1997 LSF 69 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL SERVICE OG LOV OM RETSSIKKERHED OG ADMINISTRATION PÅ DET SOCIALE OMRÅDE (KLAGEADGANG FOR MODTAGERE AF HJEMMEHJÆLP M.V.)
Statutory Text (5 Articles)
§ 1
I lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, som senest ændret ved lov nr. 1110 af 29. december 1997, foretages følgende ændring
1. § 75, stk. 3, ophæves.
§ 2
I lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område, som ændret ved § 28 i lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages følgende ændringer
1. § 34, stk. 1, affattes således
»Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der følger udviklingen på området vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.«
2. I § 34, stk. 2, udgår »klager og«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget svarer til de ændringsforslag, Enhedslisten stillede i forbindelse med Folketingets behandling af de nye sociallove, jf. lovforslag nr. L 228, folketingsåret 199697, jf. Folketingets forhandlinger side 6072 og tillæg A side 4855 og 4904, lovforslag nr. L 229, folketingsåret 199697, jf. Folketingets forhandlinger side 6072 og tillæg A side 4906 og 5008 og lovforslag nr. L 230, folketingsåret 199697, jf. Folketingets forhandlinger side 6072 og tillæg A side 5009 og 5082.
Efter lovforslaget vil der fremover gælde ens klageregler for alle borgere, der modtager hjælp i henhold til kapitel 14 i lov om social service.
Borgerne har ingen reel retssikkerhed i forbindelse med tildeling af hjemmehjælp. Det er op til den enkelte kommune at fastlægge serviceniveauet på området. Det er derfor rimeligt, at borgerne får mulighed for at efterprøve kommunens afgørelse.
Ved vedtagelse af lov om social service fik borgere under 67 år adgang til at klage til det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Borgere over 67 år fik ikke samme mulighed. De må klage til klagerådet, jf. lovens § 34, stk. 1, nr. 1. Klagerådet kan ikke som det sociale nævn omgøre kommunens afgørelse om hjemmehjælp. Lovforslaget fjerner den aldersdiskrimination, som den nuværende lovgivning er udtryk for.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Ændringen bevirker, at alle, der modtager hjælp efter kapitel 14 i lov om social service, får fuld klageadgang.
Til § 2
Ændringen er en konsekvens af, at borgere over 67 år får fuld klageadgang. Klagerådene skal derfor ikke beskæftige sig med enkeltsager.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Skriftlig fremsættelse
Jette Gottlieb (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Klageadgang for modtagere af hjemmehjælp m.v.).
(Lovforslag nr. L 69).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Ingen
Nr LSF 69
Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Klageadgang for modtagere af hjemmehjælp m.v.)
Fremsat af Jette Gottlieb (EL) Søren Søndergaard (EL)
den 21. april 1998