1997 BTL 67 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AFGIFT AF KVÆLSTOF INDEHOLDT I GØDNINGER M.M. NR L 67 1997-98. 2. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 2
Ad lovforslagets § 22: Ministeren bedes oplyse, i hvilke tilfælde »det skønnes nødvendigt« at udøve kontrollen uden retskendelse.
Svar
Den formulering, der er anvendt i lovforslagets § 22, svarer til lovgivningen i andre nyere afgiftslove, og formuleringen følger i øvrigt anbefalingen i Justitsministeriets modelbestemmelse, der er beskrevet i betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for retsplejen.
Både skatte- og afgiftsmæssigt har lovreglerne været tolket således, at det ikke er nødvendigt, at der fremskaffes en retskendelse for at foretage kontrol i en virksomhed. Hidtil har den altovervejende del af kontrolbesøgene på såvel skatte- som afgiftssiden da også været gennemført uden vanskeligheder, og det har været hovedreglen, at besøgene er afviklet i en fordragelig atmosfære.
Dette betyder, at udgående afgiftskontroller i praksis gennemføres uden retskendelse i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Endvidere kan jeg oplyse, at det af Justitsministeriets redegørelse af 17. december 1996 om bl.a. udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse fremgår, at der i tilfælde, hvor adgang til privat ejendom er hjemlet af kontrolhensyn eller som middel til at fremskaffe oplysninger, ikke bør stilles krav om retskendelse. Det skyldes, at et krav om retskendelse ikke ville tjene noget formål i disse tilfælde, hvor domstolene reelt ikke har noget at tage stilling til.
Spørgsmål nr. 4
Hvordan vurderer ministeren muligheden for at udforme en bagatelgrænse eller lignende, således at der bliver afgiftfritagelse for små landbrugsbedrifter på f.eks. under 30 hektar, som ikke er registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, hvis bedriften ingen husdyrgødning bruger og mindre kvælstof end dens afgrødevalg tilsiger, f.eks. således at disse bedrifters kvælstofkvote svarer til N-normen for vårbyg for hele det dyrkede areal eksklusive arealer med ærter og bælgsæd?
Svar
I henhold til L 67 er der afgiftsfrihed for gødning, der leveres til landbrugsbedrifter, der er registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.
Dette er simpelt og overskueligt for såvel de registrerede virksomheder som for de statslige told- og skattemyndigheder.
Bagatelgrænsen, som der peges på i spørgsmålet, er betinget af en række forhold, herunder at bedriften ikke bruger husdyrgødning og tildeler kvælstof under det niveau, som en normal kvoteberegning tilsiger.
Konstatering af, at disse betingelser er opfyldt, forudsætter, at der skal indsættes særlige regler for mindre landbrugsbedrifter, der ikke er registreret i henhold til ovennævnte lov, i L 67. Dette vil indebære yderligere administration for de registrerede virksomheder og for de statslige told- og skattemyndigheder. Der vil i realiteten skulle opbygges et regelsæt, som i store træk svarer til reglerne i forslag til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække,
Det er derfor min vurdering, at det ikke er hensigtsmæssigt at indføre en bagatelgrænse på de anførte betingelser, samt at denne i øvrigt ikke ville medføre nogen væsentlig administrativ lettelse for de berørte virksomheder.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Dansk Industri og Henkel Barnængen A/S.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) har følgende betænkningsbidrag til L 55, L 56, L 58 og L 67
Mindretallet erkender et medansvar for Vandmiljøplanen fra 1987.
Mindretallet må konstatere, at den politiske målsætning om at reducere landbrugets markbidrag med 50 pct. eller 100.000 tons kvælstof endnu ikke kan registreres med de målemetoder, som anvendes, til trods for at de anvisninger, som blev givet i 1987 og senere, stort set blev fulgt til punkt og prikke.
Mindretallet har derfor følt sig forpligtet til at tage et medansvar for den revision af Vandmiljøplanen, som resulterede i aftalen om Vandmiljøplan II.
Det er regeringens ansvar at gennemføre aftalen, og mindretallet vil ikke undlade at gøre opmærksom på, at miljømålsætningen kan respekteres og opfyldes på en for landbrugserhvervet lempeligere måde end den, regeringen har skitseret i de fire lovforslag, som skal udmønte Vandmiljøplan II.
De mange spørgsmål, som er rejst i forbindelse med forhandlingerne om Vandmiljøplan II, og udvalgsarbejdet vidner om, at det er utrolig kompliceret at forene gode politiske intentioner med de naturlove, som er en fast bestanddel af bondens hverdag.
Mindretallet vil kraftigt opfordre regeringen til at inddrage landbrugserhvervet i de praktiske udformninger af Vandmiljøplan II's regelsæt.
Et mindretal (Dansk Folkepartis, Enhedslistens og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal inden for mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) har følgende betænkningsbidrag til L 55, L 56, L 58 og L 67, samlet kaldet Vandmiljøplan II
Enhedslisten kan ikke stemme for Vandmiljøplan II, fordi den er et politisk makværk.
Ud over at målsætningen er for ringe til at kunne skabe rent vandmiljø, generer den landmændene med endnu mere detailstyring af deres driftsledelse. Det bryder landmændene sig ikke om. Derfor kan det forventes, at kreativiteten bliver rettet mod at omgå den nye spændetrøje af regler. Samtidig er aftalen helt afhængig af den enkelte landmands gode vilje, fordi der er masser af muligheder for landmændene til i gødningsregnskabet at sløre, hvis de gøder, som de altid har gjort. Alle med forstand på landbrug ved, at gødningsregnskabet er fuldstændig uegnet som kontrolinstrument, og det er der allerede kommet en stribe af ekspertudtalelser om. Hvis Venstre, Det Konservative Folkeparti, regeringen og Socialistisk Folkeparti har til hensigt, at Vandmiljøplan II skal overholdes, vil de være nødsaget til indføre et decideret gødningspoliti, hvad der også er afsat over 20 mio. kr. til årligt.
Nej til effektiv model
Havde regeringen og Socialistisk Folkeparti holdt fast i aftalen med Enhedslisten om en afgift på kvælstoftab over et vist niveau, havde der derimod været lagt op til en sund kappestrid mellem landmænd om at bruge deres faglige viden til at slippe for at betale afgift på kvælstoftab.
Det samlede kvælstoftab kan opgøres simpelt via momsregnskabet. Alt kvælstof, som indkøbes i form af foder og gødning, står opført her, for at momsen kan blive refunderet. Hvis man senere glemmer at opføre salg i sit momsregnskab, vil man ikke kunne dokumentere, at kvælstofindholdet i de solgte afgrøder og kød ikke er tabt. Derfor vil en landmænd stå i valget mellem at snyde sig selv i skat eller anføre det rigtige kvælstoftab. Hvordan landmændene vil holde på kvælstoffet, bør være deres egen sag. I praksis vil græsmarker og sædskifter være vigtige redskaber, og derved vil økologisk landbrug blive fremmet.
Plan for rent vand udskudt
Efter vedtagelsen af Vandmiljøplan II skal man igen til at vente og se, om det hjælper, selv om det er helt usandsynligt. Således er det igen udskudt 5 år at få gennemført en plan, som virker på vandmiljøet. Landmændene er igen taget som gidsler - de ved ikke, hvad de kan regne med, når de planlægger bedriftens fremtid, og store fejlinvesteringer er derfor uundgåelige.
Økologien giver rent vand
Fremme af økologisk landbrug er den eneste vej til et rent vandmiljø, efter at det med den nye vandmiljøplan er opgivet at indføre et økonomisk incitament til at holde på kvælstoffet. Når EU bestemmer, at Danmark skal finde sig i gensplejsning, vækstfremmere, pesticider og tilsætningsstoffer, er det godt med økologisk fødevareproduktion som alternativ.
Enhedslistens konkrete kritik af Vandmiljøplan II
Vandmiljøplan II er opbygget som et skrivebordsregnestykke
De enkelte poster i Vandmiljøplan II's regnestykke modarbejder hinanden: På den ene side må landmændene nu bringe mindre mængder husdyrgødning på markerne (højere udnyttelsesprocent), og på den anden side henstiller forligspartierne til, at landmændene udnytter foderet bedre, så der kommer mindre kvælstof i gødningen. Det er endvidere umuligt at kontrollere, om de fleste af posterne i skrivebordsregnestykket bliver efterlevet.
Målsætningen er blot, at EU's nitratdirektiv skal opfyldes. Det vil sige, at den nuværende grænseværdi for nitratindhold i grundvandet skal overholdes. Det betyder, at målet er højst 10 gange så meget nitrat i grundvandet, som der var i 1950'erne, inden brugen af kunstgødning blev udbredt. EU kræver, at harmonikravet reguleres ned, hvilket umiddelbart lyder positivt, men det fører til, at strukturudviklingen øges, fordi jordpriserne stiger, uden at det nedsætter kvælstofudvaskningen.
Kunstgødningsforbruget og gødningsregnskabet er de instrumenter, man vil anvende til at kontrollere, om Vandmiljøplan II indfries. Til illustration af problemstillingen med at anvende gødningsregnskabet som kontrolinstrument beregnede Danmarks Miljøundersøgelser, at landmændene i 1996 havde en udnyttelsesprocent af husdyrgødningen på 22 (dvs. at de 78 pct. er kvælstoftab), mens landmændenes egne indberetninger til Plantedirektoratet i gødningsregnskaberne viste et gennemsnit på 54 pct. i gødningsudnyttelse, jf. Vandmiljø-97, Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 4, 1997.
De våde enge er et vådeskud
Våde enge, som får nitraten i drænvandet til at fordampe som frit kvælstof, hjælper ikke på nedsivningen til grundvandet. Alligevel tæller de med i regnestykket, som primært er lavet af hensyn til, at der ikke må komme for meget nitrat i grundvandet. Det er rensningsfilosofferne, der står bag, og en økologisk bevidsthed om, at kvælstof er en ressource, er volapyk for rensningsfilosoffer.
- Det bliver også meget dyrt for staten. Det er hovedstrategien, at der skal betales årlig kompensation på seks et halvt tusinde kroner pr. hektar. Det betyder, at staten i stedet kunne have eksproprieret og sikret sig dispositionsretten over jorden for et beløb svarende til almindeligvis 5 års udbetalinger.
- Da engene primært skal findes på frivillig basis, bliver der ikke tale om de store sammenhængende områder, som naturmæssigt er mest interessante.
- Endelig er formålet med de våde enge maksimal kvælstoffjernelse, og det betyder, at engene skal stå så meget under vand som muligt, hvilket modarbejder brug til græsning. Hvis staten i stedet stillede store græsningsarealer billigt til rådighed, ville der blive økonomi i at fede de 70.000 tyrekalve op, som i dag eksporteres levende til udlandet med det formål at udløse kalvedræberpræmie, eller til opfedning som tremmekalve.
SFL-områder
Allerede i dag bliver ordningen udnyttet af færre, end der er penge til, fordi den ikke er attraktiv nok. Derfor er det usandsynligt, at målet bliver nået.
Skovrejsning
Det er alt for dyrt at betale private op til 70.000 kr. pr. ha for at rejse skov. Staten kan gøre det for det samme inkl. køb af jord.
Bedre foderudnyttelse
Bedre foderudnyttelse er ren snak, og der er ingen konkrete instrumenter endsige muligheder for at eftervise, at det sker. På grund af stramningen af harmonikravet for svin vil landmændene have direkte interesse i ikke at hæve foderudnyttelsen, fordi der så kommer mindre kvælstof i gødningen. Mængden af kvælstof i foderindkøbet er netop ikke medtaget i Vandmiljøplan II.
Stramning af harmonikravet for svin
Stramning af harmonikravet fra 1,7 til 1,4 for svin giver højere jordpriser på grund af den øgede efterspørgsel. Det vil øge strukturudviklingen. Selvfølgelig vil husdyrgødningen blive fordelt bedre og dermed mindske overgødskning med fosfor; men det vil ikke nedsætte kvælstofbelastningen, da landmændene konkret vil udskifte husdyrgødning med kunstgødning. Medmindre man mener, at kunstgødning er vejen frem for at nedsætte nitratudvaskningen, giver stramning af harmonikravet ingen nedsat kvælstofudvaskning. Der er i gennemsnit 0,9 dyreenheder pr. ha i Danmark, så det vil heller ikke sætte nogen begrænsninger på husdyrproduktionen - ikke engang på Mors. Desuden vil det resultere i, at der eksporteres flere levende grise til færdigfedning i Tyskland (i 1997 var det 850.000 smågrise samt 250.000 levende slagtesvin, som blot skulle slagtes til en lidt højere notering på et tysk slagteri) for at undgå den relativt højere gødningsmængde i forhold til indtjening, som slagtesvin giver i forhold til et sohold. Selvfølgelig er det udmærket, at man skal have mere jord, så landmanden bedre kan fodre sine dyr med hjemmedyrket foder, men det er meget problematisk, at presset på at eje jord øges.
Skærpede krav til udnyttelse af N i husdyrgødning
Dette punkt vil føre til, at husdyrgødningen tæller for en større mængde kvælstof, og derfor vil der være plads til mindre kunstgødning, før gødningsnormen nås.
Mere økologisk landbrug er ren hensigtserklæring
Den samlede vandmiljøplan fremmer ikke omstillingen til økologisk landbrug, og den foreslår udelukkende en øget målsætning uden konkrete instrumenter bag, som kan få flere til at lægge om. 10 mio. kr. til afsætning af økologiske varer er udmærket, men det ændrer på ingen måde de samlede konsekvenser af Vandmiljøplan II. Den ekstrabevilling i Vandmiljøplan II, der sørger for, at der er penge nok til at udbetale arealtilskud til fremtidens økologiske omlæggere, er udmærket; men det ændrer ikke ved, at selv en borgerlig regering vil være nødt til at finde pengene til omlægningstilskud for ikke at få skyld for bevidst at stoppe udviklingen. Afsnittet om økologi er et figenblad for at gøre det sværere at kritisere Vandmiljøplan II for at være blottet for fremme af økologisk landbrug.
Efterafgrøder
Formålet med efterafgrøder er at forhindre kvælstoffet i at forsvinde vinteren over. At sørge for, at alle bedrifter har mindst 6 pct. græsareal er udmærket, men det er reelt kun svinebønder, som ligger under med i gennemsnit 4 pct. græsarealer. Selv planteavlere ligger i gennemsnit på 6 pct. Arealet med vinterkorn er eksploderet, siden reglen med 65 pct. vintergrønne marker blev indført. Det har ført til større udvaskning af kvælstof på grund af den høje gødskningsnorm og udbringning af gødning om efteråret, og det har ført til øget sprøjtning. I stedet burde der dyrkes vårkorn med udlagt græs på de 420.000 ha, som, siden reglen om de vintergrønne marker blev indført for 10 år siden, er konverteret fra vårkorn til vinterkorn. Det ville beregnet med Miljøstyrelsens egne tal resultere i, at udvaskningen blev nedsat med 16.000 tons kvælstof.
Nedsat gødningsnorm med 10 pct.
Gødningsnormen er ikke noget instrument, som egner sig til miljøformål. På sandjorde må man gøde mere, fordi der er større udvaskning. Regner det mere, må man også gøde mere osv. Der er opstillet en utrolig bureaukratisk lovgivning, hvor hver jordbonitetsklasse har et fast udbytte for hver afgrøde, hvor landmanden skal bevise, at der før har været højere udbytte, for at få lov til at gøde efter et højere udbytte. Endelig kan landmanden jo dyrke afgrøder med høj gødningsnorm såsom vinterafgrøder i stedet for vårkorn, hvilket giver en ca. 30 pct. større gødningsnorm.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd . Mariann Fischer Boel (V) Kristian Jensen (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Kim Behnke (FP)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
To af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) finder det betænkeligt, at bedriftsindehavernes retssikkerhed ved myndighedernes kontrol i virkeligheden er mindre end i forhold til personer, der er sigtet inden for strafferetsplejen. Flertallet finder det desuden betænkeligt, at det er samme myndighed, der kontrollerer og eventuelt senere foretager anmeldelse til politiet.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Dansk Folkepartis, Enhedslistens og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd. Mariann Fischer Boel (V) Kristian Jensen (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Kim Behnke (FP)
Ingen
Nr BTL 67
Betænkning over Forslag til lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.
Nr L 67 1997-98. 2. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19980617