1997 BTL 118 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORDELING MELLEM STATEN, KOMMUNERNE OG AMTSKOMMUNERNE AF SKATTENEDSLAGET SOM FØLGE AF PERSONSKATTELOVENS SKATTELOFT (TILPASNING TIL ÆNDRINGER I DET SKRÅ SKATTELOFT) NR L 118 1997-98. 2. SAMLING

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 2

Udvalget ønsker en redegørelse for, hvorfor det i den skriftlige fremsættelsestale hedder

»Det skal i den forbindelse bemærkes, at i årene 1999 til 2002 vil bundskatten blive sænket fra 8 procent til 5,5 procent, og det skrå skatteloft vil fra og med 1999 blive hævet til 59 procent. Det betyder således, at i år 2002 vil det skrå skatteloft først blive udløst ved en samlet kommunal og amtskommunal skatteprocent på over 32,5 procent, mod - på nuværende tidspunkt - 29 procent.«, mens det i de almindelige bemærkninger siges

»Regeringens forslag til en skatteomlægning indebærer, at bundskatten nedsættes fra 8 til 6 procent i perioden 1999-2002. Herved vil det skrå skatteloft alene kunne få virkning over for borgerne i kommuner med en samlet kommunal og amtskommunal skatteprocent i år 2002 på over 31 procent, og for årene 1999 til 2001 henholdsvis 29,5, 30,0, 30,5 procent. Regeringen har indgået aftale med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om en ændring af forslaget, således at bundskatten sænkes yderligere og det skrå skatteloft forhøjes.«

Udvalget ønsker samtidig fastslået i svaret, hvad de pågældende procenter vil blive i perioden 1999-2002.

Svar

Ifølge det af skatteministeren den 2. juni 1998 fremsatte lovforslag (L 92) skulle bundskatten sænkes med 0,5 procent om året i perioden 1999-2002, således at bundskatten i denne periode ville falde fra 8 til 6 procent.

Dette lovforslag var et element i regeringens samlede udspil om skattejusteringer mv. - den såkaldte »pinsepakke«.

Lovforslagene er herefter blevet forhandlet med Folketingets partier, og regeringen har indgået aftale med SF og Enhedslisten om skattejusteringer mv. Denne aftale indebærer, at bundskatten sænkes yderligere med 0,5 procent frem til år 2002. I 1999 og igen i år 2000 sænkes bundskatten med 0,5 procent, hvorefter den for årene 2001 og 2002 sænkes med 0,75 procent om året, således at bundskatten i perioden 1999-2002 sænkes med i alt 2,5 procent til 5,5 procent i år 2002.

Samtidig er det aftalt, at det skrå skatteloft fra og med 1999 hæves til 59 procent.

Der er således ingen modstrid mellem teksten i fremsættelsestalen og de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Disse justeringer indebærer, at det skrå skatteloft i årene 1999-2002 vil blive udløst ved en samlet kommunal og amtskommunal skatteprocent på følgende

1999: 30,50 pct.

2000: 31,00 pct.

2001: 31,75 pct.

2002: 32,50 pct.

De anførte procentsatser er angivet i lovforslagets bemærkninger til § 1, hvortil der er henvist i de almindelige bemærkninger.

Udvalget har behandlet lovforslaget i et møde og har herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Udvalget har endvidere stillet spørgsmål til indenrigsministeren til besvarelse inden 2. behandling.

Udvalget anmoder om at få lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet har følgende kommentarer

Regeringen har ikke over for mindretallet vist reel vilje til forhandlinger om pinsepakken, og det er dybt beklageligt. Et så vidtrækkende indgreb, som har økonomiske konsekvenser for så mange mennesker og virksomheder, bør gennemføres med et bredt flertal, og ikke det snævrest mulige flertal.

Mindretallet hæfter sig ved, at regeringen - både op til folketingsvalget og i forbindelse med EU-afstemningen - garanterede, at der ikke var behov for et stort indgreb over for det private forbrug. Regeringen fremhævede således ved flere lejligheder, at dansk økonomi var kernesund, og at alle andre meninger var udtryk for »grædekone-mentalitet«.

Mindretallet ønsker at fremme opsparingen i Danmark, men det skal ikke ske gennem en straffeaktion mod bil- og boligejerne, pensionsopsparerne og dansk erhvervsliv, da det ikke kan begrundes ud fra en analyse af de økonomiske nøgletal.

Der er ikke behov for et indgreb rettet entydigt mod det private forbrug i Danmark. Derimod er der behov for at standse den ukontrollerede vækst i det offentlige forbrug. Det er det offentlige og ikke det private forbrug, som er vokset langt mere, end regeringen har haft som målsætning. Pinsepakken er derfor rent og skært et ideologisk korstog mod det private forbrug.

Pinsepakken er et skridt i den forkerte retning. Trods regeringens løfter i regeringsgrundlaget om at sænke marginalskatten øges det skrå skatteloft fra 58 til 59 pct. Hermed bliver det mindre attraktivt at være fleksibel med hensyn til arbejdstid, overtid, mobilitet m.v., og tilskyndelsen til at uddanne og videreuddanne sig mindskes. Danmark vil fortsat have verdens højeste skattetryk, og det vil stadig ikke være særlig attraktivt at komme i arbejde. I dag har hver femte dansker ingen eller næsten ingen tilskyndelse til at gå på arbejde frem for at være på f.eks. dagpenge. Det ændrer pinsepakken ikke på - tværtimod. Det bliver mindre attraktivt at finde et arbejde frem for at være på dagpenge.

Regeringen vil forbedre betalingsbalancen. Mindretallet kan tilslutte sig den målsætning, men er uenig i hvordan dette nås. Regeringen går ensidigt efter en begrænsning af det private forbrug, som isoleret set vil mindske importen. Det offentlige forbrug skader også betalingsbalancen, men det er holdt ude af regeringens indgreb.

Samtidig forringes forholdene for danske virksomheder, da pinsepakken lægger yderligere økonomiske og administrative byrder på erhvervslivet. Det svækker konkurrenceevnen, og dermed taber danske virksomheder markedsandele, og eksporten svækkes.

Nedsættelsen af selskabsskatten er taget af bordet, men en række af forringelserne over for erhvervslivet er fortsat indeholdt i regeringens forlig med venstrefløjen. Regeringen vil gennemføre finansieringen af selskabsskattelettelsen, men ikke selve lettelsen. Betalingsbalancen kan forbedres markant ved at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, men regeringen vælger desværre at gå den modsatte vej og pålægge erhvervslivet nye byrder og omkostninger.

Regeringen vil også forbedre den private opsparing, men gør det modsatte. Forringelser for indbetalinger til kapitalpension, forøgelse af beskatningen af positiv nettokapitalindkomst, stigning i realrenteafgiften og skat på pensionsopsparingernes aktieafkast forøger ikke tilskyndelsen til at spare op - tværtimod.

Regeringen vil forebygge overophedning på arbejdsmarkedet, men pinsepakken tager slet ikke fat på arbejdsmarkedspolitikken. Tværtimod er forhøjelsen af benzinafgiften, forringelsen af befordringsfradraget samt den nye ejendomsskat med til at hæmme mobiliteten på det danske arbejdsmarked. Det er med til at øge risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Boligejernes situation bliver markant forringet af pinsepakken, og der må forventes et fald i boligpriserne, hvilket vil gøre mange boligejere insolvente, således at gælden overstiger boligens værdi. Samtidig vil reduktionen af skatteværdien af rentefradraget, de stigende ejendomsskatter og de stigende grønne afgifter betyde en urimelig ekstra belastning af boligejernes økonomi, som kan tvinge mange boligejere til at sælge, selv om de må inkassere et tab ved salget. Regeringens straffeaktion mod boligejerne er totalt ubegrundet. Huspriserne er steget kraftigt de senere år, men det skal ses i sammenhæng med et kraftigt fald i perioden 1986-1993. Når der tages højde for den generelle løbende prisudvikling i Danmark, så er boligpriserne i dag på niveau med priserne i 1986. At tale om en uforsvarlig stigning i boligpriserne er derfor forkert.

Venstre og Det Konservative Folkeparti afviser pinsepakken og betragter regeringens forlig med SF og Enhedslisten som en dybt betænkelig venstredrejning i regeringens økonomiske politik, der lægger gift for det brede samarbejde i de kommende år.

Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling med følgende bemærkninger

Først blev Folketinget præsenteret for lovforslag L 111. Det gik i bund og grund ud på, at kommuner og amtskommuner skulle straffes, hvis de satte skatten op.

For Dansk Folkeparti har der på intet tidspunkt været tvivl om, at det lovforslag skulle bruges som indgangsvinkel til forhandlinger med Kommunernes Landsforening. Kommuner og amtskommuner gik i panik. Regeringen vidste udmærket godt, at med alt det, den pålægger kommuner og amter - og har gjort det i længere tid - uden at pengene følger med opgaverne, ville dette få store og uoverskuelige konsekvenser for de enkelte kommuner og amtskommuner. For i de seneste år har staten jo pålagt kommunerne mange nye opgaver, som de vel at mærke selv skulle finansiere. Derfor er der i mange af de kommuner, som nu har holdt skatten i ro, ikke mere at gøre godt med.

Dansk Folkeparti betragter lovforslag L 111, der er trukket tilbage, som et lovforslag, der kun var fremsat som et middel til at få sat kommuner og amtskommuner på plads. Og så, da det var på plads, blev L 118 fremsat.

Begge lovforslag var eller er led i pinsepakken, og om denne har Dansk Folkeparti følgende generelle bemærkninger

Regeringen har ved flere lejligheder (blandt andet op til folketingsvalget) sagt, at der ikke var behov for noget stort indgreb over for privatforbruget. Til trods for at dette er blevet sagt, har regeringen arbejdet med pinsepakken hele foråret.

Regeringen har ikke engang villet inddrage Dansk Folkeparti i nogen som helst form for forhandling, på trods af at Dansk Folkeparti måske godt kunne have medvirket til enkelte tanker i skattereformen.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det ikke er stigende skatter, der skal til, men derimod en mindre offentlig sektor. Den offentlige sektor skal være mere konkurrencedygtig - ligesom konkurrenceerhvervene. Der skal være mere udlicitering, og der skal være bedre styring af administrationen. Der skal endvidere være en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.

For en stor del af de danske husejere er det ikke småpenge, der er tale om. Alene det burde give regeringen anledning til overvejelser om ændringer i forslaget til en skattereform.

Dansk Folkeparti finder det meget uheldigt, at befolkningen efterhånden ikke kan disponere og handle efter de gældende skatteregler, men derimod efter, hvad de tror politikerne kan finde på af mulige indgreb.

Dansk Folkeparti afviser pinsepakken som helhed og finder det helt uacceptabelt, at regeringen har valgt at føre økonomisk politik på udelukkende venstrefløjens præmisser.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet mindretallet bemærker

Regeringen har ikke vist vilje til reelle forhandlinger med Centrum-Demokraterne om pinsepakken. Den egentlige baggrund for det økonomiske indgreb var ønsket om at styrke betalingsbalancen og undgå overophedning af økonomien. Centrum-Demokraterne støtter en tilpasning af økonomien, men må tage skarp afstand fra de midler, regeringen tager i anvendelse, herunder den omfordelingspolitik, der gennemføres, og som Centrum-Demokraterne finder unødvendig for at nå indgrebets egentlige mål.

For det første er Centrum-Demokraterne grundlæggende imod pinsepakkens omfattende forringelser for boligejerne. Regeringens lovforslag vil blandt andet hæve lejeværdien betydeligt og afskaffe standardfradraget for huse samt erstatte lejeværdien med et nyt begreb, »ejendomsværdiskat«. Centrum-Demokraterne ser hverken nogen grund til at omdøbe lejeværdien eller lave den om til en kommunal skat. Dertil kommer lovforslaget om den kraftige udhuling af rentefradraget og forhøjelser af de grønne afgifter. Samlet vil forringelsen for boligejerne medføre faldende huspriser, skabe usikkerhed for boligejerne og betyde en risiko for, at folk må gå fra hus og hjem. Som boligejer bliver man ramt ikke een, men fire gange. Man skal betale mere for sit hjem. Man skal betale mere for at varme hjemmet op. Man skal betale mere for at spare op til pension. Og man skal betale mere for at køre på arbejde og tjene de penge, der skal få det hele til at løbe rundt.

For det andet er Centrum-Demokraterne imod lovforslagene, der fordyrer persontransporten ved at sætte bilpriserne i vejret, øge afgiften på benzin og udhule befordringsfradraget. Centrum-Demokraterne er imod lovforslagene, der forringer mobiliteten på arbejdsmarkedet, forringer vilkårene for at bo i landdistrikterne og er et slag mod børnefamilier, hvor bilen er en afgørende faktor i dagligdagen.

For det tredje ønsker Centrum-Demokraterne ikke at medvirke til den straffeaktion mod pensionsopsparerne, som regeringen lægger op til. Der er mange måder at få folk til at spare op på i stedet for at forbruge. Men der er ingen tvivl om, at regeringen har valgt straffemetoden frem for belønningsmetoden. Centrum-Demokraterne er imod, at udspillet fjerner incitamentet til at spare op på kapitalpension blandt andet ved, at man ikke længere kan trække sit pensionsindskud fra i topskatten. Centrum-Demokraterne er imod en øget beskatning af renteindtægter (positiv nettokapitalindkomst) og en stigning i realrenteafgiften.

For det fjerde er Centrum-Demokraterne imod den foreslåede model for skattelettelser til lavtlønnede. Denne del af skatteomlægningen har intet at gøre med ønsket om at dæmpe forbruget, men er ren omfordeling. Centrum-Demokraterne foretrækker et jobfradrag, der også giver skattelettelser til de lavtlønnede, men som først og fremmest er begrundet i, at der skal skabes nye job. Effekten af jobfradraget er samtidig, at det bedre kan betale sig at gå på arbejde for lavtlønnede frem for at være passiv på en overførselsindkomst. Regeringens skattelettelser skaber ikke nye job og ændrer ikke tilstrækkeligt incitamentet til at gå i arbejde for dem med de laveste indkomster. Der er tale om skattelettelser for skattelettelsernes skyld. I hvert fald sammenlignet med et målrettet jobfradrag, som vismændene blandt mange andre har bakket op. Centrum-Demokraterne afviser endvidere, at det skrå skatteloft forhøjes. Det er en tilbagevenden til højere marginalskatter med de kendte negative effekter for arbejdstilskyndelsen til følge.

For det femte er Centrum-Demokraterne imod en sammenlægning af arbejdsmarkedsfondene. Dermed fjernes sammenhængen mellem satserne på arbejdsmarkedsbidraget og ledighedsgraden. Centrum-Demokraterne ser lovforslaget herom som et brud på det løfte, der blev givet til befolkningen ved arbejdsmarkedsbidragets indførelse, om, at lavere arbejdsløshed skulle medføre lavere arbejdsmarkedsbidrag.

For det sjette er Centrum-Demokraterne imod at gøre den midlertidige pensionsopsparing til ATP på 1 procent permanent. Centrum-Demokraterne kan heller ikke støtte, at størrelsen på udbetalingen bliver ens for alle, uanset hvor meget man har indbetalt. Dermed omdannes den midlertidige pensionsopsparing til ATP til en decideret skat, og det bliver meningsløst og misvisende at kalde opkrævningen for opsparing.

For det syvende mener Centrum-Demokraterne, at det er urimeligt at gennemføre stramningerne for erhvervslivet, tilmed uden at nedsætte selskabsskatten som planlagt. Det er en forfejlet politik at pålægge det danske erhvervsliv nye byrder i en situation, hvor det er betalingsbalancen, der skranter, og der netop derfor burde føres erhvervsfremmende politik. En forbedring af konkurrenceevnen ville have medført en forbedring af betalingsbalancen, og regeringen kunne på den måde have undgået de kraftige forværringer for bolig- og bilejerne.

Omkring de ændrede regler for succession er det Centrum-Demokraternes opfattelse, at det ville have været formålstjenligt og klædeligt for regeringen at afvente færdiggørelsen af generationsskifteudvalgets arbejde. Lovændringen ville på den måde være sikret en grundig behandling.

Centrum-Demokraterne betragter pinsepakken som en venstredrejning af dansk politik, der fjerner regeringen fra midterkursen, som er afgørende for tryghed og stabilitet i det danske samfund.

Et femte mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Holger Graversen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Karen J. Klint (S) Erling Christensen (S) Klaus Hækkerup (S) nfmd. Villy Søvndal (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) fmd. Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Thorkild B. Fransgaard (FP)

Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har i den forbindelse stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Udvalgets spørgsmål nr. 2 og indenrigsministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til denne tillægsbetænkning.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Mindretallet har følgende kommentarer

Regeringen har ikke over for mindretallet vist reel vilje til forhandlinger om pinsepakken, og det er dybt beklageligt. Et så vidtrækkende indgreb, som har økonomiske konsekvenser for så mange mennesker og virksomheder, bør gennemføres med et bredt flertal, og ikke det snævrest mulige flertal.

Mindretallet hæfter sig ved, at regeringen - både op til folketingsvalget og i forbindelse med EU-afstemningen - garanterede, at der ikke var behov for et stort indgreb over for det private forbrug. Regeringen fremhævede således ved flere lejligheder, at dansk økonomi var kernesund, og at alle andre meninger var udtryk for »grædekone-mentalitet«.

Mindretallet ønsker at fremme opsparingen i Danmark, men det skal ikke ske gennem en straffeaktion mod bil- og boligejerne, pensionsopsparerne og dansk erhvervsliv, da det ikke kan begrundes ud fra en analyse af de økonomiske nøgletal.

Der er ikke behov for et indgreb rettet entydigt mod det private forbrug i Danmark. Derimod er der behov for at standse den ukontrollerede vækst i det offentlige forbrug. Det er det offentlige og ikke det private forbrug, som er vokset langt mere, end regeringen har haft som målsætning. Pinsepakken er derfor rent og skært et ideologisk korstog mod det private forbrug.

Pinsepakken er et skridt i den forkerte retning. Trods regeringens løfter i regeringsgrundlaget om at sænke marginalskatten øges det skrå skatteloft fra 58 til 59 pct. Hermed bliver det mindre attraktivt at være fleksibel med hensyn til arbejdstid, overtid, mobilitet m.v., og tilskyndelsen til at uddanne og videreuddanne sig mindskes. Danmark vil fortsat have verdens højeste skattetryk, og det vil stadig ikke være særlig attraktivt at komme i arbejde. I dag har hver femte dansker ingen eller næsten ingen tilskyndelse til at gå på arbejde frem for at være på f.eks. dagpenge. Det ændrer pinsepakken ikke på - tværtimod. Det bliver mindre attraktivt at finde et arbejde frem for at være på dagpenge.

Regeringen vil forbedre betalingsbalancen. Mindretallet kan tilslutte sig den målsætning, men er uenig i hvordan dette nås. Regeringen går ensidigt efter en begrænsning af det private forbrug, som isoleret set vil mindske importen. Det offentlige forbrug skader også betalingsbalancen, men det er holdt ude af regeringens indgreb.

Samtidig forringes forholdene for danske virksomheder, da pinsepakken lægger yderligere økonomiske og administrative byrder på erhvervslivet. Det svækker konkurrenceevnen, og dermed taber danske virksomheder markedsandele, og eksporten svækkes.

Nedsættelsen af selskabsskatten er taget af bordet, men en række af forringelserne over for erhvervslivet er fortsat indeholdt i regeringens forlig med venstrefløjen. Regeringen vil gennemføre finansieringen af selskabsskattelettelsen, men ikke selve lettelsen. Betalingsbalancen kan forbedres markant ved at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, men regeringen vælger desværre at gå den modsatte vej og pålægge erhvervslivet nye byrder og omkostninger.

Regeringen vil også forbedre den private opsparing, men gør det modsatte. Forringelser for indbetalinger til kapitalpension, forøgelse af beskatningen af positiv nettokapitalindkomst, stigning i realrenteafgiften og skat på pensionsopsparingernes aktieafkast forøger ikke tilskyndelsen til at spare op - tværtimod.

Regeringen vil forebygge overophedning på arbejdsmarkedet, men pinsepakken tager slet ikke fat på arbejdsmarkedspolitikken. Tværtimod er forhøjelsen af benzinafgiften, forringelsen af befordringsfradraget samt den nye ejendomsskat med til at hæmme mobiliteten på det danske arbejdsmarked. Det er med til at øge risikoen for flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Boligejernes situation bliver markant forringet af pinsepakken, og der må forventes et fald i boligpriserne, hvilket vil gøre mange boligejere insolvente, således at gælden overstiger boligens værdi. Samtidig vil reduktionen af skatteværdien af rentefradraget, de stigende ejendomsskatter og de stigende grønne afgifter betyde en urimelig ekstra belastning af boligejernes økonomi, som kan tvinge mange boligejere til at sælge, selv om de må inkassere et tab ved salget. Regeringens straffeaktion mod boligejerne er totalt ubegrundet. Huspriserne er steget kraftigt de senere år, men det skal ses i sammenhæng med et kraftigt fald i perioden 1986-1993. Når der tages højde for den generelle løbende prisudvikling i Danmark, så er boligpriserne i dag på niveau med priserne i 1986. At tale om en uforsvarlig stigning i boligpriserne er derfor forkert.

Venstre og Det Konservative Folkeparti afviser pinsepakken og betragter regeringens forlig med SF og Enhedslisten som en dybt betænkelig venstredrejning i regeringens økonomiske politik, der lægger gift for det brede samarbejde i de kommende år.

Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse med følgende bemærkninger

Først blev Folketinget præsenteret for lovforslag L 111. Det gik i bund og grund ud på, at kommuner og amtskommuner skulle straffes, hvis de satte skatten op.

For Dansk Folkeparti har der på intet tidspunkt været tvivl om, at det lovforslag skulle bruges som indgangsvinkel til forhandlinger med Kommunernes Landsforening. Kommuner og amtskommuner gik i panik. Regeringen vidste udmærket godt, at med alt det, den pålægger kommuner og amter - og har gjort det i længere tid - uden at pengene følger med opgaverne, ville dette få store og uoverskuelige konsekvenser for de enkelte kommuner og amtskommuner. For i de seneste år har staten jo pålagt kommunerne mange nye opgaver, som de vel at mærke selv skulle finansiere. Derfor er der i mange af de kommuner, som nu har holdt skatten i ro, ikke mere at gøre godt med.

Dansk Folkeparti betragter lovforslag L 111, der er trukket tilbage, som et lovforslag, der kun var fremsat som et middel til at få sat kommuner og amtskommuner på plads. Og så, da det var på plads, blev L 118 fremsat.

Begge lovforslag var eller er led i pinsepakken, og om denne har Dansk Folkeparti følgende generelle bemærkninger

Regeringen har ved flere lejligheder (blandt andet op til folketingsvalget) sagt, at der ikke var behov for noget stort indgreb over for privatforbruget. Til trods for at dette er blevet sagt, har regeringen arbejdet med pinsepakken hele foråret.

Regeringen har ikke engang villet inddrage Dansk Folkeparti i nogen som helst form for forhandling, på trods af at Dansk Folkeparti måske godt kunne have medvirket til enkelte tanker i skattereformen.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at det ikke er stigende skatter, der skal til, men derimod en mindre offentlig sektor. Den offentlige sektor skal være mere konkurrencedygtig - ligesom konkurrenceerhvervene. Der skal være mere udlicitering, og der skal være bedre styring af administrationen. Der skal endvidere være en mere effektiv arbejdsmarkedspolitik.

For en stor del af de danske husejere er det ikke småpenge, der er tale om. Alene det burde give regeringen anledning til overvejelser om ændringer i forslaget til en skattereform.

Dansk Folkeparti finder det meget uheldigt, at befolkningen efterhånden ikke kan disponere og handle efter de gældende skatteregler, men derimod efter, hvad de tror politikerne kan finde på af mulige indgreb.

Dansk Folkeparti afviser pinsepakken som helhed og finder det helt uacceptabelt, at regeringen har valgt at føre økonomisk politik på udelukkende venstrefløjens præmisser.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, idet mindretallet bemærker

Regeringen har ikke vist vilje til reelle forhandlinger med Centrum-Demokraterne om pinsepakken. Den egentlige baggrund for det økonomiske indgreb var ønsket om at styrke betalingsbalancen og undgå overophedning af økonomien. Centrum-Demokraterne støtter en tilpasning af økonomien, men må tage skarp afstand fra de midler, regeringen tager i anvendelse, herunder den omfordelingspolitik, der gennemføres, og som Centrum-Demokraterne finder unødvendig for at nå indgrebets egentlige mål.

For det første er Centrum-Demokraterne grundlæggende imod pinsepakkens omfattende forringelser for boligejerne. Regeringens lovforslag vil blandt andet hæve lejeværdien betydeligt og afskaffe standardfradraget for huse samt erstatte lejeværdien med et nyt begreb, »ejendomsværdiskat«. Centrum-Demokraterne ser hverken nogen grund til at omdøbe lejeværdien eller lave den om til en kommunal skat. Dertil kommer lovforslaget om den kraftige udhuling af rentefradraget og forhøjelser af de grønne afgifter. Samlet vil forringelsen for boligejerne medføre faldende huspriser, skabe usikkerhed for boligejerne og betyde en risiko for, at folk må gå fra hus og hjem. Som boligejer bliver man ramt ikke een, men fire gange. Man skal betale mere for sit hjem. Man skal betale mere for at varme hjemmet op. Man skal betale mere for at spare op til pension. Og man skal betale mere for at køre på arbejde og tjene de penge, der skal få det hele til at løbe rundt.

For det andet er Centrum-Demokraterne imod lovforslagene, der fordyrer persontransporten ved at sætte bilpriserne i vejret, øge afgiften på benzin og udhule befordringsfradraget. Centrum-Demokraterne er imod lovforslagene, der forringer mobiliteten på arbejdsmarkedet, forringer vilkårene for at bo i landdistrikterne og er et slag mod børnefamilier, hvor bilen er en afgørende faktor i dagligdagen.

For det tredje ønsker Centrum-Demokraterne ikke at medvirke til den straffeaktion mod pensionsopsparerne, som regeringen lægger op til. Der er mange måder at få folk til at spare op på i stedet for at forbruge. Men der er ingen tvivl om, at regeringen har valgt straffemetoden frem for belønningsmetoden. Centrum-Demokraterne er imod, at udspillet fjerner incitamentet til at spare op på kapitalpension blandt andet ved, at man ikke længere kan trække sit pensionsindskud fra i topskatten. Centrum-Demokraterne er imod en øget beskatning af renteindtægter (positiv nettokapitalindkomst) og en stigning i realrenteafgiften.

For det fjerde er Centrum-Demokraterne imod den foreslåede model for skattelettelser til lavtlønnede. Denne del af skatteomlægningen har intet at gøre med ønsket om at dæmpe forbruget, men er ren omfordeling. Centrum-Demokraterne foretrækker et jobfradrag, der også giver skattelettelser til de lavtlønnede, men som først og fremmest er begrundet i, at der skal skabes nye job. Effekten af jobfradraget er samtidig, at det bedre kan betale sig at gå på arbejde for lavtlønnede frem for at være passiv på en overførselsindkomst. Regeringens skattelettelser skaber ikke nye job og ændrer ikke tilstrækkeligt incitamentet til at gå i arbejde for dem med de laveste indkomster. Der er tale om skattelettelser for skattelettelsernes skyld. I hvert fald sammenlignet med et målrettet jobfradrag, som vismændene blandt mange andre har bakket op. Centrum-Demokraterne afviser endvidere, at det skrå skatteloft forhøjes. Det er en tilbagevenden til højere marginalskatter med de kendte negative effekter for arbejdstilskyndelsen til følge.

For det femte er Centrum-Demokraterne imod en sammenlægning af arbejdsmarkedsfondene. Dermed fjernes sammenhængen mellem satserne på arbejdsmarkedsbidraget og ledighedsgraden. Centrum-Demokraterne ser lovforslaget herom som et brud på det løfte, der blev givet til befolkningen ved arbejdsmarkedsbidragets indførelse, om, at lavere arbejdsløshed skulle medføre lavere arbejdsmarkedsbidrag.

For det sjette er Centrum-Demokraterne imod at gøre den midlertidige pensionsopsparing til ATP på 1 procent permanent. Centrum-Demokraterne kan heller ikke støtte, at størrelsen på udbetalingen bliver ens for alle, uanset hvor meget man har indbetalt. Dermed omdannes den midlertidige pensionsopsparing til ATP til en decideret skat, og det bliver meningsløst og misvisende at kalde opkrævningen for opsparing.

For det syvende mener Centrum-Demokraterne, at det er urimeligt at gennemføre stramningerne for erhvervslivet, tilmed uden at nedsætte selskabsskatten som planlagt. Det er en forfejlet politik at pålægge det danske erhvervsliv nye byrder i en situation, hvor det er betalingsbalancen, der skranter, og der netop derfor burde føres erhvervsfremmende politik. En forbedring af konkurrenceevnen ville have medført en forbedring af betalingsbalancen, og regeringen kunne på den måde have undgået de kraftige forværringer for bolig- og bilejerne.

Omkring de ændrede regler for succession er det Centrum-Demokraternes opfattelse, at det ville have været formålstjenligt og klædeligt for regeringen at afvente færdiggørelsen af generationsskifteudvalgets arbejde. Lovændringen ville på den måde være sikret en grundig behandling.

Centrum-Demokraterne betragter pinsepakken som en venstredrejning af dansk politik, der fjerner regeringen fra midterkursen, som er afgørende for tryghed og stabilitet i det danske samfund.

Et femte mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Holger Graversen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Karen J. Klint (S) Erling Christensen (S) Klaus Hækkerup (S) nfmd . Villy Søvndal (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) fmd . Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Thorkild B. Fransgaard (FP)

Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTL 118

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om fordeling mellem staten, kommunerne og amtskommunerne af skattenedslaget som følge af personskattelovens skatteloft (Tilpasning til ændringer i det skrå skatteloft)

Nr L 118 1997-98. 2. samling

Afgivet af Kommunaludvalget

Afgivet: 19980623