Legislator Case Law & Legislation
199724L00016 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1997 84 Valid

Betænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 17. juni 1998

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder

(Forhøjelse af tilskudsprocenten for små og mellemstore virksomheder m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) betragter lovforslaget som regeringens forsøg på at løse et af regeringen selvskabt problem. Problemet startede med vedtagelse af lovforslag nr. L 105 i folketingsåret 1996-97, hvor regeringen nedsatte det løbende driftstilskud på tidligere 10 øre pr. kWh til 7 øre pr. kWh, og samtidig indførte en række andre opstramninger for blandt andet industrielle kraftvarmeanlæg. Dette bevirkede, at disse anlægstyper helt er holdt op med at blive etableret. Det er det, regeringen nu forsøger at kompensere for gennem forhøjelse af etablerings-tilskuddet fra 30 pct. til 40 pct. for små og mellemstore virksomheder.

Et positivt element i lovforslaget er princippet om, at hvis man fremmer en udvikling ved tilskud, så gives så stor en del af tilskuddet som muligt i starten.

Et andet positivt element er, at lovforslaget præcist retter sig mod tilbageførelse af grønne afgifter til små og mellemstore virksomheder.

Et tredje positivt element er, at regeringen med lovforslaget omend i beskedent omfang gør et forsøg på at holde sit løfte om, at provenuet fra de grønne afgifter skal tilbageføres til erhvervslivet.

På denne baggrund ønsker Venstre, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet ikke at forhindre regeringen i at gøre sin tilskudspolitik bedre eller i at tilbageføre de afgifter, der er lovet. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet støtter lovforslagets udformning.

Når dette er sagt, ønsker mindretallet at understrege, at denne accept ikke er ensbetydende med, at mindretallet støtter CO2-afgifter og hele den tilskudsjungle, som regeringen har bygget op, hvor man med den ene hånd tilfældigt beskatter dansk erhvervsliv med grønne afgifter, og med den anden hånd på en ganske uoverskuelig måde drysser pengene tilbage igen.

Mindretallet ønsker at gentage her, at disse politiske instrumenter over for erhvervslivet anses for at være både kostbare, uforståelige, indviklede og særdeles bureaukratiske.

Mindretallet har til erstatning for denne politik foreslået omsættelige grønne certifikater og fælles gennemførelse af CO2-reduktioner som politiske instrumenter til at opnå miljømålsætningerne.

Et andet mindretal inden for flertallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil gerne påpege, at i henhold til aftalen om grønne afgifter skal afgifterne tilbage til virksomhederne. Miljø- og energiministeren har ikke udvist tilstrækkelig fantasi og kreativitet. Derfor er der på nuværende tidspunkt kun tilbageført en mindre del af de grønne afgifter. Centrum-Demokraterne forventer, at ministeren lever op til de indgåede aftaler på dette område. Centrum-Demokraterne støtter det element i lovforslaget, der gør tilbageførelsen målrettet mod de små- og mellemstore virksomheder.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse, og vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Incitamentet til at øge udbygningen af industrielle kraftvarmeanlæg og solcelleanlæg ligger udelukkende i de store tilskudsmuligheder. Det er naturligvis derfor, at udbygningen gik i stå, da driftstilskuddet blev nedsat fra 10 øre til 7 øre pr. kWh.

Dansk Folkeparti er stærk modstander af en selektiv tilbagebetaling af energiafgifterne til industrien. Tilbagebetalingen skal ske »krone til krone«.

Desuden har Dansk Folkeparti ingen lod eller del i den lovgivning, der ligger bag opkrævningen af de enorme grønne afgifter, og har et parti sagt A, må det også sige B. De grønne afgifter har udviklet sig til en ren pengemaskine, der i virkeligheden burde bære etiketten »røde skatter«.

Dansk Folkeparti mener principielt, at lovforslaget ikke skulle have være fremsat på nuværende tidspunkt, men skulle have afventet den store energireform, som Folketinget skal behandle til efteråret.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Da Enhedslisten i 1995 var med til at indføre CO2-afgifter på erhvervslivets energiforbrug, var det en forudsætning, at der blev afsat en væsentlig pulje, som erhvervslivet kun kunne få tilbage som tilskud til energibesparende foranstaltninger. Resultatet af forhandlingerne var, at der i alt blev afsat ca. 2 mia. kroner hertil over 4 år.

I praksis har regeringen udmøntet denne tilskudsordning med meget store tilskud til energieffektiviseringer, altså også tilskud til CO2-reduktioner i form af tilskud til naturgasbaserede industrielle kraftvarmeanlæg, hvilket naturligvis ikke i sig selv medfører et mindre energiforbrug hos de pågældende virksomheder.

Lovforslaget betyder, at det er denne del af støtteordningen, som fremmes. Det er samtidig kendt, at erhvervslivet kun udnytter støtteordningen til den anden gren - de egentlige energibesparelser - noget mere modstræbende. Er investeringen i energibesparelsen ikke tjent hjem på meget kort tid, er den pr. definition uinteressant, lyder det fra erhvervslivet. Tallene i energiudviklingen i samfundet taler for sig selv. Mens husholdningernes el-forbrug stort set er stagneret, fortsætter erhvervslivets elforbrug med at stige.

Derfor kan Enhedslisten kun støtte denne ændring af tilskudsreglerne, såfremt det også fremmer indsatsen for de rigtige energibesparelser, hvilket er baggrunden for det ændringsforslag, som Enhedslisten har stillet.

Et andet aspekt er lovforslagets intentioner om at støtte afbrænding af halm og andre energiafgrøder. Enhedslisten anerkender ikke, at dette har en energieffektiviserende effekt, idet halmudnyttelse til økologiske driftsformer og halmbaserede staldsystemer giver en meget bedre samlet energibalance end industrielle staldsystemer og produktionsmetoder. Derfor ønsker Enhedslisten det præciseret, at en øget støtteprocent alene kan gives til den biomasseform, som er den eneste, der er fremtidssikret, nemlig træ fra økologisk skovdrift.

Ændringsforslag

Af et mindretal (EL)

Til § 1

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 2, stk. 4, indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum

»Den forhøjede tilskudsprocent til små og mellemstore virksomheder kan kun ydes til biomasseanlæg, såfremt der anvendes økologisk dyrket træ.«

2) I det under nr. 1 foreslåede nye punktum i § 3, stk. 1, indsættes efter »virksomheder« ordene: »med henblik på at opnå energibesparelser«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget sikres det, at den forhøjede tilskudsprocent til små og mellemstore virksomheder kun kan ydes til biomasseanlæg, såfremt der anvendes økologisk dyrket træ.

Til nr. 2

Med ændringsforslaget sikres det, at der kun kan ydes yderligere 10 procentpoint i tilskud til energibesparende foranstaltninger.

Martin Glerup (S) fmd. Helge Mortensen (S) Lis Greibe (S) Erik Mortensen (S)

Henning Gjellerod (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV)

Søren Kolstrup (EL) Peter Hansen-Nord (V) Harald Kjøller (V) Helga Moos (V)

Kim Andersen (V) Frank Dahlgaard (KF) Henriette Kjær (KF) Aase D. Madsen (DF) nfmd.

Kim Behnke (FP)

Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →