Legislator Case Law & Legislation
199724K00046 DK

1997 BTL 46 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKEREGISTRERING NR L 46 1997-98. 2. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1997 46 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af indenrigsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til dette. Mindretallet kan stemme for de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og bemærker i den anledning

Efter Dansk Folkepartis opfattelse vokser antallet af offentlige registre i disse år i et for stort omfang. Alene i 1997 kom der 312 nye såkaldte forskriftsregistre til, som indeholder følsomme oplysninger om borgerne. Herudover kom der 846 nye registre til, som dog ikke indeholder egentlige følsomme personoplysninger. Det betyder, at ved udgangen af 1997 er der mere end 4000 offentlige registre med følsomme oplysninger og mere end 7000 registre med ufølsomme oplysninger.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at Registertilsynet ikke er tilstrækkelig kritisk i vurderingen af, om et offentligt register skal oprettes. Offentlige registre må oprettes, hvor det er nødvendigt, snarere end hvor der er rart, og man må i tilsynet være omhyggelige og grundige i vurderingen af, om der skal gives tilladelse. Det må stå klart, at risikoen for misbrug vokser i takt med antallet af registre.

Ligeledes må man i tilsynet være kritiske over for, hvordan adgangen til registrene i det daglige forvaltes, f.eks. med hensyn til, hvem der kan »logge« sig ind i registret, og hvor mange der samtidigt kan være »logget« på, således at en eventuel misbruger kan identificeres.

Loven er efter Dansk Folkepartis opfattelse for vidtfavnende, og vi frygter for den fremtidige udvikling, hvis offentlige myndigheder med loven får endnu bedre muligheder for at foretage offentlige registreringer af borgerne.

Æ n d r i n g s f o r s l a g

Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF, SF, CD, RV og FP)

Til § 1

1) I det under nr. 1 foreslåede § 2 c, stk. 1, ændres »lov om behandling af personoplysninger« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger«.

2) Nr. 2 udgår.

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 1 og 2

Med ændringsforslag nr. 1 erstattes henvisningen til lov om behandling af personoplysninger med en henvisning til direktivet.

Med ændringsforslag nr. 2 udgår den foreslåede redaktionelle ændring, således at der ikke i folkeregistreringslovens § 3, stk. 3, 2. pkt., henvises til det i lov om behandling af personoplysninger omhandlede datatilsyn.

Ændringsforslagene muliggør, at lovforslaget kan vedtages uafhængigt af justitsministerens forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 82).

Holger Graversen (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Karen J. Klint (S) Erling Christensen (S) Klaus Hækkerup (S) nfmd. Villy Søvndal (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) fmd. Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Thorkild B. Fransgaard (FP)

Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ændringsforslag

Af Kristen Touborg (SF)

Til § 1

3) I det under nr. 1 foreslåede § 2 a, nr. 4, udgår ordene »og private«.

4) Nr. 3 udgår.

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 3 og 4

Forslag til lov om ændring af lov om folkeregistrering (L 46) skal - som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget - ses i sammenhæng med justitsministerens lovforslag om behandling af personoplysninger (L 82), der er fremsat i indeværende samling for at implementere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

L 82 ventes imidlertid ikke færdigbehandlet i indeværende samling, og indenrigsministeren har derfor stillet ændringsforslag nr. 1 og 2 i betænkningen over L 46, der muliggør, at L 46 kan vedtages uafhængigt af L 82.

Da der fra forskellig side er sat spørgsmålstegn ved den udvidede videregivelse af personnumre til private, finder forslagsstilleren imidlertid, at det vil være dybt betænkeligt, hvis Folketinget ved vedtagelsen af L 46 udbygger grundlaget for videregivelse af personnumre til private, før man har truffet den principielle beslutning herom i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget om behandling af personoplysninger.

Forslagsstilleren er opmærksom på, at der allerede i den gældende lov om folkeregistrering og i folkeregistreringsbekendtgørelsen er en vis hjemmel til videregivelse af personnummeroplysninger til private, men ønsker ikke på nuværende tidspunkt at udvide lovgrundlaget, jf. også at der i bemærkningerne til de i L 46 foreslåede § 2 a og § 3, stk. 4, henvises til artikel 6, stk. 1, litra b, og til artikel 7 i direktivet.

Betænkning over lovforslag 1997 46 Valid

Nr BTL 46

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om folkeregistrering

Nr L 46 1997-98. 2. samling

Afgivet af Kommunaludvalget

Afgivet: 19980616

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →