1997 BTL 60 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SENIORYDELSE (FLEKSJOB M.V.) NR L 60 1997-98. 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.
Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) kan ikke se nogen grund til, at ledighedsydelsen ikke skal være på 100 pct. dagpenge, eftersom den pågældende jo står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet.
Mindretallet er modstander af, at ledighedsydelsen skal have en lavere maksimal sats end dagpengene. Hvis regeringen virkelig ønsker at udbrede ideen om skånejob, er det en dårlig ide automatisk at give denne gruppe ringere vilkår. Der lægges dermed op til, at fleksjobbere skal have en endnu større indtægtsnedgang end andre som følge af ledighed.
I visse tilfælde stilles de dermed ringere, end hvis de havde valgt at stå uden for arbejdsmarkedet og modtage kontanthjælp eller pension.
Hvis ordningen fastsættes således, må der i det mindste fastsættes et nedsat a-kasse-kontingent for denne kategori.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Æ n d r i n g s f o r s l a g
Af arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) Nr. 3 affattes således
»3. § 2, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Medlemmet skal ved overgangen til ordningen have været beskæftiget svarende til sammenlagt 52 uger med fuld sædvanlig arbejdstid for fuldtidsforsikrede og 34 uger for deltidsforsikrede inden for de seneste 3 år, heraf mindst 13 uger umiddelbart før overgangen. Beskæftigelseskravet kan opfyldes ved sammenlægning af ordinær beskæftigelse og beskæftigelse i et fleksjob. Ved opgørelsen af perioden på 13 uger sidestilles en periode med ledighedsydelse med beskæftigelse i et fleksjob. Kun beskæftigelse i medlemsperioder kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet.«»
2) Nr. 4 udgår.
3) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer
»01. § 4 affattes således
»§ 4. Medlemmer, der er udtrådt af seniorydelsesordningen, kan ikke på ny overgå til ordningen. Dog kan et medlem, der udtræder af seniorydelsesordningen på grund af tilbagevenden til et fleksjob, een gang genindtræde i ordningen. Medlemmet skal ved genindtrædelsen være ansat i et fleksjob eller modtage ledighedsydelse samt have bopæl her i riget, bortset fra Færøerne eller Grønland.«»
Til § 2
4) Paragraffen affattes således
»§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1998.«
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1
Efter de gældende regler er det en betingelse for at overgå til seniorydelse, at medlemmet har haft beskæftigelse svarende til sammenlagt 52 uger med fuld sædvanlig arbejdstid inden for de sidste 3 år. Der er ikke fastsat et særligt beskæftigelseskrav for deltidsforsikrede. Det foreslås, at der fastsættes et beskæftigelseskrav for deltidsforsikrede på 34 uger inden for 3 år, svarende til hvad der gælder for overgang til efterløn.
Ændringsforslaget om at sidestille perioder med ledighedsydelse med beskæftigelse i et fleksjob i relation til opgørelsen af kravet om 13 ugers beskæftigelse umiddelbart inden overgangen til seniorydelse er en konsekvens af, at der i medfør af § 49 d i lov om social bistand under visse betingelser kan udbetales en ledighedsydelse mellem to fleksjob, og at det er foreslået, at et medlem skal kunne overgå til seniorydelse fra ledighedsydelse. Med ændringsforslaget sikres det, at personer, der i en kort periode har modtaget ledighedsydelse, kan overgå til seniorydelse.
Til nr. 2
Bestemmelsen udgår, da det har vist sig, at der ikke er overensstemmelse mellem begreberne »frasiger sig« og »er frakendt« i henholdsvis lov om seniorydelse og lov om social pension.
Til nr. 3
Efter de gældende regler kan personer, der er udtrådt af seniorydelsesordningen, genindtræde een gang i ordningen, hvis de er udtrådt for at overgå til en 50/50-stilling (et fleksjob). Ved genindtræden skal personen være ansat i en 50/50-stilling (et fleksjob). Det foreslås, at det også skal være muligt at genindtræde i de tilfælde, hvor personen modtager en ledighedsydelse efter et sådant fleksjob.
Til nr. 4
Da det nu ligger fast, at lov nr. 459 af 10. juni 1997 om ændring af lov om social bistand og lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. (Regler om fleksjob m.v.) træder i kraft den 1. januar 1998, foreslås det, at ikrafttrædelsestidspunktet indsættes i loven.
Jan Petersen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Vibeke Kiil (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Bendt Bendtsen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 60
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om seniorydelse (Fleksjob m.v.)
Nr L 60 1997-98. 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19971210