Legislator Case Law & Legislation
199714K00051 DK

1997 BTL 51 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (OPHÆVELSE AF FRADRAGSRETTEN FOR UDGIFTER TIL BESTIKKELSE) NR L 51 1997-98. 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1997 51 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Transparency International.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) bemærker, at skadevirkningerne af korruption er alvorlige og vidtrækkende. Den er en trussel mod det politiske og økonomiske system, der bl.a. fører til usaglighed i beslutningsprocessen samt skaber mistillid mellem landenes befolkninger og myndigheder. Korruption indebærer tillige, at der opstår ulige konkurrencevilkår og unaturlige prisdannelser. Af de indkomne høringssvar til lovforslaget fremgår det da også næsten enslydende, at man generelt har forståelse for, at der på internationalt niveau bør gøres mest muligt for at forhindre korruptionen. På den anden side advarer en række af de hørte organisationer mod, at Danmark går enegang, ligesom man - ganske som ordførerne fra mindretallet fremhævede under 1. behandling - finder, at lovforslaget kan give anledning til afgrænsningsvanskeligheder og fortolkningsspørgsmål.

Under henvisning til det anførte og til, at det i forbindelse med udvalgsbehandlingen er oplyst, at det i slutningen af november 1997 er vedtaget, at OECD-landene skal underskrive og ratificere en konvention om kriminalisering af bestikkelse, at en række lande, herunder Norge og Finland, ikke tillader fradrag af udgifter til bestikkelse, og at skatteministeren har tilkendegivet, at ophævelse af fradragsretten ikke rækker videre end anbefalet af OECD, kan mindretallet støtte lovforslaget.

Mindretallet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at det af skatteministeren er tilkendegivet, at det ikke er hensigten at ophæve fradragsretten efter hidtidig praksis for bestikkelse af medarbejdere ved erhvervsvirksomheder - heller ikke erhvervsvirksomheder, der er ejet eller kontrolleret af det offentlige. Endvidere er det tilkendegivet, at begrebet »bestikkelse« i forbindelse med lovforslaget ikke vil blive fortolket videre end efter praksis efter straffelovens § 144, og at der vil blive udsendt et cirkulære herom.

Jacob Buksti (S) nfmd. Lis Greibe (S) Klaus Hækkerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Mariann Fischer Boel (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kim Behnke (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1997 51 Valid

Nr BTL 51

Betænkning over Forslag til lov om ændring af ligningsloven (Ophævelse af fradragsretten for udgifter til bestikkelse)

Nr L 51 1997-98. 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19971211

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →