1997 BTL 72 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM AKTIV SOCIALPOLITIK (SÆRLIGE REGLER OM HJÆLP TIL VISSE PERSONGRUPPER) NR L 72 1997-98. 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 1
Hvad er begrundelsen for, at folk, der får kontanthjælp efter § 37 b, ikke samtidig bliver berettiget til varmehjælp?
Spørgsmål 3
Hvad er begrundelsen for, at personer, der får kontanthjælp efter § 37 b, ikke samtidig er berettigede til personlige tillæg på linje med andre pensionister med samme indkomst?
Spørgsmål 4
Hvorfor er personer, der får kontanthjælp efter § 37 b, ikke samtidig berettigede til boligstøtte på linje med folkepensionister?
Svar
Ved pensionist forstås en person, der modtager pension efter lov om social pension. De ydelser, der anføres i spørgsmålene, ydes efter pensionsloven og er knyttede til, om man er pensionist, og ikke til, om man eksempelvis har nået en vis alder. De personer, der er omfattet af § 37 b, er ikke pensionister, men kontanthjælpsmodtagere.
De pågældende personer er derimod berettigede til at modtage hjælp til dækning af særlige udgifter efter bistandsloven, jf. eksempelvis bistandslovens § 46 til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter og § 46 a til dækning af udgifter ved sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende. De pågældende er ikke berettigede til boligydelse, der gives til pensionister, men til boligsikring på linje med andre kontanthjælpsmodtagere.
Spørgsmål 2
Hvis de personer, der er omtalt i § 37 b, skulle have ret til varmehjælp på linje med andre pensionister, hvor mange personer ville så blive tildelt varmehjælp, og hvad ville det koste?
Svar
I de økonomiske bemærkninger til lovforslaget er personkredsen, der omfattes af § 37 b, skønnet til at udgøre ca. 1.100 helårspersoner. Varmetillæg beregnes i forhold til pensionistens varmeudgift og indtægtsforhold. Der foreligger imidlertid ingen data om § 37 b-personkredsens boligforhold og varmeudgifter, ligesom der heller ikke foreligger data om personkredsens eventuelle indtægter ud over kontanthjælp. Det er derfor ikke muligt at fastlægge, hvor stor en andel af personkredsen der ville være berettigede til varmetillæg, såfremt de havde samme ret til varmetillæg som pensionister.
Spørgsmål 5
Hvilke typer af personlige tillæg og ydelser samt rabatordninger, som folkepensionister er berettigede til, er de i § 37 b nævnte personer ikke berettigede til?
Svar
Personer, der modtager ydelse efter bistandslovens § 37 b, er ikke berettigede til de personlige tillæg, som pensionister er berettigede til. Pensionister er berettigede til følgende tillæg
Kommunen har ifølge lov om social pension § 17 mulighed for at yde personligt tillæg til pensionister, der modtager pension efter loven. Der kan ikke ydes tillæg til modtagere af invaliditetsydelse, til personer, der alene modtager udenlandsk pension, eller til ikke-pensionister. Tillægget kan tidligst udbetales med virkning fra det tidspunkt, hvor pensionen efter §§ 12, 14 og 16 er tilkendt.
Det kan oplyses, at kommunen ifølge lov om social pension § 17, stk. 1, har mulighed for at træffe afgørelse om tilkendelse af personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige. Afgørelsen træffes efter en nærmere konkret, individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold.
Efter lov om social pension § 17, stk. 2, kan der ydes personligt tillæg til betaling af varmeudgifter. Nærmere regler om varmetillæg er fastsat i bekendtgørelse om social pension.
Efter lov om social pension § 17, stk. 3, er der ud over personligt tillæg efter stk. 1 og 2 mulighed for undtagelsesvis at yde personligt tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er ganske særlig vanskelige.
Endelig er der mulighed for at yde tillæg til udgifter til petroleum under visse nærmere angivne betingelser, jf. § 17, stk. 4.
Efter lov om social pension § 72 c får enlige og gifte pensionister, som den 1. januar 1995 er bosiddende i kommuner, hvor summen af kommune-, amts- og kirkeskatteprocenten overstiger 31,8 pct., udbetalt et tillæg. Tillægget udgør årligt 34 kr. for gifte og 59 kr. for enlige pensionister for hver 0,1 procentpoint, som summen af de nævnte skatteprocenter efter afrunding til en decimal overstiger 31,8 pct.
Der findes ingen rabatordninger efter lov om social pension. Det afgøres således ikke efter pensionsloven, hvorvidt en pensionist kan opnå rabat efter andre ordninger/lovgivninger, endsige hvorledes »pensionist« defineres i relation til en given rabatordning.
Spørgsmål 6
Hvor mange fra personkredsen i § 37 b, fordelt på de forskellige typer af tillæg, vil være i en social situation, hvor de, hvis de havde været folkepensionister, ville have fået tillæg?
Svar
For så vidt angår arten af personlige tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige, henvises til spørgsmål 5.
Der foreligger ingen oplysninger om indtægts- eller formueforhold for § 37 b's personkreds. Det er derfor ikke muligt at fastlægge, hvor stor en andel af personkredsen der ville være berettigede til personlige tillæg, såfremt de havde samme ret til tillæg som pensionister.
Med hensyn til modtagere af varmetillæg henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.
Spørgsmål 7
Hvad er begrundelsen for, at der er indført en særlig diskriminationsparagraf med § 37 b, stk. 2, som betyder, at der netop for denne personkreds kun ydes et fast støttebeløb uanset antallet af børn?
Svar
Den særlige ydelse efter § 37 b, stk. 2, er udelukkende aktuel i de tilfælde, hvor der ikke ydes børnetilskud. Hensigten med bestemmelsen er at indføre en art forsørgertakst for den af § 37 b omfattede persongruppe svarende til § 37, stk. 2, 1. pkt., hvor der til personer med forsørgelsespligt over for børn under 18 år ydes et beløb, der svarer til 80 procent af højeste dagpengebeløb. Dette beløb er et fast beløb uanset antallet af børn.
Spørgsmål 8
Er den forskelsbehandling, der ligger i lovforslagets bestemmelser, i overensstemmelse med de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt?
Svar
Der er ikke tale om forskelsbehandling, da såvel danske som udenlandske statsborgere, der har opholdt sig så mange år i udlandet, at de ikke har optjent ret til pension, er omfattet af reglen.
Karen Jespersen
/ Birthe Frederiksen
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af socialministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet kan dog stemme for det stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet kan dog stemme for det stillede ændringsforslag.
Mindretallet finder det stærkt diskriminerende, at man ud fra en målsætning om ligestilling af det umiddelbart udbetalte beløb ikke inddrager det forhold, at der er en række andre tillæg, tilskud og ydelser, der definerer den enkeltes sociale forhold. Det er uforståeligt, at en ligestilling mellem folkepensionister og ældre på social bistand er en ligestilling, som kun vender den ene vej. Der skabes herved forringelser for ældre personer på social bistand, så de får sænket deres ydelser, men man lader ikke samtidig andre regler for pensionister gælde. En lempelse i kriterierne for tildeling af folkepension med tilsvarende rettigheder ville være langt enklere og ville være en reel ligestilling.
Æ n d r i n g s f o r s l a g
Af socialministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 2
1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
»01. I § 109, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer
»2) § 27, stk. 2, om et støttebeløb til familier med børn under 18 år.«
Nr. 2-9 bliver herefter nr. 3-10.'
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1
Det beløb, der er anført i §§ 1 og 2 som støtte til familier med børn under 18 år efter henholdsvis lov om social bistand og lov om aktiv socialpolitik, angiver beløbet for 1998. Med ændringsforslaget sikres det, at beløbet i § 27, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik kan reguleres fra og med 1. januar 1999.
Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Dorit Myltoft (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Højte Jensen (KF) Jens Jørgensen (KF) Lene Espersen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 72
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social bistand og lov om aktiv socialpolitik (Særlige regler om hjælp til visse persongrupper)
Nr L 72 1997-98. 1. samling
Afgivet af Socialudvalget
Afgivet: 19971209