1997 BTL 20 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EN AKTIV ARBEJDSMARKEDSPOLITIK (FORHØJELSE AF PRÆMIEN I PRÆMIERINGSORDNINGEN FOR OFFENTLIGE ARBEJDSGIVERE) NR L 20 1997-98. 2. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil ved 3. behandling af lovforslaget stemme hverken for eller imod lovforslaget.
CD ser meget gerne bestræbelserne for at få alle i arbejde øget.
CD har dog med de resultater, der indtil nu er vist med den eksisterende ordning, ingen forventning om, at en fordobling af præmiesummen til arbejdsgiveren vil kunne løse problemet for den gruppe, forslaget sigter mod at ville hjælpe.
CD ser hellere en forstærket forebyggende indsats mod udstødelse af arbejdsmarkedet som et instrument, der vil have en mærkbar virkning.
Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Æ n d r i n g s f o r s l a g
Af et mindretal (KRF)
Til titlen
1) Undertitlen affattes således
»(Præmieringsordning for offentlige og private arbejdsgivere)».
Til § 1
2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I overskriften til kapitel 18 a indsættes efter »offentlige«: »og private«.'
3) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»02. Efter § 48 a indsættes som ny paragraf
»§ 48 b. Arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen udbetaler 50.000 kr. til private arbejdsgivere, som har haft en ledig ansat i jobtræning eller individuel jobtræning, og som i fortsættelse heraf har ansat personen i en varig stilling på overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår på fuld tid. Den ordinære ansættelse skal have haft en varighed på mindst 18 sammenhængende måneder.
Stk. 2. Personen skal have været i jobtræning eller individuel jobtræning hos den private arbejdsgiver i mindst 12 og højst 24 sammenhængende måneder efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller lov om kommunal aktivering.
Stk. 3. Arbejdsformidlingen administrerer præmieringsordningen ved ansættelse af dagpengeberettigede ledige. Kommunerne administrerer præmieringsordningen ved ansættelse af kontanthjælpsmodtagere.
Stk. 4. Arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen påser, at betingelserne for udbetaling af præmien er opfyldt, herunder at den ordinære ansættelse har haft en varighed på mindst 18 måneder, jf. stk. 1 og 2. Arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen udbetaler hele præmien, når arbejdsgiveren har dokumenteret, at betingelserne er opfyldt.
Stk. 5. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om ordningen for dagpengeberettigede ledige, herunder om administration og udbetaling af præmien.«»
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1 og 2
Er konsekvensrettelser som følge af ændringsforslaget om at yde en præmie, ikke kun til offentlige, men også til private arbejdsgivere.
Til nr. 3
Med ændringsforslaget udvides den eksisterende præmieringsordning, som kun omfatter offentlige arbejdsgivere, til at omfatte også private arbejdsgivere.
Carsten Hansen (S) Poul Erik Dyrlund (S) fmd. Bjarne Laustsen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Ole Vagn Christensen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd . Susanne Clemensen (CD) Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Ulla Tørnæs (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) Bendt Bendtsen (KF) Mogens Andreasen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 20
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (Forhøjelse af præmien i præmieringsordningen for offentlige arbejdsgivere)
Nr L 20 1997-98. 2. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19980506