Legislator Case Law & Legislation
199724K00010 DK

1997 BTL 10 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE OG LOV OM ARBEJDSMARKEDSFONDE (RENTENEDSÆTTELSE OG INDFØRELSE AF SYMMETRISK RENTEBEREGNING VED ANSÆTTELSESÆNDRINGER M.V.) NR L 10 1997-98. 2. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1997 10 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 16

Vil ministeren yde teknisk bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag til § 10, stk. 5, (samt eventuelle afledede ændringsforslag heraf), således at virkningstidspunktet for ansættelsesændringer som følge af, at erstatningspligtige sælgere i selskabstømmersager får nedsat skatteansættelsen i forbindelse med erstatningsbetalingen, ændres fra lovforslagets fremsættelsestids- punkt den 26. marts 1998 til den 1. juli 1998, og således at de hidtil gældende generelle regler om forrentning ved nedsættelse af skatteansættelser gælder for sælgere, der betaler erstatning inden den 1. juli 1998?

Svar

Den ønskede ændring kan opnås ved følgende ændring af lovforslaget

1. I § 10, stk. 5, 2. pkt., ændres »26. marts 1998« til: »1. juli 1998«.

Det bemærkes, at ændringsforslaget kun udskyder virkningstidspunktet for de renteberegningsregler, der gælder ved nedsættelse af skatteansættelsen som følge af erstatningsbetalingen. Der ændres ikke ved virkningstidspunktet for de foreslåede regler om genopkrævning af tidligere modtagne renter, hvis en sælger får forhøjet skatteansættelsen, fordi der opnås regres mod rådgivere m.v. eller erstatningsbeløbet på anden måde nedsættes.

Jeg vil gerne understrege, at jeg tager kraftig afstand fra en ændring af ikrafttrædelsen. Ændringen vil betyde, at sælgerne kan udnytte de helt urimelige konsekvenser af samspillet mellem de skatteretlige og obligationsretlige regler om forrentning frem til 1. juli 1998.

Ændringen vil være til gavn for de sælgere, der bevidst har udskudt erstatningsbetalingen, fordi det samlede nettobeløb, der skal betales som følge af erstatningen, hver måned bliver mindre som følge af, at forrentningen af det nedsatte skattebeløb overstiger forrentningen af erstatningsbeløbet. Disse sælgere bliver med ændringsforslaget begunstiget i forhold til de sælgere, der har indbetalt erstatningsbeløbet hurtigt og ikke udnyttet de gældende regler.

Jeg finder det grotesk, at staten ved at opretholde disse urimelige regler skal betale sælgere for at indbetale erstatningsbeløb - til gavn for sælgerne selv og rådgivere, banker m.v. i det omfang, der gennemføres regressager.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) AnnaMarie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd . Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming KofodSvendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Kim Behnke (FP)

Ændringsforslag

Af skatteministeren

Til § 1

1) I nr. 19 indsættes efter den foreslåede § 62 F

»§ 62 G. Hvis en skattepligtig får nedsat sin ansættelse af almindelig indkomstskat og den skattepligtiges ansættelse af særlig indkomstskat forhøjes i sammenhæng hermed, beregnes kun rente efter § 62 A, stk. 3 og 4, og § 62 E af det beløb, hvormed det nedsatte skattebeløb med tillæg efter § 61, stk. 2, eller procentgodtgørelse efter § 62, stk. 2, overstiger det beløb, som den skattepligtiges særlige indkomstskat forhøjes med. Hvis en skattepligtig får nedsat sin ansættelse af særlig indkomstskat og den skattepligtiges ansættelse af almindelig indkomstskat forhøjes i sammenhæng hermed, beregnes kun rente af det beløb, hvormed den nedsatte særlige indkomstskat overstiger det beløb, som den skattepligtige efter § 62 A, stk. 1 og 2, skal betale som følge af forhøjelsen af den almindelige indkomstskat.«

Til § 10

2) I stk. 5 indsættes som 3. pkt.

»Kildeskattelovens § 62 G har virkning for ansættelsesændringer, der foretages den 7. maj 1998 eller senere.«

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 1 og 2

Ændringsforslaget indebærer, at der i de tilfælde, hvor en skattepligtig får nedsat sin almindelige indkomstskat og i sammenhæng hermed får forhøjet sin særlige indkomstskat, kun skal beregnes rente af det beløb, som nedsættelsen overstiger forhøjelsen med. Tilsvarende foreslås i den situation, hvor den særlige indkomstskat nedsættes og den almindelige indkomstskat forhøjes. Hvis forhøjelsen af den ene skatteart overstiger nedsættelsen af den anden skatteart, beregnes ingen rente.

Efter gældende regler beregnes rente af hele det nedsatte skattebeløb, uanset at en anden skatteart forhøjes samtidig.

Dermed eksisterer en assymmetri i renteberegningen mellem særlig indkomst og almindelig indkomst. Det kan illustreres ved følgende forenklede eksempel

En ansættelsesændring vedrørende indkomståret 1992 foretages den 1. juni 1998 som følge af, at fortjeneste ved afståelse af aktier skal beskattes som særlig indkomst i stedet for almindelig indkomst.

Ændringen medfører en nedsættelse af almindelig indkomstskat med 5.000.000 kr. I sammenhæng hermed forhøjes den særlige indkomstskat med 4.800.000 kr.

Nedsat almindelig indkomstskat 5.000.000 kr. + rentegodtgørelse heraf 57 pct. (1 pct. pr. md. fra 1. okt. 1993) 2.850.000 kr. - forhøjet særlig indkomstskat 4.800.000 kr. --------------------------------------------- Til udbetaling til den skattepligtige 3.050.000 kr. ---------------------------------------------

Der beregnes ikke rente af den forhøjede særlige indkomstskat. Det betyder, at den skattepligtige får udbetalt 2.850.000 kr. i rente, fordi vedkommende har betalt 200.000 kr. for meget i skat.

Hvis forhøjelsen af den særlige indkomstskat i stedet havde været 5.200.000 kr. og den skattepligtige samlet havde betalt 200.000 kr. for lidt i skat, ville vedkommende alligevel få beregnet en rentegodtgørelse på 2.850.000 kr. og dermed netto få udbetalt 2.650.000 kr.

Ændringsforslaget indebærer, at der kun beregnes rente af det beløb, som nedsættelsen af almindelig indkomstskat overstiger forhøjelsen af særlig indkomstskat. I ovenstående eksempel indebærer det, at rentegodtgørelsen beregnes til 57 pct. af 200.000 kr., dvs. 114.000 kr.

Hvis forhøjelsen overstiger nedsættelsen, skal den skattepligtige som hidtil ikke betale rente, men vedkommende vil heller ikke modtage nogen rentegodtgørelse.

Ændringsforslaget bygger i princippet på de samme hensyn, som ligger bag de særlige renteregler i selskabstømmersagerne, nemlig at der foretages modregning af de to modsatrettede krav, inden renten beregnes. Det er kun i tilfælde, hvor forhøjelsen og nedsættelsen har baggrund i samme forhold, at ændringsforslagets bestemmelse finder anvendelse.

Ændringsforslaget vil have betydning i nogle selskabstømmersager, men vil også omfatte andre tilfælde, hvor almindelig indkomst ændres til særlig indkomst eller omvendt.

Der foreligger ingen oplysninger om, hvor mange skattepligtige der får ændret særlig indkomstskat i sammenhæng med en ændring af den almindelige indkomstskat, men antallet vil være aftagende, eftersom særlig indkomstskat sidste gang blev opkrævet for indkomståret 1995. Ændringsforslaget har derfor udelukkende betydning ved ansættelsesændringer vedrørende indkomståret 1995 og tidligere indkomstår og kun, hvor der i sammenhæng med en nedsættelse af almindelig indkomstskat sker en forhøjelse af særlig indkomstskat eller omvendt.

Siden 1. januar 1998 er der foretaget i alt 612 ændringer af særlig indkomstskat vedrørende indkomstårene 1994 og 1995. Det tilsvarende antal ændringer i 1. halvår af 1997 udgjorde 3.758.

Der må således i endnu en række år forventes et ikke ubetydeligt antal ansættelsesændringer, der potentielt kan blive omfattet af de eksisterende meget gunstige renteregler vedrørende særlig indkomstskat. Ændringsforslaget vil nedbringe rentetilskrivningen i de pågældende sager til et mere rimeligt niveau.

I de tilfælde, der omfattes af ændringsforslaget, skal der foretages en manuel renteberegning af den myndighed, der foretager ansættelsesændringen. Ændringsforslaget medfører ikke en øget belastning af Told og Skats edbsystemer. De systemmæssige ændringer, der kræves for at beregningssystemets automatiske renteberegning kan erstattes med en manuel beregnet rente, skal i forvejen foretages af hensyn til lovforslagets særlige renteregler i forbindelse med erstatningsbetaling i selskabstømmersagerne.

Forslaget foreslås tillagt virkning for ansættelsesændringer, der foretages den 7. maj 1998 eller senere.

Betænkning over lovforslag 1997 10 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af skatteministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra Erhvervenes Skattesekretariat og Nebelong & Partnere.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets og Kristelig Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af mindretallet stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren og af et mindretal stillede ændringsforslag.

En del af mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) ønsker lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling med henblik på at få undersøgt mulighederne for en yderligere begrænsning af rabatten for selskabstømmerne.

Æ n d r i n g s f o r s l a g

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 1

1) Nr. 6 affattes således

»6. § 61, stk. 5, 1. pkt., affattes således

»Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senere end den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 10.000 kr. med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2 og renter efter § 62 A, stk. 1, 3. pkt., til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58.«»

2) Nr. 7 affattes således

»7. I § 61, stk. 6, 1. pkt., ændres »med tillæg efter stk. 2, 1. pkt.,» til: »med tillæg efter stk. 2 og renter efter § 62 A, stk. 1, 3. pkt.,».«

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (EL)

3) Nr. 12 affattes således

»12. I § 62 A, stk. 1, indsættes som 3. og 4. pkt.

»Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med tillæg efter § 61, stk. 2, forrentes med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned fra den 1. oktober i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen. Rente vedrørende perioden indtil 1. juli 1998 beregnes dog med 1 pct. pr. påbegyndt måned.«»

4) Nr. 14 affattes således

»14. I § 62 A, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.

»Det samlede beløb efter 1. pkt. forrentes med 0,6 pct. pr. påbegyndt måned fra den 1. oktober i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen. Rente vedrørende perioden indtil 1. juli 1998 beregnes dog med 1 pct. pr. påbegyndt måned.«»

Til § 2

5) I det under nr. 7 foreslåede § 30, stk. 2, indsættes efter 3. pkt.

»Rente vedrørende perioden indtil 1. juli 1998 beregnes dog med 1 pct. pr. påbegyndt måned.«

Til § 10

6) Stk. 2 og 3 affattes således

»Stk. 2. § 1, nr. 1, 12-16 og 18, og § 2, nr. 7, 8 og 10-14, har virkning for ansættelsesændringer, der foretages den 30. april 1998 eller senere, jf. dog 2. og 3. pkt. Rentesatsen i kildeskattelovens § 62 A, stk. 3, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, har virkning for renter, der påløber fra og med den 1. juli 1998. Rentesatsen i selskabsskattelovens § 30, stk. 4, der bliver stk. 5, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 11, har virkning for renter, der påløber fra og med den 1. november 1998.

Stk. 3. § 1, nr. 2-9, 11 og 17, § 2, nr. 2, § 3, nr. 3, og § 8, nr. 1, har virkning for restskat, overskydende skat og foreløbig kulbrinteskat vedrørende indkomståret 1998 og efterfølgende indkomstår.«

B e m æ r k n i n g e r

Til nr. 1 og 2

Kildeskattelovens § 61, stk. 5 og 6, vedrører opkrævning af restskat i de tilfælde, hvor den skattepligtiges årsopgørelse udskrives senere end 1. oktober i året efter indkomståret. Den del af restskatten inkl. eventuelle skyldige morarenter efter § 63, stk. 1, der ligger under indregningsgrænsen, opkræves - med procenttillæg til denne del af restskatten - på samme måde som Bskat, dvs. i op til ti rater i det følgende år. Den del af restskatten inkl. eventuelle skyldige morarenter efter § 63, stk. 1, der overstiger indregningsgrænsen, opkræves - med procenttillæg til denne del af restskatten - i tre rater i de følgende tre måneder.

Med lovforslaget indføres en forrentning i de tilfælde, hvor en ændret årsopgørelse medfører, at der fremkommer restskat eller yderligere restskat, jf. lovforslagets § 1, nr. 12. Med ændringsforslaget præciseres, at disse renter tilsvarende opkræves efter § 61, stk. 5 og 6. Renterne behandles ligesom procenttillæg efter § 61, stk. 2, og lægges således ikke til restskatten ved opgørelsen af, hvor stor en del af restskatten der ligger under indregningsgrænsen.

Til nr. 3-6

Ændringsforslagene indbærer, at de foreslåede regler om symmetrisk renteberegning tillægges virkning for ansættelsesændringer, der foretages den 30. april 1998 (tidspunktet for ændringsforslagenes fremsættelse) eller senere, i modsætning til lovforslagets foreslåede ikrafttræden for skatter vedrørende indkomståret 1998 og senere indkomstår.

Merprovenu ved forrentning af ansættelsesændringer for tidligere indkomstår .

--------------------------------------------------------------------- Ca. mio. kr., 1998-niveau. Finansår 1998 1999 2000 2001 --------------------------------------------------------------------- Personer 275 270 160 85 --------------------------------------------------------------------- Selskaber 165 175 120 60 --------------------------------------------------------------------- I alt 440 445 280 145 ---------------------------------------------------------------------

Per Kaalund (S) Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Erik Mortensen (S) AnnaMarie Hansen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd . Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V) Flemming KofodSvendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Kim Behnke (FP)

Betænkning over lovforslag 1997 10 Valid

Nr BTL 10

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og lov om arbejdsmarkedsfonde (Rentenedsættelse og indførelse af symmetrisk renteberegning ved ansættelsesændringer m.v.)

Nr L 10 1997-98. 2. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19980430

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →