1997 BTL 89 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BØRNETILSKUD OG FORSKUDSVIS UDBETALING AF BØRNEBIDRAG (ÅRLIG BEKRÆFTELSE AF STATUS SOM ENLIG FORSØRGER M.V.) NR L 89 1997-98. 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 1
Vil det have nogen betydning for udbetaling af ekstra børnetilskud, at den enlige forælder foruden et mindre barn har et voksent barn boende hos sig?
Spørgsmål 2
Kan en enlig forsørger bo i et kollektiv og samtidig være enlig forsørger i lovens forstand?
Spørgsmål 3
Kan en enlig forsørger flytte hjem til sine forældre og samtidig være enlig forsørger i lovens forstand?
Spørgsmål 4
Kan to kvinder bo sammen på en folkeregisteradresse, uden at det får indflydelse på den enes eller begges status som enlig forsørger?
Spørgsmål 5
Kan en enlig kvindelig forsørger dele folkeregisteradresse med en mand, der lejer et værelse på kvindens bopæl og stadig betragtes som enlig forsørger i lovens forstand?
Svar på spørgsmål 1-5
Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i fortolkningen af begrebet enlig forsørger i forhold til det gældende regelsæt for så vidt angår betingelsen om, at den, der alene har forældremyndigheden, eller som har del i forældremyndigheden over et barn, er enlig forsørger.
Det er således en betingelse for at modtage ordinært børnetilskud efter børnetilskudslovens § 2, nr. 1 og 2, at forsørgeren er reelt enlig, ligesom dette er en betingelse for at modtage det ekstra børnetilskud.
Efter de gældende regler kan en person, der er gift eller lever i et registreret partnerskab, kun anses som enlig forsørger, når den pågældende er separeret eller lever adskilt fra ægtefællen/partneren på grund af uoverensstemmelse. En person, der ikke er gift, anses kun for enlig, hvis pågældende ikke lever i ægteskabslignende forhold med den anden af forældrene eller med en anden person. Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og der er tale om et samlivsforhold, der kan føre til ægteskab eller registreret partnerskab efter dansk ret.
Kommunen træffer afgørelse om ret til udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger ud fra en konkret vurdering af, om der består et ægteskabslignende eller partnerskabslignende forhold. Kommunens afgørelse kan indbringes for det sociale ankenævn.
Der vil således efter forslaget fortsat kunne udbetales ordinært og ekstra børnetilskud til en enlig forsørger, der foruden et mindre barn har et voksent barn boende hos sig, hvis betingelserne for at modtage børnetilskud i øvrigt er opfyldt.
Det er således efter forslaget fortsat ikke udelukket, at en enlig forsørger, der har bopæl i kollektiv, vil kunne få udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud.
Der vil således efter forslaget fortsat kunne udbetales ordinært og ekstra børnetilskud til en enlig forsørger, der flytter hjem til sine forældre, hvis betingelserne for at modtage børnetilskud i øvrigt er opfyldt.
Det vil således efter forslaget fortsat ikke være udelukket, at to voksne, der er tilmeldt samme folkeregisteradresse, vil kunne få udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud. Det gælder også i de tilfælde, hvor der er tale om enten to kvinder eller en enlig kvindelig forsøger, der har en mandlig logerende, forudsat at de ikke lever i et ægteskabsligende forhold.
Efter forslaget får ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om administration i forbindelse med kommunens vurdering af modtagerens status som enlig forsørger, herunder at det må lægges til grund, at der er en formodning for, at der foreligger et ægteskabslignende forhold, når to voksne er tilmeldt folkeregistret på samme adresse.
Ansøgeren eller modtageren af børnetilskud som enlig forsørger vil i disse tilfælde herefter ikke kunne anses for at være enlig forsørger, medmindre denne over for kommunen kan godtgøre at være enlig forsørger.
Karen Jespersen
/ Anders Lynge Madsen
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet mener, at lovforslaget er en videreudvikling af dyneløfteriet i kommunerne. Hvis ministeriets definition af reelt enlig-princippet skal udføres i praksis, vil det kræve en omfattende kontrol, afhøringer og tandbørstetællinger. Det er en blindgyde at fortsætte i dette spor. I stedet skal der ske en videreudvikling af individualprincippet. Staten skal ikke blande sig i, hvem eller hvor mange der lever sammen.
Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Dorit Myltoft (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Højte Jensen (KF) Jens Jørgensen (KF) Lene Espersen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 89
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (Årlig bekræftelse af status som enlig forsørger m.v.)
Nr L 89 1997-98. 1. samling
Afgivet af Socialudvalget
Afgivet: 19971209