Legislator Case Law & Legislation
19971SR00001 DK

1997 BR 1 SUPPLERENDE BERETNING OM FÆRØBANKSAGEN NR 1 1997-98. 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Selvstændig beretning 1997 1 Valid

Udvalget har den 1. oktober 1997 afgivet beretning om habilitetsspørgsmål i forbindelse med nedsættelsen af undersøgelseskommissionen til undersøgelse af Færøbanksagen (beretning nr. 11, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg B side 1539). I beretningen udtalte et flertal i udvalget (KF, V, SF, FP, EL og DF) bl.a., at (flertallet) »finder det stærkt kritisabelt, at regeringen i Færøbanksagen har udvist alt for lidt opmærksomhed over for de habilitetsproblemer, der har vist sig at være i tilknytning til undersøgelseskommissionen og dens sekretariatsbetjening.«

Et mindretal i udvalget (S, RV og CD) udtalte i beretningen, at (mindretallet) »finder ikke, at der er grundlag for at sige, at regeringen, dvs. Justitsministeriet, har udvist alt for lidt opmærksomhed over for habilitetsspørgsmål i forbindelse med nedsættelsen af undersøgelseskommissionen vedrørende den færøske banksag. Bortset fra den såkaldte Rekling-sag, har der ikke været rejst spørgsmål om habilitetsproblemer - hverken hos formanden, revisormedlemmet, bankmedlemmet, udspørgeren eller de tre medlemmer af følgegruppen, som Justitsministeriet skulle udpege.

Mindretallet finder derfor, at der alene er grund til at kritisere Justitsministeriets behandling af oplysningerne om den sag, som Rekling varetog for Den Danske Bank«.

Udvalget har efter afgivelsen af beretning nr. 11 stillet en række yderligere spørgsmål til justitsministeren i relation til Færøbanksagen. Justitsministeren har besvaret nogle af disse spørgsmål, såvel skriftligt som i samråd.

Et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Enhedslistens, Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at justitsministeren efter udvalgets afgivelse af den første beretning om Færøbanksagen har fremsat en række udokumenterede påstande om, at man på Færøerne skulle have fået oplysninger om habilitetsproblemerne, tilsyneladende for at få de færøske politikere til at fremstå som medansvarlige. Flertallet finder, at statsministeren burde have benyttet den oplagte mulighed, der var under Folketingets åbningsdebat, til at beklage forløbet. Flertallet beklager såvel dette, som at statsministeren under åbningsdebatten i sin svartale til de færøske medlemmer af Folketinget yderligere forværrede det anstrengte forhold mellem Danmark og Færøerne.

Flertallet opfordrer endvidere statsministeren til som regeringens chef og minister for Færøerne nu at gøre en aktiv indsats for at retablere det gode forhold mellem Færøerne og Danmark inden for rammerne af rigsfællesskabet.

Et mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) finder ikke, at der er grundlag for at afgive en supplerende beretning om Færøbanksagen, og er i øvrigt uenig i flertallets synspunkter.

Forholdet til Færøerne skal ikke inddrages i det partipolitiske spil i Danmark, men bl.a. behandles i konstruktive drøftelser mellem regeringen og det Færøske landsstyre, således som det f.eks. senest er sket i forbindelse med videreførelsen af Færøernes Erhvervsudviklingsinstitut til gavn for den Færøske fiskeindustri.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) henviser til den tidligere afgivne beretning i sidste folketingsår, hvor et flertal herunder SF fandt, at det var »stærkt kritisabelt, at regeringen i Færøbanksagen har udvist alt for lidt opmærksomhed over for de habilitetsproblemer, der har vist sig at være i tilknytning til undersøgelseskommissionen og dens sekretariatsbetjening« og' . . . . at habilitetsproblemerne burde have været tillagt en helt afgørende betydning i regeringens behandling af sagen.'

På den baggrund finder mindretallet ikke, at der er grundlag og behov for en ny beretning, idet der reelt ikke er noget nyt at forholde sig til i forhold til, da et flertal i udvalget anvendte udtrykket »stærkt kritisabelt«.

P.u.v.

Aage Frandsen,

formand.

Selvstændig beretning 1997 1 Valid

Nr BR 1

Supplerende beretning om Færøbanksagen

Nr 1 1997-98. 1. samling

Afgivet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg

Afgivet: 19971126

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →