/9-97)

Artikel K.6. indeholder en opregning af de typer af retsakter, der kan vedtages indenfor søjle 3-samarbejdet. En af disse typer retsakter er afgørelser. Afgørelse anvendes i ethvert andet øjemed end dem, der er bestemt for rammeafgørelser, se samme artikel, litra b. En afgørelse kan således ikke omhandle indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. En afgørelse er bindende for Danmark. En afgørelse har ikke umiddelbar anvendelighed. Den kræver således danske gennemførelsesregler for at få virkning internt i Danmark.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 224 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Når der i udformningen af K.6, stk. 2, litra d er tale om et »flertal på to tredjedele af de Høje Kontraherende Parter«, er der så tale om vægtede stemmer svarende til artikel 148, stk. 2 i TEF?

Svar (5/9-97)

I lighed med Maastricht-traktatens artikel K.3 er der ikke tale om vægtede stemmer, når der med et flertal af to tredjedele af de Høje Kontraherende Parter kan vedtages gennemførelsesforanstaltninger til konventioner.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 227 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Er der noget nyt indhold i udformningen af artikel K. 13, stk. 4 i TEU?

Svar (5/9-97)

K.13, stk. 4, indeholder, ligesom den tidligere artikel K.8 i TEU en bestemmelse om, at hvis udgifter afholdes over EU's budget, skal budgetproceduren anvendes. Ændringen på dette punkt i forhold til Maastricht-traktaten består i, at aktionsudgifter som udgangspunkt afholdes over EU's budget, og ikke som tidligere, som udgangspunkt af medlemslandene selv.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 228 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvilket afsnit i TEF refereres der til i udformningen af artikel K. 13 i TEU?

Svar 5/9-97)

Artikel K.13, stk. 2 refererer til hele søjle 3. Som det fremgår af artikel K.13, stk. 1 refereres der til visse områder af TEF, der finder anvendelse på samarbejdet indenfor Søjle 3. Disse områder er bl.a. reglerne om institutionerne, herunder Europaparlamentet og Ombudsmanden, Rådets sammensætning, Kommissionens sammensætning m.v. Samtidig finder reglerne om offentliggørelse af retsakter, samt reglerne om aktindsigt anvendelse.

Endvidere henvises til budgetproceduren i artikel K.13, stk. 4.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Politisamarbejde

Spørgsmål nr. 21 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad er status for det fremtidige politisamarbejde i EU, herunder Danmarks stilling?

Svar (14/4-98)

Amsterdamtraktaten tilsigter en effektivisering af EU's mellemstatslige samarbejde om kriminalitetsbekæmpelse. Danmark deltager fuldt ud i dette samarbejde.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 215 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvordan forestiller ministeren sig det operationelle samarbejde, som omtales i udformningen af ny artikel K.2, stk. 1, litra a?

Svar (5/9-97)

Artikel K.2, stk. 1 definerer området for politisamarbejde. Der vil kunne vedtages foranstaltninger vedrørende fremme af samarbejde mellem medlemslandenes nationale myndigheder. Området for dette operative samarbejde vil kunne vedrøre de emner, der står oplistet i artikel K.2, dvs. forebyggelse, afsløring og efterforskning af straffelovsovertrædelser.

Det operationelle samarbejde skal forfølge de mål, der er opsat for samarbejdet indenfor søjle 3. Disse mål er opregnet i artikel K.1. Formålet er bl.a. at forebygge og bekæmpe især terrorisme, menneskehandel og overgreb mod børn, narkotikahandel og ulovlig våbenhandel.

Rådet skal herudover efter artikel K.4 fastsætte de betingelser og begrænsninger, som de kompetente myndigheder, der er nævnt i art. K.2 og K.3, eksempelvis politiet, skal være underlagt, hvis de arbejder på en andet medlemsstats område i samarbejde og i forståelse med denne medlemsstats myndigheder.

Som det fremgår af erklæringen til slutakten ad artikel K.2 er handlinger på politisamarbejdsområdet underlagt passende domstolskontrol i overensstemmelse med reglerne i det enkelte medlemsland.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97

Spørgsmål nr. 216 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvilke »relevante bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger« er der tale om i udformningen af ny artikel K.2, stk. 1, litra b?

Svar (5/9-97)

Der henvises med udtrykket »relevante bestemmelser« dels til de regler, der er vedtaget eller er under vedtagelse for Europol, dels til de regler, der gælder på nationalt plan. For Danmarks vedkommende er dette navnlig reguleret i dansk rets almindelige regler i forvaltningsloven og i lov om offentlige myndigheders registre.

Regler og henstillinger om beskyttelse af personoplysninger findes endvidere blandt andet i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger og anbefaling R(87) 15 fra Europarådets Ministerudvalg af 17. september 1987 om politiets anvendelse af personoplysninger.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 4 på L 2

Spørgsmål (11/12-97)

På hvilke områder kan Europol danne et bedre politisamarbejde end det allerede eksisterende samarbejde i Interpol?

Svar (10/2-98)

Europol og Interpol skal ikke ses som hinandens alternativer, men som to gensidigt kompletterende internationale samarbejdsfora. Der er en række områder, begge organisationer dækker. Samtidig findes en række områder, hvor Europol kan siges at kunne danne rammen om et mere effektivt samarbejde end Interpol. Både Europol og Interpol beskæftiger sig således med udveksling af viden og informationer. Når Europol konventionen træder i kraft, vil Europol imidlertid have bedre mulighed for at foretage kriminalitetsanalyser og på anden måde skabe grundlag for mere effektiv gensidig efterforskningsassistance mellem medlemslandenes nationale myndigheder.

(L 2 bilag 5 fra 1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. 217 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvad ligger der nærmere i udtrykket »støttefunktion« i udformningen af artikel K.2, stk. 2, litra a?

Svar (5/9-97)

At Europol deltager i fælles operative aktioner i en støttefunktion medfører, at Europol ikke vil have eksekutive beføjelser, dvs. ikke vil kunne foretage magtudøvelse.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 38 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Skal besvarelsen af spørgsmål 217 af 5. september 1997 omkring artikel K. 2 i TEU stk. 2, litra a, jf. bilag (96) 1462 forstås således, at det alene er eksekutiv magtudøvelse, som Europol afskæres fra i de situationer, hvor der udføres fælles operative aktioner, og Europols beføjelser derfor vil kunne omfatte overvågning, indsamling af information, registrering, afhøring af vidner m.v.?

Svar (23/4-98)

Der henvises generelt til Udenrigsministeriets besvarelse af 17. december 1997 af spørgsmål S 502.

Det forhold, at Europol efter artikel K. 2 på sigt påtænkes at deltage i fælles operative aktioner i en støttefunktion, medfører ikke, at Europol vil få tillagt selvstændige eksekutive beføjelser, dvs. repræsentanter for Europol vil ikke kunne foretage magtudøvelse på medlemsstaternes territorier.

Udtrykket »støttefunktion« indebærer efter Regeringens opfattelse, at der bl.a. ikke kan blive tale om at tillægge Europol beføjelser til at foretage straffeprocessuelle indgreb.72

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 218 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Medfører formuleringen af udformningen af artikel K.2, stk. 2, litra b (i TEU), at medlemsstaternes kompetente myndigheder vil være forpligtet til at foretage efterforskning, hvis Europol »anmoder« herom?

Svar (5/9-97)

Nej. Artikel K.2, stk. 2, litra b, giver derimod Rådet hjemmel til - med enstemmighed - at vedtage foranstaltninger, der skal sætte Europol i stand til bl.a. at anmode de kompetente myndigheder i de enkelte medlemslande om at gennemføre og samordne deres efterforskning i særlige tilfælde. Det er nærmere angivet i artikel K.6, stk. 2, hvilken type foranstaltninger, der kan vedtages.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 502 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (17/11-97)

Er det korrekt, at EU's ministerråd med hjemmel i Amsterdamtraktatens artikler K.2 og K.4 i rammeafgørelser eller afgørelser uden indholdsmæssige begrænsninger vil kunne fastlægge reglerne for Europolmedarbejderes aktiviteter på medlemsstaternes territorier?

Svar (8/12-97)

Udenrigsministeriet har anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet. Når udtalelsen foreligger, vil Udenrigsministeriet vende tilbage til spørgsmålet.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 2301)

Supplerende svar (18/12-97)

Det følger af Amsterdamtraktatens artikel K.2, stk. 2, litra a), at Rådet inden for en periode af fem år efter traktatens ikrafttræden skal »sætte Europol i stand til at lette og støtte forberedelsen og fremme samordningen og gennemførelsen af særlige efterforskningsaktiviteter mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, herunder fælles operative aktioner med deltagelse af repræsentanter for Europol i en støttefunktion«.

Artikel K.4 i Amsterdamtraktaten fastslår, at »Rådet fastsætter de betingelser og begrænsninger, hvorunder de kompetente myndigheder, der er nævnt i artikel K.2 og K.3, kan arbejde på en anden medlemsstats område i samarbejde og i forståelse med denne stats myndigheder«. Det må antages, at udtrykket de kompetente myndigheder sigter til de nationale myndigheder i de enkelte medlemslande og ikke til Europol.

Det forhold, at Europol efter artikel K.2 på sigt påtænkes at deltage i fælles operative aktioner i en støttefunktion, medfører ikke, at Europol vil få tillagt eksekutive beføjelser, dvs. Europol vil ikke kunne foretage magtudøvelse på medlemsstaternes territorier, jf. også Udenrigsministeriets besvarelse af spm. 217 (alm. del. nr. 1462).

Det bemærkes, at Rådets beslutning - uanset hvilken af de opregnede instrumenter i traktatens artikel K.6, det måtte vælge - træffes med enstemmighed.73

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 2942)

Spørgsmål nr. S 503 til udenrigsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (17/11-97)

Hvad menes der med, at aktioner på politisamarbejdsområdet i henhold til artikel K.2., herunder Europols aktiviteter, er underlagt passende domstolskontrol fra de kompetente nationale myndigheders side i overensstemmelse med gældende regler i de enkelte medlemsstater?

Svar (4/12-97)

Udenrigsministeriet har anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet. Når udtalelsen foreligger, vil Udenrigsministeriet vende tilbage til spørgsmålet.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 2301)

Supplerende svar (18/12-97)

Artikel K.2 i Amsterdamtraktaten giver Rådet hjemmel til at vedtage regler om politisamarbejde, herunder Europol. Det fremgår af erklæring nr. 7 til slutakten, at politisamarbejdet, herunder Europols aktiviteter, som finder sted i henhold til regler, Rådet enstemmigt vedtager med hjemmel i artikel K.2, vil være underlagt passende domstolskontrol fra de kompetente nationale myndigheders side i overensstemmelse med gældende regler i de enkelte medlemsstater.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at erklæring nr. 7 til slutakten er indsat på foranledning af de medlemslande, der i modsætning til Danmark har nationale regler for efterforskningsarbejde, der involverer f.eks. undersøgelsesdommere i kontrolfunktioner i den nationale efterforskningsproces. Erklæring nr. 7 har til formål at sikre, at udviklingen af samarbejdet ikke sker på en sådan måde, at sådanne nationale regler ikke kan finde anvendelse.

For så vidt angår spørgsmålet om immunitet for Europol, kan det oplyses, at Europol som organisation kun er fritaget for retsforfølgning i det omfang, det følger af Europolkonventionens artikel 38, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne er ansvarlige for retligt eller faktisk ukorrekte oplysninger, som er lagret eller behandlet af Europol. Der henvises til artikel 2 i protokollen om privilegier og immuniteter for Europol og Europols ansatte.

Det kan videre oplyses, at de ansatte i Europol er tillagt samme immuniteter, som ansatte i andre internationale organisationer, f.eks. EU's institutioner. Efter artikel 17 i protokollen om privilegier m.v., skal der foretages en ny vurdering af reglerne om immunitet, inden en ændring eller udvidelse af de opgaver, der følger af Europolkonventionens artikel 3. Reglerne vil dog under alle omstændigheder skulle undergives en ny vurdering, senest to år efter protokollen om privilegier m.v. er trådt i kraft.

For god ordens skyld bemærkes i øvrigt, at protokollen om præjudiciel fortolkning ved de Europæiske Fællesskabers Domstol af Europolkonventionen giver medlemsstaternes nationale domstole adgang til at forelægge spørgsmål om fortolkningen af Europolkonventionen for EF-Domstolen.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 2942)

Spørgsmål nr. 221 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvad indebærer det, at de kompetente myndigheder, der nævnes i udformningen af K.2 og K.3 i TEU, skal kunne arbejde på en anden medlemsstats område, og hvordan forholder det sig til grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse til internationale organisationer men ikke til andre stater?

Svar (5/9-97)

I artikel K.2 angives området for fælles handlinger vedr. operativt samarbejde mellem medlemslandenes kompetente myndigheder, eksempelvis politi. Artikel K.3 giver området for fælles handlinger om fremme af samarbejdet mellem kompetente myndigheder f.s.v.a. retspleje og fuldbyrdelse af afgørelser. I artikel K.4 er der hjemmel til at fastsætte de betingelser og begrænsninger, hvorunder de kompetente myndigheder kan arbejde på et andet medlemslands område i samarbejde og i forståelse med dette lands myndigheder. Om indholdet af det operative samarbejde henvises til besvarelsen af spørgsmål 215.

For så vidt angår forholdet til grundloven bemærkes, at det i forbindelse med lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen er blevet lagt til grund, at det ikke er uforeneligt med grundloven at give et andet lands politi en vis adgang til at virke på dansk område. Ved udformningen af for eksempel konventioner i medfør af de nævnte traktatbestemmelser må det - her som ved mellemstatsligt samarbejde i andre fora - fra dansk side påses, at der med virkning for Danmark bliver tale om ordninger, der ligger indenfor, hvad grundloven giver mulighed for.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Strafferetligt samarbejde

Spørgsmål nr. 214 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvordan forestiller ministeren sig, at det afgøres, om det er »nødvendigt« med tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler, jfr. udformningen af ny artikel K.1 i TEU?

Svar (5/9-97)

Artikel K.1. definerer området for samarbejdet i søjle 3, dvs. politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager. Samarbejdet har som mål at sikre borgerne et højt tryghedsniveau gennem at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet, især terrorisme, menneskehandel og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig våbenhandel, korruption og svig.

Dette skal nås gennem aktioner om et tættere samarbejde mellem medlemslandenes politi og andre kompetente myndigheder, og om nødvendigt indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige regler. Denne tilnærmelse skal ske efter artikel K.3, litra e, og den type retsakter, der kan anvendes er opregnet i artikel K.6, stk. 2. Artikel K.1 kan således ikke i sig selv udgøre hjemmel for vedtagelse af foranstaltninger om indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige regler. Det skal dog understreges, at artikel K.1. lægger rammerne for hvilke områder der kan samarbejdes om, og understreger, at det er »om nødvendigt« der skal ske tilnærmelse af medlemslandenes strafferetlige regler.

Rådet vurderer, om det skønnes nødvendigt at vedtage en indbyrdes tilnærmelse af de strafferetlige regler, hvilket kræver enstemmighed. Der er først om fremmest tale om en politisk vurdering. Herudover må det lægges til grund, at der ikke vedtages indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes regler på dette område, hvis de ønskede mål kan nås med andre midler, der opstilles i dette afsnit i TEU. Samtidig kan der kun vedtages en tilnærmelse af medlemslandenes strafferetlige regler for at nå de mål, der er opstillet for samarbejdet i K.1.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 35 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Ser ministeren sig i stand til at angive, på hvilke områder man efter dansk opfattelse anser det for at være »nødvendigt« at foretage tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler, jf. udformningen af K.1 i TEU og besvarelse af spørgsmål 214 i Europaudvalget af 5. september 1997 på bilag (96) 1462?

Spørgsmål nr. 36 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Ser ministeren sig i stand til at angive, på hvilke områder man efter dansk opfattelse under ingen omstændigheder vil være med til at foretage vedtagelser med henblik på at foretage en tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler, jf. udformningen af K.1 i TEU og besvarelse af spørgsmål 214 i Europaudvalget af 5. september 1997 på bilag (96) 1462?

Svar 23/4-98)

Der svares på spørgsmål 35 og 36 samlet.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 214 i Europaudvalget af 5. september 1997 på bilag (96) 1462, vil vurderingen af, hvornår en tilnærmelse mellem strafferetlige regler kan anses for nødvendig basere sig på Rådets skøn over behovet for fælles initiativer på det pågældende område. En eventuel beslutning om tilnærmelse forudsætter enighed blandt samtlige medlemslande. Da der som nævnt er tale om en konkret vurdering, der foretages af Rådet og den enkelte medlemsstat, er det ikke muligt på nuværende tidspunkt nærmere at angive, hvornår Rådet vil anse det for nødvendigt at foretage en tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler, og hvordan man fra dansk side vil stille sig til konkrete forslag på dette område.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 37 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Såfremt ministeren ikke ser sig i stand til at konkretisere, på hvilke områder man efter dansk opfattelse anser det for at være »nødvendigt« at foretage en tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler jf. spørgsmål 35 og 36 vedrørende nærværende lovforslag, bedes ministeren kommentere det rimelige i at sende Amsterdamtraktaten til folkeafstemning, uden at vælgerne mere konkret får mulighed for at vurdere betydningen af traktaten på dette område

Svar (23/4-98)

Det er et velkendt fænomen, at traktater fastlægger de overordnede rammer for vedtagelse af regler på nærmere bestemte områder med henblik på en efterfølgende nærmere udfyldning af disse rammer.

Det bemærkes i den forbindelse, at EU-samarbejdet på det strafferetlige område finder sted på mellemstatsligt niveau, og at Danmark ikke har overladt beføjelser på området.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 219 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvordan skal der sikres »forenelighed mellem medlemsstaternes gældende regler«, sådan som det omtales i udformningen af K.3.c. i TEU?

Svar (5/9-97)

Artikel K.3. angiver området for fælles handlinger inden for det strafferetlige samarbejde. Der kan således vedtages foranstaltninger om sikring af foreneligheden mellem medlemslandenes gældende regler, i det omfang, det er nødvendigt for at forbedre samarbejdet. Dette skal sikre et tættere samarbejde mellem medlemslandenes retlige og andre kompetente myndigheder, for at forebygge og bekæmpe organiseret og anden alvorlig kriminalitet, jfr. artikel K.1.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 220 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Hvordan vil en »gradvis vedtagelse af foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger«, finde sted?

Svar (5/9-97)

Artikel K.3, litra e, giver Rådet hjemmel til en gradvis vedtagelse af foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger. Dette skal kun ske »om nødvendigt«, jfr. artikel K.1, og indenfor de rammer, som K.1 i øvrigt opstiller for det strafferetlige samarbejde. Der er således ikke tale om fuld indbyrdes tilnærmelse af de enkelte medlemslandes strafferetslovgivning, men om en hjemmel til at fastsætte mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger. Reglerne for vedtagelse af foranstaltningerne følger af artikel K.6. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 214.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 298 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97)

Hvilke konsekvenser har det efter udenrigsministerens opfattelse, at strafferetlige regler inddrages som et område, hvor der kan laves »fælles aktioner« i henhold til udformningen af nye artikel K.3, litra e i EU-traktaten?

Svar (5/9-97)

I henhold til Maastricht-traktaten kan der vedtages fælles aktioner vedrørende blandt andet strafferetligt samarbejde, jfr. denne traktats artikel K.1 og K.3. Med Amsterdamtraktaten angives området for det strafferetlige samarbejde mere detaljeret, og der indføres nye instrumenter. Området er fastlagt i artikel K.3. Instrumenterne er fastlagt i artikel K.6. Der kan ikke længere vedtages fælles aktioner, men derimod fælles holdninger, rammeafgørelser og andre afgørelser, og der kan udarbejdes konventioner.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

AFSNIT V

Schengensamarbejdets integration i EU

Spørgsmål nr. 229 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

I udformningen af den protokol, der integrerer Schengenreglerne i Den Europæiske Union, anføres det i artikel A, at »dette samarbejde gennemføres inden for Den Europæiske Unions institutionelle og juridiske ramme.« Vil det sige inden for det mellemstatslige samarbejde i søjle 3?74

Svar (5/9-97)

Som det fremgår af artikel A i Schengenprotokollen, gennemføres samarbejdet inden for de juridiske og institutionelle rammer for Den Europæiske Union. Dvs. den fælles ramme for hele samarbejdet indenfor de tre søjler, modsat den hidtidige ramme for Schengensamarbejdet.

I henhold til artikel B, stk. 1, andet afsnit, vil Rådet med enstemmighed blandt Schengenlandene, heriblandt Danmark, skulle træffe afgørelse om, hvor retsgrundlaget for hver af de bestemmelser eller afgørelser, der udgør Schengenreglerne, vil skulle findes i traktaterne. Efter denne opdeling må det forventes, at visse af Schengenreglerne vil have deres retsgrundlag i søjle 1, mens andre vil have deres retsgrundlag i søjle 3. Indtil denne opdeling har fundet sted, vil Schengenreglerne blive betragtet som hørende under søjle 3, jf. artikel B, stk. 1, fjerde afsnit.75

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 230 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97)

Er konsekvensen af udformningen af artikel B, andet afsnit i den protokol, der integrerer Schengenreglerne i Den Europæiske Union, at Rådet vil skulle behandle hver enkelt af Schengenreglerne for sig?76

Svar (5/9-97)

Rådet vil, med enstemmighed, skulle træffe afgørelse om, hvor retsgrundlaget for hver af de bestemmelser eller afgørelser, der nu danner Schengenreglerne, vil skulle placeres i traktaterne. Rådet skal således tage stilling til hver enkelt af Schengen reglerne.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 13 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad betyder Schengensamarbejdet for opretholdelsen af de enkelte landes flygtninge- og asylpolitik?

Svar (14/4-98)

Schengensamarbejdet betyder ikke, at de enkelte lande mister muligheden for at føre deres egen asyl- og flygtningepolitik.

Schengenaftalen indebærer, at personkontrollen ved de fysiske grænser mellem Schengenlandene (indre grænser) fjernes. Dette betyder imidlertid ikke, at f.eks. en flygtning, der har fået ophold i ét Schengenland, frit vil kunne tage ophold i et andet Schengenland. Schengenaftalen giver alene sådanne tredjelandsstatsborgere en indrejseret til andre Schengenlande. Denne ret er begrænset til 3 måneder.

Når en asylansøger har fået opholdstilladelse i ét Schengenland, gælder denne opholdstilladelse derfor alene i forhold til dette ene land og ikke de andre Schengenlande. Dette følger netop af, at de enkelte lande har deres egne asyl- og flygtningeregler.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 3 på L 1

Spørgsmål (3/4-98)

Hvilken konsekvens har Bonnprotokollen fra 26. april 1994 om ophævelse af Schengens asylregler i tilfælde af Dublin konventionens implementering, nu hvor Dublinkonventionen har fået retsvirkning? - Har det betydning for Danmark, at Dublinkonventionen ligger inden for TEU afsnit VI, mens Schengens asylbestemmelser formentlig har fået hjemmel i TEF's afsnit IV/IIIa?

Svar (16/4-98)

Bonnprotokollen af 26. april 1994 indebærer, at kapitel 7 i Schengenkonventionen vedrørende ansvaret for behandling af asylansøgninger ikke finder anvendelse efter Dublinkonventionens ikrafttræden. Da Dublinkonventionen trådte i kraft den 1. september 1997 er det derfor reglerne i denne konvention, der finder anvendelse i dag. Schengenkonventionens asylbestemmelser (kapitel 7) skal følgelig ikke integreres i EU-samarbejdet.

Det bemærkes i øvrigt, at Dublinkonventionen er vedtaget som en mellemstatslig konvention uden for rammerne af Traktaten om Den Europæiske Union.

(L 1 bilag 11 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. S 676 til justitsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (27/11-96)

Har den danske regering som forudsætning for dansk tiltrædelse sikret, at dele af Schengenkonventionens arbejdsområder ikke på noget tidspunkt vil blive overflyttet til EU i en sådan form, at det strider mod den danske undtagelse?

Svar (10/12-96)

Det fremgår af artikel 134 og 142 i Schengenkonventionen, at konventionens regler kan blive afløst af EU-regler på tilsvarende områder.

Vedtagelse af sådanne EU-regler skal naturligvis ske inden for de retlige rammer, der gælder for EU-samarbejdet. Dansk optagelse i Schengensamarbejdet berører derfor ikke det eksisterende retlige grundlag for Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union, der blandt andet udgøres af Edinburghafgørelsen.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 2985)

Spørgsmål nr. 14 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad er forholdet mellem Amsterdamtraktaten og Schengensamarbejdet?

Svar (14/4-98)

Folkeafstemningen den 28. maj 1998 om Amsterdamtraktaten er ikke en afstemning om Danmarks medlemsskab af Schengensamarbejdet. Sammen med de øvrige nordiske lande undertegnede regeringen den 19. december 1996 en aftale om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen. Folketinget besluttede den 30. maj 1997, at Danmark skulle ratificere Schengenkonventionen. Dette skete den 23. september 1997. Danmarks deltagelse i Schengensamarbejdet ligger således allerede fast.

Amsterdamtraktaten indebærer, at Schengenaftalen indarbejdes i EU. Samarbejdet er hidtil foregået uden for rammerne af EU. Med Amsterdamtraktaten kommer det nu til at foregå inden for rammerne af EU. Det betyder f.eks., at EU's institutioner træder i stedet for de institutioner, der er oprettet i medfør af Schengenaftalen. Det betyder også, at Schengen bliver omfattet af Amsterdamtraktatens nye regler om åbenhed, og at Europa-Parlamentet bliver inddraget i samarbejdet.

Rådet arbejder for tiden på at forberede, hvordan Schengenreglerne skal indpasses i EU. Dette skyldes, at Schengensamarbejdet rent indholdsmæssigt hører hjemme forskellige steder i EU-samarbejdet. Visse samarbejdsområder vedrører det overstatslige samarbejde i søjle 1, mens andre vedrører det mellemstatslige samarbejde i søjle 3. Den endelige beslutning om reglernes indplacering vil blive truffet på tidspunktet for traktatens ikrafttræden. Denne beslutning træffes med enstemmighed. Det vil sige, at Danmark er med til at træffe denne afgørelse. Hvis der ikke kan opnås enighed om placeringen, vil reglerne blive placeret i søjle 3.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 15 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad ville situationen være, hvis Danmark ikke var med i Schengensamarbejdet?

Svar (14/4-98)

Folketingets beslutning om at indtræde i Schengensamarbejdet skal bl.a. ses i lyset af behovet for en styrket europæisk indsats mod international kriminalitet og illegal indvandring. De senere års generelle udvikling i det internationale samfund har således nødvendiggjort et tæt internationalt samarbejde med henblik på de enkelte landes bekæmpelse af kriminaliteten.

Bag Folketingets beslutning lå endvidere ønsket om at undgå de problemer, som Danmark ville stå over for, hvis man havde valgt at stå uden for samarbejdet.

Ønskede Danmark at stå uden for Schengen, ville den dansk/tyske grænse blive en ydre Schengengrænse. Tyskland måtte som en konsekvens heraf indføre fuld grænsekontrol i henhold til Schengenreglerne herom med deraf følgende risiko for kødannelse ved grænsen. Ligeledes ville der blive indført fuldt transportøransvar efter Schengenreglerne herom over for danske færger, tog, busser, fly m.m., der ankom til Tyskland. Det vil sige, at den danske transportør ville blive pålagt bøder i de tilfælde, hvor rejsende uden pas og/eller visum ankom til Tyskland med det danske selskab. Et sådant krav ville bevirke risiko for forsinkelser i forbindelse med store dele af den danske trafik.

Problemerne for Danmark ved at stå uden for Schengen vil imidlertid ikke kun gælde i forhold til de øvrige EU-lande, men også i forhold til vore partnere i Den nordiske Pasunion.

Hvis Danmark vælger at stå uden for samarbejdet i en situation, hvor de øvrige nordiske lande - også Norge og Island - tilslutter sig Schengensamarbejdet, vil det efter al sandsynlighed betyde en situation, hvor vi vil have grænsekontrol ikke alene ved grænsen til Tyskland, men også i forhold til Sverige, Norge og de øvrige nordiske lande. Hermed vil mere end 40 års succesrigt samarbejde i Den nordiske Pasunion blive afbrudt.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 16 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad er Danmarks stilling i forhold til det fremtidige EU-samarbejde om grænsekontrol i Schengen?

Svar (14/4-98)

Danmarks forbehold vedrørende samarbejdet om retlige og indre anliggender betyder, at Danmark alene deltager i dette samarbejde på et mellemstatsligt grundlag. Dette forbehold er opretholdt i Amsterdamtraktaten.

Med Amsterdamtraktaten indarbejdes Schengenaftalen i EU. Dele af Schengensamarbejdet vil blive placeret i det overstatslige samarbejde (søjle 1) og andre dele i det mellemstatslige (søjle 3).

Danmark deltager fuldt ud i de dele af Schengensamarbejdet, der måtte blive placeret i det mellemstatslige samarbejde (søjle 3). Dette gælder både i forhold til de eksisterende Schengenregler samt i forhold til videreudviklingen heraf.

Med hensyn til de dele af de eksisterende Schengenregler, der måtte blive placeret i det nye overstatslige EU-samarbejde om visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer, er det præciseret i Amsterdamtraktaten, at Danmark alene forpligtes af disse Schengenregler på et mellemstatsligt grundlag.

Særlig med hensyn til den fremtidige udvikling af den del af Schengenreglerne, der indpasses i det nye afsnit i søjle 1, fremgår det af Amsterdamtraktaten, at Danmark inden for en periode af seks måneder selv kan træffe beslutning om at følge disse regler. I så fald bindes Danmark heraf på et mellemstatsligt plan. Ønsker Danmark ikke at følge de andre landes regler, skal der overvejes passende foranstaltninger.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 17 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad betyder et dansk nej til Amsterdamtraktaten for Danmarks deltagelse i Schengensamarbejdet?

Svar (14/4-98)

Det er ikke muligt forudsige, hvad der vil ske i den hypotetiske situation, hvor folkeafstemningen den 28. maj 1998 resulterer i et nej.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 14.77

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 285 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Hvilke spørgsmål/regler er der tale om i formuleringen om »...forslag om eller initiativ til videreførelse af Schengenreglerne«, sådan som det fremgår af artikel 5, stk. 1 i »protokol z om Danmarks stilling«?78

Svar (5/9-97)

I henhold til artikel D i Schengenprotokollen kan der vedtages forslag og initiativer til videreførsel af Schengenreglerne i henhold til de relevante traktatbestemmelser, som Schengenreglerne bliver underlagt, jfr. artikel B, stk. 1, 2. afsnit.

Det bemærkes, at artikel 5, stk. 1, i protokol z alene finder anvendelse på den del af Schengenreglerne, der efter opdelingen i henhold til artikel B i Schengenprotokollen vil have retsgrundlag i TEF (søjle 1).79

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 286 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Vil ministeren nærmere redegøre for, hvordan han forestiller sig, at man fra dansk side vil håndtere den procedure, som er beskrevet i artikel 5, stk. 1 i »protokol z om Danmarks stilling«?

Svar (5/9-97)

Efter artikel 5, stk. 1 i protokol z om Danmarks stilling, kan Danmark inden for 6 måneder efter at Rådet har truffet afgørelse, der viderefører Schengenregelsættet, beslutte, om man ønsker at gennemføre beslutningen i Danmark. Hvis dette ikke er tilfældet, skal Schengenlandene, hvilket inkluderer Danmark, overveje, hvilke passende foranstaltninger, der skal træffes. Det er regeringens hensigt, at sådanne spørgsmål skal behandles i de normale danske beslutningsprocedurer.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 45 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Vil ministeren redegøre for, hvilke procedurer der henvises til i besvarelsen af spørgsmål 286 af 5. september 1997, jf. bilag (96) 1462.

Svar (23/4-98)

Regeringens valg mellem de forskellige beslutningsprocedurer i forhold til Folketinget må afhænge af, hvis - og i givet fald hvornår - spørgsmålet måtte blive aktuelt samt på den konkrete situation.

(L 1 bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 287 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Hvilke foranstaltninger kan komme på tale i henhold til artikel 5, stk. 2 i »protokol z om Danmarks stilling« om »passende foranstaltninger, der skal træffes«, og er der nogen begrænsning for, hvad der vil kunne vedtages?80

Svar (5/9-97)

Det kan ikke på forhånd nærmere afgrænses, hvilke foranstaltninger, der vil skulle træffes. Der kan være tale om et helt spektrum af foranstaltninger. Passende foranstaltninger kan eksempelvis være, at man konstaterer, at der ikke er et problem, selvom Danmark og de øvrige Schengenlande har forskellige regler. Passende foranstaltninger kan endvidere være, at de øvrige lande ændrer eller ophæver deres regler. Passende foranstaltninger kan også være, at de øvrige lande må indføre regler, der tager højde for, at der er en forskel i retstilstanden, dvs. at Danmark har regler, der adskiller sig fra de øvrige Schengenlandes.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 288 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Hvad vil være det retlige grundlag for vedtagelse af de »passende foranstaltninger«, som der tales om i artikel 5 stk. 2 i »protokol z om Danmarks stilling«?81

Svar (5/9-97)

Der er tale om en folkeretlig aftale mellem Danmark og de øvrige EU-lande, hvor protokollen er retsgrundlaget for de passende foranstaltninger.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 2 på L 1

Spørgsmål (3/4-98)

I Protokol om Danmarks stilling, artikel 5, stk. 2, om konsekvenser af Danmarks eventuelle beslutning om ikke at gennemføre en rådsafgørelse om en gennemførelse af Schengenregler står der, at medlemsstater nævnt i artikel 1 (heriblandt Danmark) skal overveje, hvilke passende foranstaltninger der kan træffes. Hvordan skal disse passende foranstaltninger vedtages? Hvad indebærer en passende foranstaltning? Kan de øvrige lande genindføre grænserne med Danmark uden tilladelse fra Danmark?

Svar (16/4-98)

Der henvises generelt til Udenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 287 og 288 (alm. del - bilag 1308).

Det bemærkes, at passende foranstaltninger alene kommer på tale i forbindelse med udbygning af Schengenreglerne efter bestemmelserne i det nye afsnit i søjle 1 om visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer.

(L 1 bilag 11 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. S 3272 til justitsministeren af Kristian Thulesen Dahl (DF)

Spørgsmål (3/9-97)

Vil ministeren give en retlig redegørelse for Danmarks mulighed for at udtræde af Schengensamarbejdet, dels på baggrund af det nugældende grundlag, og dels på det nye grundlag efter en eventuel vedtagelse af Amsterdamtraktaten?

Svar (6/11-97)

1. Den 19. december 1996 undertegnede den daværende justitsminister aftalen om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen. Efterfølgende har Folketinget ved lov nr. 418 af 10. juni 1997 bemyndiget regeringen til at ratificere tiltrædelsesaftalen på Danmarks vegne, hvilket skete den 23. september 1997.

Hverken Schengenkonventionen eller den danske tiltrædelsesaftale indeholder bestemmelser, der regulerer adgangen til at udtræde af Schengensamarbejdet.

Det forhold, at der ikke er sådanne bestemmelser, betyder imidlertid ikke, at det herved er udelukket, at et medlemsland kan udtræde af samarbejdet.

Folkeretten indeholder således almindelige principper om traktaters ophør, hvoraf det bl.a. følger, at en folkeretlig aftale kan bringes til ophør for en eller flere parters vedkommende efter aftale parterne imellem. Herudover kan udtræden bl.a. ske, såfremt der indtræffer en fundamental ændring af de omstændigheder, der forelå ved aftalens indgåelse.

2. Justitsministeriet besvarede den 16. april 1997 spørgsmål nr. S 1869 fra medlem af Folketinget Tom Behnke (FP) vedrørende Danmarks muligheder for at trække sig ud af Schengensamarbejdet.

Ved besvarelsen af det foreliggende spørgsmål er Justitsministeriet blevet opmærksom på, at svaret af 16. april 1997 indeholder en formulering, der kan give indtryk af, at der efter de almindelige folkeretlige regler består en videregående adgang til udtræden end angivet her.

Det skal derfor præciseres, at retstilstanden om dette spørgsmål må antages at være den, som er beskrevet- ovenfor i pkt. 1.

3. Unionstraktatens artikel Q - hvorefter unionstraktaten er indgået for ubegrænset tid - kan ikke antages at have betydning for spørgsmålet om Danmarks retlige muligheder for at udtræde af Schengensamarbejdet, efter at Schengenreglerne er integreret i Den Europæiske Union i overensstemmelse med protokollens regler herom.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil integrationen af Schengenreglerne i Den Europæiske Union derfor næppe indebære en ændring af Danmarks folkeretlige muligheder for at udtræde af samarbejdet.

Efter min opfattelse er det rejste spørgsmål i øvrigt af langt mere teoretisk end praktisk karakter. Det vil selvsagt ikke være i de øvrige medlemsstaters interesse at nægte et land, der ønsker at udtræde af samarbejdet, at der indledes forhandlinger med henblik herpå.

For fuldstændighedens skyld kan i øvrigt også henvises til den særlige ordning, der ifølge artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling gælder i tilfælde, hvor Schengenregler placeret under søjle 1 (EF-traktatens afsnit III a) videreudvikles med hjemmel i retsgrundlag, som Danmark står uden for.

Den sene besvarelse beklages.82

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 1158)

Spørgsmål nr. 277 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Vil ministeren fremkomme med en redegørelse for Norges politiske og juridiske forpligtelser til at indføre Schengenbeslutninger, sådan som de vil gælde før en overførsel af Schengenregler til EU?

Svar (5/9-97)

Norge og Island er efter artikel E i Schengenprotokollen stillet præcis som før gennemførelsen af Schengenreglerne og den videre udvikling heraf. Det videre samarbejde sker, som hidtil, på grundlag af den aftale, der blev undertegnet i Luxembourg den 19. december 1996. Relevante procedurer for det videre samarbejde skal fastlægges i en aftale, som Rådet indgår med Norge og Island. Der skal endvidere indgås en aftale, således at Norge og Island stilles på lige fod med de øvrige Schengenlande i forholdet til Storbritannien og Irland.83

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 278 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Vil der ske nogen ændringer i Norges rettigheder og forpligtelser i forhold til Schengen i kraft af en overførsel af Schengenreglerne til EU, sådan som denne vil ske i henhold til protokollen om integration af Schengenreglerne i EU?

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 277.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 279 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97)

Vil ministeren fremkomme med en redegørelse for Norges position, når dele af Schengenreglerne overgår til søjle 1?

Svar (5/9-97)

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 277.

(Alm. del bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 677 til justitsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (27/11-96)

Hvordan sikres den nordiske pasunion i det tilfælde, hvor dele af Schengenkonventionens arbejdsområder overflyttes til EU på en sådan måde, at Norge ikke vil kunne deltage?

Svar (10/12-96)

Efter artikel 134 og 142 i Schengenkonventionen kan konventionens regler blive afløst af EU-regler på tilsvarende områder.

Som det fremgår af regeringens redegørelse af 19. november 1996 til Folketinget om Danmarks medlemskab af Schengensamarbejdet, vil de EU-regler, der på den måde kan tænkes at afløse Schengenregler, navnlig ligge inden for området retlige og indre anliggender (EU's 3. søjle).

Da Island og Norge ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, er det i Schengenlandenes samarbejdsaftale med de to lande blandt andet bestemt, at Island og Norge beslutter, om de kan acceptere regler inden for EU-retten, der på denne måde skal afløse regler i Schengenkonventionen.

Der er således i samarbejdsaftalen med Norge og Island lagt op til, at de to lande også - på samme måde som Danmark, Finland og Sverige - skal deltage fuldt ud i det praktiske Schengensamarbejde på områder, der fremover eventuelt måtte blive afløst af EU-regler.

Skulle der til trods for dette opstå den situation, at Island og/eller Norge ikke ville være i stand til at acceptere sådanne EU-regler, er det efter sagens natur ikke muligt at angive konsekvenserne for den nordiske pasunion, idet de nordiske landes stillingtagen hertil i så fald måtte afhænge af de på det tidspunkt foreliggende omstændigheder.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 2985)

Spørgsmål nr. S 438 til justitsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (11/11-97)

Kan statsministeren forklare, hvorledes han vil sikre den nordiske pasunion i det tilfælde, at danskerne stemmer ja til Amsterdamtraktaten, mens det samtidigt viser sig umuligt at opnå en aftale mellem Norge/Island og Schengenlandene?

Svar (17/11-97)

I henhold til artikel 6 i Amsterdamtraktatens protokol om integration af Schengenreglerne i Den Europæiske Union deltager Island og Norge som associeret i gennemførelsen af den videre udvikling af Schengenreglerne på grundlag af den aftale, der blev undertegnet i Luxembourg den 19. december 1996. Relevante procedurer for det videre samarbejde skal fastlægges i en aftale, som Rådet indgår med Island og Norge. Ifølge den tilknyttede erklæring nr. 47 er parterne i Amsterdamtraktaten enige om at tage alle nødvendige skridt til, at aftalen kan træde i kraft på samme dato som Amsterdamtraktaten.

På grundlag af nordisk sammenhold og god politisk forståelse i Schengenlandene for betydningen af Den nordiske Pasunion blev der indgået en samarbejdsaftale mellem Island og Norge på den ene side og Schengenlandene på den anden side i 1996. De drøftelser i EU, som netop er indledt, om en samarbejdsaftale med Island og Norge giver ikke anledning til at betvivle, at en for alle parter tilfredsstillende aftale vil kunne nås, jfr. den ovenfor nævnte erklæring fra parterne i Amsterdamtraktaten. Den nordiske enighed om at arbejde for bevarelsen af Den nordiske Pasunion er bekræftet ved mange lejligheder, senest den 11. november i Helsingfors.

Jeg betragter derfor den af spørgeren beskrevne situation som ikke blot hypotetisk, men også urealistisk.84

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 1691)

Spørgsmål nr. 18 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Kan vi opretholde den nordiske pasunion efter Amsterdamtraktaten?

Svar (14/4-98)

Den nordiske Pasunion kan opretholdes - også når Amsterdamtraktaten er trådt i kraft. De nordiske statsministre og andre ministre har gentagne gange bekræftet, at bevarelsen af Den nordiske Pasunion tillægges overordentlig stor betydning. Det er forudset, at deltagelse i Schengensamarbejdet - også efter integrationen i EU - iværksættes på samme tid for alle 5 nordiske lande. Det ventes at ske i løbet af år 2000.

Amsterdamtraktaten tager hensyn til Den nordiske Pasunion. Det fremgår således af Amsterdamtraktaten (Schengenprotokollen), at der skal indgås en aftale med Island og Norge på grundlag af disse landes nuværende samarbejdsaftaler i forhold til Schengenlandene. Der er allerede indledt forhandlinger med henblik på at få færdiggjort sådanne aftaler, der skal træde i kraft samtidig med Amsterdamtraktatens ikrafttræden. Danmark arbejder aktivt sammen med de andre nordiske lande for at sikre en hurtig afslutning af forhandlingerne.

Dette fremgår også klart af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Amsterdam den 16.-17. juni 1997, hvori det fastslås, at »ordningerne i protokollen om integration af Schengenreglerne i Unionen og protokollen om Danmark gør det muligt at sikre, at den nordiske pasunion kan bevares inden for rammerne af et bredere europæisk samarbejde om fri bevægelighed af personer«.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 19 på L 1

Spørgsmål (6/4-98)

Hvad betyder et dansk nej til Amsterdamtraktaten for den nordiske pasunion?

Svar (14/4-98)

Det er ikke at muligt forudsige, hvad der vil ske i den hypotetiske situation, hvor folkeafstemningen den 28. maj 1998 resulterer i et nej.

For Danmark vil det i en sådan situation være et klart ønske, at Den nordiske Pasunion skal bevares.

(L 1 bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

AFSNIT VI

Statsretlige spørgsmål m.v.

Spørgsmål nr. 5 på alm. del

Spørgsmål (10/10-96)

Ministeren bedes oplyse, om det i yderste konsekvens påvirker de fire danske forbehold, hvis Unionen på områder dækket af forbeholdene opnår fuld eller delvis status som juridisk person?

Svar (29/10-96)

Status som juridisk person betyder evnen til at forpligte sig, dels ved indgåelse af aftaler med tredjelande eller internationale organisationer dels ved indgåelse af almindelige kontrakter (køb, leje m.v.). EF har i medfør af Traktatens artikel 210 status som juridisk person. EU har ikke status som juridisk person og kan derfor ikke påtage sig de nævnte forpligtelser. Som det fremgår påvirker status som juridisk person ikke de fire danske forbehold.85

Spørgsmål nr. 6 på alm. del

Spørgsmål (10/10-96)

Kunne Danmark have stillet forslag til Baselkonventionen, hvis Unionen havde haft status som juridisk person?

Svar (29/10-96)

Baselkonventionen berører EF s miljøpolitik. EF har, som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 5 ovenfor, status som juridisk person. Spørgsmålet om initiativret til at stille forslag inden for rammerne af Baselkonventionen beror på, om der foreligger eksklusiv kompetence for EF eller blandet kompetence mellem EF og medlemslandene. Det beror ikke på spørgsmålet om Unionens status som juridisk person.

(Alm. del - bilag146 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 7 på alm. del

Spørgsmål (10/10-96)

Mener regeringen, at Unionen i folkeretlig og juridisk forstand allerede i dag må formodes at have status som juridisk person?

Svar (29/10-96)

Nej. Det fremgår af artikel 210 modsætningsvist, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 5 ovenfor.

(Alm. del - bilag146 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 8 på alm. del

Spørgsmål (10/10-96)

Hvilke overvejelser har regeringen gjort sig om forholdet mellem grundlovens § 20 og en evt. beslutning om at give Unionen status, helt eller delvist, som juridisk person?

Svar (29/10-96)

Regeringen tager stilling til forholdet til Grundloven herunder grundlovens § 20, når der foreligger et forhandlingsresultat. På nuværende tidspunkt er der ikke grundlag for at tage stilling til i hvilket omfang en eventuel beslutning om at give Unionen status som juridisk person vil være omfattet af grundlovens § 20.

(Alm. del - bilag146 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 9 på alm. del

Spørgsmål (10/10-96)

Ministeren bedes oplyse de juridiske og beslutningsmæssige konsekvenser for områder dækket af søjle 2 og 3 hvis Unionen helt eller delvist opnår status som juridisk person på disse områder?

Svar (29/10-96)

Opnår Unionen status som juridisk person, vil den kunne indgå folkeretlige aftaler og almindelige kontrakter, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 5 ovenfor. Rækkevidden heraf for de i spørgsmålet nævnte emner kan først vurderes, når der foreligger en tekst, der definerer »status som juridisk person« og »helt eller delvist«.

(Alm. del - bilag146 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 33 og 34 på alm. del (12/11-96)

Spørgsmål 33

Hvilke overvejelser gør den danske regering sig om at tildele EU status som juridisk person?

Spørgsmål 34

Vil den danske regering modsætte sig, at Unionen får formel status som juridisk person?

Samlet svar (18/11-96)

Regeringen har i de hidtidige forhandlinger i regeringskonferencen udtalt sig afventende og skeptisk med hensyn til tankerne om at tildele Unionen formel status som juridisk person.

(Alm. del - bilag 256 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 35 og 36 på alm. del (12/11-96)

Spørgsmål 35

Kan ministeren bekræfte, at såfremt EU gives status som juridisk person, vil det forudsætte en folkeafstemning i Danmark, jf. grundlovens § 20?

Spørgsmål 36

Mener ministeren, at en status for EU som juridisk person med beføjelser til at indgå aftaler på det retlige område, kan undgå at komme i konflikt med det danske forbehold?

Samlet besvarelse (20/11-96)

Som det fremgår af den tidligere besvarelse af 29. oktober 1996 af spørgsmål nr. 8, er der ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at tage stilling til, i hvilket omfang en eventuel beslutning om at give Unionen status som juridisk person vil være omfattet af grundlovens § 20.

Med hensyn til en eventuel beslutning om at give Unionen status som juridisk person, med beføjelser til at indgå aftaler på det retlige område, er der på nuværende tidspunkt heller ikke grundlag for at tage stilling til, i hvilket omfang dette måtte være i konflikt med Edinburghafgørelsens afsnit D.

(Alm. del bilag 255 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 51 på alm. del

Spørgsmål (5/12-96)

I Europaudvalgets spørgsmål nr. 35 af 12. november 1996 (bilag 201), som udenrigsministeren har besvaret den 19. november (bilag 255), var der desværre faldet et par ord ud. Spørgsmålet skulle lyde

Kan ministeren bekræfte, at såfremt EU gives status som juridisk person, så vil det kunne forudsætte en folkeafstemning i Danmark, jf. grundlovens § 20?

Svar (10/12-96)

Som det fremgår af udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 35 af 19. november 1996, er der ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at tage stilling til, i hvilket omfang en eventuel beslutning om at give Unionen status som juridisk person vil være omfattet af grundlovens § 20. Den nye formulering af spørgsmålet ændrer ikke på dette forhold.

(Alm. del - bilag 385 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 52, 60 og 99 på alm. del

Spørgsmål 52 (18/12-96)

Ministeren bedes - som lovet på Europaudvalgets møde den 12. december 1996 - fremsende et notat vedrørende spørgsmålet om EU's status som juridisk personlighed herunder i forhold til grundlovens § 20, såfremt det irske formandskabs forslag vedrørende juridisk personlighed bliver vedtaget.

Spørgsmål 60 (19/11-96)

Hvordan kan ministeren (i bilag 385 af 10. december 1996) undlade at besvare spørgsmål 51 ud fra en betragtning om forholdene »på nuværende tidspunkt«, når statsministeren umiddelbart efter modtagelsen af svaret i Folketinget kan konstatere, at der vil være tale om suverænitetsafgivelse med deraf følgende anvendelse af grundlovens § 20.

Spørgsmål 99 (4/4-97)

Idet det bemærkes, at ministeren endnu ikke er fremkommet med en besvarelse af Europaudvalgets spørgsmål 60 stillet 19. december 1996 (alm. del bilag 468), anmodes ministeren i lyset af spørgsmålets presserende og aktuelle karakter at fremkomme med en substantiel besvarelse i den allernærmeste fremtid.

Samlet besvarelse(18/4-97)

Regeringen finder det ikke formålstjenligt under forhandlingerne på regeringskonferencen at kommentere spørgsmål om Grundlovens § 20 i relation til enkelte traktatartikler eller -afsnit. Dette spørgsmål vil blive kommenteret, når regeringskonferencen er afsluttet og der foreligger et samlet forhandlingsresultat.

(Alm. del - bilag 916 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 3091 til justitsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (20/8-97)

Har regeringen tænkt sig at basere sin analyse af forholdet mellem grundloven og Amsterdamtraktaten på konklusionen og præmisserne i Østre Landsrets dom af 27. juni 1997?

Svar (28/8-97)

Justitsministeriets redegørelse om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten- forventes at foreligge i begyndelsen af oktober 1997. Så snart redegørelsen foreligger, vil den blive offentliggjort.

Det kan oplyses, at redegørelsen vil basere sig på alle relevante retskilder. Justitsministeriet finder ikke i øvrigt på nuværende tidspunkt at burde udtale sig nærmere om indholdet af redegørelsen, der som nævnt forventes at foreligge i begyndelsen af oktober 1997.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8684)

Spørgsmål nr. S 3092 til statsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (20/8-97)

Vil statsministeren i forbindelse med de kommende samtaler med repræsentanter for partierne offentliggøre det responsum om forholdet mellem grundloven og Amsterdamtraktaten, som i øjeblikket udarbejdes af Justitsministeriet?

Svar (29/8-97)

Justitsministeriets redegørelse om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten forventes at foreligge i endelig form i begyndelsen af oktober 1997.

Så snart redegørelsen foreligger, vil den blive offentliggjort.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8684)

Spørgsmål nr. S 3093 til statsministeren af Keld Albrechtsen (EL)

Spørgsmål (21/8-97)

Vil regeringen lægge Justitsministeriets kommende responsum om forholdet mellem grundloven og Amsterdamtraktaten til grund for regeringens lovforslag om gennemførelse af den ny unionstraktat?

Svar (29/8-97)

Regeringen lægger vægt på, at lovforslag om Danmarks tiltrædelse af Amsterdamtraktaten fremsættes tidligt i det kommende folketingsår, således at der bliver mulighed for en grundig behandling af sagen.

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. S 3092 forventes Justitsministeriets redegørelse om de forfatningsretlige spørgsmål at foreligge i begyndelsen af oktober 1997.

Justitsministeriets redegørelse vil indgå i regeringens vurdering af forholdet til grundloven.

(Folketingets forhandlinger 1996-97 side 8684)

Spørgsmål nr. 10 på alm. del

Spørgsmål (23/10-97)

Den 6. oktober 1997 fremsendte regeringens Justitsministeriets redegørelse om suverænitetsafgivelse m.v. i forbindelse med Amsterdamtraktaten til Folketinget (bilag (96) 1566). I redegørelsen behandler Justitsministeriet imidlertid ikke spørgsmålet om forholdet til grundlovens §20 (suverænitetsafgivelse) for så vidt angår de nye beføjelser, der eventuelt overlades til EU i forbindelse med artikel 119 om ligestilling, artikel 129 om folkesundhed og artikel 209A om svig. I bemærkningerne til det fremsatte lovforslag om Danmarks ratifikation af Amsterdamtraktaten (lovforslag L 2) beskrives det, som om der overlades nye beføjelser til EU i forbindelse med ovennævnte tre artikler. I den forbindelse skal man udbede sig en supplerende redegørelse fra Justitsministeriet, der nøje gennemgår de nye beføjelser, der overlades til EU i forbindelse med de tre nævnte artikler, samt forholdet til grundlovens § 20.86

Svar (17/12-97)

Bemærkningerne til lovforslag L 2 vedrørende artiklerne 119, 129 og 209 A i Amsterdamtraktaten giver ikke udtryk for, at der i medfør af de nævnte tre artikler overlades nye beføjelser til EU i grundlovens § 20's forstand.

Spørgsmålet om Amsterdamtraktatens forhold til grundlovens § 20 er udførligt behandlet i Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdamtraktaten. Som det fremgår heraf, er det alene bestemmelserne i traktatens artikel 6A, 129A og 236, der kan antages at forudsætte anvendelse af grundlovens § 20.

Traktatens øvrige bestemmelser, herunder artiklerne 119, 129 og 209A, kan således ikke antages at indebære, at EF kan udøve beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, i videre omfang end efter den gældende traktat.

Det bemærkes i den forbindelse, at den omstændighed, at en hjemmelsbestemmelse udvides, ikke indebærer en yderligere overladelse af beføjelser, såfremt den tilsvarende hjemmel allerede gyldigt kan støttes på andre bestemmelser i den gældende traktat, herunder EF-Traktatens artikel 235. I så fald er der alene tale om en omfordeling inden for traktaten og ikke om overladelse af nye beføjelser. Der henvises nærmere til Justitsministeriets redegørelse pkt. 2.3.2.b.

På den anførte baggrund er der efter Udenrigsministeriets opfattelse ikke grundlag for, at der udarbejdes en supplerende redegørelse.

Justitsministeriet er enig i ovenstående.

(Alm. del - bilag 377 fra 1997-98, 1. samling)

Spørgsmål nr. 27 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Vil ministeren sikre, at det klart og entydigt fremgår af tiltrædelsesloven - på hvilke præcist definerede områder der afgives suverænitet i Grundlovens forstand (jf. Justitsministeriets notat af 6. oktober 1997 om dette spørgsmål, bilag (96) 1566), således at det evt. efterfølgende ved en dansk domstol bliver muligt - på baggrund af tiltrædelsesloven - entydigt at afgøre, om EU måtte have udvidet sine beføjelser ud over de godkendte rammer for suverænitetsafgivelsen?87

Svar (23/4-98)

Det fremgår af Højesterets dom af 6. april 1998 præmis 9.2, at »de overladte beføjelser kan angives ved henvisning til en traktat«. Der er derfor ikke behov for at ændre den lovgivningsmetode, som er anvendt i Tiltrædelsesloven, der i § 4 henviser til EØF-traktaten og de øvrige fællesskabstraktater med diverse efterfølgende ændringer.

For god ordens skyld bemærkes, at der i bemærkningerne til forslag om lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber (L1) henvises direkte til Justitsministeriets redegørelse for de forfatningsretlige aspekter i forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdamtraktaten (side 239 i lovforslaget). Redegørelsen er den 6. oktober 1997 sendt til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg samt til samtlige medlemmer af Folketinget.88

(L 1 - bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 24 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Vil ministeren give udvalget en redegørelse for forholdet mellem Højesterets dom af 6. april 1998, hvori det fastslås, at der kan opstå en situation, hvor danske domstole må anse en EU-retsakt for uanvendelig i Danmark - og heroverfor Amsterdamtraktatens protokol om nærhedsprincippet, der traktatfæster »de principper for forholdet mellem national lovgivning og fællesskabslovgivning, som Domstolen har udviklet«, altså forrangsprincippet?89

Svar (23/4-98)

I Højesterets dom af 6. april 1998 fastslås følgende om de nationale domstoles mulighed for at erklære en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark (afsnit 9.6 i præmisserne)

»Ved tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer EF-Domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgsmålet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af EF-Domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan lægge til grund, at EF-Domstolens afgørelser herom ligger inden for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidlertid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1, sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitetsafgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-Domstolen, bygger på anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-Domstolens praksis.«

Højesteret har i dommen udtrykkeligt taget stilling til den helt ekstraordinære situation, som opstår, hvis der vedtages en EF-retsakt, som ligger uden for grænserne for de overladte beføjelser, og som alligevel opretholdes af EF-Domstolen. I denne situation må danske myndigheder, herunder danske domstole, undlade at lægge EF-retsakten til grund.

Højesteretsdommen svarer til den retsopfattelse, som altid har været lagt til grund fra regeringens side - også i forbindelse med Danmarks indtræden i EF i 1972. Der henvises i denne forbindelse til Justitsministeriets redegørelse fra 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med dansk tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber, jf. afsnit 5.

Protokollen om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet omhandler de nærmere betingelser for anvendelse af disse principper. Herom siges bl.a., at de principper for forholdet mellem national lovgivning og fællesskabslovgivning, som EF-Domstolen har udviklet, ikke berøres. Protokollen forholder sig ikke til den retlige karakter af disse principper. Der er med andre ord ikke tale om en traktatfæstelse af de af EF-Domstolen udviklede principper, hverken for så vidt angår forholdet mellem national lovgivning og fællesskabslovgivning eller øvrige principper, hvor til der henvises i protokollen.

(L 1 - bilag 17 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 25 på L 1

Spørgsmål (21/4-98)

Vil regeringen erklære sig enig i, at efter Højesterets dom af 6. april 1998, må der lægges afgørende vægt - både juridisk og politisk - på Folketingets og befolkningens beslutningsgrundlag ved afgivelse af suverænitet, idet Højesteret udtaler i førnævnte doms præmisser »Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordinære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås, at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-Domstolen, bygger på en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hensyn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på EF-Domstolens praksis«?90

Svar (23/4-98)

Højesterets dom af 6. april 1998 giver ikke anledning til en ændret opfattelse af behovet for et kvalificeret beslutningsgrundlag ved overladelse af beføjelser fra Danmark til en international organisation.

(L 1 - bilag 16 fra 1997-98, 2. samling)

1) Erklæringen, der her henvises til, er blevet optaget som erklæring nr. 6 af de erklæringer til slutakten, som konferencen har noteret sig. Der er tale om en erklæring til protokollen om institutionerne i perspektivet af en udvidelse af Den Europæiske Union fra Belgien, Frankrig og Italien.

2) Det omtalte bilag 970 er rettelig bilag 979 af 5. maj 1997.

3) Afsnit IIIa er afsnittet om asyl, visum, indvandring m.v. i TEF (Afsnit IV i den konsoliderede udgave af TEF). Se også afsnit II side 45ff. Protokol z hedder nu protokol nr. 5 til TEU/TEF.

4) Art. J. 1, stk. 4 i TEU er ændret ved Amsterdamtraktaten og hedder nu art. J. 1, stk. 2 i TEU (art. 11, stk. 2 i den konsoliderede udgave af TEU).

5) Det hollandske forslag kom i næsten uændret form med i Amsterdamtraktaten. Dog således, at i TEU art. F, stk. 1 er »medlemsstaterne værner om disse principper« erstattet med »der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles«. Art. L omhandler EF-Domstolens kompetence og art. O omhandler kravet om, at lande, der søger optagelse i EU, skal overholde art. F, stk. 1. Art. F, L og O betegnes i den konsoliderede udgave af TEU som henholdsvis art. 6, 46 og 49.

6) Erklæringen, der spørges til, er erklæring nr. 49 til slutakten om protokollen om asyl for statsborgere i Den Europæiske Unions medlemsstater.

7) Se side 24.

8) Belgiens ensidige erklæring er opført som erklæring nr. 5 af de erklæringer til slutakten, som konferencen har noteret sig.

9) Besvarelsen af spørgsmål nr. 293 findes på side 25. Spørgsmål nr. 295 er besvaret på side 24.

10) Der henvises desuden til spørgsmålene vedrørende institutionerne, se side 6ff.

11) Se spørgsmål S 2941 se side 40.

12) Spørgsmål angående de enkelte forbehold vedrørende henholdsvis retlige og indre anliggender og forsvarspolitik er anført under afsnit II (side 45ff), afsnit III (side 81ff), afsnit V (side 99ff) og afsnit VI (side 106ff).

13) TEF art. 8 (art. 17 i den konsoliderede traktat).

14) Se også afsnit VI side 106ff vedrørende statsretlige spørgsmål.

15) Dette spørgsmål og svar belyser bl.a. mere generelt problemstillingen vedrørende afholdelse af en folkeafstemning i forbindelse med de nye traktatændringer.

16) Se også spørgsmål nr. 24 på L 1 side 109 i afsnit VI om statsretlige spørgsmål.

17) Art. A hedder nu TEF art. 73 I (art. 61 i den konsoliderede udgave af TEF).

18) Se note 17.

19) Art. C hedder nu TEF art. 73 K (art. 63 i den konsoliderede udgave af TEF)

20) De tre omhandlede opholdsdirektiver drejer sig om henholdsvis studerende (nu direktiv 93/96), pensionister (direktiv 90/365) og restgruppen (direktiv 90/364).

21) Se note 19.

22) Se note 19.

23) Se note 19.

24) Se note 19.

25) Se note 19.

26) Art. B hedder nu TEF art. 73 J (art. 62 i den konsoliderede udgave af TEF). Erklæringen, der sigtes til, er erklæring nr. 16 til slutakten vedrørende TEF art. 73 J, stk. 2, litra b.

27) Art. D hedder nu TEF art. 73 L (art. 64 i den konsoliderede udgave af TEF).

28) Se note 27.

29) Vedrørende spørgsmål nr. 276 se side 51. Besvarelsen af spørgsmål nr. 202 findes på side 46.

30) Art. E hedder nu TEF art. 73 M (art. 65 i den konsoliderede udgave af TEF)

31) Se note 30.

32) Se note 30.

33) Se note 30.

34) Se side 53.

35) Den svenske erklæring er anført som erklæring nr. 20 til slutakten vedrørende TEF.

36) TEF art. 3 D hedder nu TEF art. 3 C (art. 6 i den konsoliderede udgave af TEF).

37) Der er her tale om erklæring nr. 12 til slutakten om miljøkonsekvensundersøgelser.

38) Se note 36.

39) Det danske forslag om miljøafgifter kom ikke med i Amsterdamtraktaten.

40) TEF art. 100A, stk. 7a hedder nu TEF art. 100A, stk. 8 (art. 95, stk. 8 i den konsiliderede udgave af TEF).

41) Vedrørende spørgsmål nr. 259 se side 61. Besvarelsen af spørgsmål nr. 253 findes på side 59.

42) Vedrørende Højesterets dom af 6. april 1998 se afsnit VI om statsretlige spørgsmål. Dommens præmisser er i øvrigt optrykt som bilag 2 til materialesamlingen.

43) Art. X, stk. 3 om henstillinger til medlemslandene findes nu i TEF art. 109 Q, stk. 4 (art. 128, stk. 4 i den konsoliderede udgave af TEF). Den omtalte passus »snæver koordination af økonomiske og strukturelle politikker« forefindes ikke i traktaten. Art. Z om beskæftigelsesudvalg genfindes i TEF art. 109 S (art. 130 i den konsoliderede udgave af TEF).

44) Tilskyndelsesforanstaltninger er nævnt i TEF art. 109 R (art. 129 i den konsoliderede udgave af TEF).

45) Spørgsmålet henviser til protokol nr. 14 til Maastrichttraktaten om social- og arbejdsmarkedspolitikken.

46) Se note 45.

47) Se note 45.

48) Spørgsmålet henviser til art. 2, stk. 1 i protokol nr. 14 til Maastrichttraktaten om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Ved indskrivningen af protokollen i selve TEF er art. 2, stk. 1 blevet til TEF art. 118, stk. 1 (art. 137, stk. 1 i den konsoliderede udgave af TEF).

49) Spørgsmålet henviser til art. 2, stk. 1, femte pind i protokol nr. 14 til Maastrichttraktaten om social- og arbejdsmarkedspolitikken.

50) Spørgsmålet henviser til art. 137, stk. 5 i den konsoliderede udgave af TEF, medens nummereringen i selve Amsterdamtraktaten er TEF art. 118, stk. 5.

51) Spørgsmålet henviser til art. 2, stk. 4 i protokol nr. 14 til Maastrichttraktaten om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Ved indskrivningen af protokollen i selve TEF er art. 2, stk. 4 blevet til TEF art. 118, stk. 4 (art. 137, stk. 4 i den konsoliderede udgave af TEF).

52) Se side 77.

53) Erklæring nr. 35 til slutakten om TEF art. 191 A, stk. 1.

54) Spørgsmål nr. S 3206 er ikke optrykt i denne bilagssamling.

55) Den pågældende passage fremgår nu af TEF art. 209 A, stk. 4 (art. 280, stk. 4 i den konsoliderede udgave af TEF).

56) Se også afsnit VI om statsretlige spørgsmål vedrørende EU´s muligheder for at indgå internationale aftaler vedrørende udenrigspolitikken.

57) Spørgsmålet henviser til erklæring nr. 6 til slutakten vedrørende TEU om en enhed for politisk planlægning og hurtig varsel.

58) Se note 57.

59) I Amsterdamtraktaten TEU art. J.13 (art. 23 i den konsoliderede udgave af TEU) blev der indsat en bestemmelse om såkaldt konstruktiv afståen.

60) Den højtstående repræsentant er nævnt i TEU art. J. 8 og J. 16 (art. 18 og 26 i den konsoliderede udgave af TEU).

61) Den interinstitutionelle aftale er optrykt i EF-tidende C 1997 nr. 286, side 80.

62) Se også spørgsmål nr. S 2989 side 35.

63) Spørgsmålet henviser til art. 17, stk. 2 i den konsoliderede udgave af TEU. Nummereringen i selve Amsterdamtraktaten er TEU art. J. 7, stk. 2.

64) Se note 63.

65) Se note 63.

66) Se note 63.

67) Se note 63.

68) Der sigtes her til erklæring nr. 3 til slutakten vedrørende TEU om Den Vesteuropæiske Union.

69) For så vidt angår EF-Domstolens kompetence på søjle 3 henvises der til afsnittet om institutionerne side 13ff. Omkring EU´s muligheder for at indgå internationale aftaler vedrørende politisamarbejde m.v. kan der henvises til afsnit VI om statsretlige spørgsmål.

70) Rammeafgørelser omhandles i TEU art. K. 6, stk. 2 b (art. 34, stk. 2 b i den konsoliderede udgave af TEU). Formuleringen af den endelige tekst afviger på enkelte punkter fra det hollandske formandskabs forslag. Passagen »de må ikke indeholde bestemmelser, der kan få direkte virkning .« er ændret til »De indebærer ikke umiddelbar anvendelighed.«

71) Det omtalte forslag blev gennemført med modifikationer. Ifølge TEU art. K. 6, stk. 2 d) er det således, at når mindst halvdelen af medlemsstaterne har ratificeret dem, træder konventioner i kraft for disse medlemsstater.

72) Vedrørende spørgsmål nr. S 502 se nedenfor.

73) Besvarelsen af spørgsmål nr. 217 findes på side 93.

74) Spørgsmålet sigter til protokol nr. 2 til TEU/TEF. Art. A hedder nu art. 1.

75) Art. B i Schengenprotokollen (protokol nr. 2 til TEU/TEF) hedder nu art. 2.

76) Se note 75.

77) Besvarelsen af spørgsmål nr. 14 findes på side 100.

78) Protokol z hedder nu protokol nr. 5 til TEU/TEF.

79) Art. B hedder nu art. 2 og art. D art. 4 i Schengenprotokollen (protokol nr. 2 til TEU/TEF).

80) Se note 78.

81) Se note 78.

82) Spørgsmål nr. S 1869, som der refereres til i svaret, er ikke optrykt i materialesamlingen.

83) Art. E hedder nu art. 5 i Schengenprotokollen (protokol nr. 2 til TEU/TEF).

84) Vedrørende henvisningen til Helsingfors sigtes der her til et møde i Nordisk Råd i Helsingfors.

85) EU fik ikke status som juridisk person i Amsterdamtraktaten, men der blev indsat bestemmelser om, at Rådet kunne indgå aftaler med tredjelande og internationale organisationer inden for søjle 2 og 3. Se TEU art. J. 14 og K. 10 (art. 24 og 38 i den konsoliderede udgave af TEU). Se endvidere erklæring nr. 4 til slutakten vedrørende TEU art. J. 14 og K. 10, hvorefter disse bestemmelser ikke indebærer, at der overdrages beføjelser fra medlemsstaterne til EU. Der kan også henvises til Justitsministeriets § 20-redegørelse, der er optrykt som bilag 1 til materialesamlingen.

86) Justitsministeriets § 20 redegørelse er optrykt som bilag 1 til materialesamlingen.

87) Se note 86.

88) Højesterets dom af 6. april 1998 (dommens præmisser) er optrykt som bilag 2 til materialesamlingen.

89) Vedrørende nærhedsprincippet kan der henvises til afsnit II side 42.

90) Se note 88.

Artikel 191

Artikel 191

Artikel 191 A

Artikel 192

Artikel 192

Artikel 193

Artikel 193

Artikel 194

Artikel 194

Artikel 195

Artikel 195

Artikel 196

Artikel 196