1997 BTL 73 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BYFORNYELSE (HELHEDSORIENTERET BYFORNYELSE OG AFTALT BOLIGFORBEDRING) NR L 73 1997-98. 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til bolig- og byministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Ejendomsforeningen Danmark.
Der er af bolig- og byministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af bolig- og byministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for mindretallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) ser gerne, at først til mølle-princippet ikke tillades som administrationsprincip i forbindelse med byfornyelsesmidler. Lovforslaget er begrundet med de uheldige oplevelser, man tidligere har haft på grund af anvendelsen af dette administrationsprincip i forbindelse med tildeling af midler i situationer med mange ansøgere og knappe midler. Lovforslaget indebærer en decentralisering af byfornyelsen, så kommunerne fremover får en central rolle. Mindretallet finder det overordentlig vigtigt, at lignende situationer undgås i fremtiden, og lægger derfor vægt på, at kommunerne ikke kan anvende dette administrationsprincip i forbindelse med deres prioritering af anvendelsen af midlerne til aftalt boligforbedring.
Æ n d r i n g s f o r s l a g
Til § 1
Af bolig- og byministeren, tiltrådt af udvalget
1) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 94 ændres i stk. 2 »15. marts« til: »15. maj«.
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (CD og EL)
2) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 94 ændres i stk. 4, 2. pkt., », den« til: »og den«, og ordene »samt ud fra det tidspunkt, ansøgningerne er modtaget i kommunen« udgår.
3) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 94, stk. 4, indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum
»Det tidspunkt, ansøgningerne er modtaget i kommunen, kan ikke fastsættes som kriterium.«
Af bolig- og byministeren, tiltrådt af udvalget
4) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 94 indsættes i stk. 5, 2. pkt., efter finansår: », og at reservations- eller tilsagnsmidler, som falder bort i et efterfølgende finansår, tilgår kommunens investeringsramme for det pågældende finansår«.
5) Nr. 5 affattes således
»5. I § 107, stk. 2, og i § 119, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer
»Ansøgningen kan tidligst indsendes efter kommunens bekendtgørelse af kriterier, jf. § 94, stk. 4, 4. pkt., for det år, reservationen ønskes. Ansøgningen skal indsendes inden den 1. maj i det år, reservationen ønskes.«»
6) Nr. 6 affattes således
»6. I § 108, stk. 1, og i § 120, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer
»Ansøgningen kan tidligst indsendes efter kommunens bekendtgørelse af kriterier, jf. § 94, stk. 4, 4. pkt., for det år, tilsagnet ønskes. Hvis der ikke forinden er meddelt reservation, skal ansøgningen om tilsagn indsendes inden den 1. maj i det år, tilsagnet ønskes.«»
Til § 2
7) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke
»Stk. 5. Ansøgninger efter kapitel 5 i lov om byfornyelse, som ændret ved denne lov, kan tidligst indsendes efter den 1. januar 1999.«
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1
Ændringsforslaget om en ændret frist er en følge af ændringsforslag nr. 5 og 6, hvorved ansøgningsfristen for ansøgerne foreslås ændret fra 1. marts til 1. maj. Den derpå følgende frist pr. 15. marts for kommunens ansøgning om at få del i investeringsrammen foreslås tilsvarende ændret til 15. maj. Med den foreslåede udskydelse må det forventes, at en større del af arbejderne vil blive gennemført som vinterbyggeri.
Til nr. 2 og 3
Ændringsforslagene indebærer, at kommunerne ikke kan fastsætte et først til mølle-princip, som kriterium for uddeling af midler til aftalt boligforbedring. Først til mølle-princippet indebærer en tilfældig fordeling, og midlerne bliver derfor ikke nødvendigvis kanaliseret derhen, hvor behovet er størst i forhold til typer af væsentlige problemer i forskellige byområder. Da midlerne til aftalt boligforbedring skulle uddeles i 1998, skabte først til mølle-princippet store vanskeligheder på grund af kombinationen af den usædvanligt store interesse for at få del i de afsatte midler og de væsentligt færre midler, der var afsat til den aftalte boligforbedring i 1998.
Til nr. 4
Lovforslaget sikrer, at uudnyttet investeringsramme ved udgangen af et finansår efter regler fastsat af bolig- og byministeren kan overføres til den pågældende kommunes investeringsramme for det følgende finansår. Tilsvarende foreslås, at reservationer eller tilsagn, der helt eller delvis falder bort i et efterfølgende år, tilsvarende kan overføres til det pågældende finansår.
Til nr. 5 og 6
Det er i flere af høringssvarene over lovforslaget blevet anført, at ejere og lejere kan have behov for at have længere tid til at vurdere, hvilke arbejder der skal gennemføres, inden der skal indsendes ansøgning.
Da det findes rimeligt at give ansøgerne mere tid til at overveje situationen, foreslås det derfor at ændre ansøgningsfristen for indsendelse af ansøgning om reservation eller tilsagn om tilskud fra 1. marts til 1. maj.
Samtidig foreslås, at ansøgninger ikke skal kunne indsendes, før kommunen har foretaget sin årlige bekendtgørelse af kriterierne for prioriteringen blandt ansøgningerne, hvilket skal ske senest 15. januar. Ansøgninger skal således ikke som nævnt i bemærkningerne kunne indsendes løbende gennem året, men kun i perioden fra kommunens bekendtgørelse af kriterier, senest 15. januar, og til ansøgningsfristen 1. maj.
Dette forslag er begrundet i, at hvis ansøgninger kunne indsendes efteråret før, vil man på det tidspunkt hverken kende rammen på finansloven eller kommunens kriterier for prioritering. Der ville derfor være risiko for mange ansøgninger vedrørende projekter, der ikke kan få støtte. Efter kommunens bekendtgørelse vil ansøgninger kunne udarbejdes mere seriøst og tilpasset efter kommunens kriterier.
Til nr. 7
Det er hensigten at ophæve den eksisterende venteliste pr. udgangen af 1998. Det ville være administrativt hensigtsmæssigt, at den tidligere og den nye ordning ikke kommer til at eksistere parallelt ved siden af hinanden i en periode. Derfor foreslås, at ansøgninger efter de nye regler først skal kunne indsendes til kommunen efter den 1. januar 1999. Dette stemmer også med, at ansøgningerne vedrører bevillingen på finanslov 1999.
Lone Møller (S) Ole Hækkerup (S) Lissa Mathiasen (S) nfmd . Rene Skau Johansen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Pernille Frahm (SF) Annie Lunde Hansen (CD) Dorit Myltoft (RV) Keld Albrechtsen (EL) Kirsten Jacobsen (FP) Gyda Kongsted (V) Rikke Hvilshøj (V) Karsten Nonbo (V) Jens Heimburger (KF) Gitte Seeberg (KF) Egil Møller (DF) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) fmd.
Ingen
Nr BTL 73
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse (Helhedsorienteret byfornyelse og aftalt boligforbedring)
Nr L 73 1997-98. 2. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19980609