1997 BSF 18 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEGRÆNSNING I ANVENDELSE AF BEKÆMPELSESMIDLER PÅ IKKEDYRKEDE AREALER
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der på ubevoksede arealer - f.eks. befæstede arealer, jernbaneterræner, sportspladser og stier - kun anvendes de for miljøet mest skånsomme bekæmpelsesmidler.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en genfremsættelse. Se beslutningsforslag nr. B 105 fra folketingsåret 1994-95, Folketingstidende 1994-95, forhandlingerne s. 4874 og 5662 og Tillæg A s. 3450, og beslutningsforslag nr. B 89 fra folketingsåret 1995-96, Folketingstidende 1995-96 s. 3725, 4842 og 5831, Tillæg A s. 4123 og Tillæg B s. 542.
Beslutningsforslaget er et led i udmøntningen af Venstres og Det Konservative Folkepartis plan til sikring af det danske vandmiljø.
Forudsætningen for en effektiv nedbrydning af pesticidrester er, at der findes rigelige mængder af mikroorganismer og ilt. Disse betingelser er til stede, hvor jordens overflade er dækket af et muldlag.
På ikkedyrkede, ubevoksede arealer mangler både mikroorganismerne og ilten i stor udstrækning. På disse muldfattige arealer er jordens vandholdende evne tillige meget ringe med det resultat, at ikkenedbrudte pesticidrester nedvaskes med regnvandet med deraf følgende forureningstrussel mod vores grundvand. Derfor foreslås, at kun de for miljøet mest skånsomme midler, som med sikkerhed ikke skader grundvandet, må anvendes på ubevoksede arealer såsom befæstede arealer, jernbaneterræner, sportspladser, stier og lignende.
Skriftlig fremsættelse
Hans Christian Schmidt (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning i anvendelse af bekæmpelsesmidler på ikkedyrkede arealer.
(Beslutningsforslag nr. B 18).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Ingen
Nr BSF 18
Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning i anvendelse af bekæmpelsesmidler på ikkedyrkede arealer
Fremsat af Hans Christian Schmidt (V) Peter Hansen-Nord (V) Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Henning Urup (V) Jens Vibjerg (V) Niels Jørgen Langkilde (KF) Lene Espersen (KF) Jens Jørgensen (KF) Eva Møller (KF) Gitte Seeberg (KF) Aage Brusgaard (FP) Ole Donner (DF)
den 21. oktober 1997