Betænkning over Forslag til lov om fødevarer m.m. (fødevareloven)
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 01. Kommunalbestyrelsen påser, medmindre ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter andet, at de i loven og de med hjemmel i loven fastsatte regler om behandling, salg, ind- og udførsel af fødevarer overholdes.
Stk. 2. Ministeren fastlægger efter forhandling med Kommunernes Landsforening samt Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune hvilke øvrige beføjelser efter loven, der henlægges til kommunalbestyrelserne.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige vedkommende levnedsmiddelkontrolenhed, jf. § 03, til helt eller delvis at varetage de opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om den kontrol- og tilsynsvirksomhed, som kommunalbestyrelserne skal udøve.
§ 02. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan henlægge sine beføjelser efter loven til en institution under ministeriet eller kan efter forhandling med vedkommende minister eller myndighed henlægge sine beføjelser til en anden offentlig institution, jf. dog § 01.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere i nærmere afgrænset omfang henlægge opgaver inden for lovens område til private institutioner. Ministeren kan fastsætte regler herom.
Stk. 3. Ministeren kan nedsætte udvalg til at bistå ved administrationen af særlige områder inden for loven. Ministeren kan fastsætte regler herom.
§ 03. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastlægger efter forhandling med Kommunernes Landsforening samt Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune en plan for landets dækning med levnedsmiddelkontrolenheder. I planen fastsættes enhedernes antal og de enkelte enheders stedlige placering, funktion m.v. samt det område, der skal betjenes af den pågældende enhed. I planen kan optages bestemmelser om en fordeling og koordinering af opgaverne mellem de enkelte enheder, navnlig med henblik på at sikre en effektiv udnyttelse af de samlede laboratoriefaciliteter og en ligelig og forsvarlig laboratoriemæssig dækning for hele landet.
Stk. 2. Levnedsmiddelkontrolenhederne udfører undersøgelser af levnedsmidler m.v. i henhold til denne lov. Enhederne fører på vedkommende kommunalbestyrelses vegne, jf. § 01, tilsyn med de steder, hvor levnedsmidler sælges eller behandles.
Stk. 3. Kommunalbestyrelserne inden for en eller flere levnedsmiddelkontrolenheders område kan over for ministeren fremsætte forslag om revision af den i henhold til stk. 1 fastlagte plan.
§ 04. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om etablering af økonomistyring baseret på fælles principper for levnedsmiddelkontrolenhederne.
§ 05. Til dækning af udgifterne ved levnedsmiddelkontrolenhedernes drift, herunder udgifterne til forrentning og afskrivning, opkræver den kommune, der driver enheden, bidrag fra de kommuner, for hvis område undersøgelser og tilsyn efter den i § 52 nævnte plan udføres af den pågældende enhed. De nævnte bidrag kan af enhver af kommunalbestyrelserne kræves forelagt til godkendelse hos ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
§ 06. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan træffe bestemmelse om arten og omfanget af den kontrol med levnedsmidler m.v., der skal udføres af levnedsmiddelkontrolenhederne, og kan fordele opgaverne mellem de kommunale laboratorieenheder og Veterinær- og Fødevaredirektoratet under hensyn til laboratoriernes personalemæssige og apparaturmæssige kapacitet.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan som led i den offentlige kontrol lade levnedsmidler m.v. undersøge på andre offentlige eller private laboratorier.«
Til § 59
2) Paragraffen affattes således
»§ 59. Veterinær- og Fødevaredirektoratet fører tilsyn med levnedsmiddelkontrolenhederne. Om forefundne mangler afgives redegørelse til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Afhjælpes de påtalte mangler ikke inden for frister fastsat af Veterinær- og Fødevaredirektoratet, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri beslutte, at Veterinær- og Fødevaredirektoratet skal overtage og herefter drive den pågældende enhed. Ministeren fastsætter de nærmere vilkår for overtagelsen, herunder i hvilket omfang Veterinær- og Fødevaredirektoratet skal varetage de opgaver, som i henhold til § 01, stk. 1 og 2, er pålagt kommunalbestyrelserne.«
Til § 67
3) Paragraffen affattes således
»§ 67. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastlægger efter forhandling med de landsdækkende forbrugerorganisationer og Kommunernes Landsforening samt Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune regler for lokale forbrugerrepræsentanters inddragelse i levnedsmiddelkontrolenhedernes arbejde med forbrugerbeskyttelse.«
Af et mindretal (DF)
Til § 68
4) I stk. 2 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Offentliggørelse kan dog ikke ske på Internettet.«
Af et mindretal (V, SF og KRF)
Til § 74
5) I 1. pkt. ændres »§ 58« til: »§§ 01, 02, 03 og 59«.
Ny paragraf
6) Efter § 79 indsættes i kapitel 17 som ny paragraf
»§ 07. De respektive kommuner tilbyder de statslige tjenestemænd, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden er beskæftiget med varetagelsen af opgaver i henhold til loven eller de i § 80, stk. 2, nævnte love, ansættelse fra dette tidspunkt som kommunale tjenestemænd i tilsvarende stillinger med henblik på varetagelse af opgaverne i de enheder, der er nævnt i § 03. Ansættelsen tilbydes på de vilkår, der gælder for de kommunale tjenestemænd, dog således at der ikke herved sker en forringelse af de pågældendes hidtidige løn- og andre ansættelsesvilkår.
Stk. 2. Hvis en statstjenestemand, der har fået tilbudt ansættelse i henhold til stk. 1, ikke ønsker ansættelse som kommunal tjenestemand, opretholdes den statslige ansættelse og de herfor gældende vilkår under tjenestemandens udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte kommunale stilling.
Stk. 3. En tjenestemand, som i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den statslige ansættelse under udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte kommunale stilling, har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension på grund af den opgaveomlægning, der sker i forbindelse med oprettelsen af de i § 03 nævnte enheder. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af denne opgaveomlægning.
Stk. 4. En tjenestemand, som vælger at opretholde den statslige ansættelse, kan senest 5 år efter det i stk. 1 nævnte tidspunkt søge overgang til ansættelse som kommunal tjenestemand på vilkår som nævnt i stk. 1.
Stk. 5. Den pågældende kommune refunderer staten udgifterne til løn til statstjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den statslige ansættelse, så længe de udfører arbejde for kommunen.
Stk. 6. Hvis den pågældende kommune ikke længere har behov for beskæftigelse af en tjenestemand, som har valgt at opretholde den statslige ansættelse, kan kommunen efter forudgående varsling af staten bringe tjenestemandens arbejdsforhold til kommunen til ophør med det for tjenestemanden gældende opsigelsesvarsel.
Stk. 7. Den pågældende kommune afholder eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge og udbetaler pension til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 1 og 4 overgår til ansættelse som kommunale tjenestemænd. Staten refunderer kommunerne den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til tjenestemandens pensionsalder ved overgangen til tjeneste i kommunen.
Stk. 8. Den pågældende kommune refunderer staten eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den statslige ansættelse, og hvis tjeneste i staten senere bringes til ophør efter stk. 6.
Stk. 9. Staten udbetaler pensionen til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den statslige ansættelse. Kommunen refunderer staten den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til den pensionsalder, tjenestemanden har optjent efter overgangen til tjeneste i kommunen.«
Af fødevareministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, DF, CD og RV)
Ny paragraf
7) Efter § 79 indsættes i kapitel 17 som ny paragraf
»§ 08. Staten tilbyder de kommunale tjenestemænd, som på tidspunktet for ikrafttræden af § 59 er beskæftiget med varetagelsen af opgaver i henhold til denne lov eller de i § 80, stk. 2, nævnte love, ansættelse fra dette tidspunkt som statstjenestemænd i tilsvarende stillinger med henblik på varetagelse af opgaverne i de enheder, der er nævnt i § 59. Ansættelsen tilbydes på de vilkår, der gælder for tjenestemænd i staten, dog således at der ikke herved sker en forringelse af de pågældendes hidtidige løn- og andre ansættelsesvilkår.
Stk. 2. Hvis en kommunal tjenestemand, der har fået tilbudt ansættelse i henhold til stk. 1, ikke ønsker ansættelse som statstjenestemand, opretholdes den kommunale ansættelse og de herfor gældende vilkår under tjenestemandens udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte statslige stilling.
Stk. 3. En tjenestemand, som i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse under udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte statslige stilling, har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension på grund af den opgaveomlægning, der sker i forbindelse med oprettelsen af de i § 59 nævnte enheder. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af denne opgaveomlægning.
Stk. 4. En tjenestemand, som vælger at opretholde den kommunale ansættelse, kan senest 5 år efter det i stk. 1 nævnte tidspunkt søge overgang til ansættelse som statstjenestemand på vilkår som nævnt i stk. 1.
Stk. 5. Staten refunderer kommunen udgifterne til løn til de kommunale tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, så længe de udfører arbejde for staten.
Stk. 6. Hvis staten ikke længere har behov for beskæftigelse af en tjenestemand, som har valgt at opretholde den kommunale ansættelse, kan staten efter forudgående varsling af vedkommende kommune bringe tjenestemandens arbejdsforhold til staten til ophør med det for tjenestemanden gældende opsigelsesvarsel.
Stk. 7. Staten afholder eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge og udbetaler pension til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 1 og 4 overgår til ansættelse som statstjenestemænd. Kommunen refunderer staten den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til tjenestemandens pensionsalder ved overgangen til tjeneste i staten.
Stk. 8. Staten refunderer kommunen eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, og hvis tjeneste i staten senere bringes til ophør efter stk. 6.
Stk. 9. Kommunen udbetaler pensionen til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse. Staten refunderer kommunen den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til den pensionsalder, tjenestemanden har optjent efter overgangen til tjeneste i staten.
Stk. 10. Den endelige administrative afgørelse af tvivlsspørgsmål efter stk. 1-9 træffes af finansministeren efter forhandling med de involverede parter.«
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1-3
Hensigten med ændringsforslagene er at etablere et kommunalt forankret kontrolsystem på fødevareområdet.
Til nr. 4
Hensigten med ændringsforslaget er at forhindre eventuelle negative følger for den danske eksport ved offentliggørelse af kontrolresultater på Internettet.
Til nr. 5
Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1-3.
Til nr. 6
Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1-3 og er en kommunalt forankret model af det af fødevareministeren stillede ændringsforslag nr. 7.
Til nr. 7
Til stk. 1
Fødevareministeriet tilbyder de kommunale tjenestemænd, der på tidspunktet for statens overtagelse af fødevarekontrollen varetager opgaver inden for denne kontrol ved de nuværende kommunale levnedsmiddelkontrolenheder eller i de enkelte kommuner, ansættelse som statstjenestemænd med tjeneste indtil videre ved de statslige enheder, som etableres i medfør af lovforslagets § 59.
Ansættelse tilbydes fra det tidspunkt, hvor ansvaret for fødevarekontrollen ved ikrafttræden af lovforslagets § 59 overgår fuldt ud til Fødevareministeriet.
For ansættelsen vil gælde de vilkår, der gælder for statstjenestemænd. Dette indebærer bl.a., at ansættelsesområdet vil være Fødevareministeriet med tilhørende institutioner. For administrative tjenestemænd, der ved ansættelsen får tjenestested i hovedstadsområdet, vil ansættelsesområdet også omfatte samtlige andre ministeriers departementer. De pågældende sikres, at der ikke ved overgang til statsansættelse vil ske en forringelse af deres hidtidige løn- og andre ansættelsesvilkår under den kommunale ansættelse.
Da opgaverne i den kommunale fødevarekontrol overføres til de i lovforslagets § 59 nævnte statslige enheder, er det forudsat, at det overenskomstansatte personale følger med og dermed overgår til statslig ansættelse under Fødevareministeriet. De overenskomstansatte vil blive ansat på de for staten gældende vilkår i overenskomst mellem Finansministeriet og vedkommende faglige organisation. Som nævnt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget vil overførselen ske i henhold til reglerne i lov om virksomhedsoverdragelse.
Til stk. 2 og 3
Forslaget i stk. 2 giver en tjenestemand, der har fået tilbud om statsansættelse, mulighed for at afslå dette og bibeholde ansættelsen som kommunal tjenestemand.
Bestemmelsen betyder, at den pågældende som udlånt kommunal tjenestemand desuagtet udfører de anviste statslige opgaver, der hører til den tilbudte stilling. Disse opgaver er tjenestemanden altså forpligtet til at udføre, medmindre den pågældende vælger selv at opsige sin stilling.
Stk. 3 omhandler tjenestemandens pligter m.v. i relation til den konkrete opgaveomlægning og statuerer en pligt for de tjenestemænd, der har fået statens tilbud om ansættelse, til at tåle denne opgaveomlægning og til som udlånte kommunale tjenestemænd at udføre de opgaver, der hører til den tilbudte stilling. Opgaveomlægningen giver ikke i sig selv disse tjenestemænd krav på rådighedsløn, ventepenge eller pension.
Til stk. 4
En tilsvarende bestemmelse kendes fra tidligere opgaveoverførsler mellem staten og amts- eller primærkommunerne, og det er derfor fundet naturligt at lade denne ordning gælde også i nærværende tilfælde.
Til stk. 5
Fødevareministeriet refunderer den af kommunen udbetalte løn m.v. til de tjenestemænd, der i forbindelse med opgaveomlægningen har valgt at være udlånt som kommunale tjenestemænd under arbejdet for staten.
Til stk. 6 og 7
Statens mulighed for løbende at justere personaleforbruget omfatter også de tjenestemænd, som vælger at opretholde den kommunale ansættelse. Det er i så fald blot arbejdsforholdet til staten, der opsiges. Hvorvidt også ansættelsesforholdet til kommunen skal opsiges, beror på kommunen.
Til de tjenestemænd, der overgår til ansættelse som statstjenestemænd, udbetaler staten løn, eventuel rådighedsløn eller ventepenge. Endvidere udbetaler staten pension, og udgifterne hertil deles mellem staten og kommunen.
Ordningen med refusion af den del af tjenestemandens pension, der vedrører pensionsalder optjent inden opgaveomlægningen, har været anvendt ved tidligere opgaveomlægninger. Kommunen skal således opfylde sin del af pensionsforpligtelsen over for de tidligere kommunale tjenestemænd ved fra pensioneringstidspunktet at refundere staten en forholdsmæssig del af pensionsudgiften.
Refusionen forudsættes at finde sted halvårligt den 1. juli og 1. januar, medmindre andet aftales.
Til stk. 8
Hvis staten bringer en tjenestemands arbejdsforhold til ophør i henhold til stk. 6, og kommunen ikke har mulighed for beskæftigelse af den pågældende, vil kommunen bringe ansættelsesforholdet til ophør ved afskedigelse.
Der kan så opstå et krav fra tjenestemanden på rådighedsløn eller ventepenge i henhold til de kommunale regler herom.
Ifølge bestemmelsen skal staten afholde disse udgifter, idet det ikke forekommer rimeligt i denne forbindelse at gøre forskel på tjenestemænd, der overgår til statsansættelse, og tjenestemænd, der opretholder den kommunale ansættelse.
Det er en betingelse for statens forpligtelse til at betale rådighedsløn eller ventepenge, at der er tidsmæssigt sammenfald af - eller nær forbindelse imellem - ophøret af arbejdsforholdet til staten og af det kommunale ansættelsesforhold. Hvis der hengår et stykke tid fra ophøret af dette arbejdsforhold til afskedigelsen, og tjenestemanden i denne periode har været beskæftiget for kommunen, er »risikoen« for, at afskedigelse bliver nødvendig med deraf følgende krav på rådighedsløn eller ventepenge, gået over til kommunen, der så må betale disse ydelser.
Til stk. 9
For så vidt angår de tjenestemænd, der opretholder den kommunale ansættelse, følger det af dette ansættelsesforhold, at kommunen udbetaler pensionen i henhold til de kommunale regler herom.
Bestemmelsen i 2. pkt. er et modstykke til bestemmelsen i stk. 7, 2. pkt.
Det fastslås, at staten opfylder sin del af pensionsforpligtelsen over for de tjenestemænd, der opretholder den kommunale ansættelse, ved refusion til kommunen i forhold til den del af tjenestemandens pensionsalder, der er optjent under udførelse af arbejde for staten.
Til stk. 10
Det er fundet hensigtsmæssigt, at der medtages en bestemmelse om, at tvivlsspørgsmål vedrørende de i § 08 nævnte tjenestemandsretlige og pensionsmæssige forhold afgøres af finansministeren.
Det forudsættes, at finansministeren, inden der træffes afgørelse, forhandler med de involverede parter, som vil være fødevareministeren, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, samt vedkommende tjenestemandsorganisationer eller nogle af disse.
Erling Christensen (S) Hugo Sørensen (S) Erik Mortensen (S) Margot Torp (S)
Jørn Jespersen (SF) fmd. Kristen Touborg (SF) Annie Lunde Hansen (CD)
Vibeke Peschardt (RV) Keld Albrechtsen (EL) Christian Mejdahl (V) Jens Kirk (V)
Mariann Fischer Boel (V) Peter Hansen-Nord (V) Lene Espersen (KF) nfmd.
Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til fødevareministeren og dennes svar herpå tillige med en henvendelse fra De Danske Håndværksslagtere og ministerens kommentar hertil
DE DANSKE HÅNDVÆRKSSLAGTERE
Sekretariatet
Strandgårdsvej 21
DK-5762 Vester Skerninge
Tel.: +45 6224 +45 6224 4131
Fax.: +45 6224 1802
Mobil: +45 4016 1842
Udvalget for Fødevarer,
Landbrug & Fiskeri,
Folketinget,
Christiansborg,
1240 København K.
V. Skerninge, den 26. april 1998
Vedr.: Foretræde for Udvalget for Fødevarer, Landbrug & Fiskeri, den 29. april 1998
I fortsættelse af skrivelse af 16. april d.å., om foretræde for udvalget, skal De Danske Håndværksslagtere (DDH) vedrørende udkast til fødevarelov bemærke, at man generelt hilser fødevareloven velkommen, idet reglerne hermed samles i et lovkompleks.
Imidlertid finder DDH, at der er behov for at påpege enkelte forhold i lovforslaget, som bør ændres.
Ad § 40 & § 41
Lovforslagets § 40 og § 41 foreskriver, at nødslagtninger og hjemmeslagtninger ikke er omfattet af de generelle krav om autorisation.
DDH finder det uheldigt, at disse slagtninger er undtaget herfra, idet et ikke ringe antal slagtninger finder sted indenfor disse områder. F.eks. er DDH bekendt med, at der findes mere end 50 mobile slagtningsanlæg, som har specialiseret sig i hjemmeslagtninger. Som lovforslaget er udformet, vil der - som udgangspunkt - ikke finde nogen kontrol sted fra myndighederne side, hvilket må undre, når lovforslaget ellers lægger op til at sikre optimale hygiejniske og dyresundhedsmæssige forhold.
DDH har noteret sig i bemærkningerne til lovforslaget, at det overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt med en regulering på området. I givet fald er der hjemmel hertil i lovforslagets § 44 og § 45.
Imidlertid vil DDH anbefale, at reguleringsbestemmelser - for dette område - skal være gældende fra lovens ikrafttræden, således at der for alle slagtninger, der foretages, vil kunne være fuld kontrol med dyrenes sundhedstilstand.
Ad § 59
I bemærkningerne til § 59 anføres det, at det påtænkes at oprette 8-10 regionale tilsynsmyndigheder og at det anbefales, at enhederne sikres et passende geografisk ansvarsområde.
Der lægges således op til en reduktion af kontrolenhederne i forhold til de nuværende levnedsmiddelkontrolenheder.
DDH frygter, at en reduktion af enhederne - til det i bemærkningerne foreslåede antal - vil kunne medføre, at specielt DDH-medlemmer - der består af mindre slagtehuse og slagterier - vil få forøgede omkostninger til kontrollen i forhold til de store slagterikoncerner.
DDH s medlemmer er geografisk placeret i en række yderområder, hvorfor ændringerne vil kunne medføre større betalinger til tilsynsmyndighederne, f.eks. i form af betaling til forøgede transportomkostninger, tidsanvendelse m.v.
DDH finder, at der i lovforslaget er behov for en præcisering af rammerne for, hvilke hensyn ministeriet skal tage ved placering af disse regionale tilsynsmyndigheder. Geografisk placering må ikke kun ske ud fra et hensyn til, hvor de fleste virksomheder er placeret. Der må således også tages hensyn til, at virksomheder, der er placeret langt fra en regional tilsynsmyndighed, ikke får forøgede omkostninger til kontrol og dermed i konkurrencemæssige sammenhænge stilles dårligere.
Ad § 67
§ 67 foreskriver, at der kan ske offentliggørelse af f.eks. kontrolresultater, domme for overtrædelse af fødevarelovgivningen m.v.
Offentliggørelse er et instrument, som kan få katastrofale følger for den virksomhed, der måtte blive udsat herfor.
Det er DDH s opfattelse, at mindre overtrædelse og førstegangsovertrædelser som udgangspunkt ikke bør offentliggøres, idet offentliggørelse tidligere har ført til, at nogle virksomheders kundegrundlag totalt forsvandt. Hvor der er tale om førstegangs- og mindre forseelser, bør anvisning, påbud/forbud m.v. være fuldt tilstrækkeligt. Hjælper disse skridt ikke, kan det være på sin plads evt. at benytte offentliggørelse som et egnet middel. På den baggrund skal DDH anbefale, at det i loven præciseres, hvornår offentliggørelse af kontrolresultater m.v. må finde sted. Offentliggørelse bør anvendes med varsomhed, og dette må ske under skyldig hensyntagen til dels virksomhedernes muligheder for at fortsætte driften og dels under skyldig hensyntagen til evt. sundhedsfare.
Med venlig hilsen
Jens Engstrøm
formand
Spørgsmål 49
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. april 1998 fra De Danske Håndværksslagtere vedrørende fødevareloven, jf. L 9 - bilag 45.
Svar
Ad § 40 og § 41.
Slagtning og slagtemæssig behandling af husdyr må efter hovedreglen i lovforslagets § 44, stk. 2, kun finde sted på en virksomhed, der er autoriseret hertil af fødevareministeren. Undtagelser til hovedreglen er § 40 om nødslagtning på stedet af dyreværnsmæssige årsager af syge eller tilskadekomne dyr samt § 41, stk. 1, om, at en ejendoms ejer eller bruger kan foretage slagtning og efterfølgende slagtemæssig behandling af egne dyr til forbrug i egen husholdning. Med bestemmelserne foreslås reguleringen i den nugældende kødlov videreført. Nødslagtning beskriver den situation, at et ellers sundt og rask dyr kommer til skade og af dyreværnsmæssige årsager efter beslutning af dyrlæge må aflives på stedet, og hvor intet taler imod en anvendelse af kødet til menneskeligt konsum. Dyrets ejer kan i nødslagtningssituationen enten vælge at lade dyret indgå til eget forbrug i egen husholdning, hvorefter forholdet omfattes af reglerne om hjemmeslagtning, eller også kan det aflivede dyr indleveres til slagtemæssig behandling på en autoriseret virksomhed. I sidstnævnte tilfælde forudsættes det overfor embedsdyrlægen ved den autoriserede slagtevirksomhed dokumenteret af ejeren ved erklæring fra den tilkaldte dyrlæge, at nødslagtning af dyret var nødvendig af dyreværnsmæssige grunde. På bekendtgørelsesniveau er implementeret EU- direktivbestemmelser herom, ligesom der er implementeret direktivbestemmelser om transport til og kødkontrol af nødslagtede dyr på den autoriserede slagtevirksomhed. Det ligger i selve nødslagtningssituationen, at dyret skal aflives på stedet. De Danske Håndværksslagtere (DDH) foreslår nødslagtning omfattet af de generelle krav om autorisation. Dette er af dyreværnsmæssige årsager uacceptabelt, idet konsekvensen heraf vil være enten, at det tilskadekomne dyr skal transporteres til en autoriseret slagtevirksomhed, eller at dyret skal vente på en autoriseret slagters ankomst til ulykkesstedet.
DDH ønsker også hjemmeslagtninger omfattet af de generelle krav om autorisation. Et folketingsflertal fastholdt ved vedtagelsen af den gældende kødlov en begrænset adgang for landbefolkningen til at foretage slagtning og slagtemæssig behandling af egne dyr til forbrug i egen husholdning uden, at denne aktivitet skulle underlægges offentlig kontrol. Dette er en adgang befolkningen på landet altid har haft, og som foreslås videreført i forslaget til ny fødevarelov. Da hjemmeslagtninger er undtaget fra kravet om autorisation, har Fødevareministeriet ingen administrative beføjelser i relation til hjemmeslagtninger. Formodede overtrædelser af reglerne om hjemmeslagtning kan alene gøres til genstand for politimæssig efterforskning og tiltalerejsning. De mobile slagtningsanlæg, som DDH i skrivelsen af 26. april 1998, refererer til - også kaldet »slagtebusser« - kan inden for lovgivningens rammer alene yde den private ejer eller bruger af en ejendom håndværksmæssig bistand ved slagtning på ejendommen af dennes dyr og til forbrug i dennes egen husholdning. En sådan bistand svarer til andre mere traditionelle hjemmeslagteres funktion. Det hjemmeslagtede kød må ikke bringes i omsætning, ligesom en slagtebus ikke efter endt slagtning må medtage kroppene til senere partering og nedkøling andetsteds. Fødevareministeriet har imidlertid fået flere henvendelser om, at slagtebusser ikke holder sig inden for lovens rammer, idet busserne i visse tilfælde fører de slagtede dyr fra ejendommen med henblik på partering og nedkøling og med videresalg for øje. På denne baggrund overvejes det for øjeblikket i Fødevareministeriet at indskærpe reglerne og øge kontrollen på dette område.
Ad § 59.
DDH frygter, at Regeringens forslag om en reduktion af kontrolenhederne vil kunne medføre, at specielt DDH-medlemmer, mindre slagtehuse og slagterier, vil få forøgede omkostninger til kontrollen i forhold til de store slagterikoncerner.
DDH's medlemmer er geografisk placeret i en række yderområder, hvorfor ændringerne vil kunne medføre større betalinger til tilsynsmyndighederne, f.eks. i form af betaling til forøgede transportomkostninger, tidsanvendelse m.v.
Dyrlægekontrollen med de små slagtehuse udføres i øjeblikket af levnedsmiddelkontrolenhederne som en udlagt opgave fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Den enkelte levnedsmiddelkontrolenhed udfører kontrollen enten ved eget personale eller ved privat praktiserende dyrlæger, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt. Praktiserende dyrlægers kontrolopgaver sker under tilsyn fra levnedsmiddelkontrolenheden og Veterinær- og Fødevaredirektoratet.
Efter den foreslåede ændring af kontrolstrukturen vil tilsynet med små slagtehuse fortsat kunne udøves af praktiserende dyrlæger eller den regionale kontrolenhed. Praktiserende dyrlægers opgavevaretagelse vil ske under tilsyn fra den regionale kontrolenhed og Veterinær- og Fødevaredirektoratet.
Forslaget til fødevarelov medfører dermed ingen ændring for så vidt angår dyrlægekontrollen med små slagtehuse, idet man fortsat vil lægge vægt på en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse.
Ad § 67.
DDH finder at offentliggørelse af kontrolresultater kun bør komme på tale i tilfælde af sundhedsfare eller ved gentagne overtrædelser, således at mindre forseelser og førstegangsovertrædelser ikke offentliggøres.
Det er min opfattelse, at det er væsentligt for hele systemet med offentliggørelse af kontrolresultater, at der er mulighed for at oplyse navn på personer og virksomheder. I den forbindelse finder jeg, at de kriterier, som er nævnt i bemærkningerne til bestemmelsen, påbud/forbud om omsætningsbegrænsende foranstaltninger, accepteret bødeforlæg eller modtaget dom for overtrædelse af fødevarelovgivningen, som indtil videre er forudsætningen for offentliggørelse af navne, som hovedregel er hensigtsmæssige. Disse kriterier medfører også, at f.eks. påbud/forbud, som ikke fører til omsætningsbegrænsende foranstaltninger, ikke vil blive offentliggjort ved navns nævnelse.
Spørgsmål 64
Ministeren bedes oplyse reglerne for fastsættelse af gebyr for levnedsmiddelkontrol, herunder oplyse, i hvilket omfang kontrollanternes overenskomst med Kommunernes Landsforening påvirker gebyrfastsættelsen.
Svar
Reglerne for fastsættelse af afgifter for fødevarekontrol afhænger af hvilket af de eksisterende lovgivningsområder, den pågældende fødevareproduktion eller - forhandling er underlagt.
På en række af disse områder er der tale om implementering af pligten til at opkræve kontrolafgifter, som følger af dir. 96/43/EF af 26. juni 1996 om ændring og kodifikation af direktiv 85/73/EØF med henblik på finansiering af veterinærundersøgelser og -kontrol af levende dyr og visse animalske produkter og om ændring af direktiv 90/675/EØF og 91/496/EØF. Det gælder afgifterne for veterinærkontrol i forbindelse med slagtning og håndtering af fersk kød (pkt. 3, 4, 5 og 6), i forbindelse med tredjelandsimport af animalske levnedsmidler (pkt. 10) og i forbindelse med undersøgelse for restkoncentrationer (pkt. 9). Der er endvidere efter direktivet pr. 1. juli 1999 krav om gebyrer for kontrol med fiskevirksomheder (pkt. 7).
På øvrige områder er der tale om nationale afgiftsordninger.
Afgiftsstrukturen kan i hovedtræk beskrives som følger
1: Autoriserede, godkendte og registrerede virksomheder under Levnedsmiddelloven
Ordinær kontrol: For nærværende fritaget for betaling
Ekstra kontrol (kontrol foranlediget af påbud eller forbud): Timebaseret gebyr beregnet på grundlag af den enkelte levnedsmiddelkontrolenheds omkostninger. Gebyret er altså omkostningsægte, og vil derfor være forskelligt i de forskellige dele af landet.
2: Godkendelser og anmeldelser m.v. indenfor levnedsmiddellovens område, for hvilke der betales særlige gebyrer
Godkendelse/anmeldelse af aroma og røgaromastoffer.
Godkendelse af tilsætningsstoffer.
Godkendelse af visse typer af kontrol- og overvågningsudstyr.
Anmeldelse af bakterie- og svampekulturer.
Anmeldelse af enzymer.
Behandling af godkendelse af levnedsmidler, ingredienser eller tilsætningsstoffer baseret på genetisk modificerede organismer.
Afprøvning og godkendelse af visse særlige analysemetoder.
Godkendelse af desinfektionsmidler
Disse gebyrer er stærkt graduerede og er i alle tilfælde fastsat ud fra beregninger af Veterinær- og Fødevaredirektoratets omkostninger ved at udføre de pågældende opgaver.
3: Godkendelser m.v. indenfor kødlovens, æglovens og mælkelovens område, for hvilke der betales særlige afgifter
Godkendelse af mikrobiologiske hurtigmetoder.
Særlig kontrol af kogte skinker til USA og leverancer af kød til fødevarehjælp.
Godkendelse af rengørings-, desinfektions- og smøremidler.
Godkendelse og syn af transportmateriel til letfordærvelige levnedsmidler.
Disse afgifter er i alle tilfælde fastsat ud fra beregninger af myndighedernes omkostninger ved at udføre de pågældende opgaver.
4: Autoriserede virksomheder under kødloven, hvor kontrollen udføres af personale ansat af Veterinær- og Fødevaredirektoratet
Afgiften fastsættes til de faktiske omkostninger
Veterinær- og Fødevaredirektoratet har til kontrollen på de enkelte virksomheder. Der indgår således ikke omkostninger til den centrale administration.
5: Godkendte virksomheder (uden eksport til tredjelande) under kødloven (bortset fra kødkontrol ved godkendte slagtehuse og vildtbehandlingsvirksomheder)
Kontrollen udføres af levnedsmiddelkontrolenhederne. Afgiften er fastsat til 368 kr. pr. time i dagtimer, 484 kr. pr. time om aftenen og 600 kr. pr. time om natten og i weekender efter kl. 14 lørdag. Veterinær- og Fødevaredirektoratet betaler herudover 182 kr. pr. time til dækning af levnedsmiddelkontrolenhedernes indirekte udgifter ved kontrollen.
6: Kødkontrol ved godkendte slagterier (slagtehuse)
Kontrollen udføres af levnedsmiddelkontrolenhederne.
Afgiften er fastsat til de ovenfor anførte timesatser, idet den dog reduceres til de faktiske omkostninger, såfremt disse er lavere end timetaksten. Hvis levnedsmiddelkontrolenhederne efter årets udgang har realiseret et underskud på udførelse af kødkontrollen, dækkes dette af Veterinær- og Fødevaredirektoratet.
7: Kødkontrol ved vildtbehandlingsvirksomheder
Kontrollen udføres af Veterinær- og Fødevaredirektoratet i virksomheder autoriseret til eksport til tredjelande, og af levnedsmiddelkontrolenhederne i øvrige virksomheder. Afgifterne er fastsat til de minimums-styksatser, der følger af Rådets direktiv 96/43/EF. Levnedsmiddelkontrolenhedernes underskud ved kontrollen dækkes af Veterinær- og Fødevaredirektoratet.
8: Virksomheder autoriseret i henhold til Fiskekvalitetsloven
Kontrollen udføres af Fiskeridirektoratet.
Virksomhederne er inddelt i grupper betinget af produktionens risiko og størrelse. For hver gruppe er der fastsat en et årligt kontrolomfang og en årlig autorisationsafgift beregnet på grundlag af Fiskeridirektoratets omkostninger ved at kontrollere i overensstemmelse med det fastsatte kontrolomfang.
9: Autoriserede og godkendte virksomheder under æg- og mælkeloven
Kontrollen udføres af levnedsmiddelkontrolenhederne.Afgiften er fastsat til 368 kr. pr. time i dagtimer, 484 kr. pr. time om aftenen og 600 kr. pr. time om natten og i weekender efter kl. 14 lørdag. Veterinær- og Fødevaredirektoratet betaler herudover 182 kr. pr. time til dækning af levnedsmiddelkontrolenhedernes indirekte udgifter ved kontrollen
10: Særlig kontrol for indhold af restkoncentrationer af veterinære lægemidler, hormoner og pesticider m.v. i animalske levnedsmidler
Der opkræves til dette formål en særlig afgift pr. produceret ton beregnet på grundlag af myndighedernes budgetterede omkostninger ved at udføre kontrollen.
11: Veterinærkontrol af animalske levnedsmidler indført fra tredjelande til EU
Der opkræves til dette formål en afgift, der er baseret på antallet af indførsler og tonnage, og som er beregnet på grundlag af myndighedernes budgetterede omkostninger ved at udføre kontrollen.
Overenskomsten mellem de praktiserende dyrlæger og Kommunernes Landsforening kan have indflydelse på kontrolafgiften for godkendte slagterier (slagtehuse) i det omfang, overenskomsten medfører en omkostning for levnedsmiddelkontrolenheden, som er under 368 kr. pr. time (dagtimer), idet afgiften da nedsættes til denne faktiske omkostning I det omfang overenskomsten medføre en højere omkostning for levnedsmiddelkontrolenheden end 368 kr. pr. time, er overenskomsten derimod ikke direkte bestemmende for afgiftens størrelse.
Spørgsmål 65
Ministeren bedes oplyse, hvad baggrunden er for, at der opkræves forskellige gebyrer for kontrol ved private slagtehuse.
Svar
Levnedsmiddelkontrolenhedernes omkostninger ved kødkontrolarbejdet i godkendte slagterier (slagtehuse) er meget forskellige fra slagteri til slagteri. Følgende forhold kan især have indflydelse på disse omkostninger
Antallet af slagtede dyr pr. dag.
Hvor rationelt slagtningerne finder sted, dvs., hvor hurtigt kontrolarbejdet kan afvikles, om kapaciteten i stald og produktionsanlæg er optimal, og hvor mange gange i løbet af dagen den kontrollerende dyrlæge er nødt til at indfinde sig på slagteriet.
Om slagteriet sørger for at rekvirere kontrollen i god tid.
Hvor lang køretid dyrlægen skal bruge på at nå slagteriet.
Om dyrlægens ansættelseskontrakt er baseret på timebetaling eller stykbetaling.
Som nævnt i mit svar på spørgsmål 64 er slagteriets udgift fastsat til 368 kr. pr. time (dagtimer) dog højst de faktiske omkostninger, men i det omfang kontrollen i et slagteri er mere tidskrævende end i andre slagterier med et tilsvarende produktionsomfang, vil kontrolafgiften være tilsvarende højere.
Spørgsmål 66
Vil privat praktiserende dyrlæger i henhold til forslag til fødevarelov efter ministerens opfattelse fortsat kunne kontrollere de private slagtehuse, og hvorledes vil deres ansættelsesforhold i givet fald være?
Svar
Dyrlægekontrollen med de private slagtehuse udføres i øjeblikket af levnedsmiddelkontrolenhederne som en udlagt opgave fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Den enkelte levnedsmiddelkontrolenhed udfører kontrollen enten ved eget personale eller ved privat praktiserende dyrlæger, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt. Praktiserende dyrlægers kontrolopgaver sker under tilsyn fra levnedsmiddelkontrolenheden og Veterinær- og Fødevaredirektoratet.
Efter den foreslåede ændring af kontrolstrukturen vil tilsynet med små slagtehuse fortsat kunne udøves af praktiserende dyrlæger eller den regionale kontrolenhed. Praktiserende dyrlægers opgavevaretagelse vil ske under tilsyn fra den regionale kontrolenhed og Veterinær- og Fødevaredirektoratet.
Forslaget til fødevarelov medfører derfor i sig selv ingen ændringer for så vidt angår anvendelsen af privatpraktiserende dyrlæger ved de små slagtehuse. Man vil naturligvis fortsat lægge vægt på en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse, jf. også min besvarelse af spørgsmål 49, ad § 59.
Anvendelse af de pågældende dyrlæger i kødkontrollen vil betyde, at der skal indgås en ansættelseskontrakt mellem den enkelte og Veterinær- og Fødevaredirektoratet/de statslige regioner.
Spørgsmål 67
Har ministeren planer om regulering på området mobile anlæg o. lign., herunder om dyrlægeautorisation, jf. bemærkningerne til § 44, stk. 2.
Svar
Som nævnt i mit svar på spørgsmål 49 overvejes det for øjeblikket, om der er behov for at indskærpe reglerne for hjemmeslagtning og øge kontrollen på dette område.
Udviklingen på området vil løbende blive fulgt, og hvis det skønnes nødvendigt, vil der eksempelvis kunne indføres en registreringsordning, jf. lovforslagets § 37, for mobile anlæg og lignende., som udelukkende anvendes ved hjemmeslagtning.
Spørgsmål 81
Ministeren bedes præcisere, hvad der menes med »visse personer« i kapitel 8, § 53.
Hvem er det, at reglerne nøjagtig skal gælde for, og kan paragraffen eventuelt udgå?
Svar
Som det fremgår af bemærkningerne til § 53 i lovforslaget, er bestemmelsen en videreførelse af levnedsmiddellovens § 19 a, som blev indsat ved ændring af levnedsmiddelloven i maj 1996. I medfør af levnedsmiddellovens § 19 a bestemmes der i § 83, stk. 2, i hygiejnebekendtgørelse (nr. 1000 af 27. november 1996), at følgende personer som udgangspunkt er omfattet af uddannelseskravet: nyansatte eller nyetablerede indehavere, der er fyldt 18 år samt personer, der er beskæftiget med tilvirkning af fødevarer, d.v.s. enhver form for tilberedning, der indebærer ændring af en fødevare.
Hvis tilvirkningen ikke giver hygiejniske problemer, kan uddannelseskravet bortfalde. Dette kan være aktuelt for personer, der udelukkende er beskæftiget med udskæring af brød, kager, frugt, grøntsager eller ost, formaling af kaffebønner, samt tilvirkning af te og kaffe, opvarmning af emballerede burgere, parisertoast, pizza, m.m., betjening af softicemaskiner, håndtering af emballerede fødevarer (f.eks. ved transport og på lager) eller pasning af lukkede anlæg, hvor der ikke er direkte kontakt mellem personer og uemballerede fødevarer.
Personer, som udelukkende deltager i lejlighedsvise arrangementer, vil normalt også være undtaget fra uddannelseskravet.
Det er hensigten at videreføre denne afgrænsning af den personkreds, som skal være omfattet af uddannelseskravet.
Afgrænsningen af den personkreds, som er omfattet af uddannelseskravet, er således i en række tilfælde knyttet til en konkret vurdering af hygiejnemæssige risici. Det er derfor ikke muligt at foretage en nærmere præcisering i lovteksten.
Indførelsen af den obligatoriske hygiejneuddannelse skal ses som et led i regeringens bestræbelser på at bekæmpe antallet af levnedsmiddelbårne sygdomme, og i at imødekomme de skærpede hygiejnekrav på hele fødevareområdet fra jord til bord. Kravet om en relevant uddannelse på området er bl.a. vigtigt for at gennemføre et effektivt og meningsfyldt egenkontrolprogram i virksomhederne.
Bemyndigelsen til at fastsætte regler for hygiejneuddannelse inden for fødevareområdet er endvidere grundlaget for at gennemføre gældende EU-lovgivning, idet der såvel i det horisontale hygiejnedirektiv (dir. 93/43/EØF) som i en række af de produktspecifikke direktiver på det animalske område er krav om instruktion/uddannelse i levnedsmiddelhygiejne.
Spørgsmål 93
Fødevareministeren bedes indhente en udtalelse fra miljø- og energiministeren vedrørende fødevarelovens konsekvenser for den fremtidige miljøkontrol, herunder en vurdering af hvorvidt miljøkontrollen bliver forringet som følge af en statsliggørelse af fødevarekontrollen.
Svar
I spørgsmålets anledning fremsendes vedlagt den ønskede udtalelse fra miljø- og energiministeren dateret 15. juni 1998, hvortil jeg kan henholde mig.
MILJØ & ENERGIMINISTERIET
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen
Holbergsgade 2
1057 København
Den 15. juni 1998
Vedr. spørgsmål nr. 93 (L 9 - bilag 113) stillet den 8. juni 1998 af Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i forbindelse med ovennævnte spørgsmål 93 anmodet om, at der indhentes en udtalelse fra mig »vedrørende fødevarelovens konsekvenser for den fremtidige miljøkontrol, herunder en vurdering af hvorvidt miljøkontrollen bliver forringet som følge af en statsliggørelse af fødevarekontrollen.«
Jeg skal i den anledning udtale følgende
Der har, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, ikke forud for lovforslagets fremsættelse været foretaget nogen vurdering af konsekvenser for den kommunale miljøkontrol af en ændret opgavefordeling mellem kommunerne og staten på levnedsmiddelområdet.
Der skal derfor iværksættes et udvalgsarbejde, der skal vurdere konsekvenserne for den kommunale miljøkontrol af den ændrede kontrolstruktur på levnedsmiddelområdet. På baggrund heraf skal der fremlægges forslag til, hvorledes miljøkontrolfunktionen fremover kan varetages.
Kommunernes Landsforening og MLK- Sammenslutning vil naturligvis blive inddraget i disse overvejelser, så alle forhold af betydning for den fremtidige opgavevaretagelse bliver belyst.
Formålet er netop at sikre grundlaget for, at der ikke som følge af en statsliggørelse af fødevarekontrollen sker forrringelse af miljøkontrollen.
Svend Auken
/ Hans Henrik Christensen
Spørgsmål 128
Kan ministeren garantere, at en vedtagelse af lovforslaget ikke vil medføre større omkostninger til kontrol for de små slagtehuse mv.?
Svar
Idet jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 49 ad § 59 skal jeg understrege, at lovforslaget ikke i sig selv indebærer en ændring af dyrlægekontrollen på de små slagtehuse, idet man fortsat vil lægge vægt på en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse.
Betænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 17. juni 1998
Betænkning
over
Forslag til lov om fødevarer m.m. (fødevareloven)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder haft samråd med fødevareministeren, der tillige med miljø- og energiministeren og indenrigsministeren skriftligt har besvaret spørgsmål fra udvalget. Udvalgets spørgsmål nr. 49, 64-67, 81, 93 og 128 samt fødevareministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Danmarks Aktive Forbrugere,
Dansk Handel & Service,
De Danske Håndværksslagtere,
Frederikshavn Erhvervsråd,
Fælleskommunal Levnedsmiddelkontrol Københavns Amt Vest,
HK/Kommunal,
Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Miljø- og Forsyningsforvaltningen,
Landbrugsraadet,
Landbrugets Forsknings- og Levnedsmiddeludvalg
LevnedsmiddelCenter - Vejle I/S,
Mejeriforeningen,
Miljø- og Levnedsmiddelcenter Sjælland Øst I/S,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen Fyn I/S,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen i Helsingør,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen i Hjørring,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen for Lolland, Falster og Møn,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen i Viborg I/S,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen Varde,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen Vestjylland I/S,
Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen Østjylland I/S,
Sammenslutningen af Miljø- og Levnedsmiddelkontrolenheder og
Viborg Kommune.
Henvendelsen fra De Danske Håndværksslagtere og fødevareministerens kommentarer hertil er optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af fødevareministeren og to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Vedrørende små slagtehuse
Et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) ønsker med henvisning til fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 66 at understrege, at vedtagelse af lovforslaget ikke må få negative kontrolmæssige konsekvenser for de små slagtehuse, herunder heller ikke negative finansielle konsekvenser i form af ændret gebyrpolitik. Flertallet noterer samtidig fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 49, 64, 65, 67 og 128.
Vedrørende mobile slagtehuse
Et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) ønsker med henvisning til besvarelsen af spørgsmål 49, 64-67 og 128 at understrege behovet for at bevare de mobile slagtehuse, herunder bl.a. til nødslagtning og slagtning til landbefolkningens egen husholdning. Flertallet understreger samtidig, at forudsætningen for fortsættelse af ordningen er, at de mobile slagtehuse alene yder den private ejer eller bruger af en ejendom håndværksmæssig bistand ved slagtninger på ejendommen til forbrug i egen husholdning.
Vedrørende uddannelseskrav
Et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) noterer, at fødevareministeren i sit svar på spørgsmål 81 anfører, at det er hensigten at videreføre den nuværende afgrænsning af den personkreds, som skal være omfattet af uddannelseskravet. Det er efter flertallets opfattelse vigtigt at få præciseret, at den nye fødevarelov ikke indebærer yderligere bureaukrati i forhold til de personer, der blot lejlighedsvis deltager i arrangementer, og personer, der er involveret i tilvirkning, som ikke giver hygiejniske problemer.
Vedrørende offentliggørelse af kontrolresultater
Et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) forventer, at fødevareministeren administrerer loven i overensstemmelse med følgende principper: Lovforslagets § 68 giver fødevareministeren mulighed for at fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven. Systematisk offentliggørelse af kontrolresultater med navns nævnelse skal imidlertid kun omfatte fysiske og juridiske personer, herunder restauranter, som modtager påbud om omsætningsbegrænsende foranstaltninger, accepterer et bødeforlæg eller modtager dom for overtrædelse af fødevarelovgivningen.
Vedrørende kontrolstruktur
Et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) finder det hensigtsmæssigt, at der for den fremtidige kontrolstruktur på miljøkontrolområdet hurtigst muligt findes en løsning, og noterer med tilfredshed i miljø- og energiministerens bidrag til fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 93, at miljøbeskyttelsesniveauet ikke vil blive forringet som følge af en enstrenget og ensartet fødevarekontrol.
Et mindretal (Venstres, Socialistisk Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) er imod lovforslagets kontrolstruktur, som indfører en centralistisk, statslig kontrol, og som indskrænker den politiske og faglige debat om fødevarekvalitet.
Mindretallet finder, at den rigtige tanke om en sammenhængende, gennemskuelig og ensartet kontrol fra bord til jord fuldt så godt kan tilgodeses ved at anvende den decentrale kontrolstruktur, som Kommunernes Landsforening har foreslået. I denne model placeres ca. 12 enheder med lokal forankring i nye regioner.
Endelig finder mindretallet det yderst betænkeligt, at der ikke forud for lovforslagets vedtagelse er sket en afklaring af konsekvenserne for varetagelsen af de kommunale miljøopgaver, som på nuværende tidspunkt i mange tilfælde varetages i miljø- og levnedsmiddelkontrolenhederne.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 7 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af Venstre, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti under nr. 1-3, 5 og 6 stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de af Venstre, Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti under nr. 1-3, 5 og 6 stillede ændringsforslag.
Mindretallet er imod lovforslaget, fordi ambitionsniveauet på alt for mange områder er for lavt, og fordi alt for mange af bemyndigelserne til ministeren er for uklart beskrevne.
Mindretallet mener, at ønsket om at begrænse brugen af tilsætningsstoffer i fødevarer, som et bredt flertal i Folketinget har tilkendegivet, burde have været tydeligt markeret i fødevareloven.
Det er endvidere mindretallets opfattelse, at det af loven klart burde fremgå, at det er forbudt at markedsføre fødevarer, som myndighederne har konstateret er salmonellainficerede eller i øvrigt er sundhedsfarlige.
Efter mindretallets mening giver lovforslaget mulighed for i alt for høj grad at udforme regler for sundhedsanprisninger for såkaldte functional food-produkter, som åbner for markedsføring af sundhedsskadelige produkter, og som vildleder forbrugerne.
Lovforslaget rummer heller ikke bestemmelser, som sikrer en konsekvent indsats mod mere generel vildledning af forbrugerne, ligesom en strategi for opfyldelse af kvalitetsmålsætningen er helt fraværende.
Lovforslagets bestemmelser om offentliggørelse af kontrolresultater og ministerens tilkendegivelser under lovforslagets behandling indebærer efter mindretallets opfattelse en klar forringelse af informationsniveauet til forbrugerne og dermed en begrænsning af det frie forbrugsvalg. I stedet burde forslaget have dannet grundlag for en langt mere offensiv og målrettet brug af offentliggørelse som instrument i en kvalitetsstrategi.
Mindretallet er bekymret over den manglende åbenhed om f.eks. forekomsten af nye sygdomsfremkaldende bakterier, som Fødevareministeriet har lagt for dagen, og mindretallet frygter, at centraliseringen af levnedsmiddelkontrollen sammen med den erhvervsorienterede målsætning i lovforslaget og den styrkede inddragelse af store erhvervsorganisationer i tilrettelæggelsen af arbejdet vil betyde en væsentlig indskrænkning af forbrugerbeskyttelsen på fødevareområdet og af den offentlige debat om fødevarepolitikken.
Mindretallet vil fortsat arbejde for, at de mange ministerbemyndigelser bliver anvendt på en måde, som sætter den bevidste forbruger og hensyn til miljø, sundhed, dyrevelfærd og fødevarer af en høj kvalitet i centrum.
Et fjerde mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af Dansk Folkeparti under nr. 4 og det af fødevareministeren under nr. 7 stillede ændringsforslag.
Et femte mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Mindretallet anbefaler at stemme imod lovforslaget, som primært handler om at indføre en centraliseret levnedsmiddelkontrol, et enstrenget statsligt system. Der er under udvalgsbehandlingen fremkommet så mange indsigelser mod lovforslaget, at det vil være lovsjusk at færdigbehandle lovforslaget i denne samling, da de mange indsigelser ikke kan nå at få en rimelig behandling. Mindretallet anbefaler derfor regeringen at trække lovforslaget tilbage med henblik på en grundig behandling i folketingsåret 1998-99. Mindretallet vil redegøre nærmere for sin holdning under 2. behandling.
Æ n d r i n g s f o r s l a g
Af et mindretal (V, SF og KRF)
Til § 58
1) Paragraffen udgår, og i stedet indsættes følgende paragraffer
»§ 58. Det overordnede tilsyn med, at loven og de med hjemmel i loven fastsatte regler overholdes, påhviler ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.