1997 LSF 9 FORSLAG TIL LOV OM FØDEVARER M.M. (FØDEVARELOVEN)(* 1)

Kapitel 1

Formål og område

Kapitel 1

Formål og område

Kapitel 1

Formål og område

§ 1. Lovens formål er at sikre forbrugerne sunde fødevarer af høj kvalitet, at beskytte forbrugerne mod vildledning i forbindelse med markedsføring af fødevarer m.m., at fremme sunde kostvaner og derigennem medvirke til at sikre fødevareproducenter og -handlende rimelige og ensartede vilkår og at fremme dansk eksport af fødevarer.

§ 1. Lovens formål er at sikre forbrugerne sunde fødevarer af høj kvalitet, at beskytte forbrugerne mod vildledning i forbindelse med markedsføring af fødevarer m. m., at fremme sunde kostvaner, og derigennem medvirke til at sikre fødevareproducenter og -handlende rimelige og ensartede vilkår og at fremme dansk eksport af fødevarer.

§ 1. Lovens formål er at sikre forbrugerne sunde fødevarer af høj kvalitet, at beskytte forbrugerne mod vildledning i forbindelse med markedsføring af fødevarer m.m., at fremme sunde kostvaner og derigennem medvirke til at sikre fødevareproducenter og -handlende rimelige og ensartede vilkår og at fremme dansk eksport af fødevarer.

Kapitel 2

Fødevaresikkerhed

Kapitel 2

Fødevaresikkerhed

Kapitel 2

Fødevaresikkerhed

§ 2. Loven omfatter

1) Fødevaresikkerhed og -sammensætning, jf. kapitel 2, 3 og 5.

2) Markedsføring og mærkning af fødevarer, jf. kapitel 4 og 6.

3) Primærproduktion af fødevarer, jf. kapitel 7.

4) Indretning og drift af virksomheder, jf. kapitel 8 og 9.

5) Kost og ernæring, jf. kapitel 14.

6) Myndigheder og kontrol, jf. kapitel 11, 12 og 15.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på fremstilling af fødevarer i private husholdninger.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på drikkevand, tobak, produkter, som anvendes til afvænning af tobaks- eller alkoholafhængighed, kosmetik, lægemidler eller på varer, der direkte eller indirekte sælges med lægemiddelformål.

§ 2. Loven omfatter

1) Fødevaresikkerhed og -sammensætning, jf. kapitel 2, 3 og 5.

2) Markedsføring og mærkning af fødevarer, jf. kapitel 4 og 6.

3) Primærproduktion af fødevarer, jf. kapitel 7.

4) Indretning og drift af virksomheder, jf. kapitel 8 og 9.

5) Kost og ernæring, jf. kapitel 14.

6) Myndigheder og kontrol, jf. kapitel 11, 12 og 15.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på fremstilling af fødevarer i private husholdninger.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på drikkevand, tobak, produkter, som anvendes til afvænning af tobaks- eller alkoholafhængighed, kosmetik, lægemidler eller på varer, der direkte eller indirekte sælges med lægemiddelformål.

§ 2. Loven omfatter

1) Fødevaresikkerhed og -sammensætning, jf. kapitel 2, 3 og 5.

2) Markedsføring og mærkning af fødevarer, jf. kapitel 4 og 6.

3) Primærproduktion af fødevarer, jf. kapitel 7.

4) Indretning og drift af virksomheder, jf. kapitel 8 og 9.

5) Kost og ernæring, jf. kapitel 14.

6) Myndigheder og kontrol, jf. kapitel 11, 12 og 15.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på fremstilling af fødevarer i private husholdninger.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på drikkevand, tobak, produkter, som anvendes til afvænning af tobaks- eller alkoholafhængighed, kosmetik, lægemidler eller på varer, der direkte eller indirekte sælges med lægemiddelformål.

Kapitel 3

Fødevarernes sammensætning

Kapitel 3

Fødevarernes sammensætning

Kapitel 3

Fødevarernes sammensætning

§ 3. Ved fødevarer forstås i denne lov madvarer, drikkevarer, nydelsesmidler og andre varer, der er bestemt til eller må antages at skulle fortæres af mennesker.

§ 3. Ved fødevarer forstås i denne lov madvarer, drikkevarer, nydelsesmidler og andre varer, der er bestemt til eller må antages at skulle fortæres af mennesker.

§ 3. Ved fødevarer forstås i denne lov madvarer, drikkevarer, nydelsesmidler og andre varer, der er bestemt til eller må antages at skulle fortæres af mennesker.

Kapitel 4

Markedsføring og mærkning af fødevarer

Kapitel 4

Markedsføring og mærkning af fødevarer

Kapitel 4 kan betegnes som markedsføringskapitlet. Reglerne i kapitlet har det fælles formål at give forbrugerne korrekte og klare oplysninger om de varer, der udbydes til salg, og at sikre forbrugerne mod vildledning, således at der er mulighed for den enkelte til at foretage et reelt valg. Kapitlet skal ligeledes ses som udtryk for et ønske om at sikre producenter og handlende ensartede og hæderlige vilkår i handelen med fødevarer.

Interessen for en fyldestgørende mærkning af fødevarerne er vokset i takt med fødevareindustriens udvikling. Det øgede udbud hen i mod stadig mere forarbejdede og sammensatte fødevarer samt flere fødevarer, som har undergået mindre kendte behandlinger, og som indeholder mindre kendte ingredienser, har gjort, at behovet for oplysninger om varerne er vokset. Denne udvikling har bevirket, at forbrugerne efterspørger stadig flere oplysninger om fødevarernes sammensætning og behandling.

Det Europæiske Fællesskab har i direktiv nr. 79/112/EØF om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt reklame for sådanne levnedsmidler, det såkaldte mærkningsdirektiv, fastsat regler for vildledning, sundhedsanprisning og mærkning af fødevarer. Direktivet omfatter såvel færdigpakkede fødevarer som varer, der uemballeret sælges til forbrugerne.

Direktivet åbner mulighed for medlemsstaterne til at bestemme, at fødevarer, som uemballeret sælges til forbrugerne, ikke skal omfattes af direktivets mærkningskrav, jf. bemærkningerne til § 22, stk. 1, når blot forbrugeroplysningen tilgodeses. Denne mulighed er udnyttet i Danmark, idet de generelle mærkningsregler kun gælder for færdigpakkede fødevarer.

Inden for det område, som mærkningsdirektivet dækker, kan der ikke nationalt fastsættes andre eller mere detaillerede krav til mærkning.

Ud over mærkningsdirektivet findes der supplerende mærkningskrav til en lang række fødevaregrupper i forskellige direktiver og forordninger, herunder til kød, fjerkræ, mælkeprodukter og modermælkserstatninger.

Nogle få fødevarer er ikke omfattet af de generelle regler i mærkningsdirektivet. Det drejer sig om f.eks. vin, sukker, honning og chokolade.

EU's mærkningsregler er gennemført i en række bekendtgørelser i dansk ret.

Til § 19

Bestemmelsen samler og viderefører reglerne i levnedsmiddellovens § 23, stk.1, kødlovens § 17, æglovens § 7, mælkelovens § 13 og fiskekvalitetslovens § 5, stk. 1.

Bestemmelsen sigter mod at opfylde et af lovforslagets hovedformål, at beskytte forbrugerne mod vildledende markedsføring af fødevarer.

Bestemmelsen har karakter af generalklausul. Heri ligger bl.a., at det ikke er udelukket, at der kan foreligge vildledning, selv om salget har fundet sted under iagttagelse af reglerne i andre dele af lovgivningen, f.eks. mærkningsreglerne. Som eksempel kan nævnes, at fødevarer efter mærkningsreglerne skal være mærket med oprindelse, hvis det er nødvendigt for ikke at vildlede forbrugerne. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor der uanset en mærkning med oprindelsessted er tale om vildledning, idet det samlede indtryk af mærkningen er vildledende. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis varebetegnelsen indeholder navnet på en udenlandsk geografisk lokalitet, og der er anvendt udenlandske flag og kendetegn. Det skal i den forbindelse bemærkes, at anvendelse af et geografisk navn i en varebetegnelse som udgangspunkt forudsætter, at fødevaren stammer fra det pågældende sted, eksempelvis skal Samsø-kartofler stamme fra Samsø. Kun i de tilfælde, hvor et geografisk navn er blevet den almindeligt anvendte betegnelse for en bestemt type af fødevarer, f.eks. camembert-ost, eller på anden måde i almenhedens forståelse har mistet sin tilknytning til det geografiske sted, vil en sådan mærkning ikke være vildledende.

Efter bestemmelsen er det afgørende, om markedsføringen er egnet til at vildlede forbrugeren. Der er ikke et krav om, at der i den konkrete situation faktisk er sket en vildledning, idet det er de samlede omstændigheder i forbindelse med salget af varen, der er afgørende. Det kan ikke udelukkes, at en enkelt omstændighed i forbindelse med salget, som isoleret betragtet kan synes vildledende, mister denne karakter, når den vurderes i sammenhæng med de øvrige omstændigheder ved salget. Modsat kan det også forekomme, at det samlede indtryk af mærkningen og markedsføringen er vildledende, selv om der for så vidt ikke er noget at udsætte på de enkelte elementer.

Anprisninger på fremmedsprog skal i almindelighed vurderes på samme måde som anprisninger på dansk. Sådanne anprisninger er således lovlige, hvis de efter deres indhold er lovlige på dansk, ligesom de kan udløse de samme retsvirkninger som en tilsvarende anprisning på dansk. Således vil en ernæringsmæssig anprisning som »no sugar« på en færdigpakket fødevare f.eks. udløse krav om næringsdeklaration.

Vildledningsbestemmelsen gælder både for færdigpakkede fødevarer og for varer, som sælges uemballerede til forbrugeren.

Subjektive anprisninger som f.eks. »mere smag«, »bedre smag« eller generelle anprisninger som f.eks. »byens bedste«, »Danmarks dejligste« er i almindelighed ikke omfattet af lovforslagets anvendelsesområde. Markedsføringsloven vil efter omstændighederne være anvendelig.

Til stk. 2 og 3.

Bestemmelsen fastsætter, at det er forbudt at anprise forhold, som gælder for alle tilsvarende produkter, uanset at anprisningen isoleret set er sand. Begrundelsen er, at en sådan anprisning kan fremkalde en formodning hos forbrugeren om, at konkurrentens produkter ikke har de samme egenskaber.

Bestemmelsen vil endvidere være af betydning ved varestandarder, der forbeholder en bestemt varebetegnelse til en given sammensætning eller fremstillingsmåde. Der vil i disse tilfælde være mange forhold, der gør sig gældende for alle produkter, der er omfattet af standarden. Det må vurderes konkret, om der er tale om en overtrædelse af bestemmelsen. Eksempelvis vil det blive betragtet som vildledende at anprise honning som »ægte honning«, da alle produkter, som opfylder standardens krav, er »ægte«. Derimod vil anprisningen »ægte dansk honning« ikke være vildledende, hvis honningen er dansk, da »ægtheden« her går på den danske oprindelse.

Bemyndigelsen i stk. 3, som er ny, er medtaget, da der kan forudses et stigende behov for at regulere dette område som følge af en øget anvendelse af denne type anprisninger.

Til stk. 4.

Spørgsmålet, om der i en situation er tale om vildledning, må som nævnt vurderes ud fra de samlede omstændigheder i forbindelse med markedsføringen. Såvel skriftlige som mundtlige oplysninger skal tages i betragtning. Eventuelle tegninger og billeder på varen eller i reklamer for varen kan have indflydelse på forbrugerens opfattelse af f.eks. varens indhold. Frugtillustrationer på en yoghurt kan give forbrugeren forventninger om, at varen indeholder frugt. Indeholder varen udelukkende eller overvejende aromaer som smagsstof, vil en sådan illustration være vildledende. Varens placering kan ligeledes give forbrugeren forventninger om et bestemt indhold. Eksempelvis kan et krav om kølig opbevaring for et slikprodukt give indtryk af et ernæringsmæssigt indhold, der svarer til f.eks. mælkeprodukter. Ligeledes kan placering af blandingsprodukter af alkohol og sodavand i området for sodavand og læskedrikke give det indtryk, at der er tale om produkter med børn og unge som målgruppe. Placeringen vil især have betydning, hvis det indtryk den giver, understøttes af den øvrige markedsføring af produktet i f.eks. emballage og reklamer.

Til stk. 5.

I bestemmelsen slås det fast, at den, der er ansvarlig for mærkning og markedsføring af en vare, skal kunne dokumentere, at de fremsatte oplysninger og påstande er korrekte. Det er således ikke tilsynsmyndigheden, som skal føre bevis for, at de er urigtige.

Til § 20

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til levnedsmiddellovens § 28, idet stk. 2 dog er ændret til en bemyndigelse til at fastsætte regler vedrørende anprisninger.

Bestemmelsen sigter ligesom § 19 mod at opfylde et af lovforslagets hovedformål om at beskytte forbrugerne mod vildledende markedsføring af fødevarer, specielt ved at vække frygt eller udnytte angstfølelse hos forbrugerne. Forbudene i bestemmelserne stk. 1, nr. 1 - 4, gælder uafhængigt af, om der foreligger videnskabelig dokumentation for, at en fødevare har de egenskaber der reklameres med. Begrundelsen er, at reklamer m. v. inden for bestemmelsens område, selv om de nok er objektivt sande, alligevel kan forlede til et uhensigtsmæssigt fødevareforbrug på grund af f.eks. utryghed ved eller angst for sygdomssymptomer. Det er således underordnet for anvendelse af bestemmelsen om en anprisning isoleret set kan dokumenteres videnskabeligt, idet selv korrekte anprisninger, som falder ind under bestemmelsen, er ulovlige. § 20 er dog ikke til hinder for, at forbrugerne generelt oplyses om sammenhæng mellem kost og sygdom.

Eksempler på anprisninger, der kan vække frygt hos forbrugerne er »Tør du lade være med....« og »Jeg vil gerne se mine børnebørn vokse op.....«. Eksempler på anprisninger, der angiver, at en fødevare virker forebyggende eller helbredende er »Kan imødegå blodpropper«, »Virker kolesterolnedsættende« og »Modvirker kræft«.

Traditionelt har der ikke fra producenter og forhandlere af almindelige fødevarer været større interesse for at anvende sundhedsanprisninger i markedsføringen af fødevarer. Først i forbindelse med den store omsætningsudvikling, som fandt sted inden for helsekostområdet i 1980'erne, og den stigende ernæringsbevidsthed hos forbrugerne, som fandt sted samtidigt, blev der udvist egentlig interesse for sammenkædningen mellem fødevarer og sygdomme.

Formentlig som følge af de senere års mere seriøse ernæringsforskning og -oplysning samt befolkningens stigende interesse for at leve og spise sundt, er sundhedsanprisninger blevet interessant for en større del af fødevarebranchen. Senest har der været et ønske om at kunne sundhedsanprise de såkaldte funktionelle fødevarer.

Bestemmelsen har endvidere delvis til formål at gennemføre mærkningsdirektivet. Det fremgår af direktivets artikel 2, stk. 1 litra b, at mærkning m. v. ikke må tillægge fødevarer medicinske egenskaber, idet det ikke er tilladt at reklamere med, at fødevarer kan forebygge, behandle eller helbrede sygdomme eller give indtryk af sådanne egenskaber. Direktivet åbner ikke mulighed for at benytte sådanne anprisninger.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, skal ses i sammenhæng med, at tilsætning af tilsætningsstoffer som vitaminer og mineraler og andre næringsstoffer til fødevarer reguleres med hjemmel i forslagets § 16, stk. 1.

Eksempler på overtrædelser af bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, er f.eks. »Uden bivirkninger« og »Eneste ....mærke, der er farmaceutisk kontrolleret«.

Til stk. 2.

Ved stk. 2 gives fødevareministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om salg og anprisning af fødevarer, som er særligt egnede for mennesker med specielle ernæringsmæssige behov.

I Rådets direktiv nr. 89/398/EØF om levnedsmidler til særlig ernæring er der fastsat regler for mærkning og anmeldelse af produkter med særlige ernæringsmæssige formål. Endvidere bestemmes det, at der kan fastsættes særdirektiver på en række områder. Der er fastsat regler om modermælkserstatninger, tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn og slankekostprodukter, jf. bemærkningerne til § 13.

Direktivet omfatter fødevarer, som på grund af deres særlige sammensætning eller den særlige måde, hvorpå de er fremstillet, klart adskiller sig fra almindelige fødevarer. De skal endvidere være egnede til det ernæringsmæssige formål og forhandles på en sådan måde, at det fremgår, at de er egnede til dette formål.

Fødevareministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om salg og anprisning af fødevarer omfatter endvidere generelt fødevarer, som anprises som forebyggende eller helbredende sygdomme. I den forbindelse må det tages i betragtning, at mærkningsdirektivet ikke tillader anvendelse af visse sundhedsanprisninger.

Der vil som hidtil være en restriktiv holdning til anvendelsen af sundhedsanprisninger. Hvis de på enkelte områder skal tillades, vil det blive krævet,

- at udsagnene er sundhedsvidenskabeligt dokumenterede,

- at produkternes negative egenskaber samtidigt oplyses, således at forbrugerne får et samlet indtryk af produktet

- at produktet medfører en klar sundhedsmæssig fordel for befolkningen.

Til § 21

Bestemmelsen viderefører indholdsmæssigt reglen i levnedsmiddellovens 30, idet det dog i forslaget præciseres, at anvendelsen af de nævnte udsagn ikke er tilladt.

Alle fødevarer er undergivet offentlig kontrol, og alle fødevarevirksomheder er autoriseret, godkendt eller registreret af de offentlige tilsynsmyndigheder. En understregning af dette forhold for et enkelt produkts vedkommende vil derfor kunne vække tvivl om den offentlige kontrol med andre fødevarer eller fødevarevirksomheder.

Bestemmelsen er således en udmøntning af det samme princip, som ligger til grund for lovforslagets § 14, stk. 2.

Bestemmelsen berører ikke udstedelse af eksportcertifikater og lignende eller oplysninger til handelspartnere om, hvorvidt en virksomhed er autoriseret eller godkendt i medfør af loven.

Der vil dog med hjemmel i § 22 og 24, være mulighed for såvel at tillade som at påbyde den af bestemmelsen omfattede mærkning. Det er hensigten at videreføre den gældende regulering på området, og som eksempel kan nævnes, at der for en række fødevarer er krav om mærkning med den ansvarlige virksomheds autorisationsnummer.

Ved bestemmelsen kan det bl.a. sikres, at analyseresultater eller andre offentlige udtalelser om et produkt gengives korrekt og f.eks. uden, at eventuelle væsentlige forbehold udelades.

Til § 22

Bestemmelsen omfatter mærkning af fødevarer i alle omsætningsled.

Fødevareministeren har i flere regler i fødevarelovgivningen bemyndigelse til at fastsætte regler om mærkning af fødevarer, f.eks. levnedsmiddellovens § 25, stk. 1.

I mærkningsdirektivet er der fastsat regler for obligatorisk mærkning af fødevarer. Direktivet giver som nævnt mulighed for at undtage fødevarer, der udbydes i detailleddet uden at være indpakkede, fra mærkningskravene. Dette gælder ligeledes fødevarer, der pakkes på salgsstedet på anmodning af køber, eller er færdigpakkede med henblik på øjeblikkeligt salg. Denne mulighed er udnyttet her i landet, idet mærkningskravene i øjeblikket kun gælder for færdigpakkede fødevarer.

Ifølge direktivet skal mærkningen omfatte følgende obligatoriske oplysninger

1. Varebetegnelse.

2. Ingrediensliste.

3. Mængden af visse ingredienser eller kategorier af ingredienser.

4. Nettoindhold.

5. Dato for mindste holdbarhed.

6. Særlige opbevarings- eller anvendelsesforskrifter.

7. Navn eller firmanavn og adresse på fabrikanten eller pakkevirksomheden eller på en forhandler, der er etableret inden for Fællesskabet.

8. Angivelse af det sted, hvor varen har oprindelse eller kommer fra, i det tilfælde, hvor undladelse heraf ville kunne vildlede forbrugeren med hensyn til varens virkelige oprindelsessted eller det sted, hvor varen egentlig kommer fra.

9. Brugsanvisning i de tilfælde, hvor den pågældende fødevare ikke vil kunne anvendes på rette måde, hvis en sådan ikke findes.

10. For drikkevarer, der indeholder mere end 1,2 volumenprocent alkohol, angivelse af det virkelige alkoholindhold udtrykt i volumen.

Som nævnt kan der ikke nationalt fastsættes andre eller mere detaillerede mærkningskrav. Yderligere mærkningsoplysninger kan frivilligt gives af producenten eller forhandleren, hvis de er korrekte og ikke vildleder forbrugerne. Det kan nævnes, at nogle supermarkedskæder giver supplerende oplysninger om f.eks. fremstillings- eller pakkedato.

Endvidere er der mulighed for at etablere frivillige mærkningsordninger, hvor flere elementer som kvalitet, dyrevelfærd, miljøhensyn eller »fravær af« pesticider, vækstfremmere, tilsætningsstoffer m. v. kan indgå for at kunne anvende et bestemt mærke. Som eksempel på ordninger, hvor der er etableret en speciel offentlig kontrolordning, kan nævnes det røde økologimærke og det blå kvalitetsmærke, jf. kapitel 6.

I en række EU-direktiver og -forordninger om bestemte fødevarer er der fastsat særlig mærkningskrav, f.eks. om sundhedshedsmærkning og om mærkning af skrabeæg og mælkeprodukter.

I direktiv nr. 89/396/EØF fastsættes krav om identifikation af et bestemt levnedsmiddelparti. Hensigten bag reglerne om den såkaldte lotmærkning er, at man ved mærkning af fødevarepartier tilgodeser behovet for oplysning om fødevarernes identitet. Virksomheder, fabrikanter, detailforretninger m.fl. og myndigheder kan hurtigt finde frem til fødevarepartier på markedet i tilfælde af kontrolmæssige problemer, herunder at et parti udgør en sundhedsrisiko.

Til § 23

Bestemmelsen svarer til reglen i levnedsmiddellovens § 26.

Bestemmelsen medvirker til at sikre, at holdbarhedsfrister fastsættes så realistisk som muligt, og afspejler samtidigt diskussionen om, at man skal tilintetgøre en vare, som muligvis endnu har en rimelig holdbarhed, blot fordi fristen er overskredet. Bestemmelsen modvirker den interesse, der kan være i at fastlægge urealistisk korte holdbarhedsfrister, fordi datomærkningen kan anvendes som et omsætningsstyringsmiddel. Bestemmelsen indebærer, at varen efter fristens udløb ikke længere må sælges i pakningen. Hvis udsalgsstedet har mulighed for at oparbejde varen, kan dette ske, ligesom varen kan sælges uindpakket, naturligvis altid under forudsætning af, at den stadig er sund og opfylder lovens generelle krav, herunder kravet om rimelig holdbarhed, jf. § 7. I andre tilfælde må varen kasseres.

Til § 24

I bestemmelsen gives fødevareministeren bemyndigelse til at fastsætte krav til supplerende mærkning i særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt for at sikre en passende og tilstrækkelig forbrugeroplysning. Hjemmel til at fastsætte regler om mærkning af denne art findes i levnedsmiddellovens § 25, men er præciseret i forslaget.

Supplerende mærkning fastsættes imidlertid på fællesskabsplan, idet der er totalharmoniseret på området. Der er således ikke er mulighed for at fastsætte nationale regler på dette område, jf. indledningen til dette kapitel.

I direktiv nr. 94/54/EØF om angivelse på mærkningen af bestemte levnedsmidler af andre obligatoriske oplysninger end dem, der er fastsat i mærkningsdirektivet, er der fastsat supplerende mærkningskrav om f.eks. fødevarer, hvis indhold af polyoler udgør over 10% - »overdreven indtagelse kan virke afførende« eller fødevarer, der indeholder et eller flere sødestoffer - »indeholder sødestoffer«.

Bestemmelsen giver f.eks. også mulighed for, at stille krav om at der på visse typer bønner skal advares om, at de kun må spises kogt, fordi de i rå tilstand kan give anledning til forgiftning, at visse produkter er uegnede til børn (f.eks. voksenlakrids) eller persongrupper, der lider af overfølsomhed.

Der er endvidere fastsat supplerende mærkningsbestemmelser for forskellige fødevarer i en lang række forordninger og direktiver. Som eksempler på, at der er mærkningskrav på grund af, at der er anvendt en særlig fremgangsmåde, kan nævnes genmodificerede, bestrålede og dybfrosne fødevarer og homogeniseret og pasteuriseret konsummælk. Mærkningskrav på grund af en særlig sammensætning eller kvalitet er fastsat i en række varestandarder, f.eks. marmelade, gule fedtstoffer, juice, honning og chokolade. Mærkningskrav til fødevarer med særlige ernæringsmæssige formål er fastsat for f.eks. modermælkserstatninger, slankekost og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn.

Til stk. 2.

Bemyndigelsen giver mulighed for at fastsætte varebetegnelser, særlige mærker, logoer og symboler som f.eks. det blå kvalitetsmærke og sundhedsmærkning af kød, jf. endvidere kapitel 6 om frivillige mærkningsordninger.

Ved bemyndigelsen gives fødevareministeren mulighed for at bestemme, at en varebetegnelse skal forbeholdes en bestemt type vare. Det kan være tilfælde hvor sammensætning eller fremstillingsmåde er fastsat i en varestandard (juice, honning, chokolade m.fl.), hvor varen har et bestemt udseende (hot dog pølse) eller har en bestemt geografisk oprindelse (fynsk rygeost, Christiansø sild m.fl.).

Langt de fleste varebetegnelser er fastsat ved hævd eller tradition på baggrund af forbrugernes forventninger om, hvad man kan forvente af en vare med den pågældende betegnelse, f.eks. hvor stor en andel rejer skal der være i en rejesalat, for at denne betegnelse må benyttes, eller hvor stor skal andelen af mandler være i forhold til sukker og abrikoskerner for, at man kan kalde et produkt marcipan. Hvis varens sammensætning m. v. ikke svarer til disse forventninger, kan der være tale om en vildledning af forbrugeren.

I Rådets forordninger (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler og (EØF) nr. 2082/92 om specificitetsattestering af landbrugsprodukter og levnedsmidler er der fastsat regler om forbeholdte varebetegnelser for produkter på baggrund af deres geografiske oprindelse og specielle sammensætning. Jf. endvidere kapitel 6 om frivillige mærkningsordninger.

Til stk. 3.

Det er væsentligt at beskytte forbrugerne mod, at de af stk. 2 omfattede varebetegnelser, mærker, logoer og symboler misbruges, for at forbrugerne kan fæste tillid til, at netop disse varer lever op til de kvalitetskrav eller har de særlige karakteristika, som der reklameres med, og at det undgås, at andre varer profiterer heraf.

Til § 25

I direktiv nr. 89/107/EØF, rammedirektivet om tilsætningsstoffer, er der fastsat krav for mærkning af tilsætningsstoffer såvel til salg, der ikke er bestemt til den endelige forbruger, som til detailsalg.

Til § 26

Bestemmelsen giver mulighed for at regulere, hvorledes de krævede mærkningsoplysninger skal fremtræde på emballagen. Området er reguleret i mærkningsdirektivet. Der gives fødevareministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for eller træffe bestemmelse om, hvorledes mærkningen skal udføres. Her tænkes f.eks. på at bestemte mærkningsoplysninger skal være i samme synsfelt eller, at visse oplysninger skal gives i forbindelse med varebetegnelsen eller salgsnavnet.

I mærkningsdirektivet angives bl.a., at mærkningsoplysningerne skal være »anført på et for forbrugerne let tilgængeligt sprog«. »Den medlemsstat, hvor varen afsættes, kan under overholdelse af traktaten på sit område kræve, at disse angivelser som minimum figurerer på et eller flere af de officielle EF-sprog efter statens eget valg«. I Danmark kræver man, at mærkningsoplysningerne gives på dansk eller på andre sprog, som kun ved uvæsentlige forskelle i stavning adskiller sig fra dansk.

Til kapitel 5.

Materialer og genstande

Fødevarer kommer i kontakt med mange materialer, brugs- og forbrugsgenstande lige fra primærleddet til de via tilvirknings-, en gros-, og detailleddet når den endelige forbruger, hvor fødevarerne også kommer i kontakt med mange forskellige typer af materialer m. v.

Det er et område, hvor viden og regulering er opbygget på et relativt sent tidspunkt i Danmark, og hvor hovedparten af reglerne er indført som følge af EU-regulering.

Området er meget omfattende og stiller store krav til opbygning af viden om afsmitning fra forskellige typer af stoffer fra forskellige typer af materialer afhængig af hvilke fødevarer materialerne bliver bragt i forbindelse med. Området spænder fra frugt- og fiskekasser til maskiner, overflader i transportmidler og emballager - papir, plast, metal, glas, keramik, bestik, gryder, rengørings- og desinfektionsmidler, m. m.

Bestemmelserne i kapitel 5 fastlægger dels det overordnede krav om, at materialer og genstande ikke må forurene fødevarerne eller gøre dem utjenlige til menneskeføde, og opstiller de nødvendige bestemmelser for den specifikke regulering af området.

I den gældende lovgivning er der en generel bemyndigelsesbestemmelse i § 22 i levnedsmiddelloven, som giver hjemmel til at fastsætte regler om forebyggelse af sundhedsrisiko fra brugs- og forbrugsgenstande, som sælges til private husholdninger. I lovens § 38 og § 39 er der bestemmelser, der hjemler regulering af materialer, genstande og rengøringsmidler, der anvendes i fødevareproduktionen. Tilsvarende bestemmelser findes i et vist omfang også i de særlige love om kød, mælk m.fl.

Til § 27

Bestemmelsen er i lighed med § 7, stk. 2, en generel klausul, som betyder, at materialer og genstande m. v. ikke må anvendes, hvis de under forudsigelige forhold kan resultere i sundhedsrisiko for mennesker eller forringe fødevarernes egenskaber. Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende lovgivning, og er indføjet i loven som følge af direktiv 89/109/EØF om materialer og genstande bestemt til at komme i kontakt med levnedsmidler.

Til stk. 2.

Bestemmelsen danner grundlag for gennemførelsen af EU-regler om anvendelse af visse tilsætningsstoffer, fastsættelse af maksimalgrænseværdier for afsmitning fra materialer og genstande og til mærkning af disse f.eks. med oplysning om til hvilke fødevarer, de kan anvendes..

Der er gennemført specifik regulering for plast, herunder PVC, celluloseregenerater, glas- og keramikvarer, med fastsættelse af maksimalgrænseværdier samt mærkningsregler.

Der er ikke endnu gennemført regler, som forudset i nr. 3 til 5.

Til § 28

Bestemmelsen viderefører og samler reglerne i levnedsmiddellovens § 39, mælkeproduktlovens § 7 og kødlovens § 9.

Rengørings- og desinfektionsmidler er nødvendige for at sikre, at der ikke sker forurening af fødevarerne med bakterier m. v. under produktionsprocessen. Der er derfor i medfør af gældende lovgivning f.eks. levnedsmiddellovens § 39 gennemført forhåndsgodkendelsesordninger. Sådanne krav opstilles også i EU-regler på det animalske område. Godkendelsesordningerne baseres på krav om, at de produkter, der anvendes er effektive og egnede til deres formål, og at der gennem en sundhedsmæssig, toksikologisk vurdering skabes sikkerhed for, at eventuelle rester i fødevarer ikke giver anledning til risiko for forbrugerne. Mærkningskrav skal sikre, at midlerne opbevares og anvendes på en sikker måde.

Til § 29

Bestemmelsen viderefører reglen i levnedsmiddellovens § 22.

Som den gældende bestemmelse omfatter brugsgenstande alle former for genstande, som bruges over længere perioder, så som bestik, gryder, kander, keramiske genstande, bageplader, husholdningsmaskiner m. v. Ved forbrugsgenstande forstås genstande eller produkter, der som opvaskemidler forbruges ved benyttelsen.

Til § 30

Bestemmelsen er, som § 18 indsat af lovtekniske grunde for at præcisere, at disse centrale bestemmelser også gælder produkter omfattet af kapitel 5, selv om materialer og genstande, rengørings-, desinfektionsmidler og smøremidler m. m. samt brugs- og forbrugsgenstande ikke nævnes specifikt i bestemmelserne.

Til kapitel 6.

Frivillig kvalitetsmærkning

Hensigten med bestemmelserne i kapitlet, som er en videreførelse af de centrale dele af lov om fødevarekvalitet, er at give mulighed for at etablere en frivillig mærkningsordning for at fremme produktion og afsætning af fødevarer, landbrugs- og fiskeriprodukter af særlig høj kvalitet eller med særlige karakteristika.

Mærkningsordningen kan omfatte alle fødevarer af animalsk eller vegetabilsk oprindelse. Desuden vil andre landbrugs- eller fiskeriprodukter, såsom foderstoffer også kunne omfattes af ordningen.

For de produkter, der omfattes af ordningen skal der fastlægges krav til alle led i produktion og omsætning. Kravene skal ligge ud over de almindelige krav, der allerede er fastsat i lovgivningen. Kravene skal fastlægges med vægt på udvalgte karakteristika ved produktionsforholdene ud fra de hensyn, som forbrugerne har særlig og umiddelbar interesse i at få tilgodeset. Ved produktionsforhold forstås samtlige de forhold, som produkterne er produceret, forarbejdet og håndteret under i alle led fra vand og jord til bord. Disse mange forhold i form af anvendte produktionsmetoder og andre produktionsomstændigheder i både primærproduktion og forarbejdningssektor har betydning for miljøet, dyrevelfærd, arbejdsmiljøet, produkternes mikrobiologiske kvalitet og »renhed« i øvrigt, spisekvalitet, næringsindhold m. v.

Tilsynet med de ordninger, som etableres, skal være brugerfinansieret. Tilsynet skal udføres enten af uafhængige private institutioner eller af de myndigheder, som i henhold til lovgivningen har kontrollen med de pågældende primærproducenter og virksomheder.

Til § 31

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til reglen i fødevarekvalitetslovens § 1.

Bestemmelsen giver fødevareministeren mulighed for at etablere en frivillig kvalitetsmærkningsordning for udvalgte landbrugs- og fiskeriprodukter samt fødevarer.

Til stk. 2-4.

Bestemmelserne svarer til fødevarekvalitetslovens § 6.

Det omhandlede udvalg, Fødevarekvalitetsudvalget, er ved at blive nedsat, og det skal bistå fødevareministeren ved etableringen og administrationen af den iværksatte mærkningsordning.

Der påtænkes udpeget en formand for Fødevarekvalitetsudvalget, som er uafhængig af de i udvalget repræsenterede organisationer. Udvalgets øvrige medlemmer vil blive udnævnt af fødevareministeren efter indstilling fra de relevante forbruger- og erhvervsorganisationer og myndigheder.

Det er hensigten, at udvalget i første omgang bliver nedsat med repræsentanter for de organisationer og myndigheder, som var involveret i mærkningsudvalgets arbejde. Som følge af, at der forventes inddraget andre produkter under mærkningsordningen, vil der skulle ske en revurdering af Fødevarekvalitetsudvalgets sammensætning.

Gennem udvalgets forretningsorden skal det sikres, at de forskellige interesser, som vil være repræsenteret i udvalget, får en balanceret indflydelse på udvalgets arbejde. Der skal desuden i forretningsordenen tages højde for, at eksempelvis fastlæggelse af produktspecifikke krav ikke vil have umiddelbar interesse for en del af udvalgets medlemmer.

Bestemmelsen i stk. 4 giver fødevareministeren hjemmel til at træffe afgørelse om sekretariatsbetjening af Fødevarekvalitetsudvalget, herunder fastsætte regler om placering og organisatorisk opbygning af sekretariatsfunktionen. Det er hensigten, at Veterinær- og Fødevaredirektoratet skal varetage sekretariatsfunktionen.

Til § 32

Bestemmelsen svarer til reglen i fødevarekvalitetsloven § 2.

Til stk. 1.

Det er primært hensigten at lade ordningen omfatte fødevarer. Der skal fastlægges krav til de produkter, som er omfattet af mærkningsordningen, som ligger over de krav, der er fastsat i lovgivningen. Da det er hensigten at etablere en dynamisk ordning vil kravene inden for den enkelte produktkategori løbende kunne tilpasses ændringer i forbrugernes forventninger, produktions- og afsætningsforhold og den almindelige offentlige regulering.

Bemyndigelsen er udnyttet, idet der januar 1998 er etableret en mærkningsordning for svine-, okse- og kalvekød. Denne ordning opstiller kvalitetskriterier, der indeholder krav til dyrevelfærd, vækstfremmere og andre fodertilsætninger, spisekvalitet, mikrobiologisk kvalitet, mærkning og emballage.

Det er tanken gradvist at udvide ordningen til at omfatte flere produktkategorier, herunder forarbejdede produkter. I takt med at ordningen udvides vil arten af kvalitetskriterier ligeledes skulle fastsættes for disse produktkategorier. Dette vil eksempelvis kunne omfatte krav til fangst- eller dyrkningsmetoder og for forarbejdede produkter regler for sammensætning, næringsværdi, brug af tilsætningsstoffer og forarbejdningsmetoder.

Til stk. 2.

I overensstemmelse med de gældende fællesskabsretlige regler vil mærkningsordningen være åben for dyr og produkter, som importeres.

For at kunne omfattes af mærkningsordningen skal de importerede dyr og produkter leve op til de krav, som er fastlagt inden for ordningen. Da kontrolsystemerne ikke er opbygget på samme måde i alle lande, vil det ikke kræves, at importerede dyr eller produkter, som ønskes omfattet af mærkningsordningen, skal være underlagt et bestemt kontrolsystem. Dette indebærer, at det i en ansøgning om at få optaget importerede dyr eller produkter i ordningen skal dokumenteres, at der er etableret en kontrol, som lever op til kravene om troværdighed, uafhængighed og effektivitet.

Importører af dyr eller produkter omfattet af mærkningsordningen vil som øvrige virksomheder skulle godkendes og er således omfattet af kravene til egenkontrol. Dette indebærer, at det skal sikres, at de importerede dyr eller produkter til stadighed opfylder samtlige krav, herunder kravene til mikrobiologisk kvalitet, og at importøren skal kunne dokumentere dette over for tilsynet.

Til stk. 3.

Bestemmelsen giver fødevareministeren mulighed for at godkende, at produkter omfattet af ligeværdige ordninger i udlandet kan blive markedsført under mærkningsordningen.

Til § 33

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer til reglen i fødevarekvalitetslovens § 3.

Til stk. 1.

Virksomheder, som ønsker at blive omfattet af mærkningsordningen, skal ansøge om godkendelse under ordningen. Sammen med den relevante offentlige myndighed skal det vurderes, om virksomheden opfylder de gældende krav under ordningen, herunder om det kvalitetsstyrings- eller egenkontrolprogram, som virksomheden har opstillet, lever op til de fastlagte kontrolprincipper.

For virksomheder, der alene hakker, udskærer eller emballerer i detailleddet, påtænkes der etableret en simplificeret godkendelsesprocedure svarende til den anmeldelse, som anvendes på økologiområdet.

Til stk. 2.

For primærproducenter såsom landmænd og fiskere er det hensigten at etablere en tilmeldingsordning.

Til stk. 3.

Bestemmelsen viderefører fødevarekvalitetslovens § 11 og giver hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at virksomheder eller producenter tilsluttet mærkningsordningen, som ikke overholder de fastsatte krav eller andre betingelser, kan udelukkes midlertidigt eller permanent fra ordningen. Fødevarekvalitetsudvalget forudsættes hørt, inden der træffes afgørelse i principielle sager og i sager om permanent udelukkelse.

Til § 34

Bestemmelsen svarer til reglen i fødevarekvalitetsloven § 4.

Bestemmelsen giver fødevareministeren mulighed for at fastsætte regler om, hvorledes det af mærkningen må fremgå, at et produkt er omfattet af mærkningsordningen, jf. i øvrigt bemærkningerne til §§ 22 og 24.

Til § 35

Bestemmelsen viderefører principperne i fødevarekvalitetslovens § 8.

Som nævnt i bemærkningerne til kapitlet skal de udgifter, der er forbundet med mærkningsordningen afholdes af de virksomheder og producenter, som er tilsluttet ordningen.

Stk. 2. åbner muligheder for, at de generelle udgifter, som er forbundet med mærkningsordningen, finansieres ved eksempelvis en mængderelateret afgift på de produkter, der omsættes under ordningen.

Til kapitel 7.

Primærproduktion af fødevarer

Den gældende levnedsmiddellov indeholder ligesom særlovgivningen på fødevareområdet bestemmelser, der rækker ud over det snævre fødevareområde. Det drejer sig om bestemmelser, der vedrører primærproduktionen for så vidt angår produkternes egnethed som fødevarer, men ikke regler om de erhvervspolitiske og erhvervsfaglige forhold.

Levnedsmiddelloven omfatter også produktionen på primærbedrifterne, medens lovens krav om autorisation udtrykkeligt undtager dyrkning af afgrøder og opdræt af husdyr.

Mælkeloven omfatter krav til den mælk, der leveres fra primærbedrifterne, og til staldes indretning og drift, samt besætningernes sundhedstilstand. Kødloven omfatter undersøgelser af slagtedyr i besætningerne. Ægloven omfatter også ægproduktionen. Fiskekvalitetsloven indeholder regler om fangst af fisk, bl.a. i relation til fangst af fisk fra forurenede områder.

I forbindelse med udarbejdelse af fødevareloven har det været overvejet, hvorvidt bestemmelser af denne type burde medtages i fødevareloven eller i muligt omfang søges udskilt til andre love. Det har også været overvejet at overføre bestemmelserne i zoonoseloven til fødevareloven, idet disse bestemmelser har særlig relevans for fødevarerne. Disse overvejelser er dog resulteret i bibeholdelse i fødevareloven af bestemmelser, som vedrører forhold af direkte betydning for produktionens egnethed som fødevare. Der er derimod ikke fundet anledning til at indarbejde zoonoseloven i fødevareloven, idet de foranstaltninger, som efter loven anvendes til overvågning og bekæmpelse af zoonoser ligesom husdyrsygdomslovens tilsvarende bestemmelser er meget nært knyttet til dyreholdet som sådant.

Det er besluttet at overføre reglerne om bekæmpelse af mastitis til husdyrsygdomsloven.

Da fødevareloven som et af sine hovedområder ved siden af produktionsreglerne omfatter detailsalg, dvs. salg til den endelige forbruger, indeholder loven også regler om det såkaldte stalddørssalg, forstået som salg fra primærbedriften til den endelige forbruger. Indenrigsministeriets Landdistriktskommission har været meget opmærksom på den mulighed for udvikling af landdistrikterne, der ligger i stalddørssalget.

Reglerne om stalddørssalg fastsættes ud fra fødevarehygiejniske overvejelser. Der må således skelnes mellem fødevarer med høj og lav sårbarhed, således at der fastsættes regler om kontrol med salg af fødevarer efter en graduering efter deres hygiejniske følsomhed, med grøntsager i den ene ende af skalaen og fersk kød i den anden ende. Stalddørssalg af fersk kød er ikke tilladt og bør heller ikke tillades. Hvis forbrugeren ønsker at købe kødet fra et bestemt dyr, forudsætter dette, at dyret slagtes og dyrlægekontrolleres på sædvanlig måde på et slagteri, og at kødet leveres direkte fra slagteriet til forbrugeren uden påny at komme tilbage på bedriften. Om fjerkræ og vildt, se dog nedenfor ad § 41, stk. 2.

I de tilfælde, hvor salg fra stalddør kan finde sted, vil det være et krav, at leveringen sker på den pågældende primærbedrift. Hvis der på en primærbedrift skal kunne ske forhandling af produkter fra andre primærbedrifter, bør der til dette »udsalgssted«, gårdbutik, stilles tilsvarende krav som til andre udsalgssteder og forretningssteder, således at kravene bl. a. gradueres efter produktets hygiejniske følsomhed. Det bemærkes, at fællesskabsregler kan indeholde bestemmelser om omfanget af stalddørssalg og salg fra gårdbutik.

De enkelte bestemmelser i kapitlet er i vid udstrækning en videreførelse af de hidtil gældende bestemmelser.

Til § 36

Bestemmelsen indeholder som en nyskabelse en definition af primærproduktionen. Ud over den typiske primærproduktion i landbrug, fiskeri, aquakulturbrug, gartneri og frugtavl omfatter den også jagt og biavl samt indsamling af bær, frugter og svampe. Opregningen af aktiviteter, som falder ind under begrebet primærproduktion i lovforslaget, er ikke endelig, og andre aktiviteter, som kan sidestilles med de i bestemmelsen nævnte eksempler, vil således også være omfattet.

Til stk. 2.

Med bestemmelsen fastholdes som udgangspunkt hovedreglen i den gældende fødevarelovgivning om, at primærproduktion ikke kræver autorisation, godkendelse eller registrering som fødevarevirksomhed. Den åbner dog mulighed for, at denne hovedregel kan fraviges.

Sammen med § 37 i lovforslaget vil bestemmelsen således danne grundlag for at fastholde kravet i mælkeproduktlovens § 2, stk. 1, om registrering af mælkeleverende besætninger og for at opretholde den gældende autorisationsordning for frøspirerier.

Desuden viderefører bestemmelsen bemyndigelsen i fiskekvalitetslovens § 16 til at kræve autorisation af bl.a. opdræt af fisk. Den nævnte hjemmel er ikke for nærværende udnyttet, men aquakulturbrug, hvor der sker en behandling af fisk og fiskevarer, er autoriseret som virksomhed i henhold til fiskekvalitetslovens § 14, stk. 1, og det er hensigten, at denne autorisationsordning vil blive fortsat med hjemmel i nærværende bestemmelse og § 44 i lovforslaget.

Kommissionens forordning nr. 1274/92 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 1970/90 om handelsnormer for æg med senere ændringer indeholder krav om, at ægproducenter, som vil producere produktionsmetodeæg (skrabeæg, æg fra fritgående høns m. v.) eller æg, som skal mærkes med læggedato, skal registreres efter et forudgående kontrolbesøg fra den kompetente myndighed. Den godkendelsesordning, som her i landet med hjemmel i æglovens § 4 er iværksat for at opfylde dette krav, vil tillige blive opretholdt.

Det skal bemærkes, at der bl.a. i husdyrsygdomslovgivningen i en række tilfælde er fastsat krav om autorisation, godkendelse eller registrering, som ikke berøres af lovforslaget.

Til § 37

Bestemmelsen giver ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler eller træffe bestemmelser for primærproduktionen for at sikre og forbedre den hygiejniske, sundheds- eller kvalitetsmæssige beskaffenhed af fødevarer.

Det er hensigten, at denne bestemmelse skal danne grundlag for at opretholde de eksisterende regler for primærproduktion, som er fastsat med hjemmel i bl.a. kødlovens § 2, stk. 1, mælkeproduktlovens § 2, stk. 1, § 3, stk. 2. og § 4, stk. 1, 1. pkt., æglovens § 2, stk. 1, og § 3 samt fiskekvalitetslovens § 7, stk. 4-5, § 8, stk. 4, § 9, stk. 2 og § 11. Der er desuden i Fællesskabet i en række direktiver og forordninger fastsat fødevarerelaterede regler for især den animalske del af primærproduktionen.

De væsentligste områder for den fødevarerelaterede regulering af primærproduktionen, som bestemmelsen vil danne grundlag for, vil således være

- anmeldelse til registrering af bedrifter, fartøjer, anlæg og lignende,

- indretning og drift af stalde, fartøjer og udendørsarealer, herunder havne og landingspladser,

- indretning og drift af rum inden for primærproduktionen, der erhvervsmæssigt anvendes til produktion eller opbevaring af fødevarer,

- indretning af transportmidler, der erhvervsmæssigt anvendes til fødevarer,

- undersøgelse af dyr og afgrøder,

- indsamling og indberetning af data til belysning af husdyrbesætningers sundhedsmæssige tilstand og

- krav til helbredstilstand og hygiejne for personer, som er beskæftiget med primærproduktion.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 36, stk. 2.

Til § 38

Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelsen i mælkeproduktlovens § 3, stk. 1. sidste pkt. Der er på et enkelt punkt foretaget en sproglig præcisering, således at alene »mekanisk rensning« er tilladt, hvilket er i overensstemmelse med den gældende forståelse af reglen.

Til stk. 2.

Bestemmelsen viderefører mælkeproduktlovens § 4, stk.2, og den vil danne grundlag for at videreføre de gældende regler om kvalitetsbedømmelse og kvalitetsafregning af mælk, hvormed fællesskabsreglerne på området er gennemført.

Til § 39

Bestemmelsen er en videreførelse og præcisering af kødlovens § 2, stk. 2, 1. pkt., idet henvisningen til lovforslagets § 7, stk. 2, er medtaget for at understrege parallelliteten til denne bestemmelse, som er grundlæggende for fødevaresikkerheden. I forhold til den gældende bestemmelse er udtrykket »slagtemæssig behandling« medtaget for at understrege, at den også dækker afhændelse af nedlagt vildt.

Hjemlen til at fastsætte regler på området, som er fastsat i kødlovens § 2, stk. 2, 2. pkt., er nu indeholdt i lovforslagets § 36, stk. 2, og det er således med lovforslaget ikke hensigten at ændre den nuværende regulering af området.

Til § 40

Bestemmelsen svarer til kødlovens § 4.

Til § 41

Bestemmelsen svarer til kødlovens § 3, stk. 1.

Det er hensigten at videreføre den gældende praksis, hvorefter såvel slagtning som slagtemæssig behandling m. v. skal ske på ejendommen. I det omfang dette sker med fremmed assistance, vil mobile anlæg o.lign., som denne medbringer, efter omstændighederne være omfattet af lovforslagets § 44, stk. 2, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der vil med hjemmel i stk. 2 og lovforslagets § 37 kunne ske regulering af hjemmeslagtning, herunder af anvendelsen af sådanne mobile anlæg o.lign.

Til stk. 2.

Bestemmelsen viderefører den i kødlovens § 3, stk. 2, indeholdte mulighed for at tillade primærproducenters salg af kød. Den påtænkes alene anvendt til at videreføre de eksisterende muligheder for fjekræproducenters salg af fjerkræ og jægeres salg i mindre omfang af det af vedkommende nedlagte vildt direkte til forbrugerne.

Til § 42

Bestemmelsen samler de i mælkeproduktlovens § 2, stk. 2, og æglovens § 5 indeholdte muligheder for at fastsætte regler for primærproducenters salg af egne produkter direkte til forbrugerne. Der henvises i øvrigt til de indledende bemærkninger til kapitlet. Bestemmelsen finder ikke anvendelse for primærproducenters salg af kød til private, idet dette reguleres af lovforslagets § 41, stk. 2.

Til kapitel 8.

Virksomhederne

Et centralt element i den nuværende lovgivning på fødevareområdet udgøres af reguleringen af tilvirkning og forhandling af fødevarer. De gældende regler i de forskellige love på fødevareområdet udviser mange fælles træk. Der er således både i levnedsmiddelloven, kødloven, mælkeproduktloven, fiskekvalitetsloven og ægloven krav om forudgående autorisation eller godkendelse af virksomhed, som vil påbegynde tilvirkning eller forhandling af fødevarer.

Bestemmelserne i kapitlet udgør en sammenskrivning af de virksomhedsrelaterede regler i de nævnte 5 love, idet det med lovforslaget er tilsigtet, at substansen i den nuværende regulering i alt væsentligt bliver opretholdt uændret.

I forhold til den gældende lovgivning indebærer forslaget på en række områder en sproglig harmonisering. Dette gælder bl.a. begreberne »autorisation« og »godkendelse«, som i lovforslaget er knyttet til henholdsvis tilvirkning og til engros- og detailforhandling. Dette svarer til sprogbrugen i levnedsmiddelloven, medens autorisation er anvendt for alle typer af virksomheder omfattet af mælkeproduktloven, fiskekvalitetsloven og ægloven. Inden for kødlovens område har »autorisation« hidtil været anvendt for virksomheder, som har tilladelse til eksport, medens »godkendelse« er knyttet til de kødvirksomheder, der udelukkende må afsætte deres varer her i landet.

Som det også fremgår af bemærkningerne til §§ 44 og 45 indebærer den ensartede sprogbrug ikke ændringer i forhold til den eksisterende praksis for autorisationer og godkendelser. Det skal i den forbindelse understreges, at der ikke er nogen grundlæggende forskel mellem autorisation og godkendelse. Der er for begge udtryks vedkommende tale om en tilladelse, som skal foreligge, inden den pågældende aktivitet påbegyndes, og der kan knyttes vilkår til såvel autorisation som godkendelse. Anvendelsen af de to udtryk skal alene ses som et udtryk for, at der som hovedregel vil være knyttet flere krav, herunder vilkår, til tilvirkning af fødevarer end til engros- eller detailforhandling.

Som det fremgår af § 31, stk. 3, i lovforslaget, gælder reglerne om autorisation, godkendelse og registrering i kapitel 7 som udgangspunkt ikke for primærproduktionen, men som også nævnt i bemærkningerne til denne bestemmelse vil bestemte dele af primærproduktionen blive omfattet af disse regler.

Til § 43

Denne bestemmelse har ikke noget forbillede i den nuværende fødevarelovgivning, men princippet om, at virksomheder o.lign. er ansvarlig for overholdelsen af gældende regler og beslutninger, har været anset at ligge implicit i den gældende lovgivning. I enkelte tilfælde har det dog givet anledning til tvivl om den offentlige fødevarekontrol medfører indskrænkninger i dette ansvar. Dette er især relevant inden for kødområdet, hvor der er permanent offentlig kontrol.

Bestemmelsen er således medtaget for at skabe større klarhed på området, og den indebærer, at virksomheder uanset omfanget af den offentlige kontrol kan drages til ansvar for overtrædelser af fødevarelovgivningen. Lempelser i dette ansvar vil alene kunne ske i tilfælde, hvor overtrædelsen eksempelvis er knyttet til varer, som i god tro er indkøbt fra en anden virksomhed, og hvor en offentlig tilsynsmyndighed gennem certifikater eller lignende udtrykkeligt har attesteret for de forhold, som overtrædelsen vedrører.

Til § 44

Bestemmelsen er en videreførelse af levnedsmiddellovens § 31, stk. 1, kødlovens § 5, stk. 1, mælkeproduktlovens § 5, stk. 1 og æglovens § 8, stk. 1, for såvidt angår virksomheder, der tilvirker fødevarer eller tilsætningsstoffer, samt fiskekvalitetslovens § 14, stk. 1, for såvidt angår autorisation af virksomheder, som tilvirker fisk og fiskevarer, herunder fiskeolie og fiskemel, til konsum. For virksomheder, som forarbejder fisk udelukkende til foderbrug, er det hensigten at overføre autorisationsreglerne til husdyrsygdomsloven, der allerede har tilsvarende bestemmelser for bl.a. foder af fiskeaffald.

Kravet om, at en virksomhed skal autoriseres af en offentlig myndighed før tilvirkning af fødevarer eller tilsætningsstoffer må påbegyndes, har for animalske fødevarer været gældende i en lang årrække, hvor det bl.a. er en væsentlig forudsætning for de garantier vedrørende hygiejne og dyresundhed, som danner grundlaget for en betydelig del af den danske fødevareeksport. I 1973 blev autorisationskravet med levnedsmiddelloven udvidet til at omfatte alle virksomheder, som tilvirker fødevarer, og det er som nævnt et centralt element i den offentlige fødevarekontrol.

Inden for den gældende EU-regulering findes der tilsvarende krav om autorisation på det animalske produktområde, og der er således på disse områder overensstemmelse mellem lovforslaget og de produktspecifikke dele af fødevarereguleringen inden for fællesskabsretten. I de horisontale direktiver om fødevarer er der ikke krav om autorisation af virksomheder, og den danske lovgivning er således på dette område mere vidtgående.

Til stk. 2.

Med bestemmelsen foreslås bestemmelser med tilsvarende indhold i henholdvis § 5, stk. 1, i kødloven og § 5, stk. 1, i mælkeproduktloven videreført.

Da slagtning og slagtemæssig behandling af husdyr samt indvejning af mælk falder uden for tilvirkningsbegrebet, vil disse aktiviteter ikke være omfattet af kravet om autorisation efter stk. 1. Bestemmelsen er således nødvendig for at kunne opretholde autorisationskravet på de nævnte områder.

Autorisationskravet for slagterier har som for de øvrige kødvirksomheder en lang tradition. Kravet skal medvirke til at sikre, at slagtning og slagtemæssig behandling foregår på en såvel sundhedsmæssig som dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde.

Hidtil har slagterierne været opdelt i eksportautoriserede og hjemmemarkedsgodkendte slagterier. Med lovforslaget bortfalder denne sproglige sondring uden, at det er hensigten at ændre substansen i reguleringen. Forskellene mellem de forskellige kategorier af slagterier, herunder typer ef eksportautorisation, vil således fremgå af vilkårene i det enkelte slagteris autorisation.

Som det fremgår af lovforslagets §§ 40 og 41 med dertil knyttede bemærkninger, foreslås de eksisterende undtagelser for nødslagtning og hjemmeslagtning opretholdt. Mobile anlæg o.lign., som alene anvendes til hjemmeslagtning, er ikke omfattet af krav om autorisation, godkendelse eller registrering, men det overvejes om det af hygiejniske og dyresundhedsmæssige grunde vil være hensigtsmæssigt med en regulering på området. Dette vil i givet fald kunne ske med hjemmel i lovforslagets § 44, stk. 2 og 3, og § 45.

Aquakulturbrug, hvor der sker slagtning og rensning af fisk, er autoriseret som virksomhed i henhold til fiskekvalitetslovens § 14, stk. 1, og det er hensigten at videreføre dette autorisationskrav. Med hensyn til aquakulturbrug, hvor der sker anden behandling af fisk og fiskevarer, vil disse aktiviteter afhængig af behandlingens art være omfattet af enten lovforslagets § 44, stk. 1, eller § 45.

Der er af dyrevelfærdsmæssige grunde fastsat særlige regler for slagtning af farmet hjortevildt. Det er hensigten med hjemmel i § 7, stk. 2, i lov nr. 401 af 10. juni 1997 om opdræt af visse dyrearter at opretholde denne særlige regulering.

Den slagtemæssige behandling af nedlagt vildt, som skal bringes i omsætning, er som hovedregel omfattet af autorisationskravet i bestemmelsen. Det er alene hensigten at videreføre de eksisterende undtagelser vedrørende jægeres salg henholdsvis til private, jf. bemærkningerne til § 41, stk. 2, og til detailforretninger (vildt- og fiskehandlere).

Med hensyn til kravet om, at kun autoriserede mejerier må indveje mælk, skal det sikres, at de mælkeprodukter, som bringes i omsætning, eksempelvis gennem pasteurisering, er sundhedsmæssig sikre. Muligheden for mælkeproducenters salg direkte til forbrugere (stalddørssalg) vil dog blive videreført med hjemmel i § 42.

Inden for den gældende EU-regulering findes der tilsvarende krav om godkendelse af engrosvirksomheder på det animalske produktområde, idet denne forudgående tilladelse i de pågældende retsakter benævnes »autorisation«. Der er dog alene tale om en rent sproglig variation, og der er således på disse områder overensstemmelse mellem lovforslaget og de produktspecifikke dele af fødevarereguleringen inden for fællesskabsretten. I de horisontale direktiver om fødevarer er der ikke krav om godkendelse af engrosvirksomheder, og den danske lovgivning er således på dette område mere vidtgående.

Til stk. 3

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 31, stk. 4, og påtænkes som denne anvendt til fortsat at kunne undtage f.eks. en bager med to forretninger fra at skulle søge autorisation efter stk. 1, hvis der i den ene bagerforretning fremstilles brød til forhandling i begge forretninger. Bestemmelsen vil sammen med den tilsvarende bestemmelse i § 45, stk. 2, i lovforslaget bl.a. videreføre den nuværende mulighed for at detailforretninger kan tilvirke og engrosforhandle fødevarer, hvis værdien af de varer, som sælges engros, ikke overstiger den dobbelte værdi af de fødevarer, der sælges til den endelige forbruger fra forretningsstedet.

Til § 45

Med bestemmelsen foreslås levnedsmiddellovens § 34, stk. 1, kødlovens § 5, stk. 1, mælkeproduktlovens § 5, stk. 1, æglovens § 8, stk. 1, og fiskekvalitetslovens § 14, stk. 1, om engrosopbevaring og -forhandling samlet og videreført.

Afgrænsningen af engrosbegrebet er forskelligt i de enkelte fødevarelove. Lovforslaget taget udgangspunkt i den bredere definition af engrosbegrebet, som er anvendt i levnedmiddelloven. Dette indebærer, at der i tilknytning til opbevaring og forhandling af fødevarer og tilsætningsstoffer med henblik på salg til andre end den endelige forbruger som udgangspunkt må foretages opbevaring, aftapning, emballering, ompakning og transport af disse varer, hvis disse aktiviteter er omfattet af godkendelsen.

I en række tilfælde udgør de nævnte aktiviteter dog en naturlig del af tilvirkningen, og i disse tilfælde er de omfattet af autorisationskravet i § 44. Som de væsentligste eksempler på dette kan nævnes aftapning af mælk samt udskæring og pakning af kød.

Generelt vil bestemmelsen omfatte virksomheder, der enten driver et engroslager for fødevarer eller tilsætningsstoffer eller som engrosforhandler sådanne varer. Den omfatter således også fødevaregrossister, som alene er handelsvirksomheder uden egne lagerfaciliteter. I de tilfælde, hvor oplagringen sker på en virksomhed, som er autoriseret efter § 44, kræves der ikke særskilt godkendelse af oplagringen, hvis den ikke er i strid med vilkårene for autorisationen.

Det kan nævnes, at forslaget betyder, at virksomheder, der kvalitetssorterer og pakker æg, skal godkendes efter denne bestemmelse. Også markeder, herunder fiskeauktioner, hvor der omsættes fødevarer til engrossalg vil være omfattet af bestemmelsen, uanset om der i tilknytning dertil finder oplagring sted.

Bestemmelsen indebærer, at en række virksomheder, som hidtil har været underkastet et autorisationskrav efter kødloven, mælkeproduktloven, ægloven eller fiskekvalitetsloven, i fremtiden vil blive godkendt. Som også nævnt i de indledende bemærkninger til kapitel 7, er der dog alene tale om en sproglig ændring, idet mulighederne for at fastsætte krav og vilkår vil være uændrede.

Til stk. 2.

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 34, stk. 3, i relation til engrosleddet.

Det er med forslaget hensigten at fortsætte den hidtidige praksis, hvorefter engrosvirksomheder, der kun foretager en egentlig opbevaring af fødevarer og tilsætningstoffer, f.eks. kolonialvarelagre og depoter for emballeret øl og mineralvand, kan undtages fra kravet om godkendelse og alene skal få virksomheden registreret hos tilsynsmyndigheden. Bestemmelsen vil desuden også kunne anvendes for handelsvirksomheder uden egne lagerfaciliteter. Virksomheder, som håndterer let fordærvelige fødevarer, kan ikke omfattes af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 44, stk. 3, vedrørende detailvirksomheder med et mindre engrossalg.

Til § 46

Med bestemmelsen foreslås bestemmelserne i levnedsmiddellovens § 34, stk. 1, videreført i relation til detailleddet.

Det er hensigten at fortsætte den i henhold til levnedsmiddelloven gældende praksis på området. Bestemmelsen omfatter således ud over egentlige fødevareforretninger også øvrige forretninger o.lign., som sælger fødevarer, f.eks. restaurationer, cafeterier, kantiner, diner tranportable, kiosker og pølsevogne samt institutionskøkkener på plejehjem og hospitaler.

Til stk. 2.

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 34, stk. 3, i relation til detailleddet.

Bestemmelsen påtænkes administreret som den eksisterende bestemmelse i levnedsmiddelloven, og muligheden for at fritage for godkendelseskravet vil inden for detailområdet således være relevant i relation til eksempelvis købmænd, tobaksforretninger, kiosker, discountvareforretninger og tankstationer, hvor der ikke bliver foretaget en egentlig tilvirkning af fødevarer, samt i relation til midlertidig eller lejlighedsvis fødevarevirksomhed. Den vil ikke kunne anvendes for detailvirksomheder, der behandler let fordærvelige fødevarer som f.eks. slagterforretninger, bagerforretninger, supermarkeder med slagter- eller bagerafdeling og restaurationer samt institutioner såsom plejehjem og hospitalskøkkener.

Det er desuden hensigten, at bestemmelsen skal anvendes til at fastsætte en nedre grænse for godkendelse af pensionater og kantiner, og dermed erstatter bestemmelsen også levnedsmiddellovens § 34, stk. 2.

Til stk. 3.

Med bestemmelsen videreføres levnedsmiddelovens § 40.

Det er hensigten at opretholde den gældende regulering på dette område, herunder reglerne vedrørende torvehandel og salg fra andre, ikke faste udsalgssteder.

Til § 47

Bestemmelsen, som omfatter såvel samhandel indenfor Fællesskabet som indførsel fra og udførsel til tredjelande, er en sammenskrivning af kødlovens § 5, stk. 1, og § 8, stk. 1, mælkeproduktlovens § 6, stk. 1, æglovens § 8, stk. 4, og fiskekvalitetslovens § 12, stk. 1, samt levnedsmiddellovens § 36 for såvidt angår indførsel.

Det er med bestemmelsen hensigten at opretholde de inden for de nuværende lovområder eksisterende krav om at anmelde im- og eksport af fødevarer til registrering. Det er således ikke for nærværende hensigten at udnytte den med lovforslaget skabte nye hjemmel til at kræve registrering af de eksportører, som er omfattet af den nuværende levnedsmiddellov.

At registreringspligten for im- og eksportører i bestemmelsen er knyttet til de af §§ 44-46 omfattede virksomheder, skal understrege, at im- og eksport af fødevarer eller tilsætningsstoffer forudsætter, at virsomheden er autoriseret, godkendt eller registreret som enten tilvirknings-, engros- eller detailvirksomhed.

Alene ind- og udførsel af fødevarer og tilsætningsstoffer til privat forbrug vil ikke være omfattet af bestemmelsen. Der vil dog som nævnt under bemærkningerne til kapitel 8 af eksempelvis dyresundhedsmæssige grunde kunne fastsættes regler for privates indførsel af fødevarer.

Til § 48

Bestemmelsen viderefører delvis levnedsmiddellovens § 38, stk. 2, som dog ikke omfatter alle typer af materialer og genstande.

Den knytter sig til lovforslagets kapitel 5, som indeholder hjemmel til at fastsætte krav til disse produkter. Som nævnt under bemærkningerne til dette kapitel er reguleringen af området gennem de senere år blevet øget især som konsekvens af fællesskabsregler på området. For at kunne opfylde de krav til det offentliges kontrol med området, som følger af direktiv nr. 89/109/EØF om materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer, er det nødvendigt for tilsynsmyndigheden at få kendskab til virksomhederne på området. Med bestemmelsen foreslås, at der gives fødevareministeren bemyndigelse til at stille krav om, at virksomheder, som vil fremstille eller forhandle materialer og genstande, skal anmelde dette til tilsynsmyndigheden, inden virksomheden påbegyndes.

Til § 49

Bestemmelsen samler og viderefører kødlovens § 5, stk. 2, mælkeproduktlovens § 5, stk. 2, og æglovens § 8, stk. 2.

Den gældende fødevarelovgivning indebærer enten udtrykkeligt, jf. ovennævnte bestemmelser, eller indirekte, at der kan fastsættes vilkår for virksomheders autorisation, godkendelse m. v. Med den foreslåede bestemmelse opretholdes denne mulighed for at fastsætte vilkår til den enkelte virksomhed. Der kan både være tale om mere generelle vilkår, som vil gælde for bestemte typer af virksomheder, og vilkår, som er specifikke for en enkelt virksomhed.

Som konkrete eksempler kan nævnes, at en autorisation eller godkendelse kan meddeles på vilkår af, at der inden for en bestemt frist bliver foretaget forbedringer af virksomhedens indretning, eller at der for virksomheder, som ønsker autorisation til eksport af kød til f.eks. USA og Japan, vil blive fastsat vilkår om oprindelsen af slagtedyr og kød.

Bestemmelsen skal i øvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 51, der giver til at fastsætte mere generelle krav til virksomheder.

Til stk. 2.

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 37, stk. 2.

Også inden for den øvrige del af fødevarelovgivningen har det været praksis, at de nævnte ændringer kun må foretages med myndighedernes tilladelse. Bestemmelsen indebærer således en videreførelse af den hidtige praksis.

Til stk. 3.

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 37, stk. 3.

I forhold til fiskekvalitetsloven betyder forslaget en ændring, idet denne lov i § 14, stk. 6, indeholder et forbud mod overdragelse af en autorisation. Da lovforslaget, jf. stk. 4, indeholder mulighed for, at myndighederne kan tage en autorisation eller godkendelse op til vurdering efter 5 år, ses der ikke at være behov for at opretholde et sådant forbud mod overdragelse.

Som udgangspunkt indebærer bestemmelsen, at der ikke ved en virksomhedsoverdragelse skal ske fornyet autorisation, godkendelse eller registrering, men at den nye ejer eller bruger er forpligtet til at meddele ejer- eller brugerskiftet til tilsynsmyndigheden. Manglende meddelelse indebærer, at den nye ejer eller bruger driver virksomheden i strid med §§ 44-46.

Da det ikke er usædvanligt, at der som led i en overdragelse af en virksomhed ønskes fornyet autorisation eller godkendelse, giver bestemmelsen den nye ejer eller bruger mulighed for at anmode om dette. Er dette tilfældet, vil det skulle fremgå af anmeldelsen om ejer- eller brugerskifte, og der vil skulle betales gebyr efter sædvanlige satser. Det skal i den forbindelse understreges, at fornyet autorisation eller godkendelse ikke fritager den nye ejer eller bruger for den i lovforslagets § 56, stk. 6, fastsatte hæftelse for afgifter og gebyrer, som vedrører tiden før overtagelsen.

Til stk. 4.

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 37, stk. 4.

Den indebærer dels en beskyttelse af virksomheder med for hyppige krav om ændringer i virksomhedens indretning og drift, dels understreger den, at der på grund af ny viden eller lignende kan være behov for at revurdere en autorisation eller godkendelse. Den indebærer ingen begrænsninger i pligten til at søge fornyet autorisation eller godkendelse i de i stk. 2 nævnte tilfælde.

Bestemmelsen udelukker ikke, at der som vilkår i autorisation eller godkendelse fastsættes en kortere periode end 5 år, før sådan tilladelse tages op til revurdering, men en sådan begrænsning vil skulle være begrundet i særlige konkrete omstændigheder, f.eks. krav om at der inden for den fastsatte periode skal gennemføres en renovering af den pågældende virksomhed. En sådan tidsfrist for gennemførelse af ændringer vil ikke mindst være relevant, når kravet stilles som led i en nyvurdering af en autorisation eller godkendelse efter denne bestemmelse.

Efter udløbet af 5 års-perioden er udgangspunktet, at myndigheden er stillet, som om virksomheden søger autorisation eller godkendelse for første gang. Der vil dog på grund af de forventninger, som er skabt hos virksomheden ved den eksisterende autorisation eller godkendelse, være begrænsninger i, hvor store ændringer myndighederne kan påbyde som vilkår for en forlængelse. Omfanget af de krav, der kan stilles for en forlængelse, vil også være påvirket af det varsel, som er givet virksomheden, før autorisationen eller godkendelsen er taget op til fornyet behandling.

Bestemmelsen sigter endvidere ikke på ændringer i de generelle regler for indretning, drift m. v. af autoriserede eller godkendte virksomheder, men alene de specifikke vilkår for den enkelte virksomhed. Virksomheder vil således skulle efterleve sådanne generelle krav, der typisk vil være fastsat ved bekendtgørelse.

Til § 50

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 37, stk. 5, kødlovens § 5, stk. 3, mælkeproduktlovens § 5, stk. 3, æglovens § 8, stk.3 og fiskekvalitetslovens § 10, idet dog sidstnævnte bestemmelse alene åbner mulighed for midlertidig fratagelse af en virksomheds autorisation.

Da tilbagekaldelse af en virksomheds autorisation eller godkendelse er et alvorligt indgreb i erhvervsudøvelsen, forudsætter det i overensstemmelse med hidtidig praksis, at fortsat tilvirkning, forhandling m. v. udgør en sundhedsmæssig risiko, en anden grov eller gentagen overtrædelse af regler og vilkår eller forudsætningerne for autorisationen eller godkendelsen ændres væsentligt.

Som hovedregel vil der, før en tilbagekaldelse af autorisation eller godkendelse bliver aktuel, være givet påbud om at bringe forholdene i orden evt. kombineret med et midlertidigt forbud mod behandlig eller salg, jf. lovforslagets § 64, stk. 1.

Autorisation eller godkendelse vil også kunne tilbagekaldes, hvis der i strid med lovforslagets § 49, stk. 3, ikke er givet meddelelse om ejer- eller brugerskifte. Endvidere vil undladelse af at betale de i medfør af lovforslagets § 56 fastsatte afgifter og gebyrer kunne medføre tilbagekaldelse af autorisation eller godkendelse.

For virksomheder, der er registrerede, vil der i tilsvarende situationer i medfør af lovforslagets § 64, stk. 1, kunne udstedes påbud om at indstille behandling eller salg.

Til § 51

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 37, stk. 1 og fiskekvalitetslovens § 8, stk. 1 og 2.

Den understreger i overensstemelse med princippet i lovforslagets § 43, at virksomhederne har ansvaret for vedligeholdelse og hygiejnisk tilfredsstillende renholdelse af lokaler m. v. Tilsidesættelse af denne forpligtelse vil efter omstændighederne kunne føre til inddragelse af autorisation eller godkendelse.

Til stk. 2.

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 20, stk. 2, § 38, stk.1 og 2, kødlovens §§ 9 og 10, mælkeproduktlovens §§ 7 og 8, æglovens § 3 og fiskekvalitetslovens § 7, stk. 2 og § 8, stk. 3 og 4 samt § 1 i lov nr. 538 af 17. november 1976 om international transport af letfordærvelige fødevarer i relation til krav til transportmateriel omfattet af den såkaldte A.T.P-traktat.

Bestemmelsen danner hjemmel for de centrale regler for virksomheders indretning og drift. Som nævnt i almindelige bemærkninger planlægges der som opfølgning på nærværende lovforslag gennemført en sammenskrivning og harmonisering af den meget omfattende underliggende regulering, idet det dog ikke er hensigten at foretage en egentlig deregulering på dette for fødevaresikkerheden og -kvaliteten væsentlige område.

Med hensyn til ovennævnte A.T.P.-traktat vil bestemmelsen sammen med § 61, stk. 3, i lovforslaget skabe grundlaget for at opretholde de materielle regler vedrørende godkendelse af transportmateriel til international transport af letfordærvelige fødevarer. Med hensyn til administrationen af A.T.P.-ordningen er det som nævnt under bemærkningerne til § 58, stk. 2 og 3, i lovforslaget hensigten, at Slagteriernes Forskningsinstitut fortsat skal varetage godkendelse m. v. og at det til ordningen knyttede A.T.P.-udvalg som hidtil skal medvirke ved administrationen.

Bestemmelsen åbner endvidere mulighed for at kræve forhåndsgodkendelse af transportmidler, lokaler, inventar, udstyr, maskiner, emballage og lignende. Dette skal medvirke til at sikre, at der ikke som følge af indretning af transportmidler og lokaler samt udformning af inventar, udstyr, maskiner og emballage opstår sundhedsrisici. Bestemmelsen udgør således et naturligt supplement til kravet om forudgående autorisation, godkendelse eller registrering af virksomheder, og den er på dette punkt parallel i forhold til mulighederne for at kræve godkendelse af materialer og genstande, jf. lovforslagets § 27, stk. 1, nr. 5, og af rengørings-, desinfektions- og smøremidler, jf. lovforslagets § 28.

Såvel i den nationale lovgivning som i fællesskabsreglerne inden for fødevareområdet er der med henblik på at sikre sundhed og kvalitet af fødevarer og tilsætningsstoffer krav til is, vand, luft og lignende, som anvendes i tilknytning til fødevarer. Bestemmelsen tænkes anvendt til at opretholde disse krav.

Til stk. 3.

Bestemmelsen har ikke noget umiddelbart forbillede i de nugældende love, men krav til oprindelsen af fødevarer og tilsætningsstoffer er almindeligt forekommende, bl.a. som vilkår for autorisation eller godkendelse. Dette gælder bl.a. inden for kødområdet, hvor sådanne krav medvirker til at sikre overholdelsen af de med en række tredjelande indgåede aftaler om vilkår for eksport til disse lande.

Til § 52

Bestemmelsen er en videreførerelse af levnedsmiddellovens § 35a, kødlovens § 11, mælkeproduktlovens § 9, æglovens § 9, stk. 3, og fiskekvalitetslovens § 16a, stk. 1, idet der for at give en klarere regulering er foretaget en opdeling i to stykker, således at stk. 1 alene vedrører den af virksomhederne formulerede egenkontrol.

Som opfølgning på såvel betænkning nr. 1217 af marts 1992 om »Modernisering af levnedsmiddelkontrollen i Danmark« som den i forbindelse med etableringen af Det indre Marked gennemførte regulering på fødevareområdet, bl.a. direktiv 89/397/EØF om offentlig kontrol med levnedsmidler og direktiv 89/662/EØF om veterinærkontrol i samhandlen i Fællesskabet blev der i folketingsåret 1992-93 med de ovennævnte bestemmelser i levnedsmiddelloven, kødloven, mælkeproduktloven, ægloven og fiskekvalitetsloven etableret mulighed for en obligatorisk egenkontrol på hele fødevareområdet.

Ved egenkontrol forstås de rutiner, som virksomheden har for at opnå sikre fødevarer og overholdelse af levnedsmiddellovgivningens regler.

Indførelse af egenkontrol skal

- sikre, at producenter af fødevarer har systematiske rutiner, der gør dem i stand til at overvåge, at produkterne er sikre og at lovgivningen iøvrigt kan overholdes,

- medvirke til at præcisere, at det er virksomhedernes ansvar, at produkterne lever op til lovgivningens krav og kvalitetsnormer,

- give mulighed for en bedre udnyttelse af den offentlige levnedsmiddelkontrol.

Egenkontrolprogrammerne skal bygge på det internationalt anerkendte HACCP-princip (Hazard Analysis and Critical Control Points), der tager udgangspunkt i en vurdering af den enkelte virksomheds risici, og hvorledes produktionen kan styres for at eliminere eller minimere disse risici. For at sikre dette, skal egenkontrolprogrammerne godkendes/registreres af myndighederne.

Egenkontrolprogrammerne skal være tilpasset den enkelte virksomhed. Det er følgelig et vigtigt princip, at virksomheden selv skal formulere sit egenkontrolprogram. Virksomheden skal typisk overveje, hvilke kemiske, fysiske og biologiske risici, der er forbundet med fødevarer i forbindelse med indkøb, produktion m. v., og finde frem til, hvor i processen disse farer kan holdes under kontrol (de kritiske kontrolpunkter).

De kritiske kontrolpunkter og egenkontrolrutinerne skal findes inden for områderne råvarekontrol, rengøringskontrol, produktionskontrol, personalehygiejne og færdigvarekontrol. Indholdet i de enkelte elementer afhænger af virksomhedens art og fejlmulighederne ved den aktuelle proces. Egenkontrollen skal være opbygget sådan, at virksomheden løbende får indblik i hygiejne og andre forhold, der kan give anledning til fejl i håndteringen.

Bestemmelsen vil danne grundlag for at pålægge de af loven omfattede virksomheder at gennemføre en sådan egenkontrol.

Til stk. 2.

Som et supplement til den af virksomhederne opstillede egenkontrol kan det bestemmes, at virksomhederne skal lade foretage bestemte analyser, at disse skal udføres på særlige laboratorier og at visse analyseresultater skal indsendes til kontrolmyndigheden. Muligheden for at pålægge virksomhederne at indsende analyseresultater vil som hidtil kun være aktuel i særlige tilfælde, som f.eks. når disse resultater skal indgå i en systematisk overvågning af specifikke områder i relation til fødevaresikkerheden såsom forekomst af salmonella. Det skal understreges, at en sådan indberetningspligt ikke indebærer nogen indskrænkning af virksomhedernes ansvar, jf. lovforslagets § 43.

Stk. 2. skal iøvrigt ses i sammenhæng med lovforslagets § 66 om bistand fra virksomheder m. v. til tilsynsmyndighederne.

Til § 53

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 19 a.

Krav om at personer, som håndterer fødevarer, skal have gennemgået en formel uddannelse i fødevarehygiejne, er væsentlig for fødevaresikkerheden. Muligheden for at fastsætte regler for sådan uddannelse blev lovfæstet i levnedsmiddelloven ved ændring af loven i folketingsåret 1995-96.

På det animalske område findes tilsvarende krav delvist med grundlag i den gældende EU-regulering.

Bestemmelsen giver hjemmel til at fastholde disse krav, og den giver, som levnedsmiddelloven, mulighed for, at sådan uddannelse etableres efter regler i lov om arbejdsmarkedsuddannelser og afsluttes med et certifikat.

Til kapitel 9.

Ind- og udførsel

Levnedsmiddellovens bestemmelser finder også anvendelse på varer, der indføres fra fællesskabet eller fra tredjelande. Fødevarer, der sælges i Danmark skal således opfylde dansk fødevarelovgivning, selv om fødevarerne stammer fra udlandet. Derimod finder lovens bestemmelser principielt ikke anvendelse på varer til udførsel.

Fra Det Europæiske Fællesskabs side er i direktiv- og forordningsform fastlagt en tæt regulering af fødevarers og tilsætningsstoffers fremstilling og afsætning m. v. Efter Rådets direktiv 89/397/EØF om offentlig kontrol med levnedsmidler skal medlemsstaterne sørge for, at fødevarer, der er bestemt til forsendelse til andre medlemsstater, kontrolleres med samme omhu som produkter, der er bestemt til at blive markedsført i den medlemsstat, hvor de er fremstillet. Kontrollen skal derfor principielt være baseret på lovgivningen i den medlemsstat, der fremstiller varen. Dette princip finder dog ikke anvendelse, når det på tilfredsstillende måde overfor tilsynsmyndigheden godtgøres, at den pågældende vare opfylder lovgivningen i modtagerlandet. F.s.v. angår fødevarer, der er bestemt til tredjelande, bestemmer direktivet, at medlemsstaterne ikke må undlade en passende kontrol af varen.

For visse varer, især af animalsk oprindelse, er dette generelle kontrolprincip gennemført meget konkret, idet afsenderlandet gennem sin kontrol skal sikre, at de af Fællesskabet stillede betingelser for samhandel med det pågældende produkt er opfyldt. Modtagerlandet kan kun foretage en ikke diskriminerende stikprøvekontrol. Modtagerlandet kan dog bl.a. foretage kontrol, hvor der er begrundet mistanke om, at den pågældende vare eller det pågældende parti ikke opfylder kravene. Udgangspunktet er således, at varer fra andre Fællesskabslande alene skal kontrolleres sammen med modtagerlandets egne varer i de forskellige omsætningsled fra frysehus til detailhandel. Kødloven, mælkeproduktloven, ægloven og fiskekvalitetsloven omfatter således produktion og salg af fødevarer til hjemmemarkedet, til udførsel til andre medlemsstater og til udførsel til tredjelande.

Animalske varer, der indføres fra tredjelande, skal kontrolleres ved en tredielandsgrænsestation ved ankomsten til Fællesskabet. Hvis varerne opfylder Fællesskabets bestemmelser om sådan indførsel, frigives de til omsætning i Fællesskabet på samme måde som Fællesskabets egne produktioner.

Kontrollen med import af ikke animalske fødevarer er primært tilrettelagt som dokumentkontrol hos importøren. Det er således hovedsageligt varernes ledsagedokumenter og pålideligheden heraf samt opbevaringsforhold og transport, der kontrolleres, og importørens egenkontrol, jf. lovforslagets § 52, vil indgå som et væsentligt element i kontrollen.

Her i landet skyldes den oprindelige statslige levnedsmiddelkontrol kravene fra de markeder, hvortil danske produkter kunne afsættes. Disse markeder og de pågældende landes regeringer krævede en række garantier som forudsætning for at ville modtage de pågældende produkter. Disse garantier krævedes i almindelighed udstedt af et statsligt organ. Dette er fortsat gældende for en række tredielandsmarkeder.

Lovene om kød, mælk og æg samt fiskekvalitetsloven indeholder bestemmelser både om udførsel og om indførsel af de pågældende fødevarer. Bestemmelserne om udførsel og indførsel blev i 1992 overført til lovene om kød, mælk og æg fra en særlig lov om ud- og indførsel. Tilsvarende blev ud- og indførselslovens zoosanitære bestemmelser overført til husdyrsygdomsloven. Hensigten hermed var inden for disse loves område at samle regelsættet for produktion og omsætning indenrigs samt omsætning over landegrænserne.

Lovforslagets kapitel 9 omfatter såvel samhandel som indførsel fra og udførsel til tredjelande.

Til § 54

I bestemmelsen fastslås det grundlæggende princip, at fødevarer, som ikke opfylder lovens krav eller krav fastsat i medfør af loven eller forordninger m. v. udstedt af Fællesskabet, dvs. den danske fødevarelovgivning, er forbudt.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er en sammenskrivning af bestemmelserne i mælkeproduktlovens § 11 og kødlovens § 14.

Til stk. 3.

Bestemmelsen agtes anvendt til at sikre, at produkter som f.eks. kød og mælkeprodukter, der opbevares på toldoplag o.lign., undergives fornøden kontrol.

Til § 55

Bestemmelsen fastslår, at varer, der udføres, skal opfylde enten de danske regler eller modtagerlandenes egne regler. Der vil ofte være tale om, at modtagerlandene har visse særlige krav eller særregler, som kan afvige fra de danske regler. Bestemmelsen åbner mulighed for at imødekomme disse. Selv om et modtagerland slet ikke skulle have sådanne regler følger det af bestemmelsen, at de udførte varer i hvert fald skal opfylde anerkendte internationale normer. Disse normer vil kunne fremgå af bl.a. Codex Alimentarius.

Bestemmelsen medvirker til at sikre, at fødevarer, der eksporteres, er af høj standard og underkastet en effektiv kontrol. Derved kan tilliden i udlandet til danske fødevarer fastholdes, hvorved fødevareeksporten fremmes.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er en videreførelse af bestemmelsen i kødlovens § 15.

Til stk. 3.

Bestemmelsen præciserer, at lovforslaget som udgangpunkt også gælder fødevarer m. m., som leveres fra dansk område til skibe og fly.

Til kapitel 10.

Formålsbestemte afgifter og gebyrer

Til § 56

Bestemmelsen er udtryk for princippet om brugerbetaling og giver hjemmel til opkrævning af afgifter på alle områder til hel eller delvis dækning af kontrolomkostningerne. De kontrolafgifter og gebyrer, der herefter opkræves, skal således dække myndighedernes faktiske omkostninger ved kontrollens gennemførelse. Afgifterne og gebyrerne må ikke være større end de tilsvarende omkostninger ved kontrollen med den enkelte virksomhed. På den anden side må de principielt heller ikke være mindre. I visse tilfælde kan der være behov for at kunne undlade at opkræve en afgift eller alene opkræve en delvist dækkende afgift. Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at træffe sådan bestemmelse, enten konkret eller generelt ved udstedelse af regler herom.

Det vil med henblik på at opfylde målsætningen om fuld brugerbetaling være hensigtsmæssigt at beregne afgifts- og gebyrsatser , der baseres på omkostninger til lønning, overhead, kørsel m. v. pr. forbrugt tidsenhed, således som det er sket ved en række kontrolordninger, f.eks. ved kontrollen på grænsestationerne ved Fællesskabets ydre grænse, hvor satsen for tiden er fastsat til 140 kr. pr. kvarter.

For en lang række virksomheder er kontrollen og kontrolintensiteten fastlagt ved EU-direktiver. Der er i tilslutning hertil vedtaget direktiver vedrørende opkrævning af afgifter til dækning af myndighedernes kontrolomkostninger. Oprindelig omfattede ordningerne afgifter for kontrol med slagterier og visse andre kødvirksomheder, men afgiftsområdet er nu udvidet til at omfatte veterinær hygiejnekontrol i almindelighed, herunder grænsekontrol. Sigtet med disse afgifter er at sikre, at ingen af medlemslandene yder statsstøtte ved at undlade at tage sig betalt for kontrolomkostningerne. Der er derfor fastsat et forbud mod enhver form for refusion af afgifter.

Erhvervsministeren har anvendt puljemidler til at afskaffe gebyrer, der er særligt belastende for de små virksomheder. Derfor sker der i øjeblikket ikke afgiftsopkrævning på visse kontrolordninger. Der er tre kriterier, som skal være til stede, for at Erhvervsministeriet kan afskaffe et givent gebyr

- Gebyret må ikke være adfærdsregulerende.

- Gebyret skal kunne afskaffes helt, da en delvis afskaffelse kun vil give økonomiske og ikke administrative lettelser.

- Gebyret skal udgøre et vist irritationsmoment for de mindre virksomheder.

- Gebyret må ikke være påbudt i fællesskabsretten.

Det er således hensigten at bibeholde de adfærdsregulerende gebyrer for blandt andet ekstra tilsyn.

Stk. 4 indeholder hjemmel til at fastsætte regler om betaling for kontrolordninger, der er fastlagt i fællesskabsbestemmelser.

I stk. 6 er indsat en bestemmelse, hvorefter erhververen af en virksomhed, der er underkastet kontrol efter loven, hæfter for kontrolafgifter og -gebyrer, som vedrører tiden før erhvervelsen.

Til § 57

Bestemmelsen viderefører reglen i levnedsmiddellovens § 48a, stk. 3.

Bestemmelsen giver mulighed for at fritage visse detailforhandlingsvirksomheder for afgifter enten generelt for de beskrevne detailforhandlingsvirksomheder eller for den enkelte virksomhed.

Til kapitel 11.

Myndighederne

Som det fremgår af de generelle bemærkninger lægger lovforslaget op til en fundamental ændring af myndighedsstrukturen. På det decentrale plan skabes et enstrenget statsligt system, således at det politiske ansvar for al fødevarekontrol samles hos fødevareministeren og ikke opsplittes på to politiske niveauer - statsligt/primærkommunalt.

Kontrolopgaverne samles i et antal statslige fødevareregioner, som varetager alle de af lovforslaget omfattede kontrolopgaver fra jord til bord, samt kontrol- og tilsynsopgaver på det veterinære område. Regionerne vil således på lokalt plan svare til Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Til § 58

Stk. 1 og 2 i denne bestemmelse viderefører og præciserer bestemmelser i kødlovens § 25, mælkeproduktlovens § 20 og æglovens § 12 om henlæggelse af beføjelser til andre myndigheder og private institutioner.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, og som det fremgår af lovforslagets § 59 med dertil knyttede bemærkninger, er det hensigten, at fødevarekontrollen skal varetages af statslige fødevareregioner under Veterinær- og Fødevaredirektoratet, medens styring, koordination og regeludstedelse på området i det væsentligste agtes henlagt til Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Veterinær- og Fødevaredirektoratet vil endvidere få som opgave at rådgive ministeren og andre myndigheder om toksikologiske, mikrobiologiske, ernæringsmæssige, teknologiske og andre sundheds- og kvalitetsmæssige forhold vedrørende fødevarer. Denne opgave er en videreførelse af opgaver efter levnedsmiddellovens § 49. I konsekvens af denne generelle forpligtelse har direktoratet også til opgave at overvåge fødevarers indhold af stoffer, mikroorganismer m. v. og at undersøge befolkningens kostvaner med henblik på at kunne vurdere betydningen for befolkningens sundhed og ernæring, jf. lovforslagets § 70 og bemærkningerne hertil.

Til stk. 2.

Bestemmelsen giver bemyndigelse til at henlægge opgaver til private institutioner og til at fastsætte regler om disse opgavers varetagelse. I overensstemmelse med gældende praksis inden for den gældende fødevarelovgivnings område er det alene hensigten i givet fald at udlægge kontrolopgaver vedrørende produkters kvalitet. Det er dog hensigten fortsat at lade Slagteriernes Forskningsinstitut varetage den godkendelse m. v. af isoleret transportmateriel til international transport af fødevarer, som for nærværende sker inden for A.T.P.-lovens område, og bestemmelsen vil således blive anvendt til at videreføre § 4, stk. 1, i A.T.P.-loven.

Til stk. 3.

Bestemmelsen giver mulighed for at nedsætte specielle udvalg til at bistå ved administrationen af særlige områder inden for loven.

I A.T.P.-loven er der i § 4 bestemmelse om det særlig A.T.P.-udvalg, som bistår ved administration af A.T.P.-loven, og det er med nærværende bestemmelse hensigten at opretholde dette udvalg.

I lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer er der i § 24 etableret et ankenævn, som afgør klager over tilsynsmyndighedernes afgørelse af, om konkrete partier fisk og fiskevarer er af dårlig beskaffenhed. Ankenævnets kompetence gælder dog ikke ferske produkter og lignende produkter med kort holdbarhed. Ved gennemførelse af et enstrenget kontrolsystem vil det ikke være relevant at opretholde denne særlige bestemmelse på fiskeområdet, og det omtalte ankenævn agtes derfor nedlagt.

Det er således ikke tanken at nedsætte særlige udvalg vedrørende regulering og administration af enkelte produktområder, idet tanken med en generel fødevarelov netop er at regulere horisontalt og ikke opretholde en principiel adskillelse mellem kød, fisk, mælk o.s.v. Det betyder, at det i medfør af fiskekvalitetsloven etablerede kvalitetsudvalg ikke opretholdes.

Med hensyn til Fødevarekvalitetsudvalget, Fødevarekontroludvalget, Det Rådgivende Fødevareudvalg og Ernæringsrådet foreslås der etableret selvstændigt lovgrundlag, jf. §§ 31, 67, 69 og 73 i lovforslaget.

Til § 59

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, er det i ATV-rapporten om mål og midler i fremtidens kontrol med levnedsmidler og i henvendelsen fra forbrugerne, erhvervene og arbejdstagerne, vurderingen, at der bør etableres 8-10 regionale tilsynsmyndigheder fordelt rundt i landet. Det anbefales, at antallet af regioner fastlægges under hensyntagen til at sikre enhederne et passende geografisk ansvarsområde og samtidig sikre, at enhederne har en tilstrækkelig faglig og administrativ tyngde til at varetage de opgaver, som regionerne skal varetage.

Regeringen er enig i, at der bør etableres et antal enheder i den angivne størrelsesorden, men finder, at man først kan lægge sig fast på et endeligt antal, landets opdeling i regioner og regionsenhedernes placering, når der er foretaget en mere tilbundsgående analyse, herunder en analyse af hvilke opgaver, som bedst løses regionalt.

Der er også enighed om, at det er nødvendigt at sikre et høj vidensniveau og faglig kompetence i fødevareregionerne. Det er dels en forpligtelse, som følger af EU's direktiver vedrørende kontrol med fødevarer, dels en forudsætning for at myndighederne kan give relevant rådgivning til forbrugere og erhverv.

Det er udgangspunktet, at så mange opgaver som muligt bør løses lokalt og dermed så tæt på virksomhederne og forbrugerne som muligt. På den anden side er et af de basale krav til et nyt kontrolsystem, at der skal sikres en høj grad af ensartethed i afgørelser, beslutninger og kontrolniveau, for, som det er sagt fra brugerside, at undgå at fødevarekontrollen påvirker produktions- og afsætningsforholdene skævt, og for at skabe forbrugertillid til kontrolsystemet. Dette synspunkt trækker i retning af at fastholde en række opgaver på direktoratsniveau. Det gælder derfor om at finde en passende balance mellem de to hensyn, ligesom man gennem fastlæggelse af generelle retningslinier for kontroludøvelsen, efteruddannelse m. v. må sikre en høj grad af ensartethed i regioners opgaveløsning.

De regionale, statslige enheder er efter bestemmelsen tillagt ansvar for al kontrol og tilsyn med virksomheder m. v. for at sikre overholdelsen af loven og de med hjemmel i loven fastsatte krav. Der vil imidlertid være opgaver, hvor det på grund af deres kompleksitet, eller beskedne omfang ikke vil være rationelt at etablere den nødvendige ekspertise i alle regioner. Det kan f.eks tænkes at gælde virksomheder på genteknologiområdet. Det vil så kunne løses ved at samle den nødvendige viden i en enkelt eller nogle få regioner, som så vil være ansvarlig for at løse opgaverne i relation til alle af den pågældende virksomhedstype i hele landet.

Enhederne skal løse opgaver inden for følgende områder

- Kontrol og tilsyn efter fødevareloven, jf. lovforslagets kapitel 12.

- Kontrol og tilsyn efter husdyrssygdomsloven og zoonoseloven.

- Opgaver vedrørende godkendelse af virksomheder m. v.

- Udføre kontrol- og andre undersøgelser, herunder laboratorieundersøgelser vedrørende fødevarer.

- Administration af lovgivning i bred forstand.

- Opgaver vedrørende dyrevelfærd.

- Information og rådgivning til forbrugere, landmænd, virksomheder og praktiserende dyrlæger.

Enhederne vil blive opbygget på basis af de eksisterende tilsynsmyndigheder på fødevareområdet. Det vil betyde at de eksisterende 32 levnedsmiddelkontrolenheder skal indgå i regionerne sammen med de eksisterende statslige tilsynsmyndigheder, d.v.s. kredsdyrlægeinstitutionen, kødkontrollen, den veterinære grænsekontrol, dele af Fiskerikontrollen og dele af Plantedirektoratets kontrolsystem.

Som det fremgår ovenfor skal regionerne også varetage opgaver vedrørende husdyrsygdomsloven og zoonoseloven. Det sker for at sikre sammenhængen i kontrollen af fødevarer i hele kæden fra jord til bord, og er en naturlig konsekvens af, at disse opgaver også på direktoratsplan er samlet i Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Det forudsættes, at de opgaver, der løses af kredsdyrlægeembederne i forbindelse med dyreværnsloven ligeledes overføres til regionerne.

Det veterinære beredskab vil indgå som en central del af regionernes arbejdsopgaver.

Regionerne vil kunne tillægges opgaver efter anden lovgivning end de nævnte, f.eks vedrørende økologiske fødevarer eller andre økologiske produkter.

Sammenlægning af en række forskelligartede institutioner rejser en række faglige, praktiske og økonomiske spørgsmål. Dette omfatter placering, bemanding og organisering af fødevareregionerne og fastlæggelse af de laboratorieopgaver, regionerne skal varetage, samt spørgsmål i relation til overtagelse af personale og overtagelse eller oprettelse af kontor- og laboratoriebygninger. Der skal endvidere ske en afklaring omkring varetagelsen af kommunale miljøopgaver, der for nærværende er henlagt til MLK-systemet.

Som det er nævnt i de almindelige bemærkninger, har det ikke været muligt at analysere disse problemstillinger inden fremsættelse af lovforslaget, hvorfor disse spørgsmål vil blive afklaret gennem nedsættelse af et udvalg, der får til opgave at fremlægge et forslag til en samlet regionsstruktur. Det er hensigten, at dette udvalgsarbejde skal påbegyndes i umiddelbar forlængelse af lovens vedtagelse.

Til stk. 2

Bestemmelsen giver mulighed for en nærmere fastlæggelse af regionernes opgaver, ligesom der kan fastlægges nærmere bestemmelser eller retningslinier for deres virksomhed samt for Veterinær- og Fødevaredirektoratets tilsyn med regionerne.

Til § 60

Bestemmelsen giver, som de eksisterende bestemmelser i levnedsmiddellovens kapitel 9, kødlovens § 20, mælkeproduktlovens § 9 og æglovens § 9, stk. 3, fødevareministeren mulighed for at bestemme, at laboratorier skal opfylde bestemte krav, herunder være akkrediterede, godkendte eller opfylde andre kvalitetskrav, for at kunne udføre undersøgelser og analyser inden for lovens område. Den foreslåede bestemmelse omfatter også godkendelse af laboratorier til bestemte opgaver.

Udgangspunktet i den hidtidige lovgivning og i EU's kontroldirektiv er, at laboratorieundersøgelser udføres af myndighedernes egne laboratorier. Dette bør også være tilfældet fremover, da det er en forudsætning for gennemførelse af en behovsorienteret kontrol, og en forudsætning for tilrettelæggelse af laboratorieundersøgelserne efter det behov, der løbende opstår under kontrol- og tilsynsvirksomheden. Det er også et af de momenter, som sammen med kravet til et højt fagligt niveau taler for at bevare sammenhængen mellem tilsyn og laboratoriekontrol i de regionale, statslige enheder.

Der er i de nævnte EU-direktiver om fødevarekontrol endvidere krav om, at laboratorieundersøgelser, som lægges til grund for myndighedernes beslutninger, skal opfylde visse krav til kvalitet og pålidelighed. Det er nødvendigt, for at kunne behandle virksomhederne ens, og for at sikre et korrekt grundlag for administrationen af lovgivningen.

Allerede i dag er der områder, hvor der anvendes private laboratorier i kontrollen. Det gælder først og fremmest undersøgelser, der foretages som led i egenkontrollen enten på virksomhedernes egne eller på andre private laboratorier. Der er også andre områder, som f.eks. en række analyser af den mælk, som mælkeproducenter leverer til mejeier, og kontrol af næringsstoftilsætning, hvor analyserne kan udføres af private, akkrediterede laboratorier. Virksomhederne kan iøvrigt frit anvende private laboratorier til at udføre laboratorieundersøgelser. Med hensyn til øvrige analyseopgaver er det også i fremtiden hensigten at foretage en vurdering af, om opgaverne bedst løses i offentligt regi eller om de vil kunne udføres af privat laboratorier.

Bestemmelsen i nr. 2 er ligeledes en sammenskrivning af eksisterende bestemmelser, og har til formål at sikre, at analyseresultater er korrekte og sammenlignelige, og at der anvendes egnede og rationelle metoder.

Metodeudvikling er ofte en langvarig og ressourcekrævende opgave, hvorfor der er etableret mange internationale fora, som beskæftiger sig med metodeudvikling, afprøvning og godkendelse. Veterinær- og Fødevaredirektoratets Institut for Fødevareundersøgelser og Ernæring deltager aktivt i det nordiske metodeudviklingsarbejde under Nordisk Ministerråd i NMKL (Nordisk Metodik Komite for Levnedsmidler), i den europæiske og den internationale standardiseringsorganisation, CEN og ISO. Instituttet udvikler metoder til anvendelse i fødevarekontrollen.

Bestemmelsen åbner også mulighed for at kræve, at laboratorierne pålægges at deltage i metodeafprøvninger eller test af deres analysesikkerhed for at dokumentere, at analyseresultaterne lever op til kvalitetskravene.

Til § 61

Bestemmelsen er en sammenskrivning af regelerne i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om levnedsmidler m. m., § 26 i kødloven, § 21 i mælkeproduktloven, § 4 i ægloven og § 11b i fiskekvalitetsloven.

Bestemmelsen betyder, at Danmark kan leve op til sine EU-forpligtelser, ligesom der kan fastsættes de regler om kontrol, tilsyn og andre administrative regler, der er nødvendige for at kunne gennemføre EU-forordninger. Der kan i denne forbindelse fastsættes straf og andre sanktioner for overtrædelse af EU-forordninger inden for lovens område, jf. lovforslagets § 78, stk. 3.

Til stk. 2.

Bestemmelsen, som indholdsmæssigt viderefører § 1, stk. 2, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om levnedsmidler m. m., giver mulighed for at udnytte mulighederne for nationalt at fravige fællesskabsregler i det omfang, EU-reglerne giver mulighed herfor.

Til stk. 3.

Bestemmelsen giver som stk. 1 for EU-retsakter tilsvarende muligheder for at kunne leve op til de forpligtelser, Danmark har påtaget sig til opfyldelse af internationale traktater og aftaler. Bestemmelsen er primært medtaget med henblik på fortsat at kunne gennemføre ATP-traktaten her i landet og erstatter i den forbindelse den tidligere nævnte ATP-lov, som foreslås ophævet, jf. § 80, stk. 2, nr. 3.

Til kapitel 12.

Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater

Bestemmelserne i dette kapitel giver grundlag for at fastsætte bestemmelser om udøvelse af kontrol inden for lovens område. I kapitlet fastlægges de rettigheder og pligter, som tilsynsmyndighederne har efter loven. Derudover er virksomheder og myndigheder naturligvis bundet af anden lovgivning, herunder offentlighedsloven og forvaltningsloven, som fastsætter generelle krav til sagsbehandling, meddelelse af aktindsigt med videre. Bestemmelserne i kapitlet er indholdsmæssigt i alt væsentligt en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den eksisterende fødevarelovgivning.

Til § 62

Bestemmelsen viderefører indholdsmæssigt reglerne i levnedsmiddellovens § 55, stk.1, 1. led, kødlovens § 19, stk. 1, fiskekvalitetslovens § 23, mælkeproduktlovens § 15, stk.1, og æglovens § 2, stk. 2.

Der kan efter bestemmelsen fastsættes regler om kontroludøvelsen såvel for fødevarer generelt, som for bestemte dele af fødevareområdet. Det giver mulighed for at fastlægge de overordnede rammer for kontroludøvelsen i en horisontalt regulering og supplere med de nødvendige specifikke regler om kontroludøvelsen for bestemte typer af fødevarer. Sådanne særlige regler er især aktuelle på det animalske område, hvor der EU-mæssigt og af hensyn til eksporten til visse tredielande må stilles særlige krav, f.eks. om kontinuerlig offentlig kontrol på kødvirksomheder.

Udgangspunktet for kontroludøvelsen er naturligvis at sikre, at de regler, der gælder for fødevarerne og virksomhedsudøvelsen, overholdes. Valg af metode og kontrollens intensitet vil afhænge af de problemer, som er knyttet til de enkelte produktområder. Det centrale element for fødevarekontrollen vil være at sikre, at fødevarerne ikke udgør en sundhedsrisiko, men også krav om korrekt mærkning og forbrugerinformation er af stor betydning. For en række fødevarer, herunder ikke mindst kød, er det tillige en væsentlig opgave for den offentlige kontrol at sikre overholdelsen af de krav, som udgør grundlaget for fødevareeksporten.

Bestemmelsen åbner mulighed for at fastlægge, hvilken type kontrol, der skal anvendes. I Danmark tilrettelægges kontrollen i stor udstrækning som en behovsorienteret kontrol med hovedvægten på uanmeldte tilsyn på virksomhederne. Bestemmelsen vil også kunne danne grundlag for kontrol med transport af fødevarer, eksempelvis ved inspektion af køretøjer o.lign. på offentlig vej.

Der lægges vægt på at bevare en behovsorienteret kontrol ikke alene i forhold til risikoen ved de enkelte fødevarer, men også i forhold til virksomhederne. Veldrevne virksomheder med en udbygget egenkontrol, jf. § 52 og de dertil knyttede bemærkninger, vil efter omstændighederne f.eks kunne kontrolleres mindre hyppigt end andre.

Det er hensigten at lægge hovedvægten på kontrol i form af tilsyn, medens laboratoriekontrol, som er relativ dyr, iværksættes som støtte for tilsynet samt på områder, hvor tilsyn ikke er en egnet metode. Det kan f.eks. gælde kontrol med tilsætningsstofanvendelse, hvor man kan kontrollere recepter og dosering ved tilsyn på virksomhederne i Danmark, men hvor man for importvarer må basere kontrollen på laboratorieanalyser. Bestemmelsen åbner også mulighed for etablering af kontrolprogrammer og kontrolkampagner, eksempelvis programmer for kontrol med forekomst af salmonella eller lægemiddelrester i animalske produkter, og kampagner mod vildledning.

Regulering af anvendelse af analysemetoder er nødvendig for at sikre, at kontrolresultaterne er pålidelige og sammenlignelige, og den samvirker på dette område med lovforslagets § 60, stk. 2.

Til § 63

Bestemmelsen viderefører reglen om særlig kontrol i levnedsmiddellovens § 41, 1. led.

Bestemmelsen tænkes især anvendt, hvor der er tale om fødevarer, som kan udgøre en særlig risiko som følge af forekomst af kemiske eller bakteriologiske forureninger, eller som har ernærnigsmæssig betydning. Som eksempler kan nævnes fødevarer, hvor der er risiko for forekomst af mycotoksiner eller patogene mikroorganismer, og fødevarer sammensat med henblik på at opfylde særlige ernæringsmæssige behov. Den nuværende bestemmelse har været anvendt i forbindelse med særlig kontrol med nødder for indhold af aflatoksin og for fødevarer med tilsatte næringsstoffer, f.eks kosttilskud og modermælkserstatninger.

Bestemmelsen kan også anvendes for tilsætningsstoffer og materialer og genstande, jf. §§ 18 og 30.

Som udgangpunkt skal virksomhederne betale de udgifter, som er knyttet til den særlige kontrol, jf. § 56, stk. 2.

Til § 64

Bestemmelsen viderefører indholdsmæssigt levnedsmiddellovens §§ 33 og 35, kødlovens § 19, stk. 2, æglovens § 10 og mælkeproduktlovens § 15, stk. 2, idet der tillige er foretaget en udvidelse med flere eksempler på foranstaltninger, hvorom der kan gives påbud eller forbud.

Fødevarefremstilling og salg m. v. er en meget kompliceret proces, som indebærer ricici og muligheder for fejl, som kan gøre levnedsmidler uegnede til menneskeføde, medføre vildledning eller på anden måde gøre fødevarer uegnede til de påtænkte formål.

Derfor opstilles der en lang række krav til virksomheders indretning og drift, og til fødevarernes sammensætning, mærkning m. v. Disse krav er beskrevet i bemærkningerne til de foregående kapitler. Fødevareområdets mangfoldighed og kompleksitet samt udvikling af ny teknologi og processer, udvikling af nye produkter, internationalisering af regeldannelsen og hensyntagen til forbrugerønsker og -holdninger betyder, at fødevarelovgivningen bliver omfattende og kompliceret. Det betyder også, at det er umuligt at foretage en rimelig udtømmende regulering af området i lovform. En udtømmende regulering vil ej heller kunne finde sted i form af administrativt fastsatte bestemmelser.

Dette er almindeligt anerkendt, og genfindes i al moderne fødevarelovgivning.

Det betyder, at myndighederne, for at kunne sikre en forsvarlig administration af området, må være i besiddelse af en række instrumenter, som er egnede til at sikre, at reglerne også følges i praksis. Der er mange forhold, der har betydning, når man f.eks. skal sikre overholdelse af generelle bestemmelser, som lovforslaget § 7 om fødevarers egnethed til menneskeføde og § 19 om vildledende markedsføring m.fl. Det drejer sig både om råvaretype, tilsætningsstofanvendelse, opbevaring, transport, maskiner, indretning og drift af virksomheder m. v.

Det er derfor nødvendigt at kunne udstede forbud og påbud til de ansvarlige for salg og behandling af fødevarer for dermed at sikre, at reglerne overholdes. Det er også nødvendigt for at gøre det klart for virksomhederne, hvilke handlinger de skal iværksætte eller standse, for at loven og de med hjemmel heri fastsatte krav overholdes.

Det er ikke muligt præcist at beskrive, hvori sådanne påbud eller forbud består. Det strækker sig lige fra nedlæggelse af forbud mod at anvende en konkret råvare i fødevareproduktionen til at påbyde udskiftning af uegnede eller nedslidte maskiner, at foretage ekstra rengøring, at anvende egnet emballage, at foretage ompakning eller ommærkning, at udstede forbud mod salg af en vare eller påbud om, at en vare skal destrueres.

De fleste forbud og påbud vedrører forhold om indretning, rengøring, vedligeholdelse og drift af virksomheder, herunder påbud om indarbejdelse af rutiner i virksomhederne, for at undgå konstaterede fejl o.lign.

Alvorligere er naturligvis (evt. midlertidige) forbud mod salg af fødevarer, som er mistænkt for at være behæftet med fejl, er forurenede med kemiske stoffer eller fremmedlegemer, er vildledende mærket eller lignende. I disse tilfælde er myndighederne nødt til at kunne gribe ind og hindre, at sådanne fødevarer bringes ud i omsætning. Er varerne kommet ud i omsætning, må myndighederne kunne påbyde den ansvarlige at tilbagekalde varerne fra andre omsætningsled.

Forbud og påbud, som har til formål at justere eller forbedre produktionshygiejne og drift, anvendes i stort omfang og er nødvendige både for at kunne sikre danske forbrugere og af hensyn til den danske fødevareeksport.

De nævnte forbud og påbud af omsætningsbegrænsende karakter er ikke særligt hyppigt forekommende, men har været nødvendige at anvende i en række tilfælde, især hvor der er tale om sundhedsrisici eller om gentagen eller bevidst overtrædelse af lovgivningen. Det gælder således fordærvede fødevarer, varepartier med ulovlige rester af pesticider eller andre forureninger, varer, der er vildledende mærket, varer med ulovlige tilsætningsstoffer, glas eller keramik med for højt indhold af tungmetaller m. v.

I en række tilfælde vil de forhold, som er årsag til et påbud eller forbud, tillige udgøre en strafsanktioneret overtrædelse af krav fastsat i loven eller i medfør af loven. Dette gælder eksempelvis den centrale bestemmelse i lovforslagets § 7. Hvorvidt en sådan overtrædelse også vil blive forfulgt strafferetligt, vil dog afhænge af en selvstændig vurdering, men en række forhold, såsom karakteren af en eventuel sundhedsrisiko, vil naturligt indgå i såvel vurderingen af behovet for et påbud eller forbud, som i den strafferetlige bedømmelse.

Til stk. 2

Da den hidtidige lovgivning har givet anledning til tvivl på dette område, skabes der med denne bestemmelse et sikkert grundlag for, at tilsynsmyndigheden kan foretage de nævnte foranstaltninger for den ansvarliges virksomheds regning. Dette vil eksempelvis være relevant, hvis den berørte virksomhed ikke efterkommer et påbud om at tilbagekalde eller destruere et sundhedsfarligt vareparti.

Reglerne i lovforslagets § 56 om morarenter, rykkergebyr, en ny ejers eller brugers hæftelse og udpantningsret gælder også i relation til de udgifter, som det offentlige afholder i medfør af denne bestemmelse.

Til § 65

Bestemmelsen er en sammenskrivning og præcisering af levnedsmiddellovens § 45, kødlovens § 21, fiskekvalitetslovens § 23, stk. 3, mælkeproduktlovens § 16 og æglovens § 11.

Det præciseres således i forhold til levnedsmiddelloven, at der ikke skal foreligge retskendelse. Der er endvidere som følge af udviklingen på det teknologiske område foretaget en udvidelse af de områder, hvortil bestemmelsen hjemler adgang.

For at kunne udføre en effektiv kontrol med virksomheder og fødevarer må myndighederne for at kunne gennemføre uanmeldte tilsyn have adgang til de lokaliteter, hvor behandling og salg af fødevarer foregår. Myndighedernes adgang gælder alle lokaler, private eller offentlige, transportmidler m. m. Det forudsætter endvidere, at myndighederne har ret til at gøre sig bekendt med virksomhedens skriftlige materiale herunder elektroniske data i det omfang, det er nødvendigt for udøvelse af administration og kontrol i henhold til loven. I en række tilfælde vil formålet med den offentlige kontrol forspildes, hvis tilsynsmyndigheden ville skulle afvente retskendelse for at kunne gennemføre en sådan kontrol.

Bestemmelsen vil desuden være af central betydning i situationer, hvor der f.eks. er overhængende risiko for, at sundhedsfarlige fødevarer bringes i omsætning, og hvor den ansvarlige ikke ønsker at medvirke til at hindre dette.

Med udtrykket »personer, der er særligt bemyndiget hertil« gives der som hidtil mulighed for, at tilsynsmyndighederne i specielle tilfælde kan inddrage personer med en særlig fagkundskab i kontrollen. Endvidere giver bestemmelsen mulighed for at andre, såsom revisionsenheden og EU's kontrolkorps, kan medvirke ved kontrollen. Denne mulighed indebærer ikke, at de pågældende kan træffe beslutning indenfor lovens område.

Til § 66

Bestemmelsen viderefører regler i levnedsmiddellovens § 46, kødlovens § 21, mælkeproduktlovens § 16, æglovens § 11 og fiskekvalitetslovens § 23, stk. 3, idet der er foretaget en præcisering af bestemmelsen.

Oplysninger om økonomiske og regnskabsmæssige forhold er et vigtigt led i kontrollen med virksomhederne. Kun oplysninger, som er af direkte betydning for kontrollen, kan dog kræves afgivet. Myndighederne kan vederlagsfrit forlange EDB-udskrifter og kopier af relevant materiale, samt prøver af enhver art, som er relevant for kontrollen og overvågningen af fødevarer m. v. udtaget og tilsendt.

Bestemmelsen indebærer, at virksomheder også er pligtige at afgive oplysninger, som er nødvendige for at kunne fastsætte de afgifter og gebyrer, som falder inden for lovens område.

Til § 67

Til stk. 1

For at sikre størst mulig kvalitet i fødevarekontrollens tilrettelæggelse og udførelse foreslås det at nedsætte et Fødevarekontroludvalg. Ministeren vil udarbejde et kommissorium for udvalget, hvor det bl.a. vil fremgå, at udvalget på grundlag af revisionsenhedens rapporter skal vurdere, om fødevarekontrollen er gennemført

l i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning på området,

l i overensstemmelse med de fastlagte strategier, planer og målsætninger for fødevarekontrollen samt

l på en ressourcemæssig hensigtsmæssig måde.

Fødevarekontroludvalget vil være en del af den offentlige forvaltning og vil således bl.a. være omfattet af reglerne i forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt m.v.

Til stk. 2.

Udvalget består af seks medlemmer, der er fagkyndige i relation til udførelse af fødevarekontrol såvel teknisk som administrativt. Udvalget udpeger selv sin formand blandt medlemmerne. Formanden deltager som observatør i Det Rådgivende Fødevareudvalg, jf. bemærkningerne til § 69.

Til stk. 3.

Der foreslås etableret en revisionsenhed. Revisionsenheden udarbejder en plan, som sikrer, at alle områder af fødevarekontrollen indenfor et nærmere bestemt tidsrum (f.eks. 4 år) bliver gjort til genstand for en dyberegående revision. Planen godkendes af Fødevarekontroludvalget. Hvis revisionsenheden under sit arbejde bliver opmærksom på fejl eller mangler ved kontrollen, skal enhedenstraks informere direktøren for Veterinær- og Fødevaredirektoratet herom. Direktoratet træffer herefter beslutning om eventuelle ændringer i arbejdsgange eller lignende.

Revisionsenheden udarbejder hvert år en samlet rapport om resultatet af sine undersøgelser. Derudover kan enheden af egen drift eller efter anmodning fra Fødevarekontroludvalget tage særlige temaer op, som kan resultere i en række delrapporter. Rapporterne udgør grundlaget for Fødevarekontroludvalgets arbejde. Fødevareudvalget videresender de endelige rapporter til ministeren og til Det Rådgivende Fødevareudvalg med sine bemærkninger.

Revisionsenheden agtes organisatorisk placeret som et kontor i Veterinær- og Fødevaredirektoratet, men skal i lighed med Den intern Revision i EU-direktoratet være funktionelt uafhængig af direktoratet. Direktøren vil således ikke have nogen instruktionsbeføjelser i relation til arbejdets tilrettelæggelse og udførelse. Da revisionsenheden organisatorisk er en del af direktoratet, vil enheden have adgang til alt for fødevarekontrollen relevant materiale i direktoratet, ligesom den vil have adgang til privat og offentlig ejendom, dokumenter, oplysninger m. v. jf. §§ 65 og 66.

Medarbejderne i revisionsenheden skal have de fornødne faglige kvalifikationer. Lederen af enheden, der ansættes på åremål af ministeren, ansætter selv sine medarbejdere. Det er tanken, at enheden skal bestå af i alt fire akademikere og een kontorfunktionær. Lederen af enheden skal i lighed med formanden for Fødevarekontroludvalget være observatør i Det Rådgivende Fødevareudvalg.

Til stk. 4.

Efter reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven er en myndigheds interne arbejdsdokumenter som udgangspunkt ikke omfattet af retten til aktindsigt. Dette gælder dog ikke, hvis dokumentet er sendt til eller på anden måde er udleveret til udenforstående. I så fald antages dokumnetet at have mistet sin interne karakter. Dette gælder normalt også i tilfælde af videregivelse af oplysninger til brug for udøvelsen af kontrolvirksomhed.

For at sikre Fødevarekontroludvalget bedst mulige vilkår for at udøve sin kontrolvirksomhed, foreslås det, at interne arbejdsdokumenter ikke ophører med at være interne, blot fordi de udveksles mellem Fødevarekontroludvalget og Revisionsenheden.

Herved vil retstilstanden være identisk med den, der gælder i forhold til dokumenter, der fremsendes til Folketingets Ombudsmand. En lignende bestemmelse findes i kommunestyrelseslovens § 47, stk. 5, hvorefter videregivelse af interne arbejdsdokumenter til de kommunale tilsynsmyndigheder som led i en tilsynssag heller ikke medfører, at dokumenterne mister deres interne karakter.

Bortset herfra er reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven ikke foreslået fraveget.

Til stk. 5.

For at sikre Folketinget en bred information om fødevarekontrollen foreslås det, at ministeren på grundlag af rapporterne fra Fødevarekontroludvalget/revisionsenheden og på baggrund af Det Rådgivende Fødevareudvalg bemærkninger hertil årligt udarbejder en redegørelse om fødevarekontrollen, herunder om gennemførelsen af kontrolstrategien. Redegørelsen videresendes til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Til § 68

Med bestemmelsen foreslås intentionerne med lov nr. 481 af 12. juni 1996 om offentliggørelse af kontrolresultater videreført.

Offentliggørelsen kan også omfatte navne på de kontrollerede fysiske og juridiske personer. Offentliggørelsen omfatter tillige navne på fysiske og juridiske personer, der har modtaget forbud/påbud om omsætningsbegrænsende foranstaltninger, accepteret et bødeforlæg eller modtaget dom for overtrædelse af fødevarelovgivningen.

Hensigten med offentliggørelse af kontrolresultater er at give forbrugerne et væsentligt forbedret grundlag for at træffe deres forbrugsvalg, hvilket må antages også at forøge den omhu, hvormed virksomhederne søger at sikre overholdelsen af lovgivningens krav til behandling og salg af fødevarer. Den skønnes også at kunne medvirke til at skabe lige konkurrencevilkår til gavn for de seriøse virksomheder på området.

Situationer, som frembyder akut sundhedsfare, vil ikke falde ind under denne offentliggørelsesordning, men offentliggørelse vil finde sted som hidtil. Dette vil ofte ske i form af en pressemeddelelse, hvori det pågældende produkt og den ansvarlige virksomhed er angivet.

Til stk. 2.

Det præciseres her udtrykkeligt, at offentliggørelse kan ske elektronisk. Dette vil eksempelvis kunne ske på Internettet.

Til stk. 3.

Kontrolresultaternes mængde samt ønsket om periodisk, ensartet offentliggørelse, herunder i elektronisk form, gør det naturligt, at der som grundlag for offentliggørelsen etableres et edb-informationssystem.

Af bestemmelsen fremgår det, at fødevareministeren af egen drift når som helst også periodisk kan videregive de registrerede oplysninger i valgfrit omfang.

Derudover har enhver, der fremsætter ønske derom adgang til at modtage såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra registret. Denne videregivelse vil dog, medmindre der foreligger særlige grunde, kunne besvares med en henvisning til den almindelige offentliggørelse af kontrolresultaterne. Den almene adgang til at få oplysninger begrænses til de oplysninger i registret, som enten har været offentliggjort eller som skal offentliggøres, idet registret af praktisk/tekniske grunde kan tænkes at komme til at indeholde oplysninger, som ikke er omfattet af offentliggørelse. Videregivelse af sådanne oplysninger må i givet fald vurderes på basis af registerlovens almindelige videregivelsesprincipper.

Til kapitel 13.

Det Rådgivende Fødevareudvalg

Til § 69

For at styrke samspillet mellem Fødevareministeriets opgavevaretagelse og samfundets stigende krav til førevarernes kvalitet og sundhed nedsætter fødevareministeren et rådgivende fødevareudvalg. Udvalget bør bestå af et bredt udsnit af forbruger- og erhvervsinteresser, således at der er sikret en paritetisk repræsentation af følgende interessegrupper

- forbrugere

- primærproducenter

- forarbejdningsvirksomheder

- handel

- øvrige.

Sammensætningen af udvalget forbliver derfor som udgangspunkt uændret, idet dog formanden for det i § 67 nævnte Fødevarekontroludvalg deltager som obervatør i møderne i Det Rådgivende Fødevareudvalg.

Udvalget fungerer som rådgiver for fødevareministeren og er et fast forum, der drøfter relevante fødevarepolitiske temaer med baggrund i forskellige udviklingstendenser i produktion, teknologi, forbrug m. m. vedrørende fødevarer. Der tænkes her på emner som levnedsmiddelbårne sygdomme, fødevarekontrol, offentliggørelse af kontrolresultater, genteknologiske aspekter, anden fødevareteknologi, forureninger i fødevarer og information på det fødevare- og ernæringsmæssige område.

Dette forum kan bidrage til udveksling af forskellige synspunkter mellem erhverv, forbrugere og myndigheder og være initiativtagende og ideskabende i den offentlige debat om relevante problemstillinger og i forbindelse med fremtidige tiltag på fødevareområdet.

Udvalget skal endvidere rådgive ministeren med hensyn til stillingtagen til forslag fra Kommissionen til EU-retsakter inden for fødevareområdet. Udvalget vil således overtage nogle af de funktioner, som hidtil er blevet varetaget af de udvalg, der er nedsat i henhold til § 2, stk. 1, i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m. v. og § 2, stk. 1, i love om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger på fiskeriets område og administration af porduktionsafgifter m. v.

Fødevareudvalgets arbejdsområde kan sammenfattes i følgende 3 punkter

- Rådgivende i forhold til EU-spørgsmål og national lovgivning

- Rådgivende i forhold til kontrolstrategi

- Rådgivning om større fødevarepolitiske temaer.

Det rådgivende Fødevareudvalg følger kontrolindsatsen på grundlag af rapporten fra Fødevarekontroludvalget og revisionsenheden.

Til kapitel 14.

Kost og Ernæring

Reglerne i kapitel 13 sigter mod opfyldelse af lovforslagets formål om at fremme sunde kostvaner. Kostens sammensætning - især det høje fedtindhold og det lave kulhydratindhold i den danske kost - har en væsentlig indflydelse på befolkningens sundhedstilstand. Dokumentationen peger klart på ernæringen som den vigtigste faktor for risikoen for de store folkesygdomme i Danmark - blodprop i hjertet, kræft og fedme.

Bestemmelserne i kapitel 14 giver fødevareministeren mulighed for at anvende den faglige viden, som opsamles i Veterinær- og Fødevaredirektoratet om de teknologiske, sundhedsmæssige, kvalitetsmæssige og ernæringsmæssige forhold vedrørende fødevarer og dermed at beskytte befolkningen mod kostrelaterede sundhedsfarer. Ministeren kan desuden trække på den ernæringsvidenskabelige ekspertise i det omgivende samfund.

Kost- og ernæringsområdet er kun i mindre grad reguleret i EU. En omfattende fællesskabsregulering er næppe hensigtsmæssig, fordi kostvanerne og eventuelle ernæringsmæssige fejl og mangler ved kosten ofte er nationalt, geografisk eller kulturelt betingede. Kostvanerne kan desuden alene bestemmes af den enkelte.

Til § 70

Bestemmelsen giver fødevareministeren en række virkemidler, som sigter på forbedring af befolkningens kostvaner og ernæringsstatus.

Overvågningsprogrammer indebærer, at man over en længere periode systematisk følger næringsstofindholdet i udvalgte fødevarer og kombinerer oplysningerne med befolkningens indtagelse af fødevarer for dermed at indsamle viden om, hvad befolkningen indtager af næringsstoffer. Overvågningssystemet har eksisteret siden 1983, og resultaterne er gjort op i femårs-rapporter. Analyserne har vist, at danskerne generelt set får tilstrækkeligt af alle næringsstoffer, og at fødevarenes indhold af næringsstoffer er stabilt.

Undersøgelser om fødevarers indhold af næringsstoffer og om befolkningens kostvaner er en nødvendig forudsætning for overvågningen. Kostundersøgelserne giver et billede af befolkningens fødevarevalg og mulighed for vurdering af de ernæringsmæssige og sundhedsmæssige konsekvenser af dette valg. Undersøgelserne viser, hvordan spisevanerne i forskellige befolkningsgrupper ændrer sig i løbet af en årrække. Undersøgelserne kan f.eks. afdække, om der er sundhedsmæssige problemer med den mad, danskerne spiser i dag.

Bestemmelsen indeholder bemyndigelse for fødevareministeren, på grundlag af overvågningsprogrammer og undersøgelser at fastsætte regler og anbefalinger og at informere om kost og ernæring.

Overvågnings- og kostundersøgelserne har bl.a. vist, at indtaget af jod er lavt, og jodindtaget er derfor undersøgt nærmere. Dette vil resultere i, at det bliver tilladt at berige salt med jod. Undersøgelserne danner generelt grundlag for beslutninger om berigelse af fødevarer eller anbefalinger om anvendelse af kosttilskud. I 1990 viste overvågningen et meget højt indhold af A-vitamin i svinelever, og myndighederne frarådede, at gravide kvinder spiste lever.

Anbefalinger om indtagelse af næringsstoffer udarbejdes som regel inden for rammerne af det nordiske samarbejde. Anbefalingerne er videnskabeligt begrundede retningslinjer for sammensætning af kosten og indtaget af næringsstoffer. De danner det teoretiske grundlag for ernæringsoplysningen og er et vigtigt redskab for planlægning af kosten for grupper. Anbefalingerne er i Danmark udmøntet i en række kostråd - f.eks. »spis meget frugt og mange grøntsager hver dag« og »brug kun lidt smør, margarine og olie« - som kan anvendes af forbrugerne på en praktisk måde ved valget af fødevarer og planlægningen af de daglige måltider.

Ernæringsoplysningens formål er at motivere befolkningen til en ændring af kostvaner. Oplysningsindsatsen gennemføres via forskellige kanaler, først og fremmest gennem mediekampagner om sund mad, men også gennem lokale initiativer og samarbejde mellem myndigheder, fødevareproducenter og detailhandelen. Som i øvrigt inden for fødevareområdet er forbrugeroplysning et væsentligt virkemiddel, og informationsindsatsen vil blive søgt styrket bl. a. gennem en landsdækkende videreførelse af Veterinær- og Fødevaredirektoratets informationsprojekt i dagligvarebutikker på Fyn.

Den statslige ernærningsoplysning varetages af Statens Husholdningsråd, Sundhedsstyrelsen og Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Der er etableret et nært samarbejde mellem myndighederne for at sikre mod overlappende initiativer og for at sikre ensartede udmeldinger på området.

Til § 71

Ved siden af det offentlige har mange sygdomsbekæmpende organisationer, forbrugerorganisationer m. v. og en række detailhandelskæder og virksomheder omfattende oplysningsaktiviteter vedrørende kost og ernæring. Bestemmelsen i stk. 1 giver fødevareministeren mulighed for at gribe ind i privates oplysningsvirksomhed med henblik på at hindre vildledning af forbrugerne. Der findes desuden et formaliseret samarbejde mellem myndigheder og organisationer om kost- og ernæringsoplysningens mål og metoder med henblik på koordinering af indsatsen.

Til stk. 2.

Bestemmelsen viderefører levnedsmiddellovens § 29, stk. 2.

Bestemmelsen giver hjemmel til at gennemføre direktiv 90/496/EØF om næringsdeklaration af levnedsmidler. Formålet med næringsdeklarationen er at give forbrugerne ensartede oplysninger om indholdet af næringsstoffer i forskellige fødevarer. Direktivet fastsætter, at det er frivilligt at næringsdeklarere, men når næringsdeklaration anvendes, skal det ske i overensstemmelse med direktivets bestemmelser. Færdigpakkede fødevarer, der sælges med en ernæringsmæssig anprisning, skal være forsynet med en næringsdeklaration.

Til § 72

Bestemmelsen indeholder bemyndigelse for fødevareministeren til at rådgive om og fastsætte regler for offentlig kostforplejning, herunder at følge op på anbefalinger af betænkning nr. 1334 om offentlig kostforplejning i Danmark og at fortsætte arbejdet med officielle anbefalinger af institutionskost.

Mere end 250.000 danskere er i dag omfattet af offentlig kostforplejning, og hver dag serveres der rundt regnet en halv million måltider i offentlige institutioner og ved madudbringning. Madens sammensætning og kvalitet har stor betydning for helbredet og livskvaliteten for de mennesker, som modtager og som ofte er afhængige af offentlig kostforplejning i kortere eller længere tid.

Ernæringsrigtig kost i den offentlige forplejning kan forebygge sygdomme hos befolkningen, og kosten er desuden led i behandlingen af syge. Der er både samfundsøkonomiske og menneskelige fordele at opnå ved at tilbyde god mad fra de offentlige storkøkkener. Det er vigtigt, at maden bliver spist, og den skal derfor smage godt.

Til § 73

For at fremme den videnskabelige diskussion på ernæringsområdet og sætte fokus på væsentlige forskningsopgaver nedsætter ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri et ernæringsråd, der skal være rådgivende i ernæringsvidenskabelige spørgsmål. Det statslige ernæringsråd skal være uafhængigt af såvel kommercielle og politiske interesser som centraladministrationen. Der skal være tale om et råd med en videnskabelig faglig baggrund.

Det skal være rådets opgave

- at indsamle viden og fremlægge dokumentation om ernæringsspørgsmål og sammenhænge mellem kost og sundhed/sygdom,

- at skabe overblik over og rådgive om den ernæringsmæssige forskning og

- at rådgive offentligheden, myndigheder og fødevareindustri om videnskabelige ernæringsmæssige forhold.

Til kapitel 15.

Klage og dispensation

Til § 74

Det er hensigten at de afgørelser, som træffes af de regionale, statslige enheder, skal kunne påklages til Veterinær- og Fødevaredirektoratet, hvorfor toinstandsprincippet fortsat vil være gældende.

Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om klageadgang og om fremgangsmåden ved klage. Der vil eksempelvis kunne fastsættes en frist for udnyttelse af rekursmuligheden, krav til klagens form og indhold eller regler om klagens indsendelse.

Der er med formuleringen givet mulighed for helt eller delvist at afskære klageadgangen for myndighedsafgørelser, medens bestemmelsen ikke giver mulighed for at afskære klageadgangen for de afgørelser, som bliver truffet af private institutioner.

Endvidere vil der kunne gives den myndighed, som har truffet afgørelse i første instans, mulighed for at revurdere afgørelsen efter indgivelsen af en klage. Myndigheden kan eventuelt få adgang til at træffe en ny realitetsafgørelse, som giver klager hel eller delvis medhold, uden at sagen skal forelægges rekursinstansen.

Til § 75

Der foreslås fastsat en klagefrist på 4 uger fra afgørelsens meddelelse. Skulle der efter fristens udløb komme nye oplysninger frem, som kan begrunde en anden afgørelse, vil sagen kunne hjemvises til fornyet behandling i 1. instansen.

Til stk. 2

Der vil kunne foreligge sådanne særlige omstændigheder, at klagemyndigheden ud fra en konkret vurdering finder det rimeligt at behandle klagen, selv om fristen er overskredet. Der bør i den forbindelse lægges vægt på om der foreligger undskyldelige årsager for overskridelsen af fristen. F.eks. vil forsinkelse på grund af akut hospitalsindlæggelse som udgangspunkt være undskyldelig. Af konkrete forhold som kan tale mod en dispensation kan nævnes, at sagen involverer flere parter med modstridende interesser. Bestemmelsen giver klagemyndigheden adgang til inden for 6 måneder efter afgørelsens meddelelse at dispensere fra klagefristen. Fristen på 6 måneder svarer til, hvad der har været gældende efter § 59, stk. 2, i levnedsmiddelloven.

Til § 76

Bestemmelsen giver som den nuværende bestemmelsen i § 62 i levnedsmiddelloven mulighed for i enkelttilfælde at fravige de citerede regler i lovforslaget.

Til § 77

Bestemmelsen, som er ny, giver ministeren for fødevare, landbrug og fiskeri bemyndigelse til bl.a. at fastsætte regler eller træffe bestemmelse om pligt for offentlige og private virksomheder til under større katastrofer, herunder krise eller krig, at træffe særlige foranstaltninger til sikring af fødevareforsyningen. Endvidere kan ministeren tillade omsætning af fødevarer, som ikke fuldt ud opfylder bestemmelserne i dette lovforslag.

Erfaringer fra især Tjernobyl-katastrofen i 1986 har vist, at det under større katastrofer kan blive nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger for at undgå forurening af fødevarer og sikre fødevareforsyningen. Det vil eksempelvis kunne blive nødvendigt at give pålæg om særlig konservering og om oplagring af fødevarer samt at nedlægge forbud mod eksport af fødevarer.

Det er hensigten at delegere bemyndigelsen til at træffe sådanne særlige foranstaltninger til Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Bestemmelserne i stk. 2 og 3, om statens erstatningsansvar for virksomhedernes økonomiske tab som følge af en forpligtelse til at træffe særlige foranstaltninger, svarer med redaktionelle ændringer til bestemmelserne i beredskabslovens § 28, stk. 4 og 5.

Til kapitel 16.

Straffebestemmelser

Til § 78

Strafferammen for overtrædelse af fødevareloven og de med hjemmel heri fastsatte forskrifter er som udgangspunkt bøde.

Efter bestemmelsen i stk. 3 kan frihedsstraf anvendes, hvis overtrædelse er begået forsætligt eller groft uagtsomt og der er forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare derfor eller opnået eller tilsigtet opnået økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre. Der er tale om en samling og videreførelse af bestemmelser i levnedsmiddelloven, mælkeproduktloven, kødloven og tildels ægloven. Bødestraf kan anvendes ved overtrædelser af loven, der alene kan tilregnes den pågældende som simpelt uagtsomme.

Ved udstedelse af regler med hjemmel i loven vil der skulle træffes valg mellem at fastsætte alene bødestraf, bøde- eller hæftestraf eller endelig straf af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år for overtrædelse af forskriftens regler. Vanskeligt kontrollerbare overtrædelser af levnedsmiddellovgivningen, som indebærer en alvorlig sundhedsmæssig risiko, bør utvivlsomt kunne medføre frihedsstraf, medens andre overtrædelser alene bør føre til anvendelse af bødestraf.

Til § 79

Den foreslåede hjemmel til at meddele administrative bøder er en videreførelse af tilsvarende regler i ægloven og mælkeproduktloven. Anvendelsen udvides nu til at gælde hele fødevarelovens område. Disse administrative bøder anvendes for nærværende i mindre, ukomplicerede sager, og denne praksis vil blive fortsat.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter den pågældendes positive medvirken og indebærer en aflastning for domstolene.

Til kapitel 17.

Ikrafttræden m. m.

Til § 80

Da loven er en del af en større regeludstedelse og -sanering vil det være mest hensigtsmæssigt, at tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden samt ophævelse af de i stk. 2 nævnte lovbestemmelser fastsættes af ministeren med henblik på en koordineret ikrafttræden af fødevareloven.

Overtrædelse af de regler, der efter stk. 3 fortsat er gældende, straffes i henhold til stk. 5 på samme måde som hidtil., dvs. som angivet i de pågældende forskrifter. Den almindelige strafsanktion i disse forskrifter er bøde, men også straf af hæfte eller fængsel forekommer i disse forskrifter.

Til § 81

Af de love, der forudses inkorporeret i fødevareloven og derfor forudses ophævet, er en bestemmelse som den anførte indsat i

- kødloven,

- mælkeloven,

- ægloven og

- lov om offentliggørelse af kontrolresultater.

Levnedsmiddelloven indeholder alene en bestemmelse, hvorefter loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dette skyldes, at der kan fastsættes regler om erhvervsmæssig tilvirkning, opbevaring, transport og forhandling af fødevarer i overensstemmelse med den i de øvrige dele af riget gældende lovgivning og med de ændringer og udvidelser, som måtte være påkrævede for Grønland i medfør af § 5 b i lov om sundhedsvæsenet i Grønland.

Lov nr. 538 af 17. november 1976 om international transport af letfordærvelige fødevarer indeholder en bestemmelse, hvorefter loven ikke gælder for Færøerne.

Fiskekvalitetsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993, indeholder en bestemmelse, hvorefter loven ikke gælder for Færøerne, samt en bestemmelse, hvorefter lovens § 27 ikke gælder for Grønland, men ved fiskeriministerens bestemmelse kan sættes i kraft for denne landsdel, samt endelig en bestemmelse, hvorefter fiskeriministeren kan bestemme, at loven ikke skal gælde for Grønland.

Ved kongelig anordning nr. 857 af 18. december 1991 er lov nr. 328 af 4. juni 1986 om kød m. m. sat i kraft for Grønland i den i anordningen angivne affattelse.

Det er på denne baggrund, at der i fødevareloven er optaget en bestemmelse, hvorefter loven eller dele af loven kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Skriftlig fremsættelse (26. marts 1998)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Dam Kristensen)

Hermed skal jeg for Det høje Ting fremsætte

Forslag til Lov om fødevarer m.m. (fødevareloven).

(Lovforslag nr. L 9).

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med oprettelsen af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ved kongelig resolution af 30. december 1996, hvorved alle opgaver vedrørende fødevarer blev samlet i eet ministerium.

Formålet med denne samling af ansvaret for fødevareområdet var bl.a. at skabe en større gennemskuelighed og en forenkling af lovgivningen samt at etablere grundlaget for et sammenhængende kontrolsystem fra hav og jord til bord, som kan sikre en ensartet kontrol.

Der er i Danmark en lang tradition for at regulere produktion og salg af fødevarer. Allerede i 1701 fastslog en forordning, at salg af fordærvede og sundhedsfarlige fødevarer var forbudt.

Fødevarelovgivningen har siden udviklet sig og er i dag karakteriseret ved en stor regelmasse og en høj detaljeringsgrad.

Fødevarelovene er et resultat af den historiske udvikling på fødevareområdet, hvor lovgivningen er opstået i takt med behovene for at sikre den hjemlige forbruger, men også for at sikre den danske eksports høje niveau.

Produktionen af fødevarer har traditionelt været opdelt efter de råvarer, der anvendes, i en særlovgivning, der omfatter kød, fisk, mælk og æg, og i en generel levnedsmiddellovgivning, der omfattede levnedsmidler i almindelighed samt visse tværgående regler om f.eks. tilsætningsstoffer og sundhedsanprisninger. I de senere år er udviklingen gået i retning af produktion af mere sammensatte, mere forarbejdede og mere forædlede produkter, hvilket betyder, at man i langt højere grad end før blander mange typer ingredienser sammen.

Denne udvikling i retning af nye produktionsmønstre og dermed ændring af de traditionelle virksomhedstyper på fødevareområdet gør det nødvendigt at modernisere reguleringen af området, således at lovgivningen ikke i sig selv er en hindring for denne udvikling. Regulering af alle virksomhedstyper og alle fødevarer i samme lov skaber bedre muligheder for på en smidig måde at tilpasse reguleringen til udviklingen og for samtidig at fastholde et højt sikkerhedsniveau i produktionen og distributionen af fødevarer.

Det er væsentligt at understrege, at der ikke med det foreliggende lovforslag vil blive tale om en sanering, som vil svække det eksisterende beskyttelsesniveau. Formålet med regelsaneringen er at fjerne overflødige regler og at sammenskrive reglerne for at øge klarheden og overskueligheden i regelmassen.

Lovforslaget skal erstatte en række love, der tilsammen har reguleret fødevareområdet - den generelle lov om levnedsmidler og de særlige love om enkelte fødevarer som kød, fisk, æg og mælkeprodukter. Endvidere er en række andre love og lovbestemmelser om emner, som vedrører fødevarer, indarbejdet i lovforslaget. I alt samler lovforslaget 9 love. Lovforslaget er hovedsagelig en sammenfatning og en forenkling af denne lovgivning.

Lovforslaget fastlægger de overordnede rammer for den fremtidige fødevarekontrol.

Udviklingen i det danske kontrolsystem har gennem flere år været genstand for debat. Debatten har vist, at der er behov for en grundlæggende ændring og forenkling af kontrolstrukturen.

En hovedproblemstilling i lovforslaget er tilliden til kontrolsystemet, og forslaget om en samling og forenkling af kontrollen med fødevarer.

Der stilles forslag om, at der i statsligt regi etableres et enstrenget kontrolsystem, som skal varetage alle opgaver i fødevarekæden fra hav og jord til bord, samt at der etableres et mindre antal faglige enheder til at varetage kontrollen med behandling og salg af fødevarer. Enhederne forudses placeret lokalt under hensyntagen til virksomhedstæthed, virksomhedsstørrelse og kontrolbehov, befolkningsunderlag og geografiske afstande.Et sådant system skal omfatte kontrollen i alle produktions- og handelsled i fødevarernes gang fra primærproduktion til detailled. Dette skal sikre en sammenhæng og koordination i kontrollen, så der kan sættes ind i det led, hvor effekten er størst, og samtidig sikre, at administrationen af lovgivningen bliver ensartet i hele landet.

For at sikre størst mulig kvalitet i fødevarekontrollens arbejde foreslås nedsat et Fødevarekontroludvalg, der skal have til opgave at overvåge, om fødevarekontrollen udføres i overensstemmelse med reglerne på området, med kontrolstrategien og kontrolplaner, og i øvrigt udføres på en ressourcemæssig hensigtsmæssig måde. Efter forslaget oprettes der endvidere en revisionsenhed, som skal bistå Fødevarekontroludvalget i dets arbejde. Revisionsenheden udarbejder en revisionsplan, der godkendes af Fødevarekontroludvalget, samt en revisionsrapport, der afgives til Fødevarekontroludvalget.

For at Folketinget kan være bredt orienteret om fødevarekontrollen skal fødevareministeren efter lovforslaget hvert år udarbejde en redegørelse til Folketinget om kontrollen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 23. juni 1998

Kapitel 4

Markedsføring og mærkning af fødevarer

§ 4. Lovens regler om salg af fødevarer, tilsætningsstoffer og materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer gælder også udbud til salg, formidling af salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre.

§ 4. Lovens regler om salg af fødevarer, tilsætningsstoffer og materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer gælder også udbud til salg, formidling af salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre.

§ 4. Lovens regler om salg af fødevarer, tilsætningsstoffer og materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer gælder også udbud til salg, formidling af salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre.

Kapitel 5

Materialer og genstande

Kapitel 5

Materialer og genstande

Kapitel 5

Materialer og genstande

§ 5. Lovens regler om behandling af fødevarer, tilsætningsstoffer og materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer gælder også slagtning, slagtemæssig behandling, tilvirkning, opbevaring, aftapning, emballering, ompakning og transport.

§ 5. Lovens regler om behandling af fødevarer, tilsætningsstoffer og materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer gælder også slagtning, slagtemæssig behandling, tilvirkning, opbevaring, aftapning, emballering, ompakning og transport.

§ 5. Lovens regler om behandling af fødevarer, tilsætningsstoffer og materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer gælder også slagtning, slagtemæssig behandling, tilvirkning, opbevaring, aftapning, emballering, ompakning og transport.

Kapitel 6

Frivillige mærkningsordninger

Kapitel 6

Frivillige mærkningsordninger

Kapitel 6

Frivillige mærkningsordninger

§ 6. Hvor der i denne lov er givet ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri bemyndigelse til at fastsætte regler, skal der indhentes udtalelse fra relevante landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer.

Stk. 2. Ministeren kan dog undlade at indhente udtalelser i henhold til stk. 1, hvis dette af tidsmæssige grunde eller af anden årsag ikke er muligt.

§ 6. Hvor der i denne lov er givet ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri bemyndigelse til at fastsætte regler, skal der indhentes udtalelse fra relevante landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer.

Stk. 2. Ministeren kan dog undlade at indhente udtalelser i henhold til stk. 1, hvis dette af tidsmæssige grunde eller af anden årsag ikke er muligt.

§ 6. Hvor der i denne lov er givet ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri bemyndigelse til at fastsætte regler, skal der indhentes udtalelse fra relevante landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer.

Stk. 2. Ministeren kan dog undlade at indhente udtalelser i henhold til stk. 1, hvis dette af tidsmæssige grunde eller af anden årsag ikke er muligt.

Kapitel 7

Primærproduktion af fødevarer

Kapitel 7

Primærproduktion af fødevarer

Kapitel 7

Primærproduktion af fødevarer

§ 7. Fødevarer skal ved behandling og salg være af sund og god beskaffenhed og have en rimelig holdbarhed i salgsøjeblikket.

Stk. 2. Fødevarer må ikke sælges, hvis de ved anvendelse på sædvanlig måde må antages at kunne overføre eller fremkalde sygdom eller at kunne medføre forgiftning, eller hvis fødevarerne på grund af sygelig forandring, fordærvethed, forurening, fejlagtig tilberedning eller af anden grund må anses for at være utjenlige til menneskeføde.

§ 7. Fødevarer skal ved behandling og salg være af sund og god beskaffenhed og have en rimelig holdbarhed i salgsøjeblikket.

Stk. 2. Fødevarer må ikke sælges, hvis de ved anvendelse på sædvanlig måde må antages at kunne overføre eller fremkalde sygdom eller at kunne medføre forgiftning, eller hvis fødevarerne på grund af sygelig forandring, fordærvethed, forurening, fejlagtig tilberedning eller af anden grund må anses for at være utjenlige til menneskeføde.

§ 7. Fødevarer skal ved behandling og salg være af sund og god beskaffenhed og have en rimelig holdbarhed i salgsøjeblikket.

Stk. 2. Fødevarer må ikke sælges, hvis de ved anvendelse på sædvanlig måde må antages at kunne overføre eller fremkalde sygdom eller at kunne medføre forgiftning, eller hvis fødevarerne på grund af sygelig forandring, fordærvethed, forurening, fejlagtig tilberedning eller af anden grund må anses for at være utjenlige til menneskeføde.

Kapitel 8

Virksomhederne

Kapitel 8

Virksomhederne

Kapitel 8

Virksomhederne

§ 8. Ved forureninger forstås i denne lov andre biologiske, fysiske eller kemiske forekomster end tilsætningsstoffer i eller på fødevarerne, som kan udgøre en sundhedsrisiko, kan gøre fødevarerne utjenlige til menneskeføde eller kan forandre fødevarernes normale sammensætning eller beskaffenhed i øvrigt. Dette omfatter f.eks. fremmedlegemer, bakterier, svampe, virus, bakterie- og svampetoksiner, bestanddele af eller omsætningsprodukter fra gødnings- eller foderstoffer, bekæmpelsesmidler, lægemidler, andre stoffer med biologisk virkning på dyr anvendt i forebyggende eller helbredende øjemed, rengørings- og desinfektionsmidler samt afsmitning fra emballage, maskiner eller udstyr.

§ 8. Ved forureninger forstås i denne lov andre biologiske, fysiske eller kemiske forekomster end tilsætningsstoffer i eller på fødevarerne, som kan udgøre en sundhedsrisiko, kan gøre fødevarerne utjenlige til menneskeføde eller kan forandre fødevarernes normale sammensætning eller beskaffenhed i øvrigt. Dette omfatter f.eks. fremmedlegemer, bakterier, svampe, virus, bakterie- og svampetoksiner, bestanddele af eller omsætningsprodukter fra gødnings- eller foderstoffer, bekæmpelsesmidler, lægemidler, andre stoffer med biologisk virkning på dyr anvendt i forebyggende eller helbredende øjemed, rengørings- og desinfektionsmidler samt afsmitning fra emballage, maskiner eller udstyr.

§ 8. Ved forureninger forstås i denne lov andre biologiske, fysiske eller kemiske forekomster end tilsætningsstoffer i eller på fødevarerne, som kan udgøre en sundhedsrisiko, kan gøre fødevarerne utjenlige til menneskeføde eller kan forandre fødevarernes normale sammensætning eller beskaffenhed i øvrigt. Dette omfatter f.eks. fremmedlegemer, bakterier, svampe, virus, bakterie- og svampetoksiner, bestanddele af eller omsætningsprodukter fra gødnings- eller foderstoffer, bekæmpelsesmidler, lægemidler, andre stoffer med biologisk virkning på dyr anvendt i forebyggende eller helbredende øjemed, rengørings- og desinfektionsmidler samt afsmitning fra emballage, maskiner eller udstyr.

Kapitel 9

Ind- og udførsel

Kapitel 9

Ind- og udførsel

Kapitel 9

Ind- og udførsel

§ 9. Behandling og salg af fødevarer skal foregå på en hygiejnisk forsvarlig måde og skal gennemføres således, at fødevarerne ikke udsættes for forurening eller anden skadelig påvirkning eller påvirker andre fødevarer i skadelig retning.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne ved behandling og salg af fødevarer, herunder om personlig hygiejne og helbredskontrol for personer, som er beskæftiget med behandling, salg og kontrol af fødevarer.

§ 9. Behandling og salg af fødevarer skal foregå på en hygiejnisk forsvarlig måde og skal gennemføres således, at fødevarerne ikke udsættes for forurening eller anden skadelig påvirkning eller påvirker andre fødevarer i skadelig retning.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne ved behandling og salg af fødevarer, herunder om personlig hygiejne og helbredskontrol for personer, som er beskæftiget med behandling, salg og kontrol af fødevarer.

§ 9 Rådets direktiv af 14. juni 1993 (93/43/EØF) om

levnedsmiddelhygiejne, artikel 3, nr. 1

§ 9. Behandling og salg af fødevarer skal foregå på en hygiejnisk forsvarlig måde og skal gennemføres således, at fødevarerne ikke udsættes for forurening eller anden skadelig påvirkning eller påvirker andre fødevarer i skadelig retning.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne ved behandling og salg af fødevarer, herunder om personlig hygiejne og helbredskontrol for personer, som er beskæftiget med behandling, salg og kontrol af fødevarer.

Kapitel 10

Formålsbestemte afgifter og gebyrer

Kapitel 10

Formålsbestemte afgifter og gebyrer

Kapitel 10

Formålsbestemte afgifter og gebyrer

§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, på hvilke vilkår fødevarer, hvori forureninger forekommer, må sælges.

Stk. 2. Når der foreligger risiko for, at fødevarer fra bestemte områder indeholder forureninger, herunder har været udsat for radioaktivitet eller miljøforureninger, eller i øvrigt kan være utjenlige til anvendelse som menneskeføde eller foder, kan ministeren forbyde salg af sådanne varer.

Stk. 3. Ministeren kan forbyde, begrænse eller fastsætte vilkår for dyrkning af afgrøder, opdræt af husdyr, jagt, fiskeri eller samling af frugter, bær, svampe m.m. i de i stk. 2 nævnte områder, uanset om dyrkning, opdræt, jagt, fiskeri eller indsamling ikke udøves med salg for øje.

§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, på hvilke vilkår fødevarer, hvori forureninger forekommer, må sælges.

Stk. 2. Når der foreligger risiko for, at fødevarer fra bestemte områder indeholder forureninger, herunder har været udsat for radioaktivitet eller miljøforureninger, eller i øvrigt kan være utjenlige til anvendelse som menneskeføde eller foder, kan ministeren forbyde salg af sådanne varer.

Stk. 3. Ministeren kan forbyde, begrænse eller fastsætte vilkår for dyrkning af afgrøder, opdræt af husdyr, jagt, fiskeri eller samling af frugter, bær, svampe m. m. i de i stk. 2 nævnte områder, uanset om dyrkning, opdræt, jagt, fiskeri eller indsamling ikke udøves med salg for øje.

§ 10. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, på hvilke vilkår fødevarer, hvori forureninger forekommer, må sælges.

Stk. 2. Når der foreligger risiko for, at fødevarer fra bestemte områder indeholder forureninger, herunder har været udsat for radioaktivitet eller miljøforureninger, eller i øvrigt kan være utjenlige til anvendelse som menneskeføde eller foder, kan ministeren forbyde salg af sådanne varer.

Stk. 3. Ministeren kan forbyde, begrænse eller fastsætte vilkår for dyrkning af afgrøder, opdræt af husdyr, jagt, fiskeri eller samling af frugter, bær, svampe m.m. i de i stk. 2 nævnte områder, uanset om dyrkning, opdræt, jagt, fiskeri eller indsamling ikke udøves med salg for øje.

Kapitel 11

Myndighederne

Kapitel 11

Myndighederne

Kapitel 11

Myndighederne

§ 11. Ved behandling, salg og kontrol af fødevarer må ikke beskæftiges personer, som har eller må antages at have sygdom, smitte eller anden skade, som kan gøre fødevarerne utjenlige til menneskeføde.

§ 11. Ved behandling, salg og kontrol af fødevarer må ikke beskæftiges personer, som har eller må antages at have sygdom, smitte eller anden skade, som kan gøre fødevarerne utjenlige til menneskeføde.

§ 11 Rådets direktiv af 14. juni 1993 (93/43/EØF) om

levnedsmiddelhygiejne, bilag VIII.

§ 11. Ved behandling, salg og kontrol af fødevarer må ikke beskæftiges personer, som har eller må antages at have sygdom, smitte eller anden skade, som kan gøre fødevarerne utjenlige til menneskeføde.

Kapitel 12

Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater

Kapitel 12

Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater

Kapitel 12

Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) anvendelse af bestemte genstande eller fremgangsmåder ved fremstilling og behandling af fødevarer, herunder anvendelse af genteknologi, strålekonservering og andre konserverings- eller behandlingsmetoder, og

2) at fødevarer eller ingredienser, som enten ikke hidtil har været anset som fødevarer, eller som er frembragt ved anvendelse af teknologi, der ikke tidligere har været anvendt til formålet, skal godkendes forud for anvendelse eller salg.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) anvendelse af bestemte genstande eller fremgangsmåder ved fremstilling og behandling af fødevarer, herunder anvendelse af genteknologi, strålekonservering og andre konserverings- eller behandlingsmetoder, og

2) at fødevarer eller ingredienser, som enten ikke hidtil har været anset som fødevarer, eller som er frembragt ved anvendelse af teknologi, der ikke tidligere har været anvendt til formålet, skal godkendes forud for anvendelse eller salg.

§ 12. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) anvendelse af bestemte genstande eller fremgangsmåder ved fremstilling og behandling af fødevarer, herunder anvendelse af genteknologi, strålekonservering og andre konserverings- eller behandlingsmetoder, og

2) at fødevarer eller ingredienser, som enten ikke hidtil har været anset som fødevarer, eller som er frembragt ved anvendelse af teknologi, der ikke tidligere har været anvendt til formålet, skal godkendes forud for anvendelse eller salg.

Kapitel 13

Det Rådgivende Fødevareudvalg

Kapitel 13

Det Rådgivende Fødevareudvalg

Kapitel 13

Det Rådgivende Fødevareudvalg

§ 13. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan ud fra sundheds-, ernærings- eller kvalitetsmæssige hensyn eller med henblik på at sikre forbrugerne vigtige næringsstoffer fastsætte regler eller træffe bestemmelse om sammensætning og beskaffenhed af fødevarer, herunder fødevarer bestemt til særlige ernæringsmæssige formål og kosttilskud.

§ 13. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan ud fra sundheds-, ernærings- eller kvalitetsmæssige hensyn eller med henblik på at sikre forbrugerne vigtige næringsstoffer fastsætte regler eller træffe bestemmelse om sammensætning og beskaffenhed af fødevarer, herunder fødevarer bestemt til særlige ernæringsmæssige formål og kosttilskud.

§ 13. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan ud fra sundheds-, ernærings- eller kvalitetsmæssige hensyn eller med henblik på at sikre forbrugerne vigtige næringsstoffer fastsætte regler eller træffe bestemmelse om sammensætning og beskaffenhed af fødevarer, herunder fødevarer bestemt til særlige ernæringsmæssige formål og kosttilskud.

Kapitel 14

Kost og ernæring

Kapitel 14

Kost og Ernæring

Kapitel 14

Kost og ernæring

§ 14. Ved tilsætningsstoffer forstås i denne lov stoffer, som uden i sig selv at være fødevarer eller sædvanligt anvendte bestanddele af fødevarer er bestemt til at tilsættes fødevarer for at påvirke fødevarernes næringsværdi, holdbarhed, farve, lugt, smag eller i øvrigt med teknologiske eller andre formål.

Stk. 2. Ved tekniske hjælpestoffer forstås i denne lov ethvert tilsætningsstof, som ikke indtages som en fødevare i sig selv, men som anvendes ved forarbejdningen af råvarer, fødevarer eller disses ingredienser for at opfylde et bestemt teknologisk formål under behandlingen eller forarbejdningen, og som kan resultere i, at der i det færdige produkt findes en utilsigtet, men uundgåelig rest af dette stof eller omsætningsprodukter deraf, under forudsætning af at disse reststoffer ikke indvirker teknologisk på det færdige produkt.

§ 14. Ved tilsætningsstoffer forstås i denne lov stoffer, som uden i sig selv at være fødevarer eller sædvanligt anvendte bestanddele af fødevarer, er bestemt til at tilsættes fødevarer for at påvirke fødevarernes næringsværdi, holdbarhed, farve, lugt, smag eller i øvrigt med teknologiske eller andre formål.

Stk. 2. Ved tekniske hjælpestoffer forstås i denne lov ethvert tilsætningsstof, som ikke indtages som en fødevare i sig selv, men som anvendes ved forarbejdningen af råvarer, fødevarer eller disses ingredienser for at opfylde et bestemt teknologisk formål under behandlingen eller forarbejdningen, og som kan resultere i, at der i det færdige produkt findes en utilsigtet, men uundgåelig rest af dette stof eller omsætningsprodukter deraf, under forudsætning af at disse reststoffer ikke indvirker teknologisk på det færdige produkt.

§ 14. Ved tilsætningsstoffer forstås i denne lov stoffer, som uden i sig selv at være fødevarer eller sædvanligt anvendte bestanddele af fødevarer er bestemt til at tilsættes fødevarer for at påvirke fødevarernes næringsværdi, holdbarhed, farve, lugt, smag eller i øvrigt med teknologiske eller andre formål.

Stk. 2. Ved tekniske hjælpestoffer forstås i denne lov ethvert tilsætningsstof, som ikke indtages som en fødevare i sig selv, men som anvendes ved forarbejdningen af råvarer, fødevarer eller disses ingredienser for at opfylde et bestemt teknologisk formål under behandlingen eller forarbejdningen, og som kan resultere i, at der i det færdige produkt findes en utilsigtet, men uundgåelig rest af dette stof eller omsætningsprodukter deraf, under forudsætning af at disse reststoffer ikke indvirker teknologisk på det færdige produkt.

Kapitel 15

Klage og dispensation.

Kapitel 15

Klage og dispensation.

Kapitel 15

Klage og dispensation.

§ 15. Som tilsætningsstoffer må kun anvendes eller sælges stoffer, der er godkendt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilke vilkår tilsætningsstoffer må anvendes, herunder med hvilke formål, i hvilke mængder og til hvilke produkter, og om tilsætningsstoffernes identitet og renhed.

Stk. 3. Ministeren udarbejder en positivliste over godkendte tilsætningsstoffer og deres anvendelse, jf. stk. 2, som gøres offentlig tilgængelig.

§ 15. Som tilsætningsstoffer må kun anvendes eller sælges stoffer, der er godkendt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilke vilkår tilsætningsstoffer må anvendes, herunder med hvilke formål, i hvilke mængder og til hvilke produkter, og om tilsætningsstoffernes identitet og renhed.

Stk. 3. Ministeren udarbejder en positivliste over godkendte tilsætningsstoffer og deres anvendelse, jf. stk. 2, som gøres offentlig tilgængelig.

§ 15. Som tilsætningsstoffer må kun anvendes eller sælges stoffer, der er godkendt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilke vilkår tilsætningsstoffer må anvendes, herunder med hvilke formål, i hvilke mængder og til hvilke produkter, og om tilsætningsstoffernes identitet og renhed.

Stk. 3. Ministeren udarbejder en positivliste over godkendte tilsætningsstoffer og deres anvendelse, jf. stk. 2, som gøres offentlig tilgængelig.

Kapitel 16

Straffebestemmelser

Kapitel 16

Straffebestemmelser

Kapitel 16

Straffebestemmelser

§ 16. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at nærmere angivne grupper af tilsætningsstoffer kan tages i anvendelse 6 måneder efter, at de er anmeldt til ministeren, medmindre denne forinden har nedlagt forbud mod den anmeldte anvendelse af stoffet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af aromastoffer og tekniske hjælpestoffer og om, at fødevarer, tilsætningsstoffer eller andre stoffer, der anvendes ved behandling af fødevarer, skal være tilsat et røbestof.

§ 16. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at nærmere angivne grupper af tilsætningsstoffer kan tages i anvendelse 6 måneder efter, at de er anmeldt til ministeren, medmindre denne forinden har nedlagt forbud mod den anmeldte anvendelse af stoffet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af aromastoffer og tekniske hjælpestoffer og om, at fødevarer, tilsætningsstoffer eller andre stoffer, der anvendes ved behandling af fødevarer, skal være tilsat et røbestof.

§ 16. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at nærmere angivne grupper af tilsætningsstoffer kan tages i anvendelse 6 måneder efter, at de er anmeldt til ministeren, medmindre denne forinden har nedlagt forbud mod den anmeldte anvendelse af stoffet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af aromastoffer og tekniske hjælpestoffer og om, at fødevarer, tilsætningsstoffer eller andre stoffer, der anvendes ved behandling af fødevarer, skal være tilsat et røbestof.

Kapitel 17

Ikrafttræden m.m.

Kapitel 17

Ikrafttræden m. m.

Kapitel 17

Ikrafttræden m.m.

§ 17. Ved godkendelse og fastsættelse af regler i henhold til §§ 15 og 16 skal der især tages hensyn til, at forbrugerne beskyttes mod sundhedsrisici, at rimelige teknologiske behov imødekommes, og at forbrugerne ikke vildledes om fødevarernes indhold, kvalitet m.m.

§ 17. Ved godkendelse og fastsættelse af regler i henhold til §§ 15 og 16 skal der især tages hensyn til, at forbrugerne beskyttes mod sundhedsrisici, at rimelige teknologiske behov imødekommes, og at forbrugerne ikke vildledes om fødevarernes indhold, kvalitet m. m.

§ 17. Ved godkendelse og fastsættelse af regler i henhold til §§ 15 og 16 skal der især tages hensyn til, at forbrugerne beskyttes mod sundhedsrisici, at rimelige teknologiske behov imødekommes, og at forbrugerne ikke vildledes om fødevarernes indhold, kvalitet m.m.

§ 18. For tilsætningsstoffer finder

1) § 11, § 19, stk. 1 og 2, § 21, 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, og

2) § 12, § 19, stk. 3-5, § 24, stk. 1 og 2, § 26, § 54, stk. 2 og 3, og § 63

tilsvarende anvendelse.

§ 18. For tilsætningssstoffer finder

1) § 11, § 19, stk. 1 og 2, § 21, 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, og

2) § 12, § 19, stk. 3-5, § 24, stk. 1 og 2, § 26, § 54, stk. 2 og 3, og § 63

tilsvarende anvendelse.

§ 18. For tilsætningsstoffer finder

1) § 11, § 19, stk. 1 og 2, § 21, 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, og

2) § 12, § 19, stk. 3-5, § 24, stk. 1 og 2, § 26, § 54, stk. 2 og 3, og § 63

tilsvarende anvendelse.

§ 19. Fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, produktions- eller fremstillingsmåde, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber eller virkninger.

Stk. 2 . Det er forbudt i forbindelse med markedsføring af fødevarer at give indtryk af, at en fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har eller efter lovgivningen skal have tilsvarende egenskaber.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af anprisninger i forbindelse med salg eller reklame m.v. om egenskaber, som en fødevare ikke er i besiddelse af. Det kan herunder forbydes at anvende sådanne negative anprisninger.

Stk. 4 . Ved bedømmelse af de forhold, der er nævnt i stk. 1-3, skal der særligt tages hensyn til den betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige oplysninger, som gives om varen, de tegninger, de billeder og den tekst, der er anbragt på varen, på dens emballage, på reklame eller på skilt om varen, i annoncer eller tilbud, eller forhold, som på anden måde er søgt bragt til offentlighedens kendskab, herunder varens placering i forhold til andre varer.

Stk. 5. Den producent eller forhandler, der er ansvarlig for mærkning eller markedsføring af en fødevare, skal kunne dokumentere, at de fremsatte oplysninger og påstande er korrekte.

§ 19. Fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, produktions- eller fremstillingsmåde, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber eller virkninger.

Stk. 2 . Det er forbudt i forbindelse med markedsføring af fødevarer at give indtryk af, at en fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har eller efter lovgivningen skal have tilsvarende egenskaber.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af anprisninger i forbindelse med salg eller reklame m. v. om egenskaber, som en fødevare ikke er i besiddelse af. Det kan herunder forbydes at anvende sådanne negative anprisninger.

Stk. 4 . Ved bedømmelse af de forhold, der er nævnt i stk. 1 - 3, skal der særligt tages hensyn til den betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige oplysninger, som gives om varen, de tegninger, billeder og den tekst, der er anbragt på varen, på dens emballage, på reklame eller på skilt om varen, i annoncer eller tilbud, eller forhold, som på anden måde er søgt bragt til offentlighedens kendskab, herunder varens placering i forhold til andre varer.

Stk. 5. Den producent eller forhandler, der er ansvarlig for mærkning eller markedsføring af en fødevare, skal kunne dokumentere, at de fremsatte oplysninger og påstande er korrekte.

§ 19, stk.1 og 2 Rådets direktiv af 18. december 1978 (79/112/EØF) om mærkning og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler artikel 2, nr. 1, punkt a. i og iii.

§ 19, stk. 4. Rådets direktiv af 18. december 1978 (79/112/EØF) om mærkning og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler artikel 2, nr. 3, punkt a og b.

§ 19. Fødevarer må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse, produktions- eller fremstillingsmåde, fremstillingstidspunkt, beskaffenhed, art, mængde, sammensætning, behandling, egenskaber eller virkninger.

Stk. 2 . Det er forbudt i forbindelse med markedsføring af fødevarer at give indtryk af, at en fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har eller efter lovgivningen skal have tilsvarende egenskaber.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om anvendelse af anprisninger i forbindelse med salg eller reklame m.v. om egenskaber, som en fødevare ikke er i besiddelse af. Det kan herunder forbydes at anvende sådanne negative anprisninger.

Stk. 4 . Ved bedømmelse af de forhold, der er nævnt i stk. 1-3, skal der særligt tages hensyn til den betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige oplysninger, som gives om varen, de tegninger, de billeder og den tekst, der er anbragt på varen, på dens emballage, på reklame eller på skilt om varen, i annoncer eller tilbud, eller forhold, som på anden måde er søgt bragt til offentlighedens kendskab, herunder varens placering i forhold til andre varer.

Stk. 5. Den producent eller forhandler, der er ansvarlig for mærkning eller markedsføring af en fødevare, skal kunne dokumentere, at de fremsatte oplysninger og påstande er korrekte.

§ 20. Det er forbudt ved mærkning, reklamer m.v., jf. § 19, stk. 4, at anvende

1) angivelser, der er egnet til at vække eller udnytte angstfølelser hos forbrugerne,

2) angivelser om, at fødevarer er anbefalet af læger, eller at indtagelse af den pågældende vare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer,

3) billeder af sundhedspersonel og lignende,

4) angivelser om, at fødevarer ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi, og

5) angivelser, der er egnet til at rejse tvivl om forsvarligheden af at anvende andre lignende fødevarer.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om salg og anprisning af fødevarer, der angives at være særligt egnede for mennesker med behov for særlig kost på grund af sygdom, alder eller andre forhold, eller som angives at virke forebyggende over for sygdom.

§ 20. Det er forbudt ved mærkning, reklamer m. v., jf. § 19, stk. 4, at anvende

1) angivelser, der er egnet til at vække eller udnytte angstfølelser hos forbrugerne,

2) angivelser om, at fødevarer er anbefalet af læger, eller at indtagelse af den pågældende vare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer,

3) billeder af sundhedspersonel og lignende,

4) angivelser om, at fødevarer ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi og

5) angivelser, der er egnet til at rejse tvivl om forsvarligheden af at anvende andre lignende fødevarer.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om salg og anprisning af fødevarer, der angives at være særligt egnede for mennesker med behov for særlig kost på grund af sygdom, alder eller andre forhold, eller som angives at virke forebyggende over for sygdom.

§20, stk. 1 Rådets direktiv af 18. december 1978 (79/112/EØF) om mærkning og nr. 2. præsentiationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler artikel 2, nr. 3, punkt a og b.

§ 20. Det er forbudt ved mærkning, reklamer m.v., jf. § 19, stk. 4, at anvende

1) angivelser, der er egnet til at vække eller udnytte angstfølelser hos forbrugerne,

2) angivelser om, at fødevarer er anbefalet af læger, eller at indtagelse af den pågældende vare kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer,

3) billeder af sundhedspersonel og lignende,

4) angivelser om, at fødevarer ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi, og

5) angivelser, der er egnet til at rejse tvivl om forsvarligheden af at anvende andre lignende fødevarer.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om salg og anprisning af fødevarer, der angives at være særligt egnede for mennesker med behov for særlig kost på grund af sygdom, alder eller andre forhold, eller som angives at virke forebyggende over for sygdom.

§ 21. Virksomheder, der behandler eller sælger fødevarer, må ikke i forbindelse med markedsføringen af et produkt omtale, at produktet eller virksomheden er under det offentliges kontrol eller tilsyn, har fået autorisation eller godkendelse eller er registreret af en offentlig myndighed, jf. dog §§ 22 og 24.

§ 21. Virksomheder, der behandler eller sælger fødevarer, må ikke i forbindelse med markedsføringen af et produkt omtale, at produktet eller virksomheden er under det offentliges kontrol eller tilsyn, har fået autorisation, godkendelse eller er registreret af en offentlig myndighed jf. dog §§ 22 og 24.

§ 21. Virksomheder, der behandler eller sælger fødevarer, må ikke i forbindelse med markedsføringen af et produkt omtale, at produktet eller virksomheden er under det offentliges kontrol eller tilsyn, har fået autorisation eller godkendelse eller er registreret af en offentlig myndighed, jf. dog §§ 22 og 24.

§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at fødevarer skal mærkes med oplysninger, der er af betydning for forbrugerne, virksomhederne eller tilsynsmyndighederne.

§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at fødevarer skal mærkes med oplysninger, der er af betydning for forbrugerne, virksomhederne eller tilsynsmyndighederne.

§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at fødevarer skal mærkes med oplysninger, der er af betydning for forbrugerne, virksomhederne eller tilsynsmyndighederne.

§ 23. Færdigpakkede fødevarer, der er mærket med angivelse af sidste salgsdag, mindst holdbar til eller lignende, må ikke ommærkes med forlænget frist, ompakkes eller efter fristens udløb sælges i pakningen.

§ 23. Færdigpakkede fødevarer, der er mærket med angivelse af sidste salgsdag, mindst holdbar til eller lignende, må ikke ommærkes med forlænget frist, ompakkes eller efter fristens udløb sælges i pakningen.

§ 23. Færdigpakkede fødevarer, der er mærket med angivelse af sidste salgsdag, mindst holdbar til eller lignende, må ikke ommærkes med forlænget frist, ompakkes eller efter fristens udløb sælges i pakningen.

§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om særlig mærkning af fødevarer, når

1) sundheds-, ernærings- eller kontrolmæssige hensyn taler derfor,

2) hensynet til særlige befolkningsgrupper gør det nødvendigt,

3) fødevaren er i besiddelse af særlig kvalitet eller særlige karakteristika,

4) der under produktion af fødevaren er anvendt særlige avls-, opdræts-, fangst- eller dyrkningsmåder eller lignende,

5) fødevaren er behandlet på særlig måde eller fremstillet ved særlig teknologi,

6) fødevaren er bestemt til særlige ernæringsmæssige formål, eller

7) der er anvendt tilsætningsstoffer, herunder næringsstoffer.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om anvendelse af varebetegnelser, særlige mærker eller symboler for fødevarer eller bestemte typer af fødevarer, som angiver, at varerne har været underkastet generel eller særlig kontrol, eller at varerne har en særlig kvalitet, sammensætning eller geografisk oprindelse eller været underkastet en speciel behandling.

Stk. 3. Anvendelsen af de mærker m.m., der er fastsat i henhold til stk. 2, på andre varer er forbudt. Det er ligeledes forbudt at anvende disse mærker m. m. eller andre mærker m.m., der kan forveksles med disse, på en måde, der er egnet til at vildlede med hensyn til produktion, behandling, sammensætning, geografisk oprindelse m.m. af produktet.

§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om særlig mærkning af fødevarer, når

1) sundheds-, ernærings- eller kontrolmæssige hensyn taler derfor,

2) hensynet til særlige befolkningsgrupper gør det nødvendigt,

3) fødevaren er i besiddelse af særlig kvalitet eller særlige karakteristika,

4) der under produktion af fødevaren er anvendt særlige avls-, opdræts-, fangst-, eller dyrkningsmåder eller lignende,

5) fødevaren er behandlet på særlig måde eller fremstillet ved særlig teknologi,

6) fødevaren er bestemt til særlige ernæringsmæssige formål, eller

7) der er anvendt tilsætningsstoffer, herunder næringsstoffer.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om anvendelse af varebetegnelser, særlige mærker eller symboler for fødevarer eller bestemte typer af fødevarer, som angiver, at varerne har været underkastet generel eller særlig kontrol, eller at varerne har en særlig kvalitet, sammensætning eller geografisk oprindelse eller været underkastet en speciel behandling.

Stk. 3. Anvendelsen af de mærker m. m., der er fastsat i henhold til stk. 2, på andre varer er forbudt. Det er ligeledes forbudt at anvende disse mærker m. m. eller andre mærker m. m., der kan forveksles med disse, på en måde, der er egnet til at vildlede med hensyn til produktion, behandling, sammensætning, geografisk oprindelse m. m. af produktet.

§ 24, stk. 3 Rådets direktiv af 18. december 1978 (79/112/EØF) om mærkning og præsentiationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler artikel 2, nr. 1, punkt a. i.

§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om særlig mærkning af fødevarer, når

1) sundheds-, ernærings- eller kontrolmæssige hensyn taler derfor,

2) hensynet til særlige befolkningsgrupper gør det nødvendigt,

3) fødevaren er i besiddelse af særlig kvalitet eller særlige karakteristika,

4) der under produktion af fødevaren er anvendt særlige avls-, opdræts-, fangst- eller dyrkningsmåder eller lignende,

5) fødevaren er behandlet på særlig måde eller fremstillet ved særlig teknologi,

6) fødevaren er bestemt til særlige ernæringsmæssige formål, eller

7) der er anvendt tilsætningsstoffer, herunder næringsstoffer.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om anvendelse af varebetegnelser, særlige mærker eller symboler for fødevarer eller bestemte typer af fødevarer, som angiver, at varerne har været underkastet generel eller særlig kontrol, eller at varerne har en særlig kvalitet, sammensætning eller geografisk oprindelse eller været underkastet en speciel behandling.

Stk. 3. Anvendelsen af de mærker m.m., der er fastsat i henhold til stk. 2, på andre varer er forbudt. Det er ligeledes forbudt at anvende disse mærker m. m. eller andre mærker m.m., der kan forveksles med disse, på en måde, der er egnet til at vildlede med hensyn til produktion, behandling, sammensætning, geografisk oprindelse m.m. af produktet.

§ 25. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om mærkning af tilsætningsstoffer, herunder om brugsanvisning og advarselsmærkning.

§ 25. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om mærkning af tilsætningsstoffer, herunder om brugsanvisning og advarselsmærkning.

§ 25. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om mærkning af tilsætningsstoffer, herunder om brugsanvisning og advarselsmærkning.

§ 26. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, hvorledes mærkning af fødevarer skal udføres, herunder på hvilke sprog de foreskrevne oplysninger skal gives, og hvor oplysningerne skal anbringes.

§ 26. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, hvorledes mærkning af fødevarer skal udføres, herunder på hvilke sprog, de foreskrevne oplysninger skal gives, og hvor oplysningerne skal anbringes.

§ 26. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, hvorledes mærkning af fødevarer skal udføres, herunder på hvilke sprog de foreskrevne oplysninger skal gives, og hvor oplysningerne skal anbringes.

§ 27. Materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer såsom emballage, maskiner, redskaber, bestik og husgeråd m.v., rengørings-, desinfektions- og smøremidler m.m. samt brugs- og forbrugsgenstande, som kommer i forbindelse med fødevarer, må ikke ved normal anvendelse eller under forudsigelige forhold kunne afgive bestanddele til fødevarer i et omfang, der kan frembyde fare for menneskers sundhed, medføre en uacceptabel ændring af sammensætningen af fødevarerne eller forringe fødevarernes farve, lugt, smag eller andre af fødevarernes fysiske karakteristika.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) sammensætning og mærkning af materialer og genstande,

2) afsmitning fra materialer og genstande,

3) krav til holdbarhed og styrke af materialer og genstande, som skal anvendes til bestemte fødevarer eller i bestemte situationer,

4) krav om, at materialer og genstande skal ledsages af sundheds- eller kvalitetscertifikater, og

5) krav om forhåndsgodkendelse af materialer og genstande, der anvendes ved behandling eller salg af fødevarer.

§ 27. Materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer så som emballage, maskiner, redskaber, bestik og husgeråd m. v., rengørings-, desinfektions- og smøremidler m. m. samt brugs- og forbrugsgenstande, som kommer i forbindelse med fødevarer, må ikke ved normal anvendelse eller under forudsigelige forhold kunne afgive bestanddele til fødevarer i et omfang, der kan frembyde fare for menneskers sundhed, medføre en uacceptabel ændring af sammensætningen af fødevarerne eller forringe fødevarernes farve, lugt, smag eller andre af fødevarernes fysiske karakteristika.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) sammensætning og mærkning af materialer og genstande,

2) afsmitning fra materialer og genstande,

3) krav til holdbarhed og styrke af materialer og genstande, som skal anvendes til bestemte fødevarer eller i bestemte situationer,

4) krav om, at materialer og genstande skal ledsages af sundheds- eller kvalitetscertifikater, og

5) krav om forhåndsgodkendelse af materialer og genstande, der anvendes ved behandling eller salg af fødevarer.

§ 27, stk 1 Rådets direktiv af 21. december 1988 (89/109/EØF) om materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler artikel 2.

EU-reguleringen fastlægger ikke, hvorledes medlemslandenes kontrolsystemer skal struktureres. Der stilles alene en række overordnede krav i kontroldirektiverne, som medlemsstaterne er forpligtet til at opfylde, men opfyldelsen af disse krav er som nævnt ikke afhængig af organiseringen af tilsynsmyndighederne. En statsliggørelse af hele kontrolsystemet er i øvrigt i tråd med, at det er staten, der er ansvarlig for overholdelse af de forpligtelser, som EU-retten pålægger medlemsstaterne.

Der vil på denne baggrund ikke være tale om pligt til at notificere lovforslaget for EU-kommissionen.

ADMINISTRATIVE OG ØKONOMISKE KONSEKVENSER FOR ERHVERVSLIVET

Som nævnt ovenfor vil lovforslaget ikke i sig selv betyde væsentligt ændrede vilkår for de virksomheder, der er underlagt fødevarelovgivningen, men en forenkling af lovgivningen og de administrativt fastsatte bestemmelser vil betyde en lettelse for virksomhederne.

Gennemførelse af et enstrenget godkendelses- og kontrolsystem fra jord til bord vil medføre en betydelig lettelse i virksomhedernes vilkår

- Virksomhederne vil kun skulle søge om godkendelse et sted.

- Ensartet kontrol og administration af lovgivningen i hele landet af en myndighed.

- Virksomhederne kan drage nytte af den udvidede ekspertise, som samles i fødevarekontrollen.

- Information til virksomhederne kan ske hurtigere og mere effektivt.

- Offentliggørelse af kontrolresultater kan ske koordineret og ensartet for alle virksomheder.

Det er vanskeligt at kvantificere betydningen af disse forbedringer i virksomhedernes situation, men der kan ikke være tvivl om, at en forbedret myndighedsbetjening har stor betydning for virksomhedernes planlægning, produktudvikling og afsætningsmuligheder og dermed for virksomhedernes konkurrenceevne også på eksportmarkederne.

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Lovforslaget er neutralt i relation til fødevaresektorens belastning af miljøet, idet der ikke i forhold til den eksisterende fødevarelovgivning indføres nye miljøbelastende reguleringer.

Følgende organisationer m. v. er hørt over forslaget.

Dansk Handel & Service

Dansk Industri

Dansk Sammenslutning af Fødevare-, Drikkevare- og Servicarbejdere

Det Danske Handelskammer

FDB

Forbrugerrådet

Kvindeligt Arbejderforbund

Landbrugsraadet

NOAH

RBF Restaurations- og Bryggeriarbejder-Forbundet

Astma- Allergiforbundet

Bager- og Konditormestre i Danmark

BFID Brancheforeningen for farmaceutiske industrivirksomheder i Danmark

Brancheforeningen af Kage- og Biscuitfabrikker,

Bryggeriforeningen

Chokolade- og Konfektureindustriens Brancheforening

Danmarks Biavlerforening

Danmarks Havfidkeriforening

Danmarks Fiskeindustsri- og Eksportforening

Danmarks Frugthandlere

Danmarks Juice., saft- og Frugtdrikindustriforening

Danmarks Restaurant- og Cafeteriaforening

Danmarks Rederiforening

Danmarks Skibsmæglerforening

Dansk Erhvervsfrugtavl

Dansk Erhvervs Fjerkræ

Dansk Erhvervsgartnerforening

Dansk Fødevaerråd

Dansk Speditørforening

Dansk Ægproduktforening

Danke Biavlers Landsforening

Dansk Læskedrik Fabrikanter

Danske Slagtermestres Landsforening

Dansk Veterinærgygiejnikeres Organisation (DVO)

Danske Vognmænd

De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark

Det Økologiske Jordbrugsråd

DFO, Dansk Flavour Organisation

Diabetesforeningen

Dybfrostrådet

Emballage- og Transportinstituttet

Forbrugerstyrelsen, Statens Husholdningsråd

Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark

Foreningen af Dagligvaregrossister

Foreningen af Danske Eksportvognmænd

Foreningen af Danske Handelsmøller

Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter

Foreningen af Frugtimportører i Danmark

Foreningen af Frugtvinsfabrikanter i Danmark

Foreningen af Pølsehandlere i Danmark

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)

Frederiksberg Kommune

Frugtindustriforeningen

Fællesforening for Danmark

Grønlands Hjemmestyre

Helsebranchens Leverandørforening

HORESTA

Håndværksrådet

Iskremindustriens Sammenslutning

Kaffe- og Teimportørforeningen

Kommunernes Landsforening

Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening

Københavns Kommune

Københavns Slagtermesterforening

Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere

Landsorganisationen i Danmark (LO)

Landsforeningen Økologisk Jordbrug

Lægemiddelindustriforeningen

Mejeriforeningen

MIFU, Margarine Industri Foreningen

Plastindustrien i Danmark

Sammenslutningen af Danske Erhvervbiavler

Sammenslutningen af miljø- og levnedsmiddelkontrolenheder i Danmark

Specialarbejderforbundet i Danmark

Vin- og Tobakshandlernes Landsforening

VSOD

Ægeksportørforeningen af 1934

Økonomaforeningen

Til kapitel 1.

Formål og område

Til § 1

For så vidt angår beskrivelsen af formålet med lovforslaget henvises til de almindelige bemærkninger.

Afgrænsningen er foretaget således, at forslaget i al væsentlighed dækker det samme område, som den gældende fødevarelovgivning. Det vil sige især levnedsmiddellovens, kødlovens, fiskekvalitetslovens, mælkeproduktlovens og æglovens område.

Til § 2

Afgrænsning af lovforslagets område er foretaget med henvisning til de enkelte kapitler i forslaget.

Til stk. 2.

Bestemmelsen svarer til reglen i levnedsmiddellovens § 10, stk. 3.

Rækkevidden af bestemmelsen kan være vanskelig at fastlægge. Der er ikke intentioner om at regulere madlavning i private hjem, ligesom loven heller ikke gælder for de produkter, en almindelig familie selv avler eller dyrker til eget forbrug eller forærer bort i beskeden målestok til venner og bekendte. Loven omfatter heller ikke den situation, hvor private engagerer en kogekone til at komme i eget hjem eller fælleslokaler for at lave mad til en privat fest.

Der er derimod ikke tvivl om, at en gartner, landmand eller fisker, som sælger egne afgrøder, produkter eller fangst direkte til forbrugerne er omfattet af loven, jf. lovforslagets kapitel 7, ligesom diners transportable, som leverer mad til private hjem, er omfattet.

Fastlæggelsen af, hvornår behandling og salg af fødevarer er omfattet af lovforslaget, bør også være en afvejning af, hvad forbrugerne vil acceptere af risici, og hvilke forventninger man har til udstrækningen af myndighedernes kontrol, set i sammenhæng med, at lovgivningen naturligvis skal indrettes således, at den enkeltes dagligdag ikke bureaukratiseres.

Sammenkomster med fælles spisning i forskellige sammenhænge - lige fra fælles kagebord, fælles middage til den spidstegte pattegris - i foreninger, i menighedshuse, på campingpladser, på skoler, i børnehaver, på biblioteker o.s.v. kan have karakter af private arrangementer, men kan også have et omfang, så man må sige, at de bør være underlagt kontrol af det offentlige. Grænsen mellem det, der er omfattet af lovforslaget, og den private sfære bør drages på en sådan måde, at man sikrer, at deltagere i forskellige arrangementer er bevidst om og finder det naturlig at antage, at tilberedelse af maden i den konkrete situation er et privat anliggende. Her vil det være af betydning, at der kun er adgang for en lukket kreds, at maden medbringes fra private hjem, størrelsen af arrangementet m. v., mens madlavning til større arrangementer, hvor der er almindelig offentlig adgang, normalt vil foregå under ansvar over for fødevarelovgivningen.

Endelig må man være opmærksom på, at der også er et hensyn at tage til de virksomheder, der lever af at omsætte varer til private, diner transportable, frugt og grøntforretninger, røgerier og fiskehandlere m.fl. Der er en del tilfælde, hvor vareomsætningen fra privatboliger, fiskekuttere, landejendomme o.l. antager et omfang, som påfører godkendte virksomheder, især detailvirksomheder, en ikke rimelig konkurrence.

Til stk. 3.

Bestemmelsen svarer for så vidt angår tobak og lægemidler til reglen i levnedsmiddellovens § 10, stk. 4.

Bestemmelsen har til formål at afgrænse lovens anvendelsesområde i forhold til en række produkter, der nok er bestemt til at indtages - passere den menneskelige fordøjelseskanal -, men som ikke kan betragtes som fødevarer i almindelig forstand.

Drikkevand er ikke omfattet af loven, idet det reguleres i medfør af vandforsyningsloven.

Tobak falder uden for den gældende levnedsmiddellov og anses ikke for en fødevare, selv om skråtobak ligesom tyggegummi delvis fortæres. Regler om advarselsmærkning, tjæreindhold m. v. vedrørende tobak er fastsat af Sundhedsministeriet. Den gældende regel i levnedsmiddelloven, som giver mulighed for fastlægge bestemmelser om anvendelse af tilsætningsstoffer til tobak, er aldrig blevet udnyttet og foreslås afskaffet.

Forslaget om, at midler, som anvendes til afvænning af mennesker, som er afhængige af tobak eller alkohol, undtages fra lovens område, er medtaget for at præcisere lovens anvendelsesområde. Afgrænsningsproblemet er specielt knyttet til tobaksafvænningsmidler, idet alkoholafvænningsmidler som antabus o.l. allerede betragtes som receptpligtige lægemidler. Nogle tobaksafvænningsmidler er allerede rubriceret som lægemidler, og produkterne har et klart og specifikt formål, som ikke naturligt er omfattet af fødevarebegrebet. Der kan være tale om anvendelse af stoffer med farmakologisk virkning (f.eks. nikotin), eller stoffer, som man normalt ikke vil acceptere anvendt som tilsætningsstoffer til fødevarer. Tobaksafvænningsmidler kan til en vis grad siges at befinde sig i en gråzone, og forslaget skal derfor ses som en naturlig konsekvens af, at det er Sundhedsministeriet, som har ansvaret for at regulere tobaks indhold af skadelige stoffer, reklame for tobak og forebyggelse af misbrug af tobak og alkohol, samt at en række midler allerede betragtes som lægemidler. Anvendelse af midler som led i afvænningsprocessen hører naturligt sammen med forebyggelsen på området.

Afgrænsningen til kosmetik er ligeledes taget med i lovforslaget for at præcisere lovens anvendelsesområde. Langt de fleste kosmetikprodukter er ikke omfattet af fødevaredefinitionen. De produkter, der kan være tvivl om, er typisk produkter som tandpasta, mundskyllevand, pastiller eller tyggegummi, der markedsføres med det formål at være tandrensende, modvirke dårlig ånde, give en bedre kropslugt (indtagelse af parfumepiller) og lignende. Sådanne formål og produkter ligger uden for en fødevarelovs naturlige reguleringsområde og bør reguleres som kosmetik eller i det omfang, der er tale om midler til helbredelse eller forebyggelse af sygdomme eller sygdomssymptomer, som lægemidler.

Afgrænsningen mellem lægemidler og fødevarer har både før og efter levnedsmiddellovens vedtagelse i 1973 givet anledning til en del problemer. Principielt omfatter levnedsmiddelloven alle produkter, som ikke er omfattet af anden lovgivning, såsom lægemidler, kosmetik, tobak m. v. Dermed undgår man det gråzoneområde, der tidligere betød, at nogle produkter hverken var lægemidler eller fødevarer, og derfor ikke var underlagt regulering og kontrol. Problemet er, at der er ret strenge regler for godkendelse af lægemidler og de såkaldte naturlægemidler. Det betyder, at en del producenter og importører, som ikke kan eller ønsker (evt. af økonomiske grunde) at fremskaffe den nødvendige dokumentation for deres produkters virkninger og bivirkninger, vælger at markedsføre produkterne som fødevarer, d.v.s. helsekost. Det betyder, at man søger at sælge produkter, som er designet som lægemidler, som fødevarer, hvilket kan medføre, at sammenlignelige eller ens produkter både sælges som lægemidler og som fødevarer.

Bedømmelsen af produkternes egnethed som fødevarer kan og bør ikke, som det sker for lægemidler, ske efter en afvejning af produktets gavnlige virkning over for eventuelle bivirkninger. Derved ville man fjerne skellet mellem mad og medicin og dermed bryde radikalt med det grundlæggende princip i fødevarelovgivningen, hvor man af hensyn til forbrugernes tillid til fødevarerne har en restriktiv lovgivning, som ikke accepterer bivirkninger af fødevarer til raske mennesker.

Til § 3

Bestemmelsen viderefører hovedprincippet i levnedsmiddellovens § 1, idet den dog er udvidet til også at omfatte varer, som må antages at skulle fortæres af mennesker.

Denne definition svarer igen indholdsmæssigt til definitionen i Codex Alimentarius og dækker overordnet set også forslaget til definition i EU-Kommissionens grønbog, De generelle principper for Den europæiske Unions levnedsmiddellovgivning, 1997.

Kernen i definitionen er, at den omfatter alt, hvad der er »bestemt til at fortæres af mennesker«. Dermed omfatter definitionen mere, end man normalt vil opfatte som fødevarer. Formålet hermed er at sikre, at der ikke er noget, som utilsigtet falder uden for lovens område, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 2.

Fødevarebegrebet omfatter også husdyr og planter, der må antages at være bestemt til at skulle fortæres af mennesker. Det afgørende er, om der er sket en eller anden form for udskillelse, eller at der er andre omstændigheder, som gør det klart, at der konkret er tale om, at planter eller dyr skal anvendes til fødevareformål. En kontrakt om levering af afgrøden fra en bestemt mark til økologisk brødproduktion kunne efter omstændighederne være tilstrækkeligt til, at afgrøden på marken er omfattet af definitionen. I de fleste tilfælde vil der dog ikke foreligge så klare omstændigheder, men være tale om en eller anden form for direkte eller indirekte indikation, der kan statuere, at der er tale om en fødevare. Definitionen af fødevarer omfatter naturligvis ikke f.eks. kartofler eller byg, der åbenbart er bestemt til svinefoder, medens et parti gensplejset majs bestemt til fødevareindustrien er omfattet af definitionen, allerede medens det ligger uforarbejdet på lager.

Det er en selvfølge, at varer, der befinder sig i omsætningsleddene, og som efter deres art kan anvendes som fødevarer eller ingredienser i fødevarer, er omfattet af definitionen, og at det i givet fald er virksomheden, der må dokumentere, at der konkret ikke er tale om, at de skal anvendes som fødevare.

Der er en række produkter, som er beregnet til at blive fortæret, som ikke er omfattet af loven. Det gælder visse kosmetiske produkter, tobak og lægemidler jf. bemærkningerne til § 2.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til reglen i levnedsmiddellovens § 5.

Bestemmelsen er indsat for at undgå overflødige gentagelser i lovteksten. Bestemmelsen indebærer, at bestemmelser, der omhandler salg også gælder for handlinger, der dækkes af de øvrige udtryk, der er nævnt i bestemmelsen. Ved ændring af levnedsmiddelloven i 1996 blev også formidling af salg indsat i bestemmelsen, da man i flere tilfælde måtte konstatere, at det var nødvendigt for at kunne sikre lovens overholdelse i forbindelse med f.eks. postordresalg.

Salgsbegrebet er uafhængigt af, om en vare eller et produkt bliver gjort til genstand for erhvervsmæssig omsætning, d.v.s. om der betales for varen. I en række situationer overgives fødevarer til forbrugerne gratis, f.eks. som smagsprøver ved udstillinger, til testpaneler eller til ansatte.

Til § 5

Bestemmelsen er en videreførelse af reglen i levnedsmiddellovens § 6, idet den dog er udvidet med slagtning og slagtemæssig behandling.

Som § 4 er bestemmelsen indsat for at undgå overflødige gentagelser i lovteksten. Når udtrykket anvendes i lovteksten gælder bestemmelserne også de øvrige handlinger, som er nævnt i bestemmelsen. Udtrykket tilvirkning dækker over et bredt spektrum af handlinger, som foretages under fremstillingen af en fødevare. Det dækker f.eks. over anvendelse af forskellige processer såsom frysning, varmebehandling og bestråling, håndtering, f.eks. udskæring, hakning, eller andre handlinger, som indebærer en ændring af fødevaren eller fødevareingrediensen.

Til § 6

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til reglen i levnedsmiddellovens § 11, for så vidt angår høring af erhvervs- og forbrugerorganisationer.

Inden for fødevareområdet er der en lang række organisationer, som repræsenterer sektorens interesser. Der er nogle organisationer, som Forbrugerrådet, Landbrugsrådet, Dansk Industri og Handelskammeret, som kan siges at repræsentere generelle interesser inden for fødevareområdet, medens andre organisationer repræsenterer specielle brancher. Bestemmelsen sikrer, at relevante organisationer inddrages i beslutningsprocessen, således at der kan træffes beslutning på et så bredt grundlag som muligt. Organisationer, der dækker en specifik branche, vil blive inddraget i høringsprocessen, når emnet berører branchens interesser, medens de såkaldte generelle organisationer inddrages i alle tilfælde. Høringsforpligtelsen omfatter også forberedelse af EU-retsakter.

Til stk. 2.

Bestemmelsen vil kun finde anvendelse i undtagelsestilfælde, f.eks. hvor en regulering med øjeblikkelig virkning er nødvendig for at sikre forbrugernes sikkerhed - eksempelvis forbud mod import af fisk fra koleraramte områder - eller for at leve op til tilsvarende internationale, eller fællesskabsretlige forpligtelser af hastende karakter.

Til kapitel 2.

Fødevaresikkerhed

Bestemmelserne i dette kapitel indeholder de grundlæggende bestemmelser om fødevaresikkerhed. Bestemmelserne skal sikre, at fødevarerne ikke indebærer en sundhedsrisiko for forbrugerne og i øvrigt må anses for at være egnede som fødevarer for mennesker.

Ved vurderingen af de forslag til lovbestemmelser, som er indeholdt i kapitlet, må følgende forhold tages i betragtning

- Det er næppe muligt at fastslå med videnskabelig sikkerhed, at en fødevare eller et stof, selvom det er fremstillet under de bedst mulige betingelser, er helt uskadelig selv for sunde individer.

- Sunde fødevarer kan være skadelige for mennesker med særlige sygdomme.

- Stærk overdreven eller ensidig brug af enkelte fødevarer kan være skadelig selv for sunde mennesker.

- Ved overvejelser om farligheden af forureninger og andre stoffer er mængden af det aktuelle stof i de fleste tilfælde af afgørende betydning.

- Der opstår og erkendes stadig nye forureninger i fødevarer.

Det er nødvendigt, at fødevarereglerne til stadighed underbygges og suppleres med toksikologisk, hygiejnisk-bakteriologisk forskning samt udvikling af de analytiske muligheder. Dette bør ske for at udvide kendskabet til bakteriologiske og kemiske forureninger m. m. i fødevarer, risikoen for dannelse af bakterie- og svampegifte samt forskydninger i fødevarernes indhold på grund af en intensiv landbrugsmæssig produktion, ændrede dyrkningsformer, anvendelse af ændrede sorter m. v.

Kapitlet indeholder desuden en række bemyndigelser for fødevareministeren til at fastsætte regler om begrænsning af forureninger i fødevarer.

Til § 7

Bestemmelsen er en generel klausul, hvorved det slås fast, at fødevarer i alle led af behandlingen, ved modtagelse, slagtning, slagtemæssig behandling, tilvirkning og salg skal være af sund beskaffenhed og rimelig holdbarhed. Herved forstås, at varerne under hensyn til hvilken type vare, der er tale om, efter køb skal kunne opbevares en rimelig tid hjemme hos forbrugeren.

Til stk. 2.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til reglerne i levnedsmiddellovens § 12 og for de enkelte produkter i kødlovens § 16, æglovens § 6, mælkeproduktlovens § 12 og delvis til fiskekvalitetslovens § 3, stk. 1, og stk. 2, litra a.

Bestemmelsen skal anvendes i alle tilfælde, hvor fødevarer på grund af forurening o.lign. kan give problemer af sundhedsmæssig karakter, såsom risiko for sygdomme eller forgiftninger, eller må anses for utjenlige til at skulle spises af mennesker, selv om der ikke er tale om forhold, som direkte giver sundhedsrisiko. Her tænkes f.eks. på sygelige forandringer som bylder i fisk, fordærvethed som ses bl.a. ved forhøjede kimtal i kød, ændret konsistens, lugt og smag som harsk olie og sur mælk. For at en forurening er omfattet af bestemmelsen, er det en betingelse, at der foreligger en sundhedsrisiko eller et forhold, som gør varer utjenlige til at skulle spises af mennesker. Fødevarer kan således indeholde forureninger uden derfor at være omfattet af § 7, idet det ofte vil være forureningsgraden, der er afgørende, jf. § 10.

Bestemmelsen omfatter alle typer af forureninger o.lign., det vil sige biologiske, fysiske eller kemiske, jf. § 8.

Ordene »ved anvendelse på sædvanlig måde« sigter til, at kravet om, at fødevarerne ikke må skade forbrugeren, kun gælder, hvis forbrugeren anvender varen på en måde, som ud fra det almindelige kendskab til denne er hensigtsmæssig. Det vil eksempelvis sige, at varen indtages i rimelige mængder, idet stærk overdreven eller ensidig brug af enkelte fødevarer næsten altid vil være skadelig, eller at varen tilberedes korrekt, som udblødning og kogning af bønner. En påkrævet behandling af en vare vil i visse tilfælde kunne udløse et krav om, at dette oplyses på varens pakning, jf. §§ 22 og 24.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse i de tilfælde, hvor der indlægges eller indbygges fremmedlegemer i fødevarer. Som eksempler på dette kan nævnes plastikgenstande i chips og morgenmadscerealier.

Fødevarer må ikke sælges, hvis det må antages, at varen kan være utjenlig til fødevare for mennesker. Det er således ikke nødvendigt, at tilsynsmyndigheden fører bevis for, at varen f.eks. kan medføre en forgiftning inden en eventuel beslaglæggelse.

Det Europæiske Fællesskab har i forordning (EØF) Nr. 315/93 om forurenende stoffer fastsat, at »ingen levnedsmidler må markedsføres, når de indeholder et forurenende stof i et omfang, som ud fra hensynet til den offentlige sundhed og især på det toksikologiske plan er uacceptabelt.« Forordningen omfatter ikke mikrobiologiske forureninger eller fremmedlegemer, jf. bemærkningerne til § 8, og er endvidere begrænset til forureninger, som indebærer en sundhedsrisiko. På begge punkter dækker forordningen således et snævrere område end lovforslaget og de gældende danske regler.

I direktiv nr. 93/43/EØF om levnedsmiddelhygiejne fastsættes følgende

»Levnedsmiddelvirksomheder må ikke acceptere råvarer eller ingredienser, som konstateres eller med rimelighed kan formodes at være så forurenede med parasitter, patogene mikroorganismer, giftige stoffer eller stoffer, der er gået i opløsning, eller fremmedlegemer, at levnedsmidlet efter virksomhedens normale hygiejniske sorterings- og/eller tilberednings- eller forarbejdningsprocesser stadig er uegnet til menneskeføde.

Alle fødevarer, der håndteres, opbevares, emballeres, udstilles og transporteres, skal beskyttes mod forurening, som kan gøre dem uegnede til menneskeføde eller sundhedsfarlige eller forurenede på en sådan måde, at de ikke med rimelighed kan betragtes som egnede til at fortæres i denne tilstand.«.

Bestemmelserne i direktivet omfatter alle forureninger o.l. og dækker ligesom lovforslaget og de gældende danske regler såvel egentlige sundhedsskadelige forureninger som forureninger, der gør fødevarerne utjenlige til human konsum.

Til § 8

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til definitionen i levnedsmiddellovens § 4.

Definitionen omfatter enhver forurening i eller på fødevarer, som kan udgøre en sundhedsrisiko, gøre fødevarerne utjenlige til at skulle spises af mennesker eller kan forandre fødevarernes normale sammensætning eller beskaffenhed i øvrigt.

Forekomst af forureninger i fødevarer vil typisk være utilsigtet. Fødevarer, der indeholder f.eks.. bakterier eller andet, der bevidst er benyttet i produktionen for at opnå bestemte egenskaber i produktet, vil således ikke blive betragtet som forurenede, medens fremmedlegemer, som bevidst indlægges eller indbygges i fødevarer vil kunne omfattes af bestemmelsen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2.

Definitionen vedrører alle typer forureninger d.v.s. forureninger som stammer fra produktion, forarbejdning og den senere behandling af fødevarerne, fra miljøet eller som er en naturlig bestanddel i fødevarer. Som eksempler på forureninger fra produktionen og den senere behandling kan nævnes sygdomsfremkaldende bakterier på grund af uhensigtsmæssige hygiejniske forhold, fremmedlegemer som metalsplinter, insekter og småsten, lægemiddelrester fra medicinering af husdyrene, pesticidrester fra sprøjtning af afgrøder med pesticider, afsmitning fra emballager og maskiner. Som eksempler på miljøforureninger kan nævnes bly i afgrøderne fra bilernes udstødning, højt kviksølvindhold i fisk fra industriudledninger og dioxin i fisk fra affaldsforbrænding. Som naturligt forekommende forureninger i fødevarer kan nævnes mykotoksiner (muggifte) i figner, nødder og korn. Bestemmelsen giver også grundlag for regulering af naturligt forekommende toksiske stoffer som lektiner i bønner, blåsyre i bitre mandler og solanin i kartofler.

Som nævnt ovenfor vil ikke enhver forurening i fødevarer betyde en sundhedsrisiko eller gøre varen utjenlig til at skulle spises af mennesker. Arten og mængden af forurening vil her være afgørende.

Forordning (EØF) Nr. 315/93 om forurenende stoffer har følgende definition på et forurenende stof

»Ved et forurenende stof forstås ethvert stof, som ikke fortsætligt er tilsat levnedsmidler, men som er tilstede heri som et restprodukt fra produktion (herunder behandling af afgrøder og husdyr samt efter veterinærmedicinsk behandling), pakning, emballering, transport eller oplagring af levnedsmidlet, eller som følge af forurening via miljøet. Fremmedlegemer såsom insektdele, dyrehår og andet er ikke omfattet af denne definition.« Som nævnt under bemærkningerne til § 7 omfatter definitionen ikke mikrobiologiske og fysiske forureninger.

Direktiv nr. 93/43/EØF om levnedsmiddelhygiejne indeholder ikke en egentlig definition på, hvad der forstås ved forureninger i fødevarer, men en definition på levnedsmiddelhygiejne

»I dette direktiv forstås ved levnedsmiddelhygiejne alle foranstaltninger, som er nødvendige for at garantere sikre og sunde levnedsmidler. Foranstaltningerne omfatter alle led efter den primære produktion (der omfatter f.eks. høst, slagtning og malkning) under tilberedning, forarbejdning, færdigbehandling, emballering, opbevaring, transport, distribution, håndtering og udbud til salg eller levering til forbrugeren.«

Fødevarehygiejne vil også omfatte forhold i primærproduktionen, og i Kommissionens forslag til fællesskabsbestemmelser på det animalske område er hygiejne defineret som: »Alle forhold som er tilstrækkelige for at garantere sunde og sikre fødevarer.«

Til § 9

Ved bestemmelsen slås det princip fast, som er gældende i administrationen af fødevarelovgivningen, at den, der er ansvarlig for en virksomhed, skal påse, at fødevarer, herunder råvarer, halvfabrikata og færdigvarer, anvendes og opbevares under hygiejniske forhold. Det vil sige forhold, der er nødvendige for at opnå sikre og sunde fødevarer. Fødevarerne skal anvendes og opbevares på en måde, der hindrer skadelig nedbrydning og beskytter dem mod forurening, f.eks. ved opbevaring under passende temperaturforhold, i lokaler der er hensigtsmæssigt indrettet og udstyret, og håndteres af personer, der iagttager en høj grad af personlig hygiejne. På tilsvarende måde skal krydskontamination (forurening fra en fødevare til en anden) mellem forskellige grupper af varer, f.eks. kød og grøntsager, rå og færdigtilberedte varer undgås. Krydskontamination kan f.eks. opstå ved anvendelse af urene redskaber eller maskiner.

Til stk. 2.

Bestemmelserne er en sammenskrivning og videreførelse af gældende regler og skal alene varetage de fødevarehygiejniske hensyn.

Ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om hvilke forholdsregler, der skal overholdes for at undgå forurening af fødevarerne under tilberedning, opbevaring, transport, emballering, salg m. v. Der tænkes f.eks. på krav til renholdelse af lokaler og transportmidler, tilrettelæggelse af arbejdsgange, til udstyr og tilbehør, separat eller kølig opbevaring, nedkøling, varmebehandling, temperatur, vareudvalg og personlig hygiejne.

Det er hensigten med bestemmelsen at videreføre fiskekvalitetslovens § 3, stk. 2, litra b, hvorefter fisk og fiskevarer af dårlig kvalitet også omfatter produkter, som ikke kan betragtes som værende i god og velbehandlet tilstand eller ikke kan påregnes at ville fremkomme til bestemmelsesstedet i sådan tilstand.

Det Europæiske Fællesskab har i direktiv nr. 93/43/EØF om levnedsmiddelhygiejne samt i en lang række produktspecifikke direktiver på det animalske område fastsat regler om, hvilke krav til levnedsmiddelhygiejne, der skal stilles til virksomheder, der behandler eller sælger fødevarer. Direktiverne indeholder krav til virksomhedernes indretning, jf. bemærkningerne til § 51, til udstyr, opbevaringstemperaturer, egenkontrolsystemer m. m. Direktiverne giver kun på begrænsede områder mulighed for at fastsætte nationale regler. Muligheden foreligger dog i visse tilfælde vedrørende behandling og salg i detailleddet. Direktiverne er gennemført i dansk ret i en række bekendtgørelser.

Det generelle direktiv om levnedsmiddelhygiejne, 93/43/EØF, giver mulighed for, at der nationalt opretholdes eller indføres mere specifikke hygiejneregler for indretning m. m. end de, der er fastsat i direktivet på betingelse af, at reglerne

- ikke er lempeligere end direktivets regler og

- ikke udgør en begrænsning for samhandelen med fødevarer, der er fremstillet i overensstemmelse med direktivet.

Nationale regler om opbevaringstemperaturer og om mikrobiologiske kriterier kan opretholdes, indtil der fastsættes sådanne regler på fælleskabsplan.

I dette direktiv introduceres endvidere begrebet »retningslinier for god hygiejnepraksis«, de såkaldte »branchekoder«. Branchekoderne udarbejdes af fødevaresektoren selv og kan bruges af virksomhederne som en hjælp til at overholde reglerne på området med hensyn til indretning af lokaler, udstyr, egenkontrol m. m. Det er frivilligt at udarbejde og at bruge branchekoder. Branchekoder vurderes af fødevareministeren for at fastslå, om de er forenelige med reglerne på området. En række organisationer og virksomhedskæder har taget initiativ til at udarbejde branchekoder for deres virksomheder, som f.eks. supermarkeder, institutionskøkkener og restauranter.

Bestemmelsen indeholder endvidere bemyndigelse for fødevareministeren til at fastsætte regler om krav til personlig hygiejne og om helbredskontrol for personer, som er beskæftiget med behandling, salg eller kontrol af fødevarer. Der kan f.eks. stilles krav til personlig hygiejne som vask af hænder og underarme, beklædning som pligt til at bære kittel, forklæde, hovedbeklædning og eventuelt skægbind. Afgørende for hvilke krav, der skal stilles til personlig hygiejne og beklædning, er hvilken type virksomhed, der er tale om. Det vil sige om der tilvirkes fødevarer og i givet fald hvilken type varer, eller om der blot håndteres færdigpakkede fødevarer.

Til § 10.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til reglen i levnedsmiddellovens § 13, stk. 1.

Bestemmelsen giver fødevareministeren mulighed for at fastsætte grænser for forureninger af enhver art i fødevarer, der udbydes til salg. Der er tale om alle typer af forureninger, jf. § 8.

Der findes specifikke regler i dansk ret om grænseværdier for forureninger i fødevarer for så vidt angår pesticider, veterinærlægemidler, metaller (bly, cadmium, tin og kviksølv), nitrat, mykotoksiner, mikroorganismer og erucasyre.

Det Europæiske Fællesskab har i Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 om forurenende stoffer i levnedsmidler fastlagt forskriftskomiteprocedurer for vedtagelse af regler for forskellige forureninger i fødevarer som restprodukter fra produktion (herunder behandling af afgrøder og husdyr samt efter veterinærmedicinsk behandling), pakning, emballering, transport eller oplagring, eller som følge af forurening via miljøet. Forordningen omfatter ikke fysiske forureninger.

Regler om mikrobiologiske grænseværdier kan ligeledes fastsættes efter en forskriftskomiteprocedure i henhold til direktiv nr. 93/43/EØF om levnedsmiddelhygiejne.

Forordningen åbner mulighed for at opretholde eksisterende nationale regler om maksimalgrænseværdier for forureninger i det omfang, der ikke er fastsat fællesskabsregler.

I henhold til forordningen er der på nuværende tidspunkt fastsat regler om maksimalgrænseværdier for nitrat i visse grøntsager. Derudover er regler om grænseværdier for mykotoksiner, cadmium og bly under udarbejdelse.

Endvidere er der fastsat regler om maksimalgrænseværdier for pesticidrester, lægemiddelrester, radioaktiv forurening, kviksølv i fisk samt om mikroorganismer i en række direktiver og forordninger.

Til stk. 2.

I medfør af levnedsmiddellovens § 13, stk. 2, kan ministeren forbyde salg af fødevarer fra bestemte områder, når der er risiko for, at de indeholder forurening eller har været udsat for radioaktiv bestråling. I fiskekvalitetslovens § 11a, stk. 1 findes en lignende bestemmelse, hvorefter ministeren kan forbyde, at fisk fra bestemte områder, som indeholder forureninger eller i øvrigt er utjenlige til menneskeføde eller som foder, overdrages.

Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at forbyde salg af fødevarer fra bestemte land- eller vandområder, når der en formodning for, at fødevarer herfra er forurenede eller i øvrigt er utjenlige til menneskeføde eller foder. De eksisterende bestemmelsen har været benyttet i forbindelse med forurening af fødevarer efter radioaktivt udslip fra Tjernobyl kraftværket, fiskeforbud i Grindsted og Varde åer m. v..

Til stk. 3.

Bestemmelsen svarer for så vidt angår fiskeri til reglen i fiskekvalitetslovens § 11a, stk. 2.

Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at forbyde dyrkning af afgrøder, opdræt af husdyr, jagt og fiskeri i bestemte områder, hvis der foreligger en risiko for, at fødevarer fra sådanne områder vil være forurenede. Bestemmelsen gælder ikke kun fødevarer, som udbydes til salg, men også fødevarer til forbrug i egen husholdning. Den eksisterende bestemmelse har været benyttet i forbindelse med fiskeforbud i Københavns Havn og ud for Harboøre Tange.

Til § 11.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til reglen i levnedsmiddellovens § 19. Endvidere giver æglovens § 3, mælkeproduktlovens § 4, kødlovens § 9 og fiskekvalitetslovens § 9 fødevareministeren mulighed for at fastsætte regler om kontrol med personalets helbred og hygiejne.

Bestemmelsen skal forhindre, at syge personer eller personer, der er bærer af en sygdom, der kan overføres gennem fødevarer, beskæftiger sig med fødevarefremstilling. Bestemmelsen omfatter alle personer, der håndterer fødevarer i en fødevarevirksomhed. Det afgørende for, om en person, som er beskæftiget i en fødevarevirksomhed, skal udelukkes fra arbejdet, er, om vedkommende lider af, mistænkes for at lide af eller er bærer af en sygdom, der kan overføres gennem fødevarer, eller om der er risiko for direkte eller indirekte at forurene fødevarene med sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Der skal derfor være en reel risiko. For kontorpersonale i fødevarevirksomheder vil risikoen typisk ikke være tilstede.

Til § 12

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til reglerne i levnedsmiddellovens § 18, idet det dog er præciseret, at bestemmelsen omfatter anvendelse af genteknologi.

Bestemmelsen tager sigte på at regulere anvendelsen af meget forskelligartede processer, fremgangsmåder og redskaber, som anvendes i fremstillingen af fødevarer. Der kan eksempelvis være tale om bestråling, anvendelse af genteknologi, anvendelse af mikrobølgeovne, pakning i beskyttet atmosfære.

Ved vurderingen af disse processer m. v. indgår både toksikologiske og ernæringsmæssige aspekter.

Til stk. 2.

Bestemmelsen giver fødevareministeren bemyndigelse til at kræve godkendelse af nye fødevarer og ingredienser inden de anvendes eller sælges.

Det Europæiske Fællesskab har ved forordning (EF) nr. 258/97 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser fastsat regler for markedsføring og fælles godkendelse af fødevarer inden for dette område. Forordningen omfatter fødevarer og fødevareingredienser, som ikke hidtil har været anvendt til konsum i nævneværdigt omfang i Fællesskabet, og som hører under følgende kategorier

- levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, der indeholder eller består af genetisk modificerede organismer som defineret i direktiv nr. 90/220/EØF (Udsætningsdirektivet),

- levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, som er fremstillet på grundlag af, men ikke indeholder genetisk modificerede organismer,

- levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, der har en ny eller bevidst ændret primær molekyle- struktur,

- levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, der består af eller er isoleret fra mikroorganismer, svampe eller alger,

- levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, der består af eller er isoleret fra planter, og fødeva- reingredienser, der er isoleret fra dyr, bortset fra levnedsmidler,

- levnedsmiddelingredienser, der er frembragt ved traditionelle formerings- og avlsmetoder, og som traditionelt anses for at kunne anvendes risikofrit til fødevarer og

- levnedsmidler og levnedsmiddelingredienser, som har været genstand for en fremstillingsproces, der ikke er gængs, hvis denne proces medfører betydelige ændringer i fødevarernes og fødevarein- grediensernes sammensætning eller struktur, der påvirker deres næringsværdi, metabolisme eller indhold af uønskede stoffer.

Til kapitel 3.

Fødevarernes sammensætning

Til § 13

I levnedsmiddellovens § 21, æglovens § 2, kødlovens § 12 og fiskekvalitetslovens § 7 har fødevareministeren bemyndigelse til at fastætte regler om sammensætning af fødevarer ud fra f.eks. sundheds-, ernærings- og kvalitetsmæssige hensyn eller for at sikre handlende lige vilkår. I levnedsmiddellovens §§ 16 og 17 har ministeren endvidere bemyndigelse til at fastsætte regler om kosttilskud, fødevarer til særlig ernæring og obligatorisk tilsætning af næringsstoffer.

Bestemmelsen giver mulighed for at regulere en række væsentlige forhold vedrørende forskellige typer af fødevarer.

Bestemmelsen giver således hjemmel til at udstede de såkaldte varestandarder, d.v.s opstilling af krav til sammensætning af bestemte fødevarer. Der vil i den forbindelse kunne være tale om at forbeholde bestemte varebetegnelser for sådanne produkter, jf. lovforslagets § 24. Tidligere var det almindeligt, også internationalt, at opbygge lovgivningen ud fra et ønske om at fastsætte specifikke krav til sammensætning og præsentation af de enkelte fødevarer eller fødevaregrupper. Denne reguleringsmåde resulterede i et meget stort og uoverskueligt antal regler, som var vanskelige at administrere, og som vanskeliggjorde produktudvikling. Især i bestemte sektorer har der gennem tiderne været interesse for standardisering for på denne måde at have et fast grundlag for konkurrencen. Også forbrugerne har haft sympati for reguleringsformen, fordi den sikrer varer af en vis minimumsstandard. Udviklingen af de fleste varestandarder fandt i øvrigt sted på et tidspunkt, hvor man ikke havde gennemført generelle mærkningskrav, som gav forbrugerne indsigt i varernes sammensætning. Varestandardfilosofien er nu forladt de fleste steder og er også ved at blive opgivet internationalt i Codex Alimentarius og ikke mindst i EU.

Muligheden for at udarbejde varestandarder må dog fortsat bevares. Det skyldes dels, at der stadig er en række EU-varestandarddirektiver, dels at der for ganske få, men centrale fødevarer er et behov for at sikre en standardisering. Det gælder mælkeprodukter, som er væsentlige basisfødevarer i den danske kost, og fødevarer til særlig ernæring, navnlig regulering af modermælkserstatninger, som er af afgørende betydning for spædbørns udvikling. Tilsvarende gælder fødevarer til medicinske formål f.eks sondekost, som tilmed kan være den eneste føde for mennesker gennem lang tid.

Kvalitetsaspektet, som mange mener, at varestandarder kan sikre, kan ikke opretholdes efter EF domstolens praksis, som i snart mange tilfælde og mest kendt i den såkaldte Cassis de Dijon afgørelse, har fastslået, at man ikke ud fra kvalitetsmæssige hensyn kan hindre omsætning på sit nationale marked af varer, der lovligt er omsat i en anden medlemsstat.

Denne retstilstand er dog ikke til hinder for, at man kan gennemføre varestandarder gældende for national produktion. Man kan dog ikke hermed hindre afsætning af varer, der er lovligt produceret eller omsat i andre medlemslande. Gennemføres nationale varestandarder på denne måde har det den virkning, at danske virksomheder ikke kan gå ind på den del af markedet, som falder uden for varestandarden. Denne del vil så at sige blive overladt til udenlandske virksomheder.

Dette forhold betyder ikke, at man har mistet muligheden for at opstille kvalitetsnormer, eller at man må opgive at skabe rammer for produktion af kvalitetsfødevarer. Det betyder blot, at man ikke kan beskytte kvalitetsnormer mod konkurrence fra mindre lødige produkter, og at forbrugerne derved stilles over for et valg mellem lødige og mindre lødige produkter. Det nye instrument i dansk fødevarelovgivning, kvalitetsmærkeordningen, vil være velegnet til at sikre, at forbrugerne let kan finde fødevarer af særlig god kvalitet, jf. kapitel 6.

Som nævnt ovenfor er der behov for at fastsætte regler om sammensætningen af produkter, der tjener særlige ernæringsmæssige formål. Direktiv nr. 89/398/EØF om levnedsmidler til særlig ernæring forudsætter etablering af en række varestandarddirektiver.

Etablering af sådanne særregler er især begrundet, når der er tale om produkter, som er essentielle for bestemte befolkningsgrupper og især, hvis der er tale om produkter, som skal erstatte måltider eller hele kosten. Der er i øjeblikket sådanne særregler vedrørende modermælkserstatninger, tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn, børnemad og slankekostprodukter.

Kosttilskud kan ligeledes reguleres efter denne bestemmelse. Dermed sikres, at der kan stilles krav om, at kosttilskud er egnede til at tilføre næringsstoffer i ernæringsmæssigt set relevante mængder, og samtidig at indholdet af aktive stoffer ikke overstiger et sundhedsskadeligt niveau. Der lægges i denne forbindelse vægt på, at kosttilskud alene sammensættes således, at de ernæringsmæssige behov kan opfyldes. Tanken er den, at hvis forbrugere er i tvivl om, hvorvidt de spiser en tilstrækkelig alsidig kost og derigennem får tilstrækkeligt med næringsstoffer, kan de supplere med et kosttilskud, som enten indeholder de stoffer, de mener at mangle, eller som indeholder alle relevante vitaminer og mineraler i de anbefalede mængder - en multivitamin/mineraltablet.

Præparater, som har til formål at forebygge eller helbrede sygdomme eller sygdomssymptomer reguleres efter lægemiddelloven. Der er tale om de såkaldte »stærke« vitamin- og mineralpræparater.

Bestemmelsen giver mulighed for at gennemføre en tvungen tilsætning af næringsstoffer - f.eks. vitaminer og mineraler - for at sikre befolkningen eller befolkningsgrupper tilførsel af næringsstoffer, som ikke i tilstrækkelig mængde findes i den danske kost. Tidligere har der været krav om tvungen tilsætning af visse mineraler og vitaminer til mel og gryn, og vitamin A til margarine. Disse regler er nu ophævet, da det ikke længere er ernæringsmæssigt nødvendigt at opretholde dem.

Det kan blive aktuelt at anvende bestemmelsen til at sikre tilsætning af jod til salt, da det vurderes, at indtaget af jod ernæringsmæssigt set er lavt i dele af befolkningen.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til definitionen i levnedsmiddellovens § 3.

Definitionen omfatter en række stofgrupper: Konserveringsmidler, sødestoffer, farvestoffer, antioxidanter, geleringsmidler, hævemidler, aromastoffer m.fl.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny i den forstand, at der ikke tidligere i selve loven har været en definition af begrebet teknisk hjælpestof. Definitionen svarer indholdsmæssigt til definitionen i Codex Alimentarius og i EU-reglerne. Definitionen er medtaget for at klarlægge forskellen mellem »almindelige« tilsætningsstoffer og hjælpestoffer til brug for produktionsprocesser og er relevant, da der kan være tale om forskelligartede reguleringer og reguleringsprincipper for de to stofgrupper. De tekniske hjælpestoffer er som udgangspunkt ikke regulerede specifikt, med mindre der på enkelte områder er tale om særlige behov derfor, f.eks. begrundet i forekomst af rester i fødevarer. Som eksempel kan nævnes ekstraktionsmidler, som er EU-regulerede. Fødevarer, hvortil der er anvendt tekniske hjælpestoffer skal ikke mærkes på linie med andre stoffer, da de netop ikke må have betydning (teknologisk) for det færdige produkt, men kun for selve produktionsprocessen. Det er en selvfølge, at forekomst af eventuelle rester i fødevarer, som kan have sundhedsmæssige konsekvenser, er omfattet af de almindelige sundhedsbeskyttelsesbestemmelser i lovforslagets § 7.

Til § 15

Bestemmelsen fastslår i lighed med den eksisterende bestemmelse i levnedsmiddellovens § 14 at udgangspunktet for regulering af tilsætningsstoffer er positivlistesystemet. Det betyder, at et stof og anvendelsesbetingelserne for stoffet skal fremgå af reguleringen, idet stoffet eller anvendelsen ellers er forbudt.

Denne reguleringsform er nu almindelig anerkendt, også internationalt. Det samme er de grundlæggende principper for tilsætningsstofanvendelsen, jf. forslagets § 17.

Tilsætningsstoffer er reguleret i 3 Rådsdirektiver, om sødestoffer 94/35/EØF, om farvestoffer 94/36/EØF og om andre tilsætningsstoffer end farvestoffer og sødestoffer 95/2/EØF.

Til stk. 1.

Bestemmelsen fastsætter, at anvendelse af et stof kun kan ske, hvis det er godkendt af ministeren.

Til stk. 2

Bestemmelsen giver fødevareministeren mulighed for at fastlægge begrænsninger, dels for de mængder, hvori et stof må anvendes og dels i hvilke fødevarer, et stof må anvendes. Stk. 3 fastlægger entydigt, at reguleringen skal ske i form af en positivliste.

En række stofområder har dog hidtil været reguleret ved anmeldelsesordninger, jf. bemærkningerne til § 16. Det gælder bl.a. aromastoffer.

Baggrunden for reguleringsformen er, at man principielt ønsker så lav en forekomst af tilsætningsstoffer som muligt i fødevarer for derigennem at sikre, at de videnskabeligt fastsatte grænser for acceptabel daglig indtagelse - ADI - ikke overskrides. ADI'erne fastsættes med en vid sikkerhedsmargin og fastsættes her i landet ved beregning af det mulige indtag af tilsætningsstoffer via maden ved hjælp af den såkaldte »budgetmetode«, som tager hensyn også til grupper i befolkningen, som har skæve forbrug. Derigennem har man indbygget en yderligere sikkerhedsmargin.

Videnskabeligt set er tilsætningsstofområdet blandt de bedst undersøgte, og reguleringen arbejder med en komfortabel sikkerhedsmargin. Det gælder også med enkeltstående undtagelser på EU-niveau og internationalt i Codex Alimentarius. Desuagtet må det konstateres, at der fra forbrugerside fortsat er skepsis og bekymring over tilsætningsstofanvendelsen, ligesom der politisk er enighed om at anlægge en yderst restriktiv linie ved godkendelse af tilsætningsstoffer.

Fastlæggelse af krav til stoffernes renhed og identitet sker for at sikre, at der ikke via tilsætningsstoffer overføres forureninger til fødevarerne.

Til § 16

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til reglen i levnedsmiddellovens § 14, stk. 5.

Ikke alle tilsætningsstofkategorier er lige velegnede til at indpasse i et positivlistesystem. Derfor har der også efter den gældende levnedsmiddellov været hjemmel til at etablere anmeldelsesordninger for nærmere angivne grupper af stoffer. Denne bestemmelse er benyttet for aromastoffer, enzymer, bakteriekulturer, skimmel- og gærsvampe og anvendelse af næringsstoffer.

For aromastoffer viste det sig ikke muligt at gennemføre anmeldelsesordningen, og den blev reelt opgivet i 1975. I 1988 blev der gennemført et EU-rammedirektiv for aromastoffer, som fastlægger, at aromaområdet skal reguleres efter et positivlistesystem. Direktivet er i 1996 fulgt op af en forordning, som fastlægger rammerne for at opstille midlertidige lister over tilladte aromastoffer i fællesskabet, således at dette væsentlige tilsætningsstofområde nu bliver underkastet en betryggende regulering i løbet af en begrænset årrække.

De øvrige områder er alene underkastet national regulering. Principperne for administration af anmeldelsesordningerne er de samme som for andre tilsætningsstofgrupper, jf. lovforslagets § 17.

Næringsstoffer er tilsætningsstoffer og anvendes i en række tilfælde teknologisk, f.eks. som farvestof (vitamin B2) og antioxydant (vitamin C). Der er ikke tale om et teknologisk behov i almindelig forstand, når det drejer sig om tilsætning af næringsstoffer som har til formål at påvirke fødevarernes næringsstofsammensætning. Accept af tilsætning af et næringsstof er således givet ud fra en vurdering af det ernæringsmæssige behov for tilsætningen, d.v.s. at tilsætningen skal

- afhjælpe en mangel på næringsstoffet i befolkningen, eksempelvis jod til salt

- erstatte tab af næringsstoffer under produktionen, hvis stofferne i de pågældende fødevarer har væsentlig betydning for befolkningens forsyning med det pågældende næringsstof f.eks c-vita- min til juice

- ske til fødevarer, der anvendes som erstatning for fødevarer, som giver et væsentligt bidrag til befolkningens indtag af næringsstoffet f.eks a-vitamin til margarine.

Det er en udbredt misforståelse, at tilsætning af næringsstoffer er uproblematisk, og at indtag af store mængder vitaminer er sundhedsbefordrende. Disse stoffer adskiller sig alene fra andre tilsætningsstoffer ved at være essentielle for mennesker i visse mængder. Mange overser, at adskillige af stofferne ( f.eks. jern, jod, selen, A og D vitamin) kan have toksiske virkninger, og at nogle stoffer kan hæmme indtagelse af andre. Det gælder således indtag af kalk, der hæmmer jernoptagelsen. Der er tale om meget komplekse sammenhænge, som ikke på samme måde, som det er tilfældet for andre tilsætningsstoffer, er tilstrækkeligt videnskabeligt undersøgt.

Senest har man konstateret, at et stof som beta-caroten, som alle antog havde en sygdomsforebyggende effekt i en stor undersøgelse har vist at fremme kræftforekomst hos storrygere.

Tidsfristen for myndighedernes behandling af sagerne er etableret for at sikre virksomhederne mod urimelige sagsbehandlingstider. Tidsfristen løber først, når ansøgerne har leveret det materiale, der er nødvendigt for at myndighederne kan foretage en relevant bedømmelse af stoffernes sundhedsmæssige egenskaber og deres funktion i fødevarerne. For bakteriekulturers og skimmel- og gærsvampes vedkommende omfatter anmeldelsesordningen både teknologiske tilsætningsstoffer og tekniske hjælpestoffer.

Til stk. 2.

Bestemmelsen giver mulighed for at anvende andre reguleringsformer end nævnt i § 15 og § 16, stk. 1. Den er udnyttet for aromastoffer, idet der ved en EU-regulering er fastlagt en negativliste for visse naturligt forekommende sundhedsskadelige stoffer. Bestemmelsen kan også bruges som hjemmel til at regulere tekniske hjælpestoffer. Dette er sket for ekstraktionsmidler.

Bestemmelsen om anvendelse af røbestoffer viderefører reglen i levnedsmiddellovens § 21, stk 3.

Tilsætning af røbestoffer er kun tænkt anvendt i meget begrænsede tilfælde, f. eks. hvor det er nødvendigt for at undgå forfalskninger eller uberettiget udbetaling af EU-støtte. Røbestof kan også anvendes, hvis der ikke er mulighed for på anden vis at gennemføre en analytisk kontrol, og denne kontrolmulighed må anses for at være af meget væsentlig betydning.

Til § 17

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til reglen i levnedsmiddellovens § 14, stk. 4.

I bestemmelsen fastlægges hovedkriterier for anvendelse af tilsætningsstoffer. Disse kriterier genfindes i EU-reguleringen og i principperne i Codex Alimentarius.

For så vidt angår spørgsmålet om sikring af hensynet til forbrugerne kan der henvises til bemærkningerne til § 15, hvoraf det fremgår, at man arbejder med den størst mulige sikkerhedsmargin.

Udtrykket »rimeligt teknologisk behov« betyder, at ikke ethvert behov skal tilgodeses, men at der i vurderingen indgår en væstentlighedsbetragtning og en vurdering af, om det teknologiske behov helt eller delvist skal tilgodeses på anden måde.

Spørgsmålet om at tilgodese et rimeligt teknologisk behov har været meget omdiskuteret, især for stoffer som farvestoffer og aromastoffer, som man med nogen ret betegner som fødevarekosmetik. Her i landet har man en restriktiv holdning til anvendelse af tilsætningsstoffer, som alene tjener til at pynte på fødevarernes udseende eller smag. Det resulterede i gennemførelse af et forbud mod anvendelse af farvestoffer til basisfødevarer. Denne grundholdning genfindes også i EU's farvestofdirektiv, selv om der er visse forskelle i udformningen og omfanget mellem de tidligere danske regler og EU-reglerne.

Diskussionen om det teknologiske behov for f.eks. farvestoffer har også relation til det tredie kriterium, at forbrugerne ikke må vildledes. Sikring af forbrugerinteressen i denne forbindelse sker gennem mærkningskrav, som betyder, at man kan læse, om der er tilsat farve i stedet for en levnedsmiddelingrediens (gul farve i stedet for æg, rød farve i stedet for saft o.s.v.). Mærknings-og vildledningsbestemmelserne i kapitel 4 medvirker også til at sikre, at forbrugerne ikke snydes ved hjælp af tilsætningsstoffer.

Til § 18

Bestemmelsen er indsat af lovtekniske grunde for at præcisere, at de nævnte bestemmelser, der ikke nævner tilsætningsstoffer, men kun fødevarer, også finder anvendelse for tilsætningsstoffer.

Til kapitel 4.

Markedsføring og mærkning af fødevarer

§ 27. Materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer såsom emballage, maskiner, redskaber, bestik og husgeråd m.v., rengørings-, desinfektions- og smøremidler m.m. samt brugs- og forbrugsgenstande, som kommer i forbindelse med fødevarer, må ikke ved normal anvendelse eller under forudsigelige forhold kunne afgive bestanddele til fødevarer i et omfang, der kan frembyde fare for menneskers sundhed, medføre en uacceptabel ændring af sammensætningen af fødevarerne eller forringe fødevarernes farve, lugt, smag eller andre af fødevarernes fysiske karakteristika.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) sammensætning og mærkning af materialer og genstande,

2) afsmitning fra materialer og genstande,

3) krav til holdbarhed og styrke af materialer og genstande, som skal anvendes til bestemte fødevarer eller i bestemte situationer,

4) krav om, at materialer og genstande skal ledsages af sundheds- eller kvalitetscertifikater, og

5) krav om forhåndsgodkendelse af materialer og genstande, der anvendes ved behandling eller salg af fødevarer.

§ 28. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om godkendelse og anvendelse af rengørings-, desinfektions- og smøremidler m. m. i virksomheder, der er omfattet af loven. Der kan herunder fastsættes regler om, at beholdere med sådanne midler skal være forsynet med oplysning om midlernes sammensætning og anvendelsesområde.

§ 28. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om godkendelse og anvendelse af rengørings-, desinfektions- og smøremidler m. m. i virksomheder, der er omfattet af loven. Der kan herunder fastsættes regler om, at beholdere med sådanne midler skal være forsynet med oplysning om midlernes sammensætning og anvendelsesområde.

§ 28. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om godkendelse og anvendelse af rengørings-, desinfektions- og smøremidler m. m. i virksomheder, der er omfattet af loven. Der kan herunder fastsættes regler om, at beholdere med sådanne midler skal være forsynet med oplysning om midlernes sammensætning og anvendelsesområde.

§ 29. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse til forebyggelse af sundhedsrisici fra brugs- og forbrugsgenstande, som kommer i forbindelse med fødevarer, og som sælges til anvendelse i private husholdninger. Der kan herunder fastsættes regler om mærkning af sådanne genstande.

§ 29. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse til forebyggelse af sundhedsrisici fra brugs- og forbrugsgenstande, som kommer i forbindelse med fødevarer, og som sælges til anvendelse i private husholdninger. Der kan herunder fastsættes regler om mærkning af sådanne genstande.

§ 29. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse til forebyggelse af sundhedsrisici fra brugs- og forbrugsgenstande, som kommer i forbindelse med fødevarer, og som sælges til anvendelse i private husholdninger. Der kan herunder fastsættes regler om mærkning af sådanne genstande.

§ 30. For de i § 27, stk. 1, nævnte materialer og genstande m.m. finder

1) § 19, stk. 1 og 2, § 21, § 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, og

2) § 19, stk. 3-5, § 24, stk. 1 og 2, § 26, § 54, stk. 2 og 3, og § 63

tilsvarende anvendelse.

§ 30. For de i § 27, stk. 1, nævnte materialer og genstande m. m. finder

1) § 19, stk. 1 og 2, § 21, § 24, stk. 3 og § 54, stk. 1, og

2) § 19, stk. 3-5, § 24, stk. 1 og 2, § 26, § 54, stk. 2 og 3 og § 63

tilsvarende anvendelse.

§ 30. For de i § 27, stk. 1, nævnte materialer og genstande m.m. finder

1) § 19, stk. 1 og 2, § 21, § 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, og

2) § 19, stk. 3-5, § 24, stk. 1 og 2, § 26, § 54, stk. 2 og 3, og § 63

tilsvarende anvendelse.

§ 31. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for en frivillig mærkningsordning til fremme af produktion og afsætning af fødevarer og landbrugs- og fiskeriprodukter i øvrigt af særlig høj kvalitet eller med særlige karakteristika.

Stk. 2. Til at bistå ved administrationen af en frivillig mærkningsordning og ved fastsættelse af regler for denne mærkningsordning, nedsætter ministeren et fødevarekvalitetsudvalg.

Stk. 3. Ministeren udpeger formanden for udvalget og udnævner de øvrige medlemmer af udvalget efter indstilling fra de berørte forbruger- og erhvervsorganisationer og myndigheder.

Stk. 4. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden. Ministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om sekretariatsbetjening af udvalget.

§ 31. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for en frivillig mærkningsordning til fremme af produktion og afsætning af fødevarer og landbrugs- og fiskeriprodukter i øvrigt af særlig høj kvalitet eller med særlige karakteristika.

Stk. 2. Til at bistå ved administrationen af en frivillig mærkningsordning og ved fastsættelse af regler for denne mærkningsordning, nedsætter ministeren et Fødevarekvalitetsudvalg.

Stk. 3. Ministeren udpeger formanden for udvalget og udnævner de øvrige medlemmer af udvalget efter indstilling fra de berørte forbruger- og erhvervsorganisationer og myndigheder.

Stk. 4. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden. Ministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om sekretariatsbetjening af udvalget.

§ 31. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for en frivillig mærkningsordning til fremme af produktion og afsætning af fødevarer og landbrugs- og fiskeriprodukter i øvrigt af særlig høj kvalitet eller med særlige karakteristika.

Stk. 2. Til at bistå ved administrationen af en frivillig mærkningsordning og ved fastsættelse af regler for denne mærkningsordning, nedsætter ministeren et fødevarekvalitetsudvalg.

Stk. 3. Ministeren udpeger formanden for udvalget og udnævner de øvrige medlemmer af udvalget efter indstilling fra de berørte forbruger- og erhvervsorganisationer og myndigheder.

Stk. 4. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden. Ministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om sekretariatsbetjening af udvalget.

§ 32. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for, hvilke produkter der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder opstille objektive kvalitetskriterier, der fastlægger krav til produktion, forarbejdning m.v. Disse krav skal ligge ud over de krav, som gælder i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Stk. 2. Importerede produkter, herunder levende dyr, kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis der foreligger dokumentation for, at produktet er behandlet eller dyret opvokset i overensstemmelse med de regler og krav, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 3. Ministeren kan beslutte, at importerede produkter kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis de i oprindelseslandet er omfattet af en kvalitetsordning, der efter en konkret vurdering for det enkelte produkt skønnes at indebære krav, som kan sidestilles med krav, der stilles under denne mærkningsordning.

§ 32. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for hvilke produkter, der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder opstille objektive kvalitetskriterier, der fastlægger krav til produktion, forarbejdning m. v. Disse krav skal ligge ud over de krav, som gælder i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Stk. 2. Importerede produkter, herunder levende dyr, kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis der foreligger dokumentation for, at produktet er behandlet eller dyret opvokset i overensstemmelse med de regler og krav, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 3. Ministeren kan beslutte, at importerede produkter kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis de i oprindelseslandet er omfattet af en kvalitetsordning, der efter en konkret vurdering for det enkelte produkt skønnes at indebære krav, som kan sidestilles med krav, der stilles under denne mærkningsordning.

§ 32. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for, hvilke produkter der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder opstille objektive kvalitetskriterier, der fastlægger krav til produktion, forarbejdning m.v. Disse krav skal ligge ud over de krav, som gælder i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Stk. 2. Importerede produkter, herunder levende dyr, kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis der foreligger dokumentation for, at produktet er behandlet eller dyret opvokset i overensstemmelse med de regler og krav, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 3. Ministeren kan beslutte, at importerede produkter kan omfattes af en frivillig mærkningsordning, hvis de i oprindelseslandet er omfattet af en kvalitetsordning, der efter en konkret vurdering for det enkelte produkt skønnes at indebære krav, som kan sidestilles med krav, der stilles under denne mærkningsordning.

§ 33. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for godkendelse og anmeldelse af virksomheder, der ønsker at behandle eller sælge produkter omfattet af en mærkningsordning.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om tilmelding af primærproducenter, som ønsker hele eller dele af deres virksomhed omfattet af en mærkningsordning.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at tilmeldte primærproducenter og godkendte eller anmeldte virksomheder, som overtræder de under en frivillig mærkningsordning opstillede krav eller andre betingelser, midlertidigt eller permanent udelukkes fra denne mærkningsordning.

§ 33. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for godkendelse og anmeldelse af virksomheder, der ønsker at behandle eller sælge produkter omfattet af en mærkningsordning.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om tilmelding af primærproducenter, som ønsker hele eller dele af deres virksomhed omfattet af en mærkningsordning.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at tilmeldte primærproducenter og godkendte eller anmeldte virksomheder, som overtræder de under en frivillig mærkningsordning opstillede krav eller andre betingelser, midlertidigt eller permanent udelukkes fra denne mærkningsordning.

§ 33. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler for godkendelse og anmeldelse af virksomheder, der ønsker at behandle eller sælge produkter omfattet af en mærkningsordning.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om tilmelding af primærproducenter, som ønsker hele eller dele af deres virksomhed omfattet af en mærkningsordning.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at tilmeldte primærproducenter og godkendte eller anmeldte virksomheder, som overtræder de under en frivillig mærkningsordning opstillede krav eller andre betingelser, midlertidigt eller permanent udelukkes fra denne mærkningsordning.

§ 34. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om mærkning af de produkter, der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder om forbeholdte varebetegnelser, anvendelse af særlige mærker, logoer eller symboler, jf. § 24, stk. 2 og 3.

§ 34. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om mærkning af de produkter, der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder om forbeholdte varebetegnelser, anvendelse af særlige mærker, logoer eller symboler, jf. 24, stk. 2 og 3.

§ 34. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om mærkning af de produkter, der er omfattet af en frivillig mærkningsordning, herunder om forbeholdte varebetegnelser, anvendelse af særlige mærker, logoer eller symboler, jf. § 24, stk. 2 og 3.

§ 35. De virksomheder og primærproducenter, som er tilsluttet en frivillig mærkningsordning, afholder udgifterne ved denne ordning, jf. § 56.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling af udgifter i forbindelse med en frivillig mærkningsordning. § 56, stk. 4-7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 35. De virksomheder og primærproducenter, som er tilsluttet en frivillig mærkningsordning, afholder udgifterne ved denne ordning, jf. § 56.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling af udgifter i forbindelse med en frivillig mærkningsordning. § 56, stk. 4-7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 35. De virksomheder og primærproducenter, som er tilsluttet en frivillig mærkningsordning, afholder udgifterne ved denne ordning, jf. § 56.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om betaling af udgifter i forbindelse med en frivillig mærkningsordning. § 56, stk. 4-7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 36. Ved primærproduktion forstås dyrkning af afgrøder i landbrug, gartneri og lignende, opdræt af dyr i landbrug, akvakulturbrug og lignende samt fangst og landing af fisk, krebs- og bløddyr, produktion af mælk og æg, jagt, biavl, indsamling af bær, frugter og svampe og lignende.

Stk. 2. Medmindre ministeren fastsætter andet, er primærproduktion ikke omfattet af reglerne i §§ 44-46.

§ 36. Ved primærproduktion forstås dyrkning af afgrøder i landbrug, gartneri og lignende, opdræt af dyr i landbrug, aquakulturbrug og lignende samt fangst og landing af fisk, krebs- og bløddyr, produktion af mælk og æg, jagt, biavl, indsamling af bær, frugter og svampe og lignende.

Stk. 2. Medmindre ministeren fastsætter andet, er primærproduktion ikke omfattet af reglerne i §§ 44 - 46.

§ 36. Ved primærproduktion forstås dyrkning af afgrøder i landbrug, gartneri og lignende, opdræt af dyr i landbrug, akvakulturbrug og lignende samt fangst og landing af fisk, krebs- og bløddyr, produktion af mælk og æg, jagt, biavl, indsamling af bær, frugter og svampe og lignende.

Stk. 2. Medmindre ministeren fastsætter andet, er primærproduktion ikke omfattet af reglerne i §§ 44-46.

§ 37. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om primærproduktion af fødevarer med henblik på at sikre og forbedre den hygiejniske, sundheds- eller kvalitetsmæssige beskaffenhed af fødevarerne.

§ 37. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om primærproduktion af fødevarer med henblik på at sikre og forbedre den hygiejniske, sundheds- eller kvalitetsmæssige beskaffenhed af fødevarerne.

§ 37. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om primærproduktion af fødevarer med henblik på at sikre og forbedre den hygiejniske, sundheds- eller kvalitetsmæssige beskaffenhed af fødevarerne.

§ 38. Mælkeproducenter må ikke ændre på mælkens naturlige sammensætning og må ikke underkaste mælken anden behandling end mekanisk rensning og afkøling.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at betaling for leveret mælk skal gradueres efter kvaliteten.

§ 38. Mælkeproducenter må ikke ændre på mælkens naturlige sammensætning og må ikke underkaste mælken anden behandling end mekanisk rensning og afkøling.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at betaling for leveret mælk skal gradueres efter kvaliteten.

§ 38. Mælkeproducenter må ikke ændre på mælkens naturlige sammensætning og må ikke underkaste mælken anden behandling end mekanisk rensning og afkøling.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at betaling for leveret mælk skal gradueres efter kvaliteten.

§ 39. Dyr, der afhændes til slagtning eller slagtemæssig behandling, må ikke lide af nogen sygdom eller indeholde rester af lægemidler eller andre forureninger, der kan indebære risiko for menneskers sundhed, jf. § 7, stk. 2.

§ 39. Dyr, der afhændes til slagtning eller slagtemæssig behandling, må ikke lide af nogen sygdom eller indeholde rester af lægemidler eller andre forureninger, der kan indebære risiko for menneskers sundhed, jf. § 7, stk. 2.

§ 39. Dyr, der afhændes til slagtning eller slagtemæssig behandling, må ikke lide af nogen sygdom eller indeholde rester af lægemidler eller andre forureninger, der kan indebære risiko for menneskers sundhed, jf. § 7, stk. 2.

§ 40. Nødslagtning af syge eller tilskadekomne dyr kan foretages på stedet, når det er nødvendigt af dyreværnsmæssige grunde. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler herom.

§ 40. Nødslagtning af syge eller tilskadekomne dyr kan foretages på stedet, når det er nødvendigt af dyreværnsmæssige grunde. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler herom.

§ 40. Nødslagtning af syge eller tilskadekomne dyr kan foretages på stedet, når det er nødvendigt af dyreværnsmæssige grunde. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler herom.

§ 41. På ejendomme, hvor dyrehold er tilladt, kan ejendommens ejer eller bruger uanset bestemmelsen i § 44, stk. 2, foretage slagtning og efterfølgende slagtemæssig behandling af egne dyr til forbrug i egen husholdning. § 39 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om primærproducenters slagtning af dyr samt om vilkår for producenters slagtning og salg fra egen virksomhed direkte til forbruger til anvendelse i dennes private husholdning.

§ 41. På ejendomme, hvor dyrehold er tilladt, kan ejendommens ejer eller bruger uanset bestemmelsen i § 44, stk. 2, foretage slagtning og efterfølgende slagtemæssig behandling af egne dyr til forbrug i egen husholdning. § 39 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om primærproducenters slagtning af dyr samt om vilkår for producenters slagtning og salg fra egen virksomhed direkte til forbruger til anvendelse i dennes private husholdning.

§ 41. På ejendomme, hvor dyrehold er tilladt, kan ejendommens ejer eller bruger uanset bestemmelsen i § 44, stk. 2, foretage slagtning og efterfølgende slagtemæssig behandling af egne dyr til forbrug i egen husholdning. § 39 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om primærproducenters slagtning af dyr samt om vilkår for producenters slagtning og salg fra egen virksomhed direkte til forbruger til anvendelse i dennes private husholdning.

§ 42. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om primærproducenters salg af fødevarer fra egen bedrift, fartøj m. v. direkte til forbruger til anvendelse i dennes private husholdning.

§ 42. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om primærproducenters salg af fødevarer fra egen bedrift, fartøj m. v. direkte til forbruger til anvendelse i dennes private husholdning.

§ 42. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om primærproducenters salg af fødevarer fra egen bedrift, fartøj m. v. direkte til forbruger til anvendelse i dennes private husholdning.

§ 43. Den, der behandler eller sælger fødevarer eller andre af loven omfattede produkter, er ansvarlig for overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven eller med hjemmel i loven.

§ 43. Den, der behandler eller sælger fødevarer eller andre af loven omfattede produkter, er ansvarlig for overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven eller med hjemmel i loven.

§ 43. Den, der behandler eller sælger fødevarer eller andre af loven omfattede produkter, er ansvarlig for overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven eller med hjemmel i loven.

§ 44. Tilvirkning af fødevarer eller tilsætningsstoffer med henblik på salg må ikke påbegyndes, før autorisation hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Slagtning og slagtemæssig behandling af husdyr samt indvejning af mælk må kun finde sted på virksomheder, der er autoriseret hertil af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1 eller 2, kan fritages fra kravet om autorisation. Sådanne virksomheder er da omfattet af reglerne i § 45.

§ 44. Tilvirkning af fødevarer eller tilsætningsstoffer med henblik på salg må ikke påbegyndes, før autorisation hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Slagtning og slagtemæssig behandling af husdyr samt indvejning af mælk må kun finde sted på virksomheder, der er autoriseret hertil af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1 eller 2, kan fritages fra kravet om autorisation. Sådanne virksomheder er da omfattet af reglerne i § 45.

§ 44. Tilvirkning af fødevarer eller tilsætningsstoffer med henblik på salg må ikke påbegyndes, før autorisation hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Slagtning og slagtemæssig behandling af husdyr samt indvejning af mælk må kun finde sted på virksomheder, der er autoriseret hertil af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1 eller 2, kan fritages fra kravet om autorisation. Sådanne virksomheder er da omfattet af reglerne i § 45.

§ 45. Engrosvirksomhed, som omfatter opbevaring, aftapning, emballering, ompakning, transport eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse. Sådanne virksomheder skal da anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.

§ 45. Engrosvirksomhed, som omfatter opbevaring, aftapning, emballering, ompakning, transport eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse. Sådanne virksomheder skal da anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.

§ 45. Engrosvirksomhed, som omfatter opbevaring, aftapning, emballering, ompakning, transport eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse. Sådanne virksomheder skal da anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.

§ 46. Detailvirksomhed, som omfatter behandling, bortset fra slagtning og slagtemæssig behandling, eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse, og om, hvorvidt disse virksomheder skal anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om behandling og salg af fødevarer under åben himmel og om udstilling af fødevarer.

§ 46. Detailvirksomhed, som omfatter behandling, bortset fra slagtning og slagtemæssig behandling, eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse, og om hvorvidt disse virksomheder skal anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om behandling og salg af fødevarer under åben himmel og om udstilling af fødevarer.

§ 46. Detailvirksomhed, som omfatter behandling, bortset fra slagtning og slagtemæssig behandling, eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse, og om, hvorvidt disse virksomheder skal anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om behandling og salg af fødevarer under åben himmel og om udstilling af fødevarer.

§ 47. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at de af §§ 44-46 omfattede virksomheder ikke må påbegynde indførsel til eller udførsel fra landet af fødevarer eller tilsætningsstoffer, før der er sket anmeldelse herom til ministeren.

§ 47. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at de af §§ 44-46 omfattede virksomheder ikke må påbegynde indførsel til eller udførsel fra landet af fødevarer eller tilsætningsstoffer, før der er sket anmeldelse herom til ministeren.

§ 47. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at de af §§ 44-46 omfattede virksomheder ikke må påbegynde indførsel til eller udførsel fra landet af fødevarer eller tilsætningsstoffer, før der er sket anmeldelse herom til ministeren.

§ 48. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at fremstilling eller salg af materialer og genstande, som er bestemt til at komme i berøring med fødevarer, ikke må påbegyndes, før der er sket anmeldelse herom til ministeren.

§ 48. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at fremstilling eller salg af materialer og genstande, som er bestemt til at komme i berøring med fødevarer, ikke må påbegyndes før, der er sket anmeldelse herom til ministeren.

§ 48. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at fremstilling eller salg af materialer og genstande, som er bestemt til at komme i berøring med fødevarer, ikke må påbegyndes, før der er sket anmeldelse herom til ministeren.

§ 49. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om autorisation, godkendelse, registrering og anmeldelse for de virksomheder, som er omfattet af loven, herunder om de vilkår, som virksomhederne skal opfylde.

Stk. 2. Autorisation eller godkendelse skal indhentes på ny ved

1) væsentlige bygningsmæssige ændringer,

2) væsentlige ændringer i virksomhedens indretning,

3) væsentlige ændringer i virksomhedens produktion eller vareudvalg eller

4) indførelse af lovpligtig egenkontrol eller ved væsentlige ændringer i denne egenkontrol.

Stk. 3. Den, som overtager en autoriseret, godkendt, registreret eller anmeldt virksomhed, skal anmelde dette ejer- eller brugerskifte til tilsynsmyndigheden og samtidig oplyse, om der ønskes fornyet autorisation eller godkendelse.

Stk. 4. En autorisation eller godkendelse kan tages op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste autorisation eller godkendelse.

§ 49. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om autorisation, godkendelse, registrering og anmeldelse for de virksomheder, som er omfattet af loven, herunder om de vilkår, som virksomhederne skal opfylde.

Stk. 2. Autorisation eller godkendelse skal indhentes på ny ved

1) væsentlige bygningsmæssige ændringer,

2) væsentlige ændringer i virksomhedens indretning,

3) væsentlige ændringer i virksomhedens produktion eller vareudvalg eller

4) indførelse af lovpligtig egenkontrol eller ved væsentlige ændringer i denne egenkontrol.

Stk. 3. Den, som overtager en autoriseret, godkendt, registreret eller anmeldt virksomhed, skal anmelde dette ejer- eller brugerskifte til tilsynsmyndigheden, og samtidig oplyse, om der ønskes fornyet autorisation eller godkendelse.

Stk. 4. En autorisation eller godkendelse kan tages op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste autorisation eller godkendelse.

§ 49. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om autorisation, godkendelse, registrering og anmeldelse for de virksomheder, som er omfattet af loven, herunder om de vilkår, som virksomhederne skal opfylde.

Stk. 2. Autorisation eller godkendelse skal indhentes på ny ved

1) væsentlige bygningsmæssige ændringer,

2) væsentlige ændringer i virksomhedens indretning,

3) væsentlige ændringer i virksomhedens produktion eller vareudvalg eller

4) indførelse af lovpligtig egenkontrol eller ved væsentlige ændringer i denne egenkontrol.

Stk. 3. Den, som overtager en autoriseret, godkendt, registreret eller anmeldt virksomhed, skal anmelde dette ejer- eller brugerskifte til tilsynsmyndigheden og samtidig oplyse, om der ønskes fornyet autorisation eller godkendelse.

Stk. 4. En autorisation eller godkendelse kan tages op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste autorisation eller godkendelse.

§ 50. Autorisation eller godkendelse kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder de stillede vilkår, hvis forudsætningerne for autorisationen eller godkendelsen ændres væsentligt, eller hvis det ud fra hygiejniske, markedsføringsmæssige, afgiftsmæssige eller lignende årsager skønnes nødvendigt.

§ 50. Autorisation eller godkendelse kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder de stillede vilkår, hvis forudsætningerne for autorisationen eller godkendelsen ændres væsentligt, eller hvis det ud fra hygiejniske, markedsføringsmæssige, afgiftsmæssige eller lignende årsager skønnes nødvendigt.

§ 50. Autorisation eller godkendelse kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder de stillede vilkår, hvis forudsætningerne for autorisationen eller godkendelsen ændres væsentligt, eller hvis det ud fra hygiejniske, markedsføringsmæssige, afgiftsmæssige eller lignende årsager skønnes nødvendigt.

§ 51. Virksomheder, der er omfattet af loven, skal til enhver tid opfylde de krav, som hensynet til god hygiejnisk praksis tilsiger.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne i samt indretning og drift af virksomheder, transportmidler og lignende omfattet af loven. Der kan herunder fastsættes regler eller træffes bestemmelse om forhåndsgodkendelse af transportmidler, lokaler, inventar, udstyr, maskiner, emballage og lignende samt om is, vand, damp, luft og luftarter, der anvendes ved behandling af fødevarer eller tilsætningsstoffer eller til rengøring af lokaler, udstyr m.v.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, som er omfattet af loven, kun må anvende fødevarer eller tilsætningsstoffer fra autoriserede eller godkendte virksomheder.

§ 51. Virksomheder, der er omfattet af loven, skal til enhver tid opfylde de krav, som hensynet til god hygiejnisk praksis tilsiger.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne i samt indretning og drift af virksomheder, transportmidler og lignende omfattet af loven. Der kan herunder fastsættes regler eller træffes bestemmelse om forhåndsgodkendelse af transportmidler, lokaler, inventar, udstyr, maskiner, emballage og lignende samt om is, vand, damp, luft og luftarter, der anvendes ved behandling af fødevarer eller tilsætningsstoffer, eller til rengøring af lokaler, udstyr m. v.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, som er omfattet af loven, kun må anvende fødevarer eller tilsætningsstoffer fra autoriserede eller godkendte virksomheder.

§ 51. Virksomheder, der er omfattet af loven, skal til enhver tid opfylde de krav, som hensynet til god hygiejnisk praksis tilsiger.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne i samt indretning og drift af virksomheder, transportmidler og lignende omfattet af loven. Der kan herunder fastsættes regler eller træffes bestemmelse om forhåndsgodkendelse af transportmidler, lokaler, inventar, udstyr, maskiner, emballage og lignende samt om is, vand, damp, luft og luftarter, der anvendes ved behandling af fødevarer eller tilsætningsstoffer eller til rengøring af lokaler, udstyr m.v.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, som er omfattet af loven, kun må anvende fødevarer eller tilsætningsstoffer fra autoriserede eller godkendte virksomheder.

§ 52. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfattet af loven, for egen regning skal gennemføre en egenkontrol.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfattet af loven, for egen regning skal lade foretage nærmere fastsatte analyser og undersøgelser, at analyseresultater skal fremsendes til tilsynsmyndigheden, og at analyserne skal foretages på særlige laboratorier, jf. § 60, nr. 1.

§ 52. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfattet af loven, for egen regning skal gennemføre en egenkontrol.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfatte af loven, for egen regning skal lade foretage nærmere fastsatte analyser og undersøgelser, at analyseresultater skal fremsendes til tilsynsmyndigheden, og at analyserne skal foretages på særlige laboratorier, jf. § 60, nr. 1.

§ 52. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfattet af loven, for egen regning skal gennemføre en egenkontrol.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfattet af loven, for egen regning skal lade foretage nærmere fastsatte analyser og undersøgelser, at analyseresultater skal fremsendes til tilsynsmyndigheden, og at analyserne skal foretages på særlige laboratorier, jf. § 60, nr. 1.

§ 53. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at uddannelse, herunder i fødevarehygiejne, er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder omfattet af loven. Sådanne uddannelser kan etableres efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser og afsluttes med et certifikat.

§ 53. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at uddannelse, herunder i fødevarehygiejne, er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder omfattet af loven. Sådanne uddannelser kan etableres efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser og afsluttes med et certifikat.

§ 53. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at uddannelse, herunder i fødevarehygiejne, er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder omfattet af loven. Sådanne uddannelser kan etableres efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser og afsluttes med et certifikat.

§ 54. Det er forbudt med henblik på salg at indføre fødevarer, som ikke opfylder kravene i loven, i regler, som er fastsat i medfør af loven, eller i forordninger m.m. udstedt af Det Europæiske Fællesskab.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan af hensyn til menneskers, dyrs eller planters sundhed fastsætte regler eller træffe bestemmelser om indførsel og udførsel af fødevarer, herunder forbyde indførsel eller udførsel af fødevarer.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fødevarer, der føres gennem landet som transitgods eller oplagres som transitgods.

§ 54. Det er forbudt med henblik på salg at indføre fødevarer, som ikke opfylder kravene i loven, i regler, som er fastsat i medfør af loven, eller i forordninger m. m. udstedt af Det Europæiske Fællesskab.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan af hensyn til menneskers, dyrs eller planters sundhed fastsætte regler eller træffe bestemmelser om indførsel og udførsel af fødevarer, herunder forbyde indførsel eller udførsel af fødevarer.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fødevarer, der føres gennem landet som transitgods eller oplagres som transitgods.

§ 54. Det er forbudt med henblik på salg at indføre fødevarer, som ikke opfylder kravene i loven, i regler, som er fastsat i medfør af loven, eller i forordninger m.m. udstedt af Det Europæiske Fællesskab.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan af hensyn til menneskers, dyrs eller planters sundhed fastsætte regler eller træffe bestemmelser om indførsel og udførsel af fødevarer, herunder forbyde indførsel eller udførsel af fødevarer.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fødevarer, der føres gennem landet som transitgods eller oplagres som transitgods.

§ 55. Loven og de regler, som er fastsat i medfør af loven, gælder også for fødevarer, der udføres til andre lande, medmindre varerne er i overensstemmelse med gældende regler i modtagerlandet eller almindeligt anerkendte internationale normer.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dog fastsætte regler om sammensætning, kvalitet, mærkning m.v. af varer, der udføres her fra landet.

Stk. 3. Medmindre ministeren fastsætter andet, finder loven og regler, der er fastsat i medfør af loven, også anvendelse på fødevarer, der her i landet leveres som forsyning til skibe og fly.

§ 55. Loven og de regler, som er fastsat i medfør af loven, gælder også for fødevarer, der udføres til andre lande, medmindre varerne er i overensstemmelse med gældende regler i modtagerlandet eller almindeligt anerkendte internationale normer.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dog fastsætte regler om sammensætning, kvalitet, mærkning m. v. af varer, der udføres her fra landet.

Stk. 3. Medmindre ministeren fastsætter andet, finder loven og regler, der er fastsat i medfør af loven, også anvendelse på fødevarer, der her i landet leveres som forsyning til skibe og fly.

§ 55. Loven og de regler, som er fastsat i medfør af loven, gælder også for fødevarer, der udføres til andre lande, medmindre varerne er i overensstemmelse med gældende regler i modtagerlandet eller almindeligt anerkendte internationale normer.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dog fastsætte regler om sammensætning, kvalitet, mærkning m.v. af varer, der udføres her fra landet.

Stk. 3. Medmindre ministeren fastsætter andet, finder loven og regler, der er fastsat i medfør af loven, også anvendelse på fødevarer, der her i landet leveres som forsyning til skibe og fly.

§ 56. De af loven omfattede primærproducenter og virksomheder, herunder virksomheder, der fremstiller materialer og genstande, der er bestemt til at komme i forbindelse med fødevarer, afholder udgifterne ved det tilsyn og den kontrol, som udføres efter loven og regler udstedt i medfør af loven, medmindre ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om eller bestemmer andet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning og betaling af afgifter til dækning af udgifter til tilsyn og kontrol efter loven eller regler udstedt i medfør af loven, herunder for særligt belastende kontrol samt ekstraordinære tilsyn, kontrol og analyser eller anden særlig kontrol, jf. § 63.

Stk. 3 . Ministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, godkendelser, registreringer, anmeldelser, undersøgelser og attestationer, der ydes i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om betaling og opkrævning af afgifter eller gebyrer for godkendelser eller anmeldelser i henhold til forordninger udstedt af Det Europæiske Fællesskab vedrørende de af loven omfattede forhold.

Stk. 5. Beløb, som opkræves i medfør af stk. 1-4, og som ikke betales rettidigt, tillægges en rente på 1,3 pct. månedligt for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, medmindre andet er fastsat ved forordning. For erindringsskrivelser betales et gebyr på 200 kr., som reguleres i henhold til § 3 i lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 6. Den, der overtager en virksomhed, med hvilken der føres tilsyn eller kontrol efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven, hæfter for de dermed forbundne afgifter og gebyrer, som vedrører tiden før overtagelsen.

Stk. 7. Der er udpantningsret for de i stk. 1-6 nævnte beløb.

§ 56. De af loven omfattede primærproducenter og virksomheder, herunder virksomheder, der fremstiller materialer og genstande, der er bestemt til at komme i forbindelse med fødevarer, afholder udgifterne ved det tilsyn og den kontrol, som udføres efter loven og regler udstedt i medfør af loven, medmindre ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om eller bestemmer andet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning og betaling af afgifter til dækning af udgifter til tilsyn og kontrol efter loven eller regler udstedt i medfør af loven, herunder for særligt belastende kontrol samt ekstraordinære tilsyn, kontrol og analyser eller anden særlig kontrol, jf. § 63.

Stk. 3 . Ministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, godkendelser, registreringer, anmeldelser, undersøgelser og attestationer, der ydes i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om betaling og opkrævning af afgifter eller gebyrer for godkendelser eller anmeldelser i henhold til forordninger udstedt af Det Europæiske Fællesskab vedrørende de af loven omfattede forhold.

Stk. 5. Beløb, som opkræves i medfør af stk. 1-4, og som ikke betales rettidigt, tillægges en rente på 1,3 pct. månedligt for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, medmindre andet er fastsat ved forordning. For erindringsskrivelser betales et gebyr på 200 kr., som reguleres i henhold til § 3 i lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 6. Den, der overtager en virksomhed, med hvilken der føres tilsyn eller kontrol efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven, hæfter for de dermed forbundne afgifter og gebyrer, som vedrører tiden før overtagelsen.

Stk. 7. Der er udpantningsret for de i stk. 1-6 nævnte beløb.

§ 56. De af loven omfattede primærproducenter og virksomheder, herunder virksomheder, der fremstiller materialer og genstande, der er bestemt til at komme i forbindelse med fødevarer, afholder udgifterne ved det tilsyn og den kontrol, som udføres efter loven og regler udstedt i medfør af loven, medmindre ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler om eller bestemmer andet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning og betaling af afgifter til dækning af udgifter til tilsyn og kontrol efter loven eller regler udstedt i medfør af loven, herunder for særligt belastende kontrol samt ekstraordinære tilsyn, kontrol og analyser eller anden særlig kontrol, jf. § 63.

Stk. 3 . Ministeren kan fastsætte regler om betaling for særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer, godkendelser, registreringer, anmeldelser, undersøgelser og attestationer, der ydes i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om betaling og opkrævning af afgifter eller gebyrer for godkendelser eller anmeldelser i henhold til forordninger udstedt af Det Europæiske Fællesskab vedrørende de af loven omfattede forhold.

Stk. 5. Beløb, som opkræves i medfør af stk. 1-4, og som ikke betales rettidigt, tillægges en rente på 1,3 pct. månedligt for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, medmindre andet er fastsat ved forordning. For erindringsskrivelser betales et gebyr på 200 kr., som reguleres i henhold til § 3 i lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 6. Den, der overtager en virksomhed, med hvilken der føres tilsyn eller kontrol efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven, hæfter for de dermed forbundne afgifter og gebyrer, som vedrører tiden før overtagelsen.

Stk. 7. Der er udpantningsret for de i stk. 1-6 nævnte beløb.

§ 57. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at visse detailforhandlingsvirksomheder, der som led i uegennyttigt socialt arbejde tilvirker eller forhandler fødevarer uden erhvervsmæssig fortjeneste for øje og uden konkurrencemæssig betydning i forhold til andre virksomheder, kan fritages for afgifter og gebyrer

§ 57. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at visse detailforhandlingsvirksomheder, der som led i uegennyttigt socialt arbejde tilvirker eller forhandler fødevarer uden erhvervsmæssig fortjeneste for øje og uden konkurrencemæssig betydning i forhold til andre virksomheder, kan fritages for afgifter og gebyrer

§ 57. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at visse detailforhandlingsvirksomheder, der som led i uegennyttigt socialt arbejde tilvirker eller forhandler fødevarer uden erhvervsmæssig fortjeneste for øje og uden konkurrencemæssig betydning i forhold til andre virksomheder, kan fritages for afgifter og gebyrer

§ 58. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan henlægge sine beføjelser efter loven til en institution under ministeriet eller kan efter forhandling med vedkommende minister eller myndighed henlægge sine beføjelser til en anden offentlig institution.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere i nærmere afgrænset omfang henlægge opgaver inden for lovens område til private institutioner. Ministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 3. Ministeren kan nedsætte udvalg til at bistå ved administrationen af særlige områder inden for loven. Ministeren kan fastsætte regler herom.

§ 58. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan henlægge sine beføjelser efter loven til en institution under ministeriet eller kan efter forhandling med vedkommende minister eller myndighed henlægge sine beføjelser til en anden offentlig institution

Stk. 2. Ministeren kan endvidere i nærmere afgrænset omfang henlægge opgaver inden for lovens område til private institutioner. Ministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 3. Ministeren kan nedsætte udvalg til at bistå ved administrationen af særlige områder inden for loven. Ministeren kan fastsætte regler herom.

§ 58. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan henlægge sine beføjelser efter loven til en institution under ministeriet eller kan efter forhandling med vedkommende minister eller myndighed henlægge sine beføjelser til en anden offentlig institution.

Stk. 2. Ministeren kan endvidere i nærmere afgrænset omfang henlægge opgaver inden for lovens område til private institutioner. Ministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 3. Ministeren kan nedsætte udvalg til at bistå ved administrationen af særlige områder inden for loven. Ministeren kan fastsætte regler herom.

§ 59. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri etablerer en central enhed og et antal regionale statslige enheder, som skal varetage kontrol, tilsyn, undersøgelser og informationsvirksomhed m.m. inden for lovens område.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om disse enheders opgaver og virksomhed samt om tilsynet med disse.

§ 59. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri etablerer en central enhed og et antal regionale statslige enheder, som skal varetage kontrol, tilsyn, undersøgelser og informationsvirksomhed m. m. inden for lovens område.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om disse enheders opgaver og virksomhed, samt om tilsynet med disse.

§ 59. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri etablerer en central enhed og et antal regionale statslige enheder, som skal varetage kontrol, tilsyn, undersøgelser og informationsvirksomhed m.m. inden for lovens område.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om disse enheders opgaver og virksomhed samt om tilsynet med disse.

§ 60. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) at offentlige og private laboratorier skal være akkrediterede, godkendte eller opfylde bestemte kvalitetskriterier for at kunne varetage undersøgelsesopgaver i henhold til loven eller i regler udstedt i medfør af loven og

2) vurdering og godkendelse af analysemetoder og om, hvilke analysemetoder der skal anvendes til laboratorieundersøgelser i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

§ 60. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) at offentlige og private laboratorier skal være akkrediterede, godkendte eller opfylde bestemte kvalitetskriterier for at kunne varetage undersøgelsesopgaver i henhold til loven eller i regler udstedt i medfør af loven og

2) vurdering og godkendelse af analysemetoder og om hvilke analysemetoder, der skal anvendes til laboratorieundersøgelser i henhold til loven eller i regler udstedt i medfør af loven.

§ 60. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om

1) at offentlige og private laboratorier skal være akkrediterede, godkendte eller opfylde bestemte kvalitetskriterier for at kunne varetage undersøgelsesopgaver i henhold til loven eller i regler udstedt i medfør af loven og

2) vurdering og godkendelse af analysemetoder og om, hvilke analysemetoder der skal anvendes til laboratorieundersøgelser i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

§ 61. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler, som er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fravigelse af reglerne i de i stk. 1 nævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af internationale traktater og aftaler inden for lovens områder.

§ 61. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler, som er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fravigelse af reglerne i de i stk. 1 nævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af internationale traktater og aftaler inden for lovens områder.

§ 61. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler, som er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fravigelse af reglerne i de i stk. 1 nævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af internationale traktater og aftaler inden for lovens områder.

§ 62. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om den kontrol, som skal udøves efter loven, herunder om arten, omfanget og udførelsen samt om udarbejdelse af kontrolprogrammer og anvendelse af analysemetoder, jf. § 60, nr. 2.

§ 62. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om den kontrol, som skal udøves efter loven, herunder om arten, omfanget og udførelsen samt om udarbejdelse af kontrolprogrammer og anvendelse af analysemetoder, jf. § 60, nr. 2.

§ 62. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om den kontrol, som skal udøves efter loven, herunder om arten, omfanget og udførelsen samt om udarbejdelse af kontrolprogrammer og anvendelse af analysemetoder, jf. § 60, nr. 2.

§ 63. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at bestemte typer af fødevarer skal underkastes særlig kontrol.

§ 63. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at bestemte typer af fødevarer skal underkastes særlig kontrol.

§ 63. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at bestemte typer af fødevarer skal underkastes særlig kontrol.

§ 64. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddeler de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder de krav, som er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven, skal mærkes, denatureres, beslaglægges eller tilintetgøres, at virksomheden skal kalde varer tilbage fra senere omsætningsled, eller at virksomheden midlertidigt skal indstille behandling eller salg.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at mærkning, denaturering, beslaglæggelse, tilintetgørelse eller tilbagekaldelse i henhold til stk. 1 skal ske for virksomhedens regning. § 56, stk. 5-7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 64. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddeler de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder de krav, som er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven, skal mærkes, denatureres, beslaglægges eller tilintetgøres, at virksomheden skal kalde varer tilbage fra senere omsætningsled, eller at virksomheden midlertidigt skal indstille behandling eller salg.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at mærkning, denaturering, beslaglæggelse, tilintetgørelse eller tilbagekaldelse i henhold til stk. 1, skal ske for virksomhedens regning. § 56 stk. 5 - 7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 64. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddeler de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder de krav, som er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven, skal mærkes, denatureres, beslaglægges eller tilintetgøres, at virksomheden skal kalde varer tilbage fra senere omsætningsled, eller at virksomheden midlertidigt skal indstille behandling eller salg.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at mærkning, denaturering, beslaglæggelse, tilintetgørelse eller tilbagekaldelse i henhold til stk. 1 skal ske for virksomhedens regning. § 56, stk. 5-7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 65. Tilsynsmyndigheden og personer, som er særligt bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m.v., herunder elektroniske data, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 65. Tilsynsmyndigheden og personer, som er særligt bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m. v., herunder elektroniske data, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 65. Tilsynsmyndigheden og personer, som er særligt bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m.v., herunder elektroniske data, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 66. Den, der er ansvarlig for forhold, som omfattes af loven eller af regler udstedt i medfør af loven, skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse, samt vederlagsfrit yde tilsynsmyndigheden fornøden bistand ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrift af elektroniske data.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan som led i kontrol og overvågning vederlagsfrit mod kvittering udtage eller pålægge den ansvarlige at udtage prøver af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, is, vand, damp, luft, luftarter, materialer og genstande, tilsætningsstoffer, bekæmpelsesmidler, rengørings- og desinfektionsmidler m.m.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at en virksomhed skal yde tilsynsmyndigheden bistand ved forsendelse af prøver og afholde udgifterne herved.

§ 66. Den, der er ansvarlig for forhold, som omfattes af loven eller af regler udstedt i medfør af loven, skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse, samt vederlagsfrit yde tilsynsmyndigheden fornøden bistand ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrift af elektroniske data.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan som led i kontrol og overvågning vederlagsfrit mod kvittering udtage eller pålægge den ansvarlige at udtage prøver af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, is, vand, damp, luft, luftarter, materialer og genstande, tilsætningsstoffer, bekæmpelsesmidler, rengørings- og desinfektionsmidler m. m.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at en virksomhed skal yde tilsynsmyndigheden bistand ved forsendelse af prøver og afholde udgifterne herved.

§ 66. Den, der er ansvarlig for forhold, som omfattes af loven eller af regler udstedt i medfør af loven, skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse, samt vederlagsfrit yde tilsynsmyndigheden fornøden bistand ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrift af elektroniske data.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan som led i kontrol og overvågning vederlagsfrit mod kvittering udtage eller pålægge den ansvarlige at udtage prøver af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, is, vand, damp, luft, luftarter, materialer og genstande, tilsætningsstoffer, bekæmpelsesmidler, rengørings- og desinfektionsmidler m.m.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at en virksomhed skal yde tilsynsmyndigheden bistand ved forsendelse af prøver og afholde udgifterne herved.

§ 67. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et fødevarekontroludvalg med den opgave at overvåge, om fødevarekontrollen udføres i overensstemmelse med reglerne på området, kontrolstrategien og kontrolplaner samt på en ressourcemæssigt hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Udvalget består af seks fagkyndige medlemmer udpeget af ministeren. Forbrugerrådet indstiller tre medlemmer, og Landbrugsraadet, Dansk Industri, FDB og Dansk Handel og Service indstiller i fællesskab ligeledes tre medlemmer. Udvalget vælger sin formand blandt medlemmerne. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og de nærmere regler om udvalgets opgaver.

Stk. 3. Der oprettes en revisionsenhed under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Revisionsenheden bistår Fødevarekontroludvalget. Revisionsenhedens leder er sekretær for udvalget. Ministeren fastsætter de nærmere regler om enhedens organisation og opgaver.

Stk. 4. Dokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, mister ikke som følge af udveksling mellem Fødevarekontroludvalget og revisionsenheden deres interne karakter.

Stk. 5. Ministeren udarbejder årligt en redegørelse til Folketinget om fødevarekontrollen.

§ 67. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et Fødevarekontroludvalg med den opgave at overvåge, om fødevarekontrollen udføres i overensstemmelse med reglerne på området, kontrolstrategien og kontrolplaner samt på en ressourcemæssig hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Udvalget består af seks fagkyndige medlemmer udpeget af ministeren. Forbrugerrådet indstiller tre medlemmer, og Landbrugsraadet, Dansk Industri, FDB og Dansk Handel og Service indstiller i fællesskab ligeledes tre medlemmer. Udvalget vælger sin formand blandt medlemmerne. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og de nærmere regler om udvalgets opgaver.

Stk. 3. Der oprettes en revisionsenhed under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Revisionsenheden bistår Fødevarekontroludvalget. Revisionsenhedens leder er sekretær for udvalget. Ministeren fastsætter de nærmere regler om enhedens organisation og opgaver.

Stk. 4. Dokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, mister ikke som følge af udveksling mellem Fødevarekontroludvalget og revisionsenheden deres interne karakter.

Stk. 5. Ministeren udarbejder årligt en redegørelse til Folketinget om fødevarekontrollen.

§ 67. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et fødevarekontroludvalg med den opgave at overvåge, om fødevarekontrollen udføres i overensstemmelse med reglerne på området, kontrolstrategien og kontrolplaner samt på en ressourcemæssigt hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Udvalget består af seks fagkyndige medlemmer udpeget af ministeren. Forbrugerrådet indstiller tre medlemmer, og Landbrugsraadet, Dansk Industri, FDB og Dansk Handel og Service indstiller i fællesskab ligeledes tre medlemmer. Udvalget vælger sin formand blandt medlemmerne. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og de nærmere regler om udvalgets opgaver.

Stk. 3. Der oprettes en revisionsenhed under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Revisionsenheden bistår Fødevarekontroludvalget. Revisionsenhedens leder er sekretær for udvalget. Ministeren fastsætter de nærmere regler om enhedens organisation og opgaver.

Stk. 4. Dokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, mister ikke som følge af udveksling mellem Fødevarekontroludvalget og revisionsenheden deres interne karakter.

Stk. 5. Ministeren udarbejder årligt en redegørelse til Folketinget om fødevarekontrollen.

§ 68. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater af og sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Til brug for offentliggørelse kan ministeren på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

§ 68. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater af og sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Til brug for offentliggørelse kan ministeren på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

§ 68. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater af og sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Til brug for offentliggørelse kan ministeren på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

§ 69. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter Det Rådgivende Fødevareudvalg. Udvalget afgiver udtalelse om væsentlige fødevarepolitiske emner, herunder om udkast til ny lovgivning på området.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om udvalgets sammensætning og virksomhed. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

§ 69. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter Det Rådgivende Fødevareudvalg. Udvalget afgiver udtalelse om væsentlige fødevarepolitiske emner, herunder om udkast til ny lovgivning på området.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om udvalgets sammensætning og virksomhed. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

§ 69. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter Det Rådgivende Fødevareudvalg. Udvalget afgiver udtalelse om væsentlige fødevarepolitiske emner, herunder om udkast til ny lovgivning på området.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om udvalgets sammensætning og virksomhed. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

§ 70. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har til opgave at formidle oplysning til forbrugerne om forhold, der er omfattet af loven, herunder om ernæring.

Stk. 2. Ministeren kan iværksætte overvågningsprogrammer for fødevarer og undersøgelser af fødevarer og af befolkningens kost og ernæring med henblik på udstedelse af regler inden for lovens område og på udarbejdelse af kost- og næringsstofanbefalinger, vejledninger til myndigheder og virksomheder samt forbrugeroplysning om kost og ernæring.

§ 70. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har til opgave at formidle oplysning til forbrugerne om forhold, der er omfattet af loven, herunder om ernæring.

Stk. 2. Ministeren kan iværksætte overvågningsprogrammer for fødevarer og undersøgelser af fødevarer og af befolkningens kost og ernæring med henblik på udstedelse af regler inden for lovens område og på udarbejdelse af kost- og næringsstofanbefalinger, vejledninger til myndigheder og virksomheder samt forbrugeroplysning om kost og ernæring.

§ 70. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har til opgave at formidle oplysning til forbrugerne om forhold, der er omfattet af loven, herunder om ernæring.

Stk. 2. Ministeren kan iværksætte overvågningsprogrammer for fødevarer og undersøgelser af fødevarer og af befolkningens kost og ernæring med henblik på udstedelse af regler inden for lovens område og på udarbejdelse af kost- og næringsstofanbefalinger, vejledninger til myndigheder og virksomheder samt forbrugeroplysning om kost og ernæring.

§ 71. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler og træffe bestemmelse om privates, herunder virksomheders, oplysning om kost og ernæring.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at fødevarer skal mærkes med angivelse af næringsværdi, herunder om, hvorledes næringsværdien skal angives på emballagen, i reklamer og lignende. § 26 finder tilsvarende anvendelse for næringsdeklarationer.

§ 71. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler og træffe bestemmelse om privates, herunder virksomheders, oplysning om kost og ernæring.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at fødevarer skal mærkes med angivelse af næringsværdi, herunder om hvorledes næringsværdien skal angives på emballagen, i reklamer og lignende. § 26 finder tilsvarende anvendelse for næringsdeklarationer.

§ 71. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler og træffe bestemmelse om privates, herunder virksomheders, oplysning om kost og ernæring.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at fødevarer skal mærkes med angivelse af næringsværdi, herunder om, hvorledes næringsværdien skal angives på emballagen, i reklamer og lignende. § 26 finder tilsvarende anvendelse for næringsdeklarationer.

§ 72. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan rådgive om og fastsætte regler for offentlig kostforplejning.

§ 72. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan rådgive om og fastsætte regler for offentlig kostforplejning.

§ 72. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan rådgive om og fastsætte regler for offentlig kostforplejning.

§ 73. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et ernæringsråd, der skal være rådgivende i ernæringsvidenskabelige spørgsmål.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om rådets sammensætning og virksomhed. Ministeren fastsætter rådets forretningsorden.

§ 73. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et ernæringsråd, der skal være rådgivende i ernæringsvidenskabelige spørgsmål.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om rådets sammensætning og virksomhed. Ministeren fastsætter rådets forretningsorden.

§ 73. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et ernæringsråd, der skal være rådgivende i ernæringsvidenskabelige spørgsmål.

Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om rådets sammensætning og virksomhed. Ministeren fastsætter rådets forretningsorden.

§ 74. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om adgangen til at klage over de i § 58 omhandlede myndigheders, udvalgs og private institutioners afgørelser, herunder om, at en myndigheds afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om myndighedernes, udvalgenes og de private institutioners adgang til at genvurdere en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 74. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om adgangen til at klage over de i § 58 omhandlede myndigheders, udvalgs og private institutioners afgørelser, herunder om, at en myndigheds afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om myndighedernes, udvalgenes og de private institutioners adgang til at genvurdere en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 74. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om adgangen til at klage over de i § 58 omhandlede myndigheders, udvalgs og private institutioners afgørelser, herunder om, at en myndigheds afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om myndighedernes, udvalgenes og de private institutioners adgang til at genvurdere en sag, efter at der er indgivet klage.

§ 75. Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende. Klage skal sendes til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Klagemyndigheden kan inden for 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelser af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.

§ 75. Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende. Klage skal sendes til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Klagemyndigheden kan inden for 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelser af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.

§ 75. Klagefristen er 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende. Klage skal sendes til den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Stk. 2. Klagemyndigheden kan inden for 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelser af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.

§ 76. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan, når forholdene taler derfor, meddele dispensation fra bestemmelserne i § 15, stk. 1, § 23, § 49, stk. 2, § 54, stk. 1, og § 55, stk. 1.

§ 76. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan, når forholdene taler derfor, meddele dispensation fra bestemmelserne i § 15, stk. 1, § 23 § 49, stk. 2, § 54, stk. 1, og § 55, stk. 1.

§ 76. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan, når forholdene taler derfor, meddele dispensation fra bestemmelserne i § 15, stk. 1, § 23, § 49, stk. 2, § 54, stk. 1, og § 55, stk. 1.

§ 77. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan under større katastrofer, herunder krise eller krig, fastsætte de regler og træffe de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre den mest fordelagtige anvendelse af fødevarer, undgå forurening m.v. og sikre befolkningens forsyning med fødevarer. Ministeren kan herunder fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fravigelse af de i loven fastsatte regler.

Stk. 2. Såfremt de i medfør af stk. 1 fastsatte regler eller trufne bestemmelser medfører økonomisk tab for en virksomhed eller for en producent, er staten erstatningspligtig. De pågældende virksomheder må ikke derved stilles mindre gunstigt end andre i samme branche.

Stk. 3. Erstatning ansættes i mangel af mindelig overenskomst i overensstemmelse med regler, der fastsættes af ministeren.

§ 77. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan under større katastrofer, herunder krise eller krig, fastsætte de regler og træffe de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre den mest fordelagtige anvendelse af fødevarer, undgå forurening m. v. og sikre befolkningens forsyning med fødevarer. Ministeren kan herunder fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fravigelse af de i loven fastsatte regler.

Stk. 2. Såfremt de i medfør af stk. 1 fastsatte regler eller trufne bestemmelser medfører økonomisk tab for en virksomhed eller for en producent, er staten erstatningspligtig. De pågældende virksomheder må ikke derved stilles mindre gunstigt end andre i samme branche.

Stk. 3. Erstatning ansættes i mangel af mindelig overenskomst i overensstemmelse med regler, der fastsættes af ministeren.

§ 77. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan under større katastrofer, herunder krise eller krig, fastsætte de regler og træffe de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre den mest fordelagtige anvendelse af fødevarer, undgå forurening m.v. og sikre befolkningens forsyning med fødevarer. Ministeren kan herunder fastsætte regler eller træffe bestemmelse om fravigelse af de i loven fastsatte regler.

Stk. 2. Såfremt de i medfør af stk. 1 fastsatte regler eller trufne bestemmelser medfører økonomisk tab for en virksomhed eller for en producent, er staten erstatningspligtig. De pågældende virksomheder må ikke derved stilles mindre gunstigt end andre i samme branche.

Stk. 3. Erstatning ansættes i mangel af mindelig overenskomst i overensstemmelse med regler, der fastsættes af ministeren.

§ 78. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) behandler, sælger, indfører eller udfører fødevarer i strid med § 7, § 9, stk. 1, § 15, stk. 1, § 20, stk. 1, § 23, § 27, stk. 1, § 38, stk. 1, § 39, § 49, stk. 3, § 51, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 3,

2) behandler, sælger eller indfører fødevarer, tilsætningsstoffer eller materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer i strid med § 19, stk. 1 og 2, § 21, § 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, for tilsætningsstoffer, jf. § 18, nr. 1, og for materialer og genstande, jf. § 30, nr. 1,

3) uden autorisation, godkendelse eller registrering, udøver virksomhed som omhandlet i §§ 44-46,

4) beskæftiger personer i strid med § 11, stk. 1, og § 18,

5) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 10, stk. 2 og 3, og § 63,

6) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 64, stk. 1,

7) undlader at give tilsynsmyndighederne adgang til virksomheden efter § 65, stk. 1,

8) undlader at afgive oplysninger eller at yde tilsynsmyndigheden bistand efter § 66, stk. 1, eller

9) undlader at udtage prøver efter § 66, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er

1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af vilkår, der meddeles efter reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af Det Europæiske Fællesskab om forhold, som er omfattet af denne lov. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende betingelser som anført i stk. 2.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m. v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 78. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) behandler, sælger, indfører eller udfører fødevarer i strid med § 7, § 9, stk. 1, § 15, stk. 1, § 20, stk. 1, § 23, § 27, stk. 1, § 38, stk. 1, § 39, § 49, stk. 3, § 51, stk. 1,og § 55, stk. 1 og 3,

2) behandler, sælger eller indfører fødevarer, tilsætningsstoffer eller materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer i strid med § 19, stk. 1 og 2, § 21, § 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, for tilsætningsstoffer jf. § 18, nr. 1, og for materialer og genstande jf. § 30, nr. 1,

3) uden autorisation, godkendelse eller registrering, udøver virksomhed som omhandlet i §§ 44-46,

4) beskæftiger personer i strid med § 11, stk. 1, og § 18,

5) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 10, stk. 2 og 3, og § 63,

6) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 64, stk. 1,

7) undlader at give tilsynsmyndighederne adgang til virksomheden efter § 65, stk. 1,

8) undlader at afgive oplysninger eller at yde tilsynsmyndigheden bistand efter § 66, stk. 1, eller

9) undlader at udtage prøver efter § 66, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er

1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor, eller

2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af vilkår, der meddeles efter reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af Det Europæiske Fællesskab om forhold, som er omfattet af denne lov. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende betingelser, som anført i stk. 2.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m. v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 78. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

1) behandler, sælger, indfører eller udfører fødevarer i strid med § 7, § 9, stk. 1, § 15, stk. 1, § 20, stk. 1, § 23, § 27, stk. 1, § 38, stk. 1, § 39, § 49, stk. 3, § 51, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 3,

2) behandler, sælger eller indfører fødevarer, tilsætningsstoffer eller materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med fødevarer i strid med § 19, stk. 1 og 2, § 21, § 24, stk. 3, og § 54, stk. 1, for tilsætningsstoffer, jf. § 18, nr. 1, og for materialer og genstande, jf. § 30, nr. 1,

3) uden autorisation, godkendelse eller registrering, udøver virksomhed som omhandlet i §§ 44-46,

4) beskæftiger personer i strid med § 11, stk. 1, og § 18,

5) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 10, stk. 2 og 3, og § 63,

6) undlader at efterkomme påbud og forbud efter § 64, stk. 1,

7) undlader at give tilsynsmyndighederne adgang til virksomheden efter § 65, stk. 1,

8) undlader at afgive oplysninger eller at yde tilsynsmyndigheden bistand efter § 66, stk. 1, eller

9) undlader at udtage prøver efter § 66, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået med forsæt eller grov uagtsomhed og der ved overtrædelsen er

1) forvoldt skade på sundheden eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af vilkår, der meddeles efter reglerne. I reglerne kan der endvidere fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i regler fastsat af Det Europæiske Fællesskab om forhold, som er omfattet af denne lov. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende betingelser som anført i stk. 2.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m. v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 79. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 . Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 79. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 . Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. 926 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 79. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2 . Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 80. Staten tilbyder de kommunale tjenestemænd, som på tidspunktet for ikrafttræden af § 59 er beskæftiget med varetagelsen af opgaver i henhold til denne lov eller de i § 81, stk. 2, nævnte love, ansættelse fra dette tidspunkt som statstjenestemænd i tilsvarende stillinger med henblik på varetagelse af opgaverne i de enheder, der er nævnt i § 59. Ansættelsen tilbydes på de vilkår, der gælder for tjenestemænd i staten, dog således at der ikke herved sker en forringelse af de pågældendes hidtidige løn- og andre ansættelsesvilkår.

Stk. 2. Hvis en kommunal tjenestemand, der har fået tilbudt ansættelse i henhold til stk. 1, ikke ønsker ansættelse som statstjenestemand, opretholdes den kommunale ansættelse og de herfor gældende vilkår under tjenestemandens udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte statslige stilling.

Stk. 3. En tjenestemand, som i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse under udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte statslige stilling, har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension på grund af den opgaveomlægning, der sker i forbindelse med oprettelsen af de i § 59 nævnte enheder. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af denne opgaveomlægning.

Stk. 4. En tjenestemand, som vælger at opretholde den kommunale ansættelse, kan senest 5 år efter det i stk. 1 nævnte tidspunkt søge overgang til ansættelse som statstjenestemand på vilkår som nævnt i stk. 1.

Stk. 5. Staten refunderer kommunen udgifterne til løn til de kommunale tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, så længe de udfører arbejde for staten.

Stk. 6. Hvis staten ikke længere har behov for beskæftigelse af en tjenestemand, som har valgt at opretholde den kommunale ansættelse, kan staten efter forudgående varsling af vedkommende kommune bringe tjenestemandens arbejdsforhold til staten til ophør med det for tjenestemanden gældende opsigelsesvarsel.

Stk. 7. Staten afholder eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge og udbetaler pension til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 1 og 4 overgår til ansættelse som statstjenestemænd. Kommunen refunderer staten den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til tjenestemandens pensionsalder ved overgangen til tjeneste i staten.

Stk. 8. Staten refunderer kommunen eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, og hvis tjeneste i staten senere bringes til ophør efter stk. 6.

Stk. 9. Kommunen udbetaler pensionen til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse. Staten refunderer kommunen den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til den pensionsalder, tjenestemanden har optjent efter overgangen til tjeneste i staten.

Stk. 10. Den endelige administrative afgørelse af tvivlsspørgsmål efter stk. 1-9 træffes af finansministeren efter forhandling med de involverede parter.

§ 80. Tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte, at følgende lovbestemmelser helt eller delvist ophæves

1) Lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993.

2) Lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler.

3) Lov nr. 538 af 17. november 1976 om international transport af letfordærvelige levnedsmidler.

4) Lov nr. 343 af 25. maj 1990 om administration af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om levnedsmidler m. m.

5) Lov nr. 290 af 29. april 1992 om æg og ægprodukter.

6) Lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m. v. (mælkeproduktloven).

7) Lov nr. 343 af 14. maj 1992 om kød (kødloven).

8) Lov nr. 481 af 12. juni 1996 om offentliggørelse af kontrolresultater og om ændring af visse love under Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

9) Lov nr. 402 af 10. juni 1997 om fødevarekvalitet.

10) §§ 11 og 12 i lov nr. 356 af 6. juni 1991 om miljø og genteknologi, som ændret ved § 2 i lov nr. 921 af 25. november 1992.

Stk. 3. Regler, der er udstedt i medfør af de i stk. 2 nævnte love forbliver i kraft indtil de afløses af regler udstedt i medfør af denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 80. Staten tilbyder de kommunale tjenestemænd, som på tidspunktet for ikrafttræden af § 59 er beskæftiget med varetagelsen af opgaver i henhold til denne lov eller de i § 81, stk. 2, nævnte love, ansættelse fra dette tidspunkt som statstjenestemænd i tilsvarende stillinger med henblik på varetagelse af opgaverne i de enheder, der er nævnt i § 59. Ansættelsen tilbydes på de vilkår, der gælder for tjenestemænd i staten, dog således at der ikke herved sker en forringelse af de pågældendes hidtidige løn- og andre ansættelsesvilkår.

Stk. 2. Hvis en kommunal tjenestemand, der har fået tilbudt ansættelse i henhold til stk. 1, ikke ønsker ansættelse som statstjenestemand, opretholdes den kommunale ansættelse og de herfor gældende vilkår under tjenestemandens udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte statslige stilling.

Stk. 3. En tjenestemand, som i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse under udførelse af de opgaver, der er henlagt til den tilbudte statslige stilling, har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension på grund af den opgaveomlægning, der sker i forbindelse med oprettelsen af de i § 59 nævnte enheder. Tjenestemanden har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af denne opgaveomlægning.

Stk. 4. En tjenestemand, som vælger at opretholde den kommunale ansættelse, kan senest 5 år efter det i stk. 1 nævnte tidspunkt søge overgang til ansættelse som statstjenestemand på vilkår som nævnt i stk. 1.

Stk. 5. Staten refunderer kommunen udgifterne til løn til de kommunale tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, så længe de udfører arbejde for staten.

Stk. 6. Hvis staten ikke længere har behov for beskæftigelse af en tjenestemand, som har valgt at opretholde den kommunale ansættelse, kan staten efter forudgående varsling af vedkommende kommune bringe tjenestemandens arbejdsforhold til staten til ophør med det for tjenestemanden gældende opsigelsesvarsel.

Stk. 7. Staten afholder eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge og udbetaler pension til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 1 og 4 overgår til ansættelse som statstjenestemænd. Kommunen refunderer staten den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til tjenestemandens pensionsalder ved overgangen til tjeneste i staten.

Stk. 8. Staten refunderer kommunen eventuelle udgifter til rådighedsløn eller ventepenge til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse, og hvis tjeneste i staten senere bringes til ophør efter stk. 6.

Stk. 9. Kommunen udbetaler pensionen til de tjenestemænd, der i henhold til stk. 2 vælger at opretholde den kommunale ansættelse. Staten refunderer kommunen den del af tjenestemandens pension, der forholdsmæssigt svarer til den pensionsalder, tjenestemanden har optjent efter overgangen til tjeneste i staten.

Stk. 10. Den endelige administrative afgørelse af tvivlsspørgsmål efter stk. 1-9 træffes af finansministeren efter forhandling med de involverede parter.

§ 81. Tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte, at følgende lovbestemmelser helt eller delvis ophæves

1) Lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993.

2) Lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler.

3) Lov nr. 538 af 17. november 1976 om international transport af letfordærvelige levnedsmidler.

4) Lov nr. 343 af 25. maj 1990 om administration af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om levnedsmidler m. m.

5) Lov nr. 290 af 29. april 1992 om æg og ægprodukter.

6) Lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m. v. (mælkeproduktloven).

7) Lov nr. 343 af 14. maj 1992 om kød (kødloven).

8) Lov nr. 481 af 12. juni 1996 om offentliggørelse af kontrolresultater og om ændring af visse love under Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

9) Lov nr. 402 af 10. juni 1997 om fødevarekvalitet.

10) §§ 11 og 12 i lov nr. 356 af 6. juni 1991 om miljø og genteknologi, som ændret ved § 2 i lov nr. 921 af 25. november 1992.

Stk. 3. Regler, der er udstedt i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt i medfør af denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 81. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Almindelige bemærkninger.

1. Indledning.

Ved kongelig resolution af 30. december 1996 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Fødevareministeriet, etableret. Derved blev alle opgaver vedrørende fødevarer samlet i eet ministerium, et område, der hidtil havde været delt mellem Sundhedsministeriet og Landbrugs-og Fiskeriministeriet.

Denne samling af ansvaret for fødevareområdet har til formål at

- øge forbrugerbeskyttelsen,

- forbedre information til forbrugere og erhverv om fødevarer, ernæring og kostsammensætning,

- etablere et sammenhængende kontrolsystem fra jord til bord,

- sikre ensartet kontrol,

- skabe større gennemskuelighed og forenkling af lovgivningen og

- sikre tilliden til danske eksportvarer.

Dette er baggrunden for fremsættelsen af et forslag til en samlet lov om fødevarer m. m.

Lovforslaget dækker de områder, som hidtil har været reguleret i den generelle lov om levnedsmidler og de særlige love om enkelte fødevarer, kød, fisk, mælk, mælkeprodukter og margarine samt æg og ægprodukter.

Lov om fødevarekvalitet, lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om levnedsmidler m. m., lov om international transport af letfordærvelige levnedsmidler, (den såkaldte A.T.P.-lov), lov om offentliggørelse af kontrolresultater samt de fødevarerelaterede bestemmelser i lov om miljø og genteknologi er ligeledes indarbejdet i lovforslaget.

De særlige forhold vedrørende økologiske fødevarer er ikke medtaget og reguleres fortsat i lov om støtte til landbrugets strukturudvikling til økologisk jordbrug m. v., jf. i øvrigt forslag til lov om økologi.

2. Lovforslagets hovedprincipper

Formålet med lovforslaget er primært at

- Beskytte forbrugerne mod sundhedsrisiko i forbindelse med fødevarer.

- Beskytte forbrugerne mod vildledning i forbindelse med fødevarer.

- Sikre forbrugerne adgang til fødevarer af høj kvalitet.

- Fremme sunde kostvaner.

- Tilvejebringe grundlaget for en effektiv, sammenhængende, ensartet kontrol med fødevarer fra jord til bord, herunder muligheden for at offentliggøre kontrolresultater.

- Sikre en relevant information og rådgivning af erhverv og forbrugere om fødevarer, kost og ernæring.

- Disse formål vil tillige medvirke til at sikre fødevareproducenter og -handlende ensartede vilkår og til at fremme eksport af danske fødevarer. Lovforslaget vil endvidere skabe lovgrundlag for Det Rådgivende Fødevareudvalg, for Ernæringsrådet og for Fødevarekontroludvalget samt opretholde grundlaget for Fødevarekvalitetsudvalget.

3. Den eksisterende lovgivning

Som det fremgår ovenfor, erstatter lovforslaget en række love, der tilsammen har reguleret fødevareområdet. Disse love indeholder bestemmelser, der dels giver det overordnede grundlag for at sikre forbrugerbeskyttelseshensynet og for at sikre hensynet til en ligelig behandling af erhvervsudøvelsen inden for området. Lovene er alle karakteriserede ved at være rammelove, som bemyndiger den pågældende minister, nu fødevareministeren, til at fastsætte regler om fødevaresikkerhed, -sammensætning og -markedsføring, om indretning og drift af virksomheder, om tilsyn og kontrol, om myndighederne og om eksport af fødevarer.

Disse love er et resultat af den historiske udvikling på området, hvor lovgivningen er opstået i takt med behovene dels for at sikre den hjemlige forbruger dels for at sikre Danmarks eksportinteresser. Danmark adskiller sig ikke på dette punkt fra andre lande.

Fødevareproduktionen har traditionelt været opdelt efter de råvarer, der anvendes (kød, fisk, mælk o.s.v.), men i de senere år er udviklingen gået i retning af produktion af mere sammensatte, mere forarbejdede og mere forædlede produkter, hvilket betyder, at man i langt højere grad end før blander mange typer ingredienser sammen. Derved udviskes forskellene mellem de traditionelle virksomhedstyper. Det gælder ikke alene i produktionsvirksomhederne, hvor f.eks. salatfabrikker anvender både kød, fisk, æg og grøntsager og hvor kødfabrikker fremstiller færdige middagsretter, men også i detailleddet, hvor f.eks. slagterne fremstiller fiske-, kød- og grøntsagspateer, og bagere laver pitabrød med fyld af forskellig art.

Denne udvikling i retning af at nedbryde de gamle skel mellem de traditionelle virksomhedstyper betyder også, at man må sikre, at reguleringen moderniseres, således at lovgivningen ikke i sig selv er en hindring for denne udvikling. Regulering af alle virksomhedstyper og alle fødevarer i samme lov skaber bedre muligheder for på en smidig måde at tilpasse reguleringen til udviklingen, og samtidig fastholde et højt sikkerhedsniveau i produktion og distribution af fødevarer.

Fødevarelovgivningen er karakteriseret ved en stor regelmasse og en høj detaljeringsgrad. Det er ikke et specielt dansk fænomen, men gælder også de andre nordiske lande og i EU, som i denne sammenhæng afspejler den reguleringstæthed, som eksisterer i medlemslandene, og det gælder internationalt, f.eks. i Codex Alimentarius Komiteen, som er en komite under FAO/WHO.

Der er de senere år i EU og inden for rammerne af Codex Alimentarius en voksende erkendelse af, at man skal søge at koncentrere reguleringen om de emner, som er væsentlige for forbrugerbeskyttelsen, at man skal være tilbageholdende med udstedelse af produktspecifikke regler, og at man så vidt muligt skal arbejde med regler, der gælder horisontalt, d.v.s. gælder generelt for fødevarer, virksomheder m. v. Det er hensigten at anvende dette princip ved udformning af regler med hjemmel i lovforslaget.

Ved etablering af een fødevarelov er der også anledning til at foretage en gennemgang af de eksisterende bekendtgørelser og cirkulærer med henblik på at foretage en tiltrængt regelsanering. Dette arbejde vil også som udgangspunkt bygge på det horisontale princip, idet det, når det er muligt, er tanken at gå bort fra produktspecifikke regler og samle reglerne efter emner og ikke efter produktkategori. Det er væsentligt at understrege, at der ikke vil blive tale om en sanering, som vil svække det beskyttelsesniveau, der er etableret. Formålet med regelsaneringen er at fjerne overflødige regler og at sammenskrive reglerne for at øge klarheden og overskueligheden i regelmassen.

Lovforslaget er, som nævnt, hovedsagelig en sammenfatning af den eksisterende lovgivning. Det vil der blive redegjort nærmere for i bemærkningerne til de enkelte kapitler og bestemmelser.

Reform af kontrolsystemet.

De sidste 10 års debatter om fødevarer har været koncentreret om to hovedproblemstillinger. Den ene er spørgsmålet om niveauet for forbrugerbeskyttelsen vedrørende sundheds-, sikkerheds- og ernæringsmæssige forhold. Det er forhold, som den eksisterende lovgivning allerede hjemler adgang til at regulere, og som det foreliggende lovforslag vil videreføre og styrke.

Den anden hovedproblemstilling drejer sig om tilliden til kontrolsystemet og om samling, modernisering og forenkling af kontrollen.

Efter etableringen af Fødevareministeriet har man taget det første skridt på det centrale niveau ved at sammenlægge Veterinærdirektoratet og Levnedsmiddelstyrelsen i Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Den nuværende kontrolstruktur.

Kontrolansvaret er efter den gældende lovgivning fordelt på flere myndigheder afhængig af, hvilken slags fødevare, der er tale om. Det er, som det fremgår af ovenstående, ikke i harmoni med den virkelighed, som eksisterer inden for fødevareområdet i dag.

Opgavevaretagelsen er i dag delt mellem staten og kommunerne.

Opgavevaretagelsen er i grove træk fordelt som følger

Veterinær- og Fødevaredirektoratet

Direktoratet har ansvaret for tilsyns- og kontrolopgaver på det veterinære område og for de animalske fødevarer - kød, fisk, æg samt mælk og mejeriprodukter, herunder margarine.

En del af kontrolopgaverne varetages af ansatte i direktoratet, der er placeret lokalt bl.a. i kødkontrollen. Opgaverne vedrørende kontrol med fisk m. v. udføres som en entreprenøropgave af Fiskeridirektoratet. De kommunale levnedsmiddelkontrolenheder udfører kontrol med mejerier og malkekvægsbesætninger, margarinefabrikker, ægpakkerier m. v. og visse kødvirksomheder som en udlagt opgave, hvilket betyder, at enhederne varetager opgaven med ansvar over for Veterinær- og Fødevaredirektoratet og ikke over for kommunalbestyrelsen.

Plantedirektoratet.

Direktoratet varetager på fødevareområdet administrationen af Det Europæiske Fallesskabs forordninger om kvalitetskontrol med friske frugter og grønsager samt de nationalt fastsatte bestemmelser om produktion og salg af spisekartofler i alle handelsled. Direktoratet varetager endvidere identitetskontrollen med oste, for hvilke der er udarbejdet karakteristik, jf. bekendtgørelse nr. 861 af 9, juni 1995 om kvalitetsnormer og støtte for mælk og mejeriprodukter.

Fiskeridirektoratet.

Direktoratet udfører som nævnt kontrol på Veterinær- og Fødevaredirektoratets vegne med de fødevarer, der er omfattet af lovgivningen om fisk og fiskevarer.

Primærkommunerne.

Inden for levnedsmiddellovens område er der ikke udøvet kontrolvirksomhed af de centrale myndigheder. Kontrol med overholdelse af levnedsmiddelloven er tillagt primærkommunerne. Kontrollen udøves af Levendsmiddelkontrolenhederne, der også i almindelighed har fået tillagt kompetence fra kommunalbestyrelserne til at træffe afgørelse i de fleste sager. Omfanget af delegationen varierer en del fra enhed til enhed, ligesom en enhed kan have forskellig kompetence tillagt fra de kommuner, enheden betjener.

Al detailhandel er alene underkastet kontrol efter levnedsmiddelloven og er derfor et primærkommunalt ansvar.

Sammenfatning

Som det fremgår, kontrolleres fødevareområdet af flere forskellige kontrolsystemer, der, ligesom det er tilfældet med udformning af lovgivningen, er et resultat af den udvikling, der er sket på fødevareområdet gennem årene.

Det opdelte kontrolsystem er designet til at varetage kontrolopgaver i relation til forskellige dele af fødevaresektoren, men det er ikke velegnet til at varetage kontrolopgaver, der går på tværs af »sektorer« eller som har relation til flere led i fødevarernes gang fra primærproduktion til detailled.

Den fremtidige kontrolstruktur.

En række vigtige kontrolopgaver, som man har i et moderne samfund, skal løses så tæt på kilden som muligt, d.v.s. der, hvor problemerne opstår, andre kræver indsats over en bred front, koordineret i alle produktions- og handelsled.

Udviklingen af det danske kontrolsystem er behandlet i Betænkning om modernisering af levnedsmiddelkontrollen i Danmark, nr. 1217/1991 (Finansministeriet) og i rapporten Mål og midler i fremtidens kontrol med levnedsmidler, december 1995 (Akademiet for de Tekniske Videnskaber).

Rapporterne peger i retning af, at der er behov for en grundlæggende ændring og forenkling af lovgivningen og kontrolstrukturen, herunder en væsentlig reduktion i antallet af enheder.

En væsentlig forudsætning for at kunne gennemføre en så stor omlægning af fødevarekontrollen, som lovforslaget lægger op til, er, at der både fra forbrugerside, fra erhverv og fra arbejdstagere er tilslutning til at opbygge kontrollen efter de hovedlinier, som lovforslaget bygger på.

Forbrugerrådet, Landbrugsrådet, Dansk Industri, Dansk Handel og Service, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, FDB, De Samvirkende Købmænd og Dansk Supermarked har i en henvendelse af 2. december 1997 til Fødevareministeren fremsat deres syn på en modernisering af fødevarekontrollen. Det kan sammenfattes således

- Fødevarekontrollen bør være centralt styret og kun underlagt et politisk niveau.

- Der foreslås etableret 10 fagligt kompetente, regionale kontrolcentre.

- Kontrollen skal være sammenhængende fra jord til bord.

- Enhederne placeres lokalt under hensyntagen til

- virksomhedstæthed,

- virksomhedsstørrelse og

- kontrolbehov.

- Kontrollen skal være behovsorienteret og baseres på risikovurdering.

- Egenkontrol skal være det bærende princip.

- Forbrugerorienteringen skal styrkes.

- Det veterinære beredskab skal sikres.

- Der skal sikres ensartethed i administrationen af lovgivningen.

Lovforslagets bestemmelser, der fastlægger de overordnede rammer for den fremtidige opgavevaretagelse på fødevareområdet, er udarbejdet efter disse retningslinier.

Lovforslaget indebærer, at fødevarekontrollen statsliggøres med henblik på, at der etableres et enstrenget kontrolsystem, som varetager alle opgaver i kæden fra jord til bord.

Det betyder, at

- kontrollen kan sættes ind i det led, hvor effekten er størst, og at problemerne løses ved kilden,

- der sikres en ensartet kontrol af samme type virksomheder,

- kontrollen kan behovsorienteres og koordineres på tværs af de nuværende myndighedsområder,

- mulighederne for krydskontrol mellem omsætningsleddene forbedres,

- kvaliteten af kontrollen kan forbedres gennem samling af en større ekspertise i større enheder og gennem efteruddannelse af personalet,

- der kan skabes en specialisering, som betyder at ressourcekrævende specialopgaver af laboratoriemæssig eller kontrolmæssig art kun udføres et enkelt eller få steder i landet,

- der er bedre muligheder for at gennemføre forbrugerrelevante kontrolkampagner,

- tilliden til kontrolsystemet kan sikres,

- der kan sikres ensartede afgørelser,

- der skabes bedre muligheder for at overvåge fødevarers ernærings-og sundhedsmæssige kvalitet,

- der skabes bedre muligheder for forbrugeroplysning om fødevarer, kost og ernæring og

- der skabes bedre service for virksomhederne.

Ønsket om at kunne leve op til de nævnte mål fører til forslaget om, at der etableres et antal regionale, statslige enheder af høj faglig standard med kontrol-, tilsyns- og administrations beføjelser, med informations- og rådgivningsopgaver over for forbrugere og virksomheder og med tilknyttet kontrollaboratoriefunktioner. Antal og lokal placering vil afhænge af

- befolkningsunderlag,

- virksomheds- og besætningstæthed,

- virksomhedsstørrelse og kontrolbehov og

- geografiske afstande.

De regionale, statslige enheder underlægges Veterinær- og Fødevaredirektoratet, som får ansvaret for den centrale koordination og styring af enhedernes virksomhed.

Så vidt muligt alle fødevareopgaver og veterinære opgaver forudsættes henlagt til de statslige enheder og til Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Det vil fortsat være Veterinær- og Fødevaredirektoratet, som skal forestå overvågnings- og informationsopgaverne, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 58.

Lovforslaget lægger op til, at den overordnede struktur fastlægges i selve fødevareloven, medens den mere detaljerede struktur fastlægges af fødevareministeren.

Det skyldes, at der er tale om en meget stor omlægning af opgaver fra det kommunale til det statslige niveau. Det betyder, at de kommunale levnedsmiddelkontrolenheder, som er etableret med hjemmel i levnedsmiddellovens kapitel 9, nedlægges og erstattes med et antal regionale statslige enheder formentlig i størrelsesordenen 10.

En række af de kommunale enheder udfører også opgaver på miljøbeskyttelsesområdet. Den dertil knyttede laboratorieplan var tidligere lovfæstet i miljøbeskyttelsesloven, men denne regulering blev ophævet ved ændring af denne lov i 1991.

Flere af levnedsmiddelkontrolenhederne udfører stadig opgaver på miljøområdet, især udførelse af laboratorieundersøgelser for kommuner og amter, og især vedrørende spildevand og drikkevand. Den største del af enhedernes myndighedsopgaver vedrører fødevareområdet. En omlægning af kontrolsystemet som foreslået kræver iværksat et analysearbejde med henblik på at vurdere konsekvenserne for varetagelse af opgaverne på miljøområdet for mere præcist at fastlægge omfanget af de institutioner og det personale, som bør overføres til staten, og de økonomiske rammer herfor. En afklaring heraf vil være nødvendig, før den nye kontrolstruktur på fødevareområdet iværksættes.

På samme måde skal der udføres en mere præcis analyse af, hvor stort antallet af enheder bør være, den lokale placering, den præcise opgaveformulering og placering af specialfunktioner, som det ikke vil være rationelt at lade alle enheder udføre.

Der er fødevareministerens hensigt at iværksætte dette analysearbejde hurtigt efter lovforslaget er vedtaget.

Det fremgår af lovforslagets § 80, stk. 1, at denne del af loven kan sættes i kraft separat.

ØKONOMISKE OG ADMINISTRATIVE KONSEKVENSER FOR DET OFFENTLIGE

Som anført ovenfor varetages fødevarekontrollen af såvel statslige som kommunale myndigheder. De statslige myndigheder består af Veterinær- og Fødevaredirektoratet, Plantedirektoratet og Fiskeridirektoratet. På det kommunale område er myndighedskompetencen henlagt til kommunalbestyrelserne i primærkommunerne, der i vekslende omfang har delegeret beføjelserne til 32 kommunale levnedsmiddelkontrolenheder.

Efter lovforslaget ændres denne kontrolstruktur således, at fødevarekontrollen i det hele overføres til statslige myndigheder, i første række til Veterinær- og Fødevaredirektoratet. De nuværende levnedsmiddelkontrolenheders aktiviteter indenfor levnedsmiddelkontrol og -tilsyn foreslås overført til statslige regionale enheder, der foreslås oprettet i et antal, der formentlig ikke vil overstige 10. Miljøaktiviterne berøres ikke dette lovforslag.

Overførselen af levnedsmiddelkontroldelen vil for personalets vedkommende ske efter reglerne om virksomhedsoverdragelse.

Miljø- og levnedsmiddelkontrolenhederne er placeret dels i lejede bygninger mod betaling eller huslejefrit, dels i bygninger, som ejes af enhederne. Den endelige fastlæggelse af antal og geografisk placering af de statslige regionale enheder vil som nævnt ovenfor afhænge af en række faktorer, og der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt tages stilling til i hvilket omfang, der kan blive tale om, at staten overtager bygninger fra kommunerne.

Omkostninger i forbindelse med den praktiske overførelse til staten vil afhænge af, hvorvidt de statslige regioner kan leje eller må erhverve bygninger.

Disse og andre forhold, jf. ovenfor, i forbindelse med overførelsen af kontrol- og tilsynsopgaverne til staten forudses behandlet af et udvalg, der efter lovforslagets vedtagelse agtes nedsat med deltagelse af repræsentanter for de kommunale parter.

Den følgende beskrivelse af de økonomiske og personalemæssige konsekvenser for staten og kommunerne omfatter derfor alene et overslag over de driftsmæssige forhold.

Det samlede driftsudgiftsniveau for miljø- og levnedsmiddelkontrolenhedernes levnedsmiddelkontrol og -tilsyn skønnes at udgøre et beløb af størrelsesordenen 210-220 mill. kr. i alt inkl. laboratorieområdet. Et beløb i denne størrelsesorden vil skulle overføres til staten ved nedsættelse af det kommunale bloktilskud. Hertil kommer bortfald af et særligt ydet bloktilskud vedrørende samhandelskontrol på ca. 5,5 mill. kr.

Det hertil svarende antal årsværk skønnes at udgøre ca. 500 i alt, som det er hensigten at overføre til statsligt regi.

Omkostningerne ved udførelsen af de opgaver, som er udlagt fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet direkte til de kommunale levnedsmiddelkontrol skønnes at beløbe sig til ca. 35 mill. kr.

De kommunale tilsyns- og kontrolopgaver overføres med tilhørende bevillinger og personale til de statslige regionale enheder. Til disse enheder overføres tillige opgaver som hidtil har været udført i statsligt regi i Veterinær- og Fødevaredirektoratet med kødkontrollen, i Plantedirektoratet og i Fiskeridirektoratet. Til udførelsen af disse opgaver er medgået 1000 årsværk. Det er dog kun en mindre del heraf, der ventes fysisk placeret på de nye statslige enheders regionskontorer, idet en betydelig del vil være beskæftiget lokalt ved kødkontrol på slagterier m. v. og ved grænsekontrol m. m.

Det samlede personale i den samlede statslig regionale kontrolstruktur vil således udgøre i alt omkring 1.500 årsværk med driftsomkostninger på omkring 640 mill. kr., idet løn og overhead samlet er ansat tilgennemsnitligt 427.000 kr. pr. årsværk.

Forudsættes etableret 10 statslige regionale enheder vil der til hver enhed være knyttet 150 årsværk med en udgift under samme forudsætning på 64 mill. kr.

Disse udgifter dækkes ved overførsel af

(skønnede tal)

Sparet bloktilskud ................... 220 mill. kr. Bevillinger til: Kødkontrollen ........................ 300 mill. kr. Direktoratsopgaver ................... 85 mill. kr. ------------------------------------------------------- I alt ................................ 605 mill. kr. ------------------------------------------------------- Hertil kommer: Udlagte opgaver i alt .............. 35 mill. kr. ------------------------------------------------------- I alt ................................. 640 mill. kr. -------------------------------------------------------

Det bemærkes, at ovenstående overslag er rent foreløbige og behæftet med betydelig usikkerhed, men etableringen af den foreslåede enstrengede kontrolstruktur vurders ikke at ville medføre merudgifter. På længere sigt forudses forslaget at ville medføre en effektiviseringsgevinst, hvis størrelse dog ikke kan medregnes på nuværende tidspunkt.

Det er hensigten, at de endelige statsfinansielle og personalemæssige konsekvenser klarlægges gennem drøftelser mellem staten og de kommunale parter.

FORHOLDET TIL EU-RETTEN

Lovforslaget fastlægger den kompetence, som tillægges fødevareministeren til at udstede en række materielle regler vedrørende fødevarer. Disse bemyndigelsesbestemmelser eksisterer allerede i den gældende fødevarelovgivning og er ikke i sig selv bestemmelser, der påvirker vareudvekslingen i fællesskabet.

Udmøntningen af bemyndigelserne i lovforslaget vil i en række tilfælde kunne nødvendiggøre underretning af EU-Kommissionen. I den forbindelse henledes opmærksomheden særligt på informationsproceduredirektivet, Rådets direktiv af 28. marts 1983 (83/189/EØF) om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som ændret ved Rådets direktiv af 22. marts 1988 (88/182/EØF) og Europa-Parlamentet og Rådets direktiv af 23. marts 1994 (94/10/EF).

Lovforslaget viderefører gældende materielle bestemmelser inden for fødevareområdet. Disse materielle bestemmelser er i overvejende grad opretholdelse af tidligere gennemførte EU-retsakter. Bemyndigelsesbestemmelserne er for en stor dels vedkommende nødvendige for, at man i Danmark kan opfylde forpligtelser til at administrere og gennemføre EU-retsakter.

Følgende bestemmelser i lovforslaget er opretholdelse af bestemmelser, som er tidligere gennemførelser af forskellige EU-retsakter

§ 81. Tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden fastsættes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte, at følgende lovbestemmelser helt eller delvis ophæves

1) Lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993.

2) Lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler.

3) Lov nr. 538 af 17. november 1976 om international transport af letfordærvelige levnedsmidler.

4) Lov nr. 343 af 25. maj 1990 om administration af Det Europæiske Fællesskabs retsakter om levnedsmidler m. m.

5) Lov nr. 290 af 29. april 1992 om æg og ægprodukter.

6) Lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m. v. (mælkeproduktloven).

7) Lov nr. 343 af 14. maj 1992 om kød (kødloven).

8) Lov nr. 481 af 12. juni 1996 om offentliggørelse af kontrolresultater og om ændring af visse love under Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

9) Lov nr. 402 af 10. juni 1997 om fødevarekvalitet.

10) §§ 11 og 12 i lov nr. 356 af 6. juni 1991 om miljø og genteknologi, som ændret ved § 2 i lov nr. 921 af 25. november 1992.

Stk. 3. Regler, der er udstedt i medfør af de i stk. 2 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt i medfør af denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 82. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 82. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

(* 1) §§ 31-35 er tidligere notificeret som en del af lov nr. 402 af 10. juni 1997 om fødevarekvalitet i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv af 28. marts 1983 (83/189/EØF) om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, som ændret ved Rådets direktiv af 22. marts 1988 (88/182/EØF) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23. marts 1994 (94/10/EF).

Loven indeholder bestemmelser, som gennemfører dele af Rådets direktiv af 18. december 1978 (79/112/EØF) om mærkning og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler med senere ændringer, Rådets direktiv af 21. december 1988 (89/109/EØF) om materialer og genstande bestemt til at komme i berøring med levnedsmidler og Rådets direktiv af 14. juni 1993 (93/43/EØF) om levnedsmiddelhygiejne.

Nr LSF 9

Forslag til Lov om fødevarer m.m. (fødevareloven)(* 1)

Fremsat af fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen)

den 26. marts 1998

Vedtaget ved tredjebehandling den 25. juni 1998

Lov nr. 471 af 02/07/1998